Hjem fortsat 3

Mærket af dagen, som var underfuld. Hvem skal jeg rette takken til? Duften af dig hænger i mit hårstrejf. Døde jeg, da har jeg elsket hele verden! Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 26.7.24.

Der bliver krævet ekstraordinært meget af mig i de her dage. At være i Gram påvirkede mig selv dagen efter, derefter sås jeg med Martin nærmest en halv dag, endelig blev jeg bedt om at være vært til åben scene i aftes. Men jeg gennemfører med en nogenlunde sikker hånd, andre ser vist ikke, at jeg er brugt. Men jeg har spist chokolade til morgenmad (!), og kigger jeg mig fra siden i spejlet, er jeg bare en streg. Kæmpet ekstra med min sidste sangtekst (endnu ikke udgivet). Og indimellem har jeg passet hund, besøgt min søster og sørget for gave til mine forældres krondiamantbryllup i dag. Nu har jeg en slapperdag, måske bliver mine nye briller klar til afhentning. Og jeg må få øvet sang på Gallo skolen eller motioneret. Tidligt, ved 7.30-tiden begyndte de at afhøvle gulv i lejligheden ved siden af. Og fordi jeg drak en stor øl, da jeg kom hjem i aftes, sku jeg på toilettet op mod fire gange omkring midnat. Godt, der er brug for mig og bud efter mig. Tænk, hvis jeg var psykisk syg i udbrud, så at jeg slet ingenting kunne. Det må være de psykisk syge, jeg egentlig er fortaler for i mit samlede værk. Og dem, jeg helst vil trøste. Måske kan jeg få en kæreste mere, men det er stadig ikke mit hovedærinde. Men ku være et sted at gå hen med min kærlighed og ømhed. 25.7.24.

"At også hvad end I synes, I har gjort forkert eller undladt at gøre, er udbedret og taget fra jer som byrde. At alt, jeg har gjort af skamfulde ting mod jer, tager Gud fra mig og bærer. Det gør ondt at have forvoldt jer så stor smerte og senere skade gennem årene, at jeg i dag ikke begriber, hvorfor vi som familie sku derud. Uhyrligt er det bedste ord, jeg har for det. At vi som familie splittedes i mistro og afstand. Helt unødvendigt."
(Tænkt som indhold i et brev til mine forældre, dog ikke sendt eller færdiggjort). 23.7.2

Digt, bussen mod Gram, 22.7.24.

Der er altid
denne skygge;
Kigger manden sådan på mig,
fordi han genkender mig
og min historie?
Her i bussen mod
min fødeby,
hvor det også
i sin tid skete.
Eller lægger jeg for meget i,
forud antager jeg,
leder jeg efter
de andres dom?
Fordi jeg allerede
har dømt mig selv.
Og jeg kan jo
ikke spørge ham.
Men se,
han stod af
i Skrydstrup.

Rimelig pinligt. Går blufærdig fra Martin, som jeg har tilbragt en halv dag sammen med. Skrev adressen på youtube-kanalen ned, hvor den sang, der handler om ham, ligger. Titlen, som jeg bedst huskede den. Sagde: men jeg sender dig bare et link. Nu kan jeg se, sangen er blevet afspillet fire gange inden for den sidste halve time, og kun en af gangene var det mig selv. Den er ikke engang speciel god. Jeg ser alvorlig ud, sprudler ikke af noget. Hvad må han tænke – den er endda postet for flere uger siden. Jeg er fuldstændig afsløret og blottet. Han har selv fundet derind. Shit, med bare eet klik kender han mig ret tæt på. Hør venligst ikke flere sange, om knive, om selvmord, Kristus eller andet, du vil synes er mærkeligt. For vi har ikke kysset, som teksten ellers handler om (dog på kinden). Jeg har dog haft lyst. Lader det sig gøre, at vi kan ses, og vi kan gå i skoven, som i dag, snakke om indlæggelser, politik, hvor vi har boet og hvad vi har lavet, er jeg tilfreds. Jeg vil dig ikke andet end bringe dit lys frem. 23.7.24.

Hun siger: "Den lille kiste, fars tårer trillede bare ned af kinderne". Det går lige i maven på mig og sætter sig som stor smerte. Jeg vil helst ikke høre mere om begravelsen, i det hele taget. Den smerte, det havde til følge. I toget hjem græder jeg stille og noterer lidt stikord på min medbragte avis. De forhåndenværende midler. "Det ripper ligesom op i det hele", siger hun. "Det behøver det vel ikke, vi snakker om, hvad der skal ske i fremtiden", svarer jeg. Min mor har igen henkastet sagt, at de "nok sløjfer gravstedet". Til efteråret kommer der en opkrævning på forlængelse af perioden. Det står i øvrigt i fars navn, så de kan bestemme, får hun også sagt. "Det nytter da ikke noget, at det er jeres beslutning", svarer jeg kontant. Har jeg slet ikke noget at sku have sagt. Gravstedet er, hvor min søn ligger begravet (urne). Et tre-personers gravsted, hvor jeg egentlig oprindelig troede, mor og far også sku ligge. Nu er det vigtigt, jeg holder fokus. Jeg kan overtage betalingen – som vist kan gøres op årligt. Det kan stå i mit navn. Ønsker hun bare, det aldrig havde fundet sted? Er det for at sætte et punktum, at så sløjfer vi de fysiske rester? Hun taler om de mange penge, det har kostet – men har de ikke flere millioner i beholdningen? Dette bliver en tagen hjem: mit barn. Måske ku jeg selv ligge der engang, men ikke alle ville bifalde det. Tror heller ikke, min egen død bliver rolig nok til den tid. 23.7.24.

Jeg tager det første billede fra min vens have. "Det ser da frodigt ud", er hans lune kommentar i en sms. Hvordan skal jeg/vi nogensinde få skik på dette tilgroede areal? Ikke at boligforeningen endnu har krævet det, men det gør de jo på et tidspunkt. En bøgehæk skal kun klippes én gang, var der en ven, der fortalte mig. Jeg må bare tage fat fra en ende og starter med hækken på udvendig side ud mod gangstien. Da jeg er færdig, overhører jeg et par mænd. Den ene siger til den anden: "Det er da godt lavet, det der, hva'?". Jeg vender mig og ser, deres blik er rettet mod mig. Han fortsætter: "Så tager du bare lige naboens også". "Ja", svarer jeg og griner. Jeg kan holde til at være i gang højst en times tid, så er mit tøj også gennemblødt af sved. Min krop er træt bagefter i løbet af dagen og næste dag selvfølgelig øm visse steder. Af at løfte den elektriske hækkeklipper osv. Lyder dette som en klagesang? Men altså til sidst efter tre dage, kommer min ven selv forbi og klarer græsplænen. Lidt specielt ved at have et bestemt greb om den elektriske græsslåmaskine. Den skal holdes lidt på skrå, så den kan tage ved det høje græs, siger han. Det lykkes faktisk. Derfor tager jeg som det sidste et "efter"-billede. Som om en bedrift er nået til vejs ende. Han har taget en sandwich med og jeg sluger den. En anden dag kan jeg måske tage det sidste græs mellem fliserne, en dag med lavere temperaturer. Da jeg går gennem Finnebyen på vej over til min bus, ser jeg først et ægtepar, derefter en fra kommunen, der klipper hæk rundt omkring. Jeg føler mig allieret. Som om, jeg har udført en naturlig ting. Bare gjort, hvad der almindeligvis kræves af et menneske. Så flot, hækken nu står. 20.7.24.
(Så god, jeg er til at beskrive, som om alting er som vejen til Golgata - ha ha)

Spurgte dig: Hvem er Gud? Er han din ven i nød eller hårde dom? Men du svarer ikke. For du ligger stille hen. Mod min næste vil jeg i fald være svar. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 16.7.24.

På et tidspunkt har man optimeret sit (kunstneriske) udtryk så meget, at det ikke længere kun er hver fjerde sang, der er god, men måske hver anden. Det sker over en årrække, at man finder sit sprog ad enklere veje. Så vejen til publikum også bliver det kortere. Fordi man simpelthen fatter sig i korthed. Når ind til kernen, det væsentlige med det samme eller ret hurtigt. På den måde sku man også tro, at man fastholdt sit publikum. Holdt dem til, mener jeg. Som hvis man bliver draget af god musik et sted i midtbyen og bliver nysgerrig og går derhen imod. Dermed har jeg rettet kunsten ud i verden, hvorefter nogen der opfanger den. På den måde er vi fuldstændig afhængige af hinanden. 15.7.24.

(Sms 12.7.24, til Line – gymnasieveninde, som jeg tilbragte både sommeren 99 og 03 sammen med, mens jeg var manisk eller forelsket i livet..)

Hej Line! Lytter til en cd fra genbrug med Bjørn Afzelius og kommer til at tænke på dig :) Hvilken sommer har du? Vi holder den årlige generalforsamling og grillfest i Lars' have i morgen aften – ikke noget at gøre ved vejrudsigten. Martin fra livsfilosofiholdet kommer også, som jeg har været lidt lun på. Men han er forsigtig af type og svarer mig rimelig neutralt på mine sms'er – ha ha. Jeg er glad for at bo, hvor jeg gør, får motioneret og lavet ny kunst. Snakker desuden mere med den ene af to kvinder med samme livshistorie som min, nærmest en gang hver 14. dag. Jeg håber, du har det godt <3 Ku ikke genkende den mand, du postede billeder af forleden, heller ikke hans navn. Men vi to er jo heller ikke up to date med hinanden :) Skriv endelig tilbage med nyt. God sommer! Knus Rie.

Lad mig modstå den, som vil tvivlen, lige som mit helle gi'r fred. Væbne hjertet i stilhed, spørge: Er du min ven?, før du svarer, tvivl er dit helle. Hvorfor spørge? Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.7.24. (Titlen på sangen er således vennens udsagn)

Her på sitet kan man nu se malerier under fanen, Malerier, øverst i menubjælken. Jeg kan bare ikke rigtig sige det til nogen. For tænk hvis de begynder at læse dagbogen – om sig selv. Eller om mig i frit fald. Da er jeg for blufærdig. Til trods for, hjemmesideadressen jo ligger offentligt fremme adskillige steder. Hvad er det, jeg (stadig) skammer mig over? Hvor glipper modet. Hvorfor ikke føre projektet helt ud over skrænten, så det forliser (Thelma & Louise). Men det er ikke tanken, at det skal det. Det skal tværtimod bæres igennem, og så vidt jeg forstår, er det det, jeg gør. Og du kan jo gå med. 7.7.24.

Men en dag skal det fælde mig. Jeg er næsten helt sikker. Na men Anne Marie Eriksen var slet ikke så smuk endda. En obduktionsrapport, sladder. Eller bare kolde kendsgerninger. Hun var faktisk ikke – i sit inderste, oprigtigt og ærligt talt overhovedet smuk eller noget derhen ad. Hun var synder, bedrager, en dårlig ven. Gad vide hvor stor en procentdel af skriftet.dk, der går igennem som lødigt og hvor stor en andel, der er forkasteligt. Ja, for jeg ved det ikke selv. Hvem skal jeg spørge – ham, der synes, det er vellykket eller ham, der forkaster det? For de har jo lige dele ret. Vellykket i hvilken forstand – som god kunst? En godt fortalt historie. Forkasteligt i den forstand, at det går ud over. Hvordan kan hun tillade sig. Det er mere tænkt som et bidrag til verden. Nogen måske vil grunde over bagefter. Det er en slags Nemesis-bevægelse – hvordan kan hun slippe afsted med at sige sådan. På den baggrund, med den historie. Som om, jeg har været for meget. For meget til stede, for meget i live, fyldt rigeligt. De kan jo kalde mig rablende eller uligevægtig, det er jo sådan set lige meget hvilke gloser, man vil bruge, og de vil være rammende. Jeg er jo behæftet med dit som dat. Og har jo bredt mig over mystik, sindssyge, kunst, teologi. Undskyld for det. 4.7.24.

Teenage-år, sku ha været en forsmag på, men jeg skar mit håndled på tværs - døden nær. Så blev jeg indlagt. Livet så mig bede en bøn, som jeg aldrig siden bad: Tag min kniv. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 4.7.24.

Jeg tøver altid med at se dokumentarudsendelser om forbrydere og deres ugerninger. Jeg føler mig jo ret hurtigt som en af de slemme. Der i et andet land ku have fået en strengere straf. Og grufuldt er det jo, det jeg har gjort. Helt nøgternt betragtet. I aften i fjernsynet var det en mordsag fra Danmark i 2009 og jeg kan tydeligt huske kvindens blik, som omkom. "Vi har modtaget et brev fra John Knudsen og vi har ikke læst det", siger den efterladte mand. Ligesom jeg jo sendte mit manuskript (det helt oprindelige) til mit barns farmor og farfar, hvilket de returnerede. Man ønsker ikke en undskyldning eller en forklaring fra den skyldige (åbenbart). Man ønsker bare fred til at komme videre. Vi andre kommer aldrig videre. Vi sender et nyt manuskript et nyt sted hen i håb om at blive forstået eller mødt. Og endelig en dag responderer verden, så man kan føle en slags forløsning eller oprejsning. At det dog battede noget at formulere al den kraft i en åben dagbog. Den helt store genforening kommer aldrig til at ske, så jeg ved ikke, om farmor og farfar stadig lever. Jeg drømmer dog om natten, at vi ses og at vi omfavner hinanden. For det meste er det med de fortegn. Jeg kigger ikke længe, hvis de bringer et foto af gerningsmanden, enten på tv eller på nettet. Jeg ønsker ikke at se, ej heller fordømme, eller granske hvad for et menneske, det dog kan være, der finder på sådanne ting. For jeg har selv "fundet på sådanne ting". Ville jeg ønske, mit billede figurerede? Så hellere poste det selv. Så hellere melde alt skyld ud – ja, det var mig, ja, det skete på en brutal måde. Men det ku jeg først se bagefter. Jeg synger og synger. Kend mig venligst for noget andet. Jeg sidder ikke i morgen over kaffe med en kollega og taler nedsættende om John Knudsen efter at have set de få øjeblikke af udsendelsen. Sladder, bagtalelse er jeg ikke med til. Gram (min hjemby) må også have været fuld af sladder. Men jeg hørte den ikke. For jeg sku komme mig, komme til kræfter, hele. Hvorfor så man så nådigt på mit tilfælde, så jeg oplevede at blive beskyttet (bortset fra i de aviser, jeg ikke havde adgang til). Heldigvis bor vi i Danmark, bliver min veninde (der også har slået sit spædbarn ihjel) ved med at sige. Hvor heldigt, at livet bare gik videre. Men jo ikke for det døde barn. Jeg soner aldrig færdig. Karmisk er der et regnskab, som jeg er villig til at betale til. Idet jeg har frataget nogen liv. Som dog blev en måde – den eneste – måde at komme videre på. Næsten som var der en kontrakt. Men hvordan tale så kynisk. Som om noget bare skulle afvikles, for at andet ku få plads. Men andet fik plads – det er (kun) sådan, man kan se det. Jeg fattede igen kærlighed til noget og andre til mig. Og jeg blev endelig mor, da jeg vågnede op af min suppedas. For en søn – i himlen. Og "Jeg føder dig hver dag", som et af mine malerier hedder. Hver eneste dag bliver jeg mindet om ham. I stor sorg og ømhed. 1.7.24.

Læg til mit bryst, hvad er mit, føder ham nu. Giv ham så til en anden. Ellers gør jeg måske skade. En dag vil han nok spørge: Hvem er du? Sig, jeg er moder ved grav. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 30.6.24. Bygget på livshistorien.

