Hjem fortsat 2

Moderne Salmer-siden, Facebook, 26.9.22. Link til videoen "Med min favn fuld af sten":

Hvad skal en salme? Den skal være til trøst. Uafhængig af at være ekvilibristisk udført. Den vil bare række ud og nå sit medmenneske. Og lade ordet vandre, fra vidne til vidne. Sige: Jeg har hørt..

Jeg siger det igen: Det er ikke afhængig af salmens beskaffenhed, dens tone eller dens pondus. Ordet er det vigtigste og at vi knytter til ved det og fortæller det videre. Da vil kraften, vi er bærere af, også leve videre i andre. Vi kan inspirere til noget. På Moderne Salmer-siden er det svært at trænge igennem, så jeg prøver at gøre mit opslag elementært. Lade det fylde meget lidt, bare være som en notits. Jeg prøver at være som C-dur. 26.9.22.

Fængslet lod mig gå, med min favn fuld af sten, der var smidt. Start igen, byg dig op på ny. Da vil jeg lindre dit sår. Kender du vejen til afgrund, afmagt, men føler nåde, (så) har du kendt din dom. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen september 2022.

Selv Google hørte, da jeg til min veninde sagde, min familie før i tiden havde været "dysfunktionel". Altså som helhed, alle familiens medlemmer. Ligesom hendes i øvrigt havde været. Jeg havde opsøgt hende efter at have hørt hendes foredrag forleden, fordi hun beskrev sit forløb efter "en kold tyrker", hvor hun skippede medicinen på én gang, ligesom jeg har prøvet. Forløbet var det samme: mani, søvnmangel, vægttab, indlæggelse. Jeg troede ikke, det var gængs eller at det forekom hos andre, som hos mig selv. Hun kunne endda vise mig et diagram over, hvordan receptorerne i hjernen arbejder og bliver afhængige af psykofarmaka-medicinen. Også hun har et tæt venskab til sin eks-kæreste, så der var virkelig mange fællestræk ved vores historier. Vi har også begge været bitre over, hvad livet gav os (eller undlod at give os, f.eks. mand og børn). Og vrede på vores forældre. Men nu var det lettet - for os begge. Ingenting at anklage dem eller andre for. Kun omsorg og medlidenhed med deres kår. De gjorde det så godt, de havde kunnet. En form for tilgivelse eller forsoning var opstået på baggrund af forvirring og kaos. Så at hele familien var helet. Det onde, der måtte have været der, ramt os, var forsvundet. Når jeg taler med min bror eller med min mor har jeg ikke bagefter brug for at evaluere og fortryde eller tænke dårligt om noget af det sagte, hverken fra hans/deres mund eller min egen. Ordene lyder rent eller ligefrem, uden betænkeligheder. Og det er klart sådan, kærligheden har de bedste kår, indrømmet. Hvad skulle alt det grimme eller usunde til for? Dagbogen reddede mig videre til den næste dag, men det var mørke, der forplantede sig udadtil i verden omkring mig. Det smittede. Forstår så udmærket, hvis folk springer over de passager i livshistorien. Jeg kan ikke andet end beklage, at det var sådan, vejen skulle leves. Det havde (for) mange omkostninger. Herre, du har set til min familie, at det var drøjt, og hjulpet os. Hvor skulle du også ellers være end hos de trængte. 22.9.22.

Sæt mig fri. Bundet til dig - kun dig, går jeg ind, hvor smerten bor, men (hvor den bor/er) forløst. Ved din hånd på hvert et ord, lindres de (ordene). Jeg vil bære sørgebind for at (kunne) ta' det af. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, midt september 2022. 

Jeg ser, jeg er gjort af drift. Hvis jeg gav efter ku jeg tage 5 kilo på på en uge. På gåturen længes jeg efter en øl og når jeg har motioneret får jeg lyst til noget salt, så jeg spiser ost. Altsammen er det længsler efter noget. Jeg scroller Trendsales i eet væk, som om jeg behøver et stykke tøj mere. Jeg tænker på de fattige og dem, der ikke får hverken mad eller drikke, hvor privilegeret jeg er. Men det er også en længsel efter sex. Efter at dele livet med en i et parforhold. Efter at blive attrået. "Jeg trænger", som kvinden i serien, Matador, sagde. Vi har behov, som skal dækkes eller som skal forsøges at blive det. I nat drømte jeg om at have et særligt ansvar og når jeg vågner sådan en morgen har jeg lyst til at føre det ud i det virkelige liv. Vise, at man kan betro mig noget. Men når jeg sidder for tredje gang på en dag og søger efter værdigenstande såsom sko - dog brugte - føler jeg mig som et dårligt eksempel. Som en, der let bliver fristet og som en, der er skaberværket utro. Det er mine vilkår at kunne tage min telefon og med få klik pludselig have købt en vare. Men jeg skal blive bedre til at tage vare på. Skønne på de sko, jeg i forvejen har. Klarlægge om jeg egentlig har behov for mere. Få skridt og jeg er ude i mit køleskab efter endnu en daddel, men hvor meget behøver jeg den? Mine bukser strammer og det virker så enkelt, mens man går en tur bare at gøre turen længere for at forbrænde flere kaloerier. Jeg mener, regnestykket er nemt. Alligevel er vi en nation af overvægtige. Vi vil have mere. Naturen kan ikke give os mere, men vi kræver det alligevel. Vi skal ændre indstilling. Jeg har to aftener i træk bedt en ret personlig bøn og det har hjulpet mig. Ku vi alle have ønsker for fremtiden, kunne vi måske sammen nå vores mål. Ved fælles indsats. Da nytter det ikke noget, at jeg forgriber mig på min telefon eller smider mad ud, fordi jeg har overforbrugt. Kære, jeg ville skrive om drift og det ender alligevel et næsten politisk sted. Man kan forfølge sin drift, søge at opfylde den, give den forløsning. Men man kan også vælge at holde igen. Jeg siger ikke, det er nemt, det kræver bevidsthed og determination. At ku sige: "Led mig ikke i fristelse" er nu blevet en større (lære-)sætning end "forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Idet jeg ser, at også Gud har en del af ansvaret for, hvordan verden - og jeg i den - tager sig ud. "Alt står i Guds Faderhånd" er betryggende men det fratager mig samtidig frihed. Retningen er stukket på forhånd og hvad jeg træffer at beslutninger undervejs var muligvis givet. Men jeg skal ikke desto mindre tage dem. Hvordan kan Gud lede i fristelse, men det er jo for at prøve os på vores udholdenhed. Jeg bliver jo ikke bedre af at vide mig sikker og aldrig stille spørgsmål. Nej, jeg skal komme i tvivl og derefter finde afklaringen selv. Og man får kun det betroet, som man kan løfte. At man altså ikke er fortabt i tvivlen og aldrig kommer derfra. Man bliver hjulpet (videre). Jeg kender ikke din bøn, min læser, eller dit Gudsforhold. Jeg taler om drift på et animalsk plan. Som en del af det at være menneske. Du har søgt mine ord, men jeg ved ikke, om de giver dig fylde. Også jeg har søgt dig. 16.9.22.

Jeg købte en ødelagt jakke i genbrug, sagde ikke noget til ekspedienten (om lynlåsen, det gjaldt). For jeg ville gerne tage mig af den. Tage mig af det forrevne, sønderbrudte. Forsøge at gøre nytte af jakken, måske ved at få lynlåsen skiftet. Så jeg gav (selvfølgelig) fuld pris. Jeg så, at en anden ville forholde sig kritisk og dømme jakken ude. Men mærket var godt og jeg har i forvejen regnjakke i det mærke, som jeg ville ønske var længere, som netop denne var. Jeg kan ikke se mit spild eller min fejl. Man kan faktisk godt lyne jakken, men det kræver, at man med vilje og opmærksomhed gør det på en bestemt måde. Hvad klager du så over, eller hvad skriver du så over, ku man spørge. Jeg skriver over det forrevne, som man må tage sig af og hele. Jeg vil gå med det med fejl, der har skader på sig. Den, som bliver dømt ude. Det er ikke for at fremhæve mig selv, men jeg går helst med ham, ingen andre gider gå ved siden af. Som lugter, halter, er for tyk. For på dage er jeg selv den trængte og ønsker, nogen går med mig. Jeg gør mod andre, hvad jeg håber, andre vil gøre mod mig. Nogen har kasseret jakken, men jeg har taget den til mig. Det er ikke stort, men det er et signal. Jeg søger ikke ekspedienten for at hun skal give mig rabat. De sælger jakken, som om den intet fejler (129 kr.). Hvad betyder det, at jeg intet siger. Det betyder i lignelsen, at hun intet mærker. Jeg føjer handlen, så den går glat. Jeg påpeger ingen problemer, fordi hvad der måtte være af efterslæb, tager jeg på mig. Jeg går, ubemærket. 15.9.22.

Vi var sammen som samhørige. Som sammen-hørende. Der var ikke én i bussen, der var ligeglad med klimaet eller med den mand, som bussen kørte nær på. Vi var alle rettet mod og fokuseret. I samme verden, samme åndelige ståsted. Kiggede jeg mig til venstre opdagede jeg en kvinde og ved siden af hende en anden, men de var ens i udtrykket. Trods den ene begravet i sin telefon. Vi var opmærksomme med den samme kraft, i den samme retning. Jeg kan ikke sige, hvor der var skel eller skillelinje mellem mig og hende, jeg sad ved siden af. Hvor hendes krop startede eller hvor min sluttede. Vi var opsatte, klar på turen. Vi kan gøre det, rykke noget. Godt nok har vi misbrugt jordens ressourcer, men så længe vi er kærligt betragtende, velvidende og bevidst handlende. Jeg fattede håb der i midtergangen, for fremtiden og dem, der skal komme efter mig. Vi var forbundne på en helt særlig måde. Reagerede samstemmende over for bussens opbremsning. Der var en usynlig tråd, der forbandt os. Jeg var blandt brødre. Dig, bror. 14.9.22.

Man vover det - nogle gange. Har sendt linket til min nye indspilning til mine brødre, samt deres ældste sønner. Hvad tænker de. Jeg synes, sangen er præsentabel, hverken grænseoverskridende eller upassende, som jeg andre steder er. Jeg har vovet noget kontrolleret, indenfor rammerne. Jeg har rakt dem en hånd. Se, hvad jeg laver til daglig, som jeg skriver. Jeg er forandret. Min ene bror er gymnasielærer og den anden arbejder i et ministerium med klima. Det er en kærlighedssang og de må (alle) kunne forholde sig til den. Ellers ved jeg ikke, hvilken udgave af Rie, de tåler. Det var for at gøre mig forståelig, vise lidt af mit private rum. Hvad går hun egentlig og laver, hende Rie, for sin førtidspension?, har de tænkt. Jeg er komponist, musiker, ekshibitionist. Se mit bidrag til samfundet - her er min sang. Her er mennesket bag, harmløst. I fuldkommen balance foran klaveret. På arbejde, i mit værksted, mit kontor. Op af dig. 8.9.22.

Renser mig for hver en tanke, plukker lidt af din morgensol. Ånder dig, du beliver mig, så jeg springer ud. Frøs jeg før, var det for at kende min længsel. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 8.9.22. Sunget for Jan, den tatoverede mand, der plejer at hænge ud ved busstoppestedet. Noget må være sket ham.

Jeg tænker på at tømme Boxit-rummet, hente mine ting hjem, leje et ekstra kælderrum. En ven siger, jeg kan bruge affugter, en anden at det sikkert bliver billigere for mig. Jeg selv tænker: hvad med Kierkegaards originalmanuskripter, lå de i et mørkt, fugtigt kælderrum og gik til? Jeg ved ikke, om jeg er her samtidig med Johannes Døberen og det er akkurat der, mit vanvid starter. Eller den ekstra dimension. Nogen påstår, jeg er fejlbehandlet, men jeg selv vil kalde det at have haft frie tøjler. Til at tænke tanken ud. Jeg kan ikke være i dette menneske ellers. Under denne Gud. Jeg ved ikke, om skriftet.dk lever eller om snakken går. Men jeg har kæret mig om og været øm omkring, hvad der evt. kunne gå tabt. Selvhøjtidelig eller ej. Det nytter ikke, at jeg ikke tror. 5.9.22.

Jeg ku pludselig se det for mig. Jeg lægger mine madvarer i frysetasker, og stiller en bradepande under, hvor vandet vil dryppe, imens jeg afrimer min fryser. Det er isens dryppen, der lærer mig noget om tålmodighed. Som når hunden (Frida) lægger sig ned midt under gåtur og vil kæles med. Stop op engang, Mor. Der er noget venten ved bare at lade isen smelte. Det gavner min el-regning bagefter, uden det dog var med den bagtanke. Det er, når jeg ligger i min seng i skygge i lejligheden, at jeg får fine og gode idéer. Det er som at have lagt op til noget over flere måneder, der så bliver ført ud i livet. Herregud, hvem kan ikke afrime en fryser? Men det er stort. Jeg hælder vandet fra løbende, tørrer mit køleskab rent samtidig. Drikker en øl fra min frysetaske, som er kold. Jeg kan ikke se, der er noget galt i hele verden. Der er ikke noget galt i hele verden. 4.9.22.

Tiden trætter mig. Tjekke likes, please den ene, den anden. Sørge for. Varmen trætter mig (skifter tøj mindst en gang om dagen). Så at jeg må finde åndehuller, f.eks. i et glas vand og i en ny melodi ved klaveret. Kærlighedserklæringer varmer og udfylder (af)savn. Men de kræver reaktion, noget tilbage. Den sidste sms trættede mig. Min vante plads i lænestolen, den vante øl hen imod aften. Jeg er over-stimuleret, ville min psykolog sige. Har for mange gøremål for for få kræfter. Var på vej op imod Galleri Grane på cykel, men måtte vende om. Lægge mig i stedet for. Førtidspensionens funktion banker på - hvile, sætte tempoet ned, slappe lidt af indimellem. Men - for der er et men - jeg er et aktiv. Fik skrevet og sagt vigtige ting. Det kommer lidt i klaser, ikke til at forudse nødvendigheden af at skrive og sige det netop i dag. Se rummet, hvor det blev muligt. Gøre det. Gribe chancen. En kunstners suk over for megen røre. Skal være mit sidste. 31.8.22.

Det betyder ikke noget for mig, om folk synes, sangen er trist. At de tror, jeg er sådan et håbløst tilfælde, der drukner i sin egen depression. Folk må gerne tænke indad. Ikke nødvendigvis reagere - med likes eller kommentarer. Det er også deres sang. Også de har en Hjemstavn. At synge hjem om. Deres kære, der har fulgt dem. Også de har en tristesse en gang imellem. Men det er slet ikke sangens ærinde. Gram, hvor alt skete dengang, ligger der endnu. Den huser minder, historier. Den er med sig selv kommet sig over chokket, som folk nu engang sladrer færdig. Jeg er sikker på, jeg en dag kan vende tilbage og gå oprejst gennem byen. Men der går endnu år. Jeg synes, indspilningen er inderlig, til eftertanke. Du behøver ikke synes om eller vise omsorg. Jeg har søsat den og den lever. Der har kunsten det bedst. 30.8.22.

Helt mod nord bor en kvinde ud af mit blod, mit sind. Hjemstavn, her har du båret, hvad var mit Kors. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen slut august 2022.

Han forholdt sig kritisk. Morten på Facebook. Som bor samme sted som min søster. "Jeg skriver ikke om andre", som han skrev i sin kommentar. "Dit valg", svarede jeg bare. Jeg mener ikke, en kunstner kan undgå (også) at skrive om andre. Havde jeg uddybet nærmere var vi måske kommet i krig. Jeg skulle endda besøge min søster samme dag, jeg havde svaret ham så kortfattet og kontant. Jeg vidste udmærket, hvad han hentydede til, da jeg åbenlyst og helt offentligt har nævnt min søster flere gange i et skriv for et par uger siden. Han har syntes, det var grænseoverskridende eller upassende, så her luftede han sin mening. Kære, kunstneren skriver om det, der rører ham, opfylder ham. Om søster, ven, stol eller maleri. Hvordan kan vi andet? Det gik lige i mellemgulvet på mig, da jeg læste hans kritik. Ja, sådan set havde jeg også betænkeligheder, da jeg lagde stykket ud for et par uger siden, hvori jeg omtaler min søster, dog ikke ved navn. Jeg besluttede mig derfor til at udskrive det skrevne, som jeg så kunne have i tasken, da jeg besøgte hende i går, i fald hun ville italesætte det eller nævne det. Måske har de andre talt over sig, eller forevist hende fakta, at hun har spillet en rolle i et emne omkring skyld, som jeg synes var for stort eller vigtigt til, at jeg holdt det skjult. Jeg postede det på Facebook velvidende at jeg er venner der med to fra hendes bosted, som kunne læse med. Det må nødvendigvis være sådan, at vi har det frie ord. Ikke bare som kunstnere. "Dit valg", skrev jeg, for han har så valgt ikke at skrive om andre. Men det er ikke mit valg. Så svær en balance det er mellem det (for) private og det almenmenneskelige. Tjener det skrevne til at åbne folks øjne - f.eks. i det her tilfælde for emnet skyld, synes jeg klart det er det værd. Min søster spurgte ikke til det skrevne. Jeg sørgede for her til morgen at få telefonnumre på hendes kontaktpersoner, fordi hun faktisk var noget deprimeret for tiden, som hun udtrykte det. Det kostede mig flere opringninger til kommunen og til sidst en sms, før jeg fandt, hvad jeg søgte. Så at jeg var helt drænet for kræfter, da jeg skulle vaske tøj. Det indehærer nemlig at folde bh'er ud, som har vatteret fyld, som krøller sig i vask. Jeg ved, det kan lyde banalt eller elementært, men det koster mig kræfter at skulle ordne til rette disse bh'er ved tøjvask. Som om Djævelen står lige ved siden af og vil besværliggøre min vej. Bedre blev det ikke af, at jeg skulle vente over en halv time, før lægen tog mig ind (omkring brystsmerter) og min mor, der ringede i bussen og sagde: "Det er længe siden, vi har hørt fra dig, Rie", selvom vi ringede sammen sidst for 2 dage siden. "Har ikke mulighed for at melde tilbage oftere. Det levner mig intet privatliv", som jeg bagefter måtte skrive til hende i en sms. Der er grænser for, hvad jeg har kræfter til i disse dage, hvorfor jeg græd flere gange i aftes for mig selv. Alle de ting, der koster indsats, ansvar. At sende det trykte M gasin (tidsskrift) ud for Poetklubben f.eks. Skrev derfor til en veninde, at jeg ikke kunne ringe tilbage i dag. Du har været her - ja, det er (også) rigtigt. Jeg har levet stærkt - og det mærkes. 29.8.22. Efterfølgende liker han mit opslag. Aldrig før oplevet tilgivelsens kraft være så stor.

Der sker gode ting i verden. Tørken blotter skjulte skatte i sandbunden. Folk hænger deres tøj ud på stativer på fortovet. Har tillid til at den, der går med et stykke tøj, også betaler for det. Overgangsalderen viser sig at give mig fyldigere bryster (noget med at andelen af fedt stiger). Og min mor er blevet svag efter et helt liv at have styret på sit felt. Jeg har uanede mængder penge på min konto og overvejer at hjælpe en anden kursist på livsfilosofi-holdet med at betale sit kontingent. Jeg selv stemmer muligvis på Enhedslisten (!) for første gang i mit liv (klimaspørgsmålet). Og ham, jeg var lun på i vinters, kan jeg stadig udveksle flirt og kærlige bemærkninger med, trods det at vi ikke skal være kærester. Det er (jo) ikke sådan, at verden er i mig eller jeg er hele verden, så langt fra. Men når nu jeg smiler på gaden, må andre dog bemærke en lille bitte smule af min optimisme. Jeg var begyndt at blive morgendeprimeret ud over det rimelige, men da jeg tog psykofarmaka-tabletterne ud af køleskabet igen og lagde dem på deres vante plads, var det som om, deres virkning igen var tilbage. Til gengæld var det som om Rødkløver-pillerne havde det bedst på køl. Det kan lyde af det rene vrøvl, men jeg tror virkelig på det. Fandeme om jeg ikke har Tro. Der var begyndt at være en dårlig stemning til livsfilosofi, men jeg søgte virkelig kompromiset og mødet for at poste gode vibrationer ind i feltet, der omgav os. Så at jeg giver fri, sætter fri, løser bånd. Det er god træning. Vil du, ven, en dag sige mig det hele. Som en censor til sin elev. At jeg var dit vidne. 26.8.22.

Løve's café, 24.8.22. (foto: Lars Holmbo) Jeg læser mit Haiku op, som jeg skrev d. 15.3.20. under nedlukningen, hvor Italienerne begyndte at synge fra deres altaner: Foråret kommer. Mørketal. Jeg sagde jo, jeg mangler altan.
Løve's café, 24.8.22. (foto: Lars Holmbo) Jeg læser mit Haiku op, som jeg skrev d. 15.3.20. under nedlukningen, hvor Italienerne begyndte at synge fra deres altaner: Foråret kommer. Mørketal. Jeg sagde jo, jeg mangler altan.

Digt, 24.8.22.:

Jeg jog et stankelben ud,

men kunne ikke undgå

at rive dens ene ben helt af.

Jeg græder.

Jeg googler, om benet

kan hænde at vokse

ud igen.

Der står:

den kan godt undvære det ben,

den har mistet.

Elskede.

Men det er ikke retfærdigt. At jeg skriver indad om min mor. I sladdervendinger, i bagtale. Det er slet ikke retfærdigt. Man overgiver sig, når hun ringer. Selvom det er hver dag. Man bløder op, fordi hun er så hjertelig og siger tak og ønsker én god fornøjelse med det, man skal. Hun har et vist overskud, interesse for andre, selvom hun er konstant sengeliggende, får ilt, taler let besværet. Hun giver mig et kæmpe arveforskud, fordi min ene bror får bilen, og jeg får dårlig samvittighed. Det er sådan, det forholder sig. Hun ved ikke, jeg har denne offentlige dagbog. Det ville hun nok ikke bryde sig om. Jeg har en vis grænse for, hvad jeg fortæller af private ting, selvfølgelig. Men hun ville måske sætte grænsen et andet sted. Jeg er ked af, jeg er en anden, når jeg går ud af deres hus, end den søde datter, der sidder på sengekanten og holder i hånd. Ikke ked af det over for Gud, for han kender mig jo både her og der. Jeg har fået en masse penge og jeg ved ikke, om jeg har fortjent dem. Jeg er faktisk næsten sikker på, at det har jeg ikke. Jeg står faktisk i gæld. Retteligt er det det, jeg gør. 24.8.22.

