Hjem fortsat 2

OBS: Har du læst siden færdig (som strækker sig over ca. 2 år), fortsætter dagbogen under fanen Hjem fortsat 3

Jeg er af den overbevisning, at Jesu genkomst er nu. Vi står i verden med de helt tydelige tegn på hans komme, endda underbygget af skriftsteder. "Bibelen siger, at de sidste tider vil blive præget af krig, religiøs vildførelse, naturkatastrofer, kristen mission og forskellige begivenheder i Israel." (Ordet og Israel). Jeg sad i vaskehuset og googlede Jesu genkomst. Jeg har læst det før, men i dag noget tydeligere, i lyset af de begivenheder, der rent faktisk finder sted i verden lige nu. Og fra "Susans blog": "De fire år mellem 2021 og 2025 vil være en særlig forstyrrende og farlig tid, da mørk energi stiger op til overfladen for at blive ændret til Lys." Jeg skal ikke kunne sige, hvordan denne genkomst ligesom bliver opdaget eller tager form. Jeg mener; en skal stille sig midt i det hele, når alt falder sammen omkring os, og sige: "Gå trygt med mig". Jeg er villig. Jeg vil være det. Jeg vil gå. 8.1.24.

Orker ikke mere. Mit websted anbefaler at slette cookies, historik for at jeg kan have en frisk adgang til webstedet, som jeg har problemer med at tilgå. Min computermand anbefaler så ikke at slette netop disse ting, fordi jeg så mister login oplysninger, hvilket jeg godt vidste var konsekvensen. Endelig finder jeg selv ud af at bruge en anden browser og kobler fint på med hurtige skift mellem siderne, og jeg tror, alt er godt. Indtil jeg næste gang oplever de gamle problemer. Jeg vælger at optage proceduren på video, som jeg vedhæfter min næste mail til dem. Den tager knap tre minutter. De har skrevet om "forsinkelser i vores system" gennem seks måneder, og jeg har tænkt, det var ovre her ved årsskiftet, som de varslede. Nu svarer de mig sikkert, at jeg har for meget oploadet på hver side, da dagbogen jo strækker sig over to år pr. side (kan jeg ikke rigtig forklare bedre). Og ja, jeg vidste godt, at jeg måske her til februar måtte oprette en ny side, som så ku vare de næste to år. Men hvor sku jeg vide det fra, at de har afsluttet deres tekniske arbejde med opgradering af servere eller hvad ved jeg. Når nu jeg har de samme, konstante problemer, som gør at jeg mister lysten til at lægge indhold ud. Jeg er på mange måder glad for sitet, at man f.eks. ikke kan like eller kommentere det skrevne, men jo godt kan kopiere teksterne til eget brug (copypaste, mener jeg). Og jeg synes, indholdet lægger sig så fint på siden (denne, som I besøger nu), når jeg f.eks. har malet et maleri eller andet. amedagbogskrift.dk 5.1.24.

Jeg havde tænkt: jeg flytter nok snart – behøver det være mig, der indberetter, at hoveddøren i opgangen ikke lukker ordentligt til. Men nu, hvor der potentielt kan fyge sne ind, fordi vinden er så kraftig, har jeg alligevel valgt at skrive til kontoret. De har nu oprettet en sag og vil kigge på det allerede i dag (skrev i går). Ligeledes har jeg tænkt: behøver jeg sige ude på Gallo skolen, at den ene pedal på klaveret næsten ikke fungerer. Jeg flytter måske snart og kan spille klaver derhjemme. Men det er mig. Det ville blot være at overlade problemet til andre, som måske ikke engang tager sig af det. Derfor trykker jeg også nogle gange på stop-knappen i bussen, hvis jeg kan se, en anden ikke kan nå knappen eller har glemt det, selvom jeg ikke selv skal af. Hvorfor ikke mig. Jeg troede, jeg var træls, at nu skriver hende Anne Marie fra Skovvangsvej igen om noget, der er i vejen. Men de tog det alvorligt. Det var afgørende, at jeg henvendte mig. Og dem, der siden skal bo her i opgangen skal ikke sloges med det. Jeg skal forandre, hvor jeg kan, til det bedre, mens jeg kan. 3.1.24.

Jeg ku sådan set lige så godt lave podcast om emnet, Tillid. I stedet for emnet, Skyld. Jeg har de seneste dage oplevet, at folk uafhængigt af hinanden knytter til ved mig. En, jeg sporadisk kender fra Poetklubben, foreslår at ses i det nye år. Kvinden fra Fredericia med samme livshistorie som min, ringer, betror sig. Hun er trods alt over 10 år ældre – hvad sku jeg vide, som hun ikke selv ved? Venneanmodninger. Jeg ved godt, det med at være et åbent menneske, bygger man langsomt op over år. Selvom det også er et problem for mig engang imellem, ikke at kunne beskytte mig selv godt nok. Jeg tænker på et andet og mere åndeligt plan, at der er sket noget med min energi eller bevidsthed, eller i hvert fald det, som universet opfatter som kommende fra mig. At det moderlige aspekt træder igennem, ligesom jeg også oplever hos min søster, som lavede dessert til alle de andre juleaften på sit bosted. Selvom vi jo ikke er mødre i den forstand. Det er så smuk en ting at begynde at tiltale en ved busstoppestedet, som det skete i dag, helt naturligt, uden mistro eller forbehold. Vi vil alle hinanden det samme – det bedste. Jeg er sikker på, en berøring er sundere, end at opleve andre træde væk fra én. En og samme verden er vi fælles om. Jeg vil fra nu af samle på oplevelser om, når vi går sammen om noget. Det bygger os virkeligt op hver især. Der er knaster ved at (skulle) svare Poetklub-folk på Facebook, jeg mener, de kan jo ret hurtigt spørge om flere ting. Men det er også træning i kommunikation og på det at levere. Man bør holde en venlig tone. Der er noget med ansvar og tillid, at nogle måske går forrest. Og andre så får lyst eller mod til at følge efter. Som at sige: "Følg mig". 30.12.23.

Nedfaldsblade samler jeg op. Læser deres årers retning. Tårer, som løb har dem mærket med ømhed. Mildt som en brise fra Syd. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 29.12.23.

Det var næsten genialt. Jeg afmonterede. Skrev, jeg havde haft corona og måske står til at skulle flytte snart. Om jeg måtte vende tilbage omkring evt. podcast, da mit fokus er et helt andet sted for tiden. Jeg kom ham i møde, som havde været skeptisk. Hvad havde hans oplæsning med skyld at gøre, spurgte han næsten. Jeg havde endda selv svært ved at se sammenhængen til sidst. Bortset fra det med at tage eller afgive plads. Så i stedet for at punktet, "Ian" blev ved med at give mig hjertebanken på min huskeseddel, fordi han skrev, han ville give tilbagemelding efter juleanden, da tog jeg det i opløbet og afværgede (katastrofen). Jeg, som selv havde lagt op til noget, kastet noget ind i relationen, skabt splid eller tvivl. Så det virker på mig utrolig selvberoligende. Hvad andet kan jeg næsten sige. En sådan ro har lagt sig over mig – ikke at det har holdt mig vågen. Jeg skulle bare finde den formulering, der hed, at jeg "har mistet fokus på podcasts". Og levere den til rette sted. Jeg kom på forkant. 26.12.23.

Det er juleaften. Min søster sagde: "Tillykke" i stedet for Glædelig Jul. Jeg noterer det bare. Coronaen er ved at slippe sit tag i mig, så jeg i dag har tilladt mig at vaske tøj, tørre håndtag af efter mig. Mens alle andre på det tidspunkt enten var i kirke eller forberedte andesteg. Jeg kan godt lide undtagelsestilstande. Og som kunstner er juleaftensdag inspireret med lige så få eller mange indfald og ideer, som enhver anden dag i året. Jeg er altid beredt. Jeg har både grint og grædt i dag. Sådan er en dag bedst. Lige taget gammel neglelak af tæerne og smurt dem ind i salve bagefter. Viggo ville gerne have ringet sammen. Og jeg har fået et boligtilbud. Lars kom med frugt fra Bazar vest og en masse Heineken-øl. Og begge mine brødre ringede. Jeg har levet ekstremt disciplineret her under sygdom. Ingen penge brugt i tre dage. Ikke taget på i vægt. Gået 2x10 minutters gåtur om dagen ude i området, i en stor bue udenom de andre for ikke at smitte dem. Og rationeret med min mad, så det går op for mig, hvor meget jeg til daglig lader gå til spilde og forbruger. Jeg har dannet antistoffer. Jeg siger jo, jeg er beredt. 24.12.23.

Det havde sneget sig så mildt ind på mig – coronavirussen. En negativ test i mandags, hvor jeg allerede havde små symptomer, blev til en positiv test her til aften. Aner ikke, hvor eller hvornår jeg er blevet smittet. Samtidig er min bror alvorligt ramt af corona. Min søster siger: "Jamen, du kan da bare komme alligevel" - underforstået juleaften. Hun er ikke det mindste bange. Og: "har du det så godt nok?", spørger hun hjertevarmt. Og jeg har det som let forkølelse og en anelse hoste, som i starten var tør. Min bedste ven, Lars, har lige taget en negativ test, og jeg har bedt ham spritte sine dørhåndtag af, for jeg var og passe hans hund i dag. Mærkeligt nok har jeg indkøbt alverdens mad. Og julegaverne havde jeg for en sikkerheds skyld med ud til min søster i lørdags allerede. Ingenting mangler at blive gjort. Og har jeg været symptomfri i 48 timer, kan vi overveje, om jeg alligevel skal komme. Det er bare så mærkeligt – dette underlige uhyre eller monster, som nu har hærget landet i et par år – rammer nu mig. Man har passet på, sprittet i alle butikker, hvor det stadig var muligt. Holdt sig for munden, hvis en hostede i bussen. Og så er smittebæreren – mig selv. Jeg har ikke givet nogen et knus siden i lørdags, hvor jeg mødte en gymnasiekammerat midt på gaden her i Aarhus. Hos min bror samme dag, rørte vi overhovedet ikke ved hinanden. Jeg drak noget, som han har vasket af bagefter. Anklager ikke nogen. Det er jo ikke op til os at vide, hvorfor vi er blevet syge. Det har sneget sig så mildt ind. Jeg var chokeret, da jeg lige så prøveresultatet tone frem med to streger. Nu tænker jeg mere: så får jeg da prøvet det. Jeg har afværget og undgået, men virussen undgik ikke mig. Det bæst. 20.12.23.

Der er disse saliggørende udtryk indenfor bibelsk forkyndelse, fra kirken, selve skriftstederne. F.eks. at "gøre den indbyrdes kærlighed levende i blandt os", "hvormed han har gjort fyldest", og om menneskesønnen, at han er "herliggjort". Det er meget gamle overleverede udtryk. Men må jo til stadighed handle om det fælles tredje, som med sit væsen lever imellem os. Som gode ønsker, sætten pris på eller som tilgivende kraft eller forsoning. Vi er afhængige af noget udenfor os selv, for at ku lykkes og trives. Der må være et noget, der tilfører os energi et sted fra, og vi kan hver især have en mening om, hvor det sted er. Men en blid berøring på skulderen, en aen på kinden, et smil, er ikke til at tage fejl af. Det kommer fra kærlighedens dyb, helt uudgrundeligt. Og vi genkender den med det samme. Hvis der står to mennesker, og den ene skræmmer os, mens den anden tiltaler os, går vi hen til ham, der indgyder tillid. Sådan vil det være, at vi går derhen, hvor modstanden er mindst. Hvor adgangen til den frie udveksling er nemmest. Skal vi ikke lære af modstand og knubs på vejen? Jo, men evangeliet er "det glædelige budskab". Vi går ind i decembermørket med bæven, men vi skal gå ud af måneden med tiltro. Det er ikke for at sige, at det gode vinder over det onde. Det handler om, at der bag alting – også mørket – er lys. Og alt vibrerer på celleniveau med iver og livsglæde. Efter at opleve verden. Det er umiskendeligt, som en kendsgerning. Ikke til at tage fejl af. Det er den bærende bjælke, ikke en måske går det eller du bør hellere have tvivl til din opgave. Det ender med oprejsning, på den helt store klinge. Til sidst takker du den nabo, der var besværlig og at uvejret kom og raserede det hele. Det betød nye vilkår, en knytnæve udefra, som du indadtil må bære. "Salig" er også et udtryk fra bibelen. At "salve mine fødder", ligeså. Jeg tror, der er et troens sprog, uafhængig af tidsepoke, sted. Jeg prøver at være fortaler her. 19.12.23.

Jeg vil væbne mig med flid, hvis det rækker ud. Søn, er du her? Ku godt bruge ofre som dit. Klyng mig op! Bed så en bøn for de andres vel, som jeg har berørt. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 17.12.23.

Jeg kan hænde at have ramt ham. Endda lige i skridtet. Ian. Har nævnt ham før her i skriftet, da han altid kysser mig flere gange på kinden, når vi tilfældigt mødes. Jeg har spurgt ham til en podcastsnak – men har brugt formuleringer som: "Når vi tager pladsen, er der så ikke automatisk en anden, som ikke får den, eller må afgive den?" og "Hvad har du opnået ved at være god til at spille roller? Er det også en måde at skjule sig på? Hvornår spiller du ingen rolle?". Vildt provokerende, faktisk. Med tanke på, at han er tidligere dramalærer, og artikulerer helt fantastisk, når han læser sine digte op. Det kan måske virke næsten som om, jeg vil udfordre ham eller sætte ham stævne. Egentlig vil jeg (bare) gerne have en snak om det at fylde, enten man gør det bevidst eller kommer til det. "Hvorfor vil vi så gerne, at det er vores fede navn, der skal stå på en bog, et kunstværk. Hvorfor vil vi så gerne sætte aftryk her i verden, så folk husker os?", spørger jeg videre. Jeg har kaldt det for "stikord" til vores snak. Men nu synes snakken helt umulig, efter han ikke har svaret i de to dage, der er gået. Det var tænkt som en måde at nærme mig ham på, efter at have takket nej til at mødes på ARoS, som han foreslog helt uden nærmere hensigt. Jeg har ikke altid følt det bekvemt at blive kysset, og dog er det jo en så ret sigende tilkendegivelse. At en anden virkelig vil én. Undskyld, Ian, for tidligere her i skriftet at have omtalt de kys som overskridelse af privatsfære. Og undskyld nu igen, at have foreslået noget, med stikord, der allerede udstiller problemet med at "være for meget" her i verden, altså overgøre noget. Er det ikke bare mig, der ikke anerkender kunsten skuespil? Jeg har faktisk aldrig forstået kunsten skuespil. Jeg vil aldrig ku begå mig i den verden, idet jeg ikke kan lade som om, jeg er en anden, slet og ret. Hvad sku hensigten være med at spille en anden, end den, man reelt er? Der er givetvis en linje mellem kunstneren, Ian, altså skuespilleren, ham som fremfører sine digte med forførelse og indlevelse, og så privatmennesket, Ian. Og jeg har muligvis afsløret, at jeg ikke forstår hans gebet. Ja, jeg er totalt udannet på det område og ville sikkert komme til kort, hvis vi sad sammen. Ligesom i de øvrige podcastsnakke i øvrigt. Jeg er hverken intellektuel, dannet, belæst, jeg er derimod midt i den skabende energi, for at se hvad der opstår mellem os på stedet. Jeg interesserer mig for det mellemliggende, det rum der må være imellem os. Hvad kan vi sammen få frem i hinanden, på måske en time? Shit, jeg har ladet det skinne igennem, at jeg har syntes, hans fremtræden var for meget. Jeg har problematiseret hele hans livsgrundlag, alt det han er bygget op omkring. Ian – det beklager jeg. Håber stadig at være din ven. 15.12.23.

Jeg vil tage det hjem. Jeg vil kigge på det, jeg vil græde. Alt fra Box-it, hvis jeg får et rækkehus. Ligesom jeg lige nu gennemgår noder, som er blevet til over 25 år, vil jeg rydde op, sortere, ordne, det der lige nu er efterladt i et opmagasineringsrum, som jeg ikke har besøgt i fire år. Der skal være et overordnet ord, "Hjemkomst", som om også en del af mig er taget hjem eller er helet. Og der skal være plads. Hvem havde jeg tænkt sku ha gjort arbejdet for mig, evt efter min død? De efterladte vil jo ikke nødvendigvis vide. Eller tro. Det er det, jeg vil. 14.12.23.

Ha ha - jeg er ved at katalogisere mine egne noder. Jeg har indtil videre købt 15 pakker plastlommer i Løvbjerg, og det rækker ikke. Inden en melodi får tilhørende tekst - og dermed en titel, kalder jeg den et eller andet. F.eks. "uden titel" eller "Endnu ingen titel". Men her faldt jeg over en node, som jeg har kaldt: "Taktart det lort". Fordi det nogle gange er møjsommeligt at skulle notere det korrekt, som flyder så ubesværet inde i ens hoved :) (12.12.23)

Underboerne er flyttet, der bliver renoveret. Ham, der spillede guitar inde ved siden af, må også være flyttet. Jeg katalogiserer noder til melodier, jeg har skrevet over de seneste tre år. Det tager tid. Om morgenen – selvom de larmer nedenunder – tager jeg først bad ved 8.40-tiden – hvad tænker håndværkerne om mig? Natarbejder? Førtidspensionist? Jeg bliver pludselig i tvivl, om jeg har et publikum. Webnode, som driver den hjemmeside, du lige nu besøger, opgraderer, så det tager flere minutter bare at poste et nyt skriv eller billede. Jeg trykker "vent" op mod fem gange, før jeg kommer igennem. Det varer året ud, skriver de. Alt er anderledes, jeg spiser mere usundt (jul) og motionerer sparsomt. Mere luft i maven. Ikke sådan at jeg bliver tyk, altså. Har klaret alle gaverne, både sendt og tænkt. Og fejrer for første gang juleaften sammen med min søster hos hende. Busserne i Aarhus kører ikke ml. kl. 17.30 og 22.15 juleaften, men alle, som jeg fortæller det til, kigger måbende på mig, trods det at det har været sådan i årevis! "j" står der i køreplanerne. Mens det bliver så konkret for mig at have alle disse noder i hænderne (købt 8 pakker plastlommer indtil videre), at jeg stiller spørgsmålstegn ved værdien af kunsten. Alle kræfterne, der er gået til processen. Var det det værd? Har jeg overhovedet et publikum? Er melodierne ikke bare dårlige – hvorfor overhovedet flytte i hus, hvis musikken ikke har kvalitet. Jeg har mistet troen. Det sker for de fleste kunstnere, tror jeg. Især, når man ikke kan mærke, ane, fornemme sin tilhører eller beskuer. Men det har jo altid været mine arbejdsbetingelser. At forestille sig et du. Bare forestille sig ham. 11.12.23.

Jeg var over flere dage blevet skånet. For at gå med hunden, som det ellers var planen. Jeg følte, jeg ikke var ordentligt med i kampen, så at sige. F.eks. havde jeg endnu ikke haft Freja med på Vestereng, hvor hun kan løbe frit. Jeg følte mig svag og ikke med på beatet. Jeg ville mærke, hvor jeg stod i forhold til hunden, og tage min del af ansvaret i vores kontakt. Endelig fik jeg buddet – torsdag, i går. Vejret var ok og jeg klædte mig ordentligt på. Hvor galt ku det gå. Hun sprang op af mig allerede efter få meter. Det fortsatte i en uendelighed, og jeg måtte sætte hende højlydt og kontant på plads, ved at stå og råbe midt på vejen, rykke i hendes halsbånd, ryste hendes krop. Jeg var allerede højst udsat som oprørt menneske. Ja, det er måske sundt. Vrede sku efter sigende også udskille dopamin. Kære hund, jeg skal få dig over Paludan Mullersvej og jeg kløjs i det, så vi står midt på vejen, hvor en bil snart nærmer sig. Jeg føler mig overhovedet ikke klar til opgaven. Men jeg skal være klar. Ingen andre kan i det tidsrum tage sig af hende, end jeg. Og hun trænger til at få brugt nogle kræfter. Endelig når vi Vestereng og helt uproblematisk løber hun frit rundt i sneen. Springer slet ikke op af mig. Det starter dog med fornyet heftighed på hjemvejen. Jeg er fuldt ud eksponeret – udlever min største skræk, der må ikke ske hende noget. Efter halvanden times gåtur er jeg helt svedig, så derhjemme bagefter sætter jeg med det samme en vask over. Jeg er smadret i alle dele af min krop og mit sind. Mest psykisk. Slog jeg til? Hvordan var vores relation? Jeg havde meldt mig ind i kampen, og var gået ind i mørket. Jeg ville ikke længere skånes, men tåle udsatheden. Jeg havde taget hende med på Vestereng for første gang og det var sådan set lykkedes. I bussen ser jeg fortvivlende forældre prøve at styre deres lille uregerlige barn. Det er akkurat samme problematik. Hvem her i verden mærker ikke trængsler på den ene eller anden måde? Man ku måske have undgået korsfæstelse, men da havde man (jo) ikke satset noget. Da var man jo ikke gået derind. Man skal klart gå derind, i krydsfeltet. Med hele sit legeme og al sin kraft. Mens man tænker: aldrig mere, ved man, det også har dannet én. Bygget én op. Der var læring og mestring at hente. Og man ender med at tænke: jeg gør det igen. 8.12.23.

Nu, hvor jeg stråler, noget fra verden har i mørket tændt dette blus, båret som fakkel. Julens puls, noget bli'r til. Barnet i min favn bærer jeg fra vuggen til min grav. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 4.12.23.

Der skete allerede noget i aftes. Jeg ledte efter noget andet på et gammelt usb-stik og fandt et dokument fra 2017, der hed "Til Viggo". Så det åbnede jeg af ren nysgerrighed. Det viste sig, jeg havde tanker om at kontakte ham og foreslå, vi sku ses. I dag har han af egen drift så kontaktet mig. Jeg svarer ham pr. sms, at jeg "også har tænkt på dig", skuer efter ham i bybilledet, er videre og så alligevel ikke. Egentlig sku han have afdraget mere af sin gæld til mig i dag på lønningsdag, men han beder om udsættelse. Hvilket jeg på en måde synes er træls. Men siden, vi har skrevet sammen, er jeg blomstret op, har plejet mine fødder, tænkt over min bh, sådanne ting. Har på en måde et ønske om at se ham igen, røre ved ham. Lå og tænkte på Nikolas' dødsdag i går, hvordan relationen til Viggo ligesom havde helet noget fortidigt hos mig – nemlig min tiltrækning af faren, Jeppe. Og Nikolas gav udtryk for, at han følte skyld over det hændte. Hvordan drabet havde skræmt mig, hvordan jeg siden blev syg osv. Så fint at få hans position med i det samlede billede. (Det bygger på fornemmelser af den afdøde). Jeg tror ikke, jeg har onaneret i flere uger! Jeg har lukket fuldstændig ned igen. Nu spøger Viggo så i baggrunden. Og gør mig levende. Min psykolog er sygemeldt, og jeg er jo heller ikke ude på et overdrev. Jeg er hentet ind af noget. Og har lyst til at lade det være emnet i min næste sangtekst f.eks., ligesom jeg nu også lader det være emnet her. Lars (bedstevennen) havde tjekket Viggo lidt ud (Facebook) og ku godt forstå, jeg var faldet for ham/den type. Det bedste er, at jeg bliver seksuelt opstemt af tanken om nærhed. At jeg virkelig mærker strømningen, impulsen, så ægte. Om Gud vil synes, jeg er på afveje, ved jeg ikke. Fik ordet "dølgsmål" ind tidligere på dagen, og der stod som forklaring noget med "i ny forklædning", så jeg var lettere skeptisk over for at svare Viggo. Så først et par timer senere, delte jeg mine tanker lige ud af posen med ham. Jeg har bare sagt (skrevet) det. Flammen er igen blusset op. 30.11.23.

Sådan må det være, at livet er en bevægelse, uafbrudt, af først irritation og dernæst tilgivelse. Den ene ven har jeg støttet så godt, jeg kunne, men den anden har jeg frabedt mig mere kontakt med. I eet og samme menneske – mig. Så på karmakontoen står det lige? I det gamle testamente står der så tit: "og han gjorde, hvad der var ret/ondt i Herrens øjne". Det tænker jeg ret tit på. Er det sådan enten eller? Nej, for Gud forbarmer sig også, og ændrer mening. Ligesom når jeg lige har råbt af hunden, så i næste øjeblik er mit tonefald mildt og forsonende. Ja, også hendes er det. For vi krakelerer, vi indrømmer at tænke godt om den anden, trods det vi lige har afvist ham. For hvem tåler egentlig ondskab eller afstand ret længe af gangen. Hvad sku mit argument være for ikke længere at kunne lide. Men jeg tillader mig at sige, at visse relationer har jeg ikke brug for eller kræfter til. Så jeg kommer ikke ud i Ejvinds galleri, selvom han inviterer. Og Sørn fik en sms fra mig i dag, hvor jeg skriver: "Ønsker ikke kontakten". En kærlighed, der afviser. Jeg er ikke bedre end det. Det er akkurat mig – den ene omfavner jeg (ven i aftes i telefonen), den anden støder jeg bort. Kend hende på øm konsekvens. 28.11.23.

Du skal leve 27 dage mere, Mor. Så du kan få Poetklubbens tidsskrift fra mig i julegave. Jeg er blevet forfatter, Mor. Det var, hvad du fødte mig ind til. Du vil forstå de litterære kvaliteter i det skrevne. I årevis læste du en ny bog på en nat. Det er din helt store interesse, også som tidligere dansklærer. Nu orker du næsten ikke mere, noget. Ligger hele tiden i din seng, hvor du bliver tilset og hjulpet. Hold ud, Mor. Der er noget, jeg skal vise dig. Jeg blev forfatter. 27.11.23.

Gemmestedet er fundet, alt er nu blotlagt, venter bare på, du med dit blik gi'r mig tusind svar, før end jeg spurgte. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 26.11.23.

Hej Rikke. Jeg skal ærligt indrømme, at det bliver uoverskueligt for mig at skulle tage bus 31 fra Banegården i Kbh til Nimbusparken i morgen. Jeg er i København 16.34 og skal høre, om du er ledig der til at give mig et lift? Hvis ikke, så er det helt i orden. Der er også sorg indblandet, så jeg græd i nat, fordi jeg føler, jeg kommer tomhændet – uden min søn, blandt familien. Måske ender det med, jeg melder afbud af flere grunde, og det vil folk nok godt ku forstå. Jeg er jo typen, der bruger (alt for) mange kræfter på, om toget nu kører til tiden osv. <3 Rie.

Til min bror:
Jeg har ikke købt billet (kun pladsbillet). Og jeg må indrømme, at jeg er på vej til at melde afbud, pga alt det udenom, transport osv. Jeg er allerede helt udmattet, selvom min veninde tilbyder at hjælpe. Så det ku være fint, hvis jeg ku blive hjemme og så evt få besøg af dig lørdag. Er ked af, jeg så misser selve festen, men håber at deltage en anden gang <3

Hej Mor og Far. Vil bare sige, at jeg har meldt afbud. Er udmattet over at tænke på udenomsting som transport. Og føler også, jeg ville komme så tomhændet – ingen at støtte mig op af. Jeg har prøvet at sige det så godt, jeg kan. K.h. Rie. (Ligesom jeg prøvede dengang)

Når jeg skal rejse. Først lægger jeg en seddel herhjemme, så hvis jeg forulykker på turen, at der så er styr på, hvordan mine ejendele – deriblandt hjemmesider – føres videre, hvis muligt. Jeg bestiller stillekupe-plads en uges tid i forvejen, og tjekker om bybussen, jeg skal med i Aarhus, kører afvigende rute lige netop den dag. Jeg skal helst ikke skulle tisse på rejsen, så jeg drikker sparsomt med væske, før jeg tager afsted. Jeg kan kun håndtere en enkelt taske udover min håndtaske, og avis og lidt vand er det eneste, der lige er tilgængeligt, når jeg har sat mig. Jeg lægger med det samme mit rejsekort på det udklappede bord foran mig, samt min telefon. Siger ingenting, tjekker igen at jeg er med det rigtige tog. Skal jeg af i Vojens, stiller jeg mig ud i gangen ca. 8 minutter før ankomst, for at være en af de første, der kan stige ud, når nu min bus mod Gram kører mindre end 10 minutter senere fra stationen. Engang til jul, orkede jeg ikke at skulle stresse og løbe fra det ene til det andet, så jeg bestilte en billet til en time senere, - den time skulle jeg så tilbringe på en kold perron. Når jeg endelig når frem til min destination, er jeg tappet for kræfter. Og det er lige før, jeg tænker: aldrig mere. Min bror kører glatvæk fra København (nedenom) til Aarhus og videre til Sønderjylland og videre hjem til København på en og samme dag! Sådan kan søskende være så forskellige. Jeg har lige meldt afbud til hans 60-års fødselsdag. Hvordan skal jeg nogensinde forklare dem, dem i min familie, der undrer sig, at det er sådan, min nedsatte funktionsevne viser sig hos mig? For man kan ikke altid se det på mig. Ting, andre gør med venstre hånd, tager jeg voldsomt tilløb til og forstørrer jeg op til et kæmpe bjerg! Og det er ikke engang mit frie valg! Det er min problematik, noget der ligger til mit væsen. Jeg kan som sådan ikke gøre for det. Kære, kære sindslidelse. 23.11.23.

Men det var jo venligheden, der var i blandt os. Som et mellem-værende. En tredje instans. Det er jo hverken min eller deres fortjeneste, vores kontakt var så fuldendt. Det var kærligheden imellem os, der blev levendegjort. Hvorfor skriver jeg "jeg" så mange gange? Har jeg slet ikke forstået, at jeg bare fører noget ud, som kommer et andet sted fra? Hvor blev min ydmyghed af. 20.11.23.

Det var ikke bagtanken at være venlig – men jeg var selve venligheden. Det var måske for at så ku de bagefter sige: hvor var hun et rart menneske. Dermed tænkte jeg den del af kontakten med, indrømmer jeg. Men vil du ikke nok gøre mig det begribelig at den venlige omgangstone var ren, villet, med intention, for at skabe de bedste betingelser for at kærligheden ku trives. For at sige mig, at det var hele meningen med at være her. Du skal ikke så tvivl omkring om jeg gik forgæves, for det var slet ikke muligt. Jeg fulgtes med to fra boligkomplekset hjem fra bussen. Vi snakkede om mine underboere, det ældre ægtepar, at de nu er flyttet på plejehjem. Om at jeg søgte et andet sted at bo, hvilken musik jeg spiller. Det var en helt igennem fin kontakt, som gerne måtte have varet ved. Men tilbage, heroppe i min lejlighed smiler jeg alligevel ved mig selv, over at hun spurgte, om jeg kom med til julefrokosten. For da kender hun slet ikke historien med ham, der så gerne vil vinke og som dytter af mig på gaden. Jeg ku lige se det for mig. Men herre, sig det igen: "det var dig, der var venlig". Det var mig, der i lyset af din store skaberkraft og inspiration og på dit levende bud, gjorde hvad der var ret at gøre. Mere er der ikke at sige. For at også du følte dig udfoldet. 18.11.23.

Der er noget, der skal bevises. Har du det format, vi oppe fra himmelen tiltænkte dig at folde ud. Kan du så at sige levere varen, det vi havde forventet af dig. Når vi giver dig disse betingelser, forstår du da at udnytte dem? Osv. Jeg ser nu helt tydeligt, at for at jeg kan få tilbudt et hus, skal jeg først bevise, at jeg har styr på min økonomi. At jeg ser råderum til f.eks. en højere husleje. Det går ligesom slet ikke op ellers. Nu, hvor min psykolog melder sig alvorligt syg, skal hun vide, det ikke er lige meget, at vi har kendt hinanden. Nu gør jeg vores snakke op over 16-17 år, gør status. Så sig det til hende. Alt, der ikke er lige meget, gør noget ud af det. Regn det, benævn det. Vi gik ikke forgæves sammen gennem livet. Det betød en kolossal forskel. Det lykkedes mig at gå i Storcenter Nord for at returnere en vare, få pengene, gå ud af centeret igen uden at købe noget, tage hjem. Og nu, hvor Louise har aflyst vores snak i morgen, sparer jeg også penge der. Man tiltrækker som bekendt, hvad man har brug for. Fandt i dag ud af, at jeg behøver bibelkendskab, som en del af min læring. For at kunne begå mig slet og ret, være til. Når jeg har den i ryggen, står jeg meget bedre rustet i verden. Der er nogle skridt, som kun jeg kan tage. Levende, i proces. Bestyrket af f.eks. 16 års terapi. Få styr på økonomien, helt banalt ikke overforbruge, selvom du har råd til det. Spar hellere op til dine drømme. Læg hellere til side til indskud el. lign. Vær uafhængig af forældres hjælp til den tid. Gå selv. Du kan (godt) gå selv. 12.11.23.

Ud af dynd vokser modet frem. Halvt i knæ, fuld af sår. Ser til dig, som i skygge (op)rejser det, som er svært. Livet har talt, floden er fri. Elsk! Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 12.11.23.

Der vil altid være disse to blikke. Ham, der fordømmer og ham, der forbarmer. Jeg kan kun alt for tydeligt se det i eksemplet fra i dag. Hvor ham, jeg køber det brugte musikanlæg udbryder: "Oh my God", da jeg kommer til at sige noget til hans datter, som kun en voksen vil kunne forstå. Og hvor hende i bussen gentagne gange rykker sig på sædet for at fortælle mig, der er plads. Mig, der tænker, hvad har jeg gang i? Ingen ved, jeg er på vej til Henrik Hertz vej efter aftale med en fra den blå avis, så jeg har med vilje derhjemme lagt en seddel med sælgerens adresse. I fald jeg bliver slået ihjel eller kommer galt afsted. Og mig, der for anden gang på en uge råber: "Du skal til højre her" til chaufføren, som denne gang allerede er kørt for langt ud i krydset og må vende bussen et afsides sted. Som derfor finder mening i at sidde i netop den bus på det tidspunkt. Som om min afstikker af en tur alligevel er velsignet af nogen. Jeg bærer sort tøj fra top til tå – ikke af nogen bestemt grund, og jeg føler mig for tiden lettere depressiv. Julegaveræs, mørket osv. At jeg ikke kan andet end tro, det smitter af på mine omgivelser. Så at jeg selv bærer mørket frem som kraft eller intention. Utilsigtet, naturligvis. Ingen ønsker vel at foragte eller ringeagte de andre, bare fordi man selv er i ubalance. De har jo ingenting gjort. Jeg føler, han har grint af mig, den sælger. Men nu har jeg hans anlæg, som jeg vil forære en ven. Du er aldrig kun sortklædt – du er mere end det. Lad os sige, jeg blev taget til fange, fordi jeg går og tror, jeg er Kristus, eller for noget, jeg står for, eller for noget, jeg rent faktisk er. Da vil alle fem fangevogtere ikke være imod mig. Der vil i en af dem gemme sig barmhjertighed. Det er min fulde overbevisning. Ikke fem ud af fem mand er ondskabsfulde helt ind i deres inderste. Og jeg vil/ville gøre alt for at åbne dem op, Effata. Og er der en, der forholder sig kritisk til noget på Facebook, da vil hans modpol ret hurtigt melde sig på banen med det modsatte synspunkt. Med lige så solide argumenter. Så sikkert og naturligt som ebbe og flod. Og hvem har egentlig ret af ebbe og flod? 11.11.23.

Jeg, Saulus, der endnu ikke har set eller budt noget velkommen. Som har lagt Bibelen væk, foragter mit medmenneske på gaden, lever dagen igennem med ulyst. Ikke glæder mig over noget. Det er mig, den er fejl med. Der i blinde ikke opdager, hvor at søge eller finde. Der end ikke kigger sig omkring efter noget andet. Der ikke tror på fornyelsens kraft eller bebudelsen af noget godt i vente. Jeg har endnu ikke elsket eet menneske i dag og klokken er 16.30. Derfor må jeg med møje notere punkter ned, som fylder mig, til den næste snak med min psykolog. F.eks. ord som "forfølgelse", "Nemesis", "dødens nærvær". Jeg sover uroligt, både nat og dag, som om en evig uro eller pine plager mig, særligt på sjælsniveau. Måske prøver nogen at hævne sig på mig, det føles som at gå forbandet. Som at være her uønsket. Min dag er monoton, uden retning, uden flow, og klimaet med mere regn bekymrer mig stedse. Der er ingen udsigt. Saulus i mig går forvildet rundt. Trækker kortet "Fuldendelse" og det er ikke min opgave at få min ven til at motionere, hvis det nu bare ikke ligger til ham. Der er ansvarsopgaver i Poetklubben, som lige nu hænger på mig. Og tynger mig. Jeg er både forventet og regnet med. Og bringer bud. Vil du bare sige mig, hvilket og hvor. 9.11.23.

Jeg spiser et æble efter at have spist chokolade. Hvad sku jeg ellers? Jeg gør det gode, som jeg ved er godt, for at tjene (modsat Paulus). Jeg råber: "Du skal dreje til højre her" til chaufføren, som er i vildrede, da han har kørt en anden rute i går, og som råber: "Tak for det!". Jeg var der. Min gamle gymnasielærer fylder år i morgen, brevet skal sendes i dag, og trods det at jeg formulerer brevet med ulyst, er det i dag, det skal afsted. Jeg råber endda til en kvinde i bussen: "Skal jeg trykke for dig?", på stopknappen, fordi hun lige har tjekket ud med rejsekortet, men ikke har trykket stop. Men hun svarer mærkeligt nok: "Nej, jeg skal ikke af endnu". Det vil sige, hvis der kom kontrollører ku hun få en bøde. Jeg ser, at kompostaffald i kolonihaven ikke kan være, hvor det plejer, fordi der faldt et kæmpe pæretræ i stormen, som spærrer vejen gennem baghaven, og jeg smider affaldet ved boligblokkene tæt op af. Hvad sku jeg ellers. Du har bare sagt, hvor jeg sku gå, Herre. 7.11.23.

Lønlig i blandt vil jeg gå, som du bad (på dit bud). Trække tråde tilbage, fremad. Jeg sku bygge her, ingen sagde helt, hvorfor. Hensigt, gerning var i tvivl, indtil englen kyssed' mine ar. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 5.11.23.

Det interesserer mig, om et interview går godt. Nu som Debatten her til aften: forstår den adspurgte, Clement Kjærsgaards spørgsmål? Svarer han inden for rammen, altså i en kontekst, som alle er enige om. Eller bliver det pinligt, både for ham selv, publikum og seerne. Er det tv, folk gider blive hængende ved. Hvad med kameramanden – spolerer han det hele? (ha ha) Og det er, fordi jeg selv har medvirket i flere udsendelser, at det er der, mit fokus er. Men eksperten – er han så virkelig det? Claus Borg Reinholdt f.eks. han siger ret tit ting, andre – også udenfor hans metier – fint ku ha sagt. Ting, der bare fylder nyhedsdækningen ud, varer et par minutter. Rosa Lund nikkede lige her i aftenens Debatudsendelse til noget, en anden fremsagde; altså er hun måske enig eller sympatiserer eller synes bare, det der blev bragt ind i diskussionen (også) var relevant. Er en optaget af mest bare at høre sig selv. Får han pladsen til det eller bliver han kortet af af værten? Sådanne ting optager mig virkeligt. Retsreporteren – rapporterer hun præcist og ud fra at kende love og principper, retningslinjer. Har hun evt. læst jura? Siger statsministeren meget "Øhh", eller gør hun det slet ikke. Jeg mener: alles øjne og ører er spidset og rettet mod hende. Hvad hvis hun læspede eller var tyk? Hvordan holder man sig "inden for rammen" så at sige. Og hvorfor sku man (det). Hvad med det, der ikke blev sagt, men som lyser ud af et menneske som kraft, aura, energi, karisma. Hvilken skala måler vi det på op af veltalenhed, ydre skønhed, status. Hende, der klarede sig dårligt til eksamen, ku hun bare ikke sit stof? Havde hun måske en anden form for visdom i stedet for? Som ikke passede ind. 2.11.23.

En ung kvinde tog for to år siden kontakt til mig. Hendes mor havde i en psykose forsøgt at slå hende ihjel. Om jeg ville medvirke i en podcast. Det ville jeg gerne. Senere viste det sig, at det ville være for risikabelt at offentliggøre vores samtale af hensyn til de pårørende. Men hun gav mig en idé. Jeg ville selv lave podcasts, så jeg købte noget optageudstyr og udtænkte, hvad snakkene skulle handle om – nemlig emnet, Skyld. Jeg lavede en arbejdsskitse og begyndte at forestille mig, hvem jeg kunne spørge om ville medvirke. Emnet rummer så meget, lige fra at (glemme at) holde døren for et medmenneske i supermarkedet, til Adam og Eva i Edens have. Der var nok af stof at tage fat på. Indtil nu har jeg mødt syv forskellige mennesker. Hermed et link til, hvor samtalerne er tilgængelige. Håber, snakken fortsætter ude ved lytteren :)
https://ameordnoder.net/2022/10/06/podcasts-skyld/ 

Der var den dag, hvor jeg ku se det for mig. De frosne frokoststykker ku jeg varme op og hytteosten ku jeg putte på avocadoen. Agurken ku gå til sardelpølsen. Hvorfor ikke bare købe æg til en dag, hvor jeg sku mangle. Jeg er så fantasiløs i et supermarked. Kan man overhovedet bære en six-pack hjem? Hvorfor ikke købe nøjagtig det samme som hende der. Der er altid kontakten til kassedamen/manden. "Jeg behøver ikke kvitteringen", siger jeg, i stedet for at han skal spørge. Flaskebonen har jeg lært at lægge der, hvor man lægger sine kontanter. Læg den aldrig på selve varebåndet. I Løvbjerg oplever jeg det, som Trøjborg kan; menneskene er naturligt forbundne, uden at kontakte hinanden med ord. Jeg undrer mig ikke over ham på gaden, han er som jeg selv. Når jeg kommer hjem, orker jeg ikke altid at åbne min postkasse på vej op. Altså finde den rigtige nøgle, først sætte mine varer på gulvet, osv. Hvor vigtig er avisen? Jeg har ladet min dør stå åben i tillid. Og for nemheds skyld. Mine usb-stik med livshistorie og andet bærer jeg konstant rundt med mig i tasken. Og ingen kan jo nogensinde krænke eller stjæle din sjæl. Mærk dig, at den dag kommer, hvor du køber røget laks og papirservietter. Føl dig fri. 31.10.23.

Indsunget og udgivet den kendte aftensalme "Sig månen langsomt hæver". Hør den her: https://www.youtube.com/watch?v=_L5Wdfd-JUc  

Der var den dag, hvor jeg græd efter at have givet dig penge. Som jeg besluttede skulle være de sidste. Dagen efter fik jeg kæmpe angstudbrud i solarplexus, mens jeg stod midt nede i Maxi zoo butikken. Og dagen efter fik jeg endelig talt med min psykolog, som hjalp mig med nogle formuleringer, jeg kunne bruge til afvikling. Imens kørte disse to strofer fra Bach's violinkoncert rundt og rundt i mit hoved. Et virkelig sørgeligt sted i musikken, og det ville ikke slippe mig. Jeg var selvfølgelig fuld af nostalgi, alt det dejlige, vi gennem et halvt års samliv havde oplevet. Ja, samliv var det vel ikke, men en flirt, der udviklede sig, til kærlighed. I sidste ende udvekslede vi følelser, og samtidig kropsvæsker. Nu er der gået endnu en dag og vi har ønsket hinanden det bedste. Ja, der er jo det ved kærlighed, at man kan bevare den hos sig selv så længe, det giver mening, eller som man nu har lyst til. Og der er jo det med tankeindhold, at det af visse clairvoyanter kan aflæses, som noget man én gang har sendt ud i verden/universet. Og det, jeg har lært af dig, forsvinder heller aldrig. Men mellem nostalgi og realisme er der dette springbræt til, at alt muligt nu kan ske. På kærligheds/kærestefronten eller boligfronten, med podcasts, ja alt muligt. Idet vi er levende og jeg brænder igennem. Ja, jeg elsker dig. Ja, det blev for meget med de penge og alt det bøvl. At høre på din seneste sms er du også allerede godt videre, heldigvis. Jeg behøver ikke også denne gang tro, jeg er en ulykkesfugl, der tilfører mine mandlige bekendtskaber lutter problemer og dårligdom. Vi har været til inspiration for hinanden. Det var det ord, du brugte i går. Du skitserede en afdragsordning, og jeg kan måske skrive dig en hilsen på din fødselsdag på tirsdag, evt bare i et åbent forum. At jeg gik til to butikker for at købe dig et rødligt kludetæppe, men blev mødt af en lukket dør begge steder (pga. sygdom, stod der på en seddel) var nok ikke tilfældigt. Det er ikke mig, der skal købe dig gaver længere. Vi har mærkeligt nok ikke en eneste ting, som tilhører den anden. Vi flyver et sted og jeg har kendt dig både fuldt ud og sporadisk. Den skjulte dagsorden, vi begge qua vores psykiske brister har haft, går under radaren. Det er den, der fremkaldte angsten i maven og gråden over pengene. Noget helt usundt har (også) fundet sted, som jeg af nød må trække mig fra. Jeg behøver ikke over for hverken dig eller publikum præcisere. Min krop har bare sagt: nok. Så stor en tiltrækning har jeg længe ikke følt. Men samtidig frastødning. Så meget jeg ikke har kunnet sige dig naturligt, med selvfølgelighed og i tillid. Jeg søgte dine øjne, men straks derefter fjernede jeg selv mit blik og rettede det et andet sted hen. Vi var flygtige, impulsive. Men vi var der. Kærlige Viggo og "Sindrige, Sorgfulde Sangfugl", som du kaldte mig i går. 27.10.23

I frit fald griber du på trods af, jeg har villet dette fald ud i intethed. Du samler kroppen sammen. Heler. Jeg rejser mig op for at leve! Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 26.10.23.

(Selvopfundne) metoder til bedring:
Adspredelse – se tv.
Tænde stearinlys.
Føle tryghed – hulefornemmelse i lejligheden.
Mine forældres kærlighed.
Gode venner.
Fortrolighed m. mig selv.
Ømhed, forståelse for mig selv – ex. træthed.
Tid, der går.
Være lidt "ligeglad".
Grine over noget.
Have drømme og håb – et hus, ny kæreste.
Lave flere podcasts.
Gøre nytte – passe hund, vaske tøj for Lars (bare i en uge)
Nyde lyde, omgivelser, Henning – havemanden – og arbejdsmændenes lyde med containerne.
Flere optimistiske nyheder – måske når vi det.
Selvransagelse – økonomi, jeg skal blive bedre, være realistisk omkring forbrug.
Sige det højt – angst, ked af det hed.
Være mindre nostalgisk, opslugt af minder.
Rette fokus fremad.

"Hej Louise (Brask Rasmussen, min psykolog)
Jeg har nogle symptomer. Noget med angst i maven, er mere grådlabil, lyst til at gå tidligt i seng om aftenen.
Ikke sat nok grænser i forhold til Viggo (låne penge). Podcast snakkene har rippet op i min egen (sygdoms)historie.
Overvejer at ringe til praktiserende læge, spørge hvordan jeg skal forholde mig. Ikke at jeg ønsker ændring i medicin eller indlæggelse..
Det var næsten, som om, du ku se det på mig sidst jeg var hos dig.
Kan vi evt. ringe sammen?
kh Rie."

Pas på dig selv. Please, bare tag dig af dig selv. Hold om dig selv, græd ud. Græd igen efter behov. Denne store sorg, der fylder dig. Som du ikke ved, hvor kommer fra. Ja, du kender ikke dens udspring, ej heller dens endeligt. I bølgende bevægelser indtager den dig, som havet der æder sig ind på stranden. Og du kan gøre hverken fra eller til. Har den ligget der hele tiden underneden? Og bare ventet. Du ved det faktisk ikke. Og det er slemt ikke at vide. Om man sidder på psykiatrisk afdeling om en måned. Fordi det er mig, der er ramt, denne gang. Smerten tog bolig her. I mit hus. Den gik ikke bare forbi. Herre, hør min bøn. 24.10.23.

Kan bare konstatere, at jeg i dag har cyklet til en lukket butik – ellers i dens åbningstid – og gået ned med papiraffald til en fyldt container. Og for lidt siden trukket det værste kort næsten i hele tarotkortsamlingen, "Fordærvelse". Jeg vil derfor skrive om det at trække en nitte. At gå forgæves og blive skuffet. Som om hele verden er imod én. Ligesom på Trillegårdsvej, hvor vi nogle gange havde havedøren åben om natten for katten, da skete det at en fremmed kat kom ind til en tom madskål. Jeg ku høre dens suk helt inde i soveværelset. Hvordan behandler vi nederlag? Ja, enten sætter vi os til at græde, nedtrykt. Eller vi vender det. Ikke her og nu til sejr, men trods alt oprejsning. Ja, og min eftermiddagslur var uforløst og ja, på Gallo skolen sang jeg virkelig med ulyst. Ja, jeg tændte stearinlys i køkkenet over min mad for at hygge og skrev til et par, at jeg hyggede mig. Men jeg ved ikke, hvor dybt, det stak. Hyggen, mener jeg. Min underbo hørte også så højt tv på et tidspunkt, at jeg måtte iføre mig mine høretelefoner (uden lyd i). Og jeg overvejede for flere timer siden at skifte trøje, i fald det ku lette noget. Men egentlig er jeg gået ind i dette felt for tab eller skuffelse. For rigtig at mærke følelsen. Jeg mener, korsfæstelse. Jeg går simpelthen derind. Fuldfører. 21.10.23.

Kvinden når ikke at sende mig sine sko, før fristen er udløbet (Trendsales). Hun beklager og siger, hun vil genindrykke annoncen, så jeg kan købe skoene på ny, hvis jeg stadig er interesseret. Ok, skriver jeg. Der går syv timer, hvor jeg ikke lige har adgang til min computer. Kvinden skriver f.eks.: "Nu kan du igen købe dem". Og lidt senere: "hvis du altså har lyst". Tydeligvis undrer det hende, jeg ikke bare griber chancen. Endelig kommer jeg hjem til min computer og ser hendes beskeder. Jeg skynder mig at søge på annoncen for at købe skoene på ny. Men kan ikke finde annoncen aktiv nogen steder. Det skriver jeg så. "Jeg nåede det måske ikke, før skoene var solgt til anden side?". Det viser sig dog, at kvinden med vilje har inaktiveret annoncen, for at aktivere den særligt for mig, så da jeg har efterspurgt annoncen, bliver den igen synlig, så jeg kan gøre mit køb. Hun får sendt mig skoene, men da jeg får dem viser de sig at være i størrelse 38 og ikke størrelse 40, som der ellers stod i annoncen. Jeg fotograferer dem, skriver til hende og spørger, hvordan jeg skal forholde mig. Du skal selvfølgelig have dine penge tilbage, skriver hun. Ok, bare for selve skoene, svarer jeg, ikke også for fragt. Hun overfører de 150 kr. via Mobilepay. Jeg spørger, om jeg bare skal give skoene til genbrug, i fald hun vil gensælge dem. "Du kan gøre med dem lige hvad du vil, du er også velkommen til at sælge dem videre", skriver hun meget generøst. Jeg lægger skoene ind i den sæk, jeg i forvejen har med tøj og sko til genbrug. Og giver hende en glad smiley som reaktion på handlen, under "Vurder sælger". Det er udveksling og gensidig tillid i yderste potens. Hun hed Katinka. 18.10.23.

En drøm: Jeg er blandt andre fra et gymnasium, der skal stille sig op i en lang række fordi vi skal udfylde en slags spørgeskema. Den skal man bestå for at ku komme videre i uddannelsessystemet. Jeg forestiller mig – mens jeg står i køen -, at det er spørgsmål, jeg langt fra er sikker på at kunne svare på. Det kan være udenrigsanliggender, politik, navne på lande osv. Vi skal hver især træde op på en slags talerstol uden hjælpemidler. Da får jeg den tanke, at jeg kan trække mig ud af køen og melde pas. Simpelthen sige: jeg vil ikke udfylde den her test. Jeg går til dem, der står for projektet og jeg skal så skrive under på en skrivelse. Men – gør de opmærksom på – er jeg sikker på, jeg ved, hvad jeg gør, for jeg mister dermed adgang til viderestudier. Jeg tøver i to sekunder, fordi det er alvorligt, men er så alligevel overbevist. Selvom jeg ved, det bliver en overvindelse at skulle informere mine forældre om, at det var sådan, det gik, eller det, jeg gjorde. Ja, hele verden undrer sig vel. Hele vejen gennem beslutningsprocessen har jeg den tanke, at det er alletiders materiale eller stof at gå hjem og skrive et indlæg om:) Det sku starte sådan her: "Jeg havde ikke brug for at vide, hvor jeg stod". Jeg vil hellere gå derfra og ikke kende min egentlige status. Og aldrig nogensinde få opklaret, om jeg ville bestå testen. (Det minder mig om, da jeg i det virkelige liv i 1991 i Esbjerg fik et brev ind af døren, der indeholdt informationer om, hvorvidt jeg kunne få et ung-i-arbejde-job på musikkonservatoriet. Jeg åbnede det aldrig. For jeg flyttede tilbage og tog på højskole. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvad der stod i det brev). Jeg har min førtidspension og jeg kan skrive om hændelsen. Endelig hører jeg nogle bagefter omtale testen og de nævner ting, jeg ikke ved noget som helst om. Jeg er lettet. Til sidst oplever jeg at møde eet menneske, der har truffet samme beslutning som jeg, nemlig at trække sig. Og endelig til sidst i drømmen danner jeg par med Jeppe, faderen til mit barn i virkeligheden. Og det går godt/som det skal. Der er kærlighed imellem os. 18.10.12.

Jeg vil gå med dig. Ta' de skridt, der skal til, holde hånd under dig, når du falder. Bliv her, nu kommer regnen, rejs et træ. Se, din skygge blander sig med dit lys. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 16.10.23.

Det er en smuk kærlighed. Vi ses næsten ikke, og vægrer os ved at ringe til hinanden. Ja over for hinanden søger jeg ikke engang at få øjenkontakt. Når vi elsker har jeg lukkede øjne. Du har spillet hele din indtægt op, så du her ved d. 14. ikke har flere penge. Du har vovet dig derud, hvor andre ville holde sig tilbage. Du takker for de 500, jeg overfører, med et hjerte og taknemmelighed. Hvor gik kærligheden da galt overhovedet? Jeg ved, du køber øl og smøger og måske ødsler. Men hvorfor skulle jeg dømme eller bore i, hvad pengene går til? Det tog 20 sekunder via MobilePay og gjorde ikke det mindste ondt. Det slår mig, hvorfor vi ikke gør alt for at ses noget oftere. Her sidder jeg alene en lørdag aften, f.eks. Hvorfor spørger jeg ikke, om du kommer eller om jeg skal komme. Men vi er bange og følsomme. Når vi er sammen slynger vi os tæt op af hinanden i tiltrækning. Og også på afstand har jeg stor ømhed for dit væsen, din sjæl. Og jeg vil gøre alt for, at du en dag ikke vil synes, jeg er en idiot eller en dårlig ven. Det er som om, dit nødråb ud i verden kan høres flere boligblokke væk. Og at slukke telefonen i nat, da du bad om penge, betød blot at jeg fik mareridtsagtige drømme efterfølgende. Man kan ikke vælge at være ligeglad med dig. Dertil er du for dyrebar. Ja, jeg søgte på en anden mands adresse i går, og hvorfor det. Men det er fordi, hvis du og jeg ikke finder ud af det, så vil jeg gerne udforske tosomheden videre frem. Du har bekræftet mig i, at jeg er god nok, også på markedet for parforhold. Vi har givet hinanden en chance. Der er meget nænsomhed i dit skrevne sprog og også i din talende stemme. Som i dit lyse navn, Viggo. Og vi lægger noget i vores relation, selvom det blot gælder en pengeoverførsel, som kan synes teknisk og neutral. Den er ikke neutral, den er målrettet og villet, med hensigt og gode ønsker. Til dit bedste. 14.10.23. 

Det var ikke så nemt at lave den podcast. Jeg tog til Odense, nemt nok. Vi small-talkede på vej hjem til Pouls lejlighed, nemt nok. Jeg ku mærke, han var tung, så jeg prøvede at gøre ham tryg ved mig. Men da snakken og optagelsen gik i gang.. - jeg troede, vi skulle tale om at det at udtrykke sig i kunst kan redde én. Men ret hurtigt havde han en helt anden dagsorden. Og de spørgsmål, jeg havde forberedt hjemmefra, faldt fuldstændig fra hinanden. Jeg mistede overblik, teten, skønt det var mig, der havde sat ham stævne og ikke omvendt. Jeg skulle have ført samtalen, men i stedet gav jeg den fra mig, lod ske hvad der skete. Og her ved gennemlytningen fremstår jeg svag. Så svag, at jeg tænker, om jeg overhovedet duer til at interviewe. Om det med podcast-snakke overhovedet er en god ide. Lige som jeg greb noget og spurgte ham om noget, Poul G. Exner, så svarede han helt aldeles overraskende. Og det placerede mig målløs og uden inspiration eller åbent til et nyt spørgsmål eller emne. Han står stærkt og må have tænkt: var hun slet ikke forberedt. Og sådan sker det tit, at jeg for åben mikrofon fremstår tøvende, forfjamsket eller endda uintelligent. Derfor ville jeg også til åben scene i aftes – i det fald, jeg skulle læse op – have bedt om ikke at blive filmet. Hvad man får sagt, når mikrofonen er slukket, er langt vigtigere. Hvordan man vil sit medmenneske i det skjulte, langt vigtigere end hvad man gør åbenlyst. Jeg ville have spurgt Poul, om depressionen er noget påført, af f.eks. skæbne eller Gud, og om han var bitter over det. Men i stedet gik det fløjten. Og de sætninger, jeg selv bidrog med, blev underligt uafsluttede, halvt villet eller let tøvende. Hvilket ikke bidrager til min troværdighed. Jeg tog for fanden toget til Odense, med mit optageudstyr. Men jeg ankom som analfabet, manglende sans for helheden, overblikket og den oprindelige intention. Ikke så mærkeligt, jeg fejlede til alle mundtlige eksaminer i gymnasiet. Jeg er en sætning, der begynder halvt i blinde, og andre skal hjælpe forståelsen på plads. Jeg er afhængig af den anden, indrømmer jeg. Men lad det være Kristus. 12.10.23.

Tåren holdt tilbage, var mit bedste træk. Foran dig. Hvornår slipper du mit hjerte? Jeg skønner, at vi er fortid, men du henter mig ind, - med levende håb. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 8.10.23.

Det gør ondt, når jeg fæstner mit blik på dit navn. Jeg kan så godt lide dit navn. Og din stemme, som er fuld af lys. Jeg kan godt lide dynamikken imellem os og den impuls, jeg har fået ind i mit liv, siden jeg lærte dig at kende. En helt uventet drejning af mit liv. I et par dage var jeg ligeglad. Men ømheden for dig fylder mig nu til aften. Smerten over ikke at kunne ringe og sige disse ord, eller møde dig. Fortrydelse over, jeg stillede spørgsmål ved det imellem os. Vi har udvekslet ord og hjerter siden, og intet er sikkert i vejen. Men også tvivl omkring drabet: var jeg ligeglad, som jeg så siden fortrød, som jeg så elskede tifold tilbage. Længes man altid efter det, man ikke lige har? At rette op på noget, kan jeg egentlig godt lide som udtryk og som bevægelse. At rejse sig, gøre noget om eller godt igen. Men mordet ku jeg ikke gøre om eller godt igen, det var endegyldigt, fatalt. At tale om denne smerte, jeg i aften mærker i min mave, den som på en måde næsten skærer i mit kød. Den havde jeg også før drabet, men der var så mange modsatrettede følelser på spil, at det skabte forvirring og medfølgende angst. For hvordan så træffe et valg? Til sidst lod jeg mig føre af en tvangstanke, altså noget der foregår i hovedet. Lukkede ned for delen, der sad i maven, emotionerne. Åh Gud, så fattigt. Men synd. At sige smerten hidrører en enkelt person er at gå fejl, selvfølgelig. En dag er også meget andet end et parforhold. Den fremmede hunds kærtegn, ham i bussen, der stillede evindelige spørgsmål til sin helt fremmede medpassager. Min far, der ringer og holder sit mest raske øre op til telefonen. 5.10.23.

Men æblerne var ikke fra dig – ha ha. "Hvis de er fra dig", skrev jeg også til Viggo. Jeg tror, de må være fra min nabo, Emilie, så. Alligevel følte jeg en varme ved at kende dig, som ikke er bestikkelig. Og her til morgen har vi udvekslet grine-smileyer. Som en fin måde at komme videre på. Emilie sætter blomster ud i opgangen og nu også noget pynt på sit gelænder. Hun er virkelig sød, men vores samtaler bliver tit så akavede. Hvor vi til sidst snakker fuldstændig forbi hinanden. Sådan kan intentionen være der, uden at komme i mål. Jeg har skrevet et kærlighedsstykke om æbler (nedenfor). Som slet ikke var fra dig. Du "ville gerne have gjort noget så utroligt sødt", som du skriver. Ja, det er at betragte som en ekstraordinær gerning, at lægge æbler ved en vens dør. Fordi man selv har for mange. Og de kom fra kærlighedens sted. 5.10.23.

Der sker disse vilde ting med kærligheden, at den pludselig ophører, for så bagefter at blive hentet ind igen. Som om, strømmen er bestandig, bagved alting. Så når ens længsel eller søgen er heftig nok, vil man møde det, man mangler. Hele min stue dufter af æbler. Der lå en pakke med tre styk, samt en besked på et stykke papir. Jeg har aldrig set din håndskrift og du skriver ikke afsender, men om din mors have. Det er en utrolig fin gestus, nu hvor vi hænger lidt. Det er mig, der har udtrykt, om vi ikke kan "definere", hvad det er, vi har sammen. Men langt hen af vejen ønsker jeg det faktisk slet ikke. Men efter psykologsamtalen i mandags, fik jeg sprog for de ting, der er svære, som f.eks. misbruget. Og min bekymring var virkelig funderet. Men som jeg siger, kærligheden forsvinder men kommer igen. Ja, sådan kan man jo ikke sige, det gælder for alle. Jeg har tænkt på dig hele dagen. Og du siger det med æbler. Jeg er nogle gange urimelig, besværlig. Men: hjerte, hjerte, hjerte. 4.10.23.

Download evt. node m. tekst her: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2023/10/Fred-hviler-over-land-og-by-node-m.-tekst.pdf 
Tekst: B.S. Ingemann, melodi: Rudolph Bay. Sang og klaver: Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 3.10.23.

Jeg var taget i Domkirken (Aarhus) kl. 17 søndag. Ikke været der, siden jeg boede i Vestergade (2003). Det opstod som strøtanke kl. 16, og jeg ku netop nå at gøre mig klar. Det var om at ydmyge sig og ikke sætte sig på de øverste pladser som det første, men vente til en måske synes, man var værdig til sådan en plads. Jeg satte mig fra starten helt bagerst i "koret", hedder det vist. Vi ku næsten alle være helt oppe ved alteret på stolerækker. Jeg tror, jeg tænkte, jeg med min sangstemme kunne bakke op nede bagfra. Ok, på et tidspunkt lod jeg mig falde lidt tilbage med min frembrusen. Jeg måtte anerkende, vi var der i et fællesskab, og det var ikke afgørende, om jeg kunne synge højere eller bedre end sidemanden. En mand undrede sig over, jeg ikke gik med til alters, og rigtigt nok for han forlod gudstjenesten lige efter at have fået nadver, som om det for ham var det vigtigste. Og vi sang "Fred hviler.." uden at trække stavelsen i starten, men på den oprindelige melodi. Bagefter så jeg flere af de fremmødte ude i byrummet omkring Storetorv. Det var netop der, jeg burde være hos dem. Og netop der, kærlighedsbudet skulle udfolde sig. Ude i livet, den virkelige verden, som den udspiller sig. Op af min næste i bussen, på fortovet. Krop mod krop med min medpassager. Det er der, det skal stå sin prøve. "Gå ud og efterlev", siges der næsten. Få budskabet til at gro, formere sig. Sig det videre, hvad du har hørt. Men hvad havde jeg hørt? Jeg havde fulgt en pludselig indskydelse og var taget afsted. Fik skiftet tøj og fik lysten til at skrive Viggo en besked, trods det at jeg ikke havde kunnet mærke ham hele dagen op til. Det havde bragt mig videre og jeg kan gøre det igen. Jeg forstår bare ikke alt det med fra Evighed, æret være, helliget vorde, amen amen amen. Så jeg er stadig skeptisk over for, om man møder Gud oftere inde i kirken end udenfor. Som sådan kom jeg der med forbehold. Jeg flyttede min fod tre gange for ham, der forlod tjenesten før tid. Hvis nu det var hans dagsorden.. Og Gud er indstillet på det. Jeg gik på døgnapoteket efter Rødkløverpiller. Jeg skal ikke kunne sige, om det var som et mere helligt menneske. Men den ydmyghed, jeg burde have udvist i kirken, udviste jeg nu her over for ekspedienten. Jeg levede det ud. 1.10.23.

Det giver ikke ligefrem scorepoint hos mig, at du har "danset 50.000 skridt indtil kl. 6 i nat". Jeg mener, talte vi ikke om badminton og om at du skal skabe dig en hverdag. At se dig sniffe et eller andet, som du prøver at forklare mig virkningen af, imponerer mig heller ikke. Jeg dømmer det ikke, mens du ser det. Men her et par dage efter, anser jeg det for at være barnligt, ikke at ville tage ansvar for sit liv uden stimulanser. Som om man kan prale af at have fået for lidt søvn. Det er jo eskapisme. Og det er ikke der, jeg selv er, overhovedet. Du skal ikke ringe ude på et overdrev, du kan kontakte mig, når du er kommet til dig selv igen. Og du skal ikke invitere mig med hos din mor, fordi jeg i hendes øjne er det gode, fornuftige selskab. Jeg har ikke villet dig i dag, og du troede, min irritation gjaldt min familie, hvor vi har fejret min søster, men den gjaldt faktisk dig. Jeg har ikke ondt af dig eller sympati med dig. Og det vilde liv gælder nogle andre (af dine venner). Jeg svarer dig nøgternt. Da du går forbi mit vindue og vi vinker, afkorter jeg kontakten. Jeg kan ikke finde mere overbærenhed eller velvilje. Helt sådan, at jeg måtte stå op fra et hvil for at skrive det her, i harme og affekt. En gåtur i et rasende tempo var også inde i overvejelserne. Ser du slet ikke, at det er en hån. Mod ham, der venter tålmodigt, arbejder sig stødt igennem vanskelighederne. Den, der har tid. Mod alt det, jeg troede, du var i gang med at bygge op. 30.9.23.

Hvad er det sidste, jeg har sagt dig? Og hvordan var min seneste omfavnelse? Hvordan var mit blik, da vi skiltes. Og mit tonefald. Tror du på, at jeg vil dig det bedste. Ønsker at det bedste må ske for dig. Mærker du på afstand min kærlighed have retning imod dig? Hvordan min bøn inkluderer dig. Ser du, jeg har rejst så langt og besværligt for at møde netop dig. Ved du, jeg har villet møde dig for flere år siden, men at tiden ikke var til det. At dit sind og din krop tiltrækker mig, beliver mig, så seksualiteten strømmer så lifligt og enkelt. At jeg længes knap så meget, fordi jeg har mødt og kendt. Og takker, fordi du bare er og findes. 28.9.23. (Viggo)

Du skal helst ikke google mig alt for meget. Eller "stalke", som du selv kalder det. Jeg er virkelig ikke det værd, og der ligger betændte ting, jeg er ked af, hvis du bliver vidne om nu. Jeg har sendt dig et link til min seneste sang (du bad om det tidligere i dag). Men klik dig endelig ikke videre til andre sange (der handler om dig, da jeg troede, det var ude med dig (alkohol)). Og dagbogsnotaterne er endnu mere betændte. Kend mig venligst ikke til bunds – du vil ikke ku lide, hvad du ser. Min kærlighed har ikke været konstant, men indimellem grim og brutal. Fuld af mistro. Jeg kan dække mig ind under, at vi først er ved at lære hinanden at kende. At tillid tager tid. Men hvor længe. Jeg kan forsvare, at tvivlen har præget mig pga. ydre omstændigheder (ude af min hånd). Nu føler jeg mest medvinden. Døm mig venligst ikke ude, og slet ikke nu. 26.9.23. (Til Viggo)

Du forstod, mens verden tav. Alt, der lå uvist, fik nu en stemme, fra hjertets kval. Ømt vil jeg holde dit ansigts træk helt tæt. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 26.9.23.

Jeg plejer ikke at tage billeder af min mad. Jeg ynder et hårdkogt æg, og hvis brødet er for langt, skærer jeg enden af og smider ud. Jeg forstår bedre det, jeg læser i køkkenet. Og askebægeret står fremme til ham, som engang imellem ryger i mit køkken. Jeg indtager rødkløver-tabletten imod hedeture i overgangsalderen. Og det kongelige porcelæn har jeg fået foræret – det går ikke i stykker, når man taber det!, ved jeg :) På Gallo skolen til fællessang nævnte en i pausen, at hun var god til spejlæg og brasede kartofler. "Jo, men kartoflerne skal jo trods alt koges først", var der en anden, der supplerede med et smil. Måske skal vi/jeg ikke kræve mere af livet end det. 24.9.23.  

Men efter at have skrevet notatet fra i aftes, lettede stemningen indvendig. Et par timer senere var det endda som om, jeg ku mærke du tænkte på mig, og det var med ømhed. Her til morgen vågner jeg op og ser, du har skrevet: "Er du vågen?", lidt i midnat, hvor min telefon stod på vibrator. På den måde ku jeg vælge at slette notatet fra i aftes eller give det en følgebemærkning, som jeg er i færd med. På den måde anerkender jeg følelsen, som den oplevedes i mig. Samtidig med, at jeg her bagefter kan se, den blev afløst af mildhed. Altså beskriver jeg de to op af hinanden. Det er min opgave. 24.9.23.

