amedagbogskrift fortsat

Det indre, der tæller (maleri, 28.3.20)
Det indre, der tæller (maleri, 28.3.20)

Jeg ser, der er vildt mange downloads af vores noder. Jeg har lagt alt verderlagsfrit ud til fri afbenyttelse og drømmer i nat, at jeg har haft indbrud. Jeg mener; virkelig mange downloads. Jeg tænker, om vi bliver misbrugt og ikke er ordentligt sikret. Ikke mit problem, da mit ærinde var at tilbyde andre at spille og synge vores salmer. Da har jeg jo (bare) gjort mit dertil. Ophavsret eller ej, det lyder nu nok som Anne Marie Eriksen, lige meget hvem i verden der spiller salmen. Alligevel forstår jeg ikke tendensen. Så mange mennesker er jo slet ikke optaget af nye salmer i vor tid. Kunne dem, det drejer sig om, ikke bare melde sig. Ligesom tyven i nattens drøm godt kunne have sagt, det var ham. Han havde bare efterladt sin knallert på græsset. Urealistisk. Som om man kan sælge noder videre, det kan man jo ikke! Flere er håndskrevne! Jeg er i den grad en åben bog og hvor ameordnoder.net skulle have været en gave eller et tilbud, er det nu blevet en røverbule. 28.3.20.

Jeg vidste nøjagtig, hvad det betød; Servicecenter nord havde sat et blåt stykke tape på mit cykelhjul. Det havde de varslet på forhånd og nu var det sket. Det er en slags mærkning i forhold til at opspore cykler, der bare står hen ubrugte. Når jeg så piller tapet af igen giver det dem et praj om at cyklen har en ejer, nemlig mig. Jeg kan godt lide at skrive til varmemesteren (om alt muligt). Nogle gange vedhæfter jeg et foto, f.eks. fra mit badeværelse: Sådan ser det ud, hvad gør jeg? Jeg kan godt lide at være i en boligforening og at man kan ringe efter hjælp. Men de skal også kunne lide mig. Jeg spørger til deres arbejde (nede i gården), om den nye ordning er god, hvor de samler ekspertisen eet sted for hele Aarhus nord. Jeg ved, at når jeg ringer dem op, er det første jeg skal sige, at jeg bor i det husnummer på Skovvangsvej. Så finder de mig lynhurtigt på skærmen. Jeg ved godt, at jeg kommer til at rengøre mine vinduer, når jeg flytter herfra. Det gør jeg mig allerede tanker om nu. De har aldrig talt dårligt til mig og jeg ved, jeg er her til låns. Dette er ikke - mit. Nede i vaskeriet ved jeg, vi er en del af et fællesskab, så jeg vil gerne aflevere vaskerummet i god stand til den næste. Det er jeg også selv interesseret i, at andre gør mod mig. I gården er jeg begyndt at nikke og sige hej til alle de ældre damer, i stedet for kun at gøre det, hvis dem i min opgang sidder udenfor. Når jeg ser "Natholdet" sent om aftenen skruer jeg næsten helt ned for lyden i fald min nabo allerede er gået i seng. Ligeledes hvis jeg ser et program om mordere eller andet dramatisk, skruer jeg også ned for lyden. De andre i bygningen skal ikke dømme mig i forhold til, hvilken slags tv, jeg ser. En dag sagde min underbo til mig, at "vi hører dig overhovedet ikke". Det hjalp mig, når jeg efter sengetid indimellem står op og tager mig en mellemmad, fordi jeg ikke kan falde i søvn. Jeg behøver ikke liste eller synes, det er forstyrrende at jeg f.eks. åbner et skab i køkkenet. Jeg kan godt lide at vejlede Lars (nær ven) i at bo i almennyttigt boligbyggeri, fordi det er forholdsvis nyt for ham. Sådan skal du gøre med kontrakten, og så ringer du bare til kontoret og afleverer en nøgle. Nogle vil sige, jeg er fikseret. Hvis der er en frist for at aflevere en seddel om en uge, afleverer jeg den hellere allerede i morgen. Jeg vil ikke risikere at miste anciennitet eller andet. Når "Beboerbladet" kommer læser jeg de spørgsmål nogle beboere har stillet om deres forskellige rettigheder. Jeg kan faktisk lige nu ikke finde min egen lejekontrakt og jeg hader det. Jeg er verdensborger i hendes verden. 25.3.20.

