amedagbogskrift fortsat

Man gør noget, når der er belæg for at gøre det. Man afventer, der skal blive grønt lys, og når der er grønt lys, kan man agere. Man gør også ting uovervejet, hovedkulds. Men den sundeste beslutning må bero på noget. Derfor byggede jeg min afsked med kirkesangerjobbet i dag på både mavefornemmelse og på andre ting. F.eks. at jeg synes, der er så mørkt omkring Johanneskirken, når jeg kører forbi med bussen (skrev jeg selvfølgelig ikke som begrundelse til organisten). Det er, fordi det er behæftet med stor alvor og stort ansvar at synge til tjenester dernede. Og det overstiger den nydelse eller tilfredsstillelse, der samtidig måtte være ved det fag. Ja, det er et skøn, at jeg har rigeligt med andre ting at fylde min uge ud med, men det er et realistisk skøn. Jeg er ikke desperat, men har her i coronatiden kunnet mærke, hvordan livet uden kirkearbejde er. Jeg har ikke skrevet kontrakt eller lovet nogen noget, så jeg kan fint trække mig. De svarer mig endda utroligt pænt tilbage. Noget med: tak for din indsats og held og lykke fremover. Man kan spørge sig selv om jeg havde slået ihjel, hvis jeg i ro og mag havde kunnet træffe en (anden) beslutning, men også den desperate beslutning byggede på noget sagligt og et solidt grundlag, hvor mærkeligt det end kan lyde. Ikke dermed sagt at jeg var ved mine fulde fem og ikke skulle have haft en behandlingsdom. Men der var "lagt op til" - gennem måneders slid og trængsler - at noget skulle der ske. Det var på en mærkelig måde et valg videre, også i fald jeg havde mistet livet sammen med mit barn. Nu skal jeg ikke præstere til bisættelser, at stå i sort tøj, holde på formerne, tie på de rigtige steder. Og jeg kan træne min stemme til eget behov. Tak, fordi jeg har prøvet faget af. Helt ind til kernen af, hvad det går ud på. Men tak også, fordi jeg kan sige det op. 25.5.20.

Jeg har optaget psykologsamtaler (på diktafon). Det private rum har jeg gjort offentligt. Der, hvor jeg skulle hente hjælpen, har jeg ladet det være op til andre at bedømme, om jeg fik den. I kunstens navn. Og jeg har tabt derved. Tilsidesat den heling, samtalen ellers kunne tilføre mig. Fordi den så kunne hele en anden (eller hvad)? Hvor meget af mig selv skal jeg ofre, før jeg mister mig selv. Dør jeg da (bare) for en sag?, der er større end mig selv. Det er en kunstners lod at skabe ud af sit eget materiale. Men det er et menneskes ret, at det må beholde sine psykologsamtaler tæt ind til sin krop. Det var en fejlslutning, at det ville række ud over min person og (be)røre andre. Det er som at korsfæste for at vise træværket frem. Både Louise (psykologen) og jeg blev dårligere af det. Simpelthen dårligere aktører (på scenen). Det fremmede ikke det formål, at vores udveksling til syvende og sidst (gerne) skulle gavne mig. Jeg rækker en hånd (ud til verden): Se mig! Men jeg trækker hånden tilbage og aer mig selv på skulderen med den: Bliv hos mig. Det var ikke snavset vasketøj, det var et ligklæde. Noget døde mellem vore hænder. Og det, der skulle have givet afkast, blegnede. Det var en konstruktion, noget tænkt. Og ikke frem-følt. Det pegede tilbage på sig selv, tjente sit eget. Jeg vil til enhver tid hellere føde noget, og vide det lever videre. 23.5.20.

Jeg må nu - af nød - sande, at jeg mangler briller, som jeg skal gå med hele tiden. Altså tiden med læsebriller frem og op af tasken hele tiden er ovre. Nu er jeg altså virkelig blevet mid-aldrende. Trængende til visse justeringer og tilpasninger. I går aftes kunne jeg ikke ordentligt se min aftensmad på tallerkenen. Ja, jeg kunne skrive en hel bog om ting, jeg har måttet gøre - af nød. Det er sådan set lidt lige meget, hvor pengene til brillerne skal komme fra. De briller skal bare laves. Ikke så mange dikkedarer eller udenomssnak. Jeg kan nu ikke undvære dette hjælpemiddel i min hverdag. Det er sandt: jeg er 47 år og synet bliver med årene bare dårligere fra nu af. Det er en livsbetingelse. Nu kan jeg ikke mere (klare mig med læsebriller), jeg giver op. Ind-ser. 22.5.20.

Hånds rækken (maleri, 21.5.20)
Hånds rækken (maleri, 21.5.20)

Det var så smukt, da du sagde, du håbede ikke at smitte nogen med coronavirus, fordi du ønskede ikke at gøre endnu et menneske (noget) ondt. Og det var tappert, da du beskrev, at du hver morgen vågner kl. 5.30 med et sæt pga. mareridt, som en bivirkning af din medicin. En medicin, du tager af nødvendighed for dens andre (gunstige) virkninger. Du, der har været ude for det samme som jeg. For det fortæller mig, at vi hver dag må komme overens og stilles til ansvar. Vi ønsker ikke at såre flere. Og nu har jeg ligget til en middagslur, men den var mismodig og ufri, og Gud prøver at vække mig på utallige måder (f.eks. med sangen "Hvad med os to?" (Grethe Ingmann)), og til sidst rejser jeg mig, selvom jeg ikke har lyst til livet. Men du er min lidelsesfælle og formår endda at have et fuldtidsarbejde til daglig. Mens jeg laver kunst og udtrykker mig. Og en vis mening skal jeg jo finde i dagen. Og vi ønskede ikke, at vores børn skulle dø, men de døde. Hvem at bebrejde? Vi, der førte hånden, eller Gud, der lod det ske? Det er det, der er så forbistret; der er flere spørgsmål end der er svar. Den "lander" ligesom ikke noget sted, men bløder som et vidtåbent sår. Jeg kunne spørge Gud (tilbage): "Hvad med mig?", men han forsøger at overbevise mig om, han står mig bi. Jeg er ikke (for)tabt men værd at hjælpe. 21.5.20.

Ja, hvor mærkeligt det end kan lyde, så var det kærligste at slette en ven på Facebook, som havde nået loftet for, hvor mange venner han kunne have. Han ønskede sig flere, så derfor slettede jeg mig selv som hans ven for at give plads til en, der har mere behov. Derfor kan jeg jo godt holde ham tæt ind til mit hjerte (Søren Hauge). Ja selv mit kodeord til computeren er opstået på baggrund af noget, han engang udtalte. Han er jo ikke død og han er jo heller ikke blevet min uven. Der er bare en anden på Facebook, der får min plads, og jeg benytter mig alligevel ikke af de kurser, han for tiden tilbyder. I flere uger har jeg tænkt: kunne det være mig, der trak mig. Og nu er det så sket. Det underligste hensyn. 19.5.20.

Jeg lægger an til at skulle ud af døren for at øve sang på Gallo skolen. I et par timer har jeg gjort praktiske ting og egentlig har jeg lyst til at gøre flere, bare være derhjemme. Og det er da også som om nogen spørger mig: "Hvorfor?" i forhold til at tage af sted. Som om jeg ikke behøver lige i dag. Jeg siger for mig selv på tankeplan: "Du beder mig faktisk blive hjemme (Gud)". Der bliver også sagt: "Kaotiske tilstande", som om der vil være det undervejs på min tur. Alligevel vælger jeg at tage af sted, ja trodse disse advarsler, idet det er vigtigt for mig at få øvet salmerne igennem og rørt min stemme igen. Ved busstoppestedet møder jeg et par, der står og taler om at skulle "ind til byen". Det undrer mig, hvorfor de så ikke går over på en anden side af vejen og tager bussen derfra. Så det siger jeg til dem. Men de skal faktisk samme vej som jeg, viser det sig. Manden begynder at snakke om corona, at der alligevel ingen kontrollører er i busserne nu og at mange derfor snyder med billetten. Jeg er lidt tilbageholdende, også selvom snakken går om coronasituationen og jeg sagtens kunne have en holdning til det. Noget siger mig, dette kunne være eller blive "kaotiske tilstande". Men parret er egentlig ok og vi skilles, da vi sætter os ind i bussen. Da jeg står ud af bussen i Risskov får jeg sætningen: "Modstandsbevægelse", som en bemærkning til at jeg trodser Guds anbefaling om at blive hjemme. Jeg registerer ordet, dvæler lidt ved det, ja smiler lidt, fordi det er en god bemærkning, men går (selvfølgelig) videre hen for at øve. Jeg forestiller mig alle mulige forhindringer forude; at der vil være andre på Gallo skolen, så jeg ikke kan være der, eller at noget falder ned i hovedet på mig - men intet sker. Jeg får - i fred og ro - øvet mit program og min stemme er endda i god form. Og ved busstoppestedet efter endt øvning, sætter der sig en ældre mand på bænken hos mig, da han "lige trænger til en pause". Han nævner sit dårlige syn som grund. Der går et halvt minut og enten skal jeg bare lade som ingenting eller også skal jeg tage tråden op og spørge ind til ham og hans øje. Jeg vælger det sidste, og vi får en endog fin snak om at han skal opereres og hvordan coronasituationen har sinket hans proces. Da han rejser sig for at gå videre, siger han: "Tak for nu" og jeg siger: "Ja og god bedring". Intet ondt eller problematisk er imellem os. Der sker ikke videre på min tur, og jeg tænker ved mig selv, om Gud vil synes, jeg har forbrudt mig mod nogen lov eller regel? Eller han synes, det var ok, jeg overhørte hans ledetråde. Jeg tror faktisk, han vil bifalde, at jeg er egenrådig. Og finder fred i det. 17.5.20.