"Hvad er der blevet af det gamle sygehus i Haderslev?", spørger jeg min far. "Det huser vist nok ukrainske flygtninge", svarer han. "De har ikke revet det ned, vel?", fortsætter jeg. For jeg vil så gerne en dag kunne køre til Haderslev og stadig se bygningerne stå, hvor de stod tilbage i 1992/93 under min indlæggelse. Så at jeg ved synet af vejskiltet mod Haderslev i Vojens, kom til at græde. Og idet jeg om natten drømmer om Niels Bo Emgren, som jeg dengang så et håb i (og som senere blev min kæreste). Man kalder det nostalgi. Eller sentimentalitet. Og min mor spørger - igen - om jeg ikke kan "skrive noget helt andet, om noget andet". Roser mig for at være så god til at skrive, men anerkender overhovedet ikke, at det skrevne skal være drevet af noget, noget der bevæger mig. At jeg er kunstner og beskriver følelser, som de ER. Om jeg ikke skal lave melodi til Lars' salmer igen. "Nej, for der er ikke længere noget legende over det", svarer jeg. Men noget lykkedes i dag; jeg tog 15'eren, så jeg havde et kvarter til at finde mit tog - og ikke en halv time, som jeg plejer at skulle bruge for at sikre mig. Og godt nok tog det mig fire timer at komme helt hjem, bla. fordi toget på et tidspunkt holdt ufrivilligt stille i et kvarter. Men at kunne - selvhjulpen - besøge mine forældre. Pladsbilletten købte jeg bare en ekstra af, så jeg var sikret på to afgange, hvis jeg ikke nåede den første. Det pinte mig, at jeg ikke fik taget en selvtest herhjemmefra i morges - kom for sent i tanker om det. Og hende i tog kupéen på vej derned havde egentlig lyst til at snakke, og jeg gav mig en smule. Men havde kun en standard-plads, fordi der ikke var pladser at få i stille kupé. Jeg læste et Jesus-citat i Kristeligt Dagblad og tænkte: hvorfor har jeg ikke været opmærksom på det før. Hvorfor jeg nu vil læse Det Nye Testamente forfra. 22.8.22.

Rører dig på din læbe, kysser, venter, lader dig gå. Jeg vil vokse af din stamme, drages mod din gren, som hænger så frit. Tekst, musik, klaver og sang: Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen august 2022.

Man sku tro, jeg virkelig en dag dør i en trafikulykke. Så meget, jeg går op i god kørsel. Og faktisk frygter ting, andre tager som en selvfølge. Blev f.eks. i dag på Gallo skolen spurgt, om jeg da ikke ville med på en udflugt til et museum i Middelfart, som skolen arrangerer. Men det har jeg for længst udelukket; jeg er bange for motorvejen, for at chaufføren er for træt, for om andre kører uforsvarligt i trafikken, så der sker en ulykke (med mig). Ja selv små ture som f.eks. til Silkeborg eller Randers er jeg nervøs for. Jeg mener: blev jeg bare hjemme og foretog mig de sædvanlige ting, ville intet jo gå galt. Min ven havde en bekendt, der var så bange for et bestemt lyskryds, hver gang han på knallert kørte der. Det viste sig, at han et par år senere faktisk døde i en ulykke netop i det kryds. Jeg tænker på lysregulering, hvordan folk fletter ind på motorvejen, hvordan man når over i den rigtige bane, når E45 deler sig med en anden, sådanne ting. En tur ned til mine forældre er en kæmpe udfordring for mig. Den seneste gang for et par uger siden skrev jeg på en seddel, hvem der skulle tage sig af hunden, hvis vi døde i en bilulykke, min ven og jeg. "Du tænker da også på alt", som han sagde, men nej jeg tænker udover alt. Helt unødigt nervøst og ildevarslende og bange for min skæbne. Jeg beder derfor flere gange om at måtte komme helskindet hjem. Og når jeg er kommet helskindet hjem håber jeg, der går lang tid før jeg igen skal begive mig ud på motorvejen på tværs af landet. Jeg vil (meget) hellere køre i tog, men et fly sætter jeg mig nok aldrig i. Og faldskærmsudspring fatter jeg simpelthen ikke - hvad hvis den ikke folder sig ud. Så hellere gå en tur ned i Løvbjerg og hjem igen :) Hvis jeg dør i en trafikulykke, har jeg nu her fortalt, at det var varslet eller forventet. Men gør jeg ikke er det selvfølgelig mange kræfter at bruge på at frygte noget hypotetisk, som er alles vilkår, der bare begiver sig udenfor en dør. Alle kan vi ende i et uheld af en slags og selv turen ned til Løvbjerg kan på dage være farefuld. Hver gang jeg ser en bus på rutebilstationen, der planlægger at skulle til København tænker jeg, om chaufføren er frisk nok til turen. Tænk, at han har ansvaret for alle de mennesker, at bringe dem frem i god behold. Tænk, at man sætter sin lid til hans dømmekraft, hans kompetencer. Det fatter jeg simpelthen ikke! Så ville jeg hellere svømme til Sjælland.. Min ven kører en smule distræt herinde i Aarhus, men når vi kører på motorvejen er han helt overlegen i kontrol. Og skulle jeg endelig dø gjorde det ikke noget, at det var sammen med ham. Engang jeg var forelsket i en, der opholdt sig i London, ville jeg flyve dertil og overraske ham. Jeg bestilte flybiletten og tænkte: nå, så er det nu, at du vover det, fordi der er et formål så stort og helligt, at være sammen med en elsket. Men jeg afbestilte, lejede mig ind til at skulle åbne et galleri i stedet for. Altsammen forhastet og overilet og uklogt. Der er mennesker, man ikke har noget imod at dø sammen med. Og der er formål, man gerne dør for. Og de sidste ord, jeg i min sårede tilstand vil sige, er noget med: "bevar hjemmesiderne". Hvilket jeg også har skrevet flere steder på dokumenter i mit hjem. Fedt, at andre har tillid i trafikken, også flytrafikken, og at verden roterer. Tænk, hvis alle blev hjemme som jeg gør. Tak til tilliden, men jeg er den foruden. Jeg er den hellere foruden, og jeg indeholder en del skepsis. Jeg er blevet brændt, men det kan jo også være, jeg bare aner fremtidens hændelser. Og I vil kalde mig: paranoid eller pessimist. Men I er jo også bange for noget, bare noget andet. Min søster bevæger jeg kun udenfor i en bestemt radius fra sit hjem, tør ikke andet, gør i hvert fald ikke andet. Spiser nogenlunde det samme ugen igennem, går typisk i bordeaux-farvet trøje til et par mørkeblå cowboybukser, tør ikke klippe sit hår. Jeg tør trods alt livet - mere. Jeg var ængstelig som barn, mørkeræd og skulle følges hjem af min venindes storesøster til trods for, der kun var 20 meter mellem vore huse. Havde set for uhyggelige film og kunne ikke skelne fiktion fra virkelighed. Jeg var bange for konkurrencer, hvor jeg blev vurderet, fordi jeg ikke tålte en hård tone eller at blive hunset med. Bange for de første dage i gymnasiet - hvorfor jeg udeblev, så jeg undgik at blive gjort til grin. Bange for, når nogen i min familie blev gjort til grin som til sidste skoledag, hvor mine lærer-forældre skulle deltage i forskellige konkurrencer, hvor de fik æg ned over sig eller lign. Nu til aften passede jeg hund og jeg var bange for, at nogen ville råbe ind på fodboldbanen, at der må man altså ikke tage hunden med ind. Den elsker fodboldbanen.. Bange, da jeg hældte godbidder ud på grusvejen, at hunden ved en fejl ville sluge en sten. Men den gjorde noget helt fantastisk, tog næsten tiden ud af mit liv. Den lagde sig ned på "marken", som vi kalder det, hvor Northside-festival engang blev afholdt. Så jeg kunne ae og kæle med den, flere minutter. Den sagde: hvorfor bekymrer du dig om klima og alt muligt andet, nu hvor der bare er dig og mig her lige nu? Kan du mærke, der intet er at bekymre sig om - lige nu? Og ja, det ku jeg mærke. Den viste mig tålmodighed, venlighed, den gav mig tid, eftertænksomhed. Den havde et ekstra lag, som jeg selv var i underskud af. Og jeg gav slip. Ligesom når jeg sidder på motorvejen i bilen sammen med Lars; jeg giver slip. Sker det, så sker det. Det er ude af min hånd. Hunden kommer ind i huset og siger, jeg gerne må gå, hvis jeg skal nå en bus. Jeg går på dens opfordring, har gjort mit. Jeg forpligter mig på noget og bliver sat fri. Samtidigt. Det er bundethed, samt løse tøjler. Gud vil vise mig fleksibilitet. Bliv nu lidt rundere, giv dig lidt i kanterne, udvid repertoiret. Jeg er et øjeblik sorgløs, som lå jeg og sov i Guds hånd. Du har hyllet mig i dit tæppe, formet mig i dit ler. Sku jeg dø er jeg forpligtet på tiden derefter, hvor jeg end befinder mig da. Og jeg ser måske min søns hjemsted eller opholdssted. Du er med mig både før og efter. Og jeg har levet for dit navns skyld. Sanat Kumara, Gud, min Far, Den Ene. Min bøn i tusinde ord.  19.8.22.

Jeg søger på "klimaforandringer og åndsvidenskab". Gud må have en forklaring, en mening, sin retning. Jeg skal forstå mit tungsind i forhold til mine ydre vilkår. - Som også er andres ydre vilkår. Altså er jeg ikke alene. Jeg slukker for første gang i mit voksenliv for strømmen til mit musikanlæg, som jeg alligevel så sjældent bruger. Sørger for om aftenen kun at have et lys tændt i hele lejligheden. Jeg køber sjældent kød og mest fisk og smider så vidt muligt ikke mad ud. Jeg tør ikke se interviewet med Jesper Theilgaard i Deadline forleden. Har de ikke vist nok med tørke rundt omkring. Det er som at se en science fiction-film, der bare er virkelighed. Det er ikke som i 5. klasse at skrive en danskstil om mine barnlige bekymringer for krig i verden, forurening. Det er i mit midaldrende livsstadie at konstatere tidens største udfordring eller problem. Gøre det til mit eget. Også jeg har et medansvar. Det er ikke som at dvæle ved dårlige meningsmålinger eller statistik, som går til andres fordel. Nej, ingen har fordel her. Jeg spørger Gud hver aften til hans formål. Jeg vågner hver morgen og tænker: det er for sent. Det er ikke, at jeg fortæller dig, min læser, noget nyt, som du ikke i forvejen ved. Det er for at fortælle mig selv igen: se uskylden. 18.8.22.

Lyden af computeren, da jeg slukker, som ebber ud, dør hen. Jeg tåler det faktisk ikke. Stilhed efter jeg har trykket på noget, udført noget, været medvirkende. Kvaler over i aftes at have mast en edderkop, som endda prøvede at søge tilflugt i et hjørne for at jeg så ikke kunne nå den. Jeg fik den, maste den, og forstod ikke bagefter hvorfor. Kunne den ikke hænde bare at finde vej ud af det åbne vindue, ligesom den havde fundet ind? Mig, der så kynisk afvikler noget, der er levende. Tåler jeg faktisk ikke. 15.8.22.

Også over for jer har jeg vist mit inderste. Krænget mig selv ud, så jeg står helt nøgen. Indviet jer i hemmeligheder, jeg måske sku ha holdt for mig selv. Man kalder det mod eller grænseoverskridende adfærd. Eller man kalder det simpelthen for kunst, som det rettelig er. Jeg beskriver ting fra mit dagligdagsliv. Det er det eneste redskab, jeg har, for at skabe forståelse. Jeg vil være som jer, men er det ikke altid. Jeg har åbnet mig for meget eller haft uskarp selvcensur. Jeg kan se, dette er en åben dagbogsberetning. Og hvorfor det er det. Jeg står helt ude foran, til frit skue. Jeg kan blive skudt for det. 12.8.22.

Den lyserøde ting
Den lyserøde ting

Jeg er luder. Igen i dag fik jeg tilnærmelser i lokalområdet. Ikke ubehageligt. Gik hjem og fotograferede mig selv. Jeg har en lyserød ting på, som jeg aldrig før har vovet mig i og som jeg har været ved at smide ud flere gange. Mine seksuelle fantasier går endda i retning af at blive taget. Jeg er udsat, eksponeret, promiskuøs. Jeg går med ham hjem bare med mit blik. Madonna eller Maria eller Magdalene. Jeg skammer mig over det. Det gjorde jeg ikke de to somre, hvor jeg var medicinfri. Da levede jeg fantasierne ud og indledte virkelige seksuelle forbindelser. Jeg tænker på, hvem der betragter mig fra vinduet eller bilen. Og jeg smører duftende creme på, før jeg går ud. Jeg er til ingenting, virkelig. Jeg vil meget hellere have en ven. Være en ven. Synge en sang. 11.8.22.

Han sagde: "Skal du også med bussen, smukke?". "12'eren", svarede jeg. Jeg havde min nye push-up-bh på og det blev altså bemærket. Han har tidligere undskyldt sit temperament over for mig, da han en dag blev sur - næsten på mig - over, at bussen kom for sent. Men han husker det ikke. Da vi går ind i bussen kan han se, der står "1 pensionist", da jeg tjekker ind med rejsekortet, da han selv tjekker ind umiddelbart efter. Det siger alt. Jeg er sårbar, behøver ikke din kompliment. Kan ikke leve op til den. Når jeg derhjemme går rundt uden bh'en er jeg ikke meget værd. Tjek ind systemet er underligt afslørende. Hvorfor er hun pensionist, tænker de. Han så mit bryst. Hvorfor så han mit bryst. Jeg tænker på, jeg føler mig så gammel, tager piller for alt muligt, får ondt i lysken, går mindre distancer på mine gåture. Men min veninde fra København siger akkurat det samme til mig om sig selv i telefonen: "Jeg føler mig ældre end mine forældre." Netop sådan, jeg har det. Jeg forstår slet ikke, at min mor har levet 35 år mere end mig! Så forstår jeg da, at man er svagelig, som hun er. Ikke engang næsten kan bære sig selv. 35 år, det er jo to tredjedele af mit hele liv. Jeg er blevet mid-aldrende, med forskellige skavanker. Som jeg skrev i et digt for nylig, ved jeg ikke, hvem der skal plukke mine bryn eller barbere mine ben, når eller hvis jeg bliver gammel. Push-up. Tænk at jeg er nødt til at anvende sådanne hjælpemidler. Endda så at folk tiltaler mig ved busstoppestedet. Noget er lykkedes. Jeg har haft appel. Hvad er problemet. 10.8.22.

Jeg er nu sikker, du er som en ven, - førstefødt. Mødte dig første gang på en bro. Jeg går, hvor du har lagt dine æg, ser dem forløst. Verden ånder fred. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 10.8.22.

Han var så fuld af vitalitet. Og det var det skønneste billede på, hvad meningen med ægteskab kan være. Min far, der hjælper min syge mor, med pleje. Henter hende noget at drikke, smører hende noget mad, hjælper hende op af stolen. "Er du ikke blevet klippet?", spurgte jeg ham. "Jo Birgit (naboen) har klippet mig ude på terrassen med sin maskine, mor synes, det er blevet lidt for kort", smilte han. Der var liv i hans blik, overskud i hans bevægelser. Trods det, at han næsten ikke kan se noget længere pga grøn stær. "Hvordan med at skifte batteri i dit høreapparat, kan du selv det?", spurgte jeg videre. "Ja, da åbner man bare her og sætter et nyt et i", introducerede han. Der var livsduelige ting, han simpelthen mestrede som det nemmeste i verden. Han plejer at være tynget af træthed og mismod (har døjet med psyken), men da jeg spurgte, om han ikke ville ligge lidt, svarede han, at nej det gjorde han egentlig ikke længere, kun for at holde mor med selskab henne i sengen. Nå. Da er det sandt, som der ligger i det løfte, man giver hinanden: "I medgang og i modgang". Sådan lever og beviser man det løfte. For dig vil jeg gøre alt, gå til verdens ende, pleje dig og tage mig af dig, til dit sidste åndedrag. Han lever for den anden. Der er brug for hans gode fysik og opofrende holdning til livet. Hans tjeneste. Det giver mening at hjælpe mor, nu hvor hun er i nød. Og bagefter vil han kunne sige, at han gjorde alt, sit bedste. Jeg har sjældent set ham så fuld af liv. Han har set, hvem hans næste er. Også hun har. 8.8.22.

Hun havde en mening om, hvordan jeg kunne barbere mig, hvorhenne og hvor meget. Om hvordan mit tørklæde hang ned over min skulder eller hvilken bh, der ville klæde mig. Vi oplevede hinanden i gråd og grin og støttede hinanden, gik hinanden på, tog til festival, løb ture sammen ved Esbjerg havn, kiggede på hus sammen og udvekslede drømme om, hvad vi kunne uddanne os til. I de to medicinfri somre var hun min redning. Hun var ikke bange eller forbeholden, hun gik til mig som menneske. Et rigeligt udsat menneske, men som sådan betragtede hun mig ligeværdigt. Jeg glemmer aldrig, at med hende (Line) kunne alt lade sig gøre. Vi kunne sætte os på en café og komme i snak, men pludselig kunne vi rejse os, fordi vi hellere ville noget andet. Der var ikke grænser for, hvor vi kunne gå eller hvad vi kunne snakke om. Heller ikke med andre. Vi var to åbne kvinder i en alder, hvor jeg lige kunne nå at søge ind på musikkonservatoret igen og hvor vi kunne nå at møde livsledsagere af alle slags, med hvem vi kunne formere os, hvis det var det, vi ville. "Vil du have mørk, sød øl?" eller sku vi hellere købe noget mad. Retten til at skifte mening, skælde hinanden ud, trække et tarotkort for at spørge skæbnen til råds. Dufter jeg godt nok?, ku jeg spørge, og jeg fik et svar. Vi tissede for åben dør, sov tæt op af hinanden. Men da jeg kom tilbage på medicinen og besøgte hende sidenhen, var jeg en skygge af mig selv. Turde ingenting, ikke engang sige min mening, hvis jeg havde én. Det er ikke mere end tre år siden. Nu tog jeg initiativ ved at skrive hende en sms her til aften: "Er du med spirituelle denne sommer eller arbejder du?". Jeg har tænkt på dig, svarer hun. Og jeg savner hende. Min kvindelige dublet. Mit modspil helt ind i sjælen. Du, som har set mig så syg, men samtidig så kraftigt i live. 4.8.22.

Fra i morgen har jeg ikke længere nogen foredragsprofil. Ingen skrev, dårlig præsentation, uaktuelt emne, forkert forum. Ligegyldigt hvilken grund - jeg kom ikke ud. Jeg fik fred fra at skulle fortælle livshistorien igen (og igen). Jeg kan stadig tænke den indad. Der er en tid til at tale, offentligt. Gå ud med hvad der er at sige. Om en sag. Når det så er sagt, kommer der en tid for tilbagetrækning. Argumenterne for at opretholde status eller agtelse som en, der står i en forsamling og siger noget, bliver med tiden spinklere. Jeg ved ikke mere end de andre og til oplæsningsarrangementer er jeg nu en af tilhørerne. Der er kommet en modenhed ind: det behøver ikke være Mig. Jeg vil hellere, at Du står i lyset. Jeg vil hellere se noget udenfor mig gro. Hvis jeg kan præge det, hjælpe det på vej, er det rart. Men min finger behøver ikke være med i spillet. Den vil hellere pege op (mod Gud). Idet vi er afhængig af noget større. Jeg glemmer ikke sådan lige mit foredrag, som jeg trods alt har holdt op imod 15 gange. Jeg glemmer heller ikke publikums reaktion og deres spørgsmål. Det møde, der opstod. Jeg har ikke pralet af at "være foredragsholder", for jeg ville meget hellere have undervist børn eller givet anden viden videre end den kyniske livserfaring. Haft et reelt job. Været med i luksusfælden, skilsmisseraterne eller omskoling. Men du dannede mig fra dit skød og jeg blev selv skabende. Det er vel også noget. Fra så usselt et sted byggede jeg noget op. Som om det skulle rydde forsiden eller trække tæppet væk under nogen. Med sådan en voldsomhed. Kunsten blev kompromisløs. Det er dens styrke. Jeg har opfundet et erhverv: Mærk, føl, udtryk. Hellere øse ud end brænde inde. Af nødvendighed. Det er sådan, jeg må tænke, at jeg ikke blev til andet end - mig selv. 2.8.22.

Jeg har haft denne følelse af ikke at kunne trække vejret frit. Enten fordi jeg synes, der lugter af røg i min lejlighed, som siver op fra underboen eller fordi det er trykkende i vejret. Derfor åbner jeg vinduer som aldrig før, cykler endda ud i byen fordi det ellers føles klaustrofobisk. Jeg tænker på, om min mor udfører en form for voodoo, for at også jeg skal mærke, hvor svært hun har det (hun får ilt via et apparat). Det har stået på i to-tre dage nu. Jeg får trang efter åbne vidder, frisk blæst, ånde. Også mit spædbarn døde ved ikke længere at kunne trække vejret. Jeg er sikker på, det er en prøvelse. Jeg får lyst til at sprænge det indestængte, give det fri. Oprør, opbrud, bevægelse. Hvis min mor og jeg er forbundet på denne sælsomme måde, at jeg næsten mærker hendes smerte eller besvær på så mange kilometers afstand, ville det ikke undre mig. Dette med vejrtrækningen er bare hendes normal-tilstand. Jeg skal mærke det på egen krop. Som blods-allieret. 1.8.22.

Jeg har gjort to kontroversielle ting. Først skrev jeg til min bror i aftes, at jeg mener, min mor har en depression - trods det, at det altid er vores far, der har stået for den psykiske del. Hun døjer med forskelligt ovenpå blodpropper og taler om dybt eksistentielle ting i hverdagssætninger. Såsom det retfærdige i, at hun skal have det sådan. Jeg skriver i tillid til min bror, men han har endnu ikke svaret. Ydermere har jeg her til morgen rykket for et honorar til min ven, Lars, selvom jeg ikke umiddelbart har noget med skyldneren at gøre til daglig. Men han bliver ved med at sige: "i næste uge overfører jeg", bare uden at gøre det. Og arrangementet løb af stablen d. 18.6. Det er for så vidt slet ikke mit bord, så jeg skriver også, at jeg henvender mig "på eget initiativ". Men det er begge ting, jeg måtte gøre, sige noget, der skulle siges. Jeg kan fint forsvare det over for mig selv. Og over for Gud. Hvem skulle ellers. 31.7.22.