Jeg var ikke en del af afterparty, fandt jeg ud af. Efter at have overværet Viggos koncert, fint klædt på. Måske gjorde jeg en dårlig entre over for hans bedste ven. Eller min nederdel skjulte for lidt omkring min mave. Hvad gjorde jeg så? Jeg skiftede tøj herhjemme og gik så hurtigt, jeg kunne, ned igennem Trøjborg og op af Dronning Margrethesvej. Raserende. Som mit udtryk, mit bidrag til verden, den verden, der har sendt mig med bussen hjem. Jeg var ikke god nok. Men heldigvis var jeg god til noget andet. Ingen skal nogensinde få mig ned med nakken, liggende grædende i sengen over fortrydelse, i bitterhed. Jeg kan pleje min krop ved motion, så i hvert fald det ikke er et hængeparti. For selvfølgelig er jeg god nok. Det var jeg f.eks. over for den hundehvalp, jeg hilste på. Eller den bil, jeg vinkede til gerne måtte køre. Eller over for dem på Papirlageret, jeg spurgte til af ren interesse for stedet. Men det har ladt mig kynisk tilbage. Og dette skriv er ikke egnet. Og jeg er uegnet. Og du gider mig kun til dels. Og det er gengældt akkurat sådan. 23.9.23.

Det er for sen grænsedragning. Andre overskrider mine grænser og jeg får ikke i situationen sagt fra. I stedet skriver jeg om det, når jeg er kommet hjem, uden deres vidne. For at få luft og få oplevelsen bearbejdet. Det er en brist hos mig. Jeg ville ønske, jeg reagerede prompte, så intet stod usagt tilbage, når vi skilles. På den måde har jeg et dobbelt-ansigt og en skjult dagsorden. Her lufter jeg, hvad der rører sig bag facaden. For en læser, jeg end ikke kender. Jeg ser, det kan virke mærkeligt og unfair. Jo mere, jeg skriver om denne arbejdsgang og proces som et problem, jo mere skyldig føler jeg mig. Ingen siger mig imod, liker eller kommenterer, for det er ikke muligt, som denne hjemmeside er bygget op. Men enhver kan tænke sit derude. Det er det, kunsten skal åbne op for. Jeg går kunstens ærinde: at vække undren, nysgerrighed. Og det har en pris. 23.9.23.

Og der skal bare eet klik til. At folk ser, hvordan det egentlig er fat med mig. At jeg fører denne offentlige dagbog bag deres ryg, hvor jeg må skrive alt efter behov. Hvordan jeg udadtil er et ansigt, men indadtil et andet. Hvordan det en dag helst skulle være eet og samme ansigt. Jeg skal bare lade maskerne falde, et for et. Bekende, indrømme, vise svaghed. Så at hvis Viggo en dag læser med, han så ikke føler sig ført bag lyset eller løjet for. Hvordan skal jeg forsvare det skrevne fra i går, i dag. Og i morgen aften kysser jeg ham sikkert. Er det i virkeligheden mig, der er ulden eller utroværdig? Skal det utroværdige nødvendigvis have plads. Idet vi vel alle søger den rette menneskelige relation. Det vil jeg i hvert fald gerne tro. At også mit motiv med at have denne private – men samtidig offentlige – dagbog er ædelt, idet jeg afsøger, kredser ind, nærmer mig. Jeg er ganske sikker på, jeg er fuld af svigt og bagtalen. Og at venner, bekendte ville vende sig bort, hvis de fik vished om deres rolle i visse af dagbogens afsnit. Men hvis jeg ikke har denne ventil, dette frirum, dør jeg. Jeg har intet alternativ. 22.9.23.

Men da du kaldte mig "Skat", da var det slet ikke mig, du henvendte dig til. For jeg var der slet ikke i dag. Undgik øjenkontakt, - du kommenterede også, at jeg kiggede meget rundt omkring. Måske stoler jeg ikke ordentligt på dig i bund og grund. Lige fra om jeg får mine penge tilbage, til om du lyver om, hvem du tilbringer tid med, eller hvilket stof, du nu har indtaget. Jeg forstod bare, at der var afstand. At jeg på en måde beskyttede mig selv imod, hvad du måtte have at fortælle mig. Som ku være trusler. Da er jeg hellere "tæt veninde" eller andet. Fri som den øl, der lige nu beruser mig. Mig, der læner mig ind over min melodi, for dog at finde værdi i noget. Den kigger heller ikke på min barm eller alt, hvad jeg i øvrigt har for lidt af. Samvittighed har jeg meget af – det er min største styrke. Sig det til nogen. 21.9.23.

Jeg har grædt smerte ud. Silende som regn, lindrende fra mit dyb, - for at gro. Luften er ren, indånder fred. Jeg tænker på, at du greb mig. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 21.9.23.

Under troværdighedens navn bærer jeg nu kun Puma bh'er, som ikke er kunstigt polstret. Jeg kan simpelthen ikke få mig til at give andre det indtryk, at min barm rent faktisk er større. Det vil jo betyde, at jeg ikke kan leve op til andres forventninger – ja, særligt ham, jeg har sex med – og at han muligvis bliver skuffet. Så i overensstemmelse med min moral og retfærdighedssans, har jeg lagt Triumph-bh'en tilbage og iklædt mig Puma. - Som i øvrigt sidder rigtigt pænt på mig. Altså den fremhæver og fremstiller, så jeg føler mig veltilpas ude omkring i verden. Det er (nærmest) rystende, at folk puster sig selv op -.med polstrede og fyldige midler, for at gøre en bedre figur. Skal vi ikke netop gøre den figur, vi nu engang er? Som i kraft af det altid vil være – god. 21.9.23.

Jeg havde været på brunt værtshus med Viggo. Jeg fik den største kompliment, at jeg overhovedet ikke lignede en på 50, fra en 20-årig fyr. Og siden viste det sig, at han over for venner udenfor baren havde ytret, han var vild med mig. Jeg var virkelig tændt på opgaven eller eventyret. Kom træt hjem fra en Sønderjyllandstur, men Viggo foreslog at ses alligevel. Han stod der i sit sorte outfit og med sort hat. Og vi flirtede og holdt i hånd. Jeg fandt mig så godt til rette ved baren og i det miljø, at man skulle tro, jeg havde tillært mig nogle evner fra de to somre, hvor jeg var medicinfri og besøgte cafémiljøet så rigeligt. Jeg befandt mig simpelthen godt. Snakkede engelsk med bartenderen, - the Lion, hedder stedet. Og havde rigeligt med kontanter på lommen fra mine forældre, der altid forsyner mig ved besøg. Det var ganske enkelt bare at bestille Grimberger-øl og være selskabelig, og altså er det også lykkedes mig at være charmerende. Og meget spontan i bemærkningen og i flow. Jeg syntes, det var den bedste aften længe. Indtil jeg måtte stå op i nat og tage smertestillende – hovedpine – og drikke rigeligt med vand, som jeg indtil da havde forsømt. Også i dag sås Viggo og jeg, da jeg ledsagede ham hos optiker. Men vi røg i sådan noget, hvor jeg bliver forsigtig og han mere og mere hidsig (over det). Denne sidste uge op til, hvor han vist får Metadon sprøjtet ind i sin krop, har han en kortere lunte. Hvorfor ikke bare kalde det det? Jeg er sårbar over, om jeg er god nok – små bryster, store fødder osv. Men jeg ser slet ikke, at andre omkring mig ligeledes sloges med deres. Denne 20-årige – jeg havde nok skønnet ham ældre. Han var virkelig kompromisløs i sit udtryk, men ku jo have været min søn! Det var så fint at ku skrive til min bedste ven, Lars (eks-), at "jeg er på (brunt) værtshus med Viggo – ha ha". For der var noget helt utroligt over det. At jeg bare passede ind. Og det var ikke en debut. Jeg var hjemmevant blandt drankerne, af en eller anden grund. Som Kristus. 19.9.23.

Han sagde det så fint og med et glimt i øjet: "Det er en anden fornemmelse". Lars Holmbo, da han oppe fra mikrofonen sku ridse fordele op ved at betale medlemskab af Poetklubben. Som om man fik en merværdi eller en ny identitet eller status. Han sagde det i sjov. Men det er sådan, jeg har det efter at have meldt mig ikke-single på Facebook. Hvad er man så? Bundet til nogen/en? Min psykolog talte om vigtigheden af at følge sig valgt. Vi mennesker har et behov for at vide, vi er valgt (til) af nogen. Og her svæver jeg i et underligt ingenting og alting i mit forhold til Viggo. Som jeg føler mig følelsesmæssigt forbundet til. Og næsten drager omsorg for som var han mit barn eller min bror. Som om jeg tilhører nogen. Tilhørsforhold, taler man om. Netværk, venskab, omgangskreds. Men det er tillige erotisk. Det er det tættere end andet. Er jeg da kapret? Sku der stå "kapret" på Facebook, hvor der før stod "single"? Eller "lånt ud" eller "besat". Lars Holmbo taler om en ny fornemmelse. Han kan hænde at have ret. Jeg mener, det betyder da noget for én, hvad man går og støtter økonomisk i det daglige. Hvad man lægger sin energi – for det er, hvad penge er – i, som man ku have brugt eller lagt andre steder. Man investerer i noget bestemt. Vælger altså noget til. Ligesom en elsker eller en fortrolig. Hvis man altså finder en. I sidste ende handler det om, hvem jeg føler mig draget af, så at jeg lægger mine kræfter der. Hver dag må vi vælge os et mål for vores stræben. Indtil natten vasker tavlen ren. Valgt. 17.9.23.

Jeg havde slået lidt af hans gæld til mig, noget med 100 eller 200 kr. Selvom han regnede med, jeg holdt regnskab, så han ikke behøvede selv, er det ligesom om, han ved det. Jeg havde pyntet på beløbet, så at sige. Hvor mange sekunder tager det via Mobilepay at låne ham et beløb til resten af måneden? Gøre det med overskud, velmenen. Ville ham det bedste. Og jeg er ligeglad. Med tilbagebetaling, som han sørger for en smule hver måned. Jeg behøver ikke pengene, og jeg har hjulpet en ven. Og han ville gøre det samme for mig, hvis situationen var omvendt og det var mig, der manglede. Sådan foregår mellemmenneskelige relationer overalt i verden. Til fælles gavn og udbytte. Ja, det indebærer, at jeg må flytte et beløb fra en konto til en anden, for at jeg selv har nok. Men det gør ikke ondt på nogen, og det rager heller ikke nogen. Jeg var rundhåndet og det klæder mig sådan set. Bedre at pengene gør gavn hos ham, end bare står på min konto. Og vigtigt, han fik formuleret sin besked, så han rakte ud efter støtte. Hvad skal vi ellers her end omfordele ressourcer, så vi alle har nok. 16.9.23.

Jeg er så levende i mit underliv, at det næsten er pinligt. Lige meget hvor, hvornår på dagen. Minder mig mest om mine maniske perioder, - hvilket man der taler om som et symptom. Men nu er jeg rask, medicineret og stabil. Hvis jeg virkelig levede det ud, eller hvis der var en grænseværdi, så er den langt overskredet. Det strømmer let gennem kroppen og jeg føler mig meget vital. Ham, jeg kysser med, deler frække tanker med mig, men det er (næsten) uafhængigt af det. Hvad andet kan jeg kalde det end liderlighed, længsel, begær. Jeg må næsten holde kraften tilbage. Hvor højt kan man egentlig skrige? 15.9.23.

Det tog et halvt minut. At finde stedet, hvor det skulle gøres, og slette statusoplysningen om mig på Facebook, som "single". Jeg erstatter det ikke med noget. Nu får jeg måske færre venneanmodninger fra helt fremmede mænd, der er single. Og single er jeg måske heller ikke mere. Og hvor åndssvag en ting at have stående i det hele taget. Indtil man møder den rigtige, altså. 15.9.23.

Det er min fejl. Jeg er åben. At vinduespudseren sender mig en venneanmodning og bagefter en Messenger-besked. Jeg kan umuligt gengælde eller respondere. Kom han her ikke for et stykke arbejde? Men det er min fejl – jeg er åben. Jeg kan hænde at signalere: spørg endelig. Først lånte han toilettet, senere spurgte han til kaffe, ikke sådan at forstå at han så ikke arbejdede. Men han bemærkede mine bøger, min kunst, vi snakkede om at spille musik, bo i Aarhus, mange ting. Det er min fejl, jeg er åben. Viggo har åbnet mig og det smitter. Jeg er fuld af let omgang med andre, kække bemærkninger, der falder fra min mund ubesværet. Jeg har slagkraft, havde ikke engang klædt mig pænt eller rettet på min frisure. Står blandt Stemmernes fællesskab på Store torv, og flere mener at kende mig et sted fra. Jeg underspiller – kraftigt - "jeg er også sindslidende og derudover kunstner". Til gengæld kan jeg ikke løbe fra mit haremsagtige look i dag, løse klæder langs min skikkelse, som boede jeg i Egypten. Som om jeg var en let vind, der helt sagte rammer de forbipasserendes kind. Jeg er åben som vinden. 14.9.23.

Stumt, jeg folder fod mod fod. Taber modet lidt for lidt. Stadig tavs. Ordet, det skal leve ud af mine sår. Evige nu. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 12.9.23.

Jeg er ikke forpligtet på dig, jeg er forpligtet på kærligheden. Det er alene den, jeg skal være tro overfor. Agte og søge. Ja, fra morgen til aften. Ikke om den omfavner lige dig eller en anden. Som selvstændig kraft vil den gå, hvor den er behøvet. Dem, der kalder på den, vil den vise sig for. Det er jeg helt og aldeles overbevist om. Er jeg derfor opfyldt, overstrømmende, lader jeg overskuddet gå til den trængte. Er det netop dig, som individ, med navn, personnummer, ja så lad os dele det, som opstår imellem os. Men jeg er ikke bundet til eet menneske, men til mennesket. Jeg har kontrakt på at være for alle, selvom det kan lyde kynisk over for den, der søger mig som specifik partner. Men det er (kun) på den måde, jeg går frit, og også kærligheden går frit. Det er ligesom (Søren) Kierkegaard, der fravælger sin forlovede og et almindeligt, borgerligt liv. Til fordel for et forfatterskab, der skal have vidtrækkende konsekvenser, og være banebrydende for generationer efter. "Du skal ikke føle dig forpligtet til at ringe", som jeg skrev til Viggo. Vi skal gå med kærligheden, ikke bundet op på en eller anden aftale. Og slet ikke den, der er mellem to mennesker. Vi er kun forpligtet over for Gud. Dernæst over for næsten. Dernæst over for den specifikke næste. Ja, det er kærlighed, jeg føler for dig, men den er fri. Gældsætter ikke. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne sige, du var min eller jeg din, men sådan forholder det sig ikke. Jeg kan ikke (være i det). Parforholdet som institution. Jeg kan kun være i kærligheden. 11.9.23.

Der er pludselig ikke det, jeg ikke ser ske (og det er farligt). Du og jeg, der spiller badminton. Nu, hvor du har fået det bedre. Os, der sidder som par over for et andet vennepar og spiser. Mig, der sidder med Kirsten fra Fredericia (samme livshistorie) i Go' aften Danmark, fordi vores sag er vigtig. Mig, der får et gennembrud, nu hvor der er flere og flere besøgende på mine sites. Jeg, der tør sige mere til livsfilosofi, simpelthen beroende på talent, intelligens, erfaret og erkendt stof. Fordi der simpelthen er noget at komme efter hos mig. Jeg taler om fylde. Mig, der i gadebilledet lykkes bedre og bedre, har hurtige træk videre til det næste, en kæk bemærkning, som jeg ikke bagefter grunder over. Jeg, der er oppe i tempo og med på beatet, og kan matche en fyr som Viggo på 44 :) Det er farligt, som jeg startede med at sige. At tro på så mange ting på én gang. At have så stor tiltro til livet og hvad det måtte bringe. Men der er kvalitet. Substans. Der er ikke dage, hvor ingen har mærket mig. Jeg er tilstede. Viggo roser mit bryst og muligvis slår jeg til, i betydningen rækker. Så at jeg ikke behøver dukke mig eller undskylde mig. Jeg tager ved lære. Og det er det vigtigste ved at være her. Set med himmelens øjne er jeg bare en menneskesøn. Ja, på størrelse med en myre i det ganske univers. Der er altid nogen, som har prøvet og mestret og videregivet langt vigtigere ting end jeg måtte have for øje. Heldigvis. Også jeg skal bare spørge og undres. 8.9.23.

Så at man kan sige: hun var en god ven. Så at jeg bar faklen videre. Som også musikerne på musikken i ørerne gjorde. Givet videre. Givet først liv til kraften, for så bagefter at føre den videre. At jeg da var budbringer. Med det glædelige budskab. At alt er i verden for at du skal være/blive lykkelig. Alle skridt var beredt, næsten med palmeblade liggende. Du skal bare træde der. Så at også dine efterkommere tør. Fordi de ønsker at være dig lig eller ligeværdig eller bare ligne. Som i en lignelse. Ja, alt hvad der rimer på velsignelse. Så at jeg bistod, var der til fulde for en ven, der behøvede det. Så at de bagefter kan sige: jeg kan stadig mærke hende. Eller impulsen, som er så stærk. Fordi et menneske virkelig ville mig. Hun, hvor det kærlige nogle gange var at vende sig bort eller gå. Fordi også hun (kun) var søgende, på vej. Så at et tilsagn nogle gange var et nej. Fordi gåden lever og nogle skal spørge: hvorfor. Og længes efter et svar. En nysgerrighed er vakt. Og du skal bare gå med den. Som med en fakkel. I forvejen med lys. 6.9.23.

Jeg er helt oppe i gear (læs: lettere manisk). Ting, jeg svarer andre på, flyder ubesværet fra min hånd, også vigtige ting om aftaler, hvor jeg er den ansvarlige, f.eks. på vegne af Poetklubben. Hele mit væsen strømmer lifligt. Og sommeren er vendt tilbage som en foræring, ligesom min lette sommerkjole. Aldrig før brugt. Jeg overvejer at cykle op og se til min udstilling, men er allerede på forhånd herhjemmefra bekymret for, om jeg er for meget. Om min energi simpelthen vil overtrumfe, overrumple, mase de andre ned. Jeg taber mine tomme dåser midt på fortovet, fordi jeg vil læse en sms, og bliver til et billede på en hjælpeløs pige fra en romantisk film, hvor nogen skal komme hende til undsætning. Men jeg er let. Mit tråd er enkelt, naturligt, sprællevende. Jeg kan kun kalde det udadvendthed, frem for mani. Jeg er åben og et aktiv. Der er noget, jeg mestrer, men må samtidig holde tilbage. Nogen har lært mig – til dels mig selv efter maniske perioder – at for meget ikke altid er godt. Men dette er kalvesteg, det ypperste, jeg skal bare spise det gradvist. 6.9.23.

Ja, jeg tog HIV-testen. Det føltes lige så skelsættende som graviditetstesten i sin tid gjorde. Det var sådan set, fordi jeg var i gang med en covid-19-test, at jeg fik mod til også at forsøge mig med den anden, som jeg havde bestilt hjem for tre uger siden. Den viste negativ. Jeg er ikke stolt af at have gjort det, idet jeg gerne tror Viggo på hans ord, og sådan set ikke længere var bange. Men det syntes så ligetil at tage den netop nu (i aftes). Jeg syntes, det var voldsomt, at man skulle prikke sig i fingeren, i det hele taget virkede det som noget meget alvorligt at gøre. - Hvis jeg bare skal beskrive følelserne omkring det. Og jeg fortæller det ikke vidt og bredt. Som at være skyldig i mistro. 5.9.23.

Du går ikke med, at jeg skrev, det var nemmere at elske hunden (din) i dag end sidste gang, jeg passede hende. Hvordan kan kærligheden gradbøjes, tænker du nok. Sku jeg i stedet for at sige, hun "var virkelig dejlig i dag", have sagt: "hun var virkelig nem i dag"? For det var jo kontakten imellem hund og hundepasser, der lykkedes så helt fortrinligt. Som jeg aldrig ku have forudset med tanker på sidste gang, hvor jeg stod og råbte af hende og virkelig kæmpede med at skulle være den ansvarlige. Hvorfor kan jeg ikke bare sige: det var nemmere at elske hende i dag? Du mener, kærligheden bør være den samme, på også vanskelige dage? Jeg siger bare: der var lettere adgang til de metoder, jeg ku tage i brug. Så snart, jeg gik i gang med mit – klippe hæk, støvsuge – fandt hun også på gøremål eller hvile for sig selv. Jeg satte grænser, der var så letaflæselige, at kontakten imellem os gled så fuldstændig ubesværet. Det priser jeg virkelig højt – da jeg var trængt sidst. Hun stod slet ikke og gøede af mig på noget tidspunkt i dag. Det er virkelig et målbart barometer for succes. Hun var tryg og frejdig. Kan jeg tillade mig at sige, at kærligheden var en anden i dag? En anden slags? Du synes – ud fra dit svar (Lars) til mig – at kærligheden til hende bør være lige så stor på svære dage. Du har ret. Men hvis det ikke var tilfældet. Hvis jeg ikke formåede det. Jeg, som den voksne, skal sætte dagsorden, og det var, hvad jeg gjorde i dag. Vi andre har også brug for klare svar og signaler for at trives. Kærligheden var mærkbar, helt åbenlys, tilgængelig. Den lå yderst, frit fremme, i al sin tydelighed. Andre dage skal jeg lede, selvom den selvfølgelig er der underneden. Måske var det mig, der var nem i dag. Som så smittede af på hunden. Jeg tillader mig at sige, det var det, der lå imellem os, som lykkedes. Det væsen, der udspiller sig. Et forhold, der forholder sig til sig selv. Den tredje part, som kaldes held eller tilskyndelse eller inspiration. Eller som kaldes Gud. 4.9.23.

Slipper din hånd, hvor skal jeg række den nu? Hjemløs i verden, er den, finder ej hvile nu. Hjerte - hold ud, høsten er nær. Tvivlen vil råde dig, indtil den spørger dig til, hvad du godt ved. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 3.9.23.

Sku jeg – mod forventning – dø indenfor den nærmeste fremtid, forstår jeg det så udmærket. Så tappet for kraft, som jeg er i kroppen, har jeg kun livsnerve på niveau med min gamle mor på 85. Som ringede i dag helt afkræftet – også i ånden. Da jeg sang på skolen for et par timer siden, ku jeg næsten ikke synge linjen til ende. Mangler jeg motion?, tænkte jeg. Nej, jeg var træt. Så hvis jeg dør, da kan jeg bare konstatere, at det er lykkedes mig at opøve venlighed i mit møde med helt tilfældige mennesker. Jeg har foldet mit inderste ud, så det sidder i mit ydre. Og jeg er lettilgængelig på alle planer. På en måde er det, hvad man højst kan ønske sig af et liv. 31.8.23.

Jeg havde set ambulancen køre derfra. Jeg gjorde ikke andet end at lægge to og to sammen. Da jeg kom over til busstoppestedet lå der en efterladt frysepizza på bænken og lidt derfra på fortovet var der efterladt en halv flaske vodka. Det måtte være Jans – den ene alkoholiker, ham med de mange tatoveringer. Jeg havde så tit set ham med en pizza og noget sprut. Dagen efter – i dag – sidder han der så "på sin plads" på bænken som vanligt. Lettere forslået i ansigtet, så jeg spørger: har du været på hospitalet? - for der lå en efterladt pizza her i går og din vodkaflaske stod derhenne. Han var ikke glad for, jeg spurgte. Nej, han havde bare været for fuld i går, fik han svaret. Jeg må hellere gå, så jeg gik. For dog tilfældigvis at vende tilbage en time senere, hvor min bus afgik mod Risskov. Enten bliver det pinligt eller også er det bare i orden, nåede jeg at tænke. Så jeg gik med vilje hen til ham, satte mig ved siden af ham, og vi hilste som vi altid gør. "Vil du have en slurk?", spurgte han, mens han rakte mig sin flaske. "Nej, jeg har lige fået en øl derhjemme", svarede jeg. Han havde lidt besvær med at bevæge sine læber, så jeg går næsten ud fra, han er faldet i går og er blevet tilset. Han vil bare ikke sige det til mig. Endelig rækker han mod sin taske – om jeg så ikke i det mindste vil have en filur-is. Jo, det vil jeg gerne, ikke smagt dem i årevis, som jeg får sagt. Han siger, han selv lige har spist et par stykker, og det slår mig, hvorfor han ikke går hjem og putter dem i fryseren. Men sådan tænker han slet ikke. Jeg rejser mig for at tage min bus, og han råber noget om "anta-bus" - en vittighed, og jeg ler. Det er Jan. 28.8.23.

Du - en mand, indeholdt i alt, hvad jeg ved. Sikke en lykke, der rinder ud alt for snart. Jeg har lovet at vidne stort. Måske holder du plads til mig. Husk at stemme din streng. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, sen august, 2023. (Til en ven, der af og til spiller guitar i mit køkken)

De omtaler mig – den ene i sin tale, den anden på Facebook bagefter min fernisering – som et (meget) "åbent menneske". Den ene taler om vigtigheden af "grænsesætning", så andre ikke bare vader ind over mig. Jeg forstår, hvad de siger, og at det er mit syndrom eller symptom, at jeg er for god af mig. Jeg har svært ved at korte en snak af med en anden, selv hvis emnet går mig på, eller jeg egentlig ikke har kræfter til at høre mere. Jeg giver den anden meget lang line. Og er der en, jeg har overset i forsamlingen, sørger jeg for at sætte mig hen til ham lidt. For at alle, der har været der, skal have følt sig velkommen og set. Hvordan praktiserer man grænsesætning? Jo, man kan f.eks. med sit kropssprog vise, at man vender sig bort eller ønsker at gå et andet sted hen i rummet. Man kan også skifte pludselig emne, omtale noget helt andet, bringe frisk luft ind i samværet, så det er lettere at bryde op. Og gøre det på en venlig måde, så den anden ikke føler sig afbrudt eller tilsidesat. For der er ikke det menneske, jeg ikke lægger mærke til, men man kan ikke være hos alle. Det kan kun Gud. Derfor er det en afvejning, hvem trænger mest eller hvor ku jeg lige puste lidt ud. At være et åbent menneske har voldt mig kvaler, især over for faren til mit barn. Ikke at få sat den nødvendige grænse i tide, eller ku give igen på kritik. Ja, det bliver jo til et slags misbrug. Hvorfor siger hun ikke fra? Men du bliver ved at fortælle mig nye ting, som jeg svarer opmærksomt på. Er det ikke dig, der ku have fornemmelse for at tie indimellem? Hvilket menneske kan holde til dette bombardement? Hvordan sige, man ikke orker mere snak, når man selv har indbudt mennesker til sin fernisering. Man har lagt op til at være social, men det fedeste viser sig at være at gå og gøre klar sammen med Henning og Orla, stille kage frem, tøre borde af med en klud. Slet ikke alt det med at være i centrum og sku præsentere sin kunst for et publikum. Kærligheden var der i blandt os i forberedelserne, men jeg spurgte efter den bagefter. Jeg manglede noget. Indtil jeg modtog en pris "Til et helt særligt og talentfuldt menneske i det Aarhusianske kunstnermiljø"! Som jeg slet ikke ventede sku tilkomme mig (kan man også se på de fotos, der blev taget). Orla talte om min ærlighed, i de ting, jeg skriver, som en kvalitet. Da har han/de set noget, jeg ikke selv er bevidst om. Og der var kærligheden. Selvsagt. 26.8.23.

Du talte (skrev sms) til min krop. Du talte ind til min krop. Du åbnede mig. Da jeg fortalte, jeg var på vej i bad, skrev du om frække ting. Da jeg skulle klæde mig på bagefter, tog jeg som det naturligste i verden en lækker bh på, som skulle jeg til en fest. Jeg fik lyst til at gøre mig til. Nogen interesserede sig for mit udseende, på så dejlig en måde. Hvorfor ligger vi så ikke bare sammen et sted? Men det er nok. Det var mig, du berørte. Med en bemærkning. Det er nok. 24.8.23. (Om Viggo)

Jeg er proces-menneske. Ynder at få alle skridtene med derhen til, hvor jeg når. I dag hængte jeg min udstilling op i Galleri Grane. Fernisering er på lørdag kl. 14 - kommer du? Har endda fået lavet nye visitkort med ekspresfart :) Foruden mine malerier kan du se Orla Granes Skrumler af ler. Indtil 28. oktober, mand/onsd/fre/lørd. fra 14 - 17. Hammershusvej 43. Jeg vil ønske, at det, jeg har lavet i enerum, kom i spil ude i verden. Vi må (alle) opsøge mødet.

(Nu har jeg spurgt support om statistikken – der er en forklaring, så lige nu afspejler kurven ikke det reelle antal besøgende her på sitet. De opgraderer til et bedre system. Jeg sendte dem en mail og har fået et fint svar. 25.8.23.)

Man kan ikke spørge support (intet emne, der hedder "Statistik"), man kan spørge sig selv. Man kan altid spørge sig selv. Jeg har selv været inde på hjemmesiden (denne) tre-fire gange i går, og i dag viser statistikken, at der kun har været en gæst. Søger jeg på driftsproblemer, får jeg heller ingenting. Betyder de 40 besøgende så meget for mig? Ja, åbenbart. Også jeg er søgende. 23.8.23.

Jeg har da så drastisk mistet op imod 40 daglige besøgende her på sitet. Uden grund eller forklaring. Kan de interesserede være nået igennem materialet? Nægter de at kendes ved mig? Find selv på flere spørgsmål og svar. Men det indebærer, at du læser med :) 22.8.23.

En ven skriver uden emojis. Jeg svarer ham selvfølgelig uden brug af emojis, går ind på hans betingelser, hvad ellers. En anden bruger dem i eet væk og jeg svarer ham, hvor jeg vrider mig til det yderste ved at gøre brug af så mange tegn som overhovedet muligt, selvom det egentlig ikke ligger til mig. Endelig er der en ven, hvor vi næsten har en skjult aftale: bruger han en blomst som afslutning på sin sms, bruger jeg en anden blomst, for at ligestille. Det er sådan en skjult kontrakt, vi har. Hvorfor ikke møde sit medmenneske, hvor han er? Jeg går ind og gør en kommunikation så glat og gnidningsfri som muligt. Hvem ville ikke – som energien gør – vælge den vej med mindst modstand? 20.8.23.

Mine Facebook-opslag bliver mere og mere upopulære. Får næsten ingen likes. Men det er jeg godt klar over, allerede når jeg lægger opslaget ud. Enten er jeg selvfed eller også har folk ligesom besluttet ikke længere at støtte mig nær så meget. Hvorfra kender vi andres dom? Tavshed kan jo dække over så mange ting. Nogle gange vil vi vel ikke så gerne kende andres dom. Vi ønsker at være inkluderet i et fællesskab, så at vi ikke står som den sidste, når der skal vælges spillere til fodboldholdet. Men hvorfor egentlig? (ikke stå som den sidste). Det egentlige og væsentlige er måske ikke det mest spiselige at få at vide. Essensen ikke letfordøjelig. Jeg tror, jeg skal være tilfreds med at få færre likes, altså lave færre populære opslag. Det andet virker så let. Jeg ved også, at 1 like fra måske et højtelsket menneske er bedre end 10 fra nogle, der betyder mindre. Hvad om den ene gik hen og kundgjorde det største. Hvad om han var det ene vidne, der sku til. 18.8.23.

Helt naturligt er det sådan, at man på en buschaufførs træden på speederen kan danne sig et fuldt billede af, hvem han eller hun som menneske i øvrigt må være. Tager hun chancer? Indeholder hun indebrændthed og aggressivitet? Også på et menneskes gangart kan man bestemme rimeligt meget omkring vedkommende. Sådan gætter jeg dagligt (over for den åndelige verden), hvordan et givent menneske er sammensat eller modelleret. Eller hvordan bærer hun sit hår?, ku man spørge. Henslængt med ligegyldighed eller påpasseligt med respekt. Eller hvordan betaler vi ved kassen? Med øje for beløb og rabat, eller rager det os ikke. Det er så utroligt mangfoldigt her i verden, at nogle gange undrer man sig over en vare, at den overhovedet kan interessere nogen. Men den interesserer måske endda flere! Bare uden for min egen smag. Jeg vil gerne kende et menneske, kunne redegøre for dets særpræg. Jeg er nemlig nysgerrig. Det er også min nysgerrighed, der driver mine podcastsnakke frem. Hvis jeg ikke går op i, hvordan chaufføren kører, da bliver min dag farveløs, monoton. Og dem, der tjekker ud (rejsekort) i sidste øjeblik, forstår jeg simpelthen ikke. Men det er kun, fordi jeg en dag overhørte en sige, at det bare skal gøres, når bussen letter fra den seneste station. Da vil systemet vide, man er på vej til næste destination. Men også dem, der rejser sig i sidste øjeblik, før de skal af, eller først endda når bussen er standset. Men jeg skal ikke forstå alle. Jeg skal (jo) bare prøve. 18.8.23.

Brødet er for gammelt, men ordet brydes, løftet vandrer. Lad det leve mellem mand og mark foldet ud. Så at venskabsby virk'lig huser venskab, løser bånd på tværs af hver en gren. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 17.8.23.

Det er som om, du står og synger en Serenade nedenfor mit vindue. Hver aften. Men du går sikkert og synes, jeg er en idiot efter det med HIV-mistanken. Så måske er det mig, der synger. Jeg prøver bare at komme over dig. Lempeligt. Har klippet mit hår kortere, spillede badminton i dag. Jeg er også til dels ligeglad. Vi var jo dødsdømt, men jeg er træt af, hvis du nødigt vil møde mig på gaden. Dine stærke øl står stadig i mit køleskab. Jeg har nedjusteret dig til en lækker mand, jeg har lært meget af. Som jeg måske havde ønsket at ku have et reelt parforhold med. Som syntes helt umuligt at praktisere ud i det virkelige. Du snappede af mig, bed mig af, eller hvordan sige at du problematiserede, hvor der ingen grund var. Ville jeg høre dig til, om du ville følges med mig i 5A blev det pludseligt drejet som et angreb. Ja, alt muligt tog du nært. Nu skriver jeg dig igen ind i historien som et bærende element. Men det er mig, der er det bærende element. Jeg har dog kigget nogle gange ud af vinduet om aftenen for at se, om du virkelig stod der. 16.8.23. (Om Viggo)

Det var en skam. Jeg havde gjort mig så interessant hos den nye frisør, at hun, da jeg skulle gå, spurgte, om man bare kunne søge på mit navn for at vide mere. "Ja, så dukker der vist forskelligt frem", sagde jeg kækt. Jeg ville ønske, hun havde holdt vores relation til den klipning, det handlede om. Men ok, det er hvad man kan forvente. Næste gang vil hun vide det med barnet eller have hørt en mærkelig sang. Ja, næppe kan man finde noget om mig, der bare er tilforladeligt. Det gør ikke noget, at hun spurgte om hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede osv. Det er jo bare (som altid) at sige, at "jeg har en førtidspension, så jeg behøver ikke at kunne leve af min kunst". Punktum. Hun har behandlet mit hår virkelig fint og jeg gæster gerne hendes salon igen. Jeg har vakt hendes nysgerrighed og jeg sagde tak, fordi hun ville google mig. Hvad sku jeg ellers. Jeg kommer næste gang og der står "morder" hen over mit ansigt. Jeg har sagt hende en bid og hun ville gerne kende mere end det. Det er jo faktisk en kompliment. Tænk, hvis hun havde sagt, det lød kedeligt. Tænk, hvis jeg ikke var en rigtig menneskefisker. 15.8.23.

Lægen nævner ikke engang "Brændende mund", som man ellers kan google sig til. Anbefaler mig at skylle munden i klorhexidin. Svarer ikke rigtigt på, at jeg undskylder mit opkald til lægevagten, fordi jeg troede, det var noget alvorligt. "God dag" siger hun ligefrem. Jeg har siddet 20 minutter i telefonkø og opnår ingenting. Varmemesteren kan komme imellem 12.30 og 15.30 i morgen. Hvad tænker de på kontoret? Hvem sætter tre timer af – han skal løsne en rist i badeværelset! Det bliver en mærkelig dag. 14.8.23.

Det er jo nødvendigvis sådan, at hvor der før var en, der lagde mærke til, jeg havde barberet ben, er der nu ingen, hvorfor jeg ikke får det gjort. Jeg prøver virkelig at holde moralen højt, holde min vægt, se nogenlunde ud. Men alle disse krav til udseende, som opstod af at en anden lagde mærke til, er nu forsvundet. Det betyder, jeg skal passe mere på ligesom at holde standarden. Eller også skal jeg nyde at være lidt sjusket. Ingen kommer i min lejlighed heller. Ja, så ku jeg gøre rent og rydde op – for Gud! Vaske mig og nette mig for ham, det gør jeg gerne. Men ingen beser eller kontrollerer de intime ting, hvorfor jeg bare kan lade stå til. Det gør jeg ikke, men jeg slækker, må jeg indrømme. Der er også et mærkeligt tomrum, så at jeg nemmere lægger mig til et hvil, og også nemmere keder mig. Det er afmatningen, konsekvensen af en afsked med en flirt, jeg mærker. Ku ikke have forudset det eller forberedt mig. Jeg kaster mig gerne ud i endnu en forelskelse eller noget derhenad, så skræmt blev jeg ikke. Og de stærke elefantøl i køleskabet må jeg nu selv drikke – ha ha. Jeg skal (slet) ikke tale om sorg eller savn. Jeg skal tale om singletilværelsens luner. Enten glæder man sig til ikke at være single mere, eller også gør man sig til for manden på gaden, hvilket er rigeligt. Jeg mener: varmemesteren, alkoholikeren ved stoppestedet, manden der dytter af mig på gaden. Selvom Viggo styrede guitaren i køkkenet. Ingen kommer jo nogensinde og spiller netop de sange igen. Men det åbnede for, at jeg hyppigere sætter mig i køkkenet, som et helle. Taknemmelig er jeg sådan set for at have mødt ham og det, der fulgte med. Hvordan også krænke det, der blev én givet. Som vilkår, arbejdsbetingelser. Kom det ikke alt sammen fra det høje, som ved langt bedre. Hvad jeg har brug for. 13.8.23.

Hvorfra vidste jeg, at broccoli og lidt chips ovenpå en fiskefrikadelle vil vise ca. 65 kilo på vægten i morgen tidlig, når jeg spiste lidt rigeligt i går? Ja, det er ikke noget med at tælle kalorier eller have en spiseforstyrrelse. Det bygger på erfaring, lagret viden, statistik. Gjort op gennem et helt liv. Der er noget, jeg her som 50-årig mestrer. Noget, jeg er god til. At fornemme, hvad min krop ret nøjagtigt behøver for at være i fuld vigør. Som en form for disciplin. Opøvelse af god, solid, sund fornuft. Ellers ku jeg have valgt at spise alle fiskefrikadellerne på en gang, men jeg skønnede at det ville være for meget. Jeg fulgte et ræsonnement. Ligesom jeg nu lytter til Bach i høretelefonerne, ikke Aksel Schiøtz som sidste gang. For jeg forudså, at Bach ville berolige mig det mere. Vi tager valg, der har fordel, til det bedste. Til alles bedste, forhåbentlig. Vi udfylder vores plads i verden, sådan at andre op af os også kan udfylde deres. Jeg fylder 65 kilo. Men hvad vejer mere er min evne til kærlighed. Eller til at gøre det rette. Både mod andre og mod mig selv. Selv dette var et forsøg. 12.8.23.

"Den er ikke ordentlig lukket", kan jeg konstatere om mit vindue i stuen. Lydene fra Bethesdavej nedenfor er alt for tydelige til at jeg kan have lukket vinduet ordentligt. Sådan også med forholdet til Viggo. Til aften såede jeg tvivl og spurgte ham direkte, om han var testet for HIV. Senere fandt jeg ud af, at de symptomer, jeg har i min mund, svælg og hals også kan skyldes såkaldt "brændende mund". Men min frygt blev forstærket af, at han har levet et noget broget liv, før jeg lærte ham at kende. Den er ikke ordentligt lukket, flirten. Jeg har mistænkt ham, og til det svarede han, at det lige så godt ku være mig, der var smittebærer. Rigtigt nok, jeg har bare levet et betydeligt mere monogamt liv, end han har. Så det var der, den endte. Da havde jeg nået at ringe til Lars – tænk, hvis hunden efter at have bidt mig i hånden, bringer mit blod videre til andre og smitter videre! Panik. Og også til vagtlægen for en blodprøve her og nu på en fredag, samt apoteket om man kunne købe selvtests der. Det passede fuldstændig i fortællingen om mig. Jeg var gået ind i et forhold godtroende, med tillid, men havde tildraget mig en sygdom, jeg i princippet kunne dø af. Ingen fremtidig hundepasning, hvis hunden kradser mig. Alt blev i den vildeste fantasi slået fuldstændig i stykker. Indtil han bekræftede, at han var blevet testet. Blæner på inderlæbe, tunge og brændende fornemmelse ned i halsen, simpelthen aldrig prøvet det før. Og google er da nogle gange ens værste fjende. Hvad man alt sammen pludselig kan fejle. Selv en time efter, han havde afkræftet at have HIV, troede jeg stadig ikke rigtig på det. Så jeg gik mig en lang tur, for renselse. Jeg ved da godt nu her nogle timer senere, at det måske ikke er så heldigt at have krævet svar ud af ham, at have sået tvivlen overhovedet. Men jeg var (jo) rædselsslagen. På mandag ringer jeg til lægen, forklarer ham mine symptomer, taler problemet ned. Jeg blev engang selv spurgt til kønsvorter fra en sexpartner, som i hvert fald rådede mig til at blive undersøgt. Og jeg syntes, det var helt urimeligt, kan jeg huske. Bare det at han ringede betød jo, han havde plantet skyld hos mig. Jeg tog dog ned og blev undersøgt og frikendt. Egentlig ønskede han vel bare, at hvis jeg var smittebærer, at jeg da ikke smittede videre, nu hvor han på egen krop mærkede kvalerne ved sygdommen. Jeg havde talt sagen op, fordi jeg følte mig ramt. I dag var det mig, der anklagede, dog med "Kære Viggo" og hjerte-hilsen. Nu er også det kommet imellem os, ret beklageligt. Jeg har ikke svaret på hans pegende finger tilbage på mig. Jeg har sundet mig. Hvorfor sunder vi os ikke bare. 11.8.23.

Jeg vågnede med hans (Viggos) sang i hovedet. Det er ikke en nem sang. Faktisk kan jeg i dagsbevidsthed ikke komme den i hu. Den går i ujævn taktart. Men i denne tilstand mellem nat og dag, drømmende og vågen, var den der helt klar. Det var hans, og det var hans egen. Derfor valgte jeg at skrive ham en morgenhilsen. Jeg hentede brillerne, på hans foranledning (hans idé at få et par nye). Og de klæder mig. Ku her til aften sende ham et billede, hvor jeg har dem på. Er det ikke meningen med stridigheder, at de skal jævnes ud? Jeg går ham i møde, for hvorfor ikke. Jeg har fundet en anden – en veninde – at spille badminton med. Så er det ikke helt spildt, at jeg har købt et klippekort. Selvom drømmen oprindeligt var, at gøre det med ham. Det er den smukkeste udgang på det. Jeg har ikke noget imod hunden eller det mørke vejr eller udsigten til overgangsalder, naturkatastrofer eller hvad der måtte være. Jeg går let. Jeg er blevet hjulpet – med sangen for mit indre øre i morges – til at støtte en ven i, at det vi har haft, holder. Og den sidste time med hundepasning gik med, at Freja bare lå og legede, veltilpas på græsplænen. Vi havde fundet hinanden, trods genstridigheder et par timer før. Det er sådan, kærlighed ter sig. Den søger mødet, kompromiset. Den går den anden i møde, slår en streg over det, der kom imellem. Fordi den udligner og smelter sammen, hvad der før var brudt. Og vi folder os ud, i stedet for at vende ind. 10.8.23.

Han kendte ikke normen, han kendte kun kærligheden. Man kommenterer jo ikke, hvad andre folk køber i supermarkedet. Men det gjorde Fredrik: "Nå, du sku også købe øl, sådan kan det gå", som han sagde. Jeg havde råbt ham an midt i Veri centret. Spurgte, om han kunne huske mig fra Gallo skolen. Joh, det dæmrede. "Måske sku jeg selv gå på Gallo skolen igen", sagde han opmuntret midt i vores snak. Det var hyggeligt at møde dig, sagde jeg og gav hans arm et klem. Og det var det virkelig, Lars (som har været hans lærer) vil også blive glad for hans hilsen. Da jeg så, han havde retning mod Kvickly, valgte jeg med vilje at handle ind et andet sted. For at det ikke skulle blive pinligt og for tæt og gøre os forlegne. De varer, jeg sku have, ku man få overalt. Men det viste sig, at han havde fulgt efter mig! Pludselig stod han bag ved mig i Netto – lige bag ved mig. "Hej, hej", råbte han. "Hils Lars!". "Ja, tak, hav det godt", svarede jeg. Det var efter han havde kommenteret det med mine øl på kassebåndet. Jeg nåede at skimte, at han selv var der for at købe to øl og intet andet. Han havde ellers lige stået og sagt, han skulle kigge på nye højtalere et sted:) Så der blev vi begge afsløret. Han gjorde det akavede, det uden for normen, han fulgte efter mig. Fordi jeg havde spurgt til ham og han ikke ser mange til daglig (er min teori). Han blev tiltrukket af at jeg var standset op og havde interesseret mig for ham, i måske halvandet minut. Og selvom jeg fandt det en anelse belastende, gik han jo blot, hvor kærligheden var, og det fortænker jeg ham (selvfølgelig) ikke i. 9.8.23.

Kender dig igen, mild er din kraft. Nænsomt, du strør lisende ord fra dit bryst. Levende bud: 'Gengæld ej ondt'. Så tappert, du står i vinden. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 8.8.23.

Så blev den lukket, romancen. Så behøver jeg ikke lyve over for Viggo på lørdag, når jeg tager med Lars i svømmehallen, tænkte jeg. Jeg vil orientere mig anderledes, fik jeg sagt. Ændre indstilling inde i mit hoved – f.eks. droppe at skrive sangtekster om ham. Ikke sige Godnat, Viggo, efterfulgt af et hjerte. Ikke dele fortrolige ting i samme grad, ja måske slet ikke. Faktisk ved jeg ikke, hvilken form det i fremtiden tager. Men nu er vi begge frisat. Han søgte konflikten i næsten alle sine sætninger. Lige meget hvordan jeg fik beroliget situationen, var han der med brod. Faktisk ønskede han konfrontationen. Ham bryder jeg mig egentlig ikke om som person, fik jeg tænkt. Sådan en ven her ønsker jeg ikke. Jeg kom uden kritik, uden forbehold. "Vi skal kun leve op til os selv", som jeg sagde. Hvad betyder det, om jeg er skuffet over ham eller ej, i forhold til at ku lave aftaler? Det eneste, der betyder noget er, hvordan vi lever op til egen formåen, jo ikke andres dom. Først tænkte jeg: han har det skidt. Men som snakken udviklede sig fik vi talt os ind; Havde vi været kærester eller hvad? Jeg har aldrig set et menneske gå i den grad efter oprøret, efter potentielle uoverensstemmelser, efter punkter for uenighed. Han ville sloges! Jeg svarede godt nok for mig, følte jeg. Og så disse tanker om at være fri, til at kunne hjælpe f.eks. Lars med hvad jeg vil. Tak for at have bevist, det lader sig gøre. For at have sagt, jeg er ok, også som sexpartner. I årevis troede jeg ikke, det ville ske, som skete. Så tak også til skæbnen, karmaregnskabet eller lykketræf. 8.8.23.

Det var efter at have udvekslet sms med en, som jeg har kær. Min hånd åbnede sig helt frit ved klaveret. Nu kan jeg lave teksten til den nye melodi. Helt blidt vægtede jeg tangenterne med mine fingre. I en blød bevægelse, som kærtegnede jeg en kind. Da strømmede, hvad der her i livet gælder. Han skrev, hans nevø havde fundet den rette bil til ham. Og at han glædede sig til at svømme sammen igen. Vinden er kraftig, så sangteksten kom til at slutte med at stå tappert i vinden. Det er den modtagne ømhed givet videre, som bliver modsvaret af skaberkraften eller det højere formål, så det føles som om, man (igen) er på rette spor. Det var næsten ikke min hånd på klaveret, men blot en ventil. Hvor stort livet kan være! 7.8.23.

Så at jeg overvejer at bruge andre ord. Nu i den præsentation af Orla, som jeg netop har lavet podcast-snak med. "Desuden snakker vi om helbredelsens og Helligåndens kraft". Og det gør vi virkelig! Og jeg har selv stillet ham spørgsmålet. Men hvis f.eks. Viggo læste med, ville han måske tænke: hvilken kvinde, der går så meget op i kristendom og tro. Nu, hvor han selv er til psykedeliske stoffer og har en mere spirituel tilgang til livet. Ikke baseret på troen på en bestemt Gud. Men hvordan sku jeg ellers have spurgt Orla Grane til hans tro, når du det var mit ærinde med overhovedet at komme? Der er ikke noget i hele verden, jeg hellere ville høre på, end Orla der fortæller, hvordan han kom til tro. Lyt evt. selv med: https://ameordnoder.net/2022/10/06/podcasts-skyld/  Det var der min nysgerrighed vaktes, så den måtte jeg naturligt følge. Hvordan ellers gå derhen, hvor man helst vil være. Ja, man skal rigtig nok lære af sin modsætning, som f.eks. Viggo. Jeg kan jo bare op af ham konstatere, vi er vidt forskellige, både indenfor musiksmag og trosretning. Skal det skille os ad? For jeg skal selvfølgelig ikke lægge bånd på mig selv, censurere noget væk for at behage andre eller blive mere spiselig. Jeg prøver at skildre et emne – Skyld – så bredt, jeg overhovedet kan komme til det (kun lavet fem samtaler indtil videre). Som den eneste afhandling, jeg nogensinde i hele mit liv kommer til at offentliggøre. Svarende til andres eksaminer og titler, som jeg selv aldrig fik. Jeg har lavet mig en arbejdsskitse som forlæg og har hele tiden nye emner (personer) i tankerne, som jeg ku spørge. Det er en fortløbende proces uden deadline. Jeg går nemlig (kun) i livets skole. 6.8.23.

Som kærlighed kan se ud. Han leverer det tilbage. Det maleri, vi engang blev enige om ku hænge hos ham. Da vi stadig havde en flirt kørende, Lars Holmbo og jeg. Får jeg nu tilbage, fordi jeg skal have en udstilling, hvor jeg gerne ser det repræsenteret. Han kom cyklende med det op til Galleri Grane, hvor udstillingen skal være, glad og forpustet. "Tak for lån", som han siger. Jeg er glædeligt overrasket over at se kvaliteten af billedet. Og nu i en sms: "Måske vil du gerne have det hjem at hænge bagefter". Ja, det vil jeg faktisk gerne. Der opstod aldrig noget parforhold ud af vores relation, men i stedet et venskab. Som vi vist begge sætter stor pris på. Jeg tager det tilbage eller får det tilbage. Det, som jeg engang gav ud, henter jeg hjem. Anledningen til at jeg overhovedet begyndte at skrive egne kærlighedssange igen og endda navngav blogindlægget med sangene, "Livets træ" på den baggrund. Man kan endda klikke maleriet frem derinde. Han er afklaret, jeg er afklaret. Men først nu. Som om han med ømhed og omhu har passet på noget, der opstod imellem os. Som i stedet blev til noget andet – og det var godt. Har aldrig siden fortrudt, at vi ikke blev kærester, for det var slet ikke gået! Nu ses vi til livsfilosofi på skolen og i Poetklub-sammenhæng. Som kærlighed ser ud. 4.8.23.

Jeg er sådan en tynd kop te. Ikke over for nu Jehovas vidner ved døren for lidt siden, men jeg liker først Lars' salme for ytringsfrihed nu, hvor en anden har gjort det. Som om jeg dækker mig ind under. Der er ikke noget værre end ikke at være konsekvent. Eller at melde dobbelt ud. F.eks. over for hunden. En sagde engang: du kan jo skifte mening lige så snart du går ud af døren om lidt. Det er rigtigt, men jeg vil helst holde fast. Bare for at hente styrke i det. Problematisk, kan jeg godt se. "Jeg anerkender jeres arbejde, I står i timevis rundt omkring", sagde jeg til de to forkyndere ved døren. Og de rakte mig et bibelcitat. Om de måtte komme igen? Nej, fint I var her, men nej tak. Tænk at stå ved en fremmeds dør, fordi man er troende. På grund af en overbevisning. Hatten af for det. Men tilbage til Islam og koranafbrændinger, det fylder jo debatten og Lars skriver en salme på den baggrund. Som jeg vælger at støtte. Ikke fordi der så om lidt kommer tre og banker mig, men der er visse risici og man sætter digitale spor, som i et slutbillede tegner en profil af mig. Vil jeg være ved den/det? Har jeg støttet noget med holdning. Ja, det er tydeligt, at Lars tager skraldet og står for modet i forhold til at poste anti-islam-stof. Vi ved jo alle omkring ham, at det er en sag, der har optaget ham i årevis. Indimellem støtter jeg hans kamp. Men det er det, jeg mener – jeg er så underlig vag. Havde jeg bare selv været kriger eller var gået forrest. Kastet mig ind i døden med tornekrans omkring mit hoved. Men – netop. 4.8.23.

Jeg er svækket. Fordi kærligheden for en tid har forladt mig. Og jeg i stedet mærker en form for træthed eller afmatning. Viggo foreslår at skåles ved senere, og siger han kan gå med mig til optiker i morgen for at vælge et fint stel. Men "i morgen" sagde han også i forgårs og i går. Svært at lave aftaler, når hans dagsform på den måde varierer. Jeg er selv påvirket af gråvejret og andre ting. Tager selv til optiker, en ny som jeg skal stole på. Må gøre ting alene. Jeg mærker en slags mobilisering, at mit liv handler om mere end at skåle i en eftermiddagsøl. Jeg vil ikke forfalde til. Og jeg har tænkt det var barnligt (af ham) at tage stimulanser – i går et stof -, blive frigjort på den baggrund, snakke og skrive i eet væk (dog med charme). For hvad når rusen går over? Da har kroppen taget endnu mere skade og de depressive træk presser sig igen på. Jeg har sagt her i min dagbog, at jeg vil være der. Men mærker nu en slags ikke-giden eller ikke-villen, og det piner mig. Min psykolog ville tale om ambivalens og evnen til at kunne rumme den. Jeg er såmænd ligeglad, hvad det hedder. Det er kærligheds-udfald og føles ikke særligt rart. Jeg havde håbet, jeg kunne se ud over. Men jeg så i stedet indad. 3.8.23.

Der er det, der kaldes held eller gunstige betingelser. F.eks. fik jeg en behandlingsdom på et tidspunkt, hvor det ikke betød indespærring i årevis på en retspsykiatrisk afdeling. Og jeg søgte ind på Århus Kunstakademi – og kom ind – i en tid, hvor det stadig var eftertragtet at male malerier helt på gammeldags facon, så jeg ligesom kunne være med. Da jeg i en mani lejede mig ind for at åbne et galleri til en husleje på 10.000 kr. om måneden, fik jeg netop en stor erstatning for at have mistet 2/3 dele af min arbejdsevne i et fleksjob. Senere fik jeg en førtidspension i en tid, hvor det stadig var enkelt at argumentere for en. Da et forhold gik i stykker til en kæreste, der ikke ønskede min historie kom frem, fik jeg lov til at komme på CSV – tidligere amtsskolen i Nørre Allé, hvor jeg over et år hver dag sad og byggede min store hjemmeside op, som jeg i årevis havde samlet materiale sammen til. Efter jeg havde afsluttet mit arbejde der, gik der kun et par måneder og så lukkede computerværkstedet som tilbud og ham, der havde hjulpet mig igennem det tekniske blev fyret. Jeg nåede det altså akkurat lige. Da jeg havde skrevet min selvbiografi sendte jeg oprindeligt manuskriptet til Forlaget Gallo, men fik afslag. Den udkom i stedet på mellemgaard og ikke så lang tid efter lukkede Forlaget Gallo – altså blev min bog ved med at kunne skaffes. Næsten samtidig med udgivelsen fik Nils Malmros' film, "Sorg og glæde" premiere. Og da vi begyndte at samarbejde om at skrive nye salmer (i 2010), Lars og jeg, opstod salme-fællesskabet, "Syng nyt" og "Moderne salmer", fordi så mange i tiden havde fokus på at forny traditionen. Da jeg var i et forhold med gensidig forsørgerpligt fik jeg netop et job som kirkesanger og kunne på den måde klare mig økonomisk. (Tænkt til Facebook, men det forbliver her). 1.8.23.

Da jeg frøs, kom du mig helt nær. I din favn fandt jeg ly, sikker grund. Læberne holdt op at sitre. Kroppen, den forlod sit forsvar. Du har åbnet indre rum uden vold. Tekst, musik, klaver og sang:©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 1.8.23.

Så meget håb, jeg lægger i at en person i går og i dag har klikket sig ind på "Egne Sange, noder" på ameordnoder.net-hjemmesiden. Endelig opdager nogen, at jeg har lagt det frit ud til download. At jeg har fået hjælp til notation, været på Godsbanen og få det trykt, for at gøre det tilgængeligt for alle. Det gør mig virkelig glad! Som at have rakt en hånd ud, som en har grebet. Jeg kan ikke se et større billede på det at være fødende. At nogen bekræfter det livgivende. 31.7.23.

Jeg brugte alligevel den samme cykelhandler – ha ha. Jeg synes bare ikke, jeg kan skrive det på Facebook, nu når folk har kommenteret så reflekteret. Og han sagde bare: "Hej igen" med et smil. Jeg får ikke svaret folk på deres kommentarer, da jeg faktisk ikke orker det. Nogle må føle sig forbigået eller forsømt ved det. Men det er spillets regler på Facebook, i hvert fald når det er mig, der slår noget op. Jeg starter opslaget med: "Kender I det", så at jeg henvender mig til et publikum og beder det tage stilling eller dele erfaring. Men når de så gør det, har jeg ikke altid kræfter til at respondere. Men jeg kan fuldt ud stå inde for indholdet, selvom jeg altså valgte at gå til den samme forretning igen. Både fordi den ligger tættere på og fordi det jo bare var at fortælle, jeg havde et nyt problem – nu med gearene. Den mørklødede medarbejder havde sin helt egen teori og det var ham, der i sidste ende fiksede cyklen, så den ku køre videre. 580 kr. mere udover hvad jeg havde købt cyklen brugt for. I annoncen stod der endda, at den var "ny-serviceret". Viggo – som er tidligere cykelrytter – var her for at teste cyklen igennem, også selvom jeg sagde, jeg egentlig havde købt den til Lars' fordi jeg skyldte ham. Jeg købte ekstraudstyr – lygter, elastikremme til bagagebærer og forsøgte endda at få lavet en ekstra cykelnøgle (dog virkede den nye nøgle ikke). Så at kampen med cyklen tærede mig for kræfter, så jeg her dagen efter har sovet 2 en halv time uafbrudt midt på eftermiddagen! Jeg har gjort en ven en tjeneste. Og jeg var ikke øm over at aflevere cyklen i kolonihaven, som jeg var det med den cykel, jeg forsøgte at forære Lars for to år siden. Jeg har lagt nogle kræfter i en sag, fulgt den til dørs. Klager ikke over for hende fra den blå avis, selvom jeg overvejede det. Ville bare fortælle jer, at jeg på trods af at have været for meget, opsøgte den samme forhandler. Som tog venligt imod mig. Ja, at det lod sig gøre. Ikke alt, hvad man skriver, kan man bagefter holdes troværdigt op imod. Man kan hænde at ændre mening i løbet af natten eller ugen efter. Jeg synes, det er herligt og har faktisk grint af det det sidste døgn. Folk giver mig omsorgslikes på Facebook og det er det værste, jeg ved. Fordi jeg da har gjort mig til offer for noget, som folk skal have ondt af. Jeg åbner et vindue, taler om frislupne perioder i sommerhuset. Og når nogen skriver, at jeg skriver godt, er det rart. Alt det med tilgivelse, at møde sine dæmoner eller at man ikke behøver bekende sine synder offentligt, kan jeg ikke svare på. Jeg siger jo bare, hvad der forhindrer mig i at bruge sommerhuset. Ikke at det er forkert. Nogle gange afviger man fra et standpunkt, når der er gået noget tid. Det er netop det, der er sket. Cyklen kører og en ven er blevet glad. Essens. 29.7.23.

Kender I det – man har været for meget. Hos cykelsmeden i dag f.eks. Så at jeg næste gang, allerede om et par dage, bruger en af deres andre filialer i byen. Helt bevidst for ikke at trætte personalet mere. Hende, der ringede to gange, hende der spurgte efter om vi gemmer kvitteringen i vores system. Jeg går et andet sted hen, aflaster. Vil ikke være til (mere) besvær. I sygdomsperioder har jeg været helt urimelig. Nede i banken f.eks. Eller over for dem, der udbetalte mig de 200.000 i erstatning. Ringede, om pengene ikke snart kom! Min tidligere arbejdsgiver, der skulle udbetale mig feriepenge – om de ikke snart kom! På et tidspunkt har man overskredet andres grænser i en grad, så det bagefter bliver skamfuldt at tænke tilbage på. Det er her ordet "udskejelser" er så godt. Man veg så meget ved siden af sin vej, at det var svært igen at finde tilbage på rette spor. Måske var man undskyldt af sygdom – det var jeg selv. Men alligevel. F.eks. har jeg endnu ikke set min brors sommerhus, som er gået i arv, fordi jeg tilbragte promiskuøse somre derude alene, som næsten hele Vejers by må have græmmet sig over. Jeg ønsker ikke at se stedet eller genopfriske minder, til trods for der også var noget frigjorthed over de uger og til trods for, jeg levede stærkt og inderligt. Hvordan skal jeg sige det til min bror? Jeg har været for meget hos cykelsmeden, så jeg trækker mig. Hvad ellers. 27.7.23.

Han redder mig fuldstændig. "Jeg har såret dig", når jeg at skrive. Efter at have gransket, hvad hans tavshed betyder eller hans ikke-svar på mine beskeder betyder. Som om jeg kunne putte lange historier ind i det tomrum. Og det var nøjagtig, hvad jeg gjorde. Begyndte at finde ting, han kunne have imod mig (Viggo). Noget, han kunne bebrejde mig, enten at have sagt eller gjort. Og blev enig med mig selv om, det måtte være, at jeg havde været oppe for at klippe Lars' bøgehæk på Trillegårdsvej! Men nej, der var slet ingenting i vejen, han havde bare "ligget og halvsovet hele dagen". Undskylder, at han ikke har svaret mig. Alletiders!, skriver jeg ret prompte. Du anklager mig altså ikke (for noget). Ingenting er i vejen og vi kan fortsætte som ellers. Men alligevel disse kvaler. Over at elske to mænd, men så forskelligt, men jo fra samme sted. Den ene klipper jeg hæk og passer hund for. Den anden ligger jeg i hede omfavnelser med i sengen. Ja, for at det ikke skal være løgn har jeg købt en brugt herrecykel, som bliver leveret her i morgen formiddag. Og jeg ved faktisk ikke, hvem der skal have den – ha ha. Det er jo ikke sådan, at den ene trækker i den ene arm og den anden i den anden. Og jeg så ikke flytter mig ud af stedet. Jeg går jo netop med dem begge i en slags altfavnen. Jeg går med en kvinde ind for at ville give hende en pakke smøger, hun spørger efter kontanter, som jeg ikke har. Det er først da hun siger: "Ja, der er som regel en, der er flink og hjælper", at jeg opdager, min kærlighedsgerning ikke er noget særligt. Jeg stryger hende over skulderen og siger: "Kan du have det godt", i stedet for at følges med hende ud af forretningen igen. Det var et modsvar til den episode lidt tidligere på dagen, hvor en kvinde hjælper mig, da der er sporskifte for min afgang i Fredericia. Da vi så står på den nye - nu rigtige – perron, ser jeg at toget allerede står lidt længere henne – men glemmer i farten at informere hende. Jeg løber bare hen til min destination, som om jeg var den første til at springe ned fra Estonia. Fuldstændig kold over for den venlighed, jeg selv lige før var blevet mødt med. Jeg må nødvendigvis tale med flere omkring skyld. Generelt – skyld. Lave flere podcastsamtaler, det er simpelthen min mission her i livet, at komme det nærmere. Gæld til hinanden hvordan. 24.7.23.

Det er nok vigtigt nok, at jeg læner mig ind i strømmen. At jeg ikke dunker mig selv oveni hovedet, fordi jeg ikke får malet nye billeder. Men i stedet udnytter, at der er lyst og energi på musikfronten. Det er nok vigtigt nok ikke at have et retfærdighedsprincip i forhold til de tre forskellige kunstneriske retninger, jeg bevæger mig indenfor. Og tro, jeg skal bruge den samme mængde tid og kræfter på alle tre hver især. For at gøre disciplinen tilfreds. Eller tror, det er noget, publikum forventer af mig. Eller Gud gør. Som at tro, det er synd for nogen. Det maleri, der f.eks. aldrig blev til, eller noget. Jeg skal ikke gå rundt med konstant dårlig samvittighed. Over at timer gik, hvor jeg kunne have siddet over et maleri. Det vil jo bare sidde i mig, at jeg gjorde det af ulyst. Kan jeg gøre for, at lærredet sidst var så tyndt visse steder, at malingen ikke bandt. En regnvejrsdag som i dag, endda søndag, fridag, bør man ikke sætte barren for højt. Nu er klokken blevet 16 og så må jeg gerne drikke en øl. Der er vel ikke noget sådant som at gøre det forkerte, spilde sin dag eller sit talent. Man gjorde vel nøjagtig, hvad man kunne. For at udfylde sin plads. Tøjvask og en melodi er det indtil videre blevet til. Og Vingegaard løfter os jo som nation. Vi kan bare tænde for tv og føle os inkluderet. Jeg er måske musiker før forfatter og maler.. 23.7.23.

Venter dig, selv den dag, du ikke kan. Døren på klem, stolen beredt. Takker dig, at du sad. Du har tændt i mig en lykke langvejs fra. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 22.7.23.

At violinisten spiller som han gør, får mig til at tro, at han må være dygtig til også andre ting i livet. Ja, være et fantastisk menneske. Til sex, lave mad, være far, alt muligt. Men kan jo også hænde, at han (bare) er brillant på sit felt, og ikke andet end det. Ku bare godt tænke mig at møde ham i en mørk baggang – ha ha. Men musikken går så dybt ind, at jeg næsten får kvalme, heldigvis foretager jeg mig andet imens, og bliver ikke helt væk i lyden ind i ørerne. Jeg kan både læse avis, bearbejde sangtekst, alt muligt imens. Ting falder på plads, bliver større, jeg ser verden i et større perspektiv og får tiltro til tingene, en ny optimisme. Vidste violinisten godt det (da han spillede ind)? Det er fandeme som om, det er et stykke chokolade, en delikatesse, det ypperste af det bløde og ypperste af det søde, med en sådan ømhed. Jeg skylder næsten at sige, hvilken indspilning, jeg refererer til. Men det var tilfældigt den, netbutikken lige kunne skaffe. Vladimir Spivakov. Tonerne bliver antydet, let anvist, med så elegance. Men alligevel dybfølt, ment og eftertrykkeligt. Ku jeg bare selv skabe kunst af den karat.. 21.7.23.

Plukker frugter. Se, rækker nu dig mit æbleskrog, - en tillidssag. Alt, hvad jeg smagte, minder lidt om dig. Der er håb - i klaser! Byg mig nu et Eden på ny. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 18.7.23.

Da levede kunsten jo én gang – for dem. I deres hænder, det orkester, som har indspillet Bach's koncert for to violiner. Jeg mener; nåede cd'en aldrig til andres hænder, havde koncerten haft sit liv i blandt musikerne. Mens de indspillede tilegnede de sig, gjorde de sig fortrolige med. De formidlede et nodebillede, så musikken kunne nå videre ud og blive hørt og delt. Oprindelig levede det i komponistens hænder og flere århundreder efter giver et orkester det nyt liv. Nu ind i mine ører. Og de gør det af kærlighed til musikken. Hvor langt ud skal kunst nå? Er det nok, at eet menneske tilegner sig den? Hvad hvis en film i biografen kun havde en biografgænger – er det nok? Hvis filmen blev fuldt ud forstået og taget ind. Vi må lægge ud, hvad vi synes, andre kunne have glæde af. Og ikke spekulere på, hvem det havner hos. En, der klikker sig væk med det samme eller bliver hængene. Det giver også arbejdsro ikke at skele til statistik. Kunsten opstod i et møde mellem udøveren og det, han fik forærende. Derefter kan han vælge at gøre det offentligt tilgængeligt - det gør hverken kunsten bedre eller dårligere. Men der kan derved opstå et møde. Pludselig anerkendes det som en måde at være til på, det at være skabende. Har nogen held i processen, kan det tænkes at der sker et egentligt gennembrud, så kunstneren bliver et kendt navn. Er han derved bedre end ham, der gemte sine værker i skrivebordsskuffen? Jeg har altid ment, at det største Halleluja ligeså vel kan komme fra den tavse mand i hjørnet som fra ham, der står i rampelyset fuldt ud synlig for alle. Da det her i livet handler om det lys, vi bærer i vores indre. Det kan ingen tage fra os eller knække. Enhver skal (bare) bære sit lys. Det har orkestret her gjort. De har frembragt toner, men ku lige så godt have været tavse og stadigvæk indeholde en kæmpe koncert. Hvad vi hver især går med skjult tæller. Og er ikke skjult for Gud. 17.7.23.