Jeg kan godt lide, at du i aftes sagde om Clint Eastwood, at hans film nogle gange "har en tynd historie". Da havde jeg netop selv - for mig selv - siddet og tænkt tilbage på hans fantastiske karriere, da jeg så de igen sendte filmen "Gran Torino", hvis slutning er så genial. Ja jeg synes mange af hans film har en signifikant pointe til sidst, som efterlader én helt måbende. Og da jeg sagde, jeg sagtens her til morgen kunne undvære et bad (nu da der ikke var noget vand i hanerne), mente du at man op ad dagen trængte til et alligevel. Og da jeg forleden sagde: "Det lyder som paranoia, at underboen lige pludselig skulle have noget imod mig, ja endda have googlet mig", svarede du: "Men det er da lidt underligt, at hun vendte ansigtet bort fra dig den dag". Det er faktisk deri en god ven består. Vi er ikke enige om, hvor meget man bør tænde for sin kogeplade til en opstart, og hvor længe en pizza skal være i ovnen for at være gennembagt.  Derfor elsker jeg dit selskab. 16.5.20.

Lad mig stikke en finger i dit sår, mor    (maleri, 14.5.20)
Lad mig stikke en finger i dit sår, mor (maleri, 14.5.20)

Jeg kan godt lide, at jeg købte helt små lærreder i genbrug i dag, selvom jeg gik efter store. At jeg meldte mig ind i Imerco med adresse og alting, fordi det troede jeg ikke om mig selv (hader nyhedsbreve). At den nescafe, jeg gennem et par måneder har drukket, pludselig ikke længere smagte mig, så jeg planlægger at købe en kaffemaskine igen. Fordi alt, hvad jeg troede om livet i går, ikke holdt stik i dag. Dermed kan jeg (også) selv være ler i Guds hænder og evig foranderlig. Ja, livet selv er i bevægelse - og det fryder mig. 12.5.20.

Du er smuk alligevel. Selvom du ikke lægger noget ud fra samtalen hos psykologen i dag. Du kan ikke lige se, hvor snittet (klippet af filen) skal ligge. Måske du kan en anden dag, men måske ikke. Du kan bevare den fulde samtale og det er modigt af dig i det hele taget at have medvirket til optagelsen. Der er ikke ting i snakken, der ikke tåler dagens lys, og måske en eftertid vil værdsætte dit bidrag. Jeg kan ikke andet end se dit rynkede ansigt (her i computerskærmens refleksion) arbejde på at gøre sit bedste. Vi vil alle gerne godkendes af vore omgivelser og høste ros for noget. Men i dag ligger din styrke måske i at lade det være. Lukke programmet ned og se tiden an. Jeg var hos dig i den lange middagslur, som du trængte til. Og ser dit offer eller din vilje til at ofre. Helt nede på gaden. 11.5.20.

Jeg smider de sidste syv stykker af den fine chokolade (som Dalgas skolen har foræret mig) ud. Jeg har ikke lyst til at være i hverken Dalgas skolens eller chokoladens jerngreb. Jeg ser dem lande nedenfor skakten og nogle undre sig, der pakker affaldet ud. Jeg går ad bagvejen (gennem kælderen) ud, for at undgå de ældre damers blikke og sladder i gården. Jeg kommer den "rigtige" vej hjem og ind, og også de må undre sig. På mandag hos min psykolog kan vi tale om undgåelsesadfærd og jeg skal forstå, at der stadig findes chokolade, jeg bare på ny kan købe, og ældre damer der stadig sladrer. Uafhængigt af, hvilke valg jeg personligt træffer. Jeg er dog fuldt ud tilfreds med at undgå. Idet der er noget andet, jeg indgår. 9.5 20.

Så mødte jeg den igen: fordømmelsen. Nu hilser min underbo (en kvinde på 83) ikke længere på mig. Hvor jeg endda ser, hun løfter sit blik og ser mig. Der skal (jo) også bare eet klik til, så ved hele boligkomplekset, hvad jeg engang har gjort. Og hvordan forstå noget sådant, når man har mand, børn, børnebørn og har boet det samme sted i 61 år? Gid hun ville huske på, at jeg hjalp hendes underbo under et sygdomsforløb, at jeg altid møder dem med venlighed på trappen. "Skal du ud og spille (musik)", har hun nogle gange spurgt. For at sige: Hvad lever du egentlig af? Jeg er musiker, har jeg bare sagt. Nu er jeg også uvelkommen her. Det er ikke noget, jeg bilder mig ind; hun plejer at nærmest råbe sit hej til mig, når jeg gik forbi dem i gården. Jeg vidste, den generation ikke har forståelse. Sad de til et af mine foredrag og blev sat ind i bevæggrunde og følgevirkninger, havde de måske dømt mig mere mildt. Nu skal jeg i stedet vænne mig til, at sladderen er gået (for vidt). Det måtte (måske) komme. 7.5.20.

En veninde sender mig en video, om hvordan man kan takle sin frygt. Jeg bliver i tvivl: Har jeg et issue med det? Jeg har hverken lyst til at se videoen eller svare hende, men gør begge dele. En ven poster et digt af ham, vi ikke længere omgås i poetklub-sammenhæng. Jeg bliver bange for, at den udstødte vil føle sig stødt. Trods det at det jo sådan set (bare) er en anerkendelse af hans skrivekunnen. Det er (jo) sådan, at veninden har uddannet sig som terapeut; Ser hun altså ind bag? Og manden, der engang var i inderkredsen af poetklubben, er faktisk anmeldt for chikane. Så min frygt er vel ikke helt ubegrundet? Heldigvis sker de to ting sammenfaldende og jeg får svaret veninden nøgternt og givet opslaget med digtet en like. Jeg responderer - neutralt - på de to ting. Kan ske, hun ikke har villet mig noget personligt med den video. Kan ske, digtet er god litteratur. Det ryster mig en smule, men jeg prøver at børste det af. Sender ikke (sorteper) videre. 6.5.20.

Torso (maleri, 5.5.20)
Torso (maleri, 5.5.20)
Forlæg til Torso-billedet (en andens maleri, jeg har malet ovenpå)
Forlæg til Torso-billedet (en andens maleri, jeg har malet ovenpå)

Man kan bare lige så stille bygge sit arsenal op. De videoer og udgivelser, man først tør vidne om efter sin død, kan man lægge i stilling. Og med eet tryk (på tastaturet) er man forløst. Man kan gemme forråd til en helt anden tid. Guldkorn og skampletter side om side. Og ruge på det, som på noget, der skal modnes. Fordi verden eller man selv endnu ikke er klar. Som en slags strategi eller langsigtet plan. Man kan tænke tiden efter sin død ind allerede i tiden, hvori man lever. 47 eller 24 år. Vi er her for at brænde. 4.5.20.

Sms til Lars, 3.5.20. 11.37: "Har sovet til 10.30! Ovenpå alle de hjerter på Facebook :) Håber ikke, du drak for meget i går og ikke kunne sove? Min bror har fødselsdag i dag, men vi mødes over kaffe i morgen. Tror, jeg tager ud og synger i dag. Poul G. Exner står for mig at se helt ren (har kommenteret) Knus Rie."

Jeg tåler næsten ikke alle de hjerter på Facebook. Og hvordan gengælder man et hjerte, hvis man gerne vil give afsenderen noget personligt tilbage? Ja, hvorfor har videoen (kun fire minutter lang) så stor effekt? Den eneste retvisende kommentar, jeg har fået, er fra Line: "En fin film og egentlig ok engelsk". Netop. Jeg er så utrolig træt i mit hoved af at skulle forstå, hvorfor jeg skulle have fortjent denne opbakning fra mit bagland. For hvordan egentlig det? Der er et menneske, der har mistet livet. - Men selv Nikolas kom med en opbakning til, at jeg havde lagt videoen ud. Hvordan kan jeg så andet end være helt overvældet og opfyldt af taknemmelighed?? I min middagslur drømmer jeg om en, der planlægger at slå en anden ihjel og da jeg vågner har jeg sangen: "Masser af succes" (Gasolin) i hovedet. Som bekendt er man meget "ene", når rampelyset bliver slukket. Også jeg. Jeg tåler faktisk ikke denne bølge af sympati og solidaritet. Jeg forstår, at i en forstand netop græder verden sammen med mig. Jeg kan ikke klage over ikke (i den her omgang) at være blevet fordømt. Derimod rummet og accepteret. Det afholder mig ikke fra at lægge lignende ting ud en anden gang. Jeg forstår bare (heller) ikke, hvorfor de alle opslaget. Alle de veninder, der virkelig har betydet noget for mig. (Charlotte, Rikke M., Else-Marie). Hvorfor var jeg ikke bare et opslag, der blev overset på kæmpestore Facebook? Tak, Gud, fordi du viste mig nåde, men lad mig få proportionerne på plads. Jeg er (jo) fuld af synd. 2.5.20.