Jeg ser, at det "må" har utallige betydninger. Ved næsten ikke, hvilken betydning, jeg hælder til eller har skrevet teksten mest på baggrund af. Jeg må bære dine byrder - altså er jeg besværet af det? Jeg må bære dine byrder - jeg har altså lov til at bære dem? Jeg må bære dine byrder - det er det, jeg må gøre (for at komme videre)? Jeg synes, melodien er ekstra vellykket og ved ikke, om teksten helt lever op til det. Lå just i min seng og kom i tanker om, hvor mange andre sange, der er lettere meningsløse eller svære at relatere til. Men det er ikke en undskyldning for, at jeg selv må skrive uforløst eller kryptisk. For hvorfor ikke enkelt, så de fleste kan være med? Jeg har begået en sang, et stykke kunst, og det er for de mange. Tillad mig at tvivle over egen formåen. 27.7.22. (Om sangteksten nedenfor)

Jeg må bære dine byrder, mer' fordi jeg selv mangler mening. Lad mig bløde fra dine sår, så jeg mærker, da du kaldte, - på medhør, så jeg ej tog fejl. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen juli 2022. Noden: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/07/Fra-dine-saar-node-m.-tekst-1.pdf 

"Gå du bare foran", sagde jeg til manden i køen. Han havde kun tre æbler. Hvad gør det ved et menneske? Ja, ham her begyndte at stable sin kurv, så rækken af kurve stod mere lige til den næste kunde. Han gengældte det gode, den gode gerning smitter simpelthen. Hvad gør min søster, da hun føler skyld over ikke at have fået endelig resultat af en coronatest, før jeg kommer? Hun tager den kage, der er mest deform, takker mig for alt muligt og giver mig en skilling med hjem for kagen. Man ønsker at gengælde eller gøre godt. Hvad gør jeg efterfølgende? Jeg ringer sammen med min far og siger, han skal sige til min søster i aften, at hun ikke skal have det dårligt over det. Jeg forsøger at udbedre. Vi har alle gæld, som vi ønsker at betale tilbage. Og nogle af os tager flere ting på os, end vi behøvede. Men det er langt bedre end slet ikke at tage noget på sig. At bekende skyld - også den, vi egentlig ikke har - er bedre end at erklære sig for uskyldig. At forsøge at bære - selv den andens byrde - letter. Jeg kan ikke sige det nok gange. 26.7.22.

Jeg skal ikke gøre mig forhåbninger om likes. Om anerkendelse, ros. Statistik bør ikke røre mig. Og notifikationer har det godt nok, uden man noterer sig af dem. Ja, den digitale verden lever af sig selv. Medmindre man åbner for sin forbindelse, sin computer. Det er hver dag vigtige valg: behøver jeg. Facebook kører for sig selv uden min medvirken. Og højst bliver dem skuffede, som troede, de ville mig noget. For de ville bare sig selv. Intet rører mig, når jeg om aftenen sidder med min læsning og forstår noget for første gang. Det er åndelig føde, ja den eneste. Det er det med, at resultatet kan være lige meget. Det er vejen derhen, der er vigtig. Har man opnået det højeste i verden, - er det det laveste for andre. Hvordan vil mit liv se ud, hvis det lykkes? 30 likes? 2? Det er uden betydning og hver gang, jeg scroller ned af siden for at sluge det dramatiske, mister jeg lidt af min værdighed. Også kraft forlader mig. Som Jesus, da han hang på korset, mistede kraft, vekslede han den til en anden kraft. Den forlod hans krop måske, men ikke hans væsen, hans sind, hans sjæl. Jeg noterer mig, at det føles bedst, når nogen kan lide det, man har lagt ud (som jeg gjorde lige før). Hvis de andre ser skævt til mig eller misbilliger noget, jeg har gjort, da falder jeg i agtelse, status, altså er jeg mindre værd? Vi har alle sympati og antipati for noget, det er ikke det, det handler om. Stå frit. Det, der tæller er agtelsen i Guds øjne. Ikke verdens. Tæl ikke dem, der står omkring dig. Vi lærer mest af dem, der gik. 22.7.22.

Interessant: Jeg har fået et 14 karat guld-armbånd af mine forældre (af mærket Bismark) til "en dag, hvor du mangler penge", som de sagde. Min mor havde fået det vurderet i Sønderjylland til omkring 20.000 kr. I dag opsøgte jeg først en, der bare var interesseret i vægten af guld, samt bagefter Bruun Rasmussen auktionshus. Guldet i sig selv var 3900 kr. værd og ved en auktion ville smykket gå for ca. 5000 kr. fik jeg at vide af auktionshuset. Nu ved jeg så ikke, om jeg skal ære kunstneren, altså håndværkeren og satse på, at en aftager en dag vil gå med armbåndet. Eller om jeg skal gå til den forretning, som kun er interesseret i at smelte smykket om. Auktionshuset vil have 15 % vist nok ved et salg. Dermed ku jeg næsten lige så godt bare sælge det hos ham, der smelter det om. - Hvis altså jeg skal tænke på min egen fortjeneste. Jeg kan lige høre min mor sige: "Nej, har du solgt det som guld" med stor ærgrelse. Det var egentlig for at kunne hjælpe min ven med dyrlægeregningen, som han dog nu har fået dækket af forsikringen. Eller for at spæde til ved fremtidige dyrlægeregninger. Hvordan kan en urmager i Sønderjylland vurdere 15.000 kr. forkert? Men altså mit dilemma igen: Jeg er selv kunstner. Er det ikke lidt ærgerligt, hvis smykket aldrig mere bliver brugt men bare smeltet om? Jeg mener; en har brugt kræfter på design osv. Men jeg gør det måske (smelter det om). Nemmest (og hutigst) for mig - som dog ikke mangler penge desperat. Det svarer til, at en ville bruge lærred og maling fra et af mine malerier i stedet for at anerkende motivet og udførelsen. Tænk engang. Det er som at skrotte en hensigt, nogle valg en har taget. Det peger tilbage på mig selv. Godt nok at have afsøgt markedet. Hvem siger, guldet ikke kan blive brugt igen på en endnu flottere måde.. 21.7.22.

Der er denne sangtekst af/med Whitney Houston, "Didn't we almost have it all", der virkelig siger så meget. Jeg nynner den dagligt for mig selv (må naboen også vide), selvom jeg ikke kan teksten helt udenad. Men jeg forstår det fra den, at det er en kvinde, der har kendt ægte kærlighed og som siden faktisk kan leve på den følelse, selvom hun har tabt eller mistet den mand, hun havde så stærke følelser for. Hun er taknemmelig: havde vi ikke næsten det hele. Underforstået: hvordan ku kærlighed være bedre, dybere, mere ægte, end den vi oplevede. Jeg har oplevet følelsen og den fylder mig op, så jeg kan bære de næste års afsavn, fordi den giver mig næring. Jeg har set det, det findes. 20.7.22.

Jeg vil gøre det gode resten af aftenen. Fordi min ven tog endda det på sig, at jeg havde fået adskillige myggestik i hans kolonihave, som om det var hans skyld. Derfor vil jeg ære ham og forsøge at gøre det rene. Spise fornuftigt, ikke skeje ud. Hans sms betyder så meget, at jeg ofte læser den flere gange med et par minutters mellemrum. Som om den rigtig skal virke ind og gå ind og hele noget i mig. Som om han er brødføde. Og den væsentligste kilde, som jeg har. Jeg ser nu, at bekymrer han sig om noget, bekymrer jeg mig også om det samme. Som bærer vi hinandens byrder - sammen. Vores værdier handler nogenlunde om det samme, og flere gange har jeg skrevet mails - f.eks. til boligforeningen for ham, som han bare har kopieret og brugt, som havde han selv formuleret dem. Så meget ligner vi hinanden, at han ville have formuleret de mails nogenlunde som jeg har gjort. Vi kan stå inde for hinanden. Forsvare hinanden, også hinandens eskapader. Det betyder alt i livet at have ham som ven, som jeg har. Også i dag har jeg været rørt over, hvor højt jeg faktisk elsker ham og hunden. Også i dag var der en grund til at leve og være. Den grund, der hedder kærlighed. 19.7.22.

Jeg havde aldrig troet, jeg ville blive 49 år. På grund af min Messias værdighed. De første år troede jeg, jeg ville blive overfaldet og slået ihjel. Som en slags nemesis. Senere, at nogle ville røve mit hus, tage mine vigtigste ejendele - som originalmanuskripter. Senere igen at jeg ville blive drevet til selvmord af en depressiv tilgang til livet. Men jeg er her. Nu står jeg igen skrevet op til en hus, hvor der faktisk er chance for at jeg får det. Og mens jeg tænker på at installere alarm, slår det mig at jeg måske kan hænde at blive gammel. Jeg kan ikke se statistik på skriftet.dk (har ikke kunnet det i et års tid), så min berømmelse/udbredelse eller hvad der måtte være, er jeg uvidende om. Jeg troede, jeg var eet stort drama, men nu er jeg nærmest en søndagsserie. Og hvis du, min læser, en dag vil mig noget, er det måske ikke af det onde. Jeg kan nogle gange få den tanke, at nogen fra vinduerne overfor spionerer mig. Eller at nogen på anden måde holder øje med min færden. Men det er til dels paranoia. Sku jeg da være interessant? I 1999 ville et par medpatienter fotograferes sammen med mig og nogle stjal mit foto. Da var jeg interessant. - Men blandt syge mennesker. Og blandt raske mennesker slår de det hen, at Rie er jo syg, derfor skriver hun så abnorme ting. Jeg har til dels fodret dramaet ved at skrive det frem. Hvordan slå nogen ihjel og så bagefter leve helt almindeligt? Det lader sig ganske givet ikke gøre. Jeg var ikke en del af den statistik, der siger: jamen få du bare et barn til, for det sker aldrig mere en én gang for en mor. Jeg var en del af den statistik, der siger: Aldrig nænner jeg at gøre et andet menneske (eller dyr) fortræd igen. Jeg googler mit eget navn og ser en, der synger salmer. Hvem vil gerne stjæle hendes (original-)node? Siger du, det var løgn? Selvfølgelig var det virkeligt og autentisk og ægte. Og dybfølt. Levet som et brag eller et sammenbrud eller som banebrydende. Jeg forklejner ikke spændvidden eller kvaliteten (af kunsten, der blev resultat). Jeg troede bare ikke, der var et liv for mig. 16.7.22.

Jeg er ved at kaste op over at være så god en datter. Der skriver mine forældre en sms hver tredje dag om mine gøremål og tanker. Har jeg da mistet min brod? Vreden er så god en kraft at skrive på. Nu må jeg bære over med mine forældres tilstand (de er begge alderssvækket), og jeg giver op og giver efter. At min mor ringer tilbage efter hver sms synes jeg (også) er for meget. Men efter få sekunder overgiver jeg mig. Indordner mig. Tør op. Jeg har mistet min brod. Jeg har mistet min vrede. Fra de somre, hvor jeg gik bersærk. Hvor de ikke vidste, hvor jeg var og hvem jeg var sammen med. Hvorfor sku de også det. Er jeg ikke et frit menneske. Er jeg ikke oveni det et sygt menneske, der skejer ud. De er bange for tilbagefald, men det er en form for kontrol; "Hvad skal du så de næste par dage?", kan min mor finde på at spørge. Jeg vil helst have det for mig selv. Jeg har ikke lyst til at betro dem eller indvie dem. Hvem er da min allierede? Det er mit publikum. Og mit eget rum for udfoldelse. Og sjælen - ja, den er fri. Og kunsten er fri. Jeg er højst bange for at blive svækket i ånden og lyde uinspireret og skrive noget ligegyldigt. Det er derfor jeg (selv) siger: Kunsten er svækket. Jeg er en god datter og det piner mig så inderligt. Engang gjorde jeg oprør. Men nu har stormen lagt sig. "Så fik jeg pudset vinduer", som jeg skrev. Det er jo ikke interessant. Jeg er tæmmet, det er hvad jeg er. Og det klæder mig ikke. 13.7.22.

Det kan aldrig være lige meget. At jeg er blevet rask nok til at synge en sang ind, der har ligget klar i en måned. At jeg igen kan smage min mad. At jeg tog på Gallo på et tidspunkt hvor jeg forventede ikke at møde andre. At jeg tog mod til igen at se mig selv i en videooptagelse, trods det at jeg svedte. Tekst og musik er middelgod. Hvorfor overhovedet lægge den ud. Men det kan aldrig være lige meget. Som en overledning til en anden sang, der er bedre, som et springbræt videre. Kan det aldrig være lige meget, at jeg dvælede et øjeblik ved "Inderst som en gnist". Eller at I gjorde. Forenet inspirerer vi hinanden. Du, som jeg forestiller mig stå bag kameraet. En dag kigger jeg dig i øjnene og vil jeg lytte til din sang. Som jeg til stadighed vil forestille mig åbner min dør på klem. At jeg da ser mere. Som et brev, der kommer ind af døren uden afsender. Vil jeg se dig, alligevel. 12.7.22. Hør "Inderst som en gnist" her: 

https://www.youtube.com/watch?v=QMX5VQJ5HAc 

Jeg har det skidt. Jeg tager skylden for selv vejret til grillaftenen i aften. Og nu, hvor hynderne måske er blevet våde af en regnbyge, så er det også min skyld, at jeg ikke sørgede for at tage dem ind i aftes eller bad Lars gøre det. Kan nogen overhovedet lide en salat bestående af majs, ærter og tomater? Det er jo bare at hælde dem op i en skål. Og ja, så er jeg både kasserer og en slags sekretær i Poetklubben. Det vil sige, folk sidder tavst til generalforsamlingen og lytter på mig fremlægge regnskab. Og jeg har sørget for dagsorden. Helt ærligt! Nu skal jeg passe hund allerede tre dage i træk i den kommende uge. Og jeg bekymrer mig om hunden, der skal starte på behandling og om bilen, der skal synes. Det er også omkostningstungt. Det vil sige, jeg har adskillige roller som aftenen skrider frem. Værtinde (da det foregår i Lars' kolonihave), praktisk medlem af bestyrelsen, tage mig af Frida i blandt alle gæsterne (plejer at gå en tur med hende midt på aftenen), være pæn i tøjet. Og ja: hende, som kommer med vejret. Det gør mig bange, at der er så meget ansvar forbundet med en ellers glædelig sammenkomst. De folk, der kommer, gider jeg gerne. Jeg har også stadigvæk sygdom i kroppen (lige taget panodiler), hedeture (overgangsalder), plus at jeg blev i tvivl, om jeg havde taget min medicin her til morgen, hvorfor jeg for en sikkerheds skyld har taget en ekstra pille. Jeg har brug for backup - for at sige det mildt. Det nytter ikke, at medicinen svigter eller kræfterne svinder. Jeg må heller ikke så gerne hidse mig op eller begynde at græde (tanken har strejfet mig, at det måske sker). Hvis der skal komme regnskabsgloser ud af min mund, så vil jeg hente styrke fra tidligere, hvor jeg har fremlagt noget. Problemet er bare, at gennem hele gymnasietiden var det et problem for mig. Jeg vil lade som om, jeg fremfører en sang, tror jeg. Og kigge på en, jeg er tryg ved. Hvordan fanden er jeg blevet så vigtig i Poetklubben? (også min bankkonto, vi bruger til foreningens økonomi). Og skal jeg se det som et gode? Kære, kære Gud. Alle disse ting er jeg nervøs for, som skal hænde. Noget beder jeg dig forhindre sker, mens andet beder jeg dig bestyrke kraften af. Stå mig derfor bi, inderst som yderst. 9.7.22.

Forlaget mellemgaard har på Facebook postet lidt forslag til ferielæsning, hvoriblandt min bog, "Konsekvens" er afbildet/nævnt. Jeg gør ingenting. Man får ingen opgørelse over solgte bøger (altså må de mene, der ingen er solgt i løbet af året), og man ved reelt ikke, hvor mange de har trykt. De kommunikerer overhovedet ikke. Og man skal betale næsten fuld pris for sine egne bøger. Det var selvfølgelig bedre end at mine bøger var udkommet på Forlaget Gallo (som jeg først sendte til), da det viste sig, de måtte lukke ned bare et års tid efter min første bog udkom. Men kulturen er på en måde syg. Mellemgaard udgiver alt - hvad som helst. Det er godt for menig mand, der har en historie på hjerte. Og det var på en måde godt for mig. Men det formelle med lancering og videre forløb er man som forfatter ikke en del af. Jeg håber, de får nogle klagesager og at udgivelsesprocessen fremover bliver ændret for de næste. 7.7.22.

Ting, der har moret mig for tiden. Min tandlæge, der fløjtede, mens han undersøgte mig. Jeg mener: hvad fløjtede han for en melodi? Buschaufføren, der i dag kiggede nøje på en passagers pas og telefon, fordi passageren fejlagtigt troede, han skulle gå ind foran og vise sin billet, altså ikke kendte til selvbilletteringen i bussen. Chaufføren opgav simpelthen at forklare ham, han ikke behøvede og spillede rollen fuldt ud som den magthavende instans. Fjernsynsprogrammet, "Nul stjerner", hvor de to mænd bl.a. står klar på deres hotel til at tage en tur i swimmingpoolen, der viser sig at være et beskidt vandhul. Ekspedienten - en helt ung fyr - i "Bog og Idé", der forleden anbefalede mig at gå i en anden konkret forretning med flere kontorartikler fremfor at jeg købte dem af ham (ha ha). Mig, der for tiden ikke selv kan lugte, om jeg lugter dårligt eller godt nok pga. forkølelse. Er det så min skyld?, mener jeg. 5.7.22.

Som jeg sagde til en ven i går: Når man bliver rørt over noget, så kan man regne med, det er den ægte vare. Det være sig - for mit vedkommende - mindet af Chris Anker Sørensen til cykelløbet eller nu, hvor der har fundet et skyderi sted i "Field's". Sidder man og oplever sig selv pludselig græde eller bliver følelsesladet, ja så er det fordi man er fyldt af noget. Og man kan stole på, at ens følelsesapparat er i fuld beredskab og på plads. Tårer er ikke bare for sjov eller noget, man filmer sig til. Så derfor: mens jeg lå i min seng til et hvil, dømte jeg min veninde for at have stavet "terrasse" helt forkert, men efter et par sekunder begyndte jeg at græde over det. Det var (slet) ikke det, jeg ville hende. Og hvor latterlig en ting at hænge sig i. Man kan begræde at have gjort andre ondt eller bare at have haft tanken om at gøre det. Eller nu, hvor det onde er sket, som i storcentret i København, får man ondt af de pårørende og dem, der nu må leve videre traumatiseret. Jeg har tændt for Nyhederne tre gange på en time, slukket ret hurtigt igen. Og føler mig som draget af det dramatiske. Men det er ikke hele historien. Der er tab forbundet med angrebet og nogen udtaler sig som øjenvidner, som aldrig før har været på tv. Og pludselig sidder man på første parket og bliver selv et slags vidne. Og journalisterne dækker ikke nødvendigvis begivenheden for at puste en sag op, for den er allerede stor nok i sig selv, som det den er. Og det udvikler sig til at være en tragedie. Noget, der er sket i det virkelige liv, hvor nogle lider tab og mister derved. Og i morgen er helt anderledes, fordi den kære måske ikke længere er her. Men man kan stole på sin tåre. Den titter ikke bare frem uden afsender eller modtager. Den er kaldet og tiltrængt. Og den vil fortælle dig noget. Du er ikke bare hård eller lukket inde i dig selv. Verden rører dig, ja næsten som ved en aen på din skulder. Du er medvirkende, også til at skrive historien. Hvordan det hændte fortælles videre. Du reagerer umiddelbart og uden forbehold. Hvis det havde været dig.. Din bror. We shall overcome. 3.7.22.

Jeg er simpelthen æterisk, luftig. Uden for kategori (apropos Tour de France). Jeg har aldrig skrevet en afhandling, hvor man ku hænge mig op på kildemateriale eller baggrundsviden. Jeg har aldrig skullet tilbagevise, bevise eller argumentere over for en bedømmende instans. Da der var udsigt til at lave opgave bare på musik som enkeltfag, måtte jeg jo trække mig; hvordan skrive den første sætning? Så jeg svæver sådan et sted. Uforklarligt. Derfor kan jeg tillade mig at skrive hvad som helst - med dækning. Jeg skal ikke leve op til noget manifest, et fagblad, en indholdsfortegnelse. Jeg er selv skaber. Det stiller mig frit, men også som en, der er nem at have ondt af eller se med forbehold på. For hvad med belæg? Hvad har hun at have det i? Hvem tjener hun? Jeg tjener i hvert fald ikke to Herrer. Og jeg er ikke kommet af jord, som ikke også andre har betrådt eller er kendt med. I det hele taget kan andre lære mig det faglige, hvor jeg kan lære dem det menneskelige. Og jeg ved ikke, hvorfor vi er sådanne to størrelser op imod hinanden. Det var bare det, jeg ville sige. Jeg vil gerne være til undren, mere fordi så ku snakken gå om noget. Der skulle ikke så gerne bare være tavst bagefter (ha ha).  1.7.22.

Det var ikke særligt godt skrevet. Det var ikke skrevet med overbevisning og flere gange næsten modsagde jeg mig selv. Folk ønsker mig "God bedring" på Facebook, men det var slet ikke det, jeg ville opnå. Jeg ville sætte fokus på en alternativ betragtning af lyst, behov, nydelse. Og ikke mindst på at kroppen eller mennesket søger det gode af sig selv. Kroppen vælger selv den sunde mad. Og jeg kender madens kvalitet, selvom jeg ikke umiddelbart kan smage den. Fordi jeg ved. Og fordi jeg fornemmer, sanser på en anden måde. Jeg tager måltidet ind på en anden måde. Og sådan ku det være med andre ting i livet - sex..? Man finder en måde, og ens behov ændrer sig. Også ens fokus på, hvad der vigtigt. Selvom jeg ikke kunne smage øllet fuldt ud, nød jeg alligevel andre egenskaber ved den. Tænk, at de skriver: God bedring (henvendt til min forkølelse). Jeg har det jo godt. 1.7.22. (Om stykket nedenfor)

Jeg synes, det er tankevækkende: Jeg drikker en øl ovenpå en gåtur, men på grund af min forkølelse kan jeg faktisk ikke smage den. Jeg nyder dens kølighed og dens brus og dens virkning. Jeg hælder franske kartofler op i en lille skål, velvidende at jeg nok ikke kan nyde dem, som jeg plejer. Jeg spiser dem, fordi jeg altid efter motion (i dag en gåtur i skoven) har lyst til/brug for noget salt. Jeg nyder den smule salt, jeg kan smage eller mærke. Hvor er det underligt, at vi mennesker har fornemmelse for, hvad vores krop behøver. Selvfølgelig har jeg ikke - her mens jeg har været syg - købt flødekager og smæsket mig med det. Først og fremmest fordi jeg ikke ville nyde smagen eller fedmen, men også fordi: hvorfor tilbyde min krop, der skal komme sig over sygdom, noget så kalorieholdigt og unyttigt? Jeg spiste endda hos en ven i aftes, som havde lavet lækker kylling. Jeg ku smage, at de tomater, han serverede var ekstra gode, men ikke som sådan smage smagen af tomater. Jeg ku smage kvaliteten af maden, som en form for fornemmelse. Som om jeg vidste, jeg tilførte min krop noget godt eller rigtigt. Men hvad er rigtigt? En håndlæser sagde engang: "Ja, selv mus i forsøg søger den næringsrige mad og ikke den usunde, helt naturligt". Jeg har tænkt på det mange gange. Fordi også jeg engang imellem falder i og spiser med følelserne. Havarti-ost f.eks. På tidspunkter, hvor jeg slet ikke har brug for det. Som en slags forkælelse, som bare hævner sig på vægten dagen efter. Jeg er ikke i problem-gruppen eller hvad vi skal kalde det. Simpelthen fordi jeg godt kan lide at motionere. Men her - ramt af sygdom (smagsløgene) er det alligevel pudsigt, at jeg vælger at drikke en øl og spise chips med minimal nydelse. Det er kroppens sprog, jeg adlyder. Men generelt har jeg tabt mig lidt i de her dage, fordi jeg fravælger fed mad. Du kan sige, hvad du vil, men der er andre lovmæssigheder på spil. Og nu kender jeg igen det naturlige udtryk. Jeg gik i skoven, trods det at det det meste af vejen var med høj hosten midt på stien. Fordi jeg ved, at motion vil gøre mig godt. Jeg gør det gode - med vilje. Var det da "dårligt" at spise chips? Sundhedsfagligt ku det vel forsvares, idet jeg lige havde forbrændt. Men det, der interesserer mig, er den alternative form for nydelse. Øllen, der er kold og læskende, chipsene der er salte. Jeg troede ikke, kroppen havde så tydeligt et sprog. Nu ved jeg mere om det naturliges kvalitet. 30.6.22. (Hunden har for øvrigt ikke kræft og skal ikke dø)

Jeg har været uforsigtig. Jeg har svedt - ekstra pga. overgangsalderen og pga. øgede temperaturer udenfor, så jeg har gået med bare arme i en top, hvor andre var pakket ind i en jakke. For jeg følte mig fri til det. Nu døjer jeg så med en lammende forkølelse, også fordi jeg faktisk ikke har været syg i to et halvt år. Det føles som at have en dyne henover. Så uproduktiv og indskrænket mine muligheder er. En sagde i sjov, at min sangstemme måske herefter bliver dybere. Han har ret. Jeg har satset - taget trøjer af - i tillid. Men Gud gengældte med et: Nej, den går altså ikke denne gang. Eller også er jeg bare blevet smittet af min ven. Tager en negativ selv-test hver morgen. Er bare slået ud af almindelig snot og host. Men det har sat mig ud. Min hverdag er forandret, ligesom da mine dankortoplysninger blev stjålet. Det sætter én ud. Man kan ikke alle ting, som før. Og det er sundt. Jeg tror faktisk, hunden ku lugte sygdom omkring mig i dag. Og det var netop den, jeg ville skrive om. Den er sat ud, begrænset i hvad den kan. Måske er det kræft. Den har levet fuldt ud, ikke at jeg har spurgt den. Det er mig, der kommer til at være der ved afskeden. Det er ikke min afsked og ikke min hund, men jeg vil være der. Den har været her i tillid. Til at det kunne den også opleve og gøre. Men nu har den angiveligt smerter. Den har været som en læremester. Om alle mulige af livets emner og ting. Talte - bagtalte - jeg blev det straks påtalt. Du har været her, Frida, med sådan en kraft. At dit væsen sidder i mig længe efter, vi har skiltes. Du har præget mig, dannet mig. Jeg har altid bedt en bøn, før jeg skulle passe dig: Intet i hele verden måtte ske dig. Nu er det alligevel sket. Vi kan ikke pakke os ind og tro, vi går fri. Jeg vil hellere blotte mig og risikere noget. Hvis jeg ikke gør forsømmer jeg det vigtigste, hunden har lært mig. Min aen og mit strøg skal være ægte. Og det skal meddeles. Det skal ikke holdes tilbage. Hvor meget er du ikke en iver ud i verden, Frida. Et kæmpe: Lev og befri livet! 28.6.22.