Der findes sådan noget som at være bange for det gode. For at tingene går alt for godt, at der er for meget at glæde sig, som man måske ikke kan leve op til eller få indfriet alligevel. Såsom det, at vi måske får spillet badminton, eller som vi nu snakker om går til optiker sammen i den kommende uge. Der er det forbistrede, at man nogle gange sumper, selvom man egentlig gerne vil tage sig sammen, eller gå ud og opleve noget (andet). Man orker ikke opkald, der ku ryste op i én, for man har det bekvemt i sit eget selskab. Der er ikke så meget at sige til det, det kræver tilvænning at bryde ud. Og man kan absolut ikke anklages for noget med at være for dårlig, for doven, for initiativløs. For man vælger det trygge, den måde man kender sig selv på. Og det er ingen synd. Per (tidligere kæreste) ku også finde på at ringe til sin mor og fortælle, at nu stod vi i køkkenet og var ved at stege bøffer. Og de dage, hvor han havde det dårligt, ringede han ikke. Han ville gerne fortælle hende den gode historie, og ikke bringe hende bekymring, og sådan er vi. Når vi har det allerværst går vi med det alene. Ingen kender vores mørkeste kammer, foruden Gud. Og bønnen ud, så situationen kunne bedre sig, griber man nogle gange efter i blinde. Ingen når os, for vi magter ikke at række ud. Men det ved Gud godt. Der er dette med, at nogle er født med et positivt livssyn, simpelthen har et gen for overlevelse i sig, helt grundlæggende. Og et sådant menneske er jeg selv, trods det at jeg nok også indeholder en konstant, endogen depression, der danner bundklangen. Og jeg tror også på, at Viggo er sådan skruet sammen. At han efter nedture rejser sig igen. Det er næsten min opgave bare at give ham nogle gode timer indimellem, ligesom løfte hans forhåbning til, hvad der kan lade sig gøre i et liv med misbrug. Og egentlig ikke så meget andet end det. Pludselig responderer han på ens opkald, måske et døgn senere eller giver en besked et hjerte. Og det er sådan, han skal tages. Han handler i ryk. Og jeg venter hele tiden bare på det næste. 16.7.23.

Vi er kommet tættere på hinanden. Det viser sig, at vi endda har natlige drømme med næsten samme indhold, tilbagevendende. Endda to forskellige drømme. Du har søgt ind på musikkonservatoriet ligesom mig, blot rytmisk linje, hvor min var klassisk, og kom heller ikke ind. Vi tænker simpelthen ens om nogle ting. Lægger begge mærke til muzakken i supermarkedet. Har begge svedeture, dine pga. misbrug mine pga. overgangsalder. Jeg har endda grædt de seneste dage over den lidelse, jeg ser i dine øjne, eller af ømhed over dit væsen. Bare du ku leve frit (uden afhængighed), men ikke for min skyld. Jeg vil være der. Vi ku måske spille badminton – altså virkelig gøre det! Hvor langt er vi (endnu) fra det? Jeg er endda blevet mere fortrolig med en dag at skulle hilse på din mor. Jeg har endda omtalt os som os og nævnt dit navn over for adskillige i min omgangskreds nu. Og som jeg i sjov sagde i dag: "Du er altså virkelig", du findes altså, man kan røre ved dig. Fordi vi kun har skrevet og talt i telefon sammen i de sidste to uger. Jeg synes, der er meget nænsomhed omkring dig. Din stemme – at høre på, altså – er meget mild og lys. Og dit tråd eller dit tempo passer mig fint. Du har samvittighed og omtanke. Vore hænder mødes rimelig naturligt. Og vore kys opstår spontant. Og kontakten til dig gør mig levende og vital. Så jeg får lyst til at forbedre mig i mit dagligliv. Holde mig fit, orientere mig. Der er ikke noget bedre end at glæde sig til næste gang. Ups – jeg taler om et forhold, en forelskelse, en tiltrækning. Den fulde pakke. Det var derfor, jeg tøvede med at sætte mig for at skrive. Jeg ville blotte mig. Kan ikke undgå at indrømme, at mine tanker kredser om den elskede. En ud af alle, det ku ha været. At jeg nu har rettet min opmærksomhed i hans retning. Mere end jeg troede ku lade sig gøre for bare en måned siden. Jeg bliver bange for at afsløre eller tilstå, bekende. Men jeg kan vel frit sige det her i min dagbog. Spørger man ikke Bjørn i Tro, Håb og Kærlighed-filmen, om: "Er det alvorligt mellem dig og Kirsten?". Fordi tanken underforstået så er, at de skal forloves, som tiden bød dengang. Men det er sandt: Det er blevet alvorligt. 15.7.23.

Optagelse af min oplæsning onsdag d. 12.7. på Løve's café (Poetklubben). Varighed 1 minut. Håber, I kan høre teksten.

Der er det, når man er i familie med paranoia, at man nogle gange tror, de sange man hører, er rettet særligt mod én selv. Så her prøver jeg for adspredelsens skyld at tænde for 80'er hits (Radio Alfa) i mit køkken, egentlig for at have en hygge stund. Men begynder straks at tolke på tekst indhold i forhold til min nuværende livssituation. Det er faktisk et symptom, som man sikkert kan arbejde sig ud af. Kig lidt ud af vinduet imens, skræl en kartoffel, tænk på noget andet. Der er altid dette, at man nu har valgt noget til. Man har investeret noget, så bør man også forholde sig. Derfor synes jeg, det er så forfriskende at høre radio, for der er det ikke mig, der har valgt musikken. Noget musik – såsom Bach's violinkoncerter – går så langt ind, at jeg de følgende morgener er helt fyldt op af dem, lige fra jeg vågner. Som om de har haft let adgang. I årevis var det sådan, at en cd hørte en bestemt tid til for mig, jeg kunne ikke flere år efter genhøre cd'en, for den mindede for meget om levet tid. Overstået smerte eller hjerte. Jeg ku for så vidt lige så godt give cd'en til genbrug. Nu er det mere fleksibelt, så jeg kan tage hvilken som helst cd ned af hylden og give den nyt liv. Men det er klart Bach, jeg kender bedst, eller der kender mig bedst. Jeg kan endda læse imens. Anna i Tro, håb og kærlighed-filmen lyttede også til Bach. Her en strimmel på få sekunder fra mit køkken til aften. "Talk to me" (Here comes the rain again), Annie Lennox. Jeg prøvede virkelig :) 11.7.23.

Det var min sjæls reelle forfatning. Alle disse mareridt natten igennem havde vist mig. Som hvis jeg trådte ind hos min ven, Viggo og sagde: "Jamen, Viggo, hvordan er det her ser ud? Opvasken står og hvor er her beskidt!" Det var det indblik i mig selv, natten havde givet mig. Så at jeg var lettet, da jeg vågnede endeligt op. Faktisk hørte jeg tre skrig tidligt på morgenen, her fra området igennem mit åbne stuevindue. Jeg stod op, men så ingenting. Det var enten et dyr eller et menneske, der var i kraftige smerter. Det afspejlede nøjagtigt, hvor jeg selv var. Mit skrig var bare tavst. Aftenen før var gået med at læse en artikel, min veninde havde sendt mig, hvor man ridsede op de tilfælde af barnedrab, der var begået siden år 2000. Hendes sag blev omtalt, men heldigvis ikke min egen (fra 1992). Tænk at kunne læse Ekstra Bladets version af, hvordan min søn omkom dengang. Jeg åndede lettet op, men faldt i søvn ret uforløst. Viggo havde ikke taget telefonen, da jeg ringede, jeg trængte egentlig til at motionere, men det var ved at være sent på dagen. Jeg glædede mig over ikke at skulle passe hund endnu så tidligt på ugen, men nej nej nej, jeg havde misforstået alt. Nu fik jeg via min underbevidsthed og kontakten til den åndelige verden sandheden beskrevet, gennem disse alenlange drømme. Sluttende med at jeg var bange for, at ham, der blev eksamineret før mig i livsfilosofi ville få en høj karakter, som det ville være svært for mig at leve op til, nu hvor det blev min tur. Skadefryd – det er næsten min største last. Heldigvis skal jeg ikke passe hund i dag. Heldigvis vejer jeg kun 64,7, mens andre psykisk syge er overvægtige. Heldigvis har jeg stadig penge på kontoen, trods det at jeg overforbruger. Ja, det har ingen ende. Som adept eller discipel eller bare menneske må jeg være et dårligt eksempel. Ja, det undergraver alle forsøg på at forbedre mig. Det dømmer mig næsten ude allerede fra morgenen af. Også selvom jeg har bedt. Indtil jeg yder en kærlighedsgestus over for en i trafikken eller en i butikken. Og ved, jeg har Kristus-impuls i mig. At jeg er der, hvor jeg skal være. Indtil da. 11.7.23.

Har jeg hentet dig hjem?, som du står der så søgende ved skel. Indeholdt i min favn, ordene i min bøn, da glemmer jeg aldrig dig. Gå og forkynd! Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 10.7.23.

Det var vigtigt for mig at slutsætningen havde slagkraft, jeg mener at den blev sunget med overbevisning. "Hvad var er slettet ud". Men hvad tænker de 36, der har afspillet videoen – ingen reagerer. Er mit udtryk for mærkeligt, for svært at begribe eller gå til? Der var en indspilning, der umiddelbart var bedre sunget, med mere regelmæssighed, stringens, men det virkede som om, jeg var ligeglad med sangen og bare stræbte efter at have en god stemme og et solidt akkompagnement. Man skal klart vælge den lydoptagelse, der fortæller en historie bedst. Det skal være fortællende. Måske vækker jeg (bare) undren og det er også godt nok. Så udsendelse om bassisten Hugo Rasmussen til sent i aftes. Han var så overbevisende – som menneske. At selvfølgelig gjaldt musikken noget – ja rigtig meget, men han var finurlig, sprællevende, også udenfor scenen. Jeg tror, man skal integrere det, der skal folde sig ud over år. Ingen har jo hyret mig til at skrive enkle sange eller lave musik, der ligner andres. Det bliver som det bliver, fordi det udgår fra min hånd. Ja, jeg trækker i tonerne, uregelmæssigt, som jeg føler for. Måske ville nogle hellere kunne dirigere og slå takten fast. Men det er elastisk, levende, det må kunsten være for at vedkomme. Hvad er dette – et forsvar for abnorme kompositioner? En undren måske over folks tilgang. Tænker de om det, at det er dårligt, kan de jo pege nedad. Men det gør de heller ikke, de vælger at gøre – ingenting. Allerbedst, for så har jeg arbejdsro, kan arbejde videre indenfor mit felt. Godt, du ingenting sagde, for da kan jeg lægge i din tavshed, hvad jeg vil. Gid du en dag sagde noget, men vent venligst til allersidst :) 9.7.23.

Selvfølgelig gjorde det ondt. Da jeg ville sparke til et stykke tøj på mit gulv og ikke opdagede den håndvægt, der lå gemt nedenunder. Men jeg tog det ikke så tungt, selvom jeg her dagene efter kan se et kæmpe blåt mærke på min tå. Alt, jeg tænkte på, var Nikolas. Hvor ondt, det må have gjort på ham, da jeg førte kniven hen over hans hals. Hver gang, jeg slår mig, støder til noget med en del af min krop, så det smerter, går tanken på ham. Det er statistisk set et par gange om dagen. Hvad vil jeg sige? At læseren skal have ondt af Nikolas? Af mig? Jeg tænker på de mennesker, der siden fandt ham i skoven. Hvilket rædselssyn, gruopvækkende, det må have været. Det er rigtigt nok deres arbejde, men nogen må have grædt. Det er jo heldigvis sådan med fysisk smerte, at det hidrører kroppen – og ikke nødvendigvis sjælen. Men alligevel. Så vildt, at jeg har kunnet gøre det. Helt uforståeligt. Så at jeg nogle gange ønsker, jeg selv får en voldsom død. I stedet aer jeg hunden og tager mig af den. Hvad var er slettet ud. 9.7.23.

Fængslet åbner frit sin dør. Jeg smider nøglen, hvor ingen finder den. Gå frit enhver til sit, spredt for vinden, men tro mod ord, dømt til liv. Hvad var er slettet ud. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 7.7.23.

Jeg læser – egentlig en bog om ego – om zen-buddhisme. Men jeg er ikke en sådan. Hvis vi alle sad i timevis – ja, hvordan sku verden da løbe rundt. Jeg er dansker, medvirkende til klimaforandringer, kriminel. Jeg pryder ikke nogen. Jeg søger dog renheden dagen igennem som det ypperste, der overhovedet findes. Også jeg ønsker renselse. Jeg bader mig i kunst, salver mine egne fødder, sørger for min næste. Som i dag, hvor jeg sagde til en ung mand, at "123'eren kommer nu, hvis du skal med den", hvorefter han rejste sig fra at have siddet og kigget i sin telefon og i sidste øjeblik fik gestikuleret til buschaufføren, at han sku med. Jeg er en sådan ven, at nu hvor min ven ikke skrev tilbage, om han kom forbi eller ej, da anholder jeg ham ikke for noget. En anden ville måske for længst have spurgt: hvorfor giver du ikke besked. Jeg trykkede også på standeren ved fodgængerfeltet, da jeg ku se, en kvinde med en barnevogn ikke var opmærksom på at få det gjort, selvom jeg ikke selv sku den vej. Jeg tilegner mig de muligheder, der lige nu er aktuelle i verden. Brugen af internettet, f.eks. Og sørger over de ting, der er at kæmpe med. Som enhver anden verdenstjener. I enhver tidsepoke ville gøre. Jeg læser så ofte det om at føle enhed med alle andre, at vi er eet fælles åndedrag. Men jeg har tit svært ved selv at leve op til det. Jeg gør mig særlig og det er et usympatisk træk ved mig. Har måske noget med min sygdom at gøre eller med Jesus-identifikationen at gøre. Jeg kom netop som vi går ind i vandbærerens tidsalder. Sammen med mange andre. Men min krukke er virkelig stor. Se, der har vi det. Jeg hedder endda noget i retning af Maria. 7.7.23.

Det er klart, han slår det hen som hysteri. Johannes nedenunder. Han har hørt hende føde, grine og set hende danse, og nu ligger hun hjælpeløst tilbage med sin klage og ve. Råber højlydt: "Hjælp mig!". Ja, op imod 30 gange har jeg hørt det den seneste time. Så hvorfor hjælper han hende ikke? Han overhører det, siger: jeg ved ikke, hvad det er, du vil. Næsten så jeg får brug for at ringe efter en myndighed, hjemmehjælper, fordi jeg ikke kan holde hendes jamren ud. Heller ikke det, at han ikke reagerer på det. Hun skaber sig endnu mere, hvis jeg må sige det sådan. Forvrænger stemmen, så man næsten tænker: det menneske er (kun) til besvær. Tilgiv mig, men hvilken suppedas af en alderdom, de har sammen. Måske er der en fra bygningen ved siden af, der også kan høre det gennem væggen, som tager hånd om det. Han gør åbenlyst ikke, så hun råber ud i det bare og kontante blinde. Jeg ku gå derned, men så alligevel – træde ind af deres dør. Hvad ku de så ikke omvendt have imod mig? Men også min egen mor er sengeliggende og hun taler i hvert fald ikke sådan til sin mand eller omvendt. Respekten er fuldstændig forsvundet. Tog lige høretelefonerne af et øjeblik, som jeg ellers nu gemmer mig bag, og ku bare konstatere, at hun råber videre. Jeg synes, det er synd. Det er synd for alle. At ens appel ikke virker udadtil, ingen modtager nødråbet, ingen genstand for den opmærksomhed, man søger. Bare et hult svar af tavshed. Trods det at man ved, der er et levende menneske i ens nærhed. Min Gud, min Gud. Jeg vender ikke det døve øre til, jeg har lyttet nu i en time. Nu har jeg taget musik i ørerne af samme grund. Man når en tærskel for tolerance. Beklager, men det er det, man gør. I gamle dage hed det hysteri, det hun fejler. Og hvem kan da reelt berolige én og slukke den tørst efter trøst, der vælter ud. Vi kan prøve – det her er også et forsøg på det. Han er hendes vidne, hendes tætteste allierede. Og han afviser hende, hvorefter hun sætter endnu mere volumen på. Jeg ku forstå, hvis hun var ved at føde. Men hun er (langsomt) ved at dø. Det er – desværre - det sidste, han vil huske hende for. Jeg skal ikke træde i det mere, hjemmehjælpen kommer fire gange om dagen og vil afhjælpe. Og jeg bliver langsomt immun. Det er som at give op over for et spædbarns gråd. Til sidst bliver man ligeglad. Som om jeg ved, hvad det vil sige. Men jeg har set andre lægge en klud henover barnevognen, og ignorere. Der findes åbenbart en grænse for tålmodighed. Også en hund har faktisk godt af at blive ignoreret indimellem. Så jeg er ude i et slags dobbeltforsvar. Har Aase bedst af faktisk ikke at få opmærksomhed? Har ingen i virkeligheden svigtet? 5.7.23.

Første urinprøve viser ingenting, trods det at jeg kommer med symptomer på blærebetændelse. Sygeplejersken sender en prøve ind til videre undersøgelse. Efter et par dage henvender jeg mig igen, ubehaget er blevet værre. Hun opstarter behandling. Endelig i dag kommer der svar fra laboratoriet, at der er påvist tegn på betændelse. Det er en lang udveksling af tillid, baseret på at patienten gør rede for sine gener, en sygeplejerske tager beretningen alvorlig, udskriver endda medikament, før betændelsen egentlig er påvist. Jeg åbner App'en "Min læge", hvor en læge skriver, jeg er i den rigtige behandling. Jeg tænker morgenen igennem – rigtigt nok var der intet at mærke, da jeg tissede, allerede her på anden dagen af behandlingen. Man går vel heller ikke til lægen og antyder blærebetændelse for at snyde nogen, tiltuske sig noget medicin eller noget opmærksomhed. Sygeplejersken har endda ringet to gange for at følge op. Det er ren udveksling mellem fagpersonale og klient. Og problemet bliver løst. Der var noget om snakken, nu hvor betændelsen er reel. Og alle har gjort sit til at jeg bliver rask. "Hvis det ikke er bøvlet", sagde jeg, da hun foreslog at sende en urinprøve ind til videre undersøgelse. Jeg har ikke haft blærebetændelse siden jeg havde sex med "Gregers" - og det er altså mange år (20) siden. Han sagde, det bare skulle "arbejdes væk" (ha ha), men kørte mig dog til vagtlæge midt i en weekend. Det var lidt om lidt. 4.7.23.

Hvad mere er der at sige, når du rækker mig land, uberørt. Endnu må vore skridt være de første. Uden krav til jordbrug, ta'r vi et stykke elskov med. Så må hjemstavn selv komme. - Kaldet. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 30.6.23.

Der er kun én ting at sige. Det var, da jongløren lavede fejl, det gik op for mig, at det var ham, jeg klappede allermest af. Ja, nikkede gjorde jeg også, da han før nummeret egentlig skulle være ovre, takkede farvel. Jeg overværede Zirkus Nemo. Vi rejste os alle, da selveste Dronning Margrethe trådte ind! Pludselig var man en del af noget større, måske blev det endda optaget til tv. Desuden genkendte jeg Lars Muhl. Det var lydkulissen, der forstærkede det dramatiske, der gjorde at jeg valgte at gå efter pausen. Så stort et indtryk, det allerede havde sat i mig at deltage. Så "smadder"sjovt, det ellers var fra Søren Østergaards side. Og jeg som i årevis gerne har villet se ham i forestillingen. Nu var jeg der. Selveste. Det var ikke mig, de klappede af, det skulle de heller ikke. Hvis jeg var aktøren havde forestillingen heddet noget helt andet. Noget, et mindretal af folk overhovedet ville komme til. Det er heldigvis skuespilleren, der er skuespiller, og mig der er noget andet end det. Dronningen, der er dronning. Hvad skulle vi ellers end gå all in på vores opgave. Nu har jeg spist økologiske jordbær til mit rosévin herhjemme. Mens smadremanden sikkert går på i anden halvleg. En dag skal du sige mig, om der findes høj eller lav. Men det var ikke i dag. 29.6.23.

Det er sådan, at dør jeg af de skrammer og rifter, hunden pådrog mig i aftes, dør jeg i krig med fred. Intet ville være bedre, end at jeg havde kastet mig ind i kampen, for at tabe for en sag. Fordi jeg syntes, hun skulle have lov, indtil sårene blev så dybe, at jeg stod og vaskede blod af på badeværelset. Man kan have en strategi indtil den brister, hvorefter man må finde en ny. Og hun – hunden Freja – var godt klar over, hun ikke skulle bide i min ankel ret meget mere den aften. Blodforgiftning har man hørt om, og jeg fik stivkrampevaccination i 2016. Og større historie er der egentlig ikke i det. Ville bare sige, at dør jeg henover natten, var det i den bedste mening. 29.6.23.

Det er  vel tirsdag -ha ha. #førtidspensionist #sommer #nydelse #opfyldtafkærlighed

"Jeg er lidt nedtrykt for tiden", får jeg sagt. Og han træder et skridt tilbage. Vi er så berøringsangste. Hvad siger man også tilbage? Med kroppen, der tager afstand, får man udtrykt, at det er svært at tale om. Vi vil helst beruses af noget, vi er begejstrede over, så vi kan blive tilført energi. Det bliver næsten min opgave at få samtalen ind på et videre spor, så vi står endnu fem minutter over for hinanden, en ven fra Poetklubben og jeg. Og han træder nærmere min krop igen. Man går jo hen, hvor man bliver tiltrukket eller ledt eller føler for. Ikke derhen, hvor noget smerter og gør ondt. Det vækker måske følelsen i en selv, at man indimellem kan have det dårligt. Vi ved ikke, hvad vi skal sige over for sorg eller bekymring. Jeg siger, det er måske noget med hunden, ansvaret for den samtidig med ansvaret for Poetklubbens årlige grill-fest på lørdag, som bliver holdt i Lars' have, der hvor hvalpen også er. Jeg kender ikke aftenens gang, men forudser at det vil tage mange af mine kræfter, også at skulle være selskabelig og værtinde med mad osv. "Det kan sagtens være derfor", siger min ven. Han kender selv det med for meget ansvar, ved jeg, og måtte stå op kl. 5 for at nå til Viborg som underviser, indtil han var nødt til at sige op. Jeg klemmer hans hånd ved afskeden, han spørger om det er tungt, det jeg skal købe. "Tak, men det kan jeg sagtens selv bære". Jeg registrerer på mit kropssprog, mit blik og mine bevægelser, at ja, det var ham, jeg engang troede, jeg skulle have et parforhold med. Men nu er det anderledes, jeg er oprigtigt glad for bare at se ham og have et venskab. Også mit kropssprog afslører mig. Jeg er glad for, at jeg gik ud af døren og traf ham. Overalt i min lejlighed lugter der af sex – på et åndeligt plan. Jeg kan næsten ikke få luft! Jeg måtte ud og indånde. Guds udånding. 27.6.23.

Det er jo nok sådan med gæld, at der hvor man har fejet sin synd ind under et tæppe, der begynder det lige så langsomt at bule. Og hvis man tror, man går rundt i Storcenter Nord helt uskyldig, efter at have købt endnu et par sketchers sandaler, man egentlig ikke har brug for, tager man fejl. Og hvor man troede, man kunne bede en ekstra bøn eller sige en ekstra stor tak til Gud, skal man spørge sig selv, om han har andel i luksus og bekvemmelighed. Nej, han slår derimod hårdt ned og man møder modstand på helt uventede fronter, lige som man kiggede lidt væk. Allerede i eftermiddag vil jeg givetvis møde en andens fordømmende blik rettet imod mig. Og jeg som i forvejen har dårlig samvittighed, vil bare få en endnu større byrde at bære på. Nemlig ansvaret for ham, som ingenting har. Og når min ven beder om et lille beløb hver anden dag, hvorfor har da ondt af det? Skal han ikke have noget at spise? Og da jeg cyklede forbi bygningen her, bliver jeg paranoid og tror, de andre snakker om, at hun igen kommer hjem med nye varer. Samme kvaler, jeg husker jeg havde på Trillegårdsvej. Idet man faktisk ikke (bare) kan skjule en indkøbt vare, for hvorhenne på cyklen? Men så snart min synd så er så synlig som en skotøjsæske, er den vel nem at samle op og gøre noget ved. Men da har jeg jo intet fattet, nemlig at Gud kigger med og kender min inderste bekymring. Mine forældre tror, jeg "kan styre det", når de hver tredje måned overfører et større beløb. Min ven siger: lev da livet, nyd det! Og i mit stille sind, i roen der skal falde over mig, helst om lidt, er jeg kun min egen bedste ven. Ringeagtet i egne øjne. Men hvor længe. Jeg taler om skyld på et helt bizart niveau. Næsten som at have konsekvens som for Adam og Eva. Er det helt ved siden af? Hvem gider læse om en, der ikke gør efter sin samvittighed, men derimod forbryder sig imod den. Hvem gider holde regnskab, hvis man ikke samtidig har adgang til mennesket bag. Det er menneskeligt – helt forståeligt. De sandaler, jeg kiggede på i sidste uge, havde de i dag i str 39, 200 kr. sat ned. Hvem har engang skældt mig sådan ud, at det sidder i mig endnu, hvor forfærdeligt et menneske, jeg må være? (ved jeg godt selv) Og er jeg så pænt opdraget at det at forgælde sig eller overforbruge er ilde set. Under idealet om at være et rent og ordentligt menneske. Og er der da en kvælende hånd ind over mig, der har sat mig på plads, eller som vil rette mig til, så jeg ikke kan leve frit og uhindret. Er det ikke nu mine penge? Hvor er det at skeje ud, forlyste sig blevet tolket som sygeligt, upassende. Hvorfor har jeg netop nu lært Viggo at kende, der står for vildskab, oprør. For dog at bryde nogle af mine vante rammer og grænser. Er det så mærkeligt, hunden bider os i trods. Det er lige nu dens mest væsentlige måde at kommunikere på. Som et spædbarns. Er vi ikke alle ved at bryde ud? Sten for sten. 27.6.23.

Det står nu klart for alle, at Kristus kan jeg (hun) ikke være. Særligt min bedste ven og hans hund må nu klart vide det. For så ringe en forfatning, jeg var i her til formiddag, lever jeg ikke op til selv den ringeste tjener, Herre eller noget andet. Jeg kan endda melde afbud til den koncert, jeg skulle overvære senere, med argumentet: jeg har så utrolig mørk en energi. Verden tåler slet ikke mit blik, min tilstedeværelse. Så helt langt fra kærlighed, som man overhovedet kan tænke sig, er jeg. Så langt inde i et univers af lutter bekymringer, at går man op af mig, bliver man automatisk farvet af mit sortsyn. Det smitter – den gale vej. Der, hvor man skulle have bygget op, bryder man i stedet ned. Undskyld, du min bedste ven. At have vist mig sådan. Jeg kan slet ikke være for bare mørke. Det står ud af mit fjæs til alle sider. At komme hjem til loppemarked i gårdhaven er underligt åndsforladt. Med alle de ældre mennesker fra området, som har strikket på et eller andet, over måneder. Deres store bedrift. At komme hinanden ved er slet ikke mig i dag. Inderst inde er jeg så ked så ked af det. Jeg taler om værdighed. Fik udtrykt, at det bliver mig for stor en byrde at passe hund alle dagene eller hver anden dag. Fik lånt penge ud til en anden ven, og det fik jeg det så skidt med, da det næsten er hver anden dag, han spørger. Derfor får jeg lyst til at skippe hans koncert senere på eftermiddagen. Uden dog at lade ham vide, det er derfor. En dag får jeg måske sagt, at jeg har strakt mig for langt. Givet for meget, fået sat for få grænser og krævet for lidt. Hele ugen ser så utroligt mørk ud på forhånd. Jeg lever ikke godt i mørke. Jeg prøver derfor at delegere noget ansvar ud på flere personer. F.eks. Simon af Kyrene. Som vil forstå. 25.6.23.

Går du her helt selv? Kom, vi går en omvej hjem. Fortæl mig så, hvad du tvivler på. Jeg forsikrer dig, selv på denne dag, vil du gå herfra, som om der var en, der bar dig. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 24.6.23.

Det er jo det at kendskabet til og mødet med den nye hund simpelthen udvider ens horisont, eller i hvert fald min. Jeg kan stadig mærke hendes væsen, nu hvor jeg sidder ved computeren og laver noget helt andet. Det er jo også sådan, at venskab – som nu Lars' og mit – har utallige ansigter og muligheder i sig. Også det udvider sig gradvist. Lige som man tror, man har mistet noget i løsrivelsen, lige så hurtigt fornemmer man, at det blot er elastisk, fleksibelt, indeholder flere muligheder. Jeg kan ikke andet end bifalde det, man ku kalde den rette indstilling eller den ro, der kommer af at sloges med livet, genvinde fodfæste, tro man er langt ude, for derefter at blive hentet ind igen. Hvordan ellers beskrive Guds fænomen eller gøren og kreation. Hans kraft lever så stærkt i os, at vi bliver fyldt op. Det er såkaldt livets fylde. At jeg har købt "Brødrene Karamazov", også helt enkelt for at udvide mit sprog. Læse noget andre mennesker har talt godt om. Jeg har ladet mig inspirere – og det er det bedste. Man er antændt, foranlediget. Midsommer. 22.6.23.

Det var sommeren 03. Healeren sagde helt roligt, at jeg kunne undvære medicinen. Rigtigt nok følte jeg mig mere levende (se engang mit blik på det første foto). Men over uger blev jeg dårlig. Alt flød derhjemme, jeg begyndte at stamme, når jeg skulle sige noget. Forbrugte mere energi, end jeg havde. Nu genhører jeg musikken, jeg hørte den sommer (Adagio - Karajan). Jeg er et (mere) stabilt sted nu. Jeg ved, regelmæssighed er vigtigt, søvn, motion, mad. Og har over år bygget et netværk op. Jeg ville kaste mig ned af den hems (foto), men nogen havde ringet efter politiet, så jeg blev i stedet indlagt. Nogen af jer vil huske mig fra den periode som utrolig urimelig og vred. Det er maniens ansigt udadtil. Kære kære pårørende. Som jeg i sjov mente "rørte lidt for meget på sig".

Tænkt til Facebook, jeg tør bare alligevel ikke: "Hører Bach's "Das Wohltemperierte Klavier" - det er ikke kun mig, der laver mærkelig musik :) Jeg noterer den altså i B-dur, trods det at sangen slutter i F-dur. Er det ikke mig, der som komponist har det sidste ord? Jeg synger en sang om et brud, et forlis, trods det at det ikke afspejler noget fra mit virkelige liv. Kunstnerisk frihed. Klaveret lyder lidt tomt, men efter jeg fik jaget humlebien ud af skolestuen på Gallo skolen, lykkedes det mig alligevel. Og efter et par glas portvin herhjemme, tør jeg nu lægge den ud". (Om sangen nedenfor)

Tag du, hvad er dit. Læg resten bag. Og spørg mig ikke, hvorfor jeg er tømt i mit blik. Restgæld, - hævntørst. Ømhed. Verden er i opbrud, og jeg falder ud af kærlighed. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 20.6.23. (Teksten er skrevet uafhængig af, hvad der lige nu sker i mit liv)

Man mister respekten for ham, der føjer sin medspiller eller modstander. I et: "Jamen, hvad synes du, vi skal?". I stedet for at sige: "Jeg vil det og det". Ham, der ikke kan mærke sit særkende, så han går i et med det, som flertallet gør eller bare gør som naboen. Man mister tålmodigheden med ham, der nikker ja og nej, hvor det er mest passende i stedet for engang imellem at opponere eller sætte sig imod. Da er det at være verdenstjener eller bare hyrde for nogle får blevet for underdanigt, næsten som at spørge hvert enkelt får, hvor det helst vil gå og så flytte sig, hvis stedet er lige, hvor man selv står (sat på en spids). Kender du et sådant menneske, der ikke tør andet end lægge sig i forlængelse af. Det piner mig, at vi afslutter samtalen med at Viggo siger: kan vi ikke begge give besked, hvis vi har lyst til at ses. Efter jeg har sagt: "Skal vi ikke bare sige, du skriver, hvis du har kræfter til at komme forbi". Det er det, der får mig til at skrive det her stykke. For man mister respekten, agtelsen for og nysgerrigheden på det menneske, der lægger sig ned, slikker op hvad du har spildt. Fordi han føler, han ikke er bedre tjent. Eller fordi han vil gøre dig tilpas. Det er ikke sundt ikke at have jeg-kontakt. Men et symptom. Og man er undskyldt. Jeg prøver at forsvare min position som forsigtig. At det i givne situationer er det eneste mulige træk. På baggrund af livshistorien, som altid spørger: Har jeg lov at være her (levende tilbage, mens du er død). 18.6.23. 

Det yderste lag af mig er skizofrenien. Den, der fejer bort, afviser køligt, afregner kontant. Virker som en hård skal, der ikke er til at nå ind bag. Bedrevidende, uforfærdet, stolt. Det er i det lag, tvangstankerne rumsterer og får næring. Jeg råber ind til hende bagved, for at hun kan bede en bøn, så tankerne ebber ud. For at hun kan justere det sted, hvorfra hun lige nu henter sit verdenssyn. For at mildne energien, nå ind til kærligheden. Den, som vil livet, og vil de andre. Det er sådan, at nogle kun når til det yderste lag, for bare at afvise det. Havde de spurgt dybere ind, ku jeg have undskyldt min ubehøvlethed eller akavethed. Have sagt: jamen, det er min sygdom, der taler. Sygdommen er ikke sympatisk eller indbydende, den er kold og stiv. Det beklager jeg på sygdommens vegne, du har sikkert også dine egne kvaler eller brister. Med et andet navn. Du sloges måske med diabetes, mens min sygdom er relativ usynlig. Og jeg kan syne så - rask! Man siger også, at det antipsykotiske medicin på en måde lukker til og danner en skal eller et forsvar. En slags glasklokke. Jeg ved næsten ikke, hvad der reelt er mig længere efter at have indtaget medicinen i så mange år i træk. Om der er en stemme inde bagved, der ønsker at blive sluppet fri, få taletid. Jeg prøver – ved Gud, jeg prøver. At krænge indefra og ud, det der indeholder ømhed, medfølelse, empati. Jeg er ikke så håbløst et tilfælde, at jeg ikke har kontakt. Jeg græder og griner livligt og ligefremt. Beklager mit ydre, der får folk til at "skjule ansigtet for". Der frastøder ved bekendtskab i stedet for at være en åben favn. Døm mig venligst ikke på dette første indtryk, led mere grundigt. Det gør jeg selv. 17.6.23.

Det er selvhadet. Jeg spiller ud mod andre. Så de går. Det er mig, der frygter, at de går, og så går de. (efter sommerafslutning på Gallo skolen) Og jeg ligner ikke en psykisk syg, men jeg er den allermest syge. Af had til sig selv. Fordøm mig endelig, jeg har allerede selv gjort det. Først da en elev siger, det beroliger ham at snakke med nogen lige nu, fordi han har hallucinationer, føler jeg mig i samme båd som. Allieret. Jeg siger, jeg altid har det svært til disse arrangementer, da det kræver, man er venligt stemt, smiler meget af tiden, inkluderer dem der ikke har det så godt. At det nærmest er et regnskab for mig, hvor usympatisk jeg over for nogen må have virket. Selvom jeg ønsker at gøre et godt indtryk eller at der sker et ligeværdigt møde. Til trods for alle disse gode intentioner og de mange kræfter, jeg bruger på at glide med, være i flow, mærke en naturlig strøm gå fra – helst – mit hjerte. Til trods for iver og ihærdighed ender jeg med at stå og vaske op i køkkenet til sidst, misse den sidste fællessang, selvom jeg synger fint for. For det var jo i køkkenet, jeg tjente (Gud) bedst. Og hvem tjener man ellers, hvis man vil blære sig med sin sangstemme eller med den tunika, man har iklædt sig? Da er det langt bedre, at jeg vasker dine fødder eller dit krus. For jeg er ikke selv værdig. 16.6.23.

Jeg mister dig til døden. At du kaster op om morgenen nu – og ikke gjorde det for et år siden – det er et stadie af alkoholismen. Jeg har lige googlet det. Hvorfor fanden holdt jeg ikke (mere) om dig i dag, da du sagde, du var ked af det. Så mange ting, du gerne ville her i livet, som du bliver forhindret i at leve ud. Fordi du er afhængig af at drikke. Så mange ting jeg også har lyst til at opleve sammen med dig. I dag cyklede vi sammen til Viggos mors kolonihave. Vi prøver at variere det, vi gør sammen. Du har simpelthen for meget talent. Jeg er sikker på, det er derfor, du er blevet misbruger. Verden kan ikke rumme din slags livet ud. Jeg vil ikke til din begravelse, jeg vil gerne se dig leve. Sku ha mødt dig noget før, men nu må vi få det bedste ud af det. Jeg er sikker på, du registrerede min omfavnelse. Og det, der lå mellem linjerne i mine sms'er. At jeg gerne vil dig. Og har ondt af dig. Jeg vil fremover se det mere som en livstruende sygdom, alkoholismen. Noget, man faktisk kan dø af. Din krop reagerer nu, og den sætter dagsordenen for, hvad du i løbet af dagen magter at gøre. Der er bud efter dig som musiker, men du må afstå fra nogle af aftalerne, fordi du ikke kan garantere fremmøde, aftaler, stabilitet. Det er skide ærgerligt! Jeg vil nyde dig desto mere. (Natten til) 15.6.23.

Hvem taler jeg om? Er det Kristus? Min søn? Hvorfor siger hun pludselig "han"? Er der et budskab? Hvem er "du"? Taler jeg i virkeligheden om mig selv? Citerer hun fra bibelen? :)

Du, som bor i Himmerig, vil jeg vogte som en hyrde sine får. Beskytte ham mod ondt. Stikke retning, hvor er trygt. Ser din stemme række helt nænsomt ud, - dernæst tordne frem: "Jeg er her til splid, ikke fred". Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen midt juni 2023.

Tre eksempler. Det starter med, at jeg får en sms med en besked om, at der ikke er noget varmt vand fra kl. 9.30 og et par timer frem i morgen. Først læser jeg det som om, det handler om i dag og føler mig pludselig heldig, at jeg har nået at tage et varmt bad, men fryder mig samtidig lidt over dem, der ikke har nået det. Min kærlighed er inficeret: Jeg beder Fadervor. Et par timer senere læser jeg på tekst-tv, at flere togafgange i dag er berørt af strejker. Helt umiddelbart får jeg den tanke, at jeg heldigvis ikke selv skal ud at køre tog i dag, at det heldigvis ikke går ud over mig, men ud over andre. Jeg må justere og blive bedre til at se på min omverden med kærlighed. Endelig læser jeg i underteksterne, at flere huse er brændt på Rømø, hvor min onkel har sommerhus. Jeg tager mig i at tænke; det kan jo være, det er hans. Næsten ønske det. Jeg er skamfuld over den skadefryd, jeg i løbet af få timer har indeholdt tre gange. Det er langt fra sådan et menneske, jeg ønsker at være. Og langt fra det, jeg ønsker andre skal tænke om mig. Jeg tager mig i det hver gang, fortryder, angrer, retter ind. Er opmærksom. Nogle ville sige, det ikke går ud over nogen, men det gør det faktisk. Idet alt på bare tankeplan er en manifestation, et aftryk. Beklager, at jeg ikke som menneske er bedre. 13.6.23.

Jeg skal prøve at forstå, at der findes mennesker, der ikke har lyst til/behov for at motionere. Forstå deres natur. Jeg har f.eks. i årevis prøvet at aktivere en overvægtig mand, sørget for træningstid, nye sko, en hængelås til omklædning, sådanne ting. Men nu, hvor vi ikke ses så meget mere, viderefører han ikke de gode vaner af sig selv. Til trods for højt blodtryk og andet. Det gør ham ikke til et dårligt menneske eller et dovent menneske eller et usundt menneske. Det gør ham bare forskellig fra mig på netop det område. Og jeg kan ikke udefra gå ind og præge ham mere eller rette ham til, for hvorfor det. Han træffer sine egne voksne valg til gavn for sig selv. Kom jeg lige i tanker om, mens jeg i rask gang gik en runde i kvarteret for lidt siden. Fordi det er mit behov. Jeg har prøvet at lave ham om. Men han er sin egen. Hvis det var hans behov havde han forfulgt det, levet det ud. Vi er så forskellige, det står mig så klart her til aften. Jeg kan bare trække mig, i stedet for at føle, jeg bør pleje eller drage omsorg for. Det er ligesom en andens krop, noget helt andet materie, som jeg slet ikke kender sammensætningen af. Det svarer til at ville indgyde sit barn gode vaner eller opdragelse. Men det er slet ikke mit. 11.6.23. (Om min eks-kæreste)

42 afspilninger – hvilket er meget på så få dage – en negativ like og min egen positive like, det giver 50 % opbakning. Så jeg følte, jeg var nødt til at forklare mig lidt. At "Denne kalk" ikke er skrevet fra daværende Kristus' synspunkt, hvilket nogen måske vil tro ved første gennemlæsning. Nej, den er skrevet af mig, der i livet her og nu er ret godt tilfreds. Altså drikker jeg uden problemer den kalk, du byder mig. Ja, endda meget gerne. 8.6.23.

Som om jeg er eet stort bluffnummer. Vatteret bh, der skjuler min barms egentlige størrelse. Som om jeg ikke er den ægte vare. - Men det er jeg! Man må vel godt fremhæve eller understøtte for at give det bedste indtryk. Man tager jo heller ikke arbejdstøj på til en jobsamtale. Ja, vatpuderne i skuldrene i 80'erne var så synligt helt kunstige. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om mig selv. Leder forgæves efter en bikini, fordi Viggo vil have mig med ud at bade i morgen et sted på Djursland. Min badedragt gør mig helt flad. Så jeg har fundet noget, der kan gå an. Men tager jeg det af indenfor bagefter, er mine bryster jo i deres væsen søde, små, måske fine nok, men bare ikke ret fyldige, nu hvor jeg på det seneste har tabt mig to kilo. Skal han ikke se, hvordan det reelt står til? Vi puster os op over for hinanden, når vi sammenligner os med andre. Vi skal overgå hinanden, vinde yndest hos nogen. Så at vi ikke bliver udstødt af flokken (oprindeligt). Manden, der satte sig hen til mig for at ville indlede et eller andet, gik jeg fra ret resolut. Han kom på sin cykel og jeg hilste venligt. Mere sku der åbenbart ikke til. Jeg vandt yndest med min sangstemme til den koncert, jeg holdt til Skør med rock arrangementet i Herning. Jeg bandt folks opmærksomhed og gav dem noget med hjem (sagde de selv). For manden var min barm ikke noget problem. Jeg ser også andre kvinder have endnu mindre end jeg selv har. Ja, som om det er en kvalitet, man ligesom har eller råder over. Jeg kan bedre lide min bagdel, mine arme og mine hænder.. End min barm, mine fødder og mine ben. Hvordan vedkommer det jer? Arver vi ikke en del af vort udseende? Har jeg ikke fået disse midler givet til rådighed, for at forvalte og udnytte. Netop disse fortrin og mangler. For at leve med netop denne sammensætning, i netop dette liv. Op af dig, som har andet. Som om jeg har besluttet at skulle være barmfattig – det har jeg jo ikke. "Hans skikkelse havde ingen skønhed" (Esajas 53, v.2). Det er alt, jeg holder mig til. Og spejler mig i. Min største trøst. 8.6.23.

Det må jo nødvendigvis være sådan, at min hånd på hans skulder er det sidste, han vil huske mig for. At når jeg er gået ud af døren, at de så i selskabet ikke omtaler mig som hende den usympatiske. At jeg i telefonsamtalen med min ven først støtter ham i, at det er til at få kuller af at skulle tilbringe tid helt alene i et sommerhus flere dage i træk, og bagefter støtter ham i, at det faktisk også kan være fredfyldt, som en retræte. At jeg føjer først den ene bilist så den anden lidt længere henne, så jeg holder ind for deres fri passage. Det må jo være min måde at være der for min næste på. Også når jeg til sidst overgiver mig, da manden fra bygningen vinker allerede på lang afstand, så at jeg simpelthen vælger at vinke igen. Hvor kunstigt ville det ikke være at tvinge sig selv til på cyklen at kigge lige ud – og kun lige ud, for at undgå hans tilnærmelse. At det sidste, de vil huske mig for, er min hånd på skulderen, efterfulgt af et "god bedring" og "vi ses en anden gang". At sige: "Tak, fordi du siger det" inde hos optikeren, da den lidt uerfarne ekspedient gør mig opmærksom på, at man med fordel kan få kontaktlinser, når man er udøvende i sport. Selvom jeg udmærket er klar over det og kom for at spørge om noget andet. Hvorfor ikke udadtil være kærlighedens ansigt, selvom mit indre kan være slået i tusinde stykker på grund af min sindslidelse og tvangstankernes hærgen. At gøre et godt indtryk kan nogle gange være at være det. Mene det. Efterleve det. Hvorfor overhovedet overveje andet. 7.6.23.

Denne kalk vil jeg drikke, før du har bedt mig, uden at kny. Gå mod mit endemål. Fyldt af kraften, som du salver mig med, vil jeg løfte dit Ord. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 6.6.23. Tak, fordi du lytter med <3 (Om at være et sted i livet, hvor det er ok at være; tak for det, du byder mig)

Det lå i formuleringen: "Af det hele". Glæder mig til mere sammen med dig – af det hele. Altså jeg tager med, at vi indimellem har dårlige dage. Hvor vi går lidt fejl af hinanden. Dem ville jeg ikke undvære – selvsagt gerne, mens de står på. Jeg lærer så meget af vores relation, at der føres bevis hver gang, jeg har spurgt om noget eller tvivlet. Jeg får et modsvar, der viser sig et svar. Se, I kan jo godt. Det føles så banalt at skulle beskrive disse ting, som om jeg er den eneste – eller vigtigste – i verden til at opleve. Hvordan skrive den kærligste sms, f.eks. Har naboen ikke også prøvet det. Jo, det har naboen også tænkt. Hvad når han er gået, melder der sig så noget savn. Ja, det har naboen også mærket. Hvordan skal jeg leve op til, og også indimellem gøre krav på. Fra et og samme menneskedyb, nemlig mit. Kunsten at elske, lærer man ikke nødvendigvis på kunstakademiet. Man lærer af det levede liv. Erfaringsbaseret. Man lærer af dagen, der går. For sig. Lyset, der fandt vej. 5.6.23.

Men så ringer du. Glad, mild. Ikke svært for mig at holde af dig og det, vi har sammen. Din stemme fortæller mig, at du har det godt. Da vil også jeg have det godt. 5.6.23.

Jeg matcher dig ikke (længere). Hverken menneskeligt, musikalsk eller noget. Jeg føler mig utilstrækkelig, når vi ses. Forlegen og underlegen. Må undskylde. Det er uværdigt. Jeg føler, du skal bære over med mig, som jeg måske gjorde med dig i starten. Og jeg prøver at puste mig op, men det lykkes meget dårligt. Stolthed, værdighed, eller hvad det er, jeg har mistet. Kommer vel ikke sådan bare tilbage? Du har pillet mig fra hinanden, så jeg står bar tilbage. Eller har jeg selv. Det er urent. Du kysser mig, men det virker på mig som om, jeg slet ikke selv er med. Jeg har trukket mig fra dit knus, længe inden du har sluppet mig. Jeg tror ikke (længere) på det. Hvordan skal jeg sige (dig) det. "Du skal i hvert fald ikke gøre det forbi lige nu" (i krisetider), sagde min veninde i formiddags. Men hvis der ikke længere er kærlighed i relationen, ønsker jeg heller ikke bare at have din krop. Da går jeg hellere med kærligheden, hvor den end ønsker at gå. Det er klart, at sex uden ømhed for genstanden, mangler sit væsen, sin drivkraft, sin saft. Hvordan erobrer jeg tabt land tilbage? Skal jeg? 4.6.23. (Om forholdet til Viggo)

1086 besøgende på skriftet.dk i maj, som har læst 5785 sider tilsammen.  Spørgsmålet er, om de har fundet noget..

Der var din talestrøm, din iver over livet, sommeren, at vi har fået penge, ja alt muligt. Det er meget sødt, men jeg formåede ikke at gengælde med samme pondus. Havde der været pauser eller eftertænksomhed, ku jeg måske have budt ind. Nu endte det med, jeg sagde ordet "alletiders". Som om det indeholder nogen form for kærlighed overhovedet. Jeg har grædt (tidligere, før du ringede) og prøvet at fede mig lidt op med ekstra mad. Det ideelle havde været, om jeg var i samme gear som dig, hvor vi ku have en ping pong udveksling. I stedet løb jeg tør og hakkede i mine formuleringer. Havde ikke rigtig noget at bidrage med. - Ja, altså i hvert fald ikke i mødet med din stemme over telefonen. Jeg skal kapere, at du fortæller i eet væk. Om hvordan du blev revet med og har tilbragt dagen med fem piger i botanisk have. Du er et godt menneske. Det ved jeg. Jeg er rigtig ærgerlig over at have gengældt dine kærlighedserklæringer med et "alletiders" eller "i lige måde". Så uoriginalt. Men der var ikke plads. (Natten til) 2.6.23.

Ser dit blik søge ned, tale ned. Helt naturligt prøver jeg at gi' det næring; jeg går med dig, hvorhen det skal være. Selv i mørkets dal. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 1.6.23. 

Du siger, du ringer, men gør det ikke. Hvem går det ud over? Mig, der forventede det. Dig, som måske får dårlig samvittighed. Gud, der kræver, vi skal være ordentlige ved hinanden. Hvordan sku jeg kende dine bevæggrunde, hvad det er der gør, at du skal dulme dig med stimulanser. På alle ugens dage. Selv jeg, der tror at indgyde dig lidt håb, kommer til kort. Ikke engang min kærlighed rækker noget. Også jeg spørger mig selv, hvor mørket kommer fra, typisk om morgenen. Er vi ikke begge syge indenfor det psykiske, altså undskyldt? Hvad kan jeg kræve af dig, som ven eller som kærlighed. Andet end netop det, du præsterer. Gør vi ikke alle vort yderste. For at slå til i de sammenhænge, vi indgår i. Jeg ved, du har møde med retshjælpen i morgen, måske presser det dig. Du svarer, du har ligget og blundet, og det lyder så tilforladeligt og tilpas uskyldigt, så jeg fuldstændig overgiver mig. Det er jo ikke sådan, at vi har børn, der skal hentes til tiden eller andre aftaler, der skal overholdes. Jeg kan håbe på et kys hver tredje dag – og får det cirka. Hvem skal være skuffet. Over uformåen, manglende vilje eller overskud. Hvem dømmer dig ude. Ku du fra dit udgangspunkt have valgt anderledes, end du netop gjorde. Frikendt. 30.5.23.

Jeg har brugt for mange ord. Herre, tag det venligst tilbage. Når alt kommer til alt nød jeg bare din blotte berøring. Over for en veninde har jeg kaldt dig et og over for en ven noget andet. Hvorfor behøvede jeg. Når jeg alligevel ikke kan finde de rette ord at sige. Det nonverbale sprog. Se, hvordan hans ansigt reagerer, uden at blande ord ind i det. Den skjulte hensigt. Det skamfulde, man gemmer væk. Som den anden aner eller ser helt tydeligt. Fordi vi er hinandens spejl. Det er spild af tid, når havet stadig bruser med sin egen lovmæssighed, uagtet. Jeg er gået ind og ud af forelskelsen. Og jeg vil egentlig helst gerne vide noget som erfaring. Tro på noget bestemt, som jeg ikke bagefter fraviger. Men kærligheden er levende. Og er den pludseligt ikke længere til stede. Da brug færre ord. Eller bare eet ord: Salve. 28.5.23.

Jeg græder i mit åbne sind; Vanrøgt, fattigdom! Ingen har set (mig eller det skete). Men, så stod du mål, jeg nænned' ej at skyde. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen maj 2023.

Lykkes vi for en tid, var det det, jeg bandt, siden slap i det fri. Vil du døbe mig? Gerne i dit navn. Jeg er mærket af dine hænder. Ingen har før (som dig) beruset rusen. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 25.5.23. (Til Viggo - i kærlighed)

Jeg skal helst ikke elske dig. Det skal ikke "gå så dybt", som jeg fik sagt. Med andre ord: det må ikke gøre ondt, hvis du en dag ikke længere er der. Jeg kan ikke stå inde for "parforhold" eller ordet "kærester", hvilket jeg heller aldrig over for eet menneske endnu har kaldt os. Jeg skal muligvis aldrig møde din mor. Og mens jeg er dårlig til at finde ordene, når vi taler sammen om det, som nu for lidt siden, indser jeg at jeg måske er konfliktsky. Og at man ikke kan forberede sig på kærlighed. Hvem siger, hvor den vil gå? Hvor meget den omfavner eller tager afstand fra. Det, jeg følte, sidst jeg var hos dig, var at adgangen lukkede til. Der flød intet, hverken fra mig eller til mig. Jeg ku ikke formidle noget eller tage imod dine knus, overhovedet. Mit blik og mit kropssprog vendte sig naturligt væk fra dig, i stedet for at retningen af strøm gik hen imod dig. Som kroppens naturlige reaktion. Hvorfra sku jeg kende, hvad min krop gør helt af sig selv. Det er loven om tiltrækning, magnetisme. Jeg ku ikke engang vælge gerne at ville dig. Så jeg gik. Der er noget på spil imellem os. Du spiller guitar, jeg klaver. Ligeværdighed i sin grundform. 25.5.23.

Jeg har skrevet om det i årevis. Hvis man kan tage pladsen, skal man så (nødvendigvis) gøre det? Jeg har kendt mænd – og nu en mere, der kritiserer mig for at være for forsigtig, tage for meget hensyn, sige sætninger hvor jeg ikke begynder med: "Jeg har brug for sådan og sådan". Men du siger det jo så rigeligt selv. Han forstår ikke min tilgang til musikken, at jeg kun spiller efter noder. Nej, men så er det måske fordi du er en pære og jeg er et æble – hvilken forskel er der reelt? Vi er musikere og du skelner mellem tilgange til musikken. Men vi er begge musikere, hvorfor ikke bare registrere det og anerkende det hos den anden som en kvalitet. Natten til 24.5.23.

Kunstnerisk frihed – hvad vil det sige? Det vil sige, at alle kan google dig, se og læse dig, men du står uberørt i det fri. Du har din ret til at publicere det, du synes. Det, du fandt rimeligt eller vedkommende. Det, andre ku hente noget i. Fordi vi er en nation af dele, der hænger sammen. Jeg kan ikke skrive noget offentligt uden at tænke et du ind. Alt, hvad jeg har prøvet, har tusindvis har andre givetvis prøvet. Hvorfor ikke finde lettelse i ikke at så alene. Men når alle har set dit bidrag, som selvfølgelig er særligt og enestående, og det er blevet målt og betragtet. Da står du stadigvæk, som om du intet har bedrevet. Lige for Gud. Der er ingen stolthed, ingen pragt, medmindre du har lagt det ud af kærlighed. Jeg blev øm over, hvis min vens veninde har læst med her på siden i går (hun har søgt forskelligt på mig, fortalte han). Men hvem er jeg, der skal bestemme, hvem der ser eller ikke gør. Var jeg ikke i min ret. Er det skrevne ikke gældende for en følelse – en reel og ægte følelse – jeg havde i går. Vil andre ikke kunne genkende denne tvivl, jeg beskriver. Står jeg ikke uberørt i min ret til føle, erkende, beskrive, publicere. En artist på scenen ved jo heller ikke, hvem publikum består af og har jo ingen indflydelse på det. Indimellem håber jeg ikke, mine nærmeste læser med, men andre gange ville jeg ønske det. Er vi ikke på én gang skamfulde over det, vi indeholder, og andre gange tilfredse? Jeg er ikke andet end øm eller sårbar, hvis veninden kender min tvivl og han ikke gør. Og i dag har vi mødtes, Viggo og jeg, uden forbehold. Jeg kan ikke andet end konstatere, at i går blev dagbogsnotatet fuld af for-tvivlelse. Hvor det i dag mere er fuld af tro. I sidste ende handler det om at måtte være her. Give det fortvivlede plads. Den særlige plads i mit hjerte. 22.5.23.

Kan én mand tænde én, kan alle. Kan én mand, fordi han er den mand, så får jeg et problem. Oplever udfald i forhold til Viggo. Både i graden af, hvor meget vi ses. Og også i min kærlighed til ham. Men hvorfor? Kan jeg gå ud og møde en anden – i morgen? Er en krops nærhed den samme fra en anden? Næppe. Han har åbnet mig og lært mig. Gid det fortsætter, selvom det også er kvalfuldt – jalousi. Gid han bare kommer en anden dag, nu hvor det ikke blev i dag. Eller at han ringer og vi ler sammen. Er det det, jeg stadig ønsker? Haft det bekymrende dårligt de seneste dage med tanken på parforhold. Hvem skal svare. 21.5.23.

Jeg er nødt til at vågne af dette mareridt. Jeg kigger på uret: klokken er præcis 1.20. Det tidspunkt, hvor jeg cirka slog Nikolas ihjel. Drømmen handler om at jeg går på toilettet om natten i et mørkt hus, uden at have lys tændt. Mens jeg passerer gennem stuen opdager jeg et svagt hvidt lys til min venstre side. Jeg tænker, om det er Nikolas' sjæl. Men jeg går kun et par skridt mere, før noget lammer min krop, så jeg synker sammen, som en slags bedøvelse. Det virker meget virkelighedsnært, og i mit virkelige liv forsøger jeg at vække mig selv fra drømmen. Jeg skal rent faktisk tisse og går på toilet, selvom vejen gennem mine entré minder mig om mareridtet, så jeg tænder ekstra lys. Jeg tænker bagefter på, om Nikolas vil advare mig om noget. Eller blot om jeg rent faktisk er udset til at dø eller blive taget bort på så mystisk og væmmelig vis. Jeg spekulerer på, om jeg lever mit liv forkert. Om Nikolas i virkeligheden er vred på mig (selvom jeg får andre tegn på det modsatte). Hvorfor kigger jeg på uret? Fordi jeg kobler de to ting. Også i går nat havde jeg mareridt. Jeg er et farefuldt sted i mit liv. Eller får ikke forløst mine problemer. Jeg ser ind i mørke. Men "natten er lys som dagen, mørket er som lyset". 21.5.23.

Det har været sådan i et par dage. Når jeg har stået og rengjort mine hænder og arme for maling, minder det mig om dengang, hvor jeg efter drabet opsøgte hjælp hos en bekendt, hvor jeg gik ud på hendes badeværelse og vaskede mine blodige håndled. Inden vi kørte til psykiatrisk hospital i Haderslev. Jeg står med en neglebørste og malingen fra Lars' kolonihavehus er svensk-rød. Ikke så mærkeligt, det minder én om blod. Også opmærksomheden omkring håndleddene, som man ikke skænker så tit til daglig. Mit ar på venstre håndled er skåret med mere præcision end det på højre, fordi jeg er højrehåndet. Det er måske en hel videnskab, hvordan man lige får skåret sig. Også hvordan blodet enten flyder eller – som i mit tilfælde – ikke gør. Jeg har malet et kolonihavehus. Ikke andet end det. 20.5.23.

Jeg er helt slået ud. Det viser, hvor presset/stresset, jeg er i de her dage. Af den bedste mening ville jeg stille Lars' nye græsslåmaskine et sikkert sted for regnen. Men først bagefter kom jeg i tanker om, at man vist ikke må tippe maskinen – noget med blandingen af olie og benzin. Sad og fik kvaler hele vejen hjem i bussen, bad ham tjekke maskinen, når han kom hjem. Jeg er så ked af det. Så tit jeg prøver bare at gøre det helt rigtige, ville en ven det gode, ja gøre verden til et bedre sted. Og så går man alligevel så fejl. Min intention var ikke at gøre skade, men gøre gavn. Jeg overførte straks 200 kr. for de flasker portvin, han havde købt til mig, selvom han nok har villet forære mig dem. Skyldfølelsen sidder udenpå mit tøj. Det er ikke mig, der går skyldfri gennem menneskelivet. Det må være en anden. 19.5.23.

Håber, tror på, ser bevis. Løgne flyr for ægthed. Næsten som himmelfart. Man må digte resten selv. Indtil du står foran mig, svøbt i et lys, jeg tåler at se. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 18.5.23. (Kristi himmelfartsdag (tilfældigvis)) Tænkt til eller om den elskede.

Det ligger i tiden og kulturen; vi foreviger vores gøremål. - Især de gode :) Her er jeg i færd med at male min vens kolonihavehus svensk-rødt. Stigen var heldigvis høj nok. Til sidst bliver det måske flot :) 18.5.23.

Og skulle du endda drikke dig ihjel, ligesom din far gjorde, vil jeg (forsøge at) være der. Da vil endda ikke min kærlighed til dig være nok til at holde dig i live. Fordi din drift er for stærk. Og da vil jeg til enhver tid tale for dit frie valg til at gøre dit, det, du føler for. Jeg ville have kvaler omkring, om jeg kunne have reddet dig. Men alt, jeg kan gøre, er at bevare dig i mit hjerte. Som jeg allerede så levende gør nu. Og jeg håber, du klarer den, måske bliver afruset, kommer igennem osv. Så vi kan – leve. At du kan spille badminton, bruge din krop igen. Ikke bare med kvalme om morgenen, ubehag, sløjhed. Du præger mig, så jeg kommer op i tempo, jeg mærker det i min kontakt til helt andre mennesker, hvordan kommunikationen går meget mere glat, end for bare to uger siden. Du har tændt noget, der lever så kraftigt, et blus. Og du lever selv stærkt, hvilket jeg tiltrækkes af. Du behøver ikke have vasket op, når jeg kommer. Det er slet ikke sådanne ting, jeg forventer mig. Jeg prøver at stille så få krav til dig som overhovedet muligt. (Bare) lave lystfyldte ting sammen med dig af måske to-tre timers varighed. Når vi begge spontant har overskud. Som i dag, hvor jeg så din mors kolonihavehus, hvor du tilbringer meget tid. Vi har begge lyttet til duernes kurren, simpelthen registreret at taktarten er uregelmæssig. Men jeg troede kun, det var mig, der gik og havde tanker omkring det. Nu har jeg mødt min mage. Jeg vil være der. 17.5.23. (Om Viggo)

Det står mig nu lysende klart, som den største selvfølgelighed. At ligesom min seksualitet nærmest sidder helt udenpå tøjet, ligeså udskiller min krop sved i det yderste lag. Mere end for år tilbage. Dermed skal jeg se det som en positiv ting, et sundhedstegn. Lige været hos lægen, som overvejer at give mig noget mod øget svedproduktion (når der er taget blodprøver). Men jeg ser, at jeg har krænget mit inderste ud, så det, der før lå gemt langt inde, som f.eks. min seksualdrift, nu ligger yderst og frit fremme, tilgængeligt. Jeg skal ikke være flov, for min krop udskiller blot helt naturligt, affaldsstoffer. Og mærkeligt nok mærkes det ikke som noget problem, når jeg er sammen med Viggo – altså symptomerne er væk der. Ligesom en blomst folder sig langsomt ud, ligeså folder jeg de indre lag ud, så de står i vidtåbent, fuldt flor. Jeg kan gå til lægen og tale om renselse, frem for sygdom. Hvad andre går og skjuler, kan jeg ikke længere gemme væk. Ligesom lydene af elskov gennem væggen. 15.5.23.

Jeg var der i dag. Jeg fik spurgt oprigtigt til Conny – hende den ældre kvinde, der altid snakker til én – hvad hun skulle i dag, og jeg ku huske at hendes familie bor på Djursland, mens hun igen spurgte, hvad den skole hedder, som jeg øver på. Og ja, da jeg så alkoholikeren, Jan, stå lænet ind over en køledisk i Løvbjerg, lagde jeg hånden på ham for at sikre mig, han var okay – hvilket han slet ikke var. Og ja, jeg fortalte min genbo, at den pakke, der nu stod foran hendes dør, var blevet leveret i en helt anden opgang, fordi jeg mødte den ældre dame i opgangen, som havde opdaget fejlen og ville stille den det rigtige sted hen. Og da min ven først inviterede, men siden fortrød, fordi han ikke havde ryddet op eller var klar, svarede jeg ham ikke-dømmende og mildt, at det selvfølgelig var ok. Men her ved dagens slutning vægrer jeg mig ved at remse flere gode gerninger op, fordi jeg bliver stolt. Og stolthed bryder jeg mig ikke om. Ku (enhver) anden ikke have gjort de samme gerninger, som jeg gjorde i dag? Det lykkedes mig at tage til stranden, da jeg havde øvet sang i Risskov. Det mindede mig om at jeg sidste gang gik der med hunden, som nu er død. Men jeg var ikke skamfuld over mine ben eller mit bryst. Jeg fik også fortalt ham, jeg nu har indledt noget med, at jeg har komplekser over, at jeg sveder så meget. Har jo en tid hos lægen nu på mandag. Det er virkelig skamfuldt for mig. Og han ville sikre sig, at det ikke var ham, der havde givet mig den opfattelse, at det var et problem. Nede i gårdhaven fejrede de Aases (underboens) 90 års fødselsdag, og de havde hyret en musiker, som spillede danske klassikere: "Kald det kærlighed" osv. Virkelig muntert at have som lydkulisse. Jeg fik også skrevet til mine forældre, at jeg nu ser Viggo mere end Lars – og det reagerede de (heldigvis) ikke på. Første gang jeg har nævnt Viggos navn for dem. Jeg havde lidt dårlig samvittighed over ikke at have hjulpet mere til i Lars' kolonihave, men han svarer mig, at han selv er så godt i gang derude. Jeg var der virkelig i dag. 13.5.23.

Jeg syntes, det var pinligt og frustrerende. At jeg sku tage det så ilde op, at Viggo sku ses med en veninde, musiker, som han var lidt lun på for et par måneder siden. Jeg bryder mig ikke om følelsen af at være afhængig af hans beroligelse. Eller på den måde være udsat til tilfældigheder, ikke have indflydelse på det hændte. Være forsvarsløs, den der tigger og beder. Ja, det siger noget om, at jeg regner vores relation som noget, jeg gerne vil tage vare på. Det fortæller bare, at jeg er sårbar over for, om jeg skulle miste ham. Åh ja, det er et tegn på kærlighed. Men følelsen – følelsen er træls. Jeg bliver hård i tonefaldet, afvisende, siger: vi holder bare kontakt. Ind i evigheden eller næste år, eller hvad? For bare at undgå at skulle sige, indrømme, at jeg gerne vil ses snart. Og uden bekymring for, om en anden kvinde rumsterer. Så han ringede, helt heroisk. Og afkræftede. Beroligede. Jeg er bare så led ved at have vist ham så stor svaghed. Men hvorfor egentlig. Jeg tog til åben scene og læste op, læste op med stort overskud og gennemslagskraft. Inden da var jeg et smut på Gallo og øve sang. Men inden da var det noget med at lukke ned, ikke tænke på utroskab eller tab eller smerte. Så lydløs telefon og dynen godt op over. Ørkesløst. Du har kapret mig og min opmærksomhed. En del af mig tilhører faktisk nu dig. Jeg har tabt noget til dig, som forelskelse eller en sangtekst. Eller en retning. Du har (allerede) gjort så stort et indtryk, at det er svært at ryste det af sig igen. Hvis man ville. Hvorfor ikke bare leve det. Gå ind i det. Du har været så kært et menneske at tage dig af mig. Og jo, jeg er også nogle gange den store eller voksne. Der må bære over med. "Der er ikke sket nogen ulykke", som du fik sagt. Som kendte du min værste bekymring, næsten indefra. Du kender mig næsten indefra. 10.5.23.

Det er gået for stærkt. Er du enig? Fra at holde i hånd, have sex, til at flette hænder og tale offentligt om "os". Det begrænser os, og i dag skændtes vi nærmest om, hvordan vi er forskellige, at du spiller klaver frit efter fornemmelse og gehør, hvor jeg kun kan spille, hvis jeg har noder at spille efter. Virkelig latterligt. Du sender tonsvis af beskeder og guitar-riffs, jeg skal høre. Og de er smukke. Men til sidst må jeg skrive: "ikke flere lytte kræfter i dag". Du taler om spildt talent – om dig selv. Og jeg ved jo godt, at depression kommer af, at man ikke kan leve op til de forventninger, man egentlig bare har til – sig selv. Jeg prøver at berolige dig, spørge om du så ryger en joint nu, om det er måden, du behandler dig selv på. Og vi prøver et par timer efter over telefonen at glatte ud. Gad vide, om vi (begge) er bange. For at binde os eller også for, at den anden alligevel ikke vil én. Vi er begge vægelsindede, når vi laver aftaler, men på den anden side endte vi på Frederiksbjerg torv i dag, sammen med en (anden) alkoholiker, i frigjort samvær og til stor inspiration, fordi jeg spontant spurgte, om vi skulle drikke en øl inde i byen sammen. Jeg kan indtil nu i hvert fald ikke klage over, at du er kedelig :) Jeg føler mig livfuld og også opmuntret og fuld af drømme. Men er godt klar over, kræfterne er ustabile og at du til dels må have taget en vis form for skade af dit årelange misbrug. Måske i forhold til at have lettere adgang til aggression. Det er hårdt at sige det på den måde, kan jeg godt høre. Men der vil være forskning, der underbygger det. Der vil være konsekvenser på sigt af stimulanserne. Det har endnu ikke afholdt mig fra at ønske at lære dig bedre at kende. Det skal aldrig være en grund til ikke at ville dit selskab. Jeg vil altid – efter bedste evne – give dig en chance (mere), da du er undskyldt af din trang. Og er et godt og ordentligt menneske. Jeg nyder mange ting, som jeg ikke nød for bare to uger siden. Takket være, at vi ses. Tak i hvert fald for det. 8.5.23. (Om Viggo)

Hvad var verden gjort af før nu? Ny horisont. Kalder du, råber jeg. Går du trængt, løfter jeg mit. Solen skinner mere, jeg sanser. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 7.5.23. Eller i en mere intim udgave her: https://www.youtube.com/watch?v=3WPfDTQMb1I 

Jeg ved – eller gør jeg -, at hvad der så lifligt strømmer imellem os er gjort af noget helt tredje. Et andet stof, tilført et andet sted fra. Jeg er afhængig af en tredje part. Den livgivende kraft. Jeg er afhængig af – Guds velvillighed. Han, som skal gøre det muligt, at Viggo og jeg ses. Han, som bærer os igennem nu som i dag, hvor vores aftale alligevel ikke blev til noget. Men hvor vi i stedet får ringet sammen to gange og slet ikke kan slippe røret igen. Hvem eller hvad er det, der gør det muligt? Vil jeg gerne vide det? Det er som at tro. Tro på, du virkelig gerne vil mig. Kan lide mig, ynder mig. Det er at tro på Viggos ord talt ind i mit øre på en helt speciel måde. At kunne respondere på hans resonans. For det er den rette beskrivelse. Vi responderer på hinandens energi, farve, stråle, sjæl om man vil. Som om man er havnet i den rette favn/havn. Stadig har vi ikke lovet hinanden noget, vi undrer os egentlig bare. Fordi vi er dårligt vant? Jeg vil kalde det taknemmelig, det er det, jeg er. At jeg får lov. Stiller noget til rådighed, som udvikler sig. Fordi jeg kan. Også i Guds øjne kan. Aldrig mærket noget sådant før nu. Jeg vil gerne dele det med verden og så alligevel ikke. Få venner ved noget. Og jeg tør, og gør. Med ført hånd, men også denne ydre instans, der blander sig og mixer. Næsten som at blande vores to blodtyper. Eller menneske-sammensætning. Næsten som ryster en posen og ud falder en mulighed, ingen så komme. Ingen turde håbe på. Som at slå to seksere i sidste forsøg. Jeg kender ham (Viggo). 5.5.23.

