Hjem fortsat 3

Indrømmet: jeg er sådan set bange. For at fejle noget med hoften, ud fra mine smerter i lysken, skal røntgenfotograferes om tre dage. Så er det jo omsonst, om jeg skal flytte i et 2-etagers hus, hvis trapperne fremover skal volde mig problemer. Læser noget om "intern springhofte", men jeg ved ikke nok, om det også kan sidde på indersiden helt ind til skridtet. Jeg har været så spændstig og nu fejler jeg måske noget, der er vedvarende, kronisk. Uden egentlig at have gjort noget forkert, bortset fra at sove på kun den ene side i årevis, og i den stilling måske presse knæ og lår mod hinanden. Det er som at få en dom. Hus eller ej, drøm eller realitet. Ingen problemer at cykle, gå eller bøje mig, bortset fra der indimellem kommer en klik-lyd, som om noget skal falde på plads indvendig. Og det gør lidt ondt. Smører mig nu igen med Voltaren. Prøver ikke at beklage mig til nogen (mine forældre ved f.eks. ingenting). Må stole på, verden før har kendt og set sådan et tilfælde, så der er gode råd at hente. Google er da både farligt og hjælpsomt. Kære, kære helbred. 27.2.24.

Jeg er ikke typen, der tager på et kursus og varsler en helt ny malestil, f.eks. Jeg er typen, der nogenlunde ved, hvad jeg kan, og uddyber det. I adskillige variationer. Da jeg spillede badminton som barn, nåede jeg ligesom et niveau, men ikke højere end det. Jeg forblev på et vist stadie resten af min badmintontid. Det var et ret højt niveau, men det udviklede sig ikke videre. Min søster spurgte i forgårs: "Skal du ikke til at spille noget mere moderne musik?". Hvad mener du, mine kompositioner er spritnye. Noget med becifring og akkorder, sagde hun. "Det kan jeg slet ikke", var mit svar. "Nej, men det kan du jo lære", fortsatte hun. Egentlig bagefter opfattede jeg det som kritik af det bestående. Det, der kendetegner mig, danner mig, ja skaber mig. Men hun prøvede at udfordre mig. Ligesom læreren på kunstakademiet jo gerne så mig i bevægelse. Og en vikarlærer åbnede også mit potentiale helt op, så jeg fornyede min stil. Også i dag ser jeg en bevægelse fra billede til billede. Men alligevel kommer jeg nok aldrig til at tage et kursus. Der ellers kunne lære mig noget (nyt). Ligesom min sindslidelse er konstant er mit råderum indenfor kunsten det også. Mange ville kritisere den indstilling. For du udvikler dig jo også som menneske, er i forskellige parforhold, i forskellige sociale sammenhænge, grupper. Selv kroppen forandrer sig over år. Ligeledes din kunst. Men ligesom jeg har nogle for mig særlige arveanlæg, karakteristika, da må gryden så at sige, fra hvilken jeg finder min inspiration eller mine ideer, holdes i kog men ikke koge over. Jeg skal ikke stikke ud af en retning, der er mig helt fremmed. Hvor er du kedelig, ku man indvende. Jeg kan bare godt lide udtrykket at uddybe, hvad jeg i forvejen er bekendt med. Det skader ingen at blive i samme toneart, men variere sekvensen, jeg spiller. Eller kadencen, jeg slutter med. Jeg er jo heller ikke både sorthåret og hvidhåret på samme tid. Jeg har en vis begrænsning. Helt naturligt. Kald mig bare den, man kan regne med. Klippe. 25.2.24.

Skikkelse med omfang (maleri, 25.2.24)
Skikkelse med omfang (maleri, 25.2.24)

Det, der aldrig nævnes, må anes i forsvar, ligge i tonen under. Der dufted' af barndom. Fik lyst at spørge: "Hvad med din mor?", "Far, er du glad?", trods det traume, som jeg har bragt ind tømt for skyld. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 24.2.2024.