I 2017 medvirkede jeg i følgende film (4-5 minutters varighed). Har bare været flov over mit engelsk. Men ser nu, at det er sagen uvedkommende. (Det er netop her, Nils Malmros siger det om "skyklapper")

Ambitionen var god nok: Jeg skriver sangtekster om tabet af min søn i stedet for at komponere flere salmemelodier, nu hvor den seneste ikke faldt så heldigt ud. Jeg har også skrevet min første sangtekst, som passer i versemål dog ikke med rim. Jeg sætter mig muligvis også ved klaveret allerede i dag for at forfatte et stykke musik til. Men det er tungt. Nogle ville nok anbefale: lad det ligge. Jo, man kunne tale for, at det er en slags terapi en slags bearbejdning. Men jeg kan jo ikke vide, om det ripper op i noget, som jeg ikke tåler. Det er en fin tanke, at ville sætte ord på et (af)savn. Når nu jeg også den foregående nat har drømt, at jeg græder inderligt. Og ja, det ligger jo altid som et lag i mig, uanset om jeg synliggør de lag eller ej. Jeg vil jo altid bære det med mig (uanset). Det gør så ondt, at - som Nils Malmros også sagde engang - man må "have skyklapper på". For at kunnne leve videre. Et forholdsvist tåleligt og normalt liv. Det er ikke altid, at planer og drømme bliver til noget. Var det for at røre en verden, så resten af verden kunne græde med? 1.5.20.

Skulder ved egen skulder (maleri, 30.4.20)
Skulder ved egen skulder (maleri, 30.4.20)

Jeg får en flue i næsen på vej over til tanken. Du beder mig gå hjem (og spise det mad, jeg i forvejen har). Jeg går hjem. Det er Gudskontakt på jordnært niveau. Men det virker. Da jeg kommer hjem smører jeg mig et par madder, som virkelig smager mig. Og kan se, at de tiltag, jeg har gjort i min lejlighed tidligere på dagen, (også) har virket. Tilfreds over at have været ud for at øve sang, kan jeg se, jeg har gjort en indsats. Jeg ville vende dagen, så jeg ikke ødslede den bort (med løst dankort). Mådehold, siger du. Jeg giver et indlæg på Facebook et hjerte. Gavmildt. Samme sag. 28.4.20.

Jeg siger til dig, du er det hele værd. Alle de gange, jeg har fulgt med i, hvad du har delt - dog uden at tilkendegive støtte eller det modsatte - betød noget for mig. Derfor kan jeg nu efter et års Facebook-venskab sige dig min uforbeholdne mening. At dit bidrag er væsentligt. Det kan virke overrumplende og direkte, men det er fordi, det grunder i flere måneders eftertanke og bearbejdning. Jeg ønsker bare at sige: Bliv ved! Tal om glæden, som du har inde som en helt uundværlig bestanddel af dit liv. - Som det med årene er blevet. Du har kæmpet for at nå her til, Tillykke. Jeg har printet din e-bog ud, som du generøst har lagt til rådighed. Og den glæder mig <3 27.4.20. (Til Miriam Kirsten Glad, som jeg også har skrevet en kommentar til på Facebook)

Poul G. Exner (på Youtube, kommentar til "Dejlig er jorden"): "Det er simpelthen vederkvægende at lytte til dig. Det kommer fra hjertet - det kommer indefra og udefra. Det kommer allevegne fra som lys og som vind. Du og din musik, din fine, fine modne klang, og de klare toner du åbner som en buket af tro og levet liv bare er! Det når hjertet. Du når hjertet." (27.4.20)  

Der ligger en pakke i min postkasse. Først tænker jeg: jeg har ikke bestilt nogen bog eller andet. Så overvejer jeg, om det er kunstterapeuten (ikke omtalt her), der har sendt min bog tilbage efter endt læsning (i protest over indholdet). Og til sidst strejfer det mig, om det måske er faren til mit barn, der har skrevet sin egen bog. Indtil jeg åbner pakken, hvori der ligger en æske chokolade fra Dalgas skolen, hvor jeg er elev. Med ønske om et snarligt gensyn, når skolen igen åbner. Helt tilforladeligt. Der danner sig altså disse katastrofescenarier i mit hoved, imens jeg går op af trappen til min lejlighed. Men til min store lettelse viser der sig ikke at være noget at frygte (denne gang). Det er alligevel interessant for mig at opleve, idet der jo for så vidt kan ligge alt muligt i ens postkasse, udefra. Velkomment eller ej. Tak til Dalgas skolen for at huske på mig som elev. Men kære frygt, hvor har du dog gode betingelser. 27.4.20.

 Nu græder jeg over                                                                                                                                                                       at kysse hunden                                                                                                                                                                         så selvfølgeligt.                                                                                                                                                               Hvorfor var kærlighedsstrømmen                                                                                                                                   ikke stærkere dengang?                                                                                                                                                     Som jeg nu mærker                                                                                                                                                                     så lifligt.                                                                                                                                                                               Kærer Gud sig om et dyr,                                                                                                                                                       så meget mere om et                                                                                                                                               menneske.                                                                                                                                                                             Også jeg.

"Gennem årtier har han loyalt fulgt ikonet, selvom han står ved, at Prince til tider kunne være svær at holde af både musikalsk og i måden, han optrådte på." Det kan jeg godt lide at læse (i Kristeligt dagblad). Det giver os andre en chance for at være her med brod. Man kan ikke til alle tider opfylde sit publikums forhåbninger. Ja langt fra. Men lad mig være her alligevel, trods tider hvor kunsten blev grim. Den består i sin egenart, ved at den ikke findes magen til noget andet sted i verden. Favn den i grimhedens navn. Og bær min del af skammen for, at den blev til. Loyalitet, det er noget med aldrig at give et menneske op. Men derimod bære over med det. Bære med. Så at ingen af os går (helt) alene. Jeg vil forsvare dig for enhver pris. Selvom prisen er høj og jeg frastødes ved dele af dit indhold, favner jeg de dele alligevel. Jeg kan ikke lade være. Ærindet er at lade dig stå i dit eget lys. Se, din strålekrans indbyder mig. Og jeg tør gå med dig. Hvor ellers. 25.4.20.

Jeg er ikke besværlig at forstå. Mit ordforråd er knapt (ikke læst nok bøger) og min hensigt med det skrevne er typisk at få mit publikum i tale. Det vil sige: henvende mig i øjenhøjde. Jeg er ikke veluddannet og ikke skolet, hverken inden for skrivning, maleri eller musikkomposition. Derfor sprænger jeg rammerne og falder lidt udenfor. Det er ikke sådan, at jeg eller andre lægger bånd på mine udtryksmuligheder, så jeg har frit slag. Fornærmer jeg nogen, gør jeg det enten indirekte eller jeg gør det direkte og har skyldfølelse over det i flere uger bagefter. Jeg havde ikke tænkt mig at sprede men samle. Ja væve et tæppe af alt det, jeg har mødt. Noget ligger i mørke og skal fortsat gøre det. Jeg sætter en fællesnævner, der afspejler hvor jeg selv er. Og skaberkraften er til tider uskarp og uskøn. Ført med skælvende eller tvivlsom hånd. Bør man da ikke lægge det skrevne ud? Betyder det, at jeg denne dag var mindre menneske? Har jeg da et dårligere udgangspunkt for at møde dig, som læser? Jeg er til at gå til, nem at læse. Det er sådan tilrettelagt, fordi jeg skal have almen appel. Højt som lavt i samfundet. Er jeg (næsten) sikker på. 24.4.20.

For så jeg Nyhederne kl. 17, så jeg dem nærmest også kl. 18. Og hørte jeg ikke den vigtigste nyhed, har 10 af mine venner postet noget om den på Facebook. Og hvor meget jeg er gået glip af i mellemtiden, indhenter jeg på tekst-tv. Og jeg mættes - af forgængelighed. Noget, der ikke varer ved. Jeg drages af det flygtige som af tomme kalorier. Derfor tjekker jeg nu ikke længere statistik, da det ikke er en målestok for lykke. Og jeg læser hellere i en bog, om noget en anden har ment. Når jeg har slukket for fjernsynet er der et øjeblik ro, men bagefter er der oceaner af ro. Tænk at vælge stilheden fremfor den pulserende nyhedsstrøm. "Du skal ikke kigge på spisesedlerne ved kioskerne med sensationelle nyhedsoverskrifter, det sænker din vibration", var der en healer, der sagde til mig engang. Og: "Dér er en tøjforhandler, der sælger t-shirts, hvorfor skal der så på den anden side af gaden være en tøjforhandler, der (også) sælger t-shirts?". Overforbrug, massemedier, han frarådede det med eftertryk (også så jeg blev syg af hans formaninger og råd). Jeg stiller mig ikke i køen til det fedeste tilbud. Jeg stiller mig i køen til det lidt ringere tilbud, fordi jeg kan nøjes med. Jeg hamstrer ikke, for det giver mig sådan en dårlig følelse indvendig. Af grådighed. Når der holder en politibil i vejkanten pga. en forseelse, stirrer jeg ikke på den forulykkede for at se, hvad der er galt. Jeg opsøger ikke dramaet, hvor det er til skade. 23.4.20.

