Hjem fortsat 2

Hende (maleri, 24.5.22)
Hende (maleri, 24.5.22)

Jeg er min fars barn og dog. Jeg formår ikke at støtte ham, her hvor han er alene i huset i Gram. Vores samtaler går helt skævt. Jeg får kvababbelser, gør mærkelige ophold i min talestrøm, det flyder slet ikke. Kunne jeg være taget derned, bare været omkring ham. Som han i sin tid var hos mig i Haderslev (afdelingen), hvor han besøgte mig op til tre gange om ugen. Jeg har de let aggressive træk fra ham, husker jeg når han skulle tilslutte en lampe i min lejlighed og teknikken drillede lidt, da for det i ham, hvor uretfærdigt det var. Så han slogedes endnu mere med opgaven. Men han kunne også skrive sange til forskellige anledninger og holde talerne ved festen. Ja, han havde et vist ordforråd og overskud til at give videre. Også i sin rolle som folkeskolelærer, selvfølgelig. Han gik altid så stærkt hen af gangen omme på skolen. Kiggede næsten ikke op, dukkede bare nakken, videre til næste opgave. Men han kunne sit kram. Derhjemme lærte han mig tyskgrammatik, selvom det aldrig rigtig sev ind. Og på skolen havde jeg ham til maskinskrivning, hvilket har hjulpet mig meget sidenhen. Jeg havde ham en enkelt gang til violinundervisning, hvorefter jeg holdt, fordi han skældte mig ud. Klaveret blev bagefter mit foretrukne instrument. Han kunne synge som kirkesanger i kirken og spillede violin i et orkester i Ribe. Blokfløjte mestrede han også, og guitar. Jeg ringer altså til ham i de her dage og så går kommunikationen bare helt skævt. Jeg siger: "Jamen, jeg ville også bare.." og så siger han: "Jamen, det er godt, Rie". Vi får ikke snakket om et emne og lidt akavet bliver det også, at han til trods for høreapparat ikke altid får fat i det, man siger. Jeg gentager det derfor med eftertryk, men det må virke kunstigt. Allerhelst sad jeg bare med ham i favnen. Så lidt berøring han får i denne tid. Jeg er min fars datter, for søren da. Når jeg kigger ned af mig selv efter en løbetur. Fra ham har jeg den kropslige iver efter at røre sig (som min mor slet ikke har). Musikalitet og til dels min sangstemme. Alligevel er jeg der for ham. På afstand, det håber jeg, han kan mærke. Han rummer så stor uskyld. Harmløshed. Man får ondt af ham og har ham kær, får lyst til at kramme ham. Han har båret sindssygen og muligvis givet den videre. Men når bare jeg er gjort af det samme, som han. Da indeholder generne intet ondt. Tværtimod en helt særlig sjælesørgerevne. Til at være hos den trængte i nødstider. Et roligt gemyt, tålmodigt. Om ikke andet var jeg hos ham her.. 23.5.22.

Video nr. 45.22.5.22. Varighed 7,24 minutter.

De har skrevet til mig personligt omkring Skør med rock, at man kan tilmelde sig nu som band. Jeg er simpelthen regnet, de har skrevet mig ind. De kan huske, jeg har deltaget før (i mange år), at jeg synger. De anerkender, at jeg er musiker. Det giver mening, at jeg har øvet mig. Jeg må melde mig. Selvom jeg havde afskrevet det, bare ville møde op og lytte til de andre. Fordi jeg er blevet 49 og føler, der skal træning til for at holde værktøjet - stemmen - ved lige. Men de forventer jo ikke andet end at jeg prøver, som jeg lige skrev til en ven. Kodapengene betyder ikke noget. Publikum vil måske huske mig have et højere niveau, men nu kommer jeg som en, der er blevet ældre. De har skrevet til mig personligt og det opmuntrer mig. De har spurgt, fordi de vidste, jeg havde et svar parat. Jeg kan måske yde et bidrag, give noget udtryk, røre nogle mennesker. Pyt med at kjolen måske ikke sidder så tæt og elegant som for 15 år siden. Og ja, jeg har faktisk deltaget i Skør rock over så lang en årrække. De siger, de kender mig. Det er nok. 18.5.22. (Skør med rock er en musikfestival indenfor psykiatrien)

Jeg forstod, at astrologen havde forregnet sig. Taget fejl. Da hun korrigerede mit fødselstidspunkt med 16 minutter, ja endda 18 minutter i forhold til, hvad Rigsarkivet engang anslog det til at være. Hvem tager 18 minutter fejl? Det gør en astrolog. Som også anbefalede "spirituel cirkelforløb" hos sin mand. Jeg var der den første gang ud af seks og fik intet med mig derfra. Jeg er hellere - og rettere - stadig født kl. 20.38.12, som hun fastlog tilbage i 1999. Denne gang (2022) brugte hun en anden  udregnings-model, fordi hun ellers ikke "fik noget på mig" overhovedet. Hun sagde, der var aspekter her i april/maj lignende dem, der var da jeg gik i TV2-Østjylland dengang i 1999. Og jeg har købt podcast-grej - uden at have brugt det. Nemt nok at skyde skylden på sin astrolog og underkende stjernernes placering. Men sessionen har spillet fallit. Og hvilken jordmoder tager 16 eller 18 minutter fejl? Aspekter til hvad? Jeg underkender hende. Slet og ret. 18.5.22.

Jeg havde frabedt mig kommentarer (på Facebook) til min deling af mine seneste melodi - som også I nu har hørt, "fordi det trætter mig at svare". Så jeg sletter min reaktion på en, der poster et hjerte som sin kommentar. For begynder jeg at svare/reagere med en emoji på en kommentar - trods det, at det bare er et stort, vibrerende hjerte - respekterer jeg jo ikke min træthed. Derefter er der en, der deler opslaget, samt skriver en masse rosende om mit kunstneriske virke. Han kender mig efterhånden ret godt og jeg holder meget af det, han selv lægger ud. Men jeg er i tvivl, om jeg formår at gengælde. Først giver jeg hans deling et hjerte. Derefter kommenterer jeg tilbage. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg fremstå underlig nærig. Jeg skriver noget om at inspirere hinanden tilbage og tak for hans eget bidrag til det. Jeg er faktisk træt - af hjerter. Hvorfor lytter folk ikke bare for sig selv? Man kan jo ikke have krav til sit publikum om, hvordan de skal lytte eller forholde sig. Men ikke mere respons, som jeg skal gengælde.. Jeg kan faktisk ikke. Det gør, at jeg mister lysten til at lægge noget ud en anden gang. Det lagrer sig i mig som erfaring om noget, der var for hårdt. Trods det, at det burde være en glædelig ting at vise sin nyeste melodi og indspilning frem. Skån mig, jeg beder dig faktisk. 15.5.22.

Selvforskyldt eller karma, jeg ta'r det på mig. Men hvornår stiger himlen ned og holder mig tæt til sig, Kære Gud. Har jeg gjort dig ondt, - hent mig hjem. Byg et håb om mig. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen 15.5.22. (melodien spænder vidt i toneleje og for en uge siden opgav jeg at synge den ind. Men i dag lykkedes det alligevel)

Det var så hjerteskærende at tage fra min far. Helt, så jeg overvejede at bede dem, jeg kørte med, om at vende om. Han stod og vinkede foran huset, men man vidste, han ikke så vores vink tilbage, fordi han har for dårligt syn. Jeg overvejede at rulle vinduet ned og råbe: "Hej hej Far", men jeg fandt ikke håndtaget i den fremmede bil, jeg kørte i. Altså vinkede han ud i tomhed, ingen respons, endnu et døgn eller mere alene i et tomt hus. Hans blik var i forvejen mærket af at have klaret sig selv. Og vi i familien ved godt, at en anden gang, hvor han tilbragte så lang tid alene, blev han syg af det. Det tror jeg også, jeg selv ville blive. Så vi ringer til ham, støtter ham. Men der gik lang tid, før jeg affandt mig med at sidde i den bil i går på vej tilbage til Aarhus. Jeg havde medicin i tasken til at kunne være blevet, men jeg fik for sent indskydelsen. Vi var nået til Brændstrup allerede, og dem i bilen skulle nå hjem til noget bestemt, og pludselig opdagede jeg, vi talte om værdifulde ting i bilen, som jeg næsten ikke ville have undværet. Nu har jeg spurgt en ven, om han vil køre med derned i morgen, så det gør vi. Min far lød anderledes klar i stemmen denne gang. Han havde sørget for kørelejlighed til Aabenraa, hvor Mor er indlagt, så vi bare skal hente ham der og køre ham hjem. Blive lidt hos ham nogle timer og køre hjem igen. Det er det, jeg kan tilbyde. Bistå ham med. Jeg glemmer aldrig min iver efter at ville forløse ham, gøre ham glad, da jeg ringede. Nummeret var optaget, da han talte med sin søster, og jeg forsøgte forgæves et par gange mere med det samme. Iver kaldes det. Stræben efter at ville udfri, som man kan sige med store ord. Min elskede elskede Far.. 13.5.22. (Dette afsnit indeholder fortroligt stof og bør behandles med nænsomhed)

Hvem er det, der river sig selv til blods? Det er Kristus. Det er sindssygen i dens yderste afmagt. Såret på tommeltotten fik jeg godt nok ved at samle glasskår op, så en hund ikke ville træde i dem. En mor til en af mine klassekammerater i folkeskolen sagde engang da jeg var barn: "Er det noget, du har gjort i søvne?" Altså bidt eller pillet mine fingre til blods, så der havde dannet sig sår. Men nej, det var noget, jeg gjorde i bevidst tilstand. Tilsigtet. En dårlig tendens og noget, man ikke bør gøre, men jeg gjorde det. Og dette foto er fra i dag, - så jeg gør det stadig. Hvilket formål har det, at man bløder, plastrer såret ind, lader det hele, når nu det bare er for en stund? Det gør endda ondt dagen efter, ja i flere dage. Det har intet formål. Det er der, sindssygen kommer ind. Det er selvskade i mild grad. Dem, der ser sårene, tror det er rifter. Og hvis det er selvskabt, bærer de over med det. Gik jeg til en neglebar for at få lavet negle, ville hun sikkert skælde mig ud og få mig til at ændre adfærd. I det mindste bider jeg ikke længere mine negle, som jeg ellers gjorde hele min barndom og langt op i mit voksenliv. Jeg holdt også sår i ansigtet ved lige, så der kom ar. Også myggestik om sommeren blev med tiden til et ar. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det fandt sted. Jeg kan stadig ikke anbefale andre at gøre som mig. Se, hvad der kommer ud af det. Hænder, man ikke tør vise frem. Gå ikke, hvor jeg har trådt. Medmindre. 12.5.22.

