Hjem fortsat 4

Der er dette møde med ekspedienten. "Kan jeg egentlig betale med kontanter?", begynder jeg. Ja, det kan jeg godt. "Er det også din?", spørger hun og peger på en øl. Ja, svarer jeg. "Super", siger hun. "Vil du have kvitteringen?", fortsætter hun. "Ja, det vil jeg egentlig gerne i dag", svarer jeg. Som om jeg andre dage springer over, hvilket jeg for det meste gør. "Samlemærker?". Nej. "Tak for hjælpen", afslutter jeg. For både det med at ku betale med kontanter og det med at ku få kvitteringen med. Jeg ved, når man beder om kvitteringen, kan der i det ligge en form for skepsis. At man bagefter – bag ved ekspedientens ryg – vil tjekke, om alt er gået korrekt for sig. Jeg havde bare købt tandbørstehoveder til en forholdsvis høj pris, og var det ikke de rigtige når jeg kom hjem, ville jeg gerne have mulighed for at bytte dem. Jeg ku også have set stort på det og bare satset. Nu siger jeg til hende: jeg betvivler lidt dit arbejde. Eller systemets arbejde. Så derfor siger jeg: Tak for hjælpen. Der er en form for udbedring, gøren godt igen. Hvad der alt sammen ligger i et køb i en dagligvarebutik. Også det skamfulde i at lægge tre øl op på samlebåndet, så man med vilje blander øllene med andre varer, så det syner mindre vigtigt – ha ha. Det er udveksling. Dagligdag. Og vidne. 1.11.26.

Man går hen til ham, man elsker mest. Giver ham et knus. Eller gør man? Man tåler sit medmenneske, den man også agter, men i ringere grad. Man går hen til ham, man ikke bryder sig om, fordi det siger loven om kærlighed, at man skal. Elske sin næste. Det kræves af dig. Man scroller hen til det nummer på cd'en, man holder mest af. Det ved man da, hvad er. Det plejer at give en velvære og betryggelse. Men en dag vælger man den anden sats, fordi man må lære noget nyt om verden. Komponisten har været i forskelligt humør under tilblivelsen af musikken, og man må ligesom følge ham i det. Ellers ser man jo ikke hele ham. Efter et par minutter scroller man alligevel hen til sit yndlingsnummer. Næste dag det samme. Men dagen efter ved man godt, livet kræver også modstand af en. Så man går over vejen, hvor der ingen lyskryds er. Hvor man satser det hele, før to biler passerer i fart. Man løber noget af vejen og redder lige netop sig selv. En anden dag ku det være gået galt, tænker man. I morgen må jeg gå over fodgængerfeltet i stedet for. Da vil bilerne jo stoppe for en. Men næste dag gør man det samme, tager risikoen og vover sig ud mellem to biler, der passerer. Har intet lært af lektien. Endelig sætter man sig hos ham, der ikke lugter så godt, i bussen. Eller han sætter sig hos dig, hvad er værst? Man tåler sit medmenneske helt ind i næseborene. Jeg har intet gjort galt, tænker man ved dagens slutning. Men kun den hjælpeånd eller skytsengel eller den store Guddom ved bedst. Hvad man har gjort. Der falder en ting ned fra en stol i stuen nedenunder, mens jeg ligger i min seng ovenpå. Jeg kan kun se det som et tegn på modstand (tilgiv mig min paranoia – det er en del af min sygdom). En jakke eller noget, som jeg har lagt yderligt eller smidt henkastet. I morgen må jeg blive meget bedre, tænker jeg. Men det er i dag. 30.10.26.

Jeg får denne Undergrundspoesipris sammen med en anden indenfor Poetklubben. Da er der en i kommentartråden, der nævner min bog, Notat. Det kommer helt bag på mig, hvordan han sku have særligt kendskab til den. Jeg troede ikke om bogen, at den var nået ud overhovedet. Når jeg er inde i Books on Demand med brugeradgang, fremgår det at bogen har solgt nærmest ingenting. Kan folk have lånt den på biblioteket, så det ikke fremgår som salg? Jeg tænkte endda på at lave bagsideteksten om, men forlaget svarede aldrig på min henvendelse. Noget måtte være forkert ved præsentationen, siden ingen købte bogen, tænkte jeg. Det er næsten ligesom i filmen, "We bought a Zoo", hvor til sidst alt er klart til at gæsterne kan komme ind, men et træ er væltet foran indgangen, så menneskemængden udefra bliver forhindret. Indtil stammen bliver fjernet og opbakningen ikke er til at tage fejl af. Men hvilken skuffelse, der så bliver vendt. Og forhåbningerne indfriet. Sådanne associationer kan jeg få. Det er, som hvis nogen nævnte mit barn eller hans navn. At han nævner "Notat". Det står ude i det frie rum, til alles skue. Det var ikke bluf, at bogen blev til noget. Eller en bibemærkning. Der står faktisk ganske vigtige ting i den. Som om, han gav den stemme. 26.10.26.

