amedagbogskrift fortsat

I vintermood. 30.11.20.:

Så hvad er vore længslers inderste? Det kan jo aldrig være forelskelsens genstand. Det må jo være at blive eet med vort ophav. Smelte sammen med det skaberhav, vi er kommet af. Vende hjem. Jeg kan jo godt længes efter at kysse dig f.eks., men når det er sket, er jeg jo ikke fuldstændig indfriet. Jeg kan jo godt føle mig forløst ved en udladning, men det er jo ikke alt. Jeg kan skrive en salme om Gud, men det vil jo aldrig være Gud. Medmindre. Medmindre Gud er lige her. I disse ord og også i dine ord. Er det ikke kærlighed, vi deler imellem os? Er det ikke et kæmpestort "Ja", der har plantet mig (og dig) her? For ikke alene har min mor født mig, men det har også Gud.  Min længsel kan aldrig være efter brød - medmindre det er dit. 29.11.20.

Jeg har et par smykker, som jeg ikke ved om er ægte. Både hvad angår stenen og sølvet. Men indtil jeg har fået spurgt en guldsmed, vil jeg blive ved med at håbe. Her til aften - i filmen "The Finest Hours" - så jeg virkelig mennesker af "den rette støbning". Og jeg tænkte på hvor dårlig, jeg kom fra ham, der gerne ville følges med mig hjem fra livsfilosofi i dag. Hvor lidt ædelsten, jeg egentlig selv indeholdt. At jeg indimellem svigter fælt. Men det er den naturligste reaktion, idet jeg ikke gengælder hans tilnærmelser. Nogle - deriblandt mig selv - ville sige, jeg dog kunne elske ham som medmenneske og næste. Ja, lad mig endelig (bare) gøre det, siger jeg til mig selv hver fredag. Indtil min nøgterne venlighed bliver regnet som en åbning og invitation. Han vil bare være i min nærhed (hvor lyset er) siger jeg i mine Kristus-visioner. Det er ganske naturligt. Han vil vide, om stenen er ægte. Jeg har (næsten) sagt, han skal lede et andet sted. Men i rulleteksterne står der alligevel: Set og bevidnet. (natten til) 28.11.20.

Jeg skal ikke oplade min mund. Hvor ku det være nemt at overtrumfe og sige, jeg har lavet en bedre melodi end dig (til den samme tekst af Lars) og lægge et link ud til den. Men er det ikke en stærkere ytring, at jeg har skrevet til Nils Malmros og sunget "Du er stille" ind om novembermørket? Jeg skal ikke mænge mig med de store på Moderne salmer-siden, for jeg har ikke behov. Det er ikke mit ærinde at blære mig derinde. Og hvor tit skal jeg sige det, at det ikke altid er opmærksomhed, der gør en populær. Det betyder lige så meget, hvad vi hver især tænker i vore stille liv rundt omkring. Succes kan opstå fra eet menneske til et andet og alligevel revolutionere verden. Ja en lillebitte myre kan være den afgørende brik. Hvem har lyst til at vise muskler? Ja, det ku jeg da godt og få nogle likes på det. Men bagefter er musklerne bare ikke nær så store. De er afkræftede, mangler næring. Den rette opmærksomhed. Ikke hvad publikum ønsker, men hvad de får. Gør dine indsatser i mørket. 24.11.20.

Jeg vågner sidst på natten og piller næse. Jeg tænker, hvordan det hævner sig, når det bliver dag. Om noget vil gå galt, om Gud er vred på mig osv. Jeg står op og føler mig som et dårligere menneske og prøver at sige til mig selv, at selv de mindste ting har betydning og konsekvens. Formiddagen går sådan set godt nok, men jeg kommer hjem fra en ven og opdager, at GLS har forsøgt at ringe på min dør for at aflevere en pakke. Faktisk noget, som jeg kunne have brugt som fødselsdagsgave her om et par dage. Derfor ærgrer det mig ekstra, også da jeg læser mailen om, at pakken muligvis ryger retur til afsender, hvorefter jeg så kan bede om at få den tilsendt via en anden leveringsmetode. Jeg hader særligt det faktum, at mailen er sendt kun et kvarter, før jeg faktisk kom hjem og havde kunnet tage imod pakken ved døren. Og nu kan jeg måske ikke sende den planlagte gave til min bror alligevel. For at komme mig lidt beslutter jeg mig for, at gaven måske slet ikke egner sig til min bror. Eller at han i stedet for bare kan få den til jul. Jeg undrer mig måske en smule over firmaets politik, hvis pakken ligefrem bliver sendt retur til deres lager. Det vil vel afholde kunder i at handle sådan fremover? Endelig tager jeg ud af huset, nu for at købe noget chokolade til min bror, og det finder jeg sagtens, får pakket det og sendt det afsted. Ingen fortrydelse overhovedet over, at gaven nu blev en anden. Her ved 20-tiden, da jeg er kommet hjem, tikker der så en sms ind: Jeg kan hente min GLS-pakke lige hernede i Trøjborg centret - allerede nu! Jeg tænker ved mig selv: Så blev det alligevel jul :) Nu kan jeg sende kalenderen med egne malerier i hvert fald til min mors fødselsdag i næste uge med sikkerhed. Firmaet har ikke nogen dårlig leveringspolitik, og i morgen kan jeg gå ned og få varen i mine hænder. Jeg troede, Gud forbandede mig eller hævnede sig på mig, men i stedet byggede han et drama op, hvor jeg i timer ærgrede mig, dernæst handlede mig ud af situationen, og til sidst oplevede lettelse. Han forstår at kaste nåde over et sted, der var rådvild. Så meget mere vil jeg glæde mig over den kalender og de strabadser, den har været igennem. Så meget har Gud villet sige: Tilgiv! 23.11.20.

Jeg hader at være offer for disse reklamer, der popper op af sig selv, når man har søgt på et produkt på nettet - ja bare én gang. Har jeg ikke lige gennemsøgt mulighederne for at købe det og derefter fravalgt det? Og dette, at man kan se på min computer, hvad jeg har søgt på. Dør jeg og nogle kommer i mit hjem for at rydde op efter mig, vil de ku se, jeg har søgt på ordnet efter en forklaring på et udtryk, jeg har brugt i min dagbog. For at søge efter det i min fysiske nudanske ordbog er blevet en for omstændelig proces. Nye tider hersker. Og dum, som jeg er, synes jeg nogle gange, de reklamer er nyttige, så jeg forfølger dem. Dermed tror producenten eller nogle markedsanalytikere, at de har succes med deres forehavende. At det altså var gavnligt, at de kaprede min opmærksomhed. De spor, jeg gerne vil efterlade mig, er på skrift, på papir, med blyant og med rettelser. Originalmanuskripter - hvad fanden ved google om det? Jeg klikker utroligt sjældent på et link på Facebook, da jeg i den bevægelse vil miste en del af mig selv. Jeg ser nogle gange fornuften i at finde et tilbud, reservere varen hjemmefra og afhente den i en butik. En butik vinder min tillid, men det er kun, fordi jeg er villig til at afgive den. Jeg er sund skeptisk, sådan vil jeg også helst selv levere min egen vare (som er kunst). Folk skal kunne stole på kvaliteten og ikke være gået forgæves. Det, vi indbyrdes handler med, er energi, som vi fordeler. Og i sidste ende - kærlighed. 21.11.20.

Jeg er træt. Jeg skærer dig i halsen, fordi jeg er træt. Jeg orker ikke flere dage med kaos og desperation. Sindsskift, der kører uafhængigt af og ud over mine fulde fem. Halvandet år med had og utryghed. "Enhver ville bukke under for det pres, du har været under det seneste år", som retslægen sagde til mig. Enhver. Jeg skærer dig i halsen, - ikke at jeg har lyst, men jeg har fået tanken derhjemmefra. Denne såkaldte "tvangstanke". Ligesom her til aften, hvor jeg har fejret min fødselsdag med en nær ven. Den sidste time var jeg (for) træt og jeg var ikke længere bærer af kærlighedsfaklen. Jeg skulle hellere have holdt min mund, men jeg blev. Jeg begynder at bagtale, i det hele taget løbe djævelens ærinde. Det er sådan, at er jeg presset i bund, forsøger jeg at støde mig fra. Ikke at samle. Jeg vil helst samle, men i desperation skubber jeg den anden væk. Han siger, han ikke mærkede det, men jeg tror faktisk, hunden vidste nøjagtigt, hvornår skiftet kom. En lang dag - fra 7.30, med cafebesøg med min bror, undervisning på Gallo, diverse hilsener, der skulle besvares, opkald og hyggeaften med mad. Jeg kan ikke mere. Leve op til den bedste version af mig selv. Ingen bemærkede det, men jeg gjorde. Og hvad jeg gør - også bare mod mig selv - har jeg gjort mod Gud. Jeg har skåret et menneskebarn i halsen, og kun Gud og jeg så det. Det væmmelige syn, som forfølger mig. Men jeg var så træt. 20.11.20.

En veninde skriver, hun er blevet "født på ny" i dag, i sin tro på Gud. Jeg ønsker hende Tillykke. Det er som at drikke vand og blive renset. Men dette indgreb er helt på celleplan og virker dybt ind i hjertet. Man føler sig favnet af Gud (selv). Man bliver rusket godt og grundigt igennem, så man mærker virkningen fuldkomment og helt. Man bliver som ny. Genfødt til et liv mere nær på den egentlige fylde. Troen vokser, tilliden blomstrer. Man er rolig ved morgendagen, for al sorg og mørke er fjerne trusler. Det er ikke forblændelse, men genrejsning. En kraft og styrke, der kan virke ind i opholdelsesdriften. Dette nye fund - i Kristus, i Gud - kan bære én gennem alle forhindringer. Man er ikke længere fortabt og står på en bred, hvor ingen leder. Man er fundet. Derfor: Tillykke (Jeanette). 17.11.20.

Kvinde med tab (maleri, 15.11.20)
Kvinde med tab (maleri, 15.11.20)

Vi har bidraget til en artikel. Men vi har gjort det skjult (anonymt). Det er, fordi artiklen skildrer noget almengjort, så det betyder ikke noget, hvem der er den reelle afsender. Det er, fordi problematikken er for alle. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok, hvor stor en lettelse, det er at fortælle mine nærmeste, at den er i avisen i dag. Hvor utroligt uproblematisk, det er at vise sin skygge, når den væver sig sammen med andres skygge. Helt enkelt: vise et udtryk for, hvad (sinds-)sygdom kan gøre ved et menneske. Vi dækker os ind under kærlighedens vinger. Det var ikke vores skyld. Så dumt, det har føltes tidligere at "udkomme" på tryk. Journalisterne misforstod mig eller tegnede et forvrænget billede af omstændighederne. Ja, jeg måtte tage afsides steder hen, de dage efter historien kom frem de første gange; Vestereng og også til stranden. Konsekvenserne var lammende. Denne gang (i dag) kan jeg ånde. "Så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte", som der står. Jeg har virket ind i mørket, hvor skeletterne lå. Og tegnet et omrids. Milevidt fra det, jeg som barn troede, jeg skulle blive til. For at række ud. Det har jeg gjort. 14.11.20.

Et helt retvisende portræt, 13.11.20.
Et helt retvisende portræt, 13.11.20.

Jeg udstiller malerier i Helligåndskirken her i november/december 2020.              Torpevænget 1, 8210 Aarhus V. (bus 2A, stå af ved biblioteket)                                            Mandag kl. 9-13                                                                                                                          Tirsdag kl. 11-13                                                                                                                          Onsdag kl. 9-13                                                                                                                              Torsdag kl. 9-13 + kl. 15-17                                                                                                        Fredag kl. 10-12.

Jeg er blot et menneske, der er blevet renset. Prøven var negativ. Nogen prøver at sige (f.eks. med artiklen), at også Nikolas' død skal pege på uskyld. At det er som en rynke i panden, jeg skal glatte ud. Aldrig mere skal bebrejde mig selv for. Men er jeg som Barabbas får jeg noget forærende, jeg måske ikke har krav på. Og er jeg som Jesus taber jeg livet, men for at noget andet kan fødes. Jeg ved blot, at jeg var ansvarlig ved at lade mig teste, og at jeg blev erklæret rask. Hvem, der har andel i det, ved jeg ikke. Jeg har passet på - og det er blevet belønnet? Jeg har gået og troet, jeg var smittebærer, men ser nu, at det var jeg slet ikke. Jeg har følt skyld, hvis jeg ikke havde sprittet hænder blot jeg skulle ned i kælderen her i bygningen, men der var ingen grund. Du har taget mig til dit hjerte, Gud, og holdt mig der. Det er ikke som røve-ren, der hænger til min side. Men som ham, der hænger til min anden side. Vi skylder meget. 10.11.20.

Jeg vælger at se stort på det. Journalisten har rettet teksten, så der står "kvalte sin søn" i stedet for sit "spædbarn". Jeg kan da være ligeglad, idet begge ting er rigtige. Stiller det mig i et dårligere lys (som jeg faktisk har en fornemmelse af), tager jeg det på mig også. Der er intet heroisk over min livshistorie. Det er vigtigere, at min veninde føler sig tryg ved artiklen, som nu er rettet til efter hendes ønsker. Har jeg ikke før prøvet at blive skildret lidet flatterende? Som en skurk. Og er det ikke også det, jeg til dels er. Det er for at variere teksten. Det er et journalistisk, sprogligt greb, så der ikke står spædbarn to gange. Så fin en artikel, hun i øvrigt har komponeret, gør at jeg intet har at anmærke eller kritisere. Læseren skal blive fænget og det bliver han via nogle dramatiske begyndelsessætninger. Det første ord i et foredrag er jo også altafgørende for, om publikum er lydhøre eller går. Journalisten er ansat til at levere noget ud over det sædvanlige. Både hun og jeg ved, jeg sikkert bemærker hendes sidste justeringer. Idet jeg har "supergodt spottet" en del andre detaljer i artiklen. Det er dermed hendes ansvar at sende den ud i verden. Jeg er kun stof og materie. Mater - som mor. 9.11.20.

Hvis vi er blevet smittet, er jeg sikker på, vi er uskyldige i det. Det er noget, der kan ramme enhver, og vi har ikke været uforsigtige eller skødesløse. Nu, hvor sygdommen er trådt lidt nærmere (Lars har symptomer), synes jeg næsten, den er kærkommen, eller ikke kunne være kommet på noget bedre tidspunkt. Jeg ved, der er opringninger, vi skal gøre, til folk vi har været tætte på. Og ting, vi er nødt til at aflyse. Men det gør mig ingenting. Først stod du i kø ved testcentret og to timer efter tog jeg samme sted hen og blev testet. Det er der næsten kærlighed i. Hvis min hovedpine har en årsag i Covid-19, så er jeg da blevet det klogere. Jeg var forsigtig før, men nu er der føjet en ekstra dimension ind i tilværelsen. Og har jeg smittet andre var det ikke tilsigtet. Ingen bærer skyld foruden virussen selv. At vi vedholdende har givet hinanden knus, var en slags fælles erklæring: Jeg går derhen, hvor du skal. Som brødre. 8.11.20.

Det var som om, hunden passede på mig. Den førte an og ledte os gennem skov og nye stier, fordi der var den kendt. Ude på broen over bækken stoppede den op og sikrede sig, jeg kom trygt over. Som om, den var min hyrde. På et tidspunkt holdt den naturligt op med at tigge efter godbidder, så jeg behøvede ikke have det dårligt med, om jeg fik den afvist på en ordentlig måde. Det var som om, den vidste, jeg var udsat (ved godt, vi mennesker tillægger dyr for mange egenskaber), efter at have hængt billeder op i kirken, hvor jeg var blevet svedt og træt. Den tog bestik af min dagsform, simpelthen. Krævede ikke det umulige og var stort set ikke trodsig. Den var nærmere taknemmelig. Jeg efterlod den med lyset tændt (hvis Lars kommer hjem, når det er blevet mørkt), gav den lidt at spise. Jeg var ikke en dårlig mor heller. Jeg følte mig elsket (af den) og elskede den tilbage. Også som om, Gud passede på mig (og kærligheden). Han så til mig, sørgede for mig. I dag var det som om, nogen holdt en hånd over mig. Fordi jeg var udsat og bange (var billederne i Helligåndskirken fæstnet godt nok til skinnen). Nu gik jeg fra kirken, hvor jeg på afstand kunne høre dem sige, at malerierne vel nok var gode. Det vil sige, min hånd har nået en anden/andre. I går følte jeg mig bipolar, men det betyder ingenting, når andre skal vurdere mit maleri. Heller ikke det, at jeg har hængt op over tre dage, fordi jeg efter halvanden times ophængning bliver træt. Sådan dømmer de mig ikke. Mit kunstneriske udtryk har altid stået helt frit. Fri for diagnose og sygdom. Som jeg ser det er det kunstens styrke, at nok er det skrevet med blod, men med alles blod. 4.11.20.

Jeg er et skud fra Isajs rod. Men det er ikke prangende. Kan ikke engang passe sportsbh'erne i undertøjsforretningen. Ham, jeg smiler til (med øjnene bag mundbind) i bussen kaster i foragt sit blik væk. Og jeg vågner med ingen lyst til det, jeg skal (trods det, at jeg er ved at hænge en udstilling op). Et fejlskud, og ved tanken: "Jeg skulle slet ikke være her", bryder jeg i gråd i min stol. Jeg kommer så god tid på Gallo skolen, at jeg overlapper musiklæreren, og bagefter er jeg sikker på, hun omtaler det på lærermødet i morgen. Som om, hun spørger: "Har hun lov at være her?" Jeg ønskede at holde jul i Gram, men jeg er ikke sikker på, jeg kan (komme tomhændet (uden mit barn)). Mit maveskind hænger ud over bukserne, som om jeg har født flere børn. Og selvom jeg elsker hunden er jeg på vores gåture sammen samtidig psykisk syg. Og mit tonefald kan gøre den utryg. Jeg tager ansvar for et forfatterskab - også i den her tilstand. Men min lejlighed er beskidt. Ham, der er forelsket i mig, elsker jeg ikke tilbage. Og min bedste ven ser en anden kvinde. Sig mig med hvilken grund, jeg kom her. 2.11.20.

En fra livsfilosofiholdet fremsagde næsten en bøn imod Islam i dag. Den seneste tids terroranslag var blevet for meget for ham. Det var næsten som om, han græd sine ord ud. Han ville ønske, en kunne træde frem og få det (terroren) stoppet. Jeg sagde: "vi kan alle hver især bede og være hinandens eksempler". Jeg skulle have sagt, at bare det, at han lige her og nu sætter ord på sin fortvivlelse er så stærk en ytring, at vi andre går hjem påvirkede af det bagefter. Det vil jo i himmelen stå som en appel, en slags nødråb (tvivler jeg ikke på). Det er jo allerede videregivet ud til/i universet. Og han har jo på den vis påvirket verden i en grad, som han tror, en lederskikkelse i stedet skulle have gjort. Det er jo ikke lige meget, hvad vi går og siger til hinanden. I mine øjne ej heller, hvad vi tænker. Hvorfor spilde kræfter på disse kujonagtige handlinger, der fylder mediebilledet, som om gerningsmanden næsten får, hvad han gik efter (opmærksomhed). Hils venligt på din nabo, og du skal se, det har en effekt. Det lyder ikke af meget, men måske hilser din nabo så bagefter på en anden med samme venlighed. Vi skal tro på, de gode kræfter vinder. Også selvom vi indimellem bliver sat to skridt tilbage. Lederskab er også at sige: bered jer på kærlighed. 30.10.20.

Der skete det helt forfærdelige - i forhold til karmaloven - at jeg søgte efter flere støvler på udsalg, selvom jeg netop havde afhentet et par helt nye på posthuset. Jeg var så glad over mit køb (fra i dag), at jeg blev grådig og ville være heldig igen. I min søgen fandt jeg slet ikke samme udvalg som for bare tre dage siden. Så der skete det, at jeg blev taknemmelig og følte mig begunstiget. Jeg så, at de støvler, jeg lige har givet 595 kr. for nu koster 1100 kr. et andet sted. Det jeg troede var et tilfældigt køb - på baggrund af at jeg kedede mig forleden aften - var faktisk aldeles velvalgt og udsøgt. Ja støvlerne - i mit yndligsmærke - er af læder og størrelsen passer perfekt. Og jeg skal forstå, at der faktisk er et rette tidspunkt, som er afgørende for proces og resultat. Nu er de samme støvler ikke længere at finde hos den forhandler, jeg brugte, og et andet sted koster de fuld pris. Der er ydre omstændigheder, der spiller med, når man træffer sine private valg. Og så min åbne turban. 29.10.20.

Mit blik må have blændet øjnene. Jeg gik virkelig med tyngde og med myndighed. Det lå allerede i mit tøjvalg. Jeg var så utrolig hård, men samtidig kontant og alvorlig. Jeg lynede næsten fra min hofte. Det var en form for bisterhed, men man kunne også kalde det en stærk psykisk kraft. Jeg ville mit medmenneske, men jeg ville det eftertrykkeligt. Mit blik skulle batte noget og være afgørende, så den forbipasserende aldrig blev den samme igen. Jeg havde overtaget eller magten. Til at gøre indtryk. Den var ikke ondskabsfuld eller krænkende på nogen måde, men den var essentiel. Det, jeg sagde til bestyrelsesmødet var ført og med vægt. Det var ikke ligegyldigt, det var lige-fyldigt. Det er ikke for sjov, jeg er her. Min mørkeblå trøje op af de mørkeblå bukser, ja hvordan sige det, men det var som skulle jeg synge til en bisættelse. Det var nobelt og enkelt. Jeg kunne føre mig frem, det var underbygget.  Jeg var næsten bange for, hvad min psykiske pondus ville ramme på sin vej, eller påvirke. Men der var ingen grund (til at være bange). Jeg ville ikke verden noget ondt, jeg ville den bare stærkt. Jeg kunne have udraderet et hjem eller en forsamling. Men jeg brugte ikke vold. Jeg var vold-som, heftig. Det var med aftryk, med tydelighed og med en dyb, funderet stemme. Jeg talte i mol, men underneden lå der durakkorder. Nogle bliver bange for mig i den tilstand, andre ikke. Jeg er (jo) ikke en anden, end du så mig som for en uge siden. Dette er bare en del af mit register, jeg også vil give taletid. Er det så mærkeligt? Jeg kan aldrig blive mørk, bordeaux uden der er et stænk af gult. Komplementært; altså jeg indeholder akkurat det samme, som dig. Sirius. 26.10.20.

Hør "Jeg tør næsten røre dig" her:

Jeg husker det tydeligt: Jeg var til forfattertræf på Gallo skolen sommeren 2009. Jeg var netop på vej til at udgive digte på Forlaget Gallo og præsenterede dem for de fremmødte og talte udover det frit om at man har lov at vise skrøbelighed, snuble over ordene osv. Og da jeg havde sunget min egen "Jeg tør næsten røre dig", som indeholder sætningen: "Jeg ønsker dig det bedste, fra min Hånd", var Erling (en af deltagerne) opløst i tårer og takkede mig inderligt. Erling var ekstra psykisk belastet netop denne dag (formodentlig af mani) og vi forsøgte alle at nedtone ham. Undtagen Lars, der deltog som skrivelærer, og som senere blev min kæreste. Han tog Erling alvorligt og svarede ham nøgternt og med respekt. Da arrangementet var slut og vi skulle til at gå, gav Erling mig et klap bag i. Jeg kan huske, at jeg grinede af det, og ikke betragtede det som spor krænkende. Han tilkendegav en slags støtte til det jeg havde fremvist og det jeg stod for. Omend med en hånd, der også kunne være lagt på skulderen, medgiver jeg dog :) Jeg husker tydeligt, hvilket tøj jeg havde på, og at jeg ved denne lejlighed mødte Lars for allerførste gang. At jeg vitterligt var funderet i mit stof og talte helt frit, og også formåede at synge, så det nåede hele vejen ud i skolestuen (uden at være forstærket af mikrofon). Det var en eftermiddag fuld af forløsning! Erling så jeg aldrig siden igen. Hans klap var en utilsløret ytring og han ville mig intet ondt. Det er først nu i disse dage, at jeg kommer i tanker om det. Og nu hvor jeg for et øjeblik siden sad og sang "Jeg tør næsten røre dig" for mig selv ved klaveret herhjemme, at jeg genkalder mig situationen. Ingen at bebrejde. 21.10.20.

Her er mit "pulterrum" (ovenfor), som jeg bruger som soveværelse. Der kan akkurat stå en dobbeltseng. Her har jeg mit helle. Der er ingen radiator i rummet, men varmen siver ind fra de andre rum. Og min 2-værelses bliver til en 3-værelses. Når jeg ligger og kigger mig omkring står vores cd'er, noder, mine bogudgivelser og malerier omkring mig. Jeg bor på Trøjborg - hjertet af Aarhus, og i Aarhus - hjertet af Danmark. Jeg bor i hjertet. (18.10.20)

Ophav (maleri, 18.10.20)
Ophav (maleri, 18.10.20)

Hvad hvis jeg er kærligheden selv? Grundtvig skulle efter sigende have haft et syn om en kvindelig Messias i Danmark. Så kunne jeg være "..den kvinde, som havde født drengebarnet" (Joh.Åb. 12) eller Pi(g)e Jesu. Mine initialer - ame - kunne dække over enten fra italiensk: "Til mig" eller fra arabisk: "Mor" eller fra spansk: "Kærlighed". Da vil jeg være som modermæl-ken, der løber til. (Natten til) 17.10.20.

