amedagbogskrift fortsat
OBS: dagbogen fortsætter under fanen Hjem fortsat 2
Tåler ikke at se kunstskøjteløbet til ende. Tænk, hvis hun falder. Ligeledes Christian Eriksen for sin nye klub: Tænk, hvis det sker igen (at han falder om). Ligeledes ku man gennem årene have tænkt om mig: Tænk, hvis det går galt (igen), når hun igen bliver gravid. Vi har ikke tillid til situationen. Selvom vi ønsker, det bedste sker, frygter vi det modsatte ske. Vi er én gang blevet chokeret og bange og det sidder stadig i os. Ja, for altid. Af frygt træffer vi valg, men helt naturligt, ikke fordi vi er pivede eller kuede. Vi magter ikke scenariet udspille sig igen. Vi vil altid være på vagt. Hvilken uforløst skæbne eller uholdbar løsning, men den der er gangbar, realitet. Jeg tåler ikke, hvis kunstskøjteløberen falder. Derfor slukker jeg allerede inden hun påbegynder sit løb. Også selvom speakeren omtaler indslaget som om, det går godt. Jeg kender til andre gange, hvor det ikke er gået godt. Derfor er jeg skeptisk, selvom jeg burde indgyde mod. Et helt andet sted i livet vil jeg indgyde nogen mod. Støtte op og ikke forlade en. På helt andre områder tør jeg godt gå linen ud, så at sige. Blive gravid med en idé og barsle med den nogle måneder indtil det færdige resultat viser sig. Man kan derfor ikke kalde mig "forsigtig" for det er ikke hele historien. Det er jo ikke alt, vi er bange for, som vi alligevel skal konfrontere. Selvom adskillige psykologer ville mene det. Det er ikke altid tilrådeligt at kaste sig ud i risikofyldte situationer, bare for at blive eksponeret. Og rykke grænsen for, hvad vi tør. Hvorfor ikke respektere, at der er noget, vi helt enkelt ikke tør? Måske er man blevet såret eller ramt, påvirket, syg. Måske har livet været for hårdt, unådigt mod én. Jeg taler for at vi omfavner den ængstelige. Han har en (bag)grund. 6.2.22.
"The Birth of a nation" (film). De tager sagen i egen hånd. Første gang, den mørke slave slår ihjel, kaster han op. Det at slå ihjel er normalt ikke noget, han gør. Men han finder det frem - for det skal til. For at andre i fremtiden kan få et humant liv. Folk af hans slægt. De står over for våben og trusler, men siger, de er med Gud, så de frygter - intet. Til sidst vil de bare have ham, som har stiftet oprøret. Når de én gang får ham, lader de resten gå i live. Og han går derind - i døden. For en sag. Jeg tog selv sagen i egen hånd, greb en kniv uden helt at vide, hvad den skulle gøre. Jeg gennemførte indtil ånden var ude af en andens krop. Lod ham ligge. Hvorfor er vi nogle - ikke for at jeg skal sammenlignes med en helt - men hvorfor er vi nogle, der gør os til Herre over liv og død. Fordi det på stedet syntes nødvendigt. Kan et drab forsvares da? 4.2.22.
Trækker kortet "Undergang". Det er lige, hvad jeg skal bruge. Angsten for vanviddet. Mig, der går på Vestereng med Frida (hunden) - som i formiddags - og sviner livet til indvendigt og tænker, hun må ku mærke det. Det er det, at man gør sig negative slutninger om det meste. Så den rest af fornuft eller håb, der måtte være, bliver ødelagt. Jeg må standse op og gøre mig tanker om, hvordan jeg kommer videre. Sætter mig og gør mig nogle notater på et stykke papir: hvad frygter jeg mest. Tager på Gallo for at indspille en ret håbefuld sang, tænker den måske vil lirke mig på plads eller røre mig, så jeg igen får kontakt. - Og det lykkes. En hund søger mig ved stoppestedet og jeg når at lade den vide, jeg gerne vil kontakten, til trods for at ejeren ikke tillader det. Og jeg sover i nat, for jeg er så træt. Jeg er så ked af kontakten til Frida, at der ligesom er skizofrenien imellem os. Hvordan forklare hende det? I aftes fortalte jeg en ven, at det er en del af min sygdom at døje med svinske tanker. Han udtrykte sin støtte til mig fra både sig selv og sin kat! Jeg tænker på, om jeg selv er vokset op med forældre, der indeholdt vanvid. Som jeg som deres barn blev utryg ved. Og naturligt nok tænker jeg på, hvordan jeg ville være blevet som mor. Ingen tvivl om, at Frida reagerer på mit tonefald, min betoning, min berøring. Og hvis jeg er fuld af mismod og frygt, så smitter det. Men det gør mig ikke dermed skyldig i noget. Jeg magtede ikke andet. Det var det bedste, jeg kunne præstere. Men undskyld, lille skabning. Vanviddet har haft sit tag i mig. Hjælp mig til at tage mig af dig. Gad vide, om det er - smukt. Det afmægtige. 1.2.22.
Denne grundlæggende skyld, der tynger mig. Som bærer jeg langt mere end et muldyr. Ikke fordi andre har pakket mig med gods, men fordi jeg har taget deres. Gjort alle anliggender til mit. Som gjaldt det verdens gang. Må jeg bare én gang ryste disse beskyldninger af mig. Eller skulle jeg sige skylds-spørgsmål. Som jeg vejer for og imod. Fra jeg vågner gør jeg mig syndig i en tanke og dernæst endnu en. Og ved dagens slutning kommer min engel og risler energi ned over mit hoved. Som om jeg havde tjent. Det eneste, der er. 31.1.22.
Jeg skrev dit fulde navn, i en mail til mine forældre. Se, hvordan jeg prøver at komme videre, lød min skjulte appel. Men de ænsede det ikke. De bad mig hilse den tidligere kæreste, hvis navn de i stedet nævnte. Jeg skal sige det igen og igen. Hver gang lidt mere betonet. Eller til sidst råbe det, hvis det bliver nødvendigt. Også den tidligere kæreste er ved at frigøre sig og se i nye retninger, så det er ikke sådan, jeg forråder nogen. De skeler til min karakter, om den er slet. Som forventet, slet. Jeg har ingen chance. 29.1.22.
Jeg var kommet i bekneb. Netop som jeg skulle have sat en ny spiral op til 1300 kr. Jeg klarer det selv, tænkte jeg, og ringede til Nordea for at få bevilget et overtræk, bare for få dage. Men de havde ændret politik siden sidst. Indtil jeg spørger en ven, som overfører mig pengene inden for få minutter og nærmest siger, jeg kan beholde pengene (ikke behøver betale dem tilbage). Jeg klarer det selv. Jeg tager selv ned til Gram og får en henvisning til en abort. Sniger mig ind i lægehuset, fortæller ingen mine intentioner eller hvorfor jeg befinder mig i Gram. Tager toget "hjem" til Vestbirk højskole igen. En af mine forældres kollegaer har dog set mig i Gram og undrer sig over, at mine forældre ikke har vidst, jeg befandt mig der. Den første af utallige ting, der gik galt eller i hvert fald vanskeliggjorde processen. "Jeg prøver selv at gøre noget andet", siger jeg til manden i banken. Altså jeg går til en ven. Min bedste ven, som viser sig gerne at ville hjælpe mig. Jeg skal forhindre, at jeg bliver gravid, med den spiral. Trods det, at jeg ikke for tiden har noget aktivt sexliv. Det handler om livmoder og det at forhindre liv i at udvikle sig. Det er betændt emne og jeg klarer det selv. Det kommer til at gøre ondt, når gynæ-kologen først skal pille den gamle spiral ud og derefter sætte den nye op. Men jeg beklager mig ikke. Det gjorde jeg i hvert fald ikke sidste gang. Gik bare svimmel ned ad trapperne. "Hvorfor var du der ikke, da jeg behøvede dig?", som Anna spørger i filmen, Tro, håb og kærlighed. Hun retter en appel til sin mor, der har været fraværende. Og sådanne ting kan være meget ensomme. Det er mit ansvar, men det minder mig om, at jeg eller vi heller ikke havde råd til selve graviditetstesten dengang. Vi gik, og lovede at vende tilbage med resten af pengene, hvilket vi vist nok aldrig gjorde. Jeg siger ikke: hvor er min ven. For han viste sig at være der. Eller: hvor er min bank, for de tjener bare egen eller andres sag. Og også pårørende har deres prioritering. Og også den nødstedte er skamfuld ved at give sig til kende. Så ingen ser rigtigt helt ind. Og hvem skal man da bebrejde noget? Også på håndboldbanen er det tilladt at gå selv. Drible sig alene vej igennem. Især hvis det går godt. Men man skal kigge op og se sig omkring og række ud. Måske løsningen findes et helt andet sted. Banken optog samtalen og jeg sagde "tak for vejledningen" trods det, at jeg afstod fra yderligere. Jeg havde henvendt mig det forkerte sted. Det er sådan noget, der sker. 26.1.22.
Min musikerven har hjulpet mig med at trække lyden ud af de bedste videoindspilninger (jeg vidste ikke, man kunne). Her er et eksempel, som er blevet virkelig vellykket. "Hver en ting, du gør" med min melodi til Lars Hougaard Clausens tekst:
Hver en ting, du gør, hvert et ord, du tør sige højt, hvor Ånden daler og på dig i munden taler, er velsignelse i en lignelse. Til dit eget sprog og i hver en krog lader Ånden oversætte Herrens ord og lader mætte flere tusind mand over al forstand. Tak for al din dåd og dit gode råd, som du giver mig til bedste, og jeg giver til min næste, at i nåde ser Gud det bløde ler.
Den oprindelige videoindspilning findes her: https://www.youtube.com/watch?v=R0kJdhQXhD0
Jeg føler, de har "kastet lod om min klædning". Inde på Trendsales forummet. Jeg forstår mig åbenbart ikke helt på proceduren med at sælge, så min salg af en poncho er mislykkedes. Nu overvejer jeg at beholde den selv, for den er helt særlig unik. Men at hun ikke gad betale de 37 kr i porto forstår jeg simpelthen ikke. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg ejer en skat i denne poncho. At den slet ikke er til salg. Og slet ikke for sølle 275 kr. Det er horribelt. En foræring. Når jeg får en ny kæreste vil jeg bære den selv. Om lidt pakker jeg den ud af den æske, jeg ellers havde fundet til den. Hende, der bød ind på den - uden portoomkostninger - skriver måske, og så siger jeg bare, jeg har fortrudt i det hele taget at have sat ponchoen til salg. Så giver hun mig en sur smiley og det vil resten af kunderne for fremtiden kunne se inde på min profil. Man pakker vel ikke en salgsvare for så at pakke den ud igen? Jo, jeg gør. Det bekræfter for mig værdien af det indpakkede. Som jeg som en foræring får tilbage. Det understøtter min bekymring for at sælge i det forum, at jeg ikke kunne finde ud af at trække portoen fra hendes samlede udgift. Men jeg er samtidig lettet. De kan flå og rive, men ikke nå ind. Hvad de søgte at nå, har jeg de ikke berørt. Uld fra Nepal. Er alt, hvad jeg har kaldt den. Tilbage. 23.1.22.
Der er ikke tv i døden. Ej heller undertekster, tøj. Der er legeme, men det er et andet. Der er et hus, men i en anden forstand. Hvorfor vælger jeg at bruge mine kræfter der. Når jeg i stedet kunne vælge stilhed, eftertanke. Kigger på min telefon hvert kvarter for at se, om jeg er gået glip af noget. I stedet for at finde fylden et andet sted. Jeg vil have et andet fokus. Jeg vil have så meget af livet efter døden til at indvirke på det liv, jeg lever her og nu. Så at overgangen til sin tid bliver næsten lydløs. Jeg vil gå Dig i møde, hvadenten det er i en krop eller blot som sjæl. Det første skridt nu. Der er undertekster i døden, men de er indforstået. Og klæder på kroppen er mere som fjer eller lysstråler. Der er ikke splittelse mellem dig og mig. Mellem et (hvilket som helst) du og et jeg. Ligesom der strengt taget heller ikke er her i livet. Det føles bare indimellem sådan. Alt føles indimellem sådan, men i døden og hinsides kan man vide. Som set igennem eet øje. 19.1.22.
Jeg har alligevel afleveret de rædderlige sandaler tilbage til butikken. Hvad fanden skulle Gud ville mig? Straffe mig, så jeg ku se, hvilken overflod af sandaler, jeg gennem måneder har opbygget. Ja et ganske arsenal, har jeg. Gå i rette med mig. Nu har jeg lige printet kontoudtog ud for månedens køb, jeg er jo ikke ligeglad. Det ville faktisk være en straf, at jeg skulle - altså skulle - gå i de sandaler til sommer. Altså på en eller anden måde skulle finde dem værdige eller endog praktiske eller gode at gå i. Trods det, at deres udseende var kedeligt og gammeldags. Meget ikke moderne, med andre ord. Skulle jeg have tålt dem. Gået dem i møde? For hvilken pris/til hvilket formål. Jo, jeg har fået en lærestreg og har strøet for meget om mig. Nu har du sagt mig det. Så utroligt, min sandalsamling blegnede ved at de lå øverst. De ejede ikke skønhed! De var ingenting. De var udtryk for overflod, for iver og impuls, ubetænksomhed. Som det har de haft deres ret, og udstået. Kære Gud, her har du dem tilbage, som du ellers gav mig. En kæmpe lettelse at række damen dem over skranken her midt på aftenen som returpakke. Om det så havde øsregnet. Jeg har lov til at levere dem tilbage. Det andet var udtryk for tvangstanke og begrænsning, som jeg ikke kunne bevæge mig i. Jeg behøver ikke gøre køb af hensyn - og slet ikke til forhandleren. Sikke noget vrøvl. Kærlighed til hvad? (var der i det). Det er bare en sag, der afspejler mit Gudsforhold, at jeg til hver en tid forudser Guds straf henne om det næste hjørne. Enten som gult og rødt lys i fodgængerfeltet eller lidt værre som noget, der falder ned fra stilladset. Paranoia, nemesis, karma. Duknakket eller med sænket blik. Skal jeg rette mig op. Og ikke spørge hvorfor. Du leder jo min fod. 18.1.22.
Der er sket det mærkelige, at en, jeg kyssede med som 16-årig i Athen, har sendt mig et par fotos fra dengang. Så forstår jeg bedre, hvorfor eller hvordan jeg kom i uføre! Jeg ser frigjort og flirtende ud i hele min attitude og mit kropssprog. Ups - det er ikke rart at se. Han skrev på forhånd, at det var "smukke billeder", men det synes jeg nu ikke, det er. Det er nærmere beskæmmende. Jeg forstår bare så meget tydeligere, at jeg faktisk ku være blevet gravid tre - fire gange før jeg virkelig blev det. Pga. min åbenhed. Jeg ved ærligt talt ikke, om en sådan tilstand kan undskyldes - af ungdommeligt sind? Om selve jeg som person dengang kan retfærdiggøres. Jeg tog ved lære på den hårde og kontante måde et par år senere. Forstår godt, hvorfor håndlæseren sagde, at jeg i de år burde være blevet spærret inde. Ikke bare pga. frisind men pga. frit skød! (mine ord) Det er jeg oprigtigt ked af at se. 16.1.22.
En dag lærer jeg vel, at det ikke tjener nogen eller noget at pille i mit sår på hagen. Højst vil det bløde og der vil danne sig et ar. Ligesom jeg har lært ikke at pille næse og næsten ikke længere spiser kød. Jeg skal lære om morgenen at have samme blik for dagen, som jeg har om aftenen - men det er (foreløbig) svært. Og jeg har fundet ud af, at det at spise det man har lyst til - det være sig "usunde" ting som chokolade eller småkager - er bedre, - selv for vægten, end at sloges med at undgå eller undertrykke sine behov. Man skal i alt gøre det naturlige, så energien flyder med mindst modstand. En dag står jeg måske foran en tærskel, som jeg overvinder eller betræder, men jeg har endnu ikke læst nok til at forstå det. Dette er det trin, jeg står på. Op af dig, mit medmenneske og min verden. 16.1.22.
Jeg oplever, at kærligheden er flerfoldig. At jeg kan bruge tre ord om en følelse, hvor der i min (sang)tekst kun er plads til et. Jeg har lavet fire kladder, scannet ind og alting som om den var færdig. Men så opdager jeg, det kan siges bedre eller på en anden måde, der dækker mere. Og altid er den nye løsning mere "dækkende". Og samtidig mere dyb og flersidet. Jeg har aldrig skrevet tekster på den måde før. Og kærligheden denne gang er da også rettet mod en helt ny person. Det er som om, det er hans væsen, der får det frem. At sproget bliver levende på en helt uvant måde for mig. Jeg kan ikke beklage, at processen naturligt nok tager lidt længere tid (over dage). Jeg ser bare noget tage form, som jeg aldrig før har haft i hænde. Fordi jeg er tunet ind på en anden genstand. Jeg er belivet og hvordan anholde det levende. Den kunstneriske proces er under forandring. Og også jeg er. 15.1.22.
Han vil udgive det igen. Ham, der var producer på cd'en Tusind tusindfryd. Jeg har fundet gamle filer frem, købt mig mere plads i Dropbox, fordi vi lige nu også udveksler andre ting. Er helt udkørt. Det var jo mig, der sendte forkerte filer afsted dengang. Så masteringen kom aldrig med. Vi har samarbejdet hvert fjerde år, som han i sjov skrev tidligere på aftenen. Jeg kan bare se det smukke i, at det sker på denne måde. At jeg har kæmpet for at finde, sende, skabe plads (gigabite). Først tænkte jeg: det er for sent. Vi har jo været igennem fortrydelse, ærgrelse, hvordan råde bod nu. Jeg har været inde efter min externe harddisc, som ligger gemt et hemmeligt sted i min lejlighed. Hvor alt er på (læs: alt). Og fundet filer, der ikke har været kopieret ret mange gange (selvom nogen siger, det er digitalt og ikke bliver forandret). Jeg er ligeglad nu. Med at jeg ikke har spist hele aftenen. Hvad der står på min konto. Som om alt andet ikke er lige meget nu. Det gør også ondt indvendigt. Fordi det er betydningsladet. Og vi skriver nogle gange lidt forbi hinanden. Nu kender jeg os. Også andre skal kende os sådan. 14.1.22.
Jeg er ved at gøre det igen. Købe en vare af hensyn til fabrikanten/butikken. Forleden dag gik jeg ind, hvor jeg ynder at komme, og gik derfra med et par ubrugelige ting, gummistøvler der var for store. Men bagefter ku jeg se, at jeg til dels gjorde det for hendes - ejerens - skyld, for at skabe en god stemning og støtte lokalt. Jeg havde ingen kvaler overhovedet over at have postet penge i hendes biks. Nu har jeg bestilt et par sandaler hjem og de er virkelig overhovedet ikke smarte. Men når jeg skal til at pakke dem som returvarer, gør den åndelige verden mig opmærksom på, om det nu også er den rigtige løsning. Jeg tror aldrig, de får solgt dem til anden side. Og de sidder udmærket omkring foden. Måske kan jeg bruge dem til praktisk, gåture og sådan. Pengene er fosset ud igen, men dette køb var med begrænset tab. Jeg beholder dem af kærlighed til forhandleren, så han ikke skal kæmpe med at sælge dem til en anden. Ja, også fordi jeg får modstand imod at pakke dem ind igen. Jeg må beholde dem og det er udmærket. Jeg skal ikke kunne sige, om andre i hele verden tænker på den måde. Det er impulskøb, der skal blive til langvarig udbytte. Og jeg er omfordeleren. 13.1.22.
Jeg kan jo ikke sidde resten af aftenen eller natten med og svælge. I mit eget stof. Ad omveje har jeg fået idéen. Man tager lyden ud af videoindspilningerne, bearbejder den og til sidst har man en waw- eller mp3 fil i stedet for. Ja, vi ku udgive vores sjette cd på den måde! Hvor herliggjort, det som Søren Skouboe lige nu sidder og gør. Han har også anbefalet mig en anden måde at spille ind på fremover, og ja, videokameraet opstod nærmest som et eksperiment. Ja, som en protest imod at have sunget dårligt ind på flere cd'er. Måtte jeg kunne gøre det bedre. Og nu - jeg kan høre kvaliteten. Særligt en af filerne, han lige har delt med mig, lyder helt fantastisk. Men jeg kan ikke blive ved at klikke på den. Men ønsker bare, den må vare (holde) for evigt! Ja, det ønske ku jeg have, at andre fik noget ud af den også. Man ser ikke længere et billede af mig ved et klaver, imens sangen toner frem. Der er kun ord og musik. En engels værk. Ja, ikke min fortjeneste alene. Han får det bedste frem, Søren. Jeg søgte jo et under. 12.1.22.
Ku jeg et øjeblik bare slukke. Det sind, der arbejder for fuld tryk. På idéer og evaluerer, gør status. Ligesom man slukker for computeren eller fjernsynet. Være fuldstændig lydløs og bare give mig hen. Gå på pause i lærerværelset eller. Jeg orker ikke at svare hende med skoene eller se, om der er kommet flere medlemmer af poetklubben. Jeg vil gerne aes, hvile. Synges for. Jeg har klaret strabadserne, det jeg skulle. Der var opgaver, hvor andre var afhængig af mig. Jeg tog mig af det. I lyset af ordet overstimuleret har jeg måske bare haft lidt travlt. Ligesom hvis jeg havde passet et lønnet arbejde. Hvilket ingen tager skade af. Du kan sove i morgen, bliver jeg ved. Mens her er blevet beskidt igen. Jeg søger et sted at lægge mig. Men du siger: våg over dig selv. Alt kan endnu ske. 10.1.22.
Jeg har udladet og underholdt eller tilbageholdt eller udholdt. Jeg er træt, også af at koncentrere mig om togbus og pladsbillet til og fra Vejle. Jeg er gået ned fra scenen, men jeg skal blive der. Man er altid på scenen - for Gud. Jeg har spist ufornuftige ting herhjemme, fordi jeg føler, jeg har fortjent det eller arbejdet for det. Og rigtigt nok har vi snakket i over to timer om vigtige ting vedrørende livshistorien, Nellie og mig. Et helt fremmed sted i Vejle, som jeg muligvis aldrig får besøgt igen. Vi er afhængige af, at hendes grej fungerer, som hun skal bruge til podcastserien. Og jeg har fået en personlig hilsen fra Nils Malmros, som hun også har mødtes med. Jeg er sikker på, at Gud viste mig vej til togbussen og beroligede mig med, at jeg havde bestilt to pladsbilletter til toget, i fald jeg ikke nåede den første afgang. Jeg havde forberedt mig og måske sagde jeg også gode ting som supplement. Men jeg skal blive der. I krydsfeltet. Hvor også de udenlandske drenge ved banegården i Aarhus hørte hjemme, som løb af al kraft, fordi de havde forbrudt sig. Så utrygt det var at være "hjemme". Som om jeg ikke skal føle mig sikker. Alt blev ikke sagt eller antydet, det vigtige udeblev måske endda. Men det var et forsøg, som jeg så mig selv i. Jeg nedlagde ikke veto eller gik i protest, jeg gennemførte hvad vi havde for efter bedste evne. Ja, selvfølgelig var det hårdt at være afsted fra 10 morgen til 20 aften i et ærinde. Men hvilket ærinde. Skal aldrig glemme igen, at vi skabte et rum, for noget andre måske ikke ved, hvordan de skal udtrykke. At vi fandt et sprog for det uudsigelige. Dette er efterve. Og jeg har igen i dag født dig - som jeg malede i et billede for nylig. Jeg føder dig hver dag og favner samtidig mig selv i en slags forsoning. Det var ikke selvfølgeligt, at vi klikkede sammen, Nellie og mig. Men der er kun plads til hjerter her bagefter i vore beskeder til hinanden. Ordet "smukt" brugte vi flere gange. Også om vores begrænsning og hvad livhistorien har haft af følgevirkninger, trods det at de er hårde at leve med. Nellies gudmor fulgte mig på vej til toget til sidst og selvom jeg næsten ikke orkede mere snak, spurgte hun mig ud, om jeg var forelsket i ham fra Poetklubben. Det er der ikke mange, der gør. Jeg har været på arbejde og nu sætter jeg mig for at skrive, fordi kunsten alligevel er blevet faktisk rigtig god kunst med årene. At den kan jeg være stolt af at have frembragt. I nattens drømme vil jeg arbejde videre og det er nøjagtig det, jeg mener. Vi er - altid - på arbejde for en bedre verden. Den indre som den ydre. 8.1.22.
Jeg tænkte på, om det er menneskeligt. At skulle så mange omveje og lave så mange krumspring, før man som 40-årig eller deromkring opdager, hvilken hylde man i livet har det bedst på. At jeg derfor ikke behøver undskylde, opførsel, de ting jeg fik skrevet eller sagt. At det var det naturligste, der skete i den skønneste rækkefølge. Hvor mange bøger skriver man ikke før man rammer bestselleren. Hvor meget behøver man ikke øve sig, for at nå sit sublime niveau. Hvor meget kan jeg ikke endnu nå. Men nu, hvor jeg er i livet, har jeg opnået visse ting. Jeg har erhvervet mig visse kundskaber. F.eks. har jeg styr på mad og motion, som jeg i årevis gik så meget op i. Jeg er blevet mere renlig i den forstand, at jeg er holdt op med f.eks. at pille næse og næsten aldrig spiser kød. Og det er sket helt umærkeligt af sig selv. Især efter jeg er begyndt at læse den teosofiske litteratur hver aften. Som har virket på mit hele væsen. Jeg kunne tage hjem til jul og jeg kan være nogens ven og jeg kan være kasserer i poetklubben, musiker og meget meget mere. Men jeg satte mig for at skrive, at det gamle værk, som jeg udgav på skriftet.dk ikke behøver tysses væk eller undskyldes. Det blev sådan med de givne forudsætninger. Ungdomskådhed, vildsind. Sindssyge i udbrud. Hvorfor skulle forsvare sig med den, man var? Jeg mener: var. Ikke troede, man var eller gav sig ud for at være, nej den, man var. Kan man gøre for, som man er? Man kan blive skolet i noget, udvikle færdigheder, forbedre sig osv. Men jo kun fra sit udgangspunkt. Bestemt af gener, karma, omstændigheder. Hvem ville ikke fra starten gerne stå på toppen af bjerget, hvis det var muligt uden først at betænke, hvordan man kommer derop. Jeg har beskrevet processen, til tider af nød. Jeg har været processen, levet den. Jeg har opholdt mig der, taget føden til mig der. Jeg har sagt, der er stadier, og det er der for os alle. Forestil sig min nabo stå på et trappetrin her ude i opgangen og min anden nabo stå på et andet. Og mig selv et helt tredje sted. Sådan er livet - og det, der kommer bagefter. Og trappen bliver altid stående. Jeg skal hilse og sige, bygherren selv har taget alle trin. 7.1.22.
Der har været disse mystiske sammentræf i en måneds tid nu. Det startede med Nellie, som skrev en vigtig mail til mig, netop som jeg sad med indbakken åben. Derfor kunne jeg svare hende med det samme. Hun skrev dybt alvorlige ting og vi mødtes ganske kort tid efter og snakkede videre. På baggrund af livshistorie. Så begyndte hun at bruge gult hjerte som emoji i sine beskeder. Jeg har aldrig set andre gøre det, bortset fra mig selv, men nu altså hende. Da hun kommer i min lejlighed viser det sig, jeg er nøjagtig lige så gammel som hendes mor og jeg har endda samme billede af englen og drengen hængende, som hendes mor har. Nellies mor har forsøgt at slå hende ihjel og er nu på retspsykiatrisk afdeling. Der var kontakt med det samme. Jeg skrev en sang til hendes mor og Nellie ku virkelig lide den. Men altså noget bredere er beskeder til mig kommet samtidigt på det seneste. Lige som jeg åbner min telefon tikker der en ind. Eller nu for lidt siden, hvor to personer skriver til mig samtidig, en pr. sms og en på Messenger. Ja, telefonen er virkelig på overarbejde (og også den må more sig). Mens jeg sidder og læser Alice Baileys selvbiografi, føler jeg den åndelige verden være mig meget nær og evident eller virkelighedsnær. Ja, jeg kan ikke længere tvivle på dens eksistens og lyst til at ville påvirke mig. Jeg ved. Nu - i forbindelse med indspilningen af sangen til Nellies mor - finder jeg ud af, at man rent teknisk sagtens kan hente lyden fra en videoindspilning og lave den om til en regulær lydfil. En har endda tilbudt at hjælpe mig med det. Det vil sige: de bedste indsyngninger på mit videokamera fra Gallo skolen kan blive til lydoptagelser - hvor vildt. Jeg har bare ikke kendt til metoden. Så hvis man skal tale om skæbne eller livsbane eller bevidsthedsudvidende oplevelser, så har den med Nellie i hvert fald sat skub i noget. Det var som om, vi på forhånd var forbundne. På lørdag tager jeg til Vejle og mødes med hende på halvvejen (hun bor i Odense). Jeg kan godt nævne hendes navn her, for hun har som bare 20-årig tænkt at lave en podcastserie med samtaler, hun har med forskellige mennesker, i forhold til at forstå, hvordan handes mor kunne handle så voldeligt. Også min veninde fra København med samme historie som min egen, hendes datter har også mulighed for at kontakte Nellie nu og de er nærmest lige gamle. Det er forbløffende. Det er markant, så at jeg måtte skrive om det. Det er tilfælde på tilfælde, som i en række vækker undren og forbløffelse. Det er kontakt med en anden verden og den er mærkbar. Jeg skal komme fordi hun har søgt på mig og fundet mig. Hjerte til hjerte. Underfuldt. 6.1.22.
Der var kommet noget dæmonisk over min niece. Det skal jeg selvfølgelig ikke sige om hende, men så over alle niecer eller alle 14-årige. Hendes eyeliner var tegnet som en provokation og ikke bare for at antyde. Og hendes blik var udfordrende og fuld af spillen op. Til far, mor, bror, ja til Gud. Jeg var selv sådan. På 2. dagen var der et bart stykke mellem hendes trøje og hendes bukser. Og hendes hånd var fuld af ringe og gevandter. Hendes hår farvet rødligt. Det var halvandet år siden, jeg sidst havde set hende og gensynet næsten chokerede mig. Jeg havde glemt at teenageårene er fulde af trods og vriden sig fri af forældre og normer. Fulde af revolution. Hendes bukser var vidde i benene og hun gik ind for retro-moden. Hun havde en til dels ligeglad attitude. Fandeme om nogen skulle fortælle hende noget. Jeg skal ikke nævne hendes navn eller anklage hende for noget. Jeg taler om svære år, hvor man skal finde sig selv som næsten voksen. Jeg tror faktisk, jeg selv lugtede dårligt, indtil jeg blev opmærksom på, at det var tid til at bruge deodorant. Man skal opdage sig selv. Og det, der ligger i kimen, skal langsomt over år folde sig ud. Jeg er stadig som kvinde i udvikling - nu nærmere overgangsalderen. Man kan ikke klandre en alder for at være dårlig eller ubrugelig, hvad ville det nytte. Hun havde et ekstra lag. Der hed seksualitet. Det var en dragende kraft, som vi alle har adgang til, men ikke altid udnytter. Uskylden var borte og hun var begyndt at tage ansvar. Hvis jeg var forælder ville jeg være bange for det løsslupne. At det løb løbsk. Men det er kun fordi jeg selv engang åbnede den forbudte dør. 2.1.22.
Jeg tager neglelakken af mine tæer og salver mine fødder. Af alle bøger i min reol, vælger han "Kristi tilsynekomst", min ven. Som han låner med hjem. Det vil vel sige, at vi ses igen. Det ser jeg i hvert fald gerne. Jeg har valgt en nytårsaften for mig selv, selvom jeg havde en invitation. Og det kan varmt anbefales. Ikke at jeg forstod alt, hvad dronningen sagde (nytårstale), eller hendes belæg, men jeg forstod hendes blik. Jeg trækker selv "Stokkenes dronning", der står for forandring. Klokken er 22.42 d. 31. december 2021. Og du har været i mit hjem.
Så kom de blomsterfrø, jeg ville have givet i julegave. Anede ikke, at jeg havde bestilt dem fra - Polen! Ja, jeg har virkelig grint af, at 286,50 kr. var hævet på mit kort, uden jeg vidste, om jeg nogensinde ville modtage min vare eller hvordan den blev leveret. Nu har jeg kvitteret i døråbningen og kan forære disse frø til nær og fjern. Silvan solgte f.eks. ingen her uden for sæsonen. Så utrolig dejligt, de nu er nået frem. Og kan finde næring i nogle haver eller krukker til sommer. En sand julehistorie. 29.12.21.
Det var ikke bare Vojens. Det var Vojens, som jeg spillede badminton imod som barn. Og bussen gik ikke bare fra Haderslev til Ribe. Det var Haderslev, hvor jeg var indlagt et år og Ribe, hvor jeg gik til klaver som barn. Det var alt sammen Sønderjylland, som jeg har elsket. Selv træerne på Vojens station bar noget kærligt i sig. Så at jeg havde lyst til at gå ind på "Hotel Vojens" bare for at indånde duften. Det var nostalgi - ja, men det var rodfæstet. Det var et glædeligt gensyn, bare at se ud over markerne. Man ved simpelthen, at nu er man i Sønderjylland. Det var min fars måde at læse kortet fra min søster. Holde det helt tæt til øjnene, fordi hans syn er blevet svagt, læse hendes ord. Lægge kortet fra sig, men tage det igen og give det til min mor. "Du skal se det her", sagde han næsten. "Må I have en glædelig juleaften", havde hun skrevet. På min foranledning, men hun valgte selv ordlyden. Det var julen 2021 og jeg var der. Trods det, at min tjekken efter gik helt over gevind på selve rejsen: hvor er mit rejsekort, osv. Jeg sang, hjalp til og var ikke det mindste misundelig eller bitter, på de andres børn, eller hvad det måtte være. Heller ikke spædbarnets gråd i toget gjorde mig synderlig dårlig. Nu er pakkerne afleveret. Jeg har satset, hvad jeg havde. Selv det, jeg ikke havde. 28.12.21.
Det bliver svært. At indlede noget. Spurgte de ikke direkte til Lars, spurgte de til hans bil, hans arbejde, hans hund og sågar hans forældre. Ingen har fattet, at vi prøver at komme fri af hinanden eller i hvert fald være åben for, at noget andet kan ske. Vi har begge været forelskede (i andre) her denne vinter, men også jeg selv begyndte at tale i vi-form dernede ved juleaftensbordet. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal rokke mig fri. Det bliver svært bare at sige noget andet. "Jeg er lidt lun på en fra Poetklubben" har jeg som sætning brugt måske fem gange over for nogen her i efteråret. Men jeg tror ikke, det siver rigtigt ind. Jeg kan tvivle på, hvor frit jeg overhovedet står, men hvis ikke jeg siger noget andet, vil ingen jo nogensinde bryde vant gænge. Jeg skal bruge flere ord om det. Kalde det for noget. Det, jeg gerne ser ske. Vi er som brødre, Lars og jeg. Jeg rydder gerne op i kolonihaven, hvis han dør før mig, og tager mig gerne af hans egendele. Men allerhelst boede jeg gerne med en helt anden i mit eget hus. Hvis ikke jeg må elske den eller dem, jeg gør. Da har kærligheden jo ingen bolig, og det skal den have. Ligesom Jesus-barnet i krybben. Gudskelov har jeg drømme for livet. Det er det, der bliver født i vore hjerter juleaften. 25.12.21.
Jeg har altid godt kunnet lide de tilfælde, hvor man har kunnet skifte mening, uden det betød at man samtidig blev dømt ude, af samtalen, forholdet, situationen. Hvor det helt enkelt var tilladt at være vægelsindet, ja mene noget andet end det, man gjorde for bare 5 minutter siden. Sådan er det sket for mig i dag, at vi har talt om hunden frem og tilbage, fordi jeg har tilbudt at passe den i fire timer lillejuleaften, hvilket jeg så siden trak mig fra igen, men nu har budt ind på igen, da det måske er den bedste løsning. Sms'er frem og tilbage, opkald, lange pauser: jamen, hvad tænker du?, osv. Det giver et helt unikt frirum at kunne betro en anden sin tvivl, give udtryk for bekymringer, høre den andens mening. Uden at skynde på en løsning, et facit, som kunne give ro i maven. Nej, vi står i det, midt i julen, midt i mørket, midt i travlheden og samtidig midt i coronasmitten. Senest var det vejrudsigten, der fik mig på andre tanker, hvis Lars først skal hente hunden, hvor den bliver passet, og videre bagefter til Fyn - i snevejr, endda efter en vagt som handicaphjælper. Hvorfor ofrer jeg mig ikke og lindrer ham (hvilket jeg nu har gjort), selvom jeg sikkert bliver træt i toget næste morgen på min vej mod Sønderjylland. Først havde han skrevet til hundepasseren, at Frida ikke kom nu i morgen, men dernæst måtte han på min foranledning skrive, at hun altså alligevel kom. Og nu skal han måske skrive en tredje gang. Hvor herligt egentlig: ingen tager skade, den ene er ikke harm på den anden, og det alt sammen for hundens bedste. Jeg har skrevet seks punkter op, som jeg vil beskæftige mig med i de fire timer, jeg så passer hunden. Afkalke kaffemaskinen f.eks., skrive til nogen, evt. bage et brød. Hunden begynder faktisk at pive, hvis jeg ikke ved, hvilken retning, vi skal gå på vores ture sammen. Som om, den forlanger beslutsomhed eller noget at pejle efter, en voksen, ku man sige. Det ligger vist også til mig - i mit horoskop - at være beslutsom. Jeg har da også i den bolgade haft tvangstanker, jeg måtte forfølge. Men denne væven frem og tilbage i dag har til formål at lande, hvor det gør én mest tryg i maven. På en beslutning, vi alle kan leve med. I politik ville jeg det ikke være gået, jo måske bag lukkede døre. Jeg passer hunden i morgen aften. Den ved ikke, hvorfor. Men det er for en ven. 22.12.21.
Måske ku jeg godt selv ha brugt noget seksualundervisning. Så havde jeg måske ikke været så træls over for, at hunden er i løbetid. Hvor jeg ikke tillader den noget. Også ejeren - min ven - irættesætter jeg, bare for at undgå hvalpe, fordi det ville være for stor en belastning for mig. Måske var det en skam, at blive så tidlig gravid. Som om, man var letlevende, villig. Ikke at det så blev en mindre skam, at jeg siden slog ihjel. Måske sku min mor ha sat sig ned med mig og advaret mig, selvom jeg måske havde fundet det træls. Hun forklarede mig jo også, hvad menstruation var, da den kom. Jeg havde heller ingen begreb om, at man i gymnasiet sagtens kunne - med fordel, endda - have båret en bh. At det i den alder faktisk er passende. Der var ingen, der sagde: nu er du voksen, og det indebærer det og det. Man kan sige, faren til mit barn var heller ikke forsigtig eller forberedt. Det var faktisk lige så uskyldigt som i "Tro, håb og kærlighed" - filmen. Som jeg så tit tænker på. Ikke så mærkeligt, jeg lige har købt en cd med Bach's koncert for to violiner (C-mol), som netop bliver brugt i den film. Jeg har været sen til alting kvindeligt: plukke øjenbryn, barbere mig på kroppen, fremhæve mit bryst osv. Så i gymnasiet må jeg have synet virkelig flad. Og gemt på noget, der skulle folde sig ud langt senere. I dag holdt jeg hunden i snor på et sted, hvor hun plejer at løbe frit. Jeg tror godt, den vidste, hvorfor og den anklagede mig ikke. Jeg skrev til min ven: hvorfor har du den ikke i snor på vej fra bilen og ind (lige nu, mens den er i løbetid)? Mens han var på arbejde og meget bitchet. Bare fordi hans hundesnor ikke hang indenfor. "Undskyld min kontanthed", sku jeg til at skrive, men så ringede han. Det skyldes min livshistorie, fortsatte jeg. Jeg prøver at sætte mig for at skrive om det. Jeg blev ikke selv passet på dengang, så nu er jeg overforsigtig i forhold til hunden. Måske giver det alligevel mening. 21.12.21.
Min største skræk: konduktøren i toget spørger efter coronapas, pladsbillet og skal tjekke mit rejsekort. Hvor har jeg det? Falder det på gulvet? Er der nok plads i toget til mine julegaver? Han skynder på mig, de andre bliver irriteret. Her er jeg ellers bare kommet til verden for at ville gøre tingene ordentligt, samvittighedsfuldt. Det minder mig om gange, hvor jeg er blevet skældt ud. Kommer bussen til tiden, så jeg når min togafgang. Hvis ikke, kan jeg så gå derned til banegården. Vil jeg komme til at sidde et sted, hvor unge mennesker taler højt med hinanden, uden at kunne flytte mig. Sku jeg i det tilfælde tage ørepropper med. Helt basic: Vil Gud være der. Han kender jo min bekymring. Ser mine kvaler. Alt det, vi i livet kan komme ud for og ikke kan forberede os på. Jeg kender ikke farten på bussen, chaufførens kørsel. Dem (eller systemet), der har lavet reservationen på min pladsbillet tænker nok heller ikke på, hvem jeg sidder sammen med. Vil der være nåde? Hvis jeg op mod rejsen får lavet en lyntest, skal jeg så stadig vise coronapasset for tredje vaccinationsstik? Eller den for testen? Jeg er så bange for disse mange udenomsting, at det næsten kunne kategoriseres som en diagnose. Jeg har ikke sagt det til nogen. Og det bliver et mellemværende mellem konduktøren og mig. Jeg har set på min kalender, at det bliver januar, jeg er (næsten) helt sikker. 19.12.21.
Jeg har været ved at censurere mig selv. Censurer aldrig dig selv. For hvis han læste med, sku der helst ikke stå noget om min Jesus-fiksering. Og hvis hun så det maleri i den kalender, jeg har fået lavet, ville hun tænke sit. Og ja, jeg tror faktisk, hun tænkte sit. Og en helt anden tænkte sit. Og sådan må det være fremdeles at lægge sin kunst ud til offentlig skue. Man må vente andres dom, hvad enten den støtter op eller kritiserer. Det svarer til, hvis jeg var lønarbejder, da skulle det arbejde, jeg udførte, jo også bedømmes og godkendes. Sådan er det også med mig og min kunst. Det er så bare Gud, der er min arbejdsgiver. Og publikum, der vurderer produktet. Jeg har prøvet at udtænke den bedste sms, så den elskede forstår bedst muligt, hvad jeg ville ham. Og forsøgt at lave en melodi, der favnede hele teksten på den bedst tænkelige måde. Og jeg har forsøgt at sige ting til livsfilosofi, som var relevant for emnet, og som afstedkom mere snak omkring bordet, fordi det er det, faget går ud på. Jeg har været bange - for at blive udstødt af flokken. For at de andre ikke ku lide mig. Derfor har jeg indordnet mig, skrevet med begrænsning og med forbehold. Men jeg skal ingen forbehold have. Tro mod mig selv må jeg følge mit flow og min retning, upåagtet at andre ryger af undervejs. Hvad ellers? Vi bliver ikke bedre mennesker af at lægge bånd på. Og hvis jeg ikke i min egen dagbog må skrive dagbog, hvor er vi så henne. Jeg kan kun hylde mesterskabet, men nogen skal jo stille op. Frisind. 17.12.21.
Regnskabets time. Hun siger, melodien til hendes dåbssalme er for mørk. Den understøtter ikke hendes oplevelse af at være blevet farmor, som hun ellers har forsøgt at beskrive. Jeg vidste godt, at melodien havde taget sin egen drejning. Men også at jeg måtte forfølge det. Jeg opdager, jeg som ny kasserer i Poetklubben, skal lave regnskab her ved årsskiftet! - aldrig prøvet det før. Jeg finkæmmer alt, hvad jeg har gemt af bilag, men er til sidst nødt at ringe til Merkur bank og få et screenshot af posteringer fra først på året. Men det lykkes jeg dog med. Han er endda velvillig, selvom de plejer at tage betaling for sådan en tjeneste. Der er nogle, der skal bedømme mig som kasserer til sommer ved generalforsamlingen og jeg er ikke det mindste klar. Min egen dom lyder på, at det sådan set ikke er mit ansvar at trevle det op, da en anden end mig var kasserer først på året. Min egen dom til melodien lyder på, at jeg har fået det bedste ud af det materiale, der lå. Også det sidste vers, hvor rimene og stavelserne ikke arter sig som i de foregående vers. Jeg valgte den videooptagelse med mest kærlighed, og jeg synger sikkert og inderligt. Men jeg kan tage fejl. Jeg vedkender mig mit særkende, mit specifikke tonesprog. Fra min hånd må det skabte være farvet af den hånd. Jeg holder den i lyset. 16.12.21.
Jeg har følt, jeg skulle være den bedste. På den ringeste baggrund. Alle i bussen sku jeg helst elske eller i hvert fald ku lide. Og de sku også gerne kunne mærke det. Når jeg sagde noget kritisk foran en ven, skulle jeg retfærdiggøre det dobbelt bagefter. Og bibelcitaterne skulle sidde på rygraden. For at jeg ku være her som et forbillede eller en med særlig myndighed. Men jeg er jo bare Anne Marie. Ikke specifik en inkarnation af en, der tidligere var her. Eller en forløber for noget senere. Jeg bor alment og begår mig almindeligt. Det slår mig her til aften, at jeg har følt, jeg skulle leve op til en værdighed. En helt umulig udgave af mig selv. Som overgår de fleste andre. Mens jeg bare har behov for at sidde i min stol og puste ud. Alt det, jeg har villet. Skulle bevise. Som om store ord faldt nemt fra min mund. Det er nu sådan, at jeg tilbageviser. Har du derfor søgt på mig for at forstå mere om tilsynekomst eller genkomst. Eller spørger du bare, hvem hun er. Da svarer jeg: Jeg er her ikke som ham, men som hende. End ikke en hun, men en en. En sjæl uden køn. Kender du mig da? 15.12.21.
Jeg kan godt lide hende, der har solgt mig sandalerne. Jeg kan bare godt lide hende. Den måde, hun har pakket dem ind, nænsomt. Det yderste lag af plastic, der var gult og fyldt med blomster, meget kvindeligt. Den måde, hun omtalte sandalerne på inde på sitet. At hun havde en knyste, der blev ekstra synlig i netop disse sandaler. Jeg vidste godt, jeg ville kunne passe dem (har nogle lignende i forvejen), så jeg kunne bare glæde mig. Hendes navn, der staves Chrestina med e. Hvorfor elskede jeg denne udveksling mere end de andre? Jeg har lyst til at være en lige så god sælger. Gøre en anden kvinde glad. Kræse for indpakning, det smitter nemlig. Jeg gjorde selvfølgelig også hende en tjeneste, ikke alle der vil købe sandaler til 475 kr. + forsendelse, når de nu er brugte. Pengene fra min konto røg afsted i kærlighed. Jeg kan ikke se noget galt i det. Heller ikke til sommer, hvor de kommer i brug. Julegaver til sig selv er nu engang de bedste.. 14.12.21.
Min psykolog aflyste (sygdom i familien). Så de punkter, jeg havde samlet sammen over uger, faldt til jorden. Jeg måtte selv - gå ind i mørket. Jeg havde forestillet mig, hvad hun ville sige til det og det. Men nu måtte jeg i stedet svare mig selv. Og overgive mig, næsten glide med på en strøm, der trækker mig til mit barndomshjem. Gå ind i det tog, bare gøre det. Det gav mig inspiration til at sende julehilsner rundt pr. sms i aftes. Der faldt en næsten fred over mig. Ikke mere frem og tilbage, måske eller halvlunkent. Allerede først på måneden fik jeg tegn på, at jeg skulle holde julen der. "Alle gode gaver" lød for mit indre øre, og den synger vi - med min mor i front - altid lige inde vi sætter os ved måltidet juleaften. Men nu, hvor jeg ikke kan veje enten eller med min psykolog, er det bare at sige Ja. Gå højtiden i møde, som jeg lige skrev til en kær. Fordi den bringer bud. Og ikke går forkert. 13.12.21.
Jeg har købt tre par sandaler på en måned. Det kaldes - længsel. Jeg har tænkt, min personlige historie var uden betydning, nu hvor jeg bare er en sjæl på vej, ligesom alle andre. Som om de to gangbesværede, jeg mødte i dag, hver især med en hund, den ene viklet ind i snoren, den anden bidende i snoren, ikke havde deres at sloges med. Jeg har kontakt med en ung pige, der berører noget af det, jeg selv bærer med i livshistorien, - og det er vigtigt. Men hun har kontaktet mig, fordi jeg netop er kommet videre. Jeg læser teosofisk litteratur, men det er fuld af formaninger, og vejen - den rette, gyldne, oplyste - er meget smal. Jeg har fortalt en ven, at efter min død vil jeg "arbejde videre", bare i en anden sfære. Og jeg er bevidst om, at det vigtigste er at lære af sine erfaringer, simpelthen integrere i sig, hvad det, man har mødt, har gjort ved én. Hvordan det har bygget én op eller tappet én for kraft. Og hvorfor begge dele kan finde sted i verden samtidig. Det er ikke så mærkeligt, at jeg har nærmet mig det almenmenneskelige, i mine kunstneriske udtryk, for at gøre mig selv almen. Hvad nytter det at råbe: "synder" eller "forbryder" ud over det hele. Jeg har købt sandaler, fordi jeg håber at leve til sommer. Jeg har endda købt blomsterfrø som julegave til flere af mine nærmeste. Mørket bebuder det modsatte. Vi skal bare gå derind. På en kornmark. 9.12.21.
Min mor talte rigsdansk. I telefonen. Hun ville berolige mig med, at der sagtens er plads til mig i et værelse hos dem i julen. Ja, alt hun ringede for var at overbringe mig et glædeligt budskab. Enkelt. Ikke i fortrolighed men på rigsdansk. Hvor mange gange skulle jeg ikke have takket. Fordi hun gjorde sig den ulejlighed. Om ikke andet så fra menneske til medmenneske. Hvad gør det, om vi er lidt fremmede over for hinanden. Når vi nu bare ved. Hvad om jeg endda kom som en gæst, men en de gerne ville se. Hvad gør det, at jeg er vokset op der, født af hende, uden helt at kunne registrere det. Fordi en dag. 6.12.21.
Jeg har altid syntes/vidst, at mit skød var som englens på det billede, min fars afdøde tante har malet, som til daglig hænger over min seng:
Jeg savner dig. Vi har aldrig givet hinanden et knus - bla. grundet corona. Men det er dig, jeg savner. Har tilbragt flere timer i din stue og jeg er nysgerrig på, hvem personerne på dine fotos er. På din historie. På, hvor du kommer fra. Hvad du er gjort af. I timevis ku jeg betragte dit portræt. Din krop gå rundt i bare tæer, trods det at det er vinter. Dine små særheder og dit egne tempo. Jeg har en længsel mod at åbne flere låger af dit væsen og dit sind. Og mod at mærke din krop, sådan rigtigt ind mod min. Har jeg ikke sagt, at livet er en lang kærlighedssang. Om forbundethed. Men nej, jeg har ikke sagt det. 4.12.21.
Tanken var, at vi skulle mødes på tværs og udveksle. ANTV - en tv-station, hvor psykisk sårbare står bag kameraet og os, der repræsenterede Poetklub Århus. Det skulle ligge uudtalt, at på den ene side af bordet sad de psykisk syge og på den anden side sad poeterne. Indtil jeg sagde ordet "psykiatri" ud over hele bordet, fordi jeg koblede kunst og psykiatri, sagde at de to ting tit hænger sammen. Hende ved siden af mig begyndte bagefter at spørge til arrangementets ærinde, hvem havde fået idéen at sætte os to grupper sammen? Irina fra ANTV, som var arrangør, havde måske håbet at have en allieret i mig, der rigtigt nok havde været tovholder, havde slået arrangementet op på Facebook, fundet deltagerne. Men jeg ser nu bagefter, at jeg intet var værd i den retning. Jeg røbede mig selv. Og samtidig de andre. Der blev en såkaldt runde, hvor vi skulle præsentere os hver især - hvilket ingen på forhånd vidste. Hvad er vi havnet i?, må nogle have spurgt sig selv. Hvordan kommer vi hinanden ved, når der er en skjult agenda om, at vi ikke må sige, vi er psykisk syge. Ja, vores fælles sprog kunne have handlet om det at formidle, vi gør det med ord og poesi, de gør det med deres interview-form. Men det var også for at forklare mig selv. Så at de bedre forstod, hvorfor jeg var så skrøbelig foran indgangen, fordi jeg troede, jeg skulle få alle til at føle sig godt tilpas. Men de fandt jo bare hinanden selv og faldt i snak (jeg skulle intet gøre). Jeg følte, der manglede åbenhed, rene linjer. Så derfor - godt nok ikke særligt velovervejet - sagde jeg fy-ordet højt. Vi var - ved jeg - tre ud af seks fra poetklubben, der har haft berøring med psykiatrien, hvorfor ikke sige det. Hvad er det af mig selv, jeg ikke må vise?? Er jeg på den forkerte side? Er Himmelen kun for nogle? Jeg gik i forestillingens pause, det havde jeg udtænkt allerede derhjemmefra, hvis jeg skulle blive træt. Ikke den bedste ambassadør. Men en anden pige gik også, da hun så, det var muligt, og vi fulgtes hjem. Måske er jeg et eksempel. 3.12.21.
Jeg havde bedt hele dagen, op til koncerten, jeg skulle performe her til aften. Ikke med ord eller udtalt med lyd på, bare i mit indre. Igen og igen blev jeg næsten overdøvet af Largo satsen fra Bach's koncert for to violiner, som har fulgt mig helt fra jeg var ung. Den satte sig som en grundstemning som ostinatpunkt, som toneangivende for min forberedelse. Jeg lagde mig f.eks. for at hvile - da jeg ved fra erfaring, det er vigtigt før en koncert -, og vågnede blidt til tonerne indvendigt af denne utroligt smukke og inderlige Bach Sats. Jeg har netop bestilt den på cd som en julegave til mig selv. Må som barn have optaget den over fra en af mors og fars lp-plader til et kasettebånd. Havde blandt andet musikken i ørerne på min tur til Skotland som 14-årig. Hver gang, jeg i løbet af i dag, havde kvababbelser, emotionel uro, nervøsitet: hvordan skulle det dog gå. Har jeg øvet nok osv. så istemte disse violintoner og beroligede mig. Jeg kan ikke andet end se det som kommende fra den åndelige verden, der gerne vil mig. Idet jeg også vender mig mod den/dem. Disse hjælpere af mere usynlig karakter. Hvordan skal jeg næsten takke, nu hvor koncerten gik virkelig godt. Det er det, jeg prøver at skrive frem her. Min taknemmelighed. For de var der virkelig. Ikke bare som antydninger, prikken til, indirekte tale. De - hjælperne - var der med musik, som jeg kendte helt ind i hjertet. Som er en del af min dna. De brugte direkte tale. Jeg var ikke i tvivl. Jeg er nødt til at sige det. Her. Jeg er et vidnesbyrd om et samarbejde på tværs af verdener. At I skal se det. 1.12.21.
Hvor mærkeligt det end var, at Nikolas, min søn, blev født akkurat den dag, hvor også ham, jeg var faren utro med, havde fødselsdag, så er det altså også mærkeligt at netop denne mand, Peter, i nat ved 1-tiden skrev en forsinket fødselsdagshilsen til mig. Akkurat - dato, tidspunkt -, hvor det var nøjagtig 29 år siden, at min søn omkom. Kære Peter. Så utaknemmlig en rolle, du har haft i et drama, du slet ikke ænsede. Ja, selv den dag i dag, hvor jeg skulle svare Peter på hans lykønskning, var jeg nervøs for, hvem der læste med. Var mit svar for hjerteligt, følte jeg næsten et levn af skyldfølelse over for, hvis faren læste med (han er vist ven med Peter på Facebook). Tænk, at intet er forandret. Jeg er stadig skyldig, og uheldig at datoerne var den samme - 9. juni. At barnet på den måde fik en medfart, der var næsten forbandet eller uheldsvanger fra begyndelsen. Og min skyld blev helt udtalt og gennemsigtig og åbenlys - og gældende. Jeg kunne ikke løbe fra noget. Selvom jeg følte mig uskyldig - af min alder - at jeg var "løs på tråden", som jeg kaldte det i en dokumentar, der blev lavet om mig. Som om Peter slet ikke er en virkelig mand, der selv har stiftet familie, levede videre og måske slet ikke - stadig den dag i dag - er klar over, hvad det betød i min kontekst. Som om ikke også han har en historie og en værdighed. Det er på tide, jeg anerkender det. Hermed en forsvarstale. For, hvad der kan ske. For helt nøgternt: hvad der kan ske. 30.11.21. Jeg ser nu, at jeg tager fejl. Peter skrev kl. 23.54 d. 29.11. Altså d. 29. - som da det skete, men ikke på klokkeslæt om natten. Alligevel er det tankevækkende..
Jeg er ligesom Dostojevskiij. Jeg troede, jeg skulle dø, men fik en ny chance. Siden går jeg og venter, at noget falder ned oveni hovedet på mig. At verdens dom indhenter mig. At jeg har snydt mig til stadig at være her. Og har dårlig samvittighed over for dem (ham), som ikke længere er i live. Jeg kan endda høre på de optagelser, jeg har indspillet, at jeg synger med frygt i stemmen. Jeg synger som en, der er bange. Jeg har ikke indstillet mig på dette. Jeg har forventet at blive slået ihjel! Allerede henne om det næste hjørne. Jeg har for en halv time siden netop ligget på min seng og gennemtænkt mit endeligt. At sygdom måske vil overgå mig. Straffe mig. Jeg er så utrolig hård (ved mig selv). Formaninger, må ikke læse Facebook, må ikke se drama på tv, må ikke overforbruge af penge, spise kød, føle skadefryd. Som om indvielsesvejen eller discipelskab er så utrolig smal en vej. Jeg har ikke tænkt på min søn - sådan rigtigt - i flere dage. Følt, kontakten til ham var neddroslet. Ikke talt til ham eller "hørt" fra ham. Jesus interesserer mig slet ikke (længere), idet mange verdensherrer har været her på tilsvarende vis. Og vi alle er sjæle på vej - på lige fod. Hvis jeg sku dø for en sag, sku det være musikkens, musens eller den frie tale. Man skal tillade sig at give udtryk for. Jeg er forpint i mit hoved, men nu hvor jeg har grædt og tænkt på ligheden med Dostojevskiij, desuden følt min søns nærhed igen, hjælper det. Ligesom om, der var et lys bag mig inde i det lille rum, hvor jeg lå. Det forklarer jo al min paranoia: Jeg forbryder mig, venter mig en straf, men den udebliver. Lever videre. Venter den fra naboen, fra manden på gaden, fra retssystemet, fra ekspedienten, fra publikum, fra en lærer. Den udebliver. Vender den mod mig selv. 24.11.21.
Har hovedpine for fjerde dag i træk. Ikke kigge likes, ikke kigge statistik, ikke dyrke anerkendelse, imens du flagrer og ikke kigger indad. Så enten kan jeg ikke tåle den pastasalat, jeg er begyndt at spise nærmest hver dag. Eller også er jeg anspændt, stresset. I allerværste fald er der noget i vejen med mit hoved. Min øresten er forsvundet, særligt efter jeg igen lavede håndvægtsøvelser. Jeg vejer ret præcist 65.5 om morgenen. Regelmæssig motion, afføring osv. Jeg tåler ikke pres, eller at lægge noget ud, jeg tvivler på. Ja, de andres dom frygter jeg dag og nat. Og Guds. Jeg har glemt at takke for, at lyntesten for coronavirus var negativ i går. Når nu, jeg havde bygget en skræmmehistorie op, om at jeg måske havde smittet andre i selskabet hos min søster dagen før. Jeg har simpelthen hverken takket eller bedt - nok. Hvad er det for en verden at vi skal tjekke om andre kan lide os, hele tiden. Var vi ikke gode nok, om vi så stod alene på en øde ø? Hvorfor er de andres mening så afgørende for vores velbefindende? Og så er jeg bange for at flytte i et hus - trods det, at der er mange fordele ved det. Så når jeg tjekker venteliste er det med blandede følelser, at det rykker tættere og tættere på. Forestille mig ligge på 1. sal og sove og så høre lyde ved min dør nedenunder skræmmer mig. Og jeg savner allerede havemanden, trygheden her. Nu ved jeg det: min økonomi er løbet løbsk. Har lige for en time siden købt for 70 kr. i en genbrugsbutik. Jeg har lavet regnskab og tjekket min konto og forbrug nøje igennem pga. dårlig samvittighed, men hvordan få bugt med den, når man bare tilføjer synd til synd. Jeg har vitterligt ikke renset mig eller gransket mig eller bekendt mig. Dette er mit skrifte. 24.11.21.