Har udgivet "Det mindste i riget er fundet". Men for fanden: Står den i Es-dur eller Fis-dur? (ha ha) 23.3.20.

Trods med ryggen til, rækker jeg ud (i en coronatid, maleri, 22.3.20.)
Trods med ryggen til, rækker jeg ud (i en coronatid, maleri, 22.3.20.)

Du lod det ske. Min ven har muligvis mistet sit arbejde, fordi han i panik over ondt i halsen meldte sin døgnvagt fra for sent. Nu sidder vi tilbage og taler om situationen, som om vi alle har tabt. Ligesom den nat, hvor ingen hørte eller så mig. Det passerede, som vi frygtede. Det, som ikke måtte ske, skete. Den handicappede har kørt udenfor i sin kørestol og råbt om hjælp. Soleklart, sådan skulle det ikke have været. Men i disse coronafikserede tider slår vi alarm ved det mindste tegn på sygdom. Vi handler af frygt. Havde han mødt op og havde smittet hende, havde konsekvenserne været langt værre. Nu har vi talt sammen om alt muligt for at aflede tankerne. Men selv da ligger punktet som en mørk skygge over dagen. Da spørger jeg mig selv, hvor det opbyggelige er henne. Hvad Gud egentlig ville. Få min ven på tanker om at få et helt andet arbejde? Nu, hvor han faktisk er træt af sit fag og tænker på at blive præst. Vi skal forstå at udnytte dette til noget. Ja, her til aften frygter vi, at den handicappede ikke længere vil bruge hans arbejdskraft. Hvordan løfter vi dagen, så den ender i et plus? Jeg var i (koloni-)haven og gjorde rent. Det er fordi vi forbereder os på noget. Et fristed. Vi må gå derhen, hvor det ikke gør ondt. Jeg tåler nok ikke et fjerde opkald netop i dag, men jeg tåler at elske dig på afstand. Jeg tåler, at der bagefter dette kommer noget andet. Og at det finder sted sammen med dig. Jeg tørrer mig med min antibakterie-serviet. For at tvætte dig. 21.3.20.

Min nevø spørger, hvad jeg/vi vil bruge optagelserne fra min psykolog til. Han ved (jo) ikke, jeg er ekshibitionist. Hvordan skal jeg næsten svare ham, at det er for at åbne min sjæl for dem, der vil kigge ind. At jeg er en åben dør og til enhver tid til rådighed for at give mit indre et ydre udtryk (gennem kunst). Jeg siger: Det er for at vi kan evaluere vores snakke, bruge dem i terapeutisk øjemed. Han kender ikke mine dagbøger (går jeg ud fra) og har ikke set avisartikler o.lign. da han først for nylig er blevet bekendt med min (livs-)historie. Hvordan skal jeg næsten indfange alt, der var og rørte sig, i et enkelt svar. Vi er en del af samme ophav (familie) og brødre og søstre skal ikke kende hinanden til bunds. Ej heller nevø og faster. Jeg forbliver nok bare et mysterium, ukendt land. Mit svar vil være diplomatisk og afstemt. De (min familie) vil aldrig forstå. Mit offentlige rum. Ikke at de er uvelkomne i det. Men jeg siger næsten: se hellere væk. Det er til en anden. Hin enkelte. 17.3.20.

Jeg ser nu, at det er det, jeg kan. Skrive noget, som har flere lag. Dialektisk - hedder det det? Det vil sige, nogle ser den ligefremme helt tydelige betydning, mens andre ser ind bag. Det vil sige; "Den, der har ører at høre med, skal høre". Og ham, som ikke har, får ikke det hele med. Sådan vil jeg (næsten) betegne de to kommentarer, jeg har fået på mit Haiku-digt. De har ikke fattet i dybden. Men jeg kan ligesom ikke hverken forklare eller røbe, for andre har jo fattet det. Der er denne cirkulering af videoer fra Italien, hvor de synger fra altanerne (Coronavirus). Jeg ville da elske at skråle med, når der i morgen bliver afholdt en lignende begivenhed her i Aarhus. Men jeg har ingen altan. Skulle jeg have postet en smiley også? (bagefter digtet) Nu har jeg forklaret det tydeligt her. Men jeg har altså humor. Jeg kan godt se, digtet kan læses som litteratur eller ord på en fin række og derved syne "flot". Men der skal grines! Tilgiv mig at sige det sådan. Ikke alle har set disse videoer og ikke alle har set opslaget om sang fra altanerne i morgen. Men det er måske kendetegnende for meget af det, jeg skriver, at det er muligt at forstå det på flere planer. Ligesom når en lærer står ved tavlen og forsøger at pode noget viden ind i sine elever, ligeså prøver jeg jo at gøre mig klar i mælet. Lykkedes det? 15.3.20.