Vi ku have talt om alt muligt (maleri, 23.4.20)
Vi ku have talt om alt muligt (maleri, 23.4.20)

Digt, 21.4.20.:

Næste gang vil jeg sige det:                                                                                                                                               "Jeg forstår det (heller) ikke                                                                                                                                          selv".                                                                                                                                                                                             At det kunne ske.                                                                                                                                                                      At jeg kunne indeholde det.                                                                                                                                                    At det skulle overgå mig,                                                                                                                                                          og at jeg kunne udføre det.                                                                                                                                                    Jeg begriber det (ganske enkelt)                                                                                                                                      ikke.                                                                                                                                                                                              Det er ude over min forstand                                                                                                                                                  og rationale.                                                                                                                                                                                Det må have været en anden.

Der var det ved i dag, at jeg hørte musik inde i min stue. Det er lige meget, hvilken musik det var, men det var første gang mens jeg har boet her, at anlægget har stået herinde. Det var foran-lediget (ledet foran) af, at min bror tilbød mig en sofa forleden. Jeg skulle alligevel kassere en lænestol og fik rokeret rundt for at se, om der plads til sofaen. - Men det var der ikke. I stedet fik jeg plads til mit stereoanlæg. Det vil sige, der skulle en anledning til, før noget andet trådte i kraft. En forandring til det bedre. Det er lige meget, om naboen synes, Lionel Richie er tøset eller for blødt, det er ligesom ikke sagen her. Jeg kan fremover sætte alt muligt musik på, jeg ynder. Og i dag satte jeg øskner bag på mine malerier imens. Min stue er forandret og jeg kunne ikke forudse skiftet. En anden skulle røre ved mit liv for at sætte det i bevæglse, nemlig min bror. Og det er ikke blind leder blind. Jeg har forbedret livskvalitet efter det er sket. Og tænker flere andre velsignende ting kan ske i fremtiden. Og det er tiltro til skaberværket. 20.4.20.

Livets Gud mig skærmer (maleri, 18.4.20)
Livets Gud mig skærmer (maleri, 18.4.20)

Jeg så min genbos cykel var væltet. Skulle jeg have rejst den op? Jeg vidste, hun havde en kontrovers med de ældre damer i gården omkring sin cykel og hvor den helst skal stå. Jeg lod sagen være. Det var vindens skyld og ikke nogen andens, at den var væltet. Jeg griber ikke ind i en verserende sag, tænkte jeg. Selvom jeg har mere ømhed for hendes cykel end for de ældre damer. Nu fortæller min genbo mig, at cyklen blev ridset og bulet af faldet. Men heller ikke det kunne jeg jo have forhindret. "Jeg kan også bare stille den ned i cykelkælderen", blev hendes konklusion. Det var det, jeg tænkte: der kommer noget (helt andet) ud af forløbet. Hun har lige været her i min stue, fordi jeg hjalp hende omkring at søge ny bolig. Vi er begge trætte af det slæng af ældre kvinder, der stimler sammen nede ved bænkene. Og vi har samme anciennitet, viser det sig. Hvis jeg havde rejst cyklen op - med risiko for, at nogle ville undre sig over det, når det nu ikke var min cykel - havde hun måske slet ikke lagt mærke til, den var blevet ridset og hun var måske blevet mindre bitter. Nu lod jeg det åbne sår være. Fordi jeg tænkte, det tjente sagens gang.    Men jeg tvivler. 17.4.20.

Jeg skulle (helt klart) have gjort noden mere pæn. Klistret noget over, som var overflødigt for øjet. Givet ham et bedre produkt, som efterspurgte noden til "Jeg er træt og går til ro". Men det blev sådan lidt primitivt, fordi jeg ville bevare noden, som jeg havde spillet efter. I dens oprindelige form, med påklistring af tekst lidt ujævnt henover siden, sort sværte fordi jeg har scannet ind fra koralbogen osv. Fordi det var/er et udtryk for, hvordan jeg gør tingene. Jeg følte, jeg ville skænde udseendet ved at redigere i det. Nu har jeg måttet skrive, at han nok nemt finder en mere professionel udgave på nettet. Kunne jeg ikke have tilpasset mit originale look med et mere indbydende? Kunne jeg ikke have strakt mig, gået på kompromis. Vi taler om et stykke papir, manden skal printe ud for sig selv - og måske bruge fremadrettet. Han var så venlig at blive abonnent på min Youtubekanal og et andet sted skrive, at jeg "har virkelig en smuk stemme". Var det ikke (bare) rimeligt, om jeg havde givet mig. Det vil sige: jeg tænkte mere på eftertiden (hvis den er der, som jeg tror), på hvad jeg efterlader til den, end jeg tænkte på denne enkelte mands behov. Pinligt eller forståeligt. Jeg har tilstræbt den rene form. Og på den konto misligholdt en god relation til en af mine Youtube-brugere. Man kalder det: Selvhenter. 17.4.20.

Mens jeg peger på mig selv, peger en anden op (maleri, 12.4.20)
Mens jeg peger på mig selv, peger en anden op (maleri, 12.4.20)

Jeg ser et fremragende digt på Facebook. Det er (meget) vigtigt, det her. Jeg lægger mig i tråd med, læner mig op af hans (Pers) ord. Jeg føler mig opfyldt af og viderebragt af. Da jeg sætter mig over den melodi, jeg har bøvlet med i tre dage, falder den på plads. Jeg er blevet foran-lediget (ledet foran) til at gøre den færdig. Det vil sige; noget en anden har skrevet smitter af. Afgiver lidt stjernestøv til os andre. Og videre frem kan min melodi måske med held gøre det samme. Vi er forbundne, af een og samme kraft. Vi tager fra det samme bæger, så at sige. Og kalken er indholdsrig, næringsholdig. Vi gror og vokser som mennesker. Får større potentiale, rækkevidde. Og vi vidste ikke engang, at det var muligt. Jeg ser til din side og lader mig drage. Tak, fordi kunsten findes og at vi deler den. Ilt og ånde giver du os (omskrevet). Ja, alting bliver igen levende. 11.4.20. (ingen ved heller, hvor død, jeg indtil da hele dagen har følt mig (pga. en sms kl. 3 i nat og efterfølgende mareridt))

Her går kvinden med barnet over en kilde med vand. Det er som om, barnet passer på hende. Hænger i min stue
Her går kvinden med barnet over en kilde med vand. Det er som om, barnet passer på hende. Hænger i min stue

Jeg ligger som yin og yang tegnet. Med den venstre hånd på maven og den højre på mit bryst/hjerte. Den natlige drøm handler om, at jeg græder - sammen med faren til mit barn - over, at vores søn ikke længere er i live. Da jeg vågner ved jeg, jeg har haft kontakt til noget essentielt. Som jeg ikke i mit vågne liv kan komme i kontakt med. Det er prana - livsnerven. Det er rart at have mærket min søn så nært på. Og at vi to som forældre er fælles om savnet og lidelsen. Det rykker episoden helt tæt på i min bevidsthed. Og bagefter drømmen går jeg lidt anderledes ud i verden. Der er vakt noget til live og drømmesproget formidler forbindelsen. Og siden skal jeg drømme det samme om og om igen. Det er (kun) på den måde, jeg skal forstå, hvad der er sket. At jeg har mistet noget så dyrebart og at det aldrig kommer tilbage. Det er langfredag og vi skal alle miste en søn. Og bagefter er han hos os på en lidt anderledes måde. Vi glemmer kødet og det at kunne give et knus. Det bliver ligesom mindre vigtigt. Han er her som ånd, som sjæl og som væsen. Helt tydeligt. Og i dag åbner vi døren til Paradis. Lader vores kære gå igennem dødens port og ud på den anden side. Børnene leger med hinanden i himmelen. Den, vi har mistet, er ikke tabt. Og hans liv var ikke forgæves. Jeg ifører mig jordiske klæder for at bekræfte mit kød. To verdener er rykket tættere sammen, mens jeg sov. Så umærkeligt, at jeg har elsket dig højest af alt. En håndsrækning fra et andet rige. En bro over et rindende vandløb fyldt med liv. Der vinker jeg af al kraft. Ser jeg dig. "Min mor, min mor, hvorfor løb du fra mig?" Vi fortæller en anden historie. "Vær ikke bange". Vingeskudt. Jeg løber efter hjælp, men den når dig ikke. Var jeg blot død sammen med dig. For din pande og dit bryst. 10.4.20.