Jeg læser op på Løve's bog- og vincafe. Lidt (gammelt) dagbog, et enkelt digt. Tomas Dalgaard optager med sit kamera. Ja, sådan tager jeg mig altså ud i aktion :)

Der er sket det, at Nyhederne på tv har været så utrolig positive de seneste par dage. Forskeren siger endda: "Når fiskene igen begynder at..", som om hav- og miljøplan virkelig vil have en effekt. Søs Marie Serup talte i aftes om det danske demokrati som helt enestående. Og lige for lidt siden et indslag med et par ældre mænd, der var begyndt at køre el-cykel frem for at tage bilen. Jeg skal forstå, at det er en tendens, en bevægelse. I aftes til åben scene sad der en afrikansk kvinde uden bh under trøjen og strikkede, mens der blev læst op. Der sker virkelig noget nu. Studenterne kører forbi i deres frigjorthed. Og spørgsmålet er, om stjernerne står anderledes eller Gud har pustet ånde til de gode initiativer. Jeg er selv depressiv i stemning det meste af tiden, grådlabil. Men det smitter selvfølgelig at ku tænde for fjernsynet og blive bekræftet i at verden er på vej et godt sted hen. Dette afsnit er ikke stor kunst, og tilfører måske ikke dig som læser noget nyt. Men det er (jo) sammen med dig, jeg går. 27.6.24.

Denne bamse kan/vil jeg bruge til terapi. Jeg har fået den brugt i en genbrugsbutik, oprindeligt tiltænkt hunden. Men nu, hvor jeg holder bamsen tæt ind til min krop, forløser det alt muligt. Samtidig udfylder jeg et spørgeskema (fra Kbh's universitet) omkring overgangsalder. Hvor man i et felt skal skrive, hvornår man har født sit barn. Det bliver meget virkeligt sådan. 26.6.24.

Jeg ser en sort hund stå spændt fast i varmen foran Trøjborg centret. Måske er den varm og tørstig, for dens gøen lyder hjerteskærende. Jeg kan intet gøre, men da jeg sidder inde i bussen, græder jeg. Jeg tåler ikke synet eller lyden af den nødstedte ret længe. Jeg er taget hjem fra min ven, men forestiller mig at han har overspist, fordi han spurgte et par gange, om jeg ikke ville have mere kylling med hjem, som var tilovers. Tænk, hvis det var et nødråb, og jeg ku have lindret, så han bedre ku holde vægten. Jeg græder. Jeg tåler ikke, at andre gør skade på sig selv. Jeg sidder og frasiger mig selv alle ønsker eller håb eller drømme i retning af et parforhold, nægter dem at fylde. Jeg græder. Jeg tåler ikke at slukke et håb, om at det gode vil ske, endda selvom det synes urealistisk. 25.6.24. 

Du (Herre) bliver ved med at sige det: Kunsten er vigtigere. Den seneste melodi, kærligheden til den. At du når ud til den almene borger, frem for kejter dig frem i et parforhold. Hvad du kan udtrykke er vigtigt. Det er ikke uvæsentligt. Det er ikke lige meget. Det gælder virkelig. På den store klinge. Det er troen på det, der må holde dig oppe. Mens de andre poster billeder af deres børn, der bliver student. Og dit blik fæstner sig ved en mor, der holder sin lille dreng i hånden, da du går på fortovet. Du må tænke ud over det, sprænge de gængse rammer. Forstår du, at du i den forstand er abnorm? Går lidt ved siden af de andre. Træder et skridt længere ud, til siden. Du ku have valgt en skarp kniv dengang (du skar dig i din egen hals), men meningen var, at du bagefter skulle synge. Tusindvis af sange. Du når endda ud, som følge af skæbne, egen drift, tilfældet. Andre bemærker dit bidrag. Hvorfor ligger du så og piber på sengen. Hvem er du opgivet af? Tværtimod regner nogen med dig. Rejs dig. 24.6.24.

Jeg lod dig stå selv, jeg behøvede pladsen selv, sagt som det er. Nu må vinden lede dig, som et blad. Det er nok mig, der taber en ven. Elsker dig blot på afstand. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 23.6.24. Om en ekskæreste, der vil åbne noget, som jeg synes skal forblive lukket. (Viggo)

Alt imens er jeg den yderste frustration. Efter at have været presset. Undskyldt af at have for lidt kontakt med det egentlige i mig selv. Siger jeg for meget ved et selskab, taler ind over en anden. Eller for lidt. Knuger mig sammen, vender ansigtet nedad. Føler skyld over, hvor samtalen går i retning af, og prøver at tage initiativ, ved spørge ud i luften: "Nu er det sommerferie, skal I noget særligt?". Som om, det er mit ansvar, at vi hygger os. Der er det ved mennesket, at nok kan det dirigere i en retning, men jo ikke bære (hele) ansvaret for, hvor det fører hen. Eller med hvilken kraft, impulsen er båret af. Jeg mener: ja, jeg kan handle, men andre skal jo skabe muligheden. Hvis ikke, der indimellem er tavshed, kan man ikke byde ind. Og hvor gør man af refleksionen, hvis ikke gemmer den i sit hjerte, grunder over den et øjeblik, før man igen sender noget ud i verden. Har vi ikke alle gjort et vist forarbejde, før vi siger noget. Enten vi følger en spontan indskydelse eller tøver med at åbne op, fordi noget er sårbart. Ja, tonefald, stemmeføring siger jo også ofte langt mere end selve det sagte udsagn. Det handler om kraften, det er sagt med. Hvilket ærinde havde man, hvilket motiv? Ville man sit medmenneske det bedste. Hvordan kan man vide det. Man kan aflæse i den andens blik, hvordan det man ville ytre bliver modtaget. Men man skal vide, at det udgår fra rette sted hos sig selv, for måske forstår den anden ikke det. Da holder man sig selv inde i kærlighedens lys, for sig selv – og det er vigtigt. Jeg kommer måske aldrig til at kysse ham, jeg egentlig længes efter. Men jeg havde håbet. Det var konstant, som en evig kilde. Hvor meget fejl gik jeg da? 23.6.24.

Min mor spurgte så underligt mistroisk. Hvad for et arrangement med Poetklubben på torsdag? Hvornår bringer de din kronik? Kan hun fornemme, at jeg har nævnt hende kritisk i kronikken. Er min familie overhovedet blevet spurgt, om de vil være offentlige, bare fordi jeg er det. Det er det dilemma, jeg står i. Mine udgivelser berører dem, men samtidig en helt fremmed, det almene. Enhver kunstner har (jo) sin familie, hvad skulle han ellers skrive ud fra? Det er et vilkår ved at have en kunstner i familien, men de vil måske føle det som en forråelse. Ku de ikke bare leve i fred. I den – foreløbigt – private dagbog står der ligesom det hele. Hvordan forsvare det over for familiens efterkommere, børn, børnebørn, oldebørn? Har de indvilget i det. Har de nogensinde givet tilsagn. Hvad kan de gøre den dag, alt kommer for en dag. En eller anden journalist graver det betændte frem. Hvad betyder "pårørende" så som betegnelse til den tid? Jeg er dybt ansvarlig og skyld i en offentliggørelse. Men jeg ser, at den er uundgåelig. Da er jeg for den fremmede, almene borger, mere end for min families rødder. Er det forræderi? Hvad andet valg har jeg (oprigtigt). 18.6.24.

Digt, 18.6.24.

Jeg tager kvælertag på mig selv
for at få en fornemmelse af,
hvordan det må have været.
Tænker, det klart er den værste
måde at dø på.
Min veninde mener dog,
at det at hun druknede sit barn
er den værste.
At på den måde blive hindret i
at trække vejret
er at fratage nogen
noget naturligt og naturgivent.
Ånde, som Gud har ladet opstå.
I et menneske, der gerne ville
være her.
Jeg får igen den tanke,
at i det næste liv
må du slå mig ihjel.
Indtil da er jeg fuld af
selvbebrejdelser og skyldfølelse.
Og må jo kaste mig i havet,
hvis jeg ikke kan holde det ud.
Men dit nærvær forpligter mig på
at få det bedste ud af situationen.
Og tilgivelsen er den eneste
farbare vej frem.
Det gælder i øvrigt
i alle anliggender.
Jeg har kvalt dig,
og det er helt forfærdeligt.

Måske var det dig - faren til mit barn -, som jeg fik øjenkontakt med udenfor Føtex (for en time siden). I så fald var mit kropssprog helt tydeligt. Jeg søgte mod en udgang, hvor jeg ikke kunne hænde at træffe dig igen. I så fald så du slidt ud, som om livet havde tæret hårdt på dig. Men altså ikke just et ønske fra mig at standse op og søge kontakt. Helst gå videre som om, intet var hændt. I et raskt trav. Hvis det var dig, føler jeg med det slidte ansigt, der har båret på så meget. Du fik bagefter Nikolas et hjerneskadet barn og måtte efter en årrække lade dig skille fra moderen, fordi det sled for hårdt på jer. Hvis det var dig, ønsker jeg dig alt godt, som du fuldt ud har fortjent. Blot på afstand. 17.6.24.

Jeg spørger (selvfølgelig): "Hvem vandt?". Idet jeg passerer en gruppe Fremad-fans, der tydeligvis lige har overværet en kamp på det lokale stadion, i nærheden af hvor jeg bor. Jeg kan slet ikke undgå det. Det er deres passion, iført Fremad-trøjer med en øl i hånden. "Ja, det var i hvert fald slet ikke os", svarede fyren. Hvem skal jeg spørge, den gruppe af mænd eller den næste. Sidst, jeg gjorde det, var der en fan, der spurgte: "Er du så Trøjborg-pige?". Jeg fattede det ikke, så jeg svarede i øst, noget med at "I går lige forbi mit vindue". Ham nede på 1. th. i min opgang deltager også i kampene, ved jeg. Jeg spørger til de andres passion, fordi jeg vil vise dem respekt. I dag må det have øsregnet på tribunerne. Sidste gang vandt "vi" 2-0, men altså modsat i dag. Jeg spørger til deres passion, fordi jeg selv er passioneret, bare indenfor noget andet. Af interesse for det, de går op i og tilbringer tid med. Der er altid en, der vil svare på: "Hvem vandt?". Jeg ser ham aldrig igen, men jeg ved, han er fodboldfan. Dertil kender jeg ham nok. Nu blev jeg så selv til hende, der spørger. 15.6.24.

Jeg samler den livløse edderkop
op med et stykke papir.
Maser den grundigt
for at sikre mig,
den ikke lider.
Forinden har jeg prøvet
at lirke den op på
et stykke papir.
Jeg så den først ligge
i brusenichen,
efter jeg havde været
i bad.
"Hvor kom du fra,
ven?",
spurgte jeg flere gange.
Jeg lægger papiret
i min affaldsspand,
og tænker:
det er ikke retfærdigt,
at den skal ende sådan.
Nogen prøver at sige mig:
Det er, hvad der sker.
Jeg lever videre

Digt, 13.6.24.

Jeg bryder mig ikke om lugten af mit nyvaskede tøj. Jeg gjorde alt for at øse det skyllemiddel væk, som vedkommende, som havde vasket i den tid, jeg havde reserveret, havde påfyldt i maskinen. Indtil jeg fandt på, at det gik hurtigere, hvis jeg absorberede skyllemidlet med en klud i stedet for. Hun eller han må have fortrudt at være gået i gang med at bruge alle tre maskiner, så det var trods alt kun den ene, vedkommende havde taget i brug – uretmæssigt, dog. Det var endda klokken 7.15 om morgenen, at jeg gik derned, og først efter 30 minutter, hvis maskinerne ikke er sat i gang, må man overtage en andens tid. Gammeldags system med personlig hængelås og alting. Mit tøj skulle for alt i verden ikke lugte af hendes skyllemiddel. Faktisk bruger jeg aldrig det rum til noget, men fylder i stedet pulver i en anden beholder. Og der var meget – det var helt lyserødt. Jeg følte mig lettere desperat. Skulle jeg gå op i lejligheden og forfatte en seddel, jeg kunne sætte på døren dernede, at "det er for dårligt" osv.? Men jeg valgte at gøre ingenting. Bare vaske i de to maskiner, der var tilbage, som om intet var i vejen. Vedkommende må også have startet sit ærinde før kl. 7, for tørretumbleren var færdig med at tørre en vask allerede. Man må ellers først starte maskiner og tumbler efter kl. 7. Men jeg forholdt mig tavs. Vedkommende har alligevel tænkt noget, siden hun eller han har tøvet. Godt nok fyldt skyllemiddel i, men ikke udnyttet det. Hun var kommet på bedre tanker, så at sige. Derfor syntes jeg alligevel, det var træls, og til en anden gang burde man måske have givet hende et tip. I håb om at hun ville ændre adfærd fremover. Tænk, at jeg stod og biksede med at få det skide skyllemiddel ud af beholderen - det har nok taget 10 minutter! Hvor jeg virkelig var nødstedt. Uden at det gjorde ondt, selvfølgelig. Hvem fanden – andet end mig – tager vaskemiddel op af beholderen igen i protest. Men nu dufter mit vasketøj alligevel af noget andet, som ikke er mit. Så det er ikke helt lykkedes mig at fjerne hendes middel. Jeg bryder mig ikke om lugten af en andens indblanding i mit vasketøj. Det er ligesom ikke mit valg så, hvordan jeg gerne vil at mit rene tøj skal være. Desværre slap hun afsted med det. Jeg hentede mit tøj og hængte det op hos mig selv, frem for at tømme tumbleren for hendes tøj og bruge den. Så hun har muligvis slet ikke opdaget, jeg havde været der – i min vasketid, altså. Jeg siger "hun", fordi jeg så den nye fra stuelejligheden gå ned i kælderen, da jeg gik min sidste tur op af trappen. Det er hende, der har en handicappet søn, der laver nogle høje lyde, men som hun ikke har boende fast hos sig. Og som jeg har mistænkt min underbo (som bor over hende) for at have klaget over. Hvilket jeg ikke synes er retfærdigt. Måske skal vi alle lige se det i et større perspektiv. 11.6.24.

Spurgte til en ven, som jeg vidste hang: Hvornår ser jeg dig i det fri - igen? Som han spurgte mig, dengang jeg forliste, båden den sank, jeg flød til bunds. Men dit svar er, at du var båd. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.6.24.

Det interesserer mig, hvordan mennesker takler nederlag. Nu lige for lidt siden kom der f.eks. en besked på min telefon om, at der var en mail til mig. Jeg klikker mig ind, men finder ingen. Indtil jeg opdager, det er en slags informerende besked til mig, som blot beder mig huske at tjekke mails. Aldrig fået beskeden før og virkelig meningsløst. Jeg tændte endda computeren for at være sikker på, jeg ikke havde overset en e-mail. Hvad gør jeg? Jeg bliver bitter. Synes, jeg har spildt min tid. Ikke noget, der som sådan gør ondt på mig, men jeg ærgrer mig alligevel. Som om, jeg er underlagt kræfter, jeg ikke ønsker skal råde mig overhovedet. Næsten så jeg sagde: hvad fanden bilder de sig ind. Men altså f.eks. grundlovsdag i forgårs, lagde jeg mærke til, hvor mange der gik forgæves hen til døren til Trøjborg centret, fordi de troede, indkøbscentret havde åbent. Hvordan går de derfra efter at have mødt en lukket dør? Det interesserer mig. Hvorfor gør det det. Det handler om at bide smerte i sig, tro på tingene løser sig. At der sker helt andre ting til det bedre. Måske møder jeg i stedet en ven nede i det andet supermarked, som jeg er nødt til at benytte. Eller opdager en hidtil skjult butik på vejen derned. Eller også går jeg hjem og ærgrer mig, gør i protest ingenting, - men hvor længe? Eller dem, der opdager en parkeringsafgift i deres bilvindue. Hvordan tager de det? Det interesserer mig af den grund, at det vækker minder om Kristus og hans skæbne. Hvor det udadtil i første omgang virker som om, han har tabt. Også han selv må have følt en form for afmatning eller skuffelse. For lidt siden i mit eget tilfælde tænkte jeg: jamen, så må jeg søge på nye sko (nu, hvor jeg har tændt for computeren). Som for at retfærdiggøre. Eller nu kan jeg skrive om dette emne, jeg gerne har villet. Noget skal der komme ud af, at jeg er blevet ledt til at tænde. Det skal ligesom ikke være forgæves. Men hvor meget har jeg fortjent nye sko. Eller neglelakken, der var besværlig at åbne her til morgen, fordi jeg havde fedtede fingre af fodcremen, jeg lige havde påført. Hvor længe vil jeg stå og sloges. Hvor længe? Hvis jeg vil noget stærkt nok, bliver jeg selvfølgelig ved. Det er sådan, vi må tænke. Viljens kraft må føre handlingen igennem trods den modstand, der umiddelbart er forbundet med den. Hvad skulle vi ellers end nogle gange tvinge noget igennem eller med magt sørge for, at noget bliver fuldbragt. Jeg kan fint forestille mig nogle tænke, at barnet ikke havde nogen chance for at forsvare sig. Rigtigt nok. Kraften var todelt: den gjorde skade, men i kærlighedens navn. Og den var voldsom, svær at håndtere. Det interesserer mig, hvordan mennesker takler nederlag. 7.6.24.