Nogen i opgangen må have syntes, det trak ind ved hoveddøren, så de har lagt dørmåtten helt hen foran indgangen. Det resulterer i, at måtten sætter sig fast, døren står på vid gab. Jeg har ringet til varmemesteren: "Ja det lyder måske åndssvagt, men dørmåtten i hoveddøren har sat sig fast". "Jeg sender en stærk mand", siger hun og griner. Inden varmemesteren ankommer og udbedrer problemet ankommer så rengøringsassistenten, som en gang om måneden gør rent i opgangen. Jeg forklarer hende - på min vej ned efter vasketøj - at jeg har ringet efter en, der kan lirke måtten fri. "Ingen problemer", siger hun på lidt gebrokkent dansk. "Kan du godt få den fri?", spørger jeg. "Ja ja". Da jeg næste gang passerer hende på trappen, ved jeg, jeg har talt ned til hende, som om jeg ikke tror på hendes færdigheder, hvilket ærgrer mig. Nu er jeg meget spændt på, om hun faktisk får måtten lirket fri efter endt rengøring, om varmemesteren når at komme inden da, om varmemesteren da tror, det er rengøringsassistenten, der har sat måtten fast for at kunne gøre bedre rent, og han så tænker: hvorfor ringede Anne Marie på 2. sal da efter assistance? Meget spændt :) 16.10.20.

Jeg køber de andres bøger. Indenfor den seneste uge har jeg købt to. Jeg er bare eet klik fra at gøre et andet menneske glad. Et menneske - der ligesom jeg selv - har kæmpet med ord, fattet nogle sætninger og gjort et arbejde for at få det ud. Jeg under dem en medfart. En lempelig proces. Den ene har jeg købt via forlaget, så forfatteren finder aldrig ud af, at det lige er mig, der har købt hans bog. En anden vil have kun i alt 50 kr. for både bog og forsendelse, hvilket er alt for lidt. En ven fortæller mig, han støtter op om sine venner. Tager en ekstra forlængerledning med i tasken, fordi han ved, der måske er en anden, der har glemt sin. En slags backup, beskriver han sig selv som. Jeg siger flere gange: "Ja, men det er også en vigtig rolle". Idet jeg er blevet klar over f.eks. til åben scene, hvor vigtig en rolle publikum i virkeligheden spiller. Dem, der ikke stiller sig op i rampelyset, men bare støtter op. Det er en herlig ting. Det er ikke alle deres digte, jeg forstår, men jeg danner mig et indtryk og det er i og for sig nok. En anden har en del sproglige fejl, da hun udgiver og trykker på egen hånd, men hendes livshistorie er dragende og hun ånder af at kunne fortælle den. Jeg tager mig tiden til det; dykker ned i side 50, dernæst springer jeg igen. Jeg investerer noget tid til at fordybe mig eller plukke. Jeg anerkender de andres bøger op af mine. Det er lige så vigtigt, at jeg er et vidne. En dag hvis jeg møder en ven på gaden, kan jeg sige, jeg kender til ham, fordi jeg har læst ham eller sat mig ind i hans stof. Jeg vil have min egen form for "backup" på den måde, at jeg har brugt tid (ikke meget) på at tilegne mig noget af hans. Jeg vil være understøt-tet. Og ikke på hel bar bund. Og det er det, livet handler om. Læse lidt i en bog hver dag, for så - en dag - at kunne udtale sig med overskud eller være funderet i stoffet. Ikke for at bestå en prøve, men for at være meddelagtig. Jeg ser dit bidrag og hylder det. Og bagefter kender jeg dig det bedre. Jeg forstår ikke alt, men det er ikke sagen. Det tager tid, og jeg tager den. 15.10.20.

Jeg købte bogen, "Skrifter i udvalg. Søren Kierkegaard" antikvarisk i går. Indholdet er fint - men sikken en forside illustration! "Omslagstegning: Oluf Hartmann", står der. To kæmpe, stærke mænd omfavner hinanden og den ene har en englelignende skikkelse med vinger (som jeg ser det). En helt fantastisk tegning, som jeg føler lindring ved at kigge på. - I tilgift. Aldrig set noget lignende.. "Jakobs kamp med englen" har jeg nu googlet mig til. 1. Mosebog 32, 25-33                                                                                                                                                13.10.20:

Jakobs kamp med englen (Oluf Hartmann)
Jakobs kamp med englen (Oluf Hartmann)

Først skriver en sindslidende Facebookven til mig kl. 6 i morges om sin melankoli. Jeg forsøger at omtale det senere på dagen i et dagbogsnotat, men jeg får ikke lov. Der, hvor jeg forsøger at kopiere noget fra vores tråd, forsvinder ordene på min skærm. Der er ikke nogen, der pålægger mig tavshedspligt, men jeg har den. Der er noget, man bare ikke gør, eller ikke kan tillade sig. Jeg har før gengivet sms-udvekslinger i min private dagbog med fulde navn og alting - men fordi jeg har syntes, det havde kunstnerisk værdi. Jeg er klar over, jeg overtræder en privatsfære, idet den anden part ikke er blevet spurgt om sin medvirken. Men sådan er jeg skruet sammen, at tjener det et formål, så andre kan drage nytte og værdi af udvekslingen, synes jeg, den skal frem i lyset. I lyset. Jeg forsøger ikke at udstille nogen eller sladre bag deres ryg. Det er altid, fordi jeg har øje for kærligheden i det skrevne ord. Eller i relationen. Går man tilbage i mit værk som helhed (skriftet.dk og alting) vil man måske kunne se, at jeg forsøger at mildne det mørke, undskylde hvor jeg har været for heftig, omformulere hvor jeg kan osv. Med det for øje, at andre ikke skal kunne sige: "Hvad rager det egentlig os, at hun var sur på den eller den?". Det fremkomne skal ikke være primærlitte-ratur, medmindre det kan bære det. Man må godt justere og omgøre eller rette til. Jeg må i hvert fald. Er der ikke også ting i dit liv, du ville ønske, du ikke havde sagt eller skrevet (kære læser)? Der er skjulte retningslinjer eller hensyn, man skal indordne sig under. Og nogle ville sikkert hævde, at jeg har slettet eller rettet for lidt. Idet de føler sig trådt på eller krænket. Man gengiver ikke en Messenger-tråd, uden at spørge. Jeg er bare så fascineret af, hvordan kontakten udvikler sig. Ja, men det retfærdiggør stadigvæk ikke, at du ser det som et stykke kunst. Manden, der svarer, gør det jo ikke i Ekstra Bladet. Han tror, vi kan have betroelser. Det er mig, der er stikkeren eller forræderen her, ser jeg nu helt klart. I kunstens navn - Ja, men hvor meget/hvor længe? Facebook-ven. En kunstner bruger sine omgivelser og skriver op af dem. Men bør ikke misbruge dem. Jeg vil holde kommunikationen på tomandshånd, for det er sådan kontrakten er. Pligten til tavshed. 9.10.20.

Jeg kender mit badeværelse. Hvordan skulle en anden sætte sine fødder i min bruseniche? Finde samme tryghed ved, at naboen spiller guitar, som jeg gør. Hvorfor ikke blive her til verdens ende (trods det at jeg står som aktiv-boligsøgende). For fanden - det er min bruseniche! Mit køkken, hvor skufferne selv kører ind. En modernisering af lejligheden, som jeg stadig - over huslejen - betaler af på, - men det med glæde. Det er så afgjort en kvinde, der har valgt, at spejlet over vasken i badeværelset kunne se sådan ud. Og ja, her har boet to kvinder før mig, ved jeg. Andre har stadig gammelt badekar, men ikke jeg. Jeg elsker mit toilet, fordi der er god plads. Jeg kan godt lide det leben, der er her i området, med havefester om sommeren. Nogle, der sidder og sludrer i gården. Mig, der altid tjekker om kælderdøren (den fælles) er lukket, hvis jeg kommer sent hjem. Vi er ikke ligeglade med hinanden her. For lidt siden ringede jeg på hos mine nye naboer, fordi der stod en buket foran deres dør, som de ikke havde opdaget. Det er ikke lige meget om jeg bor her eller ej. Jeg har en decideret male-plads inde i arbejdsværelset, hvor mit lærred kan hvile op af skråvindueskarmen og har godt lys. Og det har så afgjort samlet mig at være her. Jeg synes ikke, det er uoverskueligt at gøre rent her (64 m2). Og selvom min stue er ret lille, er den samtidig rigtig hyggelig. Jeg kan overskue, hvad jeg ejer. Trods det, at jeg stadig lejer mig ind hos Boxit, fordi jeg ligger inde med værdifulde ting. Der er ikke ondt i denne bygning eller i det her kvarter. Det er en lise for sjælen, når naboen begynder på sit guitarspil. Det er hverken ekvilibristisk eller fejlfrit, men det er med sjæl. Når han taler med nogen i telefonen er det på ærke-århusiansk, så man føler, man er midt i det oprindeligste Aarhus. Og Aarhus Fremad vinder deres kampe på en bane kun 100 meter herfra. Her er trygt, fordi jeg bor oppe under taget (og tyvene skal gå op af flere etager), så trygt at vi ikke har en lukket hoveddør eller dørtelefon. Hvis en er syg spørger man, hvordan det går. Jeg glemmer aldrig Skovvangsvej. Og det skal jeg måske heller ikke. Jeg kan melde min boligsøgning "i bero" i morgen og bare blive på dette kærligheds-fyldte sted. Det er ligesom mit sted. Sådan er det, når man falder til ro og ikke er på flugt. Hvis Gallo skolen forbød mig at øve sang der ville jeg være mere desperat efter at kunne synge i mit eget hjem. Nu har jeg denne central hvorfra jeg cykler alle mulige steder hen. Med det in mente, at jeg de fire år i Højbjerg højst cyklede fem gange. Jeg kan gå tur i skoven eller også gå langs Risvang Allé, og jeg er lykkelig. Jeg er hjemvendt. 8.10.20.

Lars skriver en salme over Efeserbrevet 6. "Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne holde stand efter at have besejret alt". Det er det, jeg må gøre. Imens vi er bange for, at lejeren henter syv af sine fætre eller syv tusind, må vi holde stand. Resten er nu op til Gud, for vi kan intet mere gøre. Det står mig nu klart, at det intet at gøre er lige så stærkt som at true med sanktioner. Idet det da er op til kvinden selv at handle samvittighedsfuldt. Det intet at sige, indeholder alligevel et svar. Ja, hun er af anden etnisk herkomst og vi står måske over for en anden kultur. Det bliver da en kamp på et åndeligt plan, frem for en sag om penge. Og det har jeg intet imod. Hvordan kan vi overhovedet tabe?, tænker jeg i dag. Der er kommet en salmetekst til i løbet af natten, og den taler om oprejsning: "Med troens sværd og våben, som ingen djævel ved, skal himlen holdes åben for tro og kærlighed". Vi har skrevet en kontrakt med en lejer, som kun vi har tænkt at overholde. Ja: "Gud lader sin sol stå op over (både) on-de og gode", og hun opdager måske aldrig sin brøde. Men vi har skrevet kontrakt - med Gud. Deri hviler jeg nu mit ansigt. 8.10.20.

Jeg kan blive syg af det. For tredje dag i træk møder jeg en, der har været ansat som plejer for mig i det psykiatriske system. Og der er ikke langt til Skejby psykiatrisk hospital. Lejeren betaler ikke sin husleje og det dræner os for energi. Hvordan formulere en sms pænere, end vi allerede har gjort? Havde hun tænkt sig at blive smidt ud, så vi benytter sidste udvej nemlig at skifte låsen i hoveddøren? Plejer hun ikke i sit liv i øvrigt at betale husleje, der hvor hun nu engang bor? Det har sat sig som en klump af angst i mit mellemgulv. Jeg kan græde det ud, hvis jeg sidder over for en, jeg har tillid til. Lige nu er jeg bare bange for at blive syg af det. Jeg forstår ikke, når vi nu har lagt så meget arbejde i at rengøre, skrive kontrakt, gøre alt rigtigt, at hun så ringeagter disse gode tiltag. Lader hånt om dem. Pisser på os, for at sige det. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan gengælde med langt værre gloser, end jeg selv har i mit ordforråd. Når vi bare beder om noget, hun også ville blive bedt om alle andre steder. Jeg har ligget to gange i dag og prøver at samle kræfter til når vi skal træne om en times tid. Men jeg er totalt slap i kroppen, opgivende. Ja, jeg kan bede en bøn. Jeg tåler ikke den krænkelse, der ligger i det. Hvordan vil Gud ruste mig til det? Trods det, at der er tale om vrede og afmagt, som jeg indeholder alligevel som følelser til daglig, da er dette gange 10. Og angst i maven er et symptom i mit (alarm-)system. Jeg kan blive syg. 7.10.20.

Er det en form for discipelskab? En udenlandsk mand har skrevet en smuk og tiltalende kommentar til mit billede af mine bh'er på Facebook. En kommentar, man bliver smigret af, men som også kunne være givet til en anden. Jeg kender ikke manden og han spørger, om vi "can become friend". Hvad skal jeg lægge i det. En ven liker derefter mit profilbillede, som er adskillige år gammelt, så hvorfor nu? Noget, hun ikke behøvede, men som hun har fået lyst til. Man kan se det som at de knytter til ved mig. Og er der noget galt i det. Hvorfor er jeg alligevel skeptisk. Hvordan blev jeg lige i den grad elskelig? Hvis han har fulgt mig - trods sprogforskellen - så bør jeg jo tage imod ham. Og Birthe er så trofast, at man altid har lyst til at svare hende med: "Jeg elsker også dig" - hvilket dog selvfølgelig ville være upassende. Hvordan kender jeg den oprigtige tilhænger fra den uærlige? Hvorfor er min favn ikke bare åben for alle. Det er fint, vi er vidner for hinanden og også kan følge hinanden. Vi kan anmode om en andens venskab på Facebook, og det knytter os lidt mere sammen. Min profil er offentlig - for alle. Det er der den bagtanke med, at enhver skal kunne gå til mig så at sige. Jeg skal kun være eet klik væk. Men der er fælder og bedragere overalt. Det er jo ikke sådan, at jeg er udkommet på engelsk eller har fået verdensomspændende opmærksomhed. Hvordan har en engelsksproget overhovedet fundet vej til mit domæne? Se, jeg prøver at retfærdig-gøre, at jeg ikke reagerer på hans henvendelse. Jeg har indtil nu intet foretaget mig for at nærme mig ham. Hans kommentar står der bare. "When people say you are beautiful, it is when there is a harmony between the inside and the outside." Ikke dårligt, men mener han mig? 4.10.20.  

"Nu synes jeg, du skal trække vejret dybt ned i lungerne" var det sidste, hun skrev. Og ja, rigtigt nok havde jeg hidset mig op. Men det var en principsag. Lejeren i Lars' lejlighed havde igen udskudt sin indbetaling af huslejen, helt imod reglerne og god skik. Og der ligger den; det er ikke min lejlighed og det er ikke mine penge. Jeg meldte mig bare på banen fordi jeg så noget urimeligt. "- det kan man bare ikke", som jeg skrev. Altså selv bestemme sin beta-lingsfrist. Det plejer at være til d. 1., men i sidste måned ville hun vente på at kommunen gik ind og dækkede beløbet og i den her måned har hun en ny grund. Jeg kan være ligeglad, men er det bare ikke. Jeg synes, hun skal vide, hvordan tingene bør gå for sig i sådan en sag. Til en anden gang, hun evt. lejer sig ind et sted. Det er derfor, det bliver iltert for mig, fordi hun ser stort på det retmæssige og også retfærdige. Jeg svarede hende ikke tilbage på det med "vejret dybt ned i lungerne", men da jeg gik ned mod bussen, fik jeg et fornøjet blik af en forbipas-serende cyklist. Jeg tror, han så humoren i det hændte. Og også min frækhed. Og det er vel sådan, det går; man hidser sig op, får klargjort hvor man selv står, får det meddelt og får respons. Og sagen "lander", som man siger. Lars får sine penge, siger hun, omkring på tirs-dag (d. 6. i måneden). Det var måske ikke gået over for en anden udlejer. Det er min pointe. 3.10.20.

Det er en smuk kærlighed, som jeg oplever fra en ven, - som jeg dog ikke gengælder på den måde. Om jeg vil gå en tur med ham på stranden en dag? Jeg svarer, at det tror jeg ikke, jeg kan finde ud af. Først afværger jeg og begynder at snakke om noget andet, men han vender tilbage til det. Han er ikke en træls person, men aldrig en, jeg kunne forelske mig i. Han siger, jeg "er god at snakke med", men jeg tror ikke, han ser dybere ind, for det er jeg ikke altid. Men kærligheden er smuk, som kraft. Men vil aldrig være et romantisk anliggende imellem os. Du er velkommen til at ringe, sagde jeg til sidst. Det er min fejl, at jeg har signaleret en åbenhed, som jeg har ment venligt. Venligt og bestemt. Tag ikke fejl. Nogle kalder mig "behagelig at være sammen med". Men det er kun så længe, kræfterne rækker til det. En dag bider og stikker jeg. Og jeg er ikke det værd. Hvornår ser han - denne bejler - at samvær på en strand er uden for min horisont. Jeg er havet. 30.9.20.  

Jeg har ordnet praktisk. Frameldt mails fra Trøjborg beboerhus, meldt os ind i et fitnesscenter, returneret bh'erne (da de ikke passede), og mange andre ting. Jeg har været en central for ting, der skulle ekspederes. Nu gik pæren i lampen her ved computeren og jeg finder straks en erstatning. Det er ikke sådan, at jeg sætter mig og giver op. Og når jeg har streget tre punkter ud på min seddel, som er afsluttede, tilføjer jeg allerede tre nye. Jeg er et aktiv. Jeg siger ikke, det er guldmønter, som jeg veksler og returnerer til verden. Jeg siger bare, jeg er åben og at energien løber, hvor modstanden er mindst. Fordi jeg har planer for i morgen, som jeg gerne vil føre ud. Jeg har ikke råd til at købe frugt i dag, så jeg kigger i fryseren og finder nogle ærter. Det kan gøre det ud for det grønne, jeg får her i aften. Det er ikke stor visdom, men det er løsninger, der er bæredygtige. Jeg går efter at bære dygtigt. Nu har jeg skrevet ned, hvornår de kommer for at se, om de nye vinduer er sat rigtigt i. Jeg er forudseende. Når alt det så er sagt, så har jeg ligget i to timer i depression på min seng uden at kunne noget. Og det ikke at have økonomisk råd til f.eks. den mad, jeg gerne vil spise, har sat en stopper for ture ud af huset. Ja, det har virket som en bremse, også rent psykisk. Så hvordan gør man sin dag op? Jeg fik min dagcreme og mine perikontabletter, mens jeg endnu havde råd. Ting, jeg sådan set ikke kan undvære. Jeg købte et par tennissko i genbrug til en ven og betalte porto for pakken med bh'erne. Det var et skøn, at jeg kunne tillade mig det. Jeg spiser mine ærter som fattigmandskost. Det har andre prøvet før mig. Det er ikke noget bespisningsunder. 28.9.20.

Jeg har bestilt to bh'er over nettet. Det er fuldstændigt frit fald! De koster i alt 600 kr. og jeg har lige nu 850 på min konto. Men jeg kan godt lide det. I morgen vågner jeg op og da kan jeg se næste måneds udgifter - og forhåbentlig en betragtelig reduceret husleje, fordi jeg d. 1. oktober plejer at få ca. 4000 kr tilbage i forbrugsafregning. Jeg regner altså med penge, jeg rent faktisk ikke har set. Hvem skal på den baggrund kalde mig "fattig"? Jeg vil gerne synde for så at råde bod bagefter. Måske har jeg opført mig uansvarligt, men det er ikke gået ud over nogen. Er det så galt, det jeg har gjort? Noget skal jo holde mit bryst. Det er bankmanden jo fuldstændig ligeglad med. "Har du haft udgifter, du ikke havde regnet med?", vil han spørge. Vi har d. 23. i måneden og jeg skal nu leve for det rene ingenting til d. 1. Jeg ringer og siger, at pengene er "gået til et godt for-mål", og det vil ikke være løgn. Man kan gradbøje "godt" formål, for hvem ved, hvad der er godt. "Jeg er blevet et lykkeligere menneske af det", vil jeg svare. Jeg har på et tidspunkt skyldt banken 60.000 kr., nu skylder jeg 12. Hvad har han i klemme? Og det er netop det: bh'er med bøjle klemmer, så jeg får brystsmerter, derfor bestiller jeg nu nogle uden bøjle. Nogle gange, når man næsten ingenting har, skal det tages, som man har. Og den, der har elsket meget, får tifold igen. (ha ha) 23.9.20.

Jeg er både et aktiv og et passiv (maleri, 23.9.20)
Jeg er både et aktiv og et passiv (maleri, 23.9.20)

Jeg åbnede mit hjem og lagde hus til. Med risiko for at naboen eller underboerne kunne høre noget. Vi talte om det hele. Og her er relativt lydt. Men der var noget, vi gerne ville sige (til journalisten). Jeg har åbnet mit hjem med risiko. For en sag, der rakte ud over Skovvangsvej. Satset på, væggene holdt tæt. I morgen vil jeg hilse på min nabo, hvis jeg møder ham. Sige ham, at jeg er et almindeligt menneske. Tak, fordi han udholdt den dramatiske fortælling. Jeg har stillet mig til rådighed med det formål at udbrede viden. Og for at støtte en veninde i at stå frem for første gang (dog anonymt). Jeg har søsat en artikel, redt en seng og købt morgenmad. Og det blev et fælles projekt. Jeg vil aldrig glemme hendes nervøsitet. Og at jeg selv op til interviewet har motioneret, sunget og sovet jævnt, som forberedelse. De ku lide mit hjem og tog begge turen helt fra København for at mødet kunne lade sig gøre. Jeg er hverken stolt eller tilfreds, men mere udmattet; der er (stadig) ting, man nødig nævner. Ting, som dog har relevans, hvis artiklen skal blive dybdegående. Og der er stadig ting, jeg aldrig har delt med et eneste menneske. Heldigvis. Jeg rydder jo også op, til de kommer. En helt anden dag ville det være et helt andet hjem at besø-ge. Jeg indstiller mig, forbereder mig, gør klar. Men den dag kan komme, hvor jeg ikke er klar. Hvor jeg ikke når at hente min kappe. Trængselstid. 21.9.20.

Jeg føler mig som smittebærer. Som om jeg er befængt med noget eller plettet af noget. Nogen, der siger: "Det sku du bare aldrig have gjort". Det vil altid indhente mig. At jeg har trådt et ekstra skridt derud, hvor man helst ikke skal komme. At jeg har haft det vanvid og det mod. Jeg over-vejer døden ind bare jeg støvsuger et spindelvæv. Undlader jeg at gøre den gode gerning, i en situation hvor den er indlysende, føler jeg mig dobbelt skyldig. Dømt af den højeste instans. Jeg går for altid med denne vished om, at jeg er stof til et sladderblad. Eller til de ældre damers kaffesnak nede i gården. Og jeg glemmer aldrig, at jeg i denne virustid vasker mine hænder ekstra grundigt for at jeg ikke skal komme i den situation igen, at jeg er skyld i en andens død. Vi ønskede ikke at slå ihjel. Det vil jeg sige til journalisten på mandag. Det er ikke en lystfyldt aktion, men et nødråb. Vi skulle have været tvangsindlagt, som min veninde siger. Og det piner os dag ud og dag ind, at vi ikke blev det. 17.9.20.

Jeg havde skrevet under. Det havde min signatur. Den tekst, jeg havde skrevet til det maleri, jeg forærede min gamle dansklærer i weekenden. Den var voldsom (omkring tolkning af motivet), noget med "Gør jeg dig ondt, gør jeg det af kærlighed". Finn, min dansklærer, vidste godt, den omhandlede brudstykker fra min livshistorie. Men jeg havde rettet fortællingen til, så at sige, gjort den mere spiselig, i fald han så ville synes bedre om billedet. Nu justerer jeg tilbage. For at være tro mod det, jeg umiddelbart tænkte omkring tilblivelsen af maleriet. Det nytter ikke noget; teksten mistede slagkraft, den blev "tom". Nu folder den sig ud, måske på baggrund af noget mørkt, men tanken er netop: "Frygt ikke" (mørket). Aldrig ræd for mørkets magt, som billedet hedder. Han blev så utrolig glad for at se det fysiske maleri. Jeg havde gået og følt mig flov, hvis han syntes, oliekridt på lærred er for skrøbeligt et malerialevalg. Jeg ringede ovenikøbet til Art de Vos, for at spørge, om jeg havde gjort nok ved at give billedet fixativ. "Du har gjort, hvad du kunne", svarede de. Jeg kom derned (til Askov) og besøgte ham fuld af kærlighed. Vores snak løftede sig og der var intet, vi ikke kunne berøre. Og vi havde ikke set hinanden i 20 år. Jeg ville ham virkelig gerne. Måske også derfor var jeg bange for, hvis han ikke brød sig om billedteksten. Ja, det er en kunstners frihed at give et værk en titel og have sine egne associationer omkring det. Og ja, køberen kan så have sine egne - måske helt andre - associationer. Alligevel har jeg i dag skrevet til Finn. Tåler du billedtekstens (den oprindelige) voldsomhed?, spurgte jeg. I så fald har jeg et ønske om fremover at bruge denne omtale. Maleriet er kraftfuldt og skikkelsen er mørk (sort kridt). Men det er ikke helt fortællingen. Du tror, du indeholder ondskab, som det kom til udtryk. Men tværtimod ville du dit barn det bedste. Jeg har spurgt Finn, om han tåler budskabet. Hvem ellers? 16.9.20.