"Vil du være hos den mand frem for alle andre". Jeg bad samme bøn tre gange. Ligesom tallet tre går igen i relationen mellem Peter og Jesus. Jeg bad højt midt på fortovet. Det var den mest pressede chauffør, jeg nogensinde har set. Det er torsdag før bededagsferien og en flok unge mennesker varmede rigelig meget op til et bytur nede bagerst i bussen. Det var naturligt for os, der i øvrigt var passagerer at sætte os forrest i bussen, men chaufføren kunne ikke sætte sig andre steder. Han havde intet valg. Sku han dysse dem ned over mikrofonen. Havde han prøvet, før han ankom, for han var 10 minutter forsinket allerede i Risskov. Han sad i en klemme, og de bankede på vinduer og andet. Sku jeg sige noget til ham, da jeg steg ud. Noget lignende: "Det er en hård vagt/tjans, du har". Det tænkte jeg på, men så var der så meget larm, så han registrerede lige mit "Tak for det", som han også responderede på. Hold da op, hvor havde jeg ondt af ham. Han kørte nervøst, stoppede op, hvor der ikke var fodgængerfelt. Blev unødigt længe bag en cykel, før han drejede udenom ham. Og vi kender det alle fra andre situationer, simpelthen at være klemt. Derfor gik min bøn rettelig til ham, af alle. Og aftenen er først lige skudt i gang og hans aftenvagt sikkert næsten lige begyndt (klokken 20.30). Hædersmand. Jeg har nu været hans vidne. Også I. Hvad kan vi ellers gøre end at være hinandens vidner? 4.5.23.

Det var en veninde (afdød, selvmord), der lærte mig at rød og orange går godt op af hinanden. Hvorfor ikke være et omvandrende maleri på gaden, når man går tur. Jeg mener påvirke de forbipasserende i en gunstig retning. Som stimulans. Hvorfor ikke give ekspedienten en god oplevelse. Når man er i stødet. Vælger vi ikke selv, hvordan vi vil påvirke og præge. Jeg kunne godt lide – det var derfor, jeg tog selfien – at bære skrigrøde farver op af hinanden. Sammen med en indre, varm glød. Jeg vil gerne smelte på tungen. Jeg er en rose. 3.5.23.

Men du skal helst ikke læse med. Jeg føler mig sårbar, bare i præsentationen af den nye melodi af i aften. Du skal helst ikke lige se eller høre den. Nu. Er det ikke utopisk at tro, du vil ku lide alt omkring eller ved mig. Eller at tro, jeg lader dig vide alt. Der kommer nok en dag. 1.5.23.

Livet ud uden skyld vil jeg såre dig, som har grædt, endnu dybere. For at lindre de sår, vi har fælles. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 1. maj 23.

Der er et eller andet over at afvikle. Noget, man kasserer, som har haft sin tid. F.eks. som denne computer og mit aflagte tøj. Har lavet backup af alt, der var at gemme, og slettet mine salgsannoncer på skoene. Nu kender jeg hverken modtager eller skæbne. Det er selvfølgelig lidt som en blomst, der visner, hvilket lyder trist. Men jeg har erstattet det tabte med noget andet. Fik min mors aflagte computer, som godt nok har noget forsinkelse på mellemrumstasten. Men som har en større processor og derfor er hurtigere at arbejde på. I det opmagasinerede rum, jeg lejer mig til, står flere gamle stationære computere. Jeg har haft svært ved at skille mig af med. Der var engang, jeg kasserede en bærbar i en container, da jeg boede i Højbjerg. Men en så det og samlede computeren op, satte flere ram i eller hvad. Han var sårbar i forvejen, men hvis han har læst noget af det, der lå på harddiscen, forstår jeg bedre, hvorfor han begyndte at råbe endnu højere og være til gene for områdets beboere. Faktisk, så han i nabolaget, var kendt som "ham, der råber". Tænk sig, at noget af det, man har indeholdt, måske har præget og skadet. For jeg er til tider betændt. Urnen fra hunden står stadig på hans bord, min vens. Men han har netop fået besked om at en ny hvalp til ham er født. Noget har en tid, hvor kynisk, det end lyder. For at noget nyt kan træde til. Også kærligheden bevæger sig over tid. Til at indeholde nye bekendtskaber og forbindelser. Fordi den er som håbet. Der forplanter sig og gror på ny. Nu, hvor jeg har hørt Sviatoslav Richter (pianist) spille Schumann – til ende, tænker jeg på, hvad der før afholdt fra at lade sang nr. 10 på cd'en spille tiden ud. Men først i dag har jeg tålmodighed, og jeg kan se, hvor han vil hen. Og han har præget mig. Ikke noget vildere end tænke sig en komponist for så mange år siden, give noget videre, som aldrig forgår eller forsvinder. Lad også mig være budbringer, dog på et andet plan. Nogle kommer til at gå med de tøj, jeg lige har kasseret, men ingen kommer nok – som i Højbjerg tilfældet – til at fiske denne bærbare computer op af en container for at genbruge den. Ja, faktisk har jeg lyst til at stå og trampe den i stykker! Er det ikke min ejendel? Har den ikke tjent mig som ejermand. Aner man noget vrede eller destruktivt. Men jeg følger den ud. Går med den. For helvede, det er bare en ting. Ja, men også en følgesvend. Helt andre digte bliver skrevet for tiden, fordi computeren findes. End for 50 år siden. Jeg anerkender, at den har været her til gavn. Så meget har den hjulpet mig, at jeg afhængig har stolet på dens følgeskab. Det er langt ude at have et forhold til noget teknisk grej, ville nogen måske sige. Jeg sletter salgsannoncerne, inden jeg bærer sækken over til containeren. Med eet klik har jeg i stedet for at sælge skoene, givet overskuddet af salget til en genbrugsbutik i stedet for. Og jeg har ikke haft betænkeligheder overhovedet. Der er 30 meter over til Abildgade, hvor containeren står. Det var bare at løfte sækken derhen og over. Nu tænder jeg ikke den gamle computer igen. Nogensinde. Jeg taler om afvikling. Om døden. Hvor tit oplever man ikke, at ens yndlingsprodukt er udgået af produktion, så man er nødsaget til at købe noget nyt. - Som så viser sig at være bedre. Man havde ikke af sig selv fået tanken om, at noget overhovedet kunne være bedre. Men ledt af andre (markeds)kræfter er man nu tvunget til at vælge nyt. Jeg siger også bare: noget har en tid. En tid til at græde, en tid til at le. Den højeste visdom er at give noget videre i samme ånd, som man selv fik det overdraget. I den samme vending eller bevægelse. Med samme aftryk. Fordi der kommer en tid efter. Efter ebbe og flod, lavkonjunktur, snefald. Derfor. 30.4.23.

Jeg var villig til at smide alt. Til at provokere mine forældre, miste min bedste ven. Det, som jeg troede var en revolution, er nu hændt helt fredeligt. Jeg har til to mennesker sagt: "Jeg sku noget andet" end at tage til livsfilosofi som vanligt i går, fredag. Jeg skulle noget (helt) andet, rigtig nok. Jeg kan se tråde tilbage til ham, jeg faldt for som helt ung, ham, som jeg fik barn med. Det er som en ring, der bliver sluttet. "Har du slet ingen betænkeligheder ved at indlede noget med mig?", spurgte Viggo undrende. "Nej, det har jeg da ikke". Har jeg ikke set dig helt ude af dig selv? Ved jeg ikke, hvad sammenbrud går ud på. Det ved jeg faktisk godt. Til en veninde ku jeg nu med få ord skrive: "Vi havde sex i går og det var skønt". Til en helt anden veninde (end Line) ville jeg formulere det anderledes. Jeg var villig til at tabe mig selv, blive syg, revet med. Men det foregik ordentligt. Over et par uger viste det sig, jeg blev glad og tilfreds med min krop. Og min længsel blev større og større, efterhånden som jeg lærte Viggo at kende. Vi står i Rema og han læner sig ind mod min kind, så utroligt naturligt. Hvem skal man takke for sex. Ja, måske skal man bare se det ske. Man skal turde, idet man stoler på hinanden. "Viggo er en god fyr", som en fælles bekendt sagde ved caféen, hvor vi spiste. Og ja, min dømmekraft er (heller) ikke i tvivl. Jeg troede, jeg var gammel og affældig – og sms'er tager lidt længere tid for mig, end for ham :) - men han syntes, jeg var dejlig. Helt rent. Jeg har ikke været med en mand i nu syv år. Og vidste ikke, om det nogensinde igen sku ske for mig. Og jeg har gjort det i kærlighed. Mærk dig det. Jeg kan faktisk godt lidt mennesket, sindet og kroppen bag. Jeg er lyslevende i alle centre og kraftpunkter. Det føles som at integrere mine medicinfri somre, udskejelser, i stedet for at fornægte eller fortrænge de perioder. Det føles som at heles og blive et helt menneske. Og jeg tænker på min søn: Nå ja, det vardet, jeg faldt for ved faren. Forståeligt nok blev jeg tiltrukket af hash (uden dog selv at indtage det), vildskaben, ham, som lever stærkt. Og nu beroliger jeg ham, fra mit nuværende udgangspunkt. Med en 50-årigs kendskab og indsigt. Jeg elsker allerede fem personer, jeg ku remse op. Og også hende i bussen, der heller ikke sad med høretelefoner på, elskede jeg på en måde også. Jeg så mig omkring i bybilledet, at intet i hele verden var i vejen. Kaldes det med et andet ord: forelskelse? Men jeg er livs-forelsket. Kaldes det med et andet ord: mani? Men jeg er i balance, uden for fare. Kaldes det: en retning videre. For det er, hvad det er. Det var den vej, jeg måtte gå. Så det kaldes for: rettidig mod. 29.4.23.

Det tæller jo alt sammen. I det samlede billede. Hvordan jeg kender mig selv. Om jeg onanerer, finkæmmer min hage for uren hud, det er jo alt sammen udtryk for, hvem jeg er, også over for Gud. Man tror, man kan skjule sig under et figenblad, men hvor længe. Man kan ikke skjule sig under noget som helst. Heldigvis kender Gud os ud og ind. Han vil spørge til hensigt, oprindelig tanke og drift. Han vil spørge ind, så det gør ondt og bliver ømt og skrøbeligt. Fordi man er afsløret. Jeg er ret sikker på, du ikke ville din søn noget ondt, ku han sige. Eller: hvad betyder det, om din lejlighed er helt ren, hvis Viggo kommer her i morgen. Er du ikke god nok alligevel. Der er jo ikke det sted, jeg kan gå hen, hvor jeg tror, jeg er privat. Der er jo heller ikke det sted, hvor Gud kan gå hen, hvor han ikke er velkommen. Underfuld rådgiver. Man er jo ikke helst fri for hans besyv. Man afviser jo ikke fredsfyrste, da han er positivt ladet. Man inviterer ham indenfor. Som genkendt. Udveksler, deler med hinanden, hvad der rører sig. Ja, en sådan gæst ku ringe på når som helst uden at være til besvær eller ulejlighed. Om jeg så var kunstner og sad midt i min bedste melodi til dato. Ville jeg gå med ham. Han står selv med et figenblad udenfor døren, for at være solidarisk. Jeg ved bare, han er solidarisk. Vil ikke gøre sig større end. Jeg kender ham som ind i døden. Jeg. 27.4.23.

Vågn du lisså langsomt op. Jeg vil udfri dig, hvert fald prøve på. Kend de lette skyers drift, ført af vinden, som er fri. Og jeg, som elsker dig, ta'r din cykel, sønderbrudt. Til nyt liv. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 26.4.23. Til min ven, Viggo, som engang styrtede på sin cykel.

Og du skrev så fint dagen efter til beroligelse. Så at jeg takkede noget højere.

Jeg havde svaret misbrugeren i ham. "Køb en øl" skrev jeg ovenikøbet, da jeg overførte en smule penge til ham. - Som han ikke engang havde bedt om. Da han så skrev tak, skrev jeg: glæder mig til, vi ses senere på ugen. Og det er jo netop hans problematik, at hvis han får det dårligt (bliver nedtrykt), kan han ikke holde aftaler eller love noget. Gud, hvor er jeg fejlfuld! Kære Viggo, jeg har bare længsel efter at lære dig bedre at kende. Herregud. 25.4.23.

Jeg vågner utrolig indadvendt og tung i tankerne. Lægger mig igen efter badet på lydløs. Orker ikke kontakt. Det letter lidt, ser mine forældre har ringet. Kan jeg mande mig op til at øve sang? Jeg kan gå ned efter vandflasker til vores træning i aften og afløbsrens. Hvis jeg møder Conny – den snakkesalige, ældre kvinde i området - i dag vil jeg sige: "ikke i dag", når hun begynder at spørge. Jeg møder i stedet den revolutionære mand fra boligblokken. "Arbejdsnedlæggelsen er afblæst, de vil måske satse på en generalstrejke i stedet for", informerer han mig. Forleden fortalte han om fødevaremangel pr. 1.5. pga. ballade. Og jeg forstår mig overhovedet ikke på emnet eller sagen, så jeg nikker bare indimellem. Og morer mig på en måde. Noget, han tager så alvorligt, har slet ingen appel i mig. I mellemgangen til Løvbjerg møder jeg så – Conny. "Du skal have et knus i dag" siger hun. Ja, det skal jeg. Og vi skilles ret hurtigt. Jeg føler mig (ekstra) tilpas i det tøj, jeg har fået på, og efterhånden tror jeg også på, at jeg senere på dagen får øvet sang. Jeg møder Conny igen på hjemvejen. "Sæt dig lidt her", og vi snakker om vigtige ting, f.eks. at jeg har hørt "Abildgården" er et godt sted. Der skal hun besøge nogen i dag. Ja om simpelthen at være andres næste. Og slet intet anstrengende over vores kontakt. Jeg er på nippet til at sige: "Jeg har været lidt indadvendt her først på dagen", men i stedet får jeg sagt, at Gallo skolen er for psykiatribrugere, ligesom café Smilet er det, hvor hun selv kommer. Jeg er i det mindste ærlig omkring noget. Alligevel vælger jeg et andet stoppested, da jeg tager imod Gallo, så jeg ikke skal møde hende en tredje gang. Endelig mærker jeg min sangstemme brænde igennem i løbet af en halv times øvning. Og jeg beslutter at ringe tilbage til mor og far. Det viser sig at være vigtigt, fordi jeg skal tage mig af at få ringet til min søsters kontaktperson i morgen tidlig, da min søster har åbnet sig omkring hoftesmerter over for min mor, mens hun over for mig kaldte det rygsmerter. Altså må nogen sørge for, hun får en tid hos lægen. Da havde jeg i timer ellers forberedt en sms, der lød: "Jeg er indadvendt i dag, kan ikke engang øve sang. Vi snakkes ved en anden dag". Men den ville bekymre dem og jeg har dårlige erfaringer med at betro dem dybere. På vej hjem bliver jeg rørt i bussen. Tænk, hvad der syntes at være så dårlig og mislykket en dag, viste sig at være væsentlig. Jeg gik udenfor og fandt ud af, der var en plads til mig. På vej op af Skovvangsvej laver jeg igen en joke med mig selv: "Ebbe og Anne Marie eller ebbe og flod?". Så er det meningen, jeg skal finde den udtalelse med mest værdi. Ebbe og Anne Marie er et ægtepar fra min barndom, mens ebbe og flod er et mere neutralt udtryk. "Den er svær" kan jeg på tankeplan svare mig selv (og måske hjælpeånderne). Og jeg ler højlydt indvendigt, og halvt udvendigt, hvor jeg kan finde på at skjule et skraldgrin i et host – ha ha. Så andre ikke tror, jeg er sindssyg. Jeg er sindssyg, men begår mig. Skiller mig ikke væsentligt ud der midt på gaden. Jeg var morgendeprimeret, fordi jeg var presset af ting, jeg skal i den nærmeste fremtid. Men over middag brød jeg det igennem. Så det slap sit tag i mig. Tiden går og det er det, der bliver det saliggørende. 23.4.23.

Sku jeg da ærgre mig over at have købt en universel-fjernbetjening til lidt over 200 kr., som muligvis ikke er kompatibel med mit tv. Over at have givet 29 kr. for, at de inde i Føtex-butikken fandt den frem, på under to minutter, for at jeg ku afhente den på bestilling hjemmefra. Jeg cyklede og der blev dyttet kraftigt bag mig, hvis det var manden i boligkomplekset, der gerne vil vinke, er jeg glad for, at jeg ignorerede det. Skulle jeg så ærgre mig over ikke at have bedt min computerkyndige ven om hjælp, når nu jeg ikke ku klare opsætning selv. Før jeg valgte at bestille en ny remoter for kun 89 kr., specielt egnet til mit tv-mærke. Ærgre mig over jeg har pakket den fra Føtex ud, så jeg ikke har mulighed for at returnere? I går købte jeg en olie til mit hår, inde hos frisøren. De plejer altid derinde at sige, mit hår er (for) tørt og vil gerne sælge mig denne olie. Nu gik jeg bare derind for at købe eksplicit den. Kommer jeg til at bruge den? Hvad betyder det egentlig. Jeg fik cykelturen ud af det til Storcenter nord – altså gratis motion. Og ku spise min yndlingssalat som aftensmad. Min søster lo højlydt i telefonen, vist nok over mit tonefald, da jeg sagde: "Godt nok". Og jeg mødte hendes reaktion med tavshed og afventen. Jeg har intet svar til dæmoni eller vanvid andet end at vente, til det har passeret. Hvad har jeg spildt? 22.4.23.

Så i stedet for at modtage en "hemmelig gave" til en værdi af 400 kr., vælger jeg at plante et træ. Hvordan sku jeg ellers fortælle dem, at jeg er ligeglad med deres tilbud og velmenen, når de vil forære mig noget, jeg ikke har brug for. Bedre at en (helt) anden kvinde får den parfume eller creme. Yves Rocher – intet ondt om dem, når jeg nu kan bestille min yndlingsbrusegelé hos dem. Den er endda "koncentreret", så man skal bruge mindre af den/miljøvenlig. Indimellem lægger jeg deres produkter i den pose, som jeg smider til genbrug sammen med aflagt tøj. Intet federe end at sætte det kryds ud for at plante et træ. For at sige: jeg har i forvejen i overflod. Giv det i stedet videre til den rette. Medarbejderen undrer sig et øjeblik: hvorfor tager kvinden ikke bare imod? Men jeg vil hellere give. 21.4.23.

Det var først, da jeg kom hjem, at jeg opdagede det. Jeg havde været nedringet i det tøj hele dagen, da jeg besøgte mine forældre. Og nu, hvor jeg igen har taget på, er min barm det større. Jeg lænede mig frem på et tidspunkt og til trods for, at min far har utroligt dårligt syn, tror jeg, han allligevel havde blik for. Engang for mange år siden skrev jeg ordet "incestuøst" i min dagbog. Jeg tror, jeg var vred over noget, men det kan jo slet ikke forsvares, idet det ikke bundede i virkeligheden, ja overhovedet ikke. Det skrev jeg også i min selvbiografi. Siden har min far jo ikke turdet givet mig en spontan omfavnelse. Ikke at vi gjorde så meget i det i forvejen, men bagefter kunne vi slet ikke. Før nu, hvor det skal komme fra mig, og jeg forsøger at skabe en vej igen. Jeg kunne mærke, han blev utilpas, og jeg vidste ikke, hvorfor. Var han træt, efter jeg havde været hos dem – og mest havde snakket med ham – i to timer? Syntes han, tavsheden var pinlig? Nej, for han begyndte at fløjte med sin vejrtrækning, som når han er presset. Jeg tror, han bemærkede min nedringethed og ikke vidste, hvordan han skulle reagere. Og først nu til aften, hvor jeg ser mig i spejlet, ser jeg – helt utilsigtet – at den hvide top, jeg bærer nedenunder min kjole har rykket sig. Den skuler mindre end jeg troede. Jeg skal prøve at gøre min nuværende læser bevidst om, hvor syg jeg engang har været. Hvor pinligt en familiesituation, der har udspillet sig. Hvor forrykt og fordrejet mit verdensbillede har været og påvirket min omverden, deriblandt særligt min nærmeste familie. Jo, man siger godt nok at "alle familier har noget", underforstået at sloges med. Men ærligt talt. Var jeg undskyldt af sygdom, altså sindssyge, kan man spørge. For i det tilfælde bør man se på mig med mildhed. Men jeg kan gå rundt i Grams gader – hvor jeg er vokset op – som i dag og føle mig så skyldig. Fik jeg ikke også i bog nummer 2 udstillet min klassekammerat fra folkeskolen, osv. osv. Steffen, hed han, som jeg i mit nuværende liv drømmer meget kærligt om om natten. Som en slags revanche på de indre planer. En form for healing eller kommen overens med. Uden at han jo ved, jeg har dårlig samvittighed over at have nævnt ham ved navn i bogen. En bog, alle kan låne på biblioteket – i morgen! Det er som om, rækken af synd er lang og grim. Folk vil også blive hægtet af skriftet.dk af den grund, at det bliver for grim læsning. Der er dette grænseland; er hun undskyldt eller er hun et røvhul. Jeg skriver nu til aften, fordi jeg registrerede det med at jeg har haft seksuel appel. Intet i vejen med det i sig selv. Men jeg ku have gjort andre valg, hvis jeg vidste, hvilke reaktioner, det kunne afstedkomme. Jeg kan ikke nok beklage, at det overhovedet skal være et emne mellem far og datter, når nu der aldrig har været skyggen af misbrug eller overgreb eller på anden måde skam i den retning. Tværtimod, bare ømhed og kærlighed. Det beklager jeg. 19.4.23.

Pigen er fundet i live. Jeg sluger det råt. Pressemøde, alle der har hjulpet. Gudskelov, at hun stadig lever (Filippa på 13, som forsvandt i går). Hvem er det uhyre, der har taget hende med sig?, men når jeg tænker sådan, slår det mig, jeg er selv en af den slags. Der har forbrudt mig, taget et gidsel, med dødelig udgang endda. Jeg er ikke et hak bedre. Ikke så meget opklaringsarbejde i mit tilfælde. Nu er der videoovervågning og mange samfundsborgere har hjulpet til med oplysninger. Hvor er det alligevel, at min sag ikke er den samme? Det var for sent, skaden var sket. Ingen tilbage at redde udover mig selv. Opklaringsarbejdet burde være gået forud, så man havde udredt truslen på forhånd og forhindret ulykken i at ske. Det forebyggende udeblev. Først bagefter så man graden af fare i situationen. Jeg er at regne blandt lovbrydere, som bibelen ville kalde det. Som om det var noget. 16.4.23.

Hold mig, indtil vinden, den slipper sit tag i mig, - mættet. Hvirvlende i en ring danser vi tæt i en fredsmission. Fuglen på grenen, lammet på mark lever løftet ud. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen midt april 2023. Download noden her: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2023/04/Lever-loeftet-ud-node-m.-tekst.pdf 

Jeg har en appel om at måtte træde frem og ikke være nødsaget til at tage skridtet tilbage. Der er denne impuls, der er kommet ind i mit liv, der handler om at være i kontakt med min seksualitet. Jeg ønsker, den bliver. Selvom Viggo og jeg skriver lidt forbi hinanden. Og skal forventningsafstemme. Jeg under virkelig mig selv at tage skridtet videre, og ikke falde tilbage på vane, rutine, som det plejer at være. Jeg har smagt på oprør, på vildskab og på et andet tempo. Jeg nærer en bøn om at måtte vedblive at føle mig levende, opfyldt, af både kropslige strømninger, samt drømme for fremtiden. Jeg er ked af, hvis denne nye impuls dør hen i ingenting. Kan den overhovedet det?, spørger jeg mig selv. Den er jo én gang vakt. 13.4.23.

Jeg ku ikke lide den sang, jeg likede, men ingen havde bakket komponisten op. Jeg tænkte: for at vi alle – også indimellem jeg selv – skal være velkomne og aktive og byde ind på den side, er vi nødt til at støtte hinanden. Nogle tilkendegivelser giver man af nød, men sådan er vilkårene. Min mor ringede for tredje gang på et halvt døgn og det var for meget. Hun spørger aldrig, om det er ubelejligt og i dag stod jeg ved et stoppested og råbte ind i telefonen, fordi hun kan finde på at sige: jeg kan ikke høre dig. Det lykkedes mig at finde det, hun ville have mig til at købe, for hele 600 kr. (hun havde skønnet det til 300 kr). Det var helt enkelt bare at gøre det. Der er noget, der skal gøres. Min underbo – kvinden – vækkede mig fra en lur ved at råbe: "Hallo!" ud i sit soveværelse flere gange, uden at manden reagerede. Endelig – en time efter – hører jeg, han har grebet sin harmonika og får et par toner ud af den. De er begge over 90 og burde ret beset være på et plejehjem. Han finder en vej. Den eneste gangbare. Jeg køber en virkelig smuk bh og scanner selv min vare ind. Som om vi ikke alle forbereder os til dagen i morgen, med håb. Herhjemme finder jeg ud af at bruge et gavekort fra da jeg oprettede min nye forsikring. Og overvejer at løbe en aftentur. Hvad er der i vejen i hele verden, når alle overenskomster er forhandlet på plads, uden brug af strejke. Når vi alle er enige om noget. Solen står op over både dig og mig. 12.4.23.

Ved du, hvad at sige, når jeg nu spør' dig, hvad at tro på nu? Jeg har tabt det hele. "Mærk dig, at når dagen slutter, har du levet - efter evne". Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.4.23. (Teksten er skrevet før mit møde med Viggo)

Du skriver, du om et minut går nede foran mit vindue (Bethesdavej), da du er på vej i kolo. Jeg skynder mig at gribe en jakke og løbe ned af trappen. Vi omfavner hinanden. Du siger, du er travl, men at jeg kan gå med noget af vejen. Jeg låner dit tørklæde og du tager mig under armen. Jeg er overrasket og evner ikke at være spontan. Så jeg spørger til den regning, du fik i bussen forleden, om din mor hjælper dig med den. Utroligt så fornuftig, jeg skal være op af dig. Jeg går sammen med dig til Riisvang Allé, hvor vi skilles. Jeg siger: jeg har bare sådan brug for at mærke din krop. Du kysser mine hænder. Vi ses. Emmaus. 10.4.23.

Vi har lovet hinanden så lidt, at det fandeme lige pludselig kan være lig med ingenting. Jeg kan ikke forvente, du foreslår noget. Og du behøver ikke synes, du skylder mig at ringe, skrive eller kigge forbi. Vi har en flirt – og den er uforpligtende. Igennem dagen ser jeg skikkelsen af dit ansigt for mig, som om jeg holder dig tæt ved. Eller i det mindste igen skal se dig. Vi har ikke skændtes eller skiltes eller sagt noget dumt til hinanden. Intet er som sådan gået galt. Du har set cykelløb – som den gamle cykelrytter, du selv er. Og er kommet dig over noget sygdom i løbet af weekenden. Jeg laver nu aftaler til højre og venstre, eller i hvert fald to i løbet af den kommende uge. Det nytter ikke noget at gå og holde timer fri, i fald. Jeg må leve mit liv videre, og have dig i periferien, som noget jeg kan tage op og vende tilbage til. Hvis du foreslår noget i morgen, siger jeg ja tak. Jeg er ikke længere væk. Men gør du ikke, vil jeg ikke gå og ærgre mig. Jeg har ikke lyst til at tæmme noget, der er vildskab. Prøve at lave en anden om, så det passer bedre ind i mit. Jeg har tænkt mig at savne dig som noget, der kunne bryde min hverdag. Noget nyt udefra. Bare det. 9.4.23.

Din duft i min trøje, som en rest. Falder i min smag, tror, at livet siger, at jeg er rede til det. Og måske står vi helt frit. Møder din sjæl, som er rejst så langt, blot for at (kunne) løfte en sang (denne) til fælles. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 6.4.23.

Jeg kan bare godt lide ordet "jargon". Fordi det frisætter. Det er noget, man siger, men så er man sådan lidt skjult alligevel bag noget. Det er leveret med en vis selvsikkerhed, som et strøg, man foretager sig. Det lever utrolig let videre i modtageren. Og man sidder næsten med et smil bagefter, fordi den stafet, man har søsat, så utrolig enkelt finder vej videre. Der er nogle regler og man følger noget, andre før en selv har udtrykt. Man skal egentlig bare læne sig ind i slipstrømmen :) Jeg kender det sted, hvorfra sådanne bemærkninger opstår, bedre og bedre. Det siger noget om mit tempo, som jeg prøver at holde ved lige her som 50 – årig. Det handler om leg, som findes mellemmenneskeligt. Det handler om dig og mig op af hinanden. Heldigvis. 1.4.23.

Favner dig med min jakkekappe. Nænsomt ser jeg, hvorfra du kom. Stille, sagte nynner jeg, hvad for mig er dit kald. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 1. april 2023.

(Tre digte, 1.4.23.)

Jeg har stillet mig

så frit,

at hvad du laver

med en anden,

står du ikke til regnskab for

over for mig.

Så lidt tror jeg på

parforholdet,

at jeg sprænger

det sidste, der

binder os i forpligtelse.

For at bevare også

kunstnerisk frihed.

Derfor var dit kys

alligevel netop det,

jeg havde drømt om

meget længe.

*

Jeg var fuldstændig

løst af bånd.

Ublu, åben.

Det skete ikke

i ly af noget

eller som fordækt.

Det var én bevægelse

- ren.

Om ikke andet

bragte det mig

der,

med håb for

næste gang.

*

Som om, der findes

tusinder af Viggo'er,

som kan overtage

hans plads,

hans ageren og

gemyt.

Som jeg bare med eet klik

kunne opsøge

eller finde på en cafè,

allerede om en time.

5 minutter herfra.

Men du har kaldt

på mig.

Jeg ringede til en, der havde mistet. Til den, der havde mistet og stod med tab. Jeg troede, det måske ku opfattes som omsorg, som jeg havde tænkt. Men hun blev mærkeligt overrasket over mit opkald og vi gik til dels fejl af hinanden. Jeg kunne bare have ventet og deltaget ved begravelsen, evt på bagerste række, så ingen bemærkede det. Den afdøde er sådan set min ven og samtidig har jeg været kæreste med hans fætter. Så jeg formidlede nogle telefonnumre forleden, fordi man ikke umiddelbart kunne finde kontaktoplysninger på nogle pårørende. Jeg har bistået, altså med dette praktiske, hvilket jo selvfølgelig ikke var svært eller kostede mig noget. Men nu er jeg kommet til at blande mig i en sorg, hun skulle have plejet for/med sig selv. Jeg kan indimellem gøre ting, der virkelig mangler situationsfornemmelse, kan jeg se også ved at kigge tilbage. Men jeg kunne heller ikke vide, hvordan hun ville reagere på at høre mit navn i telefonen og så mit spørgsmål til hendes velbefindende. Hvad rager det egentlig (også) mig. Nu kan snakken gå i deres familie om, at jeg var upassende. Og jeg afstår nok fra at komme til begravelsen af samme årsag. "Hvad skal hun der?", er det næsten som om, de spørger. Men Michael og jeg mødtes jævnligt i lokalområdet, da vi boede i Højbjerg. Og vi har en slags relation, ud over at have været involveret i samme familie. Hvad rager det dem med hvilken grund, jeg møder frem (til evt. begravelsen)?, ku jeg så spørge tilbage. De kender jo ikke min sorg. Det sidder i mig endnu, hvor dårligt jeg kom ud af samtalen i formiddags, ved at sige: "Vi snakkes ved" til min altså eks-svigermor, som jeg jo ikke ellers længere har kontakt til (udover julekort indimellem). Vi snakkes jo ikke ved. Men hvad er det rette at sige. Vi kender hinanden (fra gammel tid), men alligevel slet ikke. "Måske er det ubelejligt, at jeg ringer", fik jeg sagt. Men hvis jeg ikke havde ringet, manglede jeg at handle på en følelse. En vedvarende medfølelse med de efterladte. Så det, jeg har gjort, er til fortrydelse. Men også en erfaring. Det skulle prøves af. Intet til hinder for, at det går bedre næste gang. Ikke til at sige, om noget af min velmenen og kærlighed har nået hende, Aase. Men alligevel: Undskyld. 31.3.23.

Nu, hvor jeg har mærket dine læber (på en vidtåben gågade uden at blues eller skamme mig) - Var det i går, jeg var i tvivl? 30.3.23.

Jeg falder for mænd, der lugter lidt af røg. Der ikke har gjort rigtigt rent derhjemme, og som rummer en vildskab. Til trods for, jeg selv er meget ordentlig eller fornuftig. Ham, der sprænger rammerne med sit helt eget udtryk. Nogle gange bliver jeg bare skuffet over, han vil sig selv mere end mig. Og med Viggo spekulerer jeg på, om han nogensinde kommer op i min lejlighed, som jeg i sin tid efterspurgte hos Eric, at han ville gøre. Hvorfor sammenligner man den ene mand med den anden? Det levner jo ingen chance til den nye at dømme ham ude pga. erfaring eller levet liv. Det er jo ikke fair. Så måske er han så meget misbruger, at han vil udnytte mig med penge. Bare så han kan stille sit (eget) behov. "Det har ikke altid være lige nemt", konstaterede astrologen ved at kigge på mit parforhold med Per. Fordi han var så egen – ja, han havde den holdning, at ville han spille klaver midt om natten, så var det hans ret, uden hensyn til mig, der måske sov. Kan man tale om ego – egoisme? At ville dække sine egne behov, så der ikke længere er tale om kærlighed, men derimod en handelsvare. Som om vi sidder og bytter følelser ud fra et princip om at den anden vist nok ejer det, jeg lige nu har brug for. Altså investerer jeg tid og opmærksomhed i ham, i hvert fald for en periode. Jeg begynder at sige: "jeg tror, du kan lære mig noget, du har altså vakt noget i mig, jeg føler mig mere levende". Men det er jo en projektion. Jeg indeholder jo selv det, jeg har brug for at blive tilført. Eller? En berøring, der ikke kommer fra mig til mig er selvfølgelig anderledes og klart mere stimulerende. Lars sagde sjovt nok i aftes: "Jamen, man er jo ikke sig selv (!) i parforhold. Men det er man jo sammen med en hund". Og måske har han ret. Jeg fortsatte med at snakke om kunstnerisk frihed, at hvis han f.eks. blev præst, ville han ikke kunne skrive hvad som helst på Facebook længere. Han var enig – der ville være noget i ham, der ville protestere og gøre oprør. Jeg sagde videre: hvis det er sådanne værdier i livet, som du vil forfølge, kan du jo gå ud og møde en, jeg mener – du ku have et sexliv igen, uden hunden hele tiden tager din opmærksomhed. Han grundede over det. Hvor meget mere får man ikke tilført fra en hunds nærvær. I morgen spiser vi frokost sammen, Viggo og jeg. Hvis han ikke melder afbud. Jeg sagde jo, livet er i bevægelse, gudskelov. Jeg har nok skiftet tøj fire gange i dag, fordi jeg gerne vil tage mig godt ud. Det er tanken om at opfylde en andens ønsker om den perfekte kvinde. Jeg er da helt sikkert til mænd, kan jeg konstatere :) Jeg bekræfter: jeg er til mænd. Og til den lidt spraglede type. Kan man tale om, at jeg faktisk maler, komponerer eller skriver med den samme kraft, som jeg finder i ham. Kan man tale om, at jeg blot hægter mig på en strøm, der går igennem livet, og det er med at holde fat. Kan man tale om helligånd eller spiritus eller prana. "Jeg går ind for alle Guder", som Viggo sagde om sig selv, mens han bredte sine arme ud som en åben favn. Han er en åben favn. 29.3.23.

Der var så meget ved hendes stemme. Det ku umuligt være en, der prøvede at snyde mig. Kvinden fra Børns vilkår, som jeg derfor over telefonen oplyste mit cpr-nr. til. Bagefter ringede en fra Dansk flygtningehjælp, en fyr, og han sagde nærmest: "Godaw do", hvilket jeg responderede på i samme jargon. Der flyder denne strømning igennem mig af et andet overskud. En mere let social færden. Tilgang. Et mere åbent hjerte, hvis jeg ikke tager fejl. Min bedste ven har i en besked næsten ønsket mig "Held og lykke" med kærligheden. Så at jeg i et par minutter sad og græd. Taler vi om flow eller at blive levendegjort, så er det de ord, vi kan bruge om det. Jeg trak et tarotkort og ringede til min veninde, som sagde: du skal helt klart gå med det. Og jeg er ikke længere så meget i tvivl. 27.3.23.

Stiller mig i dit lys. Men det aner mørket. Synden har jeg altid kendt, modstå fejl, rettet til. - Men jeg går med. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen marts 23.

Min mor sang den for/sammen med mig, da jeg var lille, inden jeg skulle sove. Da jeg bar mit barn sang jeg den for ham, mens han lå i min mave. Og som voksen fandt jeg verset broderet som et billede, man kunne hænge op, så det nu hænger i min entré. Det er vel tænkt som beroligelse, at du bliver passet på, fulgt på vej. I august 2019 sang jeg denne vuggesang ind. Og jeg har ikke patent på den, men giver den (bare) videre. Ja, intet af det er mit, foruden formidling. I forgårs fandt jeg gamle filer på min gamle computer, heriblandt denne videooptagelse, som jeg valgte at lægge ud. På den måde trækker jeg tråd fra barn, ung, voksen. Måske den også siger jer noget. 26.3.23.

Der er denne del af mig, der ønsker at kaste mig halsbrækkende ud i en affære med Viggo. Endda hvis det kun handler om sex. Både fordi jeg virkelig har lyst til ham (gengældt) og for at prøve det af i forhold til at komme mere fri fra Lars og mine forældre. Så længe de (mor og far) tror, de ved, hvor jeg er og hvem jeg (mest) er sammen med, er de rolige. Jeg ønsker ikke deres hånd så langt ind over mig, så det oprør forudser jeg. Viggo er som Jeppe, spiller musik, ryger hash. Det giver mig en fornemmelse af, hvad jeg dengang i 1991 var tiltrukket af. Men også sådan lidt usoigneret og glemt opvask osv. Det kan komme til at koste mig virkelig dyrt, både på mit helbred og på det liv, jeg så roligt førte før. Er jeg villig til at løbe den risiko? Er det en drift mod mørket, døden, forliset? Hvem vil hente mig hjem igen? Ikke at jeg selv bliver misbruger eller sløset med min opvask. Men jeg kan hænde at give Viggo en slags følelsesmæssig afhængighed, som den, der skal redde ham, eller i hvert fald give ham et urealistisk håb. Men vi taler åbent om muligheden for bare "at være elskere", - tænk, at vi siger det! I går ku jeg godt være blevet hos ham, men jeg havde en halv aftale med Lars, som jeg valgte at gøre til en hel aftale. Jeg gik fra et menneske, der måske behøvede mig eller bare mit selskab eller min nærhed. Jeg ku godt lide hans lejlighed, at følges med ham dertil, hans humor. Men der var noget, der gjorde mig bange. Han var også foruroligende at være sammen med. Det var måske det, jeg allerede fornemmede omkring juletid, da jeg afskrev ham med argumentet, at han skabte uro i mit system. Alle alarmklokker – eller næsten alle – står og bimler: Pas nu på. 26.3.23

Jeg har sådan en underlig skepsis. Er jeg blevet brændt mange gange? Viggo er så sød at byde ind, så vi sås i går, uproblematisk. Jeg skal bare balancere – hvordan siger jeg, at Lars er lærer på livsfilosofi, sådanne ting. Jeg er uprøvet i denne disciplin, har aldrig tidligere bevaret venskab med nogen af mine eks-kærester. Jeg responderer med næsten ingen emojis eller hjerter, fordi jeg holder tilbage af frygt. Men hvordan fortsætte af den retning? Har det nye bekendtskab ikke fortjent min hele indsats og fulde nærvær. Jeg skal blive bedre. I går i telefonen sagde jeg til min mor, at jeg skulle gå tur i Botanisk have "med en veninde", selvom det ville have været mere rigtigt at sige "ven". Også hun er tryg ved, at jeg har Lars "at holde mig til", som hun indimellem udtrykker det. Som om jeg ellers ville vakle bare ved vindens kraft. Jeg får denne følelse af at bedrage nogen, at være et dårligt menneske. Men vejen frem er måske at rumme begge mænd på samme tid. Hvis de altså vil det. 24.3.23.

Ikke noget bedre end at høre fodboldspillerne i baggrunden, når jeg venter på bussen i Risskov efter at have øvet sang på Gallo skolen. Som af bare livs-iver fortsætter ufortrødent, med en aktivitet, der er blevet dyrket på tværs af generationer, på tværs af geografi i adskillige århundreder. De råber til hinanden nøjagtig, som da jeg selv var barn. Intet forandret der. Det er en kultur, som de fører videre, velbevaret. Trodser vejr og vind, og også den noget dystre udsigt til meget sjældent fremover at kunne spille fodbold i snevejr herhjemme. Hvor stort er ikke deres opråb: Bevar græsset, vinden, fuglen! Så oplivet og bestyrket bliver jeg af deres iltre temperament, deres gestikuleren, fordi de vil vinde over de andre. Jeg kender ikke deres ansigter og det er lige meget. Jeg kender deres energi, så kendetegnende. Deres ur-kraft. Som aldrig nogensinde vil forlade dem. Og i det kender jeg også mig selv. 23.3.23.

Vækker dig, hvor var du strandet henne? Livet, det si'r til igen ved en mulig vej. Ta' din stok og følg med mig, uden at veksle et ord. Englen, der ser dig har fulgt dit spor. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 21.3.23.

Han skulle bare have læst ordet på check-in-standeren: "Pensionist". Det havde givet ham en forklaring og frifundet mig for min særhed. Jeg er sikker på, den overklasse-fyr, der ventede på bussen i Risskov sammen med mig, syntes jeg opførte mig mærkeligt. På et tidspunkt satte jeg mig på min taske, da jeg ellers ville blive kold om enden. Ja, alt jeg i de 10 minutter gjorde, kan han have følt som afvisning. Jeg havde absolut ingen evne til at afgrænse mig selv, så jeg følte mig i alt 100 % betragtet, som opførte jeg et skuespil. Han tjekkede ind lige efter mig. Ja, så hurtigt, at der på standeren stadig må have stået "pensionist". Forstod han, at han havde med en psykisk syg person at gøre? For jeg tror, det ville have lettet hans dag videre frem! Nogle gange beklager jeg, at andre ved denne aktion – indtjekning af rejsekort – får indblik i mine personlige forhold. Men andre gange – som i dag – er det en lettelse. Det er jo ikke løgn, at jeg er pensionist. Det er bare ikke hele forklaringen eller den fulde beskrivelse af mig som menneske. Jeg havde undt manden at forstå, hvad det dækker over. 10 bogstaver skulle han tyde og tage ind. Og vi var begge videre. Beklager min gakkede gangart ved stoppestedet, for det var, hvad det var. Også over for Gud – for hvad sku det til for? Kunne jeg ikke fredeligt have vendt mig mod ham, inkluderet ham, udstrålet en form for venlighed? Nej, jeg sku absolut problematisere. Jeg opførte mig angribeligt, kold og beregnende. Men nu er han videre, med bussen. Kun I får den bagvedliggende historie eller fornemmelse. Fordi jeg er et menneske, der afdækker de skjulte strømninger. Hvad der rørte sig nedenunder. Fordi det mestrer jeg, desværre. 20.3.23.

Hvad gør en mand med sin sorg. Han behandler den kunstnerisk: En julerose ser jeg skyde op af det hul, hvori du stod, for sig med dig igen at fryde, når poten træder på min fod, når du går ind og hen i seng og drømmer sødt om Vestereng. (Fra salmen, "Han har beredt for vore sjæle", Lars Hougaard Clausen, marts 2023). Lars har netop plantet en julerose i sin have til minde, i det hul som Frida gravede. 20.3.23.

Min veninde sender mig et link: Dr. Phil har i sit talkshow sat fokus på kvinder, der i en fødselspsykose slår deres barn/børn ihjel. Hensigten er sikkert fin – for at skabe fokus om emnet. Jeg ser et par minutter og den dramatiske musik går lige ind i mit system igennem høretelefonerne. Lydoptagelsen af, hvad kvinden få minutter før hændelsen siger i telefonen, beskrivelsen af hvordan hun præcist gør. Det bliver mig for meget. Publikum, der tager sig til munden eller åbner munden som i wow. Selvfølgelig tænker de: hvor frygteligt. Men de har sat sig på stolerækkerne i hans studie for at høre om en sensation. Rigtigt nok medvirker faren til de dræbte børn vist nok og forsvarer sin nu fængslede kone. Ja, mange mennesker bag udsendelsen har sikkert fine intentioner. Jeg er selv dramatisk anlagt, taler nogle gange ting op. Men jeg får ligefrem kvalme. Da er min veninde og jeg forskellige, det kan jeg konstatere. Jeg kan bare konstatere, det er ikke mit. 19.3.23.

Min sag går under radaren. Til trods for, der bliver nævnt vist 37 tilfælde i den her bog, hvor min sag kunne være i blandt, så genkender jeg ikke specifikt mig selv omtalt, ikke engang i statistikken. Jeg har heller aldrig kunnet genkalde mig avis-omtale af hændelsen fra dengang, selvom der efter sigende blev bragt artikler om mig og barnedrabet. Til gengæld kan man med eet klik finde mig via google ved at søge på emnet. Så lidt mærkeligt er det egentlig, men også rart og fint. Jeg læser om andre kvinders bevæggrunde, at de fleste mødre i første omgang har tænkt på selvmord, hvorefter de så udvider det til også at gælde barnet - det såkaldte "udvidede selvmord". De fleste ombringer barnet ved strangulering – som jeg selv gjorde – og for det meste var det uhyre svært at se på kvinden, hvad hun rugede over eller pønsede på. Og ofte opstod desperationen i gerningen da også pludseligt. Ikke engang hende selv kunne forudse så drastisk en udgang. Bogen blev omtalt i Kristeligt Dagblad, hvorefter jeg har lånt bogen på biblioteket. Jeg kan skrive til min veninde, at jeg til gengæld tror, hendes tilfælde er omtalt og behandlet. Og glæde mig over kun at være omtalt – af mig selv. Men jeg kan stadig hænde at have kastet en boomerang ud, der kommer ondsindet tilbage. 18.3.23.

Men hvis du virkelig elsker mig. Bare gerne vil være i min nærhed. Hvis du ynder at stå tæt op af mig som tiltrækning. Hvad enten det er min krop eller mit indre, som du søger. Da indrømmer jeg også at være afhængig af dit blik ligesom jeg er afhængig af naboens blik. At nogen synes om mig. Da viser det sig, at det er mig, der er verdens dårligste ven. Sådan at skrive bag om dig. Da viser det sig, du er uskyldig i dine følelser. Og jeg er mester i at skrive den underliggende dagsorden ud. Hvilket tilsammen bliver til et dagbogsnotat, som resten af verden kan læse med i. Så når vi taler om tilgivelse til livsfilosofi, som i dag, og jeg joker med, at de andre skal tilgive mig for de to tekster, jeg havde med som læsestof på holdet, så er der langt alvorligere ting, jeg har gjort mig skyldig i. Nemlig at påpege et "du", som ikke har meldt sig selv. Som jeg har skrevet ind i historien som medvirkende. Udenom hans vidne. Det er i alt min største synd og sådan har det været i mange, mange år. Mit medmenneske bliver uforvarende en del af en fortælling, fordi vi har fælles berøringsflade. Sådan må det være fra en kunstners synspunkt, at bruge stof fra sit liv til at udtrykke sig igennem. Det er mit forsvar. Jeg har ikke villet udstille dig, hvorfor jeg også kun kalder dig "B." Og jeg kender ikke dine bevæggrunde. Jeg har ikke søgt en slags hævn eller følt en bitterhed, jeg ikke kunne komme mig over. Vi er her samtidig, op af hinanden, som kendsgerning. Helt nøgternt. 17.3.23.

Værn mig mod de andre. Slå din vinge ud i bøn om mig. Jeg vil tie, græde, skiftevis, tøve. Ikke at de andre kun er domme, der fældes. Sammen i dit rige. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 12.3.23.

Sangen er skrevet uafhængig af stykket her under om B.

Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg gjorde. Da jeg svarede B. så kontant. Akkurat som når Frida (hunden) verfede hanhundene væk. Ved at snappe efter dem, gø af dem og forhindre dem adgang. Jeg tåler ikke din nærhed, din duft, din tilnærmelse. Så den musikvideo, han sendte mig linket til, fik min kritiske vurdering som musiker – og måske ikke som ven. Og helt nøgternt sang de falsk og glemte ligefrem teksten på et tidspunkt. Så "udførelsen er katastrofal", som jeg lidt ufølsomt fik formuleret det. Han ville dele det, fordi det betød noget for ham. Og der mødte jeg ham slet ikke. Men det er med vilje, jeg har besvaret hans forsøg på netop den måde. En anden gang vil han vægre sig, og det er netop meningen. Jeg skal i ham plante forbehold, skepsis. Han bør i stedet trække sig. Jeg har gjort som hunden for at forsvare mig selv eller trække en streg. Og han ser den vel. 11.3.23.

Det er nogle gange sin sag at være førtidspensionist. Ingen ringer og spørger, om man har noget for. Man må helt selv tilrettelægge sin dag – og nogle gange skal man bare gå i gang. Som i dag, hvor jeg gik ned til Løvbjerg med mine flasker og dåser og fandt på, jeg kunne kigge efter grej til vinduesvask. På vej hjem gad jeg ikke lige lede efter mine handsker, så det var noget koldt for hænderne, men alle de andre, jeg passerede på Aldersrovej havde heller ikke handsker på. Nogle gange venter jeg på grønt, som man skal, men andre gange skrår jeg over, sådan lidt udenom fodgængerfeltet. Det kommer an på, om der er nogen at opdrage på. Sådan udspiller der sig små historier, så snart man begiver sig udenfor sin dør. Og det er pointen. Gå endelig derud. Jeg havde skrevet "male" på min to-do-liste og som solen kom ind i mit arbejdsværelse, ku jeg fint sidde ved skråvinduet i fred for den. Jeg ser mig gå i gang, mine fingre fedter til, ingen ringer heldigvis imens. Oplægget er en andens maleri, jeg har købt i genbrug. Jeg skal uddybe, strege over, fremhæve, forme. Og det er mig, der skal gøre det. Der er endelig nogen, der spørger, hvad jeg laver, nemlig maleriet. Der går nok en time og jeg har ikke tænkt på frokost eller andet. Og som en lærer engang sagde til mig er det ikke afgørende, hvor lang tid man bruger på sit værk. Bare opgaven er løst. Jeg er i tvivl; blev maleriet nu godt nok. Lægger det ud på en hjemmeside, hvor ingen kan kommentere eller give likes. Jeg står alene med det frembragte. Indtil jeg sender et billede af det via telefonen til en ven, som siger det er "smukt". Godt, tænker jeg. Jeg får mod på at lægge gengivelsen ud på Facebook. Kan man tale om, at dagen fik værdi eller kvalitet? Jeg vågner af en middagslur med en form for stress-angst, fordi vi for nylig har mistet hunden. Jeg tåler belastning dårligere end andre. Førtidspensionen giver mening. I sne står urt og busk i skjul og jeg er afhængig af fuglen, der siger: "Giv tid". Jeg har masser af tid, men jeg skal også forvente mig noget af tiden. Jeg har også et bidrag til samfundet, bare i en anden forstand. Sagde du f.eks. ikke en dag, at jeg var en god ven. Jeg mener ikke, kærligheden kender status og udstyr eller formåen. Jeg mener, den går frit. 9.3.23.

Kan man tale om, at det bedste er sket. Med Nikolas, såvel som med hunden. At selvom det medfører stort savn og tab, så var det det rette, simpelthen fordi det var sådan, det blev? Hvorfor ikke med alt, hvad der faktisk er sket, sige at det skete som ventet, som udstukket eller som bedst var. Hvorfor overhovedet fortryde noget? Har Gud ikke én gang forsøgt at fortælle noget, ved at lade tingene ske netop sådan. Ja, noget overgår én og man står måbende tilbage, men Gud har ført sin hånd helt overlegent og sikkert. Gennem stormen og psykosen i det tilfælde. "Jeg må nødvendigvis se det som rigtigt, det der er sket med hunden", som min ven udtrykte det. "For ellers giver det ikke mening". Og han har ret. Hvis ikke Nikolas var død, var vi ikke kommet videre på netop den måde. Os levende tilbage. Når min mor siger, hun ligger og spekulerer i sin sygeseng på, om hun kunne have gjort det bedre, da er der reelt ingen fortrydelsesret. Gjort er gjort, hvorfor ikke affinde sig med det? Men det er svært. Noget føles uretfærdigt eller ligger stadig som traume, og man forsøger at komme omkring det ad omveje. Men vil Gud ikke til hendes sjæl sige: rolig nu. Det gør mig til fatalist, er jeg godt klar over. Men viser jo også, jeg har tillid til Gud, så at jeg tror, det rette sker. Til det bedste. Hvis ikke til det bedste, så var det slet ikke sket. Alt indgår i en bevægelse mod bedrede forhold. Sådan er jeg troende. Når jeg ser et barn løbe henad fortovet, så har jeg en inderlig indvendig bøn og tiltro til, at det barn skal føre verden videre. Samle det op, vi lagde ud som vejledende, og føre det videre. Hvad skulle jeg ellers end have tillid til det barn? Jeg kører med en bus, der endnu ikke er el-drevet, men en dag er også den el-drevet, og jeg venter den dag forude. Jeg for-venter mig noget. Du skal ikke opgive håbet på mine vegne, siger børnene. Og jeg er den voksne, der har ansvar for en form for overdragelse. Jeg er den myndige og den, der fører retningen, endnu. Alt er sket til det bedste. Min søn viste mig, det gjorde ondt med kniven, så jeg valgte at kvæle ham i stedet for. Som det nådigste at gøre i situationen. Har jeg ikke fem gange indenfor den seneste uge forestillet mig det øjeblik igen, hvor han fortæller mig, det gør ondt. At der kan være rigtighed i et mord kan man næsten ikke forsvare. Men det var den måde, vi kunne komme videre på. Den eneste måde, faktisk. Jeg er skyldig i at skildre det så nøgternt. Hermed som skrifte. 8.3.23.

Jeg må gerne

have lyset tændt

i entréen.

Trods energipriserne.

Er det ikke min entré?

Hvem kommer med den

pegende finger,

uden at jeg ikke allerede

for længst har rettet

min egen mod mig selv?

Skyldbunden.

Hvem vil tale med mig om,

at de ikke holdt døren

eller ikke veg et skridt til en side,

for at give en anden plads.

Hvem vil tale med mig

om svigt?

Jeg har tændt lyset

i entréen,

for jeg må gerne

være her.

Jeg vil end ikke

føle skyld over for

lampen, der bliver hed.

Eller klodens

velbefindende.

Jeg har ødslet med

ressourcerne.

Døm mig bare – for det.

Inden hanen galer.  

(Digt, 7.3.23)

Døden har det sidste ord, indtil hunden, den gør i drømme. Så kendetegnende for den. Har aldrig mødt så fin en gestus; "Se, jeg vogter om jer". Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, tidlig marts 2023. Efter tabet af Frida. 

Der er denne konstante skamfuldhed over at være i live. Dårlige samvittighed over måske at le og frydes over noget. Stadig at være i live og opleve. Måske glæde sig til foråret, få ting ordnet på kolonihavehuset, som der ikke har været tid eller plads til de senere år. Jeg kommer til bunds med rengøring, hvor der ligger et lag sort støv over det meste af både lejligheden og også i kolonihaven. Endelig – fordi der lægger sig ikke straks et nyt lag, når det gamle er tørret væk. For hunden er død. Det er de kolde kendsgerninger. Lars er ude at spise med en veninde og hverken han eller jeg behøver bekymre os om, hvor hunden er imens, og om den har det godt. Man er pludselig fritaget for det kæmpe ansvar, så der vil uvægerligt være mere fri-tid. Også mere tid uden bekymringer. Jeg går dog rundt i Føtex og pludselig kan sorgen overmande mig, som en knugen i maven. Hvorfor går jeg bare rundt i Føtex. Det er også som om sorgen over hunden næsten går ind og "dækker over" eller for sorgen over Nikolas. Så meget hunden har lært mig, om det at være mor for den, så at jeg fik en fornemmelse for, hvordan jeg ville have været som menneske-mor. Jeg mærker bekræftelse flere steder fra (åndeligt) på, at det er i orden det, vi har gjort. Men det skal jeg ikke sige alt for højt. Det bliver som en indre vished eller fornemmelse eller beroligelse. Vished er måske et forkert ord. Det handler jo i bund og grund om at blive tilgivet. Både af Gud og af hunden. Og vi går ad de samme veje, som vi før gik med hunden, når Lars følger mig til bussen. Det må nødvendigvis være sådan, at man eksponerer sig for at konfrontere og integrere. Så at vi ligesom går igennem sorgen og ikke forbi den. Vi er her på den baggrund at en, vi holdt så meget af, fylder i tanker, drømme, billeder. Så meget, at jeg siden hun døde ikke har kunnet hvile mig om dagen. Vi foretager os noget, han med huset og jeg med hans lejlighed og også min egen lejlighed. Vi har virketrang, for dog at reagere og handle og arbejde os fremad. Det er anbefalelsesværdigt og ikke nødvendigvis en flugt. Vi taler om Frida og holder om hinanden. Og hundefoder, godbidder og hundeseng står fortsat urørt. Jeg er mere obs på hunde i gadebilledet, men det kammer over, så at jeg tror at opnå kontakt med dem alle. Det må finde sit rette leje. Jeg skriver om en sorgproces, som noget alment. Men Frida var out-standing. Det har alle i hendes nærhed følt. Også min kærlighed vil ikke ligne naboens. Men de fleste kender måske til at gå rundt i eksempelvis Føtex og være knuget af noget. Bønhør, beskyt mig, trøst mig. 28.2.23.

Salver dig med mit hår, under dig fred. I din fold bli'r jeg. For at gennemvæde, hvad før var goldt, løfte en bjælke fra min broders hånd. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 26.2.23.

Jeg kan høre, at det er lige meget, hvordan jeg får det sagt eller formuleret. At vi har måttet aflive hunden i dag. Så føles det, som om jeg er skyld i dens død. Ja, at det var det, jeg allerhelst så ske. Allerede i disse linjer - formidlet til en formodentlig helt fremmed læser - tror jeg, det vil skinne igennem, at jeg kynisk har afviklet og forårsaget og medvirket til en andens død. Hvilket jeg på sin vis har, men vi var (jo) flere om at tage beslutningen. Selv når jeg til en ven skriver, det "på en måde var naturligt" ser jeg ikke længere min kærlighed til hunden i de ord. Men skriver jeg, at "det er en stor sorg og vil tage os lang tid at komme os over", ved han måske ikke, hvordan han skal svare eller trøste.  I alt tror jeg, jeg er et dårligt menneske, selvom jeg så hende sove stille ind. Slet ikke som da jeg tog livet af min søn i sin tid. Og jeg græd og savner hende allerede helt forfærdeligt. Hvad er det rette da at sige, når en hund, man har knyttet sig til over mere end seks år pludselig ikke længere er her. Og hvad er det rette da at tænke? At det var det bedste? At vi gjorde det med de bedste hensigter. Af hensyn til hunden selv. Fordi vi ikke længere kunne betale dyrlægeregningerne? Men det rette er, at vi ville skåne hende for operation og genoptræning. Hun havde en tumor i sin milt. Man kan godt leve videre uden sin milt, men måske havde det spredt sig. Hendes infektionstal var dobbelt så højt som for en uge siden og antibiotika virkede ikke på hende. Hun kunne lige akkurat gå over i Finnebyen og hjem igen, så svag var hendes krop. Men vi vil aldrig vide det. Det er det svar, der er. Kunne hun være blevet frisk igen, haft et par gode år mere? Vi har valgt at afslutte hendes liv, ligesom Lars i sin tid valgte hendes liv til. Så nøgternt kan det siges. Jeg ser, det sner, og det oplever hun ikke. Jeg græder. 24.2.23.

Jeg kender flere, der har fundet sammen med deres eks-mand igen. Min reaktion som udefrakommende er som det naturligste at ønske Tillykke og sige: det var dog fantastisk! Fordi det på en måde er en bedrift. En, man én gang har opgivet håbet sammen med, får man håbet tilbage for. Det var bestemt ikke givet. At kunne se stort på de argumenter, der var for at skilles. Altså vende argumentationen, så den har omvendt fortegn. Spørge: hvad er der af fordele ved at genoptage. For selvfølgelig skal der være fordele. Du og jeg. 23.2.23.

Jeg strikkede den mens jeg passede Nikolas nede i mit barndomshjem. Af rester af garn. Blev egentlig rimelig tilfreds, også fordi den turkise kant lyser resten af farverne op. Det var ikke efter noget mønster. Se, hvor herreløs, den er. Mindes ikke at have brugt den, men kun lånt den ud til en ven. Ligger bare hengemt i mit skab, som jeg her til aften ryddede op i. Selvfølgelig giver jeg den ikke væk eller smider den ud. Det er helligt. Lige før snuste jeg til den, for at se om noget af dig stadig hang ved den. Der er også enkelte striber af det samme garn, som jeg brugte til den grønne trøje, jeg i farten tog på, da jeg flygtede ud af huset den nat. Så den gik til som bevismateriale, eller hvad politiet nu gør. Jeg kunne ellers fint have brugt den (grønne) på afdelingen, og flere år efter ringede jeg til politiet og spurgte efter den. Det er som lige at se eller finde en rest af fortiden, som jeg liver op. Jeg kan tage sweateren på i morgen, men jeg gør det næppe. Jeg husker, hvor i mors og fars stue, jeg sad og nørklede. Det må jeg jo alligevel have haft ro og tålmodighed til, trods hektisk angst i maven. Den er som et maleri eller en komposition. Min søster har lavet lignende ting af egen kraft - uden forudgående mønster - bare langt flottere ting end jeg. Måske vil jeg alligevel prøve at gå med den. 20.2.23

Mærkeligt; jeg havde virkelig glædet mig til at synge den ind, da jeg fornemmede, der lå meget kærlighed i både melodi og tekst. I aftes stormede det (Otto), så jeg kunne ikke tage på skolen og indspille, altså måtte jeg vente til i dag. Jeg kan egentlig godt lide indspilningen, og også at kigge på, hvordan jeg ser ud på optagelsen - sådan er det (jo) ikke altid. Jeg havde i det hele gode hensigter og tænkte, sangen kunne være til trøst. Så jeg lagde den på Moderne salmer-siden. Nu, der lige var blevet postet en tekst med spørgsmål til Guds mening. Så syntes jeg, det var relevant, at jeg kom med nogle svar eller noget beroligelse. Det tænkte jeg ikke fra starten med sangen, at den ville egne sig der. Men da jeg kom hjem var jeg fuldt ud tilfreds med udtrykket i videoen. Nu dukker der et andet - ældre - opslag op på siden som "mest relevant", altså er jeg blevet anden- eller tredje prioritet. Andre havde åbenbart mere vigtigt på sinde, der kunne vedrøre flere i det forum. Min ven har givet mit opslag et hjerte, som den eneste reaktion, der har været. Videoen har været afspillet 16 gange, men har ikke affødt nogen reaktion. Jeg får lyst til at melde mig ud, bare slette opslaget, men jeg kan også stole på min fornemmelse af, at sangen er god nok. At jeg er god nok. Der står ikke Jesus eller Gud i min salme. Der står heller ikke jeg, men os eller vores. Der står ikke mit navn nogen steder på opslaget. Og jeg tjener ikke på at have lagt det ud. Jeg har ikke bedt om andet end at blive regnet. Ikke andet end det. 18.2.23.

Genfind himmelrum, når du spør, hvor at lede, finde lidt fred. Gå på marker, syng en hymne ud i nat. Så selv et stjerneskud hænger levende, som tegn på at, vore bønner bli'r mødt helt tæt. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 18.2.23. Download noden her: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2023/02/Genfind-himmelrum-node-m.-tekst.pdf 

Det blev åbenbart sagt, at scenemester/chefen havde presset Dirch Passer til at gå på scenen, trods det at Dirch i nogle dage havde vist svaghedstegn med sit helbred. Men jeg hører Ulf Pilgaard afkræfte. "Jeg hørte ham selv give Dirch mulighed for at trække sig". Det er vigtigt. Vi får den sande udgave af historien, fra første hånd. En har hørt. Jeg kan ikke påstå altid selv at have leveret, hvad der svarede hundrede procent til virkeligheden, men jeg har forsøgt. Ellers må andre skrive deres bøger op af mine. Og også deres udsagn vil i givet fald stemme med (noget af) virkeligheden. Jeg ser programmet: "Husker du 1980", helt tilfældigt. Vi har såkaldte sandhedsvidner, men det kræver samtidig, at nogle tror dem. Vi hører noget og giver det videre, ligesom journalisterne gjorde, som anklagede teaterfolkene. Og jeg hørte også selv noget, f.eks. om Nikolas' begravelse - som jeg jo ikke selv deltog i -, som jeg videregav til en journalist, men som viste sig ikke at være rigtigt. Men det var, hvad jeg var blevet fortalt, altså havde jeg ikke andre versioner. Problemet var måske også nærmere, at jeg overhovedet valgte at dele det med en journalist, velvidende at det blev læst som dokumentation. Ikke alene fremkom jeg med urigtige oplysninger - kirken havde ikke "været delt i to lejre", de fremmødte havde åbenbart siddet spredt -, men jeg viste dybt private oplysninger til en fremmed, som godt nok tjente mit ærinde. Men hvad tænkte familien? Den ene, den anden. Jeg skulle klart have haft omtanke, situationsfornemmelse, mere føling. Jeg havde klart krænket nogen, udstillet nogen. Jeg vidste det bare ikke, før bagefter. Man skal ikke give en journalist noget, han kan skrive på eller få til at vandre, for det er hans job at gøre stoffet interessant for en almen læser. Og en given læser fortæller derefter sin version, som så bliver til en tredje, dernæst fjerde. Jeg kan ikke nok advare mod at de forkerte får hænderne i noget fortroligt. Har man en pointe eller et budskab kan det være belejligt nok, at den bliver omtalt, særligt hvis der er noget, der skal sælges. Men mit stof var ikke til salg. Den rette version er derfor, hvad du som læser gør den til, altid. 17.2.23.

Jeg kan huske, jeg havde 500 kr. i lommepenge om måneden. For dem kunne jeg sende bud efter f.eks. marcipanbrød i kiosken. Eller købe stof til at sy noget i syværkstedet. Det faldt mig ikke ind at tænke, jeg var specielt fattig eller ikke havde midler nok. På afdelingen i Haderslev var jeg som indsat, fængslet, og havde sparsom udgang. Men jeg havde fået livet, som det var min pligt at forvalte bedst muligt. I dag scrollede jeg igen ned over sko af mærket "Art" - kunne være, jeg var heldig at finde et par brugte. Som I kan se har jeg rigeligt i forvejen, og jeg skammer mig ved min overflod. Hvis jeg endelig skulle tælle mine par bukser.. Sidst under min indlæggelse i Haderslev (1993) fandt vi ud af, jeg kunne have bedt om fornødenheder, såsom en ny vinterjakke, hvis jeg havde behov. Og vi fik lov at købe lidt forskelligt. Men jeg husker det, som om jeg havde højst fem bluser at vælge imellem. Og det betød vitterligt ingenting. Hovedsagen var at være i live. Tænk, hvis jeg kunne leve livet nu som dengang, med taknemmelighed over lidt.. 15.2.23.

Det var fandeme i orden. En eller anden ringer og vil lave en "pensionstest". Tænk, hvis jeg ku få mere i pension. Spørger til min alder. Siger, at samtalen bliver optaget - om det er ok? Har jeg andet valg, tænker jeg. Han spørger sig ind på mit sparsomme arbejdsliv. Konstaterer hvor lang tid, jeg har til folkepension. Hvad vil manden mig overhovedet? Efter mindre end et minut siger jeg: "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til, at du ringer, hvad du skulle kunne hjælpe mig med". Han prøver igen at forklare mig, jeg måske kan få en mere fordelagtig folkepension. "Jeg er helst fri, hvis det er i orden", siger jeg. Han lyder skuffet og han prøver igen. "Jeg er helst fri", får jeg sagt igen. "Men tak, fordi du ringede". Jeg er blevet optaget på et tidspunkt, hvor jeg havde overskud til at sige fra. Det er alletiders følelse. Manden er ikke nogen succes på sit arbejde, men det er han selv ude om. Mit høflige men kontante afslag er blevet optaget. Han vil aldrig spørge på nøjagtig samme måde igen. Han vil føle det som nederlag, og jeg ved stadig ikke, hvad manden ville mig, men jeg har klædt ham af. Jeg er frisk. 14.2.23.

Jeg kan ikke finde ud af hængelåsen (forholdsvis ny) til storskraldsområdet. Man skal bruge sin brik, hvilket jeg gør, og den bipper rigtigt nok, men hvad så derefter? Andre må have/få samme problem, så jeg adresserer det hos servicecenter nord. Hun svarer mig vagt, som om jeg ikke - endda to gange nu - har stået og moslet med låsen dernede. Jeg kan enten lægge mig og finde mig i et upræcist svar eller arbejde for, at de hænger en vejledning op på stakittet dernede, så det er nemmere at gå til og forstå. Jeg rejser mig fra sengen og går ind og skriver en mail. Hvis ikke jeg siger noget, bliver forholdene ikke ændret til det bedre. 13.2.23.

Jeg begynder der, hvor du gik. Vender mig om for at se ryggen af ensomhed, gå for sig selv, tilknappet. Søge mest af alt skridtet, der går hjem. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, midt februar 2023.