Det var næsten som om, at havde jeg kun lavet den ene sang (af alle), da var jeg fuldt ud tilfreds med mit værk. Jeg har grædt over den selv herhjemme, bagefter at have spillet den ind og lagt den ud. - Jeg mener, selv grædt over den! - ha ha. Som om, den udtrykte alt muligt om tabet af min søn, samtidig med genstridighederne med mine forældre, som er ved at løse sig. Samtidig med, det var som at sige til mig selv, at jeg var vejen værd. Jeg skyndte mig hjem med videooptagelserne og satte mig med en øl uden at lave mig aftensmad først. Så magtpåliggende var det at sende dette ud i verden. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor. Måske den ikke vækker genklang eller bliver mødt. Men da blev den dog mødt af mig. 5.6.24.

Hænger i en lygtepæl, for at slutte liv for mig selv, skal jeg sige mer' eller er det nok? Hav ikke ondt af. Skal jeg sige sidste ord, bliver det, at du var rejsen værd, - må du tro. Vi ses. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 5.6.24.

Og der vil altid være denne tredje instans. Eller sku jeg sige anden, i hvert fald når der kun er mig, der taler, tænker, gør. Som en, jeg ikke har hemmeligheder for, heller ikke når jeg vasker hænderne for sparsomt på badeværelset eller tænker dårligt om min nabo. Men tredje instans, hvis vi taler om dig og mig og så Gud. Jeg mener, vi er jo ikke selv herre over skæbne, livsbane, fuldstændig alene. Ham, der har midler til indgriben og skubben på eller dirigeren. Som ikke fraviger sit løfte eller sin plan. Og enten har man fornemmelse selv for, hvor det bærer henad eller også kommer det helt bag på én, som tingene udvikler sig. Og man kan i sit stille sind nære håb for noget, have visse ønsker. Det kan Gud enten bifalde eller frafalde. Ignorere. Hvad mere kan jeg gøre end se, hvad der sker (på kærlighedsfronten). Hvorfra sku jeg vide, hvad der tjener mig bedst. Der er det, du gør, det, jeg gør, og det, Gud gør. Tilsammen er det tre viljer, der skal nå sammen. Jeg kan ikke tage den fulde styring selv, kun arbejde for noget eller skubbe til noget. Fravriste, lirke. Derfor er jeg – som jeg før har sagt – altid på. Der er altid det andet øje på tingene og på mig. Alle steder. Den allestedsnærværende. Heldigvis er der en, der er klogere, mere vis. Thank God, at det ikke er op til mig (alene). 4.6.24.

Du har ligesom ikke sagt, at jeg er en idiot pga. noget. Og måske var min dragen mod dig endda funderet, jeg mener vi sås jo privat nogle gange. Jeg er begyndt at tænke, at jeg intet har gjort galt. Men også om det er vejen frem at arbejde på en tættere relation. Den åndelige litteratur, som jeg plukker lidt i hver dag, giver mig fornyet tro på at være en menneskesøn, slet og ret det. Hvordan skulle én mand sige mig det samme som alle de bøger. Nogle ville sige, jeg på baggrund af mindreværd (op)finder et mereværd. Jeg kan bare konstatere, at det giver mig håb og styrke at kende andres vej til mere mestring og beherskelse. At jeg (blot) er her som en af mange. Lige sendt min kronik afsted til Kristeligt dagblads konkurrence, som de kalder: "Min vej tilbage". Sådan set ok med det. Min seneste melodi har også fået negative tommelfingre, ser jeg her hvor den har været afspillet helt absurd mange gange (nogen må have linket, gjort opmærksom på). Og det befinder jeg mig godt nok med, da materialet ikke er perfekt eller skønt hele vejen igennem. Andres ærlige mening er langt at foretrække. Er begyndt at udbyde foredrag igen, som et forsøg – er der overhovedet nogen, der gider hyre mig. Gider jeg selv? Og senest ringede Mødrehjælpen, som jeg gav tilsagn om at støtte med et månedligt beløb. Selvom det lød på ham, som om pengene går til børnene og ikke specifikt til mødrene. Men du har ikke sagt, jeg er en idiot. 3.6.24.

Det var et bevidst træk. Eller jeg havde på forhånd bedt om at måtte indtage en passiv position. Idet min kraft var stor. Så mens de andre til livsfilosofitimen plaprede derudaf, om ting der virkelig også interesserer mig, forholdt jeg mig helt tavs. Indtil til sidst, hvor jeg snakkede om noget med at trække tempoet ud af samfundet, og at unge mennesker er begyndt f.eks. at strikke. Og jeg trak en tråd til den tekst, vi læste sidste gang, til sammenligning, hvilket (også) var relevant nok. Det svarer måske til, at jeg helst til åben poetisk scene nu vælger at lytte til de andre læse op, og ikke (længere) har behov for at være den poserende. Jeg konstaterer bare at taletid ikke altid er kvalitativt det bedste. Jeg synes, det er et sundhedstegn, at jeg mere var den betragtende. Jeg kunne fint have suppleret og havde egne meninger om det meste, men jeg ytrede dem bare ikke. Ikke kritik af, at de andre gjorde eller havde behov for at blive set eller hørt. Jeg ser bare, at det ikke er det primære for mig at få noget sagt. Måske mere at jeg laver kaffen, vasker service af, hyggesnakker i pauserne. Jeg mener, vi skal (bare) have det rart. 1.6.24.

Sms til Lars, 31.5.24.
"Aner ikke, om du er (på arbejde) hos Kirsten eller Jørgen? Her i området har fodboldfans gået råbende forbi de sidste par timer – tror, Aarhus fremad i hvert fald scorede. Og jeg har cyklet 25 minutter ud af Grenåvej. Mine forældre ringede rigtig træls i går og spurgte mig ud om min økonomi – de havde fået opfattelsen, at det kneb, hvilket det jo slet ikke gør. Hvad jeg havde haft udgifter til osv. Virkelig snagende. Og min selvtillid omkring at skrive kronik (KD) er lige dalet efter det ellers flød i går. Martin svarer mig også underligt upersonligt, så måske sku jeg "backe off" :) Hav en god aften. Knus Rie"

Den mand, jeg har knyttet håb til (og senest sunget om), trækker jeg nu mit håb tilbage fra. Han svarer mig i nøgterne vendinger, når jeg åbner op, og deler ikke følelsesmæssigt stof overhovedet. Hvordan skal jeg da vide, hvordan han stiller sig (til mig)? Jeg vil begynde at tænke på noget andet. Det gør mig sådan set ked af det eller ærgerlig. Måske har jeg han mødt en i kajakklubben, der er meget bedre. Til alt, altså. Imens går jeg og optimerer for mig selv. Har tabt mig, motionerer mere, har flere krav til påklædning osv. Det må jeg så på et givent tidspunkt rette mod en anden. Jeg vidste godt, min omtale af ham var løbet løbsk. Som om jeg talte en sag op, som i virkeligheden slet ikke var nogen sag. Plapret skødesløst, lemfældigt. På den måde bliver det sagte så underligt ikke-funderet. Jeg skrev: "Dejligt at se dig", for et par timer siden. Men han gengælder slet ikke med sætninger om mig, hverken med et "du" eller "dig", altså gælder jeg ligesom ingenting i hans verden. Kan være, han fejler noget psykisk, hvor han har svært ved at udtrykke sig, men den tese fraviger jeg med det samme. Hvis han virkelig ville mig, var han vel kommet og banket på min dør. Fra nu af retter jeg min kraft mere neutralt ud. Spild ellers. I aften vil jeg cykle en tur. Jeg er endda fri til at gøre rent i en vens hus, hvis det var det, jeg ville. Jeg er endda fri. 31.5.24.

Kære, kære endogene depression. Det vil altid være på baggrund af dig. Lige meget hvor stor ekstasen eller lykkefornemmelsen hæver sig, lurer du altid bagved som for at sige: husk nu, hvem der gik tabt, som ikke fik del i. Når jeg ler højt er det ofte, fordi jeg er ked af det. Ligesom i 1999, hvor jeg ringede til lægen for at sige, jeg var så begejstret, at jeg ikke fik nok søvn. Som sagde, det også kunne "være tegn på depression". Og han fik ret. Den højeste tinde skal altid minde én om dalens dybde. Hvor man kom fra. Lykken er sammensat; hvorfor kom den ikke før? Har jeg fortjent den? Bunder den i virkelig solid stof? Eller er den tidsbegrænset? For jeg vil gerne være funderet. Men som min psyke er sammensat er jeg for det meste funderet i skyggen eller den mørke baggrundsfarve. Som en slags evig sorg, jeg bærer rundt på. Som om ingenting af det hele var det værd, at leve for. For i virkeligheden.. I virkeligheden burde du have været her. Jeg tror, jeg er kommet videre eller ovenpå, men smerten er den samme. Helt ind i døden. 29.5.24.

Som solen står er hjertet rørt af honning. Din læbe ånder fred mod min kind. Måske vi ender uden ord, som du frygter. Din smerte er lig min egen - med et tvist. Om en ven, der er biavler og som snakker om at gå tom for ord indimellem. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 27.5.24.

Jeg kan såmænd godt lide min diagnose, som jeg ser opdateret fra egen læge i dag. Den lyder sådan lidt let i det, selvom jeg godt ved, den ikke er det. Synes, min veninde sagde forleden, det dækker over skizofreni, bare med et tvist af bipolar. Men som det ser ud der på tryk, er jeg udmærket tilfreds. 27.5.24.

Det er jo sådan med det hellige, det skal man ikke plapre om. Til alle sider. Også det, der er helligt for én, bør man bevare i sit inderste til den rigtige dag. Også alle visdomsord og indvielsesveje når kun dem, der behandler materialet med respekt. Som et sårbart barn, der kun fødes af dem, der kan tage sig af det. Vi kan ikke med vold kalde kærligheden frem eller sige, vi kender den på nært hold. Vi kan åbne en hånd og håbe, noget vil folde sig ud i den. 24.5.24.

Jeg er skamfuld over dele af det skrevne her på siden. Opdager jeg nu til aften. Først redigeret det til nu. Jeg ser, at dette virkelig er den åbne dagbog. Hvis den eller den læser med er det pinligt. Det har jeg sagt før. Det svarer til, at min genbo i morgen på gaden ved alle detaljer om mit kærlighedsliv – var det det, jeg ville? Eller et nyt bekendtskab ser adressen til sitet et sted og tror, materialet er tilforladeligt. Jeg er ikke tilforladelig. De sidste afsnit på siden mangler konsekvens, og jeg har muligvis glemt mit oprindelige ærinde med at være her. Beklager, hvis jeg har tabt læsere på det, det er helt forståeligt. Jeg har i hvert fald tabt mig selv. Forelskelse i livet – Herregud. 51 år og endnu ikke opnået modenhed eller ansvarlighed. Et andet blik ville dømme mig mildt og sige, jeg var let og luftig, umiddelbar, sød. Men det er ikke mit. 23.5.24.

Jeg passer en nederdel (her til aften), som jeg købte i 1999 i Esbjerg sammen med Line. "Måske skal du ikke købe den, for den fremhæver, hvor tynd du er", sagde hun. Det er 25 år siden. Jeg var der i aften. Da ANTV holdt deres valgdag på Dokk1, hvor jeg fra Poetklubben var inviteret til at læse op. Selv da jeg forvirret stod for at vælge at følges med Martin hjem, var jeg der. I min utilstrækkelighed eller sårbarhed. Ja, mine ben skælvede vist også, det får vi at se i morgen, hvor transmissionen vist bliver sendt. Det var ikke det afgørende. Det afgørende var, at ordene nåede ud. Til bagerste række eller næstbagerste. Manden, der kun var der for at tilbyde vand og kaffe, kom hen bagefter – det behøvede han jo ikke. Jeg løb efter 18'eren ellers havde det været for tydeligt. Hvor jeg på Aldersrovej mødte to små hunde, som jeg lod hoppe op og slikke mig i ansigtet. "Hvor hyggeligt", sagde ejeren. "Ja, det var det", istemte jeg. Tydeligt, at jeg ville ham. Hvorfor ikke råbe det ud af vinduet? Fordi vi skal alle være her. Også eks-kæreste og ven. Og livshistorien. Nogle gange er jeg gådefuld og andre gange så let aflæselig. Det kan man sige om ethvert menneske. Har du, læser, måske ikke prøvet at blive tiltrukket af noget, du ikke vidste, hvad var. Fra et center i dig, du ikke anede eksisterede. Hvorfra skulle vi kende vores dybeste. Medmindre nogen lukker det op. Jeg kan ikke andet end bifalde at nogen lukker mig op. 22.5.24.

Det er rigtigt, ens bryster bliver faktisk ikke meget større af, at man læner sig frem, presser dem et øjeblik i en anden stilling for at gøre sig til. Jeg mener, de er jo ikke vokset over de minutter, der er gået forud. Hvorfor fanden er jeg udstyret med så lidt?, spørger jeg folk på gaden, mens jeg scroller mit blik ned over deres overkrop. Som om alle andre har fået mere – ha ha. Grine lidt af det, er jeg vist nødt til. Det svarer til at suge maven ind, hvilket jo heller ikke gør maven mindre. Man bør være tilfreds med at have kærlighed eller evnen til at udøve den, formidle den. Et barn kan die mælk af et bryst, og husk nu, det er derfor, de overhovedet er opfundet. Et barn har også ligget ved mit bryst. Men nu, hvor jeg i en sen alder skal ligne noget attraktivt – og ikke har planer om plasticoperationer, må jeg spille de kort, jeg har. Jeg sætter mig i solen, henslængt som om det er tilfældigt. Men jeg er bevidst. Sådan må parringskampen altid have foregået. Og jeg skal ikke parres med nogen i den forstand. Jeg søger en mage til at løbe på stranden sammen med. Jeg har nemlig købt en bikini. Det er sådan set bare det.. 20.5.24.

Men det har hjulpet – kiropraktorens behandling. Kun haft små "anfald" i dag, af få sekunders varighed. Også begyndt at tænke på, det kan være selvforskyldt. Forkerte øvelser – som jeg jo selv har opfundet – med håndvægtene herhjemme. Ikke passen godt nok på. Sex – jeg mener, kraften er stor. Mange timer af døgnet, hvor jeg slet intet mærker. Så måske har jeg overreageret. Han nævnte diskusprolaps og muligheden for at sende mig videre til andre specialister, hvis han ikke kunne hjælpe mig. Og spurgte flere gange, om jeg var tryg ved behandlingen, hvilket jeg var. Jeg tror, de fleste mennesker har en form for skade eller brist i deres krop, når de når 50-års alderen. Måske er det endda smukt. Selvfølgelig tager jeg ud til ham igen. Gør status over dagene, der er gået. Jeg har været så træt så træt begge de her to nætter efter behandlingen. Så noget har han rørt ved og bevirket. Jeg er også sikker på, det ikke bare er bluff, det han laver. Hvis jeg så ku arbejde med intentionen, og ikke modarbejde, jeg mener gøre det rigtige med kroppen. Min søster gav mig et tilskud til regningen i går. Og det åbnede for en snak om, at hun som barn engang måtte bæres hjem fra træning, fordi – viste det sig – hendes ryg var skæv. Så lærte jeg også det at kende hos hende. 19.5.24.