Skulle jeg rose den optrædende for en mageløs forestilling, når jeg nu synes, den kun var middel-mådig? Skulle jeg støtte et opslag, når manden bag i forvejen i fire andre opslag har gjort reklame for den samme bog. Var det ikke nok, at jeg støttede een gang? Skulle jeg støtte en kærligheds-erklæring (på Facebook, mellem en ven og hans kæreste), der bestod af en masse ikoner som hjerter og smiley, for hvad er det manden ikke kan sige med ord? Jeg har følt mig nærig, men på en måde vil jeg bare ikke gå på kompromis. Jeg vil ikke ødsle min støtte bort. Den skal fintfølende gives til den, der virkelig trænger. Man sætter jo heller ikke sine penge på den, man ikke tror på. Da taber man jo dobbelt, idet man ikke nærede håb til, at pengene ville yngle. En like (tommel-finger) er en ytring, man skal kunne forsvare. Et "Jeg elsker dig" på et upassende tidspunkt kan være fatalt. Gem din kærlighed til en bedre anledning. Giv den med øremærke og retning. Forspild ikke. 13.9.20.

Om jeg går eller ligger (maleri, 9.9.20)
Om jeg går eller ligger (maleri, 9.9.20)

Jeg sidder i bussen. Der sker det sædvanlige, at jeg overvejer at gå op til chaufføren for at bede ham lukke for vinduerne i loftet. Kl. er 20 om aftenen og det er efterhånden koldt på den her tid. "Ja da", svarer han, så for ham er der intet påfaldende i min forespørgsel. Jeg tænker altid - også når det er for varmt og vinduerne i stedet for skal åbnes -, om det tjener det fælles bedste. Hvad med alle de andre passagerer, synes de her er for koldt/varmt? Man kan jo ikke gå rundt og spørge dem alle. Så jeg træffer et valg på deres vegne. Og hvis ikke jeg gør det, er jeg ret sikker på, at ingen gør det. Det koster lige lidt at begive sig opad i bussen, fordi folk kan tænke: hvorfor går hun fra sin bagage. Men buschaufføren har altid en mening: "Ja, selvfølgelig", "De er altså åbne" og i dag altså "Ja da". Jeg har skrevet ordet buschauffør ret mange gange i mit forfatterskab. En bus er en skueplads, et rum hvor der kan opstå noget. Og man kan træne ret mange ting for sig selv. I dag var det f.eks. høfligst at jeg ikke kiggede i den retning, hvor hende foran mig ku tro, jeg læste med på hendes telefon. Der er visse uskrevne regler. Det optager mig også, om bussen nede ved Dokk1 holder tilbage for at vente på et decideret bussignal, eller om chaufføren bare kører over krydset som enhver anden bilist og ser stort på, at der er en særlig busbane. Jeg forstår ham sådan set i begge tilfældene. En sen aften, hvor der ikke kommer andre bilister, må det være særligt fristende. Det er til stor inspiration for mig, hvad jeg oplever på mine busture eller ved stoppestederne. Det er det mellemmenneskelige, der er i spil. Og man kan som sagt prøve nogle ting af. Især hvis man opfatter livet omkring bussen som sin menighed. 7.9.20.

Så hvad er det, jeg kan? Jeg kan læse om teosofi, fordi det interesserer mig, men ikke bagefter gengive det læste over for en anden. Jeg læser Bibelen - igen og igen - og noget fæstner sig, fordi det er værdiladet og besjælet. Men jeg ku aldrig have læst teologi (trods det, at jeg engang søgte ind). Jeg føler visse af mine veninder keder sig i mit selskab, fordi jeg ikke matcher dem. Jeg er ligesom blevet voksen på en helt anden måde end dem. Ikke fulgt et studie, gjort erfaringer med eksaminer. Ja faktisk var de ligeglade på kunstakademiet med, hvor meget man var der, når bare kunsten var god. Jeg kan søge på Krak. Jeg kan søge så meget på krak, at når jeg har fundet et kort eller en ruteplan, så har jeg samtidig styr på printeren og på arbejdsgangen i det. Og fordi jeg bliver bange for, at mit udprintede papir forsvinder før jeg skal bruge det, gemmer jeg det samtidig på et usb-stik, som jeg altid har med i tasken. Jeg er god til at sikre mig. Til livsfilosofi (undervisning på Gallo skolen) siger jeg nu - ingenting. Fordi i stedet for at læse mig til teorier og tale om store begreber, søger jeg hellere der, hvor kærligheden er. Så sidste gang kælede jeg med hunden og lavede kaffen til de andre. Jeg er ikke velfunderet i litteratur, samfundshistorie og politik, men jeg kan beskrive følelsen af ikke at slå til på disse parametre. Jeg kan beskrive taberens rolle så levende, at folk tror, det er det sidste, der er at sige. Jeg er (nemlig) dannet i følelsesliv, fordi det var det vigtigste at give udtryk. Jeg giver udtryk. Nu, hvor naboen bander i sin telefonsamtale, forholder jeg mig bare helt neutral. Det er en ytring på lige fod med et råb eller skrig. Tænk på, hvad den tavse mand i hjørnet indeholder. Og på hvor lidt rum, han kræver. Jeg vil gerne studere mådehold. 6.9.20.

Jeg har fået en gratis mascara fra et kosmetikfirma, jeg jævnligt handler med. Men jeg er bange for at bruge den; tænk, hvis den er god, jeg bliver glad for den, og den så udgår fra markedet igen. Jeg er altså - allerede inden jeg møder og oplever det gode - bange for, at det forsvinder igen. Jeg taler om forgængelighed, også min egen. Men også en angst for at give mig i kast med noget af det, livet tilbyder mig. Hvis mascaraen er fremragende kan jeg jo fremover bestille den hos kosmetikfirmaet i stedet for som nu at købe en i Matas. Hvad er problemet? Jeg er bange for, at det gode skal dø fra mig. Så få mennesker, jeg egentlig har knyttet mig til, fordi jeg ikke giver mig hen. Allerhelst ville jeg gerne give mig hen til Gud, vide mere om Gud. Så verdensfjern, jeg er. Jeg kan ikke tro på, at det levende forbliver i mine hænder, når jeg har tabt et barn. Er det så mærkeligt? 5.9.20.

Det afgørende var ikke, at jeg blev hægtet af på livsfilosofiholdet (af den nye elev) pga. mit sparsomme intellekt. Det afgørende var, at jeg forinden prøvede at lukke en sommerfugl ud, som havde forvildet sig ind i opgangen. At jeg ved busstoppestedet reddede en ung fyr ved at forære ham et mundbind, han havde glemt det er påkrævet at bære, så han akkurat nåede den planlagte bus. Fordi jeg søgte, hvor kærligheden var. Ikke hvor jeg kunne tænke mig frem til, den var. Jeg kom hjem og tænkte: jeg er nødt til at mærke, hvad jeg så dur til. Og cyklede til et indkøbscenter for at få repareret mit ur. Jeg mødte bilister på vejen, cyklister på cykelstien og fodgængere på fortovet. Jeg var noget op af nogle helt andre mennesker. Jeg prøvede at være det gode eksempel. I genbrug kan man nogle gange holde sin grådighed tilbage, så selvom det er sko, man helst vil kigge på, går man derfra, fordi en anden lige er midt i at udforske udbuddet af sko. Man skal unde den anden at være lige så heldig som en selv. Der er spilleregler i livet, som også gælder f.eks. i trafikken. Man kan køre/cykle med respekt for sine medtrafikanter. Ikke hasarderet eller forsigtig, men med en fasthed og tydelighed, så ingen misforstår hinanden. Så selvom jeg sagde meget lidt til undervisningen, havde jeg et andet sprog, som jeg brugte ude i verden. Gå, hvor energien flyder nemmest. Nu er jeg for træt til at tage ud og øve sang, fordi dagen har kostet noget. Ved lyden af kirkeklokkerne, der ringer kl. 18 ind (solen ned), gør det mig dog ikke spor. 4.9.20.

De andres liv. Hvis jeg var den, der havde fået to børn, en mand, job. Men det er jeg ikke. Jeg skal stå som et afskrækkende eksempel. Gør aldrig som hende. Når jeg nu er den, der har fået noget andet. En vens betroelse, en kunstners åre. Da begræd ikke mine valg. Hvor der ikke var noget (valg). Her sidder jeg som 47-årig og misunder. Fordi det blev for høj en pris. Fred være med et ægteskab, der holder. Hver dag gransker jeg ham, jeg passerer for, om han har fundet lykken. For et indre liv, som ikke kan måles i ydre forhold. Min status er, at jeg er pensioneret, fritaget for at bidrage til samfundet på lige fod med andre. For alt i verden grib ind i tide. Også en del af mig (selv) gik tabt. Hvis jeg står ved mit eget liv og skønner på det. Jeg fik et barn, flere kærester og en uddannelse. Min familie blev sprængt i stykker. Og hver dag går med at vågne med ængstelse, vænne mig til ængstelsen, bruge dens kraft. Da kan jeg bidrage fra sidelinjen. Med en anden fylde. Er det ikke det, du fortæller mig ved dagens slutning, min egen Gud? 2.9.20.

Måske har jeg ødelagt mit fjernsyn ved at tænde og slukke for det så mange gange, hyppigt efter hinanden. Jeg ser nogle være i havsnød, ser ikke de bliver reddet, ser de står reddet på land. Jeg ser toppen af poppen men i bogstaveligste forstand kun toppen, da jeg slukker mens følelserne for alvor folder sig ud hos de medvirkende. Jeg ser en film, men nænner ikke at se, hvordan det går hovedpersonerne, tænder alligevel for at se slutningen. Jeg ser en etape af touren, også for at høre hvordan kommentatorerne klarer sig. Slukker, lige inden feltet når målstregen. Antiklimaks. Det er ikke afgørende for mig, om jeg får det hele med. Det er kun når jeg passer hund, at jeg ser en film i eet stræk fra start til slut, eller i biografen. Nu er der grønne streger henover skærmen på et par af programmerne og jeg har købt et nyt kabel, uden det har ændret noget. Jeg tænder og slukker VIRkelig meget. Kan man kalde mig "overkritisk"?, som en kvalitet. Eller flygter jeg fra det, der virkelig rører ved noget indeni mig. Jeg har altid talt for, at processen er vigtig. At skildre vejen hen til. Gælder det kun min egen vej? Det er en kunstners lod at drage essens. Et karakter-træk ved mig. Jeg læser ikke en hel artikel, ikke en hel bog. Jeg plukker, bearbejder og formidler. Mit ærinde. 30.8.20.

Han havde skrevet "Frit efter 1. kor. 13". En salme, der hakkede ujævnt i stavelserne, rimede sparsomt. Men jeg elskede det. Han spurgte endda, om han havde nogen berettigelse inde på Moderne salmer, for ellers ville han slette sit opslag igen. Og jeg elskede det. At han mængede sig med højtprofilerede komponister og tekstforfattere i et forum, hvor mange læser kritisk med. Fordi selvfølgelig havde han ret. Jeg brød mig ikke synderligt om melodien eller om hans sang-stemme, men knappen for afspilning lå inde i et kæmpe rødt hjerte. Han havde fattet det. Nu har han vist vejen så at sige, for dem der ikke rigtigt tør eller som stadig er i tvivl: Hvordan bør en rigtig salme være eller lyde? Hvordan kan nogen være i tvivl om, at manden gerne ville nærme sig Gud. Han ville skrive om sin passion og give den et udtryk. Han har en sag. Og derfor skal han ikke føle, han er gået forgæves. Han skal inviteres ind, og det er Kristus i mig, der gør det. Det var en håndsrækning, jeg var nødt til at udforme. Kaldet af et bud om næstekærlighed. Frit efter frihed. 29.8.20.

Jeg har smidt bananchipsene og chokoladen ud. Jeg må blive bedre. Jeg så ikke andre gå med bare arme på min aftentur, men det var et udtryk for, at jeg svedte. Jeg sagde ikke noget direkte dumt til livsfilosofi i dag, men heller ikke noget, der hævede niveauet. Efter min aftenøl gør jeg op, om det har været en god dag. Ja, jeg vågnede med ængstelse, men med en af vores salmer i hovedet. Jeg rengjorde brusenichen efter badet som jeg plejer og iførte mig mundbind i bussen, som man skal. Der er ikke grund til at klynge mig op for noget. Det skulle da lige være, at jeg forudsætter et publikum før jeg har skrevet færdigt. Som om, jeg der regner med, mit niveau er højt nok. Jeg har følt mig til overs, let til at blive fristet og ude af stand til at slappe ordentligt af. Idet jeg hellere vil høre naboen spille guitar og synge til. Indtil jeg gik mig en tur i kvarteret, før det endnu blev skummelt. Jeg forventede, jeg ville blive glad over efteråret og en køligere vind. Jeg blev glad. Jeg forventede, jeg ville drage fordel af min erfaring over for den nye elev på holdet, men jeg blev overtrumfet. Intet at sige til, jeg helst tog opvasken bagefter for at genvinde terræn. Nu forsøger jeg at gribe mit liv og gøre det vedkommende for en given læser, men jeg kan aldrig vide. Om nogen fortryder mig. Skulle jeg hellere indgive min opsigelse? Ikke have levet videre. Jeg har forsøgt at være her, mænge mig med de andre, udfylde en rolle. Men jeg gled. Jeg så solen gå ned og træerne virke faretruende høje. Det betyder, den skinner på andre, og at Gud fordeler lige. Det betød alt i dag, at du som lærer samlede undervisningen op og spurgte, om vi skulle gå tur med hunden sammen. Da følte jeg mig ikke så fortabt. Nu, hvor jeg kan se dagen i det lys, lever jeg mørket ud. 28.8.20.

Jeg har skåret nogle skiver agurk til min ostemad. Da jeg når til sidste bid, kan jeg se, der bliver en skive agurk til overs. Jeg lægger an til at smide agurkskiven ud, men der sker det, at jeg får ondt at den. Over at den er til overs, at jeg ikke har til hensigt at spise den og bare vil smide den ud. Ja, det er næsten som om, agurkskiven har både øjne, hjerte og sjæl. Jeg vælger alligevel at gå ud til skraldespanden og smide agurkstykket ud (man kan spørge, hvorfor spiser du det ikke). Men indser, dette er et udtryk for en "usædvanlig kærlighedsevne", som en for mange år siden tydede frem, at jeg besad. Jeg vil ikke gøre agurkstykket ondt, jeg vil regne det for noget, jeg tåler ikke at slå det ihjel, så at sige. Jeg har følelser for et stykke mad som var det et medmenneske. Med-mad. 27.8.20.  

Dagens velgerninger: En kvinde holder tilbage på sin cykel, da vi skal med bussen, og jeg får nikket som Tak. I en genbrugsbutik i midtbyen står et par næsten nye sketchers tennissko til 100 kr., så dem tager jeg med hen til kassen. Da ekspedienten finder den matchende sko ude bagved står skoen imidlertid der til 200 kr., så hun kalder på sin chef, for hvad skal hun sælge dem for? Chefen siger: Ja, vi er nok nødt til at sælge dem til den pris, kunden regnede med. Jeg siger: "Ellers bare 150 kr. - det vil jeg gerne give". Chefen siger: "Det var sødt af dig". Jeg køber et "Hus -forbi" blad, selvom jeg har købt den samme udgave af bladet en gang før, fordi sælgeren ser så rar ud. Imens passerer jeg en ung musikant med sin forstærker og elektriske guitar. Jeg bemær-ker, at han blæser lyden ud over et kæmpe areal og at han samtidig synger falsk. Men hvis det er dannelse for ham. I gården nedenfor hvor jeg bor sidder Christoff, en musiker, som jeg altid hilser på. Han får sig et glas Jägermeister og jeg siger, jeg får en øl hver aften, fordi det beroliger. Vi snakker om at spille/synge sammen en dag, selvom jeg slet ikke har mod på det. Jeg svarer: Ja, det ku vi gøre. Herhjemme hører jeg underboens røgalarm gå i gang, og det lugter da også lidt brændt ude i mit eget køkken, af mados der er sivet op. De får den ikke slukket og jeg hører den ældre kvinde gå ud i opgangen og lyden fra alarmen blive nu helt overdøvende høj. Jeg går ned til hende for at høre, om jeg skal hjælpe. Jeg formår at dreje alarmen ud af sin fatning og trække batteriet fra, så den derved holder op med at kime. Jeg siger: Jeg ved ikke lige, hvordan man ellers slukker den og du har sikkert også selv prøvet. Hun siger: Tak for hjælpen. Min veninde har ringet tre dage i træk (og vi plejer slet ikke at tale særligt ofte). Hun er ivrig efter at hjælpe andre kvinder i vores situation (mødre, der har slået deres barn ihjel), men jeg får svaret, at vi kan "gøre tiltag jævnligt" og at hendes mand måske er glad for, der ikke sker mere i sagen lige med det samme. For at berolige hende men måske også rette hende på plads, så hun ikke bliver dårlig (psykisk). 24.8.20.

Min veninde stiller sig nu helt i front. Hun vil forsvare kvindens sag i en udsendelse, hvor en far fortæller, hvordan han aldrig vil kunne tilgive moren til sit barn at have slået det ihjel (en datter på ni år). Og hvordan moren nok aldrig får lov at se deres andet - levende - barn igen. Min veninde vil helt klart tale for, at det er uretfærdigt. Og i et større perspektiv synes jeg, vi skal danne en forening, som kæmper for sådanne mødre, eller opfanger dem inden katastrofen indtræffer. Jeg så allerede min venindes mod, da hun efter vi så filmen "Sorg og glæde" sammen, ville gå op til Nils Malmros i biografen efter filmen (hvilket jeg vist frarådede hende til). Hun har bare ikke kunnet stå frem med ansigt og navn af hensyn til sin arbejdsplads og øvrige familie. Nu siger hun næsten til mig, hun er villig til at opgive sin hidtidige overlevelsesstrategi med at passe et fuldtidsarbejde og ikke nævne noget for nogen. At hun nu ser større værdi i at gå ind i den her sag. Hun har givet intervieweren i programmet (Lisbeth Zornig) vores kontaktoplysninger, så de kan blive givet videre til den dømte mor. Og det er (jo) sådan, man opdager, at man faktisk går rundt med en <3-sag. Man kan ikke lade være at hjælpe andre i samme nød. Tak, fordi du stiller dig i front. Det vil også vores døde børn sige. Hvis et andet barn i fremtiden da i stedet får lov at leve. 22.8.20.

En dag henter jeg alt hjem fra Boxit. Den dag, hvor jeg ikke længere tror, den, der kommer, vil rive min originalnode i stykker, eller så tvivl om min ophavsret. Sætte ild til mit hus eller bortføre mig til et fremmed sted. Hver dag siden 1992 har jeg forestillet mig at blive slået ihjel som en hel naturlig følge. Men finder nogen endelig det inderste, hellige og smukke, vil han ikke nænne at røre det. Den dag, hvor jeg henter materialet tilbage, skal jeg føle mig tryg. Og tyven, der kommer, skal blive overrasket. Fordi jeg har delt generøst fra mit hjerte og ikke har krævet noget til gengæld. Fordi jeg har sat mit liv ind på at sige: Se, jeg kan, så kan du også. Have modet til at stille i lys. Hvad der før stod med skam. 20.8.20.

Jeg kan salve mine fødder. Oven på et par strabadserende uger med håndværkere i lejligheden kan jeg salve mine fødder. Og nu, hvor lejeren i Lars' lejlighed siger, at huslejen er på vej, kan jeg sove mere roligt. Det har taget hårdt på mig og jeg tåler ikke stor belastning. Jeg har måttet tænke: Du sover bare om en uge. Og når du har hørt, hvorfor hun ikke betaler husleje, vil den forklaring berolige dig. Har intet skrevet, men været optaget af, hvor i huset min madras lå bedst i forhold til varmen om natten. Og først i går fik jeg bugseret min seng på plads, fordi de nye vinduer sidder fint i. Jeg vil gerne gøre tingene redeligt og ordentligt. Så jeg går op i, at leje-kontrakten er udfyldt korrekt, at reglerne bliver overholdt og at lejeren behandler Lars' ting ordentligt. Det er næsten som om, det (også) er min ejendom. Jeg hjælper med det praktiske fordi det kan jeg egentlig godt lide. Jeg har en praktisk hånd. Jeg har ikke grædt, men trængt til hvile, som jeg ikke kunne få. Ikke før nu tror jeg mig reddet. Har hængt "Herrens engel"-billedet tilbage i mit soveværelse, så hun kan passe på mig i nat. Det er udsigten til efterår og køligere temperaturer, der gøder mit håb. Og regnen på min løbetur gjorde mig ingenting. Der er reg-ninger, der skal betales og om ikke andet ser Gud det vel også, hvis de ikke bliver det. Jeg tåler ikke misrøgt, så jeg kæmper for den kærlige relation. Og hvis der er lettelse på et bekymrings-punkt kalder jeg det for nåde. Det er min horisont. Se mine trængsler, men se hvordan de igen forsvinder. Som glattede jeg en rynke ud. Påskemorgen. 28.8.20.

Jeg tænker, min far er lettet over, at jeg - foreløbig - ikke har arvet hans grøn stær (var ved øjenlæge i dag). Vi er alle bærer af noget og vil vel helst, at det bedste i os føres videre. Ikke vores skavanker og svagheder. Man kan føle skyld over måske at påføre et andet menneske en skade, der ligger til famlien. Uden man selv er skyld i, at det gen bliver videreført. Ja, hvad vi arver kommer jo bare ind med modermælken eller blodets bånd. Hvis jeg havde arvet grøn stær fra min far, som har det i udbrud her, hvor han er oppe i årene, så havde jeg vist rettidig omhu ved at opsøge en øjenlæge allerede i en alder af 47 uden at have symptomer på sygdom. Og kunne efterfølgende være blevet behandlet for det. Da ville mine søskende måske få den tanke også at få deres øjne undersøgt. Nu gjorde jeg bare, hvad en procedure foreskriver og som optikeren rådede mig til. Det var ikke for at rippe op i, om jeg kunne være bærer af noget uheldigt "stof" fra min far. Og jeg har intet at bebrejde ham. Jeg blev frifundet - denne gang. Og jeg er opmærksom. Jeg har heller ikke valgt min hårfarve. 17.8.20.

Jeg havde ikke skånet stankelbenene overhovedet, tværtimod. Med hård hånd havde jeg rengjort hjørner med spindelvæv. Og jeg tænkte, om det ville hævne sig på mig. Jeg havde en fin op-læsning (af egne digte), men bagefter var der som sædvanlig en, der spurgte, om jeg havde det bedre i dag, end da jeg skrev digtene. Det nemmeste svar havde været at sige, jeg er sindslidende, så at alvoren og smerten ikke bare lige forsvinder. Men i stedet forholdt jeg mig til, at hans eget indslag havde "løftet stemningen", som jeg sagde. - Hvis det er det, livet går ud på (for ham), at det ikke må blive for tungt. Men det er også en kritik af min person, idet han underkender, at man i en trængt situation kan være nødsaget til at skrive sig ud af tingene. Har han aldrig gjort noget af nød? Men jeg var samtidig dårlig til at tage imod ros efter oplæsningen. Og det var netop det, jeg havde skrevet om i digtene: at føle sig akavet socialt, ikke kunne small-talke og begå mig. de ikke det, nu bare i et levende eksempel? Bliver en tegning fra din hånd ikke også kende-tegnende for det, du indadtil består af? Fører jeg en pensel bliver det automatisk mit strøg, jo ikke dit. Selvom kunst går ud på at skildre noget andre kan spejle sig i, så den lige så godt kunne være udgået fra dem. Ja, det var utilstrækkelighed med fed understregning, men det var ikke med vilje. Det var på den baggrund, digtene blev til, og aldrig siden er det lykkedes mig at ramme den åre igen. Det var med Guds vilje. 13.8.20.