Jeg kan da godt gøre det. Svare ham den unge fyr, der spørger, om han kan komme i erhvervspraktik hos Poetklub Århus. Fortælle ham venligt, at vi kun er aktive omkring åben scene to aftener om måneden, men ellers passer arbejde og andre aktiviteter. At det derfor er urealistisk med praktik, men skønt at han allerede som 15-årig skriver digte. Jeg kan da også godt være den, der bremser en kvinde i at poste flere digte på Poetklubbens Facebook-side, når nu vi frabeder os det. Der skal kun ligge meddelelser, evt. anmeldelser, omtaler. Så det gør jeg selvfølgelig. Med risiko for at blive upopulær. Det kan da godt være mig. Det er mig, der gør det. 24.10.26.

Jeg kiggede på hans kropssprog. Hvornår tak han sig, fjernede sig fra min kontakt. Hvilke spørgsmål gik for tæt på eller omhandlede hjertesager eller top prioriterede emner. Jeg ønskede at være ham en tæt sparring. Ikke en ven, der bare spurgte af nysgerrighed efter dramaet, men fordi det interesserer mig, hvordan han er kommet videre efter forlist ægteskab og problemer med samkvem med sin søn. Så jeg betragtede hans kropssprog. Det var ganske enkelt og tydeligt, hvornår han gik to skridt tilbage, afveg fra mit spørgsmål. Det er sådan, vi som mennesker reagerer, må jeg sande. Jeg selv sku optræde med salmer, og må have været det skrøbeligste indslag i løbet af den åbne scene. Men jeg ku jo ikke se min optræden udefra, det er jo kun de andre, der ku det. Det er det, jeg mener. Se sig selv og den anden udefra. Frastødes man ligefrem af noget er det jo klart, man træder et skridt tilbage. Men er spørgsmålet bare forsøg på tilnærmen sig noget vigtigt, kan den anden jo gå et skridt tættere på igen. For at tillade et møde, en værdifuld udveksling. Søren, som har hjulpet mig med at indspille en cd for år tilbage, var alt det hele i en vidunderlig blanding. Hvordan sku jeg ikke spørge til hans søn, når nu han for fire år siden lyste helt op i ansigtet, når han omtalte sin søn. Men der var noget med retssag og rettigheder og en mor, der nægtede at samarbejde. Ikke min sag overhovedet. Men der var noget, der rørte mig, noget meget menneskeligt. Jeg, der ikke befinder mig godt, hvor jeg bor. Vi sloges jo alle med noget, blev der sagt. Ja. Kan ikke undgås. Vi sloges jo alle med noget. 22.10.26.

Jeg har drukket mig fuld. To Skovlyst øl på 5.5 procent. Men det vidste jeg jo godt. Så Carole King i høretelefonerne lød bare som om, man sku have været der i 70'erne. Det er mig nogle gange fuldstændig ubegribeligt, at 60'er oprør overhovedet har fundet sted. Hvorfor var jeg der ikke. Naboens hund parrede sig op af hendes ben, da den mødte mig. Det gjorde den ellers aldrig, sagde hun. Gad vide, hvad det er, jeg vækker i folk, ja i en hund. Jeg har iklædt mig fuldstændig sort tøj efter at have gjort min vens vinterlejlighed klar til indflytning. Det er, som om det giver mig kant. Men altså ingen ser mig, så hvordan det. Men altså på de indre plan. Skal vi tale lidt om de indre verdener. Hvorfor møde op i en fysisk kirke, når man kan åbne sig for underet derhjemme, i en bus, på vej. Sku Gud være bedre repræsenteret i en bestemt bygning? Jeg siger dig, han er i en øl. Eller en velgerning. I en bøn. Men at folk har gået med bare bryster, at det ligesom er gået forud, hvorfor har vi det ikke med os. Nu må man ingenting. End ikke med et blik. 20.10.26. (Uafsluttet)