Du har fjernet min brod, ven eller Gud mod fjenden. Afvæbnet står jeg, skytsene rammer, men jeg ser den anden gå fri. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 18.5.24.

Smerterne er vendt tilbage her til morgen.. 18.5.24.

Der var gået 8 år, siden jeg grædende indtalte en video om mine begyndende smerter i venstre side af brystet. Endelig googlede jeg for en uge siden, at det kunne hænge sammen med en skade i ryghvirvlerne. Det kunne forplante sig foran. Jeg kontakter en kiropraktor og vupti har symptomerne været væk i nu seks timer. På et tidspunkt smed jeg alle mine bøjlebh'er ud, da jeg tænkte, de trykkede på noget, og i de seneste år har jeg kun sovet på højre side. Smerterne tog til over de sidste to uger, hvor jeg havde problemer, når jeg bukkede mig forover eller skulle løfte med den venstre arm. Hvor mange gange har jeg ikke skrevet en afskedsseddel, som denne på billedet. Fordi jeg tænkte, det måtte være hjertet, trods det at en hjertelæge frikendte mig for seks år siden. Min praktiserende læge sagde sidste gang: Prøv at brug nogle løsere bh'er. Jeg var rådvild. Hvordan forklare disse jag, som til sidst hæmmede min frihed. I dag har jeg gjort rent uden besvær. Og overvejer at aflyse min næste kiropraktor tid – alt efter, hvad han siger. Det sagde knæk flere steder i dag – en "manipulation", kaldes det han foretog. Et eller andet syndrom, ku være det, jeg fejlede (havde jeg allerede læst). Jeg har betalt en del og fandt selv en bus ud af Lystrupvej, hvor jeg aldrig har været før. Han kunne også have slået det hen med, at jeg er psykisk syg, hvilket han ikke gjorde. I denne situation har google hjulpet mig på rette spor. Jeg har været både bange og fortvivlet. Måske er jeg faktisk blevet helbredt. 8 år er alligevel længe, uden at vide hvor man skal gå hen. 17.5.24.

Jeg har drukket mig fuld. Først en stor Heineken, dernæst en lille. Lige måttet slukke min hikke med et glas vand. Fuld af ømhed for en ven, fuld af spilopper. Taknemmelighed over egen handlekraft – har arrangeret et forfattertræf til LiteratureXchange for Poetklubben. Tilfredshed med at have beholdt opslaget på Facebook med videoen, som også ligger her på siden, til trods for, den ingen likes fik de første par timer. Fuld af sommerfornemmelser og iver efter at forelske mig nærmere, jeg mener lære en bedre at kende. Fuld af struttende håb og fortrøstning for fremtiden – som jo er i morgen. Har ikke flere øl, heldigt nok. Fyraften som førtidspensionist.. Mig, der tjekker ud med rejsekortet i en bus, jeg ikke har tænkt mig at sætte mig ind i. "Virker tjek-ud ikke i din bus?", spurgte jeg, uden at få et svar. I rødprikket sommerkjole. Min mor, der siger, de gerne vil have besøg. 16.5.24.

Altså jeg rører lidt ved noget. Mit gamle usb-stik med ældre musikvideoer på. Det er meningen, jeg vil sortere de dårligste fra på Youtube, da jeg desværre forleden dag hørte, jeg sang for lavt i tonen i en optagelse. Den skal jo ligesom ikke ligge ude. Derfor gennemlytter jeg videoer optaget samme sted, samme dag. Men de holder alle sammen. Jeg er endda kæk i bemærkningen, mild i fremtoningen og har en lun humor. Jeg kan umuligt linke eller gøre opmærksom på dem alle på en gang. Men jeg har pluklyttet i mit materiale og det overrasker mig positivt. F.eks. videoen her: "Med dig vil jeg bygge". Det er lige så meget de ydre betingelser og mine kommentarer om det, der gør videoen seværdig. Beklager, hvis jeg lyder – eller værre: er – selvfed. Men hvis jeg ikke sætter mit lys lidt længere ud i det åbne, opnår jeg ingenting. 16.5.24. Med dig vil jeg bygge, det rimer på lykke. Med dig skal jeg gro, ud af min form, blive abnorm, helt på sin plads.

Jeg bliver i tvivl. Min ven siger, han ikke kan mærke noget på hunden. Selvom han skrev noget om, at "hun har ondt" i går morges. Altså – hvad så med mine fornemmelser. Har jeg haft et blik på hunden, som om den var nødlidende, uden den fejlede noget som helst? Er mine fornemmelser helt afmarcheret. Hvordan skal jeg da stole på både hendes signaler og min tolkning af dem fremover. Jeg ku ikke engang svare ham med en smiley, trods det han sagde, hun ikke fejler noget. Da jeg sådan set stadig syntes, han skulle udnytte sin tid hos dyrlægen, til at få be- eller afkræftet. Muligheden er også, at jeg er en dårlig hundemor, eller hun er træt af at gå tur med mig. I det hele taget bare hellere ville have haft sin fars selskab, end mit. Jeg forstår ikke, hvordan jeg i timer i går følte, jeg havde handlet ansvarligt og etisk, men nu føler mig overruled som en, der har overreageret. Hysterisk. Hvordan er det, at det, man i går var sikker på, nu viser sig ikke at holde stik. Det kaldes erkendelse af fejlmargin. Hvad der kan ske. Hvis hunden alligevel får det skidt på deres tur til Fyn i morgen, da var jeg der, hvor jeg sku være. Men lige nu skammer jeg mig næsten over, hvad jeg skrev i går her på siden. Fordi min teori ikke holdt. Hellere tage til dyrlægen en gang for meget end en gang for lidt, vil jeg stadig sige. Hvis det var min hund.., hvilket det rigtig nok ikke er. 15.5.24.

Jeg havde rykket i hende flere gange, fordi hun satte sig. Tilbudt hende godbid for godbid, bare så vi kunne komme nogle meter videre. Indtil jeg opdagede, at hun havde ondt eller var besværet. Da vi kom hjem efter en meget kort tur, registrerede jeg, at hun lugtede af urin bagtil, som hun ikke plejer. Jeg googlede med det samme. Hendes øjne var også underligt fjerne eller viste tegn på feber eller lignende. Blærebetændelse. Jeg bagte boller og indimellem satte jeg mig og aede hende på hendes poter, helt blidt. "Det sku vi have opdaget langt tidligere, undskyld, Freja", lod jeg hende mærke. Hun slikkede mig i ansigtet. Til sidst vendte hun sig om med bagdelen imod mig, som for at signalere, at noget altså var galt. Jeg ved det godt, sagde jeg. Og i morgen har I fået en tid hos dyrlægen. "Måske kan du skylle hende bagi", fik jeg også skrevet til min ven. Det var så smukt, at hun, der ikke har et menneskeligt sprog, finder sin måde at give udtryk for sine kvaler på. Stiltiende. Bidende smerten i sig, som ingen andre ved af. Hun afviser mad og opgiver som sådan livsmodet. Springer slet ikke rundt begejstret for noget. Herhjemme lugter jeg svagt af urin op af armen, fordi jeg holdt om hende. Tappert, tappert urin. 14.5.24.

Jeg har lagt et duftspor ud. Ligesom dyrene gør for at finde en mage. Det er yderst pinligt. Han spurgte til mine egne sange, så jeg har sendt ham et link. Undgår med vilje at vælge en, der er for mærkelig. Googler han mig bare med eet klik, står der overalt, at jeg har slået ihjel. Og med to klik, at jeg er gak gak. Han er selv førtidspensionist, sindslidende. Og muligvis er jeg faldet for hans smerte. Det kendetegner mig, at jeg tror, jeg skal redde nogen eller hjælpe nogen på vej. Ofte går det lige modsat – ups. Jeg er totalt blottet. Men en anden ven sender mig kærlige beskeder om natten, som jeg ikke gengælder. Hvorfor skulle jeg da ikke vise åbent, hvem jeg hellere ynder. Hvis livet ellers er en plads for sådan udveksling. Måske sku jeg tjene helt andet. 13.5.24.

Min Instagram konto er blevet suspenderet, "handling påkrævet", men jeg er totalt ligeglad. Ved ikke, hvad jeg har gjort galt og kan ikke umiddelbart læse mig til det. Heldigvis har jeg endnu ikke blæret mig med, at mine malerier lå i det forum. Man kan appellere, men det undlader jeg helt klart. Jeg lader dagene gå og det betyder, de sletter min konto. Tænk, at man i uskyld åbenbart har overtrådt nogle regler. Uigennemskueligt. Aldrig været så ligeglad med noget. 10.5.24.

At hvert menneske står selv. For sig selv, ved sig selv. Autonom. Op af de andre, rørende de andre, men i sig selv. Fordi alene er vi kommet her og alene skal vi herfra. Og ingen forstår helt til bunds, hvad der rører sig, foruden den der oprindelig har tænkt på én, villet én. Som følger én. At jeg ikke forsvinder i tanker om at skulle være en andens, tilhøre en anden eller være en del af en anden. At jeg sprænger det, der binder og begrænser, så jeg hver morgen vågner til en tagen sig af egne anliggender. Før de andres. Da kan jeg kigge ud, gå ud i verden, helstøbt. (Med tanker på Martin og mig). 10.5.24. - Men se, det er jo ikke kærligheden, der taler her..

Stranden er så saliggørende. Gik derned i Risskov efter at have øvet sang på skolen. Til daglig tager man måske for givet, at vi her i Aarhus har så fri adgang til havet. Kære dag og frihed, jeg vil leve dig fuldt ud!

Jeg ser allerede tab i de andres øjne. Mig, der en dag vil finde det betændt at handle, hvor også Martin kommer. Et dybt blik, der næsten er uudgrundeligt. Så fyldt af smerte. Mig, der kaster mig ind i en romance – selvom det kræver at vi er to – som på forhånd ser den støde på grund. Og jeg vil ikke sige det. Jeg vil helst ikke tro det. Frygte det. Jeg står som Kierkegaard og skal invitere Regine ud. Men jeg har hemmeligheder og brister, som muligvis ikke tåler et parforholds konformitet. Men jeg kan samtidig ikke nægte disse følelser i at have deres liv, som stræben, længsel. At jeg er fuldt ud levende i alle kroppens dele. Næsten så jeg gnistrer fra mig. Og jeg overhører unge drenge i bussen, tale om deres møde med pigerne, hvem er tættest på at opnå hende. Og jeg tåler det næsten ikke. Det er som at satse noget – ja, det hele. Men/og er det ikke det, vi skal? Jeg kan ikke ikke gå videre, som tingene er. Måske vil han synes, min livshistorie er helt forfærdelig. At det kan man da ikke som menneske gøre. Måske kender jeg ikke hans psykiske brist, men jeg vil gerne forsøge. Sidst, vi sås, ku jeg have spist dig! Jeg vil så gerne forsøge. 7.5.24.

Som et barn leger jeg, at vi har børn, forudsat at vi holder dem i live, vi må aldrig skade nogen. Dukken skal gives vid're. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 7.5.24.

Det sagde bare alt: Ikke møde Viggo, ikke møde Viggo. Jeg havde et ærinde på Langenæs, hvor også Viggo bor. Mit kropssprog, mine fødders undvigen sagde det hele. Jeg følte mig utryg i de omgivelser og på hvert gadehjørne sikrede jeg mig, at jeg havde gjort alt for at undgå de stier, jeg ved, han bruger. Ikke at han udelukkende var dårligt selskab, men min krop opfatter det alligevel som traumatisk, det der fandt sted imellem os. Hjemmefra i morges tænkte jeg: pyt, hvis du støder ind i ham derude. Men da jeg gik i de gader og stræder, reagerede mit trusselssystem, som min psykolog ville kalde det. Jeg var eksponeret for fare, overstået fortid, som skulle blive liggende som afsluttet og bearbejdet. Utroligt som kroppen har sit eget sprog, i form af undvigen, trækken sig fra fokus, passen på sig selv. Selvfølgelig har jeg haft min gang på Langenæs også hånd i hånd med én, jeg delte drømme med. Men de brast og det blev mest af alt et foruroligende bekendtskab. Undskyld til Viggo, som bare er sig selv, at jeg skriver sådan her. Tak til min krop til at finde et sprog. 6.5.24.

Den afsindige tanke. Jeg går tur i skoven, på stien lige ud til den stejle skrænt. Et kærestepar står sammen med deres to børn og kigger ud på vandet. Tænk, hvis jeg skubbede en af dem. Denne ene ville komme til skade, hvis ikke dø af faldet. Jeg holder den stygge tanke i et greb, hvor jeg betragter den. Jeg forstår det utilregneliges natur, men tæmmer den. Ikke at jeg har skyggen af impuls til at handle på den. Jeg konstaterer bare, at det er en del af mig at få sådan en tanke. Og at der kun er to meter imellem mig som rask, almindelig, til mig som forbryder og i værste fald morder. To meter.. Jeg går videre. 5.5.24.

Det er som at blive trukket ind. Min computermand nævner ligefrem muligheden for at levere computeren tilbage. Men jeg forsøger på egen hånd. Ender ad blindgyder, de felter der skulle dukke frem, viser sig ikke. Jeg googler videre. Indtil ordet "S-tilstand" endelig dukker frem. Som også forhindrede mig forleden i bare at ændre browser. Jeg bliver kapret, skal oprette en Microsoft-konto – hvilket jeg troede, jeg gjorde for at par dage siden. Hvorfor er der ikke bare eet klik mellem at være i S-tilstand og ude af den? Endelig efter fem kvarter ved computeren er det lykkedes mig. Om jeg vil gøre min adgang mere sikker ved at tilføje et telefonnummer? Ok, - men jeg er træt og allerede efter første klik, kræves der at jeg "bekræfter min identitet". Nok af Microsoft. Jeg vil for fanden bare kunne installere Open Office (gratis) og flere andre programmer, så jeg kan tage computeren med rundt omkring. Ved godt, jeg ku have fået Office-pakken gratis det første år, vist nok. Powerpoint, måske, som jeg ku have brugt til en billedfremvisning om et par måneder. Men jeg blev fanget ind, fordi systemet helst ser en bruge apps, der i forvejen er anbefalet. Hold kæft, hvor tog det mig lang tid, men jeg gav ikke op. Havde jeg bare hørt om proceduren før, hvordan man åbner sin computer, så man har lov at installere programmer "udefra". Du kan ikke fortryde, at du forlader S-tilstand, stod der også. Men så meget fortrød jeg at have købt netop den computer, at alt andet end styresystemets egne indstillinger ville gøre mig glad og tilfreds. Det i det mindste at kunne vælge, browser f.eks. Jeg forstår bare, det er et vældigt greb om brugeren. Et hadeobjekt, var jeg ved at tænke om den nyerhvervede, som bare skulle bruges til podcasts og måske på rejser. Nu venter jeg med at gå i gang med at downloade programmer og drivers (printer). Jeg havde heller ikke spist morgenmad. Tænk, hvor tæt jeg var på at tænke: jamen så må jeg bruge deres Office-pakke og skrive med den. Men jeg var allerhelst fri. Ingen kærlighed i nogle af felterne, hvor jeg skulle vælge eller bekræfte. Hvis jeg ikke var i stand til at google frit, hvad andre har haft problemer med, havde jeg været fortabt. Kære, kære stædighed. 4.5.24.

Ud i hver en krog levende, din strøm fylder mig med håb og levende vand. Nu vil jeg bære alting lisså let som dig, - dog som mig. Til den dag, mit skridt er dit. Da går vi hjem, Englefod. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 2.5.24.