Koncert i Galleri Gallo, onsdag d. 1. december kl. 19, Nørre Allé 86, Aarhus C. Ingen tilmelding, gratis adgang
Velkommen til en lille intimkoncert i Galleri Gallo med egne små, korte kærlighedssange, skrevet og sunget af Anne Marie Eriksen. Indimellem numrene vil Anne Marie være fortællende omkring sangenes tilblivelse. Anne Marie er foruden komponist også maler og forfatter. Og hun har desuden sin daglige gang på Gallo skolen. Hun har optrådt med sangene igennem 15 år på forskellige scener, senest på Fairbar i Aarhus. Bagefter vil der være åbent for en snak om, hvad der gør, at en sang bliver til en kærlighedssang.
Jeg blev så fornøjet over at handle sandaler med en, der kalder sig MIMIMAMA - hvem er det? - over den blå avis, at jeg begyndte at gøre skuffer rent i mit køkken (ha ha). 23.11.21.
Ifølge teosofien er de tanker, man gør sig indadtil, gældende. Det vil sige; bekymrer jeg mig om klimaforandringer, da er bekymringen en gang udgået fra mit tankesind, har formuleret sig og er formentlig blevet modtaget (af skaberen/universet). Altså de drømme, jeg har haft omkring et nyt parforhold har fundet et udtryk. Og har været en inspiration til kunstnerisk aktivitet. Er det spildt (spildte kræfter)? Hvad betyder det, at man nærer håb for noget, som man ønsker engang i fremtiden vil ske. Det betyder, at man finder mening i noget. Ikke blot søger den, men finder den. Der er noget, der er større end ens eget råderum. Noget, man må have hjælp til udefra. Men man kan arbejde med, og invitere. Ifølge teosofien har ikke én uudtalt tanke været forgæves. Det har bygget de indre legemer op, gjort dem tydelige og aktive. Ifølge skaberværket har jeg allerede mødt min kærlighed. Idet jeg har elsket mig selv i denne proces. Som har modnet mig som kvinde. Det er vigtigt, den er/var der, i det hele taget at kunne føle den. Til en mand såvel som til et blad. 21.11.21.
Jeg er sårbar. Jeg er afhængig af at blive holdt af og holdt om. At nogen siger, det er i orden at bestille sko, ja det ku være andre udskejelser, men nu er det den. Det betyder noget for mig, om jeg er velkommen. At folk svarer på min henvendelse. Godtager mig. Inkluderer mig. Jeg er ikke stærkere - end det. At se mig tage på Gallo - næsten som om jeg ser mig selv udefra - men det er moral. For at forberede mig bedst muligt til min næste koncert. At sidde og fnise over nogle unge mænd i bussen, som kunne have været min søn, giver mig perspektiv. At faren til mit barn og jeg i dag har liket det samme opslag på Facebook - betyder noget. Det er ikke lige meget, om vi bevæges og ekspanderer. Af egen kraft eller af andres tilskyndelser. Ikke noget er lige meget. Hvor mange gange har jeg ikke læst den sms igennem, som jeg sendte til en kær, for at se, om den overskred hans grænse eller sagde noget dumt. Fordi jeg gerne vil favnes. Hvor mange gange tænkte jeg ikke til livsfilosofi, at jeg glemte at lytte til de andres svar, og mere gik op i det, jeg selv kom frem med. Da lykkedes det mig bedre at stå og vaske op i køkkenet og udveksle med dem, der tilfældigt gik forbi. Jeg står i højvande til halsen, men det synker vel. En dag siger du vel, om jeg er en idiot. Altså reelt er det. Da lad mig være som Dostojevskiijs. 19.11.21.
Er det ikke mærkeligt. Ham, jeg skrev om for et års tid siden, hvis vink en sen, mørk aften jeg sammenlignede med en engels, er nu blevet en belastning. Så at jeg undgår at gå i hans nærhed. Han standser og dytter og vinker, også selvom det er udenfor nærområdet. Der er kommet en underlig lummer undertone og jeg har måske været for imødekommende. Hvad kalder man det, at en, man før havde tillid til, nu i stedet for virker suspekt. Er det hans indhold eller mine øjne, der har ændret sig? I dag vinkede han, da jeg kom tilbage fra valgstedet og jeg prøvede virkelig at afværge eller respondere vagt for ligesom at sende et signal. Er det sådan, at vi tiltrækkes endnu mere af det, vi ikke kan få? Jeg tror, han er med i afdelingsbestyrelsen og hans bil holder også altid sådan et favorabelt sted - modsat alle andre. Jeg er direkte ked af, hvis en fascination kan have et sådant udtryk. Jeg mener: dette er mit hjem! Der er også mennesker, jeg er fascineret af, men man skal ikke nødvendigvis forfølge eller dyrke det. Det er jo typisk sådan, at vi selv tiltrækker, hvad vi møder og kommer ud for. I en læringsproces. Men hvor er min lærer? 16.11.21.
Jeg registrerer bare, at jeg dagen igennem har sloges med mindreværd og tanker omkring svære ting i min fortid. Var direkte chokeret over mit spejlbillede i morges i den position, jeg stod i. Og jeg har spist ufornuftigt og tænkt på tidligere eskapader fra sygdomsperioder. Indtil jeg valgte at cykle til Gallo skolen for at synge endda hæderligt der. Tager tøj på, der fremhæver min figur. Trækker kortet "nederlag" - men det er ikke dårligt. Det handler om at se sin angst i øjnene. Ku ikke samle mig om at læse. Har ikke lyst til det, jeg skal i morgen. Lagde mig lidt og blev vækket af "google assistant", uden jeg har bedt om det. Kom til at afslutte en sms med kh uden navn eller andet i går og kigger på den i dag, som om den er kærlighedsløs. Hvilket slet ikke var hensigten. Klimaforandringer, november-mørke, julestress. Nogle gange føles det som om, det er forbundet med Gud selv. At det er en del af hans væsen. Uundgåeligt. Man skal være glad for de dage, hvor man glæder sig til noget, der skal ske, planer for fremtiden, det der skal komme. Velvidende man måske kommer fra noget, der var mørkt. De dage, hvor ens intelllekt forstår det skrevne til fulde, så det planter sig og udvider én. Lige nu er det hele grumset i mit hoved. Kun i natlige drømme er jeg et forbillede. Det er ikke uvæsentligt, for det fortæller noget om min sjæls tilstand, nu hvor min dagsbevidsthed ikke rigtigt "fanger" essensen. At mit indre liv, som jeg lige nu ikke har særligt kontakt til, lyser bag ved bekymringen, helt ubekymret. Det var netop det, jeg ville skrive mig frem til. 13.11.21.
Man gør ikke en melodi mere bøvlet, end den behøver at være. Man vælger ikke den sværeste vej til sit publikum. Man gør adgangen nem og ligetil. Man gør sig attraktiv som et glas vand på en varm sommerdag. Der er ingen grund til at skabe kvababbelse, så materialet er svært at fordøje eller synke. Det er som at give dig en blomst. Den har selv foldet sig ud foran mit klaver og nu deler jeg den med dig. Hvis ikke jeg deler gavmildt ud af fælles gods, gør en anden. Vi er her sammen med samme formål og retning. Der skal være rene klange og vellyd, som planter sig som såsæd. Fløjten af strofer, der var genkendelige med det samme. Nynnen i både det dybe og høje leje for variationens skyld. Og til sidst dyb fred. Som trøsten af et barn. Heller ikke nodebilledet skal forstyrre, eller teksten. Eller kvinden, der ses på indspilningen. Der skal være en kendetegnende harmløshed, så kunsten er for alle. Alle for en. 12.11.21.
Jeg har nu valgt boligsøgning på "alle etager" i stedet for kun stuen og 1. sal. Lad os sige, jeg skulle have gjort det for lang tid siden. Muligvis, men jeg var faktisk ikke klar før. Før jeg i aftes oplevede mig græde over ikke at kunne synge frit herhjemme. Tænk, hvis det var koden, der åbner markedet op. Idet jeg havde begrænset søgningen for meget. Jeg har faktisk ledt efter et felt, man kunne trykke på for "alle etager" og rigtigt nok skulle man i stedet skrive "fra kælder til 6. etage", så var den der. Tænk, hvis jeg har ledt i blinde, simpelthen fordi der var kælder i et hus udover som jeg ønskede stuen og 1. sal. Men jeg har faktisk ikke været klar før nu. Tænk, hvis jeg er klar nu. Er først klar nu. (natten til) 12.11.21.
Af alt levende er det alligevel hunden, der lærer mig mest. Den måde at sætte sig, når jeg skal fjerne en tornegren fra dens bryst. Den måde at vise mig vej gennem skoven på Vestereng, hvor jeg aldrig har været, men hvor den har været. Dens tavse tilkendegivelse, idet vi ikke taler samme sprog. Nu er jeg helt tryg ved at gå tur med den. Den piver og beklager sig ikke. Og jeg lader mig selv inspirere undervejs til at gå en vej, vi aldrig før har betrådt. Vi er trygge ved hinanden, og når jeg kommer hjem til Trøjborg (med bus) helt gennemblødt af sved, må jeg købe et stykke brunsviger ved bageren. Bageren spørger endda, hvilket stykke, jeg helst vil have. Jeg prøver at investere i gode vandresko og regntøj, altså så udenomsting ikke får fokus. Men det at jeg sveder svarer til da min mor akkompagnerede til fællessang på plejehjemmet for et par år siden og sagde, hun var helt gennemsvedt efter en times klaverspil. Vi føler, vi er på arbejde, det er også en slags forbrænding. Jeg lader mig lede af Frida - hunden. Bliver inspireret. Hun standser op, hvor jeg synes, vi snart burde vende næsen hjemad. Stands lige lidt her, siger hun, der dufter så godt af et eller andet. Hun ved, jeg går ret hurtigt, når vi er kommet tilbage efter turen. Og at godbidderne på gulvet betyder afsked. Hun ved i det hele taget en hel masse. Hun er et livsstykke, et kraftcenter. En ven. En stor ven. 9.11.21.
Jeg stod op, så jeg ku være en af de første kunder i Yousee-butikken på Strøget. Havde ikke haft netadgang i to døgn fra min computer. Jeg formåede at beskrive mit problem, og havde medbragt det gamle modem, strømforsyning og kundenummer (fra en regning). Hun tilbød mig en kop kaffe og den fik jeg maskinen til at lave til mig. Da jeg kom hjem fandt jeg ud af at installere det nye modem, og jeg fandt også ud af at slutte min printer til det nye netværk. Jeg har fundet ud af at bruge tv-tillægget fra Kristeligt dagblads fredagsavis - som jeg holder - og så på den baggrund i aftes et portrætprogram om en af mine lærere fra kunstakademiet. På en måde ønskede jeg, det var mig, der havde et værksted, hvor jeg kunne stå og bruge spartel på et kæmpe stort maleri. Jeg blev simpelthen inspireret. Heldigvis mødte jeg den lokale havemand - Henning - i dag for første gang i to uger, og vi udvekslede noget jovialt, da vi passerede hinanden på fortovet. Endelig lykkedes det mig at bestille to pladsbilletter - via en app på min telefon - til juledagene i fald jeg tager til Sønderjylland. Jeg har sørget for. Varetaget. 8.11. 2021.
For jeg har grint og grædt, helt bogstaveligt. Hvis naboen lytter med har han hørt begge dele. Ligesom i Vestergade-lejligheden i 03, blot skiftede jeg da fra gråd til latter på få sekunder. I dag gik der timer imellem. Jeg er ikke dopet af medicin, så jeg ikke har kontakt - jeg har så rigelig kontakt. Og noget hobede sig op i dag, så jeg endda måtte græde i bussen. Det er jeg ærgerlig over for de børn, der var med bussen, men jeg prøvede at dække over det. Lod f.eks. mit hår skygge for mine øjne. Ikke at også de er gjort af gråd og latter. Jeg tålte ikke engang, at skomageren vejledte mig dårligt. Eller at teksten til livsfilosofi var på svært engelsk. Jeg gik bare. Jeg måtte melde pas. Suppression hedder det med et giftigt ord. Det er det, min lidelse først og fremmest går ud på. En dag lader jeg det vel strømme frit. Jeg ved godt, hvad der er på færde. Ganske enkelt på færde. Kun bundet af kærligheden, der er fri. Kun fri. 5.11.21.
Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen (Gallo skolen, tidlig november 2021)
Jeg vil takke, prise dagen, kysse et blad. Indtil jeg selv bli'r rodskud efter løvfald.
Se og hør den på Youtube her: https://youtu.be/8sOvxaElSv4
Hun har nu beskyldt mig for at lyve. Hvis hun læste med i denne dagbog ville hun vide, tingene er foregået ordentligt. At da hun ikke svarede i aftes - som hun skrev, hun ville - deaktiverede jeg annoncen, da jeg ikke orkede at have noget til salg overhovedet. Alle disse sms'er frem og tilbage tager kræfter. Nu er jeg tvunget til demonstrativt at have aktiveret annoncen igen for at vise hende, støvlerne ikke er solgt til anden side. Havde hun da bare fattet, at jeg holdt en anden køber hen for at afvente netop hendes svar. At jeg favoriserede hende frem for en anden. Hun skriver om en sorg, tragisk ulykke, samtale med en præst. Hører det hjemme i et forum som det her? Jeg skrev: "Jeg har ikke så mange kræfter og orkede ikke at have noget til salg". "Er det sandt?", spørger hun. Inden hun blokerede mig. Det sidste, jeg skyndte mig at skrive var "Tak" (for at have blokeret mig, så vi kan undgå, den her udveksling fortsætter). Hvor kan der dog ske ubehagelige ting. Og det tynger mig stadig. Vil stærkt overveje, om jeg fremover sætter noget til salg og hvordan. Uskylden er forsvundet. 3.11.21.
Jeg har handlet med følelser. Jeg er nu helt sikker - jeg har brudt uskrevne regler. Først købt et par støvler, modtaget dem, sat dem til salg næste dag. Endda i det samme forum, hvor jeg købte dem. Hende med "Det er for dyrt" ringede ligefrem i dag og indtalte en besked. Hun ville egentlig bare gerne forhandle prisen, hvis hun købte to par af mine sko på én gang. "Beklager, jeg har fortrudt at have sat de hvide til salg". Hun lød virkelig som om, hun havde tænkt på de sko hele natten. Jeg har været for lemfældig, ikke agtet på en ordentlig måde det at udveksle. Bare fordi jeg har en form for modstand mod nogle sorte Art støvletter, jeg købte for en uge siden. Som om, de nærmest er "onde". Tænk, om jeg sendte dette onde videre! Nej, jeg beholder dem, ser dem an. Tager dem måske på en dag, for de passer fint i størrelsen og er velholdte. Eller også giver jeg dem til min yndlingsgenbrugsbutik uden at tænke over, hvor de så havner til hvilken pris. Jeg har ødslet med energi, der kunne være brugt givtigt et andet sted. Jeg er fuld af svig, ved at trække de hvide sko tilbage på den måde, men jeg troede sådan set, hun havde tabt interessen. Jeg fandt ud af, at de hvide sko havde værdi for mig - hvilket er godt. Men der er gået lidt for meget sport i den her på det seneste. Kigge på sko næsten dagligt, byde ind, modtage pakker, fortryde eller glæde mig. Der er både gode og dårlige ting at sige om det. Men jeg har i hvert fald ikke givet, hvad Guds var. Så utrolig dårlig en borger og handelsmand, jeg har fremstået som. Så angrende, jeg nu giver mig til kende. At jeg står tilbage med ingenting. Hverken agtelse eller respekt. For hverken min hånd, min tanke eller min gøren. Aldrig mere vil jeg være usportslig i den kategori, der hedder kærlighed. Der er ikke tid. At måtte bedrøve én, der havde glædet sig. Det klæder ingen. Art mærket har spillet fallit. Og jeg har nærmest taget fra kassen. Det er uskønt og uværdigt. Mens jeg så til og lod det ske. (Natten til) 3.11.21.
"Det er for dyrt", sluttede hun. Det ku ikke være mere velkomment. Netop som jeg havde fortrudt at have sat de hvide Art sko til salg i det hele taget. Hendes beskeder var så utroligt kølige og jeg fik formuleret mig så kluntet omkring fragt, så hun ikke svarede mig i halvanden time. Da jeg så sad og øvede sang på Gallo skolen, satte jeg annoncen "i bero"; fandeme om ikke de hvide sko bare er mine, altså. Lige så kluntet bar jeg mig ad, da jeg var med til at leje min vens lejlighed ud for sommeren. Helt så jeg skræmte den unge fyr væk - ikke bekræftet, dog. Men så kom der denne unge kvinde til, som Lars har udviklet et nært venskab til. Hvor kærkomment, at jeg kløjs i det engang imellem. Her er de (ha ha):
Jeg havde tænkt på at skifte tøj derhjemmefra. Idet jeg godt kunne lide farven af de gule sko op af de sorte bukser op af den grå trøje og den let mørkeblå top. Jeg vidste nemlig, jeg ville svede mit tøj til af cykelturen. Jeg anede ikke på forhånd, at spejlet stod så tilgængeligt. Og man kan ikke se det på billedet, men min trøje er faktisk våd. Jeg udnytter et øjebliks kådhed. Og jeg ser det, jeg er. En kvinde.
Jeg er alene i min vens vinterlejlighed (for at hjælpe med at gøre den indflytningsklar), hvor sommerens lejer har efterladt - indtil videre - sit enormt store/høje spejl midt i stuen. Hvad gør jeg.. 31.10.21.
Tekst, musik, klaver og sang: ©Anne Marie Eriksen, Gallo skolen sen oktober 2021.
Bønfalder Gud, at jeg må gå stille, med værdighed. Huske, at i grunden livet selv gav, hvad det havde til mig, - ikke til bitterhed: Englen, der ledte min fod.
Får sangen "I can't get no Satisfaction" i hovedet. Og helt rigtigt: ham, jeg er lun på, gengælder vist følelserne, men ønsker ikke noget parforhold. Jeg scroller ned over siden med Art sko - for femte gang på en uge. Som om, jeg ikke har nok af Art sko. Og da resultatet er sparsomt klikker jeg mig ind på Aarhusbolig.dk for at se, hvordan status er i forhold til at søge bolig - trods det, at jeg er glad for at bo her. Hvorfor kigger jeg ikke ind - på min indre rigdom? At jeg stadig står stærkt i verden uden at være i forhold til noget. Jeg drikker en aftenøl, men på et tidspunkt er også den sluppet op. Hvad læner jeg mig da op af? Jo, det skal jeg sige Jer. Dette sted er et åndehul, en ventil. Hvor fortærsket at tale om kunstnerens åre og iltmangel. Men dette - lige nu mellem dig og mig - er mit sted. Jeg kender ikke dig forud og jeg ved ikke, hvad dit blik ser eller hvad din dømmekraft bider mærke i. "Jeg er tilhænger af dagbogsformen", som jeg sagde til en kvinde i aftes. Men også dette skriv får en ende. Da vil jeg søge mellem linjerne på en sms fra en kærlighed. Da vil jeg tillægge værdi til pauserne mellem det, vi fik sagt til hinanden. Og se på alt det hvide på siden, som understøtter det, der står med blæk. Som min hyperintelligente nevø engang sagde til sin far, da faren fortalte, at de var i "en skov": "Men hvad er så det mellem træerne?". Om jeg så skal lede i årevis vil jeg søge med al kraft. Jeg er interesseret i det oprigtige møde mellem to mennesker. Og ikke før jeg opnår det, er jeg tilfreds. Jeg er aspirant, det vil sige jeg ønsker at forbedre mig. I aftes stillede jeg mig op til åben scene og læste digte op, fordi jeg syntes, der manglede noget i forsamlingen. Bagefter fik i hvert fald to andre mod til at melde sig på oplæsningslisten - og det var netop det. At opnå at give andre mod til. Der var mit ærinde. 28.10.21.
Jeg tåler ikke Jesus-identifikationen ret længe. Det er merværdi overdoseret og et drys af mani oveni. Hvorfor jeg også lægger Bibelen væk ret hurtigt. Jeg krænger. Og selvom det ansporer mig til at gøre gode gerninger i det almindelige bybillede, bliver det hele tolket ind i en underforstået sammenhæng om at være den store helt. Derfor har jeg haft det så dårligt på den bytur, jeg lige er kommet hjem fra. Træk mig ned, beder jeg den åndelige verden. Mit selvbillede krakelerer, idet det tapper mig for kraft. Det er simpelthen ikke opbyggeligt. Så jeg bare min nabo med ydmyghed, taknemmelighed, ærefrygt. Men nej, jeg overtrumfer hende. Det er usympatiske karaktertræk, jeg her beskriver og lægger for dagen. Og jeg er ikke stolt af det. Den store kraft, der ligger i Kristus-impulsen, skal man tøjle og beherske. Og man skal ikke udnytte den og drive rovdrift på den. Jeg er som det røde efterårsblad på træet udenfor. Hverken mere eller mindre. 25.10.21.
Det
vækker modstand i mig, at jeg i kommentaren her til Lars (Hougaard
Clausen) kommer til at tale om os og dem. Altså os, der læser
dybden ind i teksten og dem, der ikke ser der ind. Jeg ser, at det er
det, Jesus mente med: Dem, der har øren.
Til teksten "En kunstner holder aldrig fri" (nedenfor og på Facebook, 19.10.21)
Mig:
"Googler
man "En flig af kappen, Bibelen" kommer der flere skriftsteder
frem (f.eks. Mark. 6, v. 56). Jeg har dog tænkt på den blødende
kvinde, der bare lige rører en anelse af Jesus' kappe/overtrøje -
og så alligevel ikke, da jeg, som du siger, bruger udtrykket i en ny
sammenhæng. Der er Jesu udsagn, der bare har plantet sig i mit
sprogbrug. Og de, der ikke kender til skriftstederne, skal også
gerne kunne finde en mening. Nu så du så bare ind bag - og tak for
det."
Jeg drømmer det så tit (og senest i nat): Jeg står enten i 9. klasse i folkeskolen eller 3.g i gymnasiet, det er forår, og vi skal til de afsluttende eksaminer. Jeg ved, det er så nu, jeg skal prøves. Men også at det er netop nu, jeg kan nå at trække mig. Af skræk for at få karakteren 0 i alle fag, fordi jeg forudser, at jeg fagligt er på helt bar bund. Jeg kan ikke gennemføre prøverne, og jeg ved, det vil skuffe mine forældre at høre, samt mine omgivelser i det hele taget. For hvordan forklarer jeg det? Jeg er helt afklaret selv, kølig, fattet. Jeg trækker mig bare nu, selvom jeg så ikke får papir på en studentereksamen. Ingen vil helt forstå det, men det føles helt rigtigt for mig. Jeg gør noget andet. Endelig drømmer jeg også (også i nat), at jeg kan nå at tilmelde mig forprøverne til musikkonservatoriets optagelsesprøve. Jeg googler oplysninger om kurserne, har selvtillid på området. For dog til sidst at tænke: hvad er egentlig mit hovedfag? Og jeg er 48, hvordan vil de overhovedet tage mig ind? Ikke desto mindre har jeg troen på, jeg ville kunne lykkes indenfor det felt. Det ender med, jeg passer Frida (Lars' hund) inde i en kirke, som skal vurdere mig som komponist til et job. Vi går ud under gudstjenesten, da jeg tænker, Frida har brug for det. Udenfor siger jeg: "jeg kan kun komponere firestemmigt, jeg kan ikke (engang) lave en sats" (underforstået for et kirkekor). Selvsagt får jeg ikke jobbet, selvom de ser tydelige fordele ved mit nodemateriale, kan jeg mærke. Jeg vågner - endelig og godt svedt - ved at mit vækkeur ringer. Jeg ringer til lægen og han siger, jeg har "øresten", og at det er derfor, jeg har kvalme og svimmelhed. 22.10.22.
Jeg glemmer det aldrig. Hvor meget, det betyder. Har sendt bilag afsted til Salmer.dk for at de skal vurdere, om vores kan lægges ud tilgængeligt på deres hjemmeside. Og jeg har tjekket og tjekket. I eet væk. Til sidst ønskede jeg at sende mailen på et lige minuttal, men det blev i stedet 20.27. Så fik jeg en fejlmeddelelse, at mail-adressen, jeg havde sendt til, slet ikke fandtes. Og rigtigt nok, jeg havde skrevet et r for meget. På den igen, videresende, selvom det ser tåbeligt ud. Undskylde, at de skal "se mail nedenfor". Men kl. 20.36. Ha, der var den. Nu venter vi bare deres dom indenfor en måned. Måske fører det til, at jeg endelig finder ud af - måske ved at google mig til det - , hvordan jeg skriver tekst ind i nodeprogrammet, så den står sammen med melodilinjen. Jeg siger jo, livet er en stor prøvelse.. 20.10.21.
Han respekterede det ikke. Jeg skrev: "Er svimmel her til morgen. Ikke flere beskeder i dag". Hvortil han svarede: "Ok". Alligevel har han her senere på dagen fortsat med at skrive i tråden. Jeg leder efter måder at blokere ham på. Hvorfor skulle det overhovedet komme dertil? Jeg sagde, jeg var trængt - har haft svimmelhed og kvalme hele dagen -, men han så hen over det. Hvad er det for et menneske, der ingen fornemmelse har. Jeg kan hænde at møde ham på gaden i morgen, fordi han har ærinder her på Skovvangsvej i sin hverdag. Og hvad så? Han har stadig overhørt mig. Derfor har jeg nu "slukket samtalen", jeg aner faktisk ikke, hvad det betyder. Men det var ligesom mit våben. Nu tikker der i hvert fald ikke en besked ind, som belaster mig yderligere. Eller også får jeg bare ikke notifikationer om den. Det er hans eget valg. Nogle mennesker kan man ikke længere have i sin nærhed. Tak, forsvar, for at have handlet. For helvede, at han ikke SÅ det. 20.10.21.
En kunstner holder aldrig fri. Han vil altid søge at gribe noget i luften. Nu som her i efterårsferien. Om det så var juleaften vil et eller andet tale til ham, som han ønsker at formidle videre. Det er hans metier. Han søger efter stof og andre gange kommer det bare til ham. Man kan aldrig slå sin hjerne fra og bare opleve ingenting. Om ikke andet så var der en bestemt fornemmelse, en mening mellem linjerne, et ansigtsudtryk. Der har brændt sig fast. Jeg må sige det!, tænker han. Han kan slet ikke lade være. Mange gange er det som en strøm, der farer igennem ham, som han skal overgive sig til. Lade sig føre med af. Andre gange skal han med magt stoppe den strøm, hvis han er træt eller overstimuleret. Men ved dagens slutning - og hvornår er det lige? - skulle han gerne have skrevet, malet eller komponeret det, der var at hente netop den dag. Hvorfor han kan lægge sig til hvile. Han føler, der er noget, verden skal vide, som kun han sidder inde med. Hvis ikke han gør det, er der ingen, der gør det. Det er ham magtpåliggende at udtrykke, hvad en anden ikke i forvejen har udtrykt. Forny sit udtryk, så det bliver originalt. For det må gerne bære præg af, at det er ham, der har fundet på det. Han vil gerne sætte sit aftryk. Ellers ville han jo have beholdt sine værker i skrivebordsskuffen. Skal en kunstner derfor nødvendigvis være ekstrovert, vise verden hvad han har gået med i enerum? Nej. Men man kan fint gøre begge dele, både vise og holde for sig selv. Der vil altid være en investering at gøre sig, man lægger noget af sig selv i stoffet. Der er altid en flig af ens kappe, der stadig smyger sig om det delte, for at beskytte det. Man kan få høvl eller ros. Og måske betyder andres dom slet ikke noget for én. Hvis man nu kun var i forhold til Gud. Ens medmenneske kan rumme og favne én, sige god for det, man render og laver. Måske give én solid kritik, som man kan tage med sig videre i sit fremtidige kunst-neriske virke. Ja, en god ven kan se én både inde og ude fra. En kunstner holder aldrig fri. Han ER fri. 19.10.21.
Så det, der lå på vrangsiden, nu ligger frit fremme tilgængeligt. Når den ene tone har været omkring alle de andre toner forinden, for at blive til det, den er nu. Når det, man har frygtet ved sig selv, viser sig at være selve hjørnestenen, der manglede i det samlede billede. At jeg kan se dig stå i fuld lue, uanfægtet af omgivelser, påvirkninger, toneart. Ser jeg, det er det, du gennem et helt liv har kæmpet for. Når det blotte selv eller jeg eller ego ikke farves af undertrykkelse, holden tilbage eller forvræng-ninger. Da kan alle se dig. Det er muligt, for nu sker det. At du fuldt ud elsker dig selv. Fordi først en anden indbefattede dig i sin radius af tillid. Som fik dig til at føle dig ren. Nu er du holdt op med at gøre beskidte ting for selvskadens skyld. Der er ingen grund. Hvem skal jeg dog takke for denne pragt? 17.10.21.
Jeg er en tone i din sang. Lad mig være ren uden klang. Jeg vil ikke ses for det, du påfører mig. Jeg er en stemme, som du har, du er ikke ensom og bar. Jeg vil gerne ses som det, jeg tilfører dig, - lad mig. (Indspillet 17.10.21. på Gallo skolen). Findes på cd'en "Egne Sange".
Det var alligevel mærkeligt, at jeg ikke havde ræsonneret ligesom cykelhandler nummer to gjorde. Jeg kommer med en 20 år gammel cykel, fordi den fastmonterede lås er gået i stykker. Den første forhandler - som jeg prøver først, fordi han ligger tættest på - bryder jeg mig ikke om. Han har en dårlig karakter. Han kan for 450 kr. montere en ny, men sikkert først i næste uge. Jeg synes 450 kr. er for meget, så vi snakker om at jeg kunne få en kædelås i stedet for, så dem går jeg ind og kigger på. Imidlertid koster dem, hvor forsikringen dækker, mellem 400 kr. og 800 kr.! Jeg er målløs. Til sidst går jeg derfra, fordi det godt nok er mange penge at spendere. Hvortil ham bag skranken siger: "Nå", lettere fornærmet. Jeg cykler indad mod byen, hvor jeg håber at møde noget personale, der er en del venligere. Og ender ved Fri Bikeshop ved Ceres krydset. For fanden: kan det være så svært. Indenfor er der en dreven medarbejder, der prøver at finde den løsdel til cykellåsen, som er gået i stykker. Han leder simpelthen i de ældste kasser, de har stående, fordi den slags lås (jo) for længst er taget af markedet. Men forgæves. Endelig siger han - og ham her var altså rar også inden - : "Hvis jeg var dig ville jeg købe sådan en kædelås her for 99 kr. Forsikringen giver jo alligevel ingenting for din cykel, hvis den bliver stjålet". Selvfølgelig!, han har jo ret. Så jeg køber en med nøgle til 99 kr. og kører cyklen tilbage til min ven, som ejer den. Jeg må have haft et blindt punkt i min tankerække. Ku jeg ikke have sagt mig selv, at cyklen nærmest er værdiløs at forsikre? Så ku jeg have sparet mig cykelturen og bekymringerne omkring, hvorvidt cyklen ville være klar til brug allerede i morgen, hvor der er brug for den. Men jeg gik fra den forhandler, hvor jeg ikke havde lyst til at lægge mine penge, og fandt en, der vejledte mig af et rent hjerte og med sin sunde fornuft. Fordi jeg skulle vide, at en som ham fandtes. Dagens lektion. 12.10.21.
Jeg har gået og tænkt, at min hårdhed lå i mine briller. Altså i dem. Havde de bare været helt lyse i farven og neutrale, havde jeg været mere blid. Men jeg ser, at det er min skygge, min angst for at virke for hård. Hvor tit tænker jeg ikke i de termer, også når jeg klæder mig på: vil denne blå trøje gøre mig åben eller vil denne sorte bh gøre mig djævelsk. Som om det sad i tøjet (eller brillerne). Jeg har det som om, at brillerne er en rekvisit. Jeg retter tit på dem og de er ligesom noget, jeg kan tage på eller tilføje. Som en ekstra arm - også en hjælpsom en af slagsen. Jeg var på vej ned for at købe et andet stel her til formiddag, men det ændrer jo ikke på, hvem jeg er. Det er jo en delpersonlighed, jeg sku tage og kigge på i stedet for. Invitere indenfor, rumme. Hvem har lært mig ikke at være for meget? Det er lidt svært, når man samtidig er løveascendant. Og slagkraft er måske et andet - mere positivt ladet - ord for de samme kræfter. Hvis jeg fik et andet brillestel ville jeg forlange og forvente af det, at det gjorde mig mere mild i min fremtoning. Det kan man jo ikke tillægge et par briller. I går var der en mand, der blødte mig helt op, så jeg glemte alt om, hvorvidt jeg var for hård. Og det er det, vi er afhængige af, ganske enkelt andres ømhed. Når man står på en scene tager man jo også noget på sig. Et slags værn til beskyttelse, fordi man står i en udsat position. Men nogle gange falder det værn og andre får lov at kigge ind bag. Jeg kan ikke nok bifalde det kærligheden kan. Og at du sagde, jeg ikke behøvede gå nu. Jeg tabte mit forsvar. 11.10.21.
"Du har en ultimativ mandehånd og en ultimativ kvindehånd. Det er virkelig ekstremer, du lægger for dagen". "Du skal fortælle om følelser. Du skal gøre, at folk kommer i kontakt med deres følelser". "Jeg ser dig stå på en talerstol". "Du har et underligt forhold til begge dine forældre. Der er en form for kulde". "Du har en usædvanlig kærlighedsevne". "En smittende latter". "Charme". "Du ku også blive en god psykolog. Jeg er bare ikke sikker på, du ikke ville tage folk med hjem". "Du må aldrig holde op med at skrive". "Du er født under en heldig stjerne". "Du kan nå temmelig langt med de her hænder". "Vidste du ikke godt, at faren til dit barn ikke var noget for dig?". "Du har det sådan, at der er ingen, der skal sætte deres fedtede fingre på dit materiale. Sælg det med den selvtillid". "Det er lidt af en maskine, du har der, din krop. Du dyrker rovdrift på den". "En dag vil du mestre alt det med spisning, motion, kæresteforhold". "Det bliver en succes (skriftet.dk). Er det meningen, du skal blive berømt, for det er det, der ligger i det her kort". "Jeg ser dig blandt en masse børn - for du er utrolig god til børn". "Der som 17-årig sku du jo nærmest have været spærret inde! For jeg skal da love for, at du kom vidt omkring". "Jeg ser dig stå som 4-årig, usikker på, hvor du hører til, hvem der tager sig af dig". "Der som 21-årig havde du virkelig ikke meget at leve for". Udtalelser fra forskellige alternative behandlere gennem tiden, fra ca 1997 - 2004. Sammenfattet (natten til) 11.10.21. Frit efter hukommelsen.
"Lars Hougaard Clausen og jeg har over en periode på 10 år - senest i 2020 - samarbejdet omkring at skrive nye salmer. Jeg som komponist og Lars som tekstforfatter. Vi har gjort det med de midler vi havde, både økonomisk og menneskeligt. Og det har været svært at trænge igennem til eliten indenfor ny salmedigtning. Og jeg forstår det sådan set godt. Jeg mestrer f.eks. ikke et nodeprogram fuldstændigt, så notationen ser ikke helt professionel ud, og når vi har udgivet vores cd'er har layoutet været sparsom og primitiv. For det var ikke det væsentlige. Vi har ramt en ånd sammen og inspireret hinanden og materialet har levet i vores hænder. Dette indlæg er ikke for hverken at sælge eller promovere, men bare for at konstatere, at vi er et fællesskab udenom mainstream. Det vidner denne Facebook-side (Moderne Salmer) tydeligt om, idet den blomstrer af foretagsomhed og iver. Og jeg vil bare slå et slag for vigtigheden af, at vi fortsætter vores arbejde ude rundt omkring i landet for at udbrede musik og tekst af forkyndende karakter. Og ikke mister troen, fordi vi ikke lige får spalteplads i aviser eller anden omtale. Tro og kærlighedens kraft ligger ikke i antal solgte cd'er eller node/teksthæfter. Den ligger indeni mennesket. Og det menneske vil jeg gerne møde, som anerkender undergrundsmiljøet på lige fod. For han har forståelse for, at den tavse mand i hjørnet kan hænde at indeholde det største lys. Og ja, det største Halleluja." (Skrevet natten til 10.10.21. Var egentlig tænkt til Moderne Salmer-siden på Facebook, måske særligt Morten Skovsted (præst, Hjortshøj). Men har lige sendt ham en venneanmodning (ha ha).)
Jeg kender ikke koden. Min svigerinde sender mig en "Air Hugs" - figur via Messenger og jeg ved ikke, hvordan jeg skal besvare den. Muligvis er det en fejl, at jeg intet har gjort, for nu skriver hun igen en besked, som hun måske også regner med, jeg svarer på. Jeg forstår ikke altid jargonen. Vittigheder kan gå min næse forbi. Men andre ting fatter jeg ganske klart. Det er, som om jeg tilegner mig viden med kroppen. Så snart, noget er sunket ind, forplanter det sig som en værens-form. Noget, jeg bliver. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke var sådan før, men jeg havde bare ikke kontakt til det. Nu kan jeg være bærer af en ny form for eksistens. En skabende form. Evig pulseren. Du har måske også læst den bog, jeg er i gang med. Jeg mener; tilegnelsen står os alle lige for. Det er jo ikke sådan, at mit liv målt som kvalitet er bedre end dit. Husk de stille øjeblikke med dig selv. Blæs på de ydre former og konformitet. Bedr dit selv - med iver og retning. Alt, hvad du oparbejder går aldrig igen tabt. Synk det, smag det. 9.10.21.
Som om vi kommer i betragtning. Jeg har pakket min taske ligesom forrige år og året før det. Har vi ikke tryglet om at måtte blive en del af det gode selskab. Skrevet salmer op af andres i protest. Undergået forvandlinger på vore helt egne præmisser, meget nærmere Gud end alle de andre. Vi skal til det årlige salmetræf i Hjortshøj kirke. Jeg tager selvfølgelig et par af vores cd'er og nodehæfter med. Et år var det muligt at lægge ting til salg på et bord. Men de kan jo feje os bort med et blik. Fordi vi er skæve og ikke fuldt professionelle. F.eks. kan jeg med nød og næppe skrive noden i et nodeprogram, men ikke finde ud af at sætte teksten ind på hver linje, så i stedet står den for sig selv nedenunder. Har jeg ikke sagt, man godt kan kræve noget af sit publikum? Det behøver ikke serveres og leveres med finish, der skal være plads til forsøg og nytænkning. Hvorfor læne sig op af Syng Nyt folkene, når vi kan gå ved siden af. Meget mere frie, meget mere revolutionære og meget mere kærlige. Ja, vi siger til hinanden - tekstforfatteren, Lars, og jeg - "vi tager bare derud (Hjortshøj) og bliver så længe, vi gider". Og Lars har tænkt sig at tage sine slangeskindsstøvler på, mens jeg selv vil være klædt som en komponist. Vi skal ikke bukke og neje, vi skal bare slå en anden tone an. Vise, at andre ting kan lade sig gøre. Tæt op af og væren tro mod traditionen, men lige et skridt ved siden af. Vi skal bare stå ved siden af og betragte eliten. Smædske sig. Det bliver fedt. 8.10.21.
Lad os sige, du sagde akkurat, hvad du skulle. Hverken for meget eller for lidt. At der vitterligt ikke er noget at fortryde. Du antydede, at der var en livshistorie, men ikke hvilken. Kom talen til at handle mest om dig, spurgte du en anden til hans område. Da du gik fik du rost maden til en af servitricerne. Og ham, du ikke planlagde at følges med over til bussen, fik du meddelt, at du hellere gik alene. Godt nok skammede du dig på vejen hjem over at have foldet dig så meget ud, at du efterlod et indtryk af gådefuldhed. Som om den skat, du har levet for at erfare, er noget at attrå. Som om du er stolt af, hvad der er hændt dig. Lad os sige: du lykkedes. Du fik sagt, du også er psykisk syg - som de deltagere, der kom fra ANTV også var - og du fik faktisk også vist det, idet du i passager snublede over ordene rent fysisk i udtalen. Jeg fik på én gang vist sårbarhed og styrke. Jeg kan ikke nok vedstå. Uden forbehold. Det skete til fulde, som skulle ske. 7.10.21.
Jeg returnerer dine gummistøvler. Er det ikke fem år siden, vi var kærester? Svært at stille kærligheden på afvist. Mit hjerte er endnu ikke tømt. Og jeg kan ikke efterlade det hos bageren eller på fortovet. Det er rettet imod (noget). Jo vel kan jeg dirigere strømmen i en bestemt retning. Men kærligheden har også sin egen natur. Som væsen i blandt os. Som et mellem-værende. At jeg i det hele tager elsker er jeg taknemmelig for. Tænk, hvis jeg var kold eller ligeglad. Jeg ser, jeg kan ikke nægte at ville hjælpe dig. Det ligger i mig som drift. Men jeg kan omdirigere en del af energien, så jeg giver plads til en ny kæreste. Jeg kontrollerer lige akkurat ikke mere end det. Jeg kan invitere noget i at ske. Men Gud kan trykke "afvist". Og så lidt ved jeg om hvad min livsbane kræver af mig. Men at jeg vil være et åbent Ja. Fordi Gud spurgte. 6.10.21.
Jeg skal ikke såre nogen. Jeg skal end ikke skrive, hvad jeg havde tænkt mig at skrive. I nogens navn. Det bliver en anden historie. End ikke for at forløse eller give plads til eller blotlægge. Men derimod for at skåne, bistå. End ikke for mit publikum for at afsløre, dramatisere, opildne. Men derimod for at lægge hen, nedtone. Ikke engang for kunstens skyld - set eller ej. Nej, for kærlighedens. Ikke for menneske, men for Gud. 5.10.21.
Jeg er målløs. Jeg kommer lidt klodset til at afvise en udlænding på Facebook. Har selv slået et arrangement op for Poetklubben, hvor vi søger deltagere. Men vi er egentlig fyldt op (har fundet de seks personer, der max kan være med), da denne fyr skriver, han gerne "vil være med - som oplæser". Helt spontant svarer jeg: "Der bliver ingen oplæsning", før jeg svarer, at nok har meldt sig, så der ikke er plads til ham. Det står så tydeligt for enhver, at jeg har dømt ham på forhånd (som udlænding). Ved at svare ham i den rækkefølge. Helt utroligt svarer manden først: "Okay", dernæst "Det bare i orden". Så at jeg til sidst spørger ham, om jeg skal skrive ham op, hvis en anden springer fra. "Ja, det må du gerne", svarer han. Smiley. Jeg er målløs. Hvordan kan manden gengælde min klodsethed så bramfrit helt aldeles lyst og venligt? Han er taknemmelig for lidt. Og nu, hvor jeg ser det, føler jeg mig skamfuld. Alle kan se tråden, hvordan jeg har ræssoneret - fejlagtigt. Draget min forhastede slutning. Dømt ham ude bare pga. hans navn. Og nu indrømmer jeg det også her. Det er som om hans hjerte folder sig ud - på trods. Det er det, der gør det så forbandet smukt. 30.9.21.
Var det ikke også bedre, om min familie heledes end at have en mission om at redde (hele) verden. Var det ikke bedre at jeg besøgte min bror (i forgårs) end en tilfældig ven. Min bror, som har set mig så syg så syg. At jeg måske holdt om min mor i stedet for en veninde. Som en allernærmeste. At jeg spurgte til min fars helbred, når jeg ved, han ser dårligt (grøn stær) i stedet for, at jeg spurgte ekspedienten i butikken om noget. Jeg mener; bare være nær. Jeg skal aldrig igen glemme, hvor jeg kommer fra. At de har betalt en pris. Så også min far har oplevet "den mørkeste nat" (fik jeg fortalt i weekenden). Så vi alle har løftet en del af skylden og ansvaret. Fordelt på vore skuldre. Så ingen af os reelt er alene. Blodet, der har flydt fra min hånd, mit barns hals. At det må blive vendt til sejr. At ingen nogensinde skal opleve det samme. Hverken som familie eller enkeltperson. At dette er som at få en legemsdel igen, som ellers var tabt. Fordi vi har mærket Guds hånd gribe ind. Jeg skal ikke længere skænde mit ophav. Hverken levende som døde. Jeg er stolt af at være født ind i den sammenhæng. Det vil jeg sige ved deres grav. 28.9.21.
En del af Sange til Nikolas. Indspillet 28.9.21.
Pakker dine klæder bort. Som om det gør, at du er væk og glemt. Tværtimod så skriger jeg til himlen: Her er din hue!
Været i mit barndomshjem. Ikke afgørende, at mine billeder så sådan her ud, men det at mine forældre roste mig, da jeg viste dem det første (som 14-årig). At jeg ikke blev dømt ude. Det at male har siden fulgt mig i perioder som en ven. De sagde, jeg havde en ven. (26.9.21)
Men min far stod bare helt stille. Der ved gravstedet. Det var mig, der gjorde antrit til at gå videre. Det var så dyb en tilkendegivelse. Mit navn - Mor - på gravstenen var dækket til af hvide blomster. Som ville de på en smuk måde dække over noget (mig). Så man bare kunne se hans navn og så det bare kors, som mine forældre i sin tid lagde der. En dag ligger min far selv under en sten i det samme gravsted. Det er så rørende og dybt meningsfuldt. Alle bånd imellem os styrkes og afstand svinder ind. Vi tre - min far, jeg selv og min søn - har samme blodtype. Jeg sagde jo, kærligheden var der. 24.9.21.
Jeg prøver at regne den ud. Jeg har brugt halvanden time på at finde tøj til min tur til Gram. Vil min mor kommentere, at mit hår krøller, fordi det har småregnet. Eller min bluse, at den er pæn. Nytter ikke at tage enten nedringet eller helt sort tøj på f.eks. Vil de lyserøde ørenringe gøre mig sødere og hvad med den bordeaux trøje - gør den mig hård? Jeg prøver virkelig at regne den ud. Og det er alt for hårdt. Jeg passer ikke ind, men skal rette mig ind. Jeg skal vride god vilje ud, pleje den gode stemning, ikke gøre væsen af mig. Men jeg er mere end det. Det er ikke deres fejl, at de ikke får det at se. Man kan kun håbe på, hvad den anden indeholder. Man kender nogle gange kun kærligheden som skjult. 23.9.21.
Jeg sku ha købt hans bog. Jeg ku i det mindste være gået hen til ham og spurgt, om han havde en ekstra med i tasken til salg. Manden, der præsenterede sin nyudgivne digtsamling til Åben poetisk scene. I stedet lagde jeg hånden på hans skuldre, da jeg gik og sagde: "Tak for oplæsningen. Det var hyggeligt". Og det med hyggeligt, det røg bare ud af mig, uden omtanke. Hvad siger det en forfatter, at hans oplæsning bidrog til hygge? Ku jeg ikke have sagt "fint", "godt", "inspirerende". Og jeg, der er med i poetklubbens bestyrelse, bør jeg ikke gå forrest og interessere mig for kunderne, så at sige. Dem, der støtter op om oplæsningsarrangementerne. Ku jeg ikke bare have købt hans bog. Også selvom det kniber lidt med penge på min konto. Så sårbar en situation, man som forfatter er i. Jeg ville ikke have brugt hans bog til noget, hvis jeg havde købt den. Den interesserede mig ikke synderligt, for jeg ku faktisk ikke samle mig og koncentrere mig om hans ordstrøm. Men jeg synes, han havde nogle gode slutsætninger, der ligesom samlede det hele. Det ku jeg jo have sagt. Jeg beskriver det heroiske, kan I nok se. Ligeledes har jeg sat vækkeuret til lidt over syv i morgen tidlig, i fald jeg er frisk til at tage på Gallo skolen til kl. 9, hvor en af eleverne holder fernisering på skolen. Tænk alle dem, der ville synes, det var sødt eller godt gjort af mig, også som elevrepræsentant. Jeg prøver at gøre, hvad helten ville gøre. Jeg kræver det yderste af de kræfter, jeg har. Men det ku have betydet noget, at han solgte bare en bog. Og det, den kostede, ville gå til kærlighed. Jeg er sikker på, jeg har fejlet eller manglet. Den rette indstilling, situationsfornemmelse. Og nu er manden gået hjem til sig selv. Men der fulgte jeg ham. 22.9.21.
Jeg tænker på dine skriveøvelser til i morgen, hvor du skal undervise. Men netop - dine skriveøvelser. Nogle morgener skriver jeg for at sikre mig, du kommer op til din vagt. Og (også) i dag overvejede jeg en sms med lyden: "Husk lydløs", fordi jeg vidste, du skulle overvære en gudstjeneste (i arbejds-øjemed). Vi er så helt aldeles forskellige, idet jeg får gjort praktiske ting til tiden, mens du typisk trækker den lidt. Påmindelser er derfor blevet en del af det, jeg får sagt til dig. "Hilsen mor", som jeg i sjov indimellem siger. Hver dag beder jeg om "kun at måtte tage ansvar for det, der er mit", altså lægge resten fra mig. Men hver dag har jeg været inde over med et eller andet. I den tro, at det er for at sikre, at nødvendige ting bliver gjort. Men sådan opdrager man jo heller ikke et barn (for at blive i terminologien), der en dag skal blive selvstændig. Fratager det dets tumleplads. Man støtter det i egne skridt. Jeg håber virkelig, jeg forstår det. Man skal ikke tage ansvar for den anden men med den anden. Hvad sker der, når man falder og slår sig. Man bliver klogere til en anden gang. Men jo kun på grund af såret. Hvad er en erfaring hvis ikke levet? Hvis ikke prøvet? 19.9.21.
Så blev jeg mindet om det igen: overgreb. Jeg har en tid hos en kvindelig læge på tirsdag, men aflyser den nok på mandag. Denne kvinde er meget streng, så jeg har altid valgt andre læger i klinikken. Men nu kan jeg ikke længere undgå hende i et spørgsmål om hormonel ubalance i forbindelse med overgangsalder. Og selvom jeg over for en mandlig læge over telefonen forleden spurgte, om jeg ikke kunne blive "reguleret" med et stof, er jeg nu bange for, at kvinden vil udskrive noget til mig. Fordi jeg sveder uforholdsmæssigt meget er jeg nu begyndt at selvbehandle mig med naturmidlet "Salvie", som skulle afhjælpe. Hvorfor ikke vente og se, om det hjælper? Samtidig siger min veninde, at hun er blevet frarådet hormonbehandling, fordi hun har tendens til depression, - hvilket jeg jo også selv har. Lige pludselig får jeg disse skræktanker om, at andre eller en anden vil tvinge mig til noget. Min veninde er lige under en indlæggelse blevet påbudt at tage præparatet Lithium, fordi de diagnosticerede hende som Bipolar, fordi hun en aften lavede æblekage til hele afdelingen! Lithium er muligvis godt, men det var langt fra hendes eget valg. En astrolog sagde, at jeg skulle undersøge begrebet fødselsmatrice, idet hun mente at se det hos mig. Måske var jeg blevet taget med tang ved fødselen. Siden indgik jeg dette farlige forhold med faren til mit barn, hvor jeg ikke kunne sætte grænser for hans verbale angreb. Jeg er skrækslagen for at andre igen får kontrollen over mig. Bortset fra, at jeg har trænet mig op til at kunne gøre betydelig modstand. Nu ved jeg - kom jeg for lidt siden frem til inde i min seng, da jeg skulle til at sove -, at jeg vil melde afbud til lægen. Med den begrundelse, at mine hedeture er aftagende, ikke plager mig i samme grad mere. Jeg nægter at sidde og hakke i det og blive taget i et svagt øjeblik. Gad vide, om det er min egen mors favn, jeg for alt i verden vil undgå.. 17.9.21.
Det smukkeste er ikke, at jeg lige har solgt et par støvler via den blå avis, eller at jeg besluttede at give fragtomkostningerne. Eller at jeg netop havde en papkasse, de kunne være i, fordi jeg for nylig selv købte nye støvler i den kasse. Det smukkeste var alligevel, at jeg gik ned i min yndlingsgenbrugsbutik og afleverede et par pumps af mærket Art, - mit yndlingsmærke, men størrelsen passede ikke (købte dem selv over den blå avis). Enten kunne jeg betale for en "udblokning" hos skomageren, så de måske ville rette sig efter min fod eller også kunne jeg give dem væk. Jeg mødte ejeren af genbrugsbutikken, som jeg ynder blandt alle, der arbejder der, og forærede hende skoene. I dag så jeg, de ikke længere var i butikken, altså er de blevet solgt. Jeg tænker, der er en, der er blevet glad. Det er det smukkeste. 15.9.21.
Jeg kan godt lide at jeg har købt tre glas mere, af de portvinsglas, jeg fandt i genbrug for et par måneder siden. Det er jo ikke sådan, at jeg drikker af tre glas på én gang, nemlig. Det er fordi jeg forudser, at en anden en dag kommer på besøg. Det vidner om fremtiden og om håb for fremtiden. Jeg har stukket en retning ud, jeg pønser på noget, ku man sige. Hvis ikke vi som mennesker forestiller os noget, kommer det aldrig til at ske. Vi kan invitere hændelserne. Se dem for os. Men jeg har nærmest stirret. 14.9.21.
Min
veninde svarer mig på en sms (og vækker mig faktisk fra et mareridt) kl. 8.10 om morgenen på en søndag (i
dag). Jeg tænker: kan det ikke vente. Sms nr. 2 klikker ind allerede
få sekunder efter den første; det må være fra hende også, tænker
jeg. Vender mig. To minutter senere ringer mit vækkeur. Kan det ikke
vente. Mens jeg ligger på siden begynder irritationen i det højre
øre at genere mig (noget, jeg har døjet med siden barn, hvorfor jeg
mest sover på højre side). Desuden hører jeg markante lyde i mit
soveværelse; noget tyder på, det er vigtigt, jeg står op og får
set sms'erne. Jeg er dog lidt doven og slår det hen. Efter en halv
time med tilbagevendende insisterende lyde - som jeg altid har
tolket som svar eller beskeder fra universet/Gud - læser jeg
endelig sms'erne. Det viser sig, den ene er fra en, der muligvis vil
købe et par støvler, jeg har til salg på Den blå avis. Hun
spørger, om jeg kan tage et billede, hvor jeg har støvlerne på.
Pludselig får jeg travlt med at tage bad, komme i tøjet, fordi jeg
vil svare kvinden så hurtigt, jeg kan. Det lykkes mig at tage et
billede og vi har en udsveksling. Jeg forstår, hvorfor lydene var så
bestemte: Stå nu op. Et eksempel fra min hverdag på kontakt til det
åndelige. 12.9.21. (Det
er ikke imaginære lyde, som hvis jeg som psykisk syg hørte stemmer.
Det er lyde som hvis træværket f.eks. giver efter og alle andre
ville også kunne høre dem. Jeg tillægger dem bare en merværdi,
idet jeg faktisk hører lydene som nogle gange et "Ja" og "Nej",
men tillige som "Vent lidt", "Pas på" og mange andre ting.)
Jeg er holdt op med at skrive mit navn i nyerhvervede bøger, jeg køber hjem (startende fra i dag). Hvem sku efter min død være interesseret i at vide, hvornår jeg anskaffede mig hvilken bog? Hvilken højrøvet holdning at have. Jeg føler også, jeg tilfører bogen noget negativt ved ligesom at stemple den. Som om, det betyder noget for bogens indhold, at jeg har rørt ved bogen eller at den tilfældigvis står i min reol af alle. Jeg må i alt tilegne mig en mere ydmyg tilgang. Er også holdt op med at læse i Bibelen, da det er sundere for mig at vide, jeg er en sjæl i blandt tusinder af andre, i stedet for netop den sjæl. Derfor læser jeg for tiden Alice Baileys: "Sjælen - livets kvalitet". Men heller ikke det bør interessere nogen. Men falder jeg dermed til jorden? Er hele mit virke bygget op over, at jeg skal ses, læses, vurderes. Studeres. Ligesom jeg lige nu studerer andre, vil nogen da i fremtiden studere mig? Jeg tror ikke, mange andre går op i at sørge for at skrive at en bestemt bog tilhører dem. Hvordan de i sved og tårer har anskaffet sig den og nu arbejder sig igennem den ved læsning. For fanden - find en bedre lidelseshistorie. Som om, jeg er den tapre søn. Men da kender jeg en andens søn, der er mere tapper. Påvirkninger, inspireret af, under indflydelse af, - er det virkelig interessant. Undskyld, men jeg har faktisk gjort mig umage med at skrive mit navn pænt i de bøger. Med svung. Klasket mine fedtede fingre ind på blanke, fine sider. For at give bogen mit præg. Ikke at bogen bad direkte om det. Jeg har også gemt trøjer, som jeg bar på et bestemt fotografi. Som om jeg var Prinsesse Diana! Det er blot fordi jeg er bange for at være her forgæves. Det tror jeg, alle er. For ikke at have markeret sig. Bortset fra min søster, som "ikke vil sætte spor". Jeg vil forsøge at være nøgtern, holde mig tilbage. Men dermed trækker jeg kortet "Suppression", som ligesom er mit issue. Det betyder, at jeg bærer fanen, men ikke løfter den i vejret. Jeg tror, jeg skriver mit navn i den bog.. 11.9.21.
Jeg har tænkt på det så mange gange, hvad astrologen sagde til mig i måske 1999: "Du mister initiativ i parforhold" og "Du falder for enten en, der fylder utrolig meget i rummet eller en, der går lidt stille". Og håndlæseren: "Hvorfor kan du ikke nyde sex?" (sammen med en mand). Og ja, jeg har været fuldstændig desillusioneret i forhold til at indlede noget nyt. Tænkt, at det blot ville begrænse mig. Indtil nu, hvor jeg har læst en del selvhjælpslitteratur. Så jeg nu tænker, at jeg måske godt vil kunne finde ud af det. Jeg har kigget på andre par og scannet dem for noget, der kunne stikke under. Men så sent som i forgårs så jeg et ældre ægtepar i bussen bare sidde og holde i hånd med et saligt lys omkring sig af tilfredshed. Det kan faktisk lade sig gøre. Det er jo ikke ligefrem sådan, at jeg har udnyttet min singletilværelse til løssluppent eller uforpligtende sex. Det er måske en fejl af mig at hænge mig alt for meget i, hvad astrologen eller håndlæseren sagde. Hvad hvis jeg kan bryde en tendens og løsrive mig? Tænke nyt. Ja, være en ny, fordi alle celler i kroppen forandrer sig. Jeg er jo ikke afskrevet, men indskrevet. 11.9.21.
Jeg har til min skræk opdaget, at jeg har været "følger" af en politiker, ja i flere år. Mindes ikke nogensinde selv at have valgt det til (på Facebook). Ikke at hun er træls. Jeg er bare ikke tilhænger af, at andre kan følge med i mine tilbøjeligheder. Egentlig sendte hun mig en venneanmodning efter jeg var nomineret til Gallo prisen for nogle år siden (hun arbejder særligt for psykiatrien i Aarhus). Hun tænkte nok: der går en vælger. Jeg er ikke tilhænger af at være nogens Følger. Bekende kulør, det er det, det hedder. Ikke lige indenfor det (politik). Jeg tænker: der går en læser, men sender jo ikke venneanmodning til ham. Dette er ikke en handelsvare. "Følg mig", men uden partistøtte. 7.9.21.
Gennemskuer alverdens længsler og tab, men det forandrer ikke dit ansigt, der græder. Dybet ser jeg først, da vreden gav fortabt (lyt venligst):
https://skriftet.dk/images/stories/Sange/09%2007-08-09%20Sange/Track36%20Gennemskuer%20alverden.mp3
Hvis jeg døde lige nu, så har jeg i det mindste søgt (på google) på "Opel Corsa" og "kølervæske". Det kan ses i min historik. Jeg har slået op på Føtex' hjemmeside for at se, om jeg selv kan cykle afsted efter noget. Og jeg kan forstå, der både findes blå og rød kølervæske, alt efter bilens modelnummer, så det har jeg spurgt (google) ind til. Alt, jeg ville, var at hjælpe en ven. 5.9.21.