Pyh
Pyh

Jeg kunne ikke være blevet statsminister eller bare tv-vant. Jeg sveder mit tøj igennem bare jeg skal gå hjem fra Løvbjerg. Også Inger Støjberg sad i sådan en fin, lyseblå skjorte ved sit pressemøde udenfor. Det var aldrig gået med mig. Jeg er den allersidste i rækken af dem, der har starquality. Fandeme om det ikke vender indad hos mig. Udenpå er jeg ikke særligt værd. Andre sveder ved anstrengelse, mens jeg gør det af natur eller så selvfølgeligt. Som da min bror sagde til sin søn ved mine forældres diamantbryllup: "Se, jeg kan svede helt uden at lave noget". Hans hvide skjorte var helt gennemblødt. Og jeg tænker selv over, hvad for noget tøj jeg bærer offentligt. Det bliver pinligt og man skammer sig. Så der er simpelthen en del af én, man ikke ønsker andre skal opdage eller vide noget om. Jeg ser, at hvis det var en (dårlig) egenskab, var det værre. Dette er et fysisk/kropsligt fænomen. Men en given kæreste vil jo tænke: ak, ak. Det er noget, der ligger til min familie, ved jeg. Altså er jeg født sådan og som sådan uden skyld i det. Er begyndt at spise Salvie-urte-piller. Og en dag vil jeg forhåbentligt se tilbage på overgangsalderen som et onde, der er (vel-)overstået. Der er altså dele af mig, som jeg foretrækker at holde for mig selv. Men i stedet for kan alle se det - udenpå min trøje! Jeg kan umuligt skjule det. Tænk, hvis det i stedet var et mord, som jeg skjulte, eller en kedelig tilbøjelighed. Men nu er det altså - sved. Egentlig rimelig harmløst. Jeg skriver jo også om det for at komme det til livs eller belyse det som emne. Jeg ser ud ligesom "Aarhus-pigen" - skulpturen af Kai Nielsen. Sparsomme bryster, tykke, muskuløse ben. Men jeg er ikke den. Jeg er heller ikke min sved, men den er en del af mig. Noget, som jeg udskiller. Fordi min krop føler for det. Altså føjer jeg bare en drift, en mekanisme der renser. Altså er den en hjælp til transformation. Nu bliver den en kvalitet. Højnet af mit øje, der ser dybere ind. Altså bør jeg ikke skamme mig over at have evnen til at afgive, give afkald på. Og læner mig op af søndagens tekst. Noget forlader min krop, bliver udstødt. Fuldt af salt. 26.6.22.

Jeg sørgede for, at samtalen ikke endte der. Hvor jeg havde sagt, at hunden er syg. "Skal den så opereres igen?", spurgte min søster tilbage. "Det er muligvis kræft", fik jeg sagt. Jeg snakkede videre om, at der bliver lavet en udsendelse om Lars og Poetklubben, for at bringe emnet ind på noget opløftende. Hun fangede den. Man vil tit huske, det sidste man fik talt om. Og det skulle ikke være hunden. Men det var derfor, jeg ringede. Min søster holder så meget af hunden, som flere gange har været med på besøg hos hende. Man skal altid huske at fortælle min søster ting med nænsomhed, for ellers bliver det forstørret op og kan sætte sig som bekymring. Ja, i det hele taget skal man huske på, hvem man taler til og hvordan. Folk vil reagere fuldstændig forskelligt på den samme nyhed. "Døden er ikke det sidste, der er at sige", som de så tit sagde ved bisættelserne, da jeg sang som kirkesanger. Og rigtigt nok: Frida dør aldrig. Og hendes ånd har allerede siden vi fik nyheden om den mulige kræft formået at opmuntre og frisætte. "Lev videre" er det som om, hun siger. Ligefrem så jeg er gået ud af huset i et ærinde på den baggrund. Vi skal dele både sorger og glæder med hinanden, og vi skal gøre det passende, i mængder vi kan kapere. I en bestemt rækkefølge og fulgt af en bestemt stemmeføring. Det er ikke lige meget. Så derfor: Frida er syg, men vil altid leve hos os. Det kan ikke være anderledes. 23.6.22.

Læreren på Gallo skolen afviste, at jeg ku øve sang. Hun skulle forberede sit mosaikkursus til i morgen. Nå. Jeg går og bliver lidt ked af det. Ku hun have sagt et eller andet som: men i morgen aften er her ledigt, eller: jeg går om en times tid. Jeg gik bare. Satte mig for at vente på 17'eren, som dog først kom 20 minutter senere. En mand kom. Han var mørk i ansigtet, men det så underligt påmalet ud. Faktisk mødte jeg ikke hans blik før langt senere. Han var ikke bare mørk i ansigtet, han var mørket personificeret. Og jeg så en kamp om ånd udspille sig. Det var som om, han søgte kontakten, betragtede mig. Jeg kiggede mest til den helt anden side. Og holdt stand. Skjulte min telefon, når jeg brugte den. Var i det hele taget yderst skeptisk. Men man skal jo også tage sin intuition alvorligt, fordi man skal væbne sig imod trusler. En frygt kan jo være velbegrundet. Jeg følte mig utrolig stærk - i min kraft. Afviste totalt hvad han måtte ville mig eller hvad han forsøgte at rette imod mig. Endelig blev klokken bustid, men jeg tjekkede for en sikkerheds skyld, om den var på vej (midttrafik live). Og jeg kunne overhovedet ikke se bussen i den retning figurere på kortet nogen steder. Jeg kiggede en ekstra gang, men nej. Jeg tog konsekvensen, rejste mig og gik. Manden kiggede undrende, da jeg rejste mig. Jeg ku godt have indvilget ham i min mistanke om udfald på rute 17. Men jeg gik bare. På min vej op imod 1A på Grenåvej passerede bus 17 mig aldrig - en gåtur på 25 minutter. Altså var min forudsigelse rigtig nok. Jeg havde aldrig troet at midttrafik live skulle være mig til nytte som det, den er udviklet til at være. Var det ikke køligt eller ondsindet ikke at sige noget til manden? Jeg gik. Hørte I: Jeg gik bare. 19.6.22.

En ven. Han har drømt om mig. Skrev midt om natten, om vi ikke snart skulle ses (igen). Efter ikke at have haft noget med hinanden at gøre i 20 år. Jeg ved næsten ikke. Jeg siger, han kan foreslå noget, da det sikkert er ham, der er mest travl. Han foreslår i morgen. Han er gift, så det er ikke sådan at forstå. "Let mad og en gåtur på havnen", jeg ved næsten ikke. Hvorfor egentlig nu. Det virker desperat. Jeg ses ikke med nogen til "let mad og gåtur på havnen", da det er mig helt fremmed. Jeg er helt fremmed over for ham. Det er ham, som hjalp mig, da jeg havde Nikolas. Vi har en historie sammen. Og nu brygger han videre på den. I morgen, det kan jeg slet ikke. Jeg mangler at motionere og øve sang. Og hvorfor ikke først om nogle dage. Jeg spørger universet, hvordan jeg skal være tryg i det. Jeg har lov at sige, det er for forhastet med i morgen. Hvad vil han mig? Jeg drømmer også indimellem om faren til mit barn, hvor jeg næste dag har inderligt lyst til at møde ham (igen). Men jeg forfølger det ikke (er afprøvet). Nu skal jeg leve op til nogens drøm. Og det er slet ikke min metier. Jo, der knyttes også bånd om natten, så man helt kan have ændret holdning til et menneske når man vågner. Jeg spørger bare: hvad er meningen. Ingen svarer. 19.6.22.

Det var en blanding. Den forkerte blanding. Jeg var træt og fulgtes med en med-bruger af Gallo skolen. Havde lige optrådt, var ikke i tvivl om salmen var god nok til fællessang, men i tvivl om min attitude, da jeg præsenterede den. Følte mig meget alene. Fulgtes derefter med en i bussen, der ret hurtigt brugte ordet "Skizofreni", mens vi sad blandt andre buspassagerer. Jeg blev underlig flov på vores vegne, så jeg responderede sparsomt på det meste. Det observerede en medpassager, som dømte mig utrolig hårdt. Han afslørede, at jeg gav utroligt lidt tilbage, til en som jeg egentlig i andre sammenhænge en helt anden dag gerne vil. Jeg blev vurderet og det skete prompte. Men han kender mig ikke. Han så ikke, at jeg ikke formåede at agere ven eller veninde, fordi jeg tog et hensyn til de andre i bussen. Eller hensyn til mig selv og hvor bramfri, jeg synes jeg kunne være. Havde jeg sagt ved klaveret: "jeg er lidt usikker på, hvad jeg skal sige". Men da håber man bare på, at salmen taler for sig selv, og jeg sang den udmærket. For så meget andet, der kunne være blevet sagt. Men det sagte fik vægt, fremfor det, der forblev i tavshed. Måske skulle det have været lige omvendt. Måske ved hun nu, hvad jeg sloges med, denne psykiatri-bruger. Men måske gør hun ikke og der skal forklaring til. Ja, det var sådan, at jeg endda for lidt siden overvejede at sende hende et brev. For at undskylde og åbne op eller skabe forståelse. Det var jo ikke, at jeg ikke ville dig, jeg ville dig bare ikke i en bus. Men hvorfor ikke? Jeg synes, man skal tage hensyn til sine medpassagerer, men jeg skulle have taget hensyn til hende, at hun havde brug for at snakke. Men jeg kunne bare ikke. Nu tror hun, jeg er følelseskold og afmålt, nærig. At mit farvel blev rungende intetsigende, som noget med: "Tak for snakken, vi ses". Jeg skulle ud af hans synsfelt, ud af hans dom. Men da jeg i Løvbjerg tog fiskefrikadeller, der havde udløbsdato først om to dage i stedet for allerede i morgen, følte jeg igen skyld. Hvem køber så de andre, der skal spises snart? Jeg ser, jeg - igen - er afhængig af Gud. Hans blik, hans dom og hans vejledning. Ikke menneskers dom, men hans. Kunne jeg bare leve af hans brød som hans ord. 17.6.22.

Jeg er bange. Skønt jeg ikke skal dø eller kender nogen, der skal dø eller som er i fare. Jeg er bange - af natur. Nu, hvor jeg har modtaget mit nye dankort med posten er jeg bange for at klippe det nye kort over i stedet for det gamle. Skønt det ene ligger roligt og sikkert på det ene bord og det andet på det andet. Jeg er bange for at fejle, så grelt at det har konsekvenser. Store konsekvenser. Tænk, hvis de rette ikke får pengene. Mit rejsekort skal opdateres med nyt betalingskort og pludselig tvinger det mig til at få Nemid - nøgleApp på min telefon, selvom jeg hidtil har klaret mig fint uden. Jeg er afhængig af at kunne tage bussen og det ligger mig meget på sinde. Det er det, når ting er betydningsbærende, at man er bange for at de ting skal lide skade på nogen måde. Gå i stykker eller gå forkert. Et dankort har kickstartet min dag og det er yderst foruroligende. Instanser, der beder mig om det eller det. Som om jeg kan mistænkes for noget. Til min egen sikkerhed, vil de argumentere med. Jeg finder på egen hånd ud af noget, men vil egentlig helst at en tog mig i hånden og vi ku gå sammen. Men "Alt står i Guds faderhånd", om ikke andet så har Han set mig. 17.6.22.

Hækkeklipning, 15.6.22.
Hækkeklipning, 15.6.22.

Det bliver et helvede. Men det bliver mit helvede. Jeg kommer til at svede, får ondt i armene, jeg vil synes, hækken er helt uoverstigelig og tænke: hvorfor gør en havemand ikke mit arbejde. Men jeg gør det alligevel. Cykler med den elektriske hækkeklipper bag på cyklen. Klæder mig i tøj, der ikke strammer nogen steder. Vejret bliver tørt og fint. Og boligforeningen forventer, hækken bliver klippet, gerne inden Skt. Hans. Der er ikke så meget negativt mere at sige. Dagens motion, men også årets bedrift. Bagefter venter hækken i kolonihaven. Sig ikke, jeg er ude af drift. Sig hellere, at jeg melder mig ind i kampen. Jeg vil bande og beklage mig. Folk vil gå forbi og tænke: hvordan skal hun klare hækkens højde alene. Men jeg vil stille mig på stigen og række mig så langt jeg kan. Og jeg har prøvet det før. Insekter fra bladene vil genere mig og høfeberen vil måske blusse op. Når jeg cykler derfra er jeg kun nået halvvejs og mit tøj vil være gennemblødt på vejen hjem. Golgata eller lignende er det jo ikke. Det er mere som at vågne op til et vækkeur, der ikke lige lader sig slukke. Alarmen over at holde hækkeklipperen sikkert. Men Du vil være der. 14.6.22.

Med Din fred, Dine skridt til en ny dag, fyldt af Dit ord. Næsten som var vinden fri. Download noden her: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/06/Naesten-som-var-vinden-fri-node-m.-tekst.pdf 

Det er ikke mig. Det er muligvis dig, men det er ikke mig. Der betaler kontingent til Gallo-undervisning for sent eller slet ikke. Lige fået en påmindelse. Medmindre jeg er manisk og forgælder mig til op over begge ører. Jeg hæger om ordentlighed i en sjælden grad. Ja, sådan at laver buschaufføren en fejl, overvejer jeg at sætte mig op på forreste sæde og kigge strengt på ham. Så det er ikke (aldrig) mig. 13.6.22.

Vi må have tillid. For fanden, min ven har tabt sin pung og en fra Fåborg ringer, at han har fundet den (været til Thomas Helmig-koncert i Aarhus). Han vil sende den: skal det være som anbefalet brev, med forsikring, almindelig forsendelse? Vi må have tillid til, at pungen når frem. Hvor mange pakker forsvinder egentlig ud i det blå? Jeg kan se, dem der opsnappede mine kortoplysninger har forsøgt at handle med det kort, som jeg nu har spærret. Idet man får notifikationer fra Nets om at godkende betaling. Fandeme om forbrydelsen så ikke er reel. De har virkelig de hemmelige tre cifre på bagsiden af dankortet og forsøger at udnytte det. Jeg kan se, hvem pengene skal overføres til, dem de vil handle med. Jeg får en sms og ved, at bagmænd bag vil mig noget ondt. Men vi må have tillid. Jeg ser et lys fra et skråvindue i den bygning over for den, jeg selv befinder mig i, så jeg stirrer lidt ekstra og ser en person fjerne sig fra vinduet. Men vi må have tillid. Jeg overhører min nabo ringe til en ven og sige, "der kommer ikke en skid i fjernsynet" og det ender med, at de laver en aftale. Hvis jeg boede i mit eget hus havde jeg ikke fået disse sociale ting med. Alligevel tjekker jeg hver dag min venteliste-position. Jeg har forhåbninger for fremtiden. Jeg cykler uden lyst til min vens lejlighed, hvor jeg gør lidt rent og ordner. Jeg bliver svedig af motionen samtidig med, jeg føler, jeg gør gavn. En helt anden dag vil det kunne måles og ses, at jeg har været der rettidigt, hvis min ven lejer ud. Jeg har klaret mig med kontanter, som jeg har bedt en ven hæve til mig. Hvis jeg altid hævede fysiske penge og brugte af dem, ville jeg givetvis spare en del. Det er en undtagelsestilstand, før mit nye dankort kommer med posten, og jeg kan hverken købe eller sælge sko på de platforme, jeg ellers er vant til. Jeg ser det klart som et opråb, at Gud har sat mig i den her position. Men i fredags bar jeg et par af de sandaler, jeg har handlet mig til, og over for en ven fra livsfilosofi-holdet - som jeg holder meget af (P.G.) skammede jeg mig overhovedet ikke over, at han kunne betragte mine (brede) fødder tæt på. Altså har handlen været til nytte eller lykke. Men altså er han også en ven, jeg er tryg ved og tør vise mig over for. Jeg er offentlig og det har en pris. Hvis jeg valgte ikke at vise min kunst frem overhovedet ville jeg aldrig opnå et møde og en reaktion. Det er vigtigt for mig at opnå kontakten. Jeg kan vælge - med overskud - hvor og hvad, jeg lægger ud. Men jeg kan aldrig, aldrig kende min læsers inderste modtagelse. Det kan kun Gud. 12.6.22.

Jeg har været ved at blive snydt. Via et betalingslink på den blå avis. Jeg nåede at spærre mit kort inden for 20 - 25 minutter efter jeg anede uråd. Var vildt konfus over for bankens mand i telefonen, ja lettere chokeret. Spurgte, om samtalen blev optaget som bekræftelse. "Hvad mener du med bekræftelse?", spurgte han flere gange i mobilbanken. Men han havde lige lovet mig at sende et nyt kort - gratis. Hvem husker det i morgen?, tænkte jeg bare. Jeg har virkelig brændt nallerne så meget, at jeg helt har opgivet at sætte de støvler til salg. Ja, jeg er helt måbende over, at jeg i det hele taget har klaret mig i dette salgsunivers så længe, uden før at være blevet snydt. Bare ved at kigge på de sko, jeg hentede på posthuset i dag: altså er alting jo ikke gået galt. De står i deres fulde statur midt i min stue, ikke hvirvlet ind i svindel. Jeg havde tillid - det var det, jeg havde. Lidt for meget. I Mobilbanken sagde jeg, at det drejede sig om "Vejledning" til den automatiske mandestemme, der spørger, hvad henvendelsen drejer sig om. Bare for at komme igennem. Da jeg sagde "spærring af kort" blev jeg overladt til mig selv og et link via sms. Endelig loggede jeg på på min computer og fik selv spærret. Intet søgefelt på Nordeas netbank, hvor jeg kunne have søgt på "Spærring af kort", jeg måtte selv finde det rette sted. Nu sender han mig et nyt kort inden for en uge. Jeg har 150 kr. i min pung og skal til at lave alle mulige automatiske betalingsaftaler om, når jeg får det nye kort. Tre år, før det gamle kort egentlig udløb. Jeg er simpelthen blevet bange. Hvorfor tale om "bekræftelse" over for sin bankrådgiver, men jeg syntes, vi havde snakket om tilstrækkeligt vigtige ting, ligesom. Jeg ville gerne have hans ord for, at jeg havde ringet - rettidigt, eller med mistanke, hvis min konto nu er lænset i morgen. At nogen vidste, jeg havde handlet eller råbt op. Der, hvor jeg havde tillid til en køber på den blå avis, havde jeg nu pludselig ikke tillid til ham fra banken. Eller jeg ville sikre mig bedst muligt. Hele verden skal vide, der er fælder på nettet. Her var jeg så gladelig i gang med en udveksling af varer, transaktioner der nogle gange er heldige, andre gange ikke så heldige. Ting sætter man til salg igen næste dag, hvis det ikke lige passer en. Så stor en forskrækkelse har jeg da fået, at jeg næsten ikke turde gengive det her. Jeg har ikke sagt det til min ven endnu, som nok kommer til at låne mig penge. Mange ting bekymrer mig, men flere ting tænker jeg også rationelt omkring. Hvorfor fanden skulle jeg oplyse mine kortoplysninger, da jeg skulle modtage penge, men det gjorde jeg altså dumt nok. "Aldrig prøvet det her før", skrev jeg godtroende, næsten som skulle svindlerne lige have lidt tålmodighed med mig. Nu er jeg et offer. Aldrig mere gør jeg noget så letsindigt. Ligesom da jeg havde indbrud på Trillegårdsvej - det kom fuldstændig bag på mig, at det kunne ske. Vi kan ikke sikre os mod alt i denne verden. Men vi kan tage ved lære. Det er også det ypperste formål med at være her, at vi erfarer, gør nogle slutninger, går videre. 10.6.22.