Foråret kommer.                                                                                                                                                         Mørketal. Jeg sagde jo,                                                                                                                                                         jeg mangler altan.                                                                                                                                                              (Mit første Haiku-digt, 15.3.20)

Hvis jeg havde været overlegen indenfor malerkunsten, havde jeg blæret mig med det. Lagt lidt til og vist mine forcer frem. Men jeg er ekspressionist. Om øjnene sidder for højt, da var det dog just sådan, jeg malede dem. Du kan kalde mig amatør eller fritidskunstner, men det er jeg (heller) ikke. Havde du forventet mere af en, der kalder sig Maler med stort M, ja så får du altså stadig ikke mere. Jeg kan ikke yde over evne eller give mig ud for at være dygtigere eller have flere færdigheder. Der er ingen grund til, at jeg puster mig op, for det virker bare kunstigt. Derimod lægger jeg mig gerne ned og indrømmer fejl og mangler. Jeg er ikke perfekt og spørgsmålet er, hvilket menneske, der er det. Jeg prøver mig frem, ligesom du gør. Og det fulde billede må al kunsten lavet over en årrække jo dokumentere. Der er ikke noget som at have lavet en dårlig melodi og så lave den næste ekstra god. Man forsøger at forbedre sig, indhente det tabte. For at komme til den gode melodi skulle man måske omkring en dårlig først. Og hvem skal i det store hele egentlig dømme én? Ja, som udøvende indenfor kunst, må man på stedet selv træffe de afgørende valg. Er dette værk godt nok til at blive offentliggjort. Bliver jeg til grin eller hyldet. Eller noget der midt imellem. Om ikke andet sendte jeg noget ud i universet, som jeg mente manglede der. Søsatte en moseskurv fuld af liv. Og jeg havde tro. Ja tro i flertal. 14.3.20.

Selvportræt, 13.3.20.
Selvportræt, 13.3.20.
Jeg vasker hundens lugt af mine hænder. Jeg taler med dig om, om jeg også var blevet  ”træt af” dig og bare gået.  Vi ler lidt over, hvem der mon var blevet træt af den anden først. Jeg har gået med hende alt for tæt i disse  Coronatider. Men hun kender ikke afstanden. Imellem dig og mig.
Jeg vasker hundens lugt af mine hænder. Jeg taler med dig om, om jeg også var blevet ”træt af” dig og bare gået. Vi ler lidt over, hvem der mon var blevet træt af den anden først. Jeg har gået med hende alt for tæt i disse Coronatider. Men hun kender ikke afstanden. Imellem dig og mig.

Jeg vågner og opdager, vandrøret under køkkenvasken er utæt, da det lækker vand helt ud på køkkengulvet. Til bisættelsen møder den anden sanger aldrig op, så jeg står med opgaven alene. Jeg cykler i strid modvind op for at gå tur med hunden, men står af cyklen flere gange (vindstød af stormstyrke). Da jeg når over på Vestereng med Frida, er jeg for kæphøj og tror, jeg kan springe over en bæk, men jeg falder og mudrer mit tøj til. Endelig må jeg med to hænder på een gang låse op til cykelkælderen, fordi mine fingre er så forfrosne. Jeg tager mit våde tøj af og tænker: Golgata! 12.3.20.