Til blods
Til blods

Så ville min kaktus heller ikke mere. Pludselig efter at have haft den siden slutningen af 90'erne, som en gave fra min bror, der havde lånt min lejlighed. Jeg får den tanke, at den egentlig protesterer over, at jeg smed den anden plante ud forleden, som jeg også skrev om som et tab eller en given noget op. Måske er kaktussen solidarisk med den. Nu ligger den i hvert fald - ligesom som den anden gjorde - i affaldscontaineren nedenfor bygningen. Undervejs med at pakke den forsvarligt ind, stak den mig flere gange og jeg måtte stå og hive torne ud af min hånd! Det er som om, min bror er utrolig - den ene bror, altså - bitter. Han har ofret sig i forhold til sygebesøg hos min mor og nu fraråder han mig at tage derned i weekenden, trods det at jeg slet ikke i den her sygeperiode endnu har set og besøgt hende. For fanden, alt vender i vrang. Potteskålen, som kaktussen stod i, begyndte at krakelere. Jeg så - da jeg skulle til at vande den - at der lå smuds, der var skallet af. For fanden - hvordan har den så holdt i 20 år uden? Hvorfor lige nu. Der er noget skingert ved verden, og det er Guds måde at fortælle mig det på. Har jeg ikke situationsfornemmelse, at jeg foreslår at kigge forbi Gram. Har jeg allerede svigtet. Kan jeg ikke nå at gøre godt igen. Eller indhente det forsømte. Ikke før nu har jeg kræfter og kørelejlighed. Lars er endda handicaphjælper til daglig og min mor kommer meget svækket hjem til huset, som skal laves om indvendigt, så hun kan komme omkring. Min far lød så utrolig træt og vel også med bekymring for udsigten til at stå med et kæmpe ansvar derhjemme fra på fredag. Kaktussen ville vise sin sympati med den anden plante, jeg skrottede for et par uger siden, jeg er sikker på, det er sådan, det hænger sammen. Ting forgår her i min stue, indeklimaet er usundt. Jeg har stukket mig i hånden og efterladt de stikkende torne til nogle andre i den container. Videregivet problemet. Jeg kan hænde at have forbrudt mig mod Gud, men jeg har ikke set det. Nu har jeg kun to planter tilbage i hele lejligheden. Gad vide.. 9.5.22.

Jeg har ikke passet mit forfatterskab. Jeg stod op kl. 4 i nat og kl. lidt i 5 fik jeg sendt mails rundt til medlemmer af Poetklubben med en opfordring til at bidrage til vores næste tidsskrift. Da jeg en gang havde tanken på det, mens jeg lå i sengen, kunne jeg ikke slippe det igen: det skulle være nu. Kl. 10 fik jeg hentet en pakke og handlet ind og et par timer efter havde jeg solgt to par sko samlet, pakket dem og sendt dem afsted. Lavede nye annoncer for de bukser, jeg desværre ikke kunne være i, så jeg evt. kan sælge dem videre. Er blevet fortrolig med salgsuniverset og begår mig udmærket der. Der er det med min mor, at hun er alvorligt syg med blodpropper, mistet føleevne og hvad der ellers hører til. Og jeg har ikke kræfter til den lange køretur til Aabenraa medmindre Lars og jeg næste weekend kører direkte dertil. Svigter jeg nogen? Jeg skriver sms-beskeder til min mor, om at jeg tænker på hende. Jeg brød i gråd sidst vi talte i telefon sammen, så det er måske ikke så god en idé. Jeg tog til min søster i går for at holde humøret oppe på hende. Og jeg har trænet min stemme på Gallo skolen i dag, samt svømmet med Lars i går. Men jeg har ikke været ved tasterne, det opdager jeg nu - et stort fravær. Ikke at jeg er mindre kunstner af den grund. Bare endnu mere menneske. 8.5.22.

Jeg ser igen et klip fra serien, "Dyrenes verden" i fjernsynet. "Moren står over for en svær beslutning" (siger speakeren); enten er der krokodiller, da flokken af zebraer skal over floden eller også skal hun gå over et andet sted, hvor strømmen af vand til gengæld er kraftigere. Hun vælger den passage, hvor strømmen er kraftig. Man ser ungen gå ud i vandet, blive revet med, jeg slukker for fjernsynet. Sidder bare og græder. Tænder et par minutter senere igen, men ser ikke hvordan det ender med ungen, om den overlever. Tænker endnu engang: hvorfor kamerafolkene ikke gør noget. Vi er alle nødstedte indimellem. I naturen sker der ubarmhjertige ting, valg der betyder liv eller død. Også i menneskelivet sker det, at vi står over for så vigtige beslutninger. Det må ikke passe, at livet er så unådigt, tænker jeg. Men det passer. Ikke alle unger klarer sig, selv ikke tæt op af deres mor. Ikke alle mødre klarer vel heller at have bragt sin unge i fare. Men det er sådan, det er. Jeg tørrer mine øjne. 5.5.22.

Jeg havde gået forbi Gallo Huset i Nørre Allé og det var på det tidspunkt i samtalen med min psykolog, at jeg blev berørt og fik tårer i øjnene. Jeg følte en slags fællesskab med de psykisk syge (Gallo Huset huser psykisk sårbare), og kunne jeg bare én dag lægge mig ned og give op, blive taget af som på psykiatrisk hospital. Vi nåede i vores snak frem til, at jeg var overbelastet for tiden. Ja, der var mindst 8 punkter, der havde skabt stress og uro, bare inden for de seneste par uger. Jeg skulle forsøge at udsætte nogle projekter og geare lidt ned for aktivitet. Jeg gik forbi Gallo Huset og følte slægtskab, men blev også klar over, at jeg klarer mig udenfor systemet, bor i egen lejlighed osv. Men jeg trængte til at blive fritaget, for mere ansvar. Efter praktiske gøremål i midtbyen tog jeg hjem og sov i halvanden time. Udskød min vasketid. Man kalder det at "være overstimuleret". Og jeg reagerer personligt som en, der er ramt af PTSD. Med symptomer som angst, lav tolerancetærskel, ikke fleksible reaktionsmuligheder. Og et øjeblik følte jeg mig lindret og forstået hos min psykolog. Hun - som udenforstående - kunne se rimeligheden i, at jeg var presset. Der var belæg. At jeg havde været kritisk i bestyrelsessammenhæng i poetklubben med risiko for at blive upopulær var en slags træning for mig. Det fremkaldte den gamle frygt for ikke at være et ordentligt menneske. Nu havde det imidlertid sat sig som selvcensur og følelsen af at gå duknakket, f.eks. ikke møde op til åben scene. Jeg skulle i stedet prøve at møde parterne fysisk i stedet for at gøre mig forestillinger og ryge i tankefælder for mig selv. Jeg har manglet hvile og både min søster og min mor har været ved at dø. Gud lader ikke ting overgå én, som man ikke kan bære. Så sandt, men til bristepunktet. 2.5.22.

Jeg er faktisk ikke skabt til at have ting til salg på trendsales.dk. Når nogen spørger til ens annonce sker det meget kontant og ekstremt nøgternt. "Målene på din fod, tak", lød en besked f.eks. her til morgen. Det minder mig om da jeg som barn ikke magtede svømmestævner og i gymnasiet ikke magtede at holde oplæg. Det bliver for alvorligt. Der er penge involveret og bagefter bliver man bedømt af kunden. Så hellere den blå avis, hvor der ligefrem opfordres til at "holde den gode tone". Og når varen er sendt afsted, har man kun tillid at holde sig til. Det, man har sat til salg, svarer til billederne, til beskrivelsen osv. Hvad skulle vi ellers holde os til her i verden, hvis ikke tillid? Jeg bliver bange for kritik: svarer jeg ikke fyldestgørende, kan jeg finde ud af det praktiske omkring forsendelse. Dertil er jeg bange for det onde. For at folk udnytter mig, ikke behandler mine sko som om de er et gode. Hvorfor skriver hun ikke bare et "v.h."?. Jeg vil meget hellere vide, at mine varer kommer et kærligt sted hen. Ja, at transaktionen er båret af velvilje, venlighed. Jeg er sårbar her i verden og det er på sådan en morgen, jeg opdager det (igen). Jeg tåler faktisk ikke den hårde tone, uden omsvøb. Det gjorde jeg jo heller ikke fra mit barns far, eller da jeg prøvede at tage kørekort. Så kan pengene fra handlen faktisk være lige meget. 1.5.22.

Jeg har afviklet den. Slået den ned, om man vil. Opgivet dig. Jeg har villet omplante en stueplante i årevis, så at den havde mere jord omkring sig, stod bedre i en større krukke. Men nu ligger den færdig i en plastikpose, klar til at blive smidt ud. Jeg får aldrig købt det jord og aldrig den større krukke. Det er ikke som at have håb for figentræet, det er snarere at erkende min egen begrænsning. Ikke plantens begrænsning, men min egen. Jeg kan ikke længere holde ud at se den så sølle. Da jeg løftede rødderne op af krukken, blev hele min vask fyldt med jord. Og lige nu tørrer den rensede krukke på en avis. Hvad havde det kostet mig at efterleve min vision om at forbedre plantens forhold? Hvordan er det at se roden og kvæle livet ud af den. Hvordan er det at føle så stor skyld her i verden over for organiske ting, som end ikke beklager sig. Hvordan tale om skyld. Hvordan føle, man giver noget levende op, som var værdifuldt. Når nu jeg ikke længere kunne passe den. Give den de rette betingelser. Allerkæreste, det er jo ikke sådan, at jeg foragter dig eller tænker ringe om dig. Du har ikke gjort noget forkert. Og jeg har ingen forklaring. Jeg kan bare ikke længere tage mig af dig. Hvor svært er det at forstå, at jeg til stadighed elsker dit væsen, det du er gjort af. Nu som muld. Herre, tag du dig af ham. 29.4.22.

Lytted jeg for lidt og råbte op om bagateller, ved jeg, det er sent nu, måske dør du fra os alle. Sku ha sagt dig en Tak. (Til min mor, der er indlagt med hjerteproblemer) Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen april 2022. 