Jeg sover med det på, har jeg besluttet. Armbåndet fra Skør rock festivalen. Som om, vi ikke har længtes så meget efter igen at kunne afholde og deltage. Som om alt ikke blev indfriet. Det var min frygt, at jeg ikke kunne levere. At poste noget og puste mig op, som noget jeg slet ikke var. Men jeg var det. Jeg var sanger, komponist, udøvende. Samtidig en ven og en søster. For min søster kom faktisk. Og en havde taget turen helt fra Odense, efter jeg havde delt begivenheden på Facebook. Jeg gik fra den store scene for ikke at råbe min stemme træt. Ind for at få mig en kop te i rolige omgivelser. Jeg tog nogle halstabletter for at gøre min stemme smidig. Men jeg vidste ærligt talt ikke, hvordan formen var. Ikke før jeg sad der, foran el-klaveret. Jeg kendte lydmanden, fordi vi begge engang boede i samme område. Og jeg sang med et ansigt fuld af fryd. Så at jeg gav ordene form og mening. Jeg var der bare i aften. Det var al forberedelse værd. Tak, Nikolas, hvis det var dig. 9.6.22.

Så skal jeg leve op til det. Alle de støtte-tilkendegivelser og hjerter. Og mine egne hjerter tilbage. Ømhed fra omverdenen, ku man kalde det, efter at have postet indlægget om Skør med rock på Facebook. Sang middelmådigt til øvningen i går. Og jeg kan hænde at have spist eller sovet for lidt. Eller værst af alt: jeg kan hænde ikke at have fat i kærligheden, imens jeg optræder. Kærligheden åbner mig op, men hvad hvis jeg ikke vil publikum noget? Selvom jeg ville dem i går med mit indlæg. Hvad hvis de folk faktisk kommer! Så skal vi udveksle og jeg skal fysisk og i den virkelige verden vise, jeg er autentisk, at mine ord faktisk bunder i noget. Jeg er ikke tilsyneladende en kanal, hvor kraften strømmer igennem, jeg er den fuldt ud. Shit mand, jeg tøvede med at gøre opmærksom på min optræden. Det ku jo bagefter være svært at indfri. Nu er det en ny dag før i morgen, og der venter helt andre gøremål, tøjvask, en tur i svømmehallen med en ven. Jeg er både almindelig og lidt til en side. Og lidt til bagsiden. 8.6.22.

Skør med rock er noget helt specielt. Det samler sindslidende fra hele landet omkring udøvelsen af musik. På tværs af alder, smag. En gang om året et eller andet sted i landet samler man mod til at optræde. Og bliver hørt foran et publikum, der dømmer blidt. Jeg tog selv mod til mig første gang i 2005, hvor det afholdtes på Kragelundværestedet (som i år). Melodier, jeg havde lavet i enerum, fik nu et andet rum, et helt andet liv. Jeg mødte ved den lejlighed et par medpatienter fra min indlæggelse i Haderslev (1993) - og vi græd. Jeg spiller i år kl. 19.30 på torsdag d. 9. Der ville min søn for øvrigt være fyldt 30 år. Jeg synger salmer med tekst af Lars og melodi af mig selv. Dybrovej 21, Højbjerg. Velkommen.

Foto: Marte Glanville
Foto: Marte Glanville

Jeg har oplevet, at en bodycreme, der skulle virke imod tør hud, faktisk fugtiggør min hud tilfreds-stillende. Og den hælkur, jeg har købt til mine fødder, plejer dem med fordel. Det, varen giver sig ud for at være, svarer faktisk til det, den er. Det er selvfølgelig mit håb, at det gør sig gældende på flere livsområder. At der så at sige er overensstemmelse mellem det, vi siger og det, vi er. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at være autentisk eller virkelighedstro. Tænk, hvis vi bare var noget tilsyneladende. Ja, det kræver en del tro eller forestillingsevne at holde sig til bibelske skriftsteder eller andre vismænds forudsigelser. Men der må vi bygge bro. Det nytter ikke noget at mis-tro eller slet ikke tro på noget. Vi er her ikke forgæves. Jeg tør vædde med, at den portvin, jeg drikker, som reklamerer med at være "organisk" faktisk også er det. Hvis ikke, jeg tror varens indhold svarer til det, der står i deklarationen, hvor er vi så henne. Sund skepsis er fint nok, jeg mener der findes jo svindlere. Men overalt må se ind bagved. Bevæggrunde, motiv. Det kan jo være, de er svindlere - af nød. Vi må bære over med dem, der ikke fuldt ud lever efter det fælles bedste. Da må vi andre leve det for dem. Jeg siger jo, vi er helte. Ved siden af helte. 5.6.22.

Jeg tænker på, om der tidligere i mit liv var nogen, der ku have sagt: "Kom, jeg følger dig til toget". Særligt da jeg var med mit spædbarn. Men det kræver, at jeg havde sagt: "Vil du hjælpe mig med at finde vej". Men det, jeg sagde, var rettere noget i retning af: "Toget løber løbsk - og lad det (gøre det)". 30.5.22.

Det var som ved et trylleslag, en Maradona-hånd fra Gud. Min veninde i København fik aldrig min afbuds-sms, mærkeligt nok. Så ringede vi sammen og nu tager jeg formodentlig afsted. Metro eller ej. Det er "værdiladet" som jeg kaldte det. At møde op til en fest hos min bror - det sker hvert femte år, at jeg bliver inviteret til noget. Og han kommer så ofte til Aarhus for at bakke os op. Og også det at mødes med hende, som jeg deler livshistorie med. Og hvor mange veninder er det egentlig, jeg har? Alt det tunge omkring timers transporttid - også med togbus grundet det er pinse-weekend- er blevet vendt til at det er en udfordring, jeg kan gå i møde og forsøge mig med og måske endda lykkes med. Jeg siger jo, at ord eller samtale kan forvandle (har jeg i hvert fald lige skrevet i en sangtekst). Egentlig troede jeg, jeg havde gjort hende ondt/ked af det for altid. Men hun havde aldrig følt min afvisning. Skæbne.. 30.5.22.  

Jeg mødte engang "Erik", en tidligere psykisk syg, nu raskmeldt psykolog. Jeg fortalte ham, at jeg var "blevet så ængstelig for at lave fejl i kirken, at jeg overvejer at stoppe". "Jeg tror nu, du i stedet skal blive i det og kigge på, hvorfor du bliver ængstelig, Rie", sagde han bedrevidende. Han forstod ikke essensen, at ethvert menneske har sin egen grænse for formåen. At det ubehag, man har ved en bestemt ting, kan overstige den iver man har for at lykkes med sit problem. Ja forestil dig, at stressfaktoren simpelthen fylder det hele eller bare det meste. Opvejet er der altså flere ulemper ved at forsøge at lykkes end ved at trække sig og give op. Ingenting i vejen med at give op! Der er noget, jeg ikke kan, altså er jeg et menneske, der kan klare en vis belastning, men ikke mere. Hvor befriende at erkende. Du, der kalder dig psykolog, skulle have fulgt mig ned i opgivenheden. Hvorefter jeg hel og frisk kunne rejse mig igen. Ikke så mærkeligt, jeg lige nu læser bogen, "Skæld ud på Gud". Om at gå med den vrede ind i vreden og få den udtrykt. For fanden, kirkesangerjobbet var til sidst et traume. Det kan jeg da på to sekunder registrere, når jeg hver tredje dag passerer Risskov kirke med bussen på vej ud for at øve sang på Gallo skolen. Jeg var både udsat, belastet og i risiko. Hvis ikke psykologen kan se, det er i orden at kaste håndklædet i ringen, burde han måske bokse færdigt. Vi andre vil bare for længst have kaldt ham: dårlig vinder. Lærer du ikke dit barn, at det må vise svaghed, så er det en illusion, at du har flyttet dig fra psykiatrien til et højere sæde. Jeg kan ikke andet end beklage din bevægelse. 30.5.22.

Da nytter det ikke noget at tænke: sad mit tøj ikke lidt sjusket ned om enden. Var min attitude ikke lidt indadvendt, hvor jeg skulle have inviteret. Ku jeg ikke - en helt anden dag - have gjort det bedre. For det var i dag. 29.5.22.

Led mig Du ad rette stier, at jeg ikke snubler. Se til mig, når mørket falder, hvis du magter. Levende Guds hænder. 

Det er mig, der har sagt: Jeg kan muligvis ikke. Til min bror. Overskue metro i København. Til trods for, jeg har undersøgt afgange og ankomst allerede herhjemmefra. Derfor har jeg været nede og sende gaven til min niece. Men jeg blev rørt. Hvor mange gange tidligere i mit liv har jeg sagt: Jeg kan ikke alligevel? Jeg har godt nok forsøgt mig, gjort nogle tiltag, forberedt mig, men da det kom til stykket, blev det for stor en mundfuld. "Det er bare fint", svarede min bror så fint. Det er ligesom her, min sygdom giver sig til kende. Den viser sig ved ængstelse over udenomsting. Selve fejringen af min nieces 15 års fødselsdag medvirkede jeg gerne i. Andre køber deres pladsbillet nærmest på vej ind i toget. Jeg planlægger uger i forvejen. Jeg vil gerne sikre mig, så jeg ikke står foran en konduktør, der skælder mig ud for noget. Jeg vil helst undgå at have taget fejl. Min bror ser mig ved det, han svarer. Tak skal du have. Jeg fritager mig fra bekymringer og bange anelser ved at åbne for muligheden af at blive hjemme. Jeg laver en lem eller en udvej, som skåner mig. Jeg redder den del af mig, der har gruet og frygtet. Jeg indrømmer skrøbelighed over for omverdenen, som måske havde ventet andet af mig. For at skabe forståelse, så de kan se ind. Tit opdager jeg dog min begrænsning for sent, som f.eks. da jeg alligevel ikke magtede at tage mig af mit spædbarn. Men denne gang er jeg på forkant. Jeg er psykisk syg på netop denne måde. 28.5.22.

Et slag for det naturlige. 27.5.22.

Hende (maleri, 24.5.22)
Hende (maleri, 24.5.22)

Jeg er min fars barn og dog. Jeg formår ikke at støtte ham, her hvor han er alene i huset i Gram. Vores samtaler går helt skævt. Jeg får kvababbelser, gør mærkelige ophold i min talestrøm, det flyder slet ikke. Kunne jeg være taget derned, bare været omkring ham. Som han i sin tid var hos mig i Haderslev (afdelingen), hvor han besøgte mig op til tre gange om ugen. Jeg har de let aggressive træk fra ham, husker jeg når han skulle tilslutte en lampe i min lejlighed og teknikken drillede lidt, da for det i ham, hvor uretfærdigt det var. Så han slogedes endnu mere med opgaven. Men han kunne også skrive sange til forskellige anledninger og holde talerne ved festen. Ja, han havde et vist ordforråd og overskud til at give videre. Også i sin rolle som folkeskolelærer, selvfølgelig. Han gik altid så stærkt hen af gangen omme på skolen. Kiggede næsten ikke op, dukkede bare nakken, videre til næste opgave. Men han kunne sit kram. Derhjemme lærte han mig tyskgrammatik, selvom det aldrig rigtig sev ind. Og på skolen havde jeg ham til maskinskrivning, hvilket har hjulpet mig meget sidenhen. Jeg havde ham en enkelt gang til violinundervisning, hvorefter jeg holdt, fordi han skældte mig ud. Klaveret blev bagefter mit foretrukne instrument. Han kunne synge som kirkesanger i kirken og spillede violin i et orkester i Ribe. Blokfløjte mestrede han også, og guitar. Jeg ringer altså til ham i de her dage og så går kommunikationen bare helt skævt. Jeg siger: "Jamen, jeg ville også bare.." og så siger han: "Jamen, det er godt, Rie". Vi får ikke snakket om et emne og lidt akavet bliver det også, at han til trods for høreapparat ikke altid får fat i det, man siger. Jeg gentager det derfor med eftertryk, men det må virke kunstigt. Allerhelst sad jeg bare med ham i favnen. Så lidt berøring han får i denne tid. Jeg er min fars datter, for søren da. Når jeg kigger ned af mig selv efter en løbetur. Fra ham har jeg den kropslige iver efter at røre sig (som min mor slet ikke har). Musikalitet og til dels min sangstemme. Alligevel er jeg der for ham. På afstand, det håber jeg, han kan mærke. Han rummer så stor uskyld. Harmløshed. Man får ondt af ham og har ham kær, får lyst til at kramme ham. Han har båret sindssygen og muligvis givet den videre. Men når bare jeg er gjort af det samme, som han. Da indeholder generne intet ondt. Tværtimod en helt særlig sjælesørgerevne. Til at være hos den trængte i nødstider. Et roligt gemyt, tålmodigt. Om ikke andet var jeg hos ham her.. 23.5.22.

Video nr. 45.22.5.22. Varighed 7,24 minutter.

De har skrevet til mig personligt omkring Skør med rock, at man kan tilmelde sig nu som band. Jeg er simpelthen regnet, de har skrevet mig ind. De kan huske, jeg har deltaget før (i mange år), at jeg synger. De anerkender, at jeg er musiker. Det giver mening, at jeg har øvet mig. Jeg må melde mig. Selvom jeg havde afskrevet det, bare ville møde op og lytte til de andre. Fordi jeg er blevet 49 og føler, der skal træning til for at holde værktøjet - stemmen - ved lige. Men de forventer jo ikke andet end at jeg prøver, som jeg lige skrev til en ven. Kodapengene betyder ikke noget. Publikum vil måske huske mig have et højere niveau, men nu kommer jeg som en, der er blevet ældre. De har skrevet til mig personligt og det opmuntrer mig. De har spurgt, fordi de vidste, jeg havde et svar parat. Jeg kan måske yde et bidrag, give noget udtryk, røre nogle mennesker. Pyt med at kjolen måske ikke sidder så tæt og elegant som for 15 år siden. Og ja, jeg har faktisk deltaget i Skør rock over så lang en årrække. De siger, de kender mig. Det er nok. 18.5.22. (Skør med rock er en musikfestival indenfor psykiatrien)

Jeg forstod, at astrologen havde forregnet sig. Taget fejl. Da hun korrigerede mit fødselstidspunkt med 16 minutter, ja endda 18 minutter i forhold til, hvad Rigsarkivet engang anslog det til at være. Hvem tager 18 minutter fejl? Det gør en astrolog. Som også anbefalede "spirituel cirkelforløb" hos sin mand. Jeg var der den første gang ud af seks og fik intet med mig derfra. Jeg er hellere - og rettere - stadig født kl. 20.38.12, som hun fastlog tilbage i 1999. Denne gang (2022) brugte hun en anden  udregnings-model, fordi hun ellers ikke "fik noget på mig" overhovedet. Hun sagde, der var aspekter her i april/maj lignende dem, der var da jeg gik i TV2-Østjylland dengang i 1999. Og jeg har købt podcast-grej - uden at have brugt det. Nemt nok at skyde skylden på sin astrolog og underkende stjernernes placering. Men sessionen har spillet fallit. Og hvilken jordmoder tager 16 eller 18 minutter fejl? Aspekter til hvad? Jeg underkender hende. Slet og ret. 18.5.22.

Jeg havde frabedt mig kommentarer (på Facebook) til min deling af mine seneste melodi - som også I nu har hørt, "fordi det trætter mig at svare". Så jeg sletter min reaktion på en, der poster et hjerte som sin kommentar. For begynder jeg at svare/reagere med en emoji på en kommentar - trods det, at det bare er et stort, vibrerende hjerte - respekterer jeg jo ikke min træthed. Derefter er der en, der deler opslaget, samt skriver en masse rosende om mit kunstneriske virke. Han kender mig efterhånden ret godt og jeg holder meget af det, han selv lægger ud. Men jeg er i tvivl, om jeg formår at gengælde. Først giver jeg hans deling et hjerte. Derefter kommenterer jeg tilbage. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg fremstå underlig nærig. Jeg skriver noget om at inspirere hinanden tilbage og tak for hans eget bidrag til det. Jeg er faktisk træt - af hjerter. Hvorfor lytter folk ikke bare for sig selv? Man kan jo ikke have krav til sit publikum om, hvordan de skal lytte eller forholde sig. Men ikke mere respons, som jeg skal gengælde.. Jeg kan faktisk ikke. Det gør, at jeg mister lysten til at lægge noget ud en anden gang. Det lagrer sig i mig som erfaring om noget, der var for hårdt. Trods det, at det burde være en glædelig ting at vise sin nyeste melodi og indspilning frem. Skån mig, jeg beder dig faktisk. 15.5.22.

Selvforskyldt eller karma, jeg ta'r det på mig. Men hvornår stiger himlen ned og holder mig tæt til sig, Kære Gud. Har jeg gjort dig ondt, - hent mig hjem. Byg et håb om mig. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 15.5.22. (melodien spænder vidt i toneleje og for en uge siden opgav jeg at synge den ind. Men i dag lykkedes det alligevel)

Det var så hjerteskærende at tage fra min far. Helt, så jeg overvejede at bede dem, jeg kørte med, om at vende om. Han stod og vinkede foran huset, men man vidste, han ikke så vores vink tilbage, fordi han har for dårligt syn. Jeg overvejede at rulle vinduet ned og råbe: "Hej hej Far", men jeg fandt ikke håndtaget i den fremmede bil, jeg kørte i. Altså vinkede han ud i tomhed, ingen respons, endnu et døgn eller mere alene i et tomt hus. Hans blik var i forvejen mærket af at have klaret sig selv. Og vi i familien ved godt, at en anden gang, hvor han tilbragte så lang tid alene, blev han syg af det. Det tror jeg også, jeg selv ville blive. Så vi ringer til ham, støtter ham. Men der gik lang tid, før jeg affandt mig med at sidde i den bil i går på vej tilbage til Aarhus. Jeg havde medicin i tasken til at kunne være blevet, men jeg fik for sent indskydelsen. Vi var nået til Brændstrup allerede, og dem i bilen skulle nå hjem til noget bestemt, og pludselig opdagede jeg, vi talte om værdifulde ting i bilen, som jeg næsten ikke ville have undværet. Nu har jeg spurgt en ven, om han vil køre med derned i morgen, så det gør vi. Min far lød anderledes klar i stemmen denne gang. Han havde sørget for kørelejlighed til Aabenraa, hvor Mor er indlagt, så vi bare skal hente ham der og køre ham hjem. Blive lidt hos ham nogle timer og køre hjem igen. Det er det, jeg kan tilbyde. Bistå ham med. Jeg glemmer aldrig min iver efter at ville forløse ham, gøre ham glad, da jeg ringede. Nummeret var optaget, da han talte med sin søster, og jeg forsøgte forgæves et par gange mere med det samme. Iver kaldes det. Stræben efter at ville udfri, som man kan sige med store ord. Min elskede elskede Far.. 13.5.22. (Dette afsnit indeholder fortroligt stof og bør behandles med nænsomhed)

Hvem er det, der river sig selv til blods? Det er Kristus. Det er sindssygen i dens yderste afmagt. Såret på tommeltotten fik jeg godt nok ved at samle glasskår op, så en hund ikke ville træde i dem. En mor til en af mine klassekammerater i folkeskolen sagde engang da jeg var barn: "Er det noget, du har gjort i søvne?" Altså bidt eller pillet mine fingre til blods, så der havde dannet sig sår. Men nej, det var noget, jeg gjorde i bevidst tilstand. Tilsigtet. En dårlig tendens og noget, man ikke bør gøre, men jeg gjorde det. Og dette foto er fra i dag, - så jeg gør det stadig. Hvilket formål har det, at man bløder, plastrer såret ind, lader det hele, når nu det bare er for en stund? Det gør endda ondt dagen efter, ja i flere dage. Det har intet formål. Det er der, sindssygen kommer ind. Det er selvskade i mild grad. Dem, der ser sårene, tror det er rifter. Og hvis det er selvskabt, bærer de over med det. Gik jeg til en neglebar for at få lavet negle, ville hun sikkert skælde mig ud og få mig til at ændre adfærd. I det mindste bider jeg ikke længere mine negle, som jeg ellers gjorde hele min barndom og langt op i mit voksenliv. Jeg holdt også sår i ansigtet ved lige, så der kom ar. Også myggestik om sommeren blev med tiden til et ar. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det fandt sted. Jeg kan stadig ikke anbefale andre at gøre som mig. Se, hvad der kommer ud af det. Hænder, man ikke tør vise frem. Gå ikke, hvor jeg har trådt. Medmindre. 12.5.22.

Til blods
Til blods

Så ville min kaktus heller ikke mere. Pludselig efter at have haft den siden slutningen af 90'erne, som en gave fra min bror, der havde lånt min lejlighed. Jeg får den tanke, at den egentlig protesterer over, at jeg smed den anden plante ud forleden, som jeg også skrev om som et tab eller en given noget op. Måske er kaktussen solidarisk med den. Nu ligger den i hvert fald - ligesom som den anden gjorde - i affaldscontaineren nedenfor bygningen. Undervejs med at pakke den forsvarligt ind, stak den mig flere gange og jeg måtte stå og hive torne ud af min hånd! Det er som om, min bror er utrolig - den ene bror, altså - bitter. Han har ofret sig i forhold til sygebesøg hos min mor og nu fraråder han mig at tage derned i weekenden, trods det at jeg slet ikke i den her sygeperiode endnu har set og besøgt hende. For fanden, alt vender i vrang. Potteskålen, som kaktussen stod i, begyndte at krakelere. Jeg så - da jeg skulle til at vande den - at der lå smuds, der var skallet af. For fanden - hvordan har den så holdt i 20 år uden? Hvorfor lige nu. Der er noget skingert ved verden, og det er Guds måde at fortælle mig det på. Har jeg ikke situationsfornemmelse, at jeg foreslår at kigge forbi Gram. Har jeg allerede svigtet. Kan jeg ikke nå at gøre godt igen. Eller indhente det forsømte. Ikke før nu har jeg kræfter og kørelejlighed. Lars er endda handicaphjælper til daglig og min mor kommer meget svækket hjem til huset, som skal laves om indvendigt, så hun kan komme omkring. Min far lød så utrolig træt og vel også med bekymring for udsigten til at stå med et kæmpe ansvar derhjemme fra på fredag. Kaktussen ville vise sin sympati med den anden plante, jeg skrottede for et par uger siden, jeg er sikker på, det er sådan, det hænger sammen. Ting forgår her i min stue, indeklimaet er usundt. Jeg har stukket mig i hånden og efterladt de stikkende torne til nogle andre i den container. Videregivet problemet. Jeg kan hænde at have forbrudt mig mod Gud, men jeg har ikke set det. Nu har jeg kun to planter tilbage i hele lejligheden. Gad vide.. 9.5.22.

Jeg har ikke passet mit forfatterskab. Jeg stod op kl. 4 i nat og kl. lidt i 5 fik jeg sendt mails rundt til medlemmer af Poetklubben med en opfordring til at bidrage til vores næste tidsskrift. Da jeg en gang havde tanken på det, mens jeg lå i sengen, kunne jeg ikke slippe det igen: det skulle være nu. Kl. 10 fik jeg hentet en pakke og handlet ind og et par timer efter havde jeg solgt to par sko samlet, pakket dem og sendt dem afsted. Lavede nye annoncer for de bukser, jeg desværre ikke kunne være i, så jeg evt. kan sælge dem videre. Er blevet fortrolig med salgsuniverset og begår mig udmærket der. Der er det med min mor, at hun er alvorligt syg med blodpropper, mistet føleevne og hvad der ellers hører til. Og jeg har ikke kræfter til den lange køretur til Aabenraa medmindre Lars og jeg næste weekend kører direkte dertil. Svigter jeg nogen? Jeg skriver sms-beskeder til min mor, om at jeg tænker på hende. Jeg brød i gråd sidst vi talte i telefon sammen, så det er måske ikke så god en idé. Jeg tog til min søster i går for at holde humøret oppe på hende. Og jeg har trænet min stemme på Gallo skolen i dag, samt svømmet med Lars i går. Men jeg har ikke været ved tasterne, det opdager jeg nu - et stort fravær. Ikke at jeg er mindre kunstner af den grund. Bare endnu mere menneske. 8.5.22.