Det er ikke min krop, der er forgiftet, som jeg kan lugte. Ej heller er det min syge mor (der får kunstigt ilt), jeg kan mærke på afstand, så jeg føler, jeg ikke kan få luft. Det er lugten fra lejligheden lige nedenunder min, af gamle mennesker, der siver op til mine rum. Det er nu, jeg ser det som en belastning, udover deres jamren og dårlige tone hinanden imellem. I går tilbragte jeg aftenen hos min ven og der gøede hunden inde ved siden af, fordi ejeren forsømte den. Helt så jeg på et tidspunkt begyndte at græde over det. Vi har alle vilkår og omgivelser, vi ikke altid har valgt og kan gøre noget ved. Her er billigt at bo og meget centralt beliggende i forhold til mange ting, både busafgang til kolonihaven og til min søster, tæt på skoven, en flad løberute osv. Så mange fordele, jeg hurtigt kan remse op. Mit køkken og mit badeværelse.. Men jeg lever i en forgiftet luft og hendes kalden: "Fatter!", som en ud af ti gange bliver besvaret, går lige ind i mit system. Jeg har ikke skrevet eller produceret i flere dage og det er da klart for mig, at jeg går rundt og er lidt halv-miserabel. Jeg har ikke følt mig som kunstner eller formidler af noget som helst. Indrømmet: jeg har ikke engang følt, jeg forsømte et publikum. Før nu. Her er beskidt i luften og jeg hungrer efter renselse. Møgfald. 10.2.23.         

Selve understrømmen, levende fra verdens Alt. Samler mig om brødet, som du gi'r mig. Skønt jeg takker for det halve, ud af Intet. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 6.2.23.

Kolo-koldt. Det skal nok blive godt. Dig, der får forbedret huset lidt hvert år. Ikke meget, men nok. Og hundeluftning, der kun kan foregå morgen eller aften pga. varmen. Der er fugtigt og koldt nu, og jeg slæber lidt affald med derfra. Hilser på en cyklist på grusvejen. Forestiller mig at lave "arbejdsdage", hvor vi sammen ku udbedre nogle ting/skader. Udenfor kom fuglene så tæt på mig, mens de spiste af de nedfaldne æbler, at jeg opfattede det som tillid. Blæsten havde blæst en presenning ud på græsset, men intet ellers. Mig, der kommer som ven af huset. Og blander mig. Sommeren, der kommer, fordi den ikke kan lade være. Andre har skrevet noget lignende før. Jeg er ret sikker på, at Åbyhøj ikke er noget særligt. Men det gør vi den jo så til. Og vi vil være der. 4.2.23.  

En stor del af livet handler faktisk om at tåle nederlag. Der kom næsten ingen til vores optræden i aftes, alligevel syntes vi, vi havde gjort fyldest. Ham, der stod for lyden blev hængende, selvom han på forhånd skrev, han skulle hjem og putte børn, f.eks. Og selvom vi tabte papiret, vi læste fra, og min sangstemme til sidst bristede, så var netop det vores varemærke. Det var netop det, vi kom for at vise. En fejlbarlighed, en lighed med andre, som de fremmødte kunne spejle sig i. Det uhøjtidelige til trods for tunge emner i både satiredigte og salmer. Og stedet (Fairbar) kunne rumme os. Men selv dem, der havde sagt, de kom, udeblev - meget mærkeligt. Mandefald, og som følelse er det lidt som at blive sorteret fra. Men det er netop der, man lærer at leve. Bagefter solgte vi 4 cd'er og to salmetekst-hæfter. Og de sagde fra stedets side, at vi endelig skulle komme igen. I dag har jeg anmeldt koncerten (som det hedder) hos Koda, så vi muligvis får lidt penge af den vej. Og jeg kan kun være glad for min måde at forberede mig på i forhold til at spise fornuftigt på dagen og gemme kræfter helt til aften. Også spørge på apoteket efter halstabletter, da jeg om natten var blevet kold uden dyne efter at have svedt. Vi kræver såmænd ikke så meget. Heller ikke af hinanden. En polsk ven til Lars dukkede op og Lars og jeg fik pludseligt hørt hinanden tale engelsk, - hvilket aldrig før er sket. Uden undren eller forbehold eller fordømmelse. Vi rummer det, den anden bringer på bane, uden at dømme. Fordi det er. Tak for gensidig samarbejde. Måske har vi begge været korsfæstet engang. Eller på anden måde tabt anseelse. For vi kender det, at ingen støtter op. Vi kender det, at den sidste er gået. Men vi står tilbage og synes alligevel, vi har vundet. Fuldbragt. 2.2.23.

Fairbar beklager, at de ikke kan stille med en lydmand, der vil være der under hele vores optræden på onsdag aften. Men kun en, som lige stiller grej op og så går igen. Jeg siger: "Det er sikkert fint". Kunne ikke drømme om som en diva at forlange professionelle forhold, når nu vi selv kommer med materiale, som kræver et åbent sind og hjerte. "Salmer og Satire", som vi kalder det. Vi går ikke op i, om rammerne er i orden eller passende. Om nogen går eller ingen dukker op. Det er ikke vores ærinde. Vi åbner et rum, som folk kan støde til. Det vil altid være vores varemærke. Og vi har engang optrådt for én muslimsk pige (Herredsvang Kulturhus) og havde en fin oplevelse ud af det. Også den gode hensigt eller det rene hjerte er jo ikke afhængig af beklædning, status, teknisk udstyr. Hvor strømmen af velmenen er til stede vil den vel nå sine modtagere, dem der så at sige "er koblet på". Vi får en scene og en mikrofon i 45 minutter og der kan hænde at komme flere af vores venner. Vi er ikke afhængige af , hvor mange der slutter sig til, trods det at vi faktisk vil prøve at synge et par af salmerne som fællessang med de fremmødte. Hvad betyder det, når nu vi synger for og præsenterer et bud på forkyndelse, som ikke er kirkens eller præstens. Som i hvert fald trækker i en skæv retning, er lidt ved siden af det etablerede. Jeg glæder mig, idet jeg bare sætter mig ved klaveret og formidler. Det er mit job. Vi tjener Koda-penge, men det er ikke afgørende. Det er en café, der er styret af KFUM/KFUK, frivillige medarbejdere. Ham, der beklager det med den manglende lydmand, siger han skal hjem og putte sine børn. Hvorfor ikke tale arrangementet ned i børnehøjde. Jeg sætter mig på hug, som når jeg møder hunde på Vestereng sammen med Frida. Så føler hundene, der er et rum, de kan løbe hen til og udforske. De kommer ganske af sig selv lidt efter lidt. Om det bare gælder en enkelt berøring, da har vi mærket en kontakt. Sådan vil jeg gå til det onsdag aften. Sætte mig ned, indbyde: syng endelig med. Fredsskaber, lise eller lindring. Der vil jeg være. 30.1.23. 

Jeg ved ikke, om I kender det. Danmark spiller -altså Danmark! Men jeg sidder fordybet med høretelefoner på, har tændt stearinlys, får en dram. Alt det, jeg burde gøre, tilsidesættes. Og sådan var jeg også som barn. I stedet for at fejre nytårsaften sammen med mine venner, øvede jeg hellere klaver. Jeg ser, jeg gik glip af sociale færdigheder. Meldte mig ud af fællesskabet. Jeg ser helt klart, jeg manglede dannelse. Fik ikke læst op på mine lektier til gymnasiet. Men tog til klaverundervisning helt i Esbjerg, med tog, bus og alting. Det var vigtigt, tænkte jeg. Altafgørende. Og det har hjulpet mig sidenhen, det er klart nok. Men jeg er en fordyber. Bach's violinkoncerter i eet væk. Mens de andre hørte det nyeste pop- eller rockmusik. Glemte alt om at blive kvinde på de måder, de andre i klassen modnedes på. Jeg var langt bagud. En drømmer-type. Og det hjalp meget lidt på karaktererne. Men der er VM i håndbold, og jeg vælger høretelefonerne. Fordi det er mit felt. Der, hvor jeg trives. Man må ikke underkende det, man i stedet valgte til. Skal verden bruge min fordybelse til noget? Er det ikke kun egen-pleje, egen-omgang. Men jeg tager vare på i hvert fald eet menneske. Tænder for håndboldkampen hvert 10. minut, for at se, om de gør deres. Jeg kender mig sådan. Følger jeg med i kampen, tror jeg straks, det er min skyld, de kommer bagud, f.eks. Altså afstår jeg hellere. Jeg har med vilje og hensigt og omtanke valgt noget fra. Ikke at jeg i tanken ikke er hos spillerne eller interesserer mig for dem. Men jeg er det på afstand. Energien følger som bekendt tanken. Ad den letteste vej. Jeg anerkender bare deres arbejde op af mit. Og jeg skal ikke lægge dette på Facebook, - det er en fælde. Jeg lægger det her. 25.1.23.

Det er lige meget, tænkte jeg. Om jeg linker til melodiens node. Der er højst et par fra Kina, der kigger med. ameordnoder.net lyder åbenbart udenlandsk. Eller hvad skal jeg tænke? Men det er ikke lige meget. Ser, der er 14 afspilninger siden i aftes - det er da ok. Det er for at bevare min alvor i mit arbejde, at jeg klør på. For min egen morals skyld. Jeg skal ikke slække på noget. Der ku være eet menneske, der fandt, hvad han søgte. Bare et. Jeg skal ikke tro, mit publikum er ligeglad. Jeg skal bevare troen på, at det er vågent, interesseret, helt til sidste strøg. Jeg er jo også selv vågent interesseret i andres kunst og udfoldelse. Hvad jeg kræver af mig selv, ku jeg måske kræve af andre. Da jeg så, der var 14 og ikke 6 som i morges, da vakte det min begejstring. Til livet. Hvorfor betyder det noget, at andre ser det, man laver? At blive anerkendt for noget. Det skaber selvtillid. Ordet skaber her er helt relevant. Mit publikum er med til at forme mig, gøre mig til den, jeg er. Jeg er noget i deres billede af verden, og de i mit. Hvordan forklejne den kunstneriske proces, der i mit tilfælde betyder en udadvendthed, en åbnen op. I sidste ende skal vi som mennesker åbne os op - Effata. Og jeg gør det via kunst. Jeg kommer min nabo ved indirekte. Ved at synge om, hvordan jeg synes, menneskelivet bør eller kan leves. Og det sku ikke gerne hive kraften ud af ham (naboen), men bygge ham op. Som havde jeg lagt en sten. Det kan ikke være lige meget, det må aldrig være lige meget. Om noden er tilgængelig eller ej. Jeg forestiller mig ikke - hvor jeg er i livet lige nu - at et eneste menneske downloader og tilgår noden. Selvom det da ville være dejligt. Men noden er der i det tilfælde at. Man kan lægge noget ud til brug, i den mening at ville give noget videre. Som havde jeg født. 24.1.23.

Hvorfor føles dag som plage? Natten som solens ophør. I stedet for at kigge ind; Skatten gemmer sig helt sagte. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, sen januar 2023.

Det er jo mig, der er herre over vingummien og ikke omvendt. Selvom jeg kan synes, den har både øjne og mund og overtalelsesevner. Det er mig, der bør vide, det stykke slik er lavet af ting, der ikke gavner min krop, altså bør jeg i princippet vælge det fra. Man kan sige, naturomvæltningerne kommer bag på os, at vi dog som mennesker ikke råder over vejret. Og at vi i sidste instans selvfølgelig er underlagt Gud. Men her, hvor jeg har rådemulighed - altså ved enten at vælge vingummien til eller fra, bør jeg tage min stilling, roligt og forsvarligt. Jeg kan ikke se, hvordan man kan blive slave af usund kost, i anden forstand end at man ønsker at gøre skade på sig selv. Det er jo ikke sådan, at den pose slik, der lige nu ligger ude i min køkkenskuffe drager mig derud i tide og utide. Jeg må dog indeholde en sådan grad af fornuft og modstandsdygtighed, at jeg afholder mig, at jeg besinder mig, at jeg tøver. Det er sådan, jeg nu kender mig selv, at jeg ser igennem slikket, og det er ikke den, der ser igennem mig. Større fristelse findes, hvor jeg kan forurene på tankeplan, hvilket i stedet må have min årvågenhed. Jeg mestrer en ting ved livet - som jeg ikke gjorde for 20 år siden - hvor mine forældre kunne have chokolade med til mig, som jeg åd i eet stykke, så snart de var gået ud af døren. For over for skaberværket eller verden at vise min afmagt. For at være i afmagten, dengang. Derfor bør jeg dømme de overvægtige mildt og ikke føle mig hævet over dem. Vi kender det også fra sex, at der er kræfter, der er vanskelige at tæmme. Og tæmme lyder næsten også usundt. Jeg siger bare, at i aften, hvor jeg befinder mig, er jeg herre over vingummien. 22.1.23.

Vi snakkede om råderum. Vi snakkede om selvstændighed, og kunstnerisk frihed. Det kom fra mig selv, der havde skrevet punkter ned hjemmefra til psykolog-sessionen. Som jeg på forhånd troede var problempunkter, men som viste sig at indeholde visdom og tegn på, at jeg havde taklet følelsesmæssig uro hæderligt eller endda godt. På baggrund af livserfaring og en rolig tilgang til bølgegangene. Vi snakkede om, at Viggo og jeg var to forskellige temperamenter. Hun kaldte snakken, jeg havde med min mor i weekenden, for en "mavepuster", som jeg beskrev den. Vi talte om, at min mor til dels er undskyldt af sygdom, der gør, hun mister fornemmelse for ret tale og omgang. Og at jeg tilgår svingninger med mere sindsro nu end for år tilbage. Simpelthen restituerer hurtigere, vender tilbage til det punkt, hvor jeg hviler i mig selv. Jeg talte om, hvad jeg skal i et parforhold, hvis det koster mig kunstnerisk frihed. Lige nu kan jeg poste hvad som helst på Facebook f.eks. uden at skulle tage hensyn til nogen. Det er meget værd. Min mor bragte gravstedet i Gram på banen, sagde flere ting der overraskede mig, f.eks. at de ville "afvikle gravstedet", selv ville ligge et andet sted på kirkegården, og at "ingen længere husker, hvad der skete dengang". Men jeg rettede hende, og da jeg kom hjem slog det mig, at muligheden også er der for, at jeg selv engang kan ligge der, ved siden af min søns rester. Der var noget ved min mors argumentation, der ikke stemte. De "havde brugt mange penge" på at vedligeholde gravstedet, gik aldrig derom selv, nærmest for at sige: hvorfor skal der overhovedet længere være et gravsted? Men jeg rettede hende. Det er vigtigt, det her. Jeg tænker på Nikolas så mange gange om dagen, føler hans nærvær i puden ved siden af min i min seng. Intet står mig mere på sinde end at bevare et mærke, et bevis på, at han faktisk har været her. "Nu er du igen hjemløs", sagde jeg til ham natten efter besøget hos mine forældre. Ingen vil tage sig af ham, han er i ingenmandsland. - Og det skal han ikke være. Aldrig hvor ingen tager sig af ham. Jeg vil følge ham i dødsriget og hvor han ellers færdes. Huske ham for evigt i min sjæls dybeste kamre. Det var ikke forgæves, at jeg valgte ham til, siden opgav ham, og atter siden angrer og beklager det skete over for ham. Så ufølsomt, min mor valgte sine ord, men dagen efter ringede hun. Hun havde ikke ment "at såre" mig. Nu, hvor jeg har bagtalt hende flere steder, i hvert fald to gange i dag, må jeg også have forståelse for, at hvad mine forældre gjorde sig af tanker om gravsted, døden og fremtiden for 10 år siden, måske ikke længere er gældende. De har fået tanken om at ligge et mere anonymt sted, simpelthen for at spare os efterkommere for økonomiske udgifter. Hvilket jo er sympatisk nok. Og "Vi har ikke glemt, hvad der skete, og vi har heller ikke glemt Nikolas", som hun sagde dagen efter. Det er sandt. Kære, kære opbrud, du fortæller mig bare, hvad der her i livet gælder for mig. At jeg kan overtage betalingen og vedligeholdelsen af gravstedet med det råderum, jeg nu har i min økonomi. Også ansvaret for gravstedet. Udviklingen af det, hvad der skal ske med det. Som det nemmeste i verden, simpelthen fordi det er mit barn, der ligger der. Jeg har tænkt alt muligt med, om graven vil blive skændet, fordi nogle synes, det er urimeligt at morder og offer ligger side om side. Jeg har tænkt, at det er risikoen, jeg må løbe. Hvad ellers. Jeg har intet andet valg. Der blev alting pludseligt smukt. Ligesom jeg ligger ved siden af ham i sengen hver aften, ku vi ligge sammen på Gram kirkegård. Jeg er moden, selvstændig, i balance. Min spiseforstyrrelse er forsvundet, og jeg har redskaber, der fortæller mig, hvornår en flirt bliver usund eller ikke gavner mig. Ja, i det meste er jeg egen-kærlig, og det har taget mange år at afvikle selvdestruktionen. Det vil I også vide, hvis I har læst med. Som sådan er jeg symptomfri, så længe det går godt. Men det går godt. Der er ro på mig i de fleste af livets forhold. Interesserer det overhovedet min læser, som også er optaget af sig selv og efterstræber ro i sit liv. Det er nok det, der har smittet mig. Jeg har fået omgangssyge, grundet stor kærlighed. Passer du på dig selv, gør jeg også. Som forpligtelse.  Jeg vil have det som et krav, et påbud. Denne aften, hvor min underbo råber af sin mand, vil jeg tænke: det binder dem sammen. Og at jeg er deres vidne. 18.1.23.

Gå du derhen, hvor ånden er. Tab så din pust, fordi du ler. Sådan gør græs. Så du må ligne det, agte dets kraft. Vinden er kærlig, ren poesi. Jeg bli'r i tvivl, om du svajer, fordi du takker. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, midt januar 2023.

Jeg handler som jeg kun kan handle. Sletter begge annoncer. For bare at lukke helt ned, så kvinden aldrig kan nå mig mere. Jeg kan ikke finde ud af at "måle en sål indvendig", - jo, det kan jeg måske, men jeg orker det ikke. Og det orker jeg ikke engang at sige. Jeg køber selv med mindst mulig udveksling af kommunikation. Og det foretrækker jeg også, at andre gør. Jeg lukker bare for hendes mulighed for at købe støvlerne, som jeg prøvede at forklare hende ville være for små til en størrelse 40. Hvorfor stoler hun ikke bare på det? Nu kan ingen købe støvlerne, så enten bruger jeg dem alligevel selv eller også går jeg ned i Secondlux-butikken og spørger, om hun vil tage dem i kommission. Jeg havde ikke lyst til at sælge støvlerne - til hende. Så da hun tredje gang bad om målene tog jeg konsekvensen og slettede annoncen. Det er ikke mig "i en nøddeskal", det er mig i konsekvens. Der tager en beslutning, fordi det er det eneste, jeg i situationen kan gøre. Jeg er kynisk, idet hun vil undre sig og måske ærgre sig over, hvorfor hun ikke bare slog til i tide. Nu lige, da der tikkede en sms ind, blev jeg bange for, at det var hende, der måske havde nået at registrere mit nummer. Bange - mere for at sige, at det belaster mig. Det er sjovt at få penge for salg ind på kontoen, men hvis det koster for mange kræfter at sætte til salg, vil jeg hellere undvære de penge. Jeg gør ikke andet end lever op til mig selv. Er mig selv tro. Nogle vil sige, jeg flygter fra eller undgår noget. Men jeg kender mig. Det er støvler, jeg købte for mine sidste penge efter at have fået huller i ørerne, måske i 2012, for 1600 kr.! Jeg var helt ruineret bagefter. Og jeg holder af dem. Man vil jo også gerne kunne lide børnehavelederen, når man sender sit barn derhen. Ikke enhver skal tage sig af det gods, man har. Det er også skorpionens træk, der hellere dør af sin egen gift, eller trækker sig over for en faretruende situation. Der er en flig af selvmord over det, jeg har gjort. Jeg trækker mig fra belastning, hvem ville ikke have gjort det med min psyke? Jeg sender et signal, så kvinden måske ikke en anden gang vil spørge sælger om så mange ting. For det gør jeg ikke selv som køber. Jeg prøver (bare) at sætte en standard. Kontant og modigt. Jeg bruger min magt til mit forsvar. Jeg er en fæstning. 13.1.23.

Hvorfor bar hun ikke over? Kvinden, som høvlede udsendelsen ned. Se den evt. selv her: https://www.youtube.com/watch?v=PPHqA1wV-I0  Lyden var dårlig, og hvor var det synd, der var brugt klip optaget med mobiltelefon. Hun havde set og hørt udsendelsen på sit tv med de bedste højtalere og havde ikke kunnet høre teksten ordentligt. Hvorfor sagde hun det. Vi havde netop siddet og snakket om at udsendelsen "var poetisk". Vi syntes begge - Lars, som den handler om - og jeg selv, at den var klippet så fint. At den var båret af noget. Folk har støttet op om den på Facebook og jeg har endda gjort opmærksom på den til mine brødre, ja selv mine nevøer. Selvom Lars ikke er min kæreste længere, følte jeg her var noget, de skulle vide. At få et kig ind bag mennesket og digteren. Ja, man kan kalde interviewformen primitiv, men man kan også understrege, hvor godt Lars faktisk svarer. I går - da udsendelsen blev offentliggjort - havde jeg sådan ømhed for ham, at jeg tænkte, jeg nok følger ham resten af livet. Jeg var helt flov over, så stærk hans impuls virkede ind på mig. At jeg måtte dele det, linke til det, fortælle andre om det. Det store under. Kunne hun - veninden, jeg blev ringet op af - slet intet se?? Er jeg da selv forblændet, at jeg overser åbenbare fejl? Nej, jeg er taknemmelig. Jeg kan ikke være andet end det. Døm venligst selv. 13.1.23.

Jeg tog konsekvensen. Jeg syntes virkelig, manden i telefonen var tåbelig. Ikke kun til allersidst, hvor han bad mig give ham en god vurdering som sælger via en sms efter røret var lagt på. Kan så se i dag, at forsikringen er "blevet ændret", men han spurgte mig aldrig om samtykke eller bekræftelse på noget. Nu sparer jeg lidt over 100 kr. ved at skifte selskab. Jeg svarede ham: "Godt nok, du siger det", men deltog aldrig efterfølgende i nogen undersøgelse. Hvad svarer man en mand, som kun har ringet for at kunne vise sin chef en glad smiley? Ikke har villet mig andet end det. Det er faktisk til at kaste op over. Godt, han ikke er min kæreste eller bare ven. Tryg blev jeg ikke mere. 11.1.23.

Jeg er bange. "Er du bange?", spørger kvinden, der skal vaccinere mig. Ja, jeg var i tvivl. Man kunne se på mig, jeg ikke var afklaret. Jeg siger til min ven: "Hvis de tager fejl, så er det godt nok en stor del af befolkningen, der er blevet vildledt". Min bror siger ret kontant: "Vaccinen, den er simpelthen et must". Og ham, jeg kender indenfor teosofien, siger at han ikke er vild med vaccinen, at teosofien ikke siger noget om det, men at han er nødt til at tage den, fordi han rejser meget. Desuden er han ikke meget for fanatismen (konspirationsteorierne), der florerer på Facebook. Jeg tager op og bliver stukket. Her bagefter - hvor jeg har droppet fjerde stik - ser jeg til min skræk, at jeg faktisk har fået tre stik, hvor jeg kun kunne huske de to. En veninde, der har nægtet vaccinen, poster en masse om unge atleter, der dør i meget hyppigere antal nu. Jeg scroller hurtigt videre og synes, hun er for meget. I virkeligheden beundrer jeg hende, og det ærgrer mig, jeg ikke selv kunne stå fast (på min skepsis og modvilje, den bundede i noget sundt). At jeg har fået sprøjtet gift ind i kroppen, fordi et flertal fra staten og også blandt befolkningen tilsluttede sig metoden. Jeg kunne jo hverken have været på café eller til fitness eller rejse. Jeg gjorde det - af nød. Det føltes dybt forkert og jeg fortryder det. Hvis vi så er en stor del af befolkningen, der skal leve med mén eller bivirkninger, så er det børnene og de næste, der skal bære verden videre - og det er det jo i forvejen, med klima og sådan. De skal bære sundheden ind i verden igen. Den rette omgang med forurenende ting, med omtanke for bæredygtighed osv. Jeg vil agte de nye generationer, idet min egen måske er forpestet. Vi gjorde det alle i god tro. Fordi de øverste mente, det var det bedste. Jeg synes, mine forkølelser er anderledes, men har ikke andre følgevirkninger af stikkene. Måske går jeg endda helt fri, fordi jeg er forholdsvis sund og rask fysisk. Jeg fortrænger fakta omkring de mange hjertestop. Men her skriver jeg fortrængningen ud. Gør den synlig. Jeg blotter den del af mig, der går til bekendelse, fortrydende og angrende. I har sagt mig, hvordan jeg skulle leve, men jeg skulle have fulgt min egen overbevisning. Jeg synes ikke, regering eller stat er skyldig. Men falder vi om, må der være en vis selvransagelse. Jeg er stadig bange, for hvad der nu gemmer sig i min krop, af fremmedlegemer. Der kan forårsage dette eller hint. Jeg kunne intet stille op, imod min brors klare udmelding, eller ham der vejleder indenfor spiritualitet. Jeg overhørte min egen indre stemme, så jeg kunne deltage i sport og andre aktiviteter på lige for med andre vaccinerede. Hvad skulle jeg ellers? Jeg gik med de andre ind i slagtehuset, oplod ikke min mund. Jeg er kun offer for det, der hedder Guds plan eller skæbne. Vi kan alle nytænke fremtiden, allerede fra i morgen. Jeg vil gå ud i verden med påskønnelse. Tak, fordi jeg trods alt ikke var tvunget til at få fjerde stik. At jeg føler mig nogenlunde intakt. Vær hos dem, der virkelig frygter for konsekvenser for helbred og førlighed. Kære Gud, over os alle. 10.1.23. (Til Line)

To gange på en uge har de salgsplatforme, jeg bruger, beskyttet mig som sælger. Første gang forhindrede de mig i at udlevere mit telefonnummer - da det slet ikke behøves i det forum, og anden gang har de slettet to beskeder, fordi der var mistanke om svindel fra afsender. En form for venlighed føler jeg fra dem, der administrerer siderne. Næsten som en aen på skuldrene. Jeg står udsat som sælger, vil jo gøre alt muligt for at få min vare solgt. Men de - rent professionelt - har retningslinjer og råd, som er gavnlige. Hvor banal en form for kærlighed at beskrive. Men nej, faktisk ikke. Det får mig til at opleve verden som et bedre/godt sted at være. Når ufine metoder bliver sorteret fra. Også uden jeg behøver blive snydt eller vildledt. Jeg får lyst til at sætte andre ting til salg, fordi jeg nu kender betingelser og faldgruber. Jeg får lyst til at leve livet - ud. Gøre noget. Måske får en kvinde fat i de støvler, som bare samler støv hos mig. En sådan udveksling skaber grobund og næring. Også for ret tale og omtanke. Den rene kommunikation er en mulighed. Både sælger og køber vil hinanden det bedste. I en verden, der fremmer det. Fra platform via hjerte. 9.1.23.

Mellemlander med distance. Jeg ta'r min frakke på, gemmer mig lidt der. Men når det er gjort, smider jeg alt - indefra. Tekst, musik, klaver og sang: Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 8.1.23.

Det kan ikke betale sig at jeg gennemlæser, evt sletter. For at nærme mig den elskede eller det håb, jeg alligevel har lagt i ham. Har han kigget med - set ting, han ikke bryder sig om. Hvorfor svarer han ikke lige. Enhvers spørgsmål, når man gransker sig selv for fejl. Saver den gren væk, som man selv sidder på. Jeg har tjent et publikum og i sidste ende Gud. Men jeg skulle have været der for et menneske. 2.1.22.

Gården ligger øde hen. Jeg vil tælle din mark for får. Finde det lam, som blev ofret. Hvorfor leder du efter brødes grund? Fundet. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 1.1.2023.

Må jeg helt kort blot holde dig. Sjæl mod sjæl, og ånde frit op af dit bryst. Tænkt som et svar, jeg skriger ud! Når du nu spørger mig om akkurat samme ting: "Men hvorfor?" Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, sen december 2022. Om måden, jeg mistede min søn på.

Jeg ku tage hen i Føtex, hvor jeg ved kransekagerne er billige og store. Eller jeg ku skrive til min ven, om han ikke køber nogle derhenne, nu hvor han alligevel handler ind med en bruger netop i Føtex. Men jeg gør det ikke. Jeg har sagt, jeg sørger for kransekager. Jeg går ind i Løvbjerg i håb om at de sælger friske kransekager, men det gør de ikke. Jeg må derfor gå tilbage til bageren og give en høj pris for ikke særlig meget kage, - god kvalitet selvfølgelig. Jeg gør det selv. Jeg ku sige til nogen, at jeg er gravid, eller at jeg har tanker om at tage livet af barnet og mig selv, men jeg siger ingenting. Jeg har sagt, jeg sørger for kransekage, så hvad betyder det, hvad det koster mig. Jeg har givet et løfte og vil leve op til det. Min ven vil i morgen sige: hvorfor sagde du ingenting, hvorfor bad du ikke bare mig købe det? Men jeg går hellere igennem trængsler, for bare at møde uheld på min vej, når jeg ved, at det i sidste ende bliver regnet for indsats eller ydelse. For det er vel det, du siger mig? Citronsauce til min laks havde de heller ikke, selv min yndlingscornflakes var som den eneste udsolgt. Du har vist mig det modsatte af nåde og jeg begriber det på stedet, hvad det handler om. Jeg når frem til en tom hylde og det er netop sådan min kærlighedsevne har det. I aftes kiggede jeg endda mest væk, selvom jeg sad over for min bedste ven. Jeg skal forsøge at hente tabt land ind igen. Hvem tåler ikke også sagtens at blive slået på den ene kind, når vi har lært, hvad vi skal svare slaget med. Jeg tåler modstand, fordi det hærder mig. En helt anden dag står den sidste vare på hylden og venter på netop mig - det har jeg da tit oplevet. Jeg kender min Gud, som en, jeg frygter. Jeg ku sige ham imod og beklage mig, men jeg siger ingenting (oplader ikke min mund). Har ikke også han sagt det allerede. Næsten som: Jeg velsigner dig til sidst. Hold ud. Tab, så det ser ud som om. Men netop - som om. 30.12.22.

Men der er skyggen af tvivl. Hvordan kan jeg tillade mig at gengive private sms'er på en offentlig hjemmeside? Vil den omtalte part ikke føle sig stødt, hvis han vidste det? (29.12.22.)

Jeg vedkender, at jeg har været i en rus i aften. Skrevet, mens jeg hørte mit yndlingsmusik. Fulgt en strøm, der gav sig selv. Ikke at jeg derved er skyldig i noget. Men jeg er fuld af. Gad vide hvordan jeg ville male på den baggrund. Også bestilt et par sko. Pludselig reagerer fyren fra min gymnasieklasse i en Messenger-besked - om noget helt andet (Godt nytår-ønske). Men netop ham, jeg altid har haft erotiske følelser for. Jeg kan hænde at have skrevet noget ud, der åbner mennesker. Jeg kan hænde at have den mission i livet at åbne mennesker.. (28.12.22.)- Bach - violinkoncerter, som jeg muligvis ikke har hørt i 30 år, men som jeg husker helt ned i detaljen. Som jeg lyttede til som teenager, men aldrig siden. Kom desværre til at svare ham: "Kig forbi, hvis du kommer forbi Aarhus". - ha ha

Der er jo ikke en strømning, en registrering, der forsvinder fra det sted, hvor sindet eller kroppen så tydeligt vil huske den. For altid har det passeret et filter - genkendeligt næste gang. Vi havde, kreerede håb, tanker om fremtiden, indenfor det mulige. Jeg gjorde f.eks. min tv-remoter ren! For tænk, hvis jeg fik en gæst. Jeg er for altid forandret, har mærket underet vokse fra mit skød eller fra mit indre. Tage form af bagtanker, anelser, fornemmelser. Jeg er vokset og kan møde verden på en anden måde. Jeg vil møde - mænd, givetvis. Som vil puffe til mig, åbne mig. Det er jo ikke sådan, at den følelse, der én gang har fæstnet sig, så næste dag eller år efter falder af og forsvinder ud i det blå, pist væk. Det er jo sådan, at alt hvad der én gang er registreret, gennemlyst eller har fundet sted, aldrig mere forsvinder. Det vil altid fremover have en historie, en plads i erindringen, i nogens hukommelse. Som noget, der blev givet én. Tag det eller gør ved det, hvad du vil. Men det ER. Som kendsgerning. Vi siger jo heller ikke om den døde, at han aldrig har været her, blot fordi vi ikke længere kan se ham. 28.12.22.

Sms (28.12.22.) til en god ven, Lars Holmbo:

Godt nytår, Lars!

Håber, du har haft nogle gode helligdage. Jeg synes selv, det var lidt trægt 1./2. juledag; gråvejr, få handlemuligheder. Forstår godt, hvis man går hinanden på i familierne rundt omkring. Men jeg havde en god juleaften (hos Lars og Frida).

Nu lytter jeg til Bach violinkoncerter på min nye discman - den tager jeg med mig rundt i lejligheden fra rum til rum. Heldigvis fandtes de stadig på markedet.

Nå, men vi ses. - Lige nu går det op for mig, at der er åben scene i aften. Hyg dig der.

Jeg har selv skrevet sammen med en fyr, som jeg kender fra kirkekor-sammenhæng, men ku alt for tydeligt mærke, at han er 6 år yngre end mig. Men dejligt alligevel at få tanken, at måske..

kh Rie.

Jo, jeg var netop engang forelsket til døden/i døden. Det enten holdt eller brast fuldstændig. Jeg var villig til at ofre os alle tre som familie. Bare kaste os i Guds arme, opgive. Man kan sagtens være forelsket til døden. Der er disse specifikke relationer, der ender helt derude, hvor hav og himmel mødes som urkrafter. Hvor der ligesom ingen vej er tilbage. Vi kaster os ud herfra, gør vi ikke? Men det er ikke engang et valg, det er et onde, en nødvendighed. Vi er nødt til at fare vild, for at finde os selv igen. Og det gjorde jeg jo, samlede mig selv sammen. Jeg siger bare: ugunstige, farlige, usunde forbindelser findes. Og man skal undgå at blive påvirket. Nogle ville kalde det fortrængning eller sige, det er noget, man må integrere. For at blive mere hel. Jeg siger: stop hellere nu, allerede nu. Det forsinker processen, min vej til at nå mit mål. Det gør vandet mudret og udsynet uklart. Det forstyrrer. Jeg kalder det ved navn: måske er det vanvid. Måske er han syg eller ustabil eller en slags drømmer. Jeg kan ikke greje det eller formulere det. Jeg kender hverken hans hus eller hans bøn. Nu vil jeg ikke engang kende hans krop. Jeg gik i døden dengang, men overlevede. Dødelig forelskelse findes. 27.12.22.

Sms, 27.12.22.:

Kære Viggo. Jeg var ret tiltrukket af dig i Møllevangskirken og blev smigret af din kommentar på Facebook forleden. Men jeg tror ikke, vi skal ses. Det kan jeg mærke på den uro, som kontakten til dig giver. Måske er det aldersforskellen eller det at du minder om en, jeg havde et ugunstigt forhold til engang. Det er jeg ked af, hvis du havde håbet på mere. Men samtidig lettet i mig selv over at være nået frem til. Hunden, jeg passede, er syg, og det påvirker mig også. Håber, det er en ok måde at sige det på. Kærlig hilsen Rie.

Min psykolog ville sikkert sige, at det er i orden, jeg ikke fortæller Viggo alt. Om f.eks. Lars eller hvad jeg har hjulpet Lars med, bare indenfor de sidste par dage. Eller om hvem Lars i det hele taget er, at vi har en baggrund sammen. At jeg i morgen i stedet for at passe hund kan hænde at bage et brød i hans lejlighed i stedet for (fordi hunden halter). Jeg har kaldt det "passe hund", hvor kom brødet så ind fra? Det er som at være splittet. Så enkelt selskab, Lars er i et par timer, fordi vi kender hinanden så godt. Men samtidig udveksler jeg hjerte-emojis med Viggo. Viggo, som jeg virkelig engang var hed lun på. Hvordan bliver det egentlig at møde ham igen, nu hvor jeg på en måde mærker på hans ord, at han er seks år yngre end mig. Bare ser det i hans ord. Der er en del, jeg ikke fatter, ved relationerne. Indleder jeg noget ødelægger det da det andet? Nu er der sat noget i gang, som jeg ligesom må prøve af, føler jeg. En dag skal jeg vel også have sex med en igen. Det er en noget kompleks situation. Jeg postede noget på Facebook, som affødte en reaktion fra Viggo. Jeg troede, jeg aldrig ville have en chance med Viggo. Men nu har jeg fået chancen. Jeg har gennem noget tid følt mig attrået af to-tre mænd i min omgangskreds. Som om, det virkelig ku lade sig gøre! Jeg må jo have oparbejdet en form for udstråling eller åbenhed. Som også de reagerer på. Jeg er vel også formelt "fri"?? Jeg går og fortæller mig selv hele tiden, at jeg bare skal elske, hvor jeg kan. Elske så mange, jeg kan, når nu kærligheden er mit barometer. Jeg går jo kun hen, hvor jeg ser fordel eller mening med at være (forhåbentlig). Ja, Viggo minder en anelse om faren til mit barn - med en baggrund med hash f.eks. Kan jeg huske fra da vi sang i kirkekor sammen. Hvad skal det fortælle mig i dag?? At det er en no go? For farligt. Jeg kan hænde at forelske mig, det er hvad der kan ske. Hvornår er nogen død af det? 26.12.22.

Jeg har håb for min næste melodi (påbegyndt). Altså virkelig håb. Som noget, der er værd at stå op til. Noget, jeg kan udvinde nektar af, som jeg kan overvintre med. Den er som en ven, jeg er nysgerrig på. Som jeg uddyber kendskabet til, takt for takt. Jeg tror virkelig, den bliver en succes, en oplevelse for nogen. Jeg søsætter den en dag og det med stolthed og medvind. Som et afkom, der flytter hjemmefra. Der er meget håb i en ny melodi. Uden et menneske bag bliver den selvfølgelig ikke levende og gangbar. Den er afhængig af min indsats. Jeg skal påvirke den, følge den, forfølge dens nærvær. Jeg skal kende den i bund og grund, ud og ind. Jeg lever virkelig som kunstner inde foran mit el-klaver med høretelefonerne på. Min helt egen verden bliver skabt, et rum danner ramme. Jeg er eet med kraften, som bærer os. Det bliver mit bidrag til verden, til kundskaben, som et kendetegn. Jeg skal aldrig være her igen på samme måde. Hvælving. 24.12.22.

Jeg har tabt mig 2 kilo (slagt venligst fedekalven :)). Og resterne af min spiseforstyrrelse er pist forsvundet. Gad vide, om jeg en dag er symptomfri?? Jeg er halvt med benet - eller med det ene ben i "alt fortsætter bare som det plejer" og det andet ben i "alt bliver forandret fra nu af". Viggo svarede, undskyldte og vi har en åben linje henover julen, hvor vi kan skrive til hinanden. Begge for julestressede til at ses før jul. Nu er det d. 24. og naboen, som jeg altid er lidt akavet over for, sagde tak på trappen for at jeg gav hende ideen til at lade lys være tændt juleaften som en tryghedsfaktor (selvom hvem ville røve noget heroppe på 2. sal). Lige meget hvad jeg tændte for i fjernsynet i aftes, så var verden så utrolig smuk. Nærmest fuldkommen. Med drømme for fremtiden rykker bekymringer om klima, mørket længere væk. Jeg ville have skrevet det meget mere yndefuldt, som at beskrive et mirakel, en omvendelse, ny begyndelse. Men i aftes gik jeg i seng kl. 21! - for dog først at falde i søvn 22.30 - og jeg er helt overvældet af relationer, gøremål, visioner. Er dette en beskrivelse af forelskelse? Verden er simpelthen smukkere, bedre, mere til at holde ud. Når man glæder sig til noget. Jeg har skrevet til Viggo, at jeg holder jul med en god ven, Lars. Det er hverken løgn eller fordækt. Hvor ville jeg gerne have udtrykt mig bedre om de bevægelser, der rører sig indvendigt. Mens jeg bare kan være selve strømmen. 24.12.22.

Bløde læber, det, som du siger, frisk fra din mund betager mig. Stille visker jeg gamle streger ud i sand. Gennemlyst af vejen mod din kind. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 20.12.22.

Når jeg nu ikke har forplantet mig, hvad skal jeg så egentlig med en mand. Er det federe at sige: "Vi vil gerne have et hus" end "Jeg vil gerne have et hus". "Der er jo også det seksuelle", som min astrolog argumenterede. Jeg kan rette hende og sige: "Hvis fantasien (bare) er stærk nok". Nu, hvor Viggo muligvis skrev - for jeg gider ikke tjekke -, at han ville skrive tilbage i dag, hvilket han ikke har gjort, kunne jeg være fornærmet over det. I fjernsynet lige nu sidder en præst og interviewer par ud fra at "Størst af alt er kærligheden", og jeg holder det næsten ikke ud. Til livsfilosofi i fredags sagde jeg netop, at det jo ikke nytter at sige "Jeg elsker dig" 10 gange, det bliver kærligheden jo ikke større af. Det er jo kraften, det handler om. Det, der binder os sammen - som mennesker. Ikke kun som mand til kvinde (eller homoseksuelt). "Det her er min mand", ku jeg så sige. Og blive vildt jaloux, hvis han kigger til den anden side. Eller ryge i hensynsfælden og helt lade mine egne behov forsvinde eller undertrykke. Det er jeg faktisk mester i. Det kaldes martyrie eller selvopofrelse, men i mit tilfælde er der noget med straf over det. Jeg har ikke fortjent bedre. Så hvad skal jeg med en mand? Nu, hvor Viggo egentlig gerne må skrive, bare i morgen. Jeg må så absolut da finde ud af det. Kærlig hilsen ame-amore. 19.12.22.

Der kan være såkaldte stærke øjeblikke på tv. Enten klip i en film, udtalelser i en dokumentar, indenfor udøven af musik. Man kan være mærket bagefter af en oplevelse, der er gået stærkt igennem, helt ind til ens inderste. Man er bagefter forandret. Foranlediget, inspireret, klogere. Også endda opdigtede ting, som aldrig ville finde sted i virkeligheden, kan gøre stort indtryk. Jeg er sikker på, det præger én at tænde for fjernsynet, hvilket som helst tidspunkt på dagen. Fordi man vælger noget til. Som ikke fandt sted i ens stue ellers. Uvirksom sad man i sofaen - igen - i sin egen cirkel. Nu byder man andre indenfor, åbner sig for verden udenfor, dog gennem en skærm. Lige set et klip, meget stærkt filmisk. Det er jo også en form for virkelighed, selvom den er iscenesat. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi alle er medskabende, til Guds store virksomhed. Lige meget om vi står foran kameraet, bagved eller er tilhører. Det forplanter sig, hvad nogen har stået og arbejdet med, gjort sig umage med. Fordi der én gang er lagt en kraft i forehavendet. Som vil have en appel udadtil. Ellers virkede den jo kun indad og kunsten bliver indspist. Vi skal tage manuskriptet op af skuffen og give det et liv, lade det virke, rette det mod noget. Det kan jeg sagtens sige som ekshibitionist. Men jeg siger det samtidig fra menneske til menneske. Hav din virkning, lev den ud. Impulsen er i forvejen i os alle, og flere vil genkende kvaliteten, og hægte sig på strømningen. Som Ordet blev til. 18.12.22.

Hvem skal plukke mine bryn,

når jeg bliver gammel?

Hvem skal smøre min krop

ind i creme?

Smøre min mad med nøjagtig

meget smør?

Er det sådan, at hårene

gror flere meter

og mændene på plejehjemmet

tilbyder at bære det?

Når jeg så er blevet grim,

hvem skal så tale til mit forsvar,

hvis jeg selv har glemt ordene?

Når jeg så har drukket kaffe

for sjette gang på en dag,

hvordan skal jeg så udtrykke,

at det var lidt for meget,

når nu det blev serveret

med omsorg til fast tid?

Kan jeg bestille mad udefra?

Få nogen til at gøre det?

Vil du stadig være min ven,

når jeg ikke er blevet vasket?

Alt det spørger jeg om.

Gid, jeg ikke bliver så gammel.

Vi snakkede om, at du skulle have været en abort. Hvorfor brevet fra Haderslev sygehus blev sendt hjem til dem i stedet for til mig. Nu, hvor jeg har været i Gram, snakkede vi om, at du bare skulle være blevet kasseret. Forstår du det. Hvor meget nemmere alting havde været. Min mor sagde, hun endda havde taget fri fra arbejde den dag, jeg skulle have foretaget indgrebet. Hvor meget mere konkret kunne redningen være? Så havde vi aldrig set dig, følt dig og holdt af dig. Da havde jeg afbrudt mit parforhold, sandsynligvis på naturlig vis, og jeg kunne have fået egne børn med en anden. Eller? Da ville jeg aldrig have mødt f.eks. Rikke, der også har slået sit barn ihjel. Og mine grandiose tanker om at være noget særligt, havde aldrig fået næring eller råderum. Ja, det meste var blevet tiet ihjel, da min krop ikke engang ville være mærket af graviditet eller fødsel. Du kunne være blevet en andens lille spire, og inkarneret på ny, uden at have været nødt til at mærke denne store smerte, både konkret af knivens snit, men også dit eventuelle savn efter at være i blandt os. Tæt på dem, du var en del af. Min mor græd, da hun omtalte det. "Jeg tænker på, om jeg ku have hjulpet dig noget mere dengang". Nej, mor, det var omsonst, det var så stærke kræfter. Svarede jeg. Vi talte som det naturligste i verden om, hvis du var blevet taget ud af min livmoder og altså aldrig skabt til ende. Vi talte om en usynlig død, som ingen rigtig havde bemærket. Som om det var et svar. Vi fortrød sammen inderligt, hvordan det faktisk gik for sig. Vi savner dig, nemlig. Dig, som blev født som et rigtigt lille barn. I vores skød. I deres hjem. Vi talte om dig, Nikolas. Indtil døden. Men ind i livet. 12.12.22.

Jeg vælger at gå noget af vejen hjem fra Gallo skolen, da telefonen ringer og jeg når ikke at tage den. Kan vente, tænker jeg. Jeg er spændt, da jeg kommer hjem, for vedkommende har lagt en besked. Det er min nabo, ham med guitaren, han undskylder sin opførsel i vaskekælderen forleden. Jeg ringer ham op og han er rørt og angrende. Det er meget stærkt, at han overhovedet giver sig til kende. Først lægger en besked, beder mig ringe, og bagefter siger direkte, at han har været presset. Det er grænsende til at være smukt, men jeg nøjes med at ønske ham pøj pøj med at han (af andre grunde) snart flytter. Og siger, han skal "passe på sig selv". Jeg tænder lys i køkkenet og laver mig noget mad. Vi kan mødes i gårdhaven eller vaskehuset uden problemer nu. Jeg har følt mig uretfærdig behandlet, men nu hvor han ridser op, at han har været urimelig ikke bare over for mig, falder al vrede til hjertet, som afviser den eller makulerer den. Jeg er taget i nåde og har taget ham i nåde. Ingen beskyldninger tilbage. Det er stærkt. Undskyldninger kan have tusinde former, men denne er smuk. Jeg glemmer aldrig, at han var så sårbar og udsat og bekendende. Erik, som han hed. Jeg har altid tænkt, han sikkert hed John. 11.12.22.

Var det da jeg fulgte kvinden hen til banegården, som ikke kendte vejen. Sagde: "Jeg skal samme vej", selvom det ikke helt var rigtigt. Eller da jeg løb over fodgængerfeltet - endda for grønt - så bilen hurtigere kunne komme gennem krydset. Eller da jeg kiggede om skraldespanden på Gallo skolen var blevet tømt for weekenden. Eller da jeg nærmest satte i trav, fordi en stålfast kvinde var så utålmodig på sin vej frem gennem Trøjborg centret. Eller da jeg undlod at stirre på min søster, mens hun kun stod i sit nattøj. Eller da jeg sagde til ekspedienten: "Du siger bare til, hvis du hellere vil have dankort". Eller da jeg gav cykelhandleren et klem med min hånd på hans arm og sagde: "Tak for hjælpen", selvom jeg faktisk ikke bryder mig om hans butik og dens stil. Eller da jeg trak mig fra kontakten til gartneren og lod ham fuldstændig være uden en jovial bemærkning, fordi det virkede som om, han var trængt. Fordi mit ærinde var at lette andres vej. Og praler jeg lige nu som en farisæer? Døm selv. 10.12.22.

Ophavskilde, Skaberhav, fyld mig op med al din saft. Da vil jeg nynne en sang. Det for at prise dig, folde dig ud. Indtil dagen svinder fra min hånd. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.12.22.

Jeg breder mig ud som hele to tørrestativer. Med den ene hånd strør jeg, så en kan få julehjælp, og med den anden køber jeg en ged til en trængt familie. I en let bevægelse. Og i kærlighed mødes jeg med venner, der virkelig betyder noget, her op imod jul. Det er så let at være gavmild, når man har noget at give af. Jeg skriver til mine forældre, at jeg besøger dem på mandag og de siger, de ikke ønsker sig andet til jul end det. Jeg er fuld af foretagsomhed, får ærinder gjort i forbifarten. Jeg vil sende en jakke til reparation, så ingen anden skal købe den - som jeg gjorde - med en defekt lynlås. Det er derfor blandt andet mig, der bærer juleglæden ind. Det koster ikke noget at ønske Glædelig jul. Og den glæde, man faktisk kan købe for penge, har jeg råd til. Min hånd er åben og barmhjertig. 7.12.22.

Det er sådan i den depressive fase, at kraften forlader en. Man bliver opgivende og indadvendt. Bøjer hovedet og falder sammen i kroppen. Kan umuligt mobilisere kraft til at motionere. Og man må tvinge sig selv til at komme ud af huset. Sige et Ja til verden og livet igen. For man er et stort Nej. Lægger sig oftere end ellers ind for at hvile. Da man ikke udholder sit udsyn, som forholdene ser ud. Man har også lede mod sig selv, at man ikke magter mere eller kan mande sig op til noget. Men det gælder om at se uskylden i hele situationen. Her på denne tid, når december er gået i gang, sænker tungsindet sig over mig. Har også hørt, det gælder for mange andre. Da mit vækkeuret ringede i morges kl. 8 var det nærmest stadig mørkt. Hvad er der at stå op til?, kan man tænke. Og man forstår dem, der slet ikke ser nogen fremtidsudsigt foran sig og som vælger at opgive livet ved egen kraft. Jeg har ikke lyst, og en anden må kvikke mig op, tilføre mig livskraft, for den siver lige så langsomt ud af mig, når jeg er alene. En kontakt via sms, et øjebliks tv-udsendelse, en nabo der har fået nok. Noget skal vække en, og opholdelsesdriften er dårligt kørende. På en måde er man invalideret at sin sindssyge. Men man må aldrig tro, det bare varer ved og ved sådan resten af livet. Depressionen har en tid. Hvad skal man sige til en ven? "Har det sådan lidt blandet for tiden". Han kan se det på en fra lang afstand. Man er ikke sig selv, men er underlagt en anden kraft, end ellers. Noget har kapret en og det er usundt. Solen titter måske slet ikke frem i løbet af vinterdagen og man putter sig under sin dyne for at finde fred. Julefreden er et udtryk langt fra virkeligheden. Indtil vi giver op, og giver os hen, bare går ind i mørket. Affinder os med det, som vilkår. Vi er offer for en omstændighed: nemlig mørket, kulden, julestressen. Det er som om, nogen banker os på plads, med minder fra alt, der gennem livet har været svært. Som så farver de gode minder med. Men det skal være løgn. "Hvem var det, der vandt i dag?", som de synger efter en fodboldkamp. Og man skal sige: Det gjorde jeg. Jeg løftede og rejste mig fra mit sygeleje og gik - mærket dog - ud i verden. Åbnede min hoveddør og kiggede ud. Fandt støtten, jeg havde brug for, udenfor. Og indeni heler langsomt de dele, der er udsatte, der føles såret. Ingen har ment at såre dig, heller ikke Gud eller hans engel. Tværtimod. Fat mod, mobiliser fornyet energi. Led, hvor du nødigst troede, du skulle finde noget. Sæt dig i en helt anden stol, end du plejer. Zap på nogle nye programmer i fjernsynet. Tag en trøje på, du næsten aldrig har på. Da skal varmen fra min radiator nå underboen og også dem under ham. Lyset spredes. Julebudet er at knytte bånd, finde sammnen, skrive til nogen, der har betydet noget særligt for en. Og det vigtigste julekort vil da være det, man sender til sig selv. Ordene, man forfattede, i armod. Som Jesusbarnet i krybben uden pragt. Det lys er tændt, som man anede skæret fra. I alles hjerter. Det kan jeg kun vide, fordi det er erfaret. Fordi jeg har set. Og troet. 4.12.22.

Jeg orker ikke Nytårsaften, så jeg svarer sådan halvt ud i luften, at jeg ikke ved, om jeg kommer. Jeg orker hverken at give tilsagn eller melde afbud. Eller love nogen noget. Jeg er så mærkelig svævende i det rene ingenting. Ting kan være lige meget. Kurven, som jeg havde bestilt til min mors 85-års fødselsdag, nåede ikke frem på dagen. Og jeg orker ikke køen på posthuset, hvor der lige nu ligger en pakke til mig. Eller sludvejret udenfor. Det er også et valg at lade stå til, sagde håndlæseren engang til mig. At have en ligegyldigheds-tilgang til livet eller verden. Og jeg er helt kapret af, at min hele dag skal mislykkes, trods det at klokken kun er 11. Så fattigt at den første sms på dagen kommer fra et shoppingsted på nettet. Om jeg ikke mangler en vare, som jeg kan bestille. Men min bankkonto bugner, det er slet ikke der, det halter. Jeg ku ikke holde B. ud på livsfilosofi-holdet i går, så jeg forsøgte at skjule mine former bag bord og stol. Så at jeg ikke afgav kraft, jeg ikke havde lyst til  skulle forlade mig. Du har før sagt, jeg er udsat og skal passe på mig selv, Herre. Men i dag er det som om, blot vinden kan ryste mig. Selvsagt er disse ord en bøn. 3.12.22.

Sig mig dit hjertes inderste kalden. Vis mig det sted, jeg kan slå rod, hægte mig på det fundne; Hvad vi begge var her: kampen for åbne vidder. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen tidlig december 2022.

Et kald denne dag, en bøn som appel ud over jord. Vil jeg leve, give sprog. Udfolde nerven, som har sitret i mit blod. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen november 2022.

Det er fra 11.7.2003. Kæmpe musik for at holde en medicinfri periode ud. Kort efter bliver jeg indlagt. Jeg er total kompromisløs, men også skrøbelig. Ligeglad med hvilken trøje, jeg bærer eller hvordan mit hår (ikke) er redt. Selvtillid - og dog. Jeg har sat mig ind i en fotoboks som så mange gange før udfra et behov om at holde fast i noget. I dag - i mit nuværende liv - har jeg købt en discman (igen). Verden er en helt anden, og også jeg har flyttet mig. Se evt. portrættet i sammenhæng med andre lignende (linket nedenfor). Som kunstnerisk udtryk, som et forsøg på at kende mig selv bedre. Der findes stadig fotobokse rundt omkring derude, hvis du selv sku få lyst :) 

https://skriftet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=330&Itemid=67 

Det er vigtigt; det kan være/blive et spørgsmål om sekunder i sidste ende, tænker jeg. Jeg mærker utålmodighed, da jeg sidder over den sidste salme på Gallo skolen. Men jeg mangler et vers. Jeg tøver lidt, men jeg ved, at det kan være et hint om, at jeg skal rejse mig for at pakke sammen, fordi jeg ellers ikke når bussen videre frem. Jeg har fejret min 50 års fødselsdag (i går) med en masse god mad og har besluttet mig for at gå noget af vejen hjem fra Risskov for motionens skyld. Bus 1A, som jeg tager det sidste stykke hjem går vist kun hvert kvarter og jeg har ikke undersøgt afgangstider. Jeg begiver mig ud i parcelhuskvarteret i Risskov, hvor jeg først passerer den store Berner Sennen-hund, der indimellem bliver luftet der. Dog uden at få kontakt med den. Lidt længere henne af Blåmunkevej sætter en anden hund sig ned. Den afventer, at jeg skal nærme mig, vi har allerede spottet hinanden. Jeg sætter mig og kæler med den i måske et minut. Hvor heldigt at opnå en sådan kontakt, bare for en kort stund. Jeg går opad mod Veri centret, hvorfra 1A går. Og rammer den indenfor få sekunder, så jeg netop når over krydset for grønt og i småløb kan stige ind i bussen. Perfekt, tænker jeg. Det er vigtigt. På et tidspunkt havde det været for sent. Men det var veltilrettelagt. Jeg fulgte en tilskyndelse eller mit instinkt. Ligesom når bolden havner inde foran fodboldmålet eller håndboldmålet. På den måde skal vi kende, at vi er en del af noget større. Ydre faktorer, der skal spille med. Jeg sidder hjemme med en øl, jeg er 50 år og en dag. Af et helligt evangelium. 21.11.22.

Du spørger mig konstant: Elsker du nok? Viser du godt nok omsorg, omtanke. Gengælder du nok andres venlighed. Derefter spørger du mig: Viser du nok, at du elsker? Så at min tanke og min følelse får retning, så energi spredes, nogle samler den op. Så vi rører ved hinanden. Så spørger du: Skal du elske så meget/så mange? Og jeg svarer, at det er min pligt, som et menneske under Guds øjne og dom. Hvordan da med at rette kærligheden indad mod dig selv? Jeg har spurgt min åndelige vejleder, min skytsengel. Om vejen til det sted, hvor andre forsøger at lindre mig. Men jeg gik fejl. 20.11.22.

Det tog ham nøjagtig 2 sekunder at pille mig ned. Om det ikke var mig i 177, 2.tv., der lavede pornooptagelser, om jeg ikke kunne lade være med det, for han kunne høre det tydeligt inde ved sig. Han begyndte at uddybe: subwoofer. I et nærmest råbende toneleje. Det var min vasketid efter hans, og han må have undersøgt min brik til at bestille tid med, hvor man - med lidt arbejde - kan lokalisere, hvem der lige nu vasker eller har booket tid. "Ja, det er mig, der bor der, det er dig, der spiller guitar", sagde jeg imødekommende. "Det er simpelthen ikke rimeligt. Hvis du kendte til min problematik omkring at være forsigtig". Men det gjorde han (jo) ikke. "Jeg spiller aldrig højt musik, skruer endda ned for fjernsynet, jeg er så hensynsfuld som nogen", forsvarede jeg mig. Men han blev ved. Indtil jeg skælvede. "Jeg har faktisk været glad for, at du spillede guitar", sagde jeg som afslutning. "Ja, det gør jeg fandeme ikke, hvis I bliver ved på den måde", råbte han og gik. Jeg er chokeret og har grædt. Men samtidig har jeg tænkt: her kom anledningen til at flytte. Her var der altså heller ikke plads til mig. Nu går snakken måske i bygningen om, at jeg er klam, og jeg kan intet gøre. Invitere ham ind? Så han kunne se, subwooferen ikke er her. Jeg ku sige, jeg "ikke har været sammen med en mand i seks år". Ville han købe det? Tænk at blive beskyldt, helt uden belæg. Det må pine ham at høre de lyde, men de kommer altså ikke herfra. Jeg er et skridt nærmere et hus. 19.11.22.

Du skal ikke være ked af det, Mor. Tror du, du har gjort det dårligt? På dit sygeleje gør du dig tanker om, hvorvidt du kunne have gjort noget andet, noget bedre. Men nej, du gjorde akkurat, hvad du kunne. Ikke din skyld at begge dine piger kom til at døje med psykiske problemer. Ja, heller ikke fars. Jeg er ret overbevist om, at mit parforhold til barnets far var giftigt for mig. Åbnede mit sind helt skævt og ufordelagtigt, ja til skade. Ingen at bebrejde for det heller. Ja, jeg ville måske ønske, mit liv havde formet sig mere jævnt derud af. Med børn og sådan. Men i stedet synger jeg kærlighedssange med længsel. Det er dog også noget. Tænk ikke mere over, hvad kunne have været anderledes. Og i morgen eller dagen efter, vil jeg fortælle dig, at du har været en god mor. Også en god dansklærer for Erling Jepsen, og en god veninde for dine nærmeste kollegaer. Bare jeg når det. 15.11.22.

Hold mig i dit lys, hvis du tør. Jeg skal brænde i ly af dig. Læg dit hjerte til mit bryst igen. Jeg ser, at for mig er du mere end blot vinden. Du er livet, jeg takker med. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, midt november 2022. Download noden her: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/11/Hold-mig-i-dit-lys-node-m.-tekst.pdf 

Lisså stille når vi ind. Hvad har jeg ventet på al den tid? Opslugt af fordriv. Nu sætter jeg mig i dit skød og bli'r til livets sol går ned. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 12.11.22.

Jeg nåede at skulle miste et ben, en arm. Da jeg læste en falsk mail fra politiet om en "stævning". Jeg gjorde mig straks tanker om, hvem der følte sig trådt på. At truslen var reel, jeg måtte i retten og forsvare indholdet på skriftet.dk. Over for enten den eller den. Min mave gik helt i sort, der ved stoppestedet i Risskov, indtil jeg fik googlet det med at sådanne mails florerer lige nu. Shit mand. Jo, vi kan alle blive anklaget for noget, men helt nøgternt er det jo også betændt stof, jeg har præsenteret verden for. Nogen kan føle sig udstillet - også selvom jeg har gjort, hvad der var i min magt for at præsentere stoffet på en sober måde. Ja, helt så lydfiler nærmest er blevet ødelagt, fordi jeg har skåret dem sådan til. Bare for at nævne et eksempel, så bøvsede jeg engang for åben mikrofon, bramfrit. Men jeg tror, jeg sorterede klippet fra i den endelige version. Var det dumt? Noget skal man kun lade Gud se, er jeg sikker på. Med kærlig hilsen til alle, som læser mig eller fatter interesse for emnerne, jeg tager op. Jeg har blødt kraftigt ved siden af, så mit aftryk har smittet af på andre. Man kalder det gennemslagskraft med et positivt ord. Jeg troede nogen ville trække mig retten, det kunne fint passe på mig. Jeg følte mig med eet skyldig over for adskillige personer. Et anklageskrift, der kunne være formuleret næsten med mine egne ord: Synder. Men jeg gik fri, lettet. Da jeg kom hjem lå en mail magen til allerede i spam-mappen helt af sig selv. Det er altså rigtigt, at nogen har prøvet at snyde mig. Det er altså korrekt, at ingen anklager mig. For nu. 11.11.22.

Der er det ved Trøjborg. Ham, der kører på ethjulet cykel. Ham, der har spastiske bevægelser, der vugger henad fortovet for motionens skyld. Den lille gråhårede dame, man møder mindst en gang om dagen, som jeg er kommet på fornavn med. 1A, der summer af liv, som om alle byens kunstnere bor i netop denne del af byen. For jeg sammenligner nemlig med andre busture. Også meget at kunne sige, man "bor på Trøjborg", som om det har en merværdi. Tæt på skov og strand. Men det hører op. Mig, der bliver træt af at tage 12'eren til Risskov - Gallo skolen - for at øve musik, fordi hvor ville det være meget nemmere at kunne synge uhindret derhjemme. De lokale alkoholikere, hvis kommunikation simpelthen har en grænse, som bliver trætte af hinandens selskab. Underboen, som nu jamrer akkurat som kvinden i stuen, som jeg en overgang hjalp. Som havde svoret aldrig selv at blive så hjælpeløs. Der indfinder sig noget skingert over den kærlighed, det bragte med sig at flytte hertil i 2017. Jeg gengælder ikke området samme opmærksomhed. Mig, der ved, jeg rykker nærmere og nærmere et hus. Så at jeg dagligt måber over, hvor hurtigt jeg avancerer på ventelisten. Som dagens højdepunkt tjekker jeg boliger hver dag - forhåbentlig ved de det ikke på boligkontoret. Det er som en andagt eller bøn, jeg har. Jeg sidder ved stoppestedet i Risskov efter endt øvning og noterer for mig selv, hvad jeg gerne vil komme ind på i min næste podcast-snak. Velsignelse, f.eks. Hvordan vi hver især kan have så stærke ønsker for en anden, at det nærmer sig en bøn eller appel til universet. Måtte noget godt bare ske ham. Hvem genkender fra sit liv muligheden af at man kan velsigne en anden? Det ku jeg godt tænke mig at spørge om. Jeg vågner og vælger at lægge lydfilen af den seneste snak ud, uden samtykke eller accept fra hende, jeg har talt med (som jeg dog senere får). Hun møder intetanende op på min adresse - ja, det skulle/kunne være sket langt tidligere, da vi på en måde elsker hinanden. Hun har ikke nærlæst min besked, så hun bliver overrasket over at samtalen skal optages. "Kan man også se mig, imens?", spørger hun sødt. Jeg takker af over for Trøjborg. Ja, det har bibragt mig meget, specielt i de første år. Lyden af underboens musik, ham inde ved siden af der spiller guitar. Fredag aften, som var det bedste. Der er plads til mig et andet sted, er jeg nu begyndt at tro på. Jeg vil have det kriterie, at der skal kunne stå et flygel fra Gram i min stue. Jeg vil gerne tale om velsignelse, da jeg kunne mærke på mit toneleje og udtryk over for en lærer på Gallo skolen her til aften, at jeg på en måde sagde: jeg går helt forsigtigt, låser efter mig, du skal ikke bruge kræfter på en snak, du skal blive stående koncentreret over dit (ler-)arbejde. Hun opfattede min velvillen, gudskelov at det har magt og kraft. Vi skal bare have talt velsignelsen op. Ja, det er den anden, der for det meste taler, i mine podcasts. Jeg dirigerer bare retningen. Er med-skaber. Jeg vil gerne skabe rum. Det er det, jeg gør - jeg skaber rum. 10.11.22.

Jeg var som et åbent blad. Fuldstændig aflæsbar. Blottet. Min computerhjælp og jeg gennemgik cookies, da vi skulle optimere og rense min computer. Hvad havde jeg søgt på og hvad ville jeg gerne undgå at koderne ville blive slettet til. Vi scrollede ned - sammen. "Ja, det er dit privatliv, jeg her sidder og kigger på", sagde han smilende. "Ja, det ved jeg godt", siger jeg. Der var søgt på alt lige fra Bibel-sider til tøj- firmaer, koda, krak, ja alt muligt. Han ku se alt og det rørte mig ikke. Jeg er et - åbent - blad i historiefortællingen. Jeg havde intet at skjule eller skamme mig over. Jeg lukkede ham indenfor og også han holdt til det. Jeg har tillid. Hvad gør det, at vi gennemgår mine digitale bevægelser og aftryk. Når nu jeg ved, du vil mig det bedste. Har du måske kigget væk i chok eller foragt. Nej, du har taget mig ind. Ikke nok med du kom og så på min printer, der var i udu, du kiggede også på mig. Og imens programmet skulle installeres snakkede vi om vores fælles interesse for blandingen af kristendom og spiritualitet. De penge, jeg har overført, var ladet med værdi og taknemmelighed. Så meget mere end blot computerhjælp, du er. 8.11.22.

Hvordan kender man et traume? Det er som når der kun skal et sekund til at aktivere ens alarmberedskab. Kører jeg f.eks. i bus forbi Risskov kirke vælder minderne op om de fejl, jeg som kirkesanger begik der. Og skriver - som nu for lidt siden - ham fra Poetklub-bestyrelsen, som jeg har haft kontroverser med, - selv en helt harmløs besked til mig - bider det med det samme i maven som en følelse af ubehag og bekymring. Man kender sit traume på, hvor kort afstand der er mellem udløseren af ubehaget til at man er helt sygeligt indfanget, uden at kunne se nogen vej ud. Som om, det indtager én, besætter én. Vil påminde én om, hvor rolig man ellers til daglig lever sit liv. Hvor taknemmelig man bør være for, at kontroverserne får en ende. Men det er netop pointen: traumet har sat sig så dybt, har revet tråde med sig i hele ens system i sådan et omfang, at det altid vil sidde i én latent som et kraterhul. Nogen har forvoldt skade indeni dig så dybt et sted, så varigt som mén, at det ikke engang på et helt liv kan heles igen. Jeg kan kende traumet som et jag, et stik, kvalme, stress, desperation. Fordi brodden af den ondsindethed, der engang var, stadig har sit tag i én. Desværre. Kunne man bare se ud over, komme sig, have givet det nok udtryk. Et traume er som en livsledsager, man ikke har lyst til at invitere ind. Der skal påminde én. Der banker på indimellem. Jeg kan ikke nok understrege, at det er nødvendigt at se den i øjnene, men man kan lade være med at give den spillerum. Man kan læge dens brod. Enten har vi brændt os som barn i leg, eller brækket benet ved et uheld, eller vi er blevet overfaldet eller har overværet en ulykke. Ingen af os går helt fri. Vi kan kende os selv som traumatiseret, fordi der samtidig i det ligger en bøn, en appel. Aldrig mere må det gentage sig, det som er hændt os. Befri mig venligst fra smerte, kunne man sige til Gud. Forløs også smertepunktet i min krop. Jeg ånder besværet, kan ikke være her frit. Tag et øjeblik min rygsæk på dig. Simon af Kyrene. 6.11.22.

Det var sådan, resultatet skulle have været. "Gravid kvinde dræbt - barnet lever", som nyheden i dag går på i fjernsynet. Jeg skulle have valgt en skarpere kniv og skåret mig igennem på halsen. Bortset fra at det var frostkoldt den nat og mit barn så nok ikke at havde klaret sig alene, var det klart den måde, det skulle være gået på. Barnet lever - hvor fantastisk! 4.11.22.