At være så lidt villet. Så ringe ønsket. At andre vil én så lidt. Havde aldrig drømt om at man ku få kun en like på et opslag i Poetklub-regi. Så jeg helt føler mig foragtet eller tilsidesat. I bad standing. At nogen kan ville én så lidt. Altså ikke bakker op overhovedet. Bare af venlighed. Skrev jeg noget forkert, noget stødende, noget der ku vække afsky? Hvad tænker alle dem, der har set det, men ikke har reageret på det? Det fik mig til at melde afbud til åben poetisk scene i aften - også af andre grunde dog. Fordi jeg ikke føler mig velkommen. Jeg har fået min yndlingscykel repareret for 79 kr (lapning) og jeg valgte det værksted, hvor jeg har mest fidus til staben. For nylig gav jeg 239 kr. for en ny slange et andet sted, tror ikke engang han overvejede bare at lappe. Og hjulet med den nye slange er netop igen punkteret. Jeg cyklede så ivrigt fra den ene genbrug til den anden og jeg nyder temperaturen udenfor så meget i denne tid. 10-15 grader, skiftende skydække, ingen nedbør. Ja, der var ligefrem en brunst og en villen forandre verden bag mig i mit tråd. Jeg havde overskud i trafikken og også over for ekspedienterne. Og hvad er det så, jeg har tabt (i dag)? En ven tilbyder at køre med mig ned til min mor på hospitalet og en anden ven tager sig af en opgave til åben scene i aften, som jeg ellers havde påtaget mig. Også uden at jeg behøver uddybe, hvorfor jeg ikke er veloplagt. Jeg har en sang om min mor, som jeg skal have sunget ind. Men lige nu får jeg pasta og øl (klokken er 17). Jeg har begyndende uønsket hårvækst på hagen - som vist også både min mor og min søster har døjet med som et symptom i overgangsalderen. Jeg vil nævne det for sygeplejersken i morgen, til mit årskontrol. Men ellers ingenting i vejen. Herregud. 27.4.22.

Overbelastning. Begge mine cykler punkterer mærkeligt nok med en dags mellemrum. Uforudset udgift. Mit afløbsrør i badeværelset er tilstoppet, så jeg end ikke kan tage bad før varmemesteren kommer i morgen formiddag, trods egne forsøg med afløbsrens. Jeg henter i eet væk nye sandaler på posthuset. Armod. Min mor ligger for døden, overbebyrdet, mørkerød i huden efter en blodprop ved hjertet. Jeg har ikke flere skud i bøssen. Jeg kan end ikke sige det, som det er, til min søster. 26.4.22.

Det ikke at være hans kvinde eller din kvinde, men alles kvinde. Arketypen kvinde. En sjæl, der lige så godt ku have været mandlig. Ja svævet i en anden sfære, hvis det ikke var fordi jeg inkarnerer lige nu. Som den her, jeg er. At være alles elsker og alles kære. At stirre lige så meget ind i kvindens øjne på gaden, for bare at tilskynde hende til at føle sig godt tilpas. Og ind i den gamle mands øjne, selvom jeg intet erotisk har for med ham overhovedet. Eller i den fremmede hunds øjne, ja bare en sjæl, der er på vej, som min egen. Det ikke at kunne se mig slå mig ned med en bestemt mand, indenfor et hus' fire vægge. Men dog alligevel håbe på, det sker en dag. At være ekstra intim med en bestemt. Men at forelske mig i alle, i verden, i livet. Beruses. Tiltrukket af den ene, snart den anden, som var jeg teenager. At være alle mands eje, den bog der er lagt offentligt frem. Uden vederlag. Det lette offer for sladder i omklædningsrummet, fordi jeg er "uden ydre, så I syntes om mig". Den lette bøddel, fordi jeg er "slået med sygdom". Hende, der vil lave podcasts om skyld, fordi det er noget, vi almenmenneskeligt tildrager os. I håb om at finde ud af, at andre kunne have gjort som jeg selv. Opdage, jeg blot er som jer. 25.4.22.

Jørgen, som hjælper mig med teknisk var forbi. Han sagde god for en mikrofon, jeg havde kig på, og nu har jeg noteret arbejdsgangen for mig selv. Her vores første test (25.4.22):

Hører bølgeskvulp, tidevandet er gået, føder dig junidag, mister grebet da. Skynd dig og kom, stenen er væk, skyllet bort fra mit bryst. ©Anne Marie Eriksen, sen april 2022.

Der sker noget. Mit lægehus, der hvor jeg har læge, er blevet mere strikse. Husk din årskontrol skriver de i en personlig besked til mig, selvom jeg netop har bestilt tid. Telefonsvareren er ændret og "Dorthe", som jeg har brugt i årevis som sygeplejerske, er holdt. Jeg køber havremælk i Løvbjerg og i fjernsynet foregår der forsøg, hvor folk spiser mere plantebaseret. Jeg får smidt overflødigt tøj ud og jeg tænker igen, at Gud har en finger med i spillet omkring Rusland-krisen, idet det samler os bredt over lande, omkring at gøre den grønne omstilling hurtigere. Ligesom det var Gud, der for tre eller fire år siden gav os den lange tørkeperiode en sommer, så vi kunne forstå, indse, begribe. Det er alvor. Mine bryster har nok aldrig været større, selvom det vist skyldes min cyklus (og at jeg har spist godt til). Og jeg har brugt overraskende få penge på mit kort denne måned (som dog ikke er færdig). Og jeg har affundet mig med at Nivea-deodoranten, som jeg mest hælder til, kan bruges hver dag, når nu jeg ikke har fundet andre, der helt matcher den. Samtidig er jeg for første gang i mit lange liv begyndt at bruge parfumefri shampoo, hvilket har en meget bedre virkning på mit hår. Og havremælk smager fremragende! Der var en i Deadline, der forleden sagde, vi godt kunne nå Paris-aftalen, hvis verdens resterende lande ligesom var mere med. Jeg samler på sådanne udtalelser. Når jeg sidder i en bus, der ikke er drevet af el, tænker jeg: det skal være fortid. Og jeg overvejer at gå en helt anden vej hjem fra Trøjborg centret, så jeg slet ikke skal spekulere på, om ham fra stueetagen vinker til mig eller ej. Fordi jeg synes, det er forkert og også kan give anledning til sladder. Jeg er igen aktiv boligsøgende og der er ikke noget bedre end det at tænke, at noget har en tid, for at give plads til noget andet. Jeg bøvler med melodier, der ikke altid passer ind i taktarten, hvorfor jeg har kaldt den seneste node for: "Taktart - det lort". For jeg behersker ikke mit nodeprogram så godt, at jeg kan skifte taktart midt inde i en sang. Og mit podcast-projekt skal ikke bero på dyrt teknisk udstyr. Jeg har aldrig selv hvilet på professio-nalisme men søgt en alternativ tilgang. Fordi essensen ligger et andet sted. Laurbærrene skal hele tiden genopdages. 21.4.22.

Der sker det, at Lars Holmbo i to dage ikke svarer på min påskehilsen pr. sms. Det undrer mig lidt - har han mon set sig sur på mig efter jeg har skabt røre i bestyrelsen (Poetklubben). Efter der er gået halvanden dag fristes jeg til at skrive endnu en sms med ordlyden: "Men du synes måske jeg har været en idiot i bestyrelsen?" (siden du ikke svarer). Jeg er tydelig afhængig af, at han stadig kan lide mig. Jeg bliver ansporet til at åbne snakken igen, som ellers var landet, om at jeg har været for voldsom i mit ordvalg/retorik over for særlig Daniel for en uge siden nu. Fordi jeg får dårlig samvittighed, ja har haft det i dage. Jeg har endda haft formuleringerne klar. Nu giver det mening, i fald Lars Holmbo (også) synes, jeg har kvajet mig (ligesom jeg selv synes og måske andre). Jeg poster derfor den undskyldning, som jeg også har vedhæftet dette skrift (nedenfor). Det var meningen, vi i poetklubben skulle stå for den åbne favn, være "dit poetiske rum", som vi kalder det, men jeg er så dårligt et eksempel og smålig, at det kan være svært at leve op til (for mig). Jeg føler derfor, jeg skal række ud. Det afføder, at Per påpeger vigtigheden af, at vi i bestyrelsesgruppen kan give hinanden kritik og at det ikke behøver være kritik af personen, men måske et emne/en sag. Og det er helt rigtigt. Endelig - efter to dage får jeg så denne sms for lidt siden fra Lars Holmbo, at han bare har "været offline" her i påsken og derfor ikke svaret mig før. Jeg har da både nået at være paranoid, fornærmet, misforstået. Nu skriver han endda - for et øjeblik siden - endnu en sms, støttende op om min position, som den, der har rejst kritik. Stor ståhej for ingenting. Det sidste, jeg skriver inde i mail-tråden med bestyrelsen, er: "Fred med poesien og det arbejde, vi mødes omkring". Altså forsøger jeg at lande den igen. Fred være med taletid, opstand, så længe den har næring. Ind med storsind, overbærenhed, tålmodighed. Takket være, at Lars (Holmbo) nu har svaret, står det mig klart, at tingene er som de skal være. Ingen fortrydelse, flere undskyldninger, bebrejdelser. Offline.. 18.4.22. Og min nabo hører The Doors: Break on through.

Til Poetklubbens bestyrelse: "Kære alle. Jeg har været en dårlig ven. En, jeg ikke engang selv gad at være i bestyrelse med. Det beklager jeg. kh Rie."

Bitre minder, eskapader, synkende til bunds. Hvad har jeg dog gjort af godt? Tag nu min hånd selv med trods. Jeg væbner ikke mod krigens vogter. Lægger mit sværd. 

Download noden:  https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2022/04/Krigens-vogter-node-m.-tekst.pdf 

Ha ha. Der, hvor Frida i kådhed har revet hul i min top/bluse, er hullet begge steder (og også i en anden bluse) formet som et hjerte. Har tænkt på det i måneder. 16.4.22. 

Lisså stille håber jeg, at vi finder ind til væsen, grunden til, vi er. Jeg skal gøre alting nyt og dele det med dig. Alting springer ud og vi fødes. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen. Gallo skolen midt april 2022.

EX-kæreste - EXtra god ven <3

Lars og mig, 12.4.22. Selfie.
Lars og mig, 12.4.22. Selfie.

Jeg har lavet en Kierkegaard; Hvorfor er jeg ikke i Corsaren - altså kommer jeg i Corsaren. Jeg lader mig bare latterliggøre, forsvarer mig ikke, undskylder ikke. Jeg har bragt mig i en prekær situation (striden i Poetklubben). Uden rigtig nogen vej tilbage. Jeg har selv skabt mit udgangspunkt og jeg tager skraldet for det. Jeg vidste godt, jeg spredte gift, men nogle gange skal det til. Det er bare mig, der ligger til had og spot. Men også mig, der rejser mig. Selvforskyldt. Jeg tager det på mig, at jeg har skabt splid. Der er det ved splid at bagefter tilgiver man hinanden. Som en vej ud. Der er det ved tilgivelse, at den dybest set skal ske i et Gudsforhold. Hvad jeg gør imod en af dine, har jeg gjort imod dig. Men også menneske til menneske kan komme i fred. Forløst. Det er det, der er ved mig. 12.4.22.

