Hjem fortsat 3

Det var bare at gå ned i luksusgenbrugsbutikken, få øje på en sommerkjole (som man kan svede i uden det kan ses, str. 36, så stor er jeg ikke), swipe det relativt store beløb, have en form for ping pong med ejeren af butikken, som jeg plejer. Sige: "Vi ses en anden gang". Pakke den nye computer ud, flytte rundt i stuen som en konsekvens, se min stue blive mere rummelig med ganske få træk. Kigge ind hos keramikeren i hendes lille butik og få råd til, hvordan det er at være på Instagram, som jeg i det stille går og pønser på. Se folk stimle sammen ved isbutikken, fordi solen er her, dog på en kølig baggrund. Børn blive hentet fra børnehuset. Have håb for sommeren. Det er det, jeg beskriver. Hvorfor ikke have håb for sommeren. Min mor, der helt nede fra Sønderjylland råber: "Go for it" eller "Halleluja". 25.4.24.

Der er tidspunkter, hvor jeg føler mig som Kierkegaard (Søren) og tager en position, hvor jeg fra sidelinjen kommenterer på det gængse, det liv som normen lever. Altså står ved siden af, som en der knap hører til. Som nu, hvor jeg har købt en mindre bærbar computer, som jeg endnu ikke helt ved, om jeg har/får brug for. Hvor jeg forestiller mig være hos måske en ven, tage den med hvis jeg skal overnatte. Eller på rejser. - Men rejser hvorhen? Jeg rejser jo højst til København to gange om året! Eller i toget, hvis jeg havde noget vigtigt på sinde, ku jeg tage den frem som de travle forretningsmænd. Lade som om, jeg var vigtig – ha ha. Eller jeg mener det faktisk. Jeg drømmer om det borgerlige liv, jeg mener at lykkes med at være i et måske kæresteforhold, hvor den ene part går og laver mad eller nørkler med noget andet, samtidig med at den anden foretager sig noget lige så afslappende eller nyttigt. Ja, for nytte og nydelse skal jo følges. "Sammen med ham kan jeg være mig selv", er der nogle, der siger. Eller "vi supplerer hinanden så godt". Men jeg er aldrig lykkedes med at bo sammen med en anden, selvom jeg har prøvet et par gange. Det har ikke været den rette livsform for mig, må jeg bare konstatere. Jeg behøvede at stå mere frit, for mig selv. Nu står computeren i min entre i sin indpakning. Et gode, jeg har tilladt mig, et køb gjort af et overskud. Tænk hvis.. jeg ku lave flere podcasts, så ku den være handy at tage med. Tænk hvis.. jeg får en kæreste, og jeg kan tænde den, mens han går og gør andre ting imens. Eller på stranden til sommer. Er vi mennesker ikke gjort af drømme (for fremtiden)? Er det ikke netop, hvad holder os oppe. Giver os fremdrift. Tænk, hvis jeg mente, der ikke var mere i livet for mig at hente. At jeg havde skrevet det sidste. Nej, jeg har faktisk ideer til forbedringer. Og måske vil det ligne et mere borgerligt liv, set udefra. Tror jeg også, Kierkegaard engang imellem ønskede for sig selv. At han var mere jævn, og ikke så afsindig. Men han stod og betragtede, som beskuer, og beskrev, hvad han så. Ikke uvæsentligt. Jeg vil muligvis give parforhold en chance, hvis den opstår. Jeg forstår bare ikke, hvordan et menneske kan synes, det er livet at uddanne sig, få et arbejde, gifte sig, stifte familie. At det var det store, der hvor storheden er. Måske er jeg bare misundelig. Alt, hvad de andre fik.. Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke bare nøjes med, at jeg til fulde har tilkæmpet mig en stærk position. I samfundet, trods på overførselsindkomst. Kierkegaard levede jo også af sin fars arv. Ikke mere nu. 23.4.24.

Jeg har skrevet en sang, ikke om dig eller dig eller dig. Eller sku jeg sige, måske om dig eller dig eller dig. For det er ikke erfaret kærlighed, men et håb om en sådan. Muligvis er den intetsigende, banal. Jeg prøver at sige det enkelt. Ville gerne have løftet mig til et højere lag, så den appellerede til akademikere og lærde. Men det her var mit bud. Du skal ikke blive ked af, jeg er dig utro, for jeg er dig ikke engang tro. Jeg tilhører ingen. Jeg er kun bundet af et løfte, som hele tiden siger: Det er kun dig, der kan gøre det. Gå det og sige det. Jeg har altså ikke spurgt nogen, som der står i teksten. Kanske, jeg gør det.. 22.4.24.

Det var kun at spørge: Vil du mig mere end det? Jeg går med dig. Når så alt er sagt, og din berøring emmer, er min egen (berøring) fri. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 22.4.24. Hør evt. en mere inderlig udgave her: https://youtu.be/IvsHkteyy7o 

Jeg gransker dit navn på min telefon. Jeg har altid ment, man kunne udlede meget af bare at kigge på, hvordan et navn staves. Som om, man næsten kan stirre helt ind i det. Og udlede noget fra underneden. Er du mon blid. Når det bliver for pinligt at skrive eller tage kontakt, gransker jeg dit navn. 20.4.24.

Jeg har vel været noget lignende manisk. Haft mange gøremål – af ren praktisk karakter, rengøring, oprydning for en ven. Fået for lidt søvn. Lige gået en ekstra tur for at holde mig fit. Det har vel været sådan, og er det sådan set stadig, at jeg længes efter en gråvejrsdag, hvor jeg er lidt flad og hænger lidt med humøret. Hvor jeg føler mig usexet og uduelig. For lige nu kører jeg på et overdrev. Jeg har utrolig sublim og intelligent humor omkring situationer, der opstår i hverdagen. Ligesom da jeg var manisk i 99/03. Men jeg bliver ikke mere syg denne gang. Min seksualitet sidder helt yderst på tøjet, jeg er levende i områder af kroppen, som sjældent. Og udveksler blikke og kvikke bemærkninger med utrolig lethed. For lidt siden øvede jeg sang, og jeg syntes, min stemme var intet mindre end fremragende. Hvad gør man med sådan en kraft? Ydmyghed – kom endelig nærmere. Jeg går i verden, som om jeg råder over noget af den, hvilket jeg absolut ikke gør. Men selvtilliden er i top, statistik på min kunst er også høj i disse dage, som om mine melodier vækker genklang. Ja, sådan at det er ret uforståeligt for mig (selv). Hvad hvis dette er en vækkelse? Jeg mener, kraften er reel og er her som blivende, bærende. Hvad hvis det er sandt. At livet skal sprudle, splintre, gnistre. Eller også er jeg bipolar, så at jeg om et par dage kun ser mig ligge i min seng i depressiv tilstand. Men er det muligt, at dette ikke er eller har været her?? 17.4.24.

Jeg har barberet mig alle steder (tilfældigvis), og da jeg for lidt siden bukkede mig frem i min stue, ku jeg fornemme en dejlig duft fra min krop. Viggo talte om, at jeg duftede godt, men i dag ved jeg, hvad han mente. Jeg har blondetop på – og endda blonde indenunder den. I aftes kom jeg til at skrive noget til Martin, som kun kan ses som en slags kærlighedserklæring. I hvert fald en ros til, hvordan han er som menneske. Det var ikke tilsigtet, at sms-tråden skulle ende der, men det gjorde den bare. Heldigvis går der fire dage, før vi ses til livsfilosofi-time på fredag. Jeg er mester i pinligheder. På den anden side var det den rene bemærkning, der ikke kunne være anderledes, sagt direkte fra mit hjerte. Så hvorfor skamme sig? Jeg har meldt ud, eller jeg kom til at røbe mig, ku man sige. Nogle gange kommer det, der ligger skjult, til syne i de yderste lag. Sådan skal og må det være. Ligesom når en blomst folder sig ud. Ville en blomst skamme sig over noget, den var før eller det, den er blevet til? Frisat. Han var så frimodig – Martin – til timen sidste fredag. Virkelig let og vibrerende. Det kan jeg vel ikke hænde at ødelægge i ham. Er jeg forelsket? 15.4.24.