Jeg er helt sikkert til mænd. Det ved jeg, fordi den mandlige læge i dag gjorde mig helt befippet. Først rettede jeg hans "Anne" til "Anne Marie", hvorefter jeg var lige ved at begynde en snak om navne. Og fordi jeg ikke hørte hans svar, men bare stirrede ind i hans øjne og forklarede mig så utroligt dårligt. Med stor latter indimellem: "Ja, og jeg googlede alt muligt derhjemme med at det kunne sige klik inde i leddet". Ha ha. Jeg kom først til mig selv, da han bad mig hoste, mens jeg lå ned, for jeg holdt mig nemlig for munden som i et slags hensyn. Og fik takket ham oprigtigt til sidst for at sende mig til røntgen. Ikke som den kvindelige læge, der for et par år siden efter et par minutters snak spurgte mig: "Hvorfor er du førtidspensionist, Anne Marie?". Som om psykisk syg stod ud af mig. Endelig går man jo til en læge, fordi man vil have hjælp til et problem. Det er jo en form for rådgivning, så man får klarhed. Og en dialog, der gerne sku munde ud i en form for diagnose. "Du kommer ind til Henning/Flemming", havde de sagt. Ja, men det er helt ok, det er jo heller ikke noget akut. Hvad kan jeg have imod nogen, hvis jeg bare bliver undersøgt. Jo, der er noget sårbart over situationen, fordi jeg blotter mig (sku have tøj af), men det bliver jo først skingert i det øjeblik en af os flirter eller inviterer den anden ud! Det upassende findes i mange grader og jeg kender dets natur ganske godt. Der er en kontekst, vi kan tale indenfor, og der er den risiko, at man bryder rummet og sprænger ind til noget andet, så relationen bliver belastet. Eller udvidet, om man vil. Det skal man undgå. Inden han kalder mig ind, har han sikkert læst i min journal med store bogstaver, at jeg er "sindslidende". Allerede der tager han sine forbehold. Og spekulerer på, hvad han kan vente eller hænde at komme ud for. Det er jo der, en læge viser sit værd. Skeler til min fortid eller hvad jeg er grundet af, men ser ud over det. Her kommer en kvinde ind med smerter i lysken, hvordan hjælper jeg hende bedst. Jeg skal ikke dufte hende, i det hele taget tage hende ind. Kun i konsultation. Klinisk, nøgternt, fordi det er mit job. Hvad der lever imellem os i øvrigt, er sagen uvedkommende. Jeg registrerer hendes duft eller hendes akavethed, men dømmer den ikke. Jeg tror, han var under oplæring, i hvert fald ikke fastansat i klinikken (endnu). Distræt – det var det, jeg var. Kvinde over for mand. 23.2.24.

Jeg er højst udsat. Har sendt materiale ind via en digital formular, om et arrangement jeg er med til at arrangere. Systemet melder fejl tre gange, efter jeg sirligt har udfyldt rubrikkerne. Er jeg idiot? Endelig googler jeg kopiere med tastaturet og ikke med musen, så jeg ikke behøver genskrive præsentationen igen og igen. Til sidst opdager jeg, hvad jeg har forsømt at gøre i felterne og gør det rigtigt. Men får ikke gennemtjekket de øvrige felter, så jeg kan være helt sikker. Også fordi jeg tror, noget af det handler om, at jeg har blanketten for lang tid åben. Så her sidder jeg bagefter, da den fjerde gang godtager, og spekulerer på, om jeg i farten fik udfyldt korrekt. Det er min største frygt, hvis det er min skyld, der kommer til at stå noget vrøvl i det trykte program (LitteratureXchange). Jeg tror, jeg har siddet her en time over den samme blanket. Og jeg tror faktisk ikke, jeg får det retur til godkendelse, før det er trykt. Dato, tidspunkt, sted, det alt sammen – var jeg klar i hovedet den fjerde gang? Det er højspændt og udstiller i fuld størrelse, hvorfor jeg ikke blev på det regnskabskontor i et fleksjob mere end et år i 2002. Jeg eftertjekkede i eet væk. Det tager både tid og koster kræfter. Dette er eksponering for fuld blus. Det er mine hænder, der har siddet over tastaturet, endda har jeg medvirket til at skrive teksten om ham, vi inviterer. Ja, at vi overhovedet inviterer en er også min ide. Så jeg skulle næsten følge det til dørs. I heden nåede jeg endda at rette en fejl i det skrevne, som ingen af de to andre parter i forløbet havde opdaget. Systemet godkendte mig, min ansøgning gik igennem, der lyste grønt lys på skærmen. Endelig havde jeg gjort, hvad der var påkrævet. Nu kan jeg kun vente med at se programmet, om jeg har sjusket eller misset noget. Det var også hårdt i forgårs at tjekke, hvor rejsekortet var under min tur til Sønderjylland. Men jeg var underlig rolig over, om jeg nu nåede bussen videre. Jeg sad endda over for en kat i et bur (!), som ikke brød sig synderligt om at køre i tog. Jeg har en brist med nogen, der lider eller beklager sig – hvorfor lindrer man dem ikke? F.eks. et grædende barn. Vi kommer alle ud for situationer, der vil presse os maksimalt. Kvinden med katten sku heldigvis af allerede i Horsens, plus at hun undskyldte til os, der sad nærmest. Den nødlidende ku jeg skrive en hel bog om.. 22.2.24.