Søren Gade. Først mister han sin kone til vist nok kræft. Vi oplever ham som blød og sårbar. Og får sympati med ham. Så kommer han i nogle møgsager, hvor han vist bestrider to embeder på én gang, der ikke kan forenes. Endelig går han imod partiets retning, hvorefter anonyme kilder udtaler sig kritisabelt om ham som person og menneske. Hvad skal vi tro. Til sidst trækker han sig: det har været hårdt for mig og mine nærmeste i den seneste tid. Vi får ondt af ham. Eller skal have ondt af ham. Så hvor stiller det beskueren til sidst? Han gik mærket og i sorg, men rejste sig. Han faldt pga. dårlig dømmekraft, reelt. Han træder i karakter og siger sin mening og stemmer noget ude, modsat partiets linje. Der rejses kritik af ham som person, aldrig hørt før. Han siger: det er blevet for meget for mig. Vi ser ham ikke igen. "Et tab". "Ærgerligt". For mig at se har han gennemgået offerens rolle helt til perfektion. Som når dem, der har slået et barn, pludselig ser, hvor ondt det gør, hvorefter de trækker sig. Der er plads til selvransagelse. Hvem gjorde noget forkert, har vi trynet ham for meget, med for hårde ord. Nu kan vi slet ikke mene noget længere eller præge eller påvirke, for han forlader scenen selv. Det er ikke det værd, for familie, helbred. Det er den eneste sande oprejsning, at gå selv ned fra scenen (i stedet for at blive pebet ud). Ikke andet valg heller. 19.10.26.

En aften – ja, juleaften, vil du se mig sidde ved mit klaver fordybet. Fordi det er mit kald. En kunstner har aldrig fri. Du tror, jeg er ensom eller plaget, men jeg er tværtimod opfyldt. Af at formidle, nå en beskuer, endnu ukendt. Du, som går forbi mit vindue og ikke ved, hvad jeg reelt lever af, ser da et skjult liv gå for sig. Og må beklage at have troet, jeg var doven, eller passiv på overførselsindkomst. Jeg er et aktiv. For at passe ind står jeg hver dag op 7.30, tænder lys, så andre tror, jeg er på vej på arbejde. I stedet går jeg aldrig ud, men sætter mig over noget, jeg har på sinde. Er måske talerør for det, de andre går og grunder over. Jeg er slet ikke så forskellig. Det vil du se. 16.10.26.

Når så sladderen har lagt sig og mistet sin brod. Håber jeg inderligt, at du vil trække giften tilbage. Dig, der nu hilser sparsomt på mig i gården, som ellers har indbudt mig med både arme og ord. Jeg går demonstrativt over og henter et par flyttekasser i kælderrummet, mens det stadig er lyst. Ja, bare rolig, jeg er på vej væk. En dag vil du måske se uskylden bag, og vide at en sag altid har to parter. Selvom historien måske lige nu går om, hvor dårligt et menneske, jeg egentlig er. Jeg er aldrig faldet til. Huslejen er for dyr. Jeg har aldrig kunnet med naboen. Sådanne sætninger er jeg parat med. Men ikke det blik, der før åbnede sig, som nu lukker sig i mødet med mig. Jeg – en udstødt. 15.10.26.

Behandl en strøtanke som det, den er. Noget, der kommer og går. Forfølg kun det væsentlige, der hvor du for enden kan se en lysning. Skift endelig mening, også om alvorlige ting, fra minut til minut. Det vil øge din fleksibilitet. Udhold ambivalens, uro i solar plexus, læg evt. en hånd på maven. Tænk på en bæk, der risler. Hvis der er en favn, der tiltrækker dig, da gå derhen. Hvor energien har mindst modstand. Frygter du noget, da anerkend, at du fra gammel tid sku forsvare dig over for farer, at det er et sundhedstegn. Mæng dig med de små og de store, for alsidighedens skyld. Se Luksusfælden men helst de sidste 10 minutter, hvor eksperterne har forhandlet nul rente, bliv evt. rørt. Også banaliteter har ret. Strø selv tanker ud, som vil virke udadtil i universet som en appel, have retning, ja form og farve, har teosofien lært mig. Gå udenom, hvis det virkelig batter noget, giver lærdom, erfaring, opbygger gods og guld. Skriv noget sludder, som om det lyder vigtigt. Så kan du i det mindste det :) 13.10.26.