Jeg har søgt på kabler. Virkelig udtænkt noget. Indtil jeg fik idéen at tage min forstærker frem for at se, om mikrofonerne overhovedet virkede. Det kom der så to kæmpe hyletoner ud af, som jeg ku mærke var en belastning for mine ører. Ikke fordi der var lyd i mikrofonerne, men fordi jeg havde tændt forkert (for meget) for forstærkeren. Jeg må bare indse, at dette kan jeg ikke selv: bygge noget lydstudie op til at kunne lave podcasts. Jeg må alliere mig med nogle fagfolk på området. Jeg er typen, der lige først vil se, om jeg kan gøre tingene selv. Tit lykkes det faktisk, at koble de rigtige stik sammen osv. Men jeg har været for ivrig. Og for egenrådig. Kæmpe: SOS-råb herfra. 12.4.22.

Jeg havde været grov, fræk, kontant. Grænsende til det ubarmhjertige. Det røg bare ud af mig, sætning efter sætning; du kan ikke på én gang præge bestyrelsesarbejdet og samtidig ikke møde frem til selve møderne. Har jeg ret? Det hele var forhekset herhjemme; intet virkede af det tekniske grej, jeg havde købt til podcast-optagelserne. Pludselig var der lyd i et sæt headsets, så ikke i det andet, pludselig i begge, vi kunne knap forstå, hvad der foregik. Jeg havde stillet mig i en sårbar position ved at kritisere Daniels tilgang til Poetklub-bestyrelsens arbejde. Han stillede spørgsmål til referatet og beslutninger efter de var truffet. Hvorfor dit og hvorfor dat. Hvorfor kom han ikke bare til mødet, hvor han ku have haft indflydelse? Jeg spurgte endda en ven: er jeg for grov? Nej, det mente han nu ikke. Nu hænger det måske i luften, at jeg skylder Daniel en undskyldning. Eller også er der nogen, der poster noget til mit forsvar. Det er nemlig umuligt at svare Daniel fuldkomment, så fyldestgørende at han ikke bagefter bare stiller endnu flere spørgsmål. Mit podcast-grej virkede ikke. Og jeg har smidt kassen væk og returperioden er for længst overskredet. Jeg havde det på fornemmelsen. Jeg havde pustet mig og projektet så meget op, at det måtte falde på en eller anden måde. Jeg bruger muligvis mikrofonerne for sig selv, - ja det er min egen idé. Høretelefonerne kan også bruges for sig. Om jeg så havde tabt de 1700 kr. ud i ingenting, gjorde det mig ikke noget. Sad jeg med en simpel diktafon imellem mig og den, jeg havde en samtale med, ville det være primitivt, men dog rentabelt. Ja, alle muligheder stod åbne, når nu det var essensen af samtalen, det hele gjaldt om. Ikke udstyret. Jeg har prøvet at være den, der siger de ting, andre bagefter kan kritisere mig for. Fordi jeg turde. Eller kunne. Jeg er nu i bad-standing. Jeg har prøvet at være Jesus, der bliver forrådt. Også ham, der rider ind på et æsel. Og ham, der afslører sin identitet. Hvad er der at tabe. Jeg beskrev min exit fra badminton som en, der ikke længere kan bære sit kors, men folk sagde: tag dig sammen. Jeg brød kodeks. For en sag. Ingen andre havde gået lige der. 11.4.22.

Jeg havde kigget ham to gange i øjnene, fyren ved busstoppestedet, da jeg nærmede mig ham. Mest fordi jeg synes, han lignede en, jeg kendte engang. "Det er godt nok koldt", siger han da, mens jeg selv skutter mig i min korte jakke. "Men så er det godt, man er varm om hjertet", fortsætter han. "Ja, det kan man sige", svarer jeg. Jeg tænker på, om han ser ind og ved, jeg lige er kommet dårligt fra "Spirituel cirkelforløb". At jeg var der med skepsis og blokerede for den gode stemning (synes de andre sikkert ikke at mærke). Eller siger fyren her det som en slags bøn om at jeg skal finde ind til kærligheden igen. Evt til ham som medmenneske. Jeg kan se, han er udfordret og har et blik fuldt af smerte. Jeg stiller min åbne taske på bænken i busskuret, for at vise ham tillid. Går rundt om skuret for at læse, hvornår 1A kommer. "Gad vide, om 1A overhovedet kommer snart", får jeg sagt. Mit kropssprog er åbent og min kommentar inviterende. "Fire minutter", siger jeg videre. 1A kommer og fyren siger noget lignende: "Så er den der". Jeg nikker og vi skilles. Jeg har ikke forpestet fællesskabet med ligefrem svinske tanker eller bemærkninger - jeg mener, det ku være gået langt værre - men jeg har været sammen med andre i en lukket kreds med skepsis. I baggrunden hørte jeg hele tiden kirkeklokker - som naturligvis ikke var der, og det var min redning. Jeg hører måske til et andet sted. "Vi ses næste tirsdag" og jeg svarede ja. Men jeg ved nu ikke. Hvis eller fordi min kærlighed havde trange kår i det selskab, kan den jo have gunstige betingelser et helt andet sted. Måske var det stedet og ikke min kærlighed, der var noget i vejen med. Måske er jeg god nok. Jeg vil gerne sige det flere gange her til morgen til mig selv: Du er god nok. Idet jeg føler mig uønsket og malplaceret. Jeg fik ingen indre billeder ud over en stamme med tre spydlignende grene øverst, som i et kors. Og da jeg skulle beskrive, hvad jeg "fik ind" omkring en af de andre deltagere, måtte jeg i stedet bruge menneskekundskab, se på hendes krop og hendes holdning, for at nærme mig hendes karakteristika - hvilket ifølge hende var "spot on". Jeg skulle ikke have set på fyren med forbehold, og det var først da han åbnede sig, at jeg selv gik ham nær. Jeg skulle have mødt verden med tillid. Men jeg har også en historie om alternative behandlere - i hvert fald én healer -, der totalt fejlbedømte og -behandlede mig. Er jeg i min ret til at udvise skepsis på den baggrund? Muligvis. Jeg skal være i denne lidt abnorme krop med dette sind, så jeg har bedt til min berettigelse. En dag mere. 6.4.22.

Det var som om, de teosofiske bøger lukkede sig for mig. Enten var jeg mæt eller også var der en højere bagtanke bag. Det slog mig: hvad skal jeg så sige til "Spirituelt cirkelforløb" på tirsdag? På hvilken måde plejer jeg så det åndelige? Indtil jeg begyndte at renskrive en melodi i nodeprogrammet, for da viste sig indre billeder - og fornemmelser - af først en ung mand, senere en midaldrende kvinde. Som jeg aldrig har kendt eller set i virkeligheden. Altså ikke bare under kompositionsarbejdet men også under renskrivningsarbejdet får jeg kontakt til noget andet. Jeg kan også sige, at jeg opfatter lyde i lejligheden som enten "Ja" eller "Nej" eller som regulære sætninger af ord. Beskeder til, hvordan jeg kommer videre her og nu. Jeg skal nok få noget sagt. Mine studier bliver personlige og bygger måske ikke på bøger, jeg har læst. Jeg er det levende eksempel. 3.4.22.

Der var denne signifikante forskel på de to indspilninger af henholdsvis "Palmegren" og "Palmesøn". De gik fra at være almene til at blive personlige. Så snart jeg på Gallo skolen begyndte at synge "Palmesøn" kom der en helt anden ømhed ind i udtrykket. Til mig selv. Jeg synes, "Palmegren" er et smukt ord og kan læse, det bliver nævnt i.f.m. i hvert fald tre steder i Bibelen. Men skulle det hentyde til da Jesus red ind i Jerusalem og hvorfor da tale om at "træde frit", da det jo netop var en bestemt og planlagt skæbnevej for ham? Nu, hvor jeg retter det til "Palmesøn" - og sang den ind sådan til sidst - fortæller det, at Jesus denne gang - med reference til eller til sammenligning med gammel tid, altså viften med palmegrene - går mere frit. Hvor forløsende. Jeg vælger den indspilning, hvor jeg går lidt tøvende til værks. Jeg er i tvivl, om det går godt. Netop derfor, at englen kommer ind i billedet som det trygge element. Og ængstelse er et grundlæggende træk hos mig. Som om jeg skal træde ind over en tærskel for at udvide rammerne. Også så andre kan gøre det samme fremover. Der er noget smukt ved at være bange, men alligevel gøre det, man er bange for. 3.4.22. (sangen kan høres på amemusicskrift)