Jeg er begyndt at holde rod nede – i min lejlighed, mener jeg. Hvorfor vente med at stille en beskidt kop ud til opvask i køkkenet, når man kan afvikle det nu. Jeg lader ikke tingene eskalere, så det løber mig af hænde, men tager det i opløbet. Enten er jeg blevet fornuftig eller noget andet. Jeg vil hellere vågne op til en halv opvask i morgen tidlig end en hel. Og nu, hvor min lejlighed er ok holdt i orden, kan jeg også bedre invitere gæster ind ved døren, hvis de altså stod der. Helt spontant, mener jeg. Der er ikke noget, der sejler. Det er en form for kontrol eller ordnen sit liv. Tankevækkende, om der ser lige så ordentligt ud inde i mit hoved. Eller i mit emotionelle liv. Eller i min musik for den sags skyld. Det interesserer mig bare at registrere, som en slags tagen sig af. Holden nede betyder her ikke undertrykke eller fortrænge, men tværtimod bare at få afviklet, gjort. Spreder der sig derfor alt for meget på mit gulv, samler jeg noget af det op efterhånden, og venter ikke til at gøre det på én gang, hvor det har hobet sig op. Ja, nu har jeg efterhånden sagt det samme flere gange. Her er rydeligt og nogenlunde pænt. Det betyder vel også noget for psyken at se orden omkring sig? Kan man kalde det en slags mestring? 19.2.24.

Jeg kom til at gå på tanken. Jeg plejer at hade bare lugten derinde, de ansatte er så stramme i ansigtet, varerne er kongedyre. Men jeg gjorde det bare. Pizzaslicen smagte ikke engang ulækker fed, ikke engang det dyr, der har leveret kød til den, føler jeg skyld over for. Så nu, hvor jeg er kommet hjem, og har spist 8 stykker lakrids af en pose med måske 30, har jeg det egentlig ok i maven, men også samvittighedsmæssigt. Jeg kompenserer ikke engang med at synes, jeg skal spise frugt og grønt for at opveje. Jeg beholder det i maven uden at reagere. Og det er sundt. Ligesom i mandags, hvor jeg spiste kæmpe fastelavnsbolle med fløde og alting hos min søster. Jeg gjorde ingenting bagefter, andet end holdt lidt igen med fedt resten af dagen. For 10 år siden, havde jeg vandret mindst en tur for at forbrænde. Ja, endda ret hurtigt efter madindtaget. Som en form for trang til at rense ud. Men jeg renser jo allerede ud. Ved at blive ved følelsen af nydelse, både pizza og lakrids smagte dejligt. Ekspedienten i dag var rigtig sød, selvom prisen ikke var. Jeg har intet fortrudt! Herligt at ku sige det – bare jeg ku sige det gældende for hele mit liv. Det fornuftige havde været at gå hjem og lave noget pasta, bruge det jeg havde i køleskabet. Men jeg flottede mig. Og jeg står ved. Jeg har været på tanken, valgt den nemme løsning. Og nu ligger maden og arbejder i min mave. Fred med det. 15.2.24.