Det var bare at gå ned i luksusgenbrugsbutikken, få øje på en sommerkjole (som man kan svede i uden det kan ses, str. 36, så stor er jeg ikke), swipe det relativt store beløb, have en form for ping pong med ejeren af butikken, som jeg plejer. Sige: "Vi ses en anden gang". Pakke den nye computer ud, flytte rundt i stuen som en konsekvens, se min stue blive mere rummelig med ganske få træk. Kigge ind hos keramikeren i hendes lille butik og få råd til, hvordan det er at være på Instagram, som jeg i det stille går og pønser på. Se folk stimle sammen ved isbutikken, fordi solen er her, dog på en kølig baggrund. Børn blive hentet fra børnehuset. Have håb for sommeren. Det er det, jeg beskriver. Hvorfor ikke have håb for sommeren. Min mor, der helt nede fra Sønderjylland råber: "Go for it" eller "Halleluja". 25.4.24.

Der er tidspunkter, hvor jeg føler mig som Kierkegaard (Søren) og tager en position, hvor jeg fra sidelinjen kommenterer på det gængse, det liv som normen lever. Altså står ved siden af, som en der knap hører til. Som nu, hvor jeg har købt en mindre bærbar computer, som jeg endnu ikke helt ved, om jeg har/får brug for. Hvor jeg forestiller mig være hos måske en ven, tage den med hvis jeg skal overnatte. Eller på rejser. - Men rejser hvorhen? Jeg rejser jo højst til København to gange om året! Eller i toget, hvis jeg havde noget vigtigt på sinde, ku jeg tage den frem som de travle forretningsmænd. Lade som om, jeg var vigtig – ha ha. Eller jeg mener det faktisk. Jeg drømmer om det borgerlige liv, jeg mener at lykkes med at være i et måske kæresteforhold, hvor den ene part går og laver mad eller nørkler med noget andet, samtidig med at den anden foretager sig noget lige så afslappende eller nyttigt. Ja, for nytte og nydelse skal jo følges. "Sammen med ham kan jeg være mig selv", er der nogle, der siger. Eller "vi supplerer hinanden så godt". Men jeg er aldrig lykkedes med at bo sammen med en anden, selvom jeg har prøvet et par gange. Det har ikke været den rette livsform for mig, må jeg bare konstatere. Jeg behøvede at stå mere frit, for mig selv. Nu står computeren i min entre i sin indpakning. Et gode, jeg har tilladt mig, et køb gjort af et overskud. Tænk hvis.. jeg ku lave flere podcasts, så ku den være handy at tage med. Tænk hvis.. jeg får en kæreste, og jeg kan tænde den, mens han går og gør andre ting imens. Eller på stranden til sommer. Er vi mennesker ikke gjort af drømme (for fremtiden)? Er det ikke netop, hvad holder os oppe. Giver os fremdrift. Tænk, hvis jeg mente, der ikke var mere i livet for mig at hente. At jeg havde skrevet det sidste. Nej, jeg har faktisk ideer til forbedringer. Og måske vil det ligne et mere borgerligt liv, set udefra. Tror jeg også, Kierkegaard engang imellem ønskede for sig selv. At han var mere jævn, og ikke så afsindig. Men han stod og betragtede, som beskuer, og beskrev, hvad han så. Ikke uvæsentligt. Jeg vil muligvis give parforhold en chance, hvis den opstår. Jeg forstår bare ikke, hvordan et menneske kan synes, det er livet at uddanne sig, få et arbejde, gifte sig, stifte familie. At det var det store, der hvor storheden er. Måske er jeg bare misundelig. Alt, hvad de andre fik.. Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke bare nøjes med, at jeg til fulde har tilkæmpet mig en stærk position. I samfundet, trods på overførselsindkomst. Kierkegaard levede jo også af sin fars arv. Ikke mere nu. 23.4.24.

Jeg har skrevet en sang, ikke om dig eller dig eller dig. Eller sku jeg sige, måske om dig eller dig eller dig. For det er ikke erfaret kærlighed, men et håb om en sådan. Muligvis er den intetsigende, banal. Jeg prøver at sige det enkelt. Ville gerne have løftet mig til et højere lag, så den appellerede til akademikere og lærde. Men det her var mit bud. Du skal ikke blive ked af, jeg er dig utro, for jeg er dig ikke engang tro. Jeg tilhører ingen. Jeg er kun bundet af et løfte, som hele tiden siger: Det er kun dig, der kan gøre det. Gå det og sige det. Jeg har altså ikke spurgt nogen, som der står i teksten. Kanske, jeg gør det.. 22.4.24.

Det var kun at spørge: Vil du mig mere end det? Jeg går med dig. Når så alt er sagt, og din berøring emmer, er min egen (berøring) fri. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 22.4.24. Hør evt. en mere inderlig udgave her: https://youtu.be/IvsHkteyy7o 

Jeg gransker dit navn på min telefon. Jeg har altid ment, man kunne udlede meget af bare at kigge på, hvordan et navn staves. Som om, man næsten kan stirre helt ind i det. Og udlede noget fra underneden. Er du mon blid. Når det bliver for pinligt at skrive eller tage kontakt, gransker jeg dit navn. 20.4.24.

Jeg har vel været noget lignende manisk. Haft mange gøremål – af ren praktisk karakter, rengøring, oprydning for en ven. Fået for lidt søvn. Lige gået en ekstra tur for at holde mig fit. Det har vel været sådan, og er det sådan set stadig, at jeg længes efter en gråvejrsdag, hvor jeg er lidt flad og hænger lidt med humøret. Hvor jeg føler mig usexet og uduelig. For lige nu kører jeg på et overdrev. Jeg har utrolig sublim og intelligent humor omkring situationer, der opstår i hverdagen. Ligesom da jeg var manisk i 99/03. Men jeg bliver ikke mere syg denne gang. Min seksualitet sidder helt yderst på tøjet, jeg er levende i områder af kroppen, som sjældent. Og udveksler blikke og kvikke bemærkninger med utrolig lethed. For lidt siden øvede jeg sang, og jeg syntes, min stemme var intet mindre end fremragende. Hvad gør man med sådan en kraft? Ydmyghed – kom endelig nærmere. Jeg går i verden, som om jeg råder over noget af den, hvilket jeg absolut ikke gør. Men selvtilliden er i top, statistik på min kunst er også høj i disse dage, som om mine melodier vækker genklang. Ja, sådan at det er ret uforståeligt for mig (selv). Hvad hvis dette er en vækkelse? Jeg mener, kraften er reel og er her som blivende, bærende. Hvad hvis det er sandt. At livet skal sprudle, splintre, gnistre. Eller også er jeg bipolar, så at jeg om et par dage kun ser mig ligge i min seng i depressiv tilstand. Men er det muligt, at dette ikke er eller har været her?? 17.4.24.

Jeg har barberet mig alle steder (tilfældigvis), og da jeg for lidt siden bukkede mig frem i min stue, ku jeg fornemme en dejlig duft fra min krop. Viggo talte om, at jeg duftede godt, men i dag ved jeg, hvad han mente. Jeg har blondetop på – og endda blonde indenunder den. I aftes kom jeg til at skrive noget til Martin, som kun kan ses som en slags kærlighedserklæring. I hvert fald en ros til, hvordan han er som menneske. Det var ikke tilsigtet, at sms-tråden skulle ende der, men det gjorde den bare. Heldigvis går der fire dage, før vi ses til livsfilosofi-time på fredag. Jeg er mester i pinligheder. På den anden side var det den rene bemærkning, der ikke kunne være anderledes, sagt direkte fra mit hjerte. Så hvorfor skamme sig? Jeg har meldt ud, eller jeg kom til at røbe mig, ku man sige. Nogle gange kommer det, der ligger skjult, til syne i de yderste lag. Sådan skal og må det være. Ligesom når en blomst folder sig ud. Ville en blomst skamme sig over noget, den var før eller det, den er blevet til? Frisat. Han var så frimodig – Martin – til timen sidste fredag. Virkelig let og vibrerende. Det kan jeg vel ikke hænde at ødelægge i ham. Er jeg forelsket? 15.4.24.

Bussen fuld af drenge, der ler, - mit Kald ligger åbent til skue. Sad jeg ikke her, kunne du have siddet og haft dit liv. Bussen fuld af længslen mod mere - alt for sent. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 14.4.24.

Jeg synes, det er pinligt, hvis du læser med. Dig, som jeg kender, som jeg omgås, som vil synes, jeg er langt ude. Jeg prøver virkelig at være Jesus-neutral – ha ha. Det lykkes bare så utrolig dårligt. Bekender jeg mig ikke som Anne Marie, til stede i verden som hende, går jeg jo fejl. Også af mit publikum. Hvis ikke jeg er den rene vare, hvordan skal andre så forstå mig/det? 11.4.24.

I skyggen af Jesus. Denne store personlighed, hvis handlinger havde vidtrækkende konsekvenser. Har jeg selv gjort ting, der havde vidtrækkende konsekvenser for nogen. Gruopvækkende, men også healende. Skal jeg forsøge at begå mig. Der er meget, jeg ikke formår. F.eks. at helbrede eller gøre mirakler. Men i mit stille sind, min stille eksistens, i mit lille skjul, forsøger jeg at lave kunst, der rækker ud. Ja, som skal røre andre. Fordi det er mit sprog. Hvor kraften kommer fra, vil jeg ikke kede nogen med. Og jeg ved det heller ikke med sikkerhed selv. Hvem ved om sig selv fra begyndelsen? I skyggen af en stor personlighed, skaber jeg min egen livsbane. Som sku være lige så god. Du kan gå med. 11.4.24.

Må jeg være en, der lyser hvor der er mørkt, men kun en stund, (som) nogen har tændt. Se nu dig selv, - Vandrer: Sig mig, dine skridt var de taget eller givet? Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 9.4.24. Eller i en mere intim version her: https://youtu.be/lQAbWB-1y_8

Fordele ved at have små bryster. Man kan uden besvær løbe en tur, uden at kroppen føles for tung. Er mandens hånd lille, kan han have et bryst i eet greb. Man kan returnere denne vittighed, som et par drenge engang indledte: "Du ser så træt ud, skal jeg ikke holde dine bryster?" med: "Jo, hvis du kan finde dem". Indleder du et forhold til mig, kan du være ganske rolig – mænd kigger på andre. Ser du en nødstedt på gaden, kan man spejle sig og tænke: Ja, jeg mangler også noget. Var Jesus her som Linse Kessler, ville alt jo ikke kunne lade sig gøre som nu. Jeg er undertippet, det er nogle gange det bedste udgangspunkt. Du kan nemt sove på siden om natten. Det meste tøj kan nemt trækkes ned over overkroppen. Der er næsten ikke plads til en kræftknude. Og mammografi er nemt overstået. "Du har godt nok ikke meget bryst", sagde en healer engang. "Men der er jo nogle, der slet ingenting har", fortsatte hun. Folk får ondt af dig. Der var også en fyr, der engang gerne ville gå ud med mig, han foreslog mig at få implantater opereret ind. Du ligner en, der ingen kræfter har, og dit angreb eller forsvar vil komme helt overraskende tilbage. Du er ikke regnet, altså kan du kun imponere til det bedre. Du kan gå skjult på gaden, ubemærket, hvis ikke det var fordi dit blik brændte sig ind i folk. Man kan om dig sige: "du er flad som et bræt". Eller som en engang sagde: "Rie, du er barmfri", i stedet for bramfri. Man kan håne og gøre grin med. Det forekommer mig, jeg tager godt imod. Jeg strutter ikke af bryst, men noget andet. Og mit skød er til gengæld rigtig fint, som kompensation. Man finder kompensationen, andre fortrin, som man kan fremhæve. Man siger jo også om en sportsmand, at han "mangler lige lidt på fysikken" eller "på taktikken" eller på "sin returnering". Og vi kan alle oparbejde. Som dette. 7.4.24.

Indimellem ønsker man, at man bare var et almindeligt menneske. En søn, der kommer løbende imod én og siger, man er både dejlig og irriterende. Det er så afsides, dette her. Som kun et fåtal (endnu) forstår. Hvad nytter det, kan jeg spørge ud i luften. Og så græder jeg til musikken, fordi det er som om, Nikolas siger: mor, græd, du er (jo) træt. Og jeg er træt, efter at gøre rent og ordne for en ven. Og får ikke hvilet. Og det er som om, gråden frisker lidt op, som er noget renset ud. Igen var det klaverkoncert, der åbnede op. Og vinden er mild i disse dage. Skal jeg forelske mig, kommer det vel til mig. Og hunden fik jeg hilst på med et kys. Min mor ringede og det sidste, vi sagde var: "Og solen er her". "Undskyld, Nikolas, men jeg var så træt". "Mor, du var jo træt". 7.4.24.

Rachmaninoff åbner mit hjerte – portvinen hjælper selvfølgelig også :) Jeg tænker, han må have levet samtidig med Carl Nielsen. De største følelser er i spil (Klaverkoncert nr. 3). Men også i mit indre. Tonerne beliver mig, det er det, musik kan. I løbet af dagen tænder jeg for radioen via telefonen (fandt ud af, der er antenne i ørepropperne), og de synger alle om forlist kærlighed – næsten. Men det er for at fornemme stemningen af liv ude i æteren, at jeg tænder. Zapper fra sang til sang og indimellem er der en speaker, der guider en. Det er en erstatning for at gå ud og møde folk i virkeligheden. For dette rækker faktisk. Håndvægtsøvelser, Rachmaninoff og portvin, Faderen, sønnen og Helligånden. Jeg er til (stede). 4.4.24.

Vi tog referat – jeg hjalp en ven. Formanden taler i ring til sidst, både lettet og sårbar over kritikpunkter. Hvad gør man? Man behandler ham, som da vi kom inden generalforsamlingen. Men jeg gjorde – ingenting. Gik ikke engang hen og sagde "Tak for i aften". Vi forlod bare forsamlingen. Ingen takkede os heller – lige meget. I pausen var han så lettet: det punkt på dagsordenen, han havde troet, der ville blive røre omkring, blev behandlet så lempeligt og nådigt, fordi præsentationen var så strategisk gennemført. Nu fik han til gengæld kritik for noget andet, som han havde svært ved at tale sig ud af. Til sidst, som afrunding, takkede han alle og nævnte noget med at "Og vi er alle enige!", underforstået her i haveforeningen. Men det var folk jo netop ikke. Til sidst rejste nogle i forsamlingen sig for at gå, dog mens han ramte slutsætningerne, så intet påfaldende i det. Jeg noterede det bare for mig selv. Som han havde mødt os, velforberedt, med kopier, vi kunne bruge når vi skulle renskrive referatet bagefter, sådan sku jeg have mødt ham til sidst. Som om, han intet forkert havde gjort i hele verden. For han viste (blot) sårbarhed, og det skal vi alle på tværs have forståelse for. Hvordan ryster man kritik af sig? Man siger, det er gået godt. Man forsikrer sig selv, at man gjorde det godt nok. Og det gjorde man. Man gjorde netop det, man kunne. Og det var nok, for det var alt. Der er ekstraordinær generalforsamling om bare et par måneder, hvor vi sikkert bliver indkaldt igen som assistance. Nu har jeg – moralsk – bakket ham op her, men det får han aldrig at vide. Det er fejt af mig bare at gå. Vi kan alle trænge til at blive omfavnet. Helt ud af en tangent. Ja, netop der. Før det startede, nævnte han muligheden for at bestyrelsen ku blive væltet. Men den bestod. Jan, gå du trygt hjem. Næste gang vil jeg to gange række dig min hånd. 3.4.24.

Det var en forårsdag, som de sagde sku' vare ved. Rigtigt nok; Kristus for til himmels, banked' på, og min stemme sang en sang, som var jeg selv en søn. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 2.4.24.