Palmegren, Palmesøn
Palmegren, Palmesøn

Jeg havde ikke spillet badminton i 7 år. Sidste gang var jeg god, sikker, i god form. Denne gang skriver jeg, jeg er "pænt god" på forhånd - for det er jeg vel (stadig). Jeg havde været hos to optikere, for den ene havde et elastikbånd til at have omkring hovedet og den anden havde nogle gummidimser til bag øret, som begge dele skulle holde brillerne på plads. Jeg var endda nede og aflevere en reserveketcher til opstrengning, fordi jeg skønnede, der måske ville blive brug for en ekstra. Jeg havde sørget for at sove godt natten til og spise fornuftigt. Jeg pakkede mit bedste tøj og kom i god tid, hvor jeg faldt i snak med en, jeg kunne genkende fra for 20 år siden, hvor jeg spillede i samme regi. Vi snakkede endda rigtig godt sammen. Jeg følte mig velkommen af alle. Men på et tidspunkt nærmede jeg mig en mand og pludselig råbte han: "Av for helvede! - var det dig?" Jeg var ikke i nærheden af at røre ham, så han sagde det selvfølgelig i sjov. Men det slog mig et øjeblik, om jeg havde bragt uheld med ind i hallen. Han tog sig til sit ene knæ og havde virkelige smerter. Jeg begyndte at spille og lavede en hel masse fejlslag, fordi jeg skulle koordinere med mine briller (glidende overgang) og fordi det var længe siden sidst. "Desværre" er man afhængig af sin makker på banen, og på et tidspunkt bliver det svært at forklare, at man ikke engang kan save. Der var en, der var udeblevet fra træningen og da det er holdspil går regnskabet så ikke op. Nogle må spille med kun tre på banen. Vi skiftes derfor til at spille single på den bane, jeg er skrevet op til. Jeg oplever da mig selv falde to gange i løbet af en kvarter, simpelthen bare ligge på banen. Den ene gang forover, den anden gang bagover. Jeg siger til de andre: "Det er fordi min krop ikke er vant til den belastning". Jeg lander fint og slår mig ikke synderligt. Da jeg har været i gang i over en time, spiller jeg med en mandlig makker. Jeg siger, jeg gerne vil trække med tilbage, når modstanderen server - altså spille efter double-standard-regler og ikke gængs mixdouble. Fordi for 7 år siden ville det være gået fint. Men det viser sig, at jeg kun i glimtvis finder mit tidligere niveau. Endelig sker der det, at to kommer op at skændes udenfor banen, så den ene går i vrede. En anden undskylder, at der er så meget "ævl og kævl" netop den dag, jeg skal starte op. Jeg tænker igen, om det er noget, jeg har bragt med. Den sidste kamp, jeg spiller, er jeg nødt til at trække mig fra. Egentlig først, da en kvinde spørger, om jeg kan holde til det, for ellers skal jeg sige til. Faktisk får jeg trækninger i brystkassen i venstre side, lige da vi skal til at skifte side. Jeg bliver bekymret for, om det er en slags blodprop, men siger det ikke til nogen. Da vi sidder ud på bænken et øjeblik, tænker jeg, at jeg tager en tørn mere. Men jeg er samtidig bange. "Har du slet ikke motioneret i flere år?", spørger de mig. Jo, men ikke med pulsen oppe som her, svarer jeg. Jeg får - måske heldigvis - den tanke, at jeg fandeme ikke vil dø her til badminton, så jeg får sagt, at jeg hellere må stoppe for i dag. Antallet af spillere går fint op, selvom jeg går. En mand kommer ellers glad hen for at sige, at nu skal han spille sammen med mig ifølge spilleplanen, men jeg må skuffe ham. Siger det med trækning i brystkassen, kalder det over for en anden, at "jeg er overbelastet". En kvinde spørger til mine kontaktoplysninger, og de regner med, jeg kommer igen næste gang. Jeg tager bad, tager hjem. Tænker: Jeg kan faktisk ikke være med. Jeg kan ikke rent styrkemæssigt holde til det, og socialt er jeg også udfordret, fordi alle min fejl ligesom "går ud over" min makker. Jeg er glad for at have prøvet det af, og må nøjes med at cykle, gå tur med hunden, lave håndvægtsøvelser, som jeg hidtil har gjort. Jeg troede, jeg havde fordums kraft, men det havde jeg slet ikke. Jeg kom også i kontakt med vrede og fandenivoldskhed, en slags "nu skal jeg fandeme vise dem". Men jeg havde ingenting at vise dem. På den dag - i dag -, hvor jeg også har frameldt mig Facebook-gruppen "Korsangere i Aarhus", for jeg har jo ikke længere tilknytning. Jeg har været nervøs for den her dag siden jeg en aften tidligere på ugen over et glas portvin fik tanken om igen at spille badminton. Det var friskt af mig at tage kontakt og hallen ligger lige her over for på Bethesdavej. Det kan ske for os alle, at vi overvurderer vores styrke i forskellige sammenhænge. Jeg gik ikke grædende derfra som for 20 år siden og sagde frimodigt til flere: "Dit ansigt kan jeg godt kende fra dengang". Intet i vejen med at have gjort forsøget. Jeg levede ikke op til "pænt god". Jeg var fejl-castet og Gud må sende en anden. Jeg har låst min hoveddør op, så hvis jeg falder om pga. disse smerte-trækninger i brystkassen, så kan redningsfolk komme ind. Jeg fik fortalt eet menneske, at jeg laver kunst og hvordan. Jeg tror ikke, jeg nogensinde igen skal genoptage badminton som motionsform. Jeg er heldigvis god til og mobil til andre aktiviteter. Og de gummidimser bag øret beholder jeg på som en ting, jeg altid går med. Det sagde optikeren, at flere gjorde. Manden i "Insport" forretningen, der skulle strenge min ketcher op, var dejlig og min kommunikation gik let. Jeg har flyttet mig, budt ind med noget, som jeg muligvis kunne være død af. Og er det ikke det, livet går ud på. 2.4.22.

Det er kun mig, der har grædt. Det er kun mig i hele verden, der har grædt. At foreslå, at mit maleri ikke længere skal hænge hos Lars (Holmbo) - øh, det er mere, hvis han ikke synes det. Som at hente noget hjem, der var mit. Men det var jo delt. At skrive "hej" i stedet for "kære", ja så jeg måtte indhente og skrive en ekstra besked med "Glæder mig til at se dig..". Som om hele kærligheden er dybt misforstået. Hvorfor hænger mit maleri (stadig) hos ham - men hvorfor ikke? Det er jo ikke sådan, at vi er uvenner og at ømheden bare er væk. Nu er mødet hos ham i morgen aften udsat til næste fredag. Er det ikke meget småt-synet at trække sit eget maleri hjem fra en andens hjem, som måske gerne ville have beholdt det? For jeg græd og måtte aflyse en aftale. For fanden, det var som at kappe et bånd. Eller en hånd. Over et maleri. Som har givet titel til også et helt afsnit på en hjemmeside. Og som jeg også har skrevet en sang om. "Livets træ" - hvorfor fælde det? 31.3.22.

Det er en revolution. Har kontaktet "Gruppespil" (badminton) her ovre i Bethesdahallen, hvor jeg bor, som jeg tidligere for mange år siden har deltaget i. Jeg kom så dårligt derfra, da jeg havde paranoia på banen, fordi jeg prøvede at trappe ud af et medikament på egen hånd. Jeg gik nærmest grædende derfra. Jeg kan se, det er helt andre folk, der leder det nu - heldigvis. Måske husker de slet ikke mit exit. Det er bare mig, der er blevet 49, mens de er blevet for gamle. To timer hver lørdag formiddag - jeg er fandeme god! Hvis det bliver til noget har jeg ganske sprængt en mur. Af tavshed, skamfuldhed, akavethed. Det sidste minde, jeg kom derfra med, var at jeg skyldte dem en kasse øl for at være udeblevet. Min lærer på kunstakademiet spillede der samtidigt, så vi er helt tilbage i år 1999. For helvede - jeg taler om soning eller udbedring eller plaster på såret eller heling. Jeg taler om at komme der tilbage. Helt frisk. Revanche. Jeg har skrevet til en mand, jeg ikke kender, at jeg er "pænt god". Han har jo heller ikke set, at jeg herhjemme næsten rammer skraldespanden på aftand hver eneste gang. At jeg har øje for det. En revolution. 29.3.22.

Jeg holder med Will Smith. Afmagt - den største kærlighed. Vi forsvarer dem, vi elsker, uden forbehold, uden tøven. Han går op og slår værten ved Oscar-uddelingen, og jeg forstår det. "Love can make us do crazy things", siger han grædende bagefter. Vi behøver ikke nøjere forklaring. Vi ser aktionen og forstår den. En til en. Jeg får lyst til at slå ham, at give tilbage og jeg vover det foran millioner af seere og sætter min karriere på spil. Uagtet det slår jeg. Det største offer er hos ham, der afgav slaget. Tilmed sin værdighed. Så mange, der siden har fordømt ham. For upassende adfærd. Skulle vi ikke gå et spadestik dybere end det? 28.3.22.

Jeg føler, at de mørke briller er en rekvisit. Der gør, at det, jeg siger, får et ekstra slag. Jeg føler, jeg skruer op for volumen, når jeg bærer dem. - Men det er vrøvl. Nogle siger, de klæder mig. Jeg overvejer at tage ned og bytte dem til et par, der er mindre tydelige. I næsten gennemsigtige farver. Jeg føler, mit blik er lukket inde. Men dog - dem, der virkelig kigger ind - får også en anden dybde. Det er langt ude, at jeg tillægger mit brillestel at have indflydelse på, hvordan jeg gebærder mig. Og opfatter mig selv. Men det er ikke desto mindre det, jeg hævder sker. Som en slags booster. Noget, der bliver mig tillagt. Det er jo en brist hos/i mig, at jeg ikke står stærkt nok i mig selv uden at medtænke, hvad mine øjne gør ved folk udadtil bag et par glas. Men jo også naturligt. Vi vil alle gerne gøre et godt indtryk - og ja, et indtryk, der varer ved eller går dybt. Det Gud-givne. 28.3.22.

Så jeg ku enten smide jakkerne ud. De fine, som jeg havde tænkt, jeg skulle bære, hvis jeg en dag kommer i Godmorgen Danmark el. lign. Jeg ku bare tænke det ud af ligningen, at det gør jeg (nok) aldrig og bare smide jakkerne ud til genbrug. Nu, hvor jeg er i gang med at kassere så meget andet. Eller jeg kunne holde det åbent. Tænk at stå der, inviteret, og ikke længere have en jakke at tage på :) Hvad skulle de i fald spørge mig om i Godmorgen Danmark? Jeg mener, er der overhovedet en chance for, at jeg en dag medvirker. De ku spørge om mine podcasts - men er jo endnu ikke begyndt at optage. Eller min hjemmeside - den ene eller den anden. Eller episoden igen med mit barn, skønt jeg ikke ønsker at skabe fokus om det længere. Eller jeg kunne tale om Art sandaler (ha ha). Så selvfølgelig gemmer jeg den ekstra fine jakke. Lige nu ligger den og flyder i entréen. Jeg skal selvfølgelig selv bære den. Den har ikke været speciel dyr og er ikke lavet af fornemt materiale, den har bare noget yndefuldt over sig. Når nogen siger til mig: "Hvor er den flot til dig den jakke", så siger jeg tit i sjov tilbage: "Er du sikker på, det ikke er mig, der bærer den, som er flot?". Altså det yndefulde ydre skulle gerne spejle det yndefulde indre. Og selv den ildelugtende mand i tøj i laser, kan jo være helt vidunderlig smuk indeni. "Er livet ikke mere end maden og tøjet?" (Matth. 6). Og jo, meget mere end det. Hvor bare kærligheden strømmer.. 24.3.22.

Jeg har fundet freden, der, hvor jeg søgte, tav den, hvor andre fik talt. Jeg hører blomsten spire. Alt, som barnet har tændt. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen marts 2022.