Vi vandrer mod lyset. Vi vil være hos hende, der taler kærligt, siger noget med den gode hensigt. Vi går en lang bue udenom ham, der på gaden råber ondt. Vi tiltrækkes af den blide stemme. Der hvor vi kan blive væk i en tryg favn/havn. Vi ynder den politiker, der taler for at bedre tingene. Vi nærer og knytter håb til hans ord. De rammer og går ind, fordi de er talt ind i et behov eller en længsel. Vi drages mod de gode nyheder - også de dårlige - men særligt de gode. Fordi det holder os oppe, får os til at stå op om morgenen. Vi ønsker ikke at tage bare eet skridt fra hende, der ligger hjælpeløs, vi ønsker at indgyde hende håb. Vi tåler ikke verdens undergang eller dommedagsprofetier, da vi ser, kærligheden rækker ud over tid, fra æon til æon. Hver gang vi strør om os med gode tanker og visioner smitter kraften videre til andre. Så hvad vil du bidrage med. Jeg vil bestemt lægge min stemme, hvor den gør gavn. Hvor jeg bagefter fornemmer, den vokser eller udvider sig. Hvor nogen har grebet, hvad jeg har kastet eller givet ud. Hvor der var en modtager. Som ammede jeg et barn. 2.11.22.

Det var ikke i aften, du skulle dø. Og ikke i morgen jeg skal rydde op efter dig. Hvis I var kørt galt, var det det, jeg havde gjort. Taget mig af. Jeg vil helst ikke se dig i en kiste eller på anden måde forulempet. Jeg holder af din fyldige mave, når vi tager afsked op af hinanden. Det kan jeg vel godt sige som bedste ven. Der er noget helt igennem sødmefyldt over dit væsen. Og intet ondt må nogensinde hænde dig. Eller hunden. Ikke som en sag, der skal afsluttes eller afvikles, aldrig. Dit ord vil bestå og fylde verden med visdom og opmuntring. Er jeg ret sikker på. Det var i dag, I kørte mod Fyn og jeg ku høre på din stemme, at du var træt. Derfor bad jeg bagefter en bøn til Gud om at I måtte komme helskindet frem. Det er ikke i aften, at politiet opsøger mig for at overbringe mig en trist meddelelse. For du lever. Efter du skrev i går kom sidste linje af teksten til melodien på plads, det med englen. Fordi du åbnede mig op. Jeg går gerne dine ting igennem bagefter, men det er (forhåbentlig) ikke nu. 2.11.22.

Forlad dig selv, gå ind for en anden, tag hans sæk. Helt forsigtigt; Englen bærer med. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen tidlig november 2022.

Nu, hvor du siger, hunden kaster op og har tynd mave, bliver jeg bange. Er det det nye foder, jeg har haft med, der er dårligt? Eller den antibiotika-kur, hun er på, der er for hård ved maven? Jeg skal gå med hende i morgen formiddag - vil hun sætte pris på det eller går hun og er misfornøjet. Hvordan afhjælper vi det. Nu, hvor jeg skriver det igennem kan jeg se, min bekymring grunder i omsorg. Slet og ret at ville hende det bedste. Jeg er bange for, at noget levende, som jeg rører ved, dør. Eller at jeg er for dårlig en hundemor til at tage vare på hende. Til trods for, jeg har været en rimelig konstant del af hendes liv gennem seks år. Er det jakken, jeg bærer på turen, der gør mig dårlig? Mit tonefald? Min måde at føre hende over Paludan Müllersvej? Min parfume eller noget helt andet. Jeg ved, jeg vågner besværet af for tungt et ansvar. Bilen er på værksted og jeg prøver at anvise min ven en busrute. Vi har ikke valgt, at bilen stod af i weekenden, men det er blevet vores vilkår. Ikke at nogen jo dør af det. Der er mere - og mere insisterende - brug for mig. Jeg vil bede til Gud. 31.10.22.

To afgørende ting i bussen i dag torsdag. I formiddags i bus 5A: Jeg har lidt usædvanligt valgt at sætte mig, hvor barnevogne normalt har plads, på et sæde, jeg har vippet ned, helt op af billetautomaten. En udenlandsk kvinde sætter an til at putte mønter i automaten for at trække billet. Jeg lytter og hører ikke processen gå i gang som normalt. Jeg tænker - ret fordomsfuldt -, at kvinden måske prøver at snyde og bare vil trække billet, hvis hun forude ved næste stoppested aner nogle kontrollører. Altså i flere minutter antager jeg, at hun er et slet menneske, der forsøger at sno den. Jeg kigger en del på hende, indtil hun spørger mig: "Undskyld, kan du hjælpe mig med billet her?". Jeg kigger på skærmen, hvor der står "Ude af drift" og forklarer hende, at "du kører bare gratis med. Hvis der kommer kontrollører skal du ikke betale noget". Sådan er gængs praksis, men hvordan vide det, og formuleringen "Ude af drift" ligner jo ikke noget, hun kender. Jeg formildes, hun går op foran og spørger chaufføren om et bestemt ankomststed. Tænk, hvis hun har villet det hele tiden, været urolig, både over ikke at have billet og samtidig komme af det rigtige sted. Jeg formildes i den grad. Senere her til aften: en ældre kvinde fører lidt henkastet - og muligvis utilsigtet - sit rejsekort hen foran scanneren - og tjekker ind på kortet, det hører jeg helt tydeligt. Men hun bliver i tvivl og fører kortet gentagne, flere gange hen forbi punktet, som selvfølgelig giver en negativ eller afvist-lyd fra sig, idet hun jo allerede er tjekket ind. Jeg sidder lige ved siden af scanneren og siger så til hende: "Jamen, det er fordi du har tjekket ind". Hun læner sig frem til mig, som om hun er hørehæmmet: "Hvor ved du det fra?", spørger hun. "Jamen, det lød, som det skulle lige før", siger jeg. Altså som "accepteret". Hun sætter sig ved siden af hende, hun følges med, også en ældre dame, lige foran mig og de siger til hinanden: "Jeg syntes ellers, den lød forkert, som om jeg ikke havde tjekket ind". Helt umulig at forklare hende eller dem, at indtjekningen var sket så hurtigt, at hun ikke nåede at høre signalet. "De unge hører måske bedre", siger de endda til hinanden - ha ha. Jeg står af bussen, sætter mig et øjeblik med min telefon efter at have købt et par øl på tanken. Også fordi jeg ser en hund komme imod mig, måske kan jeg få lov at kæle med den. Rigtigt nok er den sprælsk, hopper op, slikker mig direkte ind i munden, og jeg vælger at give den et par godbidder fra min taske, som den vist godt kan lugte. Store godbidder (hundekiks) til en stor hund giver jeg nu til en lille hund. Jeg ved ikke, om det er rigtigt af mig, den bider den over i flere dele, og den helt unge pige må virkelig trække den med sig bagefter. Det må være en ung hund og selvfølgelig elsker jeg den, men til sidst må også jeg melde pas, trække mine hænder til mig, give den et signal om, at den altså skal videre. Jeg sørger bagefter for at gå en anden vej end dem hjem. For ikke at friste hunden eller pigen endnu engang. Jeg ved ikke, hvad det gode er, eller hvordan den gode gerning ser ud. Men jeg har virkelig prøvet. 27.10.22.

I din midte står jeg uberørt af Tab. Ser andre ting, kredser om liv. Jeg behøver måske ikke spørge dig, hvor du har fundet mig så intakt. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, sen oktober 2022. Jeg lægger link til videoen, for at maleriet nedenfor stadig kommer til sin ret rent grafisk på siden:  https://youtu.be/btroLAXS6ic 

Kære Herre, Gud eller hvem der lytter med. Jan sad på bænken nede ved stoppestedet. Jeg troede aldrig mere, jeg skulle se ham, men han var vendt tilbage, storsmilende, stordrikkende. Min sangstemme var så liflig på Gallo skolen - for tredje øver i træk -, at jeg overvejer at melde mig som vikar i Møllevangskirken. Skal jeg skrive om opstandelse er det så sandelig i dag. Jeg var ved at klage til chaufføren over at have overset, at han skulle standse ved Themsvej for min skyld, men det, der kom ud af min mund var latter og overbærenhed. Direkte sødme. Da jeg gik fra Jan og de andre kammersjukker, ønskede jeg dem "I må hygge jer". Jeg mente nærmest: Held og lykke i livet, kom godt hjem i aften, dejligt at se jer sammen igen, jeg vil være hos jer i Paradis. Opløftet. Hvad kalder man det ved livet, der beliver? Man kalder det: livets kvalitet eller essens. Manna. Det egentlige, der gennemtrænger. Helt ind i cellerne af hver menneskekrop. Ved mødet mellem de to eller tre, vil jeg være. 23.10.22.

Ikke noget som de sidste minutter af "Luksusfælden". Han har selv taget hånd om sin situation, ringet til sine kreditorer. Han kan ånde lettet op og stå mere oprejst. Eksperterne er afhængige af hans samarbejdsvillighed. Det er i sidste ende hans værk, der driver til resultatet. Der er glød i hans øjne. De forærer ham en scooter - han havde ikke forventet noget. Han vil fremover handle ansvarligt, tage fornuftige beslutninger omkring pengesager, for han har fået sin lektion. Han glemmer det aldrig. Han har tillært sig livsduelighed langt ud over, hvad han troede muligt. Jeg kan ikke nok prise det program for at give folk værdighed tilbage. Også vi andre tænker os måske mere om i vores forbrug ved at se et eksempel rullet ud. De trækker ressourcerne ud af ham, han skal bare få øje på dem. Han havde evnen og kimen i sig. De påpeger hans styrker, støtter ham i vejen frem. De går. Han kan selv. Ikke som tjeneren hen for at kræve af sine egne skyldnere mere end han selv lige har fået eftergivet. Men for at vise det gode eksempel og gøre mod andre, som der lige er blevet gjort mod ham. "Jeg skulle have kontaktet jer for længe siden", siger han til sidst. Han løfter sit hoved, tør vedkende sig sit liv og sin økonomi. Vente det gode af verden. Hans horisontlinje har forrykket sig, så han har øje for andre værdier. Og vi skal tænke: Det ku have været mig. 21.10.22.

Sørger du for selv det, som vi tabte, jeg går hjem. Indeholder vi det, som vi mangler, går jeg med. Lønnen i sig selv. Holder du mig, mens vort skib, det går ned. Jeg har viet mig. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, sen oktober 2022.

Jeg har vovet noget. Er gået i gang med podcast-snakkene. Men jeg skal tage hensyn og passe på de medvirkende. Nogenlunde sådan her kommer det til at forløbe/se ud. 18.10.22.

Det var som havde salaten ingen bund. Du gav mig den med hjem som et fejlkøb, du havde gjort. Det må være sådan at have bespist 500 mand eller 5000. Hver gang jeg søgte et stykke ost mere, tænkte jeg det måtte være det sidste. Men så gravede jeg videre og fandt oveni købet flere vindruer og flere mandler. Det havde ingen ende, før jeg helt mæt lod lidt tilbage. Jeg vil spise salat noget oftere. Og hvem har udtænkt, at pære, selleri, mandler, skimmelost og salat passer fint sammen? Det var som at have i overflod, hvor man troede, man manglede. Manna, honning, fisk og brød på en og samme tid. Jeg kan nu blot forestille mig, hvilken rigdom, der må være på det sted, hvorfra alt udgår. En prægtig fylde. 16.10.22.

Jeg må stole på mit boldøje, min træfsikkerhed. Ligesom sandsynligheden for, at jeg rammer skraldespanden i min stue med min sammenfoldede klump papir er lig 90 procent, ligeså må jeg i livets øvrige sager eller tilfælde stole på, at jeg optimerer min indsats til noget nær det optimale. At hvad jeg (end) giver mig i kast med må lykkes. Jeg kender mennesker for hvem intet lykkes. Det er jo ikke sådan, at jeg får alt heldet forærende i det øjeblik, jeg sender en papirsklump igennem luften. Der er det underfulde ved det, at jeg satser noget, tror på forehavendet, og når i mål. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan for mig/i mit tilfælde. Hvis jeg aldrig kastede - og det er der jo mennesker, der aldrig gør - så var der ikke håb for at jeg ramte plet. Men nu, hvor jeg tager skridtet og smider i håb om at ramme, da sker der det helt fantastiske, at papirsklumpen bliver båret gennem luften, ikke bare af den energi, jeg har sendt den afsted med, men også af en højere kraft. Sådan må jeg i hvert fald tolke eller opfatte det hændte. Det er ikke bare én gang, det er som sagt højst sandsynligt, at jeg faktisk sigter rigtigt. Du lærer mig noget om held, Herre, eller gunstige forudsætninger. Du lærer mig noget om medfart og medvind. Men det er ikke kun mine 90 procent, det er til dels også dine. Jeg kan håbe, det smitter af på nogle af livets andre forhold, at hvad jeg rører ved og søsætter i øvrigt vil have samme hjælpende hånd til rådighed. Jeg har ikke på forhånd bedt eller forventet eller krævet. Det sker foran mine øjne til min store forbløffelse, at skraldespanden lige så langsomt bliver fyldt op af pletskud. Jo, jeg var god til boldspil, flere slags, da jeg var aktiv. Det ligger lidt til min familie (min bror blev f.eks. årets spiller fire år i træk som ung fodboldspiller) og den anden bror kan badminton på højt niveau. Men siger du, det er halvt tillært og halvt medfødt? Du siger, vi får gaver med fra fødselen, men at vi ikke alle udnytter dem. Der skal evner, indsats, ihærdighed til for at gaverne - de medfødte - kommer til udfoldelse. Jeg er nødt til at fortælle til nogen, at jeg fandeme rammer den skraldespand langt de fleste gange. Ku jeg overføre træfsikkerhed til andre af livets områder, ville det glæde mig. Men ellers nøjes jeg bare med disse små succesoplevelser, som jeg kun selv er vidne til. Og hvad betyder de egentlig? Ingenting for nogen eller ikke nogen. Jeg siger bare, jeg har boldøje og blærer mig med det. Jeg er gambler. 15.10.22.

Jeg har haft besøg af en veninde. Hun tissede for åben dør, gik rundt i næsten ingenting for åbne vinduer (uden gardin), brugte min creme på badeværelset, lånte mine sko. Hun indtog stedet her, kan man roligt sige. Det er for meget og så alligevel ikke. Hun er vaccine-modstander, og det i en sådan grad at jeg på et tidspunkt måtte stoppe diskussionen. Ikke at jeg selv er fuldkommen tilhænger - tøver f.eks. med at få det tredje stik, når nu det ikke er et krav. Men hun var villig til at miste sit arbejde, fordi hun nægtede at beskytte sig som de fleste gjorde det. Hun var også ved at tale mig fra at være psykisk syg, men jeg prøvede at forklare hende, at det var en forståelsesramme, der gav mening for mig, ligesom hun jo selv forstår sig selv i forhold til særlige betegnelser eller karakteristika. Det er nemt for den ikke-psykisk syge også at tro, at andre overvurderer betydningen af diagnoser. Vi var i direkte clinch flere gange, hun stod kraftigt på sit og jeg selv trådte endnu mere i karakter. Det er sådan en ven, der er god at have. Hun har stor barm og spiser en hel masse usunde ting, så snart de er sat frem, hvor jeg mere har en grænse. Desuden havde hun et behov for at give knus og holde om, som jeg ikke rigtig kunne gengælde. Selvom hun blottede sin krop og sine drifter, lod jeg aldrig mit blik falde på de eksponerede steder. Hvorfor sku jeg? Jeg er selv mere privat og "ordentlig". Og trækker grænsen et andet sted, hvilket jeg stod ved. Jeg mærkede vores forskellighed og udtrykte den, nægtede ikke hvor jeg selv kom fra eller ville hen. Jeg behøvede bare at stadfæste, uddybe, give til kende. Op af hende som modspil. Det er sådan, vi vokser. Tak, fordi du udfordrede mig. 14.10.22.

Min ven har fået en rykker, at han skal få sin bøgehæk klippet inden en uge fra i dag (sku egentlig være gjort inden 1. oktober, de plejer bare ikke være så strikse). Jeg får allerede sved på panden, da jeg ved, arbejdet tager flere dage og at kravet om at hækken kun må være 1,80 høj ligger udover, hvad jeg kan magte, da den har vokset sig stor. Han siger, han selv kan gøre det på sin fridag på torsdag, men jeg forsikrer ham om, at det er flere dages arbejde, plus at man skal kunne stå på en stige noget af tiden (og han har dårligt knæ). Jeg ligger til et hvil og får så navnet "Jens Okking" som input fra den åndelige verden. Jeg ved da, at vi i stedet kan ringe til min vens ven, Torben, som er gartner, for at han kan tage sig af opgaven. For han ligner nemlig Jens Okking fysisk :) Jeg har meldt ud, at det overstiger min kapacitet, at jeg er begrænset til at kunne klippe hækken til, men ikke så langt og drastisk ned. Min motorsav er heller ikke kraftig nok. Så vi ringer til Jens Okking. 11.10.22.

Gud, hvor er her smukt, når jeg er psykisk syg. Ja, ikke at jeg nogle gange er det og andre gange ikke, men tit går der et par uger, hvor jeg tror, jeg skal være på højde med raske mennesker. Så snart jeg inkluderer mig, finder en ramme der beskytter mig som f.eks. en diagnose, letter det presset på mig. For at skulle forklare, tage på mig alle de negative slutninger, bekymringerne, ansvaret for at den hele verden vil lykkes. Om ikke andet så på dommedag. Jeg er psykisk syg, måske var det det, folk godt kunne lide ved mit opslag fra i går, at jeg bare sagde det. Ordet "sindslidende" klinger lidt mere mildt, så det anvender jeg med vilje hellere. Hvor er her smukt, når jeg har lov at være psykisk syg. 10.10.22. (Sindets dag)

Jeg har meget at takke Gallo-aktiviterne for. En bevægelse af aktiviteter, skabt af en overlæge, der mente at det at udtrykke sig i kunst er helende for den sindslidendes helbred. I 1994 gik jeg på et malerhold på Gallo skolen, som en overgang til at studere videre på Århus Kunstakademi. Jeg udstillede på Galleri Gallo, hvor man egentlig bare skulle være en blanding af psykisk syg og kunstner for at blive godkendt. Senere havde jeg et skånejob som sekretær på Gallo skolens kontor. Og jeg blev nomineret til "Gallo prisen" for mit arbejde med at bryde tabu omkring fødselspsykose/depression. I dag går jeg til livsfilosofi på skolen, og er elevrepræsentant i skolens bestyrelse. Desuden har jeg lov at spille musik ind i skolens "Skolestue" i løbet af ugen. Når jeg omtaler skolen i sms'er er det, at jeg har været "på Gallo". Oversat fra spansk betyder Gallo "hane". Og skolen er kendt for at ligge midt i et parcelhuskvarter i et fornemt Risskov-kvarter. Fordi en engang testamenterede sit hus til formålet. Havde jeg boet i Ribe - som jeg i mange år drømte om - havde jeg nok ikke som sindslidende haft samme adgang og mulighed som her i Aarhus. På onsdag d. 12. læser jeg prosa-tekster op i Galleri Gallo, Nørre Allé 86, kl. 19. Tak for invitationen og for at være en del af. (Skrevet til Facebook. Glemte dog at nævne, jeg fik udgivet digte på Forlaget Gallo, og nu synes jeg, det er for sent at rette.. 9.10.22.)

Salighedens salighed forstærkes når dit blik, det kigger ind. Afsøger hvad for mig lå skjult, nu set. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen tidlig oktober 2022.

Ha ha - sælger har købt skoene hos Zalando, helt ordinært.. (8.10.22)

Det viste sig, man ikke kunne give en sur smiley i sin bedømmelse uden at begrunde den. Så jeg valgte - alligevel - at tage kontakt til sælger "indenom". Det var også et krav, hvis jeg ville indberette noget problem med handlen til support, at jeg havde kontaktet sælger selv først. Jeg skrev bare, at jeg ville "give skoene til genbrug. Det er ikke originale Nike-sko. Se venligst fotos til sammenligning", jeg havde nemlig sko magen til i forvejen. Og "jeg indberetter ikke". Jeg gruer for en dårlig stemning, men til sidst var det det eneste, jeg kunne gøre, hvis jeg ønskede at udtrykke noget. Jeg føler, jeg har givet en henstilling. Ligesom da en kvinde havde pakket helt nye støvler ind i papir, der var revet itu under forsendelsen - hun skal (jo) vide, at en anden gang bør hun pakke så dyrebare ting bedre ind, evt i en papæske. Så jeg fotograferede den iturevne pakke og da hun så billedet blev hun helt overrasket og undskyldte. Sådan at kvinden fremadrettet gør noget andet. Beklager, at jeg så ikke lever op til mit skriv fra i går. 7.10.22.

"Hvad andet kan jeg gøre end give sælger en sur smiley i min bedømmelse?", spurgte jeg Support, da jeg opdagede, de Nike sneakers, jeg havde købt, var en kopi-vare. Nu lige, hvor der er gået et døgn fra jeg modtog varen, går det op for mig, at der er en mulighed for at klage indenfor vist nok 24 timer. - Hvilket jeg altså ikke har gjort. Jeg læser Ordsprogenes bog om retfærd over for det modsatte. Jeg skal ikke blandes ind i nogen udveksling af ondt. Jeg kan blot konstatere, at jeg er blevet snydt (godt nok for kun 175 kr.). Det fik mig til omgående at søge efter den samme sko igen, og jeg fandt dem i rød, hvilket jeg længe har ønsket mig. De er nu på vej med posten og jeg kunne se på sælgers foto, at de var "rigtige". Hvad får man ud af at sælge "urigtige" varer? Ja, jeg kan give hende en sur smiley eller skrive hende en besked. For at få sølle penge tilbage. Nej, jeg skal ikke konfrontere eller udgyde sur galde mod nogen. Til trods for jeg synes, hun skal have en form for lærestreg. Jeg afventer Supports svar tilbage, men nu siger de nok, klagefristen er udløbet. Sjovt som jeg først kom i tanker om den nu. Jeg har en snert af ondt og uretfærdighed indeni mig, men det bider og jager og fremkalder angst og dårligdom. Det er ikke det, jeg vil være gjort af (på bundlinjen). Jeg kunne ikke drømme om at udmale, udpege, male op, hvem den skyldige i det her spil er. Til trods for, hun så åbenlyst findes. Jeg skal ikke i kontakt med disse strømninger og følelser og blive helt væk i dem. Jeg skal - nøgternt - afvise at handle med personen igen. Fordømme, at hendes profil dukker op nu, fordi google tror, jeg er interesseret. Jeg kan blot beklage, at sådanne handler finder sted, og at sådan en udbyder tror, hun gør en god gerning. Men ikke opildne til mere. Foreslår Support mig en form for udbedring, vil jeg næppe endda gå efter det. Nu har jeg sagt det her. Nogle gange skal man holde sit svær i dets skede. Og det er nu. 6.10.22.

Korset var en indbrudstyv, nøglen til mit hjertes rum. Stenen væltet bort, broder, luk dig op. Sjælen, den er fri, ordet, det slog rod i dig. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, tidlig oktober 2022.

Han har sendt mig de mest fantastiske filer, ham som hjælper mig med at tage lyden ud af videooptagelserne. Pudsigt nok skriver han titlerne lidt forkert, når han har gemt dem for sig selv, åbenbart. Det er vildt sødt. "Hvor du har lagt dine æg" bliver til "Hvor har du lagt dine æg" og "Jeg vil takke" er blevet til "Jeg vil takke dig", "Næsten som var vinden fri" til "Næsten som var vi vinden fri". Hele vores album, "Tusind tusindfryd" omdøbte han til "Tusinde tusindfryd", da han udgav albummet digitalt, og vi har aldrig påtalt det. "Ligusterlarven" var blevet til "Legusterlarven" og sådanne ting. Men altså han formår at forvandle disse optagelser til et virkelig godt slutresultat som ren lydfil. Så at jeg nu kan lægge filerne ud, hvor jeg vil. Han foreslår en anden optageform fremover, kun med en studiemikrofon. Det vil betyde, at sangen ikke bliver til en video på Youtube. Ved ikke, om det fratager kunsten noget. Jeg har brugt de forhåndenværende midler, stillet videokameraet på en musik-funktion, det var det ypperste, jeg kunne gøre indenfor de rammer, der var. Klaveret på Gallo skolen stemmer tilfældigvis, og pedalen larmer lidt indimellem. Det har indtil nu rakt i forhold til de forventninger eller krav, jeg har til min musik. Jeg har lige afregnet med ham (Søren) for hans fine arbejde. 31 sange har jeg lavet over et års tid. Det er kunst i anden bearbejdning, så musikken kæmmes fra. Det er sangen i en anden støbning eller format. Det gør ikke kunsten dårligere, men optimerer lydoplevelsen. Hvem gider også se mig sidde der på den samme måde, video efter video. Men jeg gør. 2.10.22.

Jeg synes, det er grænseoverskridende, at spørge ham, der hjælper mig med hjemmeside og andet teknisk, om han og jeg ku tage den første snak i mit podcastprojekt, "for at jeg ligesom kommer i gang", som jeg skriver. Men så foreslår den åndelige verden "Søren Hauge", som en jeg kunne snakke med. Og da ved jeg, det er den ultimative opbakning til, at jeg skal gå i gang. For selvfølgelig ville jeg allerhelst spørge ham (Søren) om alting. Jeg tøvede med at henvende mig til Jørgen, som min hjælper hedder. Veg simpelthen tilbage for at sende den formulerede mail afsted. Jeg føler, jeg overskrider privatsfære eller indbyder ham til noget, ingen af os egentlig har dækning for eller har forberedt. Til noget, hvor jeg vil misbruge hans tillid. Men sådan er det jo slet ikke fat. Jeg ser endelig en åbning i min kalender og mit aktivitetsniveau i øvrigt til at komme i gang, selvom mikrofonen har stået fremme på bordet, klar til brug, fra engang i foråret. Hvad galt er der i, at jeg føler momentum. 2.10.22.

Der er - for mig - den helt legendariske indpilning af Bach's koncert for to violiner (D-mol) med Yehudi Menuhin og David Oistrakh, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Da bruger jeg den ene gang om måneden min telefon som afspiller. Og jeg tudbrøler hver gang. Det er noget med, at vi havde pladen derhjemme i mit barndomshjem. - Ikke lige i den udgave, med de nævnte solister. Men jeg bragte den med fra min barndom ind i teenageårene, mens mine kammerater hørte pop eller rock. Jeg dvæler ved, at min far var en dygtig violinspiller engang, at optagelsen er i sort/hvid, og at disse to mænd virkelig er dedikeret. "Undskyld, Far", udtrykker jeg så. For det hele. Du har givet mig og også min søster musikken med i blodet, Tak skal du have. Og jeg græder over de evner, min søster ikke får brugt eller udnyttet. Nu, da vi har besøgt hende med hunden i dag på hendes fødselsdag. Hun er så glad for hunden. Da brister min hele livsførelse i flere stykker. Tænk, hvis hun var død, som hun på et tidspunkt ønskede. Da havde vi ikke haft denne fine eftermiddag i hendes selskab og varetægt. Min far kunne både spille guitar, violin og blokfløjte. Og ikke mindst synge (også som kirkesangervikar). Tak for den far, du er. Og tilgiv mig for frafald, for angreb - unødige - og for tvivl eller mistillid. Idet du altid har stået der tilbage, når man igen havde brug for det. Man siger om stykket, at det er et af Bach's "særligt vellykkede". Jeg vil sige, det er det ypperste ypperlige. Min musikalitet er min ledetråd, det, der binder årene sammen. Vi købte engang en børneviolin, som jeg gik til undervisning med, men min far skældte mig ud den allerførste gang (vist for ikke at have øvet nok), så det holdt jeg med igen. Han indeholder intet angribeligt, hvad end det måtte være. Og har været mig til så stor trøst (Haderslev). Jeg vil spørge ham, hvor han har pladen fra. Og sætte hans svar på replay. Og spørge ham endnu engang. 30.9.22.

På min to-do-liste står der: "lave en forening". Det er det mest opløftende, jeg lige nu kan tænke mig. Vi er nu tre kvinder, der kender hinanden, snakker sammen, deler hinandens tanker og følelser. Kunne vi blive endnu flere? Tre børn lever i himmelen - tre. Vi er ikke uhyrer eller mennesker, der er svære at forholde sig til. Vi er menneske-lige. Jeg kunne sidde i Go aften-Danmark og argumentere for, at sådan en forening skulle have berettigelse. Men det er nok bedre, jeg lader være. Ikke for at tysse emnet ned, men for ikke at blive forfulgt. Er det alligevel det, der bliver krævet af mig, vil jeg gøre det. Jeg kigger på min seddel og fatter håb. Bånd bliver knyttet på tværs af landet; jeg bor i Aarhus, en i Fredericia og den tredje i København. Jeg kan ikke forestille mig stærkere manifestation. Fordi det ikke må ske for andre. 29.9.22.

Da min ven spørger til sangens/salmens tekst, skriver jeg ham følgende forklaring (natten til)28.9.22.:

Fængslet, der hvor jeg er spærret inde efter at have forbrudt mig, åbner døren, sender mig videre ud i samfundet (behandlingsdom). De sten, folk har kastet efter mig (skriftsted, hvem kaster den første sten), samler jeg op og tager med mig derfra. Jeg bygger et nyt liv op, får lindret min smerte. Den dom, livet fælder over mig, trods det at jeg kender til afgrund og afmagt, er nådig. Sådan mærker jeg den egentlige dom. Mildt. (Underforstået: og sådan skal du også mærke din)

Moderne Salmer-siden, Facebook, 26.9.22. Link til videoen "Med min favn fuld af sten":

Hvad skal en salme? Den skal være til trøst. Uafhængig af at være ekvilibristisk udført. Den vil bare række ud og nå sit medmenneske. Og lade ordet vandre, fra vidne til vidne. Sige: Jeg har hørt..

Jeg siger det igen: Det er ikke afhængig af salmens beskaffenhed, dens tone eller dens pondus. Ordet er det vigtigste og at vi knytter til ved det og fortæller det videre. Da vil kraften, vi er bærere af, også leve videre i andre. Vi kan inspirere til noget. På Moderne Salmer-siden er det svært at trænge igennem, så jeg prøver at gøre mit opslag elementært. Lade det fylde meget lidt, bare være som en notits. Jeg prøver at være som C-dur. 26.9.22.

Fængslet lod mig gå, med min favn fuld af sten, der var smidt. Start igen, byg dig op på ny. Da vil jeg lindre dit sår. Kender du vejen til afgrund, afmagt, men føler nåde, (så) har du kendt din dom. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen september 2022.

Selv Google hørte, da jeg til min veninde sagde, min familie før i tiden havde været "dysfunktionel". Altså som helhed, alle familiens medlemmer. Ligesom hendes i øvrigt havde været. Jeg havde opsøgt hende efter at have hørt hendes foredrag forleden, fordi hun beskrev sit forløb efter "en kold tyrker", hvor hun skippede medicinen på én gang, ligesom jeg har prøvet. Forløbet var det samme: mani, søvnmangel, vægttab, indlæggelse. Jeg troede ikke, det var gængs eller at det forekom hos andre, som hos mig selv. Hun kunne endda vise mig et diagram over, hvordan receptorerne i hjernen arbejder og bliver afhængige af psykofarmaka-medicinen. Også hun har et tæt venskab til sin eks-kæreste, så der var virkelig mange fællestræk ved vores historier. Vi har også begge været bitre over, hvad livet gav os (eller undlod at give os, f.eks. mand og børn). Og vrede på vores forældre. Men nu var det lettet - for os begge. Ingenting at anklage dem eller andre for. Kun omsorg og medlidenhed med deres kår. De gjorde det så godt, de havde kunnet. En form for tilgivelse eller forsoning var opstået på baggrund af forvirring og kaos. Så at hele familien var helet. Det onde, der måtte have været der, ramt os, var forsvundet. Når jeg taler med min bror eller med min mor har jeg ikke bagefter brug for at evaluere og fortryde eller tænke dårligt om noget af det sagte, hverken fra hans/deres mund eller min egen. Ordene lyder rent eller ligefrem, uden betænkeligheder. Og det er klart sådan, kærligheden har de bedste kår, indrømmet. Hvad skulle alt det grimme eller usunde til for? Dagbogen reddede mig videre til den næste dag, men det var mørke, der forplantede sig udadtil i verden omkring mig. Det smittede. Forstår så udmærket, hvis folk springer over de passager i livshistorien. Jeg kan ikke andet end beklage, at det var sådan, vejen skulle leves. Det havde (for) mange omkostninger. Herre, du har set til min familie, at det var drøjt, og hjulpet os. Hvor skulle du også ellers være end hos de trængte. 22.9.22.

Sæt mig fri. Bundet til dig - kun dig, går jeg ind, hvor smerten bor, men (hvor den bor/er) forløst. Ved din hånd på hvert et ord, lindres de (ordene). Jeg vil bære sørgebind for at (kunne) ta' det af. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, midt september 2022. 

Jeg ser, jeg er gjort af drift. Hvis jeg gav efter ku jeg tage 5 kilo på på en uge. På gåturen længes jeg efter en øl og når jeg har motioneret får jeg lyst til noget salt, så jeg spiser ost. Altsammen er det længsler efter noget. Jeg scroller Trendsales i eet væk, som om jeg behøver et stykke tøj mere. Jeg tænker på de fattige og dem, der ikke får hverken mad eller drikke, hvor privilegeret jeg er. Men det er også en længsel efter sex. Efter at dele livet med en i et parforhold. Efter at blive attrået. "Jeg trænger", som kvinden i serien, Matador, sagde. Vi har behov, som skal dækkes eller som skal forsøges at blive det. I nat drømte jeg om at have et særligt ansvar og når jeg vågner sådan en morgen har jeg lyst til at føre det ud i det virkelige liv. Vise, at man kan betro mig noget. Men når jeg sidder for tredje gang på en dag og søger efter værdigenstande såsom sko - dog brugte - føler jeg mig som et dårligt eksempel. Som en, der let bliver fristet og som en, der er skaberværket utro. Det er mine vilkår at kunne tage min telefon og med få klik pludselig have købt en vare. Men jeg skal blive bedre til at tage vare på. Skønne på de sko, jeg i forvejen har. Klarlægge om jeg egentlig har behov for mere. Få skridt og jeg er ude i mit køleskab efter endnu en daddel, men hvor meget behøver jeg den? Mine bukser strammer og det virker så enkelt, mens man går en tur bare at gøre turen længere for at forbrænde flere kaloerier. Jeg mener, regnestykket er nemt. Alligevel er vi en nation af overvægtige. Vi vil have mere. Naturen kan ikke give os mere, men vi kræver det alligevel. Vi skal ændre indstilling. Jeg har to aftener i træk bedt en ret personlig bøn og det har hjulpet mig. Ku vi alle have ønsker for fremtiden, kunne vi måske sammen nå vores mål. Ved fælles indsats. Da nytter det ikke noget, at jeg forgriber mig på min telefon eller smider mad ud, fordi jeg har overforbrugt. Kære, jeg ville skrive om drift og det ender alligevel et næsten politisk sted. Man kan forfølge sin drift, søge at opfylde den, give den forløsning. Men man kan også vælge at holde igen. Jeg siger ikke, det er nemt, det kræver bevidsthed og determination. At ku sige: "Led mig ikke i fristelse" er nu blevet en større (lære-)sætning end "forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Idet jeg ser, at også Gud har en del af ansvaret for, hvordan verden - og jeg i den - tager sig ud. "Alt står i Guds Faderhånd" er betryggende men det fratager mig samtidig frihed. Retningen er stukket på forhånd og hvad jeg træffer at beslutninger undervejs var muligvis givet. Men jeg skal ikke desto mindre tage dem. Hvordan kan Gud lede i fristelse, men det er jo for at prøve os på vores udholdenhed. Jeg bliver jo ikke bedre af at vide mig sikker og aldrig stille spørgsmål. Nej, jeg skal komme i tvivl og derefter finde afklaringen selv. Og man får kun det betroet, som man kan løfte. At man altså ikke er fortabt i tvivlen og aldrig kommer derfra. Man bliver hjulpet (videre). Jeg kender ikke din bøn, min læser, eller dit Gudsforhold. Jeg taler om drift på et animalsk plan. Som en del af det at være menneske. Du har søgt mine ord, men jeg ved ikke, om de giver dig fylde. Også jeg har søgt dig. 16.9.22.

Jeg købte en ødelagt jakke i genbrug, sagde ikke noget til ekspedienten (om lynlåsen, det gjaldt). For jeg ville gerne tage mig af den. Tage mig af det forrevne, sønderbrudte. Forsøge at gøre nytte af jakken, måske ved at få lynlåsen skiftet. Så jeg gav (selvfølgelig) fuld pris. Jeg så, at en anden ville forholde sig kritisk og dømme jakken ude. Men mærket var godt og jeg har i forvejen regnjakke i det mærke, som jeg ville ønske var længere, som netop denne var. Jeg kan ikke se mit spild eller min fejl. Man kan faktisk godt lyne jakken, men det kræver, at man med vilje og opmærksomhed gør det på en bestemt måde. Hvad klager du så over, eller hvad skriver du så over, ku man spørge. Jeg skriver over det forrevne, som man må tage sig af og hele. Jeg vil gå med det med fejl, der har skader på sig. Den, som bliver dømt ude. Det er ikke for at fremhæve mig selv, men jeg går helst med ham, ingen andre gider gå ved siden af. Som lugter, halter, er for tyk. For på dage er jeg selv den trængte og ønsker, nogen går med mig. Jeg gør mod andre, hvad jeg håber, andre vil gøre mod mig. Nogen har kasseret jakken, men jeg har taget den til mig. Det er ikke stort, men det er et signal. Jeg søger ikke ekspedienten for at hun skal give mig rabat. De sælger jakken, som om den intet fejler (129 kr.). Hvad betyder det, at jeg intet siger. Det betyder i lignelsen, at hun intet mærker. Jeg føjer handlen, så den går glat. Jeg påpeger ingen problemer, fordi hvad der måtte være af efterslæb, tager jeg på mig. Jeg går, ubemærket. 15.9.22.

Vi var sammen som samhørige. Som sammen-hørende. Der var ikke én i bussen, der var ligeglad med klimaet eller med den mand, som bussen kørte nær på. Vi var alle rettet mod og fokuseret. I samme verden, samme åndelige ståsted. Kiggede jeg mig til venstre opdagede jeg en kvinde og ved siden af hende en anden, men de var ens i udtrykket. Trods den ene begravet i sin telefon. Vi var opmærksomme med den samme kraft, i den samme retning. Jeg kan ikke sige, hvor der var skel eller skillelinje mellem mig og hende, jeg sad ved siden af. Hvor hendes krop startede eller hvor min sluttede. Vi var opsatte, klar på turen. Vi kan gøre det, rykke noget. Godt nok har vi misbrugt jordens ressourcer, men så længe vi er kærligt betragtende, velvidende og bevidst handlende. Jeg fattede håb der i midtergangen, for fremtiden og dem, der skal komme efter mig. Vi var forbundne på en helt særlig måde. Reagerede samstemmende over for bussens opbremsning. Der var en usynlig tråd, der forbandt os. Jeg var blandt brødre. Dig, bror. 14.9.22.

Man vover det - nogle gange. Har sendt linket til min nye indspilning til mine brødre, samt deres ældste sønner. Hvad tænker de. Jeg synes, sangen er præsentabel, hverken grænseoverskridende eller upassende, som jeg andre steder er. Jeg har vovet noget kontrolleret, indenfor rammerne. Jeg har rakt dem en hånd. Se, hvad jeg laver til daglig, som jeg skriver. Jeg er forandret. Min ene bror er gymnasielærer og den anden arbejder i et ministerium med klima. Det er en kærlighedssang og de må (alle) kunne forholde sig til den. Ellers ved jeg ikke, hvilken udgave af Rie, de tåler. Det var for at gøre mig forståelig, vise lidt af mit private rum. Hvad går hun egentlig og laver, hende Rie, for sin førtidspension?, har de tænkt. Jeg er komponist, musiker, ekshibitionist. Se mit bidrag til samfundet - her er min sang. Her er mennesket bag, harmløst. I fuldkommen balance foran klaveret. På arbejde, i mit værksted, mit kontor. Op af dig. 8.9.22.

Renser mig for hver en tanke, plukker lidt af din morgensol. Ånder dig, du beliver mig, så jeg springer ud. Frøs jeg før, var det for at kende min længsel. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 8.9.22. Sunget for Jan, den tatoverede mand, der plejer at hænge ud ved busstoppestedet. Noget må være sket ham.

Jeg tænker på at tømme Boxit-rummet, hente mine ting hjem, leje et ekstra kælderrum. En ven siger, jeg kan bruge affugter, en anden at det sikkert bliver billigere for mig. Jeg selv tænker: hvad med Kierkegaards originalmanuskripter, lå de i et mørkt, fugtigt kælderrum og gik til? Jeg ved ikke, om jeg er her samtidig med Johannes Døberen og det er akkurat der, mit vanvid starter. Eller den ekstra dimension. Nogen påstår, jeg er fejlbehandlet, men jeg selv vil kalde det at have haft frie tøjler. Til at tænke tanken ud. Jeg kan ikke være i dette menneske ellers. Under denne Gud. Jeg ved ikke, om skriftet.dk lever eller om snakken går. Men jeg har kæret mig om og været øm omkring, hvad der evt. kunne gå tabt. Selvhøjtidelig eller ej. Det nytter ikke, at jeg ikke tror. 5.9.22.

Jeg ku pludselig se det for mig. Jeg lægger mine madvarer i frysetasker, og stiller en bradepande under, hvor vandet vil dryppe, imens jeg afrimer min fryser. Det er isens dryppen, der lærer mig noget om tålmodighed. Som når hunden (Frida) lægger sig ned midt under gåtur og vil kæles med. Stop op engang, Mor. Der er noget venten ved bare at lade isen smelte. Det gavner min el-regning bagefter, uden det dog var med den bagtanke. Det er, når jeg ligger i min seng i skygge i lejligheden, at jeg får fine og gode idéer. Det er som at have lagt op til noget over flere måneder, der så bliver ført ud i livet. Herregud, hvem kan ikke afrime en fryser? Men det er stort. Jeg hælder vandet fra løbende, tørrer mit køleskab rent samtidig. Drikker en øl fra min frysetaske, som er kold. Jeg kan ikke se, der er noget galt i hele verden. Der er ikke noget galt i hele verden. 4.9.22.

Tiden trætter mig. Tjekke likes, please den ene, den anden. Sørge for. Varmen trætter mig (skifter tøj mindst en gang om dagen). Så at jeg må finde åndehuller, f.eks. i et glas vand og i en ny melodi ved klaveret. Kærlighedserklæringer varmer og udfylder (af)savn. Men de kræver reaktion, noget tilbage. Den sidste sms trættede mig. Min vante plads i lænestolen, den vante øl hen imod aften. Jeg er over-stimuleret, ville min psykolog sige. Har for mange gøremål for for få kræfter. Var på vej op imod Galleri Grane på cykel, men måtte vende om. Lægge mig i stedet for. Førtidspensionens funktion banker på - hvile, sætte tempoet ned, slappe lidt af indimellem. Men - for der er et men - jeg er et aktiv. Fik skrevet og sagt vigtige ting. Det kommer lidt i klaser, ikke til at forudse nødvendigheden af at skrive og sige det netop i dag. Se rummet, hvor det blev muligt. Gøre det. Gribe chancen. En kunstners suk over for megen røre. Skal være mit sidste. 31.8.22.

Det betyder ikke noget for mig, om folk synes, sangen er trist. At de tror, jeg er sådan et håbløst tilfælde, der drukner i sin egen depression. Folk må gerne tænke indad. Ikke nødvendigvis reagere - med likes eller kommentarer. Det er også deres sang. Også de har en Hjemstavn. At synge hjem om. Deres kære, der har fulgt dem. Også de har en tristesse en gang imellem. Men det er slet ikke sangens ærinde. Gram, hvor alt skete dengang, ligger der endnu. Den huser minder, historier. Den er med sig selv kommet sig over chokket, som folk nu engang sladrer færdig. Jeg er sikker på, jeg en dag kan vende tilbage og gå oprejst gennem byen. Men der går endnu år. Jeg synes, indspilningen er inderlig, til eftertanke. Du behøver ikke synes om eller vise omsorg. Jeg har søsat den og den lever. Der har kunsten det bedst. 30.8.22.

Helt mod nord bor en kvinde ud af mit blod, mit sind. Hjemstavn, her har du båret, hvad var mit Kors. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen slut august 2022.

Han forholdt sig kritisk. Morten på Facebook. Som bor samme sted som min søster. "Jeg skriver ikke om andre", som han skrev i sin kommentar. "Dit valg", svarede jeg bare. Jeg mener ikke, en kunstner kan undgå (også) at skrive om andre. Havde jeg uddybet nærmere var vi måske kommet i krig. Jeg skulle endda besøge min søster samme dag, jeg havde svaret ham så kortfattet og kontant. Jeg vidste udmærket, hvad han hentydede til, da jeg åbenlyst og helt offentligt har nævnt min søster flere gange i et skriv for et par uger siden. Han har syntes, det var grænseoverskridende eller upassende, så her luftede han sin mening. Kære, kunstneren skriver om det, der rører ham, opfylder ham. Om søster, ven, stol eller maleri. Hvordan kan vi andet? Det gik lige i mellemgulvet på mig, da jeg læste hans kritik. Ja, sådan set havde jeg også betænkeligheder, da jeg lagde stykket ud for et par uger siden, hvori jeg omtaler min søster, dog ikke ved navn. Jeg besluttede mig derfor til at udskrive det skrevne, som jeg så kunne have i tasken, da jeg besøgte hende i går, i fald hun ville italesætte det eller nævne det. Måske har de andre talt over sig, eller forevist hende fakta, at hun har spillet en rolle i et emne omkring skyld, som jeg synes var for stort eller vigtigt til, at jeg holdt det skjult. Jeg postede det på Facebook velvidende at jeg er venner der med to fra hendes bosted, som kunne læse med. Det må nødvendigvis være sådan, at vi har det frie ord. Ikke bare som kunstnere. "Dit valg", skrev jeg, for han har så valgt ikke at skrive om andre. Men det er ikke mit valg. Så svær en balance det er mellem det (for) private og det almenmenneskelige. Tjener det skrevne til at åbne folks øjne - f.eks. i det her tilfælde for emnet skyld, synes jeg klart det er det værd. Min søster spurgte ikke til det skrevne. Jeg sørgede for her til morgen at få telefonnumre på hendes kontaktpersoner, fordi hun faktisk var noget deprimeret for tiden, som hun udtrykte det. Det kostede mig flere opringninger til kommunen og til sidst en sms, før jeg fandt, hvad jeg søgte. Så at jeg var helt drænet for kræfter, da jeg skulle vaske tøj. Det indehærer nemlig at folde bh'er ud, som har vatteret fyld, som krøller sig i vask. Jeg ved, det kan lyde banalt eller elementært, men det koster mig kræfter at skulle ordne til rette disse bh'er ved tøjvask. Som om Djævelen står lige ved siden af og vil besværliggøre min vej. Bedre blev det ikke af, at jeg skulle vente over en halv time, før lægen tog mig ind (omkring brystsmerter) og min mor, der ringede i bussen og sagde: "Det er længe siden, vi har hørt fra dig, Rie", selvom vi ringede sammen sidst for 2 dage siden. "Har ikke mulighed for at melde tilbage oftere. Det levner mig intet privatliv", som jeg bagefter måtte skrive til hende i en sms. Der er grænser for, hvad jeg har kræfter til i disse dage, hvorfor jeg græd flere gange i aftes for mig selv. Alle de ting, der koster indsats, ansvar. At sende det trykte M gasin (tidsskrift) ud for Poetklubben f.eks. Skrev derfor til en veninde, at jeg ikke kunne ringe tilbage i dag. Du har været her - ja, det er (også) rigtigt. Jeg har levet stærkt - og det mærkes. 29.8.22. Efterfølgende liker han mit opslag. Aldrig før oplevet tilgivelsens kraft være så stor.

Der sker gode ting i verden. Tørken blotter skjulte skatte i sandbunden. Folk hænger deres tøj ud på stativer på fortovet. Har tillid til at den, der går med et stykke tøj, også betaler for det. Overgangsalderen viser sig at give mig fyldigere bryster (noget med at andelen af fedt stiger). Og min mor er blevet svag efter et helt liv at have styret på sit felt. Jeg har uanede mængder penge på min konto og overvejer at hjælpe en anden kursist på livsfilosofi-holdet med at betale sit kontingent. Jeg selv stemmer muligvis på Enhedslisten (!) for første gang i mit liv (klimaspørgsmålet). Og ham, jeg var lun på i vinters, kan jeg stadig udveksle flirt og kærlige bemærkninger med, trods det at vi ikke skal være kærester. Det er (jo) ikke sådan, at verden er i mig eller jeg er hele verden, så langt fra. Men når nu jeg smiler på gaden, må andre dog bemærke en lille bitte smule af min optimisme. Jeg var begyndt at blive morgendeprimeret ud over det rimelige, men da jeg tog psykofarmaka-tabletterne ud af køleskabet igen og lagde dem på deres vante plads, var det som om, deres virkning igen var tilbage. Til gengæld var det som om Rødkløver-pillerne havde det bedst på køl. Det kan lyde af det rene vrøvl, men jeg tror virkelig på det. Fandeme om jeg ikke har Tro. Der var begyndt at være en dårlig stemning til livsfilosofi, men jeg søgte virkelig kompromiset og mødet for at poste gode vibrationer ind i feltet, der omgav os. Så at jeg giver fri, sætter fri, løser bånd. Det er god træning. Vil du, ven, en dag sige mig det hele. Som en censor til sin elev. At jeg var dit vidne. 26.8.22.

Digt, 24.8.22.:

Jeg jog et stankelben ud,

men kunne ikke undgå

at rive dens ene ben helt af.

Jeg græder.

Jeg googler, om benet

kan hænde at vokse

ud igen.

Der står:

den kan godt undvære det ben,

den har mistet.

Elskede.

Men det er ikke retfærdigt. At jeg skriver indad om min mor. I sladdervendinger, i bagtale. Det er slet ikke retfærdigt. Man overgiver sig, når hun ringer. Selvom det er hver dag. Man bløder op, fordi hun er så hjertelig og siger tak og ønsker én god fornøjelse med det, man skal. Hun har et vist overskud, interesse for andre, selvom hun er konstant sengeliggende, får ilt, taler let besværet. Hun giver mig et kæmpe arveforskud, fordi min ene bror får bilen, og jeg får dårlig samvittighed. Det er sådan, det forholder sig. Hun ved ikke, jeg har denne offentlige dagbog. Det ville hun nok ikke bryde sig om. Jeg har en vis grænse for, hvad jeg fortæller af private ting, selvfølgelig. Men hun ville måske sætte grænsen et andet sted. Jeg er ked af, jeg er en anden, når jeg går ud af deres hus, end den søde datter, der sidder på sengekanten og holder i hånd. Ikke ked af det over for Gud, for han kender mig jo både her og der. Jeg har fået en masse penge og jeg ved ikke, om jeg har fortjent dem. Jeg er faktisk næsten sikker på, at det har jeg ikke. Jeg står faktisk i gæld. Retteligt er det det, jeg gør. 24.8.22.

"Hvad er der blevet af det gamle sygehus i Haderslev?", spørger jeg min far. "Det huser vist nok ukrainske flygtninge", svarer han. "De har ikke revet det ned, vel?", fortsætter jeg. For jeg vil så gerne en dag kunne køre til Haderslev og stadig se bygningerne stå, hvor de stod tilbage i 1992/93 under min indlæggelse. Så at jeg ved synet af vejskiltet mod Haderslev i Vojens, kom til at græde. Og idet jeg om natten drømmer om Niels Bo Emgren, som jeg dengang så et håb i (og som senere blev min kæreste). Man kalder det nostalgi. Eller sentimentalitet. Og min mor spørger - igen - om jeg ikke kan "skrive noget helt andet, om noget andet". Roser mig for at være så god til at skrive, men anerkender overhovedet ikke, at det skrevne skal være drevet af noget, noget der bevæger mig. At jeg er kunstner og beskriver følelser, som de ER. Om jeg ikke skal lave melodi til Lars' salmer igen. "Nej, for der er ikke længere noget legende over det", svarer jeg. Men noget lykkedes i dag; jeg tog 15'eren, så jeg havde et kvarter til at finde mit tog - og ikke en halv time, som jeg plejer at skulle bruge for at sikre mig. Og godt nok tog det mig fire timer at komme helt hjem, bla. fordi toget på et tidspunkt holdt ufrivilligt stille i et kvarter. Men at kunne - selvhjulpen - besøge mine forældre. Pladsbilletten købte jeg bare en ekstra af, så jeg var sikret på to afgange, hvis jeg ikke nåede den første. Det pinte mig, at jeg ikke fik taget en selvtest herhjemmefra i morges - kom for sent i tanker om det. Og hende i tog kupéen på vej derned havde egentlig lyst til at snakke, og jeg gav mig en smule. Men havde kun en standard-plads, fordi der ikke var pladser at få i stille kupé. Jeg læste et Jesus-citat i Kristeligt Dagblad og tænkte: hvorfor har jeg ikke været opmærksom på det før. Hvorfor jeg nu vil læse Det Nye Testamente forfra. 22.8.22.

Rører dig på din læbe, kysser, venter, lader dig gå. Jeg vil vokse af din stamme, drages mod din gren, som hænger så frit. Tekst, musik, klaver og sang: Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen august 2022.

Man sku tro, jeg virkelig en dag dør i en trafikulykke. Så meget, jeg går op i god kørsel. Og faktisk frygter ting, andre tager som en selvfølge. Blev f.eks. i dag på Gallo skolen spurgt, om jeg da ikke ville med på en udflugt til et museum i Middelfart, som skolen arrangerer. Men det har jeg for længst udelukket; jeg er bange for motorvejen, for at chaufføren er for træt, for om andre kører uforsvarligt i trafikken, så der sker en ulykke (med mig). Ja selv små ture som f.eks. til Silkeborg eller Randers er jeg nervøs for. Jeg mener: blev jeg bare hjemme og foretog mig de sædvanlige ting, ville intet jo gå galt. Min ven havde en bekendt, der var så bange for et bestemt lyskryds, hver gang han på knallert kørte der. Det viste sig, at han et par år senere faktisk døde i en ulykke netop i det kryds. Jeg tænker på lysregulering, hvordan folk fletter ind på motorvejen, hvordan man når over i den rigtige bane, når E45 deler sig med en anden, sådanne ting. En tur ned til mine forældre er en kæmpe udfordring for mig. Den seneste gang for et par uger siden skrev jeg på en seddel, hvem der skulle tage sig af hunden, hvis vi døde i en bilulykke, min ven og jeg. "Du tænker da også på alt", som han sagde, men nej jeg tænker udover alt. Helt unødigt nervøst og ildevarslende og bange for min skæbne. Jeg beder derfor flere gange om at måtte komme helskindet hjem. Og når jeg er kommet helskindet hjem håber jeg, der går lang tid før jeg igen skal begive mig ud på motorvejen på tværs af landet. Jeg vil (meget) hellere køre i tog, men et fly sætter jeg mig nok aldrig i. Og faldskærmsudspring fatter jeg simpelthen ikke - hvad hvis den ikke folder sig ud. Så hellere gå en tur ned i Løvbjerg og hjem igen :) Hvis jeg dør i en trafikulykke, har jeg nu her fortalt, at det var varslet eller forventet. Men gør jeg ikke er det selvfølgelig mange kræfter at bruge på at frygte noget hypotetisk, som er alles vilkår, der bare begiver sig udenfor en dør. Alle kan vi ende i et uheld af en slags og selv turen ned til Løvbjerg kan på dage være farefuld. Hver gang jeg ser en bus på rutebilstationen, der planlægger at skulle til København tænker jeg, om chaufføren er frisk nok til turen. Tænk, at han har ansvaret for alle de mennesker, at bringe dem frem i god behold. Tænk, at man sætter sin lid til hans dømmekraft, hans kompetencer. Det fatter jeg simpelthen ikke! Så ville jeg hellere svømme til Sjælland.. Min ven kører en smule distræt herinde i Aarhus, men når vi kører på motorvejen er han helt overlegen i kontrol. Og skulle jeg endelig dø gjorde det ikke noget, at det var sammen med ham. Engang jeg var forelsket i en, der opholdt sig i London, ville jeg flyve dertil og overraske ham. Jeg bestilte flybiletten og tænkte: nå, så er det nu, at du vover det, fordi der er et formål så stort og helligt, at være sammen med en elsket. Men jeg afbestilte, lejede mig ind til at skulle åbne et galleri i stedet for. Altsammen forhastet og overilet og uklogt. Der er mennesker, man ikke har noget imod at dø sammen med. Og der er formål, man gerne dør for. Og de sidste ord, jeg i min sårede tilstand vil sige, er noget med: "bevar hjemmesiderne". Hvilket jeg også har skrevet flere steder på dokumenter i mit hjem. Fedt, at andre har tillid i trafikken, også flytrafikken, og at verden roterer. Tænk, hvis alle blev hjemme som jeg gør. Tak til tilliden, men jeg er den foruden. Jeg er den hellere foruden, og jeg indeholder en del skepsis. Jeg er blevet brændt, men det kan jo også være, jeg bare aner fremtidens hændelser. Og I vil kalde mig: paranoid eller pessimist. Men I er jo også bange for noget, bare noget andet. Min søster bevæger jeg kun udenfor i en bestemt radius fra sit hjem, tør ikke andet, gør i hvert fald ikke andet. Spiser nogenlunde det samme ugen igennem, går typisk i bordeaux-farvet trøje til et par mørkeblå cowboybukser, tør ikke klippe sit hår. Jeg tør trods alt livet - mere. Jeg var ængstelig som barn, mørkeræd og skulle følges hjem af min venindes storesøster til trods for, der kun var 20 meter mellem vore huse. Havde set for uhyggelige film og kunne ikke skelne fiktion fra virkelighed. Jeg var bange for konkurrencer, hvor jeg blev vurderet, fordi jeg ikke tålte en hård tone eller at blive hunset med. Bange for de første dage i gymnasiet - hvorfor jeg udeblev, så jeg undgik at blive gjort til grin. Bange for, når nogen i min familie blev gjort til grin som til sidste skoledag, hvor mine lærer-forældre skulle deltage i forskellige konkurrencer, hvor de fik æg ned over sig eller lign. Nu til aften passede jeg hund og jeg var bange for, at nogen ville råbe ind på fodboldbanen, at der må man altså ikke tage hunden med ind. Den elsker fodboldbanen.. Bange, da jeg hældte godbidder ud på grusvejen, at hunden ved en fejl ville sluge en sten. Men den gjorde noget helt fantastisk, tog næsten tiden ud af mit liv. Den lagde sig ned på "marken", som vi kalder det, hvor Northside-festival engang blev afholdt. Så jeg kunne ae og kæle med den, flere minutter. Den sagde: hvorfor bekymrer du dig om klima og alt muligt andet, nu hvor der bare er dig og mig her lige nu? Kan du mærke, der intet er at bekymre sig om - lige nu? Og ja, det ku jeg mærke. Den viste mig tålmodighed, venlighed, den gav mig tid, eftertænksomhed. Den havde et ekstra lag, som jeg selv var i underskud af. Og jeg gav slip. Ligesom når jeg sidder på motorvejen i bilen sammen med Lars; jeg giver slip. Sker det, så sker det. Det er ude af min hånd. Hunden kommer ind i huset og siger, jeg gerne må gå, hvis jeg skal nå en bus. Jeg går på dens opfordring, har gjort mit. Jeg forpligter mig på noget og bliver sat fri. Samtidigt. Det er bundethed, samt løse tøjler. Gud vil vise mig fleksibilitet. Bliv nu lidt rundere, giv dig lidt i kanterne, udvid repertoiret. Jeg er et øjeblik sorgløs, som lå jeg og sov i Guds hånd. Du har hyllet mig i dit tæppe, formet mig i dit ler. Sku jeg dø er jeg forpligtet på tiden derefter, hvor jeg end befinder mig da. Og jeg ser måske min søns hjemsted eller opholdssted. Du er med mig både før og efter. Og jeg har levet for dit navns skyld. Sanat Kumara, Gud, min Far, Den Ene. Min bøn i tusinde ord.  19.8.22.

Jeg søger på "klimaforandringer og åndsvidenskab". Gud må have en forklaring, en mening, sin retning. Jeg skal forstå mit tungsind i forhold til mine ydre vilkår. - Som også er andres ydre vilkår. Altså er jeg ikke alene. Jeg slukker for første gang i mit voksenliv for strømmen til mit musikanlæg, som jeg alligevel så sjældent bruger. Sørger for om aftenen kun at have et lys tændt i hele lejligheden. Jeg køber sjældent kød og mest fisk og smider så vidt muligt ikke mad ud. Jeg tør ikke se interviewet med Jesper Theilgaard i Deadline forleden. Har de ikke vist nok med tørke rundt omkring. Det er som at se en science fiction-film, der bare er virkelighed. Det er ikke som i 5. klasse at skrive en danskstil om mine barnlige bekymringer for krig i verden, forurening. Det er i mit midaldrende livsstadie at konstatere tidens største udfordring eller problem. Gøre det til mit eget. Også jeg har et medansvar. Det er ikke som at dvæle ved dårlige meningsmålinger eller statistik, som går til andres fordel. Nej, ingen har fordel her. Jeg spørger Gud hver aften til hans formål. Jeg vågner hver morgen og tænker: det er for sent. Det er ikke, at jeg fortæller dig, min læser, noget nyt, som du ikke i forvejen ved. Det er for at fortælle mig selv igen: se uskylden. 18.8.22.

Lyden af computeren, da jeg slukker, som ebber ud, dør hen. Jeg tåler det faktisk ikke. Stilhed efter jeg har trykket på noget, udført noget, været medvirkende. Kvaler over i aftes at have mast en edderkop, som endda prøvede at søge tilflugt i et hjørne for at jeg så ikke kunne nå den. Jeg fik den, maste den, og forstod ikke bagefter hvorfor. Kunne den ikke hænde bare at finde vej ud af det åbne vindue, ligesom den havde fundet ind? Mig, der så kynisk afvikler noget, der er levende. Tåler jeg faktisk ikke. 15.8.22.

Også over for jer har jeg vist mit inderste. Krænget mig selv ud, så jeg står helt nøgen. Indviet jer i hemmeligheder, jeg måske sku ha holdt for mig selv. Man kalder det mod eller grænseoverskridende adfærd. Eller man kalder det simpelthen for kunst, som det rettelig er. Jeg beskriver ting fra mit dagligdagsliv. Det er det eneste redskab, jeg har, for at skabe forståelse. Jeg vil være som jer, men er det ikke altid. Jeg har åbnet mig for meget eller haft uskarp selvcensur. Jeg kan se, dette er en åben dagbogsberetning. Og hvorfor det er det. Jeg står helt ude foran, til frit skue. Jeg kan blive skudt for det. 12.8.22.

Jeg er luder. Igen i dag fik jeg tilnærmelser i lokalområdet. Ikke ubehageligt. Gik hjem og fotograferede mig selv. Jeg har en lyserød ting på, som jeg aldrig før har vovet mig i og som jeg har været ved at smide ud flere gange. Mine seksuelle fantasier går endda i retning af at blive taget. Jeg er udsat, eksponeret, promiskuøs. Jeg går med ham hjem bare med mit blik. Madonna eller Maria eller Magdalene. Jeg skammer mig over det. Det gjorde jeg ikke de to somre, hvor jeg var medicinfri. Da levede jeg fantasierne ud og indledte virkelige seksuelle forbindelser. Jeg tænker på, hvem der betragter mig fra vinduet eller bilen. Og jeg smører duftende creme på, før jeg går ud. Jeg er til ingenting, virkelig. Jeg vil meget hellere have en ven. Være en ven. Synge en sang. 11.8.22.

Han sagde: "Skal du også med bussen, smukke?". "12'eren", svarede jeg. Jeg havde min nye push-up-bh på og det blev altså bemærket. Han har tidligere undskyldt sit temperament over for mig, da han en dag blev sur - næsten på mig - over, at bussen kom for sent. Men han husker det ikke. Da vi går ind i bussen kan han se, der står "1 pensionist", da jeg tjekker ind med rejsekortet, da han selv tjekker ind umiddelbart efter. Det siger alt. Jeg er sårbar, behøver ikke din kompliment. Kan ikke leve op til den. Når jeg derhjemme går rundt uden bh'en er jeg ikke meget værd. Tjek ind systemet er underligt afslørende. Hvorfor er hun pensionist, tænker de. Han så mit bryst. Hvorfor så han mit bryst. Jeg tænker på, jeg føler mig så gammel, tager piller for alt muligt, får ondt i lysken, går mindre distancer på mine gåture. Men min veninde fra København siger akkurat det samme til mig om sig selv i telefonen: "Jeg føler mig ældre end mine forældre." Netop sådan, jeg har det. Jeg forstår slet ikke, at min mor har levet 35 år mere end mig! Så forstår jeg da, at man er svagelig, som hun er. Ikke engang næsten kan bære sig selv. 35 år, det er jo to tredjedele af mit hele liv. Jeg er blevet mid-aldrende, med forskellige skavanker. Som jeg skrev i et digt for nylig, ved jeg ikke, hvem der skal plukke mine bryn eller barbere mine ben, når eller hvis jeg bliver gammel. Push-up. Tænk at jeg er nødt til at anvende sådanne hjælpemidler. Endda så at folk tiltaler mig ved busstoppestedet. Noget er lykkedes. Jeg har haft appel. Hvad er problemet. 10.8.22.

Jeg er nu sikker, du er som en ven, - førstefødt. Mødte dig første gang på en bro. Jeg går, hvor du har lagt dine æg, ser dem forløst. Verden ånder fred. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 10.8.22.

Han var så fuld af vitalitet. Og det var det skønneste billede på, hvad meningen med ægteskab kan være. Min far, der hjælper min syge mor, med pleje. Henter hende noget at drikke, smører hende noget mad, hjælper hende op af stolen. "Er du ikke blevet klippet?", spurgte jeg ham. "Jo Birgit (naboen) har klippet mig ude på terrassen med sin maskine, mor synes, det er blevet lidt for kort", smilte han. Der var liv i hans blik, overskud i hans bevægelser. Trods det, at han næsten ikke kan se noget længere pga grøn stær. "Hvordan med at skifte batteri i dit høreapparat, kan du selv det?", spurgte jeg videre. "Ja, da åbner man bare her og sætter et nyt et i", introducerede han. Der var livsduelige ting, han simpelthen mestrede som det nemmeste i verden. Han plejer at være tynget af træthed og mismod (har døjet med psyken), men da jeg spurgte, om han ikke ville ligge lidt, svarede han, at nej det gjorde han egentlig ikke længere, kun for at holde mor med selskab henne i sengen. Nå. Da er det sandt, som der ligger i det løfte, man giver hinanden: "I medgang og i modgang". Sådan lever og beviser man det løfte. For dig vil jeg gøre alt, gå til verdens ende, pleje dig og tage mig af dig, til dit sidste åndedrag. Han lever for den anden. Der er brug for hans gode fysik og opofrende holdning til livet. Hans tjeneste. Det giver mening at hjælpe mor, nu hvor hun er i nød. Og bagefter vil han kunne sige, at han gjorde alt, sit bedste. Jeg har sjældent set ham så fuld af liv. Han har set, hvem hans næste er. Også hun har. 8.8.22.

Hun havde en mening om, hvordan jeg kunne barbere mig, hvorhenne og hvor meget. Om hvordan mit tørklæde hang ned over min skulder eller hvilken bh, der ville klæde mig. Vi oplevede hinanden i gråd og grin og støttede hinanden, gik hinanden på, tog til festival, løb ture sammen ved Esbjerg havn, kiggede på hus sammen og udvekslede drømme om, hvad vi kunne uddanne os til. I de to medicinfri somre var hun min redning. Hun var ikke bange eller forbeholden, hun gik til mig som menneske. Et rigeligt udsat menneske, men som sådan betragtede hun mig ligeværdigt. Jeg glemmer aldrig, at med hende (Line) kunne alt lade sig gøre. Vi kunne sætte os på en café og komme i snak, men pludselig kunne vi rejse os, fordi vi hellere ville noget andet. Der var ikke grænser for, hvor vi kunne gå eller hvad vi kunne snakke om. Heller ikke med andre. Vi var to åbne kvinder i en alder, hvor jeg lige kunne nå at søge ind på musikkonservatoret igen og hvor vi kunne nå at møde livsledsagere af alle slags, med hvem vi kunne formere os, hvis det var det, vi ville. "Vil du have mørk, sød øl?" eller sku vi hellere købe noget mad. Retten til at skifte mening, skælde hinanden ud, trække et tarotkort for at spørge skæbnen til råds. Dufter jeg godt nok?, ku jeg spørge, og jeg fik et svar. Vi tissede for åben dør, sov tæt op af hinanden. Men da jeg kom tilbage på medicinen og besøgte hende sidenhen, var jeg en skygge af mig selv. Turde ingenting, ikke engang sige min mening, hvis jeg havde én. Det er ikke mere end tre år siden. Nu tog jeg initiativ ved at skrive hende en sms her til aften: "Er du med spirituelle denne sommer eller arbejder du?". Jeg har tænkt på dig, svarer hun. Og jeg savner hende. Min kvindelige dublet. Mit modspil helt ind i sjælen. Du, som har set mig så syg, men samtidig så kraftigt i live. 4.8.22.

Fra i morgen har jeg ikke længere nogen foredragsprofil. Ingen skrev, dårlig præsentation, uaktuelt emne, forkert forum. Ligegyldigt hvilken grund - jeg kom ikke ud. Jeg fik fred fra at skulle fortælle livshistorien igen (og igen). Jeg kan stadig tænke den indad. Der er en tid til at tale, offentligt. Gå ud med hvad der er at sige. Om en sag. Når det så er sagt, kommer der en tid for tilbagetrækning. Argumenterne for at opretholde status eller agtelse som en, der står i en forsamling og siger noget, bliver med tiden spinklere. Jeg ved ikke mere end de andre og til oplæsningsarrangementer er jeg nu en af tilhørerne. Der er kommet en modenhed ind: det behøver ikke være Mig. Jeg vil hellere, at Du står i lyset. Jeg vil hellere se noget udenfor mig gro. Hvis jeg kan præge det, hjælpe det på vej, er det rart. Men min finger behøver ikke være med i spillet. Den vil hellere pege op (mod Gud). Idet vi er afhængig af noget større. Jeg glemmer ikke sådan lige mit foredrag, som jeg trods alt har holdt op imod 15 gange. Jeg glemmer heller ikke publikums reaktion og deres spørgsmål. Det møde, der opstod. Jeg har ikke pralet af at "være foredragsholder", for jeg ville meget hellere have undervist børn eller givet anden viden videre end den kyniske livserfaring. Haft et reelt job. Været med i luksusfælden, skilsmisseraterne eller omskoling. Men du dannede mig fra dit skød og jeg blev selv skabende. Det er vel også noget. Fra så usselt et sted byggede jeg noget op. Som om det skulle rydde forsiden eller trække tæppet væk under nogen. Med sådan en voldsomhed. Kunsten blev kompromisløs. Det er dens styrke. Jeg har opfundet et erhverv: Mærk, føl, udtryk. Hellere øse ud end brænde inde. Af nødvendighed. Det er sådan, jeg må tænke, at jeg ikke blev til andet end - mig selv. 2.8.22.