Jeg kan jo ligesom ikke løbe fra mit maveskind. Hvor meget jeg ellers forsøger at trække det ind. Så har jeg jo én gang født. Og havde jeg ikke født, havde jeg måske – som min søster – alligevel fedt på maven at sloges med. Det er jo ikke særligt prydefuldt eller som et ekstra plus, det tæller jo nærmest 100 % på minuskontoen. Ikke attråværdigt eller værd at vise frem. Det er jo som et slags hænge-parti, ikke bare bogstaveligt. Nu, hvor jeg har tilbragt aftenen sammen med Martin. Han kender måske slet ikke min baggrund, og som psykisk sårbar tåler han den måske slet ikke. Det er som at holde noget tilbage, som ikke er til at skjule. Det er som at foregive at være noget andet. En kvinde uden mærker. Det er jeg bestemt ikke. Hvor var han fin. 27.3.24.

En ven skriver sms kl. 1.30 om natten. Jeg vågner ved at min telefon vibrerer. Han plejer at sende mig musikvideoer, så jeg slår det hen, tjekker ikke lige. Får dog lige bekræftet, at beskeden er fra ham (det er mørkt, uden briller). Men mens jeg tjekker sms tikker der også en mail ind. Jeg bliver nysgerrig. En kommentar til min seneste melodi, den indspilning jeg lagde ud i aftes. Shit, tænker jeg. Nogen vil klage eller bede mig uddybe min teologi eller spørge: hvad fanden er meningen. Kan jeg sove videre uden at se kommentaren, tænker jeg. Jeg vælger at tage brillerne på, kigge ordentligt. "Smuk stemme", lyder kommentaren. Pyha, ingen kritik. Hvor er det egentlig mærkeligt, ingen spørger mig mere til mine mærkelige tekster, tænker jeg. Jeg glemmer helt, at muligheden faktisk er der. Nogle må da undre sig kosteligt. "I dit rige vil jeg segne", - jamen er det ikke meningen, at med opstandelsen indfinder freden sig, forløsningen? Hvorfor segne hos Gud. Hvor bliver opbyggeligheden af i sangteksten, opmuntringen? Men jeg beskriver kvalerne, så tæt som muligt. Mit publikum forstår åbenbart godt konteksten. Og jeg har for tiden en trofast fan, der liker, når jeg poster en ny sang. Måske er det ham, Kim, fra gammel tid, der også følger mig på Soundcloud. Der er det ved at skrive almenmenneskeligt, at andre kan spejle sig i teksterne. Der er det ved at skrive om den enestående livsbane, det usædvanlige tilfælde, at det kan andre også spejle sig i. Fordi vi på én gang er unikke og helt almindelige. Jeg kunne sove roligt videre, en kommenterer min sangstemme. Ville også nødigt vove mig ud i en forklaring af tekstunivers eller betoning. Jeg har en vis appel, ellers ville folk jo ikke klikke sig ind. Sangtitlen skal invitere, er jeg opmærksom på. Men gør det ikke altid, hvilket er et vilkår. Nogle sange kræver lige lidt mere af tilhøreren. Og måske fortryder han bagefter at have lyttet med. At få en like – ja, jeg fatter det faktisk ikke. At et menneske derude bare har godtaget mit materiale, for det, det er! Tak af hjertet. 27.3.24.

Ved din skulder, i din favn vil jeg græde stort. Flænge mit bryst, blodet fosser ud. Hold mig venligst, dette bli'r for tungt. I dit rige vil jeg segne. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 26.3.24. Evt. også i en anden udgave:   https://youtu.be/whbBbHFE0S8 

Hun satte sig på hug foran mig efter koncerten. Hun var rørt. Helt intuitivt lænede jeg mig frem og min pande mødte hendes pande, helt tæt. Jeg kendte ikke kvinden. "Det var så beroligende, mine skuldre sænkede sig", sagde hun. Det var netop, hvad jeg ønskede, at musikken havde som effekt. Snakken gik frit i rummet efter vi havde optrådt med vores salmer i Galleri Grane. Det havde åbnet til samvær. De sidste numre fremførte jeg med et smil på læben og glæde i hele min mimik. Sådan føltes det i hvert fald. Fordi man ønsker at lade en kraft strømme fra én. Ud mod de andre, ind i de fremmødte. Ikke for at de nødvendigvis sku have noget med hjem, men fordi de skulle mærke den samme kraft, som jeg havde iboende. "Har du uddannet dig på musikkonservatoriet?". Nej, jeg prøvede, men kom ikke ind og prøvede ikke igen. "Skal jeres salmer ikke i salmebogen?", lød det fra en anden. Den bedste kritik, vi overhovedet ku få. At publikum regnede os med. Hendes ansigt var så tæt op af mig, at jeg tænkte på min ånde, når jeg talte, og min duft fra min krop, som næsten må have blandet sig med hendes. Men der var ingen forbehold. Hun ønskede at fortælle mig noget, spurgte om vi blev lidt endnu. Jeg var ellers blevet mødt af negativ kritik før koncerten, at man ikke kunne høre teksten på cd'en, fordi klaveret lød for højt. "Er I mand og kone?", naturligt nok spurgt, fordi vi krammede, da de klappede af os, Lars og jeg. Som om, det gav oplevelsen et ekstra lag, hvis vi samtidig var elskende. Det var alt sammen det, der skete i rummet, vi skabte med de fremmødte. Min stemme fejlede ingenting, men jeg blev først helt rolig i vejrtrækningen i de sidste sange. Også nogle gange fordi jeg simpelthen selv bliver rørt over teksterne, selvom jeg jo bør være professionel. En musiker kom hen – jeg havde ikke behøvet kun at vælge korte sange, som jeg havde gjort, syntes han. "Håber, I kan holde til et par mere", sagde jeg på et tidspunkt, som om jeg var i vejen eller til besvær. Cd'erne skal have kritik, mange steder lyder jeg næsten bange. Det var netop derfor, jeg begyndte at lave egne videooptagelser, fordi jeg ville vise en mere frigjort indsyngning. Med mere ro og overskud. Martin fra livfilosofi-holdet kom – men ikke flere kommentarer til det. Min pande mod hendes sagde alt det hele. "Bed Gud om hjælp", var hendes sidste ord. 24.3.24.

At det var det, der sku lamme mig. Trække livskraften ud af mig. Havde jeg ikke troet. Det ikke at have håb for tilværelsen. Nu, hvor jeg i morgen skal optræde med salmerne, formår jeg ikke engang at (blot) trøste mig selv. Konspirationstankerne, min ven introducerede mig for i forgårs (primært om klimaet), har plantet sig i mig. Til at opveje min pessimisme forsøger jeg at læse om 2025 – vendepunktet og Den nye tidsalder. Hvis ikke jeg har kraften i morgen foran klaveret, hvem skal så løfte os igennem. At jeg har forsøgt ikke at blive forkølet, har øvet mig jævnt, gået tur i skoven netop nu for formens skyld, er åbenbart alt sammen ligegyldigt. Så længe jeg har mistet livshåbet, er jeg dømt ude. Herre, omvend mig (venligst). 22.3.24.

En Facebook-ven skriver, han har været syg, indlagt, poster et billede fra hospitalet. Hvem vil ikke gerne vide mere – er der sket ham noget? Men jeg klikker mig med vilje ikke videre derind. Ind kan man nemlig sige. Ind i sladderen, det sensationelle, ulykken der har ramt ham. Endda en, jeg er Facebook-ven med. Sådan vil Facebook-bagmændene vide om mig. Jeg falder ikke for store overskrifter, saftige teasere, virkelig. Sladder er noget af det værste, der findes, skriver teosofien også. Jo, jeg kan finde på at se "Grænsepatruljen" eller "Alarmcentralen", men jeg klikker mig væk, hvis nogen bliver udnyttet bare for at ku skabe godt fjernsyn. Jeg ser det for den bagvedliggende histories skyld. Det eneste, jeg går med ad, er "Smadremanden", som popper op uden jeg har bedt om det. Alt andet overser jeg. Selv videoer med babyer eller hundehvalpe, som andre 3 millioner mennesker verden over ellers har set. Da er jeg kritisk, konsekvent. "Vi interesserer os for dine minder, Anne Marie", skriver de nogle gange. Men jeg er modstander af at poste ting to gange eller flere, for hvorfor det. Og hvem er for øvrigt "vi", som interesserer sig for min digitale færden. Det er med garanti ikke en ven og slet ikke min. 18.3.24.

Det er helt sikkert et levn derfra. Jeg kan ikke bære at se noget værdifuldt gå til grunde. Som nu den springmadras, jeg har kasseret i dag. Først satte jeg den til salg for 25 kr. i den blå avis. Men efter et par timer, deaktiverede jeg annoncen for selv at afvikle madrassen. Tage betrækket af, gå ned med skummadrasserne hver for sig til affaldspladsen. Men det endte med noget skubben ned af trappen, og jeg måtte i stedet opbevare dem i mit kælderrum, indtil en kan hjælpe mig med resten. Det piner mig derfor, når jeg ser den deaktiverede annonce, som er blevet set af flere. Hvorfor ku jeg ikke vente og se? Den ku have gjort nytte et andet sted. Jeg maltrakterede den, som jeg gjorde med mit barn. Afviklede den kynisk. Det ærgrer mig og gør mig også ked af det. Jeg kan ikke bære at se noget værdifuldt gå til grunde, meget værre end en madras er jo et levende barn. Det piner mig, at jeg ikke gav madrassen en chance mere. Nu ligger den død hen. Undskyld, men parallellen er svimlende nær. Den har fulgt mig i 10 år, og så ku jeg ikke engang vente en halv dag på et svar på annoncen. Og nu er det for sent. Gisp – fortrydelse sku være noget af det værste. Man har ikke levet op til egne forventninger. Ej heller Guds. Man har handlet egenrådigt, uden omtanke. Etik. Jeg har kvaler over at afvikle selv døde ting, hvordan så ikke et levende menneske.. 17.3.24.

Jeg skal tømme dine ord, lyde hult, drikke bægeret ud, inden sidste omgang og starte på ny. Ta(ge) en test, være bedst, indtil Gud be'r mig blive sidst. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 17.3.24.

Det er jo tanken om – hvad skal jeg med endnu et par sandaler. Bliver det min sidste sommer? Hvad nytter det at drømme langsigtet. Har alligevel lige købt en bikini til sommer, i fald der sku blive brug for en. Og et par sandaler (mere). Jeg vil prøve at leve fuldt ud. Brænde igennem. Tage det bedste tøj på, være kvik og let i bemærkningen. Vove noget, jeg ellers ville afholde mig fra at gøre. Tage mig lidt af dem, der bliver klemt, som f.eks. min yngste bror. Leve med at være overtræt, ikke lige få sovet igennem. Ofre mig, ja kaste mig ind i livskampen. På den helt store arena. Male med den fede pensel. Tyk, tyk sværte. Kalde mig beredt, og siden være det. 14.3.24.

Jeg kan ikke undgå at synes, at Lars Simonsen er den bedste skuespiller. Først som søn af en psykisk syg mor i "Tro, håb og kærlighed". Og siden i "Pelle Erobreren" som ung mand, der gør en kvinde gravid af sand kærlighed. Da Bent Mejding, som Eriks far giver ham en lussing, hvor Erik så siger: "En dag spærrer du vel også mig inde", er helt formidabelt skuespil. Hele Eriks ansigt er i spil i tusinde nuancer. Pelle Erobreren er så smuk på mange måder. Men da den unge kvinde efterlader sit spædbarn i åen og nogen bagefter finder det dødt.. Da hun bliver kørt væk af datidens ordensmagt. Og reelt intet har gjort forkert.. Fået et barn i kærlighed, som der (bare) ikke var plads til. Undskyld, men hendes grådkvalte ansigt har jeg ikke set lignende på film før eller siden. Dette et slag for portrættet af den nødstedte, når det lykkes bedst. Hjerteskærende stærkt. 13.3.24.

Hun rummede mig. Mærkeligt nok lod det sig gøre. At jeg over for hende talte om Jesu genkomst og testamente. Hun bad mig gøre det konkret, hvordan efterlader jeg kunsten. Og omkring Jesus "får vi nok aldrig vished". Jeg fortalte hende om min fornemmelse tilbage i 1999. "Der er mange fællestræk", som hun sagde. Ofrer sig, videregiver kunst baseret på erfaring, som andre kan få gavn af. For at tage hensyn til de pårørende ku man lave en klausul. Måske først udgive det sidste efter et par år. På den time, jeg sad hos hende, min psykolog, Louise, testede vi hvordan mit alarmsystem havde det. Hjertebanken, uro eller skete der en slags healing af de betændte emner. Hun dømte ikke det sagte som vanvid. Hun stejlede ikke og blev heller ikke frastødt. Shit mand, jeg fik det væsentlige sagt og hun tog godt imod det. Nu kan hun sige ved aftenbordet til sin mand, at en af hendes klienter talte rigeligt om genkomst. Men hun er god nok. At min mening ikke er at skade de medvirkende, dem jeg omtaler. At jeg har kvaler i forhold til, hvordan vennen eller broren tager imod det skrevne. Bare fordi min kunst skal ud i verden og leve. At det er en kunstners vilkår at omtale sin omverden. "Og jeg er her jo som Anne Marie Eriksen denne gang", fik jeg sagt. Altså hvad betyder sammenligningen overhovedet. Det var ikke, fordi jeg var presset af andre ting i min hverdag, at tankerne blev så ekstreme. Temaet – testamente – er tilbagevendende. Så dybt, dybt taknemmelig, jeg er for hendes tilgang og afværgen. Så fint et rum, hun skabte for de skamfulde ting. Ikke kunnet sige det til andre. 11.3.24.

Jeg spørger den åndelige verden til offentliggørelsen af de skjulte afsnit. Jeg trækker kortet, "Glæde". Jeg var begyndt at tænke, at det samlede værk ku være det synlige, men den går åbenbart ikke. Det er ikke, fordi de skjulte værker er "grimme", det er jo mere et supplement til det allerede udgivne. Altså uddybninger, det underliggende, motiver, de private optegnelser og navne på de berørte. Sku jeg efterlade det til en person, som så ku vælge efter behov? Nej, jeg skal for alt i verden selv lave anvisninger (testamente) på, hvordan materialet skal videreføres. Er jeg meget selvhøjtidelig ved at skrive sådan her? Ja. Hvordan kan jeg vide, at det, der ikke kom med, er interessant for nogen. Kære eftertid – du kan da bare lade være med at klikke dig derind. Det er jo bare en kunstners dagbog. Hvad rager det mig, ku du tænke. I er frie til at tænke alt muligt, dette var (bare) mit bidrag. Jeg skal gå efter en hel udgivelse, en fuldt ud synlig udgave. Jeg har trukket kortet, Glæde, og det siger noget om velsignelse og visdom. En kærlig given fra sig. Og det er netop, hvad jeg er. 10.3.24.

Han nævnte det allerede i Haderslev (1992), overlægen, Olstrup, at jeg havde en "grænsepsykotisk personlighed, hvor identiteten indimellem helt opløser sig". Klokken er nu 13.42 og dagen er ikke gået med andet end at ligge og have det skidt. Uden følelse af tilknytning, høren til noget eller nogen. Ingen fornemmelse af jeg-stemme, styrke og særkende. Bare een stor uoverskuelighedsfølelse. Mørke forude med de gøremål, der venter mig i den kommende uge. Trods udsigten til at skulle have en snak hos min psykolog i morgen, som givetvis vil lette noget. Tage noget af tyngden. Jeg troede måske bare, at sådan et hul ku ikke opstå, når jeg nu var så velfungerende, havde en hverdag med mening osv. Men det er akkurat hændt. Først nu fik jeg dagens første sms, hvor min ven skriver, jeg kun behøver gå med hunden en enkelt dag i den kommende uge. Mine bekymringer går lige fra, at hunden snart kommer i løbetid, til at min vens bil skal efterses for olie, kølervæske osv. hvilket han er sent til at få gjort. Til at jeg synes, jeg forærer mig væk, i det besøg hos en veninde, der er planlagt til på torsdag. Eller der er meget lidt lyst forbundet med at skulle se hende, og jeg kan faktisk ikke forstå, hvorfor. Så der ligger jeg på lydløs med dynen op over og tænker: hvad ku gøre dig glad? Hvad med at tage på shopping. Men jeg er fuldstændig lost. Til sidst fik jeg lidt søvn og det samlede mig lidt. Så jeg ku tænke mere klart bagefter. Så kom sms'en fra min ven, som også fratog mig pres (gåturen med hunden den ene dag). Nu ved jeg ikke, om jeg kan bede om mere, for at få en god dag. Jeg vil gerne gøre rent hos ham og hunden, nu de begge ikke er hjemme hele dagen i dag. Men først nu kan jeg rigtig se det for mig. Jeg kan gå helt i opløsning, miste greb om, hvem jeg er eller plejer at være. Især ved udsigten til mørke eller stress over for mange gøremål, der er præget af ulyst eller for meget ansvar. Olstrup havde ret, jeg troede bare.. 10.3.24.