Det har undret mig hele dagen, at min ven foreslog, vi skulle ses i morgen og ikke allerede i dag. Helt så jeg gemte appetit i fald han skulle ombestemme sig. Da jeg så gik tur i skoven - en helt almindelig, solbeskinnet lørdag eftermiddag, så jeg ingen mennesker overhovedet på den første halvdel af ruten. Helt så jeg tænkte, om skoven var lukket af. En veninde skriver - til mit opslag med kronikken på Facebook - en kommentar om, hvor slemt det står til med verden, og jeg svarer hende, at jeg selv finder trøst i at være en "del af en menneskehed". Men netop i dag har jeg faktisk følt mig alene. Også nu, hvor mange bakker op om en anden venindes kommentar, som mener, nogen andre burde have taget skylden for det, der hændte med mig og barnet dengang. A la Nils Malmros. Jeg er åbenbart selv så bundet af og optaget - måske mere filosofisk - af spørgsmålet om skyld, at det preller fuldstændig af på folk. Som om, de slet ikke anerkender, at det er et grundvilkår. Nu, hvor jeg skal tilbringe aftenen alene - og dermed også har haft tid til at svare på kommentarer, mærker jeg pludselig de andres blik. Hvordan de ser på mig, som en "uden en flig af skyld" (direkte citeret). Men de trøster derved sig selv. Hvad nytter det at afkræve en undskyldning fra mine pårørende. Som om jeg ikke husker min fars blik lige efter det var sket. Som om vi ikke har kæmpet 30 år på at komme videre - sammen. 4.9.21.
Hvis jeg virkelig gerne ville have en partner, så bor jeg 600 meter fra café Ziggy. Og lige nu pulser Trøjborg af liv pga. festugen. Hvis jeg virkelig gerne ville det. En, der sagde: "Du er dejlig". Men det sagde buschaufføren jo også i dag med sit blik, og handymanden/gartneren med sin bemærkning. Hvad skulle jeg søge udenfor (dette)? Hvis jeg virkelig ville tiltrække eller drage, da har jeg kanske talegaver og kavalergang. Men jeg kan ikke sige det tydeligt nok; en søgen indad er også et mandat til verden. Er også et skulderklap til min broder. Musikken stønner og pulserer uden for mit vindue, så hvorfor ikke tage noget ind. Ind-lemme. (For) det er ikke ham, jeg vil have, og heller ikke ham. Men hende, som jeg er, vil jeg have. Endnu mere indtrængende i dag end i går. 3.9.21.
Jeg har skrevet nogle punkter ned hjemmefra, da jeg møder op hos psykologen. Først snakker vi om Kronikken, fordi jeg sendte den til hende, da den blev bragt. Hun har selv to klienter lige nu, der døjer med efterfødselsreaktioner. Jeg nævner derefter det punkt, der drejer sig om parforhold; ham, jeg har været lidt lun på gør mig ufri og urolig, det er nok ikke lige ham, jeg skal satse på, hvis overhovedet nogen. Vi snakker om, at det dog er rart, at jeg føler tiltrækning, at der er adgang. Jeg siger som det næste, at jeg på livsfilosofiholdet faktisk er ret godt med omkring teksterne. Siger kvalificerede ting, faktisk har meget at byde på. Det er må være måneders læsning af åndelig litteratur, der har smittet af eller sunket ind. Jeg fortæller, at jeg nu sætter lidt tid af hver aften til studier eller læsning, og psykologen kalder det "flid". Vi taler om, at psykisk syge og også stressramte ikke altid kan koncen-trere sig om en tekst. At det lykkes for mig nu for tiden tyder på et vist overskud. Jeg nævner med vilje ikke, hvad det er for bøger, jeg er i gang med, blot at de også kan virke indad; altså man kan tage viden ind med sit hele væsen (omformuleret over for hende) uden nødvendigvis at fatte det skrevne med hjernen. Jeg er jo den lavest uddannede af os søskende og har denne ikke-flatterende status som "førtidspensionist", det trækker ligesom ned i selvbilledet. Men nu altså denne voksende selvtillid på flere fronter. Det leder mig over til det næste, nemlig min dårlige samvittighed i forhold til at have ødslet med mine penge. Er det ikke usolidarisk, at jeg på overførselsindkomst bare bruger løs af penge? Kan jeg "tillade mig" at falde for f.eks. sko i Den blå avis? Der er denne del af mig, som vi vælger at kalde "askese", som også stammer fra en lidt streng, kristen opdragelse: Man bør ikke være for stor i slaget og ikke være for frigjort. Jeg var på netbank fire gange bare i går for at se tilbage på august måneds forbrug. Jeg siger, energien minder om de frigjorte somre uden medicin, hvor jeg købte dyre ting, som der ikke var dækning for. Om jeg er bange for tilbagefald? Nej, det er jeg ikke, svarer jeg. "Jeg har f.eks. besluttet, at jeg herefter vi har snakket ikke må gå i genbrug", siger jeg. Jeg kan selv høre, det lyder strengt. Ku vi finde en venlig måde at angribe sagen på. Der står også "klima-bekymring" på min seddel, men vi når ikke mere. Hun opfordrer mig til at kigge forbi en genbrugsbutik på vejen hjem :) 1.9.21.
Det er mine klimaforandringer, sket under min tid. Det er også naboens, og tænk sig, også ham, jeg ynder indenfor teosofien, det er også hans klimaforandringer. Jeg er ikke ene ansvarlig og det er ikke kun op til mig at gøre noget. Det er noget, vi har fået givet, som vi ikke har passet ordentligt på. Men kære børn og efterkommere: vi kunne ikke bedre. Det er nu sådan, at jeg hader bussen, fordi den oser. Og Polen for landets kulkraftværker. Men det er ikke heller deres skyld. Hvem er det vi skal anklage? Netop - der er ingen anklage. Der er kun beklagelse og klage tilbage. I alle gode fortællinger er der ulykken, hvorefter der kommer en prøvelse, hvorefter der til sidst som regel sker udfrielse. Skal vi ikke prøve at skrive historie på den måde? Verdens stormagter tog sig sammen på vegne af lande, der ikke havde ressourcerne. De store trådte de største skridt. Når jeg vågner om morgenen hænger der en sky hen over mit sind: Det er nu. Og: Det er måske allerede for sent. Men også nyhedsoplæseren - det er også hans klimaforandringer. Under samme himmel. Født til liv. 28.8.21.
Jeg har lavet en ny melodi, skrevet noden i en toneart, der passer min stemme, lavet tekst. Jeg har renskrevet den ind i et nodeprogram, så andre en dag kan bruge noden (bare printe den ud som pdf). Jeg opdager en enkelt fejl, retter den, scanner ind. Da jeg skal arkivere noden blandt de andre, putter jeg den i en plasticlomme, men her opdager jeg, at jeg er øm over for den node, hvor fejlen endnu ikke var rettet. Skal jeg bare smide den ud? (aldrig mere se den). Jeg var jo begyndt at øve mig ud fra den node m. fejlen. Jeg forsøger at klemme den nye - helt korrekte - node ind ovenover den gamle, altså i det samme plasticomslag, men må give op. Begge sider er ved at krølle og jeg nænner ikke at ødelægge nogen af dem. Resultatet bliver, at jeg gemmer de to noder i hvert sit plasticomslag. Det gør jeg af kærlighed til dem begge. Jeg forstår her bagefter, at det godt kan lyde lidt skørt. 26.8.21.
Det slår mig igen; optikeren gør det, han er god til. Nemlig at lave briller. Jeg selv - og du som læser - gør, hvad vi har sans for. Eller også opdager vi, hvad vi i hvert fald ikke har sans for. Vi gør os umage på hvert vores felt. "Du siger bare, hvis jeg skal gå ned i den butikskæde, hvor jeg har købt brillerne", - men hun ville gerne hjælpe mig. Det nye stel faldt hele tiden ned på næsen. Det er jo ikke tilfældigt, hvad vi bliver til her i verden. Vi har hver især nogle forcer og hvis vi er heldige får vi lejlighed til at uddybe dem og pleje dem. Jeg satte mig for at renskrive en node ind i et nodeprogram, det er nemlig mit arbejde. Mens du derude har dit. Og vi forsøger at dygtiggøre os, så vi en dag kan mestre. Det er ikke nødvendigvis en toppost eller prestige i samfundet eller en god løn, der danner os. Det er patos. Hvordan vi rører hinanden, der er afgørende. Så det, der er lagt som kimen i os kan folde sig ud og virke ind. Helst som salve eller lindring. 25.8.21.
Der er visse underholdende indslag i løbet af min dag. F.eks. går jeg op i, hvis jeg har et stykke sammenkrøllet papir, der skal smides ud, om jeg formår at kaste det direkte ned i affaldsspanden, altså også fra flere meters afstand. Det lykkes faktisk overraskende mange gange. Og når jeg sætter min telefon til opladning, prøver jeg på forhånd at gætte, hvor mange procent strøm, den før opladningen står på. F.eks. "83 %". Har jeg sat vand over til kaffe i køkkenet og samtidig lige tændt min computer, går der sport i, om jeg kan være igennem password-delen i log in processen, før el-vandkogeren slår fra.. 24.8.21.
Jeg har oparbejdet kritisk sans. I forgårs ringede en fra forsikringen, at jeg var så heldig at ku få en "fordelsløsning", så dyre tandlægebesøg fremover ville være dækket. Og jeg skulle vide, at "hver anden vælger den form for forsikring", - som om det er en indikation på, at det er det rigtige at gøre. "I ringede også for et år siden om det samme", sagde jeg. Jeg er ikke interesseret, det er en betydelig merbetaling, det drejer sig om. Til sidst - da han havde indviet mig i sin fars tandproblemer, undrede han sig over, jeg kun var ulykkesdækket for 880.000 kr., da de fleste var det for 1,2 million eller derover. "Men jeg ringer ikke for at sælge dig noget, det er kun rådgivning", blev han ved med at sige. I dag til livsfilosofi var jeg så utrolig negativ stemt over for en tekst, at jeg tilbageviste den med ord som "letkøbt", "letlæst", "overfladisk", "fuld af floskler". Altså jeg savnede noget konkret. Forfatteren talte i generaliseringer og gik ikke i dybden med noget. Der var ligesom ikke hold eller bund i argumentationen. "Hvordan kan du sige det?", spurgte en anden elev. Det var endda mig selv, der havde haft bogen med. Men det ved jeg kun, fordi jeg læser anden litteratur om aftenen nu. Jeg er ved at skole mig, uddanne mig. Jeg har oparbejdet kritisk sans, fordi jeg har noget at sammenligne det ringe med. Til sidst bliver jeg måske klog. 20.8.21.
Det føles eller mærkes eller synes som om, hunden kaster op i hvert fald hver tredje gang, jeg har givet den mad. Det kan være, jeg overdriver, men jeg sidder tit på vej hjem i bussen og føler mig som en dårlig hundemor. Ja, faktisk den dårligste. Havde jeg noget på hænderne, da jeg rakte den en godbid?, kan jeg spørge utallige gange. Noget, som den ikke kunne tåle. Eller er det bare den lidt varme køretur i bilen eller at den drak af et beskidt vandhul. Vil den bære nag over det og huske, at det er Rie, der gør mig dårlig. "Du kan godt se, hvis vi skulle køre til Fyn sådan her", var jeg ved at sige til Lars i bilen, hvor jeg sad sammen med Frida på bagsædet. Jeg var over hende hele tiden: har hun det for varmt, er hun tørstig, vil hun gerne at vi bare kører direkte hjem til haven, ville hun hellere have ligget ned på sædet. Sådanne tvivlspunkter kan jeg have tusinder eller i hvert fald fire-fem af. Hvorfor jeg ikke længere kører med Lars og Frida til Fyn, idet det vil tage alt for mange kræfter. Kaster man op af overbekymring eller kvælende omsorg? Det vil sige: jeg stiller et spørgsmål om skyld til verden, som jeg ikke kan få svar på. Hvad er da nytten af det spørgsmål? Var det antibiotika-pillen sammen med pillen mod flåter, der virkede kvalm. Min søn, har jeg gjort dig ondt. 20.8.21.
De forstår ikke, at jeg er førtidspensionist. Dem, der skal bære min tunge lænestol ned for mig. Hvorfor foreslår hun ikke bare et tidspunkt?, tænker de. Alle andre har planer for hele dagen, ja hele ugen . Men min kunst kommer ikke til bestemt tid. "Det er op til jer", skrev jeg som det sidste. "Efter 13" - jeg kan godt se, at det kan betyde adskillige ting. Jeg tænker bare, de har planer, arbejdsplaner, de skal overholde. Hun må være skør. Eller arbejdsløs. Men jeg er fleksibel og tjener dem. Jeg tjener blot dem. 16.8.21.
Det er mildt sagt lidt skørt. Man går ind fra gaden i en fotoboks, putter sin 50 kroner seddel i automaten, sætter sig til rette. Man har tre forsøg for at ramme den rette stemning. Jeg gjorde det i dag. Nu om dage får man 2 kopier af samme billede - hvad skal man med det andet? Jeg går ud af boksen og mit billede bliver printet med det samme. Videre ud på fortovet; ingen andre får lige den tanke at fotografere sig selv. Jeg gør det for at illustrere, hvor forskelligt udtryk, man kan have. Og man sætter også sin lid til automaten, at den vil fange noget ind. Det er længe siden og det morer mig. Hvad lavede kvinden inde bag forhænget? Det er muligvis kunst. Du kan jo selv prøve. 16.8.21.
(Digt, 14.8.21)
En anelse lettere
går jeg
også et lysere sted
også i et rum
mere kærligt.
Er det dig, mit barn,
der har taget min stok
fordi jeg ku
gå selv?
Min kronik blev bragt i Kristeligt dagblad i dag, 13.8.21. Håber, I ved at klikke på hvert billede kan nærlæse. Kærlig hilsen Rie. (Endogen depression har de fejlagtigt rettet til endog en depression)
Jeg har i et par år tænkt på en bestemt flytteforretning, i fald jeg skulle flytte. De reklamerer med at flytte "med omhu og nærvær" - jeg syntes, det virkede tiltalende. Men allerede da jeg skal finde deres telefonnummer på deres hjemmeside bryder jeg mig ikke om konceptet eller deres fremtoning. Jeg ringer alligevel for at høre, om man kan hyre dem til blot at flytte en tung lænestol fra 2. sal og ned til grunden. Han svarer, at det bliver alt for dyrt, da de skal to mænd på opgaven i mindst 2 timer. Men jeg bryder mig ikke om hans stemme. Jeg har gemt firmaets nummer på min telefon, da jeg virkelig havde sat min lid til, at dem ville jeg bruge i fald jeg skulle få brug for hjælp. Men nu sletter jeg det igen. Pakken - udadtil - svarede ikke til indholdet indadtil. Og det er sådan, vi må dømme her i livet. Svarer den ydre fremtoning til den indre. Jeg skal aldrig mere tale med manden og jeg har allerede søgt på nogle andre på nettet. Jeg har set ind bare via en mands talestemme. "Men giv det, der er indeni, som almisse; så er alting rent for jer." Vi kan alle bryste os af noget, puste os op og fremhæve fordele og evner. Men få af os lever op til de høje ord. Jeg ville skrive om at være blevet narret, men jeg ser bare, at jeg har kortlagt, konstateret. Jeg vil gå efter den mands stemme, som jeg kan lide. 11.8.21.
Jorden er som Saltet,
en rigdom dyrebar.
Sidder stille
på en bænk,
- om jeg sad!
Mælken kom,
Jorden gav en
Tåre,
og jeg var den,
der Græd.
Jeg slår en edderkop ihjel. Den er kommet på afveje i mit morgenbad. Jeg ser den ligge og sprælle i alt for meget vand, så jeg prøver på at få den til at kravle op min hånd, så jeg kan føre den hen til et tørt sted. Det lykkes til dels, men efter et par minutter ligger den alligevel livløs, når jeg forsigtigt prikker til den. Og det er ikke bare for at narre mig, sikrer jeg mig. Efter 5 minutter vælger jeg at tage den med et stykke papir og klemme livet ud af den. Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg kan skrive om skyldfølelsen senere, tænker jeg. Jeg har tabt 1200 gram på et døgn og er ved at løbe tør for kræfter. Jeg har haft for mange gøremål, for stor iver efter at manifestere, give noget udtryk. Det minder mig om de medicinfri somre. Jeg prøver at lægge mig, men det bliver en mærkelig ufri søvn. En skriver til mig på Messenger angående salmehæftet, og jeg føler, han bør have et svar med det samme. Imens har jeg også gang i en mail til mine forældre (vi skriver altid sammen om lørdagen), og der skal det helst ikke fremgå, at jeg er træt, fordi det vil bekymre dem. Jeg er udkørt og har måske samlet salmehæftet for sjusket, men der var ingen hjælp at hente på Godsbanens grafiske værksted lige i det tidsrum, hvor jeg manglede den. Nu må jeg måske derned igen og beklage at spiralryggen ikke slutter tæt nok. Jeg er gennemgående, helt grundlæggende bange for at lave fejl her i livet. Men jeg er her for at udfri. Beskrive trængler, men dernæst at overkomme dem. Derfor tror jeg. 7.8.21.
Lars og jeg har udgivet et salmehæfte sammen. Udelukkende med hans tekster, nogle kommenteret. Og de findes alle med melodi af mig. Det kan bestilles hos mig. Vi har været forhindret i at trykke det før pga. corona. Men her er det! (6.8.21)
Her kan I læse forordet:
"Jeg har knyttet til ved Lars Hougaard Clausens salmer, fordi de appellerer til mig. Hvad enten de er gendigtninger af i forvejen eksisterende salmetekster, kommentarer til samfundsdebat-ten eller mere har karakter af poesi. For mig skal en salme være til trøst, og Lars' tekster indeholder en helt særlig sødme, der går lige til hjertet. Jeg har ønsket at udtrykke denne inderlighed i musik og har således lavet klaversats til ca. 80 af hans tekster. De kan alle høres på nettet, enten som lydfiler på Soundcloud eller som videoindspilninger på Youtube. Sammen har vi udgivet 5 cd'er. Teksterne er et væsentligt bidrag til den moderne forståelse af, hvad en salme bør bestå af. Lars rimer, men indimellem skævt. Han formidler bibelstof men gør det på en overraskende måde. Han tager tråden op fra de "gamle" i faget (Grundtvig, Brorson, Kingo, Ingemann) men tilfører traditionen noget nyt. I dette hæfte har du mulighed for at læse i dybden, og en del af teksterne har en medfølgende kommentar omkring tilblivelse eller indhold.
Anne Marie Eriksen, juli 2020."
Udveksling med varmemesteren lige før, da han skulle sætte min toiletrulleholder fast, som var gået løs: Ries kommentar til hans skruetrækker: "Nå, du har sådan en lille en". Varmemesteren: "Ja". Varmemesteren undervejs, da jeg hjælper ham med at holde hængslet: "Ja, jeg ku godt bruge en hånd". Rie, da arbejdet er færdigt: "Nå, det tog da ikke lang tid". Varmemesteren: "Nej". (Ha ha) 5.8.21.
Jeg har været en del af det bedrag. Nu lige har min venindes 21-årige datter fået at vide, at hendes mor har samme historie som jeg. Vi har dræbt et spædbarn. Hendes mor hendes lillesøster. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da jeg for 10 minutter siden fik det kort at vide over telefonen. Jeg var bare tavs. Kunne jeg bare have sagt: det klarer I nok. Men jeg skyndte mig nærmest at sige: vi snakkes ved en anden gang. Og med det mente jeg; en dag, hvor du er alene (hun var ude at gå tur med mand og datter). En helt anden dag, hvor vi kan summere op: var strategien lykkedes, med at den ældste datter ikke skulle have den viden, før hun var blevet voksen. - Ja allerhelst - ifølge eksperterne - før hun selv havde stiftet familie. Nu er det sagt, nu ved hun vi har løjet. "Hvem var Rie fra Jylland? Hun var mors lidelsesfælle. Hvorfor sagde hun ikke noget."Nu blev jeg og vi afsløret. Vi har holdt noget hemmeligt for at skåne hende. Hun er blevet voksen og har klaret sig upåklageligt - i skolen, på job, og nu uddannelse. Udefra at se har jeg hun ikke lidt ved ikke at vide. Men jeg blev bange. Jeg blev flov og mærkeligt ramt. Hvorfor har alle i mors og fars omgangskreds vidst det, uden at jeg blev bekendt med det?, spørger hun nok sig selv. Hvad var rimeligheden i det. Men det var, hvad vi blev rådet til af fagfolkene. Vi gjorde som andre mente var klogest. Kan du tilgive det. 2.8.21.
Jeg er ikke halvdelen af dig, du er et uvejr på vej. Jeg er ikke nær at befri dig. Du må selv forløse din sorg, din regn, din tordenskrald. Nu er vi kommet til uvejr. En af mine Egne Sange, oprindeligt fra 2003, indspillet på Gallo skolen i dag, 30.7.21. Varighed: 1 minut og 9 sekunder. Jeg poster ikke sangen, fordi teksten afspejler min aktuelle sindsstemning, men fordi jeg godt kan lide sangen.
Der sker det, når jeg er presset, at jeg bliver formel. Jeg taler i generelle vendinger om mennesket som sådan, ikke henvendt personligt til den, jeg snakker med. Det er ikke ukvalificeret, det jeg får sagt, men ham jeg taler med føler måske ikke, at jeg ser - ham. I aftes var der en, der sagde: "Har du det godt, Anne Marie?", men han spurgte i et tonefald, der afslørede, at han var bekymret for mig. Jeg havde ikke forinden selv tænkt på, jeg var i underskud, men efter han havde betvivlet min tilstand, blev jeg straks obs på min egen kondition. Havde jeg hele aftenen (til åben poetisk scene) virket usund, syg, akavet? Og fra nu af, kunne jeg så bevare momentum, når han sådan med eet pillede mig fra hinanden. Jeg havde siddet trygt, hos en fra poetklubben, som jeg taler godt med. En helt naturlig samtale havde vi haft over et par timer. Hvordan sprang det i Ibs øjne, at der skulle være noget i vejen? Mit hele grundlag blev revet væk. Jeg begyndte at betvivle - mig selv. Opførte mig derefter akavet, så jeg kom uheldig ud af nogle passager, vendte mig klodset om, drak et glas vand for at gøre noget.. Hvad gør det ved et menneske? Jeg var ved at sige til en: "Jeg er også - som jeg vidste, hun var - psykisk syg og du må undskylde, men jeg har det ikke så godt i aften". Men jeg fik ikke gjort noget. Nu kan hun bagtænke til næste gang, vi ses. Tonefald, der virkede kunstigt, uafsluttede sætninger, der blev hængende i luften. Ja, raden af synd eller frafald er lang. Men min pointe: Var jeg netop i aftes i et humør, der på andre vakte undren eller bekymring, kan jeg jo ikke gøre for det. Man bestemmer sig jo ikke hjemmefra for at have en bestemt udstråling eller indvirken. Det er jo andres andel, hvordan man influerer på dem, og hvordan de behandler deres vidende om én. Er det da min fornemmelse af mig selv og min formåen, der tæller, eller er det deres dom? Jeg vil sige: et samspil. Det er, hvad der sker, når mennesker er (så) tæt op af hinanden. Lars, som jeg muligvis er lidt lun på, stillede ikke spørgsmål ved min entre. Og jeg gjorde heller ikke selv. Essens. 29.7.21.
Jeg er i alt ikke andet end vildskab, der er sat i bur. En sygdom, der lige nu ikke er i udbrud. Seksualdrift, der ikke leves ud. Et oprør, der bliver holdt tilbage. Følelser, der bliver reguleret af psykofarmaka. Hvis nogen tror, man glemmer kræfterne fra manien og fra depressionen, må han tro om. Man indeholder dem stadig, de har bare ændret udtryk. Hvis nogen tror, man så ikke er vred længere, er han godtroende. Tror nogen, man kan inddæmme og afdække baggrund og årsager, tager han fejl. Man er en livagtig sjæl, der har taget form i en krop. Fuld af energi, som hvis den én gang har fundet vej, vil gøre det igen. Nu, hvor jeg højst tager utækkeligt tøj på et par gange om året, længes jeg efter mine ture på caféen. Den del af mig, der levede højt, faldt så meget dybere bagefter. Og det nu at have fundet et mellemleje gør mig tilnærmelig og funktionsdygtig. Jeg kan indgå i relationer, arbejdsopgaver, have realistiske målsætninger og endda opfylde dem. Bare roligt og stille. Der er - som mig - nogle mennesker, der har (for) mange psykiske kræfter. De skal håndteres på en hensigtsmæssig måde. Ellers skræmmer man sin omverden. Jeg er så modig og fandenivoldsk indeni, men nu ved jeg, at det ikke nødvendigvis skal betyde, jeg kaster mig halsbrækkende ud i flyvske projekter. Du tror, jeg går stille, ikke gør meget væsen ud af mig selv. Men det er ikke rigtigt. Har man én gang åbnet op for sluserne, er disse rum i sindet og i de åndelige sfærer for altid tilgængelige. Jeg glemmer aldrig, hvad det lærte mig at skeje ud. Jeg vil ikke anbefale det til andre, men for mig var det en uundgåelig konsekvens. Jeg skulle udforske, undersøge og siden mestre. Jeg er dyb som havet. 26.7.21.
Det interessante var ikke at spørge: Var det min skyld/ikke min skyld, at hunden kastede op. Det interessante er at vide, at jeg ikke havde til hensigt at skade den/gøre den ondt. 25.7.21. (Jeg æltede - uden at tænke over det - hendes mad med en hånd, jeg forinden havde sprittet af i en butik)
Også jeg higer efter det skønne i livet. F.eks. har jeg det bedst, hvis den sms, jeg sender afsted, er færdigsendt på et lige minuttal. Altså hellere kl. 11.38 end 11.39. Ligeledes var der 72 numre på min Egne Sange-cd og 38 noterede melodier i det tilhørende nodehæfte. Jeg blev født kl. 20.38.12 præcist. Og her på sitet ynder jeg at gøre et afsnit færdigt, så det flugter regelmæssigt for øjet. Altså hellere afslutte en hel fuld sætning ved margin end slutte midt inde halvvejs, så afsnittet ser ufærdigt ud. Jeg kan ikke forklare det bedre. Da jeg skulle vaccineres blev det heldigvis i henholdsvis bås 4 og 12 de to gange. Og mit mobilnummer har jeg også omhyggeligt valgt, så det ser blidt og venligt ud! Også min håndskrift bliver smukkere, hvis jeg er fuld af kærlighed. Kærlig hilsen Den mærkelige. 23.7.21.
Det forekommer mig, at jeg er blevet min livshistorie. Men - og uden sammenligning i øvrigt - Dostojevskij skrev jo også på baggrund af sin traumatiske oplevelse med den udeblevne henrettelse og også Kierkegaard skrev med sin barndom som grundstemning. Så gør det noget? Jeg kredser jo om begrebet skyld på forhåbentligt et alment plan. Og jeg siger jo (forhåbentligt) ikke direkte, at det er synd for mig. Skal vi ikke alle bære en historie, der har dannet os. Hvis vi ikke lever livshistorien, var vi jo ikke autentiske. Da stod vi bare i kulissen og så på. Jeg kan ikke forklare det udover at sige, at emnet hele tiden ligger latent og at jeg møder min omverden udfra emnet som udgangspunkt. Mit traume er min horisont, selvvalgt eller ej. Og nu skriver jeg om det igen.. Vi høster noget erfaring fra forskellige perioder af vores liv. Er for øvrigt lige gået i gang med at skrive en ny bog. "Alle øjeblikke er gerningsøjeblikke". Vi kan alle gøre os skyldige i noget hvert eneste minut. Jeg prøver at tage afsæt, at sprænge den gængse opfattelse. Som kunstner vil jeg være nyskabende. Jeg prøver at have visioner ud over mig selv. Jeg prøver at nå dig. 21.7.21.
Alligevel talte vi om dig (og hvad havde jeg regnet med?). Min far sagde (om Inger Støjberg): "Og hun er alene. Hun er ikke gift og har ikke børn". Og min mor sagde: "Jeg kan da godt fortryde, at vi har været uopmærksomme og ville gerne have gjort ting anderledes, men så må man tænke, at vi gjorde det så godt, vi kunne." Og når jeg gik afsides, ind i et andet rum og tænkte: jeg klarer det så dårligt, det her samvær med mine forældre, så sagde Nikolas: "Det synes jeg ikke, du gør, mor". Det var som om, du var det klister, som bandt os sammen. Hvor vi kun så ufred og splid. Og da jeg var kommet til Aarhus og lå til et hvil, drømte jeg, at jeg mødte en lille dreng udenfor min hoveddør. Og jeg spurgte: "Hvad vil du?". Så kiggede jeg på mit ur - både i drømmen og i virkeligheden, og begge steder var klokken lidt i hel. Og bussen til Gallo skolen går altid 15 over om søndagen, vidste jeg. Da stod jeg op, gik ned til bussen, næsten som om jeg blev fulgt. Er det så mærkeligt, vi kløjs i det, mine forældre og jeg. Hvor meget nemmere ville det ikke have været, hvis du - som nu 29-årig - sad i blandt os. Som det naturligste af alt ligger du i det uudtalte. Som en selvfølge lever du indeni os. Hvad kunne jeg forvente andet? Også af mig selv. 19.7.21.
Halvdelen af fornøjelsen ved at bo på Trøjborg, er at ku sige, man bor på Trøjborg. Der er ikke noget, der trigger mig mere end det tilsyneladende. Tilsyneladende går vores Gram-tur godt. Men hvad i grunden? Vi har ikke nævnt Nikolas en eneste gang, selvom han prikkede til mig flere gange. Og det var i det hus, han tilbragte hele sit liv (5½ måned). Nu overvejer jeg at flytte til Egå! Langt ude rent geografisk, men mit hjerte meget nært, idet jeg ku øve musik derhjemme og have besøg af hunden. Have egen vaskemaskine. I mit hoved er bindinger noget af det værste. Bare det, man har arvet ved sit udseende, komplekser der er gået i arv. Men af en eller anden afstamning skal man jo være; man kan jo ikke danne sig selv (..). Og jo, jeg ved godt at jeg ikke bør skænke disse forgængelige ting, som slet ikke hidrører sjælen og det, der virkelig gælder, så mange tanker. Men også jeg er forfængelig og indimellem svag i ånden. Og at have arvet min musikalitet (fra to musiklærere) klager jeg jo ikke over.. Jeg trækker mig nok fra Trøjborg en dag og den prestige, der følger med. Et rungende malm. Jeg har elsket mit musikliv ud over alle grænser, og det kan ikke presses ned til tre gange en halv times øvning om ugen på Gallo skolen. Hvem har ikke også før givet afkald på beliggenhed for at højne en anden kvalitet ved tilværelsen. Det blev så min tur. Jeg er tro mod mit kald. 18.7.21.
Mit svar på en kommentar på Facebook til opslaget (nedenfor): "Jeg prøver at skildre en situation, hvor det rette at gøre kan være adskillige ting. Og hvor også det mest kærlige at gøre ligger skjult og indirekte. For hun vil aldrig vide, jeg har gjort mig overvejelser. Og du som min læser vil synes, det er overdrevent og unødigt. Men bare for at vise, at sådan er jeg indrettet." Poul, som kommenterer, snakker om måtter og kotyme med rengøring i sin egen opgang. Det er ikke mit ærinde.
Jeg tænkte på at lægge hendes
måtte på plads. På den måde ville min nabo slet ikke mærke, at
rengøringshjælpen havde været der i opgangen. Men så tænkte jeg:
hun skal jo også opdage det. Siden - da jeg hørte hende gå ud af
sin dør - tænkte jeg på at gå ud og sige det til hende, at måtten
lå sådan, fordi den - gratis - rengøringshjælp havde været
forbi. For at hun kunne få en forklaring. Men nu har jeg i stedet
intet gjort. Måske tror hun, det er mig, der har lagt hendes måtte
sådan, oprejst op af gelænderet - og hvad kan jeg sige til det?
Jeg ønskede i alt at gøre det mest nænsomme. For heller ikke jeg
vidste da jeg flyttede ind, at trappevask ikke var op til den enkelte
beboer. Hvis jeg havde lagt måtten på plads og hun så var gået
ned ad trappen og set andres måtter ligge skævt, hvad ville hun så
(heller) ikke have tænkt? De tidligere beboere ønskede jeg også at
fortælle om vaskeriet, da jeg (over)hørte ved deres rundvisning, at
varmemesteren kun introducerede dem for det lokale, hvor der står én
vaskemaskine til klatvask og ikke til det lokale, hvor der står tre
maskiner med tidsbestilling. Men jeg fandt aldrig lejlighed, og de
ville nok også have syntes, det var underligt, hvis jeg blandede
mig. Hun kan jo spørge til måtten af sig selv. Jeg har gransket
alle muligheder og muligvis gjort alt
ved netop ingenting at gøre. Jeg ville for øvrigt også lugte af portvin.. 16.7.21.
Hør en af mine ældre sange, som jeg lige har siddet og spillet på mit el-klaver og genopfrisket. Indspillet for mange år siden.. (også inden jeg fik den transponeret til en lysere toneart :). Noden med tekst findes her: https://ameordnoder.net/2018/12/02/egne-sange-noder/
"Jeg har et åg, som ingen andre, men jeg siger ikke, hvorfor det føles så let. Du var en hånd, jeg var så listig, at jeg tog imod den engang. Skylder jeg, gi'r jeg det tilbage, og jeg rækker min hånd som Tak."
Det siges om Anne Marie Eriksen, at hun altid render rundt med 22 kr. i kontanter i sin pung, i fald en buspassager sku tro, man kan betale med dankort og ikke selv har mønter med. Og at hun altid smører sig ind i vellugtende salver, når hun forlader sit hjem, for at dem, hun passerer på fortovet eller i bussen skal føle sig godt tilpas. Og det siges også, at hun aldrig øver sang med åben dør, af hensyn til nabohaven, selvom det er varmt i vejret og i lokalet på Gallo skolen. Hun hæver ikke sin røst på gaden, holder sig for sig selv. Gør ting i det skjulte til det fælles bedste. Det siges der. 14.7.21.
Video nr. 44.11.7.21. Varighed: ca. 13 minutter.
Edderkoppen i arbejdsværelset
var direkte bange for mig. Den troede, jeg ville kvase den, i det mindste jagte den. Forstod den bare, at man mindst af alt ønsker noget levende dø i sin varetægt. En gang mere. End ikke den myg, jeg slugte i går.
Digt, 9.7.21. (På telefonen kan digtet rent grafisk have forrykket sig)
Jeg skal passe hund. Står ved stoppestedet - før kampen overhovedet er gået i gang. En udenlandsk taxachauffør spiller "Vi er røde, vi er hvide" ud af sit vindue, mens han holder i krydset. Jeg græder. Jeg passer hund og da jeg kommer hjem vasker jeg mine fødder. Salver dem med creme. Jeg tænder for fjernsynet og de viser et klip fra Tangkrogen, hvor danske fans jubler over vores scoring til 1-0. Jeg græder. Jeg tænker på, at Gud har villet os hele vejen til semifinalen. Hvor meget, Gud vil os. Jeg tænker på Gud. 7.7.21.
Jeg ville ønske, at der stod i lærebøgerne: "Jeg har selvfølgelig også uhensigtsmæssige tilbøjeligheder i min personlighed, som jeg arbejder på at forbedre". Eller om Jesus, at han lugtede af sved. Jeg forstår godt at vejen til discipelskab eller endog mesterskab ikke skal være ligetil, at der kræves disciplin, udholdenhed og træning. Ligesom med så meget andet, man gerne vil opnå her i livet. Men jeg ville gerne, at der stod: "I dag tænkte jeg ondt om et andet menneske", eller: "Jeg har svært ved at kontrollere min spisning". For også Jesus svedte og også Alice Bailey kom i overgangsalderen. Det handler om at forædle sin karakter og udvikle sjælsbevidsthed. Jeg synes, jeg har prøvet. Hvornår spørger du mig, hvorfor min gymnasietid var noget makværk? Fordi det ikke var sådan en bog, der interesserede mig. Hvad har min tåre dog ikke i stedet lært mig. Hvornår fortæller du mig, at jeg fik Ug i at leve. 7.7.21.
Hun siger, hun har andre klienter, der har slået et menneske ihjel. Og oplever flashback af selve ugerningen. Det hjælper mig. Vi taler om at de svinske tanker - som symptom på stress - er mere udadrettede (mod manden på gaden) end stressbelastningen fra traumet omkring drabet, som mere virker indad, hjerteskærende. Jeg skal prøve - i de tilfælde, hvor jeg f.eks. slår min fod tilfældigt - ikke at tænke så meget på, hvor ondt det gjorde på mit barn. Men lade tanken så at sige falde og komme videre, uden at begynde at analysere og behandle emnet. Jeg fortæller, jeg har skrevet en kronik og at jeg bebrejder mig selv for at udnytte historien til at komme frem i verden. Hun beder mig minde mig selv om det bagvedliggende (rene) motiv: 1. hjælpe andre kvinder i lignende situation, 2. bryde tabuet omkring emnet, 3. den selvlindrende effekt ved at fortælle om det, og jeg siger som punkt 4. at mindes Nikolas. Vi runder min barndom, da jeg nævner, Lars og jeg skal besøge mine forældre om et par uger. Hvordan blev vrede eller følelser i det hele taget håndteret i mit barndomshjem? Det gjorde det netop ikke. Der blev lagt låg på, det blev undertrykt. Vi har alle mængder af vrede som en naturlig følelse i løbet af dagen eller ugen, men hos mig minder det mig og mine pårørende om mine sygdomsperioder (manier), hvor følelsen blev forstærket. Jeg siger, at mine forældre er bange for både mit vanvid og min vrede, og at de ikke har særlig stor mental tålmo-dighed (hører altså ikke én til ende), før de trækker sig. Men det gælder sådan set også, når Lars fortæller dem noget, så måske er det mere et personlighedstræk hos dem. Det er så stor en hjælp at sidde hos min psykolog, at jeg til sidst spørger hende: "Stiger du aldrig i pris?". Hun bliver forlegen og siger, jeg jo ikke har så mange penge. "Næste gang tager jeg 100 kr. mere med". Vi giver hinanden et knus for første gang i halvandet år (begge vaccineret). 5.7.21.
Jeg har ønsket regn i morgen.
Det er yderst pinligt, for nu kommer der faktisk regn. Bare fordi
grillfesten i poetklubben blev rykket en uge til næste lørdag på
foranledning af et enkelt bestyrelsesmedlem. Tænk så, om
betingelserne - vejret - havde været ideelt her ugen før, hvor
festen i første omgang var sat til at være. Jeg har kigget på
vejrudsigten i op mod 10 dage! Ventet på, at der blev meldt dårligt
vejr. Hvilket så siden i går nu er sket. Pinligt, hvis min stille
bøn virkelig er blevet hørt. Nu går det ud over andres
fester i morgen aften, men ikke lige min egen. Jeg kan ikke glemme,
at jeg har danset en regndans, så det kan nå at blive godt vejr til
næste weekend. Som om, vejrguderne/guden arbejder på den måde. Jeg
har virkelig ønsket, at solen ville skinne lige på - mig. Men
hvem stiller Gud så i andenrække, som ikke blev begunstiget? Der er sagt, at Gud "lader det regne over retfærdige og uretfærdige".
Men hvem er da jeg? 2.7.21.
Mens jeg øvede sang på Gallo skolen i dag kørte der en film for mit indre øje, som alt sammen omhandlede oplevelser, der gennem tiden havde gjort mig ondt eller indeholdt noget, jeg fortrød. F.eks. da jeg kom til at sende de forkerte filer til trykkeriet, da vores fjerde cd skulle udgives. Da jeg mødte op til gammel elev-træf i Gram, men ikke havde nået at få plukket øjenbryn - og endnu ikke dengang var begyndt at gøre det selv. Da jeg en medicinfri sommer var til festival med min veninde, Line, hvor jeg måtte spørge om et sted at hvile, fordi jeg var udbrændt. For hvert minde, der blev frisket op, mens jeg gennemsang mit program som vanligt, sang jeg lidt klarere. Og tusindvis af kunstnere må på tilsvarende vis have optrådt på baggrund af at have været ulykkelige eller opfyldt af smertelige minder. Der er dage hvor drabet og tankerne omkring det er helt præsente, ligger helt yderligt, så man (jeg) ikke vriste det af sig (mig). Det er på det punkt, at tilstanden bliver ufrivillig. For man ønsker faktisk ikke at være slave af selvfordømmelse og - foragt. Det er også der, hvor man kan begynde at snakke om "sindslidelse" og om at ligge under for en påvirkning, der er større end én selv. Jeg tænkte et øjeblik under øvningen: hvor kommer dette mørke fra? Men jeg lod det ikke gå ud over min performance. Tværtimod var det som om, min stemme genererede mere kraft og vitalitet for hvert spadestik, jeg tog ned i det underbevidste. Som trak jeg materie ud og omformede den. Af Guds ler. 1.7.21.
Video nr. 43.29.6.21. Varighed: 7 et halvt minut.
"Har i dag, jeg, kære Gud, syndet imod dine bud". Ja, det har jeg faktisk. Jeg kom til at tage et kaffefilter på Gallo skolen, som jeg fyldte med kaffecreme, fordi jeg ikke havde mere derhjemme. Det er helt uacceptabelt, og det vidste jeg godt lige på stedet. Hvornår lærer jeg at årsag og virkning faktisk er en realitet? Så da jeg kom hjem skete der det uheldige, at jeg fik tændt for den forkerte kogeplade. Der skete ikke skade ved det, men det kunne der sådan set have gjort. Jeg er et skarn. Godt nok har jeg tænkt at "betale tilbage", altså købe en ny dåse kaffecreme og stille ud på Gallo skolen sådan uden bemærkning, men jeg er stadigvæk fuld af synd. Hvis jeg derfor ikke lever op til din forestilling om en helt, er det fordi jeg rent faktisk ikke altid er en. Også tidligere på måneden gjorde jeg noget dumt, som jeg græmmedes ved bagefter. Måske har du, læser, også gjort noget dumt i dag, så vi sammen kan gå til bekendelse, men det ændrer jo ikke ved min andel. Faktisk burde jeg smides ud af bestyrelsen, hvor jeg sidder som elevrepræsentant, for hvilken repræsentant er jeg? Og jeg burde ikke have lov at øve sang/klaver derude. Det er yderst kritisabelt. Så sig venligst ikke dette til nogen :) Jeg er ikke andet end en, der er faldet for en fristelse. Fordi en smule kaffecreme var alt, jeg manglede i min husholdning, så jeg kunne trække den til i morgen med at få handlet ind. Jeg læser Blavatskys "Den hemmelige lære", men det nytter jo ikke noget, hvis jeg ikke selv lever op til dens anvisninger. Da har jeg jo interesse i begge retninger og er på én gang tro og utro. Nu køler jeg af med en øl. Jeg er her kun som alle andre menneskebørn, som jeg leger lige med. Jeg skammer mig ved at fortælle dette men jeg er utroværdig, hvis jeg ikke gør. Jeg har taget noget fra nogen, som ikke var mit. Jeg vil gengælde hundredfold og stille en ny dåse derud. Men det er (for) sent. 27.6.21.
Jeg gider ikke rangere eller anmelde selskaber, jeg taler med i telefonen. Heller ikke kosmetologen i går, selvom jeg var tilfreds. Hvorfor egentlig ikke? Jeg synes, jeg har sagt farvel i telefonen (eller fysisk hos fodbehandlingen) og sagt "Tak for hjælpen", så det ikke kunne misforstås. Skal jeg så også bagefter at have lagt røret på give en vurdering? Jeg tænker, de bruger det i markedsføringsøjemed, måske får de endda point eller lønforhøjelse, alt efter om kunden er tilfreds. Men heller ikke det er jeg tilhænger af. Måske fordi jeg ikke selv er på arbejdsmarkedet og ikke ser nødvendigheden. Du ku da godt trække lidt goodwill op af lommen, ku man indvende. Men i stedet har jeg slettet sms'er og mail på stribe. Hårdt og kontant. De er her for at tjene penge, hvorfor går jeg ikke ind på den præmis? Jeg har betalt for en ydelse - altså har betalt. Manden i telefonen gør ellers sit bedste. Jeg har trods alt givet lov til at samtalen bliver optaget. Også jeg forsøger at udtrykke mig præcist og forståeligt. Hvad ville det "koste" mig at sende en sms tilbage med svar på, om han var til et 3-tal eller 5-tal? Jeg er indimellem ufattelig barsk. 25.6.21.
Hvad er der ved at ønske, man var en anden? Ja, ved Gud, jeg ville gerne, at mine fødder var kønnere. Men jeg har arvet det værste - bredden - fra min far og det værste - det fyldige - fra min mor. Sku jeg anklage dem for det. De par sandaler, jeg netop har købt - billige via den blå avis - kan jeg nu give videre. De er fede, men de nager efter 10 minutter, eller måske allerede 5. Åh, hvor ku det have været dejligt, hvis mine fødder var små og elegante, men de er tværtimod grove. Hos fodbehandlingen i dag sagde hun ikke, at det var problem-fødder, for de fejler sådan set ingenting. Men allerede da jeg var barn og teenager skammede jeg mig. Jeg skrev endda til en brevkasse, om der var mulighed for, jeg kunne blive opereret. Men fik det svar tilbage, at vi nok alle har et eller andet ved vores krop, som vi er utilfreds med. Det er jo sådan lidt ørkesløst at ønske, man var en anden, idet man jo aldrig bliver en anden. Idet hele opgaven jo består i at blive sig selv. Jeg - rodskuddet. 24.6.21.
Var til digtoplæsning i aftes. Pludselig kommer min bror (den yngste) ind i cafeen. Vi giver hinanden et stort knus (længe siden og overraskende at møde dig her lige nu). Han er så nænsom. Jeg ved bare, det var ham, der næsten hviskede sin bestilling til kvinden i baren, fordi han ville tage hensyn til dem, der læste digte op. Om et par timer kommer min anden bror fra Kbh. forbi, til frokost her hos mig. Jeg skal endelig ikke købe mere ind, bare byde på hvad jeg lige har, skriver han. Han er så let i stemning, og har lige fået job (som 57-årig) efter tre års ledighed og skal giftes med moren til to af hans børn om en måned. Men han var også let i stemning før. Han er utrolig omgængelig og kan komme i snak med alle. Og har arbejdet helt tæt på Lars Løkke i miljøministeriet. Jeg har derfor gået og ryddet op :) Nogle gange slår det mig: Gud, din bror lever. Og vi er gjort af samme materie. Jeg har tilfældigvis alt muligt i mit køleskab - eller også er det ikke tilfældigt. Jørgen (som min fars bror) og Hans Jakob (sammensat af min farfars og morfars navne). 24.6.21.
Nu ved jeg, hvad jeg er gjort af: dobbeltudmeldinger. Ja, Frida (hunden, jeg passer), vi går den her vej, men nej nu hvor du trækker den modsatte vej, så lad os gøre som du vil. Eller skulle vi alligevel følge min første indskydelse og vende om? Sådan går turen, der varer en times tid. Hendes vilje og min vilje, der konkurrerer. Jeg er inkonsekvent og vægelsindet, og Frida vil faktisk helst, at jeg tager en beslutning og tager teten. Vi har alle brug for visse rammer for at kunne fungere. Først da jeg gav mig til at vaske op, som en ting, jeg plejer at gøre, lagde hun sig og slappede af. For da gjorde jeg mit op af hende, der tilsvarende gjorde sit eget. Men jeg græd midt på en af vejene i kolonihavekvarteret. Jeg kunne ikke længere kende Ja fra Nej, og resten af vejen tænkte jeg: Det rører mig ikke, hvad du standser op og spiser eller hvilken vej, vi kommer hjem. Dette skal bare overstås. Jeg ville gerne have været et bedre eksempel - også her. Kunnet skrive, at jeg klarede mor-rollen til perfektion. Var tilpas streng og mild, skiftevis stram line, løs line. Men jeg mestrer langt fra opgaven. Der er dage, hvor jeg tænker, også hun har jo en andel i, hvordan vores kontakt bliver. Og også tredje part - skæbnen eller Gud - virker ind. Altså al ansvaret ligger ikke hos mig. Men i dag kørte det helt skævt; Jeg trak hende i halsbåndet, råbte af hende, satte mig ned og belærte hende. Og gennemførte med største ulyst arrangementet. Nu ved jeg, det er mig som voksen og som omsorgsperson, der skal vide bedst. Kende den bedste vej, det rette tempo, rækkefølgen på skide, tisse, drikke osv. Men det siger sig selv: så er jeg hellere barn. Det kan jeg slet ikke leve op til. Så kan du jo ikke have en hund, ku nogen sige. Gudskelov; den har mig. 22.6.21.
Jeg vågner op til en uventet dagsorden: min fryser kan ikke længere lukkes helt. Jeg opdager det ved, at mælken i køleskabet er ekstra kold. Jeg giver mig til at hakke is og pøse varmt vand på for at isen skal opløse sig. Jeg er omtrent halvvejs, da jeg spekulerer på, om fryseren nu kan lukkes. Det kan den, men nederste hylde kan ikke trækkes ud og midterste hylde ikke trykkes ordentligt ind. Jeg er endnu ikke færdig. I nat har jeg drømt, at jeg er virkelig er denne mester, idet jeg sprænger alle rammer i en form for test (i drømmen). Og jeg vågner med stor selvtillid. Under arbejdet med fryseren kommer jeg til at tabe vand ud over mig selv, så jeg må skifte shorts. Jeg slår min finger til blods i ret aggressive bevægelser frem og tilbage imellem frysehylderne, hvor jeg støder på hård, frossen is. Jeg drikker en slurk kaffe indimellem, men ja fryseren har i den grad kickstartet dagen. Og jeg er her ikke for at gøre ting halvt. Om en times tid vil mere is have dryppet af af sig selv. Og ikke særligt meget mad er gået tabt ved afrimningen. Hvis du siger (som i drømmen), at jeg har særligt ansvar, vil jeg leve op til det. Dø, om så det gælder. Derpå skal du kende mig. 21.6.21.
Jeg har prøvet at praktisere lydighed mod Gud. Jeg har virkelig lyttet efter lyde i lejligheden (som jeg plejer), tolket på hints, indskydelser og påfund. Jeg har villet Guds vej. Men i dag, inden jeg tog ud for at øve sang, væltede jeg noget og bagefter gik jeg ind i noget. Og jeg var træt. Sku jeg være blevet hjemme? Jeg skal optræde i morgen og tænkte, det var en god ide at smøre stemmen. Intet i vejen med at øve derude heller, men mit glas med vand væltede og da jeg ville spritte ekstra godt af med en klud, afgav kluden en masse fnuller, som røg direkte ned imellem tangenterne. Jeg ville efterlade skolen så hel og ren som muligt, som om jeg slet ikke havde været forbi. På vej hjem tænkte jeg på alt muligt, om jeg var corona-inficeret og havde sat aftryk, der ville smitte nogen til sommer-afslutningen i morgen. Ja gu havde det da været bedre, om jeg havde øvet sang i går, men da var jeg travl med andre ting. Nu blev det mit ansvar at aflevere klaveret og lokalet i fin stand - og det gjorde jeg (fnullermændene lirkede jeg op med en kniv). Jeg skal bare forstå, hvad Gud ville sige mig. Også herhjemme bagefter har jeg mødt modstand. Ville Gud, at jeg havde lagt mig til et hvil og først var taget på Gallo skolen i aften? Trodsede jeg hans vilje - med succes? Idet jeg fik rørt stemmen. Vil han overgive sig til, at det var en god ide? Jeg prøver (bare) at praktisere lydighed mod Gud. 18.6.21.
Jeg kan godt forstå, hvis jeg har mistet en læser eller to (har nu ikke tjekket statistik). Der er ikke noget som en kunstner, der er klar over dalende kvalitet. Han ærgrer sig og længes. Jeg føler med ham, for han søger virkelig sit virke, at opfylde det fuldt ud. Det er ikke sådan, at han ikke gider eller har haft travlt med noget andet. Det er faktisk som om, han i endnu højere grad har villet sin bestemmelse, og at smerten over udebleven udleven tynger ham tungt. Det er ikke sådan, at han pludselig ikke længere kender sig selv eller ikke er sig selv. Det var kunsten, der forblev iboende og ikke i udbrud. Hvor er det dog meget dejligere, hvis strømmen af villen verden bare flød, så den kom andre til gavn. Men I kender det nok også selv: dage er bedre end andre. Jeg har villet jer så stærkt, at jeg har frastødt jer. Som en mor, der hiver barnet ind i sin favn, selvom det hellere var fri. Jeg har grebet ud efter jer med kløer, men i det greb såret jer. Jeg ville ønske, jeg ikke var ørn, men det er jeg. 18.6.21.
Jeg har erhvervet mig nye møbler i min stue. Havde jeg bare tænkt på det noget før. Udelukkende forbedringer. Jeg betalte lige så meget i fragt som for selve lænestolen, men det betød ikke noget for mig. I dag gik jeg hjem med standerlampen i hånden fra genbrug op af Tordenskjoldsgade, men det gjorde mig ingenting. Da Lars så skrev, han blev forsinket og kom senere hjem til hunden, tog jeg affære og tog ud og gav den mad. Hvad tabte jeg (ved det)? Jeg vidste ikke det om stolen, at den havde en slags glidefunktion, og jeg vidste ikke det om lampen, at den gav et blidt lys. Jeg satsede. Nu er det lige meget, om jeg ikke fik øvet sang i dag, for hunden fik mad. Og at vi tabte den fodboldkamp, for en ung mand i bussen sagde så rigtigt: "Vi vandt faktisk". Så stor en tro. 17.6.21.
Jeg har svært ved at komme i gang med dagen. Jeg lægger mig til et hvil for at gøre noget, men pludselig ringer det på døren. Et par fagmænd skal bese mine vinduer. Nå, tænker jeg, det har de da ikke varslet. "Jo, og du har også givet lov til at vi må låse os ind". Nå. Jeg ser, her flyder med vasketøj, der hænger til tørre, en hel masse bh'er. Malekridtene ligger og flyder, sengen er ikke redt. "Det er ok, kom bare ind", siger jeg. Endelig er der nogle, der ser, hvor mange sandaler, jeg egentlig har. Så har de da noget at snakke om, når de går herfra. Jeg sætter mig i stuen, lader som om, jeg noterer noget vigtigt, mens de er her. For at vise foretagsomhed. Skal jeg klage over, at jeg ikke er blevet varslet? Det var en impuls udefra, kærkommen, som har rusket min dag i gang. Jeg klager. 16.6.21. (Opklaret: De skulle have været inde hos naboen (ha ha))
Det var vores alles hjerter, der et øjeblik gik i stå (og ikke bare Christian Eriksens). Ham, vi havde sat vores lid til, faldt. Han var ikke usårlig. Vores bedste kammerat sagde: Jeg har brug for jer nu. I må stå mig bi, mens jeg ligger her. For rullende kameraer. Vi skærmer ham for at vise ham respekt. Det var et øjeblik også mit hjerte og hans hjerte, som jeg så fodboldkampen sammen med. Vi var alle forbundne af kar og årer. Og vi fik en klump i halsen, når vi tænkte på, hvordan Christians familie måtte have det. Når vi - der kun sad bag skærmen, uden at kende ham personligt - følte smerte, hvordan så ikke hans nærmeste. Kun Gud kendte planen og bar dramaet igennem. Og Christian har sat sig op, er heldigvis levende tilbage. Jeg troede et øjeblik, vi skulle være en efterladt nation, et land der havde lidt tab. Jeg troede, avisoverskrifterne ville handle om et dødsfald, men i stedet var der en anden historie at fortælle. Om en, der havde overlevet døden (for vi så ham faktisk være død). En, der kunne rejse sig fra sin båre og gå. Og næste gang, jeg sparker til en bold, vil jeg sparke den til ham. For at have været delagtiggjort i noget af hans skæbne. Som samtidig er min egen. 14.6.21.
Det er sket to gange i dag; jeg møder en - først en i bussen, så en på gaden -, der ligner en, jeg kender. Jeg konstaterer, at det ikke er den, jeg kender, men så sker det besynderlige, at lidt længere fremme i bussen står faktisk hende, som jeg kender! Det samme på gaden, den "rigtige" ældre dame går faktisk bare 20 meter fra hende, som kun lignede hende! Gud spørger mig: Er du den rigtige, den ægte, eller er du blot hendes kopi? Altså træder du ind i din krop, mærker alle strømninger, eller går du hellere lidt ved siden af og ser til. Af alt, hvad du har mistet, hvornår mistede du da dig selv? Jeg har en form for verdensforsagelse. Det er som når jeg kigger på ham, jeg passerer på gaden, at jeg siger: "Undskyld min svinske tanke om dig, for jeg ved at inde bagved er du en sjæl på vej, akkurat som jeg selv". Jeg ved jo, at lyset kan være stærkest i netop ham, som lugter dårligt eller er kommet til at proppe sig med mad. Og hvem skulle vi da ringeagte, jo ham, der fælder den forkerte dom. Og kald det NAT (negative automatiske tanker) eller noget andet, men hvor kan man let komme til at dømme ulige og hårdt. Tag et blik på verden - og Elsk det dog! Sig det dog højt: Det er mig. 10.6.21.
At jeg er nogenlunde tryg ved at skulle have første vaccinestik i morgen skyldes, at det er din fødselsdag (min søn). Lige siden jeg fik tilbudt tiden har du beroliget mig med et: "Vær ikke bange". Akkurat som jeg sagde det til dig den nat. Du ville være blevet 29 år i morgen. Jeg har stadig stor respekt for dem, der takker nej til vaccinen, mens jeg selv håber at møde venlighed fra systemet. Jeg skal møde på Paludan Müllersvej, ikke langt herfra, efter eget ønske. Vi håber vel alle i en utryg situation, at der er nogen, der tager os ved hånden og følger os på vej. Jeg vil selv komme med en bar skulder og være imødekommende, selvom jeg på et tidspunkt så for mig, at jeg på vaccinationsstedet ville løbe bort fra nålen i sidste øjeblik! Nu indgår jeg en aftale, med samfundet og det fælles ansvarlige. Kryster eller helt, jeg er vel begge dele. Det bliver en fin dag, også at dø på, hvis noget skulle gå galt. Det er virkelig som om, du har ransaget mig og set min tvivl og min bekymring. Og at du nu lader milde og blide vinde og kilder strømme i min retning. Så jeg nærer tillid. Jeg har forstået, at du har set til mig og bistået mig. Det er en ganske usædvanlig gestus. Og en meget konkret hjælp. Ku jeg bare gengælde det for dig i himmelen. 8.6.21.
Jeg havde ryddet op herhjemme. Flyttet rundt, endda fundet nye møbler på affaldspladsen. Det ville jeg gerne indfange, så jeg fotograferede selvfølgelig de nye tiltag. Så lagde jeg billederne ud, men til min store overraskelse viser det sig, man kan zoome ind! Alt, jeg ville vise, var en kunstners hjem. Der gik få minutter før jeg slettede opslaget. Jeg følte mig nøgen, havde ikke beskyttelse. Hvad var det, I ikke måtte se? Trods det, at det bare ville være et slags portræt. Man kunne se ALT. Det, der lige henkastet var smidt på bordet, det jeg ikke havde fået smidt i skraldespanden. Nye sandaler sammen med en tom øldåse. Jeg blev i tvivl. Og jeg blev bange. Hvad er en kunstners opgave - eller snarere: hvad er min opgave som kunstner? Bortcensurering tjener til beskyttelse. Det pirrer publikums nysgerrighed, hvad der er streget over med sort. Men det var nødvendigt. Ligesom man fremhæver noget med fed skrift for at understrege, ligeledes kan man lægge noget i mørke, som man ikke ønsker skal frem. Jeg er ekshibitionist til en grænse. Rosen folder sig jo også sammen om natten. 5.6.21.
Jeg rykker lidt agressivt opladeren ud af stikket. Jeg sigter kniven mod din hals og rykker. Jeg forestiller mig ham bagved i bussen skærer min hals over bagfra. Jeg er endda helt forberedt.
Digt, 4.6.21. Beklager digtets voldsomhed. (På telefonen kan digtet grafisk have forrykket sig)
Jeg har altid solgt mig selv for billigt. På kunstakademiet kostede mine billeder altid halvdelen af, hvad de andres kostede (og jeg fik at høre for det). Senere tog jeg alt for lidt for at holde mine foredrag rundt omkring i landet. Og senest med de støvler, jeg har sat til salg, som ligger en del under den pris, andre på siden tager for deres. Jeg ved ikke helt, hvad det bunder i, for jeg vil gerne selv give mere for et par tilsvarende støvler. Faktisk kan det være et problem, idet dem, der efterlyser foredrag, tror, man er uprofessionel. Eller at maleriet er af ringe kvalitet. Men det er jo ikke sagen. Min ideologi er, at alle skal kunne komme til kunsten. Og at vi alle skal dele goderne imellem os ligeligt. Ikke andet. 2.6.21.