Jeg havde skrevet om min trang til at være Jesus, i en tekst som jeg sendte ind til Poetklubbens tidsskrift, så det ku blive trykt der. Ingen censur, så ja det ville være kommet med. Men det var sårbart. Og upassende. Jeg spurgte en ven til råds, og han påpegede andre problemer, end jeg selv havde set. En sand ven. Jeg trak mit bidrag tilbage, bad redaktøren se bort fra min henvendelse. Lige haft tekster med i bladet to gange i træk. Behøver ikke synes, jeg skal finde en passende tekst. Bare se de andre være i spil og høste selvtillid ved at se deres digt blive trykt i et fysisk magasin. Der skal ikke stå noget om min brist – min Jesus. De fleste ved, jeg døjer med psyken, men hvorfor skilte med det der. Hun må jo være sindssyg, ville de sige. Jeg behøver end ikke prale med, at stykket var godt skrevet og alene af den grund ku komme i betragtning. Der skal ikke stå noget. En rigtig ven råder en med både ris og ros. At jeg overhovedet tog ham (Lars) med på råd, vidner bare om, at jeg allerede selv var i tvivl. De ville alle have læst det: hun tror, hun er Jesus. Det ville ikke være løgn, men unødvendig blottelse. Jeg laver selvcensur. Stykket har været postet her på sitet for et par måneder siden, hvor det mere hører hjemme. Det kaldes vist situationsfornemmelse eller omhu. Man synger jo heller ikke på gaden, man gør det i et øverum, en kirke, derhjemme. Man skal vælge, hvor man vil udkomme. Trods det, at budskabet kan være nok så vigtigt. Og det var ikke der. 11.2.24.

I mit bryst ånder der tvivl; Er der virk'lig trygt i min favn? Når nu jeg tog en andens liv og løb min vej. Hvem skal jeg spørge, når nu han er død? Kigger på hunden; Den har intet sagt - imod. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.2.24.

Jeg tænker konstant i afvikling. Hvis hjemmesidebestyreren i bestyrelsen dør, må vi sørge for, vi har log on oplysninger. Hvis min ven dør, vil jeg rydde op i hans ting på den og den måde. Sørge for praktisk, aflevere hans lejlighed. Hvis jeg selv dør. Indtil jeg kommer i tanker om hunden, der er så livlig, springer op af selv dyrlægen. Den er så fuld af appetit på livet, og det rører mig dybt (til tårer). Som det lille barn, der springer henad fortovet af begejstring, for at blive større, bedre, mere livsduelig. Og vi skal sammen skabe de bedste rammer og betingelser. Tage os af træets stamme, så at sige. "Den vej går det jo for os alle", som min mor sagde i går. Hun må simpelthen have en depression, den samme som for et år siden, bare i en anden valør. Bør hun ikke – leve!? Holde modet oppe, nære håb? Det var også mødet med min barndomsveninde. Vi er lige gamle og genkendte de samme skavanker hos hinanden. F.eks. det at blive mere forsigtig med alderen. Stillekupé, pladsbillet, tryghed osv. Samt løst hud på benene, mere udmattelse, briller. Skal jeg virkelig tænke de begravelser ind, der uvægerligt vil komme forude? Det bliver en lærer på Gallo skolen, en fra Poetklubbens bestyrelse. Men hunden bekymrer sig ikke om regnen, der hober sig op, som fylder nyhedsbilledet som i dag. Den vil bare frem, frem. Afvikling af en lejlighed. Det betyder jo en ny begyndelse på en anden måde. Der må jo sideløbende med afvikling ske fornyelse. Det er jo det, opstandelsestanken går ud på. Det er jo ikke slut. 5.2.24.

Du beder mig faktisk drømme. Du beder mig danne luftkasteller, visualisere hvordan tingene ku blive. Fodre de tanker, der bringer nyt til mit liv. Som f.eks. et hus. Her har jeg i fire dage affundet mig med at skulle være i denne lejlighed, ja at det nok var det bedste. Men været så utrolig depressiv, uden at vide hvorfor. Men du fortæller mig, jeg har tabt mine drømme, at jeg bør gøre mig forestillinger om, hvordan det kunne blive bedre et andet sted. Hvilke nye ting fremtiden ku indeholde. Dermed åbner du for en portal eller dør, jeg havde lukket for nu. Du beder mig nærmest sparke den ind. Jeg vil forandringen og du siger, den er mulig. Jeg vil fra nu af lægge mig roligt i de tankebaner, som varsler nybrud. Fordi du har bedt mig. Også for at komme min depression til livs. Jeg kan ikke ellers forstå, hvorfor jeg skal gå rundt og have det så skidt på fjerdedagen. Og jeg har spurgt og appelleret, uden at finde svar eller ro. Du siger, jeg kan nære håb, ja pleje et ønske, ja forberede en vej. Hvad skulle vi også ellers end drømme om en bedre dag forude? 4.2.24.