Jeg har haft denne følelse af ikke at kunne trække vejret frit. Enten fordi jeg synes, der lugter af røg i min lejlighed, som siver op fra underboen eller fordi det er trykkende i vejret. Derfor åbner jeg vinduer som aldrig før, cykler endda ud i byen fordi det ellers føles klaustrofobisk. Jeg tænker på, om min mor udfører en form for voodoo, for at også jeg skal mærke, hvor svært hun har det (hun får ilt via et apparat). Det har stået på i to-tre dage nu. Jeg får trang efter åbne vidder, frisk blæst, ånde. Også mit spædbarn døde ved ikke længere at kunne trække vejret. Jeg er sikker på, det er en prøvelse. Jeg får lyst til at sprænge det indestængte, give det fri. Oprør, opbrud, bevægelse. Hvis min mor og jeg er forbundet på denne sælsomme måde, at jeg næsten mærker hendes smerte eller besvær på så mange kilometers afstand, ville det ikke undre mig. Dette med vejrtrækningen er bare hendes normal-tilstand. Jeg skal mærke det på egen krop. Som blods-allieret. 1.8.22.

Jeg har gjort to kontroversielle ting. Først skrev jeg til min bror i aftes, at jeg mener, min mor har en depression - trods det, at det altid er vores far, der har stået for den psykiske del. Hun døjer med forskelligt ovenpå blodpropper og taler om dybt eksistentielle ting i hverdagssætninger. Såsom det retfærdige i, at hun skal have det sådan. Jeg skriver i tillid til min bror, men han har endnu ikke svaret. Ydermere har jeg her til morgen rykket for et honorar til min ven, Lars, selvom jeg ikke umiddelbart har noget med skyldneren at gøre til daglig. Men han bliver ved med at sige: "i næste uge overfører jeg", bare uden at gøre det. Og arrangementet løb af stablen d. 18.6. Det er for så vidt slet ikke mit bord, så jeg skriver også, at jeg henvender mig "på eget initiativ". Men det er begge ting, jeg måtte gøre, sige noget, der skulle siges. Jeg kan fint forsvare det over for mig selv. Og over for Gud. Hvem skulle ellers. 31.7.22.

Jeg ser, at det "må" har utallige betydninger. Ved næsten ikke, hvilken betydning, jeg hælder til eller har skrevet teksten mest på baggrund af. Jeg må bære dine byrder - altså er jeg besværet af det? Jeg må bære dine byrder - jeg har altså lov til at bære dem? Jeg må bære dine byrder - det er det, jeg må gøre (for at komme videre)? Jeg synes, melodien er ekstra vellykket og ved ikke, om teksten helt lever op til det. Lå just i min seng og kom i tanker om, hvor mange andre sange, der er lettere meningsløse eller svære at relatere til. Men det er ikke en undskyldning for, at jeg selv må skrive uforløst eller kryptisk. For hvorfor ikke enkelt, så de fleste kan være med? Jeg har begået en sang, et stykke kunst, og det er for de mange. Tillad mig at tvivle over egen formåen. 27.7.22. (Om sangteksten nedenfor)

Jeg må bære dine byrder, mer' fordi jeg selv mangler mening. Lad mig bløde fra dine sår, så jeg mærker, da du kaldte, - på medhør, så jeg ej tog fejl. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen juli 2022. Noden: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/07/Fra-dine-saar-node-m.-tekst-1.pdf 

"Gå du bare foran", sagde jeg til manden i køen. Han havde kun tre æbler. Hvad gør det ved et menneske? Ja, ham her begyndte at stable sin kurv, så rækken af kurve stod mere lige til den næste kunde. Han gengældte det gode, den gode gerning smitter simpelthen. Hvad gør min søster, da hun føler skyld over ikke at have fået endelig resultat af en coronatest, før jeg kommer? Hun tager den kage, der er mest deform, takker mig for alt muligt og giver mig en skilling med hjem for kagen. Man ønsker at gengælde eller gøre godt. Hvad gør jeg efterfølgende? Jeg ringer sammen med min far og siger, han skal sige til min søster i aften, at hun ikke skal have det dårligt over det. Jeg forsøger at udbedre. Vi har alle gæld, som vi ønsker at betale tilbage. Og nogle af os tager flere ting på os, end vi behøvede. Men det er langt bedre end slet ikke at tage noget på sig. At bekende skyld - også den, vi egentlig ikke har - er bedre end at erklære sig for uskyldig. At forsøge at bære - selv den andens byrde - letter. Jeg kan ikke sige det nok gange. 26.7.22.

Jeg skal ikke gøre mig forhåbninger om likes. Om anerkendelse, ros. Statistik bør ikke røre mig. Og notifikationer har det godt nok, uden man noterer sig af dem. Ja, den digitale verden lever af sig selv. Medmindre man åbner for sin forbindelse, sin computer. Det er hver dag vigtige valg: behøver jeg. Facebook kører for sig selv uden min medvirken. Og højst bliver dem skuffede, som troede, de ville mig noget. For de ville bare sig selv. Intet rører mig, når jeg om aftenen sidder med min læsning og forstår noget for første gang. Det er åndelig føde, ja den eneste. Det er det med, at resultatet kan være lige meget. Det er vejen derhen, der er vigtig. Har man opnået det højeste i verden, - er det det laveste for andre. Hvordan vil mit liv se ud, hvis det lykkes? 30 likes? 2? Det er uden betydning og hver gang, jeg scroller ned af siden for at sluge det dramatiske, mister jeg lidt af min værdighed. Også kraft forlader mig. Som Jesus, da han hang på korset, mistede kraft, vekslede han den til en anden kraft. Den forlod hans krop måske, men ikke hans væsen, hans sind, hans sjæl. Jeg noterer mig, at det føles bedst, når nogen kan lide det, man har lagt ud (som jeg gjorde lige før). Hvis de andre ser skævt til mig eller misbilliger noget, jeg har gjort, da falder jeg i agtelse, status, altså er jeg mindre værd? Vi har alle sympati og antipati for noget, det er ikke det, det handler om. Stå frit. Det, der tæller er agtelsen i Guds øjne. Ikke verdens. Tæl ikke dem, der står omkring dig. Vi lærer mest af dem, der gik. 22.7.22.

Interessant: Jeg har fået et 14 karat guld-armbånd af mine forældre (af mærket Bismark) til "en dag, hvor du mangler penge", som de sagde. Min mor havde fået det vurderet i Sønderjylland til omkring 20.000 kr. I dag opsøgte jeg først en, der bare var interesseret i vægten af guld, samt bagefter Bruun Rasmussen auktionshus. Guldet i sig selv var 3900 kr. værd og ved en auktion ville smykket gå for ca. 5000 kr. fik jeg at vide af auktionshuset. Nu ved jeg så ikke, om jeg skal ære kunstneren, altså håndværkeren og satse på, at en aftager en dag vil gå med armbåndet. Eller om jeg skal gå til den forretning, som kun er interesseret i at smelte smykket om. Auktionshuset vil have 15 % vist nok ved et salg. Dermed ku jeg næsten lige så godt bare sælge det hos ham, der smelter det om. - Hvis altså jeg skal tænke på min egen fortjeneste. Jeg kan lige høre min mor sige: "Nej, har du solgt det som guld" med stor ærgrelse. Det var egentlig for at kunne hjælpe min ven med dyrlægeregningen, som han dog nu har fået dækket af forsikringen. Eller for at spæde til ved fremtidige dyrlægeregninger. Hvordan kan en urmager i Sønderjylland vurdere 15.000 kr. forkert? Men altså mit dilemma igen: Jeg er selv kunstner. Er det ikke lidt ærgerligt, hvis smykket aldrig mere bliver brugt men bare smeltet om? Jeg mener; en har brugt kræfter på design osv. Men jeg gør det måske (smelter det om). Nemmest (og hutigst) for mig - som dog ikke mangler penge desperat. Det svarer til, at en ville bruge lærred og maling fra et af mine malerier i stedet for at anerkende motivet og udførelsen. Tænk engang. Det er som at skrotte en hensigt, nogle valg en har taget. Det peger tilbage på mig selv. Godt nok at have afsøgt markedet. Hvem siger, guldet ikke kan blive brugt igen på en endnu flottere måde.. 21.7.22.

Der er denne sangtekst af/med Whitney Houston, "Didn't we almost have it all", der virkelig siger så meget. Jeg nynner den dagligt for mig selv (må naboen også vide), selvom jeg ikke kan teksten helt udenad. Men jeg forstår det fra den, at det er en kvinde, der har kendt ægte kærlighed og som siden faktisk kan leve på den følelse, selvom hun har tabt eller mistet den mand, hun havde så stærke følelser for. Hun er taknemmelig: havde vi ikke næsten det hele. Underforstået: hvordan ku kærlighed være bedre, dybere, mere ægte, end den vi oplevede. Jeg har oplevet følelsen og den fylder mig op, så jeg kan bære de næste års afsavn, fordi den giver mig næring. Jeg har set det, det findes. 20.7.22.

Jeg vil gøre det gode resten af aftenen. Fordi min ven tog endda det på sig, at jeg havde fået adskillige myggestik i hans kolonihave, som om det var hans skyld. Derfor vil jeg ære ham og forsøge at gøre det rene. Spise fornuftigt, ikke skeje ud. Hans sms betyder så meget, at jeg ofte læser den flere gange med et par minutters mellemrum. Som om den rigtig skal virke ind og gå ind og hele noget i mig. Som om han er brødføde. Og den væsentligste kilde, som jeg har. Jeg ser nu, at bekymrer han sig om noget, bekymrer jeg mig også om det samme. Som bærer vi hinandens byrder - sammen. Vores værdier handler nogenlunde om det samme, og flere gange har jeg skrevet mails - f.eks. til boligforeningen for ham, som han bare har kopieret og brugt, som havde han selv formuleret dem. Så meget ligner vi hinanden, at han ville have formuleret de mails nogenlunde som jeg har gjort. Vi kan stå inde for hinanden. Forsvare hinanden, også hinandens eskapader. Det betyder alt i livet at have ham som ven, som jeg har. Også i dag har jeg været rørt over, hvor højt jeg faktisk elsker ham og hunden. Også i dag var der en grund til at leve og være. Den grund, der hedder kærlighed. 19.7.22.

Jeg havde aldrig troet, jeg ville blive 49 år. På grund af min Messias værdighed. De første år troede jeg, jeg ville blive overfaldet og slået ihjel. Som en slags nemesis. Senere, at nogle ville røve mit hus, tage mine vigtigste ejendele - som originalmanuskripter. Senere igen at jeg ville blive drevet til selvmord af en depressiv tilgang til livet. Men jeg er her. Nu står jeg igen skrevet op til en hus, hvor der faktisk er chance for at jeg får det. Og mens jeg tænker på at installere alarm, slår det mig at jeg måske kan hænde at blive gammel. Jeg kan ikke se statistik på skriftet.dk (har ikke kunnet det i et års tid), så min berømmelse/udbredelse eller hvad der måtte være, er jeg uvidende om. Jeg troede, jeg var eet stort drama, men nu er jeg nærmest en søndagsserie. Og hvis du, min læser, en dag vil mig noget, er det måske ikke af det onde. Jeg kan nogle gange få den tanke, at nogen fra vinduerne overfor spionerer mig. Eller at nogen på anden måde holder øje med min færden. Men det er til dels paranoia. Sku jeg da være interessant? I 1999 ville et par medpatienter fotograferes sammen med mig og nogle stjal mit foto. Da var jeg interessant. - Men blandt syge mennesker. Og blandt raske mennesker slår de det hen, at Rie er jo syg, derfor skriver hun så abnorme ting. Jeg har til dels fodret dramaet ved at skrive det frem. Hvordan slå nogen ihjel og så bagefter leve helt almindeligt? Det lader sig ganske givet ikke gøre. Jeg var ikke en del af den statistik, der siger: jamen få du bare et barn til, for det sker aldrig mere en én gang for en mor. Jeg var en del af den statistik, der siger: Aldrig nænner jeg at gøre et andet menneske (eller dyr) fortræd igen. Jeg googler mit eget navn og ser en, der synger salmer. Hvem vil gerne stjæle hendes (original-)node? Siger du, det var løgn? Selvfølgelig var det virkeligt og autentisk og ægte. Og dybfølt. Levet som et brag eller et sammenbrud eller som banebrydende. Jeg forklejner ikke spændvidden eller kvaliteten (af kunsten, der blev resultat). Jeg troede bare ikke, der var et liv for mig. 16.7.22.

Jeg er ved at kaste op over at være så god en datter. Der skriver mine forældre en sms hver tredje dag om mine gøremål og tanker. Har jeg da mistet min brod? Vreden er så god en kraft at skrive på. Nu må jeg bære over med mine forældres tilstand (de er begge alderssvækket), og jeg giver op og giver efter. At min mor ringer tilbage efter hver sms synes jeg (også) er for meget. Men efter få sekunder overgiver jeg mig. Indordner mig. Tør op. Jeg har mistet min brod. Jeg har mistet min vrede. Fra de somre, hvor jeg gik bersærk. Hvor de ikke vidste, hvor jeg var og hvem jeg var sammen med. Hvorfor sku de også det. Er jeg ikke et frit menneske. Er jeg ikke oveni det et sygt menneske, der skejer ud. De er bange for tilbagefald, men det er en form for kontrol; "Hvad skal du så de næste par dage?", kan min mor finde på at spørge. Jeg vil helst have det for mig selv. Jeg har ikke lyst til at betro dem eller indvie dem. Hvem er da min allierede? Det er mit publikum. Og mit eget rum for udfoldelse. Og sjælen - ja, den er fri. Og kunsten er fri. Jeg er højst bange for at blive svækket i ånden og lyde uinspireret og skrive noget ligegyldigt. Det er derfor jeg (selv) siger: Kunsten er svækket. Jeg er en god datter og det piner mig så inderligt. Engang gjorde jeg oprør. Men nu har stormen lagt sig. "Så fik jeg pudset vinduer", som jeg skrev. Det er jo ikke interessant. Jeg er tæmmet, det er hvad jeg er. Og det klæder mig ikke. 13.7.22.

Det kan aldrig være lige meget. At jeg er blevet rask nok til at synge en sang ind, der har ligget klar i en måned. At jeg igen kan smage min mad. At jeg tog på Gallo på et tidspunkt hvor jeg forventede ikke at møde andre. At jeg tog mod til igen at se mig selv i en videooptagelse, trods det at jeg svedte. Tekst og musik er middelgod. Hvorfor overhovedet lægge den ud. Men det kan aldrig være lige meget. Som en overledning til en anden sang, der er bedre, som et springbræt videre. Kan det aldrig være lige meget, at jeg dvælede et øjeblik ved "Inderst som en gnist". Eller at I gjorde. Forenet inspirerer vi hinanden. Du, som jeg forestiller mig stå bag kameraet. En dag kigger jeg dig i øjnene og vil jeg lytte til din sang. Som jeg til stadighed vil forestille mig åbner min dør på klem. At jeg da ser mere. Som et brev, der kommer ind af døren uden afsender. Vil jeg se dig, alligevel. 12.7.22. Hør "Inderst som en gnist" her: 

https://www.youtube.com/watch?v=QMX5VQJ5HAc 

Jeg har det skidt. Jeg tager skylden for selv vejret til grillaftenen i aften. Og nu, hvor hynderne måske er blevet våde af en regnbyge, så er det også min skyld, at jeg ikke sørgede for at tage dem ind i aftes eller bad Lars gøre det. Kan nogen overhovedet lide en salat bestående af majs, ærter og tomater? Det er jo bare at hælde dem op i en skål. Og ja, så er jeg både kasserer og en slags sekretær i Poetklubben. Det vil sige, folk sidder tavst til generalforsamlingen og lytter på mig fremlægge regnskab. Og jeg har sørget for dagsorden. Helt ærligt! Nu skal jeg passe hund allerede tre dage i træk i den kommende uge. Og jeg bekymrer mig om hunden, der skal starte på behandling og om bilen, der skal synes. Det er også omkostningstungt. Det vil sige, jeg har adskillige roller som aftenen skrider frem. Værtinde (da det foregår i Lars' kolonihave), praktisk medlem af bestyrelsen, tage mig af Frida i blandt alle gæsterne (plejer at gå en tur med hende midt på aftenen), være pæn i tøjet. Og ja: hende, som kommer med vejret. Det gør mig bange, at der er så meget ansvar forbundet med en ellers glædelig sammenkomst. De folk, der kommer, gider jeg gerne. Jeg har også stadigvæk sygdom i kroppen (lige taget panodiler), hedeture (overgangsalder), plus at jeg blev i tvivl, om jeg havde taget min medicin her til morgen, hvorfor jeg for en sikkerheds skyld har taget en ekstra pille. Jeg har brug for backup - for at sige det mildt. Det nytter ikke, at medicinen svigter eller kræfterne svinder. Jeg må heller ikke så gerne hidse mig op eller begynde at græde (tanken har strejfet mig, at det måske sker). Hvis der skal komme regnskabsgloser ud af min mund, så vil jeg hente styrke fra tidligere, hvor jeg har fremlagt noget. Problemet er bare, at gennem hele gymnasietiden var det et problem for mig. Jeg vil lade som om, jeg fremfører en sang, tror jeg. Og kigge på en, jeg er tryg ved. Hvordan fanden er jeg blevet så vigtig i Poetklubben? (også min bankkonto, vi bruger til foreningens økonomi). Og skal jeg se det som et gode? Kære, kære Gud. Alle disse ting er jeg nervøs for, som skal hænde. Noget beder jeg dig forhindre sker, mens andet beder jeg dig bestyrke kraften af. Stå mig derfor bi, inderst som yderst. 9.7.22.

Forlaget mellemgaard har på Facebook postet lidt forslag til ferielæsning, hvoriblandt min bog, "Konsekvens" er afbildet/nævnt. Jeg gør ingenting. Man får ingen opgørelse over solgte bøger (altså må de mene, der ingen er solgt i løbet af året), og man ved reelt ikke, hvor mange de har trykt. De kommunikerer overhovedet ikke. Og man skal betale næsten fuld pris for sine egne bøger. Det var selvfølgelig bedre end at mine bøger var udkommet på Forlaget Gallo (som jeg først sendte til), da det viste sig, de måtte lukke ned bare et års tid efter min første bog udkom. Men kulturen er på en måde syg. Mellemgaard udgiver alt - hvad som helst. Det er godt for menig mand, der har en historie på hjerte. Og det var på en måde godt for mig. Men det formelle med lancering og videre forløb er man som forfatter ikke en del af. Jeg håber, de får nogle klagesager og at udgivelsesprocessen fremover bliver ændret for de næste. 7.7.22.

Ting, der har moret mig for tiden. Min tandlæge, der fløjtede, mens han undersøgte mig. Jeg mener: hvad fløjtede han for en melodi? Buschaufføren, der i dag kiggede nøje på en passagers pas og telefon, fordi passageren fejlagtigt troede, han skulle gå ind foran og vise sin billet, altså ikke kendte til selvbilletteringen i bussen. Chaufføren opgav simpelthen at forklare ham, han ikke behøvede og spillede rollen fuldt ud som den magthavende instans. Fjernsynsprogrammet, "Nul stjerner", hvor de to mænd bl.a. står klar på deres hotel til at tage en tur i swimmingpoolen, der viser sig at være et beskidt vandhul. Ekspedienten - en helt ung fyr - i "Bog og Idé", der forleden anbefalede mig at gå i en anden konkret forretning med flere kontorartikler fremfor at jeg købte dem af ham (ha ha). Mig, der for tiden ikke selv kan lugte, om jeg lugter dårligt eller godt nok pga. forkølelse. Er det så min skyld?, mener jeg. 5.7.22.

Som jeg sagde til en ven i går: Når man bliver rørt over noget, så kan man regne med, det er den ægte vare. Det være sig - for mit vedkommende - mindet af Chris Anker Sørensen til cykelløbet eller nu, hvor der har fundet et skyderi sted i "Field's". Sidder man og oplever sig selv pludselig græde eller bliver følelsesladet, ja så er det fordi man er fyldt af noget. Og man kan stole på, at ens følelsesapparat er i fuld beredskab og på plads. Tårer er ikke bare for sjov eller noget, man filmer sig til. Så derfor: mens jeg lå i min seng til et hvil, dømte jeg min veninde for at have stavet "terrasse" helt forkert, men efter et par sekunder begyndte jeg at græde over det. Det var (slet) ikke det, jeg ville hende. Og hvor latterlig en ting at hænge sig i. Man kan begræde at have gjort andre ondt eller bare at have haft tanken om at gøre det. Eller nu, hvor det onde er sket, som i storcentret i København, får man ondt af de pårørende og dem, der nu må leve videre traumatiseret. Jeg har tændt for Nyhederne tre gange på en time, slukket ret hurtigt igen. Og føler mig som draget af det dramatiske. Men det er ikke hele historien. Der er tab forbundet med angrebet og nogen udtaler sig som øjenvidner, som aldrig før har været på tv. Og pludselig sidder man på første parket og bliver selv et slags vidne. Og journalisterne dækker ikke nødvendigvis begivenheden for at puste en sag op, for den er allerede stor nok i sig selv, som det den er. Og det udvikler sig til at være en tragedie. Noget, der er sket i det virkelige liv, hvor nogle lider tab og mister derved. Og i morgen er helt anderledes, fordi den kære måske ikke længere er her. Men man kan stole på sin tåre. Den titter ikke bare frem uden afsender eller modtager. Den er kaldet og tiltrængt. Og den vil fortælle dig noget. Du er ikke bare hård eller lukket inde i dig selv. Verden rører dig, ja næsten som ved en aen på din skulder. Du er medvirkende, også til at skrive historien. Hvordan det hændte fortælles videre. Du reagerer umiddelbart og uden forbehold. Hvis det havde været dig.. Din bror. We shall overcome. 3.7.22.

Jeg er simpelthen æterisk, luftig. Uden for kategori (apropos Tour de France). Jeg har aldrig skrevet en afhandling, hvor man ku hænge mig op på kildemateriale eller baggrundsviden. Jeg har aldrig skullet tilbagevise, bevise eller argumentere over for en bedømmende instans. Da der var udsigt til at lave opgave bare på musik som enkeltfag, måtte jeg jo trække mig; hvordan skrive den første sætning? Så jeg svæver sådan et sted. Uforklarligt. Derfor kan jeg tillade mig at skrive hvad som helst - med dækning. Jeg skal ikke leve op til noget manifest, et fagblad, en indholdsfortegnelse. Jeg er selv skaber. Det stiller mig frit, men også som en, der er nem at have ondt af eller se med forbehold på. For hvad med belæg? Hvad har hun at have det i? Hvem tjener hun? Jeg tjener i hvert fald ikke to Herrer. Og jeg er ikke kommet af jord, som ikke også andre har betrådt eller er kendt med. I det hele taget kan andre lære mig det faglige, hvor jeg kan lære dem det menneskelige. Og jeg ved ikke, hvorfor vi er sådanne to størrelser op imod hinanden. Det var bare det, jeg ville sige. Jeg vil gerne være til undren, mere fordi så ku snakken gå om noget. Der skulle ikke så gerne bare være tavst bagefter (ha ha).  1.7.22.

Det var ikke særligt godt skrevet. Det var ikke skrevet med overbevisning og flere gange næsten modsagde jeg mig selv. Folk ønsker mig "God bedring" på Facebook, men det var slet ikke det, jeg ville opnå. Jeg ville sætte fokus på en alternativ betragtning af lyst, behov, nydelse. Og ikke mindst på at kroppen eller mennesket søger det gode af sig selv. Kroppen vælger selv den sunde mad. Og jeg kender madens kvalitet, selvom jeg ikke umiddelbart kan smage den. Fordi jeg ved. Og fordi jeg fornemmer, sanser på en anden måde. Jeg tager måltidet ind på en anden måde. Og sådan ku det være med andre ting i livet - sex..? Man finder en måde, og ens behov ændrer sig. Også ens fokus på, hvad der vigtigt. Selvom jeg ikke kunne smage øllet fuldt ud, nød jeg alligevel andre egenskaber ved den. Tænk, at de skriver: God bedring (henvendt til min forkølelse). Jeg har det jo godt. 1.7.22. (Om stykket nedenfor)

Jeg synes, det er tankevækkende: Jeg drikker en øl ovenpå en gåtur, men på grund af min forkølelse kan jeg faktisk ikke smage den. Jeg nyder dens kølighed og dens brus og dens virkning. Jeg hælder franske kartofler op i en lille skål, velvidende at jeg nok ikke kan nyde dem, som jeg plejer. Jeg spiser dem, fordi jeg altid efter motion (i dag en gåtur i skoven) har lyst til/brug for noget salt. Jeg nyder den smule salt, jeg kan smage eller mærke. Hvor er det underligt, at vi mennesker har fornemmelse for, hvad vores krop behøver. Selvfølgelig har jeg ikke - her mens jeg har været syg - købt flødekager og smæsket mig med det. Først og fremmest fordi jeg ikke ville nyde smagen eller fedmen, men også fordi: hvorfor tilbyde min krop, der skal komme sig over sygdom, noget så kalorieholdigt og unyttigt? Jeg spiste endda hos en ven i aftes, som havde lavet lækker kylling. Jeg ku smage, at de tomater, han serverede var ekstra gode, men ikke som sådan smage smagen af tomater. Jeg ku smage kvaliteten af maden, som en form for fornemmelse. Som om jeg vidste, jeg tilførte min krop noget godt eller rigtigt. Men hvad er rigtigt? En håndlæser sagde engang: "Ja, selv mus i forsøg søger den næringsrige mad og ikke den usunde, helt naturligt". Jeg har tænkt på det mange gange. Fordi også jeg engang imellem falder i og spiser med følelserne. Havarti-ost f.eks. På tidspunkter, hvor jeg slet ikke har brug for det. Som en slags forkælelse, som bare hævner sig på vægten dagen efter. Jeg er ikke i problem-gruppen eller hvad vi skal kalde det. Simpelthen fordi jeg godt kan lide at motionere. Men her - ramt af sygdom (smagsløgene) er det alligevel pudsigt, at jeg vælger at drikke en øl og spise chips med minimal nydelse. Det er kroppens sprog, jeg adlyder. Men generelt har jeg tabt mig lidt i de her dage, fordi jeg fravælger fed mad. Du kan sige, hvad du vil, men der er andre lovmæssigheder på spil. Og nu kender jeg igen det naturlige udtryk. Jeg gik i skoven, trods det at det det meste af vejen var med høj hosten midt på stien. Fordi jeg ved, at motion vil gøre mig godt. Jeg gør det gode - med vilje. Var det da "dårligt" at spise chips? Sundhedsfagligt ku det vel forsvares, idet jeg lige havde forbrændt. Men det, der interesserer mig, er den alternative form for nydelse. Øllen, der er kold og læskende, chipsene der er salte. Jeg troede ikke, kroppen havde så tydeligt et sprog. Nu ved jeg mere om det naturliges kvalitet. 30.6.22. (Hunden har for øvrigt ikke kræft og skal ikke dø)

Jeg har været uforsigtig. Jeg har svedt - ekstra pga. overgangsalderen og pga. øgede temperaturer udenfor, så jeg har gået med bare arme i en top, hvor andre var pakket ind i en jakke. For jeg følte mig fri til det. Nu døjer jeg så med en lammende forkølelse, også fordi jeg faktisk ikke har været syg i to et halvt år. Det føles som at have en dyne henover. Så uproduktiv og indskrænket mine muligheder er. En sagde i sjov, at min sangstemme måske herefter bliver dybere. Han har ret. Jeg har satset - taget trøjer af - i tillid. Men Gud gengældte med et: Nej, den går altså ikke denne gang. Eller også er jeg bare blevet smittet af min ven. Tager en negativ selv-test hver morgen. Er bare slået ud af almindelig snot og host. Men det har sat mig ud. Min hverdag er forandret, ligesom da mine dankortoplysninger blev stjålet. Det sætter én ud. Man kan ikke alle ting, som før. Og det er sundt. Jeg tror faktisk, hunden ku lugte sygdom omkring mig i dag. Og det var netop den, jeg ville skrive om. Den er sat ud, begrænset i hvad den kan. Måske er det kræft. Den har levet fuldt ud, ikke at jeg har spurgt den. Det er mig, der kommer til at være der ved afskeden. Det er ikke min afsked og ikke min hund, men jeg vil være der. Den har været her i tillid. Til at det kunne den også opleve og gøre. Men nu har den angiveligt smerter. Den har været som en læremester. Om alle mulige af livets emner og ting. Talte - bagtalte - jeg blev det straks påtalt. Du har været her, Frida, med sådan en kraft. At dit væsen sidder i mig længe efter, vi har skiltes. Du har præget mig, dannet mig. Jeg har altid bedt en bøn, før jeg skulle passe dig: Intet i hele verden måtte ske dig. Nu er det alligevel sket. Vi kan ikke pakke os ind og tro, vi går fri. Jeg vil hellere blotte mig og risikere noget. Hvis jeg ikke gør forsømmer jeg det vigtigste, hunden har lært mig. Min aen og mit strøg skal være ægte. Og det skal meddeles. Det skal ikke holdes tilbage. Hvor meget er du ikke en iver ud i verden, Frida. Et kæmpe: Lev og befri livet! 28.6.22.

Jeg kunne ikke være blevet statsminister eller bare tv-vant. Jeg sveder mit tøj igennem bare jeg skal gå hjem fra Løvbjerg. Også Inger Støjberg sad i sådan en fin, lyseblå skjorte ved sit pressemøde udenfor. Det var aldrig gået med mig. Jeg er den allersidste i rækken af dem, der har starquality. Fandeme om det ikke vender indad hos mig. Udenpå er jeg ikke særligt værd. Andre sveder ved anstrengelse, mens jeg gør det af natur eller så selvfølgeligt. Som da min bror sagde til sin søn ved mine forældres diamantbryllup: "Se, jeg kan svede helt uden at lave noget". Hans hvide skjorte var helt gennemblødt. Og jeg tænker selv over, hvad for noget tøj jeg bærer offentligt. Det bliver pinligt og man skammer sig. Så der er simpelthen en del af én, man ikke ønsker andre skal opdage eller vide noget om. Jeg ser, at hvis det var en (dårlig) egenskab, var det værre. Dette er et fysisk/kropsligt fænomen. Men en given kæreste vil jo tænke: ak, ak. Det er noget, der ligger til min familie, ved jeg. Altså er jeg født sådan og som sådan uden skyld i det. Er begyndt at spise Salvie-urte-piller. Og en dag vil jeg forhåbentligt se tilbage på overgangsalderen som et onde, der er (vel-)overstået. Der er altså dele af mig, som jeg foretrækker at holde for mig selv. Men i stedet for kan alle se det - udenpå min trøje! Jeg kan umuligt skjule det. Tænk, hvis det i stedet var et mord, som jeg skjulte, eller en kedelig tilbøjelighed. Men nu er det altså - sved. Egentlig rimelig harmløst. Jeg skriver jo også om det for at komme det til livs eller belyse det som emne. Jeg ser ud ligesom "Aarhus-pigen" - skulpturen af Kai Nielsen. Sparsomme bryster, tykke, muskuløse ben. Men jeg er ikke den. Jeg er heller ikke min sved, men den er en del af mig. Noget, som jeg udskiller. Fordi min krop føler for det. Altså føjer jeg bare en drift, en mekanisme der renser. Altså er den en hjælp til transformation. Nu bliver den en kvalitet. Højnet af mit øje, der ser dybere ind. Altså bør jeg ikke skamme mig over at have evnen til at afgive, give afkald på. Og læner mig op af søndagens tekst. Noget forlader min krop, bliver udstødt. Fuldt af salt. 26.6.22.

Jeg sørgede for, at samtalen ikke endte der. Hvor jeg havde sagt, at hunden er syg. "Skal den så opereres igen?", spurgte min søster tilbage. "Det er muligvis kræft", fik jeg sagt. Jeg snakkede videre om, at der bliver lavet en udsendelse om Lars og Poetklubben, for at bringe emnet ind på noget opløftende. Hun fangede den. Man vil tit huske, det sidste man fik talt om. Og det skulle ikke være hunden. Men det var derfor, jeg ringede. Min søster holder så meget af hunden, som flere gange har været med på besøg hos hende. Man skal altid huske at fortælle min søster ting med nænsomhed, for ellers bliver det forstørret op og kan sætte sig som bekymring. Ja, i det hele taget skal man huske på, hvem man taler til og hvordan. Folk vil reagere fuldstændig forskelligt på den samme nyhed. "Døden er ikke det sidste, der er at sige", som de så tit sagde ved bisættelserne, da jeg sang som kirkesanger. Og rigtigt nok: Frida dør aldrig. Og hendes ånd har allerede siden vi fik nyheden om den mulige kræft formået at opmuntre og frisætte. "Lev videre" er det som om, hun siger. Ligefrem så jeg er gået ud af huset i et ærinde på den baggrund. Vi skal dele både sorger og glæder med hinanden, og vi skal gøre det passende, i mængder vi kan kapere. I en bestemt rækkefølge og fulgt af en bestemt stemmeføring. Det er ikke lige meget. Så derfor: Frida er syg, men vil altid leve hos os. Det kan ikke være anderledes. 23.6.22.

Læreren på Gallo skolen afviste, at jeg ku øve sang. Hun skulle forberede sit mosaikkursus til i morgen. Nå. Jeg går og bliver lidt ked af det. Ku hun have sagt et eller andet som: men i morgen aften er her ledigt, eller: jeg går om en times tid. Jeg gik bare. Satte mig for at vente på 17'eren, som dog først kom 20 minutter senere. En mand kom. Han var mørk i ansigtet, men det så underligt påmalet ud. Faktisk mødte jeg ikke hans blik før langt senere. Han var ikke bare mørk i ansigtet, han var mørket personificeret. Og jeg så en kamp om ånd udspille sig. Det var som om, han søgte kontakten, betragtede mig. Jeg kiggede mest til den helt anden side. Og holdt stand. Skjulte min telefon, når jeg brugte den. Var i det hele taget yderst skeptisk. Men man skal jo også tage sin intuition alvorligt, fordi man skal væbne sig imod trusler. En frygt kan jo være velbegrundet. Jeg følte mig utrolig stærk - i min kraft. Afviste totalt hvad han måtte ville mig eller hvad han forsøgte at rette imod mig. Endelig blev klokken bustid, men jeg tjekkede for en sikkerheds skyld, om den var på vej (midttrafik live). Og jeg kunne overhovedet ikke se bussen i den retning figurere på kortet nogen steder. Jeg kiggede en ekstra gang, men nej. Jeg tog konsekvensen, rejste mig og gik. Manden kiggede undrende, da jeg rejste mig. Jeg ku godt have indvilget ham i min mistanke om udfald på rute 17. Men jeg gik bare. På min vej op imod 1A på Grenåvej passerede bus 17 mig aldrig - en gåtur på 25 minutter. Altså var min forudsigelse rigtig nok. Jeg havde aldrig troet at midttrafik live skulle være mig til nytte som det, den er udviklet til at være. Var det ikke køligt eller ondsindet ikke at sige noget til manden? Jeg gik. Hørte I: Jeg gik bare. 19.6.22.

En ven. Han har drømt om mig. Skrev midt om natten, om vi ikke snart skulle ses (igen). Efter ikke at have haft noget med hinanden at gøre i 20 år. Jeg ved næsten ikke. Jeg siger, han kan foreslå noget, da det sikkert er ham, der er mest travl. Han foreslår i morgen. Han er gift, så det er ikke sådan at forstå. "Let mad og en gåtur på havnen", jeg ved næsten ikke. Hvorfor egentlig nu. Det virker desperat. Jeg ses ikke med nogen til "let mad og gåtur på havnen", da det er mig helt fremmed. Jeg er helt fremmed over for ham. Det er ham, som hjalp mig, da jeg havde Nikolas. Vi har en historie sammen. Og nu brygger han videre på den. I morgen, det kan jeg slet ikke. Jeg mangler at motionere og øve sang. Og hvorfor ikke først om nogle dage. Jeg spørger universet, hvordan jeg skal være tryg i det. Jeg har lov at sige, det er for forhastet med i morgen. Hvad vil han mig? Jeg drømmer også indimellem om faren til mit barn, hvor jeg næste dag har inderligt lyst til at møde ham (igen). Men jeg forfølger det ikke (er afprøvet). Nu skal jeg leve op til nogens drøm. Og det er slet ikke min metier. Jo, der knyttes også bånd om natten, så man helt kan have ændret holdning til et menneske når man vågner. Jeg spørger bare: hvad er meningen. Ingen svarer. 19.6.22.

Det var en blanding. Den forkerte blanding. Jeg var træt og fulgtes med en med-bruger af Gallo skolen. Havde lige optrådt, var ikke i tvivl om salmen var god nok til fællessang, men i tvivl om min attitude, da jeg præsenterede den. Følte mig meget alene. Fulgtes derefter med en i bussen, der ret hurtigt brugte ordet "Skizofreni", mens vi sad blandt andre buspassagerer. Jeg blev underlig flov på vores vegne, så jeg responderede sparsomt på det meste. Det observerede en medpassager, som dømte mig utrolig hårdt. Han afslørede, at jeg gav utroligt lidt tilbage, til en som jeg egentlig i andre sammenhænge en helt anden dag gerne vil. Jeg blev vurderet og det skete prompte. Men han kender mig ikke. Han så ikke, at jeg ikke formåede at agere ven eller veninde, fordi jeg tog et hensyn til de andre i bussen. Eller hensyn til mig selv og hvor bramfri, jeg synes jeg kunne være. Havde jeg sagt ved klaveret: "jeg er lidt usikker på, hvad jeg skal sige". Men da håber man bare på, at salmen taler for sig selv, og jeg sang den udmærket. For så meget andet, der kunne være blevet sagt. Men det sagte fik vægt, fremfor det, der forblev i tavshed. Måske skulle det have været lige omvendt. Måske ved hun nu, hvad jeg sloges med, denne psykiatri-bruger. Men måske gør hun ikke og der skal forklaring til. Ja, det var sådan, at jeg endda for lidt siden overvejede at sende hende et brev. For at undskylde og åbne op eller skabe forståelse. Det var jo ikke, at jeg ikke ville dig, jeg ville dig bare ikke i en bus. Men hvorfor ikke? Jeg synes, man skal tage hensyn til sine medpassagerer, men jeg skulle have taget hensyn til hende, at hun havde brug for at snakke. Men jeg kunne bare ikke. Nu tror hun, jeg er følelseskold og afmålt, nærig. At mit farvel blev rungende intetsigende, som noget med: "Tak for snakken, vi ses". Jeg skulle ud af hans synsfelt, ud af hans dom. Men da jeg i Løvbjerg tog fiskefrikadeller, der havde udløbsdato først om to dage i stedet for allerede i morgen, følte jeg igen skyld. Hvem køber så de andre, der skal spises snart? Jeg ser, jeg - igen - er afhængig af Gud. Hans blik, hans dom og hans vejledning. Ikke menneskers dom, men hans. Kunne jeg bare leve af hans brød som hans ord. 17.6.22.

Jeg er bange. Skønt jeg ikke skal dø eller kender nogen, der skal dø eller som er i fare. Jeg er bange - af natur. Nu, hvor jeg har modtaget mit nye dankort med posten er jeg bange for at klippe det nye kort over i stedet for det gamle. Skønt det ene ligger roligt og sikkert på det ene bord og det andet på det andet. Jeg er bange for at fejle, så grelt at det har konsekvenser. Store konsekvenser. Tænk, hvis de rette ikke får pengene. Mit rejsekort skal opdateres med nyt betalingskort og pludselig tvinger det mig til at få Nemid - nøgleApp på min telefon, selvom jeg hidtil har klaret mig fint uden. Jeg er afhængig af at kunne tage bussen og det ligger mig meget på sinde. Det er det, når ting er betydningsbærende, at man er bange for at de ting skal lide skade på nogen måde. Gå i stykker eller gå forkert. Et dankort har kickstartet min dag og det er yderst foruroligende. Instanser, der beder mig om det eller det. Som om jeg kan mistænkes for noget. Til min egen sikkerhed, vil de argumentere med. Jeg finder på egen hånd ud af noget, men vil egentlig helst at en tog mig i hånden og vi ku gå sammen. Men "Alt står i Guds faderhånd", om ikke andet så har Han set mig. 17.6.22.

Det bliver et helvede. Men det bliver mit helvede. Jeg kommer til at svede, får ondt i armene, jeg vil synes, hækken er helt uoverstigelig og tænke: hvorfor gør en havemand ikke mit arbejde. Men jeg gør det alligevel. Cykler med den elektriske hækkeklipper bag på cyklen. Klæder mig i tøj, der ikke strammer nogen steder. Vejret bliver tørt og fint. Og boligforeningen forventer, hækken bliver klippet, gerne inden Skt. Hans. Der er ikke så meget negativt mere at sige. Dagens motion, men også årets bedrift. Bagefter venter hækken i kolonihaven. Sig ikke, jeg er ude af drift. Sig hellere, at jeg melder mig ind i kampen. Jeg vil bande og beklage mig. Folk vil gå forbi og tænke: hvordan skal hun klare hækkens højde alene. Men jeg vil stille mig på stigen og række mig så langt jeg kan. Og jeg har prøvet det før. Insekter fra bladene vil genere mig og høfeberen vil måske blusse op. Når jeg cykler derfra er jeg kun nået halvvejs og mit tøj vil være gennemblødt på vejen hjem. Golgata eller lignende er det jo ikke. Det er mere som at vågne op til et vækkeur, der ikke lige lader sig slukke. Alarmen over at holde hækkeklipperen sikkert. Men Du vil være der. 14.6.22.

Med Din fred, Dine skridt til en ny dag, fyldt af Dit ord. Næsten som var vinden fri. Download noden her: https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/06/Naesten-som-var-vinden-fri-node-m.-tekst.pdf 

Det er ikke mig. Det er muligvis dig, men det er ikke mig. Der betaler kontingent til Gallo-undervisning for sent eller slet ikke. Lige fået en påmindelse. Medmindre jeg er manisk og forgælder mig til op over begge ører. Jeg hæger om ordentlighed i en sjælden grad. Ja, sådan at laver buschaufføren en fejl, overvejer jeg at sætte mig op på forreste sæde og kigge strengt på ham. Så det er ikke (aldrig) mig. 13.6.22.

Vi må have tillid. For fanden, min ven har tabt sin pung og en fra Fåborg ringer, at han har fundet den (været til Thomas Helmig-koncert i Aarhus). Han vil sende den: skal det være som anbefalet brev, med forsikring, almindelig forsendelse? Vi må have tillid til, at pungen når frem. Hvor mange pakker forsvinder egentlig ud i det blå? Jeg kan se, dem der opsnappede mine kortoplysninger har forsøgt at handle med det kort, som jeg nu har spærret. Idet man får notifikationer fra Nets om at godkende betaling. Fandeme om forbrydelsen så ikke er reel. De har virkelig de hemmelige tre cifre på bagsiden af dankortet og forsøger at udnytte det. Jeg kan se, hvem pengene skal overføres til, dem de vil handle med. Jeg får en sms og ved, at bagmænd bag vil mig noget ondt. Men vi må have tillid. Jeg ser et lys fra et skråvindue i den bygning over for den, jeg selv befinder mig i, så jeg stirrer lidt ekstra og ser en person fjerne sig fra vinduet. Men vi må have tillid. Jeg overhører min nabo ringe til en ven og sige, "der kommer ikke en skid i fjernsynet" og det ender med, at de laver en aftale. Hvis jeg boede i mit eget hus havde jeg ikke fået disse sociale ting med. Alligevel tjekker jeg hver dag min venteliste-position. Jeg har forhåbninger for fremtiden. Jeg cykler uden lyst til min vens lejlighed, hvor jeg gør lidt rent og ordner. Jeg bliver svedig af motionen samtidig med, jeg føler, jeg gør gavn. En helt anden dag vil det kunne måles og ses, at jeg har været der rettidigt, hvis min ven lejer ud. Jeg har klaret mig med kontanter, som jeg har bedt en ven hæve til mig. Hvis jeg altid hævede fysiske penge og brugte af dem, ville jeg givetvis spare en del. Det er en undtagelsestilstand, før mit nye dankort kommer med posten, og jeg kan hverken købe eller sælge sko på de platforme, jeg ellers er vant til. Jeg ser det klart som et opråb, at Gud har sat mig i den her position. Men i fredags bar jeg et par af de sandaler, jeg har handlet mig til, og over for en ven fra livsfilosofi-holdet - som jeg holder meget af (P.G.) skammede jeg mig overhovedet ikke over, at han kunne betragte mine (brede) fødder tæt på. Altså har handlen været til nytte eller lykke. Men altså er han også en ven, jeg er tryg ved og tør vise mig over for. Jeg er offentlig og det har en pris. Hvis jeg valgte ikke at vise min kunst frem overhovedet ville jeg aldrig opnå et møde og en reaktion. Det er vigtigt for mig at opnå kontakten. Jeg kan vælge - med overskud - hvor og hvad, jeg lægger ud. Men jeg kan aldrig, aldrig kende min læsers inderste modtagelse. Det kan kun Gud. 12.6.22.

Jeg har været ved at blive snydt. Via et betalingslink på den blå avis. Jeg nåede at spærre mit kort inden for 20 - 25 minutter efter jeg anede uråd. Var vildt konfus over for bankens mand i telefonen, ja lettere chokeret. Spurgte, om samtalen blev optaget som bekræftelse. "Hvad mener du med bekræftelse?", spurgte han flere gange i mobilbanken. Men han havde lige lovet mig at sende et nyt kort - gratis. Hvem husker det i morgen?, tænkte jeg bare. Jeg har virkelig brændt nallerne så meget, at jeg helt har opgivet at sætte de støvler til salg. Ja, jeg er helt måbende over, at jeg i det hele taget har klaret mig i dette salgsunivers så længe, uden før at være blevet snydt. Bare ved at kigge på de sko, jeg hentede på posthuset i dag: altså er alting jo ikke gået galt. De står i deres fulde statur midt i min stue, ikke hvirvlet ind i svindel. Jeg havde tillid - det var det, jeg havde. Lidt for meget. I Mobilbanken sagde jeg, at det drejede sig om "Vejledning" til den automatiske mandestemme, der spørger, hvad henvendelsen drejer sig om. Bare for at komme igennem. Da jeg sagde "spærring af kort" blev jeg overladt til mig selv og et link via sms. Endelig loggede jeg på på min computer og fik selv spærret. Intet søgefelt på Nordeas netbank, hvor jeg kunne have søgt på "Spærring af kort", jeg måtte selv finde det rette sted. Nu sender han mig et nyt kort inden for en uge. Jeg har 150 kr. i min pung og skal til at lave alle mulige automatiske betalingsaftaler om, når jeg får det nye kort. Tre år, før det gamle kort egentlig udløb. Jeg er simpelthen blevet bange. Hvorfor tale om "bekræftelse" over for sin bankrådgiver, men jeg syntes, vi havde snakket om tilstrækkeligt vigtige ting, ligesom. Jeg ville gerne have hans ord for, at jeg havde ringet - rettidigt, eller med mistanke, hvis min konto nu er lænset i morgen. At nogen vidste, jeg havde handlet eller råbt op. Der, hvor jeg havde tillid til en køber på den blå avis, havde jeg nu pludselig ikke tillid til ham fra banken. Eller jeg ville sikre mig bedst muligt. Hele verden skal vide, der er fælder på nettet. Her var jeg så gladelig i gang med en udveksling af varer, transaktioner der nogle gange er heldige, andre gange ikke så heldige. Ting sætter man til salg igen næste dag, hvis det ikke lige passer en. Så stor en forskrækkelse har jeg da fået, at jeg næsten ikke turde gengive det her. Jeg har ikke sagt det til min ven endnu, som nok kommer til at låne mig penge. Mange ting bekymrer mig, men flere ting tænker jeg også rationelt omkring. Hvorfor fanden skulle jeg oplyse mine kortoplysninger, da jeg skulle modtage penge, men det gjorde jeg altså dumt nok. "Aldrig prøvet det her før", skrev jeg godtroende, næsten som skulle svindlerne lige have lidt tålmodighed med mig. Nu er jeg et offer. Aldrig mere gør jeg noget så letsindigt. Ligesom da jeg havde indbrud på Trillegårdsvej - det kom fuldstændig bag på mig, at det kunne ske. Vi kan ikke sikre os mod alt i denne verden. Men vi kan tage ved lære. Det er også det ypperste formål med at være her, at vi erfarer, gør nogle slutninger, går videre. 10.6.22.

Jeg sover med det på, har jeg besluttet. Armbåndet fra Skør rock festivalen. Som om, vi ikke har længtes så meget efter igen at kunne afholde og deltage. Som om alt ikke blev indfriet. Det var min frygt, at jeg ikke kunne levere. At poste noget og puste mig op, som noget jeg slet ikke var. Men jeg var det. Jeg var sanger, komponist, udøvende. Samtidig en ven og en søster. For min søster kom faktisk. Og en havde taget turen helt fra Odense, efter jeg havde delt begivenheden på Facebook. Jeg gik fra den store scene for ikke at råbe min stemme træt. Ind for at få mig en kop te i rolige omgivelser. Jeg tog nogle halstabletter for at gøre min stemme smidig. Men jeg vidste ærligt talt ikke, hvordan formen var. Ikke før jeg sad der, foran el-klaveret. Jeg kendte lydmanden, fordi vi begge engang boede i samme område. Og jeg sang med et ansigt fuld af fryd. Så at jeg gav ordene form og mening. Jeg var der bare i aften. Det var al forberedelse værd. Tak, Nikolas, hvis det var dig. 9.6.22.

Så skal jeg leve op til det. Alle de støtte-tilkendegivelser og hjerter. Og mine egne hjerter tilbage. Ømhed fra omverdenen, ku man kalde det, efter at have postet indlægget om Skør med rock på Facebook. Sang middelmådigt til øvningen i går. Og jeg kan hænde at have spist eller sovet for lidt. Eller værst af alt: jeg kan hænde ikke at have fat i kærligheden, imens jeg optræder. Kærligheden åbner mig op, men hvad hvis jeg ikke vil publikum noget? Selvom jeg ville dem i går med mit indlæg. Hvad hvis de folk faktisk kommer! Så skal vi udveksle og jeg skal fysisk og i den virkelige verden vise, jeg er autentisk, at mine ord faktisk bunder i noget. Jeg er ikke tilsyneladende en kanal, hvor kraften strømmer igennem, jeg er den fuldt ud. Shit mand, jeg tøvede med at gøre opmærksom på min optræden. Det ku jo bagefter være svært at indfri. Nu er det en ny dag før i morgen, og der venter helt andre gøremål, tøjvask, en tur i svømmehallen med en ven. Jeg er både almindelig og lidt til en side. Og lidt til bagsiden. 8.6.22.

Skør med rock er noget helt specielt. Det samler sindslidende fra hele landet omkring udøvelsen af musik. På tværs af alder, smag. En gang om året et eller andet sted i landet samler man mod til at optræde. Og bliver hørt foran et publikum, der dømmer blidt. Jeg tog selv mod til mig første gang i 2005, hvor det afholdtes på Kragelundværestedet (som i år). Melodier, jeg havde lavet i enerum, fik nu et andet rum, et helt andet liv. Jeg mødte ved den lejlighed et par medpatienter fra min indlæggelse i Haderslev (1993) - og vi græd. Jeg spiller i år kl. 19.30 på torsdag d. 9. Der ville min søn for øvrigt være fyldt 30 år. Jeg synger salmer med tekst af Lars og melodi af mig selv. Dybrovej 21, Højbjerg. Velkommen.

Jeg har oplevet, at en bodycreme, der skulle virke imod tør hud, faktisk fugtiggør min hud tilfreds-stillende. Og den hælkur, jeg har købt til mine fødder, plejer dem med fordel. Det, varen giver sig ud for at være, svarer faktisk til det, den er. Det er selvfølgelig mit håb, at det gør sig gældende på flere livsområder. At der så at sige er overensstemmelse mellem det, vi siger og det, vi er. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at være autentisk eller virkelighedstro. Tænk, hvis vi bare var noget tilsyneladende. Ja, det kræver en del tro eller forestillingsevne at holde sig til bibelske skriftsteder eller andre vismænds forudsigelser. Men der må vi bygge bro. Det nytter ikke noget at mis-tro eller slet ikke tro på noget. Vi er her ikke forgæves. Jeg tør vædde med, at den portvin, jeg drikker, som reklamerer med at være "organisk" faktisk også er det. Hvis ikke, jeg tror varens indhold svarer til det, der står i deklarationen, hvor er vi så henne. Sund skepsis er fint nok, jeg mener der findes jo svindlere. Men overalt må se ind bagved. Bevæggrunde, motiv. Det kan jo være, de er svindlere - af nød. Vi må bære over med dem, der ikke fuldt ud lever efter det fælles bedste. Da må vi andre leve det for dem. Jeg siger jo, vi er helte. Ved siden af helte. 5.6.22.

Jeg tænker på, om der tidligere i mit liv var nogen, der ku have sagt: "Kom, jeg følger dig til toget". Særligt da jeg var med mit spædbarn. Men det kræver, at jeg havde sagt: "Vil du hjælpe mig med at finde vej". Men det, jeg sagde, var rettere noget i retning af: "Toget løber løbsk - og lad det (gøre det)". 30.5.22.

Det var som ved et trylleslag, en Maradona-hånd fra Gud. Min veninde i København fik aldrig min afbuds-sms, mærkeligt nok. Så ringede vi sammen og nu tager jeg formodentlig afsted. Metro eller ej. Det er "værdiladet" som jeg kaldte det. At møde op til en fest hos min bror - det sker hvert femte år, at jeg bliver inviteret til noget. Og han kommer så ofte til Aarhus for at bakke os op. Og også det at mødes med hende, som jeg deler livshistorie med. Og hvor mange veninder er det egentlig, jeg har? Alt det tunge omkring timers transporttid - også med togbus grundet det er pinse-weekend- er blevet vendt til at det er en udfordring, jeg kan gå i møde og forsøge mig med og måske endda lykkes med. Jeg siger jo, at ord eller samtale kan forvandle (har jeg i hvert fald lige skrevet i en sangtekst). Egentlig troede jeg, jeg havde gjort hende ondt/ked af det for altid. Men hun havde aldrig følt min afvisning. Skæbne.. 30.5.22.  

Jeg mødte engang "Erik", en tidligere psykisk syg, nu raskmeldt psykolog. Jeg fortalte ham, at jeg var "blevet så ængstelig for at lave fejl i kirken, at jeg overvejer at stoppe". "Jeg tror nu, du i stedet skal blive i det og kigge på, hvorfor du bliver ængstelig, Rie", sagde han bedrevidende. Han forstod ikke essensen, at ethvert menneske har sin egen grænse for formåen. At det ubehag, man har ved en bestemt ting, kan overstige den iver man har for at lykkes med sit problem. Ja forestil dig, at stressfaktoren simpelthen fylder det hele eller bare det meste. Opvejet er der altså flere ulemper ved at forsøge at lykkes end ved at trække sig og give op. Ingenting i vejen med at give op! Der er noget, jeg ikke kan, altså er jeg et menneske, der kan klare en vis belastning, men ikke mere. Hvor befriende at erkende. Du, der kalder dig psykolog, skulle have fulgt mig ned i opgivenheden. Hvorefter jeg hel og frisk kunne rejse mig igen. Ikke så mærkeligt, jeg lige nu læser bogen, "Skæld ud på Gud". Om at gå med den vrede ind i vreden og få den udtrykt. For fanden, kirkesangerjobbet var til sidst et traume. Det kan jeg da på to sekunder registrere, når jeg hver tredje dag passerer Risskov kirke med bussen på vej ud for at øve sang på Gallo skolen. Jeg var både udsat, belastet og i risiko. Hvis ikke psykologen kan se, det er i orden at kaste håndklædet i ringen, burde han måske bokse færdigt. Vi andre vil bare for længst have kaldt ham: dårlig vinder. Lærer du ikke dit barn, at det må vise svaghed, så er det en illusion, at du har flyttet dig fra psykiatrien til et højere sæde. Jeg kan ikke andet end beklage din bevægelse. 30.5.22.

Da nytter det ikke noget at tænke: sad mit tøj ikke lidt sjusket ned om enden. Var min attitude ikke lidt indadvendt, hvor jeg skulle have inviteret. Ku jeg ikke - en helt anden dag - have gjort det bedre. For det var i dag. 29.5.22.

Led mig Du ad rette stier, at jeg ikke snubler. Se til mig, når mørket falder, hvis du magter. Levende Guds hænder. 

Det er mig, der har sagt: Jeg kan muligvis ikke. Til min bror. Overskue metro i København. Til trods for, jeg har undersøgt afgange og ankomst allerede herhjemmefra. Derfor har jeg været nede og sende gaven til min niece. Men jeg blev rørt. Hvor mange gange tidligere i mit liv har jeg sagt: Jeg kan ikke alligevel? Jeg har godt nok forsøgt mig, gjort nogle tiltag, forberedt mig, men da det kom til stykket, blev det for stor en mundfuld. "Det er bare fint", svarede min bror så fint. Det er ligesom her, min sygdom giver sig til kende. Den viser sig ved ængstelse over udenomsting. Selve fejringen af min nieces 15 års fødselsdag medvirkede jeg gerne i. Andre køber deres pladsbillet nærmest på vej ind i toget. Jeg planlægger uger i forvejen. Jeg vil gerne sikre mig, så jeg ikke står foran en konduktør, der skælder mig ud for noget. Jeg vil helst undgå at have taget fejl. Min bror ser mig ved det, han svarer. Tak skal du have. Jeg fritager mig fra bekymringer og bange anelser ved at åbne for muligheden af at blive hjemme. Jeg laver en lem eller en udvej, som skåner mig. Jeg redder den del af mig, der har gruet og frygtet. Jeg indrømmer skrøbelighed over for omverdenen, som måske havde ventet andet af mig. For at skabe forståelse, så de kan se ind. Tit opdager jeg dog min begrænsning for sent, som f.eks. da jeg alligevel ikke magtede at tage mig af mit spædbarn. Men denne gang er jeg på forkant. Jeg er psykisk syg på netop denne måde. 28.5.22.

Et slag for det naturlige. 27.5.22.

Jeg er min fars barn og dog. Jeg formår ikke at støtte ham, her hvor han er alene i huset i Gram. Vores samtaler går helt skævt. Jeg får kvababbelser, gør mærkelige ophold i min talestrøm, det flyder slet ikke. Kunne jeg være taget derned, bare været omkring ham. Som han i sin tid var hos mig i Haderslev (afdelingen), hvor han besøgte mig op til tre gange om ugen. Jeg har de let aggressive træk fra ham, husker jeg når han skulle tilslutte en lampe i min lejlighed og teknikken drillede lidt, da for det i ham, hvor uretfærdigt det var. Så han slogedes endnu mere med opgaven. Men han kunne også skrive sange til forskellige anledninger og holde talerne ved festen. Ja, han havde et vist ordforråd og overskud til at give videre. Også i sin rolle som folkeskolelærer, selvfølgelig. Han gik altid så stærkt hen af gangen omme på skolen. Kiggede næsten ikke op, dukkede bare nakken, videre til næste opgave. Men han kunne sit kram. Derhjemme lærte han mig tyskgrammatik, selvom det aldrig rigtig sev ind. Og på skolen havde jeg ham til maskinskrivning, hvilket har hjulpet mig meget sidenhen. Jeg havde ham en enkelt gang til violinundervisning, hvorefter jeg holdt, fordi han skældte mig ud. Klaveret blev bagefter mit foretrukne instrument. Han kunne synge som kirkesanger i kirken og spillede violin i et orkester i Ribe. Blokfløjte mestrede han også, og guitar. Jeg ringer altså til ham i de her dage og så går kommunikationen bare helt skævt. Jeg siger: "Jamen, jeg ville også bare.." og så siger han: "Jamen, det er godt, Rie". Vi får ikke snakket om et emne og lidt akavet bliver det også, at han til trods for høreapparat ikke altid får fat i det, man siger. Jeg gentager det derfor med eftertryk, men det må virke kunstigt. Allerhelst sad jeg bare med ham i favnen. Så lidt berøring han får i denne tid. Jeg er min fars datter, for søren da. Når jeg kigger ned af mig selv efter en løbetur. Fra ham har jeg den kropslige iver efter at røre sig (som min mor slet ikke har). Musikalitet og til dels min sangstemme. Alligevel er jeg der for ham. På afstand, det håber jeg, han kan mærke. Han rummer så stor uskyld. Harmløshed. Man får ondt af ham og har ham kær, får lyst til at kramme ham. Han har båret sindssygen og muligvis givet den videre. Men når bare jeg er gjort af det samme, som han. Da indeholder generne intet ondt. Tværtimod en helt særlig sjælesørgerevne. Til at være hos den trængte i nødstider. Et roligt gemyt, tålmodigt. Om ikke andet var jeg hos ham her.. 23.5.22.

Video nr. 45.22.5.22. Varighed 7,24 minutter.

De har skrevet til mig personligt omkring Skør med rock, at man kan tilmelde sig nu som band. Jeg er simpelthen regnet, de har skrevet mig ind. De kan huske, jeg har deltaget før (i mange år), at jeg synger. De anerkender, at jeg er musiker. Det giver mening, at jeg har øvet mig. Jeg må melde mig. Selvom jeg havde afskrevet det, bare ville møde op og lytte til de andre. Fordi jeg er blevet 49 og føler, der skal træning til for at holde værktøjet - stemmen - ved lige. Men de forventer jo ikke andet end at jeg prøver, som jeg lige skrev til en ven. Kodapengene betyder ikke noget. Publikum vil måske huske mig have et højere niveau, men nu kommer jeg som en, der er blevet ældre. De har skrevet til mig personligt og det opmuntrer mig. De har spurgt, fordi de vidste, jeg havde et svar parat. Jeg kan måske yde et bidrag, give noget udtryk, røre nogle mennesker. Pyt med at kjolen måske ikke sidder så tæt og elegant som for 15 år siden. Og ja, jeg har faktisk deltaget i Skør rock over så lang en årrække. De siger, de kender mig. Det er nok. 18.5.22. (Skør med rock er en musikfestival indenfor psykiatrien)

Jeg forstod, at astrologen havde forregnet sig. Taget fejl. Da hun korrigerede mit fødselstidspunkt med 16 minutter, ja endda 18 minutter i forhold til, hvad Rigsarkivet engang anslog det til at være. Hvem tager 18 minutter fejl? Det gør en astrolog. Som også anbefalede "spirituel cirkelforløb" hos sin mand. Jeg var der den første gang ud af seks og fik intet med mig derfra. Jeg er hellere - og rettere - stadig født kl. 20.38.12, som hun fastlog tilbage i 1999. Denne gang (2022) brugte hun en anden  udregnings-model, fordi hun ellers ikke "fik noget på mig" overhovedet. Hun sagde, der var aspekter her i april/maj lignende dem, der var da jeg gik i TV2-Østjylland dengang i 1999. Og jeg har købt podcast-grej - uden at have brugt det. Nemt nok at skyde skylden på sin astrolog og underkende stjernernes placering. Men sessionen har spillet fallit. Og hvilken jordmoder tager 16 eller 18 minutter fejl? Aspekter til hvad? Jeg underkender hende. Slet og ret. 18.5.22.

Jeg havde frabedt mig kommentarer (på Facebook) til min deling af mine seneste melodi - som også I nu har hørt, "fordi det trætter mig at svare". Så jeg sletter min reaktion på en, der poster et hjerte som sin kommentar. For begynder jeg at svare/reagere med en emoji på en kommentar - trods det, at det bare er et stort, vibrerende hjerte - respekterer jeg jo ikke min træthed. Derefter er der en, der deler opslaget, samt skriver en masse rosende om mit kunstneriske virke. Han kender mig efterhånden ret godt og jeg holder meget af det, han selv lægger ud. Men jeg er i tvivl, om jeg formår at gengælde. Først giver jeg hans deling et hjerte. Derefter kommenterer jeg tilbage. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg fremstå underlig nærig. Jeg skriver noget om at inspirere hinanden tilbage og tak for hans eget bidrag til det. Jeg er faktisk træt - af hjerter. Hvorfor lytter folk ikke bare for sig selv? Man kan jo ikke have krav til sit publikum om, hvordan de skal lytte eller forholde sig. Men ikke mere respons, som jeg skal gengælde.. Jeg kan faktisk ikke. Det gør, at jeg mister lysten til at lægge noget ud en anden gang. Det lagrer sig i mig som erfaring om noget, der var for hårdt. Trods det, at det burde være en glædelig ting at vise sin nyeste melodi og indspilning frem. Skån mig, jeg beder dig faktisk. 15.5.22.

Selvforskyldt eller karma, jeg ta'r det på mig. Men hvornår stiger himlen ned og holder mig tæt til sig, Kære Gud. Har jeg gjort dig ondt, - hent mig hjem. Byg et håb om mig. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 15.5.22. (melodien spænder vidt i toneleje og for en uge siden opgav jeg at synge den ind. Men i dag lykkedes det alligevel)

Det var så hjerteskærende at tage fra min far. Helt, så jeg overvejede at bede dem, jeg kørte med, om at vende om. Han stod og vinkede foran huset, men man vidste, han ikke så vores vink tilbage, fordi han har for dårligt syn. Jeg overvejede at rulle vinduet ned og råbe: "Hej hej Far", men jeg fandt ikke håndtaget i den fremmede bil, jeg kørte i. Altså vinkede han ud i tomhed, ingen respons, endnu et døgn eller mere alene i et tomt hus. Hans blik var i forvejen mærket af at have klaret sig selv. Og vi i familien ved godt, at en anden gang, hvor han tilbragte så lang tid alene, blev han syg af det. Det tror jeg også, jeg selv ville blive. Så vi ringer til ham, støtter ham. Men der gik lang tid, før jeg affandt mig med at sidde i den bil i går på vej tilbage til Aarhus. Jeg havde medicin i tasken til at kunne være blevet, men jeg fik for sent indskydelsen. Vi var nået til Brændstrup allerede, og dem i bilen skulle nå hjem til noget bestemt, og pludselig opdagede jeg, vi talte om værdifulde ting i bilen, som jeg næsten ikke ville have undværet. Nu har jeg spurgt en ven, om han vil køre med derned i morgen, så det gør vi. Min far lød anderledes klar i stemmen denne gang. Han havde sørget for kørelejlighed til Aabenraa, hvor Mor er indlagt, så vi bare skal hente ham der og køre ham hjem. Blive lidt hos ham nogle timer og køre hjem igen. Det er det, jeg kan tilbyde. Bistå ham med. Jeg glemmer aldrig min iver efter at ville forløse ham, gøre ham glad, da jeg ringede. Nummeret var optaget, da han talte med sin søster, og jeg forsøgte forgæves et par gange mere med det samme. Iver kaldes det. Stræben efter at ville udfri, som man kan sige med store ord. Min elskede elskede Far.. 13.5.22. (Dette afsnit indeholder fortroligt stof og bør behandles med nænsomhed)

Hvem er det, der river sig selv til blods? Det er Kristus. Det er sindssygen i dens yderste afmagt. Såret på tommeltotten fik jeg godt nok ved at samle glasskår op, så en hund ikke ville træde i dem. En mor til en af mine klassekammerater i folkeskolen sagde engang da jeg var barn: "Er det noget, du har gjort i søvne?" Altså bidt eller pillet mine fingre til blods, så der havde dannet sig sår. Men nej, det var noget, jeg gjorde i bevidst tilstand. Tilsigtet. En dårlig tendens og noget, man ikke bør gøre, men jeg gjorde det. Og dette foto er fra i dag, - så jeg gør det stadig. Hvilket formål har det, at man bløder, plastrer såret ind, lader det hele, når nu det bare er for en stund? Det gør endda ondt dagen efter, ja i flere dage. Det har intet formål. Det er der, sindssygen kommer ind. Det er selvskade i mild grad. Dem, der ser sårene, tror det er rifter. Og hvis det er selvskabt, bærer de over med det. Gik jeg til en neglebar for at få lavet negle, ville hun sikkert skælde mig ud og få mig til at ændre adfærd. I det mindste bider jeg ikke længere mine negle, som jeg ellers gjorde hele min barndom og langt op i mit voksenliv. Jeg holdt også sår i ansigtet ved lige, så der kom ar. Også myggestik om sommeren blev med tiden til et ar. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det fandt sted. Jeg kan stadig ikke anbefale andre at gøre som mig. Se, hvad der kommer ud af det. Hænder, man ikke tør vise frem. Gå ikke, hvor jeg har trådt. Medmindre. 12.5.22.

Så ville min kaktus heller ikke mere. Pludselig efter at have haft den siden slutningen af 90'erne, som en gave fra min bror, der havde lånt min lejlighed. Jeg får den tanke, at den egentlig protesterer over, at jeg smed den anden plante ud forleden, som jeg også skrev om som et tab eller en given noget op. Måske er kaktussen solidarisk med den. Nu ligger den i hvert fald - ligesom som den anden gjorde - i affaldscontaineren nedenfor bygningen. Undervejs med at pakke den forsvarligt ind, stak den mig flere gange og jeg måtte stå og hive torne ud af min hånd! Det er som om, min bror er utrolig - den ene bror, altså - bitter. Han har ofret sig i forhold til sygebesøg hos min mor og nu fraråder han mig at tage derned i weekenden, trods det at jeg slet ikke i den her sygeperiode endnu har set og besøgt hende. For fanden, alt vender i vrang. Potteskålen, som kaktussen stod i, begyndte at krakelere. Jeg så - da jeg skulle til at vande den - at der lå smuds, der var skallet af. For fanden - hvordan har den så holdt i 20 år uden? Hvorfor lige nu. Der er noget skingert ved verden, og det er Guds måde at fortælle mig det på. Har jeg ikke situationsfornemmelse, at jeg foreslår at kigge forbi Gram. Har jeg allerede svigtet. Kan jeg ikke nå at gøre godt igen. Eller indhente det forsømte. Ikke før nu har jeg kræfter og kørelejlighed. Lars er endda handicaphjælper til daglig og min mor kommer meget svækket hjem til huset, som skal laves om indvendigt, så hun kan komme omkring. Min far lød så utrolig træt og vel også med bekymring for udsigten til at stå med et kæmpe ansvar derhjemme fra på fredag. Kaktussen ville vise sin sympati med den anden plante, jeg skrottede for et par uger siden, jeg er sikker på, det er sådan, det hænger sammen. Ting forgår her i min stue, indeklimaet er usundt. Jeg har stukket mig i hånden og efterladt de stikkende torne til nogle andre i den container. Videregivet problemet. Jeg kan hænde at have forbrudt mig mod Gud, men jeg har ikke set det. Nu har jeg kun to planter tilbage i hele lejligheden. Gad vide.. 9.5.22.