Jeg går den lange tur i skoven. Da jeg nemlig kommer til, hvor jeg plejer at korte ruten af, virker turen kort og uforløst. Da jeg går den længere rute overrasker det mig igen, hvor hurtigt jeg er fremme ved milepælene undervejs. Det er som om, jeg rent psykologisk har et overtag. Jeg møder op til sangundervisning og synger elegant og ekvilibristisk, også oppe på de høje toner. Hun siger, der ikke er noget galt med at synge med luft på stemmen og sender mig hjem med nogle øvelser for bedre støtte (maven). Jeg møder bagefter op i et Galleri, hvor jeg muligvis kunne udstille. Det hæfte, jeg netop har foræret min far, tager jeg med som præsentation. Jeg ved ikke, om jeg skal undlade at nævne ordet "kristen", men straks siger Galleriejeren ved et kig på mine billeder, at det var Gud, der ville have ham til at drive det galleri. Jeg bliver på få minutter godkendt og er parat til at udstille der til påske næste år. Jeg åbner en pakke fra posthuset, indeholdende nogle vandrestøvler. Jeg kan bruge dem, når jeg går med hunden hver tirsdag formiddag. Jeg mærker, de er en anelse for store, men ser de er lavet af ægte vandtæt materiale, og det betyder jo bare, jeg kan have tykke sokker på i dem. Min far siger, det "er en overraskelse", at jeg har malet disse billeder og spørger om jeg selv har haft en god dag (han fylder 85 i dag). Jeg drikker to øl som aftenkaffe og ler indvendig. Jeg er blevet frikendt. 9.3.20.

Da tog jeg de blå cowboybukser på for at blive mig selv. Den, jeg kender mig som. Der er altså noget - fremfor andet - der fremhæver mine kendetegn. Og noget, der i den grad underminerer min jeg-kontakt. Nogle ville indvende, at det ikke ligger i et par cowboybukser. At det må det aldrig gøre. Men jeg kan ikke nok fremhæve deres værdi, der her til aften slet og ret samler mig (igen). Syv timer er gået, hvor jeg ikke har - greb. Nu, hvor naboen spiller guitar, ved jeg hvorfor. Han tager fat. Jeg kender denne kvinde, dette sind. Ved, hvordan jeg skal placere hende i forhold til resten af verden. Jeg gør hende til genstand for min poesi (her), meddeler mig hel. Sophia. 8.3.20.

"Du har vist stort mod i livet". "Jeg følger din kunstneriske karriere på Facebook - og det glæder mig!" Min dansklærer fra gymnasiet står mig meget nær. Han og jeg ventede barn på samme tid dengang. Efter hændelsen skrev jeg til ham med års mellemrum. Følte, jeg kunne betro mig til ham, om hvordan det var gået mig. Sådan finder man sine vidner i sine omgivelser. Men hans blik på mine skridt er tungtvejende, det betyder virkelig noget. Nu, hvor vi om nogle uger besøger ham, ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal kigge hen. En kærlighed så stor. Den vil altid (for)følge mig. Livet igennem. Jeg forærer ham et maleri, men hvordan gengælde. Der var dem, der stod på sidelinjen og fulgte det, der skete med mig. "Jamen, du var jo så glad!" (da vi besøgte dig og Nikolas) ugen før drabet. Der er dem, der tænker bagom, ser bevæggrunde, et dybere lag, og dem, der ikke gør. Nogle har kun set avisoverskrifterne og ja læst det inde i avisen med gru. "Skriv til mig, når du bliver til noget stort", var det sidste, han sagde til mig, ved dimissionen på gymnasiet. Og jeg gik hen og blev morder. Han har elsket mig og troet på mig. Det ligger i ham som en overbevisning og det hjælper mig til at være her. Hvem - foruden ham - kalder det for "kunstnerisk karriere", det jeg har delt på Facebook? Han har set og siden givet udtryk for det sete. Vi får ikke altid sagt til dem, vi holder af, at det forholder sig sådan. Men i offentlige kommentarer har han tilkendegivet. Som om, der var noget, han skulle nå at få sagt. Det vil jeg altid påskønne. 4.3.20.

Jeg vågner af en natlig drøm. Jeg danser tæt omslynget med min veninde, Line, mens vi synger Dionne Warwicks "That's what friends are for". Da jeg vågner tænker jeg: den må jeg finde noderne til og spille ind en dag. Det er natten efter, at en anden veninde har sendt mig den samme besked to gange med få dages mellemrum. Hun synes tydeligvis, jeg skulle have svaret på den første. Jeg bliver sammenbidt og trækker tiden en times tid, før jeg svarer hende. Line har støttet mig helt enestående i den seneste tid (Facebook), jeg er helt overvældet. Jeg gennemgår steder, hvor jeg selv har svigtet. Og ser jeg skylder både Tak og Undskyld. Ikke blot over for menneske, men også over for Gud. Forleden sang jeg til en bisættelse, hvor den afdøde virkelig var vellidt. Jeg er selv så befængt, at man næppe kan kalde mig trofast. Men jeg prøver at nære tillid og knytte bånd. De penge, jeg lige har lånt en ven får jeg tilbage. Han ville have gjort det samme mod/for mig. Deri hviler mit hjerte, at de rette ved, det gælder. 2.3.20.