Fastelavn og jeg, som går i dække, kan allig'vel ikke skjule syndens omfang. Flaskehals peger indad. Brodden, som går så dybt, - men vingen er virk'lig min. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 31.1.24.

Jeg havde ikke roen. Se et barn vokse op. Tage mig en uddannelse. Finde et sted at bo. Jeg var angst, oprørsk, panisk optaget af en katastrofeverden. Der var ikke – tid. Nu ser jeg som 51-årig, at der er masser af tid. Hvorfor skal melodien gøres færdig med det samme. Har mit publikum nogensinde sagt, de venter eller afventer eller keder sig eller går pga. utålmodighed. Verden er fuld af klikken sig frem og tilbage i et rasende tempo. Der går noget tabt. I dag har jeg løse yogabukser på og jeg har hvilet to gange og den længste tur, jeg har været på, var ned af trappen efter avisen. Hvorfor ikke – det er lørdag. Hvad er det for forventninger, nogle har til os. Vi skal kun leve op til egne forventninger. Hvem kan måle, om min dag er lykkedes. Det kan jeg kun selv. Set udefra vil nogen sige, jeg har levet lidt rigeligt op til min førtidspension. Mens jeg ville sige, jeg har uddybet den, fuldendt eller udtrykt den. Jeg har skrevet referat af et møde, gjort rent, uden at andre har stillet krav til mig. Jeg har i en helt anden målestok gjort gavn, ved at være det eksempel i verden, der tager tingene roligt. Der er det ord, "Casual", på engelsk, som er helt fantastisk. Jeg hilste for øvrigt også på en hund på vej ned af trappen. Jeg er som grundvandet, der lige så stille synker. Mon ikke jeg har været der. 27.1.24.

Alt, hvad du kræver, er som en snestorm. Raser mit indre og hvor jeg går. Taler om hunden og dens sind. Selv er jeg kun middelvind. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 22.1.24. I kærlighed til hunden, Freja.

Jeg har haft disse regler for mig selv, jeg går ud fra som en slags selvopholdelsesdrift. At jeg hellere måtte motionere mindst hver tredje dag. Øve sang højst med fem dages pause imellem. Udgive dagbogsnotat her på siden, før der er gået fire dage siden sidst. Spise gulerod og appelsin for at opveje usundt. Alle disse regler. Det ser jeg nu, hvor jeg slækker på dem. F.eks. slog det mig, at jeg havde det udmærket uden at motionere, og udmærket uden at have skrevet for et publikum i et notat offentligt. Hvem gør det godt, at jeg overholder visse standarder – forhåbentlig kun mig selv. Sund fornuft siger, at motion er godt, at sund kost er godt. At udtryk i kunst forløser for den, der er kunstner. At holde sangstemmen ved lige betyder noget for smidighed. Havde jeg slet ingen mål for dagen eller for ugen, for min krop eller øvrige velbefindende, gik jeg måske helt i hundene, uden formål? Jeg vejede stadig under 65 til morgen, trods at motionen i går blev prioriteret væk. Er jeg måske dårligere til at elske mit medmenneske på den baggrund (uden motion)? Nej. Hvad betyder det for kærligheden, om kroppen er fit eller om man er i berøring med sit materiale, sin metier. Det er som en salgs muskel, der skal plejes. Mere og mere skriver jeg mig frem til, at mål – urimelige eller ej – er vigtige for et menneske. Men i petitessen gå op i, at jeg nok snart må skrive teksten til den nyeste melodi, for ligesom at følge med eller være med på beatet eller holde min tilhører til, det er jo indbildning. Det er jo at overvurdere egen betydning. Hvad om jeg slækkede lidt. Hunden – dens trodsighed, hidsighed, frækhed – kan jeg koge det ned til et vilkår, de fleste oplever. På vej op for at passe den, overhører jeg en fars samtale med sit barn i bussen. Han forklarer hende, at lillesøster nogle gange græder så meget, at de fortsat er nødt til at give hende sutten, selvom de gerne så, at hun ikke længere behøvede den. Er hundens vildskab ikke også noget, jeg selv indeholder, som også jeg har prøvet at dysse ned hos mig selv? Er det sundt at holde kraften tilbage? "Hun er jo bare glad", havde dyrlægen sagt. Jeg ser disse kampe udspille sig, hvor jeg giver fortabt midt på en sti. Sidst reagerede jeg helt uden ord, uden verbalt at skælde hunden ud. Jeg vendte mig om, når hun sprang op, forsøgte at lade som ingenting. Står hun og gør af mig/os, tager jeg stille en avis og lader som om, jeg er optaget. Jeg må ikke miste vitalitet. Som mine forældre, der har fået at vide, de ikke er dårlige nok til at komme på plejehjem endnu. Som bliver holdt til, hvilket giver dem fornyede kræfter til at klare opgaven. Vi må ikke forlade kroppens holden os til. Jeg er kun 51. Men vi kan blive rundere med alderen, mere drevne, mere tålmodige, large. Selvfølgelig skal vi have delmål og også søge at opfylde dem. Jeg sigter hver morgen efter at stå op kl. 7.30, når vækkeuret ringer, men langt de fleste dage bliver klokken 8.15. Jeg trak den, udvidede muligheden, var fleksibel. Dømte mig mildt. Indtil den dag, hvor klokken virkelig ringer til sidste omgang. Og jeg må lade alt tilbage. (Matth.24,v.17-19) 19.1.24.