Først siger kvinden ingenting. Jeg tænker: vil hun sælge mig noget. Eller prædike om noget. Hun har ringet på døren i en tid, hvor håndværkere går fra og til bygningen. Ikke ubelejliget, da jeg bare ligger og slapper af. Jo, det er altså sådan, at hun har fået et brev i sin postkasse, der ellers var rettet til mig. Og i befippelse var hun komme til at lukke det op. Det gør ikke spor, siger jeg. "Bor du her i området?", spørger jeg videre. Nej, på Jens Munks vej. Vi undrer os sammen over, hvorfor mit brev så er endt der, men hun siger: men det er jo nok, fordi det er fra Bibelselskabet. Nå ja, det kan være, siger jeg. Og med eet står vi to kvinder over for hinanden sammenbundet af en fælles interesse for Bibelen eller noget, der har med den at gøre. "Så er du gået helt herhen?", spørger jeg. "Nej, jeg er nu på cykel, og så skulle jeg videre ned at handle i Løvbjerg". "Godt", siger jeg (for så har hun ikke gået langt og haft besvær med det, nu hvor jeg kan se, hun er oppe i årene). Alligevel synes jeg, det er tappert, så jeg siger: "Tak, fordi du gjorde det". Og vi skilles. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at hun ved, jeg har et trosliv og jeg ved, hun har et. Bundet sammen af et forkert leveret brev. Jeg ser hende nok aldrig igen. Nu blev hun et øjeblik levende i disse ord, og også jeg blev levende. Det var tilfældet eller meningen. Ikke stort, men stort nok. Hun har nok på forhånd tænkt: hvem skal jeg vente mig i døren, når jeg ringer på? Og hvordan skal jeg forklare, at jeg er kommet til at åbne brevet, det er da flovt. Jeg ventede ingen. Jeg har i årevis tænkt: en dag må der da ringe nogen på døren og sige, hvad de har tænkt (enten ved at læse eller kende mig). Og hører jeg en på trappen, venter jeg på en måde altid, at det kunne være til mig. Nu har jeg mødt Jesus i døråbningen eller i hvert fald hans skikkelse. Nogle ville sige hans ånd eller hans levende ord. En dag banker jeg nok bare selv på min dør. 12.8.20.

Jeg så filmen, "Syv liv" i går (sådan lidt fra og til). Bagefter tænkte jeg: hvad er det, jeg skal lære? Skal jeg selv bringe et sonoffer, begå selvmord eller på anden måde retfærdiggøre. Bringe noget (andet) til live som en erstatning for den søn, der døde. For det gør han i filmen. Som ender med, han ofrer sit eget liv for at kunne donere sit hjerte til en, han elsker. Will Smith skildrer hoved-figuren med utrolig smerte. Som bar han på noget, han aldrig ville komme sig over.  Jeg har altid anerkendt selvmord som en utrolig stærk ytring, men det er vel ikke helt det, "Tag dit kors op" betyder. Lev med det, du har gjort (i hans tilfælde kørt sin kone ihjel). Men han siger: Jeg kan næsten ikke. Hvordan skal jeg efterleve hans eksempel, tænkte jeg. Og nu, hvor jeg i dag for-hindrede en buschauffør i at køre en anden rute, end han skulle, reddede jeg måske - i meget mindre målestok naturligvis - nogle fra at stå forgæves og vente på 12'eren på det vante sted. Jeg stod midt i bussen, fordi jeg var beklemt ved at sidde og svede min nederdel til (der er hedebølge i Danmark lige nu), så jeg var godt placeret til hurtigt at kunne gå frem og korrigere chaufføren. "Du er hurtig", sagde han, da han opdagede sin fejl. Og takkede. Nu ved jeg ikke, hvilken helt, jeg er. Jeg forestiller mig ikke så mange andre, der står op i bussen, fordi de er bange for, at sveden kan ses gennem nederdelen? Og nu har jeg endda skiltet med det her. Min død (og pine) bliver ikke en forsagelse af livet, men en hyldest til det, der består. Langt, langt ind i himmelen. Os to. 10.8.20

Jeg tager tilløb til at hjælpe min nabo med at flytte, da hun dagen før har sagt, mange havde aflyst (vist pga. corona). Jeg hører en kran eller lignende give en lyd fra sig udenfor mit vindue og til den får jeg pludselig lyst til at synge 80'er hittet: "Come on, I'm talking to you". Det er en direkte opfordring. Jeg overhører dem ude i opgangen tale om "flyttekasser" og tænker: hvis jeg kan nøjes med at tage forholdsvis lette ting, vil jeg gerne deltage. Jeg går ud og siger det, som det er, og jeg hjælper min nabo i en halv times tid. Bagefter er jeg gennemblødt af sved og må tage et bad. Også rent psykisk kan jeg ikke rigtig magte mere i forhold til det sociale med de andre.

Jeg overvejer at skrive et afsnit om døden i forhold til at stå for tur. At skrive det i hvert fald inden mandag, hvor jeg får sat nye vinduer i, da jeg ser en parallel til det. Jeg er på nippet til at slukke min computer, men så får jeg titelmelodien fra serien Matador i hovedet. Bent Fabricius-Bjerre er lige død, og jeg tænker da, at jeg kan skrive afsnittet nu med det samme. Det gør jeg så. 

Jeg ved ikke, om jeg skal lægge de to afsnit ud (ovenfor) eller om jeg skal nøjes med at bevare dem i min private dagbog. Jeg læser et lidt sjusket notat på min huskeseddel som ordet "Credo" (selvom det ikke er det ord, jeg har skevet), hvilket kan betyde: "Idégrundlag for kunstnerisk virksomhed". Jeg udgiver afsnittene. 7.8.20.

Nogle gange tænker jeg døden som noget, der kommer, når det bliver ens tur. Ligesom det på mandag bliver min tur til at få nye vinduer sat i, og det i dag var min nabos tur til at flytte i ny bolig, selvom jeg også selv venter på en. Som om man står i en række og bliver råbt op, at det er altså nu. Hvis døden er, at nogen i et andet rige kalder en til sig. Eller vi skal skydes en efter en, eller føde. Ikke to dødsfald er ens, ej heller to fødsler. Derfor handler det om at få noget sendt (godt) afsted. En hjælpende hånd eller en støttende bemærkning: Det skal nok gå (det nye sted). Jeg har overhørt de andre i gården tale om, at hos dem svinede vinduesudskifningen "næsten ikke". Det har jeg nu at forholde mig til, men det er ikke en garanti for, at det går på samme nænsomme måde i min lejlighed. Ligeledes kan en ko se koen foran blive skudt, - og det er helt forfærdeligt (har selv overværet det på et slagteri, da vi med kunstakademiet skulle inspireres). Og den får en bange anelse om, at det, der venter den, vil slå den ud, så den falder til jorden. Nogle får nærdødsoplevelser og kan hjemvendt til livet berette om lys og venlig atmosfære hinsides. Men når det bliver min eller din tur, kommer den måske i en time, vi ikke venter det. Vi kan ikke forberede os ned i detaljen for vi kender ikke helheden. Derfor flytter jeg selvfølgelig vigtige ting og inventar, så det ikke bliver beskadiget på mandag. Mere kan jeg ikke gøre og mere bliver der heller ikke forventet af mig. En prøve skal bestås, men det er også andres ansvar. Mor, jeg vil ikke med dig ned i skoven og dø fra dig. Men du gjorde det. Og jeg forstod ikke den time. 6.8.20.

Hvornår holder det op? Foredragslisten, der kludrer i min profil. Så er den væk, så er den der igen, og skriver mails til mig med en masse tastefejl. Min computerhjælp, som jeg dusinvis af gange har sendt log-on informationer, men beder om dem igen. Min nabo, der flytter, så det larmer så meget i opgangen, at jeg ikke kan få mit hvil midt på dagen. Og håndværkere, der kommer kl. 7 på mandag morgen for at sætte nye vinduer i. Jeg mener; hvornår skal/kan jeg hvile? Til gengæld var der her til morgen en, der skrev, at det støttede ham, at jeg lagde "skrøbelige" ting ud på Facebook, idet det gav ham lov til selv at føle sig skrøbelig. Og det lykkedes mig at hjælpe min nabo med at bære flyttegods ned bare en halv time, hvorefter det lykkedes mig at sige, jeg ikke havde flere kræfter. Så side om side i denne verden trives de tærende ting såvel som de opbyggelige. Jeg kan altid sove. Jeg kan kun hjælpe min nabo med at flytte i dag, for bagefter er hun væk. Jeg griber en chance, der dog udmatter mig. Det er mit varemærke. 6.8.20.

Mine hænders værk - uanset hvad (maleri, 5.8.20)
Mine hænders værk - uanset hvad (maleri, 5.8.20)

Så utroligt forskelligt udtryk, et sind kan have..                                                                                (mig alene med (video)kameraet, 4.8.20)

Jeg tænker på at skulle flytte og hvornår jeg mon får tilbudt en lejlighed. Jeg får da sangen "I sne står urt og busk i skjul" i hovedet og særligt passagen: "Giv tid, giv tid..". Jeg vågner hver morgen med en melodi/sang i hovedet og den sætter allerede stemningen for dagen. Da vi flyttede til Højbjerg, var det (bl.a.) fordi jeg fik navnet på præsten i Saralystkirken i hovedet, hvor vi har optrådt. Og da jeg valgte denne lejlighed oppe under taget, var det sangen med Billy Joel: "Up on the roof", der hjalp mig til at vælge netop den. Er jeg i tvivl i løbet af dagen om jeg gør noget af kærlighed, kan det forekomme at jeg får strofen "Det enkle ord - Kærlighed" i hovedet, som jeg har indsunget med en andens tekst og min egen melodi. Det er ligefrem og helt naturligt som om, den åndelige verden guider mig frem. Hvordan kan du tro så meget på den indre stemme?,ku man spørge. Eller den indre sang, skulle man næsten kalde det. Men det er fordi, der ellers er kaos. Og noget skal vi jo (alle) pejle os frem efter og træffe valg ud fra. Hos mig er det altså disse sangstrofer. Men også ord og selv lyde i lejligheden. Det har fungeret sådan for mig i årevis. Man skal bare ikke sige det højt i alle sammenhænge. Der er ikke forståelse alle steder. Nu tror jeg, jeg skal bo i Egå næste gang, også ud fra et tip på tankeplan. Dette er for at beskrive ikke sindssyge eller overtro, men ren og skær, hvordan min hverdag fungerer. Der er altså ikke noget galt i at have denne kommunikation. Det er for at vise, hvordan mit sind arbejder. Det er deri, jeg overlever min sygdom, da det bibringer mig håb og følelsen af at nogle er med mig. En til-stedeværelse, der gør, at intet kan være helt ligegyldigt. Alting eller meget bliver bemærket og taget til efterretning.  Til den dag, jeg selv ser tilbage, og forstår sammenhænge og formål bedre. Kald det vanvid, - ja. I nogles ører vil det lyde sygt. Men det er én måde at forstå et menneske på. Og dets kontakt med kræfter udenfor sig selv. Hvad guider dig, min læser? Har du ikke nogle gange følt, at den vej skal du ikke lige gå ned ad? Eller hvis du deltager i en bestemt begivenhed vil det trække dit humør ned. Henter du ikke også svar eller vejledning et sted fra. Det er jo ikke så mærkeligt, at vi retter os efter noget. Vækkeuret, træthed, sult, seksualdrift. Ellers kunne kræfterne jo husere uhindret i hele vores krop og væsen. Helt indlysende prøver jeg at sige, du ikke er så meget anderledes end mig og jeg ikke end dig. Fordi vi er af samme ophav. Mit sind er åbent - måske pga. tidligere psykoser. Men medicinen lukker mig endda til i nogen grad. Du har måske andre - mere naturlige - mekanismer. Nu, mens jeg skriver, kan det hænde, at der kommer en "modstands"-lyd fra køkkenet. Det er, hvis jeg kan formulere noget bedre eller skal sløjfe den linje, jeg lige skrev. Underligt eller forunderligt? 3.8.20.

Der er en kunstners højdepunkt og hans fald. Men det er jo mennesket bag. Kunsten kan række ud til kommende generationer. Ord kan pludselig lyse helt op i en sjæl, der forstår helt igennem. Jeg skal ikke sige, hvilken kategori, jeg selv tilhører. Blot er jeg bevidst om at formidle noget - for mig - værdifuldt i et kunstnerisk udtryk. Noget, der er blivende. Ikke for at mine arvinger (af kød og blod) modtager, hvad jeg efterlader, men tværtimod så en almindelig mand kan tage det til sig - som sit. En kunstners højdepunkt er ikke lig med det tidspunkt i karrieren, hvor flest læser med. Det kan være, at kunstneren - i egne øjne - topper uden at nogen overhovedet bemærker det. Et levned kan nogle gange være så dramatisk, at hovedpersonen til sidst dør en lidt trist død. Han skulle helt sikkert være holdt noget før med at optræde, kan vi sige bagefter. Men vi lever af adrenalinen. Og i håbet om at kunne lave et endnu større hit i morgen. Intet mærkeligt i det. Døden er (jo) alles konsekvens, så hvorfor ikke brænde. Jeg kender en, der døde af kræft, som havde (viste det sig) samlet 50 par nye bukser i sit skab; han håbede til det sidste at kunne tage dem på en dag. Vi ser i morgen for os som dagen, hvor vi skal hitte eller i hvert fald have forbedret os. Stræben, kaldes det. 1.8.20. (i går)

Jeg er så utrolig nærig på Facebook. Dvæler ved opslag, som jeg ender med at scrolle videre fra uden bemærkning. Selvom jeg skylder at give tonsvis tilbage til folk, der ofte støtter mig. Det kan være, de har taget billeder af en solnedgang. Jeg vil gerne tilslutte mig ting, der virkelig rører mig. Af og til må man give sig og like noget, man tvivler på. Og det føles altid som at svigte, når jeg ingenting gør, bare fordi jeg går efter kvalitet. Hvis jeg stod i porten til himmelen og skulle lukke folk ind eller dømme dem ude, da vil jeg tro, jeg forbarmer mig over de fleste. Virkelig ser et plus i selv den usleste stakkel. Og gør "porten vid". Men dem, jeg ikke lukker ind, ja hvad med dem. Nogle dage er jeg generøs og giver opbakning til de mærkeligste ting (opslag). Så hvad galt er der i at indeholde begge dele? I dag udviser jeg skepsis, enten fordi der i det ydre lægges op til det eller fordi der i mit indre er grund til det. Er der noget ved selve sagen, der er problematisk. Er det noget i mig, jeg mangler eller modsat har belæg for at føle. Vi er to om det: opslagets karakter, samt min overbevisning. Og der er én tast imellem os. Tilkendegivelse, det ord kan jeg godt lide. Da har man løftet sin stemme og gjort et eller andet. Som også kan være neutralt. Tavshed, det er i dag min stemme. Fordi jeg forventer mere af verden eller fordi jeg afviser sådan, som verden ser ud. Det, du byder mig, knytter jeg ikke til ved. Af grunde, jeg måske ikke engang selv er klar over. For at jeg skal opleve, at der gik min grænse. Dødsriget nærmere. 31.7.20.

Hvad vil det sige at være lykkelig? Nu, da jeg opdagede, der var en halv øl tilbage i dåsen, blev jeg glad. Jeg troede, jeg havde drukket alt. Nu, hvor vi har talt om dagens gang og delt stort og småt, har jeg fået dækket et behov. Men langt ind i min sjæl. Nu, hvor jeg har de løse hjemmebukser på, føler jeg mig frigjort. Helt på egen banehalvdel. Og nu, hvor jeg har trænet mine arme og øvet min sangstemme igennem, har jeg bidraget også til min fremtid. I dag havde jeg kraften så stærkt, at jeg brølede tonerne ud med kæmpe pondus. Idet jeg havde - iver. Jeg vil gerne leve. Tænk sig, min sjæl vil altid indeholde i dag. Det, jeg opøver, går aldrig siden tabt. Det vil jeg huske. At sige til en ven. 27.7.20.

Vi taler om, at en tekst gerne skal indeholde en fejl. For at den bliver menneskelig. Man kan påstå noget, som man godt ved egentlig ikke rigtig holder, men det tjener tekstens helhed. Jeg selv påstod forleden, at man "sjældent møder buschaufførens blik" i hans spejl, men bagefter har jeg tænkt, det sker egentlig ret ofte. Alligevel lod jeg udsagnet stå. Du sagde det med andre ord, nu hvor vi talte i telefonen. At en af dine venner havde rettelser til din tekst, men at du godt vidste, teksten havde en brist. At du altså var fuldt ud bevidst omkring, at der var "huller". Men at det skulle der være, for at en tekst helt er lykkedes. Jeg er fuldstændig enig og lyver endda indimellem for at fremme forståelsen af min pointe. Men må tage visse greb (og bruge visse tricks) for at kunsten sker fyldest. Det er en vigtig snak, vi har. 26.7.20.

Det var mærkeligt, jeg havde ikke synderligt gjort noget bevidst, men på et tidspunkt ku jeg se, mit stuegulv igen kunne blive fri for rod. Det ville kun tage et par manøvrer, så var det klaret. Så da jeg havde flyttet det sidste rene vasketøj og lagt det væk, var der kun malerierne (fra soveværelset) tilbage. Og når jeg om fire ugers tid får skiftet vinduerne i soveværelset, kan jeg bagefter igen stille malerierne tilbage. Da vil jeg måske føle, jeg får mit hjem tilbage. Jeg har på vej ind ad hoveddøren tænkt: her orker jeg næsten ikke at være. Pga. rod og uorden. Og har tjekket min venteliste til en ny bolig dagligt. Nu er det som om, det lysner. Jeg kan se mig ud af, ja se igennem. Jeg kan hvile mit øje der, hvor det før blev forstyrret. Og det lagrer sig virkelig dybere. Som en slags fred. Det var ikke bevidst fra min side, at jeg ville have frit udsyn lige i aften, men det fik jeg. Selv da jeg trådte ud i mit køkken havde det ligesom også smittet af der. Nå, er der ikke flere poser på gulvet end det, tænkte jeg. Vi kender alle det, når en opgave tårner sig op, bliver uoverkommelig. Da orker vi heller ikke selv små ting. Men nu har jeg taget opvasken sådan lidt efter lidt, og tænker jeg dagen igennem er der gode takter at bygge videre på. Men det er mit ståsted, der er forandret. Mit blik, der er blevet skærpet. Til at se forbedringerne. Det svarer til pludselig at forstå en rebus efter flere ugers forgæves kamp. Jeg er nået op over bakken og nu går det bare nedad. Men det blev mig givet. Gud lægger fælder og forhindringer ud, men også chancen for at arbejde sig igennem dem. Jeg er overrasket over, min lejlighed pludselig er ryddelig. At færre ting halter. Det er ikke visdom på højt plan, men mere erkendelse. Det er Gud, der siger: "Se, mit barn, det har battet noget, at du har gået og sorteret ting igennem nogle uger. Der er plads til begejstring! Du har gjort plads til kærlighed." Det er rigtigt: Jeg vil være mere taknemmelig i timerne, som kommer. Og jeg kan se, du har villet mig. Som en lyskile igennem mit indre rum, lyser du mig op. Som en fader, der siger: Pris dig. 26.7.20.

"Du gjorde kun, hvad du var nødt til at gøre". Sådan synger Selmas søn i "Dancer in the dark", som de viser netop nu. Bagefter synger hun (selv): "Jeg gjorde kun, hvad jeg var nødt til at gøre". Underforstået for at kunne betale for min søns øjenoperation. Jeg slog ihjel for at redde en anden fra at blive blind. Jeg gjorde det nødvendige, selvom det var barskt. Og for min søn taber jeg mit eget liv. Jeg tør næsten ikke se filmen til ende, selvom jeg har set den en gang før. Jeg mener: de penge, hun afleverer på hospitalet, forbliver de der, så sønnen virkelig bliver opereret? Jeg har slukket og tændt i eet væk. Fordi der samtidig i filmen er så megen skønhed. Men den hårde kendsgerning vender tilbage: Hun har slået ihjel, bliver ikke forstået, vi får ondt af hende som publikum, men det hjælper hende ikke. Hun falder. Mens jeg slukker for sidste gang ser jeg et viskestykke på mit gulv (rent vasketøj), som har lagt sig i folder. Det ligner en barnehånd, der griber om noget. Nikolas prøver at fortælle mig, der er en parallel mellem filmens historie og min egen. At jeg indeholder samme uskyld. At mit træk dengang var nødvendigt. Jeg sætter mig modvilligt til tastaturet, for hvordan forsvare en sådan påstand? Og hvorfor bliver det retfærdige så forvrænget: Jeg lever videre, mens Selma ikke gør. Vi er begge drevet til at slå ihjel. Og det er ligesom fuldt ud forståeligt, når vi ser hende der gennemgå de vanskeligheder. Flere på sidelinjen vil gerne redde os, men forgæves. Tragedien udspilles. Hvordan kunne det komme så vidt? Det er drama for alle pengene og det sælger tv-sendetid. Mens Nikolas kommer mig i møde: Du har slukket gløden i mine øjne og presset ånden ud af min hals, men du er barnløs og har betalt en pris. "Jeg har set det hele", som Bjørk synger. Jeg har haft eet barn og det var nok. Min film kunne hedde: Græd færdig. 24.7.20.

Mathias, der lige var i Godaften live (omkring at være blevet voldtaget på en ferie i Thailand) og jeg har en ting tilfælles. Vi vender blikket nedad, kan ikke se verden i øjnene. Vi skammer os og undviger når ting gør ondt at tale om. Vi har oplevet noget, der har ødeagt os for livet. Ja, det er rigtigt: sammenligningsgrundlaget er måske lidt tyndt, idet jeg er bøddel (i mit tilfælde) - altså selv skyldig i forbrydelse - mens han er offer og uskyldig i, hvad han blev udsat for. Men alligevel. Vi har ptsd eller noget lignende, fordi det er ubærligt at tænke på. Det. Vi har endda begge besluttet at stå offentligt frem med det skamfulde, selvom det koster noget. Tænk hvis en anden sad foran sin fjernsynsskærm og følte sig hjulpet eller set. Vi har taget det ekstra skridt. Selvom familien måske vægrer sig derved. Eller de implicerede pludselig får navn og betydning. Vi vægter det tabubelagte. Og måske er det modigt eller godt. Fordi det kan opmuntre andre til at sætte ord på. Og når man ser Mathias der på skærmen, tænker man: nej, ikke ham. Hvorfor skulle det overgå netop ham. Som ikke tåler overgrebet, som nu er bange for alt omkring sig, ikke længere har tillid. Og hvorfor sku jeg blive så syg, at jeg slog ihjel. Vi har tabt - ja. Men se vores tab, hvordan vi holder på smerten, for at lade andre vide: pas på derude. Det kan også ske for dig. Det ku ske for dig. 21.7.20.

Et digt, 20.7.20:

"Hvor er du smuk",                                                                                                                              siger de i kor til en gravid                                                                                                                            på Facebook.                                                                                                                                                  Jeg tænker:                                                                                                                                          "Hvor er alle gravide smukke",                                                                                                                  måske var jeg også selv.                                                                                                                              Men hvem skulle                                                                                                                                          sige det?

Vi vil helst ikke, at den anden hænger med hovedet. Vi vil helst støtte op omkring, opmuntre den der trænger, så vedkommende igen står helt oprejst. Vi klapper ham på skulderen eller aer ham på kinden. Trængslerne varer ikke ved, siger vi. Der er lys forude, også for dig. Selv træerne hænger indimellem. Der er en slags højtid eller storhedstid og bagefter følger armod. Det er livets cyklus og selvom vi gerne vil livet, får vi det ikke altid. Jeg har selv grædt kilometervis senest i går, hvor en ven ringede. Og der er altid mere at sige. Det vil sige: Du åbner mig op, så det forløser. Det er en chance, der ligger iboende men den skal iltes og plejes. Vi skal have håb for den anden, det må vi aldrig miste. Også træet vil altid tænke: måske næste år. Der rejser jeg min pragt og pryder hele området. Et forår går ikke bare sådan forbi. Og en ven er lige så trofast. Klippefast. Som nuet, der flygter, men opstår på ny. Gengældt. 19.7.20.