Jeg ser igen et klip fra serien, "Dyrenes verden" i fjernsynet. "Moren står over for en svær beslutning" (siger speakeren); enten er der krokodiller, da flokken af zebraer skal over floden eller også skal hun gå over et andet sted, hvor strømmen af vand til gengæld er kraftigere. Hun vælger den passage, hvor strømmen er kraftig. Man ser ungen gå ud i vandet, blive revet med, jeg slukker for fjernsynet. Sidder bare og græder. Tænder et par minutter senere igen, men ser ikke hvordan det ender med ungen, om den overlever. Tænker endnu engang: hvorfor kamerafolkene ikke gør noget. Vi er alle nødstedte indimellem. I naturen sker der ubarmhjertige ting, valg der betyder liv eller død. Også i menneskelivet sker det, at vi står over for så vigtige beslutninger. Det må ikke passe, at livet er så unådigt, tænker jeg. Men det passer. Ikke alle unger klarer sig, selv ikke tæt op af deres mor. Ikke alle mødre klarer vel heller at have bragt sin unge i fare. Men det er sådan, det er. Jeg tørrer mine øjne. 5.5.22.

Jeg havde gået forbi Gallo Huset i Nørre Allé og det var på det tidspunkt i samtalen med min psykolog, at jeg blev berørt og fik tårer i øjnene. Jeg følte en slags fællesskab med de psykisk syge (Gallo Huset huser psykisk sårbare), og kunne jeg bare én dag lægge mig ned og give op, blive taget af som på psykiatrisk hospital. Vi nåede i vores snak frem til, at jeg var overbelastet for tiden. Ja, der var mindst 8 punkter, der havde skabt stress og uro, bare inden for de seneste par uger. Jeg skulle forsøge at udsætte nogle projekter og geare lidt ned for aktivitet. Jeg gik forbi Gallo Huset og følte slægtskab, men blev også klar over, at jeg klarer mig udenfor systemet, bor i egen lejlighed osv. Men jeg trængte til at blive fritaget, for mere ansvar. Efter praktiske gøremål i midtbyen tog jeg hjem og sov i halvanden time. Udskød min vasketid. Man kalder det at "være overstimuleret". Og jeg reagerer personligt som en, der er ramt af PTSD. Med symptomer som angst, lav tolerancetærskel, ikke fleksible reaktionsmuligheder. Og et øjeblik følte jeg mig lindret og forstået hos min psykolog. Hun - som udenforstående - kunne se rimeligheden i, at jeg var presset. Der var belæg. At jeg havde været kritisk i bestyrelsessammenhæng i poetklubben med risiko for at blive upopulær var en slags træning for mig. Det fremkaldte den gamle frygt for ikke at være et ordentligt menneske. Nu havde det imidlertid sat sig som selvcensur og følelsen af at gå duknakket, f.eks. ikke møde op til åben scene. Jeg skulle i stedet prøve at møde parterne fysisk i stedet for at gøre mig forestillinger og ryge i tankefælder for mig selv. Jeg har manglet hvile og både min søster og min mor har været ved at dø. Gud lader ikke ting overgå én, som man ikke kan bære. Så sandt, men til bristepunktet. 2.5.22.

Jeg er faktisk ikke skabt til at have ting til salg på trendsales.dk. Når nogen spørger til ens annonce sker det meget kontant og ekstremt nøgternt. "Målene på din fod, tak", lød en besked f.eks. her til morgen. Det minder mig om da jeg som barn ikke magtede svømmestævner og i gymnasiet ikke magtede at holde oplæg. Det bliver for alvorligt. Der er penge involveret og bagefter bliver man bedømt af kunden. Så hellere den blå avis, hvor der ligefrem opfordres til at "holde den gode tone". Og når varen er sendt afsted, har man kun tillid at holde sig til. Det, man har sat til salg, svarer til billederne, til beskrivelsen osv. Hvad skulle vi ellers holde os til her i verden, hvis ikke tillid? Jeg bliver bange for kritik: svarer jeg ikke fyldestgørende, kan jeg finde ud af det praktiske omkring forsendelse. Dertil er jeg bange for det onde. For at folk udnytter mig, ikke behandler mine sko som om de er et gode. Hvorfor skriver hun ikke bare et "v.h."?. Jeg vil meget hellere vide, at mine varer kommer et kærligt sted hen. Ja, at transaktionen er båret af velvilje, venlighed. Jeg er sårbar her i verden og det er på sådan en morgen, jeg opdager det (igen). Jeg tåler faktisk ikke den hårde tone, uden omsvøb. Det gjorde jeg jo heller ikke fra mit barns far, eller da jeg prøvede at tage kørekort. Så kan pengene fra handlen faktisk være lige meget. 1.5.22.

Jeg har afviklet den. Slået den ned, om man vil. Opgivet dig. Jeg har villet omplante en stueplante i årevis, så at den havde mere jord omkring sig, stod bedre i en større krukke. Men nu ligger den færdig i en plastikpose, klar til at blive smidt ud. Jeg får aldrig købt det jord og aldrig den større krukke. Det er ikke som at have håb for figentræet, det er snarere at erkende min egen begrænsning. Ikke plantens begrænsning, men min egen. Jeg kan ikke længere holde ud at se den så sølle. Da jeg løftede rødderne op af krukken, blev hele min vask fyldt med jord. Og lige nu tørrer den rensede krukke på en avis. Hvad havde det kostet mig at efterleve min vision om at forbedre plantens forhold? Hvordan er det at se roden og kvæle livet ud af den. Hvordan er det at føle så stor skyld her i verden over for organiske ting, som end ikke beklager sig. Hvordan tale om skyld. Hvordan føle, man giver noget levende op, som var værdifuldt. Når nu jeg ikke længere kunne passe den. Give den de rette betingelser. Allerkæreste, det er jo ikke sådan, at jeg foragter dig eller tænker ringe om dig. Du har ikke gjort noget forkert. Og jeg har ingen forklaring. Jeg kan bare ikke længere tage mig af dig. Hvor svært er det at forstå, at jeg til stadighed elsker dit væsen, det du er gjort af. Nu som muld. Herre, tag du dig af ham. 29.4.22.

Lytted jeg for lidt og råbte op om bagateller, ved jeg, det er sent nu, måske dør du fra os alle. Sku ha sagt dig en Tak. (Til min mor, der er indlagt med hjerteproblemer) Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen april 2022. 

At være så lidt villet. Så ringe ønsket. At andre vil én så lidt. Havde aldrig drømt om at man ku få kun en like på et opslag i Poetklub-regi. Så jeg helt føler mig foragtet eller tilsidesat. I bad standing. At nogen kan ville én så lidt. Altså ikke bakker op overhovedet. Bare af venlighed. Skrev jeg noget forkert, noget stødende, noget der ku vække afsky? Hvad tænker alle dem, der har set det, men ikke har reageret på det? Det fik mig til at melde afbud til åben poetisk scene i aften - også af andre grunde dog. Fordi jeg ikke føler mig velkommen. Jeg har fået min yndlingscykel repareret for 79 kr (lapning) og jeg valgte det værksted, hvor jeg har mest fidus til staben. For nylig gav jeg 239 kr. for en ny slange et andet sted, tror ikke engang han overvejede bare at lappe. Og hjulet med den nye slange er netop igen punkteret. Jeg cyklede så ivrigt fra den ene genbrug til den anden og jeg nyder temperaturen udenfor så meget i denne tid. 10-15 grader, skiftende skydække, ingen nedbør. Ja, der var ligefrem en brunst og en villen forandre verden bag mig i mit tråd. Jeg havde overskud i trafikken og også over for ekspedienterne. Og hvad er det så, jeg har tabt (i dag)? En ven tilbyder at køre med mig ned til min mor på hospitalet og en anden ven tager sig af en opgave til åben scene i aften, som jeg ellers havde påtaget mig. Også uden at jeg behøver uddybe, hvorfor jeg ikke er veloplagt. Jeg har en sang om min mor, som jeg skal have sunget ind. Men lige nu får jeg pasta og øl (klokken er 17). Jeg har begyndende uønsket hårvækst på hagen - som vist også både min mor og min søster har døjet med som et symptom i overgangsalderen. Jeg vil nævne det for sygeplejersken i morgen, til mit årskontrol. Men ellers ingenting i vejen. Herregud. 27.4.22.

Overbelastning. Begge mine cykler punkterer mærkeligt nok med en dags mellemrum. Uforudset udgift. Mit afløbsrør i badeværelset er tilstoppet, så jeg end ikke kan tage bad før varmemesteren kommer i morgen formiddag, trods egne forsøg med afløbsrens. Jeg henter i eet væk nye sandaler på posthuset. Armod. Min mor ligger for døden, overbebyrdet, mørkerød i huden efter en blodprop ved hjertet. Jeg har ikke flere skud i bøssen. Jeg kan end ikke sige det, som det er, til min søster. 26.4.22.

Det ikke at være hans kvinde eller din kvinde, men alles kvinde. Arketypen kvinde. En sjæl, der lige så godt ku have været mandlig. Ja svævet i en anden sfære, hvis det ikke var fordi jeg inkarnerer lige nu. Som den her, jeg er. At være alles elsker og alles kære. At stirre lige så meget ind i kvindens øjne på gaden, for bare at tilskynde hende til at føle sig godt tilpas. Og ind i den gamle mands øjne, selvom jeg intet erotisk har for med ham overhovedet. Eller i den fremmede hunds øjne, ja bare en sjæl, der er på vej, som min egen. Det ikke at kunne se mig slå mig ned med en bestemt mand, indenfor et hus' fire vægge. Men dog alligevel håbe på, det sker en dag. At være ekstra intim med en bestemt. Men at forelske mig i alle, i verden, i livet. Beruses. Tiltrukket af den ene, snart den anden, som var jeg teenager. At være alle mands eje, den bog der er lagt offentligt frem. Uden vederlag. Det lette offer for sladder i omklædningsrummet, fordi jeg er "uden ydre, så I syntes om mig". Den lette bøddel, fordi jeg er "slået med sygdom". Hende, der vil lave podcasts om skyld, fordi det er noget, vi almenmenneskeligt tildrager os. I håb om at finde ud af, at andre kunne have gjort som jeg selv. Opdage, jeg blot er som jer. 25.4.22.

Jørgen, som hjælper mig med teknisk var forbi. Han sagde god for en mikrofon, jeg havde kig på, og nu har jeg noteret arbejdsgangen for mig selv. Her vores første test (25.4.22):

Hører bølgeskvulp, tidevandet er gået, føder dig junidag, mister grebet da. Skynd dig og kom, stenen er væk, skyllet bort fra mit bryst. ©Anne Marie Eriksen, sen april 2022.

Der sker noget. Mit lægehus, der hvor jeg har læge, er blevet mere strikse. Husk din årskontrol skriver de i en personlig besked til mig, selvom jeg netop har bestilt tid. Telefonsvareren er ændret og "Dorthe", som jeg har brugt i årevis som sygeplejerske, er holdt. Jeg køber havremælk i Løvbjerg og i fjernsynet foregår der forsøg, hvor folk spiser mere plantebaseret. Jeg får smidt overflødigt tøj ud og jeg tænker igen, at Gud har en finger med i spillet omkring Rusland-krisen, idet det samler os bredt over lande, omkring at gøre den grønne omstilling hurtigere. Ligesom det var Gud, der for tre eller fire år siden gav os den lange tørkeperiode en sommer, så vi kunne forstå, indse, begribe. Det er alvor. Mine bryster har nok aldrig været større, selvom det vist skyldes min cyklus (og at jeg har spist godt til). Og jeg har brugt overraskende få penge på mit kort denne måned (som dog ikke er færdig). Og jeg har affundet mig med at Nivea-deodoranten, som jeg mest hælder til, kan bruges hver dag, når nu jeg ikke har fundet andre, der helt matcher den. Samtidig er jeg for første gang i mit lange liv begyndt at bruge parfumefri shampoo, hvilket har en meget bedre virkning på mit hår. Og havremælk smager fremragende! Der var en i Deadline, der forleden sagde, vi godt kunne nå Paris-aftalen, hvis verdens resterende lande ligesom var mere med. Jeg samler på sådanne udtalelser. Når jeg sidder i en bus, der ikke er drevet af el, tænker jeg: det skal være fortid. Og jeg overvejer at gå en helt anden vej hjem fra Trøjborg centret, så jeg slet ikke skal spekulere på, om ham fra stueetagen vinker til mig eller ej. Fordi jeg synes, det er forkert og også kan give anledning til sladder. Jeg er igen aktiv boligsøgende og der er ikke noget bedre end det at tænke, at noget har en tid, for at give plads til noget andet. Jeg bøvler med melodier, der ikke altid passer ind i taktarten, hvorfor jeg har kaldt den seneste node for: "Taktart - det lort". For jeg behersker ikke mit nodeprogram så godt, at jeg kan skifte taktart midt inde i en sang. Og mit podcast-projekt skal ikke bero på dyrt teknisk udstyr. Jeg har aldrig selv hvilet på professio-nalisme men søgt en alternativ tilgang. Fordi essensen ligger et andet sted. Laurbærrene skal hele tiden genopdages. 21.4.22.

Der sker det, at Lars Holmbo i to dage ikke svarer på min påskehilsen pr. sms. Det undrer mig lidt - har han mon set sig sur på mig efter jeg har skabt røre i bestyrelsen (Poetklubben). Efter der er gået halvanden dag fristes jeg til at skrive endnu en sms med ordlyden: "Men du synes måske jeg har været en idiot i bestyrelsen?" (siden du ikke svarer). Jeg er tydelig afhængig af, at han stadig kan lide mig. Jeg bliver ansporet til at åbne snakken igen, som ellers var landet, om at jeg har været for voldsom i mit ordvalg/retorik over for særlig Daniel for en uge siden nu. Fordi jeg får dårlig samvittighed, ja har haft det i dage. Jeg har endda haft formuleringerne klar. Nu giver det mening, i fald Lars Holmbo (også) synes, jeg har kvajet mig (ligesom jeg selv synes og måske andre). Jeg poster derfor den undskyldning, som jeg også har vedhæftet dette skrift (nedenfor). Det var meningen, vi i poetklubben skulle stå for den åbne favn, være "dit poetiske rum", som vi kalder det, men jeg er så dårligt et eksempel og smålig, at det kan være svært at leve op til (for mig). Jeg føler derfor, jeg skal række ud. Det afføder, at Per påpeger vigtigheden af, at vi i bestyrelsesgruppen kan give hinanden kritik og at det ikke behøver være kritik af personen, men måske et emne/en sag. Og det er helt rigtigt. Endelig - efter to dage får jeg så denne sms for lidt siden fra Lars Holmbo, at han bare har "været offline" her i påsken og derfor ikke svaret mig før. Jeg har da både nået at være paranoid, fornærmet, misforstået. Nu skriver han endda - for et øjeblik siden - endnu en sms, støttende op om min position, som den, der har rejst kritik. Stor ståhej for ingenting. Det sidste, jeg skriver inde i mail-tråden med bestyrelsen, er: "Fred med poesien og det arbejde, vi mødes omkring". Altså forsøger jeg at lande den igen. Fred være med taletid, opstand, så længe den har næring. Ind med storsind, overbærenhed, tålmodighed. Takket være, at Lars (Holmbo) nu har svaret, står det mig klart, at tingene er som de skal være. Ingen fortrydelse, flere undskyldninger, bebrejdelser. Offline.. 18.4.22. Og min nabo hører The Doors: Break on through.

Til Poetklubbens bestyrelse: "Kære alle. Jeg har været en dårlig ven. En, jeg ikke engang selv gad at være i bestyrelse med. Det beklager jeg. kh Rie."

Bitre minder, eskapader, synkende til bunds. Hvad har jeg dog gjort af godt? Tag nu min hånd selv med trods. Jeg væbner ikke mod krigens vogter. Lægger mit sværd. 

Download noden:  https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/04/Krigens-vogter-node-m.-tekst.pdf 

Ha ha. Der, hvor Frida i kådhed har revet hul i min top/bluse, er hullet begge steder (og også i en anden bluse) formet som et hjerte. Har tænkt på det i måneder. 16.4.22. 

Lisså stille håber jeg, at vi finder ind til væsen, grunden til, vi er. Jeg skal gøre alting nyt og dele det med dig. Alting springer ud og vi fødes. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen. Gallo skolen midt april 2022.

EX-kæreste - EXtra god ven <3

Lars og mig, 12.4.22. Selfie.
Lars og mig, 12.4.22. Selfie.

Jeg har lavet en Kierkegaard; Hvorfor er jeg ikke i Corsaren - altså kommer jeg i Corsaren. Jeg lader mig bare latterliggøre, forsvarer mig ikke, undskylder ikke. Jeg har bragt mig i en prekær situation (striden i Poetklubben). Uden rigtig nogen vej tilbage. Jeg har selv skabt mit udgangspunkt og jeg tager skraldet for det. Jeg vidste godt, jeg spredte gift, men nogle gange skal det til. Det er bare mig, der ligger til had og spot. Men også mig, der rejser mig. Selvforskyldt. Jeg tager det på mig, at jeg har skabt splid. Der er det ved splid at bagefter tilgiver man hinanden. Som en vej ud. Der er det ved tilgivelse, at den dybest set skal ske i et Gudsforhold. Hvad jeg gør imod en af dine, har jeg gjort imod dig. Men også menneske til menneske kan komme i fred. Forløst. Det er det, der er ved mig. 12.4.22.

Jeg har søgt på kabler. Virkelig udtænkt noget. Indtil jeg fik idéen at tage min forstærker frem for at se, om mikrofonerne overhovedet virkede. Det kom der så to kæmpe hyletoner ud af, som jeg ku mærke var en belastning for mine ører. Ikke fordi der var lyd i mikrofonerne, men fordi jeg havde tændt forkert (for meget) for forstærkeren. Jeg må bare indse, at dette kan jeg ikke selv: bygge noget lydstudie op til at kunne lave podcasts. Jeg må alliere mig med nogle fagfolk på området. Jeg er typen, der lige først vil se, om jeg kan gøre tingene selv. Tit lykkes det faktisk, at koble de rigtige stik sammen osv. Men jeg har været for ivrig. Og for egenrådig. Kæmpe: SOS-råb herfra. 12.4.22.

Jeg havde været grov, fræk, kontant. Grænsende til det ubarmhjertige. Det røg bare ud af mig, sætning efter sætning; du kan ikke på én gang præge bestyrelsesarbejdet og samtidig ikke møde frem til selve møderne. Har jeg ret? Det hele var forhekset herhjemme; intet virkede af det tekniske grej, jeg havde købt til podcast-optagelserne. Pludselig var der lyd i et sæt headsets, så ikke i det andet, pludselig i begge, vi kunne knap forstå, hvad der foregik. Jeg havde stillet mig i en sårbar position ved at kritisere Daniels tilgang til Poetklub-bestyrelsens arbejde. Han stillede spørgsmål til referatet og beslutninger efter de var truffet. Hvorfor dit og hvorfor dat. Hvorfor kom han ikke bare til mødet, hvor han ku have haft indflydelse? Jeg spurgte endda en ven: er jeg for grov? Nej, det mente han nu ikke. Nu hænger det måske i luften, at jeg skylder Daniel en undskyldning. Eller også er der nogen, der poster noget til mit forsvar. Det er nemlig umuligt at svare Daniel fuldkomment, så fyldestgørende at han ikke bagefter bare stiller endnu flere spørgsmål. Mit podcast-grej virkede ikke. Og jeg har smidt kassen væk og returperioden er for længst overskredet. Jeg havde det på fornemmelsen. Jeg havde pustet mig og projektet så meget op, at det måtte falde på en eller anden måde. Jeg bruger muligvis mikrofonerne for sig selv, - ja det er min egen idé. Høretelefonerne kan også bruges for sig. Om jeg så havde tabt de 1700 kr. ud i ingenting, gjorde det mig ikke noget. Sad jeg med en simpel diktafon imellem mig og den, jeg havde en samtale med, ville det være primitivt, men dog rentabelt. Ja, alle muligheder stod åbne, når nu det var essensen af samtalen, det hele gjaldt om. Ikke udstyret. Jeg har prøvet at være den, der siger de ting, andre bagefter kan kritisere mig for. Fordi jeg turde. Eller kunne. Jeg er nu i bad-standing. Jeg har prøvet at være Jesus, der bliver forrådt. Også ham, der rider ind på et æsel. Og ham, der afslører sin identitet. Hvad er der at tabe. Jeg beskrev min exit fra badminton som en, der ikke længere kan bære sit kors, men folk sagde: tag dig sammen. Jeg brød kodeks. For en sag. Ingen andre havde gået lige der. 11.4.22.

Jeg havde kigget ham to gange i øjnene, fyren ved busstoppestedet, da jeg nærmede mig ham. Mest fordi jeg synes, han lignede en, jeg kendte engang. "Det er godt nok koldt", siger han da, mens jeg selv skutter mig i min korte jakke. "Men så er det godt, man er varm om hjertet", fortsætter han. "Ja, det kan man sige", svarer jeg. Jeg tænker på, om han ser ind og ved, jeg lige er kommet dårligt fra "Spirituel cirkelforløb". At jeg var der med skepsis og blokerede for den gode stemning (synes de andre sikkert ikke at mærke). Eller siger fyren her det som en slags bøn om at jeg skal finde ind til kærligheden igen. Evt til ham som medmenneske. Jeg kan se, han er udfordret og har et blik fuldt af smerte. Jeg stiller min åbne taske på bænken i busskuret, for at vise ham tillid. Går rundt om skuret for at læse, hvornår 1A kommer. "Gad vide, om 1A overhovedet kommer snart", får jeg sagt. Mit kropssprog er åbent og min kommentar inviterende. "Fire minutter", siger jeg videre. 1A kommer og fyren siger noget lignende: "Så er den der". Jeg nikker og vi skilles. Jeg har ikke forpestet fællesskabet med ligefrem svinske tanker eller bemærkninger - jeg mener, det ku være gået langt værre - men jeg har været sammen med andre i en lukket kreds med skepsis. I baggrunden hørte jeg hele tiden kirkeklokker - som naturligvis ikke var der, og det var min redning. Jeg hører måske til et andet sted. "Vi ses næste tirsdag" og jeg svarede ja. Men jeg ved nu ikke. Hvis eller fordi min kærlighed havde trange kår i det selskab, kan den jo have gunstige betingelser et helt andet sted. Måske var det stedet og ikke min kærlighed, der var noget i vejen med. Måske er jeg god nok. Jeg vil gerne sige det flere gange her til morgen til mig selv: Du er god nok. Idet jeg føler mig uønsket og malplaceret. Jeg fik ingen indre billeder ud over en stamme med tre spydlignende grene øverst, som i et kors. Og da jeg skulle beskrive, hvad jeg "fik ind" omkring en af de andre deltagere, måtte jeg i stedet bruge menneskekundskab, se på hendes krop og hendes holdning, for at nærme mig hendes karakteristika - hvilket ifølge hende var "spot on". Jeg skulle ikke have set på fyren med forbehold, og det var først da han åbnede sig, at jeg selv gik ham nær. Jeg skulle have mødt verden med tillid. Men jeg har også en historie om alternative behandlere - i hvert fald én healer -, der totalt fejlbedømte og -behandlede mig. Er jeg i min ret til at udvise skepsis på den baggrund? Muligvis. Jeg skal være i denne lidt abnorme krop med dette sind, så jeg har bedt til min berettigelse. En dag mere. 6.4.22.