Kroning (maleri, 14.1.24)
Kroning (maleri, 14.1.24)

Da sneen kom med sagte kraft, gik jeg for at dø i en drive sne. Men en hånd talte mig fra og jeg løb. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 13.1.24. Evt. i en mere kraftfuld version (knap så intim): https://youtu.be/tMks3uDSQkU 

Jeg har prøvet at trække mig. Liket hans opslag sparsomt, f.eks. med en synes godt om tommelfinger i stedet for et hjerte. Selvom jeg egentlig synes bedre om det, han lægger ud, end jeg så giver udtryk for. Svaret hans nytårshilsen uden at sige for meget, lægge op til at ses eller noget, og uden hjerteikon. Jeg har villet sende et signal. Nu har han igen postet noget, hvor han står og synger. Dejligt at se og vide, han er på rette spor. Men jeg gør nok ingenting, reagerer ikke. Det er bedst sådan. Jeg taler om Viggo. 13.1.24.

(Jeg fjernede seddelen efter en halv time. Skamfuld over overhovedet at have placeret den der)

Måske var det for at skabe hygge, at den røde stol var placeret på en afsats midt på trappen i opgangen. At man ku tage sig et hvil der. Men det må den bare ikke, da opgangen skal være fri i tilfælde af brand. Måske sku jeg have skrevet seddelen noget før, men nu gjorde jeg det nu. Netop som jeg hørte, den nye underbo omtale stolen, som om den (heller) ikke tilhørte hende, - som jeg ellers havde formodet, nu hvor hun bærer sine ting ind over nogle dage. Emilie ku godt finde på at stille den der for hyggens skyld, hun har tidligere både stillet planter og hængt pynt på sit gelænder. Jeg har selvfølgelig ikke sagt noget. Tænk, hvis det er så uskyldigt som at ville sprede hygge. Ingen vedkender sig stolen, men nu hvor jeg har skrevet seddelen, må vedkommende jo reagere. Det er for det fælles bedste, jeg mener; brandregler. Jeg har tænkt på det i dagevis at påtale det. Måske var det mærkeligt, at de ku høre mig gå ned, for jeg har ikke skrevet initialer på seddelen, blot selve beskeden. Nu vil de vide, det sikkert er mig. Der er det, der kaldes dårlig timing. Måske vil den nye underbo tro, jeg er efter hende, fordi jeg tror, det er hendes. Men jeg hørte jo netop hende sige, det ikke forholdt sig sådan. Hvilket hun ikke kan vide, at jeg hørte. Måske er det den varme, røde stol, jeg selv lige har placeret mig i. Rødglødende. Måske sku jeg have gjort ingenting. Men jeg reagerede. Lidt sent og lidt klodset. Er jeg måske Herre over opgangen. 12.1.24.