Dig og mig og det imellem os (maleri, 29.2.20.)
Dig og mig og det imellem os (maleri, 29.2.20.)

Jeg spekulerer på, om jeg alligevel har trukket det længste strå. Om jeg er nået til kransekagen. Og om det er nu, at det tarotkort gælder, som jeg trak for mange år siden som et fremtidskort, nemlig kortet "Pleasure". Ikke at jeg kan anbefale nogen min livsbane, men måske er jeg alligevel i en eller anden grad lykkedes. Som menneskelig skæbne. Kaos, Kunst, Karisma. Dem, jeg har set op til på Facebook, dummer sig nu. Er det i virkeligheden mig, der er intelligent? Trods det, at de fik meget højere snit end jeg. Uden at skulle blære mig, så nærmer jeg mig måske en - sejr. Hvem kan dømme mig i livets skole, andet end Gud. Men som jeg ligger inde i min seng, slår det mig, at jeg måske lige nu høster frugterne af års kamp og stræben. Og at min historie måske kan danne præcedens. Hvor ville jeg gerne, at den havde betydet en forskel. For en, snart to. Ikke mine kødelige efterkommere (for han er død), men for de næste levende. Et liv, der kostede dyrt, men som i længden betalte sig. Kære, du er død, men.. 27.2.20.

Jeg kan faktisk bruge det som pejlemærke. Det, at jeg i mødet med nogle mennesker ikke kan fæstne mit blik, det flakker ligesom i stedet. Jeg registrerer bare, at det i dag skete over for stemmeterapeuten. Ja, jeg mangler grundlæggende tillid. Jeg stoler simpelthen ikke på, hun kan hjælpe mig. Jeg har ikke lyst til at ligge på hendes briks næste gang, som om jeg er syg. For ikke at tale om det beløb, hun skal have for det. Jeg lægger ikke mit liv i hendes hænder, så at sige. Indlader mig ikke mere. Jeg har allerede besluttet at søge noget sangundervisning i stedet for, et sted jeg kender. Jeg er ikke blind over for at jeg behøver et slags eftersyn. Det er et måleapparat, jeg går rundt med, uden at vide det. Så utroligt kontant og præcist, jeg mærker, at jeg er så forskellig og fjern fra hendes verden. Mit blik flakker, hviler ingen steder. Hvis jeg vil en person helt og aldeles, da vil jeg kigge direkte og længe. Da vil jeg hvile mine øjne i en andens. Dette er en advarsel. Jeg behøver hende ikke for at komme videre. Godt nok at få afklaret, at jeg har "for meget luft på stemmen". Det vil jeg gå videre med. I en andens varetægt. 24.2.20.

Jeg ville ønske, det var dig, jeg tog mig af, når jeg aer hunden og giver den mad. Men det er hunden - som jeg elsker. Hvis du nu var levende ville jeg sørge for et måltid mad til dig, give dig klæder på kroppen, sørge for, du befandt dig godt. At have efterladt dig skamferet i en skovbund en kold vinternat, er næsten ikke til at bære. Jeg kan kun tro og håbe, din sjæl leger med andre børn i himmelen eller i en anden form er videre. Kun ved en slags fortrængning kan jeg leve med det hændte. Som en slags påmindelse om, at jeg har fået noget, er blevet løskøbt eller benådet eller velsignet. Med et 47 år gammelt liv nu efterhånden. Hvert smil har en bagside af, at du ikke fik del i det, jeg smiler over. Hvert skridt er en tøven over: har jeg lov? Jeg ønsker det bedste for hunden, tak fordi jeg må kende den. Jeg har et instinkt i mig til at tage mig af. Gøre godt for. Jeg er ikke noget ondt menneske eller afstumpet menneske. Isoleret set har jeg forbrudt mig på værste måde. Men stort set har jeg bare tabt. 23.2.20.