Lykkedes mig at sælge et par støvler via den blå avis. Tage billeder, oprette annonce, printe fragtlabel. Købte selv et par den anden vej for et par dage siden. "Hold den gode tone", opfordrer de til, når man henvender sig derinde. Men det er da fuldstændig oplagt at gøre. Da jeg som det nemmeste i verden havde sendt pakken kl. 19 om aftenen i det lokale indkøbscenter - det kunne man altså ikke i gamle dage -, trådte jeg ud af bygningen og fik et blik af en mand, som om han virkelig attråede mig. Og der er intet i vejen med, at jeg engang købte støvlerne af mærket Art, som jeg ynder og nu sælger dem videre, fordi jeg aldrig bruger dem. Vi er her (i livet) for at udveksle, og pyt med, jeg kom til at betale fragten nærmest to gange, fordi jeg havde taget fejl af pakkens vægt. Jeg vejede den ved at stille mig op på badevægten først uden pakken og dernæst med pakken. Jeg har mestret en disciplin her i livet, som jeg tog tilløb til (uha, der er penge involveret). Tror, GLS står for God Lindrende Salve. 1.6.21.
Jeg
ser bare, at jeg ikke lever op til ægte discipelskab overhovedet.
Jeg drikker alkohol, spiser kød og behersker ikke mit tankeliv.
Desuden går jeg (for) meget op i, hvordan andre forholder sig til
det, jeg skriver. Jeg bør (egentlig) kun regne Guds mening for
noget. Jeg beder, men jeg er dårlig til at finde på selv. Sker der
mig noget lyksaligt, tager jeg det ofte for givet (uden at takke). Og
er jeg stresset over noget, magter jeg ikke ved egen kraft at finde
frem til den fredfyldte tilstand. Jeg kan ikke finde ud af at
meditere (bliver ellers hele tiden præciseret i de åndelige
(teosofiske) bøger, jeg læser, hvor vigtigt, det er). Og på gaden
går jeg ikke rundt som et fyrtårn med lys strålende ud fra min
pande, men tværtimod lidt indadvendt og genert. Medmindre alle disse
ting er ligegyldige eller i småtingsafdelingen, så består jeg
næppe indvielserne til "fuldkommenhed". Medmindre.. 27.5.21.
Var der ikke vejret - for varmt, for koldt -, så var der den ven, der skrev sådan eller sagde sådan. Den tanke, der fløj et sted hen, hvor der ikke længere var rart. Og de minder, der skærer én i hjertet at tænke på. Var der ikke til højre, så til venstre. Og var det ikke om dagen, da i natlige drømme. Overalt er man forfulgt, af sin skygge. Eller en andens skygge. Eller bare skygge. Og var det ikke for den ven, der sagde undskyld, eller det smil, en delte på gaden, ku man ha råbt ud over hele fodgængerfeltet, at livet er noget lort! Og fået 10 støttende tilkendegivelser på stedet. Eller for de opgaver, der var at stå op til, hvor man følte man var til gavn. Eller den forpligtelse, man følte over for et kald eller et medmenneske. Ja, så kunne man reelt være - fortabt. Tabt for et eller andet. Kastet ud i mørket til tænderskæren. Og ja, var det ikke, fordi man endelig så et lys for enden af vejen, da kunne man tusinde gange nemt have vendt om og opgivet håbet. Og vidste man ikke, at det var maj måned 2021, ku man nemt have forvekslet det med efterår. Men vi vidste det (jo). Og havde jeg bare levet et overfladisk liv uden dybde, da havde mine rynker været det finere. Men nu er de dybe og forankrede. 26.5.21.
Mine fætre og kusiner på min fars side, de er sådan nogle ordentlige mennesker. Ingen overvægtige, ingen psykisk syge eller misbrugere. Alle har de to-tre børn og et regulært arbejde. Nu har de - som hvert andet år - igen inviteret til fætter/kusinetræf. Men jeg og mine tre søskende er utroligt passive. Det interesserer ikke, flere melder aldrig tilbage og jeg selv kommer typisk med en dårlig undskyldning, fordi jeg føler, turen bliver for ensom at tage selv. Selvfølgelig er jeg ud af samme ophav, men jeg selv er trådt så rigeligt ved siden af. I den ideelle verden havde min far fulgt mig til alters, når jeg blev gift. Og holdt taler til mine børns fødselsdage. Men sådan blev det ikke. Min far er helt igennem ordentlig. Har respekt om andre, og kan noget helt særligt med sjælesorg. Til trods for, at han selv knækkede på arbejdsmarkedet tre måneder før sin pensionering. Hvad skriver jeg til min kusine? Bare: Jeg kan faktisk ikke. Jeg mestrer ikke det liv, I andre præsterer. Sammenlignet har jeg opnået - ingenting. Jeg fulgte mig selv til alters, hvor jeg bekendte min synd. Og rejste mig. 24.5.21.
Ingen mulighed for at parere overhovedet. Jeg møder K., som jeg plejer at standse op og snakke lidt med (vi bor i samme boligkompleks), men inden for få sekunder lægger han an til at give mig et knus. Som jeg ikke kan undgå. Vi plejer ikke at give knus - og der er corona. "Sikken en idiot", tænker jeg ved mig selv, da vi skilles. Han er revolutionær og f.eks. imod mundbind, forstod heller ikke at jeg tog handsker på ved indkøb for et par uger siden. - Men jeg forstår det jo. Nu har jeg lagt det tørklæde til vask, som jeg bar for lidt siden. Han taler om demontrationer og modstand, men jeg spørger ham til hans musiceren. Det er alt, jeg overhovedet vil ham. Han blev pludselig der på fortovet et billede på det, jeg kæmper imod. Han har omfavnet mig, men det var for at skole mig i en anden retning. Spørge: Hvad er du bange for? Jeg ser ham igen og vil spørge ham: Hvad er du så sikker på? Han havde modet til at provokere. Som en kvalitet. Men det var skødesløst og respektløst. Når jeg møder et ældre menneske på fortovet, der virker ængstelig, går jeg et trin ud på cykelstien for at møde den ældres appel. Han beroligede mig med vold. Jeg skal ikke længere træde i hans spor. 24.5.21.
Der er min vens cykel, som jeg har sørget for, han fik sidste år (brugt af mærket Trek). Jeg har elsket den lige fra begyndelsen, så meget at jeg de første nætter gik ned i cykelrummet og sikrede mig, den stadig stod der! Den siger næsten ingenting i sit tråd, som en der aldrig oplader sin mund. Nu har jeg den stående igen, fordi jeg har fået sat lygter på og det er meningen, den skal trilles ud i kolonihaven. Men jeg kan næsten ikke. Ja, jeg ved, der findes andre lige så gode cykler på markedet. Men jeg elsker den. Min ven siger, jeg bare skal cykle på den, at han ikke mangler en cykel akut, og at vi bare kan se på det hen af vejen. Jeg forstod ikke, at begær eller drift kunne have et sådant udtryk. For en ting. Men det er nærmere som om, cyklen er en partner, en hjælper. Og jeg troede faktisk ikke, at det fandtes, at ture op af bakke ku føles så frigjorte. Hvordan havde min kærlighed så ikke været over for en levende søn.. 20.5.21.
"Har du børn?" "Nej". Også i dag har jeg benægtet dig. Fordi det bliver svært, hvis jeg skal vedkende mig. Også i morgen bliver det svært.
(Digtet er rettet til grafisk efter at blive set på en computer. På telefonen kan det derfor være forrykket)
Min veninde (fra Kbh.) er mærkeligt nok indlagt. Og hun kan ikke rigtig komme derfra. Taler ligefrem om, hvorvidt hun "nogensinde bliver lukket ud" igen. Og jeg husker det godt fra mine egne indlæggelser. Personalet og lægerne ser helt andre - meget mere passive sider - af én, end dem man udlevede derhjemme i sit vante liv før indlæggelse. Man sidder stille i en stol og det kan tolkes og granskes, trods det at man bare gør ligesom de andre i opholdsrummet. Og man er nået til bunden af samfundet - føler man. Man kan ikke synke lavere. Derfor var det mit sigte at opmuntre hende over telefonen. Det mest bemærkelsesværdige, hun sagde, var at hun benævnte sin kæreste og samlever som "min mand". Og jeg kender (jo) udmærket hendes mand ved fornavn og har gjort det i 20 år. Så hun var blevet formel. Som en robot, upersonlig. Frataget sit særkende. Og det er hårdt at tænke på. "Selvfølgelig kommer du tilbage til det liv, du kender, men dit arbejdsliv bliver nok noget andet", sagde jeg. Fordi hun nu sikkert bliver fyret. "Måske skal jeg fremover bo på et psykiatrisk bosted". "Nej, det skal du altså ikke", svarede jeg. Og hvordan siger man, at hun er forkert i de tanker, når man ønsker at støtte hende i det, hun gør rigtigt. Man tror, psykiatrisk hospital er endestationen. Men kære, vi skal igen sidde på en fortovscafé, når du er frisk. Og du skal finde dit særkende igen. Ved at byde mig og betale den største, mørke fadøl, stedet serverer :) 16.5.21.
Men jeg er også så underlig forkert i verden. Jeg fik denne fornemmelse i 1999, tror jeg, det var, om at jeg havde inkarneret som Jesus i sin tid. Og jeg må tilgå det skjult, kan ikke sige det til særligt mange. Så jeg har tre hjemmesider, et opmagasineringsrum og et testamente. Fordi jeg tror, noget skal bygge på mit ord. Hvad er det for en højhedstanke, når jeg samtidig venter på hævn eller at nemesis-kraften skal ramme mig. Hvorfor er jeg på én gang slidte, løse sandaler og højhælede guldsko med glimmer? Ingen forventer at se - mig. Og jeg plaprer ikke løs. Er kirsebærtræet udenfor mit vindue ikke overbevisende nok. Derfor er der delpersonligheder, der huser mig, som jeg skal kunne rumme. Og jeg forventer ikke, at andre kan. Jeg er nok mere et chokerende bekendtskab - grundet min sindssyge - end et belejligt bekendtskab. Beklager, men det var sådan, det faldt ud. 15.5.21.
Video nr. 42 i rækken. Varighed: 5 et halvt minut (13.5.21)
Det stod mig ganske klart. Det var ikke bare skizofreni, svinske tanker, mørke. Der var hos mig en yderligere dimension, fordi jeg har slået ihjel. Andre har også tanker om at kunne volde skade på andre eller tænke dårligt om andre, men det dårlige fik et udtryk hos mig. Jeg var muligvis blevet syg alligevel - som min søster blev det. Men jeg havde nok ikke tænkt så meget over begrebet dæmoni. Og dømt mig selv så hårdt, når jeg bare ved et stoppested synes at virke kold eller beregnende. "Det er måske dig, der har betalt den højeste pris", sagde min psykolog. I forhold til de andre implicerede. Men det er ikke det, jeg er kommet for at høre. Vi kortlagde, hvilke faktorer, der lige nu stresser mig, og fandt måder at behandle emner anderledes på fremover. Ja, allerede fra i dag. F.eks. noget så konkret som kun at tjekke venteliste på en ny bolig hver tredje dag i stedet for hver dag. Vi snakkede om ondskab, hvordan forskellige religioner og også studier (psykologi, filosofi) ser på ondskab. Og jeg bevægede mig ud i en forklaring om sjælen kontra kroppen. Men hvad var det, jeg ville sige hende? Jeg kom for at blive trøstet, men blev i stedet klar over, hvor slemt, det står til. Men også det er en trøst. Jeg er for alvor syg. Nogle gange glemmer jeg at kalde det for dets navn. Men det er ikke alt sammen selvpåført, da f.eks. også overgangsalderen kan være på spil. Jeg er muligvis "knust med sygdom", påført af Gud. Men jeg har kun mærket Din hånd på min skulder. 13.5.21.
Men det var som om, hans malerier blegnede ved mit blik. Var det det, der kom fra mig, eller det, der kom fra billedet? Det var som om, gengivelserne (fotoene) på Facebook er glorificerende. Altså virkelighedens malerier levede faktisk ikke op til. Undskyld, men det var som om, jeg tænkte: er det billede færdigt? Hvorefter jeg kan se, han har sat det til salg på nettet i dag. Hvorfor så jeg ind i? Nu, hvor mit blik er kritisk. Men selv malingen på rammerne var underlig inkonsekvent. Hvad kalder man det, når glansen udeblev ved nærmere eftersyn? Undskyld. Men mine egne malerier klarer sig fint op af hans. Jeg undlader at bruge min telefon til at tage billeder af dem, netop fordi kameraets filter forskønner maleriet. Jeg vil helst være den ægte vare. Så jeg fotograferer med et digitalkamera, som gengiver billedet retvisende. Kære, hvorfor puste sig op? 11.5.21.
Jeg besøgte en tidligere præst i dag. Aldrig kendt ham før, set ham før. Vi maler begge. Jeg kan endda hænde at have omtalt ham negativt for nogle måneder siden (her i dagbogen). Fordi jeg ikke forstod, hvorfor "det ku være hyggeligt at mødes en dag". Jeg havde lidt problemer med selvfokus, som det hedder. Hvor man er overdreven opmærksom på, hvordan man selv virker. Men indimellem var jeg frigjort. Vi talte om tro, kunst, livshistorie. Og selvom han mente, jeg ikke regnede mig selv for nok, holdt jeg ting tilbage, jeg kunne have markeret mig med. For der var ingen grund. Gør man det op i taletid har vi nok sagt nogenlunde lige meget. Der er denne kunst, at man kan spørge den anden af interesse. Og svare, fordi man vil den anden noget. Det mestrede vi. Tak for invitationen, Ejvind. 10.5.21.
Kære Hanne. Min søns farmor. Da jeg vågnede her til morgen tænkte jeg på Chauvin - der kvalte Georg Floyd -, at jeg ikke er et hak bedre end ham. Om natten havde jeg igen drømt, at jeg mødte dig og familien. At du sagde, jeg kunne være i jeres hus, akkurat som før (det skete). Da vågner jeg af drømmen med en stor sorg, idet virkeligheden ikke rummer en kontakt til dig/jer. Jeg har kontakt til en hund, som jeg føler mig som mor for. Jeg kan ikke på den måde huske min søn for hans særtræk, - som I måske kan. Derfor lider jeg ved tanken om den fysiske smerte, jeg har forvoldt ham, samt ved tanken om, at han lå i lighus alene, i kisten alene, blev brændt alene osv. Det gør mig her til aften ked af det, at jeg sandsynligvis aldrig får dig og Nikolas' farfar at se igen. Hvorfor jeg har brug for at udtrykke min ømhed her. Jeg har tabt jer, ja. Tak, fordi du støttede mig under graviditeten og bagefter. Sådan (som det gik) skulle det ikke være gået. Hunden elsker mig. Og jeg den. 8.5.21.
Så skete det igen; hvorfor har jeg ikke benyttet mig af et gratis billedbehandlingsprogram noget før? Nu kan jeg gemme fotos i meget mindre størrelse. Jeg kunne have brugt teknikken til mine nodehæfter, malerihæfter, ja alt muligt. I stedet så jeg charmen i at bruge et billede, som det nu engang var. Stort eller ej. Portrættet af mig bag på instrumentalnodehæftet er f.eks. uforholds-mæssigt stort. Jeg har overset eller nedtonet betydningen af, hvordan kunsten "tog sig ud". Idet indholdet måtte tale eller tælle det stærkere. Jeg kommer aldrig til at udgive noget fuldstændig professionelt. Der vil altid være overladt det til beskueren, at han skal gøre en indsats for at erhverve. 6.5.21.
Kærligheden åbner mennesker op. Man kan efter en vellykket udveksling pludselig få lyst til at udveksle (endnu) mere med andre. Det planter en strøm af velvilje og retning mod noget godt. Man ønsker hinanden det bedste. Opslag på Facebook, som tidligere på dagen virkede ørkesløse, skinner nu i fuldt flor som solen. Tilslutning, støtte, likes sidder løst og flyder så selvfølgeligt. Hvorfor så man ikke ind noget tidligere, kan man tænke. Tanker om en anden kær ven dukker umærkeligt op, og gode minder om helt tredje og fjerde personer banker på og får lov at fylde. Man er let i stemning, og det klær én. Rører jeg en skulder vil ejeren få lyst til at røre en andens og så fremdeles, det smitter simpelthen. Ophav og skaberen bag er genial, mens jeg ydmygt er bærer af hans Ord. 4.5.21
Der er jo det, at kærligheden også er, hvor den ikke blev udtalt. I det, der ikke blev sagt. Især i fortrydelsen kommer den til syne i, hvordan det skulle have været. Den lå bag ordene og bankede på. Nu, hvor det mærkedes forkert, bliver man klar over, den er en gave og at man ikke kan tage den for givet. Den er noget, man får. Jeg så, at ham, jeg lige havde tilbragt et par timer sammen med omkring noget fælles undervisning vendte sit ansigt bort fra mig, da jeg nærmede mig det samme busstop-pested. Problemet var, at det faktisk var koldt, og at vi skulle sidde udenfor i seks graders varme (pga. corona). Jeg var bange for at blive forkølet og miste min stemme. Min måde at sige: "Tak for nu, det var hyggeligt", lød underligt hult. Han har set rigtigt: Jeg manglede varme og imødekom-menhed. Selv den sms, jeg fik skrevet i det tidsrum var knap på energi. Men jeg er andet end det. Måske er jeg undskyldt af at være psykisk syg? som han bare ikke ser (selvom skolen er for psykisk sårbare). Kun hunden, som var med til undervisningen, troede stadig på mig. Den (gen)kendte kærligheden, som var gemt. Jeg skylder den mit liv. 3.5.21.
Han sagde det til mig (healeren fra sommeren 03): "Massemedier sænker dit vibrationsniveau. Kig den anden vej, når du går forbi en spiseseddel på fortovet". Og han havde ret. Jeg får det dårligt af at scrolle på Facebook. Og dårligt af at scrolle på overskrifterne på tekst-tv. Jeg vil benytte mig færre gange af disse muligheder fremover. - Bortset fra at denne healer samtidig gjorde skade på andre områder. Når jeg slukker, lukker ned, får jeg freden foræret. Jeg kan læse i en bog, høre fuglenes kvidren udenfor, gøre min egne tanker om dagen i morgen, i stedet for at følge andres. Det går lige i maven. Sætter sig som en kvalme, en fåen nok. Som var jeg virkelig blevet fodret med den forkerte næring. Jeg forestiller mig, min mekanisme begynde at skabe onde celler inde i min krop eller gøre modstand og sætte sig på tværs. Jeg ved, at jeg er mere deprimeret bagefter at have fulgt en nyhedsstrøm. Og jeg har endda videregivet informationer om, hvem jeg er eller hvad jeg ynder at læse og følge med i. Det er som om, nogen har hevet noget dyrebart ud af mig, som jeg skal oparbejde igen over dage. Men dette er ikke massemedie. Dette er formidling eller dannelse. Dette er ikke en spiseseddel. Dette er ikke til salg. 2.5.21.
Så
blev det maj og et af mine digte er "Månedens digt" på
Poetklub Århus' nye hjemmeside. Kig ind. Man kan også støtte
poesien ved at melde sig ind. Og vi holder normalt
oplæsningsarrangementer på Løves bog- og vincafé hver anden uge. https://poetklubaarhus.wordpress.com/ Da dette link kun er aktivt - vedrørende mit digt - en måned, henviser jeg til: https://skriftet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=47%3Adigte&catid=37&Itemid=54 Her står digtet som nr. 2, og du kan desuden læse flere digte.
Der
er denne Facebook-ven. Han har ingen fornemmelse for, hvornår han
træder ind i min privatsfære eller ud af sin egen. For ham er det
som om, vi har kendt hinanden i årevis og kan dele hvad som helst
med hinanden. Hvilket han så gør, for jeg prøver at sætte en
grænse. Når han opgiver privatnumre på sine nærmeste, er det
udenfor mit område, så at sige. Der kan jeg ikke længere være med
eller gengælde hans tillid. Men han har en form for tiltro til mig, det er dog
positivt. Så han kan fint se for sig, at jeg vil kunne hjælpe de af
hans venner, der har det dårligt. Det endda på baggrund af, at jeg
kun svarer ham en ud af fire gange. Så hvad er jeg da
for et menneske, at jeg på den måde halvvejs afviser ham? Siger:
tak fordi du skriver og indvier mig, men jeg kan ikke handle på den
opfordring, da det ligger indenfor dit eget privatområde og udenfor
mit. Men det er i orden, at jeg kan mærke en grænse
og holder fast ved den. Der er jo også folk, man aldrig ville lukke
ind i sin private bolig. Engang for 20 år siden lukkede jeg alt muligt ind; sælgere,
som bare ville udnytte mig osv. Jeg kunne ikke sige fra. Lad det et øjeblik stå: Jeg siger fra, men gør det på en
venlig måde, så min ven ikke føler sig totalt afvist. Han har ikke
gjort noget galt, andet end at åbne sig og håbe, jeg indeholdt
mere. Men jeg er nøgtern og
neutral. Min kærlighed rækker da
til at sige: Velkommen, men ikke for længe. Er det ikke naturens lov?
30.4.21.
Videoen 41.27.4.21. En lille bemærkning. Varighed: små 7 minutter
Min ven havde glemt sin telefon på sin gåtur med hunden. Nogen kontaktede ham på Messenger, at de havde fundet den. Han skriver til mig på Messenger og jeg får ringet og videregivet deres adresse til ham. Men det var først i det øjeblik på dagen, jeg følte mig levende. Fordi jeg ku hjælpe. Hvad er det også for noget vrøvl med at have ofret mig i går. Som om, det krævede mit liv. Og som om et tarotkort skal beskrive tingene bedre end jeg selv. Bare fordi jeg svedte og brugte mig selv. Nu har jeg slået et kosttilskud op, som kan afhjælpe sveddannelse. Det er noget, der ligger til min familie, men det ku jo være, det også hænger sammen med min alder. Kan huske, at jeg også engang brugte det som begrundelse for at stoppe med at spille flere badmintonkampe en dag: "Jeg er svedt". Som om min makker eller modstander ikke er ligeglad med det. - Men jeg er ikke ligeglad. Da jeg skrev færdig med min ven på Messenger, fik jeg lyst til at svare en anden, jeg havde vægret mig ved at svare. Jeg fik også lyst til at løbe en tur (uden dog at gøre det). Ja livsmodet vendte tilbage. Vi er her sammen. 26.4.21.
Trækker kortet "Træghed". Jeg har bortødslet min energi. Og rigtigt nok har jeg hjulpet en ven. Jeg har en standard for, hvordan en lejlighed (et værelse) skal se ud, når den skal lejes ud. Men er det ikke hans eget arbejde at gøre den klar?, ku man spørge. Jeg cykler derop (på Trillegårdsvej), men trækker noget af vejen, fordi jeg er bange for at dem i trafikken kan se, jeg sveder mit tøj igennem. Ankommer og ser, mit arbejde allerede er besværet af, at meget lidt er gjort på forhånd. Ikke fordi det skal lyde som vejen til Golgata, men jeg sidder udpint tilbage i min stol, da jeg har investeret alt, jeg havde. Jo, en lejer bliver glad for, at der er rent. Men herre, er der rent i dit hus? Eller i min egen lejlighed? Kaldes det opofrelse, vennetjeneste? Nej, det kaldes: En sælgen ud, men til den rette. Og jeg skal gøre det igen. 26.4.21.
Jeg gør jo bare, hvad du beder mig om, Fader. Hvis du mener, jeg skal bo i Vejlby (bydel i Aarhus), så siger jeg ja til lejligheden i morgen. Trods det, at jeg ser mange fordele ved at være her. Jeg er aktiv boligsøgende, men hvad der derfra sker, er jo ude af min hånd. Da er jeg jo kun et nummer i rækken. Jeg tænker på, om jeg altid har gjort, hvad Du forlangte af mig. Altså ikke at jeg derved er fri af synd overhovedet. Men jeg har fulgt visse hints og ledetråde, og jo er jeg da indimellem faret vild. Der vil være gunstige betingelser for udvikling visse steder, altså med fordel. Det kan jo være, jeg har opbrugt min ration her. Du siger bare, hvor jeg skal træde, og så går jeg der. Om det så er ind i mørke. 21.4.21.
Jeg står i stuen og græder. Og det kommer bag på mig. Jeg følger George Floyd-sagen i Nyhederne, hvor der netop er afsagt dom. Det berører mig, at man ser den skyldige, mens han får dommen læst op. Det berører mig, at så mange sorte støttere jubler. Og jeg tænker på George Floyd, der ikke kunne afværge sin død. Også fordi, jeg selv slog ihjel på den måde. Og ikke har fået samme straf. Og tænk, hvor tilfældigt det var, at en teenager optog ulykken på video. Så mange rørende ting er der i den sag. Og nu skal vi selvfølgelig videre, kan man nøgternt sige. Jeg ved ikke, hvorfor jeg græder. Er det over Nikolas, George Floyd eller over den dømte skyldige? En ting er nu åbenlyst blevet slået fast, nemlig at en handlede uretmæssigt. Dommen kan danne præcedens. Men vi har jo stadig mistet. Vi mistede desværre. 21.4.21.
Over en årrække (fra december 2012 - maj 2016) gik jeg ind i en fotoboks og tog en række fotos. Hvem kan tale med om at være Ego- eller centreret omkring sig selv? (ha ha) Det var for at lære mig selv bedre at kende og for at skildre, hvor forskelligt et udtryk, vi som mennesker kan have. 19.4.21.
Det har ærgret mig, at Bjørn fra 1.th. er flyttet, han var så rar at have i opgangen. - Men han er her stadig. Han har sat sit præg på stedet og hans ånd lever videre. F.eks. mødte jeg ham en dag med favnen fuld af vasketøj, som han ville klatvaske i kælderen. Han brugte ikke nogen taske til tøjet, så han tabte sokker og andet på sin vej ned af trapperne. Jeg syntes, det var herligt. En anden gang så jeg ham tætomslynget med sin kæreste - og bofælle - ude i området. Tænk, at kærligheden var så levende mellem dem efter flere års kæresteri. Her til aften råber Johannes nedenunder efter sin kone, at maden er færdig. "Jeg kan ikke" (underforstået rejse mig, for jeg har smerter), siger konen, der er i midten af firserne. "Jo, du kan så", siger manden, der netop er fyldt 90. Forleden stod Johannes i opgangen og kiggede ud af vinduet. Jeg hørte ham derude, så jeg gik ud for at spørge, om han skulle have hjælp til noget. "Nej, nej, det skal jeg ikke", svarede han, akkurat som Anthony Hopkins i filmen, "Resten af dagen". Han nød, at han var kommet ud af lejligheden og havde bevæget sig nogle trapper ned, for så kunne han se verden fra en ny vinkel. Der er simpelthen en ånd her på stedet. Tak for at være en del af den. 19.4.21.
Ja, jeg må tro på det bagvedliggende, de indre verdener, sjælen. I denne verden, hvor meget af min tid går med at bekæmpe negative tanker. Må jeg tro på selvet, den gode intention, kærlige bevæggrunde. Det, man ikke umiddelbart kan se ved et menneske. Ja, det skal jeg ganske givet overleve på, at hvor jeg tror, jeg har gjort ondt eller fremstået hård og kold, da ville jeg mødet med det andet menneske for meget. Min inderlighed flød over. Også det menneske, jeg kalder "du" er jo heller ikke inderst inde usympatisk. Da lad mig være til tjeneste for en bedre verden, hvor jeg ikke er bedre end ej heller mindre værd end, men hvor vi er ligeværdige til stede. 17.4.21.
Jeg har en ven, som skriver så passioneret et forsvar for Kristus (over for Islam), at man får lyst til at bygge sin kirke på ham. Det kan man bare ikke skrive i en Facebook-kommentar. Han tør virkelig konfrontationen, satser alt. Da er vi andre slapsvanse ved siden af. Jeg kalder det mod, men man kunne også kalde det blod. Krigerisk, intens, oplagt, er han. Han kender virkelig kampen på ånd. Og kalder sin modstander ved rette navn, der er slet ingen tvivl. Derfor elsker jeg ham. 14.4.21. (om Lars Hougaard Clausen)
Der er sket det over de seneste dage, at jeg har mistet min flair for trafikken. Mit overblik samt min evne til at forudse. Det vil sige, jeg er kommet i situationer, hvor enten jeg selv eller andre var udsat. Ikke som i fare, men jeg har handlet uhensigtsmæssigt, f.eks. stillet mig i vejen for en cykel. Det undrer mig dybt, hvordan jeg gennem flere år bare har taget disse færdigheder for givet, cyklet med tillid. Det er jo den ansvarlighed, der skal sikre os alle, at vi omgås hinanden med øje for, hvad der kan hænde i et ubemærket øjeblik. Det er jeg rigtig ked af, faktisk. Symptomatisk ringede min gamle korleder fra Møllevangskirken (for første gang i fem år) og ville have mig til at vikariere (som sanger), hvor jeg (også) måtte sige, jeg var "blevet for ængstelig" til at kunne løse opgaven. Jeg vil fremover have den dybeste respekt for, at man kan miste overblik og sikkerhed på eet sekund. Alt kan ske, også for mig. Det kan endda være mig, der er det tvivlsomme led. 14.4.21.
For vil en sang ikke altid være personlig? Jeg mener; nogen har skrevet den, nogen synger den, tilegner sig den, giver den sit præg. Det er jo ikke sådan, at man hører en sang og man så ikke kan spore den til nogen afsender. Hører man en sangstemme er det jo ikke sådan, at den ikke tilhører nogen. Den tilhører faktisk altid en. Så på baggrund af mit store Ego-opslag i går, hvor jeg indbyder til, man tilegner sig min musik, så kunne det vel ikke være anderledes. Hvis ikke andre bærer kunsten frem, må man jo selv gøre det. Er det mere ædelt, hvis en anden anbefaler én, end at man selv gør? Kunsten er jo den samme. 13.4.21.
Sikken en rutchebanetur. En fremmed ringer, mens jeg er forhindret i at tage telefonen. Da jeg kommer hjem googler jeg derfor nummeret. Det er en person i Odense. Jeg når at tænke alt muligt: er det en journalist, en sagsøger, nogen der vil booke et foredrag. Efter en time ringer jeg endelig vedkommende op. Falsk alarm, hun har taget fejl af nummeret. Hun ville have en tid til et eller andet. "Det gør ikke spor", svarede jeg bare. Man ved aldrig, hvad verden - den ydre - vil én. Særligt ikke, når man føler sig som dens centrum :) 13.4.21.
Jeg skal gøre opmærksom på en hjemmeside, der lever lidt skjult. Men er man musiker, er der noder, både til salmer, instrumentalmelodier samt egne sange. Interesserer man sig for det skrevne ord, kan man læse digte og blogindlæg. Og er man maler, kan man se nyere malerier med kommentarer til. Og alt materiale er gratis tilgængeligt. www.ameordnoder.net
Her er emner, du kan søge på derinde:
Digte og sange - Nikolas
Nye Malerier
Længe leve livet
Rie&Lars - et samarbejde omkring
salmer
Egne salmer
Egne sange, noder
Sangtekster, kommenteret
Intermezzo: 4 julesange
Instrumental hæfte, noder
Malerihæfte
Blogindlæg samlet
Kan næsten ikke holde mit seneste maleri ud. Skal jeg slette det? Sige: det er alligevel ikke mig, der har lavet det, det må være en anden. Blev det ikke til fra min hånd, med mit præg. Bør jeg ikke forsvare det og indeholde det. Som om, jeg kan kappe hånden af, der har malet det, og så være hel bagefter. Jeg har forsvaret processen i årevis. Hvordan jeg kom der fra til der. Ingen sindsstemning var ikke-gyldig, enhver følelse havde sin plads. Jeg har forsvaret dårligere malerier, hvor andre ikke kunne forsvare dem. Og i sidste ende kan kun publikum vurdere kvaliteten af det fremlagte. Jeg har ikke tegnet et ansigt, for det har jeg aldrig lært. Jeg har tegnet/malet med de forhåndenværende midler. Og ikke udgivet mig for noget andet. Det er mig. Det er også mig. 12.4.21.
Jeg sender et postkort til faren til mit barn. Jeg har overfrankeret og er ligeglad, det var de frimærker, jeg havde og det rækker jo. Igen i nat drømte jeg om, at vi mødte hinanden igen. Jeg stod derfor op og fandt hans adresse og skrev kortet. Han bor i nærheden af Lars' kolonihave. Men hvis der bare kom en form for udveksling ud af min henvendelse, vil jeg være glad. Jeg går om lidt i snevejret ned til postkassen. Kigger ikke på, hvornår den bliver tømt næste gang, putter bare i. Nu er det ude af min hånd. Jeg kan ikke se passivt til, nu hvor jeg vågner så fyldt op af savn og ømhed. Også for Nikolas' skyld må jeg gøre forsøget. Jeg har kastet dig min hånd. 11.4.21.
Jeg kigger ind på skriftet.dk for at se, hvordan det står til. Idet jeg ikke husker alt. Min stemme er lys og min sangstemme liflig. Og det trækker ud, før jeg kommer til sagen. Jeg kan ikke forvente at en eneste dansker arbejder sig igennem det hele materiale. Det har jeg dog lært med tiden, at stramme op. Jeg kigger ind for at se, hvor slemt, det står til. Og jeg bliver bekræftet i, at det stiller (for) store krav til et publikum. Ligesom med Jahve i det gamle testamente skal man virkelig være overbærende, men derfor skrotter vi jo ikke de gamle skrifter. De danner et grundlag. Men kom til sagen, har man engang imellem lyst til at råbe. Engang, når mennesket igen finder hvile i det langsommes æstetik, bliver der måske interesse for så drøjt et medie. Og hvis folk føler sig genkendt eller spejlet. Tak for opmærksomheden, jeg ved, den har tusinde retninger. 9.4.21.
Først forstår jeg ingenting; jeg har svinet samtlige medmennesker til (på tankeplan) på min vej ned for at hente rammer. Det er yderst pinligt, hvis nogen fornemmer, hvad jeg sender ud. Jeg udgiver mig for at være rar, mens min bagtanke er det stik modsatte. Endelig, da der er gået tre kvarter, kommer jeg i tanker om, at de svinske tanker plejer at være hyppigere i antal, i perioder hvor jeg er ekstra stresset. Og jo, jeg er faktisk presset af noget for tiden. Alle brikker falder på plads: det er et symptom. Jeg er undskyldt. Og normalt vil jeg ikke dømme de andre på gaden så hårdt. Ku der bare stå på min trøje: "Sygdom i udbrud". Men der står - ingenting. Jeg har sendt galde ud i verden, men det er indeholdt i et: jeg kunne ikke andet. Og jeg har tabt langt større kampe end den ikke at kunne beherske tanken. Min skygge er muligvis præget af skizofreni: først det at tænke positivt om noget i bybilledet og siden lige bagefter at svine det gode til. Som indeholdt jeg en dobbelthed, en spaltning. Som kan jeg ikke stole på min første tanke og ej heller min sidste tanke. Som har jeg ikke én stemme. Før nu, hvor jeg skriver det ned. Det samlende punkt bliver bearbejdningen. Samt jeres læsning. 8.4.21.
Havde tænkt på at de børn, faren til mit barn siden har fået, er navngivet med navne, der indeholder først i og så a - ligesom Nikolas' navn. Indtil det i aftes gik op for mig, at hundens navn, Frida, jo også indeholder netop de to bogstaver i den rækkefølge. Deri finder jeg dyb kærlighed. 6.4.21.
Det skete to gange. Næsten som om, jeg sagde: jeg kender dig ikke. Først mødte jeg Morten, som jeg kender fra psykiatrien og som jeg ikke har set i årevis. En helt anden dag - hvis jeg havde haft selvtillid/overskud ville jeg have tiltalt ham. For jeg elsker ham faktisk. Men jeg løftede ikke mit blik i hans retning, tværtimod. Det bunder i, at jeg har et sår på hagen og lige havde hvilet mig; måske så jeg lidt ussel ud for ham at se? Det ærgrer mig, og jeg skal gøre det anderledes en anden gang. Senere så jeg skikkelsen af en, jeg tit standser op og snakker med her i området, men jeg lod som om, jeg læste noget på min telefon. Indtil jeg opdagede, det slet ikke var ham. Jeg gik en tur for motionens skyld, havde iklædt mig sportstøj, men min jakke fremhævede ingenting, for ikke at sige: mit bryst svandt ind til ingenting, som jeg havde klædt mig. Jeg var skamfuld. Jeg glemmer aldrig, at jeg fornægtede kærligheden. Lod som om, den ikke eksisterede. Tilgiv mig at vige udenom, i stedet for at udnytte momentet. Måske kommer der slet ikke en anden gang.. Jeg er kun ligesom Peter, der fornægter Jesus. Jeg forstår nu fuldt ud det at skjule sit ansigt. Sin identitet. Jeg var kommet af sted i den forkerte rustning, så at sige. Kan jeg nu åbenbare her, heldigvis. Hvor jeg viser mig fuldt ud. 4.4.21.
En video med bare tæer: (den varer kun halvandet minut)
Jeg tager en selfie på min vej ned i skoven. Jeg har klædt mig i farver, som hvis jeg malede et maleri. Bordeaux op imod lysblå. Det betyder noget for mig, og jeg sørger også for at dufte godt. Jeg står foran Bogø Design tæt på, hvor jeg bor. Som verdensborger i Trøjborg. En borg med en masse trøjer, som min bror forklarede sin søn. Jeg tror ikke på selfier, men siger de noget om livet i større sammenhæng, tiltror jeg dem at have en effekt. Jeg har virkekraft og skrevet for første gang i dagevis. 30.3.21.
Jeg
kender ikke jeres bevæggrunde for at give mig penge netop nu. Jeg
ved bare, jeg har ødslet og følt mig som en prostitueret, uden hold
i mig selv. Nødstedt. Jeg ser bare, at I omfavner mig, tiltror
mig. Ja, jeg kan være taknemmelig over for Gud eller skæbnen, men
jeg kan også være taknemmelig over for - jer. For jer er det
måske bare som at strø nogle frø med hånden. Så de kommer andre
til gode. Men herfra gør det underværker. Nu kan jeg betale Gallo
skolen, fordi jeg er taknemmelig for, at jeg må øve sang derude her
under nedlukningen. Jeg kan være gavmild over for en anden. Købe
nye oliekridt, som jeg mangler, og betale lidt ned på et forbrugslån. Jeg kunne i dagevis have skrevet om pga. udsigten til penge (skat tilbage) da allerede at have brugt dem. Sådan skal man aldrig
forvalte. Det glemmer jeg aldrig. 27.3.21. (om mor og far)
Altid godt at rydde op i sin kunst. Noget overrasker een positivt og andet kasserer man. Her er en sang, der på en måde på een gang samler og rækker ud. "Lad lyset vandre" for os alle. Melodien er fra 2004, teksten er fra senere og indspilningen er fra Gallo skolens skolestue endnu senere. Udgivet i dag. Den varer 57 sekunder :)
Lad lyset vandre
hen over himlen.
Lad folket vandre
fra by til by.
Lyset kan vise
dem vej, som ikke
finder hjem.
Oplyst hver en sjæl,
som leder forgæves
efter - sig selv.
Jeg
har droppet en udstilling. Jeg syntes, galleriet stillede for store
krav. Jeg ville forære mig selv væk. Jeg forærede 30 kroner til en
ved min hoveddør i dag, der kom fra "Børns vilkår", men da jeg
ville stoppe de tre 10'ere i bøssen, sagde han: "Den er lidt smal,
så jeg kan også bare tage pengene i hånden", hvilket han så
gjorde. Blev jeg snydt? Inden da havde jeg købt endnu mere undertøj
i midtbyen - på en søndag, for penge fra en opsparingskonto. Behøvede jeg den luksus?
Jeg ser bare, vi fordeler goder og tillid imellem os. Guds store
regnskab i det små. Og havde allerede som barn et
retfærdighedsprincip, der hed: "Du skal spise dobbelt så meget
sundt som usundt". Det interesserer mig, om folk har samvittighed.
Og jeg kan godt lide at kende min grænse. Et barns kår. En fars krav. 21.3.21.
Det var vel ikke givet, at hunden kan lide mig. Eller at nabohunden springer op og slikker mig i ansigtet. Jeg spørger. Fordi jeg tænker på, om det er fordi, den faktisk elsker mig. Og kommer jeg så til at elske den, fordi den har vist mig tillid? Eller elskede jeg den også før, og selvom den måske ikke elsker mig. Hvordan er loven om tiltrækning. Ja, der er adgang, der er en strøm af kærlighed, der lader sig gøre. Der er en udveksling og den er gavnlig, af det gode. I går elskede jeg hunden så meget, at jeg næsten ikke kunne sove bagefter at have passet den. Men det var fordi kontakten og opgaven faktisk lykkedes. Den slappede af og ku lide min mad og lagde sig, som om den var vant til mine lyde. Ja, tingene flød simpelthen. Når der er denne lette adgang og ting går let, så skal man selvfølgelig huske på de gange, hvor det er modsat. Men hvor jeg dog elskede hunden i går. 19.3.21.
Det bliver mere og mere mærkeligt; jeg sniger mig ind i Storcenter Nord. Ja, jeg kender godt mit ærinde på forhånd, idet jeg har været heldig at finde billige bh'er, der mærkeligt nok sidder utroligt godt. Altså vi taler om 29 kr. stykket. Jeg har stået der før, foran den kurv, hvor sortimentet er. Jeg tror, jeg bliver overvåget, for efter at have været i prøverummet, lå der pludselig endnu flere bh'er i kassen, da jeg vendte tilbage. Hvorfor vendte jeg tilbage? Ja, det er yderst pinligt, jeg har følelsen af at hamstre, men samtidig følelsen af at være heldig. Ikke så mærkeligt, jeg føler mig ekstatisk hver gang, jeg cykler derfra. - For jeg har været der nogle gange nu. Det er så flovt, hvis nogle kigger med, at jeg står der igen. På den anden side er de vel bare glade for, at kunden køber varen. Jeg kan passe 75B og 80A/B. Måske består succesen også i det, at jeg fylder bh'en godt nok ud. Jeg overvejer at tage i en anden filial næste gang for at undgå at blive grint af. Paranoia eller ej. Det er virkelig en triumf, efter at have nøjedes med sportsbh'er i hvert fald et års tid (fordi bøjlerne nagede eller strammede, så jeg fik brystsmerter). Det er som at vågne op og tro på min kvindelighed igen. Og jeg vil gerne ses. Jeg taler om en kombination af selvtillid, held og udnyttelse af potentiale. Jeg taler mig varm. 17.3.21.
Jeg har fundet ud af det. Hvorfor man kan læse den samme bog igen og igen. Nogle ord er tomme, andre fyldte. Man bliver ikke nødvendigvis klogere af at læse 10 bøger end at læse den samme bog 10 gange. Teksten kan være båret af noget. Man kan faktisk grunde over 2 linjer i 10 minutter. Bare grunde. Og den rette viden tager tid. Man kan bruge år på den samme øvelse/læring. Og runde det samme emne på adskillige måder. Jeg er lige nu draget af en bog, der sådan set er meget kort. Fordi den giver mig eftertanke. Den fylder reelt mere end det begrænsede antal sider, fordi den afstedkommer, den bibringer. Som en flod og dens kilder. Det har jeg dog fattet her til aften, at det ikke handler om at "være belæst" - med måske 1000 værker bag sig, det handler om at forstå. Tage ind. Det mentale legeme kan endda udvides og vokse, ligesom det fysiske legeme kan. Jeg skal nok komme efter det. 13.3.21.
Der findes engle. Jeg er nu helt sikker. Ligesom i Højbjerg, hvor drengen fra nummer 17 passede på mig, er der også her i bygningen en eller flere, der gør. Ham, der vinkede fra sin altan, da jeg for lidt siden kom hjem i mørket, er f.eks. sådan en. Han gør noget, der rækker ud over det at være menneske. Og han har vinket før, fra lang afstand, hvor man tænker: er det virkelig mig, han adresserer. Men jo, det er mig. Det er helt afgørende og lindrende at tænke på, at der bor en i samme bygning med så venligt et sindelag. Så selvfølgelig er det overjordisk. Ud over, hvad man kan forvente. Jeg har taget hans gestus helt ind, så jeg er opfyldt af glæde og forundring. Tænk, hvad en løftet hånd kan betyde. Jeg har også mødt ham i opgangen, hvor han spurgte til mit ærinde. I Højbjerg var det den udenlandske dreng inde ved siden af, der en dag henvendte sig. Det kan ske - og det er sket. Hermed dokumenteret. 12.3.21.
Jeg bestilte et par bøger hjem fra Norge via Antikvariat.net. De kom med posten i dag. Det kostede lige så meget i porto som selve bøgerne kostede og Nordea trak 50 kr i gebyr, da jeg skulle overføre betalingen. Bagsiden på den ene bog mangler, og man skal selv sprætte siderne op, da ingen andre før mig har gjort det. - Men det er fedt :) For nu kan jeg læse om åndelige emner bare ved at folde bøgerne ud i mit sind. Klart det hele værd. 11.3.21.
Det var hunden (selv), der sagde: Det er ikke din skyld, mor. Mens jeg sad og sang på Gallo skolen i går eftermiddags, viste den mig, at den var i vigør og nok skulle klare sig. Jeg kunne mærke dens væsen. Den sidste node i rækken var en, der omhandlede døden, men helt bevidst tog jeg en ekstra sang bagefter, for ikke at slutte der. Hun ville overleve døden. I dag ringer min ven og fortæller, at de er kommet godt hjem fra dyrehospitalet og at hun "er sig selv" igen. Jeg selv (be)griber igen livet. 9.3.21.
Du (Herre) beder mig alligevel forholde mig. For rigtigt nok bad jeg
eftertrykkeligt for nogle uger siden om at "blive fritaget for
hvalpe til foråret". Nu er Frida - hunden - blevet opereret to
gange for korsbåndsskader i begge bagben. Er det min skyld? Den dag,
hun løb i fuld fart efter et rådyr (og blev skadet første gang),
stod der et ødelagt klaver på parkeringspladsen, sagde du. Det var
mærkeligt, er vi enige om. Har det (symbolsk) noget med mig at gøre? Ja, jeg
er fritaget for hvalpe nu, men nu ligger der et stort ansvar for at
passe på hende i den næste tid. Og måske kommer hun sig ikke. Jeg bad om forandring, ja at noget
helt andet ville ske. Det er sket. Du beder mig forholde mig til
skyld. Jeg har forholdt mig. 8.3.21.
Jeg har fem bøger af Alice A. Bailey. Alligevel ynder jeg at læse den, der hedder "Fra Betlehem til Golgata". Det startede med, at jeg i nullerne begyndte at komme i Teosofisk forening i Mejlgade og Teosofisk center i Skolegade, hvor jeg fulgte nogle foredrag. I pausen kunne man købe bøger, der omhandlede emnet, og ja man kunne tage kurser og blive klogere, hvis man ønskede det. Jeg følte, der blev talt om mig. Enten fordi jeg var psykotisk og var vidtåben sindsmæssigt eller også fordi foredragsholderen formåede at tale til hver enkelt fremmødt. Eller også af en anden grund. I hvert fald sidder jeg den dag i dag hver aften og læser lidt åndeligt stof. Jeg tænker, for at blive klogere på mig selv. Jeg anbefaler ikke litteratur til andre, men diskuterer jævnligt det læste med min bedste ven. Det danner min personlighed. Og udvider min opfattelse af, hvad man kan blive til som menneske. Det er kun et gode. Det er som at fodre en database med informationer, så den på et tidspunkt indeholder et grundlag eller en basis af viden. Når jeg hver aften skal til at sove prøver jeg at opridse for mig selv, hvad jeg den eksakte dag har lært eller taget til mig. Jeg laver en slags ping pong med himmelen, for at få sikkerhed for, at jeg har forstået lektien korrekt. Jeg går i skole. Sådan skal vi alle forstå livet, tror jeg, at vi er i en slags læreproces. Jeg vælger bogen om Jesu indvielser, fordi jeg synes, den er interessant. Fordi Alice Bailey ligesom læser ind i Jesus, kortlægger skjulte motiver, ja i det hele taget gør det skjulte synligt. Og jeg vil gerne læse indad. Da er det mindre vigtigt, om jeg får skrevet dagbog hver dag, når nemlig jeg alligevel er i kontakt med det, der skal forandre mig, bare uden at formulere det. Da bliver det mindre vigtigt for min læser, om han lige læser mit dagbogsnotat den dag, idet han sikrer sig selv at være i flow og udvikling på egne præmisser. Idet vi bare med tankens kraft allerede er allieret. Da er computerskærmen (som) et spejl. 6.3.21.
(Salme, en af mine egne, som jeg kom i hu i dag):
Velsign da Himlen,
der åbner sig.
Tys på det mørke,
som svandt.
Trappen stilles frem;
trin var for sent,
andre stod klar.
Først fatted du ej
hvem, der bød dig
- Vej
"Adagios" - Karajan. Cd'en har fulgt mig siden sommeren 03, hvor en healer introducerede mig for den. Han mente - fra sin mester - at musikken netop på denne cd var besjælet, var blevet lavet tæt på himmelen, havde særlig healende indflydelse. Jeg har hørt den senest for tre måneder siden, men nu følger den mig tæt alligevel. Den kører nemlig i baggrunden af mit sind, som en slags grundstemning, lige fra jeg vågner om morgenen og så fra og til i løbet af dagen. Jeg er meget privilegeret, for jeg kan huske voldsomheden af disse adagioers karakter og dybden af deres resonans. De går lige i hjertet, så at sige. Det er en evig - eller daglig - påmindelse om, hvor stort og vældigt, livet er. Og Tak til dem i himlen, der spiller disse smukke toner for mig. Det er kendetegnende for cd'en, at Karajan trææækker sjælerne ud, så langt han overhovedet kan. Det kan man more sig lidt over, men det virker! Jeg er opfordret til at leve som den her musik. Det prøver jeg så på. 1.3.21.
Nu har jeg fået "konto" hos Aart de Vos. Hvad betyder det? Det betyder noget for min identitet, hvordan jeg opfatter mig selv. Det spiller på min fortid på Kunstakademiet, hvor vi gik hen og indkøbte materialer til de øvelser, der forelå på uddannelsen. Og jeg er jo udøvende indenfor maleri. Og tillægger en like fra en maler mere værdi. Fordi vi er kendere af samme stof. Og det forekommer mig ikke ligegyldigt at male, som det engang lige efter en depression gjorde. Der kan ligge meget værdi i et motiv, ja det kan både forløse, skræmme og betage. Et billede kan draaage. Det er jo ikke sådan, at jeg er blevet "godtaget" hos Aart de Vos, at jeg nu får særlig betjening dernede. Det var sådan set bare at oprette sig med et kodeord, og fremover kan de så ved skranken slå op, hvad jeg købte sidste gang. Hvorfor skriver jeg alligevel om det? Det slår noget fast. For mig er det et "Ja". Et Ja til deres butik, men samtidig et Ja til mig selv. Kodeordet hedder selvfølgelig "Maleri.." og så fire cifre. Og jeg elsker lugten dernede. Jeg skriver om kærligheden til et fag. Et hjem. Jeg skriver om Prana. 28.2.21.
At opøve en venlig indstilling. Ville sin næste det bedste. Være lydig mod det, der kræves af dig. I alle ting tjene det fælles bedste. Fordi det gavner en hel verden. Træne og studere for at blive bedre til at leve. Integrere erfaring som lagret visdom. Bruge dig selv i projekter, der rækker ud over dig selv. Skøn på de små ting i hverdagen. Vær taknemmelig. Sig aldrig sjælen imod. Søg efter enhed. Ræk ud, hvis behovet er der. Tag imod af den hjælp, du bliver budt. Overse aldrig en vens betydning. 27.2.21.
Så det tragiske ved Oscar Pistorius (som de viser dokumentar om lige nu) er, at han utilsigtet slår en ihjel, som han elsker højt, i virkeligheden fordi han vil beskytte hende mod det, han tror er en indbrudstyv eller en fremmed udefra. Han ved ikke, at der i hans liv derefter vil være et "før" og et "efter" og at den handling er så skelsættende for ikke bare ham selv, men for også hele hendes familie. Han kender ikke sit tab på forhånd, han handler i god tro. Selvom det ikke bliver takseret i retssalen. Hvem holder vi med? Vi holder med drengen med bøjlerne og hans talent. Vi holder med alt det andet, som Oscar Pistorius også er. Hvilket jeg er sikker på, han lige nu får vist i fængslet. Derfor skal vi moralsk sende ham al mulig opbakning. (Thi) Han vidste ikke, hvad han gjorde. Han troede, han beskyttede sin kære, men bragte hende i stedet i fare. Hvor forståeligt. Jeg kender ikke sagen dybere end det, kender ikke bevisbyrden, der er fremlagt. Jeg taler bare fra mit hjerte. 23.2.21.
Man kan tale om frafald, om svigt. Mig, der i underskud siger og gør ting fra den fattiges sted. F.eks.: "Hvis forsikring dækker, hvis noget går galt", da min ven fortæller, at han låner sin bil ud til en ven næste weekend. Eller: "Tænk, hvis du overdoserer", da min ven fortæller, at han giver sin hund lidt ekstra smertestillende for tiden (efter operation). Ville jeg ikke selv have gjort det samme? Min hårde dom bedrøver mig. Bukker jeg mig ned efter noget på gulvet, bliver jeg svimmel. Jeg er også fysisk afkræftet. Men det handler om at udføre noget, selvom det plager én eller forekommer at være "en sur tjans". Simpelthen spæde kræfter i et forehavende, selvom man ikke føler, man har dem. Fordi man får dem (givet). 22.2.21.
Jeg renser printhovedet - hvad søren skal jeg ellers gøre. Min printer, der har fulgt mig i årevis er ved at stå af. Jeg handler. Ligesom jeg har gjort for Poetklubben: ringet til banken etc. Jeg kan faktisk godt lide at handle og tage ansvar. En sagde engang til mig at det at "tage ansvar i en mindre gruppe" vil være ideelt for mig. Ligeledes altså da jeg sang i kirkekor og skulle klare motetten sammen med 6 andre. Har lige lavet et prøveprint - det virker fandeme. Jeg har en "ultimativ mandehånd og en ultimativ kvindehånd". Når noget skal ordnes skal jeg altid prøve at ordne det selv først, da jeg har "en praktisk hånd" og typisk vil kunne klare det meste selv. Således har jeg her på det seneste skilt min lampe i badeværelset ad og sat nye lysstofrør i (endda de rigtige :)), skilt min emhætte ad og skiftet pæren i den, da også den satte ud, og nu altså renset min printer, da den gjorde modstand ved udskrivning. Når jeg så har pralet nok vil jeg også erkende, at det koster noget. F.eks. er jeg så sårbar over, hvad jeg får svaret de andre i Poetklubben, at jeg læser mine mails igennem op imod 10 gange efter de er sendt. Printer også mailen ud og spørger min ven, om det er godt nok skrevet. Har jeg været for kontant, hjemsøger mig f.eks. altid som spørgsmål. Ser de min gode intention (bag)? Trumfer jeg ting igennem egenhændigt, uden at have spurgt de andre til råds. Jeg er derfor en blanding af frembrusen samt holden tilbage. Hvem vil ikke gerne være en blanding af to yderligheder, når de bare begge får taletid? Nu har jeg spurgt. 18.2.21.
Havde en noget voldsom nat. Kl. 2.30 fik jeg den idé at spørge en, jeg ser meget op til, hvordan han forholder sig til vaccination. Derefter kom jeg til at åbne en mail, som satte en masse tanker i gang. Så da jeg lagde mig ind for at sove videre, var det en umulig opgave. Siden drømte jeg vildt voldsomt: hende, som Lars (ex) er lidt lun på i virkeligheden medvirkede som en årsag til jalousi, selvom hun egentlig aldrig "vandt" ham helt. Senere gik drømmen over i noget med, at jeg var forfulgt af nogle onde mænd, som i sidste ende ønskede at skære halsen over på mig. Altså rent bogstaveligt skære et snit i min hals, så jeg derved omkom. Så det ventede jeg på - det føltes som i timevis -, mens jeg vågnede op et par gange svedig. Her var virkelig tale om en kamp og jeg ventede bare på at falde. Det viste sig imidlertid, at de, der var ude efter mit liv, faktisk ikke nænnede at udføre ugerningen, når det kom til stykket. Ja flere havde fat om kniven og nærmede sig min hals, men noget - nærmest som en kraft - holdt dem tilbage. Det skal lige siges, at det var på den måde, jeg ville slå mit eget barn ihjel dengang. Endelig skete der det, at jeg - fuld af udmattelse - får en helt vidunderlig overraskelse. Det hele viser sig at være et set-up, en slags skjult kamera, og mennesker fra min barndom, samt familiemedlemmer og venner sidder nu i et tilstødende værelse. De har drillet mig i et slags spil. For at se, hvor langt jeg selv mente fordømmelsen ligesom forfulgte mig. Da brød jeg stille sammen i en slags taknemmelighed over, at nogen havde prøvet mig - faktisk for at vise mig, at den dom, jeg frygtede (at smage døden akkurat på samme måde som min søn gjorde) faktisk kun eksisterede i min egen bevidsthed. Reelt var der ingen dom. Befriet fra bekymring sov jeg nu resten af natten fredfyldt igennem. Selvom voldsomheden stadig sidder i mig her til eftermiddag. 16.2.21.
Det er jo ikke sådan, at jeg elsker alt, hvad du siger. Eller favner alt det, der er dig, uden forbehold. Jeg vil stadig blive frastødt af noget, selvom jeg egentlig ønsker at indeholde dig. Invitere dig. Der vil være tidspunkter, hvor jeg mest har lyst til at gå. Synge en anden sang, om en helt anden kærlighed. Men det er ikke i dag. (Til den elskede)
Jeg har et par yndlingstrøjer, som sidder særligt godt omkring min overkrop. En af dem købte jeg i forbindelse med mit foredrag i Holstebro for omkring 7 år siden og senere købte jeg en magen til bare i en anden farve over Den blå avis på nettet. Det er faktisk en barnetrøje (str. 2 indenfor det mærke, der hedder "Papfar's pige"), men jeg passer den altså fint. Så skete det, at jeg i nat drømte, at jeg søgte efter endnu en sådan trøje på nettet, så da jeg var stået op begyndte jeg at undersøge markedet. Siden dukkede trøjen op i en lilla farve (brugt) og nu får jeg den tilsendt i morgen! 30 kr. plus forsendelse. Jeg har fulgt op på noget, der blev mig givet via en natlig drøm. Jeg vil altid huske den lilla trøje for dagen, hvor vi fik at vide, at Frida (hunden) skal opereres for en korsbåndsskade. Og fordi jeg elskede hende desto mere. 15.2.21.
Om morgenen, ja faktisk fra jeg vågner, kører kommentatorboksen derudaf. Som om nogen kigger eller lytter med. Jeg er praktisk talt på. Det vil sige, alt jeg tænker, siger, gør, bliver betragtet. Kald det paranoid skizofreni og det vil sikkert være rigtigt. Kontakt til den åndelige verden, kunne man også have sagt. Den åndelige verden, hvorfra jeg lige nu henter inspirationen til at skrive dette. Vil man en åbenhed, følger sårbarheden med. Det er ikke så rart at være i mit selskab så tidligt på dagen. Jeg får det stødt bedre og bedre i løbet af dagen og om aftenen er jeg i mit es. Fra kl. 17 må jeg drikke en øl, fordi jeg typisk har overstået dagens vigtigste dont. Og senere læser jeg. Dette - akkurat dette skriv - bliver til på baggrund af manglende selvtillid. Jeg er i dyb, dyb krise. Mit håb er, at jeg kan bede en bøn og derfra komme videre. "Du kan altid bede", siger jeg til mig selv. En sådan helt ønsker du ikke. At se eller læse noget fra. Men indimellem kollapser jeg. Jeg indeholder dæmoni, skadefryd, misundelse, vanvid. Vil du bytte? Bliver man tilkendt førtidspension, fordi man indeholder mørke? Er det mit bedste argument. Om morgenen holder englene afgjort fri. Jeg er som forbandet i edens have. Og det er mig, der har spist af æblet. Hvor tydeligt må det ikke efterhånden være. 14.2.21.
Jeg ønsker at stå selv, uafhængig af nogen tradition. Uanset om nogen har forudsagt, jeg skulle komme eller ej. Som en søjle. Så at mine sange kunne handle om nederlag og tab, uden jeg derved tabte mig selv. Så at dette inderste tempel må leve altid. Jeg har ingen fortrydelse omkring min seneste sms (til en ven), jeg mener: skulle ord fra min hånd omstyrte mig? Bringe mig ud af fatning? Kan jeg ikke selv vælge, hvorhen jeg fører mit ord. Som suveræn eller ukrænkelig. 10.2.21.