Har jeg ikke gjort, hvad der krævedes? Forsøgt, når hunden har været her, at udbedre ridser i det ludbehandlede gulv. Nu læser jeg, jeg kan slibe ganske forsigtigt med sandpapir. Taget ukrudt ved hegnet, så havemanden kan køre tæt på skellet med sin græsslåmaskine. Klippet ligusterhækken i de tre minutter, det i alt tog. Har jeg ikke forsøgt at begrænse vaskeri-regningen, så jeg ikke brugte tørretumbler til overpris. Smilet til dem i gården, jeg lige passerede, trods det at det altid var gengældt. Fumlet nok med at finde min nøgle, så at jeg har vænnet mig til at tage nøglen frem, inden jeg står foran min hoveddør. For ikke at syne desperat eller tåbelig. Hilst på den søde nabos hund, lige så snart, jeg så den (den er tilfældigvis også glad for mig). Spurgt til det seneste nye, der er hændt, i området eller som en form for smalltalk til at nærme mig min næste. Nu har jeg fundet ind til en slags beroligelse, ved at lægge mig oppe i min seng og tænke på – og danne billeder af – når alt springer ud til foråret, og jeg bor et helt andet sted. Har jeg ikke forsøgt at forhindre ridser i gulvet, vasket det med sæbe, som det tåler. Rengjort gulv efter at have malet med oliekridt ovenpå. Gået og gjort filter rent i vaskehuset, trods det at jeg aldrig sku bruge tørretumbleren, fejet, gjort det til et godt sted for den næste. Har jeg ikke begunstiget betingelserne for den næste, min næste. At han ikke skulle lide overlast. Fordi det var min opgave. Læst åndelig litteratur hver dag for at nærme mig en slags discipelstatus. Bare forsøgsvis. Har jeg ikke handlet, nu hvor jeg er aktiv boligsøgende. Taget konsekvensen af den uro, der er på det her sted. Prøvet at formulere en standardsætning, som jeg kan sige, i fald nogen spørger, hvorfor jeg flytter. Det helt naturlige er sket. At det viser sig at være løsningen, at sku herfra. Også mærkeligt, jeg har fyldt pladsen ud, når nu der kan bo næsten et ægtepar og to børn på samme kvadratmeterantal. Skal jeg dermed ikke sige, det rette og heldige er sket? At uoverensstemmelsen med naboen er kærkommen. Fordi det har presset mig videre. Intet bedre end at blive presset videre. 13.10.26.

Nu går jeg ud af min dør, duknakket. Som om, jeg er udstødt pga. kontroversen med naboen. Jeg gennemlæser min mail til vinduespudseren, som jeg lagde i min nabos postkasse, men kan intet skyldigt se i det. Altså bør jeg bare gå oprejst. Nu går jeg langs muren. 13.10.26.

Jeg bliver advaret mod at tro, at jeg flytter for at straffe nogen. Som f.eks. naboen. Endelig, når jeg møder hende, skal jeg ikke umiddelbart melde klart ud om årsagen. Ej heller hvis jeg bare møder en anden i kvarteret, der spørger til grunden. Endelig skal jeg ikke larme eller gøre andet, der forringer vores forhold, indtil jeg flytter. Jeg skal i alt være nænsom og harmløs. Det er det, jeg får besked på. 11.10.26.

Digt om overgangsalder, 10.10.26. (Sindets dag)

Du, der har revet
i min krop
som en storm.
Har valgt at
forlade mig.
Denne stikken
af depression
lige før hver
hedetur.
Op til 10 gange på en dag.
Nu har du hjemsøgt
mit væsen
med så stor kraft,
at jeg frygtede,
du aldrig ville
tage af sted.
Men nu er du
taget af sted.
Skal jeg takke dig
for noget,
er det, at du
gjorde mig opmærksom
på, at den hormonelle
faktor er så væsentlig
og altgennemtrængende.
At disse kvindelige
udsving hænger så
uløseligt sammen med
psyken.
Så at det næsten
frikender mig.
At det var den
kraft, der gjorde mig
syg engang i en
fødselspsykose.
Impulsen fra akkurat
samme sted.
Så at jeg har følt
mig meget nær på
kvindens luner,
som jeg på en måde
ikke selv har bedt om.
Som noget, jeg for en tid
måtte underlægge mig
og finde mig i.
Nu, hvor du er
rejst et andet sted hen,
håber jeg, du over for
en anden
har mildhed med.
Som for at sige:
Kun for en tid.