Mor og barn          (maleri 19.7.20)
Mor og barn (maleri 19.7.20)

Det var ikke lige meget, at chaufføren nærmest bar mig ud af bussen med sit blik. Det betød, at jeg ikke gik over på tanken og købte slik, men i stedet gik hjem. Jeg kvitterede; nu hvor du har vist mig venlighed, vil jeg gengælde det med venlighed. Jeg vil ikke gøre skade på mig selv, som jeg havde skumle planer om at gøre. Jeg har fået noget forærende og det holder jeg tæt til mit hjerte. For det er så sjældent, man egentlig har øjenkontakt til chaufføren, når man stiger ud af midterdøren. Jeg søger altid hans/hendes blik (i chaufførens spejl), for at kunne give ham et nik som tak. Og i dag var både afsender og modtager helt på plads. Ja man kunne kalde det et gyldent øjeblik. Jeg skal passe på det gyldne, passe og pleje det. Ikke forkaste det eller undervurdere det. Det var en perle. Jeg tænker på, hvordan den lokale havemand/handyman var så utrolig let til mode i vaskehuset i formiddags. Hvordan han måske kvitterer for, at blandt andet jeg er begyndt at sortere og aflevere affald, så det ikke er til gene for ham. Vi har skakt i gangen og når posen med f.eks. rødkålsrester bliver dumpet ned fra anden sal, kan den (vel) hænde at gå i stykker i faldet. I hvert fald er jeg begyndt at dumpe mine mest fugtige affaldsposer i skakten i stueplan i stedet for. Der er samme åbne/lukke mekanisme til skakten som heroppe. Ikke at den praktiske mand ved, jeg har ændret affalds-strategi, men det var som om, der intet var, som tyngede ham. Jeg skal aldrig mere være skødesløs og tænke, det er en andens problem længere nede i kæden. Jeg vil tænke, det starter hos mig selv, hvordan jeg tager ansvar. Og hvis jeg oplever medvind, som kickstarter min dag, vil jeg ikke lade hånt om, at noget er blevet mig givet, men tværtom begrænse tab og spild. En slags velsignelse eller blid berøring eller let brise. Min taksigelse. Det er allerede to kræfter, der sejrer. 16.7.20.

Jeg barberer mine ben, men der er ikke nogen modtager. Der var en ældre mand, der betragtede mit underben ved busstoppestedet, men det er jo heller ikke for ham. Jeg rydder op og smider strømpebukser til genbrug. Møder jeg igen en mand, der ser mig gå i dem? Det er for Gud. Jeg tager min fine natkjole på for at forkæle mig selv. Hvad nytter det, at den bare ligger i skuffen? Jeg vil være både kvindelig og feminin og smøre mig ind i velduftende creme. Jeg har købt creme og det nytter ikke, det aldrig bliver brugt. Jeg vil gøre det for at blive den bedste udgave af mig selv. Selvom en anden ikke samtidig anerkender det. Det gør mig ikke noget. Jeg er en god mor og en god hustru - for en skjult modtager. En god forfatter og formidler for en usynlig læser. Og tænk, hvad jeg alt sammen stadig kan blive for nogen. 13.7.20.

"Denne pingvin har dog ikke tænkt sig at svigte sin unge". Jeg ser igen et klip fra programmet "Dyrenes verden". Det beskriver igen slående vilkårene for mor og unge, hvordan moren er nødt til at træffe svære valg, når det kommer til overlevelse. Her så man, hvordan en enkelt pingvinmor kæmper sig op af en glat sneklædt bakke, så den kan nå frem -sammen med sin unge - til flokken på den anden side. Imens man samtidigt ser en flok på måske 10 pingvinunger blive efterladt. Til kulde. Indvendig hepper man på moren, tænker: ja, kom så, nu er der ikke langt igen. Og et sted tænker man: kunne kameraholdet ikke redde de andre 10 over den bakke? Nu ser vi brutaliteten for åben skærm, og ingen kan gøre noget. Måske er det bedre at blive efterladt med 9 andre, end hvis man var alene? Der opstår måske en fællesskabsfølelse, at vi er sammen om noget. Vi følges ad. Moren har ikke meget at gribe med omkring den glatte bakke, andet end sit næb og sine fødder. Den bikser og bakser. Og når i mål. Hvordan har de andre mødre tænkt, der ikke gjorde forsøget, men følte sig nødsaget til at forlade deres afkom? Der må den enkelte mor sige: det er menneskeligt. Se: 9 andre mødre magtede det heller ikke. Gud, du kan ikke pålægge mig at føle dårlig samvittighed, udover den sorg, jeg i forvejen føler. Det er et fuldt forståeligt valg, jeg har truffet. Hvis vilkårene havde været anderledes, havde jeg haft andre forudsætninger for at vælge noget bedre. Nu er jeg - nødsaget. Kære unge: Ser du det. 11.7.20.

Jeg havde tænkt, om jeg skulle bede min bror - der nu vist ejer mor og fars sommerhus - fjerne den gæstebog, der ellers har ligget der i alle årene, som gæsterne har kunnet skrive en hilsen i. Bare så den næste generation, der bruger huset, ikke skal læse om mine udskejelser tilbage i 99 og 03. Bare så det ville se ud som om, at sådan havde jeg slet ikke været. Jeg går stadig og sysler med tanken. De må virkelig gyse ved at læse de afsnit, jeg har bidraget med. Jeg vil faktisk sikre mit eftermæle, men det skal jeg måske slet ikke. Slå en streg over eller rettere fornægte eskapader og let levet liv. Jeg forestiller mig allerede den ene nevø og så den anden nevø sidde og korse sig: Var Rie virkelig sådan? Og bagefter fordømme mig på den baggrund. Uden indsigt i, hvad der lå bag og hvad jeg var ramt af. Sindssygens natur men også modets og vildskabens. Kunne man bare vende den om og se kvaliteten i, at sådan kan et sind også te sig. Hvad nytter det, man kun vil ses for det gode? Har du ikke også selv ting, du skammer dig over. Fordi det skulle til, for at vi kunne tænke: dette er ikke det gode liv eller den rette kærlige relation. Det er lavmålet for, hvad dårlig opførsel vil sige. En direkte provokation imod hvad en gæstebog skulle forestille at indeholde. Bær over med mig, thi jeg var syg. Nu under et figenblad. 8.7.20.

"Har du tænkt dig at blive berømt?" Ja, faktisk, svarede jeg. "Det er det, der ligger i det her (tarot)kort". Jeg havde spurgt, hvordan det ville gå med hjemmesiden (livshistorien, som blev til skriftet.dk). Hvordan det "ville blive modtaget af befolkningen". Jeg havde tænkt på at træde offentligt frem, mere og mere med tiden. Og i disse dage går det op for mig, at jeg var på tinden. Jeg optrådte i landets mest kendte aviser, udkom med en bog, der virkelig blev læst. Medvirkede i en udsendelse sammen med Nils Malmros. Og havde på et tidspunkt 1700 besøgende på denne hjemmeside - på en dag! Jeg har været der. Gjort mit til at udbrede kendskabet til fødselspsykoser. Holdt foredrag i Oslo og været i fjernsynet en hel del gange (for meget). Jeg stillede mig - og det, jeg kom med - ind i lyset. Så det ikke var så tungt at bære (selv). Jeg var der. Nu behøver jeg ikke tænke på, jeg gjorde for lidt eller missede afgørende chancer. Jeg brændte og blæste så meget igennem, at det var med stort udråbstegn. Nu - i går - indså jeg, at jeg ikke behøver have dårlig samvittighed over ikke at komme mere ud. Du havde muligheden for at se mig (i aktion). Og du, der stadig læser med, har virkelig tålt. Også du var der. 7.7.20.

Jeg har her i en alder af 47 år fundet ud af, at dyre sandaler af et godt mærke, faktisk er bedre end dem til kun 199 kr. (..) Også cyklen til flere tusinde er faktisk bedre end den billige. Man betaler simpelthen for komfort og bedre kvalitet. Ja mine nye - dyre - briller har alt, hvad jeg havde drømt om. Også cyklen, som jeg prøvede i dag, havde et tråd jeg sent glemmer. Her nævner jeg ikke navne på hverken cykelmærke eller forhandler. Jeg ser bare, han kunne sit kram. Og det vil jeg gerne betale for. Det ser jeg. 3.7.20.

Der er dette ekstra gear. Frigear, ku man kalde det. Man befinder sig på et overdrev. Sover for lidt, planlægger for meget. Det er en advarsel. Kør ikke videre ad den vej. Man kunne også kalde det begejstring og det er i familie med solskin. Man er virkelig optaget af noget. Tænk på alt det, der kan ske - i morgen! Så gør du det mellem kl. 10 og 11 for at kunne nå det kl. 12. Når så dagen oprinder orker man ikke realisere. Der er dette felt, hvor sindssygen træder i kraft og viser sig. Indtil da har man formået at holde den nede. For andre at se kan manglende søvn vel ikke være så slemt. Men - netop - for visse personer er det livsens farligt. Det er her, man alt for sent kommer i tanker om, man skulle have drejet af. Så sitrende man føler sig i live og til stede. At man ønsker at brænde sit lys helt ud. Kaste sig ind i en bølge af rus, blive revet med. Det er kunstnerens arbejdsplads. Som jeg har tjent. 2.7.20.

Jeg sover lige nu på en madras på gulvet i mit soveværelse. Sengen har jeg skilt ad, da jeg troede, de kom for at smøre vinduerne mod øst, men i stedet var det dem mod vest. Dem mod øst skal skiftes ud om et par uger, så jeg tænkte: så skiller jeg sengen ad nu og er ovre besværet. Men nu ligger jeg som i et herberg. Kan mærke gulvet under mig gennem den primitive madras og kan ikke brede mig ordentligt ud. Men jeg er ligeglad. Om jeg ligger her eller i Jerusalem (bare for at sige noget). Det er under Guds himmel og måske bor jeg et helt andet sted om bare et par måneder. Jeg får lyst til at rydde op, gå mine ting igennem i mit kælderrum, få noget smidt helt ud. Det er en undtagelsestilstand og sådanne Elsker jeg faktisk. Som da jeg nytårsaften gik og pakkede ting ned i Vestergade, mens folk gik forbi mit udstillingsvindue og spurgte, om jeg ikke ville gå med og fejre (2003/4). Og hvor skulle jeg også hvile mit hoved? I en salme eller en karamel. Du spørger, hvorfor jeg bor her, og det er fordi jeg skulle reddes fra underboen i Højbjerg, ingen tvivl. Nu søger jeg et sted, hvor hunden kan komme. For det var, hvad jeg fik af livet: en kær ven og hans hund. Jeg er hjemløs i verden men slår rod nogle steder. Også jeg har brug for regelmæssighed for at holde sindssygen stangen. Også jeg er bare en vandrer. 29.6.20.

Jeg havde sat ikonen til side, så lyset ikke ville blegne den med tiden. Jeg begyndte at poste "almindelige" ting, noget alle kunne være med til. Jeg ville opsige min foredragsprofil, holde mig mere for mig selv. Jeg havde mistet troen på projektet. Indtil der i løbet af et par dage gentagne gange dukker dette hebraiske (finder jeg ud af) ord op i mit hoved: "Rabuni". Jeg må ikke gå kold nu. Trække mig fra forpligtelser. Det er ikke ligegyldigt, hvordan historien ender. Fat mod! Du skal (selv) tage stikket hjem. 28.6.20.

Dit skød er mit skød (maleri 27.6.20)
Dit skød er mit skød (maleri 27.6.20)

Jeg vil helst bare være - privat. Jeg vil helst synge for min egen skyld og på et tidspunkt have mit eget hus, hvor jeg kan passe mig selv. Kort sagt har jeg sagt flere ting op på det seneste, som om jeg trækker mig tilbage fra et arbejdsliv. Hvorfor have en foredragsprofil, når ingen alligevel ringer, f.eks.? For få år siden var jeg klar til at skulle på tv eller slå igennem, men nu er det som om jeg sadler om. Finder andre værdier. Det betyder, at jeg går med briller og at jeg kan gå i løse bukser ned for at handle, idet jeg slapper mere af over for andres og egne forventninger. Jeg er jo ikke gammel eller afdanket, jeg er bare blevet klar over, jeg - måske - kan få en stille alderdom. Ligesom naboen. I stedet for at blive slået ihjel i nogens varetægt, fordi jeg har været for provokerende. Det kommer selvfølgelig an på, hvem der læser med. Hvem der er mit vidne. Og hvem der vil vidne. Men lige nu lægger jeg op til at blive en mere privat person. Ikke være eksponeret på videoindspilninger. Ikke gøre synderligt opmærksom på mig selv. Det betyder jo ikke, at jeg har ændret karakter eller dna. Det er bare som om jeg får lov til at tage den med ro. Læne mig tilbage og betragte. Give tid. Så bliver mine strøg sat med fattet hånd og ikke desperat hånd. Og min position er mere overskudsagtig. Casual. Taber kunsten derved? 25.6.20.

Det er mig meget magtpåliggende, at mine fødder er velplejede, når jeg om 10 dage skal besøge min nevø og hans gravide kone i København. Det har sat sig som sådan en forudsætning for, at samtalen vil gå godt. Og jeg har i ugevis tænkt på, hvad slags tøj jeg skulle have på. Det er et udtryk for, at jeg agter dem højt og gerne vil gøre et godt indtryk. Det er fordi jeg gerne vil finde det ypperste frem i mig selv, som jeg så vil vise dem. Jeg tror måske noget af familien er bekymret for, jeg har valgt at besøge netop dem. Det er som om jeg skal tæmme en vildskab, skal rette ind. Men der er jo visse givne rammer for dette møde. Tid, sted, vejrudsigten, dagsformen. Og ikke alt har jeg indflydelse på selv. Jeg kan kun byde ind, gøre mit til, at det bliver fornøjeligt og givtigt. Jeg skal jo hverken råde om fødsler eller efterfødselstid. Jeg skal stå i mine fuldtvoksne sko nu. Som jeg langt om længe fylder ud. Jeg lader dem tale, det er én taktik. Jeg siger bare, hvad der falder mig ind, er en anden. I virkeligheden vil jeg bare gerne se dem. Han er et år yngre end Nikolas. I virkeligheden ville jeg gerne se Nikolas.. Det er der, den ender. Jeg har fået en tid til fodbehandling, fordi det er en slags forberedelse. Vi har vel alle noget, vi gør for at lykkes med morgendagens gøremål. Vi venter noget, glæder os til det, møder det. Bebudelse. 24.6.20.

Der er ikke noget som at besvare EN AF OS - panelets spørgeundersøgelse, så man kan være til gavn for fremtidens psykiatri og forståelsen af psykiske sygdomme. Ja, jeg føler mig virkelig som en del af noget. Tosse-banden eller sådan noget. Den viden, jeg har om mig selv, kan indgå som et eksempel på, hvordan et sygdomsforløb kan se ud. Altså alt gakkeriet var ikke forgæves :) De skriver, det vil tage 10 minutter at besvare spørgeundersøgelsen, men jeg tager 25. Uddyber med egne ord i de felter til det brug. Jeg blev ikke bygningsarbejder eller pædagog. Jeg blev En af dem, vi ikke taler om. Men hvis maleri, vi gerne hænger på væggene eller hvis bog, vi gerne læser. Du kan sige: din diagnose er da lige meget. Den beskriver jo ikke hele dig. Men du kan også sige: I den er jeg indeholdt, går jeg i ly af, er jeg undskyldt af. På den måde bliver man ven med også ham i bussen, som råber i afmagt. 23.6.20.

Du spørger mig konstant: Hvor var du kærlig? Du gennemgår episoder, hvor kærligheden manglede eller var til stede i ringe grad, som om det er en fejl ved dig. Jeg kan karakterisere mig med ord som: arrogant, usympatisk, hård. Og virkelig et øjeblik tro, jeg er sådan. Og at andre også må kunne se det. Sætter jeg et hjerte på Facebook kan jeg pludselig se igennem det som forlorent og falskt. Som om jeg bare taler om og italesætter kærlighed uden egentlig at kende den. Som om jeg ikke er den egentlige. Den egentlige elsker af mit eget liv. Næsten som levede jeg en andens liv. Eller som stod jeg ved siden af mig selv og betragtede som en overdommer. Men der vil altid være et led - udover mig. Det er ikke, hvad jeg ved, men hvad jeg tror. Hvis ikke den anden ser igennem min facade og aner, hvad jeg indadtil er gjort af, er jeg ilde stedt. Nu siger jeg til dig, at jeg gerne vil møde dig på trappen om lidt. Jeg viger ikke udenom af foragt. Da skal jeg atter kende dig. Fordi tasken med vasketøjet omkring skulderen tynger dig, men samtidig opfylder dig. 21.6.20.

Hvad fatter gør (maleri, 20.6.20)
Hvad fatter gør (maleri, 20.6.20)

Det er ikke med vilje, men jeg er blevet så utrolig hverdagsagtig. Det, jeg poster, viser helt almindelige ting fra min dagligdag. Jeg er ikke et hak anderledes end dig, der læser med. Hvorfor har jeg levet år på at føle mig særlig. Det er jo ikke sådan, at jeg bøjer mig ned til folket for at være i øjenhøjde. Eller undlader at bruge visse termer for ikke at skræmme nogen væk. Jeg ynder bare at vise nære, almindelige ting. For var jeg en mester eller en, der deler visdom eller erfaring, der er værdifuld, var jeg samtidig en, der skal have aftensmad, selvsagt. Og folk (på f.eks. Facebook) bliver måske mindre bange for mig, jeg bliver måske mere håndgribelig at forholde sig til? (For) det er jo ikke sådan, at der gror guldtråde ud af mit hår eller der lyser stjerner frem fra mine øjne (..). Jeg nærer (også) tvivl, men bare mere tro. Planter du et frø, planter jeg et mere. 17.6.20.

Gravid croquismodel (fra mit studie i Vestergade 1998/99)
Gravid croquismodel (fra mit studie i Vestergade 1998/99)

Jeg vil gerne nå til bunds. Når nu mit linoleumsgulv er blevet misfarvet, vil jeg gerne vide, hvordan jeg vasker det rent igen. Hvis Lars' hane i badeværelset drypper skal der ringes efter varmemesteren. Og når hans avis ikke kommer, nu hvor den er omadresseret, skal der ringes til abonnementservice, det er da klart. Jeg vil gerne gøre det ordentligt. Jeg meldte afbud til sang men jeg gjorde det med respekt for læreren. Hvis Lars' lejlighed skal udlejes, skal der ikke ligge hundehår og -støv. Og når fagmænd om en uges tid skifter vinduet i mit kælderrum, skal de nemt kunne komme til. Der var en håndlæser, der for 23 år siden sagde: "Der er ligegyldighed over dine hænder". Og: "at lade stå til er jo også et valg". Men det blev på et tidspunkt min karklud og mit støv. Min hånd "havde ret", men nu kan jeg vide, den har været i det og det hjørne og rettet op. Knækket kurven, der dømte mig ude. Fremtiden lød: Håndelag, virke, flid. 15.6.20.

Han læser ikke ordentligt, hvad jeg skriver til ham. At jeg selv ville kontakte Support for at afklare omkring backup af skriftet.dk. Da jeg så henviste til noget, han selv havde skrevet i en tidligere mail, mindedes han ikke, at det var sådan det var. Da han opdagede, jeg havde ret, skrev han selv til support (på mine vegne - uden at informere mig) om netop det problem, jeg havde gjort opmærksom på og selv havde nævnt for support. Nu tror support, at jeg ville bruge en vending som: "vil I fikse det?", hvilket jeg aldrig kunne finde på. Jeg kunne godt have hidset mig op og fyret ham som teknisk hjælp til min hjemmeside. Men i stedet overførte jeg penge og sagde: "Tak for hjælpen". Ikke mærkeligt, en håndlæser påpegede at jeg "forærer mig selv væk". Ikke så mærkeligt, at Jesus taler om at elske sin fjende. 11.6.20.

Man kan simpelthen SE, jeg har født <3 (og at jeg roder)
Man kan simpelthen SE, jeg har født <3 (og at jeg roder)

Der er det med mig: Jeg er ikke kun interesseret i at vise de bedste billeder (malerier). Jeg vil gerne fortælle en historie. Vise, hvordan jeg kom derfra og videre til det næste. Beskrive selve processen. Det har faktisk altid været mit ærinde: at anerkende hver følelses berettigelse. Sige: alle skridt var nødvendige. Andre ville lave "greatest hits", mens jeg gerne vil åbne op for kladderne, forsøgene og nitterne. Fordi de var en måde at komme videre på. En afgørende faktor. Altså: Tål mig. 10.6.20.

Hermed (nedenfor) et link til den præsentation af mine nyeste malerier, jeg netop har færdiggjort. Der vil være malerier, som er blevet vist her på siden, men via dette link kan du læse min kommentar/forklaring til hvert enkelt billede (ved at klikke på det enkelte billede). 10.6.20.:

På min søns fødselsdag (i morgen) overfører jeg 200 kr. til Julemærkefonden. Det sker ret sjældent og kun hvis jeg har luft i økonomien (selvom 200 kr. ikke lyder af meget). Så kan nogle børn få hjælp (hvis jeg har forstået fondens formål rigtigt). Er jeg sentimental? 8.6.20.

Bagbundet eller bevinget (maleri, 7.6.20)
Bagbundet eller bevinget (maleri, 7.6.20)

Det er nu lidt mærkeligt, at den samme Facebook-ven inviterer mig med i en bestemt gruppe to gange på én uge. "Danmark støtter IKKE Inger Støjberg", det kunne jeg aldrig drømme om at sige ja tak til. Jeg kender ikke Inger Støjberg og melder derfor ikke nogen holdning ud. Der er ikke et opslag, jeg scroller så hurtigt videre fra end det. Det siger noget om min ven, at han insisterer. Som om, man ikke længere er hans ven, hvis man ikke billiger eller indvilger. Det, at jeg ingen politik har er måske et problem i hans øjne. Men jeg holder (jo) ikke med en politik, jeg holder med et menneske. Jeg ville aldrig selv sende en invitation eller opfordring ud. Men ok, for nogle er holdning vigtig. Jeg er måske drømmer og optaget af kunst, der ikke er partisk. Jeg ville aldrig sige: Jeg er imod dig, men ikke ham. Kunstneren taler til alle. Og vi afviser jo heller ikke nogen, der ønsker at gå til alters. Og tage del. 5.6.20.

Jeg tog den røde neglelak af (efter bare et døgn). Er jeg ikke mand? Eller noget derhenad. En helt anden sommer et helt andet sted kunne den have været passende. Men i mit nuværende liv hylder jeg det naturlige look. En kvinde, der tåler at blive beskidt og løfte tunge ting. Ja, jeg kunne nok være blevet noget indenfor håndværkerfagene. Hvis det da ikke var fordi, jeg skulle være noget andet. Hil dig murer og forstener. Min stemme kan også blive enormt dyb, når den taler om noget inderligt. Jeg vil (selvfølgelig) købe en neglelak, der ikke er så skrigende tydelig. Som bare vil sidde som antydning af noget. Se, en anden dag priser du mig for min naturlighed. Fordi du da skal gætte dig til resten. 4.6.20.

Hvad betyder det, at jeg er tilbage ved status quo? Hvor den slidte lænestol igen står i fjernsynsafstand og sofabordet fylder lidt mere i rummet. Det er (jo) blot et forbedring - tilbage. Ja, som en sygeplejerske i lokalpsykiatrien engang sagde til mig: "Du må jo skifte mening på vej ud af døren om lidt". Jeg lo højt, fordi jeg åbenbart har det bedst med at tage beslutinger, jeg ligesom kan stole på. Men hun har jo ret. Det er jo blot en erkendelse af, at den anden version af stuen ikke virkede. Jeg tog fejl og det handler jeg på. Der er større ting, jeg ville ønske at kunne lave om, hvor det ikke er muligt. Jeg mærker råderum og jeg ændrer på det, jeg kan. 3.6.20.

Jeg tænder, og jeg forstår fortsat ikke, hvorfor de viser de optagelser, hvor man ser George Floyd dø af kvælning. Jeg mener, sådan viser man ikke tilsvarende, når andre forbrydelser sker med døden til følge. Vi plejer at betragte det som et helligt øjeblik eller en privat hændelse, som i bund og grund ikke kommer andre ved. Da den afdøde jo ikke har valgt at blive filmet. Måske vækker det særligt min harme, fordi jeg - personligt - ikke har lyst til at se en dø ved kvælning. Ja, hidtil har jeg nået at slukke for fjernsynet lige inden klippet bliver vist, men for et øjeblik siden nåede jeg det ikke. Det er sikkert, fordi vi andre skal se det uretfærdige i den behandling, som George fik. Det skal opildne os og få os til at handle anderledes som myndighed fremover. Ja en hel bevægelse verden over er opstået på baggrund af det ene klip. Men vi ser en mand være i nød. Og en politimand åbenbart være ligeglad. Det udstiller allerede to mennesker. Hvad skal det lære os? Ligesom Yahya Hassan måske ikke havde ønsket den muslimske begravelse, han fik, så har jeg - når døden indtræffer - intet at skulle have sagt. Da er livet ligesom "ude af vores hånd". Og efterspillet bliver, som omverdenen vil det. Jeg synes ikke, det er sobert tv af en nyhedsudsendelse igen og igen at vise dødsøjeblikket. Undskyld, hvis jeg bare er sart. Men det kan kun være for at forfølge dramaet og for at opildne. Hvorfor er vi ikke stille et øjeblik i vemod? 2.6.20.