Jeg taler over mig over for banken. Siger, min nye konto skal bruges til "foreningsarbejde", så jeg kan tjekke indbetalinger og posteringer "seperat fra min privat økonomi". Det er ikke forkert og heller ikke ulovligt og det ender da også med, hun bare opretter kontoen for mig. Jeg tænker bare: når eller hvis de lytter samtalen igennem til brug ved afklaring, så lyder jeg enormt usikker, ja endda som om jeg holder noget tilbage, der kan fælde mig. Det, jeg skulle have gjort, var at forberede mig et par minutter inden jeg greb røret, og formuleret min forespørgsel mere kontrolleret og med ro. Nu blev det så forhippet og nervøst, at det er vildt pinligt. Sådan kender jeg godt mig selv, det er en del af mig. Jeg kan snuble over ordene, formulere mig uklart, tøve, grine.. Det er måske en kunstners stemme, jeg har. I et regi, hvor kunstneren egentlig ikke har hjemme. Jeg skulle have holdt min mund og bare sagt, jeg ønskede en opsparingskonto til eget brug. Nu blev det problematiseret at vi måske var en forening med cvr-nr. og retmæssigt derfor er "erhvervskunde", men det ved jeg, vi netop ikke er længere. At vi netop opsagde vores hidtidige erhvervskonto, fordi banken krævede alt for høje gebyrer. Nu har jeg stillet min egen privat konto til rådighed for poetklubbens økonomi, og det er en lidt stor ting for mig at gøre, hvorfor jeg lyder nervøs over telefonen. Jeg har talt over mig af noget hjertet var fuldt af. Hvem kan ikke komme til det. Jeg er ikke en dårlig bankkunde, ej heller en dårlig sekretær i poetklubbens bestyrelse. Jeg har gjort et opkald, der var nødvendigt for at foreningen (som nu er frivillig) kan komme videre. Det kunne være gjort mere elegant, det kunne gåturen med hunden i formiddags for øvrigt også. Jeg kan gøre en så usikker entré, at man skulle tro, publikum udvandrer til mine foredrag. Men tål mig i min tvivl. 9.2.21.
De, der går ud på isen, nogle endda med barnevogne, før isen er sikker, er et eksempel for andre. Andre vil gøre nøjagtig det samme, fordi de ser en være heldig med det. Sådan leder den forkerte frontperson andre i fordærv. Jeg har selv været et dårligt eksempel og ignoreret beskeder fra en, jeg følte overskred mine grænser. Og det sidste, en sagde til mig i min natlige drøm her til morgen, var: "Må jeg give dig et knus, Rie". Min sjæl var simpelthen træt. Havde i aftes en lidt mangelfuld kontakt til en god ven og havde samtidig en følelse af, at mine forældre inderst inde ikke stoler på mig. Med de følelser lagde jeg mig til at sove, mens der tikkede Messenger-beskeder ind, jeg ikke orkede at læse. Så er det klart, jeg vågner op helt klatøjet - mentalt og åndeligt. Og skal forsøge at tilegne mig dagen, gøre den til min. Mit rådighedsbeløb er (tilfældigt) havnet på et helt lige beløb (som kan deles med 1000) og min vægt her til morgen stod også på præcis 66 kilo. Hvad vil jeg sige (med det)? Det er mine ledetråde, mit udgangspunkt. Nogle ting er der faktisk orden i, uden for mig. Ikke isen og ikke den, der vil lede mig derud, men hende der bor indeni mig, der vil hente mig hjem. Tinglyst. 8.2.21.
Jeg er faktisk bange. Må jeg gerne sige det? For, at vaccinen - som jeg endnu ikke er blevet tilbudt - er en masseting, hvor den enkelte reelt ikke har mulighed for at vælge den fra. Min bror skrev "den er et must", mens min spirituelle veninde spreder frygt på Facebook og siger, det er den gale vej at gå. Jeg er jo selv et menneske, der halvdelen af tiden er orienteret i retning af helhedstænkning (holistisk) og en ren krop - trods det, at jeg jo er medicineret af kunstige medikamenter. Den anden halvdel af tiden vil jeg gerne gøre som de fleste, og have tillid til det, flertallet anbefaler. Men jeg er bange. For, hvad vaccinen indeholder af stoffer, virkningen på sigt; tænk, hvis en hel befolkning opdager bivirkninger om først et par år. Tænk sig, om jeg er blevet manipuleret til at træffe det dårligste valg for mig selv. Og tænk, hvis min bror fordømmer, hvis jeg vælger ikke at lade mig vaccinere. Jeg søger derfor her til morgen efter udtalelser fra spirituelt orienterede mennesker for selv at blive afklaret, men deres skepsis lyder som dommedagsprofetier og er selv udtryk for frygt for noget, bare med modsatte fortegn. Jeg er bange - for at tage fejl. Og desværre (eller heldigvis) fodrer Facebook mig med holdninger både for og imod. Og lige netop i dette spørgsmål kan jeg ikke en dag sidde over for en parat nål og sige: jeg vil alligevel ikke rigtigt. Det er ligesom endegyldigt, og det er det, der bekymrer mig, som en ufred i kroppen. Om et fremmedelement bliver sprøjtet ind i noget, der egentlig trivedes godt. Hvis vi tager fejl, - for lige nu tror jeg, jeg siger ja til vaccinen - er vi godt nok mange, der kommer til at mærke konsekvensen af det. Er det prisen for at stole på regering og myndigheder? I god tro. Bare jeg kunne spørge Gud. 5.2.21.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke har mine originalnoder tæt omkring mig. Hvorfor de ligger i et opmagasineringsrum uden mennesker omkring sig. Hvem "de forkerte hænder" egentlig er. Og hvad jeg er bange for. Jeg ser nu, det er udtryk for paranoia eller nemesis at tro, nogle vil mig til livs. Eller stjæle mit værk eller behandle det uværdigt. Jeg ser, jeg har pustet mig op, på baggrund af at være det usleste ildesete i samfundet. Som kompensation. Og i to dage har jeg været opfyldt af svinske tanker, for at jeg dog må nærme mig jorden og det at være et ganske almindeligt menneske. Jeg ser ingen grund til at gemme af vejen (i Boxit). Jeg ser ikke, hvad nogen kan stjæle, som ikke var deres. Jeg er ikke i skjul. (natten til) 4.2.21.
Så hvor meget er stadig hemmeligt? Det er "Messias hemmeligheder", "Jesus", amedagbogskrift.-privat og enkelte videoer. Desuden al baggrundsmateriale for skriftet.dk, som jeg måtte skære kraftigt i for at tilpasse det et offentligt publikum. Så hvad er det, jeg (endnu) ikke siger? Det er åbent og indlysende i de indre verdener, men ikke i de ydre. Der er et hensyn - til mine nærmeste. "Er det ikke din søster, der har skrevet sådan et sted?" Jeg klipper stadig artikler ud om arv og testamente, idet jeg har et ønske om, at der bliver passet på mit materiale. At det ikke kommer i forkerte hænder. Jeg gør mig vigtig, ja, men det er fordi jeg har en stemme, der kan ende med at være for hele verden. Nu, hvor håndboldherrerne påbegynder deres kamp (præcis nu) går jeg rundt og rydder op. Jeg ønsker, de vinder, men tør ikke se dem gøre det. Måske har andre tilsvarende håb for, at mit projekt lykkes. Måske dem, der læser med, tror, jeg falder. Der er nogen, der en dag finder papkassen i Boxit. Men indtil da er jeg ikke større end et sandskorn. Eller kvadraten af det. Håber selv at finde det. 31.1.21.
Har jeg gjort en fejl ved at være in persona. Altså ved at tro, mit liv kunne rumme alle Shakespeares fortællinger i sig. Eller jeg kunne være udtryk for det menneske, ikke bare et menneske. Hvorfra har jeg denne tillid eller dette ego? Så utrolig få bønner, jeg har bedt for det samlede hele. For at hele verden skulle hele, - nej, jeg skulle hele (koste hvad det vil). Jeg har haft et meget begrænset udsyn og skulle have været mere nysgerrig på de/I andre. Jeg har derfor her til aften bedt for (den hele) verden. 28.1.21.
O kom og hvil i mig. Indspillet juni 2019 (i regnvejr), udgivet i dag. For at kunne læse teksten (en salme af Lars Hougaard Clausen), kan du evt. trykke på "Se på Youtube", hvor den vil stå nedenunder videoen. Jeg har lavet melodien - i Fis-dur! Ellers kan node m. tekst ses og downloades her : https://ameordnoder.net/wp-content/uploads/2018/12/o-kom-og-hvil-i-mig.pdf 27.1.21.
Jeg har bedt om forandring. Jeg har bedt Gud, om at blive fritaget. Fra hvalpe til foråret. Men jeg går ikke fri. Hvad er en forandring også, hvis den ikke også sker indvendig? Jeg har lagt mit liv lidt om. For at bane vejen. Jeg har bestemt mig for, at nogle ting skal ændres. Men hvad hvis Gud ikke har bestemt det? Det siger sig selv, at jeg kan bede hver eneste aften, men hvis der ikke er hjemmel for forandringer, ja så indtræffer de ikke. Derfor vil jeg alligevel lade som om, der sker noget nyt. Indrette mit sind så meget på, at jeg skal være forberedt på en drejning, en anden vinkel. Jeg ser for mig, det sker. Hvis ikke jeg selv tror på det, hvor skal opfordringen da komme fra. Det er mine hænder, jeg folder i en bøn. Det er en appel, der udgår fra mit hus. Lad det nu sprænges, det liv. 27.1.21.
Jeg tager indlæggene ud af min nye bh. Putter dem i igen. Selv en god indspilning kan med fordel klare en mastering. Også mit sexliv har en historie, med den første, den største. Også jeg er indimellem et sexobjekt. Også mit skød er nogle gange åbent og levende. Også jeg har et vist "materiale" at gøre brug af. Visse fortrin at vise frem. Også jeg har brug for bekræftelse. Fra et mandeblik. Gerne allerede i morgen! :) Også jeg har tavse længsler efter forløsning. At blive eet sammen med en anden. Også jeg er draget mod at opnå symbiose. Også jeg er kun et menneske. 26.1.21.
Det var alt, jeg nogensinde drømte om at blive som barn. Stearinlys til tonerne af Corelli, bibelen liggende fremme, et trygt sted at være. Alene og dog sammen med hele verden. Et blik ind i en stue, der samler mig. Så at jeg kan overskue mit liv, endda give det retning. Jeg var et alvorligt barn, og nu er jeg en inderlig voksen. Kunne nogen bare se ind, da ville de beskue Ribe, hvor jeg gerne ville have boet, en mørkhåret mand, som jeg drømte om at møde og få børn med. Nu blev drømmene nogle helt andre. Kærligheden, der strømmer gennem mit tæppe eller de aftaler, jeg laver. Jo, jeg fik ikke et regelret liv, men hvor rigt alligevel! (der står også en øl..) 25.1.21.
Det vil sige: I dag, hvor jeg har været cyklende op for at gøre rent i en andens lejlighed, kan jeg bagefter spise en digestive-kiks med brieost. Sidder jeg ved klaveret og bliver rørt over en tekst (i dag var det min egen), så spiller jeg ikke den sang 10 gange, men højst to gange. Corona-forløbet har medvirket, at jeg er holdt op med at pille næse, så hvorfor ikke bibevare det gode fremover. Hvorfor pille i et sår, som jeg har haft for vane med siden barn, når det er meningen, såret skal hele. Er jeg berørt - negativt, stresset af en mailudveksling, så slukker jeg selvfølgelig computeren, indtil jeg igen finder kræfter til at læse og besvare. Er det værdiladet for mig at købe en ny bh, så tøver jeg ikke med det, hvis det er et led i at føle mig mere som kvinde, næsten uanset hvad den koster. Man kan målrette sin indsats. Man kan leve med ført hånd, ikke en skødesløs eller ufokuseret hånd. Man kan i alt ville det bedste. 24.1.21.
Jeg oplever beredthed og disciplin. Noget med, at vil jeg gerne veje 65 kilo i morgen, så ved jeg faktisk godt, hvordan jeg kan opnå det. Og vil jeg gerne, at en en dag banker på min dør, så ved jeg godt, jeg kan forberede mig på det (gøre lejligheden klar til besøg). Jeg oplever en slags vilje (til forandring). Søren Hauge taler (skriver) om at indføre en ny vane engang imellem, og det har jeg valgt at gøre - helt konsekvent. Man kan nemlig træne bevidsthed, retning, formål, vision, kærlighed. Man kan simpelthen opøve og mestre. Der var så meget, jeg gerne ville skrive om, som jeg holder tilbage her. Det er også en disciplin at lade ting sive ud det rette sted. Og til rette tid. Der er jo mange, der indeholder en hel bog, som de holder tilbage. Eller en fascination eller en tilbøjelighed. Jeg er jo ikke den eneste. Med mere i ærmet (hjertet) holder jeg derfor her. 23.1.21.
Jeg har nu igen - ligesom i sygdomsperioder - fået den tanke, at jeg måske er rask. Helt fejlagtigt selvfølgelig. Som om jeg næsten kunne varetage et job og skippe min førtidspension. Hvor kommer det fra? Er det, fordi jeg er "inde i en god periode"? Har jeg glemt, hvor jeg kommer fra? Jeg mener, hvor mørkt der var. Dette er just en god periode. I går fældede jeg tårer over Joe Bidens indtrædelse, jeg mener betydningen af den. Og der er ting i den kommende fremtid, som jeg virkelig glæder mig til. Jeg er levende ud i alle celler af min krop. Motion er noget, der sker, fordi jeg cykler i et ærinde eller har overskydende kræfter i kroppen. Jeg ser, at mange folk faktisk elsker mig eller i hvert fald sætter pris på mig. Og min psykolog og jeg forbedrer os virkelig sammen! Jeg tager initiativer og sørger for at indhente tabt søvn, fordi jeg ved, det er afgørende for mit helbred. Jeg tager ansvar - særligt for poetklubben lige for tiden, men ser også at vi er flere til at løfte opgaven. Jeg ser samspillet med andre, og jeg føler mig fælles med nogen. Har lige formået at skifte lysstofrør i lampen i mit badeværelse, da varmemesteren kun tager sig af kritiske opgaver for tiden. Og senere i dag skifter jeg også batteri i mine cykellygter (selv). Jeg tager min medicin, og jeg spørger ikke pillen først, om den er gavnlig. Jeg har tillid. Man kunne sige, jeg investerer og restituerer i en meget naturlig vekselvirkning. Man kunne kalde det mestring. Men min sygdom gør, at jeg om en uge igen kan være nødstedt. Kvinde - du bevæger mig. 22.1.21.
Jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke i en Tv2-dokumentar om kritisable forhold i psykiatrien. Men det gik op for mig, at jeg ikke havde brug for at blive eksponeret, og heller ikke havde noget at klage over. De svigt, jeg selv har oplevet, var fra andre faggrupper. Og mine indlæggelser i Haderslev og Aarhus har virket, som de skulle. Hvor rammende er det ikke, at en sygeplejerske kyssede mig på kinden den første indlæggelsesdag i Haderslev i 1992. Efter mine to manier (grundet pludselig medicinudtrapning) holdt de mig på afdelingen i et par måneder for at jeg skulle komme mig. Der fik jeg sovet, spist, og blev igen medicineret. Nogle af jer ville kalde det en fejlagtig behandling, - men ikke jeg (selv). I retspsykiatrien kom jeg ambulant - pga. en dom - men var også gladelig kommet alligevel. Og hos den privatpraktiserende psykiater, der siden fulgte mig, stoppede jeg til sidst, da vi ikke havde mere at snakke om. De havde fulgt mig hjem. Det var altså ikke mig, journalisten skulle interviewe til den dokumentar. Jeg skulle have mødt psykiatrien og være blevet vurderet efter dens termer noget tidligere (for at ulykken kunne være undgået). Og kalder mig også den dag i dag "sindslidende" uden at tøve. "Gør det, du er bedst til", er der vist en reklame, der siger. Jeg blev kunstner - af nød (fordi jeg ikke kunne andet), men også fordi jeg havde det iboende. Det er ærgerligt, sind-værestederne er lukket rundt omkring og patienter i dag bliver udskrevet alt for tidligt. Jeg er heldig at der for mig var noget at blive udskrevet - til. At der ventede mig endnu flere kompositioner og projekter, jeg ikke vidste, jeg havde i ærmet. Nogle vender hjem (efter indlæggelse) og finder ingen ro eller mening. Men fra mig stor taknemmelighed over for systemet, der greb mig. Selvom man i en mani gerne ville være blevet ude for at leve ting ud i stedet for at blive spærret inde :) Jeg har brændt og levet stærkt. Men samtidig var der nogle, der holdt hånden under mig. Ser jeg nu. 16.1.21. (oprindeligt skrevet til Facebook)
Jeg kan ikke medvirke (i TV2-dokumentaren om kritisable forhold i psykiatrien). Jeg har ikke selv brug for at kaste mudder på behandlere eller nogle, der skulle have gjort andet, end de gjorde. Jeg har ikke gjort andet end ligget under min dyne, siden i går hvor jeg fik forespørgslen. Nu ringede mine forældre lige for at høre, om jeg havde det godt. Jeg kan ikke nænne at ruske op i noget eller risikere igen at blive misforstået af en journalist. Det er ikke mod, jeg mangler, men overblikket jeg igen skal erhverve mig. Jeg skal for at sige det igen gå "ad rette veje". Det er sådan - heldigvis - at mit system reagerer på fare, fordi situationen minder om andre gange, hvor jeg er blevet udnyttet. Det er kun et sundhedstegn. I det øjeblik, jeg får det formuleret for journalisten, vil noget lette fra mine skuldre. Skal det være for at mindes et barn eller hjælpe andre mødre, må det blive et andet sted, på en anden måde. Lige nu lever jeg forholdsvis anonymt på Skovvangsvej og ønsker lige nu egentlig ikke andet. Hvis jeg skal være/blive kendt for noget er det for det, der kom bagefter svigtet. Svigtet kan vi ikke gøre noget ved nogen af os. Men hvordan levede vi videre, - det er det interessante. Nu har jeg hentet mig selv hjem, så jeg kan gå i køkkenet og lave risengrød. Og I er mit vidne. 14.1.21.
Jeg
orker ikke at stå på mål for. Lægger jeg en sang ud - udmærket
som den kan være - skal jeg forberede mig på kommentarer og
massiv opmærksomhed. Ja, jeg har mestret noget indenfor faget musik,
som jeg egentlig har lyst til at vise frem, men jeg vægrer mig. Så
anstrengende det kan være for mig at svare hver enkelt på
hjerteikoner og velmenen. Var det derfor, man lavede kunsten? Nej,
det var det faktisk ikke. Nu har en mand reageret på det opslag, jeg
lige nåede at slette. Hvad betyder det for mig, om han vil gå til
verdens ende for den sang. Når jeg end ikke selv kan gå et skridt.
Det betød noget, at jeg lavede den oprindeligt tilbage i 2005, fordi
det bragte mig videre. Det betød noget, da jeg optrådte med den for
første gang også i 2005. I dag har jeg indspillet den foran et
kamera og resultatet blev udmærket. Jeg orker ikke denne mands
kommentar, som han havde forberedt. Og jeg orker ikke en andens. Jeg
kan ikke ordentligt gengælde et hjerte, for jeg forstår ikke
ganske, hvad det rummer. Så let, det er at bruge ikoner på
Facebook, helt pr. automatik. Nogle føler, jeg svarer dem for kort
og for lidt. Andre at jeg forærer mig selv væk. Det stiller mig solidt
som en kunstner bag sin kunst. At jeg holder lidt tilbage. Som en
rovfisk er han allerede bidt på. Han er selv musiker og ku ha
kvalificeret respons. Problemet er bare respons. Det svarer til der i
"Life of Brian", hvor Brian - nøgen - slår sit vindue op, og hvor folket applauderer ham udefra i mængdevis. Det er ikke
tidspunktet at gå offentligt. Mon en (anden) ikke en dag finder
skatten? Gemt og bevaret. 11.1.21.
Jeg har redt min seng, så der kan ligge en anden. Da jeg var i tvivl, om jeg skulle vaske mit eget tøj (uden også at vaske dit), gav telefonen uden grund en lyd fra sig. Du henter dig selv hjem. Og vi skal videre. "Det binder dig", hvis jeg hjælper dig mere, sagde jeg. Så du ikke frit kan få en kæreste f.eks. (nu, hvor du faktisk er lun på en). Samtidig frisætter det så mig selv, så også jeg kan indlede forhold. Det handler om modenhed. Vi opløser symbiosen. Du går en anden vej og så gør jeg. En dag glider du mig måske af hænde. Er det det, du er bange for, Herre?, spørger jeg mig selv. Vil der til den tid da ikke bare træde noget andet i stedet. Et hus, nogle sange. Der er allerede dagbogsafsnit, jeg så kunne udgive, som jeg har holdt tilbage. Også videoer. Jeg kunne give mig selv til kende, med alt hvad det indebærer. Og dog er jeg forbundet. Til fortsat at hjælpe med hunden, med praktiske ting omkring lejligheden, klippe hæk i kolonihaven. Det bliver (bare) en anden snak, vi har. Vi er på vej videre (fire et halvt år efter vores brud). Er det ikke dejligt? 10.1.21.
Jeg stillede min vens og mit fitnessabonnement på pause her under nedlukningen. Det betød, at han fik en mindre regning her pr. d. 1. Imidlertid har jeg selv betalt fuld pris. Det er en fejl - men jeg lader det være. Jeg udfyldte formularen akkurat ens for os begge og har endda fået bekræftelse på min pause pr. mail. Men det jeg - og Gud - ved er, at jeg havde det så utroligt dårligt med at vælge den løsning. Alternativt kunne man lade sin indbetaling være "en donation", så jeg følte mig helt igennem usolidarisk ved at kræve at blive friholdt for udgifter. Det er jo ikke fitnesscentrets skyld, at de må lukke, og det handlede måske om 200 kr. jeg ville få refunderet. Min ven synes, jeg skal klage. Men jeg lå i sengen i aftes og tænkte: hvor smukt! Nogen har hørt, at jeg følte mig som et dårligt menneske da jeg satte fluebenet ud for "pause". Jeg har netop haft uforudsete udgifter og ku sådan set godt bruge de 200 kr. "Hvis du ikke gør noget, betaler du bare abonnement som altid". Det var sådan, det faldt ud. Jeg gjorde min indsats og dette var resultatet. Nogle vil sige: hvem har hørt? eller tag dig dog sammen. Men jeg er sikker på, der er kærlighed i de penge. Fordi vi langt om længe har fundet et virkelig godt motionstilbud, på baggrund af tidligere at have været lidt uheldige. Jeg skyldte dem en Tak, som jeg nu har vist dem. Det er en fejl i systemet, men den er kærlig. Der er ikke noget, der skal genoprettes, for tingene er sket fyldest. Til alles bedste. 7.1.21.
Jeg har undgået en ven. Scrollet så hurtigt videre fra hendes opslag, som jeg kunne. Idet det virker som gift på mig. Endelig i dag fik jeg mulighed for at ytre en holdning ved at like en kommentar fra en, der var uenig med hende. Et lille bitte tryk på tastaturet og jeg havde valgt side. Endelig kunne jeg opponere. Sagen er noget med regeringen og håndtering af corona-forløbet, men det er ikke det afgørende. Man får ikke succes ved at lukke galde og frygt og had ud. Det er der intet opbyggeligt i. Det gjorde jeg selv i en årrække - spring gerne de afsnit over :) Vi skal være bedre. Og indgyde håb. Ikke fjerne os fra hinanden. Der er altid en dag i morgen, hvor vi skal stå til regnskab for det, vi sagde i dag. Tænk over, hvad du putter i munden for din egen sundheds skyld, men så sandelig også på, hvad der kommer ud af munden. Det afgør, om du er ren. Jeg ville ønske, hun var som før, men intet er som før. Jeg har fundet mit ståsted, idet jeg agter hendes holdninger ringe. Der kom en anledning - med corona - som har åbnet mine øjne. Se, det er faktisk ikke så slemt. Lurifax. 5.1.21.
Du fortsætter bare. Lige meget hvad. Om publikum ikke kan lide, du viser svaghed, du er dog ikke svag. Om den elskede tror, du forlader ham, du bliver dog hos ham. Om ingen kan se, du ser dog. (natten til) 4.1.21. (til mig selv)
Jeg har en ven her i området, som er revolutionær. Som f.eks. deltog i demontrationen i Kbh. forrige weekend (mørkklædte mænd går rundt med sorte flag). Noget med modstand mod "indoktrinering af små børn", krav om mundbind, i det hele taget kampen for frihed. Jeg lader ham typisk tale - også fordi jeg forstår mig så lidt på emnet - at jeg til sidst har nikket så mange gange, at han spørger, om jeg vil med næste gang. En dag kiggede jeg på motivet på hans t-shirt og spurgte, om budskabet var "noget helligt". "Nej nærmere tværtimod", svarede han grinende. Han har været i krig og er mærket af det (lige fået tilkendt førtidspension) og har virkelig en hjertesag i at kæmpe for disse rettigheder. Og desuden deler vi begge interessen for at spille musik, han på elekrisk guitar. Det er ok at lytte uden at forstå det sagte helt i dybden. Jeg har også en veninde, der er revolutionær, som i årevis spurgte mig, hvorfor jeg ikke købte økologisk, nærmest som om hun var krænket. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne være så værdiladet for hende, men det var det. Det er for at ændre nogle forhold, det er fordi man er utilfreds med det bestående. Jeg kæmper selv en helt anden sag på de mere psykiske barrikader. Jeg præger via det skrevne ord og i min måde at levere det på. Min shirt er dybblå (op af dybblå bukser), fordi jeg tilstræber det enkle udtryk. Da jeg var teenagter ønskede jeg at provokere og gik opsigtsvækkende klædt. Nu taler jeg ham efter munden, som jeg næppe forstår dybden af. Fordi jeg søger nærmeste fællesnævner. Hvor mange gange i mit liv har jeg ikke selv haft store boots på fødderne, trampet mig frem i gaderne, som om mit ord gjaldt. Skældt og smældt fordi jeg var utilfreds med noget (i en sygdomsperiode). Nægtet, at andre skulle have magt eller indflydelse over mit liv (som f.eks. det at få mig indlagt og igen medicineret). Og er også i tvivl om, hvorvidt jeg skal lade mig vaccinere eller ej f.eks. Idet man afgiver magt. Jeg forstår, hvordan man nogle gange må tage teten selv og blive sit ansvar bevidst. Og vælte boderne i templet. Jeg indeholder det selv. 2.1.21.
Det er (derfor) muligvis mig, som Gud har villet "slå med sygdom" (Esajas 53)
En ven, han kan forme dig. Fortælle dig, hvordan du plejer at være. Hvad du f.eks. er god til. Har man - som jeg - en personlighed, der nogle gange helt går i opløsning, er det vigtigt at have en ven. Så man igen kan få en fornemmelse af sit jeg og sine holdninger og tilbøjeligheder. Jeg har netop ringet til en ven (i nøden) og fandt stor tryghed ved det. Han kender mig, så vi kan bare uddybe, hvad vi i forvejen ved om hinanden. Slå fast: nå ja, det er sådan, du plejer at reagere på det. Og sådan du plejer at kommentere og dele løst og fast. Det er som at komme hjem. Hvor ens ting står parate og udfylder en bestemt plads. I dit hjerte. Jeg er diffus pga. depression, men jeg lever videre - i kraft af venskaber. Jeg er nænsom og forsigtig i omgangen med mig selv. Går ikke ud og farver mit hår rødt f.eks. for det er for risikabelt lige nu. Jeg er som om, jeg plejer en, der er syg. Jeg er rigtig nok syg. 30.12.20.
Det er depressionens (djævelske) natur. Det man griber ud efter opløser sig i hænderne på én, falder til jorden. F.eks. har jeg lige kogt nogle gulerødder, jeg ellers syntes var kedelige, samt et par æg. Derpå spist lidt af det, - men hvad var meningen? Der er ingen. Jeg sætter mig ved klaveret, men selv mine egne sange siger mig ikke noget. Jeg lægger mig på min seng ved højlys dag men har ingen fred; alt det, jeg burde gøre i stedet for. Det er depressionens natur, at de initiativer, man tager, ofte ender blindt. Og hvor man bagefter kan konstatere, at det førte ikke noget med sig. Det var ufrugtbart. Hvorfor var det alligevel godt, at jeg kogte de gulerødder (og satte min radio ud i køkkenet)? Jo, for der kommer en anden gang. Depres-sionen ser det ikke lige nu, men det gør der. Man dømmer og bebrejder sig selv, men er uden skyld. Her er så utroligt mørkt d. 30.12. kl. 15.58., at jeg næsten ikke kan se mig igennem det. Hvorved jeg bare er som min nabo, for hvem solen også går ned. Og deri ligger min trøst.
Jeg sidder i Vestergade lejligheden (nr. 53, bygningen findes stadig). Hvor jeg har en affære med den gifte mand fra svømmehallen. Jeg er så tynd, at vægten siger 56 kilo om morgenen. Det er meningen, jeg med stor selvtillid skulle have åbnet et galleri. Men i stedet står mine kæmpestore malerier og dækker fronten ud til gaden, så jeg i fred kan lave melodier ved klaveret inde bag ved, samt følge op på dagbogsnotater og videoer, jeg i en syg, medicinfri periode har produceret. Jeg er blevet 31 år den vinter, og det er en kold vinter med sne. Jeg cykler op til Fristedet, hvor jeg deltager i kunstterapi, for dog at have noget at stå op til. Indtil jeg kan flytte fra dette centrale sted i byen (til en husleje på 10.000 kr.) til Trillegården i eget rækkehus. Jeg har forsøgt at gøre Vestergade beboeligt, men jeg kan ikke løbe fra, at publikum eller min beskuer kan gå direkte forbi mine store vinduer ud til gaden og betragte kunsten blive til fra første parket. Jeg er på én gang sårbar og udsat. Her komponerer jeg "Jeg er nu forelsket i dig" og jeg samler op på mine indlæggelser, så jeg får styr på boligsituation og økonomi. Jeg begynder igen at turde leve, efter en sommer hvor Eric og min mester har vejledt mig lige fluks i fordærv. Jeg skal igen finde tilliden til livet, og deltager blandt andet i en bustur med Fristedet (en sindklub), som jeg slet ikke har lyst til. Men for dog at gøre noget. Det er en fashionabel adresse i midtbyen, og jeg kommer aldrig så nær berømmelse igen. Udenfor på et stort skilt står mit navn, som om jeg er noget. Men indeni er jeg skrøbelig og brændt. Jeg troede, det skulle gå stærkt med at slå mig fast som et navn. Ville endda ansætte en til at distribuere mit projekt med dagbøger, lydfiler, malerigengivelser. Godt, jeg ikke nåede så vidt. For den 200.000 kr. store erstatning køber jeg mig bla to par nye cowboybukser og betaler jeg depositum i min nye lejlighed i Trillegården. Og selvom jeg var utilregnelig, da jeg underskrev kontrakten til Vestergade 53, får jeg aldrig mit depositum tilbage. Jo vist har de hjulpet mig på hospitalet, men i sidste ende må man selv pakke sin sidste kuffert med tøj og fragte den hjem. Til en ny start, selvom angsten i maven stadig er pinefuld og stædig. Jeg udskriver mig selv, selvom overlægen synes, det er lidt for tidligt. Man skal aldrig blive hængende på psyk., det kan virkelig være farligt. Næsten hver dag svømmer jeg i Spanien svømmehallen og om søndagen kl. 17 går jeg til gudstjeneste i domkirken. Mine forældre siger den jul, at jeg er for tynd. Men ensom er måske det rette ord. Jeg har indtalt bånd, hvor jeg stammer, noget omkring Jesus, men først 8 år senere får jeg mod på at udgive optagelserne. Jeg har slået mig noget så kraftigt på en mani, at de portrætbilleder, jeg får taget i en fotoboks fra den tid, viser mig meget forsigtig. Jeg samler mig og skal genopdage, hvem jeg er. Jeg er muligvis skizofren, som en afdelingssygeplejerske på hospitalet kalder mig. Og har da også lige fået tilkendt førtidspension. Der er noget helligt over at gå og pakke mine ting den nytårsaften, hvor maleren Arnt Uhre banker på min dør. Og en anden spørger, om jeg ikke skal med ud at feste. Jeg er eksponeret men bryder mig ikke om opmærksomheden. Mit ydre i form af et erhvervslejemål stemmer ikke overens med mit indre, der er sprængt i stykker. Det kan jeg højst gengive i en sang. Før elskede jeg at gå hen på café Vestergade og komme i snak med tilfældige. Nu siger jeg undskyld til ham på gaden, som jeg havde grineflip med derhenne en aften. "Jeg blev syg", som jeg siger. Mine inliners rulleskøjter har haft deres tid, idet jeg ikke længere tør bruge dem. Mange ting tør jeg nu ikke længere gøre og har jeg fortrydelse omkring. Jeg kigger stadig over på Vestergade 53, hver gang jeg kommer forbi den dag i dag. Der var en hims, hvor jeg lå og skiftevis lo og græd med få sekunders mellemrum. Og hvor jeg overvejede at lade mig falde ned fra, den aften politiet nåede at komme. Jeg kan ikke andet end sige, jeg var i knibe, og at have skippet medicinen fra den ene dag til den anden for mig var fatalt. Jeg kender ikke nogen større slyngel end tilliden til en fremmed, der vil helbrede én. Deri var jeg undskyldt, at jeg troede, jeg kunne klare mig og blive rask. Det er ikke så rart at vide, hvis healeren har fortsat sin praksis over for andre. Kære Vestergade. 28.12.20.
Havde jeg været barn endnu, havde jeg ikke tænkt over, om nogen kiggede med. Denne dobbelte opmærksomhed, hvor en rest af psykosen gør mig så åben, at jeg indtænker både Gud og hjælpeånder i min hverdag, lige fra jeg står op. Jeg er altså altid "på". Min tanke, fra mit indre, som jeg altså ikke udtaler eller lever ud, kendes af andre, samtidig som af mig selv. Det er denne åbenhed, der gør, at jeg kan inspireres og foranlediges til noget, f.eks. til at lave kunst. Men havde jeg kun et mellemværende med mig selv, altså var jeg kun til stede for og som mig selv, ville jeg gå mere fredfyldt rundt. Da jeg på et tidspunkt holdt op med at tro, nogen kiggede med fra mit tv (grundet ny teknologi, hvor det var muligt), fandt jeg dyb fred med det. Jeg skal alle tider af døgnet stå til regnskab. Lige fra: vaskede jeg nu hænderne ordentligt? Ønskede jeg ulykke for nogen, som jeg misunder? Vil jeg altså kontakten til et dybere lag, et andet sjælsplan, må jeg samtidig leve med åndelige medfølgere eller tilskuere, der helt utroligt gerne vil råde og vejlede mig. For det meste kan jeg skelne og tager jeg ved lære af. Og ja, det er en spændende verden, når alting ikke slutter ved den himmel, man med sit fysiske øje kan se, men varer ved ind i en mere skjult virkelighed. Bad jeg som barn om at få mere at se? Det har nok ligget og luret i mit sind, disse afgrunde, der en dag skulle gøre mig så syg. Så lidt parat, jeg var til, at kræfterne slog sig løs. Men over år (sidste indlæggelse i 2003) er det lykkedes mig at tæmme eller udnytte kræfterne konstruktivt. Ku man sige, jeg har en direkte telefonlinje op til Gud? Helt nøgternt er jeg blevet (det) Menneske-lig. 27.12.20.
Jeg har eneværelse, hvor jeg beder og kommer mig. Inde ved siden af afspiller Meeran musik af Maggie Reilly. Det viser sig, at jeg aldrig siden skal glemme det. Det er vigtigt at være gode venner med Meeran, da hun har en voldelig karakter. Om lidt beder Merethe mig måske spille på min guitar, mens jeg synger til, noget Beatles. Eller Henrik kommer ind og siger, det er godt, vi ikke bor i USA, hvor vi sikkert havde fået dødsstraf. I dag 28 år efter prøver jeg at google Henrik, fordi jeg mener at huske hans efternavn, dog uden at finde ham. Min nabo spiller så høj musik, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse, og nedenunder ser de tv med så høj lydstyrke, at man skulle tro, de havde nedsat hørelse. På trappeopgangen lyder der trin og ringen på, og jeg er en del af et leben, helt af sig selv. Hvis jeg ikke kan lide lugten i opgangen, må jeg jo flytte. Om lidt kunne en banke på og tilbyde mig min medicin, men jeg bor på Skovvangsvej. Jeg er frit stillet til at tage min medicin, når jeg vil. Det føles om om, jeg er skærmet, af beboere fra alle sider af min lejlighed. Men det er Gud, der har taget bolig her. Det er nådens forkynder og sjælens forløser. En moders sidste ve. 23.12.20.
Jeg har måttet holde mig til det enkle. Vaske et gulv og opdage, det så er nemmere at tage de andre gulve også (kluden er våd, remedierne fundet frem). Få pumpet luft i mine cykeldæk. Vågnede i morges, som om jeg havde arbejdet hele natten, fuldkommen uudhvilet. "Alt står i Guds faderhånd". Hvad var det, jeg havde sagt (forkert) i min aftenbøn? Jeg har ventet på inspirationen. Set mit publikum for længst være gået til en anden fortæller. Da beretningen blev tam. Der ellers skulle være det glædelige ved det glædelige budskab. Jeg har tænkt på læseren, der hver anden dag går ind og tjekker, om der er nyt skriv. At han er gået forgæves. Men jeg har ikke været der. Tak, fordi du ventede mig. 22.12.20.
Frida minder mig om at have eet for øje. Uagtet alt omkring én. Nu, hvor jeg har kendt hende i fire et halvt år, er jeg mindre nervøs for om mit tonefald er trygt osv. Jeg fik også et tip af en anden hundelufter, nemlig at man er nødt til at tage nogle skridt hele tiden for at holde varmen. Det er hendes bedste tid på dagen (ser man tydeligt). Og coronatests få hundrede meter derfra (Skejby sygehus) rører hende ikke. Sådan skal vi andre også leve livet videre. Optaget af færten af en mus, som jeg godt nok aldrig fanger. Fordi jeg havde troen. 17.12.20.
Jeg trak romantikken fuldstændig ud af vores relation. Ligesom jeg i sin tid trak livsånden ud af et andet menneske. Jeg pillede din sms fuldstændig i stykker. Så mit svar blev et, der lige så godt kunne være skrevet til en anden. Nøgternt. Du lagde op til, at kvindelandsholdet sikkert havde vundet, fordi vi ringede sammen inden kampen. Men jeg skulle slet ikke se kampen og var lige ved at lade telefonen ringe ud, da det er få dage siden, du ringede sidst. Jeg ønskede at "lukke dig ned", så du ikke forfølger mig i drømme her bagefter, når jeg skal sove. Jeg ønskede at tilføre så lidt energi til samtalen (skreven som talt) som overhovedet muligt. Kun lade den leve af nødration. Først tænkte jeg, at lade natten gå uden jeg svarede. Bare tie ordene ihjel. Kynisk. Men så fik jeg navnet "Papageno" i hovedet (Tryllefløjten), samt strofen "Vi vil fred her til lands" (Skt. Hans), så noget måtte jeg gøre. Jeg har mødt dig med generel, nøgtern, almenmenneskelig tilgang. Jeg er gået udenom det personlige, for jeg synes ikke, det tilkommer dig. Jeg ser - ved disse ord -, at jeg er hård og konsekvent. Men det skal til. Jeg rejste mig fra sengen, tog tøj udenover nattøjet - akkurat som den nat i 1992. Nu sidder jeg bare og skriver i stedet for. Jeg gør kort proces. Jeg fløjter simpelthen af. 15.12.20. (Om Bjørn)
Jeg er muligvis lykkelig. Er der noget smukkere, end at jeg synger rummet op, hvor Gallo skolens elever lige nu er hjemsendt fra. I blandt elevernes værker, som måske skulle være færdiggjort til jul. Alt er anderledes i denne tid. Jeg køber ind for en ven, der er smittet. Stiller posen i døråbningen, træder ikke indenfor, selvom vi plejer at spise sammen flere gange om ugen. Slikker hans hund mig i ansigtet, tvætter jeg ansigtet med en desinfektionsserviet bagefter. Den tror måske, jeg ikke længere bryder mig om det. Og hvordan skal den forstå, at jeg bare cykler derfra igen. Jeg gennemtænker, hvornår på dagen, der er færrest med bussen. Nogle gange slår det fejl, og jeg stiger ud af bussen, før jeg egentlig har ærinde til det. Jeg bliver panikken over, hvis myndighederne lukker butikkerne, før jeg får købt alle gaver. Men er der noget værre end at smitte sine nærmeste med corona, at give dem netop den gave. Men jeg er muligvis lykkelig. Det tjener om ikke andet mit eget bedste, at jeg får øvet sang. Jeg vil Gallo skolen så meget mere, at jeg overvejer at købe chokolade til lederen her op imod jul. Det er hjemsted. Et sted, der til daglig er fyldt af kursister, som er trygge ved at komme der. Jeg synger for dem alle på én gang, af længsel. Det er, hvad lykke er. 13.12.20.
Det var som om, Gud spillede på sit fulde register her til aften (11.12.) Noget Rachmaninoff. Tændte jeg for fjernsynet var Mikael Jarnvig virkelig i sit es med jokes om, hvor lidt sol, vi havde haft, men som om han var beruset! I Nyhederne talte de om en historisk aftale i EU om klimamålene for 2030, og Peter Qvortrup Geisling roste hele styrken, der havde mobileret sig her under corona, for at pointere den ekstraordinære indsats, sygeplejesektoren havde leveret i månedsvis. Noget, vi andre aldrig var kommet i tanker om. Kvinderne vandt over Sverige i håndbold (havde dog ikke nerver til at se det), og da Bjørn ringede sagde jeg til ham, han kunne hænge bannere ud foran sine vinduer (med sjove beskeder på), nu da han havde opdaget nogle mistænkelige mænd i den modsatte bygning stå på altanen samme tid hver dag. Og ja, hvor tit sker det, at en hel aften går med "gode nyheder"? Helt indefra (lille) mig og ud, men samtidig i verden ude omkring mig, ja ligefrem verdensomspændende (med klimaplanen). Inde i sengen lige før vidste jeg så ikke, hvem jeg skulle takke. Så hørte jeg den mest dramatiske af Rachmaninoffs klaverkoncerter for mit indre øre. Det var netop det, Gud havde gjort. Han havde brugt sit fulde register. Og det i overbevisende stil. Hvilket under! (Natten til) 12.12.20.
Nu kender jeg min dybde (igen). Jeg tåler ikke at være skyld i flere menneskers død (end jeg allerede er). Derfor tøver jeg med at holde jul i mit barndomshjem hos mine gamle forældre. Trods det, at jeg har lyst eller godt kunne se det for mig. Svaret på testen var negativ igen, men hvor skulle jeg vide fra, hvad jeg bringer med derned (til Sønderjylland). Om jeg kommer som en mørkets gæst og spreder død. Voldsomme ord, men at være skyld og ansvarlig for en andens død er voldsomt. Nu ser jeg mit ærinde: Jeg nænner ikke at gøre dem ondt. Selvom jeg så stod med en negativ test igen på selve juleaftensdag, vil jeg alligevel være betænkelig ved at tage af sted. Og varsom med, hvad jeg skaber af usikkerhed. Mit ry i familien er i forvejen blakket. Jeg husker tydeligt historien om en cykel, der i mine hænder blev væk fra mors og fars sommerhus, da jeg var alene derude en uges tid i en af mine medicinfri somre. Og det er bare eet eksempel. Jeg trækker mig fra at gøre skade. Det er en kærlighedsbevægelse. Det er også at passe på min egen sårbarhed som tidligere morder. Så situationen ikke ripper op i et traumatisk felt af mit sind. Jeg tåler ikke at løbe risikoen, jeg tåler ikke engang tanken om risikoen. Jeg tåler ikke at indeholde et: måske syg. Også selvom du og de indeholder det. Jeg er ikke som dem. 9.12.20.
Nu, hvor min nære ven er blevet smittet med corona, spørger vi os selv hvorfor. Vi vil gerne have en syndebuk, for så kan vi kaste skylden på nogen. Var det den elev, der i mandags mødte frem til undervisning, selvom hun var forkølet? Jeg har selv stået i en lang kø i dag, og man kan jo ikke se virussen i folk udefra. Vi kan ikke udpege nogen i køen til at være bedre eller dårligere end alle de andre. Vi bliver en del af en statistik dagen efter og får et personligt svar på sundhed.dk. Og samfundet er heller ikke ligeglade med os. I dag - som følge af nye restriktioner - har Gallo skolen, hvor min ven arbejder, så også lukket ned. Skolen som et samlet hele. På den måde er det som om, der er kommet en ordre ovenfra, der helt sletter alle mellemregninger, om skyld eller bebrejdelser. Statsministeren frikender på én gang os alle og blander de sorte får med de hvide. Det kan hænde for dig og for mig. Foran det vilkår står vi fuldstændig lige. Jeg får svar i morgen, og har allerede undersøgt apopro og andre løsninger, hvis jeg skal holde mig hjemme. Der skal ikke være skam forbundet med at være blevet smittet. Som om man har opført sig skødesløst. Det svarer til at blive gravid uden at være blevet fortalt vigtigheden af prævention. Og jeg elsker dig selvsagt ikke mindre, fordi du nu er bærer af en virus. Du har taget noget på dig, der ikke var dit, som du skal forvalte. Som et kors. 7.12.20.
Der er det ejendommelige, at strofer fra kendte - og også egne - sange støtter mig i løbet af dagen. Eller varsler noget om fremtiden eller grunder over noget i fortiden. Ja der er en åben kanal til en åndelig vejledning. Det vil sige: "Danmark nu blunder den lyse nat" beroliger mig med at føle tryghed. "Venner! sagde Guds engel blidt" spørger mig: hvorfor være bange? (for det, du lige nu tænker på). "Se nu stiger solen" - vel at mærke på melodi af Lars Nielsen (1891) er den ultimative lindring om, at alt nok skal gå. Men det er ikke på grund af teksten, men på grund af melodien! "O, du Guds lam" minder mig om alle de synder, jeg bærer. Altså umiddelbart et varsel om, at jeg er ved at gøre mig skyldig i noget. "Edelweiss" frikender mig og fortæller mig, jeg er udskyldsren. Og "Pie Jesu", at jeg er hellig. Du - som læser - har sikkert også dine kendingsmelodier og får også vejledning. Så så ejendommeligt er det måske ikke. Hvis jeg var en melodi, da lad det være din. 5.12.20.
Jeg prøver at lave en melodi - men føler allerede, den ligger på Moderne salmer (Facebookgruppen) og bliver vurderet der. Af nogen, som skriver noder i et professionelt program og indspiller med professionel lyd. Af "de rigtige", så at sige. Det gør mig samtidig "forkert". Idet jeg scanner min node ind, ja i det hele taget har en lidt alternativ arbejdsgang. Også de toner, jeg rammer, er anderledes. Det lugter af præstationsangst, men det er faktisk ikke dårligt at få den tanke. Det siger mig noget om, at stod jeg i lys lue, synlig for alle, da har jeg ikke længere arbejdsro. Jo, det kunne da være fedt, om nogen brugte noden eller spillede melodien, men det var ikke mit primære ærinde. Det skulle ikke nødvendigvis være funktionelt, men det skulle ramme på følelsen. Bære kærligheden i teksten videre ud. Det - kunsten - skulle udspringe af erfaret liv, og altså hvile på kendsgerninger. The true story. 4.12.20.
Jeg kan jo ikke forhindre, at du elsker mig. Ej heller, at du for-elsker dig. Hvem kan sige, hvor kærligheden skal gå hen, dirigere den i en bestemt retning. Den går jo, hvor den gerne vil gå. Ja, gu var det da irriterende i folkeskolen, at Steffen i årevis var lun på mig. Husker, at jeg græd engang, hvor de andre havde lavet et hjerte med pil og vores navne på tavlen. For jeg ville ikke ham tilbage. Så blev jeg teenager og afviste på det kraftigste John Mortensen, som jeg også nævner for det i en af mine bøger. Noget med: "Jeg hader dig". Det behøver man jo ikke sige (ha ha). Man kan jo være mere nænsom. I morgen ser jeg igen Bjørn, - som for øvrigt ringede her til aften. Enten har han mig (stadig) kær eller også bliver ømheden en anden. Man kan jo ikke frasige sig kærligheden, vi er alle afhængige af at nogen omkring os kan lide os. Selvom jeg for et par dage siden trak en grænse, så kan grænserne udviskes. Ikke for at give los for amorøse følelser, men snarere for at uddybe et venskab. En relation, der ikke indbefatter gaver, roser (at blive rost) eller forslag til at mødes privat. Men hvem spørger kærligheden, hvem den kan lide? Den har sit eget liv, går udenom forhindringer, svækker fordommene, sænker barren. Ja, finder vej ind i andres hjerter, så der opstår sjælskontakt. Vi kan være to sjæle op af hinanden, det kan vi da godt. Men "under den hvide bro" kommer vi aldrig til at sejle. Man kan føle sig smigret eller heldig, men der skal mere til. Som f.eks. en lyst til at kysse eller dele private ting med hinanden. Det siger sig selv, at jeg vil møde ham med venlighed, for hvad har han gjort mig. Det bliver højst lidt akavet fra nu af. Boller fra Kohberg. 3.12.20.
I vintermood. 30.11.20.:
Så hvad er vore længslers inderste? Det kan jo aldrig være forelskelsens genstand. Det må jo være at blive eet med vort ophav. Smelte sammen med det skaberhav, vi er kommet af. Vende hjem. Jeg kan jo godt længes efter at kysse dig f.eks., men når det er sket, er jeg jo ikke fuldstændig indfriet. Jeg kan jo godt føle mig forløst ved en udladning, men det er jo ikke alt. Jeg kan skrive en salme om Gud, men det vil jo aldrig være Gud. Medmindre. Medmindre Gud er lige her. I disse ord og også i dine ord. Er det ikke kærlighed, vi deler imellem os? Er det ikke et kæmpestort "Ja", der har plantet mig (og dig) her? For ikke alene har min mor født mig, men det har også Gud. Min længsel kan aldrig være efter brød - medmindre det er dit. 29.11.20.
Jeg har et par smykker, som jeg ikke ved om er ægte. Både hvad angår stenen og sølvet. Men indtil jeg har fået spurgt en guldsmed, vil jeg blive ved med at håbe. Her til aften - i filmen "The Finest Hours" - så jeg virkelig mennesker af "den rette støbning". Og jeg tænkte på hvor dårlig, jeg kom fra ham, der gerne ville følges med mig hjem fra livsfilosofi i dag. Hvor lidt ædelsten, jeg egentlig selv indeholdt. At jeg indimellem svigter fælt. Men det er den naturligste reaktion, idet jeg ikke gengælder hans tilnærmelser. Nogle - deriblandt mig selv - ville sige, jeg dog kunne elske ham som medmenneske og næste. Ja, lad mig endelig (bare) gøre det, siger jeg til mig selv hver fredag. Indtil min nøgterne venlighed bliver regnet som en åbning og invitation. Han vil bare være i min nærhed (hvor lyset er) siger jeg i mine Kristus-visioner. Det er ganske naturligt. Han vil vide, om stenen er ægte. Jeg har (næsten) sagt, han skal lede et andet sted. Men i rulleteksterne står der alligevel: Set og bevidnet. (natten til) 28.11.20.
Jeg skal ikke oplade min mund. Hvor ku det være nemt at overtrumfe og sige, jeg har lavet en bedre melodi end dig (til den samme tekst af Lars) og lægge et link ud til den. Men er det ikke en stærkere ytring, at jeg har skrevet til Nils Malmros og sunget "Du er stille" ind om novembermørket? Jeg skal ikke mænge mig med de store på Moderne salmer-siden, for jeg har ikke behov. Det er ikke mit ærinde at blære mig derinde. Og hvor tit skal jeg sige det, at det ikke altid er opmærksomhed, der gør en populær. Det betyder lige så meget, hvad vi hver især tænker i vore stille liv rundt omkring. Succes kan opstå fra eet menneske til et andet og alligevel revolutionere verden. Ja en lillebitte myre kan være den afgørende brik. Hvem har lyst til at vise muskler? Ja, det ku jeg da godt og få nogle likes på det. Men bagefter er musklerne bare ikke nær så store. De er afkræftede, mangler næring. Den rette opmærksomhed. Ikke hvad publikum ønsker, men hvad de får. Gør dine indsatser i mørket. 24.11.20.
Jeg vågner sidst på natten og piller næse. Jeg tænker, hvordan det hævner sig, når det bliver dag. Om noget vil gå galt, om Gud er vred på mig osv. Jeg står op og føler mig som et dårligere menneske og prøver at sige til mig selv, at selv de mindste ting har betydning og konsekvens. Formiddagen går sådan set godt nok, men jeg kommer hjem fra en ven og opdager, at GLS har forsøgt at ringe på min dør for at aflevere en pakke. Faktisk noget, som jeg kunne have brugt som fødselsdagsgave her om et par dage. Derfor ærgrer det mig ekstra, også da jeg læser mailen om, at pakken muligvis ryger retur til afsender, hvorefter jeg så kan bede om at få den tilsendt via en anden leveringsmetode. Jeg hader særligt det faktum, at mailen er sendt kun et kvarter, før jeg faktisk kom hjem og havde kunnet tage imod pakken ved døren. Og nu kan jeg måske ikke sende den planlagte gave til min bror alligevel. For at komme mig lidt beslutter jeg mig for, at gaven måske slet ikke egner sig til min bror. Eller at han i stedet for bare kan få den til jul. Jeg undrer mig måske en smule over firmaets politik, hvis pakken ligefrem bliver sendt retur til deres lager. Det vil vel afholde kunder i at handle sådan fremover? Endelig tager jeg ud af huset, nu for at købe noget chokolade til min bror, og det finder jeg sagtens, får pakket det og sendt det afsted. Ingen fortrydelse overhovedet over, at gaven nu blev en anden. Her ved 20-tiden, da jeg er kommet hjem, tikker der så en sms ind: Jeg kan hente min GLS-pakke lige hernede i Trøjborg centret - allerede nu! Jeg tænker ved mig selv: Så blev det alligevel jul :) Nu kan jeg sende kalenderen med egne malerier i hvert fald til min mors fødselsdag i næste uge med sikkerhed. Firmaet har ikke nogen dårlig leveringspolitik, og i morgen kan jeg gå ned og få varen i mine hænder. Jeg troede, Gud forbandede mig eller hævnede sig på mig, men i stedet byggede han et drama op, hvor jeg i timer ærgrede mig, dernæst handlede mig ud af situationen, og til sidst oplevede lettelse. Han forstår at kaste nåde over et sted, der var rådvild. Så meget mere vil jeg glæde mig over den kalender og de strabadser, den har været igennem. Så meget har Gud villet sige: Tilgiv! 23.11.20.
Jeg hader at være offer for disse reklamer, der popper op af sig selv, når man har søgt på et produkt på nettet - ja bare én gang. Har jeg ikke lige gennemsøgt mulighederne for at købe det og derefter fravalgt det? Og dette, at man kan se på min computer, hvad jeg har søgt på. Dør jeg og nogle kommer i mit hjem for at rydde op efter mig, vil de ku se, jeg har søgt på ordnet efter en forklaring på et udtryk, jeg har brugt i min dagbog. For at søge efter det i min fysiske nudanske ordbog er blevet en for omstændelig proces. Nye tider hersker. Og dum, som jeg er, synes jeg nogle gange, de reklamer er nyttige, så jeg forfølger dem. Dermed tror producenten eller nogle markedsanalytikere, at de har succes med deres forehavende. At det altså var gavnligt, at de kaprede min opmærksomhed. De spor, jeg gerne vil efterlade mig, er på skrift, på papir, med blyant og med rettelser. Originalmanuskripter - hvad fanden ved google om det? Jeg klikker utroligt sjældent på et link på Facebook, da jeg i den bevægelse vil miste en del af mig selv. Jeg ser nogle gange fornuften i at finde et tilbud, reservere varen hjemmefra og afhente den i en butik. En butik vinder min tillid, men det er kun, fordi jeg er villig til at afgive den. Jeg er sund skeptisk, sådan vil jeg også helst selv levere min egen vare (som er kunst). Folk skal kunne stole på kvaliteten og ikke være gået forgæves. Det, vi indbyrdes handler med, er energi, som vi fordeler. Og i sidste ende - kærlighed. 21.11.20.
Jeg er træt. Jeg skærer dig i halsen, fordi jeg er træt. Jeg orker ikke flere dage med kaos og desperation. Sindsskift, der kører uafhængigt af og ud over mine fulde fem. Halvandet år med had og utryghed. "Enhver ville bukke under for det pres, du har været under det seneste år", som retslægen sagde til mig. Enhver. Jeg skærer dig i halsen, - ikke at jeg har lyst, men jeg har fået tanken derhjemmefra. Denne såkaldte "tvangstanke". Ligesom her til aften, hvor jeg har fejret min fødselsdag med en nær ven. Den sidste time var jeg (for) træt og jeg var ikke længere bærer af kærlighedsfaklen. Jeg skulle hellere have holdt min mund, men jeg blev. Jeg begynder at bagtale, i det hele taget løbe djævelens ærinde. Det er sådan, at er jeg presset i bund, forsøger jeg at støde mig fra. Ikke at samle. Jeg vil helst samle, men i desperation skubber jeg den anden væk. Han siger, han ikke mærkede det, men jeg tror faktisk, hunden vidste nøjagtigt, hvornår skiftet kom. En lang dag - fra 7.30, med cafebesøg med min bror, undervisning på Gallo, diverse hilsener, der skulle besvares, opkald og hyggeaften med mad. Jeg kan ikke mere. Leve op til den bedste version af mig selv. Ingen bemærkede det, men jeg gjorde. Og hvad jeg gør - også bare mod mig selv - har jeg gjort mod Gud. Jeg har skåret et menneskebarn i halsen, og kun Gud og jeg så det. Det væmmelige syn, som forfølger mig. Men jeg var så træt. 20.11.20.
En veninde skriver, hun er blevet "født på ny" i dag, i sin tro på Gud. Jeg ønsker hende Tillykke. Det er som at drikke vand og blive renset. Men dette indgreb er helt på celleplan og virker dybt ind i hjertet. Man føler sig favnet af Gud (selv). Man bliver rusket godt og grundigt igennem, så man mærker virkningen fuldkomment og helt. Man bliver som ny. Genfødt til et liv mere nær på den egentlige fylde. Troen vokser, tilliden blomstrer. Man er rolig ved morgendagen, for al sorg og mørke er fjerne trusler. Det er ikke forblændelse, men genrejsning. En kraft og styrke, der kan virke ind i opholdelsesdriften. Dette nye fund - i Kristus, i Gud - kan bære én gennem alle forhindringer. Man er ikke længere fortabt og står på en bred, hvor ingen leder. Man er fundet. Derfor: Tillykke (Jeanette). 17.11.20.
Vi har bidraget til en artikel. Men vi har gjort det skjult (anonymt). Det er, fordi artiklen skildrer noget almengjort, så det betyder ikke noget, hvem der er den reelle afsender. Det er, fordi problematikken er for alle. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok, hvor stor en lettelse, det er at fortælle mine nærmeste, at den er i avisen i dag. Hvor utroligt uproblematisk, det er at vise sin skygge, når den væver sig sammen med andres skygge. Helt enkelt: vise et udtryk for, hvad (sinds-)sygdom kan gøre ved et menneske. Vi dækker os ind under kærlighedens vinger. Det var ikke vores skyld. Så dumt, det har føltes tidligere at "udkomme" på tryk. Journalisterne misforstod mig eller tegnede et forvrænget billede af omstændighederne. Ja, jeg måtte tage afsides steder hen, de dage efter historien kom frem de første gange; Vestereng og også til stranden. Konsekvenserne var lammende. Denne gang (i dag) kan jeg ånde. "Så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte", som der står. Jeg har virket ind i mørket, hvor skeletterne lå. Og tegnet et omrids. Milevidt fra det, jeg som barn troede, jeg skulle blive til. For at række ud. Det har jeg gjort. 14.11.20.
Jeg udstiller malerier i Helligåndskirken her i november/december 2020. Torpevænget 1, 8210 Aarhus V. (bus 2A, stå af ved biblioteket) Mandag kl. 9-13 Tirsdag kl. 11-13 Onsdag kl. 9-13 Torsdag kl. 9-13 + kl. 15-17 Fredag kl. 10-12.
Jeg er blot et menneske, der er blevet renset. Prøven var negativ. Nogen prøver at sige (f.eks. med artiklen), at også Nikolas' død skal pege på uskyld. At det er som en rynke i panden, jeg skal glatte ud. Aldrig mere skal bebrejde mig selv for. Men er jeg som Barabbas får jeg noget forærende, jeg måske ikke har krav på. Og er jeg som Jesus taber jeg livet, men for at noget andet kan fødes. Jeg ved blot, at jeg var ansvarlig ved at lade mig teste, og at jeg blev erklæret rask. Hvem, der har andel i det, ved jeg ikke. Jeg har passet på - og det er blevet belønnet? Jeg har gået og troet, jeg var smittebærer, men ser nu, at det var jeg slet ikke. Jeg har følt skyld, hvis jeg ikke havde sprittet hænder blot jeg skulle ned i kælderen her i bygningen, men der var ingen grund. Du har taget mig til dit hjerte, Gud, og holdt mig der. Det er ikke som røve-ren, der hænger til min side. Men som ham, der hænger til min anden side. Vi skylder meget. 10.11.20.