Det var som om, de teosofiske bøger lukkede sig for mig. Enten var jeg mæt eller også var der en højere bagtanke bag. Det slog mig: hvad skal jeg så sige til "Spirituelt cirkelforløb" på tirsdag? På hvilken måde plejer jeg så det åndelige? Indtil jeg begyndte at renskrive en melodi i nodeprogrammet, for da viste sig indre billeder - og fornemmelser - af først en ung mand, senere en midaldrende kvinde. Som jeg aldrig har kendt eller set i virkeligheden. Altså ikke bare under kompositionsarbejdet men også under renskrivningsarbejdet får jeg kontakt til noget andet. Jeg kan også sige, at jeg opfatter lyde i lejligheden som enten "Ja" eller "Nej" eller som regulære sætninger af ord. Beskeder til, hvordan jeg kommer videre her og nu. Jeg skal nok få noget sagt. Mine studier bliver personlige og bygger måske ikke på bøger, jeg har læst. Jeg er det levende eksempel. 3.4.22.

Der var denne signifikante forskel på de to indspilninger af henholdsvis "Palmegren" og "Palmesøn". De gik fra at være almene til at blive personlige. Så snart jeg på Gallo skolen begyndte at synge "Palmesøn" kom der en helt anden ømhed ind i udtrykket. Til mig selv. Jeg synes, "Palmegren" er et smukt ord og kan læse, det bliver nævnt i.f.m. i hvert fald tre steder i Bibelen. Men skulle det hentyde til da Jesus red ind i Jerusalem og hvorfor da tale om at "træde frit", da det jo netop var en bestemt og planlagt skæbnevej for ham? Nu, hvor jeg retter det til "Palmesøn" - og sang den ind sådan til sidst - fortæller det, at Jesus denne gang - med reference til eller til sammenligning med gammel tid, altså viften med palmegrene - går mere frit. Hvor forløsende. Jeg vælger den indspilning, hvor jeg går lidt tøvende til værks. Jeg er i tvivl, om det går godt. Netop derfor, at englen kommer ind i billedet som det trygge element. Og ængstelse er et grundlæggende træk hos mig. Som om jeg skal træde ind over en tærskel for at udvide rammerne. Også så andre kan gøre det samme fremover. Der er noget smukt ved at være bange, men alligevel gøre det, man er bange for. 3.4.22. (sangen kan høres på amemusicskrift)

Palmegren, Palmesøn
Palmegren, Palmesøn

Jeg havde ikke spillet badminton i 7 år. Sidste gang var jeg god, sikker, i god form. Denne gang skriver jeg, jeg er "pænt god" på forhånd - for det er jeg vel (stadig). Jeg havde været hos to optikere, for den ene havde et elastikbånd til at have omkring hovedet og den anden havde nogle gummidimser til bag øret, som begge dele skulle holde brillerne på plads. Jeg var endda nede og aflevere en reserveketcher til opstrengning, fordi jeg skønnede, der måske ville blive brug for en ekstra. Jeg havde sørget for at sove godt natten til og spise fornuftigt. Jeg pakkede mit bedste tøj og kom i god tid, hvor jeg faldt i snak med en, jeg kunne genkende fra for 20 år siden, hvor jeg spillede i samme regi. Vi snakkede endda rigtig godt sammen. Jeg følte mig velkommen af alle. Men på et tidspunkt nærmede jeg mig en mand og pludselig råbte han: "Av for helvede! - var det dig?" Jeg var ikke i nærheden af at røre ham, så han sagde det selvfølgelig i sjov. Men det slog mig et øjeblik, om jeg havde bragt uheld med ind i hallen. Han tog sig til sit ene knæ og havde virkelige smerter. Jeg begyndte at spille og lavede en hel masse fejlslag, fordi jeg skulle koordinere med mine briller (glidende overgang) og fordi det var længe siden sidst. "Desværre" er man afhængig af sin makker på banen, og på et tidspunkt bliver det svært at forklare, at man ikke engang kan save. Der var en, der var udeblevet fra træningen og da det er holdspil går regnskabet så ikke op. Nogle må spille med kun tre på banen. Vi skiftes derfor til at spille single på den bane, jeg er skrevet op til. Jeg oplever da mig selv falde to gange i løbet af en kvarter, simpelthen bare ligge på banen. Den ene gang forover, den anden gang bagover. Jeg siger til de andre: "Det er fordi min krop ikke er vant til den belastning". Jeg lander fint og slår mig ikke synderligt. Da jeg har været i gang i over en time, spiller jeg med en mandlig makker. Jeg siger, jeg gerne vil trække med tilbage, når modstanderen server - altså spille efter double-standard-regler og ikke gængs mixdouble. Fordi for 7 år siden ville det være gået fint. Men det viser sig, at jeg kun i glimtvis finder mit tidligere niveau. Endelig sker der det, at to kommer op at skændes udenfor banen, så den ene går i vrede. En anden undskylder, at der er så meget "ævl og kævl" netop den dag, jeg skal starte op. Jeg tænker igen, om det er noget, jeg har bragt med. Den sidste kamp, jeg spiller, er jeg nødt til at trække mig fra. Egentlig først, da en kvinde spørger, om jeg kan holde til det, for ellers skal jeg sige til. Faktisk får jeg trækninger i brystkassen i venstre side, lige da vi skal til at skifte side. Jeg bliver bekymret for, om det er en slags blodprop, men siger det ikke til nogen. Da vi sidder ud på bænken et øjeblik, tænker jeg, at jeg tager en tørn mere. Men jeg er samtidig bange. "Har du slet ikke motioneret i flere år?", spørger de mig. Jo, men ikke med pulsen oppe som her, svarer jeg. Jeg får - måske heldigvis - den tanke, at jeg fandeme ikke vil dø her til badminton, så jeg får sagt, at jeg hellere må stoppe for i dag. Antallet af spillere går fint op, selvom jeg går. En mand kommer ellers glad hen for at sige, at nu skal han spille sammen med mig ifølge spilleplanen, men jeg må skuffe ham. Siger det med trækning i brystkassen, kalder det over for en anden, at "jeg er overbelastet". En kvinde spørger til mine kontaktoplysninger, og de regner med, jeg kommer igen næste gang. Jeg tager bad, tager hjem. Tænker: Jeg kan faktisk ikke være med. Jeg kan ikke rent styrkemæssigt holde til det, og socialt er jeg også udfordret, fordi alle min fejl ligesom "går ud over" min makker. Jeg er glad for at have prøvet det af, og må nøjes med at cykle, gå tur med hunden, lave håndvægtsøvelser, som jeg hidtil har gjort. Jeg troede, jeg havde fordums kraft, men det havde jeg slet ikke. Jeg kom også i kontakt med vrede og fandenivoldskhed, en slags "nu skal jeg fandeme vise dem". Men jeg havde ingenting at vise dem. På den dag - i dag -, hvor jeg også har frameldt mig Facebook-gruppen "Korsangere i Aarhus", for jeg har jo ikke længere tilknytning. Jeg har været nervøs for den her dag siden jeg en aften tidligere på ugen over et glas portvin fik tanken om igen at spille badminton. Det var friskt af mig at tage kontakt og hallen ligger lige her over for på Bethesdavej. Det kan ske for os alle, at vi overvurderer vores styrke i forskellige sammenhænge. Jeg gik ikke grædende derfra som for 20 år siden og sagde frimodigt til flere: "Dit ansigt kan jeg godt kende fra dengang". Intet i vejen med at have gjort forsøget. Jeg levede ikke op til "pænt god". Jeg var fejl-castet og Gud må sende en anden. Jeg har låst min hoveddør op, så hvis jeg falder om pga. disse smerte-trækninger i brystkassen, så kan redningsfolk komme ind. Jeg fik fortalt eet menneske, at jeg laver kunst og hvordan. Jeg tror ikke, jeg nogensinde igen skal genoptage badminton som motionsform. Jeg er heldigvis god til og mobil til andre aktiviteter. Og de gummidimser bag øret beholder jeg på som en ting, jeg altid går med. Det sagde optikeren, at flere gjorde. Manden i "Insport" forretningen, der skulle strenge min ketcher op, var dejlig og min kommunikation gik let. Jeg har flyttet mig, budt ind med noget, som jeg muligvis kunne være død af. Og er det ikke det, livet går ud på. 2.4.22.

Det er kun mig, der har grædt. Det er kun mig i hele verden, der har grædt. At foreslå, at mit maleri ikke længere skal hænge hos Lars (Holmbo) - øh, det er mere, hvis han ikke synes det. Som at hente noget hjem, der var mit. Men det var jo delt. At skrive "hej" i stedet for "kære", ja så jeg måtte indhente og skrive en ekstra besked med "Glæder mig til at se dig..". Som om hele kærligheden er dybt misforstået. Hvorfor hænger mit maleri (stadig) hos ham - men hvorfor ikke? Det er jo ikke sådan, at vi er uvenner og at ømheden bare er væk. Nu er mødet hos ham i morgen aften udsat til næste fredag. Er det ikke meget småt-synet at trække sit eget maleri hjem fra en andens hjem, som måske gerne ville have beholdt det? For jeg græd og måtte aflyse en aftale. For fanden, det var som at kappe et bånd. Eller en hånd. Over et maleri. Som har givet titel til også et helt afsnit på en hjemmeside. Og som jeg også har skrevet en sang om. "Livets træ" - hvorfor fælde det? 31.3.22.

Det er en revolution. Har kontaktet "Gruppespil" (badminton) her ovre i Bethesdahallen, hvor jeg bor, som jeg tidligere for mange år siden har deltaget i. Jeg kom så dårligt derfra, da jeg havde paranoia på banen, fordi jeg prøvede at trappe ud af et medikament på egen hånd. Jeg gik nærmest grædende derfra. Jeg kan se, det er helt andre folk, der leder det nu - heldigvis. Måske husker de slet ikke mit exit. Det er bare mig, der er blevet 49, mens de er blevet for gamle. To timer hver lørdag formiddag - jeg er fandeme god! Hvis det bliver til noget har jeg ganske sprængt en mur. Af tavshed, skamfuldhed, akavethed. Det sidste minde, jeg kom derfra med, var at jeg skyldte dem en kasse øl for at være udeblevet. Min lærer på kunstakademiet spillede der samtidigt, så vi er helt tilbage i år 1999. For helvede - jeg taler om soning eller udbedring eller plaster på såret eller heling. Jeg taler om at komme der tilbage. Helt frisk. Revanche. Jeg har skrevet til en mand, jeg ikke kender, at jeg er "pænt god". Han har jo heller ikke set, at jeg herhjemme næsten rammer skraldespanden på aftand hver eneste gang. At jeg har øje for det. En revolution. 29.3.22.

Jeg holder med Will Smith. Afmagt - den største kærlighed. Vi forsvarer dem, vi elsker, uden forbehold, uden tøven. Han går op og slår værten ved Oscar-uddelingen, og jeg forstår det. "Love can make us do crazy things", siger han grædende bagefter. Vi behøver ikke nøjere forklaring. Vi ser aktionen og forstår den. En til en. Jeg får lyst til at slå ham, at give tilbage og jeg vover det foran millioner af seere og sætter min karriere på spil. Uagtet det slår jeg. Det største offer er hos ham, der afgav slaget. Tilmed sin værdighed. Så mange, der siden har fordømt ham. For upassende adfærd. Skulle vi ikke gå et spadestik dybere end det? 28.3.22.

Jeg føler, at de mørke briller er en rekvisit. Der gør, at det, jeg siger, får et ekstra slag. Jeg føler, jeg skruer op for volumen, når jeg bærer dem. - Men det er vrøvl. Nogle siger, de klæder mig. Jeg overvejer at tage ned og bytte dem til et par, der er mindre tydelige. I næsten gennemsigtige farver. Jeg føler, mit blik er lukket inde. Men dog - dem, der virkelig kigger ind - får også en anden dybde. Det er langt ude, at jeg tillægger mit brillestel at have indflydelse på, hvordan jeg gebærder mig. Og opfatter mig selv. Men det er ikke desto mindre det, jeg hævder sker. Som en slags booster. Noget, der bliver mig tillagt. Det er jo en brist hos/i mig, at jeg ikke står stærkt nok i mig selv uden at medtænke, hvad mine øjne gør ved folk udadtil bag et par glas. Men jo også naturligt. Vi vil alle gerne gøre et godt indtryk - og ja, et indtryk, der varer ved eller går dybt. Det Gud-givne. 28.3.22.

Så jeg ku enten smide jakkerne ud. De fine, som jeg havde tænkt, jeg skulle bære, hvis jeg en dag kommer i Godmorgen Danmark el. lign. Jeg ku bare tænke det ud af ligningen, at det gør jeg (nok) aldrig og bare smide jakkerne ud til genbrug. Nu, hvor jeg er i gang med at kassere så meget andet. Eller jeg kunne holde det åbent. Tænk at stå der, inviteret, og ikke længere have en jakke at tage på :) Hvad skulle de i fald spørge mig om i Godmorgen Danmark? Jeg mener, er der overhovedet en chance for, at jeg en dag medvirker. De ku spørge om mine podcasts - men er jo endnu ikke begyndt at optage. Eller min hjemmeside - den ene eller den anden. Eller episoden igen med mit barn, skønt jeg ikke ønsker at skabe fokus om det længere. Eller jeg kunne tale om Art sandaler (ha ha). Så selvfølgelig gemmer jeg den ekstra fine jakke. Lige nu ligger den og flyder i entréen. Jeg skal selvfølgelig selv bære den. Den har ikke været speciel dyr og er ikke lavet af fornemt materiale, den har bare noget yndefuldt over sig. Når nogen siger til mig: "Hvor er den flot til dig den jakke", så siger jeg tit i sjov tilbage: "Er du sikker på, det ikke er mig, der bærer den, som er flot?". Altså det yndefulde ydre skulle gerne spejle det yndefulde indre. Og selv den ildelugtende mand i tøj i laser, kan jo være helt vidunderlig smuk indeni. "Er livet ikke mere end maden og tøjet?" (Matth. 6). Og jo, meget mere end det. Hvor bare kærligheden strømmer.. 24.3.22.

Jeg har fundet freden, der, hvor jeg søgte, tav den, hvor andre fik talt. Jeg hører blomsten spire. Alt, som barnet har tændt. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen marts 2022.

Der er noget, der hedder pli og jeg har simpelthen ikke fattet det. Forleden fyrede jeg en ven ved bare at undlade at reagere på hans opkald - som var ret insisterende. Og nu, hvor en Facebook-ven igen vil drikke kaffe med mig i sit atelier, overvejer jeg hvordan jeg kan afslå. Men det er ikke sådan, kærligheden i verden burde forvaltes. Og slet ikke fra min hånd. Jeg kan se, det handler om at afgrænse mig, jeg bliver nærig med hvem jeg deler ud til. Men jeg burde være rundhåndet. Jeg kan bare ikke se, hvorfor jeg skal sidde i det atelier, når jeg ikke føler kemi og adgang imellem os. I gamle dage kaldte jeg det at "cuttte en kontakt". Det var helt forfærdeligt, mine veninder kunne ikke forstå det, og jeg selv kunne ikke argumentere. Så det står stadig hen i det uvisse, hvad der egentlig forårsagede bruddet. Jeg trak mig og det var selvfølgelig min ret - og det er stadig min ret - men med hvilket formål? Skulle min kærlighed være for de mest egnede, de særligt modtagelige, dem jeg elsker højt? Og så ikke (alle) de andre? Jeg har svært ved at sige fra, fordi jeg tænker på, at vedkommende er min næste. Og nu, hvor det er ham, der indbyder. Da skulle han gerne være mere end blot min næste. Hvad koster det mig at deltage frem for at nægte? Hvad ville Gud have gjort? Eller du, min læser? 21.3.22.

Arbejdsskitse for kommende podcast-interviews omkring emnet Skyld: Vi mennesker har samvittighed. Dømmekraft. Følelsen af at gøre godt eller gøre ondt.

Situationer i løbet af dagen, hvor man sårer nogen eller hjælper nogen.

Naturlig følelse.

Hvordan gør vi godt igen? Hvis vi har forbrudt os. Hjælper det f.eks. at sige "Undskyld". Eller bliver det gjorte gjort op i en form for regnskab? En karma-konto.

Hvornår er vi rene? Helt uden forbehold - uskyldige.

Kan man sone ved at angre. Vil Gud belønne en, der bekender sin skyld, i stedet for at benægte den.

Den vigtigste retningslinje er vores samvittighed. Hvis vi ikke mærker forskel på at gøre det gode over for at gøre det dårlige, er vi ilde stedt - hævder jeg.

Alle øjeblikke er gerningsøjeblikke - i hvert eneste minut kan vi mennesker gøre os skyldige i noget over for et medmenneske. Det kan være små forseelser eller fatale forseelser.

Vi kan ikke redde hele verden og vil i løbet af en dag slække lidt på moral og kompas. Vi kan ikke i hvert eneste øjeblik leve op til begrebet om at være "et ordentligt menneske". - Men vi kan forsøge.

Hvis ikke vi er drevet af at ville verden noget godt, gøre det til et bedre sted at være, hvorfor så stå op om morgenen?

Kommer vores syndsbevidsthed fra Adam og Eva? Hvem har bragt synden ind i verden og hvordan ville verden se ud, hvis den ikke var her. Er vi født til at mislykkes indimellem. Fordi vi bliver stærkere af modgang?

Hvordan kan vi bløde den hårde facade op, så vi åbner os for livet, så energien igen strømmer frit igennem os? Når vi ikke længere skal forsvare os eller bekrige nogen.

Alt er Kærlighed. Ikke bare fordi vi tror på Gud og det, der står skrevet. Vi er nok nødt til at tro, at den grundlæggende kraft er kærlig, for at finde mening og berettigelse.

Hvad gør du selv for at være et godt menneske?

Har du følt skyld over noget i dag?

Tror du på, man kan undskylde eller angre uden at konfrontere den forurettede? At man kan gøre sit eget arbejde for at udbedre, også hvis det foregår i det skjulte. Det tror jeg.

Vi kan sende vibrationer ud, kraft, energi, "kald det hvad du vil". Der møder andres bud eller bidrag. Vi kan udtale en appel til universet, som en slags tavs bøn, ja end uden at have sagt et eneste ord. Drømme, forhåbninger er bygget på sådanne indre stemmer. Og Gud vil jo kende os og lytte.

Vi skal tale om, hvordan vi takler det at stå i gæld til nogen. Hvor meget kan vi bære. Tilgivelsen - er den fuldstændig frisættende? Og en absolut størrelse?

Podcast-grej
Podcast-grej

Noget siger mig, at et forfatterskab er gratis. Jeg mener, det koster ikke penge. Her mens jeg scroller ned over siderne med brugte Art sko, som jeg ikke har brug for. Og mens jeg har søgt banken om et højere lån, fordi jeg gerne vil i gang med at lave podcasts (og til det brug skal have en ny mindre bærbar computer). Alle mine noder ligger gratis tilgængelige, det koster endda ikke noget at være mit publikum. Eller min læser. Det kostede noget i eftermiddags at frabede mig flere opkald fra en ven. Men da det var gjort, kunne jeg frigjort skrive mine forældre en mail. "Fredag eftermiddag og aften er den bedste tid på ugen", som jeg fik skrevet. Ja, selv min nabo nyder ekstra god musik om fredagen. Det var mig, der til livsfilosofi talte om, at det ikke er uvæsentligt, hvordan vi hver især stiller os til krigen. Om vi beder en bøn herhjemme fra Danmark - ja, så batter det noget. Hvad vi hver især sender ud af kraft i form af håb. Fordi det blander sig i verdens følelses-hav. Med alle de andres håb. Og til klimakrisen spørger jeg min ven: hvad så med 1000 års-riget? Det kan jo ikke passe, at Gud sender os i nederlag og på katastrofekurs nu. Astrologen pointerede også over for mig, at "verden er et godt sted", og det tror jeg virkelig. Selvom bussen, der lige kørte forbi mit vindue, gerne måtte have været drevet af el. Men hvad vi gør i det små virker i det store. Selv omsorgen for en tissemyre eller et træværk, en bog. Det bliver alt sammen regnet. Tanken på den elskede.. 18.3.22.

Jeg har lovet dig at agte livet. Det er forår, hvor ku jeg se til mørket? Nu vil jeg leve, vande og pleje min rod. Til dagen gryr. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen midt marts 2022. Youtube her: https://www.youtube.com/watch?v=xiQbR6Ykcpo 

In carno (maleri, 16.3.22)
In carno (maleri, 16.3.22)

Jeg bryder mig ikke om at have været kritisk. Tog endda billeder på Gallo skolen og vedlagde min mail. Selvom kritikken er rimelig, bryder jeg mig ikke om at være den, der rejser den. Herregud, jeg slukkede jo (bare) den tændte kaffemaskine i aftes, da jeg var i skolestuen og tog affald med mig ud, da jeg gik. Men jeg følte, at der var i hvert fald tre ting, jeg kunne påpege kunne være bedre. Havde det bare været en ting, havde jeg nok været overbærende og intet sagt. Nu skal jeg møde lederen senere i dag over et bestyrelsesmøde. Og jeg har lyst til at sige, at jeg "måske overreagerede". Jeg har peget på en anden skyldig end mig selv. Der vil være en part, der føler, de har svigtet. Ingen er døde og det har ikke gjort ondt på nogen, men jeg har peget af nogen. Ja, I låner mig et øvelokale til musik, men den måde, jeg takker på, er ved at kritisere. Jeg skulle klart hellere have sagt det i en bibemærkning senere i dag end sende den mail i går aftes. Billeddokumentation - bare fordi vi alle har smartphones og det tager et øjeblik. Bare fordi man har midlerne (a la Rusland og atomvåben), betyder det jo ikke, vi skal bruge dem. Jeg er faktisk flov. 15.3.22.

Det var jo mig - skønt ophavsmand - der måtte underkaste mig hvor melodien ville hen. Da den selvsagt har sin egen natur og lovmæssighed. Jeg må bare følge dens orden. Ligesom kærligheden har steder, hvor den trives mere end andre. Da er jeg som kunstner underlagt nogle højere spilleregler, jeg end ikke har noget navn for. Jeg så bare, at hvor jeg prøvede at slette et par takter (i min melodi), krævede den bagefter de to takter tilbage. Den kunne ikke undvære dem. Hvor jeg troede, jeg skulle sprænge nodebilledet, tænke nyt, bad den mig uddybe, hvad jeg allerede én gang tidligere havde sagt. Som at lægge et nyt lag på det, der i forvejen var til stede. Melodien er da min Herre og ikke omvendt. En, som jeg tjener til et formål. Jeg skal bare spørge, hvor turen går hen. 11.3.22.