Jeg tog de fineste klæder på, jeg havde. Sørgede for at dufte godt og have tisset af. Som sædvanlig kom jeg 14 minutter før tjenesten gik i gang. Sørgede for, at vi korister fik noden til "Kun en dag, et øjeblik ad gangen". Fik spurgt sidemanden, om han sang fast i kirken. Undskyldte bagefter, at jeg havde fået "en kæmpe tudse i halsen". Forstod de overhovedet mit udfald? Jeg levede ikke op til egne forventninger, idet jeg måtte stå og rømme mig, drikke vand. Hvad sker der med mig? Har bestilt tid til stemmetræning, hvad andet kan jeg næsten gøre. Det er nærmest hver anden gang for tiden, jeg får problemer. Pludselig virkede den vante øvning på Gallo skolen til aften så utrolig ensom. Jeg stod nede ved busstoppestedet i alt for god tid og besluttede da at droppe turen. Det virkede pludseligt så utroligt tappert, at jeg gennem et års tid er taget derud for at træne min stemme. Til en mørk bygning, sommer og vinter, låst mig ind, været med mig selv. Lagt en mønt i kaffekassen som tak for lån af skolestuen. Der er ikke mere at sige, end at jeg tager hatten af, for at du har forsøgt, Rie. Du har gjort en indsats for stadig at kunne levere på sangfronten. Enten til egne indspilninger eller som kirkesangervikar. Du har ikke ligget på den lade side eller givet op. Vedholdende har du haft et håb om at du stadig var i vigør. Jeg rækker ud efter assistance, en sparring; er der noget, jeg kan gøre (bedre). Det er ikke sådan at blive ældre og stemmebåndene ikke er smurte. Engang satte jeg mig bare til en koncert og sang store rum op, fuldstændig frigjort og selvfølgeligt. Jeg må nedjustere forventninger, som var jeg et barn. Mens det bare bliver så åbenlyst, at jeg aldrig kunne være blevet operasanger på højt plan. At jeg sådan set er på "rette hylde". At selvom, - hvis min sangstemme skulle svigte -, at jeg da stadig kan male, kan gå tur, skrive. Så den tåre, jeg fælder, er - overgivelse. Hvad end du har af planer med mig, Gud, så går jeg ad den vej. Er jeg ikke længere sanger, da er jeg i det mindste menneske. 20.2.20.

Jeg segner, men består (maleri, 19.2.20)
Jeg segner, men består (maleri, 19.2.20)

Jeg har købt et par støvler og returneret dem igen. Det er sådan, verden er nu. Gratis levering, gratis retur, hurtig ekspedition. Jeg har gjort en aktiv handling ud i verden, som har kastet ringe i verden af sig. Jeg har rørt ved forbrugermentaliteten og pengepungen. Jeg tænkte: med de støvler bliver jeg gladere. Man kan fortryde et køb og få pengene tilbage. Men at jeg slog dig ihjel kan jeg ikke gøre om. Det er sådan, vi forvalter vores mandat her i livet. Eller betroelser. Med heldigt udfald eller det modsatte. Vi kan hverken kende konsekvenser eller bevæggrunde, før noget er sat i værk. Som nu al den regn; jeg føler, det er Guds brutalitet, vi får at mærke. Jeg kan ikke se det som andet end modstand. Men måske sku jeg skue indad. Hvad gjorde jeg for at gøre verden til et bedre sted? Jeg holdt gang i verdensøkonomien, i hjulene på de store maskiner og mekanismer. Jeg er stort set ligesom min nabo, men. Men hun har ikke malet mit billede eller komponeret min melodi. Så vemodig. En sommerdag vil jeg nu alligevel tænke: Regnen er forbi. 18.2.20.

Grådighed, maleri 16.2.20.
Grådighed, maleri 16.2.20.