Mine ord slår ikke rod. Ja - ingens ord slår rod i hende. Min ven har altid noget at beklage sig over. Nu, hvor hun er blevet kureret for sin kroniske kvalme og igen har lyst på livet, skal hun isoleret - på grund af coronakrisen - holde sig derhjemme. Hvad gør vi andre: Vi venter på foråret, venter på en ny bolig, venter på Jesu genkomst (..) Der er noget, vi ser frem til, så vi gøder og nærer vore drømme, imens vi venter. Giver man hende et råd, skriver hun dobbelt så mange linjer tilbage om yderligere kvaler. Det er som at pøse penge i et korrupt foretagende. Ikke andet at gøre end holde kraft tilbage, så den kan virke et andet sted. Jeg slipper hende, (Løgstrup). Ikke til fortabelse for det er jeg ikke herre over. Men til selvjustits. Jeg er kommet til den konklusion af mange årsager. Hun har blik for kærligheden, men misbruger tilliden til den. Hun er ikke taknemmelig for lidt. Undskyld, hvis det "bare" er en del af hendes (psykiske) sygdom. Hvis hun er undskyldt. Tag du, Gud, hende under din varetægt. Idet du forstår i dybden, hvad jeg ikke kan se. For alle de bjælker. 7.4.20.

Lige meget hvilken byrde (maleri, 7.4.20)
Lige meget hvilken byrde (maleri, 7.4.20)

Engang lejede jeg mig ind i Vestergade (53) til en husleje på 10.000 kr. om måneden. Der var en håndlæser, der havde sagt, jeg en dag skulle "finde et hus" til min kunst. Det, sammenfaldende med en udtrapning af medicin, mødet med en healer (mandlig), gjorde min dømmekraft ustabil. Ikke desto mindre har jeg altså boet i Vestergade. Det er den gade, Peter A.G. synger om :) 

Vestergade 53
Vestergade 53

Så har jeg backup af alle tre hjemmesider. To skulle jeg betale ekstra for, en skulle jeg selv aktivere, og en skulle jeg have hjælp til. Jeg vil også undersøge, om man kan testamentere en hjemmeside til nogen. Det lyder helt vanvittigt, men det kunne dog være smart. De valg, jeg har truffet om udseende, filvalg osv. består. Jeg mener: det er vel som at se et originalmanuskript. Er jeg da utrolig selvhøjtidelig, at jeg gør mig disse overvejelser? Er det ikke bare som at efterlade et barn i verden. Kan jeg gøre for, at jeg har malet med store, fede, brede pensler. Lagt mig ud på nettet i flere lag. Du, læser, ville have gjort det samme, hvis du havde så meget indestængt, du af iver bare måtte af med. Jeg har betalt, arbejdet for, og villet at have backup af alle tre hjemmesider. Det sikrer ikke mit liv eller levnedsforløb. Det forlænger bare min holdbarhed. Jeg er trefoldig og hver hjemmeside er en hånd rakt ud. Endda igennem coronavirus og mørkemænd. Gud, datter og fædreland. 4.4.20.

Det kan ikke nytte noget, at jeg ærgrer mig; har efter tre år med videooptagelser her til aften fundet ud af, hvordan man klipper i en video. Oprindeligt købte jeg et redigeringsprogram men lærte bare aldrig at bruge det. Men efter at have fået mod fra med held at have klippet i en mp3-fil (i et andet program), kan jeg nu altså også redigere i en video. Det betyder, at fremover kan jeg skære de sekunder fra, hvor jeg går fra kameraet over og sætter mig ved klaveret. Der var for to år siden faktisk noget, jeg gerne ville have klippet fra. Jeg kender to, der hedder Jørgen, som kunne have hjulpet mig. Men den ene ville have kritiseret min computer og den anden er dårlig til at lære fra sig. I stedet så jeg charmen i at lade videoen være i dens oprindelige tilstand. Men gjorde I? Udenomssnak om de forhold, jeg optog under. Hvordan vejret var, lydene i rummet, og ikke mindst fejl ved klaveret kunne have været undgået. Nu efterlader jeg et ufærdigt produkt. Kære verden, jeg kunne åbenbart ikke andet. (natten til) 2.4.20.

Man kan sige: Er det klogt at lægge mp3-filen ud? Jeg taler om noget meget voldsomt. Kan nogen betragte det som en trussel? At jeg (stadig) er farlig? Alligevel synes det mig - efter at have skrevet digtet i dag - at det er det rette tidspunkt at offentliggøre lydfilen, som jeg har klippet til af samme grund. En form for blottelse, jo, men også ærlighed. Kvaliteten af at jeg tør åbne mig omkring en del af mig, der ellers ligger i mørke. Kunne måske få andre til at gøre det samme. 1.4.20.

Fra samtale med min psykolog, Louise, midt marts. (ca 9 minutter):

(Digt, 1.4.20):

Er det det, jeg er for dig? (mor)                                                                                                                  En rest, en tvangstanke:                                                                                                                              "Jeg skærer halsen over".                                                                                                                            Kan du ikke fralægge dig                                                                                                                            ondskaben.                                                                                                                                                  Se ind bag,                                                                                                                                                    hvor motivet var                                                                                                                                          rent.

Jeg ved godt, hvorfor bulgursalaten smagte så godt i dag. Det er fordi, den smagte af god samvittighed; I butikken kunne jeg nemlig vælge mellem en, der kunne holde sig til i morgen og en, der kunne holde sig til i overmorgen. Jeg tog den, der kunne holde sig kortest tid, fordi jeg skønnede, jeg ville spise den inden længe. Jeg efterlod den friskeste til en anden. Og hvorfor jeg brændte mit hår og mine bryn over et stearinlys forleden ved jeg også. Jeg foreslog at købe aftensmad ind, selvom min ven havde budt ind og sagt, han kunne gøre det. Så jeg overtrumfede ham. Da jeg ville hjælpe ham med at skære tærten ud af formen, brændte mit hår samt mine bryn i venstre side af ansigtet. Nu ved jeg ikke, om de nogensinde gror normalt ud igen. Det er loven om årsag og virkning, der er på spil. Nogle gange kan vi sige om en anden: "Det havde han rigtig godt af", fordi vi dømmer hans ulykke ud fra, at han blot får efter fortjeneste. Andre gange under vi et menneske medgang og lykke i en sådan grad, at vi beder en bøn for eller velsigner vedkommende. Der tilfalder ligesom et menneske, hvad det kan bære eller forvalte. Ikke mere, ikke mindre. Der var kærlighed i den bulgursalat og der var ondt i den ild. Det siger sig selv, at den ene indeholder opbyggende, nærende kræfter, mens den anden bryder ned, bringer i forfald. Og jeg er gjort af præcis disse to størrelser i en evig indbyrdes vekselvirkning. Det er universel lovmæssighed. Hvad jeg endda tænker indvendigt og ikke spiller ud mod nogen i direkte tale, hæfter jeg for. Nogle er uenige og siger: "Tanker er toldfrie", men det har jeg aldrig ment. Derfor er skyld så kompleks. 30.3.20.


Det indre, der tæller (maleri, 28.3.20)
Det indre, der tæller (maleri, 28.3.20)

Jeg ser, der er vildt mange downloads af vores noder. Jeg har lagt alt verderlagsfrit ud til fri afbenyttelse og drømmer i nat, at jeg har haft indbrud. Jeg mener; virkelig mange downloads. Jeg tænker, om vi bliver misbrugt og ikke er ordentligt sikret. Ikke mit problem, da mit ærinde var at tilbyde andre at spille og synge vores salmer. Da har jeg jo (bare) gjort mit dertil. Ophavsret eller ej, det lyder nu nok som Anne Marie Eriksen, lige meget hvem i verden der spiller salmen. Alligevel forstår jeg ikke tendensen. Så mange mennesker er jo slet ikke optaget af nye salmer i vor tid. Kunne dem, det drejer sig om, ikke bare melde sig. Ligesom tyven i nattens drøm godt kunne have sagt, det var ham. Han havde bare efterladt sin knallert på græsset. Urealistisk. Som om man kan sælge noder videre, det kan man jo ikke! Flere er håndskrevne! Jeg er i den grad en åben bog og hvor ameordnoder.net skulle have været en gave eller et tilbud, er det nu blevet en røverbule. 28.3.20.