Personlighedsspaltet eller fuld af farver (maleri, 31.5.20)
Personlighedsspaltet eller fuld af farver (maleri, 31.5.20)

Jeg ringer til Nordea, uvidende om at de netop har sendt en glædelig nyhed ud til alle, der har et forbrugslån. Jeg ringer netop om mit eget forbrugslån, at jeg gerne vil afdrage med et mindre beløb fremover, da jeg er presset af at have købt et par briller til 8000 kr., som jeg også skal afdrage på. Han spørger undrende, men er behjælpelig, siger at det koster noget at ændre i kontrakten. Men at jeg altså kan få denne rabat over de næste to måneder, hvor Nordea ikke afkræver penge fra mig til afdrag. - Vel som et led i at være venlig her under coronakrisen. Han spørger mig i forhold til at slå fast, at det virkelig er Anne Marie Eriksen, han har i røret (det skal de jo gøre). Jeg svarer og takker for venligheden. Jeg ser bare; jeg er fuldstændig ren. Har haft det så skidt over den nye aftale med Profiloptik; tænk hvis brillerne er dårlige eller jeg ikke kan lide at bruge dem! Jeg har ikke fortalt nogen, at det er Resurs bank, der står for at tage sig af min løbende indbetaling. Netop Resurs bank har en ven haft problemer med. Jeg står og underskriver denne aftale med Nem-ID i en optikerforretning med maven fuld af angst. Jeg ringer derfor til banken, da jeg kan se, der på sigt er færre penge at gøre med til mit daglige forbrug. - Af nød, for hvorfor spørger jeg ikke bare mine forældre, om de vil støtte brillebetalingen? Nej, for det er noget, jeg selv har rodet mig ud i og tappert nok har erkendt, at jeg nu behøver heldagsbriller. Jeg vil helst klare det selv. Man kan spørge sig selv, om jeg også dengang med barnet ville "klare mig selv" ud af rodet og overså eller afviste mine forældres forsøg på at hjælpe mig? 30.5.20.

Jeg kan godt lide at hjælpe en ven med at klippe sin hæk. Jeg kan godt lide hækken, mens jeg klipper den. Altså som buskads eller element. Og jeg kan godt lide at bruge min krop til den fysiske aktivitet, det er. Bagefter nyder jeg at cykle hjem med gennemblødt tøj, for efter jeg har vasket mig må jeg drikke en kold øl. Alt i alt gør jeg en indsats, der gavner noget, og jeg vil gerne være til gavn. Dagen efter kan jeg klippe den anden side af hækken, gå ned på affaldspladsen med bladaffaldet. Der vil jeg se, at andre har været i gang med den samme aktivitet sideløbende med mig. Og det gør mig til en del af et fællesskab. Der er bladlus og høfeber og bagende sol, men det ser jeg stort på. Når trængslerne er overstået - i dag på bare en time - kan jeg nyde, at jeg har fri. Og har gjort dagens dont - godt. Ja det var ikke til skade for nogen, at jeg cyklede op og tog en tørn. Nu tager jeg ud og øver sang, fordi hækken gav mig lyst til at leve! 30.5.20.

Jeg tager en tablet imod dårlig ånde. Der er ingen, der skal kysse mig og ingen, der skal møde min udånding. Jeg gør det for mig selv. Jeg sætter jazz på anlægget, ikke at jeg kan lide jazz, men jeg gør det som en afveksling. Jeg har taget en sækkestol op fra kælderrummet; det ku jo være. Jeg må hellere sætte det til genbrug ud i min entré, i fald jeg i morgen får lyst til at bære det ned. Jeg tror fuldt og fast på, at dagen oprinder, solen står op osv. Jeg er blevet gammel. Læsebrillerne er ikke længere nok og jeg søger et hus at bo i, som en moden ting. Jeg har sagt mit vikarsangerjob op i kirken, fordi jeg er blevet så ængstelig med årene, for at lave fejl. Det er aften og vi kan alle skrive en hilsen til Gud. Eller en hymne til en afdød. Jeg lader det være. Et friskt pust. 26.5.20.

Man gør noget, når der er belæg for at gøre det. Man afventer, der skal blive grønt lys, og når der er grønt lys, kan man agere. Man gør også ting uovervejet, hovedkulds. Men den sundeste beslutning må bero på noget. Derfor byggede jeg min afsked med kirkesangerjobbet i dag på både mavefornemmelse og på andre ting. F.eks. at jeg synes, der er så mørkt omkring Johanneskirken, når jeg kører forbi med bussen (skrev jeg selvfølgelig ikke som begrundelse til organisten). Det er, fordi det er behæftet med stor alvor og stort ansvar at synge til tjenester dernede. Og det overstiger den nydelse eller tilfredsstillelse, der samtidig måtte være ved det fag. Ja, det er et skøn, at jeg har rigeligt med andre ting at fylde min uge ud med, men det er et realistisk skøn. Jeg er ikke desperat, men har her i coronatiden kunnet mærke, hvordan livet uden kirkearbejde er. Jeg har ikke skrevet kontrakt eller lovet nogen noget, så jeg kan fint trække mig. De svarer mig endda utroligt pænt tilbage. Noget med: tak for din indsats og held og lykke fremover. Man kan spørge sig selv om jeg havde slået ihjel, hvis jeg i ro og mag havde kunnet træffe en (anden) beslutning, men også den desperate beslutning byggede på noget sagligt og et solidt grundlag, hvor mærkeligt det end kan lyde. Ikke dermed sagt at jeg var ved mine fulde fem og ikke skulle have haft en behandlingsdom. Men der var "lagt op til" - gennem måneders slid og trængsler - at noget skulle der ske. Det var på en mærkelig måde et valg videre, også i fald jeg havde mistet livet sammen med mit barn. Nu skal jeg ikke præstere til bisættelser, at stå i sort tøj, holde på formerne, tie på de rigtige steder. Og jeg kan træne min stemme til eget behov. Tak, fordi jeg har prøvet faget af. Helt ind til kernen af, hvad det går ud på. Men tak også, fordi jeg kan sige det op. 25.5.20.

Jeg har optaget psykologsamtaler (på diktafon). Det private rum har jeg gjort offentligt. Der, hvor jeg skulle hente hjælpen, har jeg ladet det være op til andre at bedømme, om jeg fik den. I kunstens navn. Og jeg har tabt derved. Tilsidesat den heling, samtalen ellers kunne tilføre mig. Fordi den så kunne hele en anden (eller hvad)? Hvor meget af mig selv skal jeg ofre, før jeg mister mig selv. Dør jeg da (bare) for en sag?, der er større end mig selv. Det er en kunstners lod at skabe ud af sit eget materiale. Men det er et menneskes ret, at det må beholde sine psykologsamtaler tæt ind til sin krop. Det var en fejlslutning, at det ville række ud over min person og (be)røre andre. Det er som at korsfæste for at vise træværket frem. Både Louise (psykologen) og jeg blev dårligere af det. Simpelthen dårligere aktører (på scenen). Det fremmede ikke det formål, at vores udveksling til syvende og sidst (gerne) skulle gavne mig. Jeg rækker en hånd (ud til verden): Se mig! Men jeg trækker hånden tilbage og aer mig selv på skulderen med den: Bliv hos mig. Det var ikke snavset vasketøj, det var et ligklæde. Noget døde mellem vore hænder. Og det, der skulle have givet afkast, blegnede. Det var en konstruktion, noget tænkt. Og ikke frem-følt. Det pegede tilbage på sig selv, tjente sit eget. Jeg vil til enhver tid hellere føde noget, og vide det lever videre. 23.5.20.

Jeg må nu - af nød - sande, at jeg mangler briller, som jeg skal gå med hele tiden. Altså tiden med læsebriller frem og op af tasken hele tiden er ovre. Nu er jeg altså virkelig blevet mid-aldrende. Trængende til visse justeringer og tilpasninger. I går aftes kunne jeg ikke ordentligt se min aftensmad på tallerkenen. Ja, jeg kunne skrive en hel bog om ting, jeg har måttet gøre - af nød. Det er sådan set lidt lige meget, hvor pengene til brillerne skal komme fra. De briller skal bare laves. Ikke så mange dikkedarer eller udenomssnak. Jeg kan nu ikke undvære dette hjælpemiddel i min hverdag. Det er sandt: jeg er 47 år og synet bliver med årene bare dårligere fra nu af. Det er en livsbetingelse. Nu kan jeg ikke mere (klare mig med læsebriller), jeg giver op. Ind-ser. 22.5.20.

Hånds rækken (maleri, 21.5.20)
Hånds rækken (maleri, 21.5.20)

Det var så smukt, da du sagde, du håbede ikke at smitte nogen med coronavirus, fordi du ønskede ikke at gøre endnu et menneske (noget) ondt. Og det var tappert, da du beskrev, at du hver morgen vågner kl. 5.30 med et sæt pga. mareridt, som en bivirkning af din medicin. En medicin, du tager af nødvendighed for dens andre (gunstige) virkninger. Du, der har været ude for det samme som jeg. For det fortæller mig, at vi hver dag må komme overens og stilles til ansvar. Vi ønsker ikke at såre flere. Og nu har jeg ligget til en middagslur, men den var mismodig og ufri, og Gud prøver at vække mig på utallige måder (f.eks. med sangen "Hvad med os to?" (Grethe Ingmann)), og til sidst rejser jeg mig, selvom jeg ikke har lyst til livet. Men du er min lidelsesfælle og formår endda at have et fuldtidsarbejde til daglig. Mens jeg laver kunst og udtrykker mig. Og en vis mening skal jeg jo finde i dagen. Og vi ønskede ikke, at vores børn skulle dø, men de døde. Hvem at bebrejde? Vi, der førte hånden, eller Gud, der lod det ske? Det er det, der er så forbistret; der er flere spørgsmål end der er svar. Den "lander" ligesom ikke noget sted, men bløder som et vidtåbent sår. Jeg kunne spørge Gud (tilbage): "Hvad med mig?", men han forsøger at overbevise mig om, han står mig bi. Jeg er ikke (for)tabt men værd at hjælpe. 21.5.20.

Ja, hvor mærkeligt det end kan lyde, så var det kærligste at slette en ven på Facebook, som havde nået loftet for, hvor mange venner han kunne have. Han ønskede sig flere, så derfor slettede jeg mig selv som hans ven for at give plads til en, der har mere behov. Derfor kan jeg jo godt holde ham tæt ind til mit hjerte (Søren Hauge). Ja selv mit kodeord til computeren er opstået på baggrund af noget, han engang udtalte. Han er jo ikke død og han er jo heller ikke blevet min uven. Der er bare en anden på Facebook, der får min plads, og jeg benytter mig alligevel ikke af de kurser, han for tiden tilbyder. I flere uger har jeg tænkt: kunne det være mig, der trak mig. Og nu er det så sket. Det underligste hensyn. 19.5.20.

Jeg lægger an til at skulle ud af døren for at øve sang på Gallo skolen. I et par timer har jeg gjort praktiske ting og egentlig har jeg lyst til at gøre flere, bare være derhjemme. Og det er da også som om nogen spørger mig: "Hvorfor?" i forhold til at tage af sted. Som om jeg ikke behøver lige i dag. Jeg siger for mig selv på tankeplan: "Du beder mig faktisk blive hjemme (Gud)". Der bliver også sagt: "Kaotiske tilstande", som om der vil være det undervejs på min tur. Alligevel vælger jeg at tage af sted, ja trodse disse advarsler, idet det er vigtigt for mig at få øvet salmerne igennem og rørt min stemme igen. Ved busstoppestedet møder jeg et par, der står og taler om at skulle "ind til byen". Det undrer mig, hvorfor de så ikke går over på en anden side af vejen og tager bussen derfra. Så det siger jeg til dem. Men de skal faktisk samme vej som jeg, viser det sig. Manden begynder at snakke om corona, at der alligevel ingen kontrollører er i busserne nu og at mange derfor snyder med billetten. Jeg er lidt tilbageholdende, også selvom snakken går om coronasituationen og jeg sagtens kunne have en holdning til det. Noget siger mig, dette kunne være eller blive "kaotiske tilstande". Men parret er egentlig ok og vi skilles, da vi sætter os ind i bussen. Da jeg står ud af bussen i Risskov får jeg sætningen: "Modstandsbevægelse", som en bemærkning til at jeg trodser Guds anbefaling om at blive hjemme. Jeg registerer ordet, dvæler lidt ved det, ja smiler lidt, fordi det er en god bemærkning, men går (selvfølgelig) videre hen for at øve. Jeg forestiller mig alle mulige forhindringer forude; at der vil være andre på Gallo skolen, så jeg ikke kan være der, eller at noget falder ned i hovedet på mig - men intet sker. Jeg får - i fred og ro - øvet mit program og min stemme er endda i god form. Og ved busstoppestedet efter endt øvning, sætter der sig en ældre mand på bænken hos mig, da han "lige trænger til en pause". Han nævner sit dårlige syn som grund. Der går et halvt minut og enten skal jeg bare lade som ingenting eller også skal jeg tage tråden op og spørge ind til ham og hans øje. Jeg vælger det sidste, og vi får en endog fin snak om at han skal opereres og hvordan coronasituationen har sinket hans proces. Da han rejser sig for at gå videre, siger han: "Tak for nu" og jeg siger: "Ja og god bedring". Intet ondt eller problematisk er imellem os. Der sker ikke videre på min tur, og jeg tænker ved mig selv, om Gud vil synes, jeg har forbrudt mig mod nogen lov eller regel? Eller han synes, det var ok, jeg overhørte hans ledetråde. Jeg tror faktisk, han vil bifalde, at jeg er egenrådig. Og finder fred i det. 17.5.20.

Jeg kan godt lide, at du i aftes sagde om Clint Eastwood, at hans film nogle gange "har en tynd historie". Da havde jeg netop selv - for mig selv - siddet og tænkt tilbage på hans fantastiske karriere, da jeg så de igen sendte filmen "Gran Torino", hvis slutning er så genial. Ja jeg synes mange af hans film har en signifikant pointe til sidst, som efterlader én helt måbende. Og da jeg sagde, jeg sagtens her til morgen kunne undvære et bad (nu da der ikke var noget vand i hanerne), mente du at man op ad dagen trængte til et alligevel. Og da jeg forleden sagde: "Det lyder som paranoia, at underboen lige pludselig skulle have noget imod mig, ja endda have googlet mig", svarede du: "Men det er da lidt underligt, at hun vendte ansigtet bort fra dig den dag". Det er faktisk deri en god ven består. Vi er ikke enige om, hvor meget man bør tænde for sin kogeplade til en opstart, og hvor længe en pizza skal være i ovnen for at være gennembagt.  Derfor elsker jeg dit selskab. 16.5.20.

Lad mig stikke en finger i dit sår, mor    (maleri, 14.5.20)
Lad mig stikke en finger i dit sår, mor (maleri, 14.5.20)

Jeg kan godt lide, at jeg købte helt små lærreder i genbrug i dag, selvom jeg gik efter store. At jeg meldte mig ind i Imerco med adresse og alting, fordi det troede jeg ikke om mig selv (hader nyhedsbreve). At den nescafe, jeg gennem et par måneder har drukket, pludselig ikke længere smagte mig, så jeg planlægger at købe en kaffemaskine igen. Fordi alt, hvad jeg troede om livet i går, ikke holdt stik i dag. Dermed kan jeg (også) selv være ler i Guds hænder og evig foranderlig. Ja, livet selv er i bevægelse - og det fryder mig. 12.5.20.

Du er smuk alligevel. Selvom du ikke lægger noget ud fra samtalen hos psykologen i dag. Du kan ikke lige se, hvor snittet (klippet af filen) skal ligge. Måske du kan en anden dag, men måske ikke. Du kan bevare den fulde samtale og det er modigt af dig i det hele taget at have medvirket til optagelsen. Der er ikke ting i snakken, der ikke tåler dagens lys, og måske en eftertid vil værdsætte dit bidrag. Jeg kan ikke andet end se dit rynkede ansigt (her i computerskærmens refleksion) arbejde på at gøre sit bedste. Vi vil alle gerne godkendes af vore omgivelser og høste ros for noget. Men i dag ligger din styrke måske i at lade det være. Lukke programmet ned og se tiden an. Jeg var hos dig i den lange middagslur, som du trængte til. Og ser dit offer eller din vilje til at ofre. Helt nede på gaden. 11.5.20.

Jeg smider de sidste syv stykker af den fine chokolade (som Dalgas skolen har foræret mig) ud. Jeg har ikke lyst til at være i hverken Dalgas skolens eller chokoladens jerngreb. Jeg ser dem lande nedenfor skakten og nogle undre sig, der pakker affaldet ud. Jeg går ad bagvejen (gennem kælderen) ud, for at undgå de ældre damers blikke og sladder i gården. Jeg kommer den "rigtige" vej hjem og ind, og også de må undre sig. På mandag hos min psykolog kan vi tale om undgåelsesadfærd og jeg skal forstå, at der stadig findes chokolade, jeg bare på ny kan købe, og ældre damer der stadig sladrer. Uafhængigt af, hvilke valg jeg personligt træffer. Jeg er dog fuldt ud tilfreds med at undgå. Idet der er noget andet, jeg indgår. 9.5 20.

Så mødte jeg den igen: fordømmelsen. Nu hilser min underbo (en kvinde på 83) ikke længere på mig. Hvor jeg endda ser, hun løfter sit blik og ser mig. Der skal (jo) også bare eet klik til, så ved hele boligkomplekset, hvad jeg engang har gjort. Og hvordan forstå noget sådant, når man har mand, børn, børnebørn og har boet det samme sted i 61 år? Gid hun ville huske på, at jeg hjalp hendes underbo under et sygdomsforløb, at jeg altid møder dem med venlighed på trappen. "Skal du ud og spille (musik)", har hun nogle gange spurgt. For at sige: Hvad lever du egentlig af? Jeg er musiker, har jeg bare sagt. Nu er jeg også uvelkommen her. Det er ikke noget, jeg bilder mig ind; hun plejer at nærmest råbe sit hej til mig, når jeg gik forbi dem i gården. Jeg vidste, den generation ikke har forståelse. Sad de til et af mine foredrag og blev sat ind i bevæggrunde og følgevirkninger, havde de måske dømt mig mere mildt. Nu skal jeg i stedet vænne mig til, at sladderen er gået (for vidt). Det måtte (måske) komme. 7.5.20.

En veninde sender mig en video, om hvordan man kan takle sin frygt. Jeg bliver i tvivl: Har jeg et issue med det? Jeg har hverken lyst til at se videoen eller svare hende, men gør begge dele. En ven poster et digt af ham, vi ikke længere omgås i poetklub-sammenhæng. Jeg bliver bange for, at den udstødte vil føle sig stødt. Trods det at det jo sådan set (bare) er en anerkendelse af hans skrivekunnen. Det er (jo) sådan, at veninden har uddannet sig som terapeut; Ser hun altså ind bag? Og manden, der engang var i inderkredsen af poetklubben, er faktisk anmeldt for chikane. Så min frygt er vel ikke helt ubegrundet? Heldigvis sker de to ting sammenfaldende og jeg får svaret veninden nøgternt og givet opslaget med digtet en like. Jeg responderer - neutralt - på de to ting. Kan ske, hun ikke har villet mig noget personligt med den video. Kan ske, digtet er god litteratur. Det ryster mig en smule, men jeg prøver at børste det af. Sender ikke (sorteper) videre. 6.5.20.

Torso (maleri, 5.5.20)
Torso (maleri, 5.5.20)
Forlæg til Torso-billedet (en andens maleri, jeg har malet ovenpå)
Forlæg til Torso-billedet (en andens maleri, jeg har malet ovenpå)

Man kan bare lige så stille bygge sit arsenal op. De videoer og udgivelser, man først tør vidne om efter sin død, kan man lægge i stilling. Og med eet tryk (på tastaturet) er man forløst. Man kan gemme forråd til en helt anden tid. Guldkorn og skampletter side om side. Og ruge på det, som på noget, der skal modnes. Fordi verden eller man selv endnu ikke er klar. Som en slags strategi eller langsigtet plan. Man kan tænke tiden efter sin død ind allerede i tiden, hvori man lever. 47 eller 24 år. Vi er her for at brænde. 4.5.20.

Sms til Lars, 3.5.20. 11.37: "Har sovet til 10.30! Ovenpå alle de hjerter på Facebook :) Håber ikke, du drak for meget i går og ikke kunne sove? Min bror har fødselsdag i dag, men vi mødes over kaffe i morgen. Tror, jeg tager ud og synger i dag. Poul G. Exner står for mig at se helt ren (har kommenteret) Knus Rie."

Jeg tåler næsten ikke alle de hjerter på Facebook. Og hvordan gengælder man et hjerte, hvis man gerne vil give afsenderen noget personligt tilbage? Ja, hvorfor har videoen (kun fire minutter lang) så stor effekt? Den eneste retvisende kommentar, jeg har fået, er fra Line: "En fin film og egentlig ok engelsk". Netop. Jeg er så utrolig træt i mit hoved af at skulle forstå, hvorfor jeg skulle have fortjent denne opbakning fra mit bagland. For hvordan egentlig det? Der er et menneske, der har mistet livet. - Men selv Nikolas kom med en opbakning til, at jeg havde lagt videoen ud. Hvordan kan jeg så andet end være helt overvældet og opfyldt af taknemmelighed?? I min middagslur drømmer jeg om en, der planlægger at slå en anden ihjel og da jeg vågner har jeg sangen: "Masser af succes" (Gasolin) i hovedet. Som bekendt er man meget "ene", når rampelyset bliver slukket. Også jeg. Jeg tåler faktisk ikke denne bølge af sympati og solidaritet. Jeg forstår, at i en forstand netop græder verden sammen med mig. Jeg kan ikke klage over ikke (i den her omgang) at være blevet fordømt. Derimod rummet og accepteret. Det afholder mig ikke fra at lægge lignende ting ud en anden gang. Jeg forstår bare (heller) ikke, hvorfor de alle opslaget. Alle de veninder, der virkelig har betydet noget for mig. (Charlotte, Rikke M., Else-Marie). Hvorfor var jeg ikke bare et opslag, der blev overset på kæmpestore Facebook? Tak, Gud, fordi du viste mig nåde, men lad mig få proportionerne på plads. Jeg er (jo) fuld af synd. 2.5.20.

I 2017 medvirkede jeg i følgende film (4-5 minutters varighed). Har bare været flov over mit engelsk. Men ser nu, at det er sagen uvedkommende. (Det er netop her, Nils Malmros siger det om "skyklapper")

Ambitionen var god nok: Jeg skriver sangtekster om tabet af min søn i stedet for at komponere flere salmemelodier, nu hvor den seneste ikke faldt så heldigt ud. Jeg har også skrevet min første sangtekst, som passer i versemål dog ikke med rim. Jeg sætter mig muligvis også ved klaveret allerede i dag for at forfatte et stykke musik til. Men det er tungt. Nogle ville nok anbefale: lad det ligge. Jo, man kunne tale for, at det er en slags terapi en slags bearbejdning. Men jeg kan jo ikke vide, om det ripper op i noget, som jeg ikke tåler. Det er en fin tanke, at ville sætte ord på et (af)savn. Når nu jeg også den foregående nat har drømt, at jeg græder inderligt. Og ja, det ligger jo altid som et lag i mig, uanset om jeg synliggør de lag eller ej. Jeg vil jo altid bære det med mig (uanset). Det gør så ondt, at - som Nils Malmros også sagde engang - man må "have skyklapper på". For at kunnne leve videre. Et forholdsvist tåleligt og normalt liv. Det er ikke altid, at planer og drømme bliver til noget. Var det for at røre en verden, så resten af verden kunne græde med? 1.5.20.

Skulder ved egen skulder (maleri, 30.4.20)
Skulder ved egen skulder (maleri, 30.4.20)

Jeg får en flue i næsen på vej over til tanken. Du beder mig gå hjem (og spise det mad, jeg i forvejen har). Jeg går hjem. Det er Gudskontakt på jordnært niveau. Men det virker. Da jeg kommer hjem smører jeg mig et par madder, som virkelig smager mig. Og kan se, at de tiltag, jeg har gjort i min lejlighed tidligere på dagen, (også) har virket. Tilfreds over at have været ud for at øve sang, kan jeg se, jeg har gjort en indsats. Jeg ville vende dagen, så jeg ikke ødslede den bort (med løst dankort). Mådehold, siger du. Jeg giver et indlæg på Facebook et hjerte. Gavmildt. Samme sag. 28.4.20.

Jeg siger til dig, du er det hele værd. Alle de gange, jeg har fulgt med i, hvad du har delt - dog uden at tilkendegive støtte eller det modsatte - betød noget for mig. Derfor kan jeg nu efter et års Facebook-venskab sige dig min uforbeholdne mening. At dit bidrag er væsentligt. Det kan virke overrumplende og direkte, men det er fordi, det grunder i flere måneders eftertanke og bearbejdning. Jeg ønsker bare at sige: Bliv ved! Tal om glæden, som du har inde som en helt uundværlig bestanddel af dit liv. - Som det med årene er blevet. Du har kæmpet for at nå her til, Tillykke. Jeg har printet din e-bog ud, som du generøst har lagt til rådighed. Og den glæder mig <3 27.4.20. (Til Miriam Kirsten Glad, som jeg også har skrevet en kommentar til på Facebook)

Poul G. Exner (på Youtube, kommentar til "Dejlig er jorden"): "Det er simpelthen vederkvægende at lytte til dig. Det kommer fra hjertet - det kommer indefra og udefra. Det kommer allevegne fra som lys og som vind. Du og din musik, din fine, fine modne klang, og de klare toner du åbner som en buket af tro og levet liv bare er! Det når hjertet. Du når hjertet." (27.4.20)  

Der ligger en pakke i min postkasse. Først tænker jeg: jeg har ikke bestilt nogen bog eller andet. Så overvejer jeg, om det er kunstterapeuten (ikke omtalt her), der har sendt min bog tilbage efter endt læsning (i protest over indholdet). Og til sidst strejfer det mig, om det måske er faren til mit barn, der har skrevet sin egen bog. Indtil jeg åbner pakken, hvori der ligger en æske chokolade fra Dalgas skolen, hvor jeg er elev. Med ønske om et snarligt gensyn, når skolen igen åbner. Helt tilforladeligt. Der danner sig altså disse katastrofescenarier i mit hoved, imens jeg går op af trappen til min lejlighed. Men til min store lettelse viser der sig ikke at være noget at frygte (denne gang). Det er alligevel interessant for mig at opleve, idet der jo for så vidt kan ligge alt muligt i ens postkasse, udefra. Velkomment eller ej. Tak til Dalgas skolen for at huske på mig som elev. Men kære frygt, hvor har du dog gode betingelser. 27.4.20.