Der er noget, der hedder pli og jeg har simpelthen ikke fattet det. Forleden fyrede jeg en ven ved bare at undlade at reagere på hans opkald - som var ret insisterende. Og nu, hvor en Facebook-ven igen vil drikke kaffe med mig i sit atelier, overvejer jeg hvordan jeg kan afslå. Men det er ikke sådan, kærligheden i verden burde forvaltes. Og slet ikke fra min hånd. Jeg kan se, det handler om at afgrænse mig, jeg bliver nærig med hvem jeg deler ud til. Men jeg burde være rundhåndet. Jeg kan bare ikke se, hvorfor jeg skal sidde i det atelier, når jeg ikke føler kemi og adgang imellem os. I gamle dage kaldte jeg det at "cuttte en kontakt". Det var helt forfærdeligt, mine veninder kunne ikke forstå det, og jeg selv kunne ikke argumentere. Så det står stadig hen i det uvisse, hvad der egentlig forårsagede bruddet. Jeg trak mig og det var selvfølgelig min ret - og det er stadig min ret - men med hvilket formål? Skulle min kærlighed være for de mest egnede, de særligt modtagelige, dem jeg elsker højt? Og så ikke (alle) de andre? Jeg har svært ved at sige fra, fordi jeg tænker på, at vedkommende er min næste. Og nu, hvor det er ham, der indbyder. Da skulle han gerne være mere end blot min næste. Hvad koster det mig at deltage frem for at nægte? Hvad ville Gud have gjort? Eller du, min læser? 21.3.22.

Arbejdsskitse for kommende podcast-interviews omkring emnet Skyld: Vi mennesker har samvittighed. Dømmekraft. Følelsen af at gøre godt eller gøre ondt.

Situationer i løbet af dagen, hvor man sårer nogen eller hjælper nogen.

Naturlig følelse.

Hvordan gør vi godt igen? Hvis vi har forbrudt os. Hjælper det f.eks. at sige "Undskyld". Eller bliver det gjorte gjort op i en form for regnskab? En karma-konto.

Hvornår er vi rene? Helt uden forbehold - uskyldige.

Kan man sone ved at angre. Vil Gud belønne en, der bekender sin skyld, i stedet for at benægte den.

Den vigtigste retningslinje er vores samvittighed. Hvis vi ikke mærker forskel på at gøre det gode over for at gøre det dårlige, er vi ilde stedt - hævder jeg.

Alle øjeblikke er gerningsøjeblikke - i hvert eneste minut kan vi mennesker gøre os skyldige i noget over for et medmenneske. Det kan være små forseelser eller fatale forseelser.

Vi kan ikke redde hele verden og vil i løbet af en dag slække lidt på moral og kompas. Vi kan ikke i hvert eneste øjeblik leve op til begrebet om at være "et ordentligt menneske". - Men vi kan forsøge.

Hvis ikke vi er drevet af at ville verden noget godt, gøre det til et bedre sted at være, hvorfor så stå op om morgenen?

Kommer vores syndsbevidsthed fra Adam og Eva? Hvem har bragt synden ind i verden og hvordan ville verden se ud, hvis den ikke var her. Er vi født til at mislykkes indimellem. Fordi vi bliver stærkere af modgang?

Hvordan kan vi bløde den hårde facade op, så vi åbner os for livet, så energien igen strømmer frit igennem os? Når vi ikke længere skal forsvare os eller bekrige nogen.

Alt er Kærlighed. Ikke bare fordi vi tror på Gud og det, der står skrevet. Vi er nok nødt til at tro, at den grundlæggende kraft er kærlig, for at finde mening og berettigelse.

Hvad gør du selv for at være et godt menneske?

Har du følt skyld over noget i dag?

Tror du på, man kan undskylde eller angre uden at konfrontere den forurettede? At man kan gøre sit eget arbejde for at udbedre, også hvis det foregår i det skjulte. Det tror jeg.

Vi kan sende vibrationer ud, kraft, energi, "kald det hvad du vil". Der møder andres bud eller bidrag. Vi kan udtale en appel til universet, som en slags tavs bøn, ja end uden at have sagt et eneste ord. Drømme, forhåbninger er bygget på sådanne indre stemmer. Og Gud vil jo kende os og lytte.

Vi skal tale om, hvordan vi takler det at stå i gæld til nogen. Hvor meget kan vi bære. Tilgivelsen - er den fuldstændig frisættende? Og en absolut størrelse?

Podcast-grej
Podcast-grej

Noget siger mig, at et forfatterskab er gratis. Jeg mener, det koster ikke penge. Her mens jeg scroller ned over siderne med brugte Art sko, som jeg ikke har brug for. Og mens jeg har søgt banken om et højere lån, fordi jeg gerne vil i gang med at lave podcasts (og til det brug skal have en ny mindre bærbar computer). Alle mine noder ligger gratis tilgængelige, det koster endda ikke noget at være mit publikum. Eller min læser. Det kostede noget i eftermiddags at frabede mig flere opkald fra en ven. Men da det var gjort, kunne jeg frigjort skrive mine forældre en mail. "Fredag eftermiddag og aften er den bedste tid på ugen", som jeg fik skrevet. Ja, selv min nabo nyder ekstra god musik om fredagen. Det var mig, der til livsfilosofi talte om, at det ikke er uvæsentligt, hvordan vi hver især stiller os til krigen. Om vi beder en bøn herhjemme fra Danmark - ja, så batter det noget. Hvad vi hver især sender ud af kraft i form af håb. Fordi det blander sig i verdens følelses-hav. Med alle de andres håb. Og til klimakrisen spørger jeg min ven: hvad så med 1000 års-riget? Det kan jo ikke passe, at Gud sender os i nederlag og på katastrofekurs nu. Astrologen pointerede også over for mig, at "verden er et godt sted", og det tror jeg virkelig. Selvom bussen, der lige kørte forbi mit vindue, gerne måtte have været drevet af el. Men hvad vi gør i det små virker i det store. Selv omsorgen for en tissemyre eller et træværk, en bog. Det bliver alt sammen regnet. Tanken på den elskede.. 18.3.22.

Jeg har lovet dig at agte livet. Det er forår, hvor ku jeg se til mørket? Nu vil jeg leve, vande og pleje min rod. Til dagen gryr. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen midt marts 2022. Youtube her: https://www.youtube.com/watch?v=xiQbR6Ykcpo 

In carno (maleri, 16.3.22)
In carno (maleri, 16.3.22)

Jeg bryder mig ikke om at have været kritisk. Tog endda billeder på Gallo skolen og vedlagde min mail. Selvom kritikken er rimelig, bryder jeg mig ikke om at være den, der rejser den. Herregud, jeg slukkede jo (bare) den tændte kaffemaskine i aftes, da jeg var i skolestuen og tog affald med mig ud, da jeg gik. Men jeg følte, at der var i hvert fald tre ting, jeg kunne påpege kunne være bedre. Havde det bare været en ting, havde jeg nok været overbærende og intet sagt. Nu skal jeg møde lederen senere i dag over et bestyrelsesmøde. Og jeg har lyst til at sige, at jeg "måske overreagerede". Jeg har peget på en anden skyldig end mig selv. Der vil være en part, der føler, de har svigtet. Ingen er døde og det har ikke gjort ondt på nogen, men jeg har peget af nogen. Ja, I låner mig et øvelokale til musik, men den måde, jeg takker på, er ved at kritisere. Jeg skulle klart hellere have sagt det i en bibemærkning senere i dag end sende den mail i går aftes. Billeddokumentation - bare fordi vi alle har smartphones og det tager et øjeblik. Bare fordi man har midlerne (a la Rusland og atomvåben), betyder det jo ikke, vi skal bruge dem. Jeg er faktisk flov. 15.3.22.

Det var jo mig - skønt ophavsmand - der måtte underkaste mig hvor melodien ville hen. Da den selvsagt har sin egen natur og lovmæssighed. Jeg må bare følge dens orden. Ligesom kærligheden har steder, hvor den trives mere end andre. Da er jeg som kunstner underlagt nogle højere spilleregler, jeg end ikke har noget navn for. Jeg så bare, at hvor jeg prøvede at slette et par takter (i min melodi), krævede den bagefter de to takter tilbage. Den kunne ikke undvære dem. Hvor jeg troede, jeg skulle sprænge nodebilledet, tænke nyt, bad den mig uddybe, hvad jeg allerede én gang tidligere havde sagt. Som at lægge et nyt lag på det, der i forvejen var til stede. Melodien er da min Herre og ikke omvendt. En, som jeg tjener til et formål. Jeg skal bare spørge, hvor turen går hen. 11.3.22.

Jeg liker et ganske forfærdeligt opslag. Ingen andre har gjort det i den første time. Manden synger om Kristus, af kærlighed til nadveren. Det er bare ikke særligt professionelt udført. Men jeg, der selv er en del af salmefolket - over for salmeeliten - må ligesom kæmpe for mit folk og sige, han har berettigelse her. Hvis jeg også selv skal have berettigelse. Jeg er nødt til at dømme ham inde. For hvad er der i vejen med hans ånd. Hans motiv. Ingenting er i vejen. Jeg vil endda gå med ham ad vejen. Og være vejen med ham. 11.3.22.

Jeg har været på Godsbanen, grafisk værksted. Jeg har tænkt på det længe. At få en slags fysisk backup af min amedagbogskrift-dagbog, privat. Det slog mig bagefter, hvor fint det første foto og det seneste foto står til hinanden. Jeg tror, det kaldes æstetik. At kunne se skønheden i harmonien, farvespil og komposition. Ligesom alverdens andre kunstnere i verdenshistorien søger jeg det skønne. Her altså et eksempel. 7.3.22. 

Æstetik
Æstetik

Jeg holder øje, spidser mit øre; hjertet har talt. Hvad om vi skjulte det, vi har, plukkede et blad, gemte os bag det. Gå - uden ord. Jeg er fri, det er, hvad jeg er. Og når jeg når hjem venter der mig mere. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen Gallo skolen tidlig marts 2022 (Om forlist kærlighed)

Hvad gør man, når ham, man ellers var lun på, ikke gengælder. Man håber på en anden <3

"Jesus will provide" - det var det, den fulde mand sagde ved busstoppestedet. Mens han lagde armen omkring mig. Jeg vristede mig fri, men syntes, det var meget kærkomment. Idet ham, jeg mente at være forelsket i, alligevel viste sig ikke at gengælde det. Derfor flirtede jeg med alverden på min vej hjem. Havde kække bemærkninger og en jovial tone. For det er sådan, jeg har haft det. Jeg har følt liv i alle mine celler, virkelig vitalitet. Og jeg har haft et ekstraordinært overskud, f.eks. i situationer med small-talk. Jeg har kunnet begå mig socialt på helt nye måder. Ikke bare fordi jeg bevæger mig rundt i Trøjborg og det derfor føles familiært. Jeg har haft nemt ved omgang. Og elsket de fleste. Det har været nemt at leve. Måske fordi der var noget at glæde sig til, hvis denne kærlighed havde udviklet sig. Det er mig som menneske, der allligevel ikke skal opleve et nyt parforhold, også selvom jeg var klar. Sangene kommer nu til at have et andet indhold (igen). Min kærlighed bliver fordelt ud alment og ikke personligt. Men pludselig bliver manden på gaden min bedste ven. Jeg er for alle. Jeg havde åbnet mit skød, men nu lukker jeg det igen. En anden gang.. 4.3.22.