Jeg vidste nøjagtig, hvad det betød; Servicecenter nord havde sat et blåt stykke tape på mit cykelhjul. Det havde de varslet på forhånd og nu var det sket. Det er en slags mærkning i forhold til at opspore cykler, der bare står hen ubrugte. Når jeg så piller tapet af igen giver det dem et praj om at cyklen har en ejer, nemlig mig. Jeg kan godt lide at skrive til varmemesteren (om alt muligt). Nogle gange vedhæfter jeg et foto, f.eks. fra mit badeværelse: Sådan ser det ud, hvad gør jeg? Jeg kan godt lide at være i en boligforening og at man kan ringe efter hjælp. Men de skal også kunne lide mig. Jeg spørger til deres arbejde (nede i gården), om den nye ordning er god, hvor de samler ekspertisen eet sted for hele Aarhus nord. Jeg ved, at når jeg ringer dem op, er det første jeg skal sige, at jeg bor i det husnummer på Skovvangsvej. Så finder de mig lynhurtigt på skærmen. Jeg ved godt, at jeg kommer til at rengøre mine vinduer, når jeg flytter herfra. Det gør jeg mig allerede tanker om nu. De har aldrig talt dårligt til mig og jeg ved, jeg er her til låns. Dette er ikke - mit. Nede i vaskeriet ved jeg, vi er en del af et fællesskab, så jeg vil gerne aflevere vaskerummet i god stand til den næste. Det er jeg også selv interesseret i, at andre gør mod mig. I gården er jeg begyndt at nikke og sige hej til alle de ældre damer, i stedet for kun at gøre det, hvis dem i min opgang sidder udenfor. Når jeg ser "Natholdet" sent om aftenen skruer jeg næsten helt ned for lyden i fald min nabo allerede er gået i seng. Ligeledes hvis jeg ser et program om mordere eller andet dramatisk, skruer jeg også ned for lyden. De andre i bygningen skal ikke dømme mig i forhold til, hvilken slags tv, jeg ser. En dag sagde min underbo til mig, at "vi hører dig overhovedet ikke". Det hjalp mig, når jeg efter sengetid indimellem står op og tager mig en mellemmad, fordi jeg ikke kan falde i søvn. Jeg behøver ikke liste eller synes, det er forstyrrende at jeg f.eks. åbner et skab i køkkenet. Jeg kan godt lide at vejlede Lars (nær ven) i at bo i almennyttigt boligbyggeri, fordi det er forholdsvis nyt for ham. Sådan skal du gøre med kontrakten, og så ringer du bare til kontoret og afleverer en nøgle. Nogle vil sige, jeg er fikseret. Hvis der er en frist for at aflevere en seddel om en uge, afleverer jeg den hellere allerede i morgen. Jeg vil ikke risikere at miste anciennitet eller andet. Når "Beboerbladet" kommer læser jeg de spørgsmål nogle beboere har stillet om deres forskellige rettigheder. Jeg kan faktisk lige nu ikke finde min egen lejekontrakt og jeg hader det. Jeg er verdensborger i hendes verden. 25.3.20.

Har udgivet "Det mindste i riget er fundet". Men for fanden: Står den i Es-dur eller Fis-dur? (ha ha) 23.3.20.

Trods med ryggen til, rækker jeg ud (i en coronatid, maleri, 22.3.20.)
Trods med ryggen til, rækker jeg ud (i en coronatid, maleri, 22.3.20.)

Du lod det ske. Min ven har muligvis mistet sit arbejde, fordi han i panik over ondt i halsen meldte sin døgnvagt fra for sent. Nu sidder vi tilbage og taler om situationen, som om vi alle har tabt. Ligesom den nat, hvor ingen hørte eller så mig. Det passerede, som vi frygtede. Det, som ikke måtte ske, skete. Den handicappede har kørt udenfor i sin kørestol og råbt om hjælp. Soleklart, sådan skulle det ikke have været. Men i disse coronafikserede tider slår vi alarm ved det mindste tegn på sygdom. Vi handler af frygt. Havde han mødt op og havde smittet hende, havde konsekvenserne været langt værre. Nu har vi talt sammen om alt muligt for at aflede tankerne. Men selv da ligger punktet som en mørk skygge over dagen. Da spørger jeg mig selv, hvor det opbyggelige er henne. Hvad Gud egentlig ville. Få min ven på tanker om at få et helt andet arbejde? Nu, hvor han faktisk er træt af sit fag og tænker på at blive præst. Vi skal forstå at udnytte dette til noget. Ja, her til aften frygter vi, at den handicappede ikke længere vil bruge hans arbejdskraft. Hvordan løfter vi dagen, så den ender i et plus? Jeg var i (koloni-)haven og gjorde rent. Det er fordi vi forbereder os på noget. Et fristed. Vi må gå derhen, hvor det ikke gør ondt. Jeg tåler nok ikke et fjerde opkald netop i dag, men jeg tåler at elske dig på afstand. Jeg tåler, at der bagefter dette kommer noget andet. Og at det finder sted sammen med dig. Jeg tørrer mig med min antibakterie-serviet. For at tvætte dig. 21.3.20.

Min nevø spørger, hvad jeg/vi vil bruge optagelserne fra min psykolog til. Han ved (jo) ikke, jeg er ekshibitionist. Hvordan skal jeg næsten svare ham, at det er for at åbne min sjæl for dem, der vil kigge ind. At jeg er en åben dør og til enhver tid til rådighed for at give mit indre et ydre udtryk (gennem kunst). Jeg siger: Det er for at vi kan evaluere vores snakke, bruge dem i terapeutisk øjemed. Han kender ikke mine dagbøger (går jeg ud fra) og har ikke set avisartikler o.lign. da han først for nylig er blevet bekendt med min (livs-)historie. Hvordan skal jeg næsten indfange alt, der var og rørte sig, i et enkelt svar. Vi er en del af samme ophav (familie) og brødre og søstre skal ikke kende hinanden til bunds. Ej heller nevø og faster. Jeg forbliver nok bare et mysterium, ukendt land. Mit svar vil være diplomatisk og afstemt. De (min familie) vil aldrig forstå. Mit offentlige rum. Ikke at de er uvelkomne i det. Men jeg siger næsten: se hellere væk. Det er til en anden. Hin enkelte. 17.3.20.

Jeg ser nu, at det er det, jeg kan. Skrive noget, som har flere lag. Dialektisk - hedder det det? Det vil sige, nogle ser den ligefremme helt tydelige betydning, mens andre ser ind bag. Det vil sige; "Den, der har ører at høre med, skal høre". Og ham, som ikke har, får ikke det hele med. Sådan vil jeg (næsten) betegne de to kommentarer, jeg har fået på mit Haiku-digt. De har ikke fattet i dybden. Men jeg kan ligesom ikke hverken forklare eller røbe, for andre har jo fattet det. Der er denne cirkulering af videoer fra Italien, hvor de synger fra altanerne (Coronavirus). Jeg ville da elske at skråle med, når der i morgen bliver afholdt en lignende begivenhed her i Aarhus. Men jeg har ingen altan. Skulle jeg have postet en smiley også? (bagefter digtet) Nu har jeg forklaret det tydeligt her. Men jeg har altså humor. Jeg kan godt se, digtet kan læses som litteratur eller ord på en fin række og derved syne "flot". Men der skal grines! Tilgiv mig at sige det sådan. Ikke alle har set disse videoer og ikke alle har set opslaget om sang fra altanerne i morgen. Men det er måske kendetegnende for meget af det, jeg skriver, at det er muligt at forstå det på flere planer. Ligesom når en lærer står ved tavlen og forsøger at pode noget viden ind i sine elever, ligeså prøver jeg jo at gøre mig klar i mælet. Lykkedes det? 15.3.20.

Foråret kommer.                                                                                                                                                         Mørketal. Jeg sagde jo,                                                                                                                                                         jeg mangler altan.                                                                                                                                                              (Mit første Haiku-digt, 15.3.20)

Hvis jeg havde været overlegen indenfor malerkunsten, havde jeg blæret mig med det. Lagt lidt til og vist mine forcer frem. Men jeg er ekspressionist. Om øjnene sidder for højt, da var det dog just sådan, jeg malede dem. Du kan kalde mig amatør eller fritidskunstner, men det er jeg (heller) ikke. Havde du forventet mere af en, der kalder sig Maler med stort M, ja så får du altså stadig ikke mere. Jeg kan ikke yde over evne eller give mig ud for at være dygtigere eller have flere færdigheder. Der er ingen grund til, at jeg puster mig op, for det virker bare kunstigt. Derimod lægger jeg mig gerne ned og indrømmer fejl og mangler. Jeg er ikke perfekt og spørgsmålet er, hvilket menneske, der er det. Jeg prøver mig frem, ligesom du gør. Og det fulde billede må al kunsten lavet over en årrække jo dokumentere. Der er ikke noget som at have lavet en dårlig melodi og så lave den næste ekstra god. Man forsøger at forbedre sig, indhente det tabte. For at komme til den gode melodi skulle man måske omkring en dårlig først. Og hvem skal i det store hele egentlig dømme én? Ja, som udøvende indenfor kunst, må man på stedet selv træffe de afgørende valg. Er dette værk godt nok til at blive offentliggjort. Bliver jeg til grin eller hyldet. Eller noget der midt imellem. Om ikke andet sendte jeg noget ud i universet, som jeg mente manglede der. Søsatte en moseskurv fuld af liv. Og jeg havde tro. Ja tro i flertal. 14.3.20.

Selvportræt, 13.3.20.
Selvportræt, 13.3.20.
Jeg vasker hundens lugt af mine hænder. Jeg taler med dig om, om jeg også var blevet  ”træt af” dig og bare gået.  Vi ler lidt over, hvem der mon var blevet træt af den anden først. Jeg har gået med hende alt for tæt i disse  Coronatider. Men hun kender ikke afstanden. Imellem dig og mig.
Jeg vasker hundens lugt af mine hænder. Jeg taler med dig om, om jeg også var blevet ”træt af” dig og bare gået. Vi ler lidt over, hvem der mon var blevet træt af den anden først. Jeg har gået med hende alt for tæt i disse Coronatider. Men hun kender ikke afstanden. Imellem dig og mig.