Jeg vælger at se stort på det. Journalisten har rettet teksten, så der står "kvalte sin søn" i stedet for sit "spædbarn". Jeg kan da være ligeglad, idet begge ting er rigtige. Stiller det mig i et dårligere lys (som jeg faktisk har en fornemmelse af), tager jeg det på mig også. Der er intet heroisk over min livshistorie. Det er vigtigere, at min veninde føler sig tryg ved artiklen, som nu er rettet til efter hendes ønsker. Har jeg ikke før prøvet at blive skildret lidet flatterende? Som en skurk. Og er det ikke også det, jeg til dels er. Det er for at variere teksten. Det er et journalistisk, sprogligt greb, så der ikke står spædbarn to gange. Så fin en artikel, hun i øvrigt har komponeret, gør at jeg intet har at anmærke eller kritisere. Læseren skal blive fænget og det bliver han via nogle dramatiske begyndelsessætninger. Det første ord i et foredrag er jo også altafgørende for, om publikum er lydhøre eller går. Journalisten er ansat til at levere noget ud over det sædvanlige. Både hun og jeg ved, jeg sikkert bemærker hendes sidste justeringer. Idet jeg har "supergodt spottet" en del andre detaljer i artiklen. Det er dermed hendes ansvar at sende den ud i verden. Jeg er kun stof og materie. Mater - som mor. 9.11.20.
Hvis vi er blevet smittet, er jeg sikker på, vi er uskyldige i det. Det er noget, der kan ramme enhver, og vi har ikke været uforsigtige eller skødesløse. Nu, hvor sygdommen er trådt lidt nærmere (Lars har symptomer), synes jeg næsten, den er kærkommen, eller ikke kunne være kommet på noget bedre tidspunkt. Jeg ved, der er opringninger, vi skal gøre, til folk vi har været tætte på. Og ting, vi er nødt til at aflyse. Men det gør mig ingenting. Først stod du i kø ved testcentret og to timer efter tog jeg samme sted hen og blev testet. Det er der næsten kærlighed i. Hvis min hovedpine har en årsag i Covid-19, så er jeg da blevet det klogere. Jeg var forsigtig før, men nu er der føjet en ekstra dimension ind i tilværelsen. Og har jeg smittet andre var det ikke tilsigtet. Ingen bærer skyld foruden virussen selv. At vi vedholdende har givet hinanden knus, var en slags fælles erklæring: Jeg går derhen, hvor du skal. Som brødre. 8.11.20.
Det var som om, hunden passede på mig. Den førte an og ledte os gennem skov og nye stier, fordi der var den kendt. Ude på broen over bækken stoppede den op og sikrede sig, jeg kom trygt over. Som om, den var min hyrde. På et tidspunkt holdt den naturligt op med at tigge efter godbidder, så jeg behøvede ikke have det dårligt med, om jeg fik den afvist på en ordentlig måde. Det var som om, den vidste, jeg var udsat (ved godt, vi mennesker tillægger dyr for mange egenskaber), efter at have hængt billeder op i kirken, hvor jeg var blevet svedt og træt. Den tog bestik af min dagsform, simpelthen. Krævede ikke det umulige og var stort set ikke trodsig. Den var nærmere taknemmelig. Jeg efterlod den med lyset tændt (hvis Lars kommer hjem, når det er blevet mørkt), gav den lidt at spise. Jeg var ikke en dårlig mor heller. Jeg følte mig elsket (af den) og elskede den tilbage. Også som om, Gud passede på mig (og kærligheden). Han så til mig, sørgede for mig. I dag var det som om, nogen holdt en hånd over mig. Fordi jeg var udsat og bange (var billederne i Helligåndskirken fæstnet godt nok til skinnen). Nu gik jeg fra kirken, hvor jeg på afstand kunne høre dem sige, at malerierne vel nok var gode. Det vil sige, min hånd har nået en anden/andre. I går følte jeg mig bipolar, men det betyder ingenting, når andre skal vurdere mit maleri. Heller ikke det, at jeg har hængt op over tre dage, fordi jeg efter halvanden times ophængning bliver træt. Sådan dømmer de mig ikke. Mit kunstneriske udtryk har altid stået helt frit. Fri for diagnose og sygdom. Som jeg ser det er det kunstens styrke, at nok er det skrevet med blod, men med alles blod. 4.11.20.
Jeg er et skud fra Isajs rod. Men det er ikke prangende. Kan ikke engang passe sportsbh'erne i undertøjsforretningen. Ham, jeg smiler til (med øjnene bag mundbind) i bussen kaster i foragt sit blik væk. Og jeg vågner med ingen lyst til det, jeg skal (trods det, at jeg er ved at hænge en udstilling op). Et fejlskud, og ved tanken: "Jeg skulle slet ikke være her", bryder jeg i gråd i min stol. Jeg kommer så god tid på Gallo skolen, at jeg overlapper musiklæreren, og bagefter er jeg sikker på, hun omtaler det på lærermødet i morgen. Som om, hun spørger: "Har hun lov at være her?" Jeg ønskede at holde jul i Gram, men jeg er ikke sikker på, jeg kan (komme tomhændet (uden mit barn)). Mit maveskind hænger ud over bukserne, som om jeg har født flere børn. Og selvom jeg elsker hunden er jeg på vores gåture sammen samtidig psykisk syg. Og mit tonefald kan gøre den utryg. Jeg tager ansvar for et forfatterskab - også i den her tilstand. Men min lejlighed er beskidt. Ham, der er forelsket i mig, elsker jeg ikke tilbage. Og min bedste ven ser en anden kvinde. Sig mig med hvilken grund, jeg kom her. 2.11.20.
En fra livsfilosofiholdet fremsagde næsten en bøn imod Islam i dag. Den seneste tids terroranslag var blevet for meget for ham. Det var næsten som om, han græd sine ord ud. Han ville ønske, en kunne træde frem og få det (terroren) stoppet. Jeg sagde: "vi kan alle hver især bede og være hinandens eksempler". Jeg skulle have sagt, at bare det, at han lige her og nu sætter ord på sin fortvivlelse er så stærk en ytring, at vi andre går hjem påvirkede af det bagefter. Det vil jo i himmelen stå som en appel, en slags nødråb (tvivler jeg ikke på). Det er jo allerede videregivet ud til/i universet. Og han har jo på den vis påvirket verden i en grad, som han tror, en lederskikkelse i stedet skulle have gjort. Det er jo ikke lige meget, hvad vi går og siger til hinanden. I mine øjne ej heller, hvad vi tænker. Hvorfor spilde kræfter på disse kujonagtige handlinger, der fylder mediebilledet, som om gerningsmanden næsten får, hvad han gik efter (opmærksomhed). Hils venligt på din nabo, og du skal se, det har en effekt. Det lyder ikke af meget, men måske hilser din nabo så bagefter på en anden med samme venlighed. Vi skal tro på, de gode kræfter vinder. Også selvom vi indimellem bliver sat to skridt tilbage. Lederskab er også at sige: bered jer på kærlighed. 30.10.20.
Der skete det helt forfærdelige - i forhold til karmaloven - at jeg søgte efter flere støvler på udsalg, selvom jeg netop havde afhentet et par helt nye på posthuset. Jeg var så glad over mit køb (fra i dag), at jeg blev grådig og ville være heldig igen. I min søgen fandt jeg slet ikke samme udvalg som for bare tre dage siden. Så der skete det, at jeg blev taknemmelig og følte mig begunstiget. Jeg så, at de støvler, jeg lige har givet 595 kr. for nu koster 1100 kr. et andet sted. Det jeg troede var et tilfældigt køb - på baggrund af at jeg kedede mig forleden aften - var faktisk aldeles velvalgt og udsøgt. Ja støvlerne - i mit yndligsmærke - er af læder og størrelsen passer perfekt. Og jeg skal forstå, at der faktisk er et rette tidspunkt, som er afgørende for proces og resultat. Nu er de samme støvler ikke længere at finde hos den forhandler, jeg brugte, og et andet sted koster de fuld pris. Der er ydre omstændigheder, der spiller med, når man træffer sine private valg. Og så min åbne turban. 29.10.20.
Mit blik må have blændet øjnene. Jeg gik virkelig med tyngde og med myndighed. Det lå allerede i mit tøjvalg. Jeg var så utrolig hård, men samtidig kontant og alvorlig. Jeg lynede næsten fra min hofte. Det var en form for bisterhed, men man kunne også kalde det en stærk psykisk kraft. Jeg ville mit medmenneske, men jeg ville det eftertrykkeligt. Mit blik skulle batte noget og være afgørende, så den forbipasserende aldrig blev den samme igen. Jeg havde overtaget eller magten. Til at gøre indtryk. Den var ikke ondskabsfuld eller krænkende på nogen måde, men den var essentiel. Det, jeg sagde til bestyrelsesmødet var ført og med vægt. Det var ikke ligegyldigt, det var lige-fyldigt. Det er ikke for sjov, jeg er her. Min mørkeblå trøje op af de mørkeblå bukser, ja hvordan sige det, men det var som skulle jeg synge til en bisættelse. Det var nobelt og enkelt. Jeg kunne føre mig frem, det var underbygget. Jeg var næsten bange for, hvad min psykiske pondus ville ramme på sin vej, eller påvirke. Men der var ingen grund (til at være bange). Jeg ville ikke verden noget ondt, jeg ville den bare stærkt. Jeg kunne have udraderet et hjem eller en forsamling. Men jeg brugte ikke vold. Jeg var vold-som, heftig. Det var med aftryk, med tydelighed og med en dyb, funderet stemme. Jeg talte i mol, men underneden lå der durakkorder. Nogle bliver bange for mig i den tilstand, andre ikke. Jeg er (jo) ikke en anden, end du så mig som for en uge siden. Dette er bare en del af mit register, jeg også vil give taletid. Er det så mærkeligt? Jeg kan aldrig blive mørk, bordeaux uden der er et stænk af gult. Komplementært; altså jeg indeholder akkurat det samme, som dig. Sirius. 26.10.20.
Hør "Jeg tør næsten røre dig" her:
Jeg husker det tydeligt: Jeg var til forfattertræf på Gallo skolen sommeren 2009. Jeg var netop på vej til at udgive digte på Forlaget Gallo og præsenterede dem for de fremmødte og talte udover det frit om at man har lov at vise skrøbelighed, snuble over ordene osv. Og da jeg havde sunget min egen "Jeg tør næsten røre dig", som indeholder sætningen: "Jeg ønsker dig det bedste, fra min Hånd", var Erling (en af deltagerne) opløst i tårer og takkede mig inderligt. Erling var ekstra psykisk belastet netop denne dag (formodentlig af mani) og vi forsøgte alle at nedtone ham. Undtagen Lars, der deltog som skrivelærer, og som senere blev min kæreste. Han tog Erling alvorligt og svarede ham nøgternt og med respekt. Da arrangementet var slut og vi skulle til at gå, gav Erling mig et klap bag i. Jeg kan huske, at jeg grinede af det, og ikke betragtede det som spor krænkende. Han tilkendegav en slags støtte til det jeg havde fremvist og det jeg stod for. Omend med en hånd, der også kunne være lagt på skulderen, medgiver jeg dog :) Jeg husker tydeligt, hvilket tøj jeg havde på, og at jeg ved denne lejlighed mødte Lars for allerførste gang. At jeg vitterligt var funderet i mit stof og talte helt frit, og også formåede at synge, så det nåede hele vejen ud i skolestuen (uden at være forstærket af mikrofon). Det var en eftermiddag fuld af forløsning! Erling så jeg aldrig siden igen. Hans klap var en utilsløret ytring og han ville mig intet ondt. Det er først nu i disse dage, at jeg kommer i tanker om det. Og nu hvor jeg for et øjeblik siden sad og sang "Jeg tør næsten røre dig" for mig selv ved klaveret herhjemme, at jeg genkalder mig situationen. Ingen at bebrejde. 21.10.20.
Her er mit "pulterrum" (ovenfor), som jeg bruger som soveværelse. Der kan akkurat stå en dobbeltseng. Her har jeg mit helle. Der er ingen radiator i rummet, men varmen siver ind fra de andre rum. Og min 2-værelses bliver til en 3-værelses. Når jeg ligger og kigger mig omkring står vores cd'er, noder, mine bogudgivelser og malerier omkring mig. Jeg bor på Trøjborg - hjertet af Aarhus, og i Aarhus - hjertet af Danmark. Jeg bor i hjertet. (18.10.20)
Hvad hvis jeg er kærligheden selv? Grundtvig skulle efter sigende have haft et syn om en kvindelig Messias i Danmark. Så kunne jeg være "..den kvinde, som havde født drengebarnet" (Joh.Åb. 12) eller Pi(g)e Jesu. Mine initialer - ame - kunne dække over enten fra italiensk: "Til mig" eller fra arabisk: "Mor" eller fra spansk: "Kærlighed". Da vil jeg være som modermæl-ken, der løber til. (Natten til) 17.10.20.
Nogen i opgangen må have syntes, det trak ind ved hoveddøren, så de har lagt dørmåtten helt hen foran indgangen. Det resulterer i, at måtten sætter sig fast, døren står på vid gab. Jeg har ringet til varmemesteren: "Ja det lyder måske åndssvagt, men dørmåtten i hoveddøren har sat sig fast". "Jeg sender en stærk mand", siger hun og griner. Inden varmemesteren ankommer og udbedrer problemet ankommer så rengøringsassistenten, som en gang om måneden gør rent i opgangen. Jeg forklarer hende - på min vej ned efter vasketøj - at jeg har ringet efter en, der kan lirke måtten fri. "Ingen problemer", siger hun på lidt gebrokkent dansk. "Kan du godt få den fri?", spørger jeg. "Ja ja". Da jeg næste gang passerer hende på trappen, ved jeg, jeg har talt ned til hende, som om jeg ikke tror på hendes færdigheder, hvilket ærgrer mig. Nu er jeg meget spændt på, om hun faktisk får måtten lirket fri efter endt rengøring, om varmemesteren når at komme inden da, om varmemesteren da tror, det er rengøringsassistenten, der har sat måtten fast for at kunne gøre bedre rent, og han så tænker: hvorfor ringede Anne Marie på 2. sal da efter assistance? Meget spændt :) 16.10.20.
Jeg køber de andres bøger. Indenfor den seneste uge har jeg købt to. Jeg er bare eet klik fra at gøre et andet menneske glad. Et menneske - der ligesom jeg selv - har kæmpet med ord, fattet nogle sætninger og gjort et arbejde for at få det ud. Jeg under dem en medfart. En lempelig proces. Den ene har jeg købt via forlaget, så forfatteren finder aldrig ud af, at det lige er mig, der har købt hans bog. En anden vil have kun i alt 50 kr. for både bog og forsendelse, hvilket er alt for lidt. En ven fortæller mig, han støtter op om sine venner. Tager en ekstra forlængerledning med i tasken, fordi han ved, der måske er en anden, der har glemt sin. En slags backup, beskriver han sig selv som. Jeg siger flere gange: "Ja, men det er også en vigtig rolle". Idet jeg er blevet klar over f.eks. til åben scene, hvor vigtig en rolle publikum i virkeligheden spiller. Dem, der ikke stiller sig op i rampelyset, men bare støtter op. Det er en herlig ting. Det er ikke alle deres digte, jeg forstår, men jeg danner mig et indtryk og det er i og for sig nok. En anden har en del sproglige fejl, da hun udgiver og trykker på egen hånd, men hendes livshistorie er dragende og hun ånder af at kunne fortælle den. Jeg tager mig tiden til det; dykker ned i side 50, dernæst springer jeg igen. Jeg investerer noget tid til at fordybe mig eller plukke. Jeg anerkender de andres bøger op af mine. Det er lige så vigtigt, at jeg er et vidne. En dag hvis jeg møder en ven på gaden, kan jeg sige, jeg kender til ham, fordi jeg har læst ham eller sat mig ind i hans stof. Jeg vil have min egen form for "backup" på den måde, at jeg har brugt tid (ikke meget) på at tilegne mig noget af hans. Jeg vil være understøt-tet. Og ikke på hel bar bund. Og det er det, livet handler om. Læse lidt i en bog hver dag, for så - en dag - at kunne udtale sig med overskud eller være funderet i stoffet. Ikke for at bestå en prøve, men for at være meddelagtig. Jeg ser dit bidrag og hylder det. Og bagefter kender jeg dig det bedre. Jeg forstår ikke alt, men det er ikke sagen. Det tager tid, og jeg tager den. 15.10.20.
Jeg købte bogen, "Skrifter i udvalg. Søren Kierkegaard" antikvarisk i går. Indholdet er fint - men sikken en forside illustration! "Omslagstegning: Oluf Hartmann", står der. To kæmpe, stærke mænd omfavner hinanden og den ene har en englelignende skikkelse med vinger (som jeg ser det). En helt fantastisk tegning, som jeg føler lindring ved at kigge på. - I tilgift. Aldrig set noget lignende.. "Jakobs kamp med englen" har jeg nu googlet mig til. 1. Mosebog 32, 25-33 13.10.20:
Først skriver en sindslidende Facebookven til mig kl. 6 i morges om sin melankoli. Jeg forsøger at omtale det senere på dagen i et dagbogsnotat, men jeg får ikke lov. Der, hvor jeg forsøger at kopiere noget fra vores tråd, forsvinder ordene på min skærm. Der er ikke nogen, der pålægger mig tavshedspligt, men jeg har den. Der er noget, man bare ikke gør, eller ikke kan tillade sig. Jeg har før gengivet sms-udvekslinger i min private dagbog med fulde navn og alting - men fordi jeg har syntes, det havde kunstnerisk værdi. Jeg er klar over, jeg overtræder en privatsfære, idet den anden part ikke er blevet spurgt om sin medvirken. Men sådan er jeg skruet sammen, at tjener det et formål, så andre kan drage nytte og værdi af udvekslingen, synes jeg, den skal frem i lyset. I lyset. Jeg forsøger ikke at udstille nogen eller sladre bag deres ryg. Det er altid, fordi jeg har øje for kærligheden i det skrevne ord. Eller i relationen. Går man tilbage i mit værk som helhed (skriftet.dk og alting) vil man måske kunne se, at jeg forsøger at mildne det mørke, undskylde hvor jeg har været for heftig, omformulere hvor jeg kan osv. Med det for øje, at andre ikke skal kunne sige: "Hvad rager det egentlig os, at hun var sur på den eller den?". Det fremkomne skal ikke være primærlitte-ratur, medmindre det kan bære det. Man må godt justere og omgøre eller rette til. Jeg må i hvert fald. Er der ikke også ting i dit liv, du ville ønske, du ikke havde sagt eller skrevet (kære læser)? Der er skjulte retningslinjer eller hensyn, man skal indordne sig under. Og nogle ville sikkert hævde, at jeg har slettet eller rettet for lidt. Idet de føler sig trådt på eller krænket. Man gengiver ikke en Messenger-tråd, uden at spørge. Jeg er bare så fascineret af, hvordan kontakten udvikler sig. Ja, men det retfærdiggør stadigvæk ikke, at du ser det som et stykke kunst. Manden, der svarer, gør det jo ikke i Ekstra Bladet. Han tror, vi kan have betroelser. Det er mig, der er stikkeren eller forræderen her, ser jeg nu helt klart. I kunstens navn - Ja, men hvor meget/hvor længe? Facebook-ven. En kunstner bruger sine omgivelser og skriver op af dem. Men bør ikke misbruge dem. Jeg vil holde kommunikationen på tomandshånd, for det er sådan kontrakten er. Pligten til tavshed. 9.10.20.
Jeg kender mit badeværelse. Hvordan skulle en anden sætte sine fødder i min bruseniche? Finde samme tryghed ved, at naboen spiller guitar, som jeg gør. Hvorfor ikke blive her til verdens ende (trods det at jeg står som aktiv-boligsøgende). For fanden - det er min bruseniche! Mit køkken, hvor skufferne selv kører ind. En modernisering af lejligheden, som jeg stadig - over huslejen - betaler af på, - men det med glæde. Det er så afgjort en kvinde, der har valgt, at spejlet over vasken i badeværelset kunne se sådan ud. Og ja, her har boet to kvinder før mig, ved jeg. Andre har stadig gammelt badekar, men ikke jeg. Jeg elsker mit toilet, fordi der er god plads. Jeg kan godt lide det leben, der er her i området, med havefester om sommeren. Nogle, der sidder og sludrer i gården. Mig, der altid tjekker om kælderdøren (den fælles) er lukket, hvis jeg kommer sent hjem. Vi er ikke ligeglade med hinanden her. For lidt siden ringede jeg på hos mine nye naboer, fordi der stod en buket foran deres dør, som de ikke havde opdaget. Det er ikke lige meget om jeg bor her eller ej. Jeg har en decideret male-plads inde i arbejdsværelset, hvor mit lærred kan hvile op af skråvindueskarmen og har godt lys. Og det har så afgjort samlet mig at være her. Jeg synes ikke, det er uoverskueligt at gøre rent her (64 m2). Og selvom min stue er ret lille, er den samtidig rigtig hyggelig. Jeg kan overskue, hvad jeg ejer. Trods det, at jeg stadig lejer mig ind hos Boxit, fordi jeg ligger inde med værdifulde ting. Der er ikke ondt i denne bygning eller i det her kvarter. Det er en lise for sjælen, når naboen begynder på sit guitarspil. Det er hverken ekvilibristisk eller fejlfrit, men det er med sjæl. Når han taler med nogen i telefonen er det på ærke-århusiansk, så man føler, man er midt i det oprindeligste Aarhus. Og Aarhus Fremad vinder deres kampe på en bane kun 100 meter herfra. Her er trygt, fordi jeg bor oppe under taget (og tyvene skal gå op af flere etager), så trygt at vi ikke har en lukket hoveddør eller dørtelefon. Hvis en er syg spørger man, hvordan det går. Jeg glemmer aldrig Skovvangsvej. Og det skal jeg måske heller ikke. Jeg kan melde min boligsøgning "i bero" i morgen og bare blive på dette kærligheds-fyldte sted. Det er ligesom mit sted. Sådan er det, når man falder til ro og ikke er på flugt. Hvis Gallo skolen forbød mig at øve sang der ville jeg være mere desperat efter at kunne synge i mit eget hjem. Nu har jeg denne central hvorfra jeg cykler alle mulige steder hen. Med det in mente, at jeg de fire år i Højbjerg højst cyklede fem gange. Jeg kan gå tur i skoven eller også gå langs Risvang Allé, og jeg er lykkelig. Jeg er hjemvendt. 8.10.20.
Lars skriver en salme over Efeserbrevet 6. "Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne holde stand efter at have besejret alt". Det er det, jeg må gøre. Imens vi er bange for, at lejeren henter syv af sine fætre eller syv tusind, må vi holde stand. Resten er nu op til Gud, for vi kan intet mere gøre. Det står mig nu klart, at det intet at gøre er lige så stærkt som at true med sanktioner. Idet det da er op til kvinden selv at handle samvittighedsfuldt. Det intet at sige, indeholder alligevel et svar. Ja, hun er af anden etnisk herkomst og vi står måske over for en anden kultur. Det bliver da en kamp på et åndeligt plan, frem for en sag om penge. Og det har jeg intet imod. Hvordan kan vi overhovedet tabe?, tænker jeg i dag. Der er kommet en salmetekst til i løbet af natten, og den taler om oprejsning: "Med troens sværd og våben, som ingen djævel ved, skal himlen holdes åben for tro og kærlighed". Vi har skrevet en kontrakt med en lejer, som kun vi har tænkt at overholde. Ja: "Gud lader sin sol stå op over (både) on-de og gode", og hun opdager måske aldrig sin brøde. Men vi har skrevet kontrakt - med Gud. Deri hviler jeg nu mit ansigt. 8.10.20.
Jeg kan blive syg af det. For tredje dag i træk møder jeg en, der har været ansat som plejer for mig i det psykiatriske system. Og der er ikke langt til Skejby psykiatrisk hospital. Lejeren betaler ikke sin husleje og det dræner os for energi. Hvordan formulere en sms pænere, end vi allerede har gjort? Havde hun tænkt sig at blive smidt ud, så vi benytter sidste udvej nemlig at skifte låsen i hoveddøren? Plejer hun ikke i sit liv i øvrigt at betale husleje, der hvor hun nu engang bor? Det har sat sig som en klump af angst i mit mellemgulv. Jeg kan græde det ud, hvis jeg sidder over for en, jeg har tillid til. Lige nu er jeg bare bange for at blive syg af det. Jeg forstår ikke, når vi nu har lagt så meget arbejde i at rengøre, skrive kontrakt, gøre alt rigtigt, at hun så ringeagter disse gode tiltag. Lader hånt om dem. Pisser på os, for at sige det. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan gengælde med langt værre gloser, end jeg selv har i mit ordforråd. Når vi bare beder om noget, hun også ville blive bedt om alle andre steder. Jeg har ligget to gange i dag og prøver at samle kræfter til når vi skal træne om en times tid. Men jeg er totalt slap i kroppen, opgivende. Ja, jeg kan bede en bøn. Jeg tåler ikke den krænkelse, der ligger i det. Hvordan vil Gud ruste mig til det? Trods det, at der er tale om vrede og afmagt, som jeg indeholder alligevel som følelser til daglig, da er dette gange 10. Og angst i maven er et symptom i mit (alarm-)system. Jeg kan blive syg. 7.10.20.
Er det en form for discipelskab? En udenlandsk mand har skrevet en smuk og tiltalende kommentar til mit billede af mine bh'er på Facebook. En kommentar, man bliver smigret af, men som også kunne være givet til en anden. Jeg kender ikke manden og han spørger, om vi "can become friend". Hvad skal jeg lægge i det. En ven liker derefter mit profilbillede, som er adskillige år gammelt, så hvorfor nu? Noget, hun ikke behøvede, men som hun har fået lyst til. Man kan se det som at de knytter til ved mig. Og er der noget galt i det. Hvorfor er jeg alligevel skeptisk. Hvordan blev jeg lige i den grad elskelig? Hvis han har fulgt mig - trods sprogforskellen - så bør jeg jo tage imod ham. Og Birthe er så trofast, at man altid har lyst til at svare hende med: "Jeg elsker også dig" - hvilket dog selvfølgelig ville være upassende. Hvordan kender jeg den oprigtige tilhænger fra den uærlige? Hvorfor er min favn ikke bare åben for alle. Det er fint, vi er vidner for hinanden og også kan følge hinanden. Vi kan anmode om en andens venskab på Facebook, og det knytter os lidt mere sammen. Min profil er offentlig - for alle. Det er der den bagtanke med, at enhver skal kunne gå til mig så at sige. Jeg skal kun være eet klik væk. Men der er fælder og bedragere overalt. Det er jo ikke sådan, at jeg er udkommet på engelsk eller har fået verdensomspændende opmærksomhed. Hvordan har en engelsksproget overhovedet fundet vej til mit domæne? Se, jeg prøver at retfærdig-gøre, at jeg ikke reagerer på hans henvendelse. Jeg har indtil nu intet foretaget mig for at nærme mig ham. Hans kommentar står der bare. "When people say you are beautiful, it is when there is a harmony between the inside and the outside." Ikke dårligt, men mener han mig? 4.10.20.
"Nu synes jeg, du skal trække vejret dybt ned i lungerne" var det sidste, hun skrev. Og ja, rigtigt nok havde jeg hidset mig op. Men det var en principsag. Lejeren i Lars' lejlighed havde igen udskudt sin indbetaling af huslejen, helt imod reglerne og god skik. Og der ligger den; det er ikke min lejlighed og det er ikke mine penge. Jeg meldte mig bare på banen fordi jeg så noget urimeligt. "- det kan man bare ikke", som jeg skrev. Altså selv bestemme sin beta-lingsfrist. Det plejer at være til d. 1., men i sidste måned ville hun vente på at kommunen gik ind og dækkede beløbet og i den her måned har hun en ny grund. Jeg kan være ligeglad, men er det bare ikke. Jeg synes, hun skal vide, hvordan tingene bør gå for sig i sådan en sag. Til en anden gang, hun evt. lejer sig ind et sted. Det er derfor, det bliver iltert for mig, fordi hun ser stort på det retmæssige og også retfærdige. Jeg svarede hende ikke tilbage på det med "vejret dybt ned i lungerne", men da jeg gik ned mod bussen, fik jeg et fornøjet blik af en forbipas-serende cyklist. Jeg tror, han så humoren i det hændte. Og også min frækhed. Og det er vel sådan, det går; man hidser sig op, får klargjort hvor man selv står, får det meddelt og får respons. Og sagen "lander", som man siger. Lars får sine penge, siger hun, omkring på tirs-dag (d. 6. i måneden). Det var måske ikke gået over for en anden udlejer. Det er min pointe. 3.10.20.
Det er en smuk kærlighed, som jeg oplever fra en ven, - som jeg dog ikke gengælder på den måde. Om jeg vil gå en tur med ham på stranden en dag? Jeg svarer, at det tror jeg ikke, jeg kan finde ud af. Først afværger jeg og begynder at snakke om noget andet, men han vender tilbage til det. Han er ikke en træls person, men aldrig en, jeg kunne forelske mig i. Han siger, jeg "er god at snakke med", men jeg tror ikke, han ser dybere ind, for det er jeg ikke altid. Men kærligheden er smuk, som kraft. Men vil aldrig være et romantisk anliggende imellem os. Du er velkommen til at ringe, sagde jeg til sidst. Det er min fejl, at jeg har signaleret en åbenhed, som jeg har ment venligt. Venligt og bestemt. Tag ikke fejl. Nogle kalder mig "behagelig at være sammen med". Men det er kun så længe, kræfterne rækker til det. En dag bider og stikker jeg. Og jeg er ikke det værd. Hvornår ser han - denne bejler - at samvær på en strand er uden for min horisont. Jeg er havet. 30.9.20.
Jeg har ordnet praktisk. Frameldt mails fra Trøjborg beboerhus, meldt os ind i et fitnesscenter, returneret bh'erne (da de ikke passede), og mange andre ting. Jeg har været en central for ting, der skulle ekspederes. Nu gik pæren i lampen her ved computeren og jeg finder straks en erstatning. Det er ikke sådan, at jeg sætter mig og giver op. Og når jeg har streget tre punkter ud på min seddel, som er afsluttede, tilføjer jeg allerede tre nye. Jeg er et aktiv. Jeg siger ikke, det er guldmønter, som jeg veksler og returnerer til verden. Jeg siger bare, jeg er åben og at energien løber, hvor modstanden er mindst. Fordi jeg har planer for i morgen, som jeg gerne vil føre ud. Jeg har ikke råd til at købe frugt i dag, så jeg kigger i fryseren og finder nogle ærter. Det kan gøre det ud for det grønne, jeg får her i aften. Det er ikke stor visdom, men det er løsninger, der er bæredygtige. Jeg går efter at bære dygtigt. Nu har jeg skrevet ned, hvornår de kommer for at se, om de nye vinduer er sat rigtigt i. Jeg er forudseende. Når alt det så er sagt, så har jeg ligget i to timer i depression på min seng uden at kunne noget. Og det ikke at have økonomisk råd til f.eks. den mad, jeg gerne vil spise, har sat en stopper for ture ud af huset. Ja, det har virket som en bremse, også rent psykisk. Så hvordan gør man sin dag op? Jeg fik min dagcreme og mine perikontabletter, mens jeg endnu havde råd. Ting, jeg sådan set ikke kan undvære. Jeg købte et par tennissko i genbrug til en ven og betalte porto for pakken med bh'erne. Det var et skøn, at jeg kunne tillade mig det. Jeg spiser mine ærter som fattigmandskost. Det har andre prøvet før mig. Det er ikke noget bespisningsunder. 28.9.20.
Jeg har bestilt to bh'er over nettet. Det er fuldstændigt frit fald! De koster i alt 600 kr. og jeg har lige nu 850 på min konto. Men jeg kan godt lide det. I morgen vågner jeg op og da kan jeg se næste måneds udgifter - og forhåbentlig en betragtelig reduceret husleje, fordi jeg d. 1. oktober plejer at få ca. 4000 kr tilbage i forbrugsafregning. Jeg regner altså med penge, jeg rent faktisk ikke har set. Hvem skal på den baggrund kalde mig "fattig"? Jeg vil gerne synde for så at råde bod bagefter. Måske har jeg opført mig uansvarligt, men det er ikke gået ud over nogen. Er det så galt, det jeg har gjort? Noget skal jo holde mit bryst. Det er bankmanden jo fuldstændig ligeglad med. "Har du haft udgifter, du ikke havde regnet med?", vil han spørge. Vi har d. 23. i måneden og jeg skal nu leve for det rene ingenting til d. 1. Jeg ringer og siger, at pengene er "gået til et godt for-mål", og det vil ikke være løgn. Man kan gradbøje "godt" formål, for hvem ved, hvad der er godt. "Jeg er blevet et lykkeligere menneske af det", vil jeg svare. Jeg har på et tidspunkt skyldt banken 60.000 kr., nu skylder jeg 12. Hvad har han i klemme? Og det er netop det: bh'er med bøjle klemmer, så jeg får brystsmerter, derfor bestiller jeg nu nogle uden bøjle. Nogle gange, når man næsten ingenting har, skal det tages, som man har. Og den, der har elsket meget, får tifold igen. (ha ha) 23.9.20.
Jeg åbnede mit hjem og lagde hus til. Med risiko for at naboen eller underboerne kunne høre noget. Vi talte om det hele. Og her er relativt lydt. Men der var noget, vi gerne ville sige (til journalisten). Jeg har åbnet mit hjem med risiko. For en sag, der rakte ud over Skovvangsvej. Satset på, væggene holdt tæt. I morgen vil jeg hilse på min nabo, hvis jeg møder ham. Sige ham, at jeg er et almindeligt menneske. Tak, fordi han udholdt den dramatiske fortælling. Jeg har stillet mig til rådighed med det formål at udbrede viden. Og for at støtte en veninde i at stå frem for første gang (dog anonymt). Jeg har søsat en artikel, redt en seng og købt morgenmad. Og det blev et fælles projekt. Jeg vil aldrig glemme hendes nervøsitet. Og at jeg selv op til interviewet har motioneret, sunget og sovet jævnt, som forberedelse. De ku lide mit hjem og tog begge turen helt fra København for at mødet kunne lade sig gøre. Jeg er hverken stolt eller tilfreds, men mere udmattet; der er (stadig) ting, man nødig nævner. Ting, som dog har relevans, hvis artiklen skal blive dybdegående. Og der er stadig ting, jeg aldrig har delt med et eneste menneske. Heldigvis. Jeg rydder jo også op, til de kommer. En helt anden dag ville det være et helt andet hjem at besø-ge. Jeg indstiller mig, forbereder mig, gør klar. Men den dag kan komme, hvor jeg ikke er klar. Hvor jeg ikke når at hente min kappe. Trængselstid. 21.9.20.
Jeg føler mig som smittebærer. Som om jeg er befængt med noget eller plettet af noget. Nogen, der siger: "Det sku du bare aldrig have gjort". Det vil altid indhente mig. At jeg har trådt et ekstra skridt derud, hvor man helst ikke skal komme. At jeg har haft det vanvid og det mod. Jeg over-vejer døden ind bare jeg støvsuger et spindelvæv. Undlader jeg at gøre den gode gerning, i en situation hvor den er indlysende, føler jeg mig dobbelt skyldig. Dømt af den højeste instans. Jeg går for altid med denne vished om, at jeg er stof til et sladderblad. Eller til de ældre damers kaffesnak nede i gården. Og jeg glemmer aldrig, at jeg i denne virustid vasker mine hænder ekstra grundigt for at jeg ikke skal komme i den situation igen, at jeg er skyld i en andens død. Vi ønskede ikke at slå ihjel. Det vil jeg sige til journalisten på mandag. Det er ikke en lystfyldt aktion, men et nødråb. Vi skulle have været tvangsindlagt, som min veninde siger. Og det piner os dag ud og dag ind, at vi ikke blev det. 17.9.20.
Jeg havde skrevet under. Det havde min signatur. Den tekst, jeg havde skrevet til det maleri, jeg forærede min gamle dansklærer i weekenden. Den var voldsom (omkring tolkning af motivet), noget med "Gør jeg dig ondt, gør jeg det af kærlighed". Finn, min dansklærer, vidste godt, den omhandlede brudstykker fra min livshistorie. Men jeg havde rettet fortællingen til, så at sige, gjort den mere spiselig, i fald han så ville synes bedre om billedet. Nu justerer jeg tilbage. For at være tro mod det, jeg umiddelbart tænkte omkring tilblivelsen af maleriet. Det nytter ikke noget; teksten mistede slagkraft, den blev "tom". Nu folder den sig ud, måske på baggrund af noget mørkt, men tanken er netop: "Frygt ikke" (mørket). Aldrig ræd for mørkets magt, som billedet hedder. Han blev så utrolig glad for at se det fysiske maleri. Jeg havde gået og følt mig flov, hvis han syntes, oliekridt på lærred er for skrøbeligt et malerialevalg. Jeg ringede ovenikøbet til Art de Vos, for at spørge, om jeg havde gjort nok ved at give billedet fixativ. "Du har gjort, hvad du kunne", svarede de. Jeg kom derned (til Askov) og besøgte ham fuld af kærlighed. Vores snak løftede sig og der var intet, vi ikke kunne berøre. Og vi havde ikke set hinanden i 20 år. Jeg ville ham virkelig gerne. Måske også derfor var jeg bange for, hvis han ikke brød sig om billedteksten. Ja, det er en kunstners frihed at give et værk en titel og have sine egne associationer omkring det. Og ja, køberen kan så have sine egne - måske helt andre - associationer. Alligevel har jeg i dag skrevet til Finn. Tåler du billedtekstens (den oprindelige) voldsomhed?, spurgte jeg. I så fald har jeg et ønske om fremover at bruge denne omtale. Maleriet er kraftfuldt og skikkelsen er mørk (sort kridt). Men det er ikke helt fortællingen. Du tror, du indeholder ondskab, som det kom til udtryk. Men tværtimod ville du dit barn det bedste. Jeg har spurgt Finn, om han tåler budskabet. Hvem ellers? 16.9.20.
Skulle jeg rose den optrædende for en mageløs forestilling, når jeg nu synes, den kun var middel-mådig? Skulle jeg støtte et opslag, når manden bag i forvejen i fire andre opslag har gjort reklame for den samme bog. Var det ikke nok, at jeg støttede een gang? Skulle jeg støtte en kærligheds-erklæring (på Facebook, mellem en ven og hans kæreste), der bestod af en masse ikoner som hjerter og smiley, for hvad er det manden ikke kan sige med ord? Jeg har følt mig nærig, men på en måde vil jeg bare ikke gå på kompromis. Jeg vil ikke ødsle min støtte bort. Den skal fintfølende gives til den, der virkelig trænger. Man sætter jo heller ikke sine penge på den, man ikke tror på. Da taber man jo dobbelt, idet man ikke nærede håb til, at pengene ville yngle. En like (tommel-finger) er en ytring, man skal kunne forsvare. Et "Jeg elsker dig" på et upassende tidspunkt kan være fatalt. Gem din kærlighed til en bedre anledning. Giv den med øremærke og retning. Forspild ikke. 13.9.20.
Jeg sidder i bussen. Der sker det sædvanlige, at jeg overvejer at gå op til chaufføren for at bede ham lukke for vinduerne i loftet. Kl. er 20 om aftenen og det er efterhånden koldt på den her tid. "Ja da", svarer han, så for ham er der intet påfaldende i min forespørgsel. Jeg tænker altid - også når det er for varmt og vinduerne i stedet for skal åbnes -, om det tjener det fælles bedste. Hvad med alle de andre passagerer, synes de her er for koldt/varmt? Man kan jo ikke gå rundt og spørge dem alle. Så jeg træffer et valg på deres vegne. Og hvis ikke jeg gør det, er jeg ret sikker på, at ingen gør det. Det koster lige lidt at begive sig opad i bussen, fordi folk kan tænke: hvorfor går hun fra sin bagage. Men buschaufføren har altid en mening: "Ja, selvfølgelig", "De er altså åbne" og i dag altså "Ja da". Jeg har skrevet ordet buschauffør ret mange gange i mit forfatterskab. En bus er en skueplads, et rum hvor der kan opstå noget. Og man kan træne ret mange ting for sig selv. I dag var det f.eks. høfligst at jeg ikke kiggede i den retning, hvor hende foran mig ku tro, jeg læste med på hendes telefon. Der er visse uskrevne regler. Det optager mig også, om bussen nede ved Dokk1 holder tilbage for at vente på et decideret bussignal, eller om chaufføren bare kører over krydset som enhver anden bilist og ser stort på, at der er en særlig busbane. Jeg forstår ham sådan set i begge tilfældene. En sen aften, hvor der ikke kommer andre bilister, må det være særligt fristende. Det er til stor inspiration for mig, hvad jeg oplever på mine busture eller ved stoppestederne. Det er det mellemmenneskelige, der er i spil. Og man kan som sagt prøve nogle ting af. Især hvis man opfatter livet omkring bussen som sin menighed. 7.9.20.
Så hvad er det, jeg kan? Jeg kan læse om teosofi, fordi det interesserer mig, men ikke bagefter gengive det læste over for en anden. Jeg læser Bibelen - igen og igen - og noget fæstner sig, fordi det er værdiladet og besjælet. Men jeg ku aldrig have læst teologi (trods det, at jeg engang søgte ind). Jeg føler visse af mine veninder keder sig i mit selskab, fordi jeg ikke matcher dem. Jeg er ligesom blevet voksen på en helt anden måde end dem. Ikke fulgt et studie, gjort erfaringer med eksaminer. Ja faktisk var de ligeglade på kunstakademiet med, hvor meget man var der, når bare kunsten var god. Jeg kan søge på Krak. Jeg kan søge så meget på krak, at når jeg har fundet et kort eller en ruteplan, så har jeg samtidig styr på printeren og på arbejdsgangen i det. Og fordi jeg bliver bange for, at mit udprintede papir forsvinder før jeg skal bruge det, gemmer jeg det samtidig på et usb-stik, som jeg altid har med i tasken. Jeg er god til at sikre mig. Til livsfilosofi (undervisning på Gallo skolen) siger jeg nu - ingenting. Fordi i stedet for at læse mig til teorier og tale om store begreber, søger jeg hellere der, hvor kærligheden er. Så sidste gang kælede jeg med hunden og lavede kaffen til de andre. Jeg er ikke velfunderet i litteratur, samfundshistorie og politik, men jeg kan beskrive følelsen af ikke at slå til på disse parametre. Jeg kan beskrive taberens rolle så levende, at folk tror, det er det sidste, der er at sige. Jeg er (nemlig) dannet i følelsesliv, fordi det var det vigtigste at give udtryk. Jeg giver udtryk. Nu, hvor naboen bander i sin telefonsamtale, forholder jeg mig bare helt neutral. Det er en ytring på lige fod med et råb eller skrig. Tænk på, hvad den tavse mand i hjørnet indeholder. Og på hvor lidt rum, han kræver. Jeg vil gerne studere mådehold. 6.9.20.
Jeg har fået en gratis mascara fra et kosmetikfirma, jeg jævnligt handler med. Men jeg er bange for at bruge den; tænk, hvis den er god, jeg bliver glad for den, og den så udgår fra markedet igen. Jeg er altså - allerede inden jeg møder og oplever det gode - bange for, at det forsvinder igen. Jeg taler om forgængelighed, også min egen. Men også en angst for at give mig i kast med noget af det, livet tilbyder mig. Hvis mascaraen er fremragende kan jeg jo fremover bestille den hos kosmetikfirmaet i stedet for som nu at købe en i Matas. Hvad er problemet? Jeg er bange for, at det gode skal dø fra mig. Så få mennesker, jeg egentlig har knyttet mig til, fordi jeg ikke giver mig hen. Allerhelst ville jeg gerne give mig hen til Gud, vide mere om Gud. Så verdensfjern, jeg er. Jeg kan ikke tro på, at det levende forbliver i mine hænder, når jeg har tabt et barn. Er det så mærkeligt? 5.9.20.
Det afgørende var ikke, at jeg blev hægtet af på livsfilosofiholdet (af den nye elev) pga. mit sparsomme intellekt. Det afgørende var, at jeg forinden prøvede at lukke en sommerfugl ud, som havde forvildet sig ind i opgangen. At jeg ved busstoppestedet reddede en ung fyr ved at forære ham et mundbind, han havde glemt det er påkrævet at bære, så han akkurat nåede den planlagte bus. Fordi jeg søgte, hvor kærligheden var. Ikke hvor jeg kunne tænke mig frem til, den var. Jeg kom hjem og tænkte: jeg er nødt til at mærke, hvad jeg så dur til. Og cyklede til et indkøbscenter for at få repareret mit ur. Jeg mødte bilister på vejen, cyklister på cykelstien og fodgængere på fortovet. Jeg var noget op af nogle helt andre mennesker. Jeg prøvede at være det gode eksempel. I genbrug kan man nogle gange holde sin grådighed tilbage, så selvom det er sko, man helst vil kigge på, går man derfra, fordi en anden lige er midt i at udforske udbuddet af sko. Man skal unde den anden at være lige så heldig som en selv. Der er spilleregler i livet, som også gælder f.eks. i trafikken. Man kan køre/cykle med respekt for sine medtrafikanter. Ikke hasarderet eller forsigtig, men med en fasthed og tydelighed, så ingen misforstår hinanden. Så selvom jeg sagde meget lidt til undervisningen, havde jeg et andet sprog, som jeg brugte ude i verden. Gå, hvor energien flyder nemmest. Nu er jeg for træt til at tage ud og øve sang, fordi dagen har kostet noget. Ved lyden af kirkeklokkerne, der ringer kl. 18 ind (solen ned), gør det mig dog ikke spor. 4.9.20.
De andres liv. Hvis jeg var den, der havde fået to børn, en mand, job. Men det er jeg ikke. Jeg skal stå som et afskrækkende eksempel. Gør aldrig som hende. Når jeg nu er den, der har fået noget andet. En vens betroelse, en kunstners åre. Da begræd ikke mine valg. Hvor der ikke var noget (valg). Her sidder jeg som 47-årig og misunder. Fordi det blev for høj en pris. Fred være med et ægteskab, der holder. Hver dag gransker jeg ham, jeg passerer for, om han har fundet lykken. For et indre liv, som ikke kan måles i ydre forhold. Min status er, at jeg er pensioneret, fritaget for at bidrage til samfundet på lige fod med andre. For alt i verden grib ind i tide. Også en del af mig (selv) gik tabt. Hvis jeg står ved mit eget liv og skønner på det. Jeg fik et barn, flere kærester og en uddannelse. Min familie blev sprængt i stykker. Og hver dag går med at vågne med ængstelse, vænne mig til ængstelsen, bruge dens kraft. Da kan jeg bidrage fra sidelinjen. Med en anden fylde. Er det ikke det, du fortæller mig ved dagens slutning, min egen Gud? 2.9.20.
Måske har jeg ødelagt mit fjernsyn ved at tænde og slukke for det så mange gange, hyppigt efter hinanden. Jeg ser nogle være i havsnød, ser ikke de bliver reddet, ser de står reddet på land. Jeg ser toppen af poppen men i bogstaveligste forstand kun toppen, da jeg slukker mens følelserne for alvor folder sig ud hos de medvirkende. Jeg ser en film, men nænner ikke at se, hvordan det går hovedpersonerne, tænder alligevel for at se slutningen. Jeg ser en etape af touren, også for at høre hvordan kommentatorerne klarer sig. Slukker, lige inden feltet når målstregen. Antiklimaks. Det er ikke afgørende for mig, om jeg får det hele med. Det er kun når jeg passer hund, at jeg ser en film i eet stræk fra start til slut, eller i biografen. Nu er der grønne streger henover skærmen på et par af programmerne og jeg har købt et nyt kabel, uden det har ændret noget. Jeg tænder og slukker VIRkelig meget. Kan man kalde mig "overkritisk"?, som en kvalitet. Eller flygter jeg fra det, der virkelig rører ved noget indeni mig. Jeg har altid talt for, at processen er vigtig. At skildre vejen hen til. Gælder det kun min egen vej? Det er en kunstners lod at drage essens. Et karakter-træk ved mig. Jeg læser ikke en hel artikel, ikke en hel bog. Jeg plukker, bearbejder og formidler. Mit ærinde. 30.8.20.
Han havde skrevet "Frit efter 1. kor. 13". En salme, der hakkede ujævnt i stavelserne, rimede sparsomt. Men jeg elskede det. Han spurgte endda, om han havde nogen berettigelse inde på Moderne salmer, for ellers ville han slette sit opslag igen. Og jeg elskede det. At han mængede sig med højtprofilerede komponister og tekstforfattere i et forum, hvor mange læser kritisk med. Fordi selvfølgelig havde han ret. Jeg brød mig ikke synderligt om melodien eller om hans sang-stemme, men knappen for afspilning lå inde i et kæmpe rødt hjerte. Han havde fattet det. Nu har han vist vejen så at sige, for dem der ikke rigtigt tør eller som stadig er i tvivl: Hvordan bør en rigtig salme være eller lyde? Hvordan kan nogen være i tvivl om, at manden gerne ville nærme sig Gud. Han ville skrive om sin passion og give den et udtryk. Han har en sag. Og derfor skal han ikke føle, han er gået forgæves. Han skal inviteres ind, og det er Kristus i mig, der gør det. Det var en håndsrækning, jeg var nødt til at udforme. Kaldet af et bud om næstekærlighed. Frit efter frihed. 29.8.20.
Jeg har smidt bananchipsene og chokoladen ud. Jeg må blive bedre. Jeg så ikke andre gå med bare arme på min aftentur, men det var et udtryk for, at jeg svedte. Jeg sagde ikke noget direkte dumt til livsfilosofi i dag, men heller ikke noget, der hævede niveauet. Efter min aftenøl gør jeg op, om det har været en god dag. Ja, jeg vågnede med ængstelse, men med en af vores salmer i hovedet. Jeg rengjorde brusenichen efter badet som jeg plejer og iførte mig mundbind i bussen, som man skal. Der er ikke grund til at klynge mig op for noget. Det skulle da lige være, at jeg forudsætter et publikum før jeg har skrevet færdigt. Som om, jeg der regner med, mit niveau er højt nok. Jeg har følt mig til overs, let til at blive fristet og ude af stand til at slappe ordentligt af. Idet jeg hellere vil høre naboen spille guitar og synge til. Indtil jeg gik mig en tur i kvarteret, før det endnu blev skummelt. Jeg forventede, jeg ville blive glad over efteråret og en køligere vind. Jeg blev glad. Jeg forventede, jeg ville drage fordel af min erfaring over for den nye elev på holdet, men jeg blev overtrumfet. Intet at sige til, jeg helst tog opvasken bagefter for at genvinde terræn. Nu forsøger jeg at gribe mit liv og gøre det vedkommende for en given læser, men jeg kan aldrig vide. Om nogen fortryder mig. Skulle jeg hellere indgive min opsigelse? Ikke have levet videre. Jeg har forsøgt at være her, mænge mig med de andre, udfylde en rolle. Men jeg gled. Jeg så solen gå ned og træerne virke faretruende høje. Det betyder, den skinner på andre, og at Gud fordeler lige. Det betød alt i dag, at du som lærer samlede undervisningen op og spurgte, om vi skulle gå tur med hunden sammen. Da følte jeg mig ikke så fortabt. Nu, hvor jeg kan se dagen i det lys, lever jeg mørket ud. 28.8.20.
Jeg har skåret nogle skiver agurk til min ostemad. Da jeg når til sidste bid, kan jeg se, der bliver en skive agurk til overs. Jeg lægger an til at smide agurkskiven ud, men der sker det, at jeg får ondt at den. Over at den er til overs, at jeg ikke har til hensigt at spise den og bare vil smide den ud. Ja, det er næsten som om, agurkskiven har både øjne, hjerte og sjæl. Jeg vælger alligevel at gå ud til skraldespanden og smide agurkstykket ud (man kan spørge, hvorfor spiser du det ikke). Men indser, dette er et udtryk for en "usædvanlig kærlighedsevne", som en for mange år siden tydede frem, at jeg besad. Jeg vil ikke gøre agurkstykket ondt, jeg vil regne det for noget, jeg tåler ikke at slå det ihjel, så at sige. Jeg har følelser for et stykke mad som var det et medmenneske. Med-mad. 27.8.20.
Dagens velgerninger: En kvinde holder tilbage på sin cykel, da vi skal med bussen, og jeg får nikket som Tak. I en genbrugsbutik i midtbyen står et par næsten nye sketchers tennissko til 100 kr., så dem tager jeg med hen til kassen. Da ekspedienten finder den matchende sko ude bagved står skoen imidlertid der til 200 kr., så hun kalder på sin chef, for hvad skal hun sælge dem for? Chefen siger: Ja, vi er nok nødt til at sælge dem til den pris, kunden regnede med. Jeg siger: "Ellers bare 150 kr. - det vil jeg gerne give". Chefen siger: "Det var sødt af dig". Jeg køber et "Hus -forbi" blad, selvom jeg har købt den samme udgave af bladet en gang før, fordi sælgeren ser så rar ud. Imens passerer jeg en ung musikant med sin forstærker og elektriske guitar. Jeg bemær-ker, at han blæser lyden ud over et kæmpe areal og at han samtidig synger falsk. Men hvis det er dannelse for ham. I gården nedenfor hvor jeg bor sidder Christoff, en musiker, som jeg altid hilser på. Han får sig et glas Jägermeister og jeg siger, jeg får en øl hver aften, fordi det beroliger. Vi snakker om at spille/synge sammen en dag, selvom jeg slet ikke har mod på det. Jeg svarer: Ja, det ku vi gøre. Herhjemme hører jeg underboens røgalarm gå i gang, og det lugter da også lidt brændt ude i mit eget køkken, af mados der er sivet op. De får den ikke slukket og jeg hører den ældre kvinde gå ud i opgangen og lyden fra alarmen blive nu helt overdøvende høj. Jeg går ned til hende for at høre, om jeg skal hjælpe. Jeg formår at dreje alarmen ud af sin fatning og trække batteriet fra, så den derved holder op med at kime. Jeg siger: Jeg ved ikke lige, hvordan man ellers slukker den og du har sikkert også selv prøvet. Hun siger: Tak for hjælpen. Min veninde har ringet tre dage i træk (og vi plejer slet ikke at tale særligt ofte). Hun er ivrig efter at hjælpe andre kvinder i vores situation (mødre, der har slået deres barn ihjel), men jeg får svaret, at vi kan "gøre tiltag jævnligt" og at hendes mand måske er glad for, der ikke sker mere i sagen lige med det samme. For at berolige hende men måske også rette hende på plads, så hun ikke bliver dårlig (psykisk). 24.8.20.
Min veninde stiller sig nu helt i front. Hun vil forsvare kvindens sag i en udsendelse, hvor en far fortæller, hvordan han aldrig vil kunne tilgive moren til sit barn at have slået det ihjel (en datter på ni år). Og hvordan moren nok aldrig får lov at se deres andet - levende - barn igen. Min veninde vil helt klart tale for, at det er uretfærdigt. Og i et større perspektiv synes jeg, vi skal danne en forening, som kæmper for sådanne mødre, eller opfanger dem inden katastrofen indtræffer. Jeg så allerede min venindes mod, da hun efter vi så filmen "Sorg og glæde" sammen, ville gå op til Nils Malmros i biografen efter filmen (hvilket jeg vist frarådede hende til). Hun har bare ikke kunnet stå frem med ansigt og navn af hensyn til sin arbejdsplads og øvrige familie. Nu siger hun næsten til mig, hun er villig til at opgive sin hidtidige overlevelsesstrategi med at passe et fuldtidsarbejde og ikke nævne noget for nogen. At hun nu ser større værdi i at gå ind i den her sag. Hun har givet intervieweren i programmet (Lisbeth Zornig) vores kontaktoplysninger, så de kan blive givet videre til den dømte mor. Og det er (jo) sådan, man opdager, at man faktisk går rundt med en <3-sag. Man kan ikke lade være at hjælpe andre i samme nød. Tak, fordi du stiller dig i front. Det vil også vores døde børn sige. Hvis et andet barn i fremtiden da i stedet får lov at leve. 22.8.20.
En dag henter jeg alt hjem fra Boxit. Den dag, hvor jeg ikke længere tror, den, der kommer, vil rive min originalnode i stykker, eller så tvivl om min ophavsret. Sætte ild til mit hus eller bortføre mig til et fremmed sted. Hver dag siden 1992 har jeg forestillet mig at blive slået ihjel som en hel naturlig følge. Men finder nogen endelig det inderste, hellige og smukke, vil han ikke nænne at røre det. Den dag, hvor jeg henter materialet tilbage, skal jeg føle mig tryg. Og tyven, der kommer, skal blive overrasket. Fordi jeg har delt generøst fra mit hjerte og ikke har krævet noget til gengæld. Fordi jeg har sat mit liv ind på at sige: Se, jeg kan, så kan du også. Have modet til at stille i lys. Hvad der før stod med skam. 20.8.20.
Jeg kan salve mine fødder. Oven på et par strabadserende uger med håndværkere i lejligheden kan jeg salve mine fødder. Og nu, hvor lejeren i Lars' lejlighed siger, at huslejen er på vej, kan jeg sove mere roligt. Det har taget hårdt på mig og jeg tåler ikke stor belastning. Jeg har måttet tænke: Du sover bare om en uge. Og når du har hørt, hvorfor hun ikke betaler husleje, vil den forklaring berolige dig. Har intet skrevet, men været optaget af, hvor i huset min madras lå bedst i forhold til varmen om natten. Og først i går fik jeg bugseret min seng på plads, fordi de nye vinduer sidder fint i. Jeg vil gerne gøre tingene redeligt og ordentligt. Så jeg går op i, at leje-kontrakten er udfyldt korrekt, at reglerne bliver overholdt og at lejeren behandler Lars' ting ordentligt. Det er næsten som om, det (også) er min ejendom. Jeg hjælper med det praktiske fordi det kan jeg egentlig godt lide. Jeg har en praktisk hånd. Jeg har ikke grædt, men trængt til hvile, som jeg ikke kunne få. Ikke før nu tror jeg mig reddet. Har hængt "Herrens engel"-billedet tilbage i mit soveværelse, så hun kan passe på mig i nat. Det er udsigten til efterår og køligere temperaturer, der gøder mit håb. Og regnen på min løbetur gjorde mig ingenting. Der er reg-ninger, der skal betales og om ikke andet ser Gud det vel også, hvis de ikke bliver det. Jeg tåler ikke misrøgt, så jeg kæmper for den kærlige relation. Og hvis der er lettelse på et bekymrings-punkt kalder jeg det for nåde. Det er min horisont. Se mine trængsler, men se hvordan de igen forsvinder. Som glattede jeg en rynke ud. Påskemorgen. 28.8.20.
Jeg tænker, min far er lettet over, at jeg - foreløbig - ikke har arvet hans grøn stær (var ved øjenlæge i dag). Vi er alle bærer af noget og vil vel helst, at det bedste i os føres videre. Ikke vores skavanker og svagheder. Man kan føle skyld over måske at påføre et andet menneske en skade, der ligger til famlien. Uden man selv er skyld i, at det gen bliver videreført. Ja, hvad vi arver kommer jo bare ind med modermælken eller blodets bånd. Hvis jeg havde arvet grøn stær fra min far, som har det i udbrud her, hvor han er oppe i årene, så havde jeg vist rettidig omhu ved at opsøge en øjenlæge allerede i en alder af 47 uden at have symptomer på sygdom. Og kunne efterfølgende være blevet behandlet for det. Da ville mine søskende måske få den tanke også at få deres øjne undersøgt. Nu gjorde jeg bare, hvad en procedure foreskriver og som optikeren rådede mig til. Det var ikke for at rippe op i, om jeg kunne være bærer af noget uheldigt "stof" fra min far. Og jeg har intet at bebrejde ham. Jeg blev frifundet - denne gang. Og jeg er opmærksom. Jeg har heller ikke valgt min hårfarve. 17.8.20.