Det piner mig, nu hvor det er femårsdagen for attentatet mod Krudttønden, at jeg få dage efter skrev blogindlægget: "Var han da ikke menneske?". Underforstået Omar El Hussein. Som forsvarede jeg en morder. Jeg linkede endda fra Facebook og fik nøjagtig 1 like på opslaget. Jeg syntes, Helle Thorning lød skinger i sin udtalelse omkring hændelsen. Og jeg fik det til at gå op, at hun var den egentlig skyldige. Øhh, hvad havde jeg gang i? Her bagefter har jeg tænkt: Jeg lader blogindlægget ligge, det viser blot en radikal side af mig. Men jeg har græmmet mig og skammet mig, - og gør det altså stadig. Har det skrevne da ikke berettigelse? Jo, som een måde at se på, at mennesker blev truet og slået ihjel. At gerningsmanden jo stadig er af kød og blod. Og Lars havde da også en kommentar til det skrevne, der hed: "Det for igennem mig, da jeg så det første fotografi af Breivik: Det er mig!" Men hvorfor sletter jeg ikke bare indlægget som et, jeg har fortrudt at have publiceret? Som det nemmeste i verden. Det viser en usympatisk side af mig, som jeg har svært ved at forlige mig med. Nej, jeg lader det stå. "Før han var jøde eller muslim, var han da ikke menneske? Født under Guds himmel. Ville hvilken som helst Gud ikke elske sit barn, sit afkom, sin gren? Lige meget hvad barnet kalder sig selv." Blogindlægget kan læses i sin fulde længde på www.ameordnoder.net Men jeg anbefaler det ikke. 14.2.20.

Du siger, du har fået nadver. Ved dagens slutning er det alligevel det smukkeste, nogen har sagt mig i dag. Du har gået med din rollator hen ad gangen på psyk. Med dine selvmordstanker. Og skrevet nogle notater om nåde. Jeg synes, det er stort. Man kan ikke andet end agte din livsbane og din filosofi. Vi holder kontakt, sagde vi. Men nu mærker jeg kontakten, uden vi taler eller ses. Når man skræller alle undskyldningerne væk (hvorfor har jeg ikke ringet noget før og lign.), så er jeg bare til syvende og sidst et stort Ja. Jeg vil dig gerne og det vil gerne vise dig. Der er en ømhed i min stemme, som jeg måske kun har, fordi jeg er mor. Også min historie rummer indlæggelser med selvmordstanker. "Er der en salme, du ekstra godt kan lide?", spurgte jeg. Hvordan skal man trøste bedst. Fra næste til næste. 13.2.20.

Jeg er som Job. Men jeg er alligevel ikke som Job. Jeg kunne være Maria Magdalene eller Jomfru Maria, men heller ikke det er jeg. Jeg er en anden. Jeg er den, der gransker sig selv for kærlighed. Er jeg et ondt menneske? I bund og grund egoistisk. Et gedigent røvhul indimellem. Vil jeg mit medmenneske helt og holdent. Eller ville jeg svigte, hvis det virkelig gjaldt. Er jeg den store frelser, da ved jeg nogle gange ikke, hvem der er i nød. Jeg føler mig ikke hævet over andre på gaden. Og ikke altid formår jeg at give retmæssigt tilbage, af hvad folk lægger af kræfter i at nå mig. Hvordan gengælde et hjerte på Facebook hvis ikke med to hjerter tilbage. Men i stedet lever jeg ikke op til. Hverken verdens forventning til mig eller min egen. Jeg syner af ingenting. Og snakker indimellem sort, uforståeligt. Jeg er som en bonde, men samtidig hans karl. Og samtidig hans afgrøde. 10.2.20.

Jeg sang fejl. Gud, hvor sang jeg dog forkert. Heldigvis, for så kan jeg tage en konsekvens og melde mig arbejdsløs. Det kræver mig i en grad, jeg ikke længere kan forsvare. At synge motet om søndagen. Dagene op til, evaluering af min præstation efterfølgende. Heldigvis bøffede jeg i det, for da var det mig forundt at opleve, hvordan de andre slet ikke bar nag til mig eller bebrejdede mig noget. Kun jeg selv hang som en skygge hen over cyklen på vejen derfra. Tilgive mig (selv)? Det var faktisk svært. Indtil jeg opdagede, jeg kunne gå fri eller et sted hen, hvor der var rart. Ved bare at opsige samarbejdet. Kun sige ja til ekstra tjenester i løbet af ugen. Det var så - selvsagt. Den beslutning at tage vare på mig selv, i stedet for at ofre mig og forsvinde. Fordi jeg tror, det er mere fornemt at synge a capella eller at jeg derved er mere. Nu henter jeg mig lige så forsigtigt hjem. Fra en stresset situation. Jeg fritager mig, sætter mig fri. Hvor meget mere har jeg da ikke vundet ved at kende min begrænsning? Ingen er tjent med at jeg står der og tvivler. Hverken arbejdsgiver eller - tager. Jeg er en fiasko, men jeg er den ren. 9.2.20.