Jeg vågner og opdager, vandrøret under køkkenvasken er utæt, da det lækker vand helt ud på køkkengulvet. Til bisættelsen møder den anden sanger aldrig op, så jeg står med opgaven alene. Jeg cykler i strid modvind op for at gå tur med hunden, men står af cyklen flere gange (vindstød af stormstyrke). Da jeg når over på Vestereng med Frida, er jeg for kæphøj og tror, jeg kan springe over en bæk, men jeg falder og mudrer mit tøj til. Endelig må jeg med to hænder på een gang låse op til cykelkælderen, fordi mine fingre er så forfrosne. Jeg tager mit våde tøj af og tænker: Golgata! 12.3.20.

Jeg går den lange tur i skoven. Da jeg nemlig kommer til, hvor jeg plejer at korte ruten af, virker turen kort og uforløst. Da jeg går den længere rute overrasker det mig igen, hvor hurtigt jeg er fremme ved milepælene undervejs. Det er som om, jeg rent psykologisk har et overtag. Jeg møder op til sangundervisning og synger elegant og ekvilibristisk, også oppe på de høje toner. Hun siger, der ikke er noget galt med at synge med luft på stemmen og sender mig hjem med nogle øvelser for bedre støtte (maven). Jeg møder bagefter op i et Galleri, hvor jeg muligvis kunne udstille. Det hæfte, jeg netop har foræret min far, tager jeg med som præsentation. Jeg ved ikke, om jeg skal undlade at nævne ordet "kristen", men straks siger Galleriejeren ved et kig på mine billeder, at det var Gud, der ville have ham til at drive det galleri. Jeg bliver på få minutter godkendt og er parat til at udstille der til påske næste år. Jeg åbner en pakke fra posthuset, indeholdende nogle vandrestøvler. Jeg kan bruge dem, når jeg går med hunden hver tirsdag formiddag. Jeg mærker, de er en anelse for store, men ser de er lavet af ægte vandtæt materiale, og det betyder jo bare, jeg kan have tykke sokker på i dem. Min far siger, det "er en overraskelse", at jeg har malet disse billeder og spørger om jeg selv har haft en god dag (han fylder 85 i dag). Jeg drikker to øl som aftenkaffe og ler indvendig. Jeg er blevet frikendt. 9.3.20.

Da tog jeg de blå cowboybukser på for at blive mig selv. Den, jeg kender mig som. Der er altså noget - fremfor andet - der fremhæver mine kendetegn. Og noget, der i den grad underminerer min jeg-kontakt. Nogle ville indvende, at det ikke ligger i et par cowboybukser. At det må det aldrig gøre. Men jeg kan ikke nok fremhæve deres værdi, der her til aften slet og ret samler mig (igen). Syv timer er gået, hvor jeg ikke har - greb. Nu, hvor naboen spiller guitar, ved jeg hvorfor. Han tager fat. Jeg kender denne kvinde, dette sind. Ved, hvordan jeg skal placere hende i forhold til resten af verden. Jeg gør hende til genstand for min poesi (her), meddeler mig hel. Sophia. 8.3.20.

"Du har vist stort mod i livet". "Jeg følger din kunstneriske karriere på Facebook - og det glæder mig!" Min dansklærer fra gymnasiet står mig meget nær. Han og jeg ventede barn på samme tid dengang. Efter hændelsen skrev jeg til ham med års mellemrum. Følte, jeg kunne betro mig til ham, om hvordan det var gået mig. Sådan finder man sine vidner i sine omgivelser. Men hans blik på mine skridt er tungtvejende, det betyder virkelig noget. Nu, hvor vi om nogle uger besøger ham, ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal kigge hen. En kærlighed så stor. Den vil altid (for)følge mig. Livet igennem. Jeg forærer ham et maleri, men hvordan gengælde. Der var dem, der stod på sidelinjen og fulgte det, der skete med mig. "Jamen, du var jo så glad!" (da vi besøgte dig og Nikolas) ugen før drabet. Der er dem, der tænker bagom, ser bevæggrunde, et dybere lag, og dem, der ikke gør. Nogle har kun set avisoverskrifterne og ja læst det inde i avisen med gru. "Skriv til mig, når du bliver til noget stort", var det sidste, han sagde til mig, ved dimissionen på gymnasiet. Og jeg gik hen og blev morder. Han har elsket mig og troet på mig. Det ligger i ham som en overbevisning og det hjælper mig til at være her. Hvem - foruden ham - kalder det for "kunstnerisk karriere", det jeg har delt på Facebook? Han har set og siden givet udtryk for det sete. Vi får ikke altid sagt til dem, vi holder af, at det forholder sig sådan. Men i offentlige kommentarer har han tilkendegivet. Som om, der var noget, han skulle nå at få sagt. Det vil jeg altid påskønne. 4.3.20.

Jeg vågner af en natlig drøm. Jeg danser tæt omslynget med min veninde, Line, mens vi synger Dionne Warwicks "That's what friends are for". Da jeg vågner tænker jeg: den må jeg finde noderne til og spille ind en dag. Det er natten efter, at en anden veninde har sendt mig den samme besked to gange med få dages mellemrum. Hun synes tydeligvis, jeg skulle have svaret på den første. Jeg bliver sammenbidt og trækker tiden en times tid, før jeg svarer hende. Line har støttet mig helt enestående i den seneste tid (Facebook), jeg er helt overvældet. Jeg gennemgår steder, hvor jeg selv har svigtet. Og ser jeg skylder både Tak og Undskyld. Ikke blot over for menneske, men også over for Gud. Forleden sang jeg til en bisættelse, hvor den afdøde virkelig var vellidt. Jeg er selv så befængt, at man næppe kan kalde mig trofast. Men jeg prøver at nære tillid og knytte bånd. De penge, jeg lige har lånt en ven får jeg tilbage. Han ville have gjort det samme mod/for mig. Deri hviler mit hjerte, at de rette ved, det gælder. 2.3.20.

Dig og mig og det imellem os (maleri, 29.2.20.)
Dig og mig og det imellem os (maleri, 29.2.20.)

Jeg spekulerer på, om jeg alligevel har trukket det længste strå. Om jeg er nået til kransekagen. Og om det er nu, at det tarotkort gælder, som jeg trak for mange år siden som et fremtidskort, nemlig kortet "Pleasure". Ikke at jeg kan anbefale nogen min livsbane, men måske er jeg alligevel i en eller anden grad lykkedes. Som menneskelig skæbne. Kaos, Kunst, Karisma. Dem, jeg har set op til på Facebook, dummer sig nu. Er det i virkeligheden mig, der er intelligent? Trods det, at de fik meget højere snit end jeg. Uden at skulle blære mig, så nærmer jeg mig måske en - sejr. Hvem kan dømme mig i livets skole, andet end Gud. Men som jeg ligger inde i min seng, slår det mig, at jeg måske lige nu høster frugterne af års kamp og stræben. Og at min historie måske kan danne præcedens. Hvor ville jeg gerne, at den havde betydet en forskel. For en, snart to. Ikke mine kødelige efterkommere (for han er død), men for de næste levende. Et liv, der kostede dyrt, men som i længden betalte sig. Kære, du er død, men.. 27.2.20.

Jeg kan faktisk bruge det som pejlemærke. Det, at jeg i mødet med nogle mennesker ikke kan fæstne mit blik, det flakker ligesom i stedet. Jeg registrerer bare, at det i dag skete over for stemmeterapeuten. Ja, jeg mangler grundlæggende tillid. Jeg stoler simpelthen ikke på, hun kan hjælpe mig. Jeg har ikke lyst til at ligge på hendes briks næste gang, som om jeg er syg. For ikke at tale om det beløb, hun skal have for det. Jeg lægger ikke mit liv i hendes hænder, så at sige. Indlader mig ikke mere. Jeg har allerede besluttet at søge noget sangundervisning i stedet for, et sted jeg kender. Jeg er ikke blind over for at jeg behøver et slags eftersyn. Det er et måleapparat, jeg går rundt med, uden at vide det. Så utroligt kontant og præcist, jeg mærker, at jeg er så forskellig og fjern fra hendes verden. Mit blik flakker, hviler ingen steder. Hvis jeg vil en person helt og aldeles, da vil jeg kigge direkte og længe. Da vil jeg hvile mine øjne i en andens. Dette er en advarsel. Jeg behøver hende ikke for at komme videre. Godt nok at få afklaret, at jeg har "for meget luft på stemmen". Det vil jeg gå videre med. I en andens varetægt. 24.2.20.

Jeg ville ønske, det var dig, jeg tog mig af, når jeg aer hunden og giver den mad. Men det er hunden - som jeg elsker. Hvis du nu var levende ville jeg sørge for et måltid mad til dig, give dig klæder på kroppen, sørge for, du befandt dig godt. At have efterladt dig skamferet i en skovbund en kold vinternat, er næsten ikke til at bære. Jeg kan kun tro og håbe, din sjæl leger med andre børn i himmelen eller i en anden form er videre. Kun ved en slags fortrængning kan jeg leve med det hændte. Som en slags påmindelse om, at jeg har fået noget, er blevet løskøbt eller benådet eller velsignet. Med et 47 år gammelt liv nu efterhånden. Hvert smil har en bagside af, at du ikke fik del i det, jeg smiler over. Hvert skridt er en tøven over: har jeg lov? Jeg ønsker det bedste for hunden, tak fordi jeg må kende den. Jeg har et instinkt i mig til at tage mig af. Gøre godt for. Jeg er ikke noget ondt menneske eller afstumpet menneske. Isoleret set har jeg forbrudt mig på værste måde. Men stort set har jeg bare tabt. 23.2.20.