Før jeg dør, Lad mig sige de ord, der skal stå for sig selv, uden en ven. Gøre fortræd, bånde dit skrig, Kristus. For at verden blødte med. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 7.3.24.

Skænder nogen mit lig, vil musikken på trods leve videre. En allerede én gang indsunget melodi vil ikke vende tavs tilbage. Den kan ingen afvæbne. Navalnyj. (Natten til) 2.3.24.

Der skete jo ikke noget her i december/januar – såsom "en flytning" eller lignende. Astrologen tog helt fejl i at korrigere mit fødselshoroskop fra for 30 år siden, med fødselstidspunkt oprindeligt: 20.38.12. til nu: 20.22.00. Hun "får ingenting på mig", som hun sagde ved vores træf for to år siden, hvis hun holdt fast i Løve-ascendant og det oprindelige udgangspunkt. Men nej – da var det det, hun sku ha sagt. Måske er der noget, jeg ikke skal vide eller se. Så helt aldeles fremmed det er, hvis det, hun forudsagde for 30 år siden, ikke var knyttet til mig alligevel, - for det meste holdt stik og viste sig at ske. Jeg er klart 20.38.12. Rigsarkivet havde vist skrevet et skøn på 20.40, så hvordan overhovedet nå til 20.22? Længe troede jeg på en flytning her henover årsskiftet på baggrund af hendes ord. Nu tror jeg, den session, at vi mødtes, sku have haft helt andre betingelser. Hun skulle have meldt pas eller trukket sig, sagt hun ikke kan udføre sit arbejde. I stedet malplacerede hun. Tak for at tage så meget fejl. Jeg er Løven, selv i mit hår. 29.2.24.

Indrømmet: jeg er sådan set bange. For at fejle noget med hoften, ud fra mine smerter i lysken, skal røntgenfotograferes om tre dage. Så er det jo omsonst, om jeg skal flytte i et 2-etagers hus, hvis trapperne fremover skal volde mig problemer. Læser noget om "intern springhofte", men jeg ved ikke nok, om det også kan sidde på indersiden helt ind til skridtet. Jeg har været så spændstig og nu fejler jeg måske noget, der er vedvarende, kronisk. Uden egentlig at have gjort noget forkert, bortset fra at sove på kun den ene side i årevis, og i den stilling måske presse knæ og lår mod hinanden. Det er som at få en dom. Hus eller ej, drøm eller realitet. Ingen problemer at cykle, gå eller bøje mig, bortset fra der indimellem kommer en klik-lyd, som om noget skal falde på plads indvendig. Og det gør lidt ondt. Smører mig nu igen med Voltaren. Prøver ikke at beklage mig til nogen (mine forældre ved f.eks. ingenting). Må stole på, verden før har kendt og set sådan et tilfælde, så der er gode råd at hente. Google er da både farligt og hjælpsomt. Kære, kære helbred. 27.2.24.

Jeg er ikke typen, der tager på et kursus og varsler en helt ny malestil, f.eks. Jeg er typen, der nogenlunde ved, hvad jeg kan, og uddyber det. I adskillige variationer. Da jeg spillede badminton som barn, nåede jeg ligesom et niveau, men ikke højere end det. Jeg forblev på et vist stadie resten af min badmintontid. Det var et ret højt niveau, men det udviklede sig ikke videre. Min søster spurgte i forgårs: "Skal du ikke til at spille noget mere moderne musik?". Hvad mener du, mine kompositioner er spritnye. Noget med becifring og akkorder, sagde hun. "Det kan jeg slet ikke", var mit svar. "Nej, men det kan du jo lære", fortsatte hun. Egentlig bagefter opfattede jeg det som kritik af det bestående. Det, der kendetegner mig, danner mig, ja skaber mig. Men hun prøvede at udfordre mig. Ligesom læreren på kunstakademiet jo gerne så mig i bevægelse. Og en vikarlærer åbnede også mit potentiale helt op, så jeg fornyede min stil. Også i dag ser jeg en bevægelse fra billede til billede. Men alligevel kommer jeg nok aldrig til at tage et kursus. Der ellers kunne lære mig noget (nyt). Ligesom min sindslidelse er konstant er mit råderum indenfor kunsten det også. Mange ville kritisere den indstilling. For du udvikler dig jo også som menneske, er i forskellige parforhold, i forskellige sociale sammenhænge, grupper. Selv kroppen forandrer sig over år. Ligeledes din kunst. Men ligesom jeg har nogle for mig særlige arveanlæg, karakteristika, da må gryden så at sige, fra hvilken jeg finder min inspiration eller mine ideer, holdes i kog men ikke koge over. Jeg skal ikke stikke ud af en retning, der er mig helt fremmed. Hvor er du kedelig, ku man indvende. Jeg kan bare godt lide udtrykket at uddybe, hvad jeg i forvejen er bekendt med. Det skader ingen at blive i samme toneart, men variere sekvensen, jeg spiller. Eller kadencen, jeg slutter med. Jeg er jo heller ikke både sorthåret og hvidhåret på samme tid. Jeg har en vis begrænsning. Helt naturligt. Kald mig bare den, man kan regne med. Klippe. 25.2.24.

Det, der aldrig nævnes, må anes i forsvar, ligge i tonen under. Der dufted' af barndom. Fik lyst at spørge: "Hvad med din mor?", "Far, er du glad?", trods det traume, som jeg har bragt ind tømt for skyld. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 24.2.2024.

Jeg er helt sikkert til mænd. Det ved jeg, fordi den mandlige læge i dag gjorde mig helt befippet. Først rettede jeg hans "Anne" til "Anne Marie", hvorefter jeg var lige ved at begynde en snak om navne. Og fordi jeg ikke hørte hans svar, men bare stirrede ind i hans øjne og forklarede mig så utroligt dårligt. Med stor latter indimellem: "Ja, og jeg googlede alt muligt derhjemme med at det kunne sige klik inde i leddet". Ha ha. Jeg kom først til mig selv, da han bad mig hoste, mens jeg lå ned, for jeg holdt mig nemlig for munden som i et slags hensyn. Og fik takket ham oprigtigt til sidst for at sende mig til røntgen. Ikke som den kvindelige læge, der for et par år siden efter et par minutters snak spurgte mig: "Hvorfor er du førtidspensionist, Anne Marie?". Som om psykisk syg stod ud af mig. Endelig går man jo til en læge, fordi man vil have hjælp til et problem. Det er jo en form for rådgivning, så man får klarhed. Og en dialog, der gerne sku munde ud i en form for diagnose. "Du kommer ind til Henning/Flemming", havde de sagt. Ja, men det er helt ok, det er jo heller ikke noget akut. Hvad kan jeg have imod nogen, hvis jeg bare bliver undersøgt. Jo, der er noget sårbart over situationen, fordi jeg blotter mig (sku have tøj af), men det bliver jo først skingert i det øjeblik en af os flirter eller inviterer den anden ud! Det upassende findes i mange grader og jeg kender dets natur ganske godt. Der er en kontekst, vi kan tale indenfor, og der er den risiko, at man bryder rummet og sprænger ind til noget andet, så relationen bliver belastet. Eller udvidet, om man vil. Det skal man undgå. Inden han kalder mig ind, har han sikkert læst i min journal med store bogstaver, at jeg er "sindslidende". Allerede der tager han sine forbehold. Og spekulerer på, hvad han kan vente eller hænde at komme ud for. Det er jo der, en læge viser sit værd. Skeler til min fortid eller hvad jeg er grundet af, men ser ud over det. Her kommer en kvinde ind med smerter i lysken, hvordan hjælper jeg hende bedst. Jeg skal ikke dufte hende, i det hele taget tage hende ind. Kun i konsultation. Klinisk, nøgternt, fordi det er mit job. Hvad der lever imellem os i øvrigt, er sagen uvedkommende. Jeg registrerer hendes duft eller hendes akavethed, men dømmer den ikke. Jeg tror, han var under oplæring, i hvert fald ikke fastansat i klinikken (endnu). Distræt – det var det, jeg var. Kvinde over for mand. 23.2.24.

Jeg er højst udsat. Har sendt materiale ind via en digital formular, om et arrangement jeg er med til at arrangere. Systemet melder fejl tre gange, efter jeg sirligt har udfyldt rubrikkerne. Er jeg idiot? Endelig googler jeg kopiere med tastaturet og ikke med musen, så jeg ikke behøver genskrive præsentationen igen og igen. Til sidst opdager jeg, hvad jeg har forsømt at gøre i felterne og gør det rigtigt. Men får ikke gennemtjekket de øvrige felter, så jeg kan være helt sikker. Også fordi jeg tror, noget af det handler om, at jeg har blanketten for lang tid åben. Så her sidder jeg bagefter, da den fjerde gang godtager, og spekulerer på, om jeg i farten fik udfyldt korrekt. Det er min største frygt, hvis det er min skyld, der kommer til at stå noget vrøvl i det trykte program (LitteratureXchange). Jeg tror, jeg har siddet her en time over den samme blanket. Og jeg tror faktisk ikke, jeg får det retur til godkendelse, før det er trykt. Dato, tidspunkt, sted, det alt sammen – var jeg klar i hovedet den fjerde gang? Det er højspændt og udstiller i fuld størrelse, hvorfor jeg ikke blev på det regnskabskontor i et fleksjob mere end et år i 2002. Jeg eftertjekkede i eet væk. Det tager både tid og koster kræfter. Dette er eksponering for fuld blus. Det er mine hænder, der har siddet over tastaturet, endda har jeg medvirket til at skrive teksten om ham, vi inviterer. Ja, at vi overhovedet inviterer en er også min ide. Så jeg skulle næsten følge det til dørs. I heden nåede jeg endda at rette en fejl i det skrevne, som ingen af de to andre parter i forløbet havde opdaget. Systemet godkendte mig, min ansøgning gik igennem, der lyste grønt lys på skærmen. Endelig havde jeg gjort, hvad der var påkrævet. Nu kan jeg kun vente med at se programmet, om jeg har sjusket eller misset noget. Det var også hårdt i forgårs at tjekke, hvor rejsekortet var under min tur til Sønderjylland. Men jeg var underlig rolig over, om jeg nu nåede bussen videre. Jeg sad endda over for en kat i et bur (!), som ikke brød sig synderligt om at køre i tog. Jeg har en brist med nogen, der lider eller beklager sig – hvorfor lindrer man dem ikke? F.eks. et grædende barn. Vi kommer alle ud for situationer, der vil presse os maksimalt. Kvinden med katten sku heldigvis af allerede i Horsens, plus at hun undskyldte til os, der sad nærmest. Den nødlidende ku jeg skrive en hel bog om.. 22.2.24.

Jeg er begyndt at holde rod nede – i min lejlighed, mener jeg. Hvorfor vente med at stille en beskidt kop ud til opvask i køkkenet, når man kan afvikle det nu. Jeg lader ikke tingene eskalere, så det løber mig af hænde, men tager det i opløbet. Enten er jeg blevet fornuftig eller noget andet. Jeg vil hellere vågne op til en halv opvask i morgen tidlig end en hel. Og nu, hvor min lejlighed er ok holdt i orden, kan jeg også bedre invitere gæster ind ved døren, hvis de altså stod der. Helt spontant, mener jeg. Der er ikke noget, der sejler. Det er en form for kontrol eller ordnen sit liv. Tankevækkende, om der ser lige så ordentligt ud inde i mit hoved. Eller i mit emotionelle liv. Eller i min musik for den sags skyld. Det interesserer mig bare at registrere, som en slags tagen sig af. Holden nede betyder her ikke undertrykke eller fortrænge, men tværtimod bare at få afviklet, gjort. Spreder der sig derfor alt for meget på mit gulv, samler jeg noget af det op efterhånden, og venter ikke til at gøre det på én gang, hvor det har hobet sig op. Ja, nu har jeg efterhånden sagt det samme flere gange. Her er rydeligt og nogenlunde pænt. Det betyder vel også noget for psyken at se orden omkring sig? Kan man kalde det en slags mestring? 19.2.24.

Jeg kom til at gå på tanken. Jeg plejer at hade bare lugten derinde, de ansatte er så stramme i ansigtet, varerne er kongedyre. Men jeg gjorde det bare. Pizzaslicen smagte ikke engang ulækker fed, ikke engang det dyr, der har leveret kød til den, føler jeg skyld over for. Så nu, hvor jeg er kommet hjem, og har spist 8 stykker lakrids af en pose med måske 30, har jeg det egentlig ok i maven, men også samvittighedsmæssigt. Jeg kompenserer ikke engang med at synes, jeg skal spise frugt og grønt for at opveje. Jeg beholder det i maven uden at reagere. Og det er sundt. Ligesom i mandags, hvor jeg spiste kæmpe fastelavnsbolle med fløde og alting hos min søster. Jeg gjorde ingenting bagefter, andet end holdt lidt igen med fedt resten af dagen. For 10 år siden, havde jeg vandret mindst en tur for at forbrænde. Ja, endda ret hurtigt efter madindtaget. Som en form for trang til at rense ud. Men jeg renser jo allerede ud. Ved at blive ved følelsen af nydelse, både pizza og lakrids smagte dejligt. Ekspedienten i dag var rigtig sød, selvom prisen ikke var. Jeg har intet fortrudt! Herligt at ku sige det – bare jeg ku sige det gældende for hele mit liv. Det fornuftige havde været at gå hjem og lave noget pasta, bruge det jeg havde i køleskabet. Men jeg flottede mig. Og jeg står ved. Jeg har været på tanken, valgt den nemme løsning. Og nu ligger maden og arbejder i min mave. Fred med det. 15.2.24.

Jeg havde skrevet om min trang til at være Jesus, i en tekst som jeg sendte ind til Poetklubbens tidsskrift, så det ku blive trykt der. Ingen censur, så ja det ville være kommet med. Men det var sårbart. Og upassende. Jeg spurgte en ven til råds, og han påpegede andre problemer, end jeg selv havde set. En sand ven. Jeg trak mit bidrag tilbage, bad redaktøren se bort fra min henvendelse. Lige haft tekster med i bladet to gange i træk. Behøver ikke synes, jeg skal finde en passende tekst. Bare se de andre være i spil og høste selvtillid ved at se deres digt blive trykt i et fysisk magasin. Der skal ikke stå noget om min brist – min Jesus. De fleste ved, jeg døjer med psyken, men hvorfor skilte med det der. Hun må jo være sindssyg, ville de sige. Jeg behøver end ikke prale med, at stykket var godt skrevet og alene af den grund ku komme i betragtning. Der skal ikke stå noget. En rigtig ven råder en med både ris og ros. At jeg overhovedet tog ham (Lars) med på råd, vidner bare om, at jeg allerede selv var i tvivl. De ville alle have læst det: hun tror, hun er Jesus. Det ville ikke være løgn, men unødvendig blottelse. Jeg laver selvcensur. Stykket har været postet her på sitet for et par måneder siden, hvor det mere hører hjemme. Det kaldes vist situationsfornemmelse eller omhu. Man synger jo heller ikke på gaden, man gør det i et øverum, en kirke, derhjemme. Man skal vælge, hvor man vil udkomme. Trods det, at budskabet kan være nok så vigtigt. Og det var ikke der. 11.2.24.