Hvis min dødeligt syge mor sku hænde at dø snart, som der er udsigter til, kan jeg overveje at flytte der. Det er femte gang, min nabo har irettesat mig. I dag var det, fordi de vinduespudsere jeg havde forleden havde taget fejl af adressen og var gået i gang på hendes vinduer – og nu var der ridser efter det, påstod hun. Jeg kunne intet se. Det har jeg også skrevet til firmaet, som skriver, at det skal jeg selvfølgelig ikke stå med selv, at hun selv kan kontakte firmaet. Det er virkelig langt ude. Jeg har lagt korrespondancen med firmaet som kopi i hendes postkasse, der dog var fyldt til randen. Hvad andet kan jeg lige gøre? Sidst var det hunden, jeg ikke måtte læne mig frem og kæle med, og før det var det, da stormen rev stakittet i stykker, at der da var faldet "en syl" over i hendes have, nær på hendes hund. Alt sammen er det åbenbart min skyld. Jeg medgiver, at jeg kan møde dumme naboer alle steder, men dette er vedvarende, så jeg har lyst til at gå eller græde. Det er sådan set traumatisk på højde med underboen i Højbjerg. Så hun ikke hæfter for det ved fraflytning, og hun havde også lige været syg – men hvorfor hæver hun sig ikke til almindelig venlighed eller nænsomhed eller tanke på. Selve min indflytning tog hun jo også billeder af, fordi flyttemændene kørte helt ind i gården og læssede af. Irettesættelse på irettesættelse, helt fra begyndelsen. Fra nu af vil jeg over for dem, jeg møder i gården, som spørger, om jeg er faldet til, bare sige, jeg ikke kan med Selina overhovedet. Og at jeg – når jeg har boet her et år til februar (optjent anciennitet) – har i sinde at flytte. Alt, hvad jeg ellers elsker eller holder af ved boligen eller området fordufter fuldstændig. Hun piller mig fuldstændig ned. Hvem taler om flugt eller udholdenhed. Eller at tage det sure med det søde. Hvor længe, mener jeg? 8.10.26.

Det siges om Anne Marie Eriksen, at hun ikke tålte de andres reaktion. Hverken omsorg-emojis, hjerter eller støttende kommentarer. Det siges, at hun følte det, som at gå gennem gården uden tøj på. Helt blottet. Det var derfor, hun måtte skjule opslaget for offentligheden. Havde hun ikke gjort det i tide, var angsten og ubehaget i maven taget til og havde overmandet hende. Og hvad var så ligesom formålet med at lægge noget ud, der dog talte til manges følelser. Hvis hun i den bevægelse samtidig mistede sig selv. Eller følingen med, hvad der var bestemt eller ment. Det siges, at hun morgenen efter at have postet indlægget, glædede sig til at se reaktioner. Men at det overvældede hende, og hun følte, hun havde lagt op til, at folk sku have ondt af hende. Det bryder hun sig ikke om generelt, at andre skal føle, det er synd for hende. Som dagen efter gik, slog det hende, at hun måske er dårlig til at tage imod. F.eks. ros. Det nemmeste var at lukke (hele) kommentarfeltet ned, ved simpelthen at skjule opslaget. På den måde minder det hende lidt om drabet, skal siges. Fordi hendes intention med opslaget og hendes ord egentlig var en rækken ud, en form for kommen nogen i møde. - Som endda muligvis tog imod og følte gensidig forståelse. Det kan derfor hænde at det at skjule ordene er en form for fornægtelse eller spytten på eller gøren skade på. Idet det måske ku have hjulpet nogen. Men her er det så strålende klart: Hun kunne ikke leve med det selv. 1.10.26.