Jeg liker et ganske forfærdeligt opslag. Ingen andre har gjort det i den første time. Manden synger om Kristus, af kærlighed til nadveren. Det er bare ikke særligt professionelt udført. Men jeg, der selv er en del af salmefolket - over for salmeeliten - må ligesom kæmpe for mit folk og sige, han har berettigelse her. Hvis jeg også selv skal have berettigelse. Jeg er nødt til at dømme ham inde. For hvad er der i vejen med hans ånd. Hans motiv. Ingenting er i vejen. Jeg vil endda gå med ham ad vejen. Og være vejen med ham. 11.3.22.

Jeg har været på Godsbanen, grafisk værksted. Jeg har tænkt på det længe. At få en slags fysisk backup af min amedagbogskrift-dagbog, privat. Det slog mig bagefter, hvor fint det første foto og det seneste foto står til hinanden. Jeg tror, det kaldes æstetik. At kunne se skønheden i harmonien, farvespil og komposition. Ligesom alverdens andre kunstnere i verdenshistorien søger jeg det skønne. Her altså et eksempel. 7.3.22. 

Æstetik
Æstetik

Jeg holder øje, spidser mit øre; hjertet har talt. Hvad om vi skjulte det, vi har, plukkede et blad, gemte os bag det. Gå - uden ord. Jeg er fri, det er, hvad jeg er. Og når jeg når hjem venter der mig mere. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen Gallo skolen tidlig marts 2022 (Om forlist kærlighed)

Hvad gør man, når ham, man ellers var lun på, ikke gengælder. Man håber på en anden <3

"Jesus will provide" - det var det, den fulde mand sagde ved busstoppestedet. Mens han lagde armen omkring mig. Jeg vristede mig fri, men syntes, det var meget kærkomment. Idet ham, jeg mente at være forelsket i, alligevel viste sig ikke at gengælde det. Derfor flirtede jeg med alverden på min vej hjem. Havde kække bemærkninger og en jovial tone. For det er sådan, jeg har haft det. Jeg har følt liv i alle mine celler, virkelig vitalitet. Og jeg har haft et ekstraordinært overskud, f.eks. i situationer med small-talk. Jeg har kunnet begå mig socialt på helt nye måder. Ikke bare fordi jeg bevæger mig rundt i Trøjborg og det derfor føles familiært. Jeg har haft nemt ved omgang. Og elsket de fleste. Det har været nemt at leve. Måske fordi der var noget at glæde sig til, hvis denne kærlighed havde udviklet sig. Det er mig som menneske, der allligevel ikke skal opleve et nyt parforhold, også selvom jeg var klar. Sangene kommer nu til at have et andet indhold (igen). Min kærlighed bliver fordelt ud alment og ikke personligt. Men pludselig bliver manden på gaden min bedste ven. Jeg er for alle. Jeg havde åbnet mit skød, men nu lukker jeg det igen. En anden gang.. 4.3.22.

Jeg kender den nøjagtige grad af min paranoia. Altså jeg ved, hvordan den ser ud, hvordan den opstår, tager form. Som f.eks. i dag. Min bror skriver, han gerne vil tage med mig på psyk., hvor min søster lige nu er indlagt. Jeg er sikker på, mine forældre har været inde over, sagt at Rie altså ikke kan tage derud alene. Da jeg så sidder i bussen sammen med min bror, viser det sig han har foreslået det af sig selv. Uden mine forældres indblanden. Jeg skriver for sjov til en ven, at min bror og mig næsten sloges om at være den, der tager mest ansvar (i forhold til min søsters sygdom). Men da jeg sidder ved siden af min bror, taler vi om dagligdagsting. Jeg er tryg ved ham og jeg behøver ikke udmærke mig eller anstrenge mig. Vi tager sammen derud og sidder over for min søster, som er glad for at se os begge. Jeg har forberedt mig på at have paraderne oppe, men jeg oplever, at vi kan finde ud af det, min bror og jeg. At være de ansvarlige pårørende til en psykisk syg. Jeg griner, da vi går derfra, for hvordan kan personalet egentlig vide, vi kommer udefra og ikke er de indlagte? For den psykiske sygdom sidder jo ikke altid yderst på et menneske. Jeg er lettet over at have min bror med, selvom jeg havde planer om at klare besøget selv. Der kommer dette ord,"tryg" ind, som faktisk er meget vigtigt. Ligesom min mor var tryg ved, jeg skulle med Lars Holmbo på Aros (kunstmuseum). Som om hun så var overbevist om, jeg var i gode hænder. Jeg opfandt - på grund af min tendens til paranoia - et verdensbillede af, at mine forældre havde påvirket min bror til at foreslå at tage med mig i dag, som sagt. Men der var ingen hold i det, viste det sig. Det er paranoiaens natur. En del af mit sygdomsbillede. Tilgiv mig for det. 3.3.22.

Så er man stolt af at være borger i verden. Når Jeppe Kofoed udvandrer og Ukraines præsident viser sig at have lune og en helt særlig sødme, der ikke er til at stå for. Selvom jeg ikke forstår mig særligt på politik og faktisk ikke ved, hvad "Den kolde krig" dækker over, så bliver jeg rørt over den fællesskabsfølelse, der er opstået spontant. Selv sportsstjerner sanktionerer og min gamle dansklærer fra gymnasiet kalder det "svineri", det Rusland har gang i. Så ved jeg godt, hvem jeg hører sammen med og hvad jeg mener, men før konflikten udviklede sig, stillede jeg min ven virkelig dumme spørgsmål: "Kommer vi så i krig med danske soldater?". Der er så stærke ytringer, at man skulle tro, vi også ku løfte klimaspørgsmålet sammen og nå i mål med det. Lavrov - nej, dig gider vi ikke høre på. Står der næsten bare på teksttv. Vi gør fælles front, så nu ved jeg, hvem mine venner er. Jeg har ikke læst mig til forstandige udtalelser eller vurderinger. Jeg ved bare, hvem "vi" er og hvem "de" er. Nu. 1.3.22. 

Min Mor ringede lige og takkede mig inderligt, her kl. 16.30. Altså er stykket nedenfor forgæves/ugyldigt. Det fortæller dog stadig, hvordan processen forløb. Men nu mærker jeg deres taknemmelighed, endog dybt ind. Da jeg sagde, jeg også kan tage derud i morgen, sagde hun endda: "Nej, da skal du jo på Aros med din ven". Som om, hun støtter mig i, at jeg ser mere til ham (den nye).

Kære Mor og Far. Der er nu gået fem timer, siden jeg sad ved min søsters leje for at se til hende. Hun sov dybt og bliver tilset. Jeg mødte tilfældigvis hjemmesygeplejersken i gangen, som satte mig ind i situationen. Jeg sørgede for at give hende jeres nummer, så hun kunne informere jer. Først skrev I kl. 11, at I var bekymret for Kirsten, da hun ikke tog telefonen i aftes. Jeg ringede så til Skejby, men der var hun ikke indregistreret. Så skrev jeg til en af de andre beboere på bostedet via Messenger, og jeg begav mig ned til bussen for bare at tage derud selv. Han svarede, at han havde set to sygeplejersker og en vagtlæge gå ind til Kirsten her til morgen, men at han ikke vidste nærmere. Jeg ku have ringet og sagt det til jer der, men ventede til jeg vidste mere. Måske blev I bekymret, da jeg skrev, hun ikke var på Skejby, da det var jeres bud, fordi der havde været corona i omløb på bostedet. Måske blev I endda bekymret - for mig - da jeg skrev, jeg tog derud og at jeg ville være der tre kvarter senere. Måske synes I stadigvæk, det var langt ude eller kun kunne forsvares af en, der var psykisk syg. I må virkelig nære dyb, dyb mistillid til mig som menneske, at I ikke reagerer nærmere. Betvivle, om jeg overhovedet gør godt her i verden. Da kender jeg hverken verden eller kærlighedens væsen længere, for den er i hvert fald ikke tilstede imellem os. Jeg ser bare klart, at jeg må dele det egentlige med andre mennesker, da I ikke behandler mig ligeværdigt. Hende fra hjemme/sygeplejen så mig faktisk. Og takkede mig. Og min søster vil en dag vide, jeg var hos hende, trods det at hun slet ikke var vågen nok til at registrere det. Det er så utroligt ensomt at konstatere, at vi - mine forældre og jeg - ikke når hinanden. At det meste, jeg gør, bliver fordrejet og fortolket ind under dække af sindssyge. Jeg er andet end det. Nu har jeg grædt ved busstoppestedet og gør det også nu. Så utrolig fyldt af svigt. At I ikke anerkender.. 26.2.22.

Det er så utroligt skrøbeligt og nøgent. Mig i en video på Moderne Salmer (Facebook-side). Og min ven, tekstforfatter til sangen, Lars, introducerer ikke. Så der er bare mig, som man klikker sig ind på. Derefter læser man teksten, og nederst, at sangen er skrevet til Folkekirkens Nødhjælps 100-års sangkonkurrence. Hvor den ikke vandt. Jeg tror, han har denne tanke, at salmen ligesom skal tale for sig selv. At produktet er færdigt og godt nok, så der behøves ingen invitation. Tænk, hvis organisten fra Johanneskirken eller kirkesangere, jeg har lavet fejl sammen med, også er medlemmer på siden. Ja, alt dette, fordi jeg faktisk selv er i tvivl. Og må jeg gerne være i tvivl. Allerede ved synet af min lilla bluse, mit hår der falder, min stemme der er presset til det yderste (fordi sangen er dyb på steder). Tåler jeg næsten ikke andres blik. Nogle kan hænde at kommentere, jeg er eksponeret og har ikke længere Løve ascendant :) Men det er det, vi som mennesker må risikere. Vi må bringe os i spil, satse noget, så vi også har chancen for at vinde. Shit mand - synger jeg overhovedet godt længere. Kristus - hjælp mig med at gå offentlig. Vi er ilde set på Moderne salmer, så vi forventer ingenting. Hjælp os med at gøre dit budskab vedkommende, alment. Hos dem, der ikke regner os. Lytter, men ikke hører. 24.2.22.

En dag - i dag ser jeg mig omkring, og opdager dit spor. Jeg tiltrækkes, indvikles, satser alt, hvad jeg har. I håb om, at du vil se, mit liv tager nu en drejning imod - dig. (Skrevet fra 29.1. - 20.2. Indspillet d. 22.2.22)

Jeg var ellers på vej ud for at gå en tur. Men jo længere, jeg kom væk fra ejendommen, hvor jeg bor, jo mere pinte det mig, at der faktisk lugtede lidt rigeligt af mados i opgangen. Tænk, hvis der ville opstå brand, mens jeg gik nede i skoven! Og hvor havde jeg mine usb-stik? - Derhjemme. Så jeg vendte om allerede nede ad Skovvangsvej. Jeg vendte hjem, hvor der stadig lugtede, og var i blandt min kunst, og valgte i stedet at lave håndvægtsøvelser på mit gulv som dagens motion. Så ville vi brænde sammen. 21.2.22.

På et leje (maleri, 20.2.22)
På et leje (maleri, 20.2.22)

Jeg bliver bedt (af den åndelige verden) om at mildne stykket om Prins Charles og mig selv. (Jeg lod det stå råt, fordi stykket stod så fint grafisk på siden). Det er jeg sådan set glad for, for det fortæller mig at jeg har en grad af uskyld. Også i bogen, "Hvis du vil se mig i himmelen" ville jeg have trykt en anden sætning end "Jeg var ham desværre utro" men redaktøren syntes, det ville klæde mig at bekende min skyld, når jeg nu i så meget andet var ærlig. At jeg "er forelsket" i en anden allerede på højskolen er også at gå for vidt. Jeg så, at det egentlig var med sådan en mand, som Niels, jeg ønskede en fremtid. Ja, lige inden drabet, derhjemme på mit kammer i Gram, fik jeg tanken - en slags vision - om Niels og de to børn, Simon og Amalie, som jeg i virkeligheden ønskede mig. Gad vide, om Nikolas fornemmede det, at det var derfor han vågnede og kradsede mig i ansigtet. Det er jeg meget skamfuld over - også at sige her -, at her passede jeg en dreng, jeg aldrig havde ønsket mig, fordi jeg havde digtet ham ind i en fantasiverden, hvor hans far og jeg var "et guddommeligt par". Særligt udvalgt til noget. Der var virkelig god grobund for sindssygen. 19.2.22. (Til stykket nedenfor)

Det er næsten lige så slemt som Prins Charles og Camilla Bowles (og Diana), hvis ikke værre. Jeg er min kæreste utro - men vidste da ikke, at jeg gjorde noget forkert, for vores forhold bar præg af megen tvivl og frem og tilbage. Vi bevarer forbindelsen, jeg bliver gravid, men på højskolen under graviditeten har jeg allerede håb for en anden mand (Niels). Jeg føder, helt ulykkelig, et vanvidsbarn, som jeg kalder det, fordi der da er sindssyge blandet ind. Som jeg i desperation slår ihjel. Jeg overlever selv, kommer videre, og forfølger min drøm om at blive Niels' kæreste - hvilket jeg bliver. Jeg tror, jeg kan få en almindelig tilværelse med nye børn, ægteskab, musikuddannelse, som om intet er hændt. Ligesom Charles og Camilla. Som om intet er hændt. Der var jo et offer, som vi glemmer i det billede, der står tilbage. Som om, der simpelthen ikke var plads til dem i verden. De blev elimineret, for at noget andet kunne træde i deres sted. Det er ikke særligt sympatisk af den overlevende part. Og heller ikke særlig fortjent. Når man tænker over det, er det jo helt absurd, at Camilla og Charles nu danner par offentligt og ordentligt. Der er noget, de har glemt. Og det fordømmer vi dem for. Jeg har ikke glemt, men prøver at have fokus et andet sted. Jeg prøver - hver dag - at finde berettigelse til at være her. Ved at bearbejde emnet skyld, som en almen ting. Alles vilkår. For at dække mig ind under almindeligheden. Lykkes det? 18.2.22.

Men jeg er faktisk ikke bedre selv. En ven, som jeg går til livsfilosofi med og også kender privat, kommenterer mit opslag på Facebook - det med deodoranterne for et par dage siden. Han laver lidt grin med emnet. Han er netop kommet på Facebook i det hele taget og det er muligvis hans første kommentar. Intet i vejen med den og jeg liker den og en giver den et "Wow" (emoji). Dagen efter skriver han en privat sms ret sent, hvor han siger, at min deodorant er "fin og mild". Virkelig sødt sagt. Jeg vender mig i sengen - da klokken er sent - og svarer ham med det samme, noget med vi ses og tak for kommentarerne begge steder. Han har tidligere gerne villet ses med mig i hverdagene - mellem undervisningsgangene på Gallo - hvilket jeg har sagt nej til. Er ikke interesseret i ham amourøst og gør mange andre ting de andre dage for mig selv. Sidst han foreslog, at vi tog i "imusic" sammen, fordi vi begge køber musik der - forsvarede han sig nærmest, at der lå ikke noget mere i det. Og fordi jeg ikke gengælder hans tilnærmen, trækker jeg mig - måske endda ret kontant. Men hvorfor skal jeg bestemme, hvem han kan lide eller har følelser for? "Du er god at snakke med", siger han også. Ja, han var vældig oprevet i telefonen i aftes, at han ringer bare kort, og hvis han har overskredet mine grænser - enten på Facebook eller ved at sige det om min duft, så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg skyndte mig at mildne hans ophidselse ved at tilbagevise: intet i vejen med de ting, du har skrevet. Herregud, jeg har fået en kompliment og har været dårlig til at tage imod den. Ja, har ikke noget sted sagt eller skrevet, det f.eks. var "sødt sagt" (som jeg så gør nu). For her går vi rundt og ved ikke selv, hvordan vi dufter og om det er behageligt for andre. Min yndlingsdeodorant er gået ud af produktion, som jeg skrev i opslaget, og jeg smider givetvis op mod 10 deodoranter ud senere i dag, idet jeg er gået forgæves efter nye. Og han har skrevet direkte ind i det (scenarie). Jeg tager det på mig, at jeg har givet ham ingenting tilbage, før efter hans opkald i aftes, som man ikke kunne undgå at blive påvirket af. "Kære. Ingenting i vejen". Heller ikke med din kærlighed (underforstået). Ser jeg så tydeligt her til morgen, op af det, jeg skrev om mine forældre i går. 17.2.22.

De vil faktisk bestemme, hvem jeg skal elske og hvem jeg ikke skal elske. Mine forældre. Det er ganske uhyrligt. Jeg skrev til dem i vores vante lørdagsudveksling pr. mail, at jeg gerne ville sende min tante en hilsen for at ønske hende tillykke med, at hun igen har fundet kærligheden - efter at have været enke i et par år (efter min onkel). Men jeg kan ikke finde hende på krak, som jeg siger. Mine forældre ringer så til mig mandag: tager jeg min medicin?, hvad bruger jeg mine penge til?, og hvad med mit kærlighedsliv, er det ikke vigtigt at have en god ven (i min eks-kæreste)? Og videre: "Du skal ikke skrive til Else Marie, for du kender hende jo ikke. Vi kan hilse hende på søndag, hvor de kommer her på besøg, men du skal ikke skrive noget. Vi sender heller ikke noget til brylluppet og regner ikke med at skulle have noget med hende at gøre fremover". Helt absurd, at de skal bestemme, hvem jeg skal skrive en hilsen til, eller hvor min kærlighed skal finde udtryk. Det er slet ikke min kærlighed, der er noget i vejen med, men snarere deres. Det gør mig harm. Jeg troede, de ringede for at give mig hendes adresse, men de ringer fuld af skepsis over min livsførelse. "Uroen er hos dig, mor, ikke hos mig, så jeg synes, du skal snakke med nogen andre om det, end mig". Nu ved jeg ikke, om jeg skal have strengere censur, når jeg vælger hvad der skal stå i mailsene om lørdagen fremover. Men jeg har fundet mandens adresse på krak, ham hun skal giftes med. Så jeg sender bare en hilsen af egen drift alligevel. Et eksempel på, hvordan mine forældre spinder en historie ud af deres bekymring. Og den skal jeg ikke bære (deres bekymring). De har ingen ret til at diktere, hvem jeg må skrive med eller hvem jeg skal elske, også som partner. Det må andre også ku se helt objektivt og nøgternt. Det er min helt egen sag. 16.2.22.

Et eksempel på kontakt til vejledere (åndelige). Jeg er taget ned for at levere et par bukser tilbage, som viste sig at være i stykker allerede første gang, jeg tog dem på. Jeg havde tænkt på, om jeg i stedet skulle bede om pengene, i stedet for at bytte dem til et par magen til. Fordi det ku støtte min økonomi lidt. På badeværelset i morges fik jeg dog navnet "Fred Astair" ind. Først grinte jeg, fordi det var op af en trappe, at jeg nærmest snublede og næsten tabte bukserne (og stair betyder trappe på engelsk), da jeg skulle købe dem. Så kom jeg i tanker om, at Fred også bare er et dansk ord.  Og drog derfor den konklusion, at jeg med fred ku bytte bukserne til et par andre. Hvilket jeg nu har gjort. 14.2.22.

Et øjeblik - nu, hvor skriftet.dk er nede - gjorde det mig ikke noget. Om det hele bare forsvandt. Et øjeblik var det ikke længere interessant, hvor jeg kom fra. Som hvis nogen spurgte: "Hvor kommer du fra?" og jeg svarer "Gram i Sønderjylland". Ligeledes ku jeg have svaret: "Barnemord", mens en anden til samme spørgsmål, ku have svaret: "Skilsmisse", "Barnløshed", "Hustruvold". Vi bærer alle på noget. Er det ikke mere interessant, hvordan nutiden tegner os. Et øjeblik var jeg helt uden historie. Jeg har overvejet at slette mit foredrag fra min profil, så fokus er et andet sted. Jeg vil til enhver tid hellere være en ny begyndelse. Med håb for fremtidige ting i stedet for tilbageblik. Det var min første sætning i mange år: "Kender du min historie?". Næsten som var det et varemærke. En adgang til mig. Hvis du ikke kender mig for det, kender du mig slet ikke - agtigt. Gylden var den tid, hvor skriftet.dk var mit et og alt. Ja, i mange år var det det eneste, der holdt mig oppe, at have udsigten til at den skulle udkomme. Nu kan jeg vende blikket mod noget andet. Jeg ville ikke engang , hvis sitet aldrig bliver genoprettet (som det nu nok gør i morgen). Jeg ville endda leve. Mangt har det bibragt mig at indeholde blandingen - i lige dele forhold - af sindssyge og kunst. Nu bliver mit åbne sind og min kontakt til det åndelige måske i stedet en ressource (da jeg har tilmeldt mig et spirituelt cirkelforløb). Et kraftfelt. Skriftet er nede, men jeg har to andre hjemmesider, kærlighed og helbred. Engang i fremtiden kan det hele måske også præsenteres mere smidigt. Tage en anden form, rent teknisk. I stedet ku man spørge: "Hvor skal du hen?". Og jeg vil svare: "Samme sted, som du". Og føje til: "Heldigvis". 13.2.22.

Hvad gør man, når ens yndlingsdeodorant udgår af produktion - ha ha

Hver en blomst vil springe ud og jeg vil føde ord, der står mig nær, række dig som kær. ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.2.22. Med håb for kærligheden. 

Mit korrigerede fødselshoroskop. Bemærk den grønne "drage" (markeret grøn streg). Så nu er jeg ikke længere født kl. 20.38.12. men kl. 20.22.00. Og har Krebsen som ascendant og ikke længere Løven. Gode betingelser for parforhold, varslede årshoroskopet. En fin session. Men hun nævnte Jesus, som en der var et andet sted (i en anden sfære). Og jeg nænnede ikke at nævne ordet "genkomst". Jeg har et åbent sind - hvilket kan være stor inspiration til kunst, men jeg skal lære at lukke til igen. Og efter sessionen har jeg fået den idé, at jeg kunne lave podcasts. 9.2.22.

Korrigeret fødselshoroskop
Korrigeret fødselshoroskop

Også en melodi bør gå hen, hvor der er nemmest adgang. Ligesom mennesket må gå derhen, hvor det føles mest naturligt at være. Det nytter ikke noget at gå ned af en vej, hvis det strider én imod. Selvfølgelig skal vi møde modstand og ruste os af det, men vi skal følge hjertets rytme. Vi skal gå derhen, hvor vi synes, der lugter godt eller hvor de andres smil tilbage føles stærkest. Det er klart, at en mester tiltrækker disciple. Vi vil alle helst være omkring lyset. Og skal tage lidt af det med os derfra for at lyse videre et andet sted. Således er loven om energi. Den skal flyde let og ubesværet. Med mindst gene. Da vil det rette ske, som ligger i kimen. Da vil det folde sig ud, som lå hengemt. Fordi der var nogen, der nærede håb for det. 7.2.22.