Jeg havde ikke skånet stankelbenene overhovedet, tværtimod. Med hård hånd havde jeg rengjort hjørner med spindelvæv. Og jeg tænkte, om det ville hævne sig på mig. Jeg havde en fin op-læsning (af egne digte), men bagefter var der som sædvanlig en, der spurgte, om jeg havde det bedre i dag, end da jeg skrev digtene. Det nemmeste svar havde været at sige, jeg er sindslidende, så at alvoren og smerten ikke bare lige forsvinder. Men i stedet forholdt jeg mig til, at hans eget indslag havde "løftet stemningen", som jeg sagde. - Hvis det er det, livet går ud på (for ham), at det ikke må blive for tungt. Men det er også en kritik af min person, idet han underkender, at man i en trængt situation kan være nødsaget til at skrive sig ud af tingene. Har han aldrig gjort noget af nød? Men jeg var samtidig dårlig til at tage imod ros efter oplæsningen. Og det var netop det, jeg havde skrevet om i digtene: at føle sig akavet socialt, ikke kunne small-talke og begå mig. Så de ikke det, nu bare i et levende eksempel? Bliver en tegning fra din hånd ikke også kende-tegnende for det, du indadtil består af? Fører jeg en pensel bliver det automatisk mit strøg, jo ikke dit. Selvom kunst går ud på at skildre noget andre kan spejle sig i, så den lige så godt kunne være udgået fra dem. Ja, det var utilstrækkelighed med fed understregning, men det var ikke med vilje. Det var på den baggrund, digtene blev til, og aldrig siden er det lykkedes mig at ramme den åre igen. Det var med Guds vilje. 13.8.20.
Først siger kvinden ingenting. Jeg tænker: vil hun sælge mig noget. Eller prædike om noget. Hun har ringet på døren i en tid, hvor håndværkere går fra og til bygningen. Ikke ubelejliget, da jeg bare ligger og slapper af. Jo, det er altså sådan, at hun har fået et brev i sin postkasse, der ellers var rettet til mig. Og i befippelse var hun komme til at lukke det op. Det gør ikke spor, siger jeg. "Bor du her i området?", spørger jeg videre. Nej, på Jens Munks vej. Vi undrer os sammen over, hvorfor mit brev så er endt der, men hun siger: men det er jo nok, fordi det er fra Bibelselskabet. Nå ja, det kan være, siger jeg. Og med eet står vi to kvinder over for hinanden sammenbundet af en fælles interesse for Bibelen eller noget, der har med den at gøre. "Så er du gået helt herhen?", spørger jeg. "Nej, jeg er nu på cykel, og så skulle jeg videre ned at handle i Løvbjerg". "Godt", siger jeg (for så har hun ikke gået langt og haft besvær med det, nu hvor jeg kan se, hun er oppe i årene). Alligevel synes jeg, det er tappert, så jeg siger: "Tak, fordi du gjorde det". Og vi skilles. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at hun ved, jeg har et trosliv og jeg ved, hun har et. Bundet sammen af et forkert leveret brev. Jeg ser hende nok aldrig igen. Nu blev hun et øjeblik levende i disse ord, og også jeg blev levende. Det var tilfældet eller meningen. Ikke stort, men stort nok. Hun har nok på forhånd tænkt: hvem skal jeg vente mig i døren, når jeg ringer på? Og hvordan skal jeg forklare, at jeg er kommet til at åbne brevet, det er da flovt. Jeg ventede ingen. Jeg har i årevis tænkt: en dag må der da ringe nogen på døren og sige, hvad de har tænkt (enten ved at læse eller kende mig). Og hører jeg en på trappen, venter jeg på en måde altid, at det kunne være til mig. Nu har jeg mødt Jesus i døråbningen eller i hvert fald hans skikkelse. Nogle ville sige hans ånd eller hans levende ord. En dag banker jeg nok bare selv på min dør. 12.8.20.
Jeg så filmen, "Syv liv" i går (sådan lidt fra og til). Bagefter tænkte jeg: hvad er det, jeg skal lære? Skal jeg selv bringe et sonoffer, begå selvmord eller på anden måde retfærdiggøre. Bringe noget (andet) til live som en erstatning for den søn, der døde. For det gør han i filmen. Som ender med, han ofrer sit eget liv for at kunne donere sit hjerte til en, han elsker. Will Smith skildrer hoved-figuren med utrolig smerte. Som bar han på noget, han aldrig ville komme sig over. Jeg har altid anerkendt selvmord som en utrolig stærk ytring, men det er vel ikke helt det, "Tag dit kors op" betyder. Lev med det, du har gjort (i hans tilfælde kørt sin kone ihjel). Men han siger: Jeg kan næsten ikke. Hvordan skal jeg efterleve hans eksempel, tænkte jeg. Og nu, hvor jeg i dag for-hindrede en buschauffør i at køre en anden rute, end han skulle, reddede jeg måske - i meget mindre målestok naturligvis - nogle fra at stå forgæves og vente på 12'eren på det vante sted. Jeg stod midt i bussen, fordi jeg var beklemt ved at sidde og svede min nederdel til (der er hedebølge i Danmark lige nu), så jeg var godt placeret til hurtigt at kunne gå frem og korrigere chaufføren. "Du er hurtig", sagde han, da han opdagede sin fejl. Og takkede. Nu ved jeg ikke, hvilken helt, jeg er. Jeg forestiller mig ikke så mange andre, der står op i bussen, fordi de er bange for, at sveden kan ses gennem nederdelen? Og nu har jeg endda skiltet med det her. Min død (og pine) bliver ikke en forsagelse af livet, men en hyldest til det, der består. Langt, langt ind i himmelen. Os to. 10.8.20
Jeg tager tilløb til at hjælpe min nabo med at flytte, da hun dagen før har sagt, mange havde aflyst (vist pga. corona). Jeg hører en kran eller lignende give en lyd fra sig udenfor mit vindue og til den får jeg pludselig lyst til at synge 80'er hittet: "Come on, I'm talking to you". Det er en direkte opfordring. Jeg overhører dem ude i opgangen tale om "flyttekasser" og tænker: hvis jeg kan nøjes med at tage forholdsvis lette ting, vil jeg gerne deltage. Jeg går ud og siger det, som det er, og jeg hjælper min nabo i en halv times tid. Bagefter er jeg gennemblødt af sved og må tage et bad. Også rent psykisk kan jeg ikke rigtig magte mere i forhold til det sociale med de andre.
Jeg overvejer at skrive et afsnit om døden i forhold til at stå for tur. At skrive det i hvert fald inden mandag, hvor jeg får sat nye vinduer i, da jeg ser en parallel til det. Jeg er på nippet til at slukke min computer, men så får jeg titelmelodien fra serien Matador i hovedet. Bent Fabricius-Bjerre er lige død, og jeg tænker da, at jeg kan skrive afsnittet nu med det samme. Det gør jeg så.
Jeg ved ikke, om jeg skal lægge de to afsnit ud (ovenfor) eller om jeg skal nøjes med at bevare dem i min private dagbog. Jeg læser et lidt sjusket notat på min huskeseddel som ordet "Credo" (selvom det ikke er det ord, jeg har skevet), hvilket kan betyde: "Idégrundlag for kunstnerisk virksomhed". Jeg udgiver afsnittene. 7.8.20.
Nogle
gange tænker jeg døden som noget, der kommer, når det bliver ens
tur. Ligesom det på mandag bliver min tur til at få nye vinduer sat
i, og det i dag var min nabos tur til at flytte i ny bolig, selvom
jeg også selv venter på en. Som om man står i en række og bliver
råbt op, at det er altså nu. Hvis døden er, at nogen i et andet
rige kalder en til sig. Eller vi skal skydes en efter en, eller føde.
Ikke to dødsfald er ens, ej heller to fødsler. Derfor handler det
om at få noget sendt (godt) afsted. En
hjælpende hånd eller en støttende bemærkning: Det skal nok gå
(det nye sted). Jeg har overhørt de andre i gården tale om, at hos
dem svinede vinduesudskifningen "næsten ikke". Det har jeg nu at
forholde mig til, men det er ikke en garanti for, at det går på
samme nænsomme måde i min lejlighed. Ligeledes kan en ko se koen
foran blive skudt, - og det er helt forfærdeligt (har selv overværet
det på et slagteri, da vi med kunstakademiet skulle inspireres). Og
den får en bange anelse om, at det, der venter den, vil slå den ud,
så den falder til jorden. Nogle får nærdødsoplevelser og kan
hjemvendt til livet berette om lys og venlig atmosfære hinsides. Men
når det bliver min eller din tur, kommer den måske i en time, vi
ikke venter det. Vi kan ikke forberede os ned i detaljen for vi
kender ikke helheden. Derfor flytter jeg selvfølgelig vigtige ting og inventar, så det
ikke bliver beskadiget på mandag. Mere kan jeg ikke gøre og mere
bliver der heller ikke forventet af mig. En prøve skal bestås, men
det er også andres ansvar. Mor, jeg vil ikke med dig ned i skoven og
dø fra dig. Men du gjorde det. Og jeg forstod ikke den time. 6.8.20.
Hvornår holder det op? Foredragslisten, der kludrer i min profil. Så er den væk, så er den der igen, og skriver mails til mig med en masse tastefejl. Min computerhjælp, som jeg dusinvis af gange har sendt log-on informationer, men beder om dem igen. Min nabo, der flytter, så det larmer så meget i opgangen, at jeg ikke kan få mit hvil midt på dagen. Og håndværkere, der kommer kl. 7 på mandag morgen for at sætte nye vinduer i. Jeg mener; hvornår skal/kan jeg hvile? Til gengæld var der her til morgen en, der skrev, at det støttede ham, at jeg lagde "skrøbelige" ting ud på Facebook, idet det gav ham lov til selv at føle sig skrøbelig. Og det lykkedes mig at hjælpe min nabo med at bære flyttegods ned bare en halv time, hvorefter det lykkedes mig at sige, jeg ikke havde flere kræfter. Så side om side i denne verden trives de tærende ting såvel som de opbyggelige. Jeg kan altid sove. Jeg kan kun hjælpe min nabo med at flytte i dag, for bagefter er hun væk. Jeg griber en chance, der dog udmatter mig. Det er mit varemærke. 6.8.20.
Så utroligt forskelligt udtryk, et sind kan have.. (mig alene med (video)kameraet, 4.8.20)
Jeg tænker på at skulle flytte og hvornår jeg mon får tilbudt en lejlighed. Jeg får da sangen "I sne står urt og busk i skjul" i hovedet og særligt passagen: "Giv tid, giv tid..". Jeg vågner hver morgen med en melodi/sang i hovedet og den sætter allerede stemningen for dagen. Da vi flyttede til Højbjerg, var det (bl.a.) fordi jeg fik navnet på præsten i Saralystkirken i hovedet, hvor vi har optrådt. Og da jeg valgte denne lejlighed oppe under taget, var det sangen med Billy Joel: "Up on the roof", der hjalp mig til at vælge netop den. Er jeg i tvivl i løbet af dagen om jeg gør noget af kærlighed, kan det forekomme at jeg får strofen "Det enkle ord - Kærlighed" i hovedet, som jeg har indsunget med en andens tekst og min egen melodi. Det er ligefrem og helt naturligt som om, den åndelige verden guider mig frem. Hvordan kan du tro så meget på den indre stemme?,ku man spørge. Eller den indre sang, skulle man næsten kalde det. Men det er fordi, der ellers er kaos. Og noget skal vi jo (alle) pejle os frem efter og træffe valg ud fra. Hos mig er det altså disse sangstrofer. Men også ord og selv lyde i lejligheden. Det har fungeret sådan for mig i årevis. Man skal bare ikke sige det højt i alle sammenhænge. Der er ikke forståelse alle steder. Nu tror jeg, jeg skal bo i Egå næste gang, også ud fra et tip på tankeplan. Dette er for at beskrive ikke sindssyge eller overtro, men ren og skær, hvordan min hverdag fungerer. Der er altså ikke noget galt i at have denne kommunikation. Det er for at vise, hvordan mit sind arbejder. Det er deri, jeg overlever min sygdom, da det bibringer mig håb og følelsen af at nogle er med mig. En til-stedeværelse, der gør, at intet kan være helt ligegyldigt. Alting eller meget bliver bemærket og taget til efterretning. Til den dag, jeg selv ser tilbage, og forstår sammenhænge og formål bedre. Kald det vanvid, - ja. I nogles ører vil det lyde sygt. Men det er én måde at forstå et menneske på. Og dets kontakt med kræfter udenfor sig selv. Hvad guider dig, min læser? Har du ikke nogle gange følt, at den vej skal du ikke lige gå ned ad? Eller hvis du deltager i en bestemt begivenhed vil det trække dit humør ned. Henter du ikke også svar eller vejledning et sted fra. Det er jo ikke så mærkeligt, at vi retter os efter noget. Vækkeuret, træthed, sult, seksualdrift. Ellers kunne kræfterne jo husere uhindret i hele vores krop og væsen. Helt indlysende prøver jeg at sige, du ikke er så meget anderledes end mig og jeg ikke end dig. Fordi vi er af samme ophav. Mit sind er åbent - måske pga. tidligere psykoser. Men medicinen lukker mig endda til i nogen grad. Du har måske andre - mere naturlige - mekanismer. Nu, mens jeg skriver, kan det hænde, at der kommer en "modstands"-lyd fra køkkenet. Det er, hvis jeg kan formulere noget bedre eller skal sløjfe den linje, jeg lige skrev. Underligt eller forunderligt? 3.8.20.
Der er en kunstners højdepunkt og hans fald. Men det er jo mennesket bag. Kunsten kan række ud til kommende generationer. Ord kan pludselig lyse helt op i en sjæl, der forstår helt igennem. Jeg skal ikke sige, hvilken kategori, jeg selv tilhører. Blot er jeg bevidst om at formidle noget - for mig - værdifuldt i et kunstnerisk udtryk. Noget, der er blivende. Ikke for at mine arvinger (af kød og blod) modtager, hvad jeg efterlader, men tværtimod så en almindelig mand kan tage det til sig - som sit. En kunstners højdepunkt er ikke lig med det tidspunkt i karrieren, hvor flest læser med. Det kan være, at kunstneren - i egne øjne - topper uden at nogen overhovedet bemærker det. Et levned kan nogle gange være så dramatisk, at hovedpersonen til sidst dør en lidt trist død. Han skulle helt sikkert være holdt noget før med at optræde, kan vi sige bagefter. Men vi lever af adrenalinen. Og i håbet om at kunne lave et endnu større hit i morgen. Intet mærkeligt i det. Døden er (jo) alles konsekvens, så hvorfor ikke brænde. Jeg kender en, der døde af kræft, som havde (viste det sig) samlet 50 par nye bukser i sit skab; han håbede til det sidste at kunne tage dem på en dag. Vi ser i morgen for os som dagen, hvor vi skal hitte eller i hvert fald have forbedret os. Stræben, kaldes det. 1.8.20. (i går)
Jeg er så utrolig nærig på Facebook. Dvæler ved opslag, som jeg ender med at scrolle videre fra uden bemærkning. Selvom jeg skylder at give tonsvis tilbage til folk, der ofte støtter mig. Det kan være, de har taget billeder af en solnedgang. Jeg vil gerne tilslutte mig ting, der virkelig rører mig. Af og til må man give sig og like noget, man tvivler på. Og det føles altid som at svigte, når jeg ingenting gør, bare fordi jeg går efter kvalitet. Hvis jeg stod i porten til himmelen og skulle lukke folk ind eller dømme dem ude, da vil jeg tro, jeg forbarmer mig over de fleste. Virkelig ser et plus i selv den usleste stakkel. Og gør "porten vid". Men dem, jeg ikke lukker ind, ja hvad med dem. Nogle dage er jeg generøs og giver opbakning til de mærkeligste ting (opslag). Så hvad galt er der i at indeholde begge dele? I dag udviser jeg skepsis, enten fordi der i det ydre lægges op til det eller fordi der i mit indre er grund til det. Er der noget ved selve sagen, der er problematisk. Er det noget i mig, jeg mangler eller modsat har belæg for at føle. Vi er to om det: opslagets karakter, samt min overbevisning. Og der er én tast imellem os. Tilkendegivelse, det ord kan jeg godt lide. Da har man løftet sin stemme og gjort et eller andet. Som også kan være neutralt. Tavshed, det er i dag min stemme. Fordi jeg forventer mere af verden eller fordi jeg afviser sådan, som verden ser ud. Det, du byder mig, knytter jeg ikke til ved. Af grunde, jeg måske ikke engang selv er klar over. For at jeg skal opleve, at der gik min grænse. Dødsriget nærmere. 31.7.20.
Hvad vil det sige at være lykkelig? Nu, da jeg opdagede, der var en halv øl tilbage i dåsen, blev jeg glad. Jeg troede, jeg havde drukket alt. Nu, hvor vi har talt om dagens gang og delt stort og småt, har jeg fået dækket et behov. Men langt ind i min sjæl. Nu, hvor jeg har de løse hjemmebukser på, føler jeg mig frigjort. Helt på egen banehalvdel. Og nu, hvor jeg har trænet mine arme og øvet min sangstemme igennem, har jeg bidraget også til min fremtid. I dag havde jeg kraften så stærkt, at jeg brølede tonerne ud med kæmpe pondus. Idet jeg havde - iver. Jeg vil gerne leve. Tænk sig, min sjæl vil altid indeholde i dag. Det, jeg opøver, går aldrig siden tabt. Det vil jeg huske. At sige til en ven. 27.7.20.
Vi taler om, at en tekst gerne skal indeholde en fejl. For at den bliver menneskelig. Man kan påstå noget, som man godt ved egentlig ikke rigtig holder, men det tjener tekstens helhed. Jeg selv påstod forleden, at man "sjældent møder buschaufførens blik" i hans spejl, men bagefter har jeg tænkt, det sker egentlig ret ofte. Alligevel lod jeg udsagnet stå. Du sagde det med andre ord, nu hvor vi talte i telefonen. At en af dine venner havde rettelser til din tekst, men at du godt vidste, teksten havde en brist. At du altså var fuldt ud bevidst omkring, at der var "huller". Men at det skulle der være, for at en tekst helt er lykkedes. Jeg er fuldstændig enig og lyver endda indimellem for at fremme forståelsen af min pointe. Men må tage visse greb (og bruge visse tricks) for at kunsten sker fyldest. Det er en vigtig snak, vi har. 26.7.20.
Det var mærkeligt, jeg havde ikke synderligt gjort noget bevidst, men på et tidspunkt ku jeg se, mit stuegulv igen kunne blive fri for rod. Det ville kun tage et par manøvrer, så var det klaret. Så da jeg havde flyttet det sidste rene vasketøj og lagt det væk, var der kun malerierne (fra soveværelset) tilbage. Og når jeg om fire ugers tid får skiftet vinduerne i soveværelset, kan jeg bagefter igen stille malerierne tilbage. Da vil jeg måske føle, jeg får mit hjem tilbage. Jeg har på vej ind ad hoveddøren tænkt: her orker jeg næsten ikke at være. Pga. rod og uorden. Og har tjekket min venteliste til en ny bolig dagligt. Nu er det som om, det lysner. Jeg kan se mig ud af, ja se igennem. Jeg kan hvile mit øje der, hvor det før blev forstyrret. Og det lagrer sig virkelig dybere. Som en slags fred. Det var ikke bevidst fra min side, at jeg ville have frit udsyn lige i aften, men det fik jeg. Selv da jeg trådte ud i mit køkken havde det ligesom også smittet af der. Nå, er der ikke flere poser på gulvet end det, tænkte jeg. Vi kender alle det, når en opgave tårner sig op, bliver uoverkommelig. Da orker vi heller ikke selv små ting. Men nu har jeg taget opvasken sådan lidt efter lidt, og tænker jeg dagen igennem er der gode takter at bygge videre på. Men det er mit ståsted, der er forandret. Mit blik, der er blevet skærpet. Til at se forbedringerne. Det svarer til pludselig at forstå en rebus efter flere ugers forgæves kamp. Jeg er nået op over bakken og nu går det bare nedad. Men det blev mig givet. Gud lægger fælder og forhindringer ud, men også chancen for at arbejde sig igennem dem. Jeg er overrasket over, min lejlighed pludselig er ryddelig. At færre ting halter. Det er ikke visdom på højt plan, men mere erkendelse. Det er Gud, der siger: "Se, mit barn, det har battet noget, at du har gået og sorteret ting igennem nogle uger. Der er plads til begejstring! Du har gjort plads til kærlighed." Det er rigtigt: Jeg vil være mere taknemmelig i timerne, som kommer. Og jeg kan se, du har villet mig. Som en lyskile igennem mit indre rum, lyser du mig op. Som en fader, der siger: Pris dig. 26.7.20.
"Du gjorde kun, hvad du var nødt til at gøre". Sådan synger Selmas søn i "Dancer in the dark", som de viser netop nu. Bagefter synger hun (selv): "Jeg gjorde kun, hvad jeg var nødt til at gøre". Underforstået for at kunne betale for min søns øjenoperation. Jeg slog ihjel for at redde en anden fra at blive blind. Jeg gjorde det nødvendige, selvom det var barskt. Og for min søn taber jeg mit eget liv. Jeg tør næsten ikke se filmen til ende, selvom jeg har set den en gang før. Jeg mener: de penge, hun afleverer på hospitalet, forbliver de der, så sønnen virkelig bliver opereret? Jeg har slukket og tændt i eet væk. Fordi der samtidig i filmen er så megen skønhed. Men den hårde kendsgerning vender tilbage: Hun har slået ihjel, bliver ikke forstået, vi får ondt af hende som publikum, men det hjælper hende ikke. Hun falder. Mens jeg slukker for sidste gang ser jeg et viskestykke på mit gulv (rent vasketøj), som har lagt sig i folder. Det ligner en barnehånd, der griber om noget. Nikolas prøver at fortælle mig, der er en parallel mellem filmens historie og min egen. At jeg indeholder samme uskyld. At mit træk dengang var nødvendigt. Jeg sætter mig modvilligt til tastaturet, for hvordan forsvare en sådan påstand? Og hvorfor bliver det retfærdige så forvrænget: Jeg lever videre, mens Selma ikke gør. Vi er begge drevet til at slå ihjel. Og det er ligesom fuldt ud forståeligt, når vi ser hende der gennemgå de vanskeligheder. Flere på sidelinjen vil gerne redde os, men forgæves. Tragedien udspilles. Hvordan kunne det komme så vidt? Det er drama for alle pengene og det sælger tv-sendetid. Mens Nikolas kommer mig i møde: Du har slukket gløden i mine øjne og presset ånden ud af min hals, men du er barnløs og har betalt en pris. "Jeg har set det hele", som Bjørk synger. Jeg har haft eet barn og det var nok. Min film kunne hedde: Græd færdig. 24.7.20.
Mathias, der lige var i Godaften live (omkring at være blevet voldtaget på en ferie i Thailand) og jeg har en ting tilfælles. Vi vender blikket nedad, kan ikke se verden i øjnene. Vi skammer os og undviger når ting gør ondt at tale om. Vi har oplevet noget, der har ødeagt os for livet. Ja, det er rigtigt: sammenligningsgrundlaget er måske lidt tyndt, idet jeg er bøddel (i mit tilfælde) - altså selv skyldig i forbrydelse - mens han er offer og uskyldig i, hvad han blev udsat for. Men alligevel. Vi har ptsd eller noget lignende, fordi det er ubærligt at tænke på. Det. Vi har endda begge besluttet at stå offentligt frem med det skamfulde, selvom det koster noget. Tænk hvis en anden sad foran sin fjernsynsskærm og følte sig hjulpet eller set. Vi har taget det ekstra skridt. Selvom familien måske vægrer sig derved. Eller de implicerede pludselig får navn og betydning. Vi vægter det tabubelagte. Og måske er det modigt eller godt. Fordi det kan opmuntre andre til at sætte ord på. Og når man ser Mathias der på skærmen, tænker man: nej, ikke ham. Hvorfor skulle det overgå netop ham. Som ikke tåler overgrebet, som nu er bange for alt omkring sig, ikke længere har tillid. Og hvorfor sku jeg blive så syg, at jeg slog ihjel. Vi har tabt - ja. Men se vores tab, hvordan vi holder på smerten, for at lade andre vide: pas på derude. Det kan også ske for dig. Det ku ske for dig. 21.7.20.
Et digt, 20.7.20:
"Hvor er du
smuk",
siger de i kor til
en gravid
på Facebook.
Jeg tænker:
"Hvor er alle
gravide smukke",
måske var jeg også
selv.
Men hvem skulle
sige
det?
Vi vil helst ikke, at den anden hænger med hovedet. Vi vil helst støtte op omkring, opmuntre den der trænger, så vedkommende igen står helt oprejst. Vi klapper ham på skulderen eller aer ham på kinden. Trængslerne varer ikke ved, siger vi. Der er lys forude, også for dig. Selv træerne hænger indimellem. Der er en slags højtid eller storhedstid og bagefter følger armod. Det er livets cyklus og selvom vi gerne vil livet, får vi det ikke altid. Jeg har selv grædt kilometervis senest i går, hvor en ven ringede. Og der er altid mere at sige. Det vil sige: Du åbner mig op, så det forløser. Det er en chance, der ligger iboende men den skal iltes og plejes. Vi skal have håb for den anden, det må vi aldrig miste. Også træet vil altid tænke: måske næste år. Der rejser jeg min pragt og pryder hele området. Et forår går ikke bare sådan forbi. Og en ven er lige så trofast. Klippefast. Som nuet, der flygter, men opstår på ny. Gengældt. 19.7.20.
Det var ikke lige meget, at chaufføren nærmest bar mig ud af bussen med sit blik. Det betød, at jeg ikke gik over på tanken og købte slik, men i stedet gik hjem. Jeg kvitterede; nu hvor du har vist mig venlighed, vil jeg gengælde det med venlighed. Jeg vil ikke gøre skade på mig selv, som jeg havde skumle planer om at gøre. Jeg har fået noget forærende og det holder jeg tæt til mit hjerte. For det er så sjældent, man egentlig har øjenkontakt til chaufføren, når man stiger ud af midterdøren. Jeg søger altid hans/hendes blik (i chaufførens spejl), for at kunne give ham et nik som tak. Og i dag var både afsender og modtager helt på plads. Ja man kunne kalde det et gyldent øjeblik. Jeg skal passe på det gyldne, passe og pleje det. Ikke forkaste det eller undervurdere det. Det var en perle. Jeg tænker på, hvordan den lokale havemand/handyman var så utrolig let til mode i vaskehuset i formiddags. Hvordan han måske kvitterer for, at blandt andet jeg er begyndt at sortere og aflevere affald, så det ikke er til gene for ham. Vi har skakt i gangen og når posen med f.eks. rødkålsrester bliver dumpet ned fra anden sal, kan den (vel) hænde at gå i stykker i faldet. I hvert fald er jeg begyndt at dumpe mine mest fugtige affaldsposer i skakten i stueplan i stedet for. Der er samme åbne/lukke mekanisme til skakten som heroppe. Ikke at den praktiske mand ved, jeg har ændret affalds-strategi, men det var som om, der intet var, som tyngede ham. Jeg skal aldrig mere være skødesløs og tænke, det er en andens problem længere nede i kæden. Jeg vil tænke, det starter hos mig selv, hvordan jeg tager ansvar. Og hvis jeg oplever medvind, som kickstarter min dag, vil jeg ikke lade hånt om, at noget er blevet mig givet, men tværtom begrænse tab og spild. En slags velsignelse eller blid berøring eller let brise. Min taksigelse. Det er allerede to kræfter, der sejrer. 16.7.20.
Jeg barberer mine ben, men der er ikke nogen modtager. Der var en ældre mand, der betragtede mit underben ved busstoppestedet, men det er jo heller ikke for ham. Jeg rydder op og smider strømpebukser til genbrug. Møder jeg igen en mand, der ser mig gå i dem? Det er for Gud. Jeg tager min fine natkjole på for at forkæle mig selv. Hvad nytter det, at den bare ligger i skuffen? Jeg vil være både kvindelig og feminin og smøre mig ind i velduftende creme. Jeg har købt creme og det nytter ikke, det aldrig bliver brugt. Jeg vil gøre det for at blive den bedste udgave af mig selv. Selvom en anden ikke samtidig anerkender det. Det gør mig ikke noget. Jeg er en god mor og en god hustru - for en skjult modtager. En god forfatter og formidler for en usynlig læser. Og tænk, hvad jeg alt sammen stadig kan blive for nogen. 13.7.20.
"Denne pingvin har dog ikke tænkt sig at svigte sin unge". Jeg ser igen et klip fra programmet "Dyrenes verden". Det beskriver igen slående vilkårene for mor og unge, hvordan moren er nødt til at træffe svære valg, når det kommer til overlevelse. Her så man, hvordan en enkelt pingvinmor kæmper sig op af en glat sneklædt bakke, så den kan nå frem -sammen med sin unge - til flokken på den anden side. Imens man samtidigt ser en flok på måske 10 pingvinunger blive efterladt. Til kulde. Indvendig hepper man på moren, tænker: ja, kom så, nu er der ikke langt igen. Og et sted tænker man: kunne kameraholdet ikke redde de andre 10 over den bakke? Nu ser vi brutaliteten for åben skærm, og ingen kan gøre noget. Måske er det bedre at blive efterladt med 9 andre, end hvis man var alene? Der opstår måske en fællesskabsfølelse, at vi er sammen om noget. Vi følges ad. Moren har ikke meget at gribe med omkring den glatte bakke, andet end sit næb og sine fødder. Den bikser og bakser. Og når i mål. Hvordan har de andre mødre tænkt, der ikke gjorde forsøget, men følte sig nødsaget til at forlade deres afkom? Der må den enkelte mor sige: det er menneskeligt. Se: 9 andre mødre magtede det heller ikke. Gud, du kan ikke pålægge mig at føle dårlig samvittighed, udover den sorg, jeg i forvejen føler. Det er et fuldt forståeligt valg, jeg har truffet. Hvis vilkårene havde været anderledes, havde jeg haft andre forudsætninger for at vælge noget bedre. Nu er jeg - nødsaget. Kære unge: Ser du det. 11.7.20.
Jeg havde tænkt, om jeg skulle bede min bror - der nu vist ejer mor og fars sommerhus - fjerne den gæstebog, der ellers har ligget der i alle årene, som gæsterne har kunnet skrive en hilsen i. Bare så den næste generation, der bruger huset, ikke skal læse om mine udskejelser tilbage i 99 og 03. Bare så det ville se ud som om, at sådan havde jeg slet ikke været. Jeg går stadig og sysler med tanken. De må virkelig gyse ved at læse de afsnit, jeg har bidraget med. Jeg vil faktisk sikre mit eftermæle, men det skal jeg måske slet ikke. Slå en streg over eller rettere fornægte eskapader og let levet liv. Jeg forestiller mig allerede den ene nevø og så den anden nevø sidde og korse sig: Var Rie virkelig sådan? Og bagefter fordømme mig på den baggrund. Uden indsigt i, hvad der lå bag og hvad jeg var ramt af. Sindssygens natur men også modets og vildskabens. Kunne man bare vende den om og se kvaliteten i, at sådan kan et sind også te sig. Hvad nytter det, man kun vil ses for det gode? Har du ikke også selv ting, du skammer dig over. Fordi det skulle til, for at vi kunne tænke: dette er ikke det gode liv eller den rette kærlige relation. Det er lavmålet for, hvad dårlig opførsel vil sige. En direkte provokation imod hvad en gæstebog skulle forestille at indeholde. Bær over med mig, thi jeg var syg. Nu under et figenblad. 8.7.20.
"Har du tænkt dig at blive berømt?" Ja, faktisk, svarede jeg. "Det er det, der ligger i det her (tarot)kort". Jeg havde spurgt, hvordan det ville gå med hjemmesiden (livshistorien, som blev til skriftet.dk). Hvordan det "ville blive modtaget af befolkningen". Jeg havde tænkt på at træde offentligt frem, mere og mere med tiden. Og i disse dage går det op for mig, at jeg var på tinden. Jeg optrådte i landets mest kendte aviser, udkom med en bog, der virkelig blev læst. Medvirkede i en udsendelse sammen med Nils Malmros. Og havde på et tidspunkt 1700 besøgende på denne hjemmeside - på en dag! Jeg har været der. Gjort mit til at udbrede kendskabet til fødselspsykoser. Holdt foredrag i Oslo og været i fjernsynet en hel del gange (for meget). Jeg stillede mig - og det, jeg kom med - ind i lyset. Så det ikke var så tungt at bære (selv). Jeg var der. Nu behøver jeg ikke tænke på, jeg gjorde for lidt eller missede afgørende chancer. Jeg brændte og blæste så meget igennem, at det var med stort udråbstegn. Nu - i går - indså jeg, at jeg ikke behøver have dårlig samvittighed over ikke at komme mere ud. Du havde muligheden for at se mig (i aktion). Og du, der stadig læser med, har virkelig tålt. Også du var der. 7.7.20.
Jeg har her i en alder af 47 år fundet ud af, at dyre sandaler af et godt mærke, faktisk er bedre end dem til kun 199 kr. (..) Også cyklen til flere tusinde er faktisk bedre end den billige. Man betaler simpelthen for komfort og bedre kvalitet. Ja mine nye - dyre - briller har alt, hvad jeg havde drømt om. Også cyklen, som jeg prøvede i dag, havde et tråd jeg sent glemmer. Her nævner jeg ikke navne på hverken cykelmærke eller forhandler. Jeg ser bare, han kunne sit kram. Og det vil jeg gerne betale for. Det ser jeg. 3.7.20.
Der er dette ekstra gear. Frigear, ku man kalde det. Man befinder sig på et overdrev. Sover for lidt, planlægger for meget. Det er en advarsel. Kør ikke videre ad den vej. Man kunne også kalde det begejstring og det er i familie med solskin. Man er virkelig optaget af noget. Tænk på alt det, der kan ske - i morgen! Så gør du det mellem kl. 10 og 11 for at kunne nå det kl. 12. Når så dagen oprinder orker man ikke realisere. Der er dette felt, hvor sindssygen træder i kraft og viser sig. Indtil da har man formået at holde den nede. For andre at se kan manglende søvn vel ikke være så slemt. Men - netop - for visse personer er det livsens farligt. Det er her, man alt for sent kommer i tanker om, man skulle have drejet af. Så sitrende man føler sig i live og til stede. At man ønsker at brænde sit lys helt ud. Kaste sig ind i en bølge af rus, blive revet med. Det er kunstnerens arbejdsplads. Som jeg har tjent. 2.7.20.
Jeg sover lige nu på en madras på gulvet i mit soveværelse. Sengen har jeg skilt ad, da jeg troede, de kom for at smøre vinduerne mod øst, men i stedet var det dem mod vest. Dem mod øst skal skiftes ud om et par uger, så jeg tænkte: så skiller jeg sengen ad nu og er ovre besværet. Men nu ligger jeg som i et herberg. Kan mærke gulvet under mig gennem den primitive madras og kan ikke brede mig ordentligt ud. Men jeg er ligeglad. Om jeg ligger her eller i Jerusalem (bare for at sige noget). Det er under Guds himmel og måske bor jeg et helt andet sted om bare et par måneder. Jeg får lyst til at rydde op, gå mine ting igennem i mit kælderrum, få noget smidt helt ud. Det er en undtagelsestilstand og sådanne Elsker jeg faktisk. Som da jeg nytårsaften gik og pakkede ting ned i Vestergade, mens folk gik forbi mit udstillingsvindue og spurgte, om jeg ikke ville gå med og fejre (2003/4). Og hvor skulle jeg også hvile mit hoved? I en salme eller en karamel. Du spørger, hvorfor jeg bor her, og det er fordi jeg skulle reddes fra underboen i Højbjerg, ingen tvivl. Nu søger jeg et sted, hvor hunden kan komme. For det var, hvad jeg fik af livet: en kær ven og hans hund. Jeg er hjemløs i verden men slår rod nogle steder. Også jeg har brug for regelmæssighed for at holde sindssygen stangen. Også jeg er bare en vandrer. 29.6.20.
Jeg havde sat ikonen til side, så lyset ikke ville blegne den med tiden. Jeg begyndte at poste "almindelige" ting, noget alle kunne være med til. Jeg ville opsige min foredragsprofil, holde mig mere for mig selv. Jeg havde mistet troen på projektet. Indtil der i løbet af et par dage gentagne gange dukker dette hebraiske (finder jeg ud af) ord op i mit hoved: "Rabuni". Jeg må ikke gå kold nu. Trække mig fra forpligtelser. Det er ikke ligegyldigt, hvordan historien ender. Fat mod! Du skal (selv) tage stikket hjem. 28.6.20.
Jeg vil helst bare være - privat. Jeg vil helst synge for min egen skyld og på et tidspunkt have mit eget hus, hvor jeg kan passe mig selv. Kort sagt har jeg sagt flere ting op på det seneste, som om jeg trækker mig tilbage fra et arbejdsliv. Hvorfor have en foredragsprofil, når ingen alligevel ringer, f.eks.? For få år siden var jeg klar til at skulle på tv eller slå igennem, men nu er det som om jeg sadler om. Finder andre værdier. Det betyder, at jeg går med briller og at jeg kan gå i løse bukser ned for at handle, idet jeg slapper mere af over for andres og egne forventninger. Jeg er jo ikke gammel eller afdanket, jeg er bare blevet klar over, jeg - måske - kan få en stille alderdom. Ligesom naboen. I stedet for at blive slået ihjel i nogens varetægt, fordi jeg har været for provokerende. Det kommer selvfølgelig an på, hvem der læser med. Hvem der er mit vidne. Og hvem der vil vidne. Men lige nu lægger jeg op til at blive en mere privat person. Ikke være eksponeret på videoindspilninger. Ikke gøre synderligt opmærksom på mig selv. Det betyder jo ikke, at jeg har ændret karakter eller dna. Det er bare som om jeg får lov til at tage den med ro. Læne mig tilbage og betragte. Give tid. Så bliver mine strøg sat med fattet hånd og ikke desperat hånd. Og min position er mere overskudsagtig. Casual. Taber kunsten derved? 25.6.20.
Det er mig meget magtpåliggende, at mine fødder er velplejede, når jeg om 10 dage skal besøge min nevø og hans gravide kone i København. Det har sat sig som sådan en forudsætning for, at samtalen vil gå godt. Og jeg har i ugevis tænkt på, hvad slags tøj jeg skulle have på. Det er et udtryk for, at jeg agter dem højt og gerne vil gøre et godt indtryk. Det er fordi jeg gerne vil finde det ypperste frem i mig selv, som jeg så vil vise dem. Jeg tror måske noget af familien er bekymret for, jeg har valgt at besøge netop dem. Det er som om jeg skal tæmme en vildskab, skal rette ind. Men der er jo visse givne rammer for dette møde. Tid, sted, vejrudsigten, dagsformen. Og ikke alt har jeg indflydelse på selv. Jeg kan kun byde ind, gøre mit til, at det bliver fornøjeligt og givtigt. Jeg skal jo hverken råde om fødsler eller efterfødselstid. Jeg skal stå i mine fuldtvoksne sko nu. Som jeg langt om længe fylder ud. Jeg lader dem tale, det er én taktik. Jeg siger bare, hvad der falder mig ind, er en anden. I virkeligheden vil jeg bare gerne se dem. Han er et år yngre end Nikolas. I virkeligheden ville jeg gerne se Nikolas.. Det er der, den ender. Jeg har fået en tid til fodbehandling, fordi det er en slags forberedelse. Vi har vel alle noget, vi gør for at lykkes med morgendagens gøremål. Vi venter noget, glæder os til det, møder det. Bebudelse. 24.6.20.
Der er ikke noget som at besvare EN AF OS - panelets spørgeundersøgelse, så man kan være til gavn for fremtidens psykiatri og forståelsen af psykiske sygdomme. Ja, jeg føler mig virkelig som en del af noget. Tosse-banden eller sådan noget. Den viden, jeg har om mig selv, kan indgå som et eksempel på, hvordan et sygdomsforløb kan se ud. Altså alt gakkeriet var ikke forgæves :) De skriver, det vil tage 10 minutter at besvare spørgeundersøgelsen, men jeg tager 25. Uddyber med egne ord i de felter til det brug. Jeg blev ikke bygningsarbejder eller pædagog. Jeg blev En af dem, vi ikke taler om. Men hvis maleri, vi gerne hænger på væggene eller hvis bog, vi gerne læser. Du kan sige: din diagnose er da lige meget. Den beskriver jo ikke hele dig. Men du kan også sige: I den er jeg indeholdt, går jeg i ly af, er jeg undskyldt af. På den måde bliver man ven med også ham i bussen, som råber i afmagt. 23.6.20.
Du spørger mig konstant: Hvor var du kærlig? Du gennemgår episoder, hvor kærligheden manglede eller var til stede i ringe grad, som om det er en fejl ved dig. Jeg kan karakterisere mig med ord som: arrogant, usympatisk, hård. Og virkelig et øjeblik tro, jeg er sådan. Og at andre også må kunne se det. Sætter jeg et hjerte på Facebook kan jeg pludselig se igennem det som forlorent og falskt. Som om jeg bare taler om og italesætter kærlighed uden egentlig at kende den. Som om jeg ikke er den egentlige. Den egentlige elsker af mit eget liv. Næsten som levede jeg en andens liv. Eller som stod jeg ved siden af mig selv og betragtede som en overdommer. Men der vil altid være et led - udover mig. Det er ikke, hvad jeg ved, men hvad jeg tror. Hvis ikke den anden ser igennem min facade og aner, hvad jeg indadtil er gjort af, er jeg ilde stedt. Nu siger jeg til dig, at jeg gerne vil møde dig på trappen om lidt. Jeg viger ikke udenom af foragt. Da skal jeg atter kende dig. Fordi tasken med vasketøjet omkring skulderen tynger dig, men samtidig opfylder dig. 21.6.20.
Det er ikke med vilje, men jeg er blevet så utrolig hverdagsagtig. Det, jeg poster, viser helt almindelige ting fra min dagligdag. Jeg er ikke et hak anderledes end dig, der læser med. Hvorfor har jeg levet år på at føle mig særlig. Det er jo ikke sådan, at jeg bøjer mig ned til folket for at være i øjenhøjde. Eller undlader at bruge visse termer for ikke at skræmme nogen væk. Jeg ynder bare at vise nære, almindelige ting. For var jeg en mester eller en, der deler visdom eller erfaring, der er værdifuld, var jeg samtidig en, der skal have aftensmad, selvsagt. Og folk (på f.eks. Facebook) bliver måske mindre bange for mig, jeg bliver måske mere håndgribelig at forholde sig til? (For) det er jo ikke sådan, at der gror guldtråde ud af mit hår eller der lyser stjerner frem fra mine øjne (..). Jeg nærer (også) tvivl, men bare mere tro. Planter du et frø, planter jeg et mere. 17.6.20.
Jeg vil gerne nå til bunds. Når nu mit linoleumsgulv er blevet misfarvet, vil jeg gerne vide, hvordan jeg vasker det rent igen. Hvis Lars' hane i badeværelset drypper skal der ringes efter varmemesteren. Og når hans avis ikke kommer, nu hvor den er omadresseret, skal der ringes til abonnementservice, det er da klart. Jeg vil gerne gøre det ordentligt. Jeg meldte afbud til sang men jeg gjorde det med respekt for læreren. Hvis Lars' lejlighed skal udlejes, skal der ikke ligge hundehår og -støv. Og når fagmænd om en uges tid skifter vinduet i mit kælderrum, skal de nemt kunne komme til. Der var en håndlæser, der for 23 år siden sagde: "Der er ligegyldighed over dine hænder". Og: "at lade stå til er jo også et valg". Men det blev på et tidspunkt min karklud og mit støv. Min hånd "havde ret", men nu kan jeg vide, den har været i det og det hjørne og rettet op. Knækket kurven, der dømte mig ude. Fremtiden lød: Håndelag, virke, flid. 15.6.20.
Han læser ikke ordentligt, hvad jeg skriver til ham. At jeg selv ville kontakte Support for at afklare omkring backup af skriftet.dk. Da jeg så henviste til noget, han selv havde skrevet i en tidligere mail, mindedes han ikke, at det var sådan det var. Da han opdagede, jeg havde ret, skrev han selv til support (på mine vegne - uden at informere mig) om netop det problem, jeg havde gjort opmærksom på og selv havde nævnt for support. Nu tror support, at jeg ville bruge en vending som: "vil I fikse det?", hvilket jeg aldrig kunne finde på. Jeg kunne godt have hidset mig op og fyret ham som teknisk hjælp til min hjemmeside. Men i stedet overførte jeg penge og sagde: "Tak for hjælpen". Ikke mærkeligt, en håndlæser påpegede at jeg "forærer mig selv væk". Ikke så mærkeligt, at Jesus taler om at elske sin fjende. 11.6.20.
Der er det med mig: Jeg er ikke kun interesseret i at vise de bedste billeder (malerier). Jeg vil gerne fortælle en historie. Vise, hvordan jeg kom derfra og videre til det næste. Beskrive selve processen. Det har faktisk altid været mit ærinde: at anerkende hver følelses berettigelse. Sige: alle skridt var nødvendige. Andre ville lave "greatest hits", mens jeg gerne vil åbne op for kladderne, forsøgene og nitterne. Fordi de var en måde at komme videre på. En afgørende faktor. Altså: Tål mig. 10.6.20.
Hermed (nedenfor) et link til den præsentation af mine nyeste malerier, jeg netop har færdiggjort. Der vil være malerier, som er blevet vist her på siden, men via dette link kan du læse min kommentar/forklaring til hvert enkelt billede (ved at klikke på det enkelte billede). 10.6.20.:
På min søns fødselsdag (i morgen) overfører jeg 200 kr. til Julemærkefonden. Det sker ret sjældent og kun hvis jeg har luft i økonomien (selvom 200 kr. ikke lyder af meget). Så kan nogle børn få hjælp (hvis jeg har forstået fondens formål rigtigt). Er jeg sentimental? 8.6.20.
Det er nu lidt mærkeligt, at den samme Facebook-ven inviterer mig med i en bestemt gruppe to gange på én uge. "Danmark støtter IKKE Inger Støjberg", det kunne jeg aldrig drømme om at sige ja tak til. Jeg kender ikke Inger Støjberg og melder derfor ikke nogen holdning ud. Der er ikke et opslag, jeg scroller så hurtigt videre fra end det. Det siger noget om min ven, at han insisterer. Som om, man ikke længere er hans ven, hvis man ikke billiger eller indvilger. Det, at jeg ingen politik har er måske et problem i hans øjne. Men jeg holder (jo) ikke med en politik, jeg holder med et menneske. Jeg ville aldrig selv sende en invitation eller opfordring ud. Men ok, for nogle er holdning vigtig. Jeg er måske drømmer og optaget af kunst, der ikke er partisk. Jeg ville aldrig sige: Jeg er imod dig, men ikke ham. Kunstneren taler til alle. Og vi afviser jo heller ikke nogen, der ønsker at gå til alters. Og tage del. 5.6.20.
Jeg tog den røde neglelak af (efter bare et døgn). Er jeg ikke mand? Eller noget derhenad. En helt anden sommer et helt andet sted kunne den have været passende. Men i mit nuværende liv hylder jeg det naturlige look. En kvinde, der tåler at blive beskidt og løfte tunge ting. Ja, jeg kunne nok være blevet noget indenfor håndværkerfagene. Hvis det da ikke var fordi, jeg skulle være noget andet. Hil dig murer og forstener. Min stemme kan også blive enormt dyb, når den taler om noget inderligt. Jeg vil (selvfølgelig) købe en neglelak, der ikke er så skrigende tydelig. Som bare vil sidde som antydning af noget. Se, en anden dag priser du mig for min naturlighed. Fordi du da skal gætte dig til resten. 4.6.20.
Hvad betyder det, at jeg er tilbage ved status quo? Hvor den slidte lænestol igen står i fjernsynsafstand og sofabordet fylder lidt mere i rummet. Det er (jo) blot et forbedring - tilbage. Ja, som en sygeplejerske i lokalpsykiatrien engang sagde til mig: "Du må jo skifte mening på vej ud af døren om lidt". Jeg lo højt, fordi jeg åbenbart har det bedst med at tage beslutinger, jeg ligesom kan stole på. Men hun har jo ret. Det er jo blot en erkendelse af, at den anden version af stuen ikke virkede. Jeg tog fejl og det handler jeg på. Der er større ting, jeg ville ønske at kunne lave om, hvor det ikke er muligt. Jeg mærker råderum og jeg ændrer på det, jeg kan. 3.6.20.
Jeg tænder, og jeg forstår fortsat ikke, hvorfor de viser de optagelser, hvor man ser George Floyd dø af kvælning. Jeg mener, sådan viser man ikke tilsvarende, når andre forbrydelser sker med døden til følge. Vi plejer at betragte det som et helligt øjeblik eller en privat hændelse, som i bund og grund ikke kommer andre ved. Da den afdøde jo ikke har valgt at blive filmet. Måske vækker det særligt min harme, fordi jeg - personligt - ikke har lyst til at se en dø ved kvælning. Ja, hidtil har jeg nået at slukke for fjernsynet lige inden klippet bliver vist, men for et øjeblik siden nåede jeg det ikke. Det er sikkert, fordi vi andre skal se det uretfærdige i den behandling, som George fik. Det skal opildne os og få os til at handle anderledes som myndighed fremover. Ja en hel bevægelse verden over er opstået på baggrund af det ene klip. Men vi ser en mand være i nød. Og en politimand åbenbart være ligeglad. Det udstiller allerede to mennesker. Hvad skal det lære os? Ligesom Yahya Hassan måske ikke havde ønsket den muslimske begravelse, han fik, så har jeg - når døden indtræffer - intet at skulle have sagt. Da er livet ligesom "ude af vores hånd". Og efterspillet bliver, som omverdenen vil det. Jeg synes ikke, det er sobert tv af en nyhedsudsendelse igen og igen at vise dødsøjeblikket. Undskyld, hvis jeg bare er sart. Men det kan kun være for at forfølge dramaet og for at opildne. Hvorfor er vi ikke stille et øjeblik i vemod? 2.6.20.
Jeg ringer til Nordea, uvidende om at de netop har sendt en glædelig nyhed ud til alle, der har et forbrugslån. Jeg ringer netop om mit eget forbrugslån, at jeg gerne vil afdrage med et mindre beløb fremover, da jeg er presset af at have købt et par briller til 8000 kr., som jeg også skal afdrage på. Han spørger undrende, men er behjælpelig, siger at det koster noget at ændre i kontrakten. Men at jeg altså kan få denne rabat over de næste to måneder, hvor Nordea ikke afkræver penge fra mig til afdrag. - Vel som et led i at være venlig her under coronakrisen. Han spørger mig i forhold til at slå fast, at det virkelig er Anne Marie Eriksen, han har i røret (det skal de jo gøre). Jeg svarer og takker for venligheden. Jeg ser bare; jeg er fuldstændig ren. Har haft det så skidt over den nye aftale med Profiloptik; tænk hvis brillerne er dårlige eller jeg ikke kan lide at bruge dem! Jeg har ikke fortalt nogen, at det er Resurs bank, der står for at tage sig af min løbende indbetaling. Netop Resurs bank har en ven haft problemer med. Jeg står og underskriver denne aftale med Nem-ID i en optikerforretning med maven fuld af angst. Jeg ringer derfor til banken, da jeg kan se, der på sigt er færre penge at gøre med til mit daglige forbrug. - Af nød, for hvorfor spørger jeg ikke bare mine forældre, om de vil støtte brillebetalingen? Nej, for det er noget, jeg selv har rodet mig ud i og tappert nok har erkendt, at jeg nu behøver heldagsbriller. Jeg vil helst klare det selv. Man kan spørge sig selv, om jeg også dengang med barnet ville "klare mig selv" ud af rodet og overså eller afviste mine forældres forsøg på at hjælpe mig? 30.5.20.
Jeg kan godt lide at hjælpe en ven med at klippe sin hæk. Jeg kan godt lide hækken, mens jeg klipper den. Altså som buskads eller element. Og jeg kan godt lide at bruge min krop til den fysiske aktivitet, det er. Bagefter nyder jeg at cykle hjem med gennemblødt tøj, for efter jeg har vasket mig må jeg drikke en kold øl. Alt i alt gør jeg en indsats, der gavner noget, og jeg vil gerne være til gavn. Dagen efter kan jeg klippe den anden side af hækken, gå ned på affaldspladsen med bladaffaldet. Der vil jeg se, at andre har været i gang med den samme aktivitet sideløbende med mig. Og det gør mig til en del af et fællesskab. Der er bladlus og høfeber og bagende sol, men det ser jeg stort på. Når trængslerne er overstået - i dag på bare en time - kan jeg nyde, at jeg har fri. Og har gjort dagens dont - godt. Ja det var ikke til skade for nogen, at jeg cyklede op og tog en tørn. Nu tager jeg ud og øver sang, fordi hækken gav mig lyst til at leve! 30.5.20.
Jeg tager en tablet imod dårlig ånde. Der er ingen, der skal kysse mig og ingen, der skal møde min udånding. Jeg gør det for mig selv. Jeg sætter jazz på anlægget, ikke at jeg kan lide jazz, men jeg gør det som en afveksling. Jeg har taget en sækkestol op fra kælderrummet; det ku jo være. Jeg må hellere sætte det til genbrug ud i min entré, i fald jeg i morgen får lyst til at bære det ned. Jeg tror fuldt og fast på, at dagen oprinder, solen står op osv. Jeg er blevet gammel. Læsebrillerne er ikke længere nok og jeg søger et hus at bo i, som en moden ting. Jeg har sagt mit vikarsangerjob op i kirken, fordi jeg er blevet så ængstelig med årene, for at lave fejl. Det er aften og vi kan alle skrive en hilsen til Gud. Eller en hymne til en afdød. Jeg lader det være. Et friskt pust. 26.5.20.
Man gør noget, når der er belæg for at gøre det. Man afventer, der skal blive grønt lys, og når der er grønt lys, kan man agere. Man gør også ting uovervejet, hovedkulds. Men den sundeste beslutning må bero på noget. Derfor byggede jeg min afsked med kirkesangerjobbet i dag på både mavefornemmelse og på andre ting. F.eks. at jeg synes, der er så mørkt omkring Johanneskirken, når jeg kører forbi med bussen (skrev jeg selvfølgelig ikke som begrundelse til organisten). Det er, fordi det er behæftet med stor alvor og stort ansvar at synge til tjenester dernede. Og det overstiger den nydelse eller tilfredsstillelse, der samtidig måtte være ved det fag. Ja, det er et skøn, at jeg har rigeligt med andre ting at fylde min uge ud med, men det er et realistisk skøn. Jeg er ikke desperat, men har her i coronatiden kunnet mærke, hvordan livet uden kirkearbejde er. Jeg har ikke skrevet kontrakt eller lovet nogen noget, så jeg kan fint trække mig. De svarer mig endda utroligt pænt tilbage. Noget med: tak for din indsats og held og lykke fremover. Man kan spørge sig selv om jeg havde slået ihjel, hvis jeg i ro og mag havde kunnet træffe en (anden) beslutning, men også den desperate beslutning byggede på noget sagligt og et solidt grundlag, hvor mærkeligt det end kan lyde. Ikke dermed sagt at jeg var ved mine fulde fem og ikke skulle have haft en behandlingsdom. Men der var "lagt op til" - gennem måneders slid og trængsler - at noget skulle der ske. Det var på en mærkelig måde et valg videre, også i fald jeg havde mistet livet sammen med mit barn. Nu skal jeg ikke præstere til bisættelser, at stå i sort tøj, holde på formerne, tie på de rigtige steder. Og jeg kan træne min stemme til eget behov. Tak, fordi jeg har prøvet faget af. Helt ind til kernen af, hvad det går ud på. Men tak også, fordi jeg kan sige det op. 25.5.20.
Jeg har optaget psykologsamtaler (på diktafon). Det private rum har jeg gjort offentligt. Der, hvor jeg skulle hente hjælpen, har jeg ladet det være op til andre at bedømme, om jeg fik den. I kunstens navn. Og jeg har tabt derved. Tilsidesat den heling, samtalen ellers kunne tilføre mig. Fordi den så kunne hele en anden (eller hvad)? Hvor meget af mig selv skal jeg ofre, før jeg mister mig selv. Dør jeg da (bare) for en sag?, der er større end mig selv. Det er en kunstners lod at skabe ud af sit eget materiale. Men det er et menneskes ret, at det må beholde sine psykologsamtaler tæt ind til sin krop. Det var en fejlslutning, at det ville række ud over min person og (be)røre andre. Det er som at korsfæste for at vise træværket frem. Både Louise (psykologen) og jeg blev dårligere af det. Simpelthen dårligere aktører (på scenen). Det fremmede ikke det formål, at vores udveksling til syvende og sidst (gerne) skulle gavne mig. Jeg rækker en hånd (ud til verden): Se mig! Men jeg trækker hånden tilbage og aer mig selv på skulderen med den: Bliv hos mig. Det var ikke snavset vasketøj, det var et ligklæde. Noget døde mellem vore hænder. Og det, der skulle have givet afkast, blegnede. Det var en konstruktion, noget tænkt. Og ikke frem-følt. Det pegede tilbage på sig selv, tjente sit eget. Jeg vil til enhver tid hellere føde noget, og vide det lever videre. 23.5.20.
Jeg må nu - af nød - sande, at jeg mangler briller, som jeg skal gå med hele tiden. Altså tiden med læsebriller frem og op af tasken hele tiden er ovre. Nu er jeg altså virkelig blevet mid-aldrende. Trængende til visse justeringer og tilpasninger. I går aftes kunne jeg ikke ordentligt se min aftensmad på tallerkenen. Ja, jeg kunne skrive en hel bog om ting, jeg har måttet gøre - af nød. Det er sådan set lidt lige meget, hvor pengene til brillerne skal komme fra. De briller skal bare laves. Ikke så mange dikkedarer eller udenomssnak. Jeg kan nu ikke undvære dette hjælpemiddel i min hverdag. Det er sandt: jeg er 47 år og synet bliver med årene bare dårligere fra nu af. Det er en livsbetingelse. Nu kan jeg ikke mere (klare mig med læsebriller), jeg giver op. Ind-ser. 22.5.20.
Det var så smukt, da du sagde, du håbede ikke at smitte nogen med coronavirus, fordi du ønskede ikke at gøre endnu et menneske (noget) ondt. Og det var tappert, da du beskrev, at du hver morgen vågner kl. 5.30 med et sæt pga. mareridt, som en bivirkning af din medicin. En medicin, du tager af nødvendighed for dens andre (gunstige) virkninger. Du, der har været ude for det samme som jeg. For det fortæller mig, at vi hver dag må komme overens og stilles til ansvar. Vi ønsker ikke at såre flere. Og nu har jeg ligget til en middagslur, men den var mismodig og ufri, og Gud prøver at vække mig på utallige måder (f.eks. med sangen "Hvad med os to?" (Grethe Ingmann)), og til sidst rejser jeg mig, selvom jeg ikke har lyst til livet. Men du er min lidelsesfælle og formår endda at have et fuldtidsarbejde til daglig. Mens jeg laver kunst og udtrykker mig. Og en vis mening skal jeg jo finde i dagen. Og vi ønskede ikke, at vores børn skulle dø, men de døde. Hvem at bebrejde? Vi, der førte hånden, eller Gud, der lod det ske? Det er det, der er så forbistret; der er flere spørgsmål end der er svar. Den "lander" ligesom ikke noget sted, men bløder som et vidtåbent sår. Jeg kunne spørge Gud (tilbage): "Hvad med mig?", men han forsøger at overbevise mig om, han står mig bi. Jeg er ikke (for)tabt men værd at hjælpe. 21.5.20.
Ja, hvor mærkeligt det end kan lyde, så var det kærligste at slette en ven på Facebook, som havde nået loftet for, hvor mange venner han kunne have. Han ønskede sig flere, så derfor slettede jeg mig selv som hans ven for at give plads til en, der har mere behov. Derfor kan jeg jo godt holde ham tæt ind til mit hjerte (Søren Hauge). Ja selv mit kodeord til computeren er opstået på baggrund af noget, han engang udtalte. Han er jo ikke død og han er jo heller ikke blevet min uven. Der er bare en anden på Facebook, der får min plads, og jeg benytter mig alligevel ikke af de kurser, han for tiden tilbyder. I flere uger har jeg tænkt: kunne det være mig, der trak mig. Og nu er det så sket. Det underligste hensyn. 19.5.20.