Jeg kender den nøjagtige grad af min paranoia. Altså jeg ved, hvordan den ser ud, hvordan den opstår, tager form. Som f.eks. i dag. Min bror skriver, han gerne vil tage med mig på psyk., hvor min søster lige nu er indlagt. Jeg er sikker på, mine forældre har været inde over, sagt at Rie altså ikke kan tage derud alene. Da jeg så sidder i bussen sammen med min bror, viser det sig han har foreslået det af sig selv. Uden mine forældres indblanden. Jeg skriver for sjov til en ven, at min bror og mig næsten sloges om at være den, der tager mest ansvar (i forhold til min søsters sygdom). Men da jeg sidder ved siden af min bror, taler vi om dagligdagsting. Jeg er tryg ved ham og jeg behøver ikke udmærke mig eller anstrenge mig. Vi tager sammen derud og sidder over for min søster, som er glad for at se os begge. Jeg har forberedt mig på at have paraderne oppe, men jeg oplever, at vi kan finde ud af det, min bror og jeg. At være de ansvarlige pårørende til en psykisk syg. Jeg griner, da vi går derfra, for hvordan kan personalet egentlig vide, vi kommer udefra og ikke er de indlagte? For den psykiske sygdom sidder jo ikke altid yderst på et menneske. Jeg er lettet over at have min bror med, selvom jeg havde planer om at klare besøget selv. Der kommer dette ord,"tryg" ind, som faktisk er meget vigtigt. Ligesom min mor var tryg ved, jeg skulle med Lars Holmbo på Aros (kunstmuseum). Som om hun så var overbevist om, jeg var i gode hænder. Jeg opfandt - på grund af min tendens til paranoia - et verdensbillede af, at mine forældre havde påvirket min bror til at foreslå at tage med mig i dag, som sagt. Men der var ingen hold i det, viste det sig. Det er paranoiaens natur. En del af mit sygdomsbillede. Tilgiv mig for det. 3.3.22.

Så er man stolt af at være borger i verden. Når Jeppe Kofoed udvandrer og Ukraines præsident viser sig at have lune og en helt særlig sødme, der ikke er til at stå for. Selvom jeg ikke forstår mig særligt på politik og faktisk ikke ved, hvad "Den kolde krig" dækker over, så bliver jeg rørt over den fællesskabsfølelse, der er opstået spontant. Selv sportsstjerner sanktionerer og min gamle dansklærer fra gymnasiet kalder det "svineri", det Rusland har gang i. Så ved jeg godt, hvem jeg hører sammen med og hvad jeg mener, men før konflikten udviklede sig, stillede jeg min ven virkelig dumme spørgsmål: "Kommer vi så i krig med danske soldater?". Der er så stærke ytringer, at man skulle tro, vi også ku løfte klimaspørgsmålet sammen og nå i mål med det. Lavrov - nej, dig gider vi ikke høre på. Står der næsten bare på teksttv. Vi gør fælles front, så nu ved jeg, hvem mine venner er. Jeg har ikke læst mig til forstandige udtalelser eller vurderinger. Jeg ved bare, hvem "vi" er og hvem "de" er. Nu. 1.3.22. 

Min Mor ringede lige og takkede mig inderligt, her kl. 16.30. Altså er stykket nedenfor forgæves/ugyldigt. Det fortæller dog stadig, hvordan processen forløb. Men nu mærker jeg deres taknemmelighed, endog dybt ind. Da jeg sagde, jeg også kan tage derud i morgen, sagde hun endda: "Nej, da skal du jo på Aros med din ven". Som om, hun støtter mig i, at jeg ser mere til ham (den nye).

Kære Mor og Far. Der er nu gået fem timer, siden jeg sad ved min søsters leje for at se til hende. Hun sov dybt og bliver tilset. Jeg mødte tilfældigvis hjemmesygeplejersken i gangen, som satte mig ind i situationen. Jeg sørgede for at give hende jeres nummer, så hun kunne informere jer. Først skrev I kl. 11, at I var bekymret for Kirsten, da hun ikke tog telefonen i aftes. Jeg ringede så til Skejby, men der var hun ikke indregistreret. Så skrev jeg til en af de andre beboere på bostedet via Messenger, og jeg begav mig ned til bussen for bare at tage derud selv. Han svarede, at han havde set to sygeplejersker og en vagtlæge gå ind til Kirsten her til morgen, men at han ikke vidste nærmere. Jeg ku have ringet og sagt det til jer der, men ventede til jeg vidste mere. Måske blev I bekymret, da jeg skrev, hun ikke var på Skejby, da det var jeres bud, fordi der havde været corona i omløb på bostedet. Måske blev I endda bekymret - for mig - da jeg skrev, jeg tog derud og at jeg ville være der tre kvarter senere. Måske synes I stadigvæk, det var langt ude eller kun kunne forsvares af en, der var psykisk syg. I må virkelig nære dyb, dyb mistillid til mig som menneske, at I ikke reagerer nærmere. Betvivle, om jeg overhovedet gør godt her i verden. Da kender jeg hverken verden eller kærlighedens væsen længere, for den er i hvert fald ikke tilstede imellem os. Jeg ser bare klart, at jeg må dele det egentlige med andre mennesker, da I ikke behandler mig ligeværdigt. Hende fra hjemme/sygeplejen så mig faktisk. Og takkede mig. Og min søster vil en dag vide, jeg var hos hende, trods det at hun slet ikke var vågen nok til at registrere det. Det er så utroligt ensomt at konstatere, at vi - mine forældre og jeg - ikke når hinanden. At det meste, jeg gør, bliver fordrejet og fortolket ind under dække af sindssyge. Jeg er andet end det. Nu har jeg grædt ved busstoppestedet og gør det også nu. Så utrolig fyldt af svigt. At I ikke anerkender.. 26.2.22.

Det er så utroligt skrøbeligt og nøgent. Mig i en video på Moderne Salmer (Facebook-side). Og min ven, tekstforfatter til sangen, Lars, introducerer ikke. Så der er bare mig, som man klikker sig ind på. Derefter læser man teksten, og nederst, at sangen er skrevet til Folkekirkens Nødhjælps 100-års sangkonkurrence. Hvor den ikke vandt. Jeg tror, han har denne tanke, at salmen ligesom skal tale for sig selv. At produktet er færdigt og godt nok, så der behøves ingen invitation. Tænk, hvis organisten fra Johanneskirken eller kirkesangere, jeg har lavet fejl sammen med, også er medlemmer på siden. Ja, alt dette, fordi jeg faktisk selv er i tvivl. Og må jeg gerne være i tvivl. Allerede ved synet af min lilla bluse, mit hår der falder, min stemme der er presset til det yderste (fordi sangen er dyb på steder). Tåler jeg næsten ikke andres blik. Nogle kan hænde at kommentere, jeg er eksponeret og har ikke længere Løve ascendant :) Men det er det, vi som mennesker må risikere. Vi må bringe os i spil, satse noget, så vi også har chancen for at vinde. Shit mand - synger jeg overhovedet godt længere. Kristus - hjælp mig med at gå offentlig. Vi er ilde set på Moderne salmer, så vi forventer ingenting. Hjælp os med at gøre dit budskab vedkommende, alment. Hos dem, der ikke regner os. Lytter, men ikke hører. 24.2.22.

En dag - i dag ser jeg mig omkring, og opdager dit spor. Jeg tiltrækkes, indvikles, satser alt, hvad jeg har. I håb om, at du vil se, mit liv tager nu en drejning imod - dig. (Skrevet fra 29.1. - 20.2. Indspillet d. 22.2.22)

Jeg var ellers på vej ud for at gå en tur. Men jo længere, jeg kom væk fra ejendommen, hvor jeg bor, jo mere pinte det mig, at der faktisk lugtede lidt rigeligt af mados i opgangen. Tænk, hvis der ville opstå brand, mens jeg gik nede i skoven! Og hvor havde jeg mine usb-stik? - Derhjemme. Så jeg vendte om allerede nede ad Skovvangsvej. Jeg vendte hjem, hvor der stadig lugtede, og var i blandt min kunst, og valgte i stedet at lave håndvægtsøvelser på mit gulv som dagens motion. Så ville vi brænde sammen. 21.2.22.

På et leje (maleri, 20.2.22)
På et leje (maleri, 20.2.22)

Jeg bliver bedt (af den åndelige verden) om at mildne stykket om Prins Charles og mig selv. (Jeg lod det stå råt, fordi stykket stod så fint grafisk på siden). Det er jeg sådan set glad for, for det fortæller mig at jeg har en grad af uskyld. Også i bogen, "Hvis du vil se mig i himmelen" ville jeg have trykt en anden sætning end "Jeg var ham desværre utro" men redaktøren syntes, det ville klæde mig at bekende min skyld, når jeg nu i så meget andet var ærlig. At jeg "er forelsket" i en anden allerede på højskolen er også at gå for vidt. Jeg så, at det egentlig var med sådan en mand, som Niels, jeg ønskede en fremtid. Ja, lige inden drabet, derhjemme på mit kammer i Gram, fik jeg tanken - en slags vision - om Niels og de to børn, Simon og Amalie, som jeg i virkeligheden ønskede mig. Gad vide, om Nikolas fornemmede det, at det var derfor han vågnede og kradsede mig i ansigtet. Det er jeg meget skamfuld over - også at sige her -, at her passede jeg en dreng, jeg aldrig havde ønsket mig, fordi jeg havde digtet ham ind i en fantasiverden, hvor hans far og jeg var "et guddommeligt par". Særligt udvalgt til noget. Der var virkelig god grobund for sindssygen. 19.2.22. (Til stykket nedenfor)

Det er næsten lige så slemt som Prins Charles og Camilla Bowles (og Diana), hvis ikke værre. Jeg er min kæreste utro - men vidste da ikke, at jeg gjorde noget forkert, for vores forhold bar præg af megen tvivl og frem og tilbage. Vi bevarer forbindelsen, jeg bliver gravid, men på højskolen under graviditeten har jeg allerede håb for en anden mand (Niels). Jeg føder, helt ulykkelig, et vanvidsbarn, som jeg kalder det, fordi der da er sindssyge blandet ind. Som jeg i desperation slår ihjel. Jeg overlever selv, kommer videre, og forfølger min drøm om at blive Niels' kæreste - hvilket jeg bliver. Jeg tror, jeg kan få en almindelig tilværelse med nye børn, ægteskab, musikuddannelse, som om intet er hændt. Ligesom Charles og Camilla. Som om intet er hændt. Der var jo et offer, som vi glemmer i det billede, der står tilbage. Som om, der simpelthen ikke var plads til dem i verden. De blev elimineret, for at noget andet kunne træde i deres sted. Det er ikke særligt sympatisk af den overlevende part. Og heller ikke særlig fortjent. Når man tænker over det, er det jo helt absurd, at Camilla og Charles nu danner par offentligt og ordentligt. Der er noget, de har glemt. Og det fordømmer vi dem for. Jeg har ikke glemt, men prøver at have fokus et andet sted. Jeg prøver - hver dag - at finde berettigelse til at være her. Ved at bearbejde emnet skyld, som en almen ting. Alles vilkår. For at dække mig ind under almindeligheden. Lykkes det? 18.2.22.