Jeg har ikke passet mit forfatterskab. Jeg stod op kl. 4 i nat og kl. lidt i 5 fik jeg sendt mails rundt til medlemmer af Poetklubben med en opfordring til at bidrage til vores næste tidsskrift. Da jeg en gang havde tanken på det, mens jeg lå i sengen, kunne jeg ikke slippe det igen: det skulle være nu. Kl. 10 fik jeg hentet en pakke og handlet ind og et par timer efter havde jeg solgt to par sko samlet, pakket dem og sendt dem afsted. Lavede nye annoncer for de bukser, jeg desværre ikke kunne være i, så jeg evt. kan sælge dem videre. Er blevet fortrolig med salgsuniverset og begår mig udmærket der. Der er det med min mor, at hun er alvorligt syg med blodpropper, mistet føleevne og hvad der ellers hører til. Og jeg har ikke kræfter til den lange køretur til Aabenraa medmindre Lars og jeg næste weekend kører direkte dertil. Svigter jeg nogen? Jeg skriver sms-beskeder til min mor, om at jeg tænker på hende. Jeg brød i gråd sidst vi talte i telefon sammen, så det er måske ikke så god en idé. Jeg tog til min søster i går for at holde humøret oppe på hende. Og jeg har trænet min stemme på Gallo skolen i dag, samt svømmet med Lars i går. Men jeg har ikke været ved tasterne, det opdager jeg nu - et stort fravær. Ikke at jeg er mindre kunstner af den grund. Bare endnu mere menneske. 8.5.22.

Jeg ser igen et klip fra serien, "Dyrenes verden" i fjernsynet. "Moren står over for en svær beslutning" (siger speakeren); enten er der krokodiller, da flokken af zebraer skal over floden eller også skal hun gå over et andet sted, hvor strømmen af vand til gengæld er kraftigere. Hun vælger den passage, hvor strømmen er kraftig. Man ser ungen gå ud i vandet, blive revet med, jeg slukker for fjernsynet. Sidder bare og græder. Tænder et par minutter senere igen, men ser ikke hvordan det ender med ungen, om den overlever. Tænker endnu engang: hvorfor kamerafolkene ikke gør noget. Vi er alle nødstedte indimellem. I naturen sker der ubarmhjertige ting, valg der betyder liv eller død. Også i menneskelivet sker det, at vi står over for så vigtige beslutninger. Det må ikke passe, at livet er så unådigt, tænker jeg. Men det passer. Ikke alle unger klarer sig, selv ikke tæt op af deres mor. Ikke alle mødre klarer vel heller at have bragt sin unge i fare. Men det er sådan, det er. Jeg tørrer mine øjne. 5.5.22.

Jeg havde gået forbi Gallo Huset i Nørre Allé og det var på det tidspunkt i samtalen med min psykolog, at jeg blev berørt og fik tårer i øjnene. Jeg følte en slags fællesskab med de psykisk syge (Gallo Huset huser psykisk sårbare), og kunne jeg bare én dag lægge mig ned og give op, blive taget af som på psykiatrisk hospital. Vi nåede i vores snak frem til, at jeg var overbelastet for tiden. Ja, der var mindst 8 punkter, der havde skabt stress og uro, bare inden for de seneste par uger. Jeg skulle forsøge at udsætte nogle projekter og geare lidt ned for aktivitet. Jeg gik forbi Gallo Huset og følte slægtskab, men blev også klar over, at jeg klarer mig udenfor systemet, bor i egen lejlighed osv. Men jeg trængte til at blive fritaget, for mere ansvar. Efter praktiske gøremål i midtbyen tog jeg hjem og sov i halvanden time. Udskød min vasketid. Man kalder det at "være overstimuleret". Og jeg reagerer personligt som en, der er ramt af PTSD. Med symptomer som angst, lav tolerancetærskel, ikke fleksible reaktionsmuligheder. Og et øjeblik følte jeg mig lindret og forstået hos min psykolog. Hun - som udenforstående - kunne se rimeligheden i, at jeg var presset. Der var belæg. At jeg havde været kritisk i bestyrelsessammenhæng i poetklubben med risiko for at blive upopulær var en slags træning for mig. Det fremkaldte den gamle frygt for ikke at være et ordentligt menneske. Nu havde det imidlertid sat sig som selvcensur og følelsen af at gå duknakket, f.eks. ikke møde op til åben scene. Jeg skulle i stedet prøve at møde parterne fysisk i stedet for at gøre mig forestillinger og ryge i tankefælder for mig selv. Jeg har manglet hvile og både min søster og min mor har været ved at dø. Gud lader ikke ting overgå én, som man ikke kan bære. Så sandt, men til bristepunktet. 2.5.22.

Jeg er faktisk ikke skabt til at have ting til salg på trendsales.dk. Når nogen spørger til ens annonce sker det meget kontant og ekstremt nøgternt. "Målene på din fod, tak", lød en besked f.eks. her til morgen. Det minder mig om da jeg som barn ikke magtede svømmestævner og i gymnasiet ikke magtede at holde oplæg. Det bliver for alvorligt. Der er penge involveret og bagefter bliver man bedømt af kunden. Så hellere den blå avis, hvor der ligefrem opfordres til at "holde den gode tone". Og når varen er sendt afsted, har man kun tillid at holde sig til. Det, man har sat til salg, svarer til billederne, til beskrivelsen osv. Hvad skulle vi ellers holde os til her i verden, hvis ikke tillid? Jeg bliver bange for kritik: svarer jeg ikke fyldestgørende, kan jeg finde ud af det praktiske omkring forsendelse. Dertil er jeg bange for det onde. For at folk udnytter mig, ikke behandler mine sko som om de er et gode. Hvorfor skriver hun ikke bare et "v.h."?. Jeg vil meget hellere vide, at mine varer kommer et kærligt sted hen. Ja, at transaktionen er båret af velvilje, venlighed. Jeg er sårbar her i verden og det er på sådan en morgen, jeg opdager det (igen). Jeg tåler faktisk ikke den hårde tone, uden omsvøb. Det gjorde jeg jo heller ikke fra mit barns far, eller da jeg prøvede at tage kørekort. Så kan pengene fra handlen faktisk være lige meget. 1.5.22.

Jeg har afviklet den. Slået den ned, om man vil. Opgivet dig. Jeg har villet omplante en stueplante i årevis, så at den havde mere jord omkring sig, stod bedre i en større krukke. Men nu ligger den færdig i en plastikpose, klar til at blive smidt ud. Jeg får aldrig købt det jord og aldrig den større krukke. Det er ikke som at have håb for figentræet, det er snarere at erkende min egen begrænsning. Ikke plantens begrænsning, men min egen. Jeg kan ikke længere holde ud at se den så sølle. Da jeg løftede rødderne op af krukken, blev hele min vask fyldt med jord. Og lige nu tørrer den rensede krukke på en avis. Hvad havde det kostet mig at efterleve min vision om at forbedre plantens forhold? Hvordan er det at se roden og kvæle livet ud af den. Hvordan er det at føle så stor skyld her i verden over for organiske ting, som end ikke beklager sig. Hvordan tale om skyld. Hvordan føle, man giver noget levende op, som var værdifuldt. Når nu jeg ikke længere kunne passe den. Give den de rette betingelser. Allerkæreste, det er jo ikke sådan, at jeg foragter dig eller tænker ringe om dig. Du har ikke gjort noget forkert. Og jeg har ingen forklaring. Jeg kan bare ikke længere tage mig af dig. Hvor svært er det at forstå, at jeg til stadighed elsker dit væsen, det du er gjort af. Nu som muld. Herre, tag du dig af ham. 29.4.22.

Lytted jeg for lidt og råbte op om bagateller, ved jeg, det er sent nu, måske dør du fra os alle. Sku ha sagt dig en Tak. (Til min mor, der er indlagt med hjerteproblemer) Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen april 2022. 

At være så lidt villet. Så ringe ønsket. At andre vil én så lidt. Havde aldrig drømt om at man ku få kun en like på et opslag i Poetklub-regi. Så jeg helt føler mig foragtet eller tilsidesat. I bad standing. At nogen kan ville én så lidt. Altså ikke bakker op overhovedet. Bare af venlighed. Skrev jeg noget forkert, noget stødende, noget der ku vække afsky? Hvad tænker alle dem, der har set det, men ikke har reageret på det? Det fik mig til at melde afbud til åben poetisk scene i aften - også af andre grunde dog. Fordi jeg ikke føler mig velkommen. Jeg har fået min yndlingscykel repareret for 79 kr (lapning) og jeg valgte det værksted, hvor jeg har mest fidus til staben. For nylig gav jeg 239 kr. for en ny slange et andet sted, tror ikke engang han overvejede bare at lappe. Og hjulet med den nye slange er netop igen punkteret. Jeg cyklede så ivrigt fra den ene genbrug til den anden og jeg nyder temperaturen udenfor så meget i denne tid. 10-15 grader, skiftende skydække, ingen nedbør. Ja, der var ligefrem en brunst og en villen forandre verden bag mig i mit tråd. Jeg havde overskud i trafikken og også over for ekspedienterne. Og hvad er det så, jeg har tabt (i dag)? En ven tilbyder at køre med mig ned til min mor på hospitalet og en anden ven tager sig af en opgave til åben scene i aften, som jeg ellers havde påtaget mig. Også uden at jeg behøver uddybe, hvorfor jeg ikke er veloplagt. Jeg har en sang om min mor, som jeg skal have sunget ind. Men lige nu får jeg pasta og øl (klokken er 17). Jeg har begyndende uønsket hårvækst på hagen - som vist også både min mor og min søster har døjet med som et symptom i overgangsalderen. Jeg vil nævne det for sygeplejersken i morgen, til mit årskontrol. Men ellers ingenting i vejen. Herregud. 27.4.22.

Overbelastning. Begge mine cykler punkterer mærkeligt nok med en dags mellemrum. Uforudset udgift. Mit afløbsrør i badeværelset er tilstoppet, så jeg end ikke kan tage bad før varmemesteren kommer i morgen formiddag, trods egne forsøg med afløbsrens. Jeg henter i eet væk nye sandaler på posthuset. Armod. Min mor ligger for døden, overbebyrdet, mørkerød i huden efter en blodprop ved hjertet. Jeg har ikke flere skud i bøssen. Jeg kan end ikke sige det, som det er, til min søster. 26.4.22.

Det ikke at være hans kvinde eller din kvinde, men alles kvinde. Arketypen kvinde. En sjæl, der lige så godt ku have været mandlig. Ja svævet i en anden sfære, hvis det ikke var fordi jeg inkarnerer lige nu. Som den her, jeg er. At være alles elsker og alles kære. At stirre lige så meget ind i kvindens øjne på gaden, for bare at tilskynde hende til at føle sig godt tilpas. Og ind i den gamle mands øjne, selvom jeg intet erotisk har for med ham overhovedet. Eller i den fremmede hunds øjne, ja bare en sjæl, der er på vej, som min egen. Det ikke at kunne se mig slå mig ned med en bestemt mand, indenfor et hus' fire vægge. Men dog alligevel håbe på, det sker en dag. At være ekstra intim med en bestemt. Men at forelske mig i alle, i verden, i livet. Beruses. Tiltrukket af den ene, snart den anden, som var jeg teenager. At være alle mands eje, den bog der er lagt offentligt frem. Uden vederlag. Det lette offer for sladder i omklædningsrummet, fordi jeg er "uden ydre, så I syntes om mig". Den lette bøddel, fordi jeg er "slået med sygdom". Hende, der vil lave podcasts om skyld, fordi det er noget, vi almenmenneskeligt tildrager os. I håb om at finde ud af, at andre kunne have gjort som jeg selv. Opdage, jeg blot er som jer. 25.4.22.

Jørgen, som hjælper mig med teknisk var forbi. Han sagde god for en mikrofon, jeg havde kig på, og nu har jeg noteret arbejdsgangen for mig selv. Her vores første test (25.4.22):

Hører bølgeskvulp, tidevandet er gået, føder dig junidag, mister grebet da. Skynd dig og kom, stenen er væk, skyllet bort fra mit bryst. ©Anne Marie Eriksen, sen april 2022.

Der sker noget. Mit lægehus, der hvor jeg har læge, er blevet mere strikse. Husk din årskontrol skriver de i en personlig besked til mig, selvom jeg netop har bestilt tid. Telefonsvareren er ændret og "Dorthe", som jeg har brugt i årevis som sygeplejerske, er holdt. Jeg køber havremælk i Løvbjerg og i fjernsynet foregår der forsøg, hvor folk spiser mere plantebaseret. Jeg får smidt overflødigt tøj ud og jeg tænker igen, at Gud har en finger med i spillet omkring Rusland-krisen, idet det samler os bredt over lande, omkring at gøre den grønne omstilling hurtigere. Ligesom det var Gud, der for tre eller fire år siden gav os den lange tørkeperiode en sommer, så vi kunne forstå, indse, begribe. Det er alvor. Mine bryster har nok aldrig været større, selvom det vist skyldes min cyklus (og at jeg har spist godt til). Og jeg har brugt overraskende få penge på mit kort denne måned (som dog ikke er færdig). Og jeg har affundet mig med at Nivea-deodoranten, som jeg mest hælder til, kan bruges hver dag, når nu jeg ikke har fundet andre, der helt matcher den. Samtidig er jeg for første gang i mit lange liv begyndt at bruge parfumefri shampoo, hvilket har en meget bedre virkning på mit hår. Og havremælk smager fremragende! Der var en i Deadline, der forleden sagde, vi godt kunne nå Paris-aftalen, hvis verdens resterende lande ligesom var mere med. Jeg samler på sådanne udtalelser. Når jeg sidder i en bus, der ikke er drevet af el, tænker jeg: det skal være fortid. Og jeg overvejer at gå en helt anden vej hjem fra Trøjborg centret, så jeg slet ikke skal spekulere på, om ham fra stueetagen vinker til mig eller ej. Fordi jeg synes, det er forkert og også kan give anledning til sladder. Jeg er igen aktiv boligsøgende og der er ikke noget bedre end det at tænke, at noget har en tid, for at give plads til noget andet. Jeg bøvler med melodier, der ikke altid passer ind i taktarten, hvorfor jeg har kaldt den seneste node for: "Taktart - det lort". For jeg behersker ikke mit nodeprogram så godt, at jeg kan skifte taktart midt inde i en sang. Og mit podcast-projekt skal ikke bero på dyrt teknisk udstyr. Jeg har aldrig selv hvilet på professio-nalisme men søgt en alternativ tilgang. Fordi essensen ligger et andet sted. Laurbærrene skal hele tiden genopdages. 21.4.22.

Der sker det, at Lars Holmbo i to dage ikke svarer på min påskehilsen pr. sms. Det undrer mig lidt - har han mon set sig sur på mig efter jeg har skabt røre i bestyrelsen (Poetklubben). Efter der er gået halvanden dag fristes jeg til at skrive endnu en sms med ordlyden: "Men du synes måske jeg har været en idiot i bestyrelsen?" (siden du ikke svarer). Jeg er tydelig afhængig af, at han stadig kan lide mig. Jeg bliver ansporet til at åbne snakken igen, som ellers var landet, om at jeg har været for voldsom i mit ordvalg/retorik over for særlig Daniel for en uge siden nu. Fordi jeg får dårlig samvittighed, ja har haft det i dage. Jeg har endda haft formuleringerne klar. Nu giver det mening, i fald Lars Holmbo (også) synes, jeg har kvajet mig (ligesom jeg selv synes og måske andre). Jeg poster derfor den undskyldning, som jeg også har vedhæftet dette skrift (nedenfor). Det var meningen, vi i poetklubben skulle stå for den åbne favn, være "dit poetiske rum", som vi kalder det, men jeg er så dårligt et eksempel og smålig, at det kan være svært at leve op til (for mig). Jeg føler derfor, jeg skal række ud. Det afføder, at Per påpeger vigtigheden af, at vi i bestyrelsesgruppen kan give hinanden kritik og at det ikke behøver være kritik af personen, men måske et emne/en sag. Og det er helt rigtigt. Endelig - efter to dage får jeg så denne sms for lidt siden fra Lars Holmbo, at han bare har "været offline" her i påsken og derfor ikke svaret mig før. Jeg har da både nået at være paranoid, fornærmet, misforstået. Nu skriver han endda - for et øjeblik siden - endnu en sms, støttende op om min position, som den, der har rejst kritik. Stor ståhej for ingenting. Det sidste, jeg skriver inde i mail-tråden med bestyrelsen, er: "Fred med poesien og det arbejde, vi mødes omkring". Altså forsøger jeg at lande den igen. Fred være med taletid, opstand, så længe den har næring. Ind med storsind, overbærenhed, tålmodighed. Takket være, at Lars (Holmbo) nu har svaret, står det mig klart, at tingene er som de skal være. Ingen fortrydelse, flere undskyldninger, bebrejdelser. Offline.. 18.4.22. Og min nabo hører The Doors: Break on through.

Til Poetklubbens bestyrelse: "Kære alle. Jeg har været en dårlig ven. En, jeg ikke engang selv gad at være i bestyrelse med. Det beklager jeg. kh Rie."

Bitre minder, eskapader, synkende til bunds. Hvad har jeg dog gjort af godt? Tag nu min hånd selv med trods. Jeg væbner ikke mod krigens vogter. Lægger mit sværd. 

Download noden:  https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/04/Krigens-vogter-node-m.-tekst.pdf 

Ha ha. Der, hvor Frida i kådhed har revet hul i min top/bluse, er hullet begge steder (og også i en anden bluse) formet som et hjerte. Har tænkt på det i måneder. 16.4.22. 

Lisså stille håber jeg, at vi finder ind til væsen, grunden til, vi er. Jeg skal gøre alting nyt og dele det med dig. Alting springer ud og vi fødes. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen. Gallo skolen midt april 2022.

EX-kæreste - EXtra god ven <3

Jeg har lavet en Kierkegaard; Hvorfor er jeg ikke i Corsaren - altså kommer jeg i Corsaren. Jeg lader mig bare latterliggøre, forsvarer mig ikke, undskylder ikke. Jeg har bragt mig i en prekær situation (striden i Poetklubben). Uden rigtig nogen vej tilbage. Jeg har selv skabt mit udgangspunkt og jeg tager skraldet for det. Jeg vidste godt, jeg spredte gift, men nogle gange skal det til. Det er bare mig, der ligger til had og spot. Men også mig, der rejser mig. Selvforskyldt. Jeg tager det på mig, at jeg har skabt splid. Der er det ved splid at bagefter tilgiver man hinanden. Som en vej ud. Der er det ved tilgivelse, at den dybest set skal ske i et Gudsforhold. Hvad jeg gør imod en af dine, har jeg gjort imod dig. Men også menneske til menneske kan komme i fred. Forløst. Det er det, der er ved mig. 12.4.22.

Jeg har søgt på kabler. Virkelig udtænkt noget. Indtil jeg fik idéen at tage min forstærker frem for at se, om mikrofonerne overhovedet virkede. Det kom der så to kæmpe hyletoner ud af, som jeg ku mærke var en belastning for mine ører. Ikke fordi der var lyd i mikrofonerne, men fordi jeg havde tændt forkert (for meget) for forstærkeren. Jeg må bare indse, at dette kan jeg ikke selv: bygge noget lydstudie op til at kunne lave podcasts. Jeg må alliere mig med nogle fagfolk på området. Jeg er typen, der lige først vil se, om jeg kan gøre tingene selv. Tit lykkes det faktisk, at koble de rigtige stik sammen osv. Men jeg har været for ivrig. Og for egenrådig. Kæmpe: SOS-råb herfra. 12.4.22.

Jeg havde været grov, fræk, kontant. Grænsende til det ubarmhjertige. Det røg bare ud af mig, sætning efter sætning; du kan ikke på én gang præge bestyrelsesarbejdet og samtidig ikke møde frem til selve møderne. Har jeg ret? Det hele var forhekset herhjemme; intet virkede af det tekniske grej, jeg havde købt til podcast-optagelserne. Pludselig var der lyd i et sæt headsets, så ikke i det andet, pludselig i begge, vi kunne knap forstå, hvad der foregik. Jeg havde stillet mig i en sårbar position ved at kritisere Daniels tilgang til Poetklub-bestyrelsens arbejde. Han stillede spørgsmål til referatet og beslutninger efter de var truffet. Hvorfor dit og hvorfor dat. Hvorfor kom han ikke bare til mødet, hvor han ku have haft indflydelse? Jeg spurgte endda en ven: er jeg for grov? Nej, det mente han nu ikke. Nu hænger det måske i luften, at jeg skylder Daniel en undskyldning. Eller også er der nogen, der poster noget til mit forsvar. Det er nemlig umuligt at svare Daniel fuldkomment, så fyldestgørende at han ikke bagefter bare stiller endnu flere spørgsmål. Mit podcast-grej virkede ikke. Og jeg har smidt kassen væk og returperioden er for længst overskredet. Jeg havde det på fornemmelsen. Jeg havde pustet mig og projektet så meget op, at det måtte falde på en eller anden måde. Jeg bruger muligvis mikrofonerne for sig selv, - ja det er min egen idé. Høretelefonerne kan også bruges for sig. Om jeg så havde tabt de 1700 kr. ud i ingenting, gjorde det mig ikke noget. Sad jeg med en simpel diktafon imellem mig og den, jeg havde en samtale med, ville det være primitivt, men dog rentabelt. Ja, alle muligheder stod åbne, når nu det var essensen af samtalen, det hele gjaldt om. Ikke udstyret. Jeg har prøvet at være den, der siger de ting, andre bagefter kan kritisere mig for. Fordi jeg turde. Eller kunne. Jeg er nu i bad-standing. Jeg har prøvet at være Jesus, der bliver forrådt. Også ham, der rider ind på et æsel. Og ham, der afslører sin identitet. Hvad er der at tabe. Jeg beskrev min exit fra badminton som en, der ikke længere kan bære sit kors, men folk sagde: tag dig sammen. Jeg brød kodeks. For en sag. Ingen andre havde gået lige der. 11.4.22.

Jeg havde kigget ham to gange i øjnene, fyren ved busstoppestedet, da jeg nærmede mig ham. Mest fordi jeg synes, han lignede en, jeg kendte engang. "Det er godt nok koldt", siger han da, mens jeg selv skutter mig i min korte jakke. "Men så er det godt, man er varm om hjertet", fortsætter han. "Ja, det kan man sige", svarer jeg. Jeg tænker på, om han ser ind og ved, jeg lige er kommet dårligt fra "Spirituel cirkelforløb". At jeg var der med skepsis og blokerede for den gode stemning (synes de andre sikkert ikke at mærke). Eller siger fyren her det som en slags bøn om at jeg skal finde ind til kærligheden igen. Evt til ham som medmenneske. Jeg kan se, han er udfordret og har et blik fuldt af smerte. Jeg stiller min åbne taske på bænken i busskuret, for at vise ham tillid. Går rundt om skuret for at læse, hvornår 1A kommer. "Gad vide, om 1A overhovedet kommer snart", får jeg sagt. Mit kropssprog er åbent og min kommentar inviterende. "Fire minutter", siger jeg videre. 1A kommer og fyren siger noget lignende: "Så er den der". Jeg nikker og vi skilles. Jeg har ikke forpestet fællesskabet med ligefrem svinske tanker eller bemærkninger - jeg mener, det ku være gået langt værre - men jeg har været sammen med andre i en lukket kreds med skepsis. I baggrunden hørte jeg hele tiden kirkeklokker - som naturligvis ikke var der, og det var min redning. Jeg hører måske til et andet sted. "Vi ses næste tirsdag" og jeg svarede ja. Men jeg ved nu ikke. Hvis eller fordi min kærlighed havde trange kår i det selskab, kan den jo have gunstige betingelser et helt andet sted. Måske var det stedet og ikke min kærlighed, der var noget i vejen med. Måske er jeg god nok. Jeg vil gerne sige det flere gange her til morgen til mig selv: Du er god nok. Idet jeg føler mig uønsket og malplaceret. Jeg fik ingen indre billeder ud over en stamme med tre spydlignende grene øverst, som i et kors. Og da jeg skulle beskrive, hvad jeg "fik ind" omkring en af de andre deltagere, måtte jeg i stedet bruge menneskekundskab, se på hendes krop og hendes holdning, for at nærme mig hendes karakteristika - hvilket ifølge hende var "spot on". Jeg skulle ikke have set på fyren med forbehold, og det var først da han åbnede sig, at jeg selv gik ham nær. Jeg skulle have mødt verden med tillid. Men jeg har også en historie om alternative behandlere - i hvert fald én healer -, der totalt fejlbedømte og -behandlede mig. Er jeg i min ret til at udvise skepsis på den baggrund? Muligvis. Jeg skal være i denne lidt abnorme krop med dette sind, så jeg har bedt til min berettigelse. En dag mere. 6.4.22.

Det var som om, de teosofiske bøger lukkede sig for mig. Enten var jeg mæt eller også var der en højere bagtanke bag. Det slog mig: hvad skal jeg så sige til "Spirituelt cirkelforløb" på tirsdag? På hvilken måde plejer jeg så det åndelige? Indtil jeg begyndte at renskrive en melodi i nodeprogrammet, for da viste sig indre billeder - og fornemmelser - af først en ung mand, senere en midaldrende kvinde. Som jeg aldrig har kendt eller set i virkeligheden. Altså ikke bare under kompositionsarbejdet men også under renskrivningsarbejdet får jeg kontakt til noget andet. Jeg kan også sige, at jeg opfatter lyde i lejligheden som enten "Ja" eller "Nej" eller som regulære sætninger af ord. Beskeder til, hvordan jeg kommer videre her og nu. Jeg skal nok få noget sagt. Mine studier bliver personlige og bygger måske ikke på bøger, jeg har læst. Jeg er det levende eksempel. 3.4.22.

Der var denne signifikante forskel på de to indspilninger af henholdsvis "Palmegren" og "Palmesøn". De gik fra at være almene til at blive personlige. Så snart jeg på Gallo skolen begyndte at synge "Palmesøn" kom der en helt anden ømhed ind i udtrykket. Til mig selv. Jeg synes, "Palmegren" er et smukt ord og kan læse, det bliver nævnt i.f.m. i hvert fald tre steder i Bibelen. Men skulle det hentyde til da Jesus red ind i Jerusalem og hvorfor da tale om at "træde frit", da det jo netop var en bestemt og planlagt skæbnevej for ham? Nu, hvor jeg retter det til "Palmesøn" - og sang den ind sådan til sidst - fortæller det, at Jesus denne gang - med reference til eller til sammenligning med gammel tid, altså viften med palmegrene - går mere frit. Hvor forløsende. Jeg vælger den indspilning, hvor jeg går lidt tøvende til værks. Jeg er i tvivl, om det går godt. Netop derfor, at englen kommer ind i billedet som det trygge element. Og ængstelse er et grundlæggende træk hos mig. Som om jeg skal træde ind over en tærskel for at udvide rammerne. Også så andre kan gøre det samme fremover. Der er noget smukt ved at være bange, men alligevel gøre det, man er bange for. 3.4.22. (sangen kan høres på amemusicskrift)

Jeg havde ikke spillet badminton i 7 år. Sidste gang var jeg god, sikker, i god form. Denne gang skriver jeg, jeg er "pænt god" på forhånd - for det er jeg vel (stadig). Jeg havde været hos to optikere, for den ene havde et elastikbånd til at have omkring hovedet og den anden havde nogle gummidimser til bag øret, som begge dele skulle holde brillerne på plads. Jeg var endda nede og aflevere en reserveketcher til opstrengning, fordi jeg skønnede, der måske ville blive brug for en ekstra. Jeg havde sørget for at sove godt natten til og spise fornuftigt. Jeg pakkede mit bedste tøj og kom i god tid, hvor jeg faldt i snak med en, jeg kunne genkende fra for 20 år siden, hvor jeg spillede i samme regi. Vi snakkede endda rigtig godt sammen. Jeg følte mig velkommen af alle. Men på et tidspunkt nærmede jeg mig en mand og pludselig råbte han: "Av for helvede! - var det dig?" Jeg var ikke i nærheden af at røre ham, så han sagde det selvfølgelig i sjov. Men det slog mig et øjeblik, om jeg havde bragt uheld med ind i hallen. Han tog sig til sit ene knæ og havde virkelige smerter. Jeg begyndte at spille og lavede en hel masse fejlslag, fordi jeg skulle koordinere med mine briller (glidende overgang) og fordi det var længe siden sidst. "Desværre" er man afhængig af sin makker på banen, og på et tidspunkt bliver det svært at forklare, at man ikke engang kan save. Der var en, der var udeblevet fra træningen og da det er holdspil går regnskabet så ikke op. Nogle må spille med kun tre på banen. Vi skiftes derfor til at spille single på den bane, jeg er skrevet op til. Jeg oplever da mig selv falde to gange i løbet af en kvarter, simpelthen bare ligge på banen. Den ene gang forover, den anden gang bagover. Jeg siger til de andre: "Det er fordi min krop ikke er vant til den belastning". Jeg lander fint og slår mig ikke synderligt. Da jeg har været i gang i over en time, spiller jeg med en mandlig makker. Jeg siger, jeg gerne vil trække med tilbage, når modstanderen server - altså spille efter double-standard-regler og ikke gængs mixdouble. Fordi for 7 år siden ville det være gået fint. Men det viser sig, at jeg kun i glimtvis finder mit tidligere niveau. Endelig sker der det, at to kommer op at skændes udenfor banen, så den ene går i vrede. En anden undskylder, at der er så meget "ævl og kævl" netop den dag, jeg skal starte op. Jeg tænker igen, om det er noget, jeg har bragt med. Den sidste kamp, jeg spiller, er jeg nødt til at trække mig fra. Egentlig først, da en kvinde spørger, om jeg kan holde til det, for ellers skal jeg sige til. Faktisk får jeg trækninger i brystkassen i venstre side, lige da vi skal til at skifte side. Jeg bliver bekymret for, om det er en slags blodprop, men siger det ikke til nogen. Da vi sidder ud på bænken et øjeblik, tænker jeg, at jeg tager en tørn mere. Men jeg er samtidig bange. "Har du slet ikke motioneret i flere år?", spørger de mig. Jo, men ikke med pulsen oppe som her, svarer jeg. Jeg får - måske heldigvis - den tanke, at jeg fandeme ikke vil dø her til badminton, så jeg får sagt, at jeg hellere må stoppe for i dag. Antallet af spillere går fint op, selvom jeg går. En mand kommer ellers glad hen for at sige, at nu skal han spille sammen med mig ifølge spilleplanen, men jeg må skuffe ham. Siger det med trækning i brystkassen, kalder det over for en anden, at "jeg er overbelastet". En kvinde spørger til mine kontaktoplysninger, og de regner med, jeg kommer igen næste gang. Jeg tager bad, tager hjem. Tænker: Jeg kan faktisk ikke være med. Jeg kan ikke rent styrkemæssigt holde til det, og socialt er jeg også udfordret, fordi alle min fejl ligesom "går ud over" min makker. Jeg er glad for at have prøvet det af, og må nøjes med at cykle, gå tur med hunden, lave håndvægtsøvelser, som jeg hidtil har gjort. Jeg troede, jeg havde fordums kraft, men det havde jeg slet ikke. Jeg kom også i kontakt med vrede og fandenivoldskhed, en slags "nu skal jeg fandeme vise dem". Men jeg havde ingenting at vise dem. På den dag - i dag -, hvor jeg også har frameldt mig Facebook-gruppen "Korsangere i Aarhus", for jeg har jo ikke længere tilknytning. Jeg har været nervøs for den her dag siden jeg en aften tidligere på ugen over et glas portvin fik tanken om igen at spille badminton. Det var friskt af mig at tage kontakt og hallen ligger lige her over for på Bethesdavej. Det kan ske for os alle, at vi overvurderer vores styrke i forskellige sammenhænge. Jeg gik ikke grædende derfra som for 20 år siden og sagde frimodigt til flere: "Dit ansigt kan jeg godt kende fra dengang". Intet i vejen med at have gjort forsøget. Jeg levede ikke op til "pænt god". Jeg var fejl-castet og Gud må sende en anden. Jeg har låst min hoveddør op, så hvis jeg falder om pga. disse smerte-trækninger i brystkassen, så kan redningsfolk komme ind. Jeg fik fortalt eet menneske, at jeg laver kunst og hvordan. Jeg tror ikke, jeg nogensinde igen skal genoptage badminton som motionsform. Jeg er heldigvis god til og mobil til andre aktiviteter. Og de gummidimser bag øret beholder jeg på som en ting, jeg altid går med. Det sagde optikeren, at flere gjorde. Manden i "Insport" forretningen, der skulle strenge min ketcher op, var dejlig og min kommunikation gik let. Jeg har flyttet mig, budt ind med noget, som jeg muligvis kunne være død af. Og er det ikke det, livet går ud på. 2.4.22.

Det er kun mig, der har grædt. Det er kun mig i hele verden, der har grædt. At foreslå, at mit maleri ikke længere skal hænge hos Lars (Holmbo) - øh, det er mere, hvis han ikke synes det. Som at hente noget hjem, der var mit. Men det var jo delt. At skrive "hej" i stedet for "kære", ja så jeg måtte indhente og skrive en ekstra besked med "Glæder mig til at se dig..". Som om hele kærligheden er dybt misforstået. Hvorfor hænger mit maleri (stadig) hos ham - men hvorfor ikke? Det er jo ikke sådan, at vi er uvenner og at ømheden bare er væk. Nu er mødet hos ham i morgen aften udsat til næste fredag. Er det ikke meget småt-synet at trække sit eget maleri hjem fra en andens hjem, som måske gerne ville have beholdt det? For jeg græd og måtte aflyse en aftale. For fanden, det var som at kappe et bånd. Eller en hånd. Over et maleri. Som har givet titel til også et helt afsnit på en hjemmeside. Og som jeg også har skrevet en sang om. "Livets træ" - hvorfor fælde det? 31.3.22.

Det er en revolution. Har kontaktet "Gruppespil" (badminton) her ovre i Bethesdahallen, hvor jeg bor, som jeg tidligere for mange år siden har deltaget i. Jeg kom så dårligt derfra, da jeg havde paranoia på banen, fordi jeg prøvede at trappe ud af et medikament på egen hånd. Jeg gik nærmest grædende derfra. Jeg kan se, det er helt andre folk, der leder det nu - heldigvis. Måske husker de slet ikke mit exit. Det er bare mig, der er blevet 49, mens de er blevet for gamle. To timer hver lørdag formiddag - jeg er fandeme god! Hvis det bliver til noget har jeg ganske sprængt en mur. Af tavshed, skamfuldhed, akavethed. Det sidste minde, jeg kom derfra med, var at jeg skyldte dem en kasse øl for at være udeblevet. Min lærer på kunstakademiet spillede der samtidigt, så vi er helt tilbage i år 1999. For helvede - jeg taler om soning eller udbedring eller plaster på såret eller heling. Jeg taler om at komme der tilbage. Helt frisk. Revanche. Jeg har skrevet til en mand, jeg ikke kender, at jeg er "pænt god". Han har jo heller ikke set, at jeg herhjemme næsten rammer skraldespanden på aftand hver eneste gang. At jeg har øje for det. En revolution. 29.3.22.

Jeg holder med Will Smith. Afmagt - den største kærlighed. Vi forsvarer dem, vi elsker, uden forbehold, uden tøven. Han går op og slår værten ved Oscar-uddelingen, og jeg forstår det. "Love can make us do crazy things", siger han grædende bagefter. Vi behøver ikke nøjere forklaring. Vi ser aktionen og forstår den. En til en. Jeg får lyst til at slå ham, at give tilbage og jeg vover det foran millioner af seere og sætter min karriere på spil. Uagtet det slår jeg. Det største offer er hos ham, der afgav slaget. Tilmed sin værdighed. Så mange, der siden har fordømt ham. For upassende adfærd. Skulle vi ikke gå et spadestik dybere end det? 28.3.22.

Jeg føler, at de mørke briller er en rekvisit. Der gør, at det, jeg siger, får et ekstra slag. Jeg føler, jeg skruer op for volumen, når jeg bærer dem. - Men det er vrøvl. Nogle siger, de klæder mig. Jeg overvejer at tage ned og bytte dem til et par, der er mindre tydelige. I næsten gennemsigtige farver. Jeg føler, mit blik er lukket inde. Men dog - dem, der virkelig kigger ind - får også en anden dybde. Det er langt ude, at jeg tillægger mit brillestel at have indflydelse på, hvordan jeg gebærder mig. Og opfatter mig selv. Men det er ikke desto mindre det, jeg hævder sker. Som en slags booster. Noget, der bliver mig tillagt. Det er jo en brist hos/i mig, at jeg ikke står stærkt nok i mig selv uden at medtænke, hvad mine øjne gør ved folk udadtil bag et par glas. Men jo også naturligt. Vi vil alle gerne gøre et godt indtryk - og ja, et indtryk, der varer ved eller går dybt. Det Gud-givne. 28.3.22.

Så jeg ku enten smide jakkerne ud. De fine, som jeg havde tænkt, jeg skulle bære, hvis jeg en dag kommer i Godmorgen Danmark el. lign. Jeg ku bare tænke det ud af ligningen, at det gør jeg (nok) aldrig og bare smide jakkerne ud til genbrug. Nu, hvor jeg er i gang med at kassere så meget andet. Eller jeg kunne holde det åbent. Tænk at stå der, inviteret, og ikke længere have en jakke at tage på :) Hvad skulle de i fald spørge mig om i Godmorgen Danmark? Jeg mener, er der overhovedet en chance for, at jeg en dag medvirker. De ku spørge om mine podcasts - men er jo endnu ikke begyndt at optage. Eller min hjemmeside - den ene eller den anden. Eller episoden igen med mit barn, skønt jeg ikke ønsker at skabe fokus om det længere. Eller jeg kunne tale om Art sandaler (ha ha). Så selvfølgelig gemmer jeg den ekstra fine jakke. Lige nu ligger den og flyder i entréen. Jeg skal selvfølgelig selv bære den. Den har ikke været speciel dyr og er ikke lavet af fornemt materiale, den har bare noget yndefuldt over sig. Når nogen siger til mig: "Hvor er den flot til dig den jakke", så siger jeg tit i sjov tilbage: "Er du sikker på, det ikke er mig, der bærer den, som er flot?". Altså det yndefulde ydre skulle gerne spejle det yndefulde indre. Og selv den ildelugtende mand i tøj i laser, kan jo være helt vidunderlig smuk indeni. "Er livet ikke mere end maden og tøjet?" (Matth. 6). Og jo, meget mere end det. Hvor bare kærligheden strømmer.. 24.3.22.

Jeg har fundet freden, der, hvor jeg søgte, tav den, hvor andre fik talt. Jeg hører blomsten spire. Alt, som barnet har tændt. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen marts 2022.

Der er noget, der hedder pli og jeg har simpelthen ikke fattet det. Forleden fyrede jeg en ven ved bare at undlade at reagere på hans opkald - som var ret insisterende. Og nu, hvor en Facebook-ven igen vil drikke kaffe med mig i sit atelier, overvejer jeg hvordan jeg kan afslå. Men det er ikke sådan, kærligheden i verden burde forvaltes. Og slet ikke fra min hånd. Jeg kan se, det handler om at afgrænse mig, jeg bliver nærig med hvem jeg deler ud til. Men jeg burde være rundhåndet. Jeg kan bare ikke se, hvorfor jeg skal sidde i det atelier, når jeg ikke føler kemi og adgang imellem os. I gamle dage kaldte jeg det at "cuttte en kontakt". Det var helt forfærdeligt, mine veninder kunne ikke forstå det, og jeg selv kunne ikke argumentere. Så det står stadig hen i det uvisse, hvad der egentlig forårsagede bruddet. Jeg trak mig og det var selvfølgelig min ret - og det er stadig min ret - men med hvilket formål? Skulle min kærlighed være for de mest egnede, de særligt modtagelige, dem jeg elsker højt? Og så ikke (alle) de andre? Jeg har svært ved at sige fra, fordi jeg tænker på, at vedkommende er min næste. Og nu, hvor det er ham, der indbyder. Da skulle han gerne være mere end blot min næste. Hvad koster det mig at deltage frem for at nægte? Hvad ville Gud have gjort? Eller du, min læser? 21.3.22.

Arbejdsskitse for kommende podcast-interviews omkring emnet Skyld: Vi mennesker har samvittighed. Dømmekraft. Følelsen af at gøre godt eller gøre ondt.

Situationer i løbet af dagen, hvor man sårer nogen eller hjælper nogen.

Naturlig følelse.

Hvordan gør vi godt igen? Hvis vi har forbrudt os. Hjælper det f.eks. at sige "Undskyld". Eller bliver det gjorte gjort op i en form for regnskab? En karma-konto.

Hvornår er vi rene? Helt uden forbehold - uskyldige.

Kan man sone ved at angre. Vil Gud belønne en, der bekender sin skyld, i stedet for at benægte den.

Den vigtigste retningslinje er vores samvittighed. Hvis vi ikke mærker forskel på at gøre det gode over for at gøre det dårlige, er vi ilde stedt - hævder jeg.

Alle øjeblikke er gerningsøjeblikke - i hvert eneste minut kan vi mennesker gøre os skyldige i noget over for et medmenneske. Det kan være små forseelser eller fatale forseelser.

Vi kan ikke redde hele verden og vil i løbet af en dag slække lidt på moral og kompas. Vi kan ikke i hvert eneste øjeblik leve op til begrebet om at være "et ordentligt menneske". - Men vi kan forsøge.

Hvis ikke vi er drevet af at ville verden noget godt, gøre det til et bedre sted at være, hvorfor så stå op om morgenen?

Kommer vores syndsbevidsthed fra Adam og Eva? Hvem har bragt synden ind i verden og hvordan ville verden se ud, hvis den ikke var her. Er vi født til at mislykkes indimellem. Fordi vi bliver stærkere af modgang?

Hvordan kan vi bløde den hårde facade op, så vi åbner os for livet, så energien igen strømmer frit igennem os? Når vi ikke længere skal forsvare os eller bekrige nogen.

Alt er Kærlighed. Ikke bare fordi vi tror på Gud og det, der står skrevet. Vi er nok nødt til at tro, at den grundlæggende kraft er kærlig, for at finde mening og berettigelse.

Hvad gør du selv for at være et godt menneske?

Har du følt skyld over noget i dag?

Tror du på, man kan undskylde eller angre uden at konfrontere den forurettede? At man kan gøre sit eget arbejde for at udbedre, også hvis det foregår i det skjulte. Det tror jeg.

Vi kan sende vibrationer ud, kraft, energi, "kald det hvad du vil". Der møder andres bud eller bidrag. Vi kan udtale en appel til universet, som en slags tavs bøn, ja end uden at have sagt et eneste ord. Drømme, forhåbninger er bygget på sådanne indre stemmer. Og Gud vil jo kende os og lytte.

Vi skal tale om, hvordan vi takler det at stå i gæld til nogen. Hvor meget kan vi bære. Tilgivelsen - er den fuldstændig frisættende? Og en absolut størrelse?

Noget siger mig, at et forfatterskab er gratis. Jeg mener, det koster ikke penge. Her mens jeg scroller ned over siderne med brugte Art sko, som jeg ikke har brug for. Og mens jeg har søgt banken om et højere lån, fordi jeg gerne vil i gang med at lave podcasts (og til det brug skal have en ny mindre bærbar computer). Alle mine noder ligger gratis tilgængelige, det koster endda ikke noget at være mit publikum. Eller min læser. Det kostede noget i eftermiddags at frabede mig flere opkald fra en ven. Men da det var gjort, kunne jeg frigjort skrive mine forældre en mail. "Fredag eftermiddag og aften er den bedste tid på ugen", som jeg fik skrevet. Ja, selv min nabo nyder ekstra god musik om fredagen. Det var mig, der til livsfilosofi talte om, at det ikke er uvæsentligt, hvordan vi hver især stiller os til krigen. Om vi beder en bøn herhjemme fra Danmark - ja, så batter det noget. Hvad vi hver især sender ud af kraft i form af håb. Fordi det blander sig i verdens følelses-hav. Med alle de andres håb. Og til klimakrisen spørger jeg min ven: hvad så med 1000 års-riget? Det kan jo ikke passe, at Gud sender os i nederlag og på katastrofekurs nu. Astrologen pointerede også over for mig, at "verden er et godt sted", og det tror jeg virkelig. Selvom bussen, der lige kørte forbi mit vindue, gerne måtte have været drevet af el. Men hvad vi gør i det små virker i det store. Selv omsorgen for en tissemyre eller et træværk, en bog. Det bliver alt sammen regnet. Tanken på den elskede.. 18.3.22.

Jeg har lovet dig at agte livet. Det er forår, hvor ku jeg se til mørket? Nu vil jeg leve, vande og pleje min rod. Til dagen gryr. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen midt marts 2022. Youtube her: https://www.youtube.com/watch?v=xiQbR6Ykcpo 

Jeg bryder mig ikke om at have været kritisk. Tog endda billeder på Gallo skolen og vedlagde min mail. Selvom kritikken er rimelig, bryder jeg mig ikke om at være den, der rejser den. Herregud, jeg slukkede jo (bare) den tændte kaffemaskine i aftes, da jeg var i skolestuen og tog affald med mig ud, da jeg gik. Men jeg følte, at der var i hvert fald tre ting, jeg kunne påpege kunne være bedre. Havde det bare været en ting, havde jeg nok været overbærende og intet sagt. Nu skal jeg møde lederen senere i dag over et bestyrelsesmøde. Og jeg har lyst til at sige, at jeg "måske overreagerede". Jeg har peget på en anden skyldig end mig selv. Der vil være en part, der føler, de har svigtet. Ingen er døde og det har ikke gjort ondt på nogen, men jeg har peget af nogen. Ja, I låner mig et øvelokale til musik, men den måde, jeg takker på, er ved at kritisere. Jeg skulle klart hellere have sagt det i en bibemærkning senere i dag end sende den mail i går aftes. Billeddokumentation - bare fordi vi alle har smartphones og det tager et øjeblik. Bare fordi man har midlerne (a la Rusland og atomvåben), betyder det jo ikke, vi skal bruge dem. Jeg er faktisk flov. 15.3.22.

Det var jo mig - skønt ophavsmand - der måtte underkaste mig hvor melodien ville hen. Da den selvsagt har sin egen natur og lovmæssighed. Jeg må bare følge dens orden. Ligesom kærligheden har steder, hvor den trives mere end andre. Da er jeg som kunstner underlagt nogle højere spilleregler, jeg end ikke har noget navn for. Jeg så bare, at hvor jeg prøvede at slette et par takter (i min melodi), krævede den bagefter de to takter tilbage. Den kunne ikke undvære dem. Hvor jeg troede, jeg skulle sprænge nodebilledet, tænke nyt, bad den mig uddybe, hvad jeg allerede én gang tidligere havde sagt. Som at lægge et nyt lag på det, der i forvejen var til stede. Melodien er da min Herre og ikke omvendt. En, som jeg tjener til et formål. Jeg skal bare spørge, hvor turen går hen. 11.3.22.

Jeg liker et ganske forfærdeligt opslag. Ingen andre har gjort det i den første time. Manden synger om Kristus, af kærlighed til nadveren. Det er bare ikke særligt professionelt udført. Men jeg, der selv er en del af salmefolket - over for salmeeliten - må ligesom kæmpe for mit folk og sige, han har berettigelse her. Hvis jeg også selv skal have berettigelse. Jeg er nødt til at dømme ham inde. For hvad er der i vejen med hans ånd. Hans motiv. Ingenting er i vejen. Jeg vil endda gå med ham ad vejen. Og være vejen med ham. 11.3.22.

Jeg har været på Godsbanen, grafisk værksted. Jeg har tænkt på det længe. At få en slags fysisk backup af min amedagbogskrift-dagbog, privat. Det slog mig bagefter, hvor fint det første foto og det seneste foto står til hinanden. Jeg tror, det kaldes æstetik. At kunne se skønheden i harmonien, farvespil og komposition. Ligesom alverdens andre kunstnere i verdenshistorien søger jeg det skønne. Her altså et eksempel. 7.3.22. 

Jeg holder øje, spidser mit øre; hjertet har talt. Hvad om vi skjulte det, vi har, plukkede et blad, gemte os bag det. Gå - uden ord. Jeg er fri, det er, hvad jeg er. Og når jeg når hjem venter der mig mere. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen Gallo skolen tidlig marts 2022 (Om forlist kærlighed)

Hvad gør man, når ham, man ellers var lun på, ikke gengælder. Man håber på en anden <3

"Jesus will provide" - det var det, den fulde mand sagde ved busstoppestedet. Mens han lagde armen omkring mig. Jeg vristede mig fri, men syntes, det var meget kærkomment. Idet ham, jeg mente at være forelsket i, alligevel viste sig ikke at gengælde det. Derfor flirtede jeg med alverden på min vej hjem. Havde kække bemærkninger og en jovial tone. For det er sådan, jeg har haft det. Jeg har følt liv i alle mine celler, virkelig vitalitet. Og jeg har haft et ekstraordinært overskud, f.eks. i situationer med small-talk. Jeg har kunnet begå mig socialt på helt nye måder. Ikke bare fordi jeg bevæger mig rundt i Trøjborg og det derfor føles familiært. Jeg har haft nemt ved omgang. Og elsket de fleste. Det har været nemt at leve. Måske fordi der var noget at glæde sig til, hvis denne kærlighed havde udviklet sig. Det er mig som menneske, der allligevel ikke skal opleve et nyt parforhold, også selvom jeg var klar. Sangene kommer nu til at have et andet indhold (igen). Min kærlighed bliver fordelt ud alment og ikke personligt. Men pludselig bliver manden på gaden min bedste ven. Jeg er for alle. Jeg havde åbnet mit skød, men nu lukker jeg det igen. En anden gang.. 4.3.22.

Jeg kender den nøjagtige grad af min paranoia. Altså jeg ved, hvordan den ser ud, hvordan den opstår, tager form. Som f.eks. i dag. Min bror skriver, han gerne vil tage med mig på psyk., hvor min søster lige nu er indlagt. Jeg er sikker på, mine forældre har været inde over, sagt at Rie altså ikke kan tage derud alene. Da jeg så sidder i bussen sammen med min bror, viser det sig han har foreslået det af sig selv. Uden mine forældres indblanden. Jeg skriver for sjov til en ven, at min bror og mig næsten sloges om at være den, der tager mest ansvar (i forhold til min søsters sygdom). Men da jeg sidder ved siden af min bror, taler vi om dagligdagsting. Jeg er tryg ved ham og jeg behøver ikke udmærke mig eller anstrenge mig. Vi tager sammen derud og sidder over for min søster, som er glad for at se os begge. Jeg har forberedt mig på at have paraderne oppe, men jeg oplever, at vi kan finde ud af det, min bror og jeg. At være de ansvarlige pårørende til en psykisk syg. Jeg griner, da vi går derfra, for hvordan kan personalet egentlig vide, vi kommer udefra og ikke er de indlagte? For den psykiske sygdom sidder jo ikke altid yderst på et menneske. Jeg er lettet over at have min bror med, selvom jeg havde planer om at klare besøget selv. Der kommer dette ord,"tryg" ind, som faktisk er meget vigtigt. Ligesom min mor var tryg ved, jeg skulle med Lars Holmbo på Aros (kunstmuseum). Som om hun så var overbevist om, jeg var i gode hænder. Jeg opfandt - på grund af min tendens til paranoia - et verdensbillede af, at mine forældre havde påvirket min bror til at foreslå at tage med mig i dag, som sagt. Men der var ingen hold i det, viste det sig. Det er paranoiaens natur. En del af mit sygdomsbillede. Tilgiv mig for det. 3.3.22.

Så er man stolt af at være borger i verden. Når Jeppe Kofoed udvandrer og Ukraines præsident viser sig at have lune og en helt særlig sødme, der ikke er til at stå for. Selvom jeg ikke forstår mig særligt på politik og faktisk ikke ved, hvad "Den kolde krig" dækker over, så bliver jeg rørt over den fællesskabsfølelse, der er opstået spontant. Selv sportsstjerner sanktionerer og min gamle dansklærer fra gymnasiet kalder det "svineri", det Rusland har gang i. Så ved jeg godt, hvem jeg hører sammen med og hvad jeg mener, men før konflikten udviklede sig, stillede jeg min ven virkelig dumme spørgsmål: "Kommer vi så i krig med danske soldater?". Der er så stærke ytringer, at man skulle tro, vi også ku løfte klimaspørgsmålet sammen og nå i mål med det. Lavrov - nej, dig gider vi ikke høre på. Står der næsten bare på teksttv. Vi gør fælles front, så nu ved jeg, hvem mine venner er. Jeg har ikke læst mig til forstandige udtalelser eller vurderinger. Jeg ved bare, hvem "vi" er og hvem "de" er. Nu. 1.3.22. 

Min Mor ringede lige og takkede mig inderligt, her kl. 16.30. Altså er stykket nedenfor forgæves/ugyldigt. Det fortæller dog stadig, hvordan processen forløb. Men nu mærker jeg deres taknemmelighed, endog dybt ind. Da jeg sagde, jeg også kan tage derud i morgen, sagde hun endda: "Nej, da skal du jo på Aros med din ven". Som om, hun støtter mig i, at jeg ser mere til ham (den nye).

Kære Mor og Far. Der er nu gået fem timer, siden jeg sad ved min søsters leje for at se til hende. Hun sov dybt og bliver tilset. Jeg mødte tilfældigvis hjemmesygeplejersken i gangen, som satte mig ind i situationen. Jeg sørgede for at give hende jeres nummer, så hun kunne informere jer. Først skrev I kl. 11, at I var bekymret for Kirsten, da hun ikke tog telefonen i aftes. Jeg ringede så til Skejby, men der var hun ikke indregistreret. Så skrev jeg til en af de andre beboere på bostedet via Messenger, og jeg begav mig ned til bussen for bare at tage derud selv. Han svarede, at han havde set to sygeplejersker og en vagtlæge gå ind til Kirsten her til morgen, men at han ikke vidste nærmere. Jeg ku have ringet og sagt det til jer der, men ventede til jeg vidste mere. Måske blev I bekymret, da jeg skrev, hun ikke var på Skejby, da det var jeres bud, fordi der havde været corona i omløb på bostedet. Måske blev I endda bekymret - for mig - da jeg skrev, jeg tog derud og at jeg ville være der tre kvarter senere. Måske synes I stadigvæk, det var langt ude eller kun kunne forsvares af en, der var psykisk syg. I må virkelig nære dyb, dyb mistillid til mig som menneske, at I ikke reagerer nærmere. Betvivle, om jeg overhovedet gør godt her i verden. Da kender jeg hverken verden eller kærlighedens væsen længere, for den er i hvert fald ikke tilstede imellem os. Jeg ser bare klart, at jeg må dele det egentlige med andre mennesker, da I ikke behandler mig ligeværdigt. Hende fra hjemme/sygeplejen så mig faktisk. Og takkede mig. Og min søster vil en dag vide, jeg var hos hende, trods det at hun slet ikke var vågen nok til at registrere det. Det er så utroligt ensomt at konstatere, at vi - mine forældre og jeg - ikke når hinanden. At det meste, jeg gør, bliver fordrejet og fortolket ind under dække af sindssyge. Jeg er andet end det. Nu har jeg grædt ved busstoppestedet og gør det også nu. Så utrolig fyldt af svigt. At I ikke anerkender.. 26.2.22.

Det er så utroligt skrøbeligt og nøgent. Mig i en video på Moderne Salmer (Facebook-side). Og min ven, tekstforfatter til sangen, Lars, introducerer ikke. Så der er bare mig, som man klikker sig ind på. Derefter læser man teksten, og nederst, at sangen er skrevet til Folkekirkens Nødhjælps 100-års sangkonkurrence. Hvor den ikke vandt. Jeg tror, han har denne tanke, at salmen ligesom skal tale for sig selv. At produktet er færdigt og godt nok, så der behøves ingen invitation. Tænk, hvis organisten fra Johanneskirken eller kirkesangere, jeg har lavet fejl sammen med, også er medlemmer på siden. Ja, alt dette, fordi jeg faktisk selv er i tvivl. Og må jeg gerne være i tvivl. Allerede ved synet af min lilla bluse, mit hår der falder, min stemme der er presset til det yderste (fordi sangen er dyb på steder). Tåler jeg næsten ikke andres blik. Nogle kan hænde at kommentere, jeg er eksponeret og har ikke længere Løve ascendant :) Men det er det, vi som mennesker må risikere. Vi må bringe os i spil, satse noget, så vi også har chancen for at vinde. Shit mand - synger jeg overhovedet godt længere. Kristus - hjælp mig med at gå offentlig. Vi er ilde set på Moderne salmer, så vi forventer ingenting. Hjælp os med at gøre dit budskab vedkommende, alment. Hos dem, der ikke regner os. Lytter, men ikke hører. 24.2.22.

En dag - i dag ser jeg mig omkring, og opdager dit spor. Jeg tiltrækkes, indvikles, satser alt, hvad jeg har. I håb om, at du vil se, mit liv tager nu en drejning imod - dig. (Skrevet fra 29.1. - 20.2. Indspillet d. 22.2.22)

Jeg var ellers på vej ud for at gå en tur. Men jo længere, jeg kom væk fra ejendommen, hvor jeg bor, jo mere pinte det mig, at der faktisk lugtede lidt rigeligt af mados i opgangen. Tænk, hvis der ville opstå brand, mens jeg gik nede i skoven! Og hvor havde jeg mine usb-stik? - Derhjemme. Så jeg vendte om allerede nede ad Skovvangsvej. Jeg vendte hjem, hvor der stadig lugtede, og var i blandt min kunst, og valgte i stedet at lave håndvægtsøvelser på mit gulv som dagens motion. Så ville vi brænde sammen. 21.2.22.

Jeg bliver bedt (af den åndelige verden) om at mildne stykket om Prins Charles og mig selv. (Jeg lod det stå råt, fordi stykket stod så fint grafisk på siden). Det er jeg sådan set glad for, for det fortæller mig at jeg har en grad af uskyld. Også i bogen, "Hvis du vil se mig i himmelen" ville jeg have trykt en anden sætning end "Jeg var ham desværre utro" men redaktøren syntes, det ville klæde mig at bekende min skyld, når jeg nu i så meget andet var ærlig. At jeg "er forelsket" i en anden allerede på højskolen er også at gå for vidt. Jeg så, at det egentlig var med sådan en mand, som Niels, jeg ønskede en fremtid. Ja, lige inden drabet, derhjemme på mit kammer i Gram, fik jeg tanken - en slags vision - om Niels og de to børn, Simon og Amalie, som jeg i virkeligheden ønskede mig. Gad vide, om Nikolas fornemmede det, at det var derfor han vågnede og kradsede mig i ansigtet. Det er jeg meget skamfuld over - også at sige her -, at her passede jeg en dreng, jeg aldrig havde ønsket mig, fordi jeg havde digtet ham ind i en fantasiverden, hvor hans far og jeg var "et guddommeligt par". Særligt udvalgt til noget. Der var virkelig god grobund for sindssygen. 19.2.22. (Til stykket nedenfor)

Det er næsten lige så slemt som Prins Charles og Camilla Bowles (og Diana), hvis ikke værre. Jeg er min kæreste utro - men vidste da ikke, at jeg gjorde noget forkert, for vores forhold bar præg af megen tvivl og frem og tilbage. Vi bevarer forbindelsen, jeg bliver gravid, men på højskolen under graviditeten har jeg allerede håb for en anden mand (Niels). Jeg føder, helt ulykkelig, et vanvidsbarn, som jeg kalder det, fordi der da er sindssyge blandet ind. Som jeg i desperation slår ihjel. Jeg overlever selv, kommer videre, og forfølger min drøm om at blive Niels' kæreste - hvilket jeg bliver. Jeg tror, jeg kan få en almindelig tilværelse med nye børn, ægteskab, musikuddannelse, som om intet er hændt. Ligesom Charles og Camilla. Som om intet er hændt. Der var jo et offer, som vi glemmer i det billede, der står tilbage. Som om, der simpelthen ikke var plads til dem i verden. De blev elimineret, for at noget andet kunne træde i deres sted. Det er ikke særligt sympatisk af den overlevende part. Og heller ikke særlig fortjent. Når man tænker over det, er det jo helt absurd, at Camilla og Charles nu danner par offentligt og ordentligt. Der er noget, de har glemt. Og det fordømmer vi dem for. Jeg har ikke glemt, men prøver at have fokus et andet sted. Jeg prøver - hver dag - at finde berettigelse til at være her. Ved at bearbejde emnet skyld, som en almen ting. Alles vilkår. For at dække mig ind under almindeligheden. Lykkes det? 18.2.22.

Men jeg er faktisk ikke bedre selv. En ven, som jeg går til livsfilosofi med og også kender privat, kommenterer mit opslag på Facebook - det med deodoranterne for et par dage siden. Han laver lidt grin med emnet. Han er netop kommet på Facebook i det hele taget og det er muligvis hans første kommentar. Intet i vejen med den og jeg liker den og en giver den et "Wow" (emoji). Dagen efter skriver han en privat sms ret sent, hvor han siger, at min deodorant er "fin og mild". Virkelig sødt sagt. Jeg vender mig i sengen - da klokken er sent - og svarer ham med det samme, noget med vi ses og tak for kommentarerne begge steder. Han har tidligere gerne villet ses med mig i hverdagene - mellem undervisningsgangene på Gallo - hvilket jeg har sagt nej til. Er ikke interesseret i ham amourøst og gør mange andre ting de andre dage for mig selv. Sidst han foreslog, at vi tog i "imusic" sammen, fordi vi begge køber musik der - forsvarede han sig nærmest, at der lå ikke noget mere i det. Og fordi jeg ikke gengælder hans tilnærmen, trækker jeg mig - måske endda ret kontant. Men hvorfor skal jeg bestemme, hvem han kan lide eller har følelser for? "Du er god at snakke med", siger han også. Ja, han var vældig oprevet i telefonen i aftes, at han ringer bare kort, og hvis han har overskredet mine grænser - enten på Facebook eller ved at sige det om min duft, så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg skyndte mig at mildne hans ophidselse ved at tilbagevise: intet i vejen med de ting, du har skrevet. Herregud, jeg har fået en kompliment og har været dårlig til at tage imod den. Ja, har ikke noget sted sagt eller skrevet, det f.eks. var "sødt sagt" (som jeg så gør nu). For her går vi rundt og ved ikke selv, hvordan vi dufter og om det er behageligt for andre. Min yndlingsdeodorant er gået ud af produktion, som jeg skrev i opslaget, og jeg smider givetvis op mod 10 deodoranter ud senere i dag, idet jeg er gået forgæves efter nye. Og han har skrevet direkte ind i det (scenarie). Jeg tager det på mig, at jeg har givet ham ingenting tilbage, før efter hans opkald i aftes, som man ikke kunne undgå at blive påvirket af. "Kære. Ingenting i vejen". Heller ikke med din kærlighed (underforstået). Ser jeg så tydeligt her til morgen, op af det, jeg skrev om mine forældre i går. 17.2.22.

De vil faktisk bestemme, hvem jeg skal elske og hvem jeg ikke skal elske. Mine forældre. Det er ganske uhyrligt. Jeg skrev til dem i vores vante lørdagsudveksling pr. mail, at jeg gerne ville sende min tante en hilsen for at ønske hende tillykke med, at hun igen har fundet kærligheden - efter at have været enke i et par år (efter min onkel). Men jeg kan ikke finde hende på krak, som jeg siger. Mine forældre ringer så til mig mandag: tager jeg min medicin?, hvad bruger jeg mine penge til?, og hvad med mit kærlighedsliv, er det ikke vigtigt at have en god ven (i min eks-kæreste)? Og videre: "Du skal ikke skrive til Else Marie, for du kender hende jo ikke. Vi kan hilse hende på søndag, hvor de kommer her på besøg, men du skal ikke skrive noget. Vi sender heller ikke noget til brylluppet og regner ikke med at skulle have noget med hende at gøre fremover". Helt absurd, at de skal bestemme, hvem jeg skal skrive en hilsen til, eller hvor min kærlighed skal finde udtryk. Det er slet ikke min kærlighed, der er noget i vejen med, men snarere deres. Det gør mig harm. Jeg troede, de ringede for at give mig hendes adresse, men de ringer fuld af skepsis over min livsførelse. "Uroen er hos dig, mor, ikke hos mig, så jeg synes, du skal snakke med nogen andre om det, end mig". Nu ved jeg ikke, om jeg skal have strengere censur, når jeg vælger hvad der skal stå i mailsene om lørdagen fremover. Men jeg har fundet mandens adresse på krak, ham hun skal giftes med. Så jeg sender bare en hilsen af egen drift alligevel. Et eksempel på, hvordan mine forældre spinder en historie ud af deres bekymring. Og den skal jeg ikke bære (deres bekymring). De har ingen ret til at diktere, hvem jeg må skrive med eller hvem jeg skal elske, også som partner. Det må andre også ku se helt objektivt og nøgternt. Det er min helt egen sag. 16.2.22.

Et eksempel på kontakt til vejledere (åndelige). Jeg er taget ned for at levere et par bukser tilbage, som viste sig at være i stykker allerede første gang, jeg tog dem på. Jeg havde tænkt på, om jeg i stedet skulle bede om pengene, i stedet for at bytte dem til et par magen til. Fordi det ku støtte min økonomi lidt. På badeværelset i morges fik jeg dog navnet "Fred Astair" ind. Først grinte jeg, fordi det var op af en trappe, at jeg nærmest snublede og næsten tabte bukserne (og stair betyder trappe på engelsk), da jeg skulle købe dem. Så kom jeg i tanker om, at Fred også bare er et dansk ord.  Og drog derfor den konklusion, at jeg med fred ku bytte bukserne til et par andre. Hvilket jeg nu har gjort. 14.2.22.

Et øjeblik - nu, hvor skriftet.dk er nede - gjorde det mig ikke noget. Om det hele bare forsvandt. Et øjeblik var det ikke længere interessant, hvor jeg kom fra. Som hvis nogen spurgte: "Hvor kommer du fra?" og jeg svarer "Gram i Sønderjylland". Ligeledes ku jeg have svaret: "Barnemord", mens en anden til samme spørgsmål, ku have svaret: "Skilsmisse", "Barnløshed", "Hustruvold". Vi bærer alle på noget. Er det ikke mere interessant, hvordan nutiden tegner os. Et øjeblik var jeg helt uden historie. Jeg har overvejet at slette mit foredrag fra min profil, så fokus er et andet sted. Jeg vil til enhver tid hellere være en ny begyndelse. Med håb for fremtidige ting i stedet for tilbageblik. Det var min første sætning i mange år: "Kender du min historie?". Næsten som var det et varemærke. En adgang til mig. Hvis du ikke kender mig for det, kender du mig slet ikke - agtigt. Gylden var den tid, hvor skriftet.dk var mit et og alt. Ja, i mange år var det det eneste, der holdt mig oppe, at have udsigten til at den skulle udkomme. Nu kan jeg vende blikket mod noget andet. Jeg ville ikke engang dø, hvis sitet aldrig bliver genoprettet (som det nu nok gør i morgen). Jeg ville endda leve. Mangt har det bibragt mig at indeholde blandingen - i lige dele forhold - af sindssyge og kunst. Nu bliver mit åbne sind og min kontakt til det åndelige måske i stedet en ressource (da jeg har tilmeldt mig et spirituelt cirkelforløb). Et kraftfelt. Skriftet er nede, men jeg har to andre hjemmesider, kærlighed og helbred. Engang i fremtiden kan det hele måske også præsenteres mere smidigt. Tage en anden form, rent teknisk. I stedet ku man spørge: "Hvor skal du hen?". Og jeg vil svare: "Samme sted, som du". Og føje til: "Heldigvis". 13.2.22.

Hvad gør man, når ens yndlingsdeodorant udgår af produktion - ha ha

Hver en blomst vil springe ud og jeg vil føde ord, der står mig nær, række dig som kær. ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.2.22. Med håb for kærligheden. 

Mit korrigerede fødselshoroskop. Bemærk den grønne "drage" (markeret grøn streg). Så nu er jeg ikke længere født kl. 20.38.12. men kl. 20.22.00. Og har Krebsen som ascendant og ikke længere Løven. Gode betingelser for parforhold, varslede årshoroskopet. En fin session. Men hun nævnte Jesus, som en der var et andet sted (i en anden sfære). Og jeg nænnede ikke at nævne ordet "genkomst". Jeg har et åbent sind - hvilket kan være stor inspiration til kunst, men jeg skal lære at lukke til igen. Og efter sessionen har jeg fået den idé, at jeg kunne lave podcasts. 9.2.22.

Også en melodi bør gå hen, hvor der er nemmest adgang. Ligesom mennesket må gå derhen, hvor det føles mest naturligt at være. Det nytter ikke noget at gå ned af en vej, hvis det strider én imod. Selvfølgelig skal vi møde modstand og ruste os af det, men vi skal følge hjertets rytme. Vi skal gå derhen, hvor vi synes, der lugter godt eller hvor de andres smil tilbage føles stærkest. Det er klart, at en mester tiltrækker disciple. Vi vil alle helst være omkring lyset. Og skal tage lidt af det med os derfra for at lyse videre et andet sted. Således er loven om energi. Den skal flyde let og ubesværet. Med mindst gene. Da vil det rette ske, som ligger i kimen. Da vil det folde sig ud, som lå hengemt. Fordi der var nogen, der nærede håb for det. 7.2.22.