Jeg lægger an til at skulle ud af døren for at øve sang på Gallo skolen. I et par timer har jeg gjort praktiske ting og egentlig har jeg lyst til at gøre flere, bare være derhjemme. Og det er da også som om nogen spørger mig: "Hvorfor?" i forhold til at tage af sted. Som om jeg ikke behøver lige i dag. Jeg siger for mig selv på tankeplan: "Du beder mig faktisk blive hjemme (Gud)". Der bliver også sagt: "Kaotiske tilstande", som om der vil være det undervejs på min tur. Alligevel vælger jeg at tage af sted, ja trodse disse advarsler, idet det er vigtigt for mig at få øvet salmerne igennem og rørt min stemme igen. Ved busstoppestedet møder jeg et par, der står og taler om at skulle "ind til byen". Det undrer mig, hvorfor de så ikke går over på en anden side af vejen og tager bussen derfra. Så det siger jeg til dem. Men de skal faktisk samme vej som jeg, viser det sig. Manden begynder at snakke om corona, at der alligevel ingen kontrollører er i busserne nu og at mange derfor snyder med billetten. Jeg er lidt tilbageholdende, også selvom snakken går om coronasituationen og jeg sagtens kunne have en holdning til det. Noget siger mig, dette kunne være eller blive "kaotiske tilstande". Men parret er egentlig ok og vi skilles, da vi sætter os ind i bussen. Da jeg står ud af bussen i Risskov får jeg sætningen: "Modstandsbevægelse", som en bemærkning til at jeg trodser Guds anbefaling om at blive hjemme. Jeg registerer ordet, dvæler lidt ved det, ja smiler lidt, fordi det er en god bemærkning, men går (selvfølgelig) videre hen for at øve. Jeg forestiller mig alle mulige forhindringer forude; at der vil være andre på Gallo skolen, så jeg ikke kan være der, eller at noget falder ned i hovedet på mig - men intet sker. Jeg får - i fred og ro - øvet mit program og min stemme er endda i god form. Og ved busstoppestedet efter endt øvning, sætter der sig en ældre mand på bænken hos mig, da han "lige trænger til en pause". Han nævner sit dårlige syn som grund. Der går et halvt minut og enten skal jeg bare lade som ingenting eller også skal jeg tage tråden op og spørge ind til ham og hans øje. Jeg vælger det sidste, og vi får en endog fin snak om at han skal opereres og hvordan coronasituationen har sinket hans proces. Da han rejser sig for at gå videre, siger han: "Tak for nu" og jeg siger: "Ja og god bedring". Intet ondt eller problematisk er imellem os. Der sker ikke videre på min tur, og jeg tænker ved mig selv, om Gud vil synes, jeg har forbrudt mig mod nogen lov eller regel? Eller han synes, det var ok, jeg overhørte hans ledetråde. Jeg tror faktisk, han vil bifalde, at jeg er egenrådig. Og finder fred i det. 17.5.20.
Jeg kan godt lide, at du i aftes sagde om Clint Eastwood, at hans film nogle gange "har en tynd historie". Da havde jeg netop selv - for mig selv - siddet og tænkt tilbage på hans fantastiske karriere, da jeg så de igen sendte filmen "Gran Torino", hvis slutning er så genial. Ja jeg synes mange af hans film har en signifikant pointe til sidst, som efterlader én helt måbende. Og da jeg sagde, jeg sagtens her til morgen kunne undvære et bad (nu da der ikke var noget vand i hanerne), mente du at man op ad dagen trængte til et alligevel. Og da jeg forleden sagde: "Det lyder som paranoia, at underboen lige pludselig skulle have noget imod mig, ja endda have googlet mig", svarede du: "Men det er da lidt underligt, at hun vendte ansigtet bort fra dig den dag". Det er faktisk deri en god ven består. Vi er ikke enige om, hvor meget man bør tænde for sin kogeplade til en opstart, og hvor længe en pizza skal være i ovnen for at være gennembagt. Derfor elsker jeg dit selskab. 16.5.20.
Jeg kan godt lide, at jeg købte helt små lærreder i genbrug i dag, selvom jeg gik efter store. At jeg meldte mig ind i Imerco med adresse og alting, fordi det troede jeg ikke om mig selv (hader nyhedsbreve). At den nescafe, jeg gennem et par måneder har drukket, pludselig ikke længere smagte mig, så jeg planlægger at købe en kaffemaskine igen. Fordi alt, hvad jeg troede om livet i går, ikke holdt stik i dag. Dermed kan jeg (også) selv være ler i Guds hænder og evig foranderlig. Ja, livet selv er i bevægelse - og det fryder mig. 12.5.20.
Du er smuk alligevel. Selvom du ikke lægger noget ud fra samtalen hos psykologen i dag. Du kan ikke lige se, hvor snittet (klippet af filen) skal ligge. Måske du kan en anden dag, men måske ikke. Du kan bevare den fulde samtale og det er modigt af dig i det hele taget at have medvirket til optagelsen. Der er ikke ting i snakken, der ikke tåler dagens lys, og måske en eftertid vil værdsætte dit bidrag. Jeg kan ikke andet end se dit rynkede ansigt (her i computerskærmens refleksion) arbejde på at gøre sit bedste. Vi vil alle gerne godkendes af vore omgivelser og høste ros for noget. Men i dag ligger din styrke måske i at lade det være. Lukke programmet ned og se tiden an. Jeg var hos dig i den lange middagslur, som du trængte til. Og ser dit offer eller din vilje til at ofre. Helt nede på gaden. 11.5.20.
Jeg smider de sidste syv stykker af den fine chokolade (som Dalgas skolen har foræret mig) ud. Jeg har ikke lyst til at være i hverken Dalgas skolens eller chokoladens jerngreb. Jeg ser dem lande nedenfor skakten og nogle undre sig, der pakker affaldet ud. Jeg går ad bagvejen (gennem kælderen) ud, for at undgå de ældre damers blikke og sladder i gården. Jeg kommer den "rigtige" vej hjem og ind, og også de må undre sig. På mandag hos min psykolog kan vi tale om undgåelsesadfærd og jeg skal forstå, at der stadig findes chokolade, jeg bare på ny kan købe, og ældre damer der stadig sladrer. Uafhængigt af, hvilke valg jeg personligt træffer. Jeg er dog fuldt ud tilfreds med at undgå. Idet der er noget andet, jeg indgår. 9.5 20.
Så mødte jeg den igen: fordømmelsen. Nu hilser min underbo (en kvinde på 83) ikke længere på mig. Hvor jeg endda ser, hun løfter sit blik og ser mig. Der skal (jo) også bare eet klik til, så ved hele boligkomplekset, hvad jeg engang har gjort. Og hvordan forstå noget sådant, når man har mand, børn, børnebørn og har boet det samme sted i 61 år? Gid hun ville huske på, at jeg hjalp hendes underbo under et sygdomsforløb, at jeg altid møder dem med venlighed på trappen. "Skal du ud og spille (musik)", har hun nogle gange spurgt. For at sige: Hvad lever du egentlig af? Jeg er musiker, har jeg bare sagt. Nu er jeg også uvelkommen her. Det er ikke noget, jeg bilder mig ind; hun plejer at nærmest råbe sit hej til mig, når jeg gik forbi dem i gården. Jeg vidste, den generation ikke har forståelse. Sad de til et af mine foredrag og blev sat ind i bevæggrunde og følgevirkninger, havde de måske dømt mig mere mildt. Nu skal jeg i stedet vænne mig til, at sladderen er gået (for vidt). Det måtte (måske) komme. 7.5.20.
En veninde sender mig en video, om hvordan man kan takle sin frygt. Jeg bliver i tvivl: Har jeg et issue med det? Jeg har hverken lyst til at se videoen eller svare hende, men gør begge dele. En ven poster et digt af ham, vi ikke længere omgås i poetklub-sammenhæng. Jeg bliver bange for, at den udstødte vil føle sig stødt. Trods det at det jo sådan set (bare) er en anerkendelse af hans skrivekunnen. Det er (jo) sådan, at veninden har uddannet sig som terapeut; Ser hun altså ind bag? Og manden, der engang var i inderkredsen af poetklubben, er faktisk anmeldt for chikane. Så min frygt er vel ikke helt ubegrundet? Heldigvis sker de to ting sammenfaldende og jeg får svaret veninden nøgternt og givet opslaget med digtet en like. Jeg responderer - neutralt - på de to ting. Kan ske, hun ikke har villet mig noget personligt med den video. Kan ske, digtet er god litteratur. Det ryster mig en smule, men jeg prøver at børste det af. Sender ikke (sorteper) videre. 6.5.20.
Man kan bare lige så stille bygge sit arsenal op. De videoer og udgivelser, man først tør vidne om efter sin død, kan man lægge i stilling. Og med eet tryk (på tastaturet) er man forløst. Man kan gemme forråd til en helt anden tid. Guldkorn og skampletter side om side. Og ruge på det, som på noget, der skal modnes. Fordi verden eller man selv endnu ikke er klar. Som en slags strategi eller langsigtet plan. Man kan tænke tiden efter sin død ind allerede i tiden, hvori man lever. 47 eller 24 år. Vi er her for at brænde. 4.5.20.
Sms til Lars, 3.5.20. 11.37: "Har sovet til 10.30! Ovenpå alle de hjerter på Facebook :) Håber ikke, du drak for meget i går og ikke kunne sove? Min bror har fødselsdag i dag, men vi mødes over kaffe i morgen. Tror, jeg tager ud og synger i dag. Poul G. Exner står for mig at se helt ren (har kommenteret) Knus Rie."
Jeg tåler næsten ikke alle de hjerter på Facebook. Og hvordan gengælder man et hjerte, hvis man gerne vil give afsenderen noget personligt tilbage? Ja, hvorfor har videoen (kun fire minutter lang) så stor effekt? Den eneste retvisende kommentar, jeg har fået, er fra Line: "En fin film og egentlig ok engelsk". Netop. Jeg er så utrolig træt i mit hoved af at skulle forstå, hvorfor jeg skulle have fortjent denne opbakning fra mit bagland. For hvordan egentlig det? Der er et menneske, der har mistet livet. - Men selv Nikolas kom med en opbakning til, at jeg havde lagt videoen ud. Hvordan kan jeg så andet end være helt overvældet og opfyldt af taknemmelighed?? I min middagslur drømmer jeg om en, der planlægger at slå en anden ihjel og da jeg vågner har jeg sangen: "Masser af succes" (Gasolin) i hovedet. Som bekendt er man meget "ene", når rampelyset bliver slukket. Også jeg. Jeg tåler faktisk ikke denne bølge af sympati og solidaritet. Jeg forstår, at i en forstand netop græder verden sammen med mig. Jeg kan ikke klage over ikke (i den her omgang) at være blevet fordømt. Derimod rummet og accepteret. Det afholder mig ikke fra at lægge lignende ting ud en anden gang. Jeg forstår bare (heller) ikke, hvorfor de alle så opslaget. Alle de veninder, der virkelig har betydet noget for mig. (Charlotte, Rikke M., Else-Marie). Hvorfor var jeg ikke bare et opslag, der blev overset på kæmpestore Facebook? Tak, Gud, fordi du viste mig nåde, men lad mig få proportionerne på plads. Jeg er (jo) fuld af synd. 2.5.20.
I 2017 medvirkede jeg i følgende film (4-5 minutters varighed). Har bare været flov over mit engelsk. Men ser nu, at det er sagen uvedkommende. (Det er netop her, Nils Malmros siger det om "skyklapper")
Ambitionen var god nok: Jeg skriver sangtekster om tabet af min søn i stedet for at komponere flere salmemelodier, nu hvor den seneste ikke faldt så heldigt ud. Jeg har også skrevet min første sangtekst, som passer i versemål dog ikke med rim. Jeg sætter mig muligvis også ved klaveret allerede i dag for at forfatte et stykke musik til. Men det er tungt. Nogle ville nok anbefale: lad det ligge. Jo, man kunne tale for, at det er en slags terapi en slags bearbejdning. Men jeg kan jo ikke vide, om det ripper op i noget, som jeg ikke tåler. Det er en fin tanke, at ville sætte ord på et (af)savn. Når nu jeg også den foregående nat har drømt, at jeg græder inderligt. Og ja, det ligger jo altid som et lag i mig, uanset om jeg synliggør de lag eller ej. Jeg vil jo altid bære det med mig (uanset). Det gør så ondt, at - som Nils Malmros også sagde engang - man må "have skyklapper på". For at kunnne leve videre. Et forholdsvist tåleligt og normalt liv. Det er ikke altid, at planer og drømme bliver til noget. Var det for at røre en verden, så resten af verden kunne græde med? 1.5.20.
Jeg får en flue i næsen på vej over til tanken. Du beder mig gå hjem (og spise det mad, jeg i forvejen har). Jeg går hjem. Det er Gudskontakt på jordnært niveau. Men det virker. Da jeg kommer hjem smører jeg mig et par madder, som virkelig smager mig. Og kan se, at de tiltag, jeg har gjort i min lejlighed tidligere på dagen, (også) har virket. Tilfreds over at have været ud for at øve sang, kan jeg se, jeg har gjort en indsats. Jeg ville vende dagen, så jeg ikke ødslede den bort (med løst dankort). Mådehold, siger du. Jeg giver et indlæg på Facebook et hjerte. Gavmildt. Samme sag. 28.4.20.
Jeg siger til dig, du er det hele værd. Alle de gange, jeg har fulgt med i, hvad du har delt - dog uden at tilkendegive støtte eller det modsatte - betød noget for mig. Derfor kan jeg nu efter et års Facebook-venskab sige dig min uforbeholdne mening. At dit bidrag er væsentligt. Det kan virke overrumplende og direkte, men det er fordi, det grunder i flere måneders eftertanke og bearbejdning. Jeg ønsker bare at sige: Bliv ved! Tal om glæden, som du har inde som en helt uundværlig bestanddel af dit liv. - Som det med årene er blevet. Du har kæmpet for at nå her til, Tillykke. Jeg har printet din e-bog ud, som du generøst har lagt til rådighed. Og den glæder mig <3 27.4.20. (Til Miriam Kirsten Glad, som jeg også har skrevet en kommentar til på Facebook)
Poul G. Exner (på Youtube, kommentar til "Dejlig er jorden"): "Det er simpelthen vederkvægende at lytte til dig. Det kommer fra hjertet - det kommer indefra og udefra. Det kommer allevegne fra som lys og som vind. Du og din musik, din fine, fine modne klang, og de klare toner du åbner som en buket af tro og levet liv bare er! Det når hjertet. Du når hjertet." (27.4.20)
Der ligger en pakke i min postkasse. Først tænker jeg: jeg har ikke bestilt nogen bog eller andet. Så overvejer jeg, om det er kunstterapeuten (ikke omtalt her), der har sendt min bog tilbage efter endt læsning (i protest over indholdet). Og til sidst strejfer det mig, om det måske er faren til mit barn, der har skrevet sin egen bog. Indtil jeg åbner pakken, hvori der ligger en æske chokolade fra Dalgas skolen, hvor jeg er elev. Med ønske om et snarligt gensyn, når skolen igen åbner. Helt tilforladeligt. Der danner sig altså disse katastrofescenarier i mit hoved, imens jeg går op af trappen til min lejlighed. Men til min store lettelse viser der sig ikke at være noget at frygte (denne gang). Det er alligevel interessant for mig at opleve, idet der jo for så vidt kan ligge alt muligt i ens postkasse, udefra. Velkomment eller ej. Tak til Dalgas skolen for at huske på mig som elev. Men kære frygt, hvor har du dog gode betingelser. 27.4.20.
Nu græder jeg over
at kysse hunden
så selvfølgeligt.
Hvorfor var kærlighedsstrømmen
ikke stærkere dengang?
Som jeg nu mærker
så lifligt.
Kærer Gud sig om et dyr,
så meget mere om et
menneske.
Også jeg.
"Gennem årtier har han loyalt fulgt ikonet, selvom han står ved, at Prince til tider kunne være svær at holde af både musikalsk og i måden, han optrådte på." Det kan jeg godt lide at læse (i Kristeligt dagblad). Det giver os andre en chance for at være her med brod. Man kan ikke til alle tider opfylde sit publikums forhåbninger. Ja langt fra. Men lad mig være her alligevel, trods tider hvor kunsten blev grim. Den består i sin egenart, ved at den ikke findes magen til noget andet sted i verden. Favn den i grimhedens navn. Og bær min del af skammen for, at den blev til. Loyalitet, det er noget med aldrig at give et menneske op. Men derimod bære over med det. Bære med. Så at ingen af os går (helt) alene. Jeg vil forsvare dig for enhver pris. Selvom prisen er høj og jeg frastødes ved dele af dit indhold, favner jeg de dele alligevel. Jeg kan ikke lade være. Ærindet er at lade dig stå i dit eget lys. Se, din strålekrans indbyder mig. Og jeg tør gå med dig. Hvor ellers. 25.4.20.
Jeg er ikke besværlig at forstå. Mit ordforråd er knapt (ikke læst nok bøger) og min hensigt med det skrevne er typisk at få mit publikum i tale. Det vil sige: henvende mig i øjenhøjde. Jeg er ikke veluddannet og ikke skolet, hverken inden for skrivning, maleri eller musikkomposition. Derfor sprænger jeg rammerne og falder lidt udenfor. Det er ikke sådan, at jeg eller andre lægger bånd på mine udtryksmuligheder, så jeg har frit slag. Fornærmer jeg nogen, gør jeg det enten indirekte eller jeg gør det direkte og har skyldfølelse over det i flere uger bagefter. Jeg havde ikke tænkt mig at sprede men samle. Ja væve et tæppe af alt det, jeg har mødt. Noget ligger i mørke og skal fortsat gøre det. Jeg sætter en fællesnævner, der afspejler hvor jeg selv er. Og skaberkraften er til tider uskarp og uskøn. Ført med skælvende eller tvivlsom hånd. Bør man da ikke lægge det skrevne ud? Betyder det, at jeg denne dag var mindre menneske? Har jeg da et dårligere udgangspunkt for at møde dig, som læser? Jeg er til at gå til, nem at læse. Det er sådan tilrettelagt, fordi jeg skal have almen appel. Højt som lavt i samfundet. Er jeg (næsten) sikker på. 24.4.20.
For så jeg Nyhederne kl. 17, så jeg dem nærmest også kl. 18. Og hørte jeg ikke den vigtigste nyhed, har 10 af mine venner postet noget om den på Facebook. Og hvor meget jeg er gået glip af i mellemtiden, indhenter jeg på tekst-tv. Og jeg mættes - af forgængelighed. Noget, der ikke varer ved. Jeg drages af det flygtige som af tomme kalorier. Derfor tjekker jeg nu ikke længere statistik, da det ikke er en målestok for lykke. Og jeg læser hellere i en bog, om noget en anden har ment. Når jeg har slukket for fjernsynet er der et øjeblik ro, men bagefter er der oceaner af ro. Tænk at vælge stilheden fremfor den pulserende nyhedsstrøm. "Du skal ikke kigge på spisesedlerne ved kioskerne med sensationelle nyhedsoverskrifter, det sænker din vibration", var der en healer, der sagde til mig engang. Og: "Dér er en tøjforhandler, der sælger t-shirts, hvorfor skal der så på den anden side af gaden være en tøjforhandler, der (også) sælger t-shirts?". Overforbrug, massemedier, han frarådede det med eftertryk (også så jeg blev syg af hans formaninger og råd). Jeg stiller mig ikke i køen til det fedeste tilbud. Jeg stiller mig i køen til det lidt ringere tilbud, fordi jeg kan nøjes med. Jeg hamstrer ikke, for det giver mig sådan en dårlig følelse indvendig. Af grådighed. Når der holder en politibil i vejkanten pga. en forseelse, stirrer jeg ikke på den forulykkede for at se, hvad der er galt. Jeg opsøger ikke dramaet, hvor det er til skade. 23.4.20.
Digt, 21.4.20.:
Næste gang vil jeg sige det:
"Jeg forstår det (heller) ikke
selv".
At det kunne ske.
At jeg kunne indeholde det.
At det skulle overgå mig,
og at jeg kunne udføre det.
Jeg begriber det (ganske enkelt)
ikke.
Det er ude over min forstand
og rationale.
Det må have været en anden.
Der var det ved i dag, at jeg hørte musik inde i min stue. Det er lige meget, hvilken musik det var, men det var første gang mens jeg har boet her, at anlægget har stået herinde. Det var foran-lediget (ledet foran) af, at min bror tilbød mig en sofa forleden. Jeg skulle alligevel kassere en lænestol og fik rokeret rundt for at se, om der plads til sofaen. - Men det var der ikke. I stedet fik jeg plads til mit stereoanlæg. Det vil sige, der skulle en anledning til, før noget andet trådte i kraft. En forandring til det bedre. Det er lige meget, om naboen synes, Lionel Richie er tøset eller for blødt, det er ligesom ikke sagen her. Jeg kan fremover sætte alt muligt musik på, jeg ynder. Og i dag satte jeg øskner bag på mine malerier imens. Min stue er forandret og jeg kunne ikke forudse skiftet. En anden skulle røre ved mit liv for at sætte det i bevæglse, nemlig min bror. Og det er ikke blind leder blind. Jeg har forbedret livskvalitet efter det er sket. Og tænker flere andre velsignende ting kan ske i fremtiden. Og det er tiltro til skaberværket. 20.4.20.
Jeg så min genbos cykel var væltet. Skulle jeg have rejst den op? Jeg vidste, hun havde en kontrovers med de ældre damer i gården omkring sin cykel og hvor den helst skal stå. Jeg lod sagen være. Det var vindens skyld og ikke nogen andens, at den var væltet. Jeg griber ikke ind i en verserende sag, tænkte jeg. Selvom jeg har mere ømhed for hendes cykel end for de ældre damer. Nu fortæller min genbo mig, at cyklen blev ridset og bulet af faldet. Men heller ikke det kunne jeg jo have forhindret. "Jeg kan også bare stille den ned i cykelkælderen", blev hendes konklusion. Det var det, jeg tænkte: der kommer noget (helt andet) ud af forløbet. Hun har lige været her i min stue, fordi jeg hjalp hende omkring at søge ny bolig. Vi er begge trætte af det slæng af ældre kvinder, der stimler sammen nede ved bænkene. Og vi har samme anciennitet, viser det sig. Hvis jeg havde rejst cyklen op - med risiko for, at nogle ville undre sig over det, når det nu ikke var min cykel - havde hun måske slet ikke lagt mærke til, den var blevet ridset og hun var måske blevet mindre bitter. Nu lod jeg det åbne sår være. Fordi jeg tænkte, det tjente sagens gang. Men jeg tvivler. 17.4.20.
Jeg skulle (helt klart) have gjort noden mere pæn. Klistret noget over, som var overflødigt for øjet. Givet ham et bedre produkt, som efterspurgte noden til "Jeg er træt og går til ro". Men det blev sådan lidt primitivt, fordi jeg ville bevare noden, som jeg havde spillet efter. I dens oprindelige form, med påklistring af tekst lidt ujævnt henover siden, sort sværte fordi jeg har scannet ind fra koralbogen osv. Fordi det var/er et udtryk for, hvordan jeg gør tingene. Jeg følte, jeg ville skænde udseendet ved at redigere i det. Nu har jeg måttet skrive, at han nok nemt finder en mere professionel udgave på nettet. Kunne jeg ikke have tilpasset mit originale look med et mere indbydende? Kunne jeg ikke have strakt mig, gået på kompromis. Vi taler om et stykke papir, manden skal printe ud for sig selv - og måske bruge fremadrettet. Han var så venlig at blive abonnent på min Youtubekanal og et andet sted skrive, at jeg "har virkelig en smuk stemme". Var det ikke (bare) rimeligt, om jeg havde givet mig. Det vil sige: jeg tænkte mere på eftertiden (hvis den er der, som jeg tror), på hvad jeg efterlader til den, end jeg tænkte på denne enkelte mands behov. Pinligt eller forståeligt. Jeg har tilstræbt den rene form. Og på den konto misligholdt en god relation til en af mine Youtube-brugere. Man kalder det: Selvhenter. 17.4.20.
Jeg ser et fremragende digt på Facebook. Det er (meget) vigtigt, det her. Jeg lægger mig i tråd med, læner mig op af hans (Pers) ord. Jeg føler mig opfyldt af og viderebragt af. Da jeg sætter mig over den melodi, jeg har bøvlet med i tre dage, falder den på plads. Jeg er blevet foran-lediget (ledet foran) til at gøre den færdig. Det vil sige; noget en anden har skrevet smitter af. Afgiver lidt stjernestøv til os andre. Og videre frem kan min melodi måske med held gøre det samme. Vi er forbundne, af een og samme kraft. Vi tager fra det samme bæger, så at sige. Og kalken er indholdsrig, næringsholdig. Vi gror og vokser som mennesker. Får større potentiale, rækkevidde. Og vi vidste ikke engang, at det var muligt. Jeg ser til din side og lader mig drage. Tak, fordi kunsten findes og at vi deler den. Ilt og ånde giver du os (omskrevet). Ja, alting bliver igen levende. 11.4.20. (ingen ved heller, hvor død, jeg indtil da hele dagen har følt mig (pga. en sms kl. 3 i nat og efterfølgende mareridt))
Jeg ligger som yin og yang tegnet. Med den venstre hånd på maven og den højre på mit bryst/hjerte. Den natlige drøm handler om, at jeg græder - sammen med faren til mit barn - over, at vores søn ikke længere er i live. Da jeg vågner ved jeg, jeg har haft kontakt til noget essentielt. Som jeg ikke i mit vågne liv kan komme i kontakt med. Det er prana - livsnerven. Det er rart at have mærket min søn så nært på. Og at vi to som forældre er fælles om savnet og lidelsen. Det rykker episoden helt tæt på i min bevidsthed. Og bagefter drømmen går jeg lidt anderledes ud i verden. Der er vakt noget til live og drømmesproget formidler forbindelsen. Og siden skal jeg drømme det samme om og om igen. Det er (kun) på den måde, jeg skal forstå, hvad der er sket. At jeg har mistet noget så dyrebart og at det aldrig kommer tilbage. Det er langfredag og vi skal alle miste en søn. Og bagefter er han hos os på en lidt anderledes måde. Vi glemmer kødet og det at kunne give et knus. Det bliver ligesom mindre vigtigt. Han er her som ånd, som sjæl og som væsen. Helt tydeligt. Og i dag åbner vi døren til Paradis. Lader vores kære gå igennem dødens port og ud på den anden side. Børnene leger med hinanden i himmelen. Den, vi har mistet, er ikke tabt. Og hans liv var ikke forgæves. Jeg ifører mig jordiske klæder for at bekræfte mit kød. To verdener er rykket tættere sammen, mens jeg sov. Så umærkeligt, at jeg har elsket dig højest af alt. En håndsrækning fra et andet rige. En bro over et rindende vandløb fyldt med liv. Der vinker jeg af al kraft. Ser jeg dig. "Min mor, min mor, hvorfor løb du fra mig?" Vi fortæller en anden historie. "Vær ikke bange". Vingeskudt. Jeg løber efter hjælp, men den når dig ikke. Var jeg blot død sammen med dig. For din pande og dit bryst. 10.4.20.
Mine ord slår ikke rod. Ja - ingens ord slår rod i hende. Min ven har altid noget at beklage sig over. Nu, hvor hun er blevet kureret for sin kroniske kvalme og igen har lyst på livet, skal hun isoleret - på grund af coronakrisen - holde sig derhjemme. Hvad gør vi andre: Vi venter på foråret, venter på en ny bolig, venter på Jesu genkomst (..) Der er noget, vi ser frem til, så vi gøder og nærer vore drømme, imens vi venter. Giver man hende et råd, skriver hun dobbelt så mange linjer tilbage om yderligere kvaler. Det er som at pøse penge i et korrupt foretagende. Ikke andet at gøre end holde kraft tilbage, så den kan virke et andet sted. Jeg slipper hende, (Løgstrup). Ikke til fortabelse for det er jeg ikke herre over. Men til selvjustits. Jeg er kommet til den konklusion af mange årsager. Hun har blik for kærligheden, men misbruger tilliden til den. Hun er ikke taknemmelig for lidt. Undskyld, hvis det "bare" er en del af hendes (psykiske) sygdom. Hvis hun er undskyldt. Tag du, Gud, hende under din varetægt. Idet du forstår i dybden, hvad jeg ikke kan se. For alle de bjælker. 7.4.20.
Engang lejede jeg mig ind i Vestergade (53) til en husleje på 10.000 kr. om måneden. Der var en håndlæser, der havde sagt, jeg en dag skulle "finde et hus" til min kunst. Det, sammenfaldende med en udtrapning af medicin, mødet med en healer (mandlig), gjorde min dømmekraft ustabil. Ikke desto mindre har jeg altså boet i Vestergade. Det er den gade, Peter A.G. synger om :)
Så har jeg backup af alle tre hjemmesider. To skulle jeg betale ekstra for, en skulle jeg selv aktivere, og en skulle jeg have hjælp til. Jeg vil også undersøge, om man kan testamentere en hjemmeside til nogen. Det lyder helt vanvittigt, men det kunne dog være smart. De valg, jeg har truffet om udseende, filvalg osv. består. Jeg mener: det er vel som at se et originalmanuskript. Er jeg da utrolig selvhøjtidelig, at jeg gør mig disse overvejelser? Er det ikke bare som at efterlade et barn i verden. Kan jeg gøre for, at jeg har malet med store, fede, brede pensler. Lagt mig ud på nettet i flere lag. Du, læser, ville have gjort det samme, hvis du havde så meget indestængt, du af iver bare måtte af med. Jeg har betalt, arbejdet for, og villet at have backup af alle tre hjemmesider. Det sikrer ikke mit liv eller levnedsforløb. Det forlænger bare min holdbarhed. Jeg er trefoldig og hver hjemmeside er en hånd rakt ud. Endda igennem coronavirus og mørkemænd. Gud, datter og fædreland. 4.4.20.
Det kan ikke nytte noget, at jeg ærgrer mig; har efter tre år med videooptagelser her til aften fundet ud af, hvordan man klipper i en video. Oprindeligt købte jeg et redigeringsprogram men lærte bare aldrig at bruge det. Men efter at have fået mod fra med held at have klippet i en mp3-fil (i et andet program), kan jeg nu altså også redigere i en video. Det betyder, at fremover kan jeg skære de sekunder fra, hvor jeg går fra kameraet over og sætter mig ved klaveret. Der var for to år siden faktisk noget, jeg gerne ville have klippet fra. Jeg kender to, der hedder Jørgen, som kunne have hjulpet mig. Men den ene ville have kritiseret min computer og den anden er dårlig til at lære fra sig. I stedet så jeg charmen i at lade videoen være i dens oprindelige tilstand. Men gjorde I? Udenomssnak om de forhold, jeg optog under. Hvordan vejret var, lydene i rummet, og ikke mindst fejl ved klaveret kunne have været undgået. Nu efterlader jeg et ufærdigt produkt. Kære verden, jeg kunne åbenbart ikke andet. (natten til) 2.4.20.
Man kan sige: Er det klogt at lægge mp3-filen ud? Jeg taler om noget meget voldsomt. Kan nogen betragte det som en trussel? At jeg (stadig) er farlig? Alligevel synes det mig - efter at have skrevet digtet i dag - at det er det rette tidspunkt at offentliggøre lydfilen, som jeg har klippet til af samme grund. En form for blottelse, jo, men også ærlighed. Kvaliteten af at jeg tør åbne mig omkring en del af mig, der ellers ligger i mørke. Kunne måske få andre til at gøre det samme. 1.4.20.
Fra samtale med min psykolog, Louise, midt marts. (ca 9 minutter):
(Digt, 1.4.20):
Er det det, jeg er for dig? (mor)
En rest, en tvangstanke:
"Jeg skærer halsen over".
Kan du ikke fralægge dig
ondskaben.
Se ind bag,
hvor motivet var
rent.
Jeg ved godt, hvorfor bulgursalaten smagte så godt i dag. Det er fordi, den smagte af god samvittighed; I butikken kunne jeg nemlig vælge mellem en, der kunne holde sig til i morgen og en, der kunne holde sig til i overmorgen. Jeg tog den, der kunne holde sig kortest tid, fordi jeg skønnede, jeg ville spise den inden længe. Jeg efterlod den friskeste til en anden. Og hvorfor jeg brændte mit hår og mine bryn over et stearinlys forleden ved jeg også. Jeg foreslog at købe aftensmad ind, selvom min ven havde budt ind og sagt, han kunne gøre det. Så jeg overtrumfede ham. Da jeg ville hjælpe ham med at skære tærten ud af formen, brændte mit hår samt mine bryn i venstre side af ansigtet. Nu ved jeg ikke, om de nogensinde gror normalt ud igen. Det er loven om årsag og virkning, der er på spil. Nogle gange kan vi sige om en anden: "Det havde han rigtig godt af", fordi vi dømmer hans ulykke ud fra, at han blot får efter fortjeneste. Andre gange under vi et menneske medgang og lykke i en sådan grad, at vi beder en bøn for eller velsigner vedkommende. Der tilfalder ligesom et menneske, hvad det kan bære eller forvalte. Ikke mere, ikke mindre. Der var kærlighed i den bulgursalat og der var ondt i den ild. Det siger sig selv, at den ene indeholder opbyggende, nærende kræfter, mens den anden bryder ned, bringer i forfald. Og jeg er gjort af præcis disse to størrelser i en evig indbyrdes vekselvirkning. Det er universel lovmæssighed. Hvad jeg endda tænker indvendigt og ikke spiller ud mod nogen i direkte tale, hæfter jeg for. Nogle er uenige og siger: "Tanker er toldfrie", men det har jeg aldrig ment. Derfor er skyld så kompleks. 30.3.20.
Jeg ser, der er vildt mange downloads af vores noder. Jeg har lagt alt verderlagsfrit ud til fri afbenyttelse og drømmer i nat, at jeg har haft indbrud. Jeg mener; virkelig mange downloads. Jeg tænker, om vi bliver misbrugt og ikke er ordentligt sikret. Ikke mit problem, da mit ærinde var at tilbyde andre at spille og synge vores salmer. Da har jeg jo (bare) gjort mit dertil. Ophavsret eller ej, det lyder nu nok som Anne Marie Eriksen, lige meget hvem i verden der spiller salmen. Alligevel forstår jeg ikke tendensen. Så mange mennesker er jo slet ikke optaget af nye salmer i vor tid. Kunne dem, det drejer sig om, ikke bare melde sig. Ligesom tyven i nattens drøm godt kunne have sagt, det var ham. Han havde bare efterladt sin knallert på græsset. Urealistisk. Som om man kan sælge noder videre, det kan man jo ikke! Flere er håndskrevne! Jeg er i den grad en åben bog og hvor ameordnoder.net skulle have været en gave eller et tilbud, er det nu blevet en røverbule. 28.3.20.
Jeg vidste nøjagtig, hvad det betød; Servicecenter nord havde sat et blåt stykke tape på mit cykelhjul. Det havde de varslet på forhånd og nu var det sket. Det er en slags mærkning i forhold til at opspore cykler, der bare står hen ubrugte. Når jeg så piller tapet af igen giver det dem et praj om at cyklen har en ejer, nemlig mig. Jeg kan godt lide at skrive til varmemesteren (om alt muligt). Nogle gange vedhæfter jeg et foto, f.eks. fra mit badeværelse: Sådan ser det ud, hvad gør jeg? Jeg kan godt lide at være i en boligforening og at man kan ringe efter hjælp. Men de skal også kunne lide mig. Jeg spørger til deres arbejde (nede i gården), om den nye ordning er god, hvor de samler ekspertisen eet sted for hele Aarhus nord. Jeg ved, at når jeg ringer dem op, er det første jeg skal sige, at jeg bor i det husnummer på Skovvangsvej. Så finder de mig lynhurtigt på skærmen. Jeg ved godt, at jeg kommer til at rengøre mine vinduer, når jeg flytter herfra. Det gør jeg mig allerede tanker om nu. De har aldrig talt dårligt til mig og jeg ved, jeg er her til låns. Dette er ikke - mit. Nede i vaskeriet ved jeg, vi er en del af et fællesskab, så jeg vil gerne aflevere vaskerummet i god stand til den næste. Det er jeg også selv interesseret i, at andre gør mod mig. I gården er jeg begyndt at nikke og sige hej til alle de ældre damer, i stedet for kun at gøre det, hvis dem i min opgang sidder udenfor. Når jeg ser "Natholdet" sent om aftenen skruer jeg næsten helt ned for lyden i fald min nabo allerede er gået i seng. Ligeledes hvis jeg ser et program om mordere eller andet dramatisk, skruer jeg også ned for lyden. De andre i bygningen skal ikke dømme mig i forhold til, hvilken slags tv, jeg ser. En dag sagde min underbo til mig, at "vi hører dig overhovedet ikke". Det hjalp mig, når jeg efter sengetid indimellem står op og tager mig en mellemmad, fordi jeg ikke kan falde i søvn. Jeg behøver ikke liste eller synes, det er forstyrrende at jeg f.eks. åbner et skab i køkkenet. Jeg kan godt lide at vejlede Lars (nær ven) i at bo i almennyttigt boligbyggeri, fordi det er forholdsvis nyt for ham. Sådan skal du gøre med kontrakten, og så ringer du bare til kontoret og afleverer en nøgle. Nogle vil sige, jeg er fikseret. Hvis der er en frist for at aflevere en seddel om en uge, afleverer jeg den hellere allerede i morgen. Jeg vil ikke risikere at miste anciennitet eller andet. Når "Beboerbladet" kommer læser jeg de spørgsmål nogle beboere har stillet om deres forskellige rettigheder. Jeg kan faktisk lige nu ikke finde min egen lejekontrakt og jeg hader det. Jeg er verdensborger i hendes verden. 25.3.20.
Har udgivet "Det mindste i riget er fundet". Men for fanden: Står den i Es-dur eller Fis-dur? (ha ha) 23.3.20.
Du lod det ske. Min ven har muligvis mistet sit arbejde, fordi han i panik over ondt i halsen meldte sin døgnvagt fra for sent. Nu sidder vi tilbage og taler om situationen, som om vi alle har tabt. Ligesom den nat, hvor ingen hørte eller så mig. Det passerede, som vi frygtede. Det, som ikke måtte ske, skete. Den handicappede har kørt udenfor i sin kørestol og råbt om hjælp. Soleklart, sådan skulle det ikke have været. Men i disse coronafikserede tider slår vi alarm ved det mindste tegn på sygdom. Vi handler af frygt. Havde han mødt op og havde smittet hende, havde konsekvenserne været langt værre. Nu har vi talt sammen om alt muligt for at aflede tankerne. Men selv da ligger punktet som en mørk skygge over dagen. Da spørger jeg mig selv, hvor det opbyggelige er henne. Hvad Gud egentlig ville. Få min ven på tanker om at få et helt andet arbejde? Nu, hvor han faktisk er træt af sit fag og tænker på at blive præst. Vi skal forstå at udnytte dette til noget. Ja, her til aften frygter vi, at den handicappede ikke længere vil bruge hans arbejdskraft. Hvordan løfter vi dagen, så den ender i et plus? Jeg var i (koloni-)haven og gjorde rent. Det er fordi vi forbereder os på noget. Et fristed. Vi må gå derhen, hvor det ikke gør ondt. Jeg tåler nok ikke et fjerde opkald netop i dag, men jeg tåler at elske dig på afstand. Jeg tåler, at der bagefter dette kommer noget andet. Og at det finder sted sammen med dig. Jeg tørrer mig med min antibakterie-serviet. For at tvætte dig. 21.3.20.
Min
nevø spørger, hvad jeg/vi vil bruge optagelserne fra min psykolog
til. Han ved (jo) ikke, jeg er ekshibitionist. Hvordan skal
jeg næsten svare ham, at det er for at åbne min sjæl for dem, der
vil kigge ind. At jeg er en åben dør og til enhver tid til rådighed
for at give mit indre et ydre udtryk (gennem kunst). Jeg siger: Det
er for at vi kan evaluere vores snakke, bruge dem i terapeutisk
øjemed. Han kender ikke mine dagbøger (går jeg ud fra) og har ikke
set avisartikler o.lign. da han først for nylig er blevet bekendt
med min (livs-)historie. Hvordan skal jeg næsten indfange alt, der
var og rørte sig, i et enkelt svar. Vi er en del af samme ophav
(familie) og brødre og søstre skal ikke kende hinanden til bunds.
Ej heller nevø og faster. Jeg forbliver nok bare et mysterium,
ukendt land. Mit svar vil være diplomatisk og afstemt. De (min
familie) vil aldrig forstå. Mit offentlige rum. Ikke at de er
uvelkomne i det. Men jeg siger næsten: se hellere væk. Det er til
en anden. Hin enkelte. 17.3.20.
Jeg ser nu, at det er det, jeg kan. Skrive noget, som har flere lag. Dialektisk - hedder det det? Det vil sige, nogle ser den ligefremme helt tydelige betydning, mens andre ser ind bag. Det vil sige; "Den, der har ører at høre med, skal høre". Og ham, som ikke har, får ikke det hele med. Sådan vil jeg (næsten) betegne de to kommentarer, jeg har fået på mit Haiku-digt. De har ikke fattet i dybden. Men jeg kan ligesom ikke hverken forklare eller røbe, for andre har jo fattet det. Der er denne cirkulering af videoer fra Italien, hvor de synger fra altanerne (Coronavirus). Jeg ville da elske at skråle med, når der i morgen bliver afholdt en lignende begivenhed her i Aarhus. Men jeg har ingen altan. Skulle jeg have postet en smiley også? (bagefter digtet) Nu har jeg forklaret det tydeligt her. Men jeg har altså humor. Jeg kan godt se, digtet kan læses som litteratur eller ord på en fin række og derved syne "flot". Men der skal grines! Tilgiv mig at sige det sådan. Ikke alle har set disse videoer og ikke alle har set opslaget om sang fra altanerne i morgen. Men det er måske kendetegnende for meget af det, jeg skriver, at det er muligt at forstå det på flere planer. Ligesom når en lærer står ved tavlen og forsøger at pode noget viden ind i sine elever, ligeså prøver jeg jo at gøre mig klar i mælet. Lykkedes det? 15.3.20.
Foråret kommer.
Mørketal. Jeg sagde jo,
jeg
mangler altan.
(Mit
første Haiku-digt, 15.3.20)
Hvis jeg havde været overlegen indenfor malerkunsten, havde jeg blæret mig med det. Lagt lidt til og vist mine forcer frem. Men jeg er ekspressionist. Om øjnene sidder for højt, da var det dog just sådan, jeg malede dem. Du kan kalde mig amatør eller fritidskunstner, men det er jeg (heller) ikke. Havde du forventet mere af en, der kalder sig Maler med stort M, ja så får du altså stadig ikke mere. Jeg kan ikke yde over evne eller give mig ud for at være dygtigere eller have flere færdigheder. Der er ingen grund til, at jeg puster mig op, for det virker bare kunstigt. Derimod lægger jeg mig gerne ned og indrømmer fejl og mangler. Jeg er ikke perfekt og spørgsmålet er, hvilket menneske, der er det. Jeg prøver mig frem, ligesom du gør. Og det fulde billede må al kunsten lavet over en årrække jo dokumentere. Der er ikke noget som at have lavet en dårlig melodi og så lave den næste ekstra god. Man forsøger at forbedre sig, indhente det tabte. For at komme til den gode melodi skulle man måske omkring en dårlig først. Og hvem skal i det store hele egentlig dømme én? Ja, som udøvende indenfor kunst, må man på stedet selv træffe de afgørende valg. Er dette værk godt nok til at blive offentliggjort. Bliver jeg til grin eller hyldet. Eller noget der midt imellem. Om ikke andet sendte jeg noget ud i universet, som jeg mente manglede der. Søsatte en moseskurv fuld af liv. Og jeg havde tro. Ja tro i flertal. 14.3.20.
Jeg vågner og opdager, vandrøret under køkkenvasken er utæt, da det lækker vand helt ud på køkkengulvet. Til bisættelsen møder den anden sanger aldrig op, så jeg står med opgaven alene. Jeg cykler i strid modvind op for at gå tur med hunden, men står af cyklen flere gange (vindstød af stormstyrke). Da jeg når over på Vestereng med Frida, er jeg for kæphøj og tror, jeg kan springe over en bæk, men jeg falder og mudrer mit tøj til. Endelig må jeg med to hænder på een gang låse op til cykelkælderen, fordi mine fingre er så forfrosne. Jeg tager mit våde tøj af og tænker: Golgata! 12.3.20.
Jeg går den lange tur i skoven. Da jeg nemlig kommer til, hvor jeg plejer at korte ruten af, virker turen kort og uforløst. Da jeg går den længere rute overrasker det mig igen, hvor hurtigt jeg er fremme ved milepælene undervejs. Det er som om, jeg rent psykologisk har et overtag. Jeg møder op til sangundervisning og synger elegant og ekvilibristisk, også oppe på de høje toner. Hun siger, der ikke er noget galt med at synge med luft på stemmen og sender mig hjem med nogle øvelser for bedre støtte (maven). Jeg møder bagefter op i et Galleri, hvor jeg muligvis kunne udstille. Det hæfte, jeg netop har foræret min far, tager jeg med som præsentation. Jeg ved ikke, om jeg skal undlade at nævne ordet "kristen", men straks siger Galleriejeren ved et kig på mine billeder, at det var Gud, der ville have ham til at drive det galleri. Jeg bliver på få minutter godkendt og er parat til at udstille der til påske næste år. Jeg åbner en pakke fra posthuset, indeholdende nogle vandrestøvler. Jeg kan bruge dem, når jeg går med hunden hver tirsdag formiddag. Jeg mærker, de er en anelse for store, men ser de er lavet af ægte vandtæt materiale, og det betyder jo bare, jeg kan have tykke sokker på i dem. Min far siger, det "er en overraskelse", at jeg har malet disse billeder og spørger om jeg selv har haft en god dag (han fylder 85 i dag). Jeg drikker to øl som aftenkaffe og ler indvendig. Jeg er blevet frikendt. 9.3.20.
Da tog jeg de blå cowboybukser på for at blive mig selv. Den, jeg kender mig som. Der er altså noget - fremfor andet - der fremhæver mine kendetegn. Og noget, der i den grad underminerer min jeg-kontakt. Nogle ville indvende, at det ikke ligger i et par cowboybukser. At det må det aldrig gøre. Men jeg kan ikke nok fremhæve deres værdi, der her til aften slet og ret samler mig (igen). Syv timer er gået, hvor jeg ikke har - greb. Nu, hvor naboen spiller guitar, ved jeg hvorfor. Han tager fat. Jeg kender denne kvinde, dette sind. Ved, hvordan jeg skal placere hende i forhold til resten af verden. Jeg gør hende til genstand for min poesi (her), meddeler mig hel. Sophia. 8.3.20.
"Du har vist stort mod i livet". "Jeg følger din kunstneriske karriere på Facebook - og det glæder mig!" Min dansklærer fra gymnasiet står mig meget nær. Han og jeg ventede barn på samme tid dengang. Efter hændelsen skrev jeg til ham med års mellemrum. Følte, jeg kunne betro mig til ham, om hvordan det var gået mig. Sådan finder man sine vidner i sine omgivelser. Men hans blik på mine skridt er tungtvejende, det betyder virkelig noget. Nu, hvor vi om nogle uger besøger ham, ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal kigge hen. En kærlighed så stor. Den vil altid (for)følge mig. Livet igennem. Jeg forærer ham et maleri, men hvordan gengælde. Der var dem, der stod på sidelinjen og fulgte det, der skete med mig. "Jamen, du var jo så glad!" (da vi besøgte dig og Nikolas) ugen før drabet. Der er dem, der tænker bagom, ser bevæggrunde, et dybere lag, og dem, der ikke gør. Nogle har kun set avisoverskrifterne og ja læst det inde i avisen med gru. "Skriv til mig, når du bliver til noget stort", var det sidste, han sagde til mig, ved dimissionen på gymnasiet. Og jeg gik hen og blev morder. Han har elsket mig og troet på mig. Det ligger i ham som en overbevisning og det hjælper mig til at være her. Hvem - foruden ham - kalder det for "kunstnerisk karriere", det jeg har delt på Facebook? Han har set og siden givet udtryk for det sete. Vi får ikke altid sagt til dem, vi holder af, at det forholder sig sådan. Men i offentlige kommentarer har han tilkendegivet. Som om, der var noget, han skulle nå at få sagt. Det vil jeg altid påskønne. 4.3.20.
Jeg vågner af en natlig drøm. Jeg danser tæt omslynget med min veninde, Line, mens vi synger Dionne Warwicks "That's what friends are for". Da jeg vågner tænker jeg: den må jeg finde noderne til og spille ind en dag. Det er natten efter, at en anden veninde har sendt mig den samme besked to gange med få dages mellemrum. Hun synes tydeligvis, jeg skulle have svaret på den første. Jeg bliver sammenbidt og trækker tiden en times tid, før jeg svarer hende. Line har støttet mig helt enestående i den seneste tid (Facebook), jeg er helt overvældet. Jeg gennemgår steder, hvor jeg selv har svigtet. Og ser jeg skylder både Tak og Undskyld. Ikke blot over for menneske, men også over for Gud. Forleden sang jeg til en bisættelse, hvor den afdøde virkelig var vellidt. Jeg er selv så befængt, at man næppe kan kalde mig trofast. Men jeg prøver at nære tillid og knytte bånd. De penge, jeg lige har lånt en ven får jeg tilbage. Han ville have gjort det samme mod/for mig. Deri hviler mit hjerte, at de rette ved, det gælder. 2.3.20.
Jeg spekulerer på, om jeg alligevel har trukket det længste strå. Om jeg er nået til kransekagen. Og om det er nu, at det tarotkort gælder, som jeg trak for mange år siden som et fremtidskort, nemlig kortet "Pleasure". Ikke at jeg kan anbefale nogen min livsbane, men måske er jeg alligevel i en eller anden grad lykkedes. Som menneskelig skæbne. Kaos, Kunst, Karisma. Dem, jeg har set op til på Facebook, dummer sig nu. Er det i virkeligheden mig, der er intelligent? Trods det, at de fik meget højere snit end jeg. Uden at skulle blære mig, så nærmer jeg mig måske en - sejr. Hvem kan dømme mig i livets skole, andet end Gud. Men som jeg ligger inde i min seng, slår det mig, at jeg måske lige nu høster frugterne af års kamp og stræben. Og at min historie måske kan danne præcedens. Hvor ville jeg gerne, at den havde betydet en forskel. For en, snart to. Ikke mine kødelige efterkommere (for han er død), men for de næste levende. Et liv, der kostede dyrt, men som i længden betalte sig. Kære, du er død, men.. 27.2.20.
Jeg kan faktisk bruge det som pejlemærke. Det, at jeg i mødet med nogle mennesker ikke kan fæstne mit blik, det flakker ligesom i stedet. Jeg registrerer bare, at det i dag skete over for stemmeterapeuten. Ja, jeg mangler grundlæggende tillid. Jeg stoler simpelthen ikke på, hun kan hjælpe mig. Jeg har ikke lyst til at ligge på hendes briks næste gang, som om jeg er syg. For ikke at tale om det beløb, hun skal have for det. Jeg lægger ikke mit liv i hendes hænder, så at sige. Indlader mig ikke mere. Jeg har allerede besluttet at søge noget sangundervisning i stedet for, et sted jeg kender. Jeg er ikke blind over for at jeg behøver et slags eftersyn. Det er et måleapparat, jeg går rundt med, uden at vide det. Så utroligt kontant og præcist, jeg mærker, at jeg er så forskellig og fjern fra hendes verden. Mit blik flakker, hviler ingen steder. Hvis jeg vil en person helt og aldeles, da vil jeg kigge direkte og længe. Da vil jeg hvile mine øjne i en andens. Dette er en advarsel. Jeg behøver hende ikke for at komme videre. Godt nok at få afklaret, at jeg har "for meget luft på stemmen". Det vil jeg gå videre med. I en andens varetægt. 24.2.20.
Jeg ville ønske, det var dig, jeg tog mig af, når jeg aer hunden og giver den mad. Men det er hunden - som jeg elsker. Hvis du nu var levende ville jeg sørge for et måltid mad til dig, give dig klæder på kroppen, sørge for, du befandt dig godt. At have efterladt dig skamferet i en skovbund en kold vinternat, er næsten ikke til at bære. Jeg kan kun tro og håbe, din sjæl leger med andre børn i himmelen eller i en anden form er videre. Kun ved en slags fortrængning kan jeg leve med det hændte. Som en slags påmindelse om, at jeg har fået noget, er blevet løskøbt eller benådet eller velsignet. Med et 47 år gammelt liv nu efterhånden. Hvert smil har en bagside af, at du ikke fik del i det, jeg smiler over. Hvert skridt er en tøven over: har jeg lov? Jeg ønsker det bedste for hunden, tak fordi jeg må kende den. Jeg har et instinkt i mig til at tage mig af. Gøre godt for. Jeg er ikke noget ondt menneske eller afstumpet menneske. Isoleret set har jeg forbrudt mig på værste måde. Men stort set har jeg bare tabt. 23.2.20.
Jeg tog de fineste klæder på, jeg havde. Sørgede for at dufte godt og have tisset af. Som sædvanlig kom jeg 14 minutter før tjenesten gik i gang. Sørgede for, at vi korister fik noden til "Kun en dag, et øjeblik ad gangen". Fik spurgt sidemanden, om han sang fast i kirken. Undskyldte bagefter, at jeg havde fået "en kæmpe tudse i halsen". Forstod de overhovedet mit udfald? Jeg levede ikke op til egne forventninger, idet jeg måtte stå og rømme mig, drikke vand. Hvad sker der med mig? Har bestilt tid til stemmetræning, hvad andet kan jeg næsten gøre. Det er nærmest hver anden gang for tiden, jeg får problemer. Pludselig virkede den vante øvning på Gallo skolen til aften så utrolig ensom. Jeg stod nede ved busstoppestedet i alt for god tid og besluttede da at droppe turen. Det virkede pludseligt så utroligt tappert, at jeg gennem et års tid er taget derud for at træne min stemme. Til en mørk bygning, sommer og vinter, låst mig ind, været med mig selv. Lagt en mønt i kaffekassen som tak for lån af skolestuen. Der er ikke mere at sige, end at jeg tager hatten af, for at du har forsøgt, Rie. Du har gjort en indsats for stadig at kunne levere på sangfronten. Enten til egne indspilninger eller som kirkesangervikar. Du har ikke ligget på den lade side eller givet op. Vedholdende har du haft et håb om at du stadig var i vigør. Jeg rækker ud efter assistance, en sparring; er der noget, jeg kan gøre (bedre). Det er ikke sådan at blive ældre og stemmebåndene ikke er smurte. Engang satte jeg mig bare til en koncert og sang store rum op, fuldstændig frigjort og selvfølgeligt. Jeg må nedjustere forventninger, som var jeg et barn. Mens det bare bliver så åbenlyst, at jeg aldrig kunne være blevet operasanger på højt plan. At jeg sådan set er på "rette hylde". At selvom, - hvis min sangstemme skulle svigte -, at jeg da stadig kan male, kan gå tur, skrive. Så den tåre, jeg fælder, er - overgivelse. Hvad end du har af planer med mig, Gud, så går jeg ad den vej. Er jeg ikke længere sanger, da er jeg i det mindste menneske. 20.2.20.
Jeg har købt et par støvler og returneret dem igen. Det er sådan, verden er nu. Gratis levering, gratis retur, hurtig ekspedition. Jeg har gjort en aktiv handling ud i verden, som har kastet ringe i verden af sig. Jeg har rørt ved forbrugermentaliteten og pengepungen. Jeg tænkte: med de støvler bliver jeg gladere. Man kan fortryde et køb og få pengene tilbage. Men at jeg slog dig ihjel kan jeg ikke gøre om. Det er sådan, vi forvalter vores mandat her i livet. Eller betroelser. Med heldigt udfald eller det modsatte. Vi kan hverken kende konsekvenser eller bevæggrunde, før noget er sat i værk. Som nu al den regn; jeg føler, det er Guds brutalitet, vi får at mærke. Jeg kan ikke se det som andet end modstand. Men måske sku jeg skue indad. Hvad gjorde jeg for at gøre verden til et bedre sted? Jeg holdt gang i verdensøkonomien, i hjulene på de store maskiner og mekanismer. Jeg er stort set ligesom min nabo, men. Men hun har ikke malet mit billede eller komponeret min melodi. Så vemodig. En sommerdag vil jeg nu alligevel tænke: Regnen er forbi. 18.2.20.
Det
piner mig, nu hvor det er femårsdagen for attentatet mod
Krudttønden, at jeg få dage efter skrev blogindlægget: "Var han
da ikke menneske?". Underforstået Omar El Hussein. Som forsvarede
jeg en morder. Jeg linkede endda fra Facebook og fik nøjagtig 1 like
på opslaget. Jeg syntes, Helle Thorning lød skinger i sin udtalelse
omkring hændelsen. Og jeg fik det til at gå op, at hun var den
egentlig skyldige. Øhh, hvad havde jeg gang i? Her bagefter har jeg
tænkt: Jeg lader blogindlægget ligge, det viser blot en radikal
side af mig. Men jeg har græmmet mig og skammet mig, - og gør det
altså stadig. Har det skrevne da ikke berettigelse? Jo, som een måde
at se på, at mennesker blev truet og slået ihjel. At gerningsmanden
jo stadig er af kød og blod. Og Lars havde da også en kommentar til
det skrevne, der hed: "Det for igennem mig, da jeg så det første
fotografi af Breivik: Det er mig!" Men hvorfor sletter jeg ikke
bare indlægget som et, jeg har fortrudt at have publiceret? Som det
nemmeste i verden. Det viser en usympatisk side af mig, som jeg har
svært ved at forlige mig med. Nej, jeg
lader det stå.
"Før
han var jøde eller muslim, var han da ikke menneske? Født under
Guds himmel. Ville hvilken som helst Gud ikke elske sit barn, sit
afkom, sin gren? Lige meget hvad barnet kalder sig
selv." Blogindlægget
kan læses i sin fulde længde på www.ameordnoder.net Men jeg anbefaler det ikke. 14.2.20.
Du siger, du har fået nadver. Ved dagens slutning er det alligevel det smukkeste, nogen har sagt mig i dag. Du har gået med din rollator hen ad gangen på psyk. Med dine selvmordstanker. Og skrevet nogle notater om nåde. Jeg synes, det er stort. Man kan ikke andet end agte din livsbane og din filosofi. Vi holder kontakt, sagde vi. Men nu mærker jeg kontakten, uden vi taler eller ses. Når man skræller alle undskyldningerne væk (hvorfor har jeg ikke ringet noget før og lign.), så er jeg bare til syvende og sidst et stort Ja. Jeg vil dig gerne og det vil gerne vise dig. Der er en ømhed i min stemme, som jeg måske kun har, fordi jeg er mor. Også min historie rummer indlæggelser med selvmordstanker. "Er der en salme, du ekstra godt kan lide?", spurgte jeg. Hvordan skal man trøste bedst. Fra næste til næste. 13.2.20.
Jeg er som Job. Men jeg er alligevel ikke som Job. Jeg kunne være Maria Magdalene eller Jomfru Maria, men heller ikke det er jeg. Jeg er en anden. Jeg er den, der gransker sig selv for kærlighed. Er jeg et ondt menneske? I bund og grund egoistisk. Et gedigent røvhul indimellem. Vil jeg mit medmenneske helt og holdent. Eller ville jeg svigte, hvis det virkelig gjaldt. Er jeg den store frelser, da ved jeg nogle gange ikke, hvem der er i nød. Jeg føler mig ikke hævet over andre på gaden. Og ikke altid formår jeg at give retmæssigt tilbage, af hvad folk lægger af kræfter i at nå mig. Hvordan gengælde et hjerte på Facebook hvis ikke med to hjerter tilbage. Men i stedet lever jeg ikke op til. Hverken verdens forventning til mig eller min egen. Jeg syner af ingenting. Og snakker indimellem sort, uforståeligt. Jeg er som en bonde, men samtidig hans karl. Og samtidig hans afgrøde. 10.2.20.
Jeg sang fejl. Gud, hvor sang jeg dog forkert. Heldigvis, for så kan jeg tage en konsekvens og melde mig arbejdsløs. Det kræver mig i en grad, jeg ikke længere kan forsvare. At synge motet om søndagen. Dagene op til, evaluering af min præstation efterfølgende. Heldigvis bøffede jeg i det, for da var det mig forundt at opleve, hvordan de andre slet ikke bar nag til mig eller bebrejdede mig noget. Kun jeg selv hang som en skygge hen over cyklen på vejen derfra. Tilgive mig (selv)? Det var faktisk svært. Indtil jeg opdagede, jeg kunne gå fri eller et sted hen, hvor der var rart. Ved bare at opsige samarbejdet. Kun sige ja til ekstra tjenester i løbet af ugen. Det var så - selvsagt. Den beslutning at tage vare på mig selv, i stedet for at ofre mig og forsvinde. Fordi jeg tror, det er mere fornemt at synge a capella eller at jeg derved er mere. Nu henter jeg mig lige så forsigtigt hjem. Fra en stresset situation. Jeg fritager mig, sætter mig fri. Hvor meget mere har jeg da ikke vundet ved at kende min begrænsning? Ingen er tjent med at jeg står der og tvivler. Hverken arbejdsgiver eller - tager. Jeg er en fiasko, men jeg er den ren. 9.2.20.