Jeg har da tænkt, om jeg er gået glip af. Det at blive forælder eller være det, eller parforholdets gyldne momenter eller rutiner. Jeg sku måske have valgt Ribe gymnasium dengang. Så var jeg aldrig stødt ind i, osv. Da var jeg nok blevet matematisk student i stedet for sproglig. Problemet var, jeg aldrig sagde noget i sprogtimerne. Busturen havde været en anden, og jeg var vant til klaverundervisning i Ribe, som mine forældre i årevis kørte mig ud til. I mange år græd jeg over, at jeg ikke havde valgt Ribe gymnasium. Netop i denne måned i mit nuværende liv betaler jeg ind til Bolig kontoret, et årligt gebyr i deres boligforening, fordi hver gang jeg passerer Vejle eller Kolding i tog, tænker jeg på, hvor dejligt der må være at bo. Jeg er stadig gjort af drømme, nemlig. Det var da også utroligt, at veninden blev gift, jeg mener er det meningen med tilværelsen, at man skal dele den med en anden? I stedet passer jeg hund og jeg forstår dens sprog på et andet niveau, og jeg ser mit tonefald bliver som talte jeg til et barn. Og at den reagerer kærligt på det. Hvad er jeg så gået glip af, som jeg startede med at sige. Jeg er endt i denne store lejlighed i Skejby, jeg mener det er ligesom mit sidste bestemmelsessted. På grund af strømafbrydelse gik min DAB-radio selv i gang i eftermiddags – ha ha. Jeg var ikke hjemme, så jeg har ikke selv oplevet festen. Jeg går oprejst igennem gården, fordi jeg tager noget på mig. Jeg tager mine tilvalg på mig. Mine afsavn. Mine længsler. Jeg har drømme for fremtiden. Hvem kan hindre mig i det? Jeg vil optage mine instrumentalmelodier ind, som jeg sætter min lid til. Hvis bare mine betoninger fra mit el-klaver ku komme med på optagelsen. Da ville jeg have opnået et udtryk, som var mit helt eget. Jeg læser disse bøger om esoterisk kristendom, og får indtryk af at kirken i sin nuværende institutionsform er helt forfejlet. Af samme grund er jeg ikke flittig kirkegænger. Alligevel liker jeg opslag på Moderne salmer-siden, som jeg egentlig ikke synes er stor kunst, mere fordi de har et bud på, hvordan man kan tolke eller opfatte Guds-forholdet, helt individuelt. Og hvem gider ikke støtte ham, der står forsigtigt i hjørnet og ikke rigtig tør noget. Som har bevæget sig ind på fremmed grund og har turdet poste noget offentligt. Jeg siger jer, han har en sag. 30.9.26.

Jeg prøver at have et nyt mål. Er træt af at iklæde mig de samme sorte bukser (som jeg har fem par af) hver morgen, fordi de sidder dejligt bekvemt og løst på kroppen. Jeg vil variere farve og form. Jeg startede i går. For at anerkende at vi selv har en vilje til at ændre på ting. For at anerkende, at selve farven har en egen kvalitet. For at tro på, alt er i forandring og vi kan målrette energien, som vi ynder. 29.9.26.

Afsavn: lakrids, chips, chokolade, sex.
Kompensation: kunst, åndelige bøger, motion, kaffe, alkohol.
Ligevægt: en god ven, lun sensommer, god økonomi, en rolig lejlighed.
Livets mening: kærlighed til en hund <3
(24.9.26)

Kvinden, der var kommet for at høre mig læse op og købe min bog. Hvor meget betyder det ikke, at hun nu, hvor der er gået en måned siden det, liker mit nyeste maleri. Ja, også opslaget før det gav hun en tommelfinger. At hun ikke har tænkt: I Guder, nogle dagbogsnotater (bogen "Notat"), hvor gør hun sig vigtig, hende Anne Marie – det orker jeg godt nok ikke at læse. Det vil sige, at møder jeg Anna Grethe, som hun hedder, på gaden i morgen, behøver jeg ikke dukke mit hoved, men kan gå oprejst hen imod hende. For hun har ikke dømt mig ude. Nu, hvor hun har kigget dybt ind – hvis hun har læst med – i et sygt sind, da har hun ikke vendt sig bort, men tværtimod imod mig. Hvor stort, egentlig. 20.9.26.