Hvis man ligesom ikke kan se foråret foran sig. Eller ikke længere har drømme for fremtiden. Hvis ens ideer slipper op. Da kan man dø fra det hele. Som min egen farfar, der døde om vinteren, som havde sagt, han ikke kunne forestille sig foråret, der sku komme. Og som han altså aldrig fik at opleve. I går havde jeg så meget hjertebanken, at jeg tænkte alt muligt, bare mens jeg ventede på bussen. Hvor heldigt, at nu hvor jeg snart falder om, at jeg da ikke sidder alene på Gallo skolen, så ingen opdager det. De vil finde seddelen derhjemme på mit bord, hvorpå jeg har skrevet: "Jeg har brystsmerter og hjertebanken – bevar hjemmesiderne!". Som mit sidste ønske til verden. Alt vil passe med, at jeg er vendt tilbage til at synes, at Skovvangsvej-lejligheden er alletiders sted, så drømmen om et rækkehus tonede bort. Ligesom slet ikke at kunne se den fremtid for sig alligevel, det var faktisk skræmmende og turbulent. Hvorfor skifte mening dagligt om, hvor man helst vil bo. Og jeg skulle gennemtjekke regnskab for Poetklubben, og mange ting havde presset mig over dage. Men da jeg så sad over for min bedste ven og hans hund, faldt mit hjerte helt til ro. Han fortalte ting, der pressede ham, og min berøring med hunden var ren healing. Nu kommer jeg igen hjem med brystsmerter, efter at have øvet på Gallo. Tænker igennem, hvordan naboerne måske vil undre sig over, at vandhanen løber eller lyset er tændt eller andre ting. Når jeg nu falder om og bare ligger. Det er som, når en drøm brister, som den med rækkehuset, tror man, en dør har lukket sig. At der er færre gangbare veje at gå. Slutteligt konkluderede jeg, at det var hele min fremtid, der lukkede sig, at jeg måske sku dø – nu. Smerterne har jeg fået undersøgt for flere år siden. Det sidste, lægen sagde, var at jeg sku gå med nogle elastiske bh'er. Hjerte-adgang, lunger, bryst fejler ingenting. Men dør jeg fra jer, vil det være ok. Men jeg vil også gerne blive og færdiggøre. Føre til ende. Så jeg prøver at afdramatisere, har øvet sang på Gallo skolen, taget bussen i det glatte føre, selvom jeg var nervøs. Hørt min ven sige, at blot andre ting presser ham. Og jeg kender ikke min time. 11.1.24.

"Altid godt at kunne hjælpe", skrev de. Men de ku netop ikke hjælpe. Det måtte være mit udstyr, der er langsomt. Selvom jeg ingen problemer havde (og samme computer), før de begyndte at opgradere deres system. Jeg blev så harm – jeg skriver, "Tak, I har gjort, hvad I kunne", mere bare for at afslutte. Og hun skal måske over for sin chef vise en succesfuld dialog eller support-udveksling. Ligesom dem fra "pensionsselskabet", som igen ville gennemgå, hvordan jeg er stillet som folkepensionist, som siger som det allerførste, om det er ok, at de optager samtalen. For helvede, skælder jeg ud, så kommer det jo også ind nu på jeres optagelse, jeg har jo intet valg! Så jeg skældte ud. "I ringer hver tredje måned og jeg har prøvet at sige, jeg helst er fri, kan du ikke sætte et flueben ud for mig, så I ikke ringer mere?". Jo, det sku hun nok så. Endelig har jeg gang i denne plan om en ny bolig, så konkret så at jeg afhenter brugte flyttekasser på Stjernepladsen – i aften! Uden overhovedet at have fået et boligtilbud. Og jeg gør det selv, tager en taxa, har ryddet så der er plads i mit kælderrum. Gik ned til affaldspladsen med den overbevisning, at jeg igen ikke ville kunne åbne kæden til låsen – men døren var vidt åben, ulåst. Andre har haft samme problemer. Altså ku jeg begynde at sortere i det, der skal ud fra mit kælderrum. Hvis ingen andre har ord for det, vil jeg kalde det sejhed. Det, der har præget mig i dag. Også en form for ligeglad-hed, bitterhed eller harme. Mere på Gud og skæbnen end andet. Men dem, der har været i berøring med mig i dag har måske mærket min brod. En slags: "Jeg går bare selv", når ingen andre tilsyneladende vil hjælpe mig. Men min bedste ven tog tjansen med at gå med hunden, samt foreslog at køre flyttekasserne. Så der var faktisk lettelse, hvilket jeg også måtte have med i mit regnskab over uretfærdigheder. Jeg har jo heller ikke ondt nogle steder.. Men jeg har virkelig tænkt: idioter, røvhuller. Og det klæder mig. Sjovere, hvis de supportere havde efterladt en kommentar, da de gennemgik min hjemmeside. Eller havde læst det om Jesus og bagefter sendt mig en venneanmodning :) 9.1.24.