 Nu græder jeg over                                                                                                                                                                       at kysse hunden                                                                                                                                                                         så selvfølgeligt.                                                                                                                                                               Hvorfor var kærlighedsstrømmen                                                                                                                                   ikke stærkere dengang?                                                                                                                                                     Som jeg nu mærker                                                                                                                                                                     så lifligt.                                                                                                                                                                               Kærer Gud sig om et dyr,                                                                                                                                                       så meget mere om et                                                                                                                                               menneske.                                                                                                                                                                             Også jeg.

"Gennem årtier har han loyalt fulgt ikonet, selvom han står ved, at Prince til tider kunne være svær at holde af både musikalsk og i måden, han optrådte på." Det kan jeg godt lide at læse (i Kristeligt dagblad). Det giver os andre en chance for at være her med brod. Man kan ikke til alle tider opfylde sit publikums forhåbninger. Ja langt fra. Men lad mig være her alligevel, trods tider hvor kunsten blev grim. Den består i sin egenart, ved at den ikke findes magen til noget andet sted i verden. Favn den i grimhedens navn. Og bær min del af skammen for, at den blev til. Loyalitet, det er noget med aldrig at give et menneske op. Men derimod bære over med det. Bære med. Så at ingen af os går (helt) alene. Jeg vil forsvare dig for enhver pris. Selvom prisen er høj og jeg frastødes ved dele af dit indhold, favner jeg de dele alligevel. Jeg kan ikke lade være. Ærindet er at lade dig stå i dit eget lys. Se, din strålekrans indbyder mig. Og jeg tør gå med dig. Hvor ellers. 25.4.20.

Jeg er ikke besværlig at forstå. Mit ordforråd er knapt (ikke læst nok bøger) og min hensigt med det skrevne er typisk at få mit publikum i tale. Det vil sige: henvende mig i øjenhøjde. Jeg er ikke veluddannet og ikke skolet, hverken inden for skrivning, maleri eller musikkomposition. Derfor sprænger jeg rammerne og falder lidt udenfor. Det er ikke sådan, at jeg eller andre lægger bånd på mine udtryksmuligheder, så jeg har frit slag. Fornærmer jeg nogen, gør jeg det enten indirekte eller jeg gør det direkte og har skyldfølelse over det i flere uger bagefter. Jeg havde ikke tænkt mig at sprede men samle. Ja væve et tæppe af alt det, jeg har mødt. Noget ligger i mørke og skal fortsat gøre det. Jeg sætter en fællesnævner, der afspejler hvor jeg selv er. Og skaberkraften er til tider uskarp og uskøn. Ført med skælvende eller tvivlsom hånd. Bør man da ikke lægge det skrevne ud? Betyder det, at jeg denne dag var mindre menneske? Har jeg da et dårligere udgangspunkt for at møde dig, som læser? Jeg er til at gå til, nem at læse. Det er sådan tilrettelagt, fordi jeg skal have almen appel. Højt som lavt i samfundet. Er jeg (næsten) sikker på. 24.4.20.

For så jeg Nyhederne kl. 17, så jeg dem nærmest også kl. 18. Og hørte jeg ikke den vigtigste nyhed, har 10 af mine venner postet noget om den på Facebook. Og hvor meget jeg er gået glip af i mellemtiden, indhenter jeg på tekst-tv. Og jeg mættes - af forgængelighed. Noget, der ikke varer ved. Jeg drages af det flygtige som af tomme kalorier. Derfor tjekker jeg nu ikke længere statistik, da det ikke er en målestok for lykke. Og jeg læser hellere i en bog, om noget en anden har ment. Når jeg har slukket for fjernsynet er der et øjeblik ro, men bagefter er der oceaner af ro. Tænk at vælge stilheden fremfor den pulserende nyhedsstrøm. "Du skal ikke kigge på spisesedlerne ved kioskerne med sensationelle nyhedsoverskrifter, det sænker din vibration", var der en healer, der sagde til mig engang. Og: "Dér er en tøjforhandler, der sælger t-shirts, hvorfor skal der så på den anden side af gaden være en tøjforhandler, der (også) sælger t-shirts?". Overforbrug, massemedier, han frarådede det med eftertryk (også så jeg blev syg af hans formaninger og råd). Jeg stiller mig ikke i køen til det fedeste tilbud. Jeg stiller mig i køen til det lidt ringere tilbud, fordi jeg kan nøjes med. Jeg hamstrer ikke, for det giver mig sådan en dårlig følelse indvendig. Af grådighed. Når der holder en politibil i vejkanten pga. en forseelse, stirrer jeg ikke på den forulykkede for at se, hvad der er galt. Jeg opsøger ikke dramaet, hvor det er til skade. 23.4.20.

Vi ku have talt om alt muligt (maleri, 23.4.20)
Vi ku have talt om alt muligt (maleri, 23.4.20)

Digt, 21.4.20.:

Næste gang vil jeg sige det:                                                                                                                                               "Jeg forstår det (heller) ikke                                                                                                                                          selv".                                                                                                                                                                                             At det kunne ske.                                                                                                                                                                      At jeg kunne indeholde det.                                                                                                                                                    At det skulle overgå mig,                                                                                                                                                          og at jeg kunne udføre det.                                                                                                                                                    Jeg begriber det (ganske enkelt)                                                                                                                                      ikke.                                                                                                                                                                                              Det er ude over min forstand                                                                                                                                                  og rationale.                                                                                                                                                                                Det må have været en anden.

Der var det ved i dag, at jeg hørte musik inde i min stue. Det er lige meget, hvilken musik det var, men det var første gang mens jeg har boet her, at anlægget har stået herinde. Det var foran-lediget (ledet foran) af, at min bror tilbød mig en sofa forleden. Jeg skulle alligevel kassere en lænestol og fik rokeret rundt for at se, om der plads til sofaen. - Men det var der ikke. I stedet fik jeg plads til mit stereoanlæg. Det vil sige, der skulle en anledning til, før noget andet trådte i kraft. En forandring til det bedre. Det er lige meget, om naboen synes, Lionel Richie er tøset eller for blødt, det er ligesom ikke sagen her. Jeg kan fremover sætte alt muligt musik på, jeg ynder. Og i dag satte jeg øskner bag på mine malerier imens. Min stue er forandret og jeg kunne ikke forudse skiftet. En anden skulle røre ved mit liv for at sætte det i bevæglse, nemlig min bror. Og det er ikke blind leder blind. Jeg har forbedret livskvalitet efter det er sket. Og tænker flere andre velsignende ting kan ske i fremtiden. Og det er tiltro til skaberværket. 20.4.20.

Livets Gud mig skærmer (maleri, 18.4.20)
Livets Gud mig skærmer (maleri, 18.4.20)

Jeg så min genbos cykel var væltet. Skulle jeg have rejst den op? Jeg vidste, hun havde en kontrovers med de ældre damer i gården omkring sin cykel og hvor den helst skal stå. Jeg lod sagen være. Det var vindens skyld og ikke nogen andens, at den var væltet. Jeg griber ikke ind i en verserende sag, tænkte jeg. Selvom jeg har mere ømhed for hendes cykel end for de ældre damer. Nu fortæller min genbo mig, at cyklen blev ridset og bulet af faldet. Men heller ikke det kunne jeg jo have forhindret. "Jeg kan også bare stille den ned i cykelkælderen", blev hendes konklusion. Det var det, jeg tænkte: der kommer noget (helt andet) ud af forløbet. Hun har lige været her i min stue, fordi jeg hjalp hende omkring at søge ny bolig. Vi er begge trætte af det slæng af ældre kvinder, der stimler sammen nede ved bænkene. Og vi har samme anciennitet, viser det sig. Hvis jeg havde rejst cyklen op - med risiko for, at nogle ville undre sig over det, når det nu ikke var min cykel - havde hun måske slet ikke lagt mærke til, den var blevet ridset og hun var måske blevet mindre bitter. Nu lod jeg det åbne sår være. Fordi jeg tænkte, det tjente sagens gang.    Men jeg tvivler. 17.4.20.

Jeg skulle (helt klart) have gjort noden mere pæn. Klistret noget over, som var overflødigt for øjet. Givet ham et bedre produkt, som efterspurgte noden til "Jeg er træt og går til ro". Men det blev sådan lidt primitivt, fordi jeg ville bevare noden, som jeg havde spillet efter. I dens oprindelige form, med påklistring af tekst lidt ujævnt henover siden, sort sværte fordi jeg har scannet ind fra koralbogen osv. Fordi det var/er et udtryk for, hvordan jeg gør tingene. Jeg følte, jeg ville skænde udseendet ved at redigere i det. Nu har jeg måttet skrive, at han nok nemt finder en mere professionel udgave på nettet. Kunne jeg ikke have tilpasset mit originale look med et mere indbydende? Kunne jeg ikke have strakt mig, gået på kompromis. Vi taler om et stykke papir, manden skal printe ud for sig selv - og måske bruge fremadrettet. Han var så venlig at blive abonnent på min Youtubekanal og et andet sted skrive, at jeg "har virkelig en smuk stemme". Var det ikke (bare) rimeligt, om jeg havde givet mig. Det vil sige: jeg tænkte mere på eftertiden (hvis den er der, som jeg tror), på hvad jeg efterlader til den, end jeg tænkte på denne enkelte mands behov. Pinligt eller forståeligt. Jeg har tilstræbt den rene form. Og på den konto misligholdt en god relation til en af mine Youtube-brugere. Man kalder det: Selvhenter. 17.4.20.

Mens jeg peger på mig selv, peger en anden op (maleri, 12.4.20)
Mens jeg peger på mig selv, peger en anden op (maleri, 12.4.20)

Jeg ser et fremragende digt på Facebook. Det er (meget) vigtigt, det her. Jeg lægger mig i tråd med, læner mig op af hans (Pers) ord. Jeg føler mig opfyldt af og viderebragt af. Da jeg sætter mig over den melodi, jeg har bøvlet med i tre dage, falder den på plads. Jeg er blevet foran-lediget (ledet foran) til at gøre den færdig. Det vil sige; noget en anden har skrevet smitter af. Afgiver lidt stjernestøv til os andre. Og videre frem kan min melodi måske med held gøre det samme. Vi er forbundne, af een og samme kraft. Vi tager fra det samme bæger, så at sige. Og kalken er indholdsrig, næringsholdig. Vi gror og vokser som mennesker. Får større potentiale, rækkevidde. Og vi vidste ikke engang, at det var muligt. Jeg ser til din side og lader mig drage. Tak, fordi kunsten findes og at vi deler den. Ilt og ånde giver du os (omskrevet). Ja, alting bliver igen levende. 11.4.20. (ingen ved heller, hvor død, jeg indtil da hele dagen har følt mig (pga. en sms kl. 3 i nat og efterfølgende mareridt))

Her går kvinden med barnet over en kilde med vand. Det er som om, barnet passer på hende. Hænger i min stue
Her går kvinden med barnet over en kilde med vand. Det er som om, barnet passer på hende. Hænger i min stue

Jeg ligger som yin og yang tegnet. Med den venstre hånd på maven og den højre på mit bryst/hjerte. Den natlige drøm handler om, at jeg græder - sammen med faren til mit barn - over, at vores søn ikke længere er i live. Da jeg vågner ved jeg, jeg har haft kontakt til noget essentielt. Som jeg ikke i mit vågne liv kan komme i kontakt med. Det er prana - livsnerven. Det er rart at have mærket min søn så nært på. Og at vi to som forældre er fælles om savnet og lidelsen. Det rykker episoden helt tæt på i min bevidsthed. Og bagefter drømmen går jeg lidt anderledes ud i verden. Der er vakt noget til live og drømmesproget formidler forbindelsen. Og siden skal jeg drømme det samme om og om igen. Det er (kun) på den måde, jeg skal forstå, hvad der er sket. At jeg har mistet noget så dyrebart og at det aldrig kommer tilbage. Det er langfredag og vi skal alle miste en søn. Og bagefter er han hos os på en lidt anderledes måde. Vi glemmer kødet og det at kunne give et knus. Det bliver ligesom mindre vigtigt. Han er her som ånd, som sjæl og som væsen. Helt tydeligt. Og i dag åbner vi døren til Paradis. Lader vores kære gå igennem dødens port og ud på den anden side. Børnene leger med hinanden i himmelen. Den, vi har mistet, er ikke tabt. Og hans liv var ikke forgæves. Jeg ifører mig jordiske klæder for at bekræfte mit kød. To verdener er rykket tættere sammen, mens jeg sov. Så umærkeligt, at jeg har elsket dig højest af alt. En håndsrækning fra et andet rige. En bro over et rindende vandløb fyldt med liv. Der vinker jeg af al kraft. Ser jeg dig. "Min mor, min mor, hvorfor løb du fra mig?" Vi fortæller en anden historie. "Vær ikke bange". Vingeskudt. Jeg løber efter hjælp, men den når dig ikke. Var jeg blot død sammen med dig. For din pande og dit bryst. 10.4.20.

Mine ord slår ikke rod. Ja - ingens ord slår rod i hende. Min ven har altid noget at beklage sig over. Nu, hvor hun er blevet kureret for sin kroniske kvalme og igen har lyst på livet, skal hun isoleret - på grund af coronakrisen - holde sig derhjemme. Hvad gør vi andre: Vi venter på foråret, venter på en ny bolig, venter på Jesu genkomst (..) Der er noget, vi ser frem til, så vi gøder og nærer vore drømme, imens vi venter. Giver man hende et råd, skriver hun dobbelt så mange linjer tilbage om yderligere kvaler. Det er som at pøse penge i et korrupt foretagende. Ikke andet at gøre end holde kraft tilbage, så den kan virke et andet sted. Jeg slipper hende, (Løgstrup). Ikke til fortabelse for det er jeg ikke herre over. Men til selvjustits. Jeg er kommet til den konklusion af mange årsager. Hun har blik for kærligheden, men misbruger tilliden til den. Hun er ikke taknemmelig for lidt. Undskyld, hvis det "bare" er en del af hendes (psykiske) sygdom. Hvis hun er undskyldt. Tag du, Gud, hende under din varetægt. Idet du forstår i dybden, hvad jeg ikke kan se. For alle de bjælker. 7.4.20.

Lige meget hvilken byrde (maleri, 7.4.20)
Lige meget hvilken byrde (maleri, 7.4.20)

Engang lejede jeg mig ind i Vestergade (53) til en husleje på 10.000 kr. om måneden. Der var en håndlæser, der havde sagt, jeg en dag skulle "finde et hus" til min kunst. Det, sammenfaldende med en udtrapning af medicin, mødet med en healer (mandlig), gjorde min dømmekraft ustabil. Ikke desto mindre har jeg altså boet i Vestergade. Det er den gade, Peter A.G. synger om :) 

Vestergade 53
Vestergade 53

Så har jeg backup af alle tre hjemmesider. To skulle jeg betale ekstra for, en skulle jeg selv aktivere, og en skulle jeg have hjælp til. Jeg vil også undersøge, om man kan testamentere en hjemmeside til nogen. Det lyder helt vanvittigt, men det kunne dog være smart. De valg, jeg har truffet om udseende, filvalg osv. består. Jeg mener: det er vel som at se et originalmanuskript. Er jeg da utrolig selvhøjtidelig, at jeg gør mig disse overvejelser? Er det ikke bare som at efterlade et barn i verden. Kan jeg gøre for, at jeg har malet med store, fede, brede pensler. Lagt mig ud på nettet i flere lag. Du, læser, ville have gjort det samme, hvis du havde så meget indestængt, du af iver bare måtte af med. Jeg har betalt, arbejdet for, og villet at have backup af alle tre hjemmesider. Det sikrer ikke mit liv eller levnedsforløb. Det forlænger bare min holdbarhed. Jeg er trefoldig og hver hjemmeside er en hånd rakt ud. Endda igennem coronavirus og mørkemænd. Gud, datter og fædreland. 4.4.20.

Det kan ikke nytte noget, at jeg ærgrer mig; har efter tre år med videooptagelser her til aften fundet ud af, hvordan man klipper i en video. Oprindeligt købte jeg et redigeringsprogram men lærte bare aldrig at bruge det. Men efter at have fået mod fra med held at have klippet i en mp3-fil (i et andet program), kan jeg nu altså også redigere i en video. Det betyder, at fremover kan jeg skære de sekunder fra, hvor jeg går fra kameraet over og sætter mig ved klaveret. Der var for to år siden faktisk noget, jeg gerne ville have klippet fra. Jeg kender to, der hedder Jørgen, som kunne have hjulpet mig. Men den ene ville have kritiseret min computer og den anden er dårlig til at lære fra sig. I stedet så jeg charmen i at lade videoen være i dens oprindelige tilstand. Men gjorde I? Udenomssnak om de forhold, jeg optog under. Hvordan vejret var, lydene i rummet, og ikke mindst fejl ved klaveret kunne have været undgået. Nu efterlader jeg et ufærdigt produkt. Kære verden, jeg kunne åbenbart ikke andet. (natten til) 2.4.20.

Man kan sige: Er det klogt at lægge mp3-filen ud? Jeg taler om noget meget voldsomt. Kan nogen betragte det som en trussel? At jeg (stadig) er farlig? Alligevel synes det mig - efter at have skrevet digtet i dag - at det er det rette tidspunkt at offentliggøre lydfilen, som jeg har klippet til af samme grund. En form for blottelse, jo, men også ærlighed. Kvaliteten af at jeg tør åbne mig omkring en del af mig, der ellers ligger i mørke. Kunne måske få andre til at gøre det samme. 1.4.20.

Fra samtale med min psykolog, Louise, midt marts. (ca 9 minutter):

(Digt, 1.4.20):

Er det det, jeg er for dig? (mor)                                                                                                                  En rest, en tvangstanke:                                                                                                                              "Jeg skærer halsen over".                                                                                                                            Kan du ikke fralægge dig                                                                                                                            ondskaben.                                                                                                                                                  Se ind bag,                                                                                                                                                    hvor motivet var                                                                                                                                          rent.

Jeg ved godt, hvorfor bulgursalaten smagte så godt i dag. Det er fordi, den smagte af god samvittighed; I butikken kunne jeg nemlig vælge mellem en, der kunne holde sig til i morgen og en, der kunne holde sig til i overmorgen. Jeg tog den, der kunne holde sig kortest tid, fordi jeg skønnede, jeg ville spise den inden længe. Jeg efterlod den friskeste til en anden. Og hvorfor jeg brændte mit hår og mine bryn over et stearinlys forleden ved jeg også. Jeg foreslog at købe aftensmad ind, selvom min ven havde budt ind og sagt, han kunne gøre det. Så jeg overtrumfede ham. Da jeg ville hjælpe ham med at skære tærten ud af formen, brændte mit hår samt mine bryn i venstre side af ansigtet. Nu ved jeg ikke, om de nogensinde gror normalt ud igen. Det er loven om årsag og virkning, der er på spil. Nogle gange kan vi sige om en anden: "Det havde han rigtig godt af", fordi vi dømmer hans ulykke ud fra, at han blot får efter fortjeneste. Andre gange under vi et menneske medgang og lykke i en sådan grad, at vi beder en bøn for eller velsigner vedkommende. Der tilfalder ligesom et menneske, hvad det kan bære eller forvalte. Ikke mere, ikke mindre. Der var kærlighed i den bulgursalat og der var ondt i den ild. Det siger sig selv, at den ene indeholder opbyggende, nærende kræfter, mens den anden bryder ned, bringer i forfald. Og jeg er gjort af præcis disse to størrelser i en evig indbyrdes vekselvirkning. Det er universel lovmæssighed. Hvad jeg endda tænker indvendigt og ikke spiller ud mod nogen i direkte tale, hæfter jeg for. Nogle er uenige og siger: "Tanker er toldfrie", men det har jeg aldrig ment. Derfor er skyld så kompleks. 30.3.20.


Det indre, der tæller (maleri, 28.3.20)
Det indre, der tæller (maleri, 28.3.20)

Jeg ser, der er vildt mange downloads af vores noder. Jeg har lagt alt verderlagsfrit ud til fri afbenyttelse og drømmer i nat, at jeg har haft indbrud. Jeg mener; virkelig mange downloads. Jeg tænker, om vi bliver misbrugt og ikke er ordentligt sikret. Ikke mit problem, da mit ærinde var at tilbyde andre at spille og synge vores salmer. Da har jeg jo (bare) gjort mit dertil. Ophavsret eller ej, det lyder nu nok som Anne Marie Eriksen, lige meget hvem i verden der spiller salmen. Alligevel forstår jeg ikke tendensen. Så mange mennesker er jo slet ikke optaget af nye salmer i vor tid. Kunne dem, det drejer sig om, ikke bare melde sig. Ligesom tyven i nattens drøm godt kunne have sagt, det var ham. Han havde bare efterladt sin knallert på græsset. Urealistisk. Som om man kan sælge noder videre, det kan man jo ikke! Flere er håndskrevne! Jeg er i den grad en åben bog og hvor ameordnoder.net skulle have været en gave eller et tilbud, er det nu blevet en røverbule. 28.3.20.

Jeg vidste nøjagtig, hvad det betød; Servicecenter nord havde sat et blåt stykke tape på mit cykelhjul. Det havde de varslet på forhånd og nu var det sket. Det er en slags mærkning i forhold til at opspore cykler, der bare står hen ubrugte. Når jeg så piller tapet af igen giver det dem et praj om at cyklen har en ejer, nemlig mig. Jeg kan godt lide at skrive til varmemesteren (om alt muligt). Nogle gange vedhæfter jeg et foto, f.eks. fra mit badeværelse: Sådan ser det ud, hvad gør jeg? Jeg kan godt lide at være i en boligforening og at man kan ringe efter hjælp. Men de skal også kunne lide mig. Jeg spørger til deres arbejde (nede i gården), om den nye ordning er god, hvor de samler ekspertisen eet sted for hele Aarhus nord. Jeg ved, at når jeg ringer dem op, er det første jeg skal sige, at jeg bor i det husnummer på Skovvangsvej. Så finder de mig lynhurtigt på skærmen. Jeg ved godt, at jeg kommer til at rengøre mine vinduer, når jeg flytter herfra. Det gør jeg mig allerede tanker om nu. De har aldrig talt dårligt til mig og jeg ved, jeg er her til låns. Dette er ikke - mit. Nede i vaskeriet ved jeg, vi er en del af et fællesskab, så jeg vil gerne aflevere vaskerummet i god stand til den næste. Det er jeg også selv interesseret i, at andre gør mod mig. I gården er jeg begyndt at nikke og sige hej til alle de ældre damer, i stedet for kun at gøre det, hvis dem i min opgang sidder udenfor. Når jeg ser "Natholdet" sent om aftenen skruer jeg næsten helt ned for lyden i fald min nabo allerede er gået i seng. Ligeledes hvis jeg ser et program om mordere eller andet dramatisk, skruer jeg også ned for lyden. De andre i bygningen skal ikke dømme mig i forhold til, hvilken slags tv, jeg ser. En dag sagde min underbo til mig, at "vi hører dig overhovedet ikke". Det hjalp mig, når jeg efter sengetid indimellem står op og tager mig en mellemmad, fordi jeg ikke kan falde i søvn. Jeg behøver ikke liste eller synes, det er forstyrrende at jeg f.eks. åbner et skab i køkkenet. Jeg kan godt lide at vejlede Lars (nær ven) i at bo i almennyttigt boligbyggeri, fordi det er forholdsvis nyt for ham. Sådan skal du gøre med kontrakten, og så ringer du bare til kontoret og afleverer en nøgle. Nogle vil sige, jeg er fikseret. Hvis der er en frist for at aflevere en seddel om en uge, afleverer jeg den hellere allerede i morgen. Jeg vil ikke risikere at miste anciennitet eller andet. Når "Beboerbladet" kommer læser jeg de spørgsmål nogle beboere har stillet om deres forskellige rettigheder. Jeg kan faktisk lige nu ikke finde min egen lejekontrakt og jeg hader det. Jeg er verdensborger i hendes verden. 25.3.20.