Jeg tog de fineste klæder på, jeg havde. Sørgede for at dufte godt og have tisset af. Som sædvanlig kom jeg 14 minutter før tjenesten gik i gang. Sørgede for, at vi korister fik noden til "Kun en dag, et øjeblik ad gangen". Fik spurgt sidemanden, om han sang fast i kirken. Undskyldte bagefter, at jeg havde fået "en kæmpe tudse i halsen". Forstod de overhovedet mit udfald? Jeg levede ikke op til egne forventninger, idet jeg måtte stå og rømme mig, drikke vand. Hvad sker der med mig? Har bestilt tid til stemmetræning, hvad andet kan jeg næsten gøre. Det er nærmest hver anden gang for tiden, jeg får problemer. Pludselig virkede den vante øvning på Gallo skolen til aften så utrolig ensom. Jeg stod nede ved busstoppestedet i alt for god tid og besluttede da at droppe turen. Det virkede pludseligt så utroligt tappert, at jeg gennem et års tid er taget derud for at træne min stemme. Til en mørk bygning, sommer og vinter, låst mig ind, været med mig selv. Lagt en mønt i kaffekassen som tak for lån af skolestuen. Der er ikke mere at sige, end at jeg tager hatten af, for at du har forsøgt, Rie. Du har gjort en indsats for stadig at kunne levere på sangfronten. Enten til egne indspilninger eller som kirkesangervikar. Du har ikke ligget på den lade side eller givet op. Vedholdende har du haft et håb om at du stadig var i vigør. Jeg rækker ud efter assistance, en sparring; er der noget, jeg kan gøre (bedre). Det er ikke sådan at blive ældre og stemmebåndene ikke er smurte. Engang satte jeg mig bare til en koncert og sang store rum op, fuldstændig frigjort og selvfølgeligt. Jeg må nedjustere forventninger, som var jeg et barn. Mens det bare bliver så åbenlyst, at jeg aldrig kunne være blevet operasanger på højt plan. At jeg sådan set er på "rette hylde". At selvom, - hvis min sangstemme skulle svigte -, at jeg da stadig kan male, kan gå tur, skrive. Så den tåre, jeg fælder, er - overgivelse. Hvad end du har af planer med mig, Gud, så går jeg ad den vej. Er jeg ikke længere sanger, da er jeg i det mindste menneske. 20.2.20.

Jeg segner, men består (maleri, 19.2.20)
Jeg segner, men består (maleri, 19.2.20)

Jeg har købt et par støvler og returneret dem igen. Det er sådan, verden er nu. Gratis levering, gratis retur, hurtig ekspedition. Jeg har gjort en aktiv handling ud i verden, som har kastet ringe i verden af sig. Jeg har rørt ved forbrugermentaliteten og pengepungen. Jeg tænkte: med de støvler bliver jeg gladere. Man kan fortryde et køb og få pengene tilbage. Men at jeg slog dig ihjel kan jeg ikke gøre om. Det er sådan, vi forvalter vores mandat her i livet. Eller betroelser. Med heldigt udfald eller det modsatte. Vi kan hverken kende konsekvenser eller bevæggrunde, før noget er sat i værk. Som nu al den regn; jeg føler, det er Guds brutalitet, vi får at mærke. Jeg kan ikke se det som andet end modstand. Men måske sku jeg skue indad. Hvad gjorde jeg for at gøre verden til et bedre sted? Jeg holdt gang i verdensøkonomien, i hjulene på de store maskiner og mekanismer. Jeg er stort set ligesom min nabo, men. Men hun har ikke malet mit billede eller komponeret min melodi. Så vemodig. En sommerdag vil jeg nu alligevel tænke: Regnen er forbi. 18.2.20.

Grådighed, maleri 16.2.20.
Grådighed, maleri 16.2.20.

Det piner mig, nu hvor det er femårsdagen for attentatet mod Krudttønden, at jeg få dage efter skrev blogindlægget: "Var han da ikke menneske?". Underforstået Omar El Hussein. Som forsvarede jeg en morder. Jeg linkede endda fra Facebook og fik nøjagtig 1 like på opslaget. Jeg syntes, Helle Thorning lød skinger i sin udtalelse omkring hændelsen. Og jeg fik det til at gå op, at hun var den egentlig skyldige. Øhh, hvad havde jeg gang i? Her bagefter har jeg tænkt: Jeg lader blogindlægget ligge, det viser blot en radikal side af mig. Men jeg har græmmet mig og skammet mig, - og gør det altså stadig. Har det skrevne da ikke berettigelse? Jo, som een måde at se på, at mennesker blev truet og slået ihjel. At gerningsmanden jo stadig er af kød og blod. Og Lars havde da også en kommentar til det skrevne, der hed: "Det for igennem mig, da jeg så det første fotografi af Breivik: Det er mig!" Men hvorfor sletter jeg ikke bare indlægget som et, jeg har fortrudt at have publiceret? Som det nemmeste i verden. Det viser en usympatisk side af mig, som jeg har svært ved at forlige mig med. Nej, jeg lader det stå. "Før han var jøde eller muslim, var han da ikke menneske? Født under Guds himmel. Ville hvilken som helst Gud ikke elske sit barn, sit afkom, sin gren? Lige meget hvad barnet kalder sig selv." Blogindlægget kan læses i sin fulde længde på www.ameordnoder.net Men jeg anbefaler det ikke. 14.2.20.

Du siger, du har fået nadver. Ved dagens slutning er det alligevel det smukkeste, nogen har sagt mig i dag. Du har gået med din rollator hen ad gangen på psyk. Med dine selvmordstanker. Og skrevet nogle notater om nåde. Jeg synes, det er stort. Man kan ikke andet end agte din livsbane og din filosofi. Vi holder kontakt, sagde vi. Men nu mærker jeg kontakten, uden vi taler eller ses. Når man skræller alle undskyldningerne væk (hvorfor har jeg ikke ringet noget før og lign.), så er jeg bare til syvende og sidst et stort Ja. Jeg vil dig gerne og det vil gerne vise dig. Der er en ømhed i min stemme, som jeg måske kun har, fordi jeg er mor. Også min historie rummer indlæggelser med selvmordstanker. "Er der en salme, du ekstra godt kan lide?", spurgte jeg. Hvordan skal man trøste bedst. Fra næste til næste. 13.2.20.

Jeg er som Job. Men jeg er alligevel ikke som Job. Jeg kunne være Maria Magdalene eller Jomfru Maria, men heller ikke det er jeg. Jeg er en anden. Jeg er den, der gransker sig selv for kærlighed. Er jeg et ondt menneske? I bund og grund egoistisk. Et gedigent røvhul indimellem. Vil jeg mit medmenneske helt og holdent. Eller ville jeg svigte, hvis det virkelig gjaldt. Er jeg den store frelser, da ved jeg nogle gange ikke, hvem der er i nød. Jeg føler mig ikke hævet over andre på gaden. Og ikke altid formår jeg at give retmæssigt tilbage, af hvad folk lægger af kræfter i at nå mig. Hvordan gengælde et hjerte på Facebook hvis ikke med to hjerter tilbage. Men i stedet lever jeg ikke op til. Hverken verdens forventning til mig eller min egen. Jeg syner af ingenting. Og snakker indimellem sort, uforståeligt. Jeg er som en bonde, men samtidig hans karl. Og samtidig hans afgrøde. 10.2.20.

Jeg sang fejl. Gud, hvor sang jeg dog forkert. Heldigvis, for så kan jeg tage en konsekvens og melde mig arbejdsløs. Det kræver mig i en grad, jeg ikke længere kan forsvare. At synge motet om søndagen. Dagene op til, evaluering af min præstation efterfølgende. Heldigvis bøffede jeg i det, for da var det mig forundt at opleve, hvordan de andre slet ikke bar nag til mig eller bebrejdede mig noget. Kun jeg selv hang som en skygge hen over cyklen på vejen derfra. Tilgive mig (selv)? Det var faktisk svært. Indtil jeg opdagede, jeg kunne gå fri eller et sted hen, hvor der var rart. Ved bare at opsige samarbejdet. Kun sige ja til ekstra tjenester i løbet af ugen. Det var så - selvsagt. Den beslutning at tage vare på mig selv, i stedet for at ofre mig og forsvinde. Fordi jeg tror, det er mere fornemt at synge a capella eller at jeg derved er mere. Nu henter jeg mig lige så forsigtigt hjem. Fra en stresset situation. Jeg fritager mig, sætter mig fri. Hvor meget mere har jeg da ikke vundet ved at kende min begrænsning? Ingen er tjent med at jeg står der og tvivler. Hverken arbejdsgiver eller - tager. Jeg er en fiasko, men jeg er den ren. 9.2.20.