Bussen fuld af drenge, der ler, - mit Kald ligger åbent til skue. Sad jeg ikke her, kunne du have siddet og haft dit liv. Bussen fuld af længslen mod mere - alt for sent. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 14.4.24.

Jeg synes, det er pinligt, hvis du læser med. Dig, som jeg kender, som jeg omgås, som vil synes, jeg er langt ude. Jeg prøver virkelig at være Jesus-neutral – ha ha. Det lykkes bare så utrolig dårligt. Bekender jeg mig ikke som Anne Marie, til stede i verden som hende, går jeg jo fejl. Også af mit publikum. Hvis ikke jeg er den rene vare, hvordan skal andre så forstå mig/det? 11.4.24.

I skyggen af Jesus. Denne store personlighed, hvis handlinger havde vidtrækkende konsekvenser. Har jeg selv gjort ting, der havde vidtrækkende konsekvenser for nogen. Gruopvækkende, men også healende. Skal jeg forsøge at begå mig. Der er meget, jeg ikke formår. F.eks. at helbrede eller gøre mirakler. Men i mit stille sind, min stille eksistens, i mit lille skjul, forsøger jeg at lave kunst, der rækker ud. Ja, som skal røre andre. Fordi det er mit sprog. Hvor kraften kommer fra, vil jeg ikke kede nogen med. Og jeg ved det heller ikke med sikkerhed selv. Hvem ved om sig selv fra begyndelsen? I skyggen af en stor personlighed, skaber jeg min egen livsbane. Som sku være lige så god. Du kan gå med. 11.4.24.

Må jeg være en, der lyser hvor der er mørkt, men kun en stund, (som) nogen har tændt. Se nu dig selv, - Vandrer: Sig mig, dine skridt var de taget eller givet? Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 9.4.24. Eller i en mere intim version her: https://youtu.be/lQAbWB-1y_8

Fordele ved at have små bryster. Man kan uden besvær løbe en tur, uden at kroppen føles for tung. Er mandens hånd lille, kan han have et bryst i eet greb. Man kan returnere denne vittighed, som et par drenge engang indledte: "Du ser så træt ud, skal jeg ikke holde dine bryster?" med: "Jo, hvis du kan finde dem". Indleder du et forhold til mig, kan du være ganske rolig – mænd kigger på andre. Ser du en nødstedt på gaden, kan man spejle sig og tænke: Ja, jeg mangler også noget. Var Jesus her som Linse Kessler, ville alt jo ikke kunne lade sig gøre som nu. Jeg er undertippet, det er nogle gange det bedste udgangspunkt. Du kan nemt sove på siden om natten. Det meste tøj kan nemt trækkes ned over overkroppen. Der er næsten ikke plads til en kræftknude. Og mammografi er nemt overstået. "Du har godt nok ikke meget bryst", sagde en healer engang. "Men der er jo nogle, der slet ingenting har", fortsatte hun. Folk får ondt af dig. Der var også en fyr, der engang gerne ville gå ud med mig, han foreslog mig at få implantater opereret ind. Du ligner en, der ingen kræfter har, og dit angreb eller forsvar vil komme helt overraskende tilbage. Du er ikke regnet, altså kan du kun imponere til det bedre. Du kan gå skjult på gaden, ubemærket, hvis ikke det var fordi dit blik brændte sig ind i folk. Man kan om dig sige: "du er flad som et bræt". Eller som en engang sagde: "Rie, du er barmfri", i stedet for bramfri. Man kan håne og gøre grin med. Det forekommer mig, jeg tager godt imod. Jeg strutter ikke af bryst, men noget andet. Og mit skød er til gengæld rigtig fint, som kompensation. Man finder kompensationen, andre fortrin, som man kan fremhæve. Man siger jo også om en sportsmand, at han "mangler lige lidt på fysikken" eller "på taktikken" eller på "sin returnering". Og vi kan alle oparbejde. Som dette. 7.4.24.

Indimellem ønsker man, at man bare var et almindeligt menneske. En søn, der kommer løbende imod én og siger, man er både dejlig og irriterende. Det er så afsides, dette her. Som kun et fåtal (endnu) forstår. Hvad nytter det, kan jeg spørge ud i luften. Og så græder jeg til musikken, fordi det er som om, Nikolas siger: mor, græd, du er (jo) træt. Og jeg er træt, efter at gøre rent og ordne for en ven. Og får ikke hvilet. Og det er som om, gråden frisker lidt op, som er noget renset ud. Igen var det klaverkoncert, der åbnede op. Og vinden er mild i disse dage. Skal jeg forelske mig, kommer det vel til mig. Og hunden fik jeg hilst på med et kys. Min mor ringede og det sidste, vi sagde var: "Og solen er her". "Undskyld, Nikolas, men jeg var så træt". "Mor, du var jo træt". 7.4.24.

Rachmaninoff åbner mit hjerte – portvinen hjælper selvfølgelig også :) Jeg tænker, han må have levet samtidig med Carl Nielsen. De største følelser er i spil (Klaverkoncert nr. 3). Men også i mit indre. Tonerne beliver mig, det er det, musik kan. I løbet af dagen tænder jeg for radioen via telefonen (fandt ud af, der er antenne i ørepropperne), og de synger alle om forlist kærlighed – næsten. Men det er for at fornemme stemningen af liv ude i æteren, at jeg tænder. Zapper fra sang til sang og indimellem er der en speaker, der guider en. Det er en erstatning for at gå ud og møde folk i virkeligheden. For dette rækker faktisk. Håndvægtsøvelser, Rachmaninoff og portvin, Faderen, sønnen og Helligånden. Jeg er til (stede). 4.4.24.

Vi tog referat – jeg hjalp en ven. Formanden taler i ring til sidst, både lettet og sårbar over kritikpunkter. Hvad gør man? Man behandler ham, som da vi kom inden generalforsamlingen. Men jeg gjorde – ingenting. Gik ikke engang hen og sagde "Tak for i aften". Vi forlod bare forsamlingen. Ingen takkede os heller – lige meget. I pausen var han så lettet: det punkt på dagsordenen, han havde troet, der ville blive røre omkring, blev behandlet så lempeligt og nådigt, fordi præsentationen var så strategisk gennemført. Nu fik han til gengæld kritik for noget andet, som han havde svært ved at tale sig ud af. Til sidst, som afrunding, takkede han alle og nævnte noget med at "Og vi er alle enige!", underforstået her i haveforeningen. Men det var folk jo netop ikke. Til sidst rejste nogle i forsamlingen sig for at gå, dog mens han ramte slutsætningerne, så intet påfaldende i det. Jeg noterede det bare for mig selv. Som han havde mødt os, velforberedt, med kopier, vi kunne bruge når vi skulle renskrive referatet bagefter, sådan sku jeg have mødt ham til sidst. Som om, han intet forkert havde gjort i hele verden. For han viste (blot) sårbarhed, og det skal vi alle på tværs have forståelse for. Hvordan ryster man kritik af sig? Man siger, det er gået godt. Man forsikrer sig selv, at man gjorde det godt nok. Og det gjorde man. Man gjorde netop det, man kunne. Og det var nok, for det var alt. Der er ekstraordinær generalforsamling om bare et par måneder, hvor vi sikkert bliver indkaldt igen som assistance. Nu har jeg – moralsk – bakket ham op her, men det får han aldrig at vide. Det er fejt af mig bare at gå. Vi kan alle trænge til at blive omfavnet. Helt ud af en tangent. Ja, netop der. Før det startede, nævnte han muligheden for at bestyrelsen ku blive væltet. Men den bestod. Jan, gå du trygt hjem. Næste gang vil jeg to gange række dig min hånd. 3.4.24.

Det var en forårsdag, som de sagde sku' vare ved. Rigtigt nok; Kristus for til himmels, banked' på, og min stemme sang en sang, som var jeg selv en søn. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 2.4.24.

Jeg kan jo ligesom ikke løbe fra mit maveskind. Hvor meget jeg ellers forsøger at trække det ind. Så har jeg jo én gang født. Og havde jeg ikke født, havde jeg måske – som min søster – alligevel fedt på maven at sloges med. Det er jo ikke særligt prydefuldt eller som et ekstra plus, det tæller jo nærmest 100 % på minuskontoen. Ikke attråværdigt eller værd at vise frem. Det er jo som et slags hænge-parti, ikke bare bogstaveligt. Nu, hvor jeg har tilbragt aftenen sammen med Martin. Han kender måske slet ikke min baggrund, og som psykisk sårbar tåler han den måske slet ikke. Det er som at holde noget tilbage, som ikke er til at skjule. Det er som at foregive at være noget andet. En kvinde uden mærker. Det er jeg bestemt ikke. Hvor var han fin. 27.3.24.

En ven skriver sms kl. 1.30 om natten. Jeg vågner ved at min telefon vibrerer. Han plejer at sende mig musikvideoer, så jeg slår det hen, tjekker ikke lige. Får dog lige bekræftet, at beskeden er fra ham (det er mørkt, uden briller). Men mens jeg tjekker sms tikker der også en mail ind. Jeg bliver nysgerrig. En kommentar til min seneste melodi, den indspilning jeg lagde ud i aftes. Shit, tænker jeg. Nogen vil klage eller bede mig uddybe min teologi eller spørge: hvad fanden er meningen. Kan jeg sove videre uden at se kommentaren, tænker jeg. Jeg vælger at tage brillerne på, kigge ordentligt. "Smuk stemme", lyder kommentaren. Pyha, ingen kritik. Hvor er det egentlig mærkeligt, ingen spørger mig mere til mine mærkelige tekster, tænker jeg. Jeg glemmer helt, at muligheden faktisk er der. Nogle må da undre sig kosteligt. "I dit rige vil jeg segne", - jamen er det ikke meningen, at med opstandelsen indfinder freden sig, forløsningen? Hvorfor segne hos Gud. Hvor bliver opbyggeligheden af i sangteksten, opmuntringen? Men jeg beskriver kvalerne, så tæt som muligt. Mit publikum forstår åbenbart godt konteksten. Og jeg har for tiden en trofast fan, der liker, når jeg poster en ny sang. Måske er det ham, Kim, fra gammel tid, der også følger mig på Soundcloud. Der er det ved at skrive almenmenneskeligt, at andre kan spejle sig i teksterne. Der er det ved at skrive om den enestående livsbane, det usædvanlige tilfælde, at det kan andre også spejle sig i. Fordi vi på én gang er unikke og helt almindelige. Jeg kunne sove roligt videre, en kommenterer min sangstemme. Ville også nødigt vove mig ud i en forklaring af tekstunivers eller betoning. Jeg har en vis appel, ellers ville folk jo ikke klikke sig ind. Sangtitlen skal invitere, er jeg opmærksom på. Men gør det ikke altid, hvilket er et vilkår. Nogle sange kræver lige lidt mere af tilhøreren. Og måske fortryder han bagefter at have lyttet med. At få en like – ja, jeg fatter det faktisk ikke. At et menneske derude bare har godtaget mit materiale, for det, det er! Tak af hjertet. 27.3.24.

Ved din skulder, i din favn vil jeg græde stort. Flænge mit bryst, blodet fosser ud. Hold mig venligst, dette bli'r for tungt. I dit rige vil jeg segne. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 26.3.24. Evt. også i en anden udgave:   https://youtu.be/whbBbHFE0S8 

Hun satte sig på hug foran mig efter koncerten. Hun var rørt. Helt intuitivt lænede jeg mig frem og min pande mødte hendes pande, helt tæt. Jeg kendte ikke kvinden. "Det var så beroligende, mine skuldre sænkede sig", sagde hun. Det var netop, hvad jeg ønskede, at musikken havde som effekt. Snakken gik frit i rummet efter vi havde optrådt med vores salmer i Galleri Grane. Det havde åbnet til samvær. De sidste numre fremførte jeg med et smil på læben og glæde i hele min mimik. Sådan føltes det i hvert fald. Fordi man ønsker at lade en kraft strømme fra én. Ud mod de andre, ind i de fremmødte. Ikke for at de nødvendigvis sku have noget med hjem, men fordi de skulle mærke den samme kraft, som jeg havde iboende. "Har du uddannet dig på musikkonservatoriet?". Nej, jeg prøvede, men kom ikke ind og prøvede ikke igen. "Skal jeres salmer ikke i salmebogen?", lød det fra en anden. Den bedste kritik, vi overhovedet ku få. At publikum regnede os med. Hendes ansigt var så tæt op af mig, at jeg tænkte på min ånde, når jeg talte, og min duft fra min krop, som næsten må have blandet sig med hendes. Men der var ingen forbehold. Hun ønskede at fortælle mig noget, spurgte om vi blev lidt endnu. Jeg var ellers blevet mødt af negativ kritik før koncerten, at man ikke kunne høre teksten på cd'en, fordi klaveret lød for højt. "Er I mand og kone?", naturligt nok spurgt, fordi vi krammede, da de klappede af os, Lars og jeg. Som om, det gav oplevelsen et ekstra lag, hvis vi samtidig var elskende. Det var alt sammen det, der skete i rummet, vi skabte med de fremmødte. Min stemme fejlede ingenting, men jeg blev først helt rolig i vejrtrækningen i de sidste sange. Også nogle gange fordi jeg simpelthen selv bliver rørt over teksterne, selvom jeg jo bør være professionel. En musiker kom hen – jeg havde ikke behøvet kun at vælge korte sange, som jeg havde gjort, syntes han. "Håber, I kan holde til et par mere", sagde jeg på et tidspunkt, som om jeg var i vejen eller til besvær. Cd'erne skal have kritik, mange steder lyder jeg næsten bange. Det var netop derfor, jeg begyndte at lave egne videooptagelser, fordi jeg ville vise en mere frigjort indsyngning. Med mere ro og overskud. Martin fra livfilosofi-holdet kom – men ikke flere kommentarer til det. Min pande mod hendes sagde alt det hele. "Bed Gud om hjælp", var hendes sidste ord. 24.3.24.

At det var det, der sku lamme mig. Trække livskraften ud af mig. Havde jeg ikke troet. Det ikke at have håb for tilværelsen. Nu, hvor jeg i morgen skal optræde med salmerne, formår jeg ikke engang at (blot) trøste mig selv. Konspirationstankerne, min ven introducerede mig for i forgårs (primært om klimaet), har plantet sig i mig. Til at opveje min pessimisme forsøger jeg at læse om 2025 – vendepunktet og Den nye tidsalder. Hvis ikke jeg har kraften i morgen foran klaveret, hvem skal så løfte os igennem. At jeg har forsøgt ikke at blive forkølet, har øvet mig jævnt, gået tur i skoven netop nu for formens skyld, er åbenbart alt sammen ligegyldigt. Så længe jeg har mistet livshåbet, er jeg dømt ude. Herre, omvend mig (venligst). 22.3.24.

En Facebook-ven skriver, han har været syg, indlagt, poster et billede fra hospitalet. Hvem vil ikke gerne vide mere – er der sket ham noget? Men jeg klikker mig med vilje ikke videre derind. Ind kan man nemlig sige. Ind i sladderen, det sensationelle, ulykken der har ramt ham. Endda en, jeg er Facebook-ven med. Sådan vil Facebook-bagmændene vide om mig. Jeg falder ikke for store overskrifter, saftige teasere, virkelig. Sladder er noget af det værste, der findes, skriver teosofien også. Jo, jeg kan finde på at se "Grænsepatruljen" eller "Alarmcentralen", men jeg klikker mig væk, hvis nogen bliver udnyttet bare for at ku skabe godt fjernsyn. Jeg ser det for den bagvedliggende histories skyld. Det eneste, jeg går med ad, er "Smadremanden", som popper op uden jeg har bedt om det. Alt andet overser jeg. Selv videoer med babyer eller hundehvalpe, som andre 3 millioner mennesker verden over ellers har set. Da er jeg kritisk, konsekvent. "Vi interesserer os for dine minder, Anne Marie", skriver de nogle gange. Men jeg er modstander af at poste ting to gange eller flere, for hvorfor det. Og hvem er for øvrigt "vi", som interesserer sig for min digitale færden. Det er med garanti ikke en ven og slet ikke min. 18.3.24.

Det er helt sikkert et levn derfra. Jeg kan ikke bære at se noget værdifuldt gå til grunde. Som nu den springmadras, jeg har kasseret i dag. Først satte jeg den til salg for 25 kr. i den blå avis. Men efter et par timer, deaktiverede jeg annoncen for selv at afvikle madrassen. Tage betrækket af, gå ned med skummadrasserne hver for sig til affaldspladsen. Men det endte med noget skubben ned af trappen, og jeg måtte i stedet opbevare dem i mit kælderrum, indtil en kan hjælpe mig med resten. Det piner mig derfor, når jeg ser den deaktiverede annonce, som er blevet set af flere. Hvorfor ku jeg ikke vente og se? Den ku have gjort nytte et andet sted. Jeg maltrakterede den, som jeg gjorde med mit barn. Afviklede den kynisk. Det ærgrer mig og gør mig også ked af det. Jeg kan ikke bære at se noget værdifuldt gå til grunde, meget værre end en madras er jo et levende barn. Det piner mig, at jeg ikke gav madrassen en chance mere. Nu ligger den død hen. Undskyld, men parallellen er svimlende nær. Den har fulgt mig i 10 år, og så ku jeg ikke engang vente en halv dag på et svar på annoncen. Og nu er det for sent. Gisp – fortrydelse sku være noget af det værste. Man har ikke levet op til egne forventninger. Ej heller Guds. Man har handlet egenrådigt, uden omtanke. Etik. Jeg har kvaler over at afvikle selv døde ting, hvordan så ikke et levende menneske.. 17.3.24.

Jeg skal tømme dine ord, lyde hult, drikke bægeret ud, inden sidste omgang og starte på ny. Ta(ge) en test, være bedst, indtil Gud be'r mig blive sidst. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 17.3.24.

Det er jo tanken om – hvad skal jeg med endnu et par sandaler. Bliver det min sidste sommer? Hvad nytter det at drømme langsigtet. Har alligevel lige købt en bikini til sommer, i fald der sku blive brug for en. Og et par sandaler (mere). Jeg vil prøve at leve fuldt ud. Brænde igennem. Tage det bedste tøj på, være kvik og let i bemærkningen. Vove noget, jeg ellers ville afholde mig fra at gøre. Tage mig lidt af dem, der bliver klemt, som f.eks. min yngste bror. Leve med at være overtræt, ikke lige få sovet igennem. Ofre mig, ja kaste mig ind i livskampen. På den helt store arena. Male med den fede pensel. Tyk, tyk sværte. Kalde mig beredt, og siden være det. 14.3.24.

Jeg kan ikke undgå at synes, at Lars Simonsen er den bedste skuespiller. Først som søn af en psykisk syg mor i "Tro, håb og kærlighed". Og siden i "Pelle Erobreren" som ung mand, der gør en kvinde gravid af sand kærlighed. Da Bent Mejding, som Eriks far giver ham en lussing, hvor Erik så siger: "En dag spærrer du vel også mig inde", er helt formidabelt skuespil. Hele Eriks ansigt er i spil i tusinde nuancer. Pelle Erobreren er så smuk på mange måder. Men da den unge kvinde efterlader sit spædbarn i åen og nogen bagefter finder det dødt.. Da hun bliver kørt væk af datidens ordensmagt. Og reelt intet har gjort forkert.. Fået et barn i kærlighed, som der (bare) ikke var plads til. Undskyld, men hendes grådkvalte ansigt har jeg ikke set lignende på film før eller siden. Dette et slag for portrættet af den nødstedte, når det lykkes bedst. Hjerteskærende stærkt. 13.3.24.

Hun rummede mig. Mærkeligt nok lod det sig gøre. At jeg over for hende talte om Jesu genkomst og testamente. Hun bad mig gøre det konkret, hvordan efterlader jeg kunsten. Og omkring Jesus "får vi nok aldrig vished". Jeg fortalte hende om min fornemmelse tilbage i 1999. "Der er mange fællestræk", som hun sagde. Ofrer sig, videregiver kunst baseret på erfaring, som andre kan få gavn af. For at tage hensyn til de pårørende ku man lave en klausul. Måske først udgive det sidste efter et par år. På den time, jeg sad hos hende, min psykolog, Louise, testede vi hvordan mit alarmsystem havde det. Hjertebanken, uro eller skete der en slags healing af de betændte emner. Hun dømte ikke det sagte som vanvid. Hun stejlede ikke og blev heller ikke frastødt. Shit mand, jeg fik det væsentlige sagt og hun tog godt imod det. Nu kan hun sige ved aftenbordet til sin mand, at en af hendes klienter talte rigeligt om genkomst. Men hun er god nok. At min mening ikke er at skade de medvirkende, dem jeg omtaler. At jeg har kvaler i forhold til, hvordan vennen eller broren tager imod det skrevne. Bare fordi min kunst skal ud i verden og leve. At det er en kunstners vilkår at omtale sin omverden. "Og jeg er her jo som Anne Marie Eriksen denne gang", fik jeg sagt. Altså hvad betyder sammenligningen overhovedet. Det var ikke, fordi jeg var presset af andre ting i min hverdag, at tankerne blev så ekstreme. Temaet – testamente – er tilbagevendende. Så dybt, dybt taknemmelig, jeg er for hendes tilgang og afværgen. Så fint et rum, hun skabte for de skamfulde ting. Ikke kunnet sige det til andre. 11.3.24.

Jeg spørger den åndelige verden til offentliggørelsen af de skjulte afsnit. Jeg trækker kortet, "Glæde". Jeg var begyndt at tænke, at det samlede værk ku være det synlige, men den går åbenbart ikke. Det er ikke, fordi de skjulte værker er "grimme", det er jo mere et supplement til det allerede udgivne. Altså uddybninger, det underliggende, motiver, de private optegnelser og navne på de berørte. Sku jeg efterlade det til en person, som så ku vælge efter behov? Nej, jeg skal for alt i verden selv lave anvisninger (testamente) på, hvordan materialet skal videreføres. Er jeg meget selvhøjtidelig ved at skrive sådan her? Ja. Hvordan kan jeg vide, at det, der ikke kom med, er interessant for nogen. Kære eftertid – du kan da bare lade være med at klikke dig derind. Det er jo bare en kunstners dagbog. Hvad rager det mig, ku du tænke. I er frie til at tænke alt muligt, dette var (bare) mit bidrag. Jeg skal gå efter en hel udgivelse, en fuldt ud synlig udgave. Jeg har trukket kortet, Glæde, og det siger noget om velsignelse og visdom. En kærlig given fra sig. Og det er netop, hvad jeg er. 10.3.24.

Han nævnte det allerede i Haderslev (1992), overlægen, Olstrup, at jeg havde en "grænsepsykotisk personlighed, hvor identiteten indimellem helt opløser sig". Klokken er nu 13.42 og dagen er ikke gået med andet end at ligge og have det skidt. Uden følelse af tilknytning, høren til noget eller nogen. Ingen fornemmelse af jeg-stemme, styrke og særkende. Bare een stor uoverskuelighedsfølelse. Mørke forude med de gøremål, der venter mig i den kommende uge. Trods udsigten til at skulle have en snak hos min psykolog i morgen, som givetvis vil lette noget. Tage noget af tyngden. Jeg troede måske bare, at sådan et hul ku ikke opstå, når jeg nu var så velfungerende, havde en hverdag med mening osv. Men det er akkurat hændt. Først nu fik jeg dagens første sms, hvor min ven skriver, jeg kun behøver gå med hunden en enkelt dag i den kommende uge. Mine bekymringer går lige fra, at hunden snart kommer i løbetid, til at min vens bil skal efterses for olie, kølervæske osv. hvilket han er sent til at få gjort. Til at jeg synes, jeg forærer mig væk, i det besøg hos en veninde, der er planlagt til på torsdag. Eller der er meget lidt lyst forbundet med at skulle se hende, og jeg kan faktisk ikke forstå, hvorfor. Så der ligger jeg på lydløs med dynen op over og tænker: hvad ku gøre dig glad? Hvad med at tage på shopping. Men jeg er fuldstændig lost. Til sidst fik jeg lidt søvn og det samlede mig lidt. Så jeg ku tænke mere klart bagefter. Så kom sms'en fra min ven, som også fratog mig pres (gåturen med hunden den ene dag). Nu ved jeg ikke, om jeg kan bede om mere, for at få en god dag. Jeg vil gerne gøre rent hos ham og hunden, nu de begge ikke er hjemme hele dagen i dag. Men først nu kan jeg rigtig se det for mig. Jeg kan gå helt i opløsning, miste greb om, hvem jeg er eller plejer at være. Især ved udsigten til mørke eller stress over for mange gøremål, der er præget af ulyst eller for meget ansvar. Olstrup havde ret, jeg troede bare.. 10.3.24.

Før jeg dør, Lad mig sige de ord, der skal stå for sig selv, uden en ven. Gøre fortræd, bånde dit skrig, Kristus. For at verden blødte med. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 7.3.24.

Skænder nogen mit lig, vil musikken på trods leve videre. En allerede én gang indsunget melodi vil ikke vende tavs tilbage. Den kan ingen afvæbne. Navalnyj. (Natten til) 2.3.24.

Der skete jo ikke noget her i december/januar – såsom "en flytning" eller lignende. Astrologen tog helt fejl i at korrigere mit fødselshoroskop fra for 30 år siden, med fødselstidspunkt oprindeligt: 20.38.12. til nu: 20.22.00. Hun "får ingenting på mig", som hun sagde ved vores træf for to år siden, hvis hun holdt fast i Løve-ascendant og det oprindelige udgangspunkt. Men nej – da var det det, hun sku ha sagt. Måske er der noget, jeg ikke skal vide eller se. Så helt aldeles fremmed det er, hvis det, hun forudsagde for 30 år siden, ikke var knyttet til mig alligevel, - for det meste holdt stik og viste sig at ske. Jeg er klart 20.38.12. Rigsarkivet havde vist skrevet et skøn på 20.40, så hvordan overhovedet nå til 20.22? Længe troede jeg på en flytning her henover årsskiftet på baggrund af hendes ord. Nu tror jeg, den session, at vi mødtes, sku have haft helt andre betingelser. Hun skulle have meldt pas eller trukket sig, sagt hun ikke kan udføre sit arbejde. I stedet malplacerede hun. Tak for at tage så meget fejl. Jeg er Løven, selv i mit hår. 29.2.24.

Indrømmet: jeg er sådan set bange. For at fejle noget med hoften, ud fra mine smerter i lysken, skal røntgenfotograferes om tre dage. Så er det jo omsonst, om jeg skal flytte i et 2-etagers hus, hvis trapperne fremover skal volde mig problemer. Læser noget om "intern springhofte", men jeg ved ikke nok, om det også kan sidde på indersiden helt ind til skridtet. Jeg har været så spændstig og nu fejler jeg måske noget, der er vedvarende, kronisk. Uden egentlig at have gjort noget forkert, bortset fra at sove på kun den ene side i årevis, og i den stilling måske presse knæ og lår mod hinanden. Det er som at få en dom. Hus eller ej, drøm eller realitet. Ingen problemer at cykle, gå eller bøje mig, bortset fra der indimellem kommer en klik-lyd, som om noget skal falde på plads indvendig. Og det gør lidt ondt. Smører mig nu igen med Voltaren. Prøver ikke at beklage mig til nogen (mine forældre ved f.eks. ingenting). Må stole på, verden før har kendt og set sådan et tilfælde, så der er gode råd at hente. Google er da både farligt og hjælpsomt. Kære, kære helbred. 27.2.24.

Jeg er ikke typen, der tager på et kursus og varsler en helt ny malestil, f.eks. Jeg er typen, der nogenlunde ved, hvad jeg kan, og uddyber det. I adskillige variationer. Da jeg spillede badminton som barn, nåede jeg ligesom et niveau, men ikke højere end det. Jeg forblev på et vist stadie resten af min badmintontid. Det var et ret højt niveau, men det udviklede sig ikke videre. Min søster spurgte i forgårs: "Skal du ikke til at spille noget mere moderne musik?". Hvad mener du, mine kompositioner er spritnye. Noget med becifring og akkorder, sagde hun. "Det kan jeg slet ikke", var mit svar. "Nej, men det kan du jo lære", fortsatte hun. Egentlig bagefter opfattede jeg det som kritik af det bestående. Det, der kendetegner mig, danner mig, ja skaber mig. Men hun prøvede at udfordre mig. Ligesom læreren på kunstakademiet jo gerne så mig i bevægelse. Og en vikarlærer åbnede også mit potentiale helt op, så jeg fornyede min stil. Også i dag ser jeg en bevægelse fra billede til billede. Men alligevel kommer jeg nok aldrig til at tage et kursus. Der ellers kunne lære mig noget (nyt). Ligesom min sindslidelse er konstant er mit råderum indenfor kunsten det også. Mange ville kritisere den indstilling. For du udvikler dig jo også som menneske, er i forskellige parforhold, i forskellige sociale sammenhænge, grupper. Selv kroppen forandrer sig over år. Ligeledes din kunst. Men ligesom jeg har nogle for mig særlige arveanlæg, karakteristika, da må gryden så at sige, fra hvilken jeg finder min inspiration eller mine ideer, holdes i kog men ikke koge over. Jeg skal ikke stikke ud af en retning, der er mig helt fremmed. Hvor er du kedelig, ku man indvende. Jeg kan bare godt lide udtrykket at uddybe, hvad jeg i forvejen er bekendt med. Det skader ingen at blive i samme toneart, men variere sekvensen, jeg spiller. Eller kadencen, jeg slutter med. Jeg er jo heller ikke både sorthåret og hvidhåret på samme tid. Jeg har en vis begrænsning. Helt naturligt. Kald mig bare den, man kan regne med. Klippe. 25.2.24.

Det, der aldrig nævnes, må anes i forsvar, ligge i tonen under. Der dufted' af barndom. Fik lyst at spørge: "Hvad med din mor?", "Far, er du glad?", trods det traume, som jeg har bragt ind tømt for skyld. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 24.2.2024.

Jeg er helt sikkert til mænd. Det ved jeg, fordi den mandlige læge i dag gjorde mig helt befippet. Først rettede jeg hans "Anne" til "Anne Marie", hvorefter jeg var lige ved at begynde en snak om navne. Og fordi jeg ikke hørte hans svar, men bare stirrede ind i hans øjne og forklarede mig så utroligt dårligt. Med stor latter indimellem: "Ja, og jeg googlede alt muligt derhjemme med at det kunne sige klik inde i leddet". Ha ha. Jeg kom først til mig selv, da han bad mig hoste, mens jeg lå ned, for jeg holdt mig nemlig for munden som i et slags hensyn. Og fik takket ham oprigtigt til sidst for at sende mig til røntgen. Ikke som den kvindelige læge, der for et par år siden efter et par minutters snak spurgte mig: "Hvorfor er du førtidspensionist, Anne Marie?". Som om psykisk syg stod ud af mig. Endelig går man jo til en læge, fordi man vil have hjælp til et problem. Det er jo en form for rådgivning, så man får klarhed. Og en dialog, der gerne sku munde ud i en form for diagnose. "Du kommer ind til Henning/Flemming", havde de sagt. Ja, men det er helt ok, det er jo heller ikke noget akut. Hvad kan jeg have imod nogen, hvis jeg bare bliver undersøgt. Jo, der er noget sårbart over situationen, fordi jeg blotter mig (sku have tøj af), men det bliver jo først skingert i det øjeblik en af os flirter eller inviterer den anden ud! Det upassende findes i mange grader og jeg kender dets natur ganske godt. Der er en kontekst, vi kan tale indenfor, og der er den risiko, at man bryder rummet og sprænger ind til noget andet, så relationen bliver belastet. Eller udvidet, om man vil. Det skal man undgå. Inden han kalder mig ind, har han sikkert læst i min journal med store bogstaver, at jeg er "sindslidende". Allerede der tager han sine forbehold. Og spekulerer på, hvad han kan vente eller hænde at komme ud for. Det er jo der, en læge viser sit værd. Skeler til min fortid eller hvad jeg er grundet af, men ser ud over det. Her kommer en kvinde ind med smerter i lysken, hvordan hjælper jeg hende bedst. Jeg skal ikke dufte hende, i det hele taget tage hende ind. Kun i konsultation. Klinisk, nøgternt, fordi det er mit job. Hvad der lever imellem os i øvrigt, er sagen uvedkommende. Jeg registrerer hendes duft eller hendes akavethed, men dømmer den ikke. Jeg tror, han var under oplæring, i hvert fald ikke fastansat i klinikken (endnu). Distræt – det var det, jeg var. Kvinde over for mand. 23.2.24.

Jeg er højst udsat. Har sendt materiale ind via en digital formular, om et arrangement jeg er med til at arrangere. Systemet melder fejl tre gange, efter jeg sirligt har udfyldt rubrikkerne. Er jeg idiot? Endelig googler jeg kopiere med tastaturet og ikke med musen, så jeg ikke behøver genskrive præsentationen igen og igen. Til sidst opdager jeg, hvad jeg har forsømt at gøre i felterne og gør det rigtigt. Men får ikke gennemtjekket de øvrige felter, så jeg kan være helt sikker. Også fordi jeg tror, noget af det handler om, at jeg har blanketten for lang tid åben. Så her sidder jeg bagefter, da den fjerde gang godtager, og spekulerer på, om jeg i farten fik udfyldt korrekt. Det er min største frygt, hvis det er min skyld, der kommer til at stå noget vrøvl i det trykte program (LitteratureXchange). Jeg tror, jeg har siddet her en time over den samme blanket. Og jeg tror faktisk ikke, jeg får det retur til godkendelse, før det er trykt. Dato, tidspunkt, sted, det alt sammen – var jeg klar i hovedet den fjerde gang? Det er højspændt og udstiller i fuld størrelse, hvorfor jeg ikke blev på det regnskabskontor i et fleksjob mere end et år i 2002. Jeg eftertjekkede i eet væk. Det tager både tid og koster kræfter. Dette er eksponering for fuld blus. Det er mine hænder, der har siddet over tastaturet, endda har jeg medvirket til at skrive teksten om ham, vi inviterer. Ja, at vi overhovedet inviterer en er også min ide. Så jeg skulle næsten følge det til dørs. I heden nåede jeg endda at rette en fejl i det skrevne, som ingen af de to andre parter i forløbet havde opdaget. Systemet godkendte mig, min ansøgning gik igennem, der lyste grønt lys på skærmen. Endelig havde jeg gjort, hvad der var påkrævet. Nu kan jeg kun vente med at se programmet, om jeg har sjusket eller misset noget. Det var også hårdt i forgårs at tjekke, hvor rejsekortet var under min tur til Sønderjylland. Men jeg var underlig rolig over, om jeg nu nåede bussen videre. Jeg sad endda over for en kat i et bur (!), som ikke brød sig synderligt om at køre i tog. Jeg har en brist med nogen, der lider eller beklager sig – hvorfor lindrer man dem ikke? F.eks. et grædende barn. Vi kommer alle ud for situationer, der vil presse os maksimalt. Kvinden med katten sku heldigvis af allerede i Horsens, plus at hun undskyldte til os, der sad nærmest. Den nødlidende ku jeg skrive en hel bog om.. 22.2.24.

Jeg er begyndt at holde rod nede – i min lejlighed, mener jeg. Hvorfor vente med at stille en beskidt kop ud til opvask i køkkenet, når man kan afvikle det nu. Jeg lader ikke tingene eskalere, så det løber mig af hænde, men tager det i opløbet. Enten er jeg blevet fornuftig eller noget andet. Jeg vil hellere vågne op til en halv opvask i morgen tidlig end en hel. Og nu, hvor min lejlighed er ok holdt i orden, kan jeg også bedre invitere gæster ind ved døren, hvis de altså stod der. Helt spontant, mener jeg. Der er ikke noget, der sejler. Det er en form for kontrol eller ordnen sit liv. Tankevækkende, om der ser lige så ordentligt ud inde i mit hoved. Eller i mit emotionelle liv. Eller i min musik for den sags skyld. Det interesserer mig bare at registrere, som en slags tagen sig af. Holden nede betyder her ikke undertrykke eller fortrænge, men tværtimod bare at få afviklet, gjort. Spreder der sig derfor alt for meget på mit gulv, samler jeg noget af det op efterhånden, og venter ikke til at gøre det på én gang, hvor det har hobet sig op. Ja, nu har jeg efterhånden sagt det samme flere gange. Her er rydeligt og nogenlunde pænt. Det betyder vel også noget for psyken at se orden omkring sig? Kan man kalde det en slags mestring? 19.2.24.

Jeg kom til at gå på tanken. Jeg plejer at hade bare lugten derinde, de ansatte er så stramme i ansigtet, varerne er kongedyre. Men jeg gjorde det bare. Pizzaslicen smagte ikke engang ulækker fed, ikke engang det dyr, der har leveret kød til den, føler jeg skyld over for. Så nu, hvor jeg er kommet hjem, og har spist 8 stykker lakrids af en pose med måske 30, har jeg det egentlig ok i maven, men også samvittighedsmæssigt. Jeg kompenserer ikke engang med at synes, jeg skal spise frugt og grønt for at opveje. Jeg beholder det i maven uden at reagere. Og det er sundt. Ligesom i mandags, hvor jeg spiste kæmpe fastelavnsbolle med fløde og alting hos min søster. Jeg gjorde ingenting bagefter, andet end holdt lidt igen med fedt resten af dagen. For 10 år siden, havde jeg vandret mindst en tur for at forbrænde. Ja, endda ret hurtigt efter madindtaget. Som en form for trang til at rense ud. Men jeg renser jo allerede ud. Ved at blive ved følelsen af nydelse, både pizza og lakrids smagte dejligt. Ekspedienten i dag var rigtig sød, selvom prisen ikke var. Jeg har intet fortrudt! Herligt at ku sige det – bare jeg ku sige det gældende for hele mit liv. Det fornuftige havde været at gå hjem og lave noget pasta, bruge det jeg havde i køleskabet. Men jeg flottede mig. Og jeg står ved. Jeg har været på tanken, valgt den nemme løsning. Og nu ligger maden og arbejder i min mave. Fred med det. 15.2.24.

Jeg havde skrevet om min trang til at være Jesus, i en tekst som jeg sendte ind til Poetklubbens tidsskrift, så det ku blive trykt der. Ingen censur, så ja det ville være kommet med. Men det var sårbart. Og upassende. Jeg spurgte en ven til råds, og han påpegede andre problemer, end jeg selv havde set. En sand ven. Jeg trak mit bidrag tilbage, bad redaktøren se bort fra min henvendelse. Lige haft tekster med i bladet to gange i træk. Behøver ikke synes, jeg skal finde en passende tekst. Bare se de andre være i spil og høste selvtillid ved at se deres digt blive trykt i et fysisk magasin. Der skal ikke stå noget om min brist – min Jesus. De fleste ved, jeg døjer med psyken, men hvorfor skilte med det der. Hun må jo være sindssyg, ville de sige. Jeg behøver end ikke prale med, at stykket var godt skrevet og alene af den grund ku komme i betragtning. Der skal ikke stå noget. En rigtig ven råder en med både ris og ros. At jeg overhovedet tog ham (Lars) med på råd, vidner bare om, at jeg allerede selv var i tvivl. De ville alle have læst det: hun tror, hun er Jesus. Det ville ikke være løgn, men unødvendig blottelse. Jeg laver selvcensur. Stykket har været postet her på sitet for et par måneder siden, hvor det mere hører hjemme. Det kaldes vist situationsfornemmelse eller omhu. Man synger jo heller ikke på gaden, man gør det i et øverum, en kirke, derhjemme. Man skal vælge, hvor man vil udkomme. Trods det, at budskabet kan være nok så vigtigt. Og det var ikke der. 11.2.24.

I mit bryst ånder der tvivl; Er der virk'lig trygt i min favn? Når nu jeg tog en andens liv og løb min vej. Hvem skal jeg spørge, når nu han er død? Kigger på hunden; Den har intet sagt - imod. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.2.24.

Jeg tænker konstant i afvikling. Hvis hjemmesidebestyreren i bestyrelsen dør, må vi sørge for, vi har log on oplysninger. Hvis min ven dør, vil jeg rydde op i hans ting på den og den måde. Sørge for praktisk, aflevere hans lejlighed. Hvis jeg selv dør. Indtil jeg kommer i tanker om hunden, der er så livlig, springer op af selv dyrlægen. Den er så fuld af appetit på livet, og det rører mig dybt (til tårer). Som det lille barn, der springer henad fortovet af begejstring, for at blive større, bedre, mere livsduelig. Og vi skal sammen skabe de bedste rammer og betingelser. Tage os af træets stamme, så at sige. "Den vej går det jo for os alle", som min mor sagde i går. Hun må simpelthen have en depression, den samme som for et år siden, bare i en anden valør. Bør hun ikke – leve!? Holde modet oppe, nære håb? Det var også mødet med min barndomsveninde. Vi er lige gamle og genkendte de samme skavanker hos hinanden. F.eks. det at blive mere forsigtig med alderen. Stillekupé, pladsbillet, tryghed osv. Samt løst hud på benene, mere udmattelse, briller. Skal jeg virkelig tænke de begravelser ind, der uvægerligt vil komme forude? Det bliver en lærer på Gallo skolen, en fra Poetklubbens bestyrelse. Men hunden bekymrer sig ikke om regnen, der hober sig op, som fylder nyhedsbilledet som i dag. Den vil bare frem, frem. Afvikling af en lejlighed. Det betyder jo en ny begyndelse på en anden måde. Der må jo sideløbende med afvikling ske fornyelse. Det er jo det, opstandelsestanken går ud på. Det er jo ikke slut. 5.2.24.

Du beder mig faktisk drømme. Du beder mig danne luftkasteller, visualisere hvordan tingene ku blive. Fodre de tanker, der bringer nyt til mit liv. Som f.eks. et hus. Her har jeg i fire dage affundet mig med at skulle være i denne lejlighed, ja at det nok var det bedste. Men været så utrolig depressiv, uden at vide hvorfor. Men du fortæller mig, jeg har tabt mine drømme, at jeg bør gøre mig forestillinger om, hvordan det kunne blive bedre et andet sted. Hvilke nye ting fremtiden ku indeholde. Dermed åbner du for en portal eller dør, jeg havde lukket for nu. Du beder mig nærmest sparke den ind. Jeg vil forandringen og du siger, den er mulig. Jeg vil fra nu af lægge mig roligt i de tankebaner, som varsler nybrud. Fordi du har bedt mig. Også for at komme min depression til livs. Jeg kan ikke ellers forstå, hvorfor jeg skal gå rundt og have det så skidt på fjerdedagen. Og jeg har spurgt og appelleret, uden at finde svar eller ro. Du siger, jeg kan nære håb, ja pleje et ønske, ja forberede en vej. Hvad skulle vi også ellers end drømme om en bedre dag forude? 4.2.24.

Fastelavn og jeg, som går i dække, kan allig'vel ikke skjule syndens omfang. Flaskehals peger indad. Brodden, som går så dybt, - men vingen er virk'lig min. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 31.1.24.

Jeg havde ikke roen. Se et barn vokse op. Tage mig en uddannelse. Finde et sted at bo. Jeg var angst, oprørsk, panisk optaget af en katastrofeverden. Der var ikke – tid. Nu ser jeg som 51-årig, at der er masser af tid. Hvorfor skal melodien gøres færdig med det samme. Har mit publikum nogensinde sagt, de venter eller afventer eller keder sig eller går pga. utålmodighed. Verden er fuld af klikken sig frem og tilbage i et rasende tempo. Der går noget tabt. I dag har jeg løse yogabukser på og jeg har hvilet to gange og den længste tur, jeg har været på, var ned af trappen efter avisen. Hvorfor ikke – det er lørdag. Hvad er det for forventninger, nogle har til os. Vi skal kun leve op til egne forventninger. Hvem kan måle, om min dag er lykkedes. Det kan jeg kun selv. Set udefra vil nogen sige, jeg har levet lidt rigeligt op til min førtidspension. Mens jeg ville sige, jeg har uddybet den, fuldendt eller udtrykt den. Jeg har skrevet referat af et møde, gjort rent, uden at andre har stillet krav til mig. Jeg har i en helt anden målestok gjort gavn, ved at være det eksempel i verden, der tager tingene roligt. Der er det ord, "Casual", på engelsk, som er helt fantastisk. Jeg hilste for øvrigt også på en hund på vej ned af trappen. Jeg er som grundvandet, der lige så stille synker. Mon ikke jeg har været der. 27.1.24.

Alt, hvad du kræver, er som en snestorm. Raser mit indre og hvor jeg går. Taler om hunden og dens sind. Selv er jeg kun middelvind. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 22.1.24. I kærlighed til hunden, Freja.

Jeg har haft disse regler for mig selv, jeg går ud fra som en slags selvopholdelsesdrift. At jeg hellere måtte motionere mindst hver tredje dag. Øve sang højst med fem dages pause imellem. Udgive dagbogsnotat her på siden, før der er gået fire dage siden sidst. Spise gulerod og appelsin for at opveje usundt. Alle disse regler. Det ser jeg nu, hvor jeg slækker på dem. F.eks. slog det mig, at jeg havde det udmærket uden at motionere, og udmærket uden at have skrevet for et publikum i et notat offentligt. Hvem gør det godt, at jeg overholder visse standarder – forhåbentlig kun mig selv. Sund fornuft siger, at motion er godt, at sund kost er godt. At udtryk i kunst forløser for den, der er kunstner. At holde sangstemmen ved lige betyder noget for smidighed. Havde jeg slet ingen mål for dagen eller for ugen, for min krop eller øvrige velbefindende, gik jeg måske helt i hundene, uden formål? Jeg vejede stadig under 65 til morgen, trods at motionen i går blev prioriteret væk. Er jeg måske dårligere til at elske mit medmenneske på den baggrund (uden motion)? Nej. Hvad betyder det for kærligheden, om kroppen er fit eller om man er i berøring med sit materiale, sin metier. Det er som en salgs muskel, der skal plejes. Mere og mere skriver jeg mig frem til, at mål – urimelige eller ej – er vigtige for et menneske. Men i petitessen gå op i, at jeg nok snart må skrive teksten til den nyeste melodi, for ligesom at følge med eller være med på beatet eller holde min tilhører til, det er jo indbildning. Det er jo at overvurdere egen betydning. Hvad om jeg slækkede lidt. Hunden – dens trodsighed, hidsighed, frækhed – kan jeg koge det ned til et vilkår, de fleste oplever. På vej op for at passe den, overhører jeg en fars samtale med sit barn i bussen. Han forklarer hende, at lillesøster nogle gange græder så meget, at de fortsat er nødt til at give hende sutten, selvom de gerne så, at hun ikke længere behøvede den. Er hundens vildskab ikke også noget, jeg selv indeholder, som også jeg har prøvet at dysse ned hos mig selv? Er det sundt at holde kraften tilbage? "Hun er jo bare glad", havde dyrlægen sagt. Jeg ser disse kampe udspille sig, hvor jeg giver fortabt midt på en sti. Sidst reagerede jeg helt uden ord, uden verbalt at skælde hunden ud. Jeg vendte mig om, når hun sprang op, forsøgte at lade som ingenting. Står hun og gør af mig/os, tager jeg stille en avis og lader som om, jeg er optaget. Jeg må ikke miste vitalitet. Som mine forældre, der har fået at vide, de ikke er dårlige nok til at komme på plejehjem endnu. Som bliver holdt til, hvilket giver dem fornyede kræfter til at klare opgaven. Vi må ikke forlade kroppens holden os til. Jeg er kun 51. Men vi kan blive rundere med alderen, mere drevne, mere tålmodige, large. Selvfølgelig skal vi have delmål og også søge at opfylde dem. Jeg sigter hver morgen efter at stå op kl. 7.30, når vækkeuret ringer, men langt de fleste dage bliver klokken 8.15. Jeg trak den, udvidede muligheden, var fleksibel. Dømte mig mildt. Indtil den dag, hvor klokken virkelig ringer til sidste omgang. Og jeg må lade alt tilbage. (Matth.24,v.17-19) 19.1.24.

Da sneen kom med sagte kraft, gik jeg for at dø i en drive sne. Men en hånd talte mig fra og jeg løb. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 13.1.24. Evt. i en mere kraftfuld version (knap så intim): https://youtu.be/tMks3uDSQkU 

Jeg har prøvet at trække mig. Liket hans opslag sparsomt, f.eks. med en synes godt om tommelfinger i stedet for et hjerte. Selvom jeg egentlig synes bedre om det, han lægger ud, end jeg så giver udtryk for. Svaret hans nytårshilsen uden at sige for meget, lægge op til at ses eller noget, og uden hjerteikon. Jeg har villet sende et signal. Nu har han igen postet noget, hvor han står og synger. Dejligt at se og vide, han er på rette spor. Men jeg gør nok ingenting, reagerer ikke. Det er bedst sådan. Jeg taler om Viggo. 13.1.24.

(Jeg fjernede seddelen efter en halv time. Skamfuld over overhovedet at have placeret den der)

Måske var det for at skabe hygge, at den røde stol var placeret på en afsats midt på trappen i opgangen. At man ku tage sig et hvil der. Men det må den bare ikke, da opgangen skal være fri i tilfælde af brand. Måske sku jeg have skrevet seddelen noget før, men nu gjorde jeg det nu. Netop som jeg hørte, den nye underbo omtale stolen, som om den (heller) ikke tilhørte hende, - som jeg ellers havde formodet, nu hvor hun bærer sine ting ind over nogle dage. Emilie ku godt finde på at stille den der for hyggens skyld, hun har tidligere både stillet planter og hængt pynt på sit gelænder. Jeg har selvfølgelig ikke sagt noget. Tænk, hvis det er så uskyldigt som at ville sprede hygge. Ingen vedkender sig stolen, men nu hvor jeg har skrevet seddelen, må vedkommende jo reagere. Det er for det fælles bedste, jeg mener; brandregler. Jeg har tænkt på det i dagevis at påtale det. Måske var det mærkeligt, at de ku høre mig gå ned, for jeg har ikke skrevet initialer på seddelen, blot selve beskeden. Nu vil de vide, det sikkert er mig. Der er det, der kaldes dårlig timing. Måske vil den nye underbo tro, jeg er efter hende, fordi jeg tror, det er hendes. Men jeg hørte jo netop hende sige, det ikke forholdt sig sådan. Hvilket hun ikke kan vide, at jeg hørte. Måske er det den varme, røde stol, jeg selv lige har placeret mig i. Rødglødende. Måske sku jeg have gjort ingenting. Men jeg reagerede. Lidt sent og lidt klodset. Er jeg måske Herre over opgangen. 12.1.24.

Hvis man ligesom ikke kan se foråret foran sig. Eller ikke længere har drømme for fremtiden. Hvis ens ideer slipper op. Da kan man dø fra det hele. Som min egen farfar, der døde om vinteren, som havde sagt, han ikke kunne forestille sig foråret, der sku komme. Og som han altså aldrig fik at opleve. I går havde jeg så meget hjertebanken, at jeg tænkte alt muligt, bare mens jeg ventede på bussen. Hvor heldigt, at nu hvor jeg snart falder om, at jeg da ikke sidder alene på Gallo skolen, så ingen opdager det. De vil finde seddelen derhjemme på mit bord, hvorpå jeg har skrevet: "Jeg har brystsmerter og hjertebanken – bevar hjemmesiderne!". Som mit sidste ønske til verden. Alt vil passe med, at jeg er vendt tilbage til at synes, at Skovvangsvej-lejligheden er alletiders sted, så drømmen om et rækkehus tonede bort. Ligesom slet ikke at kunne se den fremtid for sig alligevel, det var faktisk skræmmende og turbulent. Hvorfor skifte mening dagligt om, hvor man helst vil bo. Og jeg skulle gennemtjekke regnskab for Poetklubben, og mange ting havde presset mig over dage. Men da jeg så sad over for min bedste ven og hans hund, faldt mit hjerte helt til ro. Han fortalte ting, der pressede ham, og min berøring med hunden var ren healing. Nu kommer jeg igen hjem med brystsmerter, efter at have øvet på Gallo. Tænker igennem, hvordan naboerne måske vil undre sig over, at vandhanen løber eller lyset er tændt eller andre ting. Når jeg nu falder om og bare ligger. Det er som, når en drøm brister, som den med rækkehuset, tror man, en dør har lukket sig. At der er færre gangbare veje at gå. Slutteligt konkluderede jeg, at det var hele min fremtid, der lukkede sig, at jeg måske sku dø – nu. Smerterne har jeg fået undersøgt for flere år siden. Det sidste, lægen sagde, var at jeg sku gå med nogle elastiske bh'er. Hjerte-adgang, lunger, bryst fejler ingenting. Men dør jeg fra jer, vil det være ok. Men jeg vil også gerne blive og færdiggøre. Føre til ende. Så jeg prøver at afdramatisere, har øvet sang på Gallo skolen, taget bussen i det glatte føre, selvom jeg var nervøs. Hørt min ven sige, at blot andre ting presser ham. Og jeg kender ikke min time. 11.1.24.

"Altid godt at kunne hjælpe", skrev de. Men de ku netop ikke hjælpe. Det måtte være mit udstyr, der er langsomt. Selvom jeg ingen problemer havde (og samme computer), før de begyndte at opgradere deres system. Jeg blev så harm – jeg skriver, "Tak, I har gjort, hvad I kunne", mere bare for at afslutte. Og hun skal måske over for sin chef vise en succesfuld dialog eller support-udveksling. Ligesom dem fra "pensionsselskabet", som igen ville gennemgå, hvordan jeg er stillet som folkepensionist, som siger som det allerførste, om det er ok, at de optager samtalen. For helvede, skælder jeg ud, så kommer det jo også ind nu på jeres optagelse, jeg har jo intet valg! Så jeg skældte ud. "I ringer hver tredje måned og jeg har prøvet at sige, jeg helst er fri, kan du ikke sætte et flueben ud for mig, så I ikke ringer mere?". Jo, det sku hun nok så. Endelig har jeg gang i denne plan om en ny bolig, så konkret så at jeg afhenter brugte flyttekasser på Stjernepladsen – i aften! Uden overhovedet at have fået et boligtilbud. Og jeg gør det selv, tager en taxa, har ryddet så der er plads i mit kælderrum. Gik ned til affaldspladsen med den overbevisning, at jeg igen ikke ville kunne åbne kæden til låsen – men døren var vidt åben, ulåst. Andre har haft samme problemer. Altså ku jeg begynde at sortere i det, der skal ud fra mit kælderrum. Hvis ingen andre har ord for det, vil jeg kalde det sejhed. Det, der har præget mig i dag. Også en form for ligeglad-hed, bitterhed eller harme. Mere på Gud og skæbnen end andet. Men dem, der har været i berøring med mig i dag har måske mærket min brod. En slags: "Jeg går bare selv", når ingen andre tilsyneladende vil hjælpe mig. Men min bedste ven tog tjansen med at gå med hunden, samt foreslog at køre flyttekasserne. Så der var faktisk lettelse, hvilket jeg også måtte have med i mit regnskab over uretfærdigheder. Jeg har jo heller ikke ondt nogle steder.. Men jeg har virkelig tænkt: idioter, røvhuller. Og det klæder mig. Sjovere, hvis de supportere havde efterladt en kommentar, da de gennemgik min hjemmeside. Eller havde læst det om Jesus og bagefter sendt mig en venneanmodning :) 9.1.24.