Har udgivet "Det mindste i riget er fundet". Men for fanden: Står den i Es-dur eller Fis-dur? (ha ha) 23.3.20.

Trods med ryggen til, rækker jeg ud (i en coronatid, maleri, 22.3.20.)
Trods med ryggen til, rækker jeg ud (i en coronatid, maleri, 22.3.20.)

Du lod det ske. Min ven har muligvis mistet sit arbejde, fordi han i panik over ondt i halsen meldte sin døgnvagt fra for sent. Nu sidder vi tilbage og taler om situationen, som om vi alle har tabt. Ligesom den nat, hvor ingen hørte eller så mig. Det passerede, som vi frygtede. Det, som ikke måtte ske, skete. Den handicappede har kørt udenfor i sin kørestol og råbt om hjælp. Soleklart, sådan skulle det ikke have været. Men i disse coronafikserede tider slår vi alarm ved det mindste tegn på sygdom. Vi handler af frygt. Havde han mødt op og havde smittet hende, havde konsekvenserne været langt værre. Nu har vi talt sammen om alt muligt for at aflede tankerne. Men selv da ligger punktet som en mørk skygge over dagen. Da spørger jeg mig selv, hvor det opbyggelige er henne. Hvad Gud egentlig ville. Få min ven på tanker om at få et helt andet arbejde? Nu, hvor han faktisk er træt af sit fag og tænker på at blive præst. Vi skal forstå at udnytte dette til noget. Ja, her til aften frygter vi, at den handicappede ikke længere vil bruge hans arbejdskraft. Hvordan løfter vi dagen, så den ender i et plus? Jeg var i (koloni-)haven og gjorde rent. Det er fordi vi forbereder os på noget. Et fristed. Vi må gå derhen, hvor det ikke gør ondt. Jeg tåler nok ikke et fjerde opkald netop i dag, men jeg tåler at elske dig på afstand. Jeg tåler, at der bagefter dette kommer noget andet. Og at det finder sted sammen med dig. Jeg tørrer mig med min antibakterie-serviet. For at tvætte dig. 21.3.20.

Min nevø spørger, hvad jeg/vi vil bruge optagelserne fra min psykolog til. Han ved (jo) ikke, jeg er ekshibitionist. Hvordan skal jeg næsten svare ham, at det er for at åbne min sjæl for dem, der vil kigge ind. At jeg er en åben dør og til enhver tid til rådighed for at give mit indre et ydre udtryk (gennem kunst). Jeg siger: Det er for at vi kan evaluere vores snakke, bruge dem i terapeutisk øjemed. Han kender ikke mine dagbøger (går jeg ud fra) og har ikke set avisartikler o.lign. da han først for nylig er blevet bekendt med min (livs-)historie. Hvordan skal jeg næsten indfange alt, der var og rørte sig, i et enkelt svar. Vi er en del af samme ophav (familie) og brødre og søstre skal ikke kende hinanden til bunds. Ej heller nevø og faster. Jeg forbliver nok bare et mysterium, ukendt land. Mit svar vil være diplomatisk og afstemt. De (min familie) vil aldrig forstå. Mit offentlige rum. Ikke at de er uvelkomne i det. Men jeg siger næsten: se hellere væk. Det er til en anden. Hin enkelte. 17.3.20.

Jeg ser nu, at det er det, jeg kan. Skrive noget, som har flere lag. Dialektisk - hedder det det? Det vil sige, nogle ser den ligefremme helt tydelige betydning, mens andre ser ind bag. Det vil sige; "Den, der har ører at høre med, skal høre". Og ham, som ikke har, får ikke det hele med. Sådan vil jeg (næsten) betegne de to kommentarer, jeg har fået på mit Haiku-digt. De har ikke fattet i dybden. Men jeg kan ligesom ikke hverken forklare eller røbe, for andre har jo fattet det. Der er denne cirkulering af videoer fra Italien, hvor de synger fra altanerne (Coronavirus). Jeg ville da elske at skråle med, når der i morgen bliver afholdt en lignende begivenhed her i Aarhus. Men jeg har ingen altan. Skulle jeg have postet en smiley også? (bagefter digtet) Nu har jeg forklaret det tydeligt her. Men jeg har altså humor. Jeg kan godt se, digtet kan læses som litteratur eller ord på en fin række og derved syne "flot". Men der skal grines! Tilgiv mig at sige det sådan. Ikke alle har set disse videoer og ikke alle har set opslaget om sang fra altanerne i morgen. Men det er måske kendetegnende for meget af det, jeg skriver, at det er muligt at forstå det på flere planer. Ligesom når en lærer står ved tavlen og forsøger at pode noget viden ind i sine elever, ligeså prøver jeg jo at gøre mig klar i mælet. Lykkedes det? 15.3.20.

Foråret kommer.                                                                                                                                                         Mørketal. Jeg sagde jo,                                                                                                                                                         jeg mangler altan.                                                                                                                                                              (Mit første Haiku-digt, 15.3.20)

Hvis jeg havde været overlegen indenfor malerkunsten, havde jeg blæret mig med det. Lagt lidt til og vist mine forcer frem. Men jeg er ekspressionist. Om øjnene sidder for højt, da var det dog just sådan, jeg malede dem. Du kan kalde mig amatør eller fritidskunstner, men det er jeg (heller) ikke. Havde du forventet mere af en, der kalder sig Maler med stort M, ja så får du altså stadig ikke mere. Jeg kan ikke yde over evne eller give mig ud for at være dygtigere eller have flere færdigheder. Der er ingen grund til, at jeg puster mig op, for det virker bare kunstigt. Derimod lægger jeg mig gerne ned og indrømmer fejl og mangler. Jeg er ikke perfekt og spørgsmålet er, hvilket menneske, der er det. Jeg prøver mig frem, ligesom du gør. Og det fulde billede må al kunsten lavet over en årrække jo dokumentere. Der er ikke noget som at have lavet en dårlig melodi og så lave den næste ekstra god. Man forsøger at forbedre sig, indhente det tabte. For at komme til den gode melodi skulle man måske omkring en dårlig først. Og hvem skal i det store hele egentlig dømme én? Ja, som udøvende indenfor kunst, må man på stedet selv træffe de afgørende valg. Er dette værk godt nok til at blive offentliggjort. Bliver jeg til grin eller hyldet. Eller noget der midt imellem. Om ikke andet sendte jeg noget ud i universet, som jeg mente manglede der. Søsatte en moseskurv fuld af liv. Og jeg havde tro. Ja tro i flertal. 14.3.20.

Selvportræt, 13.3.20.
Selvportræt, 13.3.20.
Jeg vasker hundens lugt af mine hænder. Jeg taler med dig om, om jeg også var blevet  ”træt af” dig og bare gået.  Vi ler lidt over, hvem der mon var blevet træt af den anden først. Jeg har gået med hende alt for tæt i disse  Coronatider. Men hun kender ikke afstanden. Imellem dig og mig.
Jeg vasker hundens lugt af mine hænder. Jeg taler med dig om, om jeg også var blevet ”træt af” dig og bare gået. Vi ler lidt over, hvem der mon var blevet træt af den anden først. Jeg har gået med hende alt for tæt i disse Coronatider. Men hun kender ikke afstanden. Imellem dig og mig.

Jeg vågner og opdager, vandrøret under køkkenvasken er utæt, da det lækker vand helt ud på køkkengulvet. Til bisættelsen møder den anden sanger aldrig op, så jeg står med opgaven alene. Jeg cykler i strid modvind op for at gå tur med hunden, men står af cyklen flere gange (vindstød af stormstyrke). Da jeg når over på Vestereng med Frida, er jeg for kæphøj og tror, jeg kan springe over en bæk, men jeg falder og mudrer mit tøj til. Endelig må jeg med to hænder på een gang låse op til cykelkælderen, fordi mine fingre er så forfrosne. Jeg tager mit våde tøj af og tænker: Golgata! 12.3.20.

Jeg går den lange tur i skoven. Da jeg nemlig kommer til, hvor jeg plejer at korte ruten af, virker turen kort og uforløst. Da jeg går den længere rute overrasker det mig igen, hvor hurtigt jeg er fremme ved milepælene undervejs. Det er som om, jeg rent psykologisk har et overtag. Jeg møder op til sangundervisning og synger elegant og ekvilibristisk, også oppe på de høje toner. Hun siger, der ikke er noget galt med at synge med luft på stemmen og sender mig hjem med nogle øvelser for bedre støtte (maven). Jeg møder bagefter op i et Galleri, hvor jeg muligvis kunne udstille. Det hæfte, jeg netop har foræret min far, tager jeg med som præsentation. Jeg ved ikke, om jeg skal undlade at nævne ordet "kristen", men straks siger Galleriejeren ved et kig på mine billeder, at det var Gud, der ville have ham til at drive det galleri. Jeg bliver på få minutter godkendt og er parat til at udstille der til påske næste år. Jeg åbner en pakke fra posthuset, indeholdende nogle vandrestøvler. Jeg kan bruge dem, når jeg går med hunden hver tirsdag formiddag. Jeg mærker, de er en anelse for store, men ser de er lavet af ægte vandtæt materiale, og det betyder jo bare, jeg kan have tykke sokker på i dem. Min far siger, det "er en overraskelse", at jeg har malet disse billeder og spørger om jeg selv har haft en god dag (han fylder 85 i dag). Jeg drikker to øl som aftenkaffe og ler indvendig. Jeg er blevet frikendt. 9.3.20.

Da tog jeg de blå cowboybukser på for at blive mig selv. Den, jeg kender mig som. Der er altså noget - fremfor andet - der fremhæver mine kendetegn. Og noget, der i den grad underminerer min jeg-kontakt. Nogle ville indvende, at det ikke ligger i et par cowboybukser. At det må det aldrig gøre. Men jeg kan ikke nok fremhæve deres værdi, der her til aften slet og ret samler mig (igen). Syv timer er gået, hvor jeg ikke har - greb. Nu, hvor naboen spiller guitar, ved jeg hvorfor. Han tager fat. Jeg kender denne kvinde, dette sind. Ved, hvordan jeg skal placere hende i forhold til resten af verden. Jeg gør hende til genstand for min poesi (her), meddeler mig hel. Sophia. 8.3.20.

"Du har vist stort mod i livet". "Jeg følger din kunstneriske karriere på Facebook - og det glæder mig!" Min dansklærer fra gymnasiet står mig meget nær. Han og jeg ventede barn på samme tid dengang. Efter hændelsen skrev jeg til ham med års mellemrum. Følte, jeg kunne betro mig til ham, om hvordan det var gået mig. Sådan finder man sine vidner i sine omgivelser. Men hans blik på mine skridt er tungtvejende, det betyder virkelig noget. Nu, hvor vi om nogle uger besøger ham, ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal kigge hen. En kærlighed så stor. Den vil altid (for)følge mig. Livet igennem. Jeg forærer ham et maleri, men hvordan gengælde. Der var dem, der stod på sidelinjen og fulgte det, der skete med mig. "Jamen, du var jo så glad!" (da vi besøgte dig og Nikolas) ugen før drabet. Der er dem, der tænker bagom, ser bevæggrunde, et dybere lag, og dem, der ikke gør. Nogle har kun set avisoverskrifterne og ja læst det inde i avisen med gru. "Skriv til mig, når du bliver til noget stort", var det sidste, han sagde til mig, ved dimissionen på gymnasiet. Og jeg gik hen og blev morder. Han har elsket mig og troet på mig. Det ligger i ham som en overbevisning og det hjælper mig til at være her. Hvem - foruden ham - kalder det for "kunstnerisk karriere", det jeg har delt på Facebook? Han har set og siden givet udtryk for det sete. Vi får ikke altid sagt til dem, vi holder af, at det forholder sig sådan. Men i offentlige kommentarer har han tilkendegivet. Som om, der var noget, han skulle nå at få sagt. Det vil jeg altid påskønne. 4.3.20.

Jeg vågner af en natlig drøm. Jeg danser tæt omslynget med min veninde, Line, mens vi synger Dionne Warwicks "That's what friends are for". Da jeg vågner tænker jeg: den må jeg finde noderne til og spille ind en dag. Det er natten efter, at en anden veninde har sendt mig den samme besked to gange med få dages mellemrum. Hun synes tydeligvis, jeg skulle have svaret på den første. Jeg bliver sammenbidt og trækker tiden en times tid, før jeg svarer hende. Line har støttet mig helt enestående i den seneste tid (Facebook), jeg er helt overvældet. Jeg gennemgår steder, hvor jeg selv har svigtet. Og ser jeg skylder både Tak og Undskyld. Ikke blot over for menneske, men også over for Gud. Forleden sang jeg til en bisættelse, hvor den afdøde virkelig var vellidt. Jeg er selv så befængt, at man næppe kan kalde mig trofast. Men jeg prøver at nære tillid og knytte bånd. De penge, jeg lige har lånt en ven får jeg tilbage. Han ville have gjort det samme mod/for mig. Deri hviler mit hjerte, at de rette ved, det gælder. 2.3.20.

Dig og mig og det imellem os (maleri, 29.2.20.)
Dig og mig og det imellem os (maleri, 29.2.20.)

Jeg spekulerer på, om jeg alligevel har trukket det længste strå. Om jeg er nået til kransekagen. Og om det er nu, at det tarotkort gælder, som jeg trak for mange år siden som et fremtidskort, nemlig kortet "Pleasure". Ikke at jeg kan anbefale nogen min livsbane, men måske er jeg alligevel i en eller anden grad lykkedes. Som menneskelig skæbne. Kaos, Kunst, Karisma. Dem, jeg har set op til på Facebook, dummer sig nu. Er det i virkeligheden mig, der er intelligent? Trods det, at de fik meget højere snit end jeg. Uden at skulle blære mig, så nærmer jeg mig måske en - sejr. Hvem kan dømme mig i livets skole, andet end Gud. Men som jeg ligger inde i min seng, slår det mig, at jeg måske lige nu høster frugterne af års kamp og stræben. Og at min historie måske kan danne præcedens. Hvor ville jeg gerne, at den havde betydet en forskel. For en, snart to. Ikke mine kødelige efterkommere (for han er død), men for de næste levende. Et liv, der kostede dyrt, men som i længden betalte sig. Kære, du er død, men.. 27.2.20.

Jeg kan faktisk bruge det som pejlemærke. Det, at jeg i mødet med nogle mennesker ikke kan fæstne mit blik, det flakker ligesom i stedet. Jeg registrerer bare, at det i dag skete over for stemmeterapeuten. Ja, jeg mangler grundlæggende tillid. Jeg stoler simpelthen ikke på, hun kan hjælpe mig. Jeg har ikke lyst til at ligge på hendes briks næste gang, som om jeg er syg. For ikke at tale om det beløb, hun skal have for det. Jeg lægger ikke mit liv i hendes hænder, så at sige. Indlader mig ikke mere. Jeg har allerede besluttet at søge noget sangundervisning i stedet for, et sted jeg kender. Jeg er ikke blind over for at jeg behøver et slags eftersyn. Det er et måleapparat, jeg går rundt med, uden at vide det. Så utroligt kontant og præcist, jeg mærker, at jeg er så forskellig og fjern fra hendes verden. Mit blik flakker, hviler ingen steder. Hvis jeg vil en person helt og aldeles, da vil jeg kigge direkte og længe. Da vil jeg hvile mine øjne i en andens. Dette er en advarsel. Jeg behøver hende ikke for at komme videre. Godt nok at få afklaret, at jeg har "for meget luft på stemmen". Det vil jeg gå videre med. I en andens varetægt. 24.2.20.

Jeg ville ønske, det var dig, jeg tog mig af, når jeg aer hunden og giver den mad. Men det er hunden - som jeg elsker. Hvis du nu var levende ville jeg sørge for et måltid mad til dig, give dig klæder på kroppen, sørge for, du befandt dig godt. At have efterladt dig skamferet i en skovbund en kold vinternat, er næsten ikke til at bære. Jeg kan kun tro og håbe, din sjæl leger med andre børn i himmelen eller i en anden form er videre. Kun ved en slags fortrængning kan jeg leve med det hændte. Som en slags påmindelse om, at jeg har fået noget, er blevet løskøbt eller benådet eller velsignet. Med et 47 år gammelt liv nu efterhånden. Hvert smil har en bagside af, at du ikke fik del i det, jeg smiler over. Hvert skridt er en tøven over: har jeg lov? Jeg ønsker det bedste for hunden, tak fordi jeg må kende den. Jeg har et instinkt i mig til at tage mig af. Gøre godt for. Jeg er ikke noget ondt menneske eller afstumpet menneske. Isoleret set har jeg forbrudt mig på værste måde. Men stort set har jeg bare tabt. 23.2.20.

Jeg tog de fineste klæder på, jeg havde. Sørgede for at dufte godt og have tisset af. Som sædvanlig kom jeg 14 minutter før tjenesten gik i gang. Sørgede for, at vi korister fik noden til "Kun en dag, et øjeblik ad gangen". Fik spurgt sidemanden, om han sang fast i kirken. Undskyldte bagefter, at jeg havde fået "en kæmpe tudse i halsen". Forstod de overhovedet mit udfald? Jeg levede ikke op til egne forventninger, idet jeg måtte stå og rømme mig, drikke vand. Hvad sker der med mig? Har bestilt tid til stemmetræning, hvad andet kan jeg næsten gøre. Det er nærmest hver anden gang for tiden, jeg får problemer. Pludselig virkede den vante øvning på Gallo skolen til aften så utrolig ensom. Jeg stod nede ved busstoppestedet i alt for god tid og besluttede da at droppe turen. Det virkede pludseligt så utroligt tappert, at jeg gennem et års tid er taget derud for at træne min stemme. Til en mørk bygning, sommer og vinter, låst mig ind, været med mig selv. Lagt en mønt i kaffekassen som tak for lån af skolestuen. Der er ikke mere at sige, end at jeg tager hatten af, for at du har forsøgt, Rie. Du har gjort en indsats for stadig at kunne levere på sangfronten. Enten til egne indspilninger eller som kirkesangervikar. Du har ikke ligget på den lade side eller givet op. Vedholdende har du haft et håb om at du stadig var i vigør. Jeg rækker ud efter assistance, en sparring; er der noget, jeg kan gøre (bedre). Det er ikke sådan at blive ældre og stemmebåndene ikke er smurte. Engang satte jeg mig bare til en koncert og sang store rum op, fuldstændig frigjort og selvfølgeligt. Jeg må nedjustere forventninger, som var jeg et barn. Mens det bare bliver så åbenlyst, at jeg aldrig kunne være blevet operasanger på højt plan. At jeg sådan set er på "rette hylde". At selvom, - hvis min sangstemme skulle svigte -, at jeg da stadig kan male, kan gå tur, skrive. Så den tåre, jeg fælder, er - overgivelse. Hvad end du har af planer med mig, Gud, så går jeg ad den vej. Er jeg ikke længere sanger, da er jeg i det mindste menneske. 20.2.20.

Jeg segner, men består (maleri, 19.2.20)
Jeg segner, men består (maleri, 19.2.20)

Jeg har købt et par støvler og returneret dem igen. Det er sådan, verden er nu. Gratis levering, gratis retur, hurtig ekspedition. Jeg har gjort en aktiv handling ud i verden, som har kastet ringe i verden af sig. Jeg har rørt ved forbrugermentaliteten og pengepungen. Jeg tænkte: med de støvler bliver jeg gladere. Man kan fortryde et køb og få pengene tilbage. Men at jeg slog dig ihjel kan jeg ikke gøre om. Det er sådan, vi forvalter vores mandat her i livet. Eller betroelser. Med heldigt udfald eller det modsatte. Vi kan hverken kende konsekvenser eller bevæggrunde, før noget er sat i værk. Som nu al den regn; jeg føler, det er Guds brutalitet, vi får at mærke. Jeg kan ikke se det som andet end modstand. Men måske sku jeg skue indad. Hvad gjorde jeg for at gøre verden til et bedre sted? Jeg holdt gang i verdensøkonomien, i hjulene på de store maskiner og mekanismer. Jeg er stort set ligesom min nabo, men. Men hun har ikke malet mit billede eller komponeret min melodi. Så vemodig. En sommerdag vil jeg nu alligevel tænke: Regnen er forbi. 18.2.20.

Grådighed, maleri 16.2.20.
Grådighed, maleri 16.2.20.

Det piner mig, nu hvor det er femårsdagen for attentatet mod Krudttønden, at jeg få dage efter skrev blogindlægget: "Var han da ikke menneske?". Underforstået Omar El Hussein. Som forsvarede jeg en morder. Jeg linkede endda fra Facebook og fik nøjagtig 1 like på opslaget. Jeg syntes, Helle Thorning lød skinger i sin udtalelse omkring hændelsen. Og jeg fik det til at gå op, at hun var den egentlig skyldige. Øhh, hvad havde jeg gang i? Her bagefter har jeg tænkt: Jeg lader blogindlægget ligge, det viser blot en radikal side af mig. Men jeg har græmmet mig og skammet mig, - og gør det altså stadig. Har det skrevne da ikke berettigelse? Jo, som een måde at se på, at mennesker blev truet og slået ihjel. At gerningsmanden jo stadig er af kød og blod. Og Lars havde da også en kommentar til det skrevne, der hed: "Det for igennem mig, da jeg så det første fotografi af Breivik: Det er mig!" Men hvorfor sletter jeg ikke bare indlægget som et, jeg har fortrudt at have publiceret? Som det nemmeste i verden. Det viser en usympatisk side af mig, som jeg har svært ved at forlige mig med. Nej, jeg lader det stå. "Før han var jøde eller muslim, var han da ikke menneske? Født under Guds himmel. Ville hvilken som helst Gud ikke elske sit barn, sit afkom, sin gren? Lige meget hvad barnet kalder sig selv." Blogindlægget kan læses i sin fulde længde på www.ameordnoder.net Men jeg anbefaler det ikke. 14.2.20.

Du siger, du har fået nadver. Ved dagens slutning er det alligevel det smukkeste, nogen har sagt mig i dag. Du har gået med din rollator hen ad gangen på psyk. Med dine selvmordstanker. Og skrevet nogle notater om nåde. Jeg synes, det er stort. Man kan ikke andet end agte din livsbane og din filosofi. Vi holder kontakt, sagde vi. Men nu mærker jeg kontakten, uden vi taler eller ses. Når man skræller alle undskyldningerne væk (hvorfor har jeg ikke ringet noget før og lign.), så er jeg bare til syvende og sidst et stort Ja. Jeg vil dig gerne og det vil gerne vise dig. Der er en ømhed i min stemme, som jeg måske kun har, fordi jeg er mor. Også min historie rummer indlæggelser med selvmordstanker. "Er der en salme, du ekstra godt kan lide?", spurgte jeg. Hvordan skal man trøste bedst. Fra næste til næste. 13.2.20.

Jeg er som Job. Men jeg er alligevel ikke som Job. Jeg kunne være Maria Magdalene eller Jomfru Maria, men heller ikke det er jeg. Jeg er en anden. Jeg er den, der gransker sig selv for kærlighed. Er jeg et ondt menneske? I bund og grund egoistisk. Et gedigent røvhul indimellem. Vil jeg mit medmenneske helt og holdent. Eller ville jeg svigte, hvis det virkelig gjaldt. Er jeg den store frelser, da ved jeg nogle gange ikke, hvem der er i nød. Jeg føler mig ikke hævet over andre på gaden. Og ikke altid formår jeg at give retmæssigt tilbage, af hvad folk lægger af kræfter i at nå mig. Hvordan gengælde et hjerte på Facebook hvis ikke med to hjerter tilbage. Men i stedet lever jeg ikke op til. Hverken verdens forventning til mig eller min egen. Jeg syner af ingenting. Og snakker indimellem sort, uforståeligt. Jeg er som en bonde, men samtidig hans karl. Og samtidig hans afgrøde. 10.2.20.

Jeg sang fejl. Gud, hvor sang jeg dog forkert. Heldigvis, for så kan jeg tage en konsekvens og melde mig arbejdsløs. Det kræver mig i en grad, jeg ikke længere kan forsvare. At synge motet om søndagen. Dagene op til, evaluering af min præstation efterfølgende. Heldigvis bøffede jeg i det, for da var det mig forundt at opleve, hvordan de andre slet ikke bar nag til mig eller bebrejdede mig noget. Kun jeg selv hang som en skygge hen over cyklen på vejen derfra. Tilgive mig (selv)? Det var faktisk svært. Indtil jeg opdagede, jeg kunne gå fri eller et sted hen, hvor der var rart. Ved bare at opsige samarbejdet. Kun sige ja til ekstra tjenester i løbet af ugen. Det var så - selvsagt. Den beslutning at tage vare på mig selv, i stedet for at ofre mig og forsvinde. Fordi jeg tror, det er mere fornemt at synge a capella eller at jeg derved er mere. Nu henter jeg mig lige så forsigtigt hjem. Fra en stresset situation. Jeg fritager mig, sætter mig fri. Hvor meget mere har jeg da ikke vundet ved at kende min begrænsning? Ingen er tjent med at jeg står der og tvivler. Hverken arbejdsgiver eller - tager. Jeg er en fiasko, men jeg er den ren. 9.2.20.