I mit bryst ånder der tvivl; Er der virk'lig trygt i min favn? Når nu jeg tog en andens liv og løb min vej. Hvem skal jeg spørge, når nu han er død? Kigger på hunden; Den har intet sagt - imod. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 10.2.24.

Jeg tænker konstant i afvikling. Hvis hjemmesidebestyreren i bestyrelsen dør, må vi sørge for, vi har log on oplysninger. Hvis min ven dør, vil jeg rydde op i hans ting på den og den måde. Sørge for praktisk, aflevere hans lejlighed. Hvis jeg selv dør. Indtil jeg kommer i tanker om hunden, der er så livlig, springer op af selv dyrlægen. Den er så fuld af appetit på livet, og det rører mig dybt (til tårer). Som det lille barn, der springer henad fortovet af begejstring, for at blive større, bedre, mere livsduelig. Og vi skal sammen skabe de bedste rammer og betingelser. Tage os af træets stamme, så at sige. "Den vej går det jo for os alle", som min mor sagde i går. Hun må simpelthen have en depression, den samme som for et år siden, bare i en anden valør. Bør hun ikke – leve!? Holde modet oppe, nære håb? Det var også mødet med min barndomsveninde. Vi er lige gamle og genkendte de samme skavanker hos hinanden. F.eks. det at blive mere forsigtig med alderen. Stillekupé, pladsbillet, tryghed osv. Samt løst hud på benene, mere udmattelse, briller. Skal jeg virkelig tænke de begravelser ind, der uvægerligt vil komme forude? Det bliver en lærer på Gallo skolen, en fra Poetklubbens bestyrelse. Men hunden bekymrer sig ikke om regnen, der hober sig op, som fylder nyhedsbilledet som i dag. Den vil bare frem, frem. Afvikling af en lejlighed. Det betyder jo en ny begyndelse på en anden måde. Der må jo sideløbende med afvikling ske fornyelse. Det er jo det, opstandelsestanken går ud på. Det er jo ikke slut. 5.2.24.

Du beder mig faktisk drømme. Du beder mig danne luftkasteller, visualisere hvordan tingene ku blive. Fodre de tanker, der bringer nyt til mit liv. Som f.eks. et hus. Her har jeg i fire dage affundet mig med at skulle være i denne lejlighed, ja at det nok var det bedste. Men været så utrolig depressiv, uden at vide hvorfor. Men du fortæller mig, jeg har tabt mine drømme, at jeg bør gøre mig forestillinger om, hvordan det kunne blive bedre et andet sted. Hvilke nye ting fremtiden ku indeholde. Dermed åbner du for en portal eller dør, jeg havde lukket for nu. Du beder mig nærmest sparke den ind. Jeg vil forandringen og du siger, den er mulig. Jeg vil fra nu af lægge mig roligt i de tankebaner, som varsler nybrud. Fordi du har bedt mig. Også for at komme min depression til livs. Jeg kan ikke ellers forstå, hvorfor jeg skal gå rundt og have det så skidt på fjerdedagen. Og jeg har spurgt og appelleret, uden at finde svar eller ro. Du siger, jeg kan nære håb, ja pleje et ønske, ja forberede en vej. Hvad skulle vi også ellers end drømme om en bedre dag forude? 4.2.24.

Fastelavn og jeg, som går i dække, kan allig'vel ikke skjule syndens omfang. Flaskehals peger indad. Brodden, som går så dybt, - men vingen er virk'lig min. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 31.1.24.

Jeg havde ikke roen. Se et barn vokse op. Tage mig en uddannelse. Finde et sted at bo. Jeg var angst, oprørsk, panisk optaget af en katastrofeverden. Der var ikke – tid. Nu ser jeg som 51-årig, at der er masser af tid. Hvorfor skal melodien gøres færdig med det samme. Har mit publikum nogensinde sagt, de venter eller afventer eller keder sig eller går pga. utålmodighed. Verden er fuld af klikken sig frem og tilbage i et rasende tempo. Der går noget tabt. I dag har jeg løse yogabukser på og jeg har hvilet to gange og den længste tur, jeg har været på, var ned af trappen efter avisen. Hvorfor ikke – det er lørdag. Hvad er det for forventninger, nogle har til os. Vi skal kun leve op til egne forventninger. Hvem kan måle, om min dag er lykkedes. Det kan jeg kun selv. Set udefra vil nogen sige, jeg har levet lidt rigeligt op til min førtidspension. Mens jeg ville sige, jeg har uddybet den, fuldendt eller udtrykt den. Jeg har skrevet referat af et møde, gjort rent, uden at andre har stillet krav til mig. Jeg har i en helt anden målestok gjort gavn, ved at være det eksempel i verden, der tager tingene roligt. Der er det ord, "Casual", på engelsk, som er helt fantastisk. Jeg hilste for øvrigt også på en hund på vej ned af trappen. Jeg er som grundvandet, der lige så stille synker. Mon ikke jeg har været der. 27.1.24.

Alt, hvad du kræver, er som en snestorm. Raser mit indre og hvor jeg går. Taler om hunden og dens sind. Selv er jeg kun middelvind. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 22.1.24. I kærlighed til hunden, Freja.

Jeg har haft disse regler for mig selv, jeg går ud fra som en slags selvopholdelsesdrift. At jeg hellere måtte motionere mindst hver tredje dag. Øve sang højst med fem dages pause imellem. Udgive dagbogsnotat her på siden, før der er gået fire dage siden sidst. Spise gulerod og appelsin for at opveje usundt. Alle disse regler. Det ser jeg nu, hvor jeg slækker på dem. F.eks. slog det mig, at jeg havde det udmærket uden at motionere, og udmærket uden at have skrevet for et publikum i et notat offentligt. Hvem gør det godt, at jeg overholder visse standarder – forhåbentlig kun mig selv. Sund fornuft siger, at motion er godt, at sund kost er godt. At udtryk i kunst forløser for den, der er kunstner. At holde sangstemmen ved lige betyder noget for smidighed. Havde jeg slet ingen mål for dagen eller for ugen, for min krop eller øvrige velbefindende, gik jeg måske helt i hundene, uden formål? Jeg vejede stadig under 65 til morgen, trods at motionen i går blev prioriteret væk. Er jeg måske dårligere til at elske mit medmenneske på den baggrund (uden motion)? Nej. Hvad betyder det for kærligheden, om kroppen er fit eller om man er i berøring med sit materiale, sin metier. Det er som en salgs muskel, der skal plejes. Mere og mere skriver jeg mig frem til, at mål – urimelige eller ej – er vigtige for et menneske. Men i petitessen gå op i, at jeg nok snart må skrive teksten til den nyeste melodi, for ligesom at følge med eller være med på beatet eller holde min tilhører til, det er jo indbildning. Det er jo at overvurdere egen betydning. Hvad om jeg slækkede lidt. Hunden – dens trodsighed, hidsighed, frækhed – kan jeg koge det ned til et vilkår, de fleste oplever. På vej op for at passe den, overhører jeg en fars samtale med sit barn i bussen. Han forklarer hende, at lillesøster nogle gange græder så meget, at de fortsat er nødt til at give hende sutten, selvom de gerne så, at hun ikke længere behøvede den. Er hundens vildskab ikke også noget, jeg selv indeholder, som også jeg har prøvet at dysse ned hos mig selv? Er det sundt at holde kraften tilbage? "Hun er jo bare glad", havde dyrlægen sagt. Jeg ser disse kampe udspille sig, hvor jeg giver fortabt midt på en sti. Sidst reagerede jeg helt uden ord, uden verbalt at skælde hunden ud. Jeg vendte mig om, når hun sprang op, forsøgte at lade som ingenting. Står hun og gør af mig/os, tager jeg stille en avis og lader som om, jeg er optaget. Jeg må ikke miste vitalitet. Som mine forældre, der har fået at vide, de ikke er dårlige nok til at komme på plejehjem endnu. Som bliver holdt til, hvilket giver dem fornyede kræfter til at klare opgaven. Vi må ikke forlade kroppens holden os til. Jeg er kun 51. Men vi kan blive rundere med alderen, mere drevne, mere tålmodige, large. Selvfølgelig skal vi have delmål og også søge at opfylde dem. Jeg sigter hver morgen efter at stå op kl. 7.30, når vækkeuret ringer, men langt de fleste dage bliver klokken 8.15. Jeg trak den, udvidede muligheden, var fleksibel. Dømte mig mildt. Indtil den dag, hvor klokken virkelig ringer til sidste omgang. Og jeg må lade alt tilbage. (Matth.24,v.17-19) 19.1.24.

Da sneen kom med sagte kraft, gik jeg for at dø i en drive sne. Men en hånd talte mig fra og jeg løb. Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen, 13.1.24. Evt. i en mere kraftfuld version (knap så intim): https://youtu.be/tMks3uDSQkU 

Jeg har prøvet at trække mig. Liket hans opslag sparsomt, f.eks. med en synes godt om tommelfinger i stedet for et hjerte. Selvom jeg egentlig synes bedre om det, han lægger ud, end jeg så giver udtryk for. Svaret hans nytårshilsen uden at sige for meget, lægge op til at ses eller noget, og uden hjerteikon. Jeg har villet sende et signal. Nu har han igen postet noget, hvor han står og synger. Dejligt at se og vide, han er på rette spor. Men jeg gør nok ingenting, reagerer ikke. Det er bedst sådan. Jeg taler om Viggo. 13.1.24.

(Jeg fjernede seddelen efter en halv time. Skamfuld over overhovedet at have placeret den der)

Måske var det for at skabe hygge, at den røde stol var placeret på en afsats midt på trappen i opgangen. At man ku tage sig et hvil der. Men det må den bare ikke, da opgangen skal være fri i tilfælde af brand. Måske sku jeg have skrevet seddelen noget før, men nu gjorde jeg det nu. Netop som jeg hørte, den nye underbo omtale stolen, som om den (heller) ikke tilhørte hende, - som jeg ellers havde formodet, nu hvor hun bærer sine ting ind over nogle dage. Emilie ku godt finde på at stille den der for hyggens skyld, hun har tidligere både stillet planter og hængt pynt på sit gelænder. Jeg har selvfølgelig ikke sagt noget. Tænk, hvis det er så uskyldigt som at ville sprede hygge. Ingen vedkender sig stolen, men nu hvor jeg har skrevet seddelen, må vedkommende jo reagere. Det er for det fælles bedste, jeg mener; brandregler. Jeg har tænkt på det i dagevis at påtale det. Måske var det mærkeligt, at de ku høre mig gå ned, for jeg har ikke skrevet initialer på seddelen, blot selve beskeden. Nu vil de vide, det sikkert er mig. Der er det, der kaldes dårlig timing. Måske vil den nye underbo tro, jeg er efter hende, fordi jeg tror, det er hendes. Men jeg hørte jo netop hende sige, det ikke forholdt sig sådan. Hvilket hun ikke kan vide, at jeg hørte. Måske er det den varme, røde stol, jeg selv lige har placeret mig i. Rødglødende. Måske sku jeg have gjort ingenting. Men jeg reagerede. Lidt sent og lidt klodset. Er jeg måske Herre over opgangen. 12.1.24.

Hvis man ligesom ikke kan se foråret foran sig. Eller ikke længere har drømme for fremtiden. Hvis ens ideer slipper op. Da kan man dø fra det hele. Som min egen farfar, der døde om vinteren, som havde sagt, han ikke kunne forestille sig foråret, der sku komme. Og som han altså aldrig fik at opleve. I går havde jeg så meget hjertebanken, at jeg tænkte alt muligt, bare mens jeg ventede på bussen. Hvor heldigt, at nu hvor jeg snart falder om, at jeg da ikke sidder alene på Gallo skolen, så ingen opdager det. De vil finde seddelen derhjemme på mit bord, hvorpå jeg har skrevet: "Jeg har brystsmerter og hjertebanken – bevar hjemmesiderne!". Som mit sidste ønske til verden. Alt vil passe med, at jeg er vendt tilbage til at synes, at Skovvangsvej-lejligheden er alletiders sted, så drømmen om et rækkehus tonede bort. Ligesom slet ikke at kunne se den fremtid for sig alligevel, det var faktisk skræmmende og turbulent. Hvorfor skifte mening dagligt om, hvor man helst vil bo. Og jeg skulle gennemtjekke regnskab for Poetklubben, og mange ting havde presset mig over dage. Men da jeg så sad over for min bedste ven og hans hund, faldt mit hjerte helt til ro. Han fortalte ting, der pressede ham, og min berøring med hunden var ren healing. Nu kommer jeg igen hjem med brystsmerter, efter at have øvet på Gallo. Tænker igennem, hvordan naboerne måske vil undre sig over, at vandhanen løber eller lyset er tændt eller andre ting. Når jeg nu falder om og bare ligger. Det er som, når en drøm brister, som den med rækkehuset, tror man, en dør har lukket sig. At der er færre gangbare veje at gå. Slutteligt konkluderede jeg, at det var hele min fremtid, der lukkede sig, at jeg måske sku dø – nu. Smerterne har jeg fået undersøgt for flere år siden. Det sidste, lægen sagde, var at jeg sku gå med nogle elastiske bh'er. Hjerte-adgang, lunger, bryst fejler ingenting. Men dør jeg fra jer, vil det være ok. Men jeg vil også gerne blive og færdiggøre. Føre til ende. Så jeg prøver at afdramatisere, har øvet sang på Gallo skolen, taget bussen i det glatte føre, selvom jeg var nervøs. Hørt min ven sige, at blot andre ting presser ham. Og jeg kender ikke min time. 11.1.24.

"Altid godt at kunne hjælpe", skrev de. Men de ku netop ikke hjælpe. Det måtte være mit udstyr, der er langsomt. Selvom jeg ingen problemer havde (og samme computer), før de begyndte at opgradere deres system. Jeg blev så harm – jeg skriver, "Tak, I har gjort, hvad I kunne", mere bare for at afslutte. Og hun skal måske over for sin chef vise en succesfuld dialog eller support-udveksling. Ligesom dem fra "pensionsselskabet", som igen ville gennemgå, hvordan jeg er stillet som folkepensionist, som siger som det allerførste, om det er ok, at de optager samtalen. For helvede, skælder jeg ud, så kommer det jo også ind nu på jeres optagelse, jeg har jo intet valg! Så jeg skældte ud. "I ringer hver tredje måned og jeg har prøvet at sige, jeg helst er fri, kan du ikke sætte et flueben ud for mig, så I ikke ringer mere?". Jo, det sku hun nok så. Endelig har jeg gang i denne plan om en ny bolig, så konkret så at jeg afhenter brugte flyttekasser på Stjernepladsen – i aften! Uden overhovedet at have fået et boligtilbud. Og jeg gør det selv, tager en taxa, har ryddet så der er plads i mit kælderrum. Gik ned til affaldspladsen med den overbevisning, at jeg igen ikke ville kunne åbne kæden til låsen – men døren var vidt åben, ulåst. Andre har haft samme problemer. Altså ku jeg begynde at sortere i det, der skal ud fra mit kælderrum. Hvis ingen andre har ord for det, vil jeg kalde det sejhed. Det, der har præget mig i dag. Også en form for ligeglad-hed, bitterhed eller harme. Mere på Gud og skæbnen end andet. Men dem, der har været i berøring med mig i dag har måske mærket min brod. En slags: "Jeg går bare selv", når ingen andre tilsyneladende vil hjælpe mig. Men min bedste ven tog tjansen med at gå med hunden, samt foreslog at køre flyttekasserne. Så der var faktisk lettelse, hvilket jeg også måtte have med i mit regnskab over uretfærdigheder. Jeg har jo heller ikke ondt nogle steder.. Men jeg har virkelig tænkt: idioter, røvhuller. Og det klæder mig. Sjovere, hvis de supportere havde efterladt en kommentar, da de gennemgik min hjemmeside. Eller havde læst det om Jesus og bagefter sendt mig en venneanmodning :) 9.1.24.