Men jeg er faktisk ikke bedre selv. En ven, som jeg går til livsfilosofi med og også kender privat, kommenterer mit opslag på Facebook - det med deodoranterne for et par dage siden. Han laver lidt grin med emnet. Han er netop kommet på Facebook i det hele taget og det er muligvis hans første kommentar. Intet i vejen med den og jeg liker den og en giver den et "Wow" (emoji). Dagen efter skriver han en privat sms ret sent, hvor han siger, at min deodorant er "fin og mild". Virkelig sødt sagt. Jeg vender mig i sengen - da klokken er sent - og svarer ham med det samme, noget med vi ses og tak for kommentarerne begge steder. Han har tidligere gerne villet ses med mig i hverdagene - mellem undervisningsgangene på Gallo - hvilket jeg har sagt nej til. Er ikke interesseret i ham amourøst og gør mange andre ting de andre dage for mig selv. Sidst han foreslog, at vi tog i "imusic" sammen, fordi vi begge køber musik der - forsvarede han sig nærmest, at der lå ikke noget mere i det. Og fordi jeg ikke gengælder hans tilnærmen, trækker jeg mig - måske endda ret kontant. Men hvorfor skal jeg bestemme, hvem han kan lide eller har følelser for? "Du er god at snakke med", siger han også. Ja, han var vældig oprevet i telefonen i aftes, at han ringer bare kort, og hvis han har overskredet mine grænser - enten på Facebook eller ved at sige det om min duft, så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg skyndte mig at mildne hans ophidselse ved at tilbagevise: intet i vejen med de ting, du har skrevet. Herregud, jeg har fået en kompliment og har været dårlig til at tage imod den. Ja, har ikke noget sted sagt eller skrevet, det f.eks. var "sødt sagt" (som jeg så gør nu). For her går vi rundt og ved ikke selv, hvordan vi dufter og om det er behageligt for andre. Min yndlingsdeodorant er gået ud af produktion, som jeg skrev i opslaget, og jeg smider givetvis op mod 10 deodoranter ud senere i dag, idet jeg er gået forgæves efter nye. Og han har skrevet direkte ind i det (scenarie). Jeg tager det på mig, at jeg har givet ham ingenting tilbage, før efter hans opkald i aftes, som man ikke kunne undgå at blive påvirket af. "Kære. Ingenting i vejen". Heller ikke med din kærlighed (underforstået). Ser jeg så tydeligt her til morgen, op af det, jeg skrev om mine forældre i går. 17.2.22.

De vil faktisk bestemme, hvem jeg skal elske og hvem jeg ikke skal elske. Mine forældre. Det er ganske uhyrligt. Jeg skrev til dem i vores vante lørdagsudveksling pr. mail, at jeg gerne ville sende min tante en hilsen for at ønske hende tillykke med, at hun igen har fundet kærligheden - efter at have været enke i et par år (efter min onkel). Men jeg kan ikke finde hende på krak, som jeg siger. Mine forældre ringer så til mig mandag: tager jeg min medicin?, hvad bruger jeg mine penge til?, og hvad med mit kærlighedsliv, er det ikke vigtigt at have en god ven (i min eks-kæreste)? Og videre: "Du skal ikke skrive til Else Marie, for du kender hende jo ikke. Vi kan hilse hende på søndag, hvor de kommer her på besøg, men du skal ikke skrive noget. Vi sender heller ikke noget til brylluppet og regner ikke med at skulle have noget med hende at gøre fremover". Helt absurd, at de skal bestemme, hvem jeg skal skrive en hilsen til, eller hvor min kærlighed skal finde udtryk. Det er slet ikke min kærlighed, der er noget i vejen med, men snarere deres. Det gør mig harm. Jeg troede, de ringede for at give mig hendes adresse, men de ringer fuld af skepsis over min livsførelse. "Uroen er hos dig, mor, ikke hos mig, så jeg synes, du skal snakke med nogen andre om det, end mig". Nu ved jeg ikke, om jeg skal have strengere censur, når jeg vælger hvad der skal stå i mailsene om lørdagen fremover. Men jeg har fundet mandens adresse på krak, ham hun skal giftes med. Så jeg sender bare en hilsen af egen drift alligevel. Et eksempel på, hvordan mine forældre spinder en historie ud af deres bekymring. Og den skal jeg ikke bære (deres bekymring). De har ingen ret til at diktere, hvem jeg må skrive med eller hvem jeg skal elske, også som partner. Det må andre også ku se helt objektivt og nøgternt. Det er min helt egen sag. 16.2.22.

Et eksempel på kontakt til vejledere (åndelige). Jeg er taget ned for at levere et par bukser tilbage, som viste sig at være i stykker allerede første gang, jeg tog dem på. Jeg havde tænkt på, om jeg i stedet skulle bede om pengene, i stedet for at bytte dem til et par magen til. Fordi det ku støtte min økonomi lidt. På badeværelset i morges fik jeg dog navnet "Fred Astair" ind. Først grinte jeg, fordi det var op af en trappe, at jeg nærmest snublede og næsten tabte bukserne (og stair betyder trappe på engelsk), da jeg skulle købe dem. Så kom jeg i tanker om, at Fred også bare er et dansk ord.  Og drog derfor den konklusion, at jeg med fred ku bytte bukserne til et par andre. Hvilket jeg nu har gjort. 14.2.22.

Et øjeblik - nu, hvor skriftet.dk er nede - gjorde det mig ikke noget. Om det hele bare forsvandt. Et øjeblik var det ikke længere interessant, hvor jeg kom fra. Som hvis nogen spurgte: "Hvor kommer du fra?" og jeg svarer "Gram i Sønderjylland". Ligeledes ku jeg have svaret: "Barnemord", mens en anden til samme spørgsmål, ku have svaret: "Skilsmisse", "Barnløshed", "Hustruvold". Vi bærer alle på noget. Er det ikke mere interessant, hvordan nutiden tegner os. Et øjeblik var jeg helt uden historie. Jeg har overvejet at slette mit foredrag fra min profil, så fokus er et andet sted. Jeg vil til enhver tid hellere være en ny begyndelse. Med håb for fremtidige ting i stedet for tilbageblik. Det var min første sætning i mange år: "Kender du min historie?". Næsten som var det et varemærke. En adgang til mig. Hvis du ikke kender mig for det, kender du mig slet ikke - agtigt. Gylden var den tid, hvor skriftet.dk var mit et og alt. Ja, i mange år var det det eneste, der holdt mig oppe, at have udsigten til at den skulle udkomme. Nu kan jeg vende blikket mod noget andet. Jeg ville ikke engang , hvis sitet aldrig bliver genoprettet (som det nu nok gør i morgen). Jeg ville endda leve. Mangt har det bibragt mig at indeholde blandingen - i lige dele forhold - af sindssyge og kunst. Nu bliver mit åbne sind og min kontakt til det åndelige måske i stedet en ressource (da jeg har tilmeldt mig et spirituelt cirkelforløb). Et kraftfelt. Skriftet er nede, men jeg har to andre hjemmesider, kærlighed og helbred. Engang i fremtiden kan det hele måske også præsenteres mere smidigt. Tage en anden form, rent teknisk. I stedet ku man spørge: "Hvor skal du hen?". Og jeg vil svare: "Samme sted, som du". Og føje til: "Heldigvis". 13.2.22.

Hvad gør man, når ens yndlingsdeodorant udgår af produktion - ha ha

Hver en blomst vil springe ud og jeg vil føde ord, der står mig nær, række dig som kær. ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.2.22. Med håb for kærligheden. 

Mit korrigerede fødselshoroskop. Bemærk den grønne "drage" (markeret grøn streg). Så nu er jeg ikke længere født kl. 20.38.12. men kl. 20.22.00. Og har Krebsen som ascendant og ikke længere Løven. Gode betingelser for parforhold, varslede årshoroskopet. En fin session. Men hun nævnte Jesus, som en der var et andet sted (i en anden sfære). Og jeg nænnede ikke at nævne ordet "genkomst". Jeg har et åbent sind - hvilket kan være stor inspiration til kunst, men jeg skal lære at lukke til igen. Og efter sessionen har jeg fået den idé, at jeg kunne lave podcasts. 9.2.22.

Korrigeret fødselshoroskop
Korrigeret fødselshoroskop

Også en melodi bør gå hen, hvor der er nemmest adgang. Ligesom mennesket må gå derhen, hvor det føles mest naturligt at være. Det nytter ikke noget at gå ned af en vej, hvis det strider én imod. Selvfølgelig skal vi møde modstand og ruste os af det, men vi skal følge hjertets rytme. Vi skal gå derhen, hvor vi synes, der lugter godt eller hvor de andres smil tilbage føles stærkest. Det er klart, at en mester tiltrækker disciple. Vi vil alle helst være omkring lyset. Og skal tage lidt af det med os derfra for at lyse videre et andet sted. Således er loven om energi. Den skal flyde let og ubesværet. Med mindst gene. Da vil det rette ske, som ligger i kimen. Da vil det folde sig ud, som lå hengemt. Fordi der var nogen, der nærede håb